Øl- og spiritusafgifter – ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvar

Sag BS-47157/2025-NYK Parter A (v/ advokat Rasmus Smith Nielsen) mod Skatteministeriet Departementet (v/ advokat Daniel Rosenthal Plon) Denne afgørelse er truffet af dommerfuldmægtig Nelofer Safi. Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 21. september 2025. Sagen drejer sig om, hvorvidt A skal betale øl- og spiritusafgift af forudbestilte varer, der er købt ved brug af et SMILE-kort i G1-virksomhed grænsehandelsbutik (red.butik.nr.1.fjernet) i Y1-land i perioden fra den 13. januar 2018 til den 12. marts 2020, herunder om Skattestyrelsen har været berettiget til at foretage ekstraordinær ansættelse af afgiftstilsvaret for perioden fra den 13. januar 2018 til den 17. maj 2018. A har nedlagt følgende påstande: "Afgiftsperioden 2. September 2017 - 13. Juni 2020 Ølafgift Principalt: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke kan opkræves ølafgift af de omhandlede forudbestilte øl i perioden 2. september 2017 til 13. juni 2020. Subsidiært: Landsskatterettens afgørelse skal annulleres. Mere subsidiært: Landsskatterettens afgørelse skal hjemvises til fornyet behandling. Mest subsidiært: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der efter Retten i Nykøbing Falsters skøn ikke kan opkræves ølafgift af en andel de omhandlede forudbestilte øl i perioden fra 2. september 2017 til 13. juni 2020. Afgiftsperioden 15. December 2017 - 10. Marts 2020 Spritusafgift Principalt: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der ikke kan opkræves spiritusafgift af den omhandlede forudbestilte spiritus i perioden fra den 2. september 2017 til den 13. juni 2020. Subsidiært: Landsskatterettens afgørelse skal annulleres. Mere subsidiært: Landsskatterettens afgørelse skal hjemvises til fornyet behandling. Mest subsidiært: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at der efter Retten i Nykøbing Falsters skøn ikke kan opkræves spiritusafgift af en andel den omhandlede forudbestilte spiritus i perioden fra 2. september 2017 til 13. juni 2020." Skatteministeriet Departementet har påstået frifindelse. Oplysningerne i sagen Skattestyrelsen traf den 5. juli 2021 afgørelse om fastsættelse af øl- og spiritusafgift efter at have fremsendt forslag til afgørelse til A den 18. maj 2021. Ved afgørelsen blev A pålagt at betale i alt 329.981 kr. i øl- og spiritusafgift for varer, som blev indkøbt i Y1-land i perioden fra den 2. september 2017 til den 13. juni 2020. For perioden fra den 2. september 2017 til den 17. maj 2018 blev der foretaget ekstraordinær ansættelse af afgiften. Afgørelsen blev truffet på baggrund af oplysninger modtaget fra G1-virksomhed den 5. januar 2021 om registrerede køb i dennes grænsehandelsbutik (red.butik.nr.1.fjernet) i Y1-land af øl og spiritus fordelt på 278 forskellige datoer ved brug af SMILE-kort med kortnummer (red.kort.nr.1.fjernet) tilhørende SMILE-konto med kundenummer (red.kunde.nr.1.fjernet). SMILE-kontoen var oprettet med oplysningerne A, Y1-adresse, (red.mail.nr.1.fjernet), (red.mobil.nr.1.fjernet). Den nævnte adresse og e-mail tilhører A, og efter oplysninger fra Krak A/S tilhører det nævnte telefonnummer også ham. A påklagede Skattestyrelsens afgørelse til Landsskatteretten, som traf afgørelse den 27. juni 2025. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår blandt andet: "… Landsskatterettens begrundelse og resultat Repræsentanten har oplyst, at klageren på en gammel mobiltelefon har haft installeret en app med SMILE-kort samt at klageren i forbindelse med bestilling af færgebilletter har anvendt en app og ikke det fysiske SMILE-kort. Ifølge oplysningerne fra G1-virksomhed er SMILE-kontoen oprettet af A, Y1-adresse, ligesom e-mailadressen (red.mail.nr.1.fjernet) og telefonnr. (red.mobil.nr.1.fjernet) er tilknyttet kontoen. Da det følger af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren i den omhandlede periode var registeret med bopæl på adressen Y2-adresse, og da de øvrige stamoplysninger, der er registreret på SMILE-kontoen, har en sammenhæng med klageren, lægger Landsskatteretten til grund, at SMILE-kontoen er oprettet af klageren. Landsskatteretten lægger således til grund, at der i forbindelse med nogle indkøb i G1-virksomhed’ (red.butik.nr.1.fjernet) i Y1-land blev anvendt et SMILE-kort, som var tilknyttet klagerens SMILE-konto (G1-virksomhed’s fordelsprogram). Der ikke er fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at varekøbsregistreringerne i dem omhandlede periode i øvrigt er fejlbehæftet. Det har ikke været muligt at fremskaffe de vilkår for medlemskab af SMILE-programmet, som var gældende forud for februar 2021. G1-virksomhed har besvaret Skatteankestyrelsens spørgsmål vedrørende SMILE-programmet, og disse besvarelser lægges sammen med vilkårene, som var gældende fra februar 2021, til grund for sagen. Efter de foreliggende oplysninger er SMILE-kortet et fysisk ihændehaverkort, hvor der ikke kræves indtastning af pinkode eller lignende ved brug af kortet. Der fremgår ikke identitetsoplysninger på kortet, men udelukkende et kortnummer. Kortet er ikke et betalingskort, men en adgang til optjening og brug af bonus-point. SMILE-programmet har to medlemsniveauer, hvor det er muligt ved brug af bonuspoint at opgradere medlemskabet for at opnå yderligere fordele. Om SMILE-programmet i øvrigt bemærkes, at vilkårene herfor udelukkende regulerer forholdet mellem G1-virksomhed og klageren. Landsskatteretten bemærker, at SMILE-programmet og det hertil knyttede SMILE-kort ikke er indrettet på en sådan måde, at det umiddelbart alene kan anvendes af den person, der har oprettet SMILE-kontoen. Det forhold, at det fremgår af SMILE-programmets betingelser, at kortet er "personligt og ikke må overdrages til andre", ændrer ikke herpå, særligt fordi der ikke ses at være indført nogen form for kontrol eller lignende hos udbyderen, der skal forhindre, at ét SMILE-kort bruges af flere forskellige personer. Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler: Efter en samlet konkret vurdering finder retten, at der ikke alene ved registreringerne på SMILE-kontoen, og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, er en formodning for, at klageren har indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der overstiger, hvad der kan anses for at være til klagerens eget brug. Der er herved navnlig lagt vægt på, at kortet som anført kan anvendes af andre end den person, det er udstedt til. Der foreligger ikke oplysninger i øvrigt, der støtter, at det er klageren, der rent faktisk har foretaget samtlige de registrerede køb. Skattestyrelsen har således ikke løftet bevisbyrden, ligesom det ikke er godtgjort, at klageren i øvrigt hæfter for afgiften. Varer, der er forudbestilt af klageren I regnearket med kontroloplysninger fra G1-virksomhed er klagerens navn registreret i kolonnen med overskriften "CustomerOrderFullName" i forbindelse med indkøb på 151 datoer i perioden 13. januar 2018 til 12. marts 2020, ligesom klagerens e-mailadresse i flere tilfælde er registreret i kolonnen "CustomerOrderEmail". Efter registreringerne på SMILE-kortet sammenholdt med oplysningerne om forudbestillinger, som kan knyttes til klageren, finder retten, at der er skabt en formodning for, at klageren har foretaget disse indkøb. Klageren er ikke fremkommet med oplysninger, der kan afkræfte denne formodning. Klageren har således oplyst, at han på flere af datoerne har været forhindret i at foretage indkøb som følge af sit arbejde som (red.stilling.nr.1.fjernet), og han har som dokumentation fremlagt førerrapporter. Retten bemærker, at de fremlagte førerrapporter ikke er læsbare samt at de vedrører kørsel i 2017. Retten finder på denne baggrund, at de fremlagte rapporter ikke afkræfter formodningen for, at det er klageren, der har erhvervet de forudbestilte varer. Der henvises her til Landsskatterettens afgørelse af 25. oktober 2024, offentliggjort som SKM2025.62.LSR . Der skal herefter tages stilling til, om mængden af de forudbestilte varer overstiger den mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug. Da Skattestyrelsen ikke har taget stilling hertil, og da der er tilfælde, hvor klagerens indkøb af spiritus ikke overstiger den vejledende mængde, der afgiftsfrit kan indføres til eget brug, hjemviser Landsskatteretten sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen vedrørende disse varer. Der henvises i den forbindelse til Vestre Landsrets dom af 22. november 2012, offentliggjort som SKM2013.52.VLR . Da det er klageren, der har indkøbt og indført den forudbestilte varemængde, og da varerne ikke er fritaget for afgift i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, hæfter klageren for ølafgiften i henhold til øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9 og spiritusafgiftslovens § 33, stk.9. Ekstraordinær genoptagelse - forudbestilte indkøb forud for 18. maj 2018 Det følger af opkrævningslovens § 9, stk. 1, at angivelsen skal ske ved modtagelsen af varerne. Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev afsendt den 18. maj 2021. Perioden forud for den 18. maj 2018 ligger dermed uden for den ordinære frist for varsling efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Der vil herefter alene kunne ske genoptagelse og ændring af denne periode, såfremt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, er opfyldt. Klageren har i perioden forud for den 18. maj 2018 foretaget 18 forudbestillinger i perioden 13. januar 2018 til 3. maj 2018. Klageren har i den forbindelse forudbestilt 5.803 liter øl og 234 liter spiritus. Dette svarer til 322 liter øl og 13 liter spiritus pr. tur. Da der er tale om 18 indførelser over en periode på mindre end fem måneder, der hver for sig væsentligt overstiger grænsen på 110 liter øl og gennemsnitligt overstiger grænsen på 10 liter spiritus finder retten, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have betalt afgift af den usædvanligt store mængde afgiftspligtige varer, der i løbet af kort tid er indført til Danmark. Skattestyrelsen kom til kundskab om det forhold, som begrunder ændringen den 5. januar 2021 og udsendte varsel indenfor seks måneder fra denne dato. Betingelserne for ekstraordinær fastsættelse er dermed opfyldte. Et retsmedlem udtaler: Efter en samlet konkret vurdering findes der ikke alene ved registreringerne på SMILE-kontoen, herunder oplysningerne om forudbestillinger, at være skabt en formodning for, at det er klageren, der har indkøbt og indført den registrerede varemængde. Dette retsmedlem stemmer derfor for at give klageren medhold i den nedlagte påstand, så afgiften nedsættes til 0 kr. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor Landsskatteretten herefter stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende varer, der er forudbestilt af klageren, og ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende den øvrige varemængde, hvor afgiften nedsættes til 0 kr. Den beløbsmæssige opgørelse som følge af ovenstående ændringer overlades i overensstemmelse med § 12, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021 til Skattestyrelsen. …" Som følge af Landsskatterettens afgørelse traf Skattestyrelsen den 4. september 2025 afgørelse om ændring af den opkrævede øl- og spiritusafgift, således at afgiften i perioden fra den 13. januar 2018 til den 12. marts 2020 for køb af forudbestilte øl blev fastsat til 159.680 kr. og for forudbestilte spiritus til 55.449 kr., i alt 215.129 kr. For perioden fra den 13. januar 2018 til den 17. maj 2018 blev der foretaget ekstraordinær ansættelse af afgiften. I den forbindelse opgjorde Skattestyrelsen på baggrund af oplysningerne fra G1-virksomhed, at der på SMILE-kontoen i perioden fra den 13. januar 2018 til den 12. marts 2020 er registreret 151 forudbestillinger af 174.048 dåseøl svarende til 57.435,84 liter øl og 1.116 flasker spiritus svarende til 1.114,20 liter spiritus, der er købt ved brug af SMILE-kortet. På 49 af bestillingerne er A’s navn og e-mailadresse angivet, mens der på de resterende 102 forudbestillinger kun er anført hans navn. Ved 13 af bestillingerne i 2018 er der samtidig foretaget bestilling af dagsbillet, hvor A’s navn og e-mailadresse er angivet. Det fremgår af A’s skatteoplysninger, at han i perioden 2017 til 2020 var indehaver af syv bankkonti med kontonummer X1-konti, X2-konti, X3-konti, X4-konti, X5-konti, X6-konti og X7-konti. A har fremlagt kontoudtog for perioden den 25. september 2017 til den 27. december 2019 fra bankkonto X1-konti, kontoudtog for perioden den 8. marts 2017 til den 1. juli 2020 fra bankkonto X2-konti og kontoudtog for perioden den 28. december 2018 til den 2. december 2019 fra bankkonto X6-konti. Af kontoudtog for bankkonto X1-konti fremgår, at der i nær tilknytning til 13 forudbestillinger foretaget i 2019 blev foretaget transaktioner med kreditkort på A’s konto med posteringsteksten "(red.tekst.nr.1.fjernet)". Derudover fremgår af kontoudtog for bankkonto X6-konti, at der i nær tilknytning til 10 forudbestillinger foretaget i perioden 2018 til 2020 blev foretaget transaktioner med kreditkort på A’s konto med posteringsteksten "G1-virksomhed, X" og "G1-virksomhe, Y". Der blev også foretaget 15 kontantindsætninger på i alt 64.400 kr. på bankkontoen i perioden fra den 14. januar 2019 til den 28. oktober 2019 samt en overførsel på 60.000 kr. den 24. juli 2019. Forklaring Der er under sagen afgivet partsforklaring af A. A har forklaret blandt andet, at han er gift. Hans ægtefælle er Y1-nationalitet og har familie i Y1-land. Han arbejder som (red.stilling.nr.1.fjernet) for G2-virksomhed. Han og hans ægtefælle har en normal økonomi, hvor de har sparet lidt op. De har blandt andet sparet op til og købt en bil af mærket (red.bilmærke.nr.1.fjernet). Der har ikke været en nævneværdig forøgelse af hans bankindestående, og han har ikke kontanter. Han er et ærligt menneske, og han har hverken oprettet, været indehaver af eller anvendt det i sagen omhandlede SMILE-kort. Han har heller ikke anvendt bonuspoint fra kortet. Han har ikke forudbestilt og købt de i sagen omhandlede øl og spiritus eller udfyldt nogen eksporterklæring. Han installerede SMILE-appen på sin gamle telefon, men han kan ikke huske hvornår. Han er ikke sikker på, at det er det samme nummer, som er tilknyttet både kort og app. Det er registreret på SMILE-kontoen, når han har booket overfarter med G1-virksomhed. Grundet sit arbejde var han ofte på færgen, hvor SMILE-kort lå og flød alle steder. Man kunne oprette kortet på færgen ved at oplyse en e-mailadresse. Derefter kunne man handle på kortet i (red.butik.nr.1.fjernet). På færgen købte han mad til sig selv og gaver til sin ægtefælle. Der var også tilfælde, hvor han fik penge retur for tidligere køb. Han kan ikke genkende noget vedrørende (red.butik.nr.1.fjernet). Han kom ikke der, da hans lastbil ikke kunne komme derind. Han har fået at vide fra (red.butik.nr.1.fjernet), at køb derfra registreres med posteringsteksten "(red.butik.nr.1.fjernet)" på bankkontoen. I sin e-mail af 6. marts 2026 til (red.færge.nr.1.fjernet), (red.butik.nr.1.fjernet), spurgte han ind til, om en forudbestilling kan findes ved søgning på mail og dato. Han spurgte ind til SMILE-programmet, selvom det ikke er anført i e-mailen. På spørgsmålet blev der svaret, at man kan finde en forudbestilling ved søgning på navn, e-mail og dato. Skattemyndighederne har ikke forud for retssagen anmodet om hans kontoudtog eller færgebilletter. Han har opfordret skattemyndighederne til at fremskaffe færgebilletter. Han var som led i sit arbejde væk mellem 8-10 dage ad gangen i en periode på 14 dage, hvor han arbejdede 170-180 timer. Han ville ikke kunne nå at foretage de i sagen omhandlede forudbestillinger og handler. Det er umuligt for ham at have været på færgen de omhandlede datoer. Hvis han havde kunnet finde sine kørselsrapporter, havde han ikke siddet i denne situation. Hans fejl er, at han har solgt sin computer, og at han ikke har tjekket spammappen i sin e-mail. Der er fremlagt to kontoudtog fra hele den omhandlede periode og en kontoudtog, som delvist dækker den omhandlede periode. Han var ikke klar over, at han skulle fremlægge kontoudtog for hele perioden. Han har fundet kontoudtog i sine gamle kasser og på e-boks. De fire øvrige konti, som der ikke er fremlagt noget fra, er blevet slettet i medfør af persondatalovgivningen. Det har banken telefonisk oplyst. Han har ikke bedt om en erklæring herom, da han ikke vil oplyse banken om sagen. Kontante indsætninger på hans bankkonti stammer fra møntsamlinger og indtjening fra loppemarkeder, som han og hans ægtefælle har afholdt. Han kan ikke huske, hvor ofte de afholdt loppemarked. Kontante indsætninger på bankkonto X6-konti på i alt 25.800 kr. ved syv indsætninger i perioden fra den 4. februar 2019 til den 7. maj 2019 kan han ikke erindre, men han vil skyde på, at de stammer fra afholdte loppemarkeder eller salg af indbo. Seks overførsler på i alt 22.500 kr. i perioden fra den 4. februar 2019 til den 23. april 2019 er foretaget til hans ægtefælles konto i F1-bank, som de benyttede i forbindelse med rejser. De oprettede kontoen, da de for mange år siden oplevede ikke at kunne betale med deres visakort i Y2-land. Han kan ikke huske, hvor eller fra hvem overførslen på 60.000 kr. den 24. juli 2019 stammer fra. Parternes synspunkter A har i sit påstandsdokument anført blandt andet: "… Øl- og vinafgiftsloven og spiritusafgiftsloven er delvist EU-harmoniserede område, hvorfor EU-retten som følge heraf finder anvendelse inden for øl- og vinafgiftsloven og spiritusafgiftsloven uden for såkaldte fastfrysningsbestemmelser eller det ikke-harmoniserede område, jf. cirkulationsdirektivet (Rådsdirektiv 92/12 og senere EF/2008/118) og implementeringen heraf i øl- og vinafgiftsloven og spiritusafgiftsloven. EU-retten finder derfor anvendelse under sit forrangsprincip som lex superior. 4.2. Bevisbyrden for pålæg af afgift, herunder ølafgift og spritusafgift, påhviler Skatteministeriet Skatteministeriet har bevisbyrden for pålæg af afgift, jf. TfS 1984, 259, jf. den deri citerede udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling af 11. december 1979 om bl.a. bevisbyrdens udgangspunkt hos Skatteministeriet. Skattestyrelsen har ikke løftet denne bevisbyrde under faktum, herunder i sammenhæng med officialmaksimen. Retsspørgsmålet om rette afgiftssubjekt må følge af princippet i SKM2010.26.HR (Skatteministeriets bevisbyrde). Det fremgår netop vedrørende det for denne sag relevante område i øl- og vinafgiftsloven af SKM2013.52.VLR , at Skattestyrelsen har bevisbyrden under bevisstyrken godtgørelse, hvilket er mere end eller skærpet krav i forhold til sandsynliggørelse: "… Landsretten finder på den baggrund, at det er godtgjort, at A ikke medbragte den helt usædvanlig store mængde øl til eget brug. …" SKM2015.712.VLR må vurderes under eller som følge af forhandlingsmaksimen, jf. retsplejelovens § 338, jf. også direkte vedrørende påstand 2 "som sagen er forelagt for landsretten". Den omhandlede retspraksis fra Vestre Landsret er sententia superior og sententia specialis (de trinhøjere og specielle domme), hvorfor byretspraksis allerede af den grund ikke er relevant. Bevisbyrden vedrørende indkøb på SMILE-kort (rabat-kort) er fastlagt i SKM2023.97.LSR og SKM2025.177.BR , og bevisbyrden påhviler herefter Skatteministeriet. SKM2023.243.BR , der ikke indeholder en bevisbyrderegel, og som alene vedrører ret til indhentelse af oplysninger hos G1-virksomhed under hele andre retsgrundlag (bl.a. momsloven), har således ingen præjudikatsværdi i forhold til bl.a. bevisbyrdereglerne. Faktum i SKM2025.177.BR er helt anderledes end i denne foreliggende sag, da ingen af de omhandlede kriterier/hensyn, som Retten i Roskilde har anvendt for sin bevisbyrde, foreligger i denne sag med A (ubestridt afgiftssubjektets SMILE-kort, Dankort-betalinger hos G1-virksomhed er beløbs- og tidsmæssigt svarende til indkøbene på SMILE-kortet og Dankort-betalinger med færgebilletter til de omhandlede færgeovergange i nær tidsmæssig tilknytning til langt de fleste indkøb på SMILE-kortet). Ingen af de omhandlede oplysninger/faktum eller den omhandlede dokumentation foreligger i denne sag med A. Allerede derfor er det en sag under helt andre kriterier/hensyn. Det er således Skatteministeriet, som har bevisbyrden ift. til alle lovlige kriterier/hensyn udledt fra bl.a. opkrævningslovens § 9, stk. 1 og 3, jf. bilag 1, Liste A, nr. 4 ("modtaget") for sit pålæg af øl- og spiritusafgift hos A, jf. udgangspunktet herom via Justitsministeriets udtalelse fra 1979 i TfS 1984, 259 V, SKM2013.52.VLR , SKM2023.97.VLR og SKM2015.177.BR. Bevisbyrden påhviler således Skatteministeriet for alle retsspørgsmål i sagen. Denne bevisbyrde har Skatteministeriet - som anført nedenfor - ikke løftet. 4.3. Det retlige samvirke mellem bevisbyrdereglerne og officialmaksimen Officialmaksimen er i øvrigt primær til bevisbyrdereglerne, jf. FOU.2014.0006. Medmindre der foreligger klar lovgivning med angivelse af, at dette juridiske samvirke konkret er fraveget. Der er i den forbindelse således udtalt vedrørende det retlige samvirke mellem bevisbyrdereglerne og officialmaksimen af Ombudsmanden i FOB.2018-31, at: "… Ombudsmanden var enig med Ankestyrelsen i, at aktivlovens § 11, stk. 7, var en "skærpet bevisbyrderegel" for borgeren, men at reglen ikke ændrede på, at myndighederne efter officialprincippet havde pligt til at oplyse sagen. …" Det er således i alle tilfælde Skatteministeriets byrde, hvis Skatteministeriet ikke tilstrækkeligt kan bevise sine anvendte kriterier/hensyn, i hvilken forbindelse princippet i retsplejelovens § 344, stk. 2, ikke kan anvendes, allerede fordi Skattestyrelsen har haft A til afgiftsstraffevurdering, jf. bl.a. retssikkerhedslovens § 10. 4.4. Lovhjemler til pålæg af øl- og spiritusafgift skal Fortolkes indskrænkende under et skærpet eller et modificeret alm. hjemmelskrav Lovhjemler til pålæg af øl- og spiritusafgift er som udgangspunkt under et skærpet lovhjemmelskrav eller et modificeret almindeligt hjemmelskrav. Der er således klare begrænsninger i udledningen af lovlige kriterier/hensyn, anvendelsen af pligtige kriterier/hensyn og konkret i afvejningen heraf. Det fremgår bl.a. af Skatteministeriet selv i TfS 1998, 137, U.1998.1314H, SKM2016.504.HR/U.2017.4H (udledning af ulovlige kriterier/hensyn fra pvc-afgiftsloven), U.2017.38H (ulovlig praksis) og U.2018.3697H (ulovlig praksisændring/ulovlig praksis). Den ikke-harmoniserede del af øl- og vinafgiftsloven (§ 11, stk. 2, jf. cirkulationsdirektivets/Rdir 2020/262 art. 32 med mindstegrænse for privat øl- og spiritusforbrug) skal fortolkes som under EU-retten eller EU-domstolen. I anden række skal både øl- og vinafgiftsloven og spiritusafgiftsloven uden for fastfrysningsbestemmelser fortolkes som under EU-retten eller EU-domstolen. 4.5. A har ikke modtaget de omhandlede øl, hvorfor Skatteministeriet ikke kan opkræve ølafgiftsbetalingen hos A (retningsgivende kriterie/hensyn) Der er ikke hjemmel eller i anden række tilstrækkelig sikker hjemmel i opkrævningslovens § 9, stk. 1 og 3, jf. bilag 1, Liste A, nr. 4, jf. bl.a. de alm. bemærkninger vedr. "Regler vedr. urigtig eller manglende angivelse" og de specielle bemærkninger til § 9 i lovforslag nr. 19 af 6. oktober 1999, til at anvende et SMILE-kort som kriterie/hensyn for modtagelse af afgiftspligtige varer, jf. SKM2023.97.LSR og SKM2025.177.BR . Der kan i anden række ikke lægges retningsgivende eller særlig vægt herpå i afvejningen. Der skal under opkrævningslovens § 9, stk. 1 og 3, lægges afgørende vægt på det udledte lovlige og pligtige kriterie/hensyn, som må anset for bevist under bilag C , at A ikke har udfyldt én eneste eksporterklæring vedr. de omhandlede køb. En eksporterklæring er en forudsætning for hvert af de omhandlede køb på det omhandlede SMILE-kort. Der er ligeledes heller ikke hjemmel til ikke at anvende det lovlige og pligtige samt retningsgivende kriterie/hensyn om, at de omhandlede varer skal anses for at være modtaget af A. Det er kriterie/hensyn er på ingen måde, herunder for ingen af de omhandlede varekøbs vedkommende via ensartet varetype, vareantal og varemærke samt ensartede datoer, godtgjort af Skatteministeriet ift. A. Der er i den forbindelse - modsat SKM2025.177.BR - ingen dokumentation for færgebilletter og/eller varekøb via Dankort hos A svarende til de omhandlede køb på det omhandlede SMILE-kort (bilag nr. 2). Der er heller ikke hjemmel til at pålægge A en bevisbyrde for nogen af de omhandlede kriterier/hensyn, herunder vilkårligt skærpet ift. SKM2025.177.BR . Det samme vedr. manglende hjemmel til de anvendte og dermed ulovlige kriterier/hensyn, manglede anvendelse af pligtige kriterier/hensyn og i anden række afvejning af kriterier/hensyn gælder vin- og ølafgiftslovens §§ 4, stk. 1, nr. 1, 6 a, stk. 1, nr. 1, 27, stk. 6, og 27, stk. 8, nr. 2, og spiritusafgiftslovens §§ 2a og 8. Der skal være hjemmel til afgiftspålæg både i opkrævningslovens § 9, stk. 1 og 3, jf. bilag 1, Liste A, nr. 4, samt i den retligt samvirkende øl- og vinafgiftslov samt spiritusafgiftslov (dobbelt lovhjemmelskrav). Derfor indeholder både Skattestyrelsens og Landsskatterettens omhandlede afgørelser hjemmelsmangler via anvendelse af ulovlige kriterier/hensyn og via manglende anvendelse af lovlige, pligtige kriterier/hensyn og/eller i anden række konkret ulovlig afvejning af kriterier/hensyn, hvorfor afgørelserne er ugyldige og skal annulleres som følge af hjemmelsmangler. U.2023.5413H og U.1999.1408H gælder alene væsentlige sagsbehandlingsfejl og dermed ikke hjemmelsmangler. 4.6. Det har i hele sagsforløbet været bestridt, at det omhandlede SMILE-kort tilhørte A eller er blevet anvendt af ham Det har i hele sagsforløbet været bestridt, at det omhandlede SMILE-kort med kundenummer (red.kunde.nr.1.fjernet) tilhørte A eller er blevet anvendt af ham ( bilag J ). Han har derfor heller ikke anvendt nogen af de omhandlede optjente SMILE-point. Det fremgår bl.a. af Skatteministeriets egen udtalelse i sagen af 11. oktober 2021 (bilag nr. 3). Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse under sagsfremstilling eller faktum ( bilag nr. 1 , side 2), at: "… Skatteankestyrelsen har henvendt sig til G1-virksomhed med spørgsmål vedrørende SMILE-programmet og har også i den forbindelse forsøgt at indhente tidligere gældende vilkår herfor. G1-virksomhed har ikke fremsendt tidligere gældende vilkår, men har udtalt følgende: 1) Brug af SMILE-kortet sker uden pinkode og uden forevisning af id-kort. 2) På SMILE-kortet er alene anført et kortnummer, hvorfor hverken navn, adresse eller andre identitetsoplysninger fremgår af kortet. 3) Der er ikke sket væsentlige ændringer i vilkårene for SMILE-programmet siden 2015. 4) Det har siden 2015 været muligt at opgradere medlemskabet til SMILE+. … Det fremgår af oplysningerne fra G1-virksomhed, at SMILE-kontoen i perioden 26. august 2017 til 3. december 2020 var registreret som tilhørende A, Y1-adresse, samt at e-mailadressen (red.mail.nr.1.fjernet) og telefonnr. (red.mobil.nr.1.fjernet) var tilknyttet kontoen. …" Bl.a. telefonnummeret registreret på det omhandlede SMILE-kort kan A således heller ikke genkende uanset bilag O. 4.7. Der er ingen kontrol med oprettelse og anvendelse af SMILE-kort, hvorfor oplysningerne på disse SMILE-kort ikke kan tillægges særlig bevisværdi eller nogen særlig vægt som kriterie/hensyn ved pålæg af øl- og spiritusafgift Enhver kan uden kontrol oprette et SMILE-kort hos G1-virksomhed (bilag A, bilag B og bilag E - H). SMILE-kortet er alene et rabatkort. Det omhandlede SMILE-kort tilhørte som oplyst over for Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten ikke A. Skatteministeriet er opfordret (opfordring nr. 3) under sin bevisbyrde til at fremlægge det omhandlede SMILE-kort, herunder med de oplyste oplysninger vedr. eller på dette, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1 og 2. Der er ingen kontrol med oprettelse eller anvendelse af SMILE-kort ( bilag E , afsnit 3 og 10), hvorfor oplysningerne på disse SMILE-kort ikke kan tillægges særlige bevisværdi. Det betyder, at enhver person kan oprette et SMILE-kort i en anden persons navn og/eller med en anden persons delvise oplysninger samt frit udnytte SMILE-point derfra til sine egne eller andres fx øl- og sprituskøb. A bestrider således i overensstemmelse med hans kongruente forklaring fra sagens begyndelse ( bilag J ), at det er hans SMILE-kort og kundenr. (kundenr. (red.kunde.nr.1.fjernet)/ bilag J og kortnr.: (red.kort.nr.1.fjernet)/ bilag I ). I den forbindelse har Skatteministeriet allerede anerkendt, at oplysninger om telefonnummer på det omhandlede SMILE-kort ikke kongruent er henført til A (Skatteministeriets svarskrift, s. 4 - 5). Oplysningerne på de omhandlede SMILE-kort har derfor ingen særlig bevisværdi, og det har selvsagt derfor heller ingen betydning, at det omhandlede SMILE-kort er anvendt ifm. øl- og spirituskøb med i visse tilfælde samme oplysninger som på SMILE-kortet ( bilag I ). De omhandlede indkøb ( bilag I ) er således foretaget af et eller flere andre øl- og spiritusafgiftssubjekter end A. De omhandlede øl- og spirituskøb kan således ud fra de oplysninger være foretaget af enhver, hvilket også er subsumptionen eller retsanvendelsen fsva. manglende adgang til ølafgiftspålæg i SKM2023.97.LSR . Det samme gælder subsumptionen eller retsanvendelsen i SKM2025.177.BR , e.c./modsætningsvist, hvorunder der er en række kriterier/hensyn, som samlet mindst skal være godtgjort af Skatteministeriet, førend i første række bevisbyrden kan vendes om til øl- og spritusafgiftssubjektet. A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sine principale påstande. Det er i øvrigt også, hvad et retsmedlem ud af 4 i Landsskatteretten har dissenteriet med under begrundelse iht. forvaltningslovens § 22 (bilag nr. 1, s. 15/17) (mine understregninger): " Et retsmedlem udtaler: Efter en samlet konkret vurdering findes der ikke alene ved registreringerne på SMILE-kontoen, herunder oplysningerne om forudbestillinger, at være skabt en formodning for, at det er klageren, der har indkøbt og indført den registrerede varemængde. …" Bl.a. de forhold er grundlaget for Landsskatterettens medholdspraksis i SKM2023.97.LSR og Retten i Roskildes bl.a. bevisbyrdeplaceringer i SKM2025.177.BR . 4.8. Der er ingen dokumentation for anvendelse af bonuspoint optjent via SMILE-kort af A overhovedet eller i tilknytning til de omhandlede køb af øl og spiritus hos G1-virksomhed via det omhandlede SMILE-kort Hele ideen med anvendelse af SMILE-kort er, at der optjenes bonuspoint og dermed rabat på de omhandlede køb af øl og spiritus (bilag A, bilag E, afsnit 3 - 6, bilag F, bilag G og bilag H). Der er ingen oplysninger om og/eller dokumentation for, at A har anvendt SMILE bonuspoint optjent hos G1-virksomhed overhovedet eller ifm. med de omhandlede øl- og spiritusindkøb, men det modsatte. Det kan således allerede modsætningsvist sluttes ud fra Skatteministeriets dokumentation herom i sagen, at A ikke har anvendt nogen optjente bonuspoint på noget SMILE-kort, herunder ifm. med de omhandlede øl- og spirituskøb på det omhandlede SMILE-kort (kortnr.: (red.kort.nr.1.fjernet)/bilag I). Det omhandlede kriterie/hensyn med faktiske anvendelse af optjente bonuspoint ifm. de omhandlede køb alene eller i sammenhæng med manglende dokumentation for tilstedeværelse på færgerne ved de omhandlede køb er det retningsgivende kriterie/hensyn i sammenhæng med øvrige mindst krævede beviste kriterier/hensyn, jf. SKM2025.177.BR . A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sine principale påstande. 4.9. Der er ingen dokumentation for anvendelse af eksporterklæringer til brug af A i tilknytning til de omhandlede køb af øl og spiritus hos G1-virksomhed på det omhandlede SMILE-kort (retningsgivende kriterie/hensyn eller bevis) Det er en forudsætning for de omhandlede ølkøb via G1-virksomhed’s (red.butik.nr.1.fjernet), at der foreligger en udfyldt eksporterklæring ifm. hvert af de omhandlede øl- og spirituskøb på det omhandlede SMILE-kort (kortnr.: (red.kort.nr.1.fjernet)/bilag I). Det fremgår således af udskrift fra hjemmesiden hos G1-virksomhed vedr. (red.butik.nr.1.fjernet) ( bilag B ), at (mine understregninger): "… Hvad er en eksporterklæring? Der er ikke pant på øl, sodavand og cider købt i G1-virksomhed (red.butik.nr.1.fjernet). Du kan derfor først købe disse pantfrie varer, når du har udfyldt en eksporterklæring. …" Der er ingen oplysninger om og/eller dokumentation for, at A har udfyldt og fremlagt eksporterklæringer til G1-virksomhed (bilag C og bilag D) i tilknytning til de omhandlede øl og spritusindkøb, men det modsatte. Denne bevisbedømmelse understøttes også af Skattestyrelsens afgørelse af 19. juli 2013 vedr. pant, der fremgår af bilag L. Det kan således allerede modsætningsvist sluttes ud fra Skatteministeriets bilag herom i sagen (bilag C og bilag D), at A ikke kan have købt, været i besiddelse af eller indført de omhandlede øl i sagen. Derfor er Landsskatterettens afgørelse i sammenhæng med den manglende betalingsdokumentation tillige i strid med SKM2025.177.BR , jf. Grl. § 3, 3. pkt. (ubestridt afgiftssubjektets SMILE-kort, Dankort-betalinger hos G1-virksomhed er beløbs- og tidsmæssigt svarende til indkøbene på SMILE-kortet og Dankort-betalinger med færgebilletter til de omhandlede færgeovergange i nær tidsmæssig tilknytning til langt de fleste indkøb på SMILE-kortet). Det omhandlede kriterie/hensyn med faktiske eksporterklæringer alene eller i sammenhæng med manglende dokumentation for tilstedeværelse på færgerne ved de omhandlede køb er det retningsgivende kriterie/hensyn i sammenhæng med de øvrige mindst krævede beviste kriterier/hensyn, jf. SKM2025.177.BR . I den forbindelse er alle de omhandlede køb forudsat af eksporterklæringer, hvoraf 0 er fremlagt vedr. A med navn og/eller underskrift (bilag A - H). Det kriterie/hensyn er således også allerede diskvalificerende for noget afgiftspålæg hos A. Skatteministeriet har således under sin bevisbyrde fortsat ingen som helst beviser for en samtidighed mellem ølkøb og A’s tilstedeværelse på færgeoverfarter, men der foreligger A’s partsforklaring og bilag K til støtte for det modsatte. A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sine principale påstande. 4.10. Der er ingen dokumentation for køb af færgebilletter af A i tilknytning til de omhandlede køb af øl hos G1-virksomhed på det omhandlede SMILE-kort (retningsgivende kriterie/hensyn under retspraksis) Der er ingen oplysninger om og/eller dokumentation for, at A har købt og betalt for færgebilletter hos G1-virksomhed i tilknytning til de omhandlede ølindkøb, hvorfor Landsskatterettens afgørelse i sammenhæng med den manglende betalingsdokumentation tillige er i strid med SKM2025.177.BR , jf. Grl. § 3, 3. pkt. (ubestridt afgiftssubjektets SMILE-kort, Dankortbetalinger hos G1-virksomhed er beløbs- og tidsmæssigt svarende til indkøbene på SMILE-kortet og Dankort-betalinger med færgebilletter til de omhandlede færgeovergange i nær tidsmæssig tilknytning til langt de fleste indkøb på SMILE-kortet). Det omhandlede kriterie/hensyn med faktisk betalingsdokumentation i sammenhæng med manglende dokumentation for tilstedeværelse på færgerne ved de omhandlede køb er det retningsgivende kriterie/hensyn. A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sine principale påstande. 4.11. Skatteministeriet har ikke anmodet G1-virksomhed om evt. færgebilletter med A’s navn på de omhandlede købsdatoer Skatteministeriet, herunder Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten, har ikke anmodet G1-virksomhed eller A selv om færgebilletter med A’s navn på vedr. de omhandlede købsdatoer og i anden række den omhandlede periode. Der er således ingen dokumentation via færgebilletter, herunder via bankkonti, jf. SKM2025.177.BR , for nogen overfarter sammenfaldende med de omhandlede køb af øl og spiritus. Skattestyrelsen havde under SKM2023.243.BR haft hjemmel hertil i momslovens § 75, jf. momslovens § 3, stk. 1 (bestridt forudsætning om momspligtig virksomhed), samt øl- og vinafgiftslovens bl.a. § 22, stk. 3, og spiritusafgiftslovens bl.a. § 27, stk. 3. Og der er ingen sådanne færgebilletter i øvrigt, hvilket A tillige vil afgive partsforklaring om. Også derfor skal de principale påstande tages til følge. 4.12. Kontoudskrifter fra A’s eneste bankkonto i F2-bank viser, at han ikke har eller kan have købt nogen af de omhandlede øl og noget af den omhandlede spiritus (retningsgivende kriterie/hensyn under retspraksis, herunder i sammenhæng med øvrige beviste kriterier/hensyn Der fremlægges som bilag nr. 2 udskrift fra A’s eneste bankkonto i F2-bank for perioden 25. september 2017 - 27. dec. 2019. Det er i overensstemmelse med oplysningerne hos Skattestyrelsen herom via bl.a. hans årsopgørelser 2017 - 2019 og hans forudsatte partsforklaring. Deraf fremgår med bl.a. gul indstregning, at A ikke på nogen af de omhandlede datoer i bilag I og bilag N har købt nogen af de omhandlede øl og noget af den omhandlede spiritus. Det er i overensstemmelse med en fortsat overensstemmende forudsat partsforklaring fra A (bl.a. bilag J). I anden række kan der ikke øl- og spiritusafgiftspålægges for køb på de pågældende datoer, hvis der er et samtidigt køb iht. til bilag I og bilag N , idet der ikke er sammenhæng med de øvrige krævede beviste retningsgivende kriterier/hensyn herfor, jf. bl.a. SKM2025.177.BR . I tredje række kan der alene øl- og spiritusafgiftspålægges for køb på de pågældende datoer, 1) hvis der er et samtidigt køb iht. til bilag I og bilag N (opgørelse i underbilag nr. 1 og 2 af forudsat alene forudbestillinger). Skatteministeriet opfordres (opfordring nr. 2) under sin bevisbyrde til at foretage en opgørelse heraf, hvis kravene opretholdes. A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde og i anden række under sin egen bevisbyrde have medhold i sine principale påstande eller i anden række sine påstande. 4.13. A har alene reelt anvendt den omhandlede F2-bankkonto som privatkonto, og der er under Skatteministeriets bevisbyrde ingen køb af færgebilletter eller øl og/eller spiritus af A (retningsgivende kriterie/hensyn) Skatteministeriet, herunder Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten, har på intet tidspunkt anmodet om det omhandlede bankkontoudskrifter. Den anmodning fremkommer først den 3. november 2025 som opfordring A i Skatteministeriets svarskrift. Også dette forhold er spejlet i de væsentlige sagsbehandlingsfejl under officialmaksimen under Skattestyrelsens oplysningslovhjemler i skattekontrollovens § 59 og i anden række momslovens § 75, jf. afsnit 1.5 i replikken og bl.a. replik II herom. A har alene reelt anvendt den omhandlede F2-bankkonto ( bilag nr. 2 ), hvilken konto dækker den omhandlede periode fra den 25. september 2017 til 27. december 2019. A arbejder som (red.stilling.nr.1.fjernet) ( bilag K ), hvorfor de omhandlede i øvrigt med gult fremhævede køb hos G1-virksomhed alene har været i forbindelse med hans arbejde og intet har at gøre med køb af nogen som helst øl eller spiritus. A kan fsva. de registrerede bankkonti (bilag P og bilag Q) oplyse og dokumentere følgende: X2-konti: Bankkontoudskrifter fra denne fælleskonto hos F2-bank fra 2017 - 2020 fremlægges som bilag nr. 6. X3-konti: Denne bankkonto er alene en lånekonto, som nu er slettet iht. persondatareglerne (afsnit 1.6 ovenfor). E-mail fra A af 21. februar 2026 herom fremlægges som bilag nr. 7, ligesom der afgives forudsat overensstemmende partsforklaring herom. X4-konti: Denne bankkonto er alene en lånekonto, som nu er slettet iht. persondatareglerne (afsnit 1.6 ovenfor). E-mail fra A af 21. februar 2026 herom fremlægges som bilag nr. 7, ligesom der afgives forudsat overensstemmende partsforklaring herom. X5-konti: Denne bankkonto er alene en lånekonto, som nu er slettet iht. persondatareglerne (afsnit 1.6 ovenfor). E-mail fra A af 21. februar 2026 herom fremlægges som bilag nr. 7 , ligesom der afgives forudsat overensstemmende partsforklaring herom. X6-konti: Denne bankkonto hos tidl. F3-bank har alene været meget begrænset anvendt. Bankkontoudskrifter fremlægges som bilag nr. 8. X7-konti: Kontoen er alene en lånekonto. Lånedokument fra F3-bank vedr. kontoen fremlægges som bilag nr. 9. Der er ingen transaktioner vedr. G1-virksomhed på nogen af de omhandlede bankkonti i den relevante periode. Skatteministeriet har således heller ikke løftet sin bevisbyrde for dette retningsgivende kriterie/hensyn vedr. transaktionsbevis for køb af færgebilletter og køb af de omhandlede øl eller den omhandlede spiritus. Der skal naturligvis være datomæssig og beløbsmæssig overensstemmelse mellem selve købet og transaktionsbeviset, jf. bl.a. SKM2025.177.BR . Det er i øvrigt ingen beviser for, at købene er foretaget via eksporterklæringer med A’s navn og/eller underskrift på. Skatteministeriet har endeligt selv taget en standpunktsrisiko under skattekontrollovens § 59 og i anden række momslovens § 75, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, og Skatteministeriets bevisbyrde. Modsat har A modbevist (bilag nr. 2 og bilag nr. 6 - 9), at han ikke har købt hverken nogen færgebilletter eller nogen øl eller spiritus. 4.14. Der er ingen kontanthævninger og/eller kontantindsætninger på de omhandlede bankkonti eller i anden række af nogen særlig størrelsesorden, herunder i sammenhæng med de omhandlede øl- og spirituskøb Der er ingen kontanthævninger og/eller kontantindsætninger på de omhandlede bankkonti (bilag nr. 6 - 9) eller i anden række af nogen signifikant eller særlig størrelsesorden, herunder i sammenhæng med de omhandlede øl- og spirituskøb (bilag M og bilag N). I den forbindelse fremlægges tillige udskrift fra den relevante periode i 2020 for A’s hovedkonto (NEM-konto) hos F2-bank som bilag nr. 12. Deraf fremgår en forudsat transport hos G1-virksomhed den 8. juni 2020, der ingen sammenhæng har med nogen af de omhandlede øl- og spirituskøb (bilag M og bilag N). Derfor findes der ingen former for transaktionsspor, herunder særligt køb, der kan tilknytte A til de omhandlede øl- og spirituskøb og forudsatte senere salg, jf. bl.a. Landsskatterettens medholdspraksis i SKM2023.97.LSR og SKM2025.177.BR . Derfra kan sluttes bevismæssigt modsætningsvist, således at A allerede derfor og i anden række i sammenhæng med de øvrige beviser aldrig har været indehaver af eller anvendt det omhandlede SMILE-kort, og at han heller ikke har foretaget nogen af de omhandlede køb af øl og spiritus, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1 og 2. Også derfor skal de principale påstande tages til følge. 4.15. Ingen særlig stigning eller ændring i A’s kontantindestående i bankerne i 2017 - 2021 Der er ingen særlig stigning eller ændring i A’s kontantindeståender i bankerne i 2017 - 2021, i hvilken forbindelse A’s årsopgørelse med oplysningerne herom fra bankerne med helt små og sædvanlige udsving fremlægges som bilag nr. 13. Også derfor eller i sig selv er Skatteministeriets anbringende om kontantkøb og dermed forudsat senere kontantsalg med fortjeneste spekulativt og helt udokumenteret ift. A. Også derfor skal de principale påstande tages til følge. 4.16. Kontrolrapporten af 17. juni 2013 mv. har intet med den foreliggende sag at gøre og ligger ca. 4 år forud for de omhandlede afgiftsperioder (retningsgivende kriterie/hensyn eller bevis) Kontrolrapporten af 17. juni 2013 og Landsskatterettens afgørelse af 18. december 2014 med pålæg af ølafgift på 2.173 kr. (bilag L) har intet med den foreliggende sag at gøre og ligger ca. 4 år forud for de omhandlede afgiftsperioder. Det kan således allerede modsætningsvist sluttes ud fra Skatteministeriets dokumentation herom i sagen, at A ikke har været på færgerne ved køb på SMILE-kort, herunder ifm. med de omhandlede øl- og spirituskøb på det omhandlede SMILE-kort (kortnr.: (red.kort.nr.1.fjernet)/bilag I). Det omhandlede kriterie/hensyn med dokumentation for faktiske tilstedeværelse på netop den færgefart ifm. med hvert øl- og spirituskøb er det retningsgivende kriterie/hensyn i sammenhæng med mindst øvrige krævede beviste kriterier/hensyn, jf. SKM2025.177.BR . A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sine principale påstande. 4.17. A har på grund af sit arbejde som (red.stilling.nr.1.fjernet) under dokumenterede førerrapporter ikke kunne foretage flere af de omhandlede indkøb i afgiftsperioden 2. September 2017 - 13. Juni 2020 A har - som oplyst over for Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten - på grund af sit arbejde som (red.stilling.nr.1.fjernet) under dokumenterede førerrapporter ( bilag K ) ikke kunne foretage flere af de omhandlede indkøb i afgiftsperioden 2. september 2017 og 13. juni 2020. 4.18. Bankers pligt til at slette bankkontooplysninger under persondataretten Bankkontooplysningerne fra i hvert fald den 13. juni 2020 og tilbage skulle være slettet, jf. bogføringslovens § 12, ligesom der efter omstændighederne er særskilt pligt til tidl. sletning af persondataoplysninger i persondatalovens § 5, stk. 5, og persondataforordningens art. 17. Der er relativt vide rammer for det lovlige skøn herom i nedadgående tidsmæssig retning for den dataansvarlige, jf. bl.a. EUD i dom af 13. maj 2014 i sag C-131/12, Google Spain m.fl. vs. Agenza Espanola m.fl. og EUD i dom af 24. september 2019 i sag 507/17, Google vs. CNIL m.fl., præmis 72. EUC art. 8 indeholder tillige en mindst med persondatadirektivet og persondataforordningen tilsvarende ret til at blive glemt, hvilken ret også gælder for juridiske personer, jf. bl.a. EUD i sag C- 92/09, Volker & Markus Schenke, præmis 87. Persondataforordningens art. 6, stk. 1, litra c, omhandler alene ret til behandling af personoplysninger, hvorfor bestemmelsen i art. 6, stk. 1, litra c, begrænses af persondataforordningen art. 17 vedrørende retten til at blive glemt (den specielle regel går forud for den generelle regel). Men persondataforordningens art. 17, stk. 2, litra b, indeholder en mulighed for eller adgang til, at national ret kan overholdes inden for retten til at blive glemt. Der er i den forbindelse en afvejningsforpligtelse (proportionalitet under de kumulative kriterier/hensyn om nødvendigt, egnet og forholdsmæssigt) i forhold til den undtagelse i persondataforordningens art. 17, stk. 2, litra b, jf. EUC art. 8 (lex specialis) hvorunder grundrettighederne i sig selv kan medføre ret og/eller pligt til sletning, fx i tilfælde 1) hvor der ingen særlige hensyn er til støtte herfor. Sagen indeholder en række selvstændige EU-retlige elementer via persondataloven samt persondataforordningen, jf. bl.a. SKM2023.243.BR , hvorfor EUDs dom i sag C-258/13, Sociedade Agrícola, ikke er relevant eller ekskluderende for EUCs anvendelse. Det er således alene Skatteministeriets beslutning som afgørelsesmyndigheder (Skattestyrelsen og Landsskatteretten) under officialmaksimen ikke at indhente de omhandlede bankkontooplysningerne hos hverken 1) A’s bank eller hos 2) A selv. Det er ligeledes Skatteministeriets standpunktsrisiko som procespart, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2, at skatteforvaltningslovens § 59, i anden række momslovens § 75 eller i tredje række øl- og vinafgiftslovens bl.a. § 22, stk. 3, og spiritusafgiftslovens bl.a. § 27, stk. 3, fortsat ikke bringes eller er bragt i anvendelse. I den forbindelse erindres om Datatilsynets indstilling af 5. april 2022 om bøde til F5-bank på 10.000.000 kr. for manglende sletning af personoplysninger under retten til at blive glemt, hvilken bødeindstilling fremlægges som bilag nr. 5. 4.19. Skatteministeriet kan under sin bevisbyrde og tidl. officialmaksimen selv indhente de omhandlede bankkontoudskrifter under bl.a. skattekontrollovens § 59 eller momslovens § 75, i hvilken forbindelse A pt. Er under retssikkerhedslovens § 10 (retningsgivende kriterie/hensyn eller bevis) Skatteministeriet kan selv indhente de omhandlede bankkontoudskrifter under skattekontrollovens § 59 ("indberetningskontrollen"), momslovens § 75, jf. SKM2023.243.BR eller øl- og vinafgiftslovens bl.a. § 22, stk. 3, og spiritusafgiftslovens bl.a. § 27, stk. 3, hvilket Skatteministeriet under sin standpunktsrisiko og sin bevisbyrde ikke har gjort. Det samme gælder Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten under officialmaksimen, der ikke har anmodet om eller selvstændigt indhentet de omhandlede bankkontoudskrifter. Det er under Skatteministeriets egen hovedanbringende og opfordring A en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der skal medføre afgørelsernes ugyldighed og i første række annullation. A er i den forbindelse i første række eller allerede under retssikkerhedslovens § 10 (forbud mod selvinkriminering via en civil sag), indtil Skatteministeriet meddeler, at der ikke vil blive rejst sigtelse mod ham ifm. med denne øl- og spiritusafgiftssag, hvilket Skatteministeriet hermed opfordres til at bekræfte eller meddele ( opfordring nr. 1 ). Dermed er opfordring A besvaret. 4.20. A har heller ikke været i besiddelse af de omhandlede øl, hvorfor han ikke hæfter for hele ølafgiftsbetalingen (hovedanbringende i anden række) A har i anden række heller ikke været i besiddelse af de omhandlede øl, hvorfor han ikke hæfter for hele ølafgiftsbetalingen, jf. øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 6, jf. bilag nr. 1. A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sine principale påstande. 4.21. Der er intet tilstrækkeligt grundlag i de foreliggende beviser under Skatteministeriets bevisbyrde for, at A hæfter for nogen andel af de omhandlede øl under øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 8, nr. 2 Der er intet tilstrækkeligt grundlag i de foreliggende beviser under Skatteministeriets bevisbyrde for, at A hæfter for nogen andel af de omhandlede øl under øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 8, nr. 2. Allerede derfor eller ud fra et nyt juridisk skøn og bevis-/værdiskøn under Skatteministeriets bevisbyrde skal de principale og de mest subsidiære påstande i prioriteret rækkefølge tages til følge. 4.22. A har ikke betalt for de omhandlede forudbestilte øl (retningsgivende kriterie/hensyn under retspraksis) Der er ingen oplysninger om og/eller dokumentation for, at A har betalt for de omhandlede, forudbestilte øl, hvorfor Landsskatterettens afgørelse ( bilag nr. 1 ) er i strid med SKM2025.177.BR , jf. Grl. § 3, 3. pkt. (ubestridt afgiftssubjektets SMILE-kort, Dankort-betalinger hos G1-virksomhed er beløbs- og tidsmæssigt svarende til indkøbene på SMILE-kortet og Dankortbetalinger med færgebilletter til de omhandlede færgeovergange i nær tidsmæssig tilknytning til langt de fleste indkøb på SMILE-kortet). Det omhandlede kriterie/hensyn med faktisk betalingsdokumentation er det retningsgivende kriterie/hensyn. A skal således derfor under Skatteministeriets bevisbyrde have medhold i sine principale påstande. 4.23. Landsskatteretten afgørelse er i strid med Landsskatterettens praksis vedrørende øl- og vinafgift i forhold til forbrug på såkaldte SMILE-kort, jf. Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022 med sagsnr. 21-0091943/skm2023.97.LSR Skattestyrelsens afgørelse er i strid med Landsskatterettens praksis vedrørende øl- og vinafgift i forhold til forbrug på såkaldte SMILE-kort, jf. Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022 med sagsnr. 21-0091943/SKM2023.97.LSR Der er sammenfald i forhold til både faktum og jus med nærværende klagesag og Landsskatterettens afgørelse af 5. december 2022 med sagsnr. 21-0091943/SKM2023.97.LSR, hvorfor det juridiske skøn og bevisskønnet under en lighedsgrundsætning, jf. bl.a. SKM2015.479.HR og SpO2015.487, ikke kan foretages anderledes i sagerne. Sagen var således både faktisk og retligt tilstrækkeligt oplyst den 6. december 2022, bl.a. fordi ingen af de omhandlede retningsgivende og beviste kriterier/hensyn i Retten i Roskildes dom af 15. februar 2024 med sagsnr.: BS-41122/2021-ROS forelå eller foreligger i sagen med A. Landsskatterettens omhandlede offentliggjorte afgørelse ( SKM2023.97.LSR ) må efter omstændighederne i sig selv udgøre en praksis, der kan støttes ret på af afgiftssubjekterne, og som ikke kan ændres bebyrdende skærpende bagudrettet af Landsskatteretten, jf. bl.a. U.83.8H, jf. om lighedsgrundsætningen og praksisændringer i SKM2015.479.HR og i SpO2015.487. Der foreligger kvalitativt ikke en praksispræcisering, jf. herom i TfS 2017, 177. A skal således derfor i sig selv have medhold i sine principale påstande. 4.24. En praksis skal bedømmes i forhold til de skabte kriterier/hensyn heri på tidspunktet for købene af de omhandlede øl og spiritus eller i anden række for bl.a. Landsskatterettens medholdspraksis, og der foreligger flere konkret uanvendelige praksisskærpelser ift. A (uanvendelige eller konkret ulovlige kriterier/hensyn) En adm. praksis skal bedømmes i forhold til de skabte kriterier/hensyn på tidspunktet for købene af de omhandlede øl og den omhandlede spiritus. Alle senere udledte kriterier/hensyn i bebyrdende retning for skattesubjektet udgør praksisskærpelser, herunder via retspraksis, jf. bl.a. U.83.8H og litteratur herom i SpO2015.487, afsnit 2, underafsnit 2. Adm. praksis, der skal til bedømmelsen i den foreliggende sag, er således alene den, der var gældende på tidspunktet for købene af de omhandlede øl og den omhandlede spiritus senest den 13. juni 2020. I anden række er det adm. praksis gældende på tidspunktet for Landsskatterettens offentliggjorte, retningsgivende afgørelse eller praksisskabende afgørelse i SKM2023.97.LSR , der er gældende ift. A, og SKM2025.177.BR af 4. februar 2024. Landsskatteretten traf afgørelse i A’s sag den 27. juni 2025 ( bilag nr. 1 ), hvilket var før den 13. februar 2026 med Østre Landsrets omhandlede dom i sag BS-13503/2024OLR. Der foreligger ikke praksispræciseringer vedr. øl- og spiritusafgiftspålæg iht. til SMILE-kort efter 4. februar 2024, jf. TfS 2017, 177, men derimod praksisændringer i skærpende retning for afgiftssubjekterne som A, jf. Den Juridiske Vejledning 2025-1, afsnit A.A.4.2 og A.A.4.3. Praksispræciseringer kan i øvrigt ikke anerkendes som en alm. retsgrundsætning (alene forudsat hos den udøvende magt), jf. TfS 2017, 177, afsnit 3.1, idet der alene skal være adgang til en praksisændring eller ingen praksisændring. Kravet til praksisskærpelsers gyldighed fremgår af Den Juridiske Vejledning 2024-1, afsnit A.A.4.3 ("...En praksisskærpelse skal offentliggøres på relevant måde, fx i form af en SKM-meddelelse (styresignal) eller ved særlig nyhedsmarkering i de juridiske vejledninger..."). Der er således ingen adgang til at anvende et Østre Landsrets dom af 13. februar 2026 praksisskærpende for A. 4.25. Det omhandlede SMILE-kort tilhørte ikke A og kan under bl.a. den fri bevisbedømmelse og det EU-retlige retssikkerhedsprincip ikke tillægges A, hvorfor Skatteministeriets foretagne bevis-/værdiskøn ikke har noget tilstrækkeligt faktisk grundlag Det omhandlede SMILE-kort tilhørte ikke A, hvorfor Skatteministeriets bevis- og værdiskøn ikke har noget tilstrækkeligt faktisk grundlag. De omhandlede såkaldte indicier/bevisdata til støtte for ejerskabet af det omhandlede SMILE-kort kan ikke anses for tilstrækkelige, jf. princippet i retsplejelovens § 334 eller fri bevisbedømmelse, jf. bl.a. muligheden for at oprette et SMILE-kort hos G1-virksomhed uden kontrol. Allerede derfor er A ikke rette afgiftssubjekt, allerede hvorfor han ikke kan afgiftspålægges i nærværende sag. Afgiftspålæg ud fra alene forudbestillinger på et SMILE-kort (alene rabatkort) under de givne omstændigheder i øvrigt, herunder er ejerskabet bestridt og ikke dokumenteret, er således et for usikkert bevis- og hjemmelsgrundlag. I den forbindelse skal der særligt lægges vægt på det EU-retlige retssikkerhedsprincip (harmoniseret område og/eller grænseoverskridende aktivitet, jf. sejlads mellem Y1-land og Sverige under bl.a. Unionsborgerskabet i TEUF art. 20 under "bl.a." og varernes fri bevægelighed i bl.a. TEUF art. 28), hvorunder det vil give en EU-retskrænkende usikkerhed, hvis alene bestridt registrering af et SMILE-kort med usikre og modbeviste indicier/andre bevisdata skal medføre pålæg af afgifter. Det grænseoverskridende element i sagen skal vurderes i EU-retlig forstand eller som et EU- retligt juridisk systembegreb. Det vil sige, at en normal semantisk forståelse af, hvad et internt forhold er, ikke nødvendigvis kan anvendes. Der er varierende fortolkninger af det grænseoverskridende element inden for EU-retten, jf. bl.a. EUD i sag C-34/09, Zambrano, præmis 39 (grænseoverskridende element i opholdsdirektivets forstand) og bl.a. præmis 41 (grænseoverskridende element i TEU art. 20’s forstand). Den blotte mulighed for et grænseoverskridende tilfælde skal medføre en EU-retlig stillingtagen/EU-rettens anvendelse, jf. bl.a. EUD-sag C-300/01, Salzmann, jf. Ulla Neergaard m.fl., EU-ret - Fri bevægelighed, 3. udgave, 2018, Karnov Group, side 198. Sagen indeholder en række selvstændige EU-retlige elementer via TEUF art. 28 og persondataloven samt persondataforordningen, jf. bl.a. SKM2023.243.BR , hvorfor EUDs dom i sag C258/13, Sociedade Agrícola, ikke er relevant eller ekskluderende for EUCs anvendelse. Den foreliggende ubestemthed og manglende præcision i forhold til kendskab til fremtidige begivenheder eller en fysisk persons kendskab til sin retsstilling på aftaletidspunktet, herunder sin økonomiske stilling, udgør i henhold til EU-retten umiddelbart en krænkelse af retssikkerhedsprincippet, jf. bl.a. EUD i sag C-89/18, A, præmis 41 (Danmark blev dømt for krænkelse), EUD i sag C-670/17 P, Den Hellenske Republik, præmis 54, EUD i forenede sager C-459/17 og C-460/17, SGI, præmis 42, EUD i sag C-239/17, Gert Teglgaard m.fl., præmis 52 og 53 (Danmark blev dømt for krænkelse), EUD i sag C-390/15, RPO, præmis 59, EUD i sag C-362/12, Test Claimants in Franked Investment Income Group Litigation, præmis 44 - 45, samt EUD i sag C-54/99, Èglise de Scientologie, præmis 21 - 22, jf. tillige Ulla Neergaard m.fl., EU-ret, Fri Bevægelighed, 3. udgave, Karnov Group, side 222 - 223 (Flynn 2002, side 802). Allerede derfor eller ud fra et nyt juridisk skøn og bevis-/værdiskøn under Skatteministeriets bevisbyrde skal de principale og de mest subsidiære påstande i prioriteret rækkefølge tages til følge. 4.26. Der foreligger en restriktion af varerne fri bevægelighed under anvendelse af alene forudbestillinger på et SMILE-kort som hjemmels- og bevisgrundlag (udledt kriterie/hensyn fra national ret), jf. TEUF art. 34, og proportionalitetsprincippet i TEUF art. 36 Er ikke opfyldt (hovedanbringende i anden række) Der foreligger både et delvist harmoniseret afgiftsområde samt klare grænseoverskridende elementer i sagen, hvorfor EU-retten finder anvendelse. Der skal ikke meget til, førend et tilfælde i EU-retlig forstand kvalificeres som grænseoverskridende, jf. bl.a. EUD forenede sager C-357/10 - C/359/10, Duomo, præmis 26, og EUD sag C-298/14, Brouillard, præmis 26 - 27, jf. Ulla Neergaard m.fl., EU-ret - Fri bevægelighed, 3. udgave, 2018, Karnov Group, side 61, ligesom den blotte mulighed for et grænseoverskridende tilfælde skal medføre en EU-retlig stillingtagen/EU-rettens anvendelse, jf. bl.a. EUDsag C-300/01, Salzmann, jf. Ulla Neergaard m.fl., EU-ret - Fri bevægelighed, 3. udgave, 2018, Karnov Group, side 198. Der foreligger en restriktion af varernes fri bevægelighed (potentielt og/eller indirekte hindring) under anvendelse af alene forudbestillinger på et SMILE-kort som hjemmels- og bevisgrundlag (udledt kriterie/hensyn fra bl.a. øl- og vinafgiftslovens § 6 a, stk. 1, nr. 1), jf. TEUF art. 34. TEUF art. 36 skal fortolkes indskrænkende, jf. Ulla Neergaard m.fl., EU-ret - Fri bevægelighed, 3. udgave, 2018, Karnov Group, side 101. Legalitetskravet og proportionalitetsprincippet i TEUF art. 36 er ikke opfyldt. Der kan indføres andre kontrolforanstaltninger eller anvendes andre kriterier/hensyn for pålæg af øl- og vinafgift. Der kan ligeledes lovgives herom i givet fald, herunder om bevisbyrderegler. Det er som ovenfor bestridt, at der er et tilstrækkeligt nationalt hjemmelsgrundlag. Men det bestrides ikke, at der er et legitimt hensyn til effektiv afgiftskontrol. Der foreligger imidlertid heller ikke proportionalitet, idet den omhandlede restriktion er egnet, men ikke er nødvendig eller for vidtgående i forhold til at opnå en effektiv afgiftskontrol, jf. bl.a. EUD i sag C451/05, ELISA, præmis 100, og EUD i sag C-108/09, Ker-Optika, præmis 74. Derfor skal de principale påstande tages til følge. 4.27. Ingen grov uagtsomhed hos A eller nogen på dennes vegne, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 (hovedanbringende i tredje række) Bevisbedømmelsen er fri under retsplejelovens § 344, stk. 1, jf. dog stk. 2 vedr. A’s ubesvarede opfordringer, men det er kriterie- og hensynsudledningen og i anden række den konkrete afvejning ikke. A kan ikke - under de foreliggende beviser sammenholdt med beviserne for modtaget i SKM2025.177.BR - bedømmes som have handlet med mindst grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3’s forstand. Det er udtryk for en skærpet vilkårlighed i retstilstanden. A har ingen juridisk uddannelse eller praktisk viden om komplicerede afgiftsregler, herunder afgiftspligtig mængde mv., hvorfor dette kriterie/hensyn i sig selv eller i anden række under samlet afvejning kvalificerer simpel uagtsomhed under Landsskatterettens afgørelse. Professor, dr.jur. Jan Pedersen har i SR-Skat 2015.160 ff. udledt følgende vedrørende grov uagtsomhed fra retspraksis, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, side 673 (mine understregninger): "… Almindeligvis vil den rent juridiske kvalifikation af en indkomst eller en udgift ikke blive bedømt som udslag af grov uagtsomhed, hvis skatteyderens retlige kvalifikation og dermed de afgivne oplysninger er sket efter bedste evne. …" Denne vurdering i litteraturen, der ikke er en selvstændig retskilde, er støttet på bl.a. TfS 1995, 719 VLD og TfS 1998, 710, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, side 673. A har således alene under en subjektiv og objektiv bedømmelse handlet simpelt uagtsomt under Landsskatterettens afgørelse i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3’s forstand, hvilken vurdering skal foretages konkret og individuelt i forhold til A og begrundes konkret, jf. bl.a. under samme bedømmelse af den grove uagtsomhed, men under forskellige bevisstyrkekrav, TfS 1989, 148 Ø, TfS 1989, 616 Ø, TfS 1995, 719 VLD, TfS 1998, 710 V, U.2012.2853H og SKM2014.405.BR . En sådan vurdering er i overensstemmelse med SKM2025.177.BR (ingen grov uagtsomhed) i et tilfælde med flere og hver især i sig selv langt mere tungtvejende kriterier/hensyn og beviser for ølafgift. Landsskatteretten var bundet af Retten i Roskildes vurdering af den grove uagtsomhed, jf. Grl. § 3, 3. pkt., jf. SKM2003.393.DEP . Derfor kan skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, ikke finde anvendelse for A, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse skal annulleres som følge af hjemmelsmangler. Derfor skal de principale påstande tages til følge. 4.28. Alene de omhandlede registreringer med e-mailadresser er forudbestilte varer og alene disse køb kan derfor under Skatteministeriets egne påstande og anbringender afgiftspålægges mv. Alene de omhandlede registreringer med e-mailadresser ( bilag N ) er forudbestilte varer. Det følger bl.a. af hele registreringssystemet indretning, i hvilken forbindelse udskrift fra G1-virksomhed’s hjemmeside om forudbestilling fremlægges som bilag nr. 4 , og e-mail af 6. marts 2026 fra G1-virksomhed’s (red.butik.nr.1.fjernet) fremlægges som bilag nr. 10. Dette svarer også til oplysningerne herom hos G1-virksomhed selv vedr. købsadgang, eksporterklæringer, emailadresser og udlevering, hvilke oplysninger fremlægges som bilag nr. 11. Så alle køb uden e-mailadresse og/eller med "Null" anført i bilag M og bilag N er således købt uden forudbestilling. Derfor skal Skatteministeriets opgørelse i bilag N allerede derfor ændres i overensstemmelse hermed, jf. bl.a. som anført i SKM2025.177.BR . Skatteministeriet har simpelthen allerede inddraget en række køb, der ikke er forudbestilt i sin konkrete opgørelse (bilag N). Skatteministeriet har heller ikke reduceret med fx 110 liter øl og 10 liter spiritus i privatforbrug, idet henholdsvis 110 liter og 10 liter under EU-retten alene er mindsteprivatforbruget, jf. bl.a. SKM2013.52.VLR og Cirkulationsdirektivets art. 32 (Rdir 2020/262 med mindstegrænse for privat øl- og spiritusforbrug). Derfor skal de mest subsidiære påstande tages til følge. 4.29 Landskatterettens afgørelse lider af væsentlige sagsbehandlingsfejl i sig selv og som retlig refleksvirkning eller som følge af retlig afsmitning af de væsentlige sagsbehandlingsfejl hos Skattestyrelsen U.2023.5413H kan ikke omfatte hjemmelsmangler, jf. Grundlovens § 63, stk. 1, og grundlovsændrende retssædvane hertil, jf. også Højesteretsretspræsident Jens Peter Christensen om fortolkning af domme i U.2013B.15. Legalitetsprøvelse er kernen i Grundlovens § 63, stk. 1, hvilken grundlovsbestemmelse alene er udvidet via retssædvane, jf. Højesteretspræsident Jens Peter Christensen m.fl. i The Supreme Court of Denmark, DJØF Publishing, 2015. Det må med styrke antages, at den omhandlede udvidelse via retssædvane af Grundlovens § 63, stk. 1, både omfattede 1. og 2. instans administrativt. I anden række er det alene almindelige retsgrundsætninger vedr. prøvelse under Grundlovens § 3 (kvantitative og kvalitative grænser for omfordeling af magt). Landsskatterettens behandling af Skattestyrelsen væsentlige sagsbehandlingsfejl vil medføre en refleksvirkning eller afsmitning på Landsskatterettens afgørelse. Således at væsentlige sagsbehandlingsfejl i 1. instans med retsvirkningen ugyldighed med retsfølgen annullation og i anden række hjemvisning, der ikke er korrekt behandlet hos Landsskatteretten ( bilag nr. 1 ), medfører samme ugyldighed af Landsskatterettens afgørelse. Skattestyrelsen er således ikke retligt immuniseret, exterritorialiseret eller renset/helbredt via 2. instansens (Landsskatteretten) i givet fald forkerte behandling af sagens aspekter vedr. sagsbehandling hos 1. instans (Skattestyrelsen), bl.a. fordi Skatteministeriet i givet fald, jf. U.55.13H, vil være selvprøvende vedr. sagsbehandlingsfejl, medmindre overspring af det administrative prøvelsessystem vælges af skattesubjekterne. Den vurdering skal tillige vurderes i sammenhæng med retspraksis til skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., som i sig selv er en retsstridig endelighedsbestemmelse, jf. U.2001.861H. I modsat fald vil der foreligge en krænkelse af EMD TP 1, art. 1, jf. bl.a. EMDs dom i Hentrich vs. France af 22. september 1994, jf. bl.a. præmis 43 og 44 samt 49, EUC art. 17, samt EUC art. 41 (usikkerhed om hjemmel herfor eller med sikkerhed i en EU-retlig almindelig retsgrundsætning/ selvskabt menneskerettighed), jf. dog U.2017.824H) og EUC art. 47, jf. art. 52, stk. 3 (mulighed for beskyttelse modsat EMRK art. 6, jf. EMDs dom af 12. juli 2001, Ferrazzini mod Italien). Prøvelsen af væsentlige sagsbehandlingsfejl af den dømmende magt antages at være udviklet via en udvidende retssædvane til Grundlovens § 63, stk. 1, eller i anden række via almindelige retsgrundsætninger under Grundlovens § 3, hvorfor den udøvende magt (Skatteministeriet via anbringender) og den dømmende magt (via U.2023.5413H) som udgangspunkt selv kan ændre i denne retssædvane via almindelige retsgrundsætninger uden den lovgivende magts accept og ultimativt grundlovsgivende magts accept, jf. vedr. ændring af retssædvaner på grundlovsniveau i bl.a. TfS 2013, 651. Retspolitisk er U.2023.5413H stærkt betænkelig i forhold til Grundlovens § 63, stk. 1, og grundlovsændrende retssædvane hertil. Det kan således ikke udelukkes via en senere Højesteretsdom herom, at ændring af retssædvaner på grundlovsniveau efter en mere nutidig retsopfattelse, jf. bl.a. princippet i U.2017.824H, må kræve en procedure efter Grundlovens § 88 (grundlovsgivende magt). Hertil kommer, at U.1999.1408H (almindelig retsgrundsætning) medfører, at der alene kan nedlægges påstand om hjemvisning af Landsskatterettens afgørelse - som i denne sag, idet 1. instans’/Skattestyrelsens afgørelse i modsat fald står ved magt. Derved er Landsskatterettens afgørelse tillige immuniseret mod annullation, hvorved Skatteforvaltningslovens regler for så vidt angår Skatteministeriet, herunder §§ 27 og 32, stk. 2, er sat ud af kraft contra legem. 4.30. Hensynene bag den almindelige retsgrundsætning om generel væsentlig af tilsidesættelse eller krænkelse af garantiforskrifter, der er udgangspunktet Det er et helt grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er ubetinget hævdelse af respekt for sagsbehandlings- og procesforskrifter, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde. Særligt dette hensyn må være tungtvejende, idet der i modsat fald ellers ikke meningsfyldt vil være tale om et retssystem med mulighed for annullation eller hjemvisning af et skatteankenævns eller Landsskatterettens afgørelser, hvorved risikoen for yderligere retlig erodering væsentligt forstærkes. Et andet grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er håndhævelseshensynet eller den præventive effekt, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde. Særligt dette hensyn må tillige være tungtvejende, idet der i modsat fald ellers ikke meningsfyldt vil være tale om et retssystem med mulighed for annullation eller hjemvisning af et skatteankenævns eller Landsskatterettens afgørelser, hvorved risikoen for yderligere retlig erodering væsentligt forstærkes. Et tredje grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed vil være muligheden for, at der kan træffes en sikker eller mere sikker retlig afgørelse, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde. Disse hensyn ovenfor i forhold til retsreglernes erosion og retlig vilkårlighed under bl.a. Skatteministeriets afgørelsesvirksomhed er tillige beskrevet i Advokatrådets Retssikkerhedsprogram under formand advokat Jan Erlund fra 1994, side 27-28, at (mine understregninger): "… Man skal være opmærksom på, at befordringen af en pragmatisk retstradition ved domstolene og i forvaltningen ikke opdrager individer, der begår fejl, til at undgå nye fejl. Hertil kommer, at formelle regler i praksis bliver meningsløse, hvis de ikke håndhæves. Domstolene og andre dele af det danske retsvæsen har næppe levet fuldt op til deres ansvar i den henseende. …" Desuden har Skattestyrelsen ret vidtgående muligheder for genoptagelse af en annulleret afgørelse, jf. bl.a. skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, jf. bl.a. af Revsbech m.fl., Forvaltningsret - Almindelige emner, 6. udgave, DJØFs Forlag, p. 439. Også dette hensyn/kriterium skal inddrages i en vurdering af den samlede balance eller afvejning af hensyn/kriterier under en almindelig retsgrundsætning (domstolenes selvstændigt retsskabende virksomhed) på området. Derfor skal Skattestyrelsens tilsidesættelser af garantiforskrifter bedømmes under en generel væsentlighedsvurdering og ikke under en konkret væsentlighedsvurdering. 4.31. Skattestyrelsen og Landsskatteretten har tilsidesat officialmaksimen og/eller begrundelsespligten med Landsskatterettens afgørelses hjemvisning til retsfølge (hovedanbringende i femte række) Officialmaksimen (almindelig retsgrundsætning) er en såkaldt garantiforskrift, der kræver, at en sag oplyses tilstrækkeligt både faktisk og retligt, inden en afgørelse træffes. Begrundelsespligten, jf. forvaltningslovens § 24, hvorunder anvendte retsregler og hovedhensyn ved skønsudøvelse samt relevant faktum skal angives i afgørelsen, er ligeledes en såkaldt garantiforskrift. Officialmaksimen er juridisk spejlet i begrundelsen for en afgørelse. Sådanne mangler/fejl (tilsidesættelse af garantiforskrifter) er som udgangspunkt givet retsvirkningen generel væsentlighed, bl.a. U.2015.3233H, jf. Rønsholdt, 5. udgave, Karnov Group, side 527, og Garde m.fl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 6. udgave, 2007, DJØFs Forlag, side 163-164. Det kvalificerer, at fejlens/manglens tilstedeværelse i sig selv udløser væsentlighed og ugyldighed med annullation eller i anden række hjemvisning til retsfølge. I andre tilfælde foretages en konkret væsentlighedsvurdering, hvorunder kravene til den konkrete uvæsentlighed er meget høje via "kan ikke udelukkes", jf. U.1996.1462H, og "kan ikke afvises", jf. U.2005.1780H. Der må ikke foreligge bagatelagtige mangler, jf. U.2008.2538H. Der er således bl.a. følgende i sig selv eller samlede generelt eller i anden række konkret væsentlige mangler ved Skattestyrelsens afgørelse og dermed Landsskatterettens afgørelse (bilag nr. 1): (i) Skattestyrelsen har ikke anvendt de i retspraksis anførte bevisbyrderegler, jf. SKM2013.52.VLR . (ii) Skattestyrelsen har ikke reguleret for privatforbrug af øl, jf. SKM2013.52.VLR , og spiritus. (iii) Landsskatteretten har truffet afgørelse vedr. grov uagtsomhed contra SKM2025.177.BR uden begrundelse herfor, hvori hvert kriterie/hensyn og beviser herfor var væsentligt mere tungtvejende for afgift end alene en bestridt forudbestilling af øl på et SMILE-kort. Det er også en krænkelse af Grl. § 3, 3. pkt., jf. bl.a. SKM2003.393.DEP . (iv) Varernes fri bevægelighed i TEUF art. 34 og art. 36 (legitimering af en restriktion) er ikke inddraget i sagen ved hverken Skattestyrelsen eller Landsskatteretten. (v) Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten eller samlet som procespart. Skatteministeriet har via sin manglende indhentelse af de omhandlede bankkontoudskrifter (bilag nr. 2) under sin hjemler hertil under skattekontrollovens § 59 ("indberetningskontrollen") eller momslovens § 75, jf. SKM2023.243.BR , tilsidesat officialmaksimen, idet der ikke er anmodet om eller selvstændigt indhentet de omhandlede bankkontoudskrifter. Det kan i den forbindelse selv under undtagelsen om en konkret væsentlighedsvurdering åbenlyst ikke udelukkes eller afvises, at Skattestyrelsen eller Landsskatteretten ville være kommet frem til et andet resultat, hvis officialmaksimen var blevet overholdt. Disse mangler/fejl er i sig selv eller samlet under en garantiforskrift og er derfor generelt væsentlige, jf. bl.a. princippet i U.1970.240Ø og U.2015.3233H. I anden række kan det ikke afvises eller udelukkes, at afgørelsen ville have fået et andet resultat, hvis sagens faktum var blevet tilstrækkeligt undersøgt, jf. bl.a. U.1996.1462H og U.2005.1780H (konkret væsentlighedsvurdering). Skattestyrelsens afgørelse er således behæftet med flere væsentlige sagsbehandlingsfejl, der i sig selv eller samlet skal medføre afgørelsens ugyldighed, jf. bl.a. U.2008.2538H, e.c. Landsskatterettens afgørelse er derfor ugyldig og skal annulleres eller i anden række hjemvises til fornyet behandling. Hvis U.1999.1408H (alm. retsgrundsætninger) skulle kunne udstrækkes til domstolssystemet, gøres alene hjemvisning gældende som retsfølge af ugyldighed. …" Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført blandt andet: "… Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er afgiftspligtig af de 151 omhandlede forudbestillinger af øl og spiritus købt ved brug af hans SMILE-kort i G1-virksomhed's (red.butik.nr.1.fjernet) i Y1-land. SMILE-kontoen med dertilhørende SMILE-kort tilhører således A, og det er A, som har købt og indført de forudbestilte varer registreret på kortet. Da varerne må anses for købt og indført af A uden at være til eget forbrug, hæfter han for den manglende angivelse og betaling af afgift, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 1, 3 og 4, jf. øl- og vinafgiftslovens § 16, stk. 2, og spiritusafgiftslovens § 21, stk. 3, samt øl- og vinafgiftslovens § 27, stk. 9, og spiritusafgiftslovens § 33, stk. 9 (afsnit 4.1). Skatteministeriet gør endvidere gældende, at A’s afgiftstilsvar for perioden 13. januar 2018 til 17. maj 2018 kan ansættes ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 (afsnit 4.2). Der er ikke grundlag for A’s øvrige indsigelser af forvaltningsretlig og EU-retlig karakter (afsnit 4.3). 4.1. A er betalingspligtig for afgiften af den omhandlede øl og spiritus, der er indkøbt ved brug af SMILE-kortet SMILE-kontoen er oprettet med oplysninger (navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer), der kan knyttes til A. Disse stamoplysninger fremgår også af samtlige registrerede varekøb i kontroloplysningerne fra G1-virksomhed (bilag I). At SMILE-kortet tilhørte A, bestyrkes af, at han har erkendt, at SMILE-kontoen var hans, herunder at den var tilknyttet SMILE-appen (eller G1-virksomhed-appen), som han anvendte til køb af færgebilletter (bilag 1, s. 5 og s. 12). Derfor må det lægges til grund, at SMILE-kortet tilhørte A. Under de foreliggende omstændigheder, hvor SMILE-kontoen og SMILE-kortet blev oprettet i A’s navn med angivelse af hans e-mail og telefonnummer, og hvor han som nævnt har erkendt at have foretaget køb af færgebilletter via SMILE-appen på sin telefon, er der skabt en formodning for, at de varekøb, som er registreret på hans SMILE-konto, blev foretaget af ham, jf. herved Østre Landsrets dom af 13. februar 2026 i sag BS13503/2024-OLR2. I tillæg hertil støtter posteringsteksterne i de fremlagte bankkontoudtog fra F2-bank (bilag 2 og 12) og F3-bank (bilag 8), jf. nærmere herom afsnit 2.2 ovenfor, at A har foretaget køb hos G1-virksomhed i en nær tidsmæssig tilknytning til de foretagne forudbestillinger. Dette bestyrker yderligere formodningen for, at de varekøb, som er registreret på A’s SMILE-kort, blev foretaget af ham. Under disse omstændigheder gælder der en klar formodning for, at drikkevarerne blev købt og indført af A. Denne formodning har han ikke afkræftet. A har således ikke påvist nogen objektive holdepunkter for, at en (ukendt) tredjemand skulle have formået at få udstedt det omhandlede SMILE-kort til A’s SMILE-konto, og at de forudbestilte varer skulle være blevet købt og indført hertil landet af en anden end ham selv. De for skattemyndighederne fremlagte ulæselige førerrapporter vedrørende sit arbejde som (red.stilling.nr.1.fjernet) for en periode i 2017 (bilag K), dokumenterer ikke, at nogen af indkøbene med SMILE-kortet, der som nævnt blev foretaget i perioden 13. januar 2018 - 12. marts 2020, ikke kan være foretaget af A. Det forhold, at der ikke kan tilvejebringes eksporterklæringer med hensyn til de omhandlede indkøb (cf. replikken, s. 3), udgør ikke et objektivt holdepunkt for, at købene skulle være foretaget af en uidentificeret tredjemand. På den anførte baggrund må for sagens afgørelse lægges til grund, at drikkevarerne blev købt og indført af A. Eftersom A under hele forløbet har nægtet ethvert kendskab til de omhandlede indkøb af øl og spiritus, har han selvsagt heller ikke godtgjort - cf. det anførte i processkrift 2 (s. 2, 6. afsnit) - at en del af drikkevarerne var til eget forbrug. 4.2. Betingelserne for ekstraordinær fastsættelse af A’s afgiftstilsvar er opfyldt For en stillingtagen til spørgsmålet om ekstraordinær fastsættelse af A’s afgiftstilsvar må det lægges til grund, at A er afgiftspligtig af de omhandlede forudbestilte varer, da der ellers ikke vil være anledning til at tage stilling til spørgsmålet. Efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, gælder der en ordinær frist på 3 år for fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar. Det følger således af bestemmelsen, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter udløbet af fristen for at angive det pågældende afgiftstilsvar, jf. bestemmelsens 1. pkt., og at den endelige fastsættelse af afgiftstilsvaret skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen i bestemmelsens 1. pkt., jf. bestemmelsens 3. pkt. En modtager af afgiftspligtige varer fra andre EU-lande, som ikke er autoriseret eller registreret efter afgiftslovgivningen, skal angive den afgiftspligtige mængde til told- og skatteforvaltningen ved modtagelsen af varerne, jf. opkrævningslovens § 9, stk. 1. Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev afsendt den 18. maj 2021, mens afgørelsen (den endelige fastsættelse af afgiftstilsvaret) blev afsendt den 5. juli 2021 (bilag 1, s. 17). Skattestyrelsens afgørelse over for A om opkrævning af afgift for de varer, som er købt i perioden fra 18. maj 2018 og frem, er således truffet inden for den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. For så vidt angår afgiften af de varer, som er købt i perioden 13. januar 2018 til 17. maj 2018, er Skattestyrelsens afgørelse truffet efter udløbet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, kan der ske ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar efter udløbet af fristen i § 31, stk. 1, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. For så vidt angår perioden 13. januar 2018 til 17. maj 2018, var Skattestyrelsen berettiget til at foretage en ekstraordinær fastsættelse af A’s afgiftstilsvar i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. I en situation som den foreliggende må A - der har købt og indført øl og spiritus i et omfang, der overstiger eget forbrug, og som har undladt at angive afgift heraf ved indførslen - således anses for groft uagtsomt at have bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. Østre Landsrets dom af 13. februar 2026 i sag BS-13503/2024-OLR. Mængderne af de omhandlede varer taler i sig selv med afgørende vægt for, at A i hvert fald groft uagtsomt har bevirket, at hans afgiftstilsvar for de indførte varer er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, ved at have indført øl i den omhandlede periode uden at angive afgift af øllene. At A groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, støttes yderligere på, at han som følge af grænsekontrollen den 17. juni 2013 og de afgørelser, der fulgte heraf, (bilag L) var bekendt med reglerne for indførsel af øl og spiritus. 4.3. Vedrørende A’s øvrige indsigelser Til de af A’s indsigelser, som ikke allerede er imødegået med det ovenfor anførte, bemærkes følgende: A’s påberåbelse af persondataforordningens artikel 17 kan ikke føre til, at afgiftsopkrævningen tilsidesættes som ugyldig. Om A’s indsigelse om, at der er tale om en restriktion af varernes fri bevægelighed (stævningen, s. 11, afsnit 3.12), bemærkes, at den bevisvurdering, der ligger til grund for konstateringen af, at der påhviler A en afgiftspligt med hensyn til indførelsen af de omhandlede varer, ikke kan kvalificeres som en restriktion af varernes frie bevægelighed. Bevisvurderingen strider heller ikke imod et EU-retligt retssikkerhedsprincip. Det bestrides videre, at skattemyndighederne skulle have tilsidesat officialprincippet eller begrundelsespligten, cf. replik II (s. 2 f.). Spørgsmålet om ugyldighed på grund af manglende overholdelse af forvaltningsretlige forskrifter skal bedømmes i forhold til Landsskatterettens afgørelse og ikke i forhold til Skattestyrelsens afgørelse, jf. UfR 2023.5413 H. Landsskatterettens afgørelse lider ikke af mangler i form af en tilsidesættelse af officialprincippet eller begrundelseskravet. Skattestyrelsens afgørelse lider i øvrigt heller ikke af begrundelsesmangler eller mangler med hensyn til sagens oplysning. Ifølge A skulle skattemyndighederne have tilsidesat officialprincippet, fordi de ikke indhentede de bankkontoudtog, som ministeriet under denne retssag har opfordret ham til at fremlægge, men som han i det væsentlige har valgt ikke at fremlægge. Da der er tale om oplysninger, som han selv råder over, men ikke vil fremlægge, er der intet belæg for at fastslå, at skattemyndighedernes oplysning af sagen i den henseende lider af mangler, som vil kunne begrunde en tilsidesættelse af afgiftspålæggelsen. At Skatteministeriet ikke har anmodet G1-virksomhed eller A om færgebilletter for de omhandlede købsdatoer, cf. processkrift 2 (s. 3, afsnit 1.4), indebærer heller ikke under de foreliggende omstændigheder, at officialprincippet er tilsidesat. A har altså ikke godtgjort, at skattemyndighederne har begået sagsbehandlingsfejl. Selv hvis dette måtte være tilfældet - hvilket ministeriet bestrider - er en sådan sagsbehandlingsfejl under de foreliggende omstændigheder konkret uvæsentlig for afgørelsens rigtighed og kan derfor ikke medføre ugyldighed. Endelig bemærkes det, at SKM2023.97.LSR , som A påberåber sig, ikke konstituerer en fast administrativ praksis, som han i medfør af en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning kan påberåbe sig, med den følge at de varer, som den foreliggende sag angår, skal anses for at være blevet købt af en anden end ham selv. …" Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Afgift af forudbestilte øl og spiritus købt ved brug af SMILE-kort Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at SMILE-konto med kundenummer (red.kunde.nr.1.fjernet) og tilhørende SMILE-kort med kortnummer (red.kort.nr.1.fjernet) er oprettet med A’s navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer. På denne baggrund, og da A ikke har fremlagt oplysninger om identitetsmisbrug, finder retten, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at SMILE-kontoen og SMILE-kortet tilhører ham. Spørgsmålet er herefter, om det kan anses for bevist, at det er A, der har købt de varer, som er forudbestilt og købt ved brug af SMILE-kortet i G1-virksomhed grænsehandelsbutik (red.butik.nr.1.fjernet) i Y1-land i perioden fra den 13. januar 2018 til den 12. marts 2020. Efter oplysningerne fra G1-virksomhed i forbindelse med registreringen af de 151 forudbestilte køb af 57.435,84 liter øl og 1.114,20 liter spiritus fremgår blandt andet A’s navn og i flere tilfælde også hans e-mailadresse. Endvidere fremgår af de fremlagte kontoudtog, at der i perioden er foretaget en række transaktioner med A’s kreditkort i G1-virksomhed i tidsmæssig tilknytning til en række af de registrerede forudbestilte køb, og at der er foretaget hyppige kontante indsætninger og overførsel af betydelige beløb. På denne baggrund finder retten, at der er en formodning for, at A selv har foretaget de registrerede indkøb af forudbestilte øl og spiritus og indført dem i Danmark, og at det påhviler A at afkræfte denne formodning. A har forklaret, at han ikke har foretaget de nævnte køb og har fremlagt kontoudtog fra tre bankkonti, hvoraf kontoudtog fra én bankkonto ikke dækker hele perioden. A har ikke fremlagt kontoudtog fra hans fire øvrige bankkonti, der ville kunne af- eller bekræfte køb med betalingskort ved den Y1-nationalitet grænsehandel. A er nærmest til at fremlægge disse oplysninger, og han havde - navnlig efter den 18. maj 2021 hvor Skattestyrelsen fremsendte forslag til afgørelse i sagen - anledning til at sikre sig bevis for sit synspunkt om, at han ikke selv havde indkøbt og indført øl og spiritus på de datoer, der fremgik af bilaget til afgørelsen. Herefter finder retten, at A’s forklaring, der ikke er støttet af objektive kendsgerninger, og de fremlagte kontoudtog ikke er tilstrækkelige til at afkræfte formodningen for, at A selv har indkøbt og indført den angivne mængde øl og spiritus. Henset til den betydelige mængde øl og spiritus, som A har indkøbt og indført i Danmark over en periode på ca. to år, finder retten, at A ikke har godtgjort, at der var tale om øl og spiritus til eget brug. Der er heller ikke grundlag for at reducere afgiftsbeløbet med et beløb svarende til afgiften af den mængde øl og spiritus, der efter de vejledende bestemmelser vil kunne anses for at være til eget brug. Ekstraordinær fastsættelse af afgift Skattestyrelsens afgørelse om opkrævning af afgift for de øl, der er købt i perioden fra den 13. januar 2018 til den 17. maj 2018, er truffet efter udløbet af fristen for ordinær fastsættelse i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Efter lovens § 32, stk. 2, nr. 3, kan der uanset fristerne i § 31, stk. 1, foretages ekstraordinær ansættelse, hvis den afgiftspligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Som anført er det lagt til grund, at A selv har indkøbt og indført al forudbestilt øl og spiritus, der er registreret på hans SMILE-konto og købt ved brug af hans SMILE-kort, og det er ubestridt, at han ikke har angivet afgift af de indførte varer. På denne baggrund finder retten, at A i hvert fald groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og at betingelserne for ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvaret i perioden fra den 13. januar 2018 til den 17. maj 2018 er opfyldt. Herefter, og da det af A i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, tager retten Skatteministeriet Departementets påstand om frifindelse til følge. Efter sagens resultat skal A til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger, som efter sagens værdi, forløb og omfang er fastsat til dækning af advokatudgift med 45.000 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet Departementet frifindes. A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 45.000 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.