Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.487.BR

Henstand – skatter og afgifter - nye oplysninger - ej grundlag for ændret vurdering

Myndighed
Byret
Dokumenttype
Dom
Afsagt
26. marts 2026
Emneord
Skøn, nægtet henstand
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn, hvorefter selskaberne var blevet nægtet henstand, da der var en nærliggende fare for, at skatten ikke ville blive betalt, hvis der blev bevilget henstand. Retten fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens vurdering af, at henstand ikke kunne bevilges mod sikkerhedsstillelse. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Henviser til

  • TfS 2000.345
  • UfR 2014.1747
  • UfR 2014.1747 H

Fuldtekst

Sag BS-9879/2025-LYN Parter H1-virksomhed (v/ advokat Christian Falk Hansen) mod Skatteministeriet (v/ advokat Tony Sabbah) og Sag BS-30369/2025-LYN Parter H2-virksomhed (v/ advokat Christian Falk Hansen) mod Skatteministeriet (v/ advokat Tony Sabbah) Denne afgørelse er truffet af dommer Ivan Larsen. Sagernes baggrund og parternes påstande Sagerne vedrører spørgsmålet om H1-virksomhed kan få henstand med betaling af et skattekrav og om H2-virksomhed kan få henstand med betaling af et momskrav. H1-virksomhed har nedlagt påstand om principalt, at Skatteministeriet skal anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse dateret den 13. februar 2025 ændres således, at H1-virksomhed er berettiget til henstand med betaling af 22.959.332 kr. i restskatter for 2016 - 2021. H1-virksomhed har nedlagt påstand om subsidiært, at Skatteministeriet skal anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse dateret den 13. februar 2025 ændres således, at H1-virksomhed er berettiget til henstand med betaling af 22.959.332 kr. i restskatter for 2016 - 2021 mod, at der stilles en betryggende sikkerhed fastslået af Skattestyrelsen i forbindelse med en hjemvisningssag. H1-virksomhed har nedlagt påstand om mest subsidiært, at Skatteministeriet skal anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse dateret den 13. februar 2025 vedrørende H1-virksomhed’s adgang til henstand hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. H2-virksomhed har nedlagt påstand om principalt, at Skatteministeriet skal anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse dateret den 13. februar 2025 ændres således, at H2-virksomhed er berettiget til henstand med betaling af 15.068.907,51 kr. i moms for 2016 - 2021. H2-virksomhed har nedlagt påstand om subsidiært, at Skatteministeriet skal anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse dateret den 13. februar 2025 ændres således, at H2-virksomhed er berettiget til henstand med betaling af 15.068.907,51 kr. i moms for 2016 - 2021 mod, at der stilles en betryggende sikkerhed fastslået af Skattestyrelsen i forbindelse med en hjemvisningssag. H2-virksomhed har nedlagt påstand om mest subsidiært, at Skatteministeriet skal anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse dateret den 13. februar 2025 vedrørende H2-virksomhed’s adgang til henstand hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Skatteministeriet har i begge sager nedlagt påstand om frifindelse. Oplysningerne i sagen H2-virksomhed er sambeskattet med H1, nu H1-virksomhed, og JL er direktør og reel ejer af begge selskaber. Ved Skattestyrelsens afgørelser af 13. juli 2023 blev H2-virksomhed pålagt at betale 15.860.867 kr. mere i moms og selskabets skattepligtige indkomst blev forhøjet med i alt 83.985.831 kr. for indkomstårene 2016-2021. Sambeskatningsindkomsten for H1-virksomhed blev ændret til samme beløb. Skattestyrelsens afgørelser er blevet påklaget til Skatteankestyrelsen. Ved Skattestyrelsen afgørelser af 13. februar 2025 blev H2-virksomhed og H1, nu H1-virksomhed, ikke meddelt henstand med betaling af henholdsvis 15.068.907,51 kr. i moms og 22.959.332 kr. i restskatter for 2016-2021. Skattestyrelsen lagde herved vægt på følgende: " • I har løbende skatter og afgifter der ikke betales. • I henhold til Skattestyrelsens afgørelse af 13. juli 2023, har I udstedt fakturaer med moms, i en periode hvor I ikke var momsregistreret. I er momsregistreret pr. 1. juni 2020. jf. Skattestyrelsen afgørelse har I faktureret med moms siden 31. maj 2016. • I har 2 misligholdte betalingsaftaler på Skattekontoen. • Jeres ejer og direktør er gået konkurs med flere selskaber med tab for det offentlige til følge. • Jeres ejer og direktør er ejer af andre selskaber som har en ikke ubetydelige offentlig gæld • I har en negativ egenkapital, og uden en betydelig kapitaltilførsel vil selskabet være såvel balanceinsufficient som insolvent, såfremt skattekravene består • Jf. note 1, i jeres årsrapport for 2022, er der usikkerhed om going concern • Af revisorerklæringen i årsrapporten for 2022, står bland andet: Selskabet har i strid med selskabslovens § 210 ydet et lån til selskabets kapitalejer, og ledelsen kan ifalde ansvar herfor. Selskabet har i forbindelse med udbetalingen ikke overholdt skattelovgivningen, og ledelsen kan ifalde ansvar herfor. • Jeres moderselskab har en negativ egenkapital, og der er jf. note 1 usikkerhed om going concern. • Jeres søsterselskab har en negativ egenkapital, og deres tilgodehavender og kortfristet gæld, består i overvejende grad af mellemværende med tilknyttede selskaber." Skattestyrelsen anførte videre: "Skattestyrelsens endelige afgørelse og bemærkninger Det er Skattestyrelsens vurdering, at der er en nærliggende fare for, at skatten ikke bliver betalt efter udløbet af en eventuel henstandsperiode. Skattestyrelsen lægger i den forbindelse vægt på, omstændighederne omkring dele af de påklagede krav, er af en sådan karakter, at Skattestyrelsen finder at I har en manglende vilje til at betale skatter og afgifter. Således har I, i henhold til Skattestyrelsens afgørelse af 13. juli 2023, udstedt fakturaer med moms, i en periode hvor I ikke var momsregistreret. I er momsregistreret pr. 1. juni 2020. jf. Skattestyrelsen afgørelse har I faktureret med moms siden 31. maj 2016. … Sikkerhedsstillelse Henstand kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes. Se skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4. Skattestyrelsen vurderer, at henstand i jeres tilfælde, ikke kan gøres betinget af sikkerhedsstillelse som følge af selskabets økonomiske status. Vi vurderer således, henset til selskabets årsrapport for 2023, at I økonomisk ikke har mulighed for at stille en sikkerhed, som i væsentlig grad kan sikre henstandskravet. Således er jeres egenkapital negativ. Samtidig viser Årsrapporten for jeres moderselskab, H1, og søsterselskab G1-virksomhed også en negativ egenkapital, og et negativt årsresultat. Skattestyrelsens endelige begrundelse Ud fra jeres økonomiske forhold, samt ovenfor stående bemærkninger, fastholder Skattestyrelsen vores forslag til afgørelse af 8. februar 2024 om afslag på henstand. Det i øvrigt anførte i jeres bemærkninger, såvel skriftligt som ved høringsmødet, giver ikke anledning til yderligere bemærkninger, eller ændring af vores vurdering." Københavns Politi traf den 20. februar 2025 afgørelse om ikke at rejse straffesag mod JL i en sag, hvor han var sigtet for overtrædelse af selskabslovens § 210 om ulovlige aktionærlån, idet bestemmelsen var blevet ophævet som afkriminaliseret pr. 1. januar 2025. Skattestyrelsen har den 15. december 2025 truffet afgørelse om, at JL kan vente med at betale 61.457.429 kr. i restskat. Det fremgår af afgørelsen, at der bortses fra JL’s deltagelse i de konkursbehandlede selskaber G2-virksomhed og G3-virksomhed, da Skattestyrelsen medgiver, at konkurserne er af ældre dato. Det fremgår bl.a.: "Skattestyrelsens endelige vurdering Skattestyrelsen fremsendte den 8. februar 2025 forslag til henstand betinget af at du stillede en sikkerhed, svarende til det beløb som Fogedretten foretog arrest i ved afgørelse af 8. juni 2023. 3.202.306,37 kr. er efterfølgende, og efter aftale mellem dig, Kammeradvokaten, og Gældsstyrelsen, overført til Gældsstyrelsen til dækning af det påklagede krav. Vi bevilger herefter henstand, med den del af de påklagede krav, som ikke er dækket af modregninger eller indbetalinger. Udlæg i fast ejendom fastholdes Samtidig betinger vi, at udlæg foretaget den 28. februar 2024 i din ejerandel af ejendommen Y1-adresse, for et beløb af 83.586.843,61 kr., fastholdes, selv om du gives henstand. Det følger således af statsskattelovens § 38, andet punktum, at det ikke har opsættende virkning at søge henstand eller få henstand. Se praksis fra Østre Landsret, ØL 2000-B-3538-99, (TfS 2000,345) hvor Østre Landsret med henvisning til statsskattelovens § 38, stadfæster en kommunes udlæg i fast ejendom, foretaget før skatteyder blev meddelt henstand. " Parterne har efter forberedelsens afslutning fremlagt bilag til belysning af H2-virksomhed’s momsforhold og drift. Skatteministeriet har fremlagt bl.a. kontoudtog, hvorefter momsgælden fra den 17. august 2023 er vokset fra 23.061.180,45 kr. til 26.732.480,62 kr. pr. 16. februar 2026. H2-virksomhed har fremlagt udtog af 5. marts 2026, hvorefter der er følgende fremtidige posteringer, der er anmeldt som fradragsberettiget købsmoms, men endnu ikke godkendt: H2-virksomhed har videre fremlagt saldobalance for 2025, efter det oplyste trukket fra selskabets økonomisystem. Heraf fremgår bl.a. resultat før afskrivninger på 16,5 mio. kr. Under linje 4476 fremgår: Nedskrivning, Tilgodehavende hos G4-virksomhed, 19.528.889 kr. Egenkapitalen er "vokset" fra minus 45.025.047,23 kr. til minus 22.329.865,07 kr. Om gælden fremgår bl.a., idet første kolonne er perioden og anden kolonne er år til dato.: Forklaringer JL har forklaret bl.a., at han har taget HH på handelsskole. Han kom ind i (red.branche.nr.1.fjernet) i 2002. Han startede selvstændigt i 2005. G5-virksomhed var han registreret ejer af. Han tror, det var det første selskab, han havde. Konkursen i 2018 havde som baggrund, at G6-virksomhed på grund af en klagesag valgte at ophæve aftalen med selskabet med dags varsel. Det var den væsentligste kunde, og systemerne blev lukket med en ½ times varsel. Selskabet G7-virksomhed gik konkurs med dekret samme år. Han var ikke medejer af selskabet. Han blev ansat til at rette op på nogle udfordringer med noget markedsvolumen. Han havde ikke med skat og moms at gøre. Han var direktør i 3-4 måneder, men banken lukkede for ejerens kredit. Selskabet G8-virksomhed, som gik konkurs samme år, var det første selskab, han ejede. Det var startet i 2005 i navnet H1. Der var 4-5 store kunder, og så kom G9-virksomhed også ind og blev 80-90 % af H2’s forretning. Det var en lukrativ forretning, men så kom G10-virksomhed og tog den bedste salgsdirektør fra H2, og han tog halvdelen af medarbejderne, ca. 150 medarbejdere med. Han og KT ejer tilsammen 89 %, af selskabet G11-virksomhed. G11-virksomhed startede som et mobilselskab, men er nu et energiselskab med måske 78.000 kunder. De har 44 % hver og resten ejes af forskellige andre aktionærer. Der er en skattesag også mod G11-virksomhed. Han er i tvivl om, hvorvidt der er en konkursbegæring mod G11-virksomhed. G12-virksomhed er KT’s selskab. G12-virksomhed har han den tilknytning til, at han er ansat i det som ansvarlig for salgsafdelingen. G13-virksomhed kom han ind som medejer efter at H2 have været sponsor derude. Han endte med at lade sig overtale til at købe sig ind med en fjerdedel. Der har været en drejning i forhold til, hvad han havde fået oplyst. Der var herefter et salg, og der opstod forskellige krav. Det endte med, at han blev eneejer. De to sidste år var der fine resultater, og pr. 30. oktober 2025 er aktiverne solgt ud for ca. 8,5 mio. kr. Der har været et forløb med rekonstruktion. En skattegæld, som selskabet havde, blev i 2022 betalt med 6,5 mio. kr. Der var et møde i går i skifteretten i rekonstruktionssagen. Det blev afklaret i går, at der skulle deponeres 1 mio. kr. og købere skal indskyde 3,5 mio. kr. Køberne har 2 mio. kr. og har fået frist til at skaffe de sidste 1,5 mio. kr. Den negative egenkapital i H2-virksomhed skyldes G13-virksomhed. Det er aftalt med køberne, at H2-virksomhed er sponsor i de næste 15 år. At egenkapitalen i H2-virksomhed er forbedret med 19,6 mio. kr. skyldes den løsning, der er fundet med den fremtidige sponsoraftale. Der er skrevet om det på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet). Der var tidligere hensat 35 mio. kr. eller 39 mio. kr. fra revisors side, men det er i stedet blevet til fremtidige sponsorater, hvorfor hensættelsen er nedskrevet. Der skal nu være en 15-årig kontrakt på fremtidig sponsorater. Opskrivningen baserer sig på en forventet værdi af sponsorater ud i fremtiden. Det har en medarbejder i H2-virksomhed og den sponsoransvarlige i G13-virksomhed vurderet, og revisor har været inde over værdiansættelsen. Der vil være et netto overskud på lige omkring 1½ mio. kr. i H2-virksomhed i 2025 før skat. Ud over klagesagen mener han ikke, at der skyldes moms og skat fra H2-virksomhed’s side. Der forventes positivt driftsresultat i 2026, måske 2 mio. kr. De momsangivelser for H2-virksomhed på ca. 7 mio. kr., som ikke er frigivet endnu, skyldes en angivelse fra R1-revision og skyldes, at der er købt for mere, end der er solgt. Der er månedsangivelse på momsen. Det er revisor, der har lavet opgørelsen af negativ moms, og det er ikke ham, der har sat revisor til at finde 7 mio. kr. Det er bl.a. købt Leads fra eksterne aktører. Et Lead koster alt fra 8-9-10 kr. til 200 kr., hvor der er tilkendegivet en interesse. Der er negativ moms på grund af købet af Leads og månedsafretningerne. Han er ikke ved at flytte ud af Danmark. Han bor i Y1-by med sin mand og har købt en gammel ejendom, som de vil renovere. De gav (red.beløb.nr.1.fjernet) for ejendommen, og der skyldes (red.beløb.nr.2.fjernet). Han er ikke straffet for økonomisk kriminalitet eller idømt konkurskarantæne. Hvis H2-virksomhed går konkurs, vil 200-250 mennesker miste deres jobs. KT har forklaret bl.a., at hans rolle i forhold til H2-virksomhed er, at han er medejer af G11-virksomhed og ejer af G12-virksomhed og er direktør i begge. G11-virksomhed er afhængig af H2-virksomhed, som leverer salgsydelserne. Der betales for genererede kunde, typisk privatkunder. Der laves opgørelser over kunderne og omsætningen. Der er fakturering. H2-virksomhed fakturerer generede kunder og sender kreditnotaer på kunder, der har fortrudt. H2-virksomhed’s skattesag udgør for halvdelen eller meres vedkommende af Skats vurdering af kreditnotaerne for de kunder, der fortryder. Det er efter hans opfattelse en normal procedure med fakturaer og kreditnotaer i forhold til alle de store kunder. For hver måned vil der være fakturaer og kreditnotaer. Skat har en opfattelse af, at kreditnotaerne er forkerte. Der er en skattesag på G11-virksomhed. Den går overordnet på løbende lån fra ejerne, som Skat mener ikke er lån, men aktionærudbytte. G11-virksomhed har en sund økonomi og har et overskud i 2025 på ca. 5 mio. kr. Hvis man så bort fra skatte- og momssagen var det en rigtig sund forretning. Men det har været en tung opgave at løfte at behandle skattesagen. Skat vil have dokumentation for helt åbenlyse ting og lytter ikke efter. Man er gået skævt på hinanden i G11-virksomhed og Skat. G11-virksomheds gæld til Skat er omkring 17-18 mio. kr. Den samlede gæld inkl. de påklagede afgørelser for G11-virksomhed er omkring 41 mio. kr. Hertil kommer den løbende moms. Uden skattesagen ville G11-virksomhed kunne betale kravene løbende, men ikke med. Parternes synspunkter H1-virksomhed og H2-virksomhed har anført navnlig, at der efter skatteforvaltningslovens § 51 skal bevilges henstand til H2-virksomhed og holdingselskabet. Der er ikke nærliggende fare for forringelse, men for forbedring af inddrivelsesmulighederne. At bevilge henstand er det altovervejende udgangspunkt, og afslag er undtagelsen, der kun gives, hvis der er en klar, konkret og dokumenteret risiko for forringelse, og bevisbyrden påhviler Skatteministeriet. Skatteforvaltningslovens § 51 er en bestemmelse, som sædvanligvis anvendes, da de færreste har mulighed for at betale forhøjelsesbeløbet med det samme, da der ikke er opsættende virkning. Kriterier er ikke angivet i loven, men i lovforabejderne. Der er et retskrav, men ikke altid, men som det altovervejende udgangspunkt. Der skal kikkes fremad, ikke bagud. Det, der er foregået tidligere, er ikke så afgørende. Der er også givet henstand trods et par tidligere konkurser, hvilket kan ses i afgørelsen om JL’s henstand i sin personlige skattesag. Det er derfor påfaldende, at der ikke gives henstand til selskaberne. Det er ikke korrekt, at JL’s henstandssag er uden betydning - det er de samme kriterier. Skattestyrelsen har lavet en seriøs afgørelse, på trods af JL’s tidligere forhold med konkurs. UfR 2014,1747 H vedrørende en person, der er dømt for groft skattesvig. Højesteret lægger udgangspunktet om henstand til grund, og begrundet det med de store ulemper, der eller kunne være for borgerne. Udgangspunktet er, at man skal kunne få prøvet afgørelserne. Ellers kvæles H2-virksomhed i denne sag. Højesterets konkrete sag har ikke sammenlignelige træk med den foreliggende sag, og Højesterets begrundelse kan ikke kalkeres over på JL’s sag, for han fik henstand, og der er ikke sammenlignelige forhold i forhold til H2-virksomhed. I den konkrete sag skal der foretages en fremadrettede vurdering - om inddrivelsesmulighederne bliver bedre eller dårligere. Man skal ikke straffe selskaberne for at have påklaget afgørelserne. Det er Skatteankestyrelsen, der ventes på. Retten skal forholde sig til, om der sker en forringelse af inddrivelsesmulighederne. Skattestyrelsen har henvist til en række forskellige forhold. Der er henvist til de historiske forhold omkring JL og særligt til H2-virksomhed’s negative egenkapital. Der er henvist til tidligere betalingsaftaler, der ikke er overholdt, men det er de. Det negative monstilsvar var bare ikke blevet modregnet, fordi Skat ikke ville acceptere det, selv om modregningskravene var opfyldt. At der er drevet uregistreret virksomhed kan ikke sammenlignes med Højesterets dom, og ligger langt tilbage i tiden. Der er tidligere udtalelser om usikkerhed med going concern, som er skrevet ind i årsrapporterne. Men dels kikkes der herved bagud, og dels er virksomheden ikke gået konkurs. Hvis der ikke var en bæredygtig forretning, var konkurs allerede indtrådt. Helt tilbage i 2020 er R1-revision gået ind og har sadlet om i forhold til den tidligere, utilstrækkelige revisorbistand. Der er positiv drift for 2025, og hvis man tager højde for negative monstilsvar, er der betalt moms rettidigt. Det positive driftsresultat for 2025 understøtter, at inddrivelsesmulighederne er blevet forbedret i perioden, der er hengået. Der henvises også fra ministeriet side til forhold omkring JL, herunder som et karaktermord. Skattestyrelsen har nævnt en gammel bødesag, som dog ikke ses gentaget. Så er der det ulovlige kapitalejerlån, men straffesagen er opgivet. At der er sket ophævelse af strafbarheden medfører, at Skattestyrelsen har lagt vægt på noget, der ikke kan lægges vægt på. JL har nu i retten forklaret om tidligere konkurser. Den ene konkurs ligger 13 år tilbage i tiden, og skyldes at tæppet blev revet væk under virksomheden ved, at den største kunde forsvandt og tog ledende medarbejdere med sig. Ved en konkurs i 2014 var JL kun direktør i en kortere perioden, uden at JL havde noget ansvar for skat og moms, da han var salgsdirektør. Det er de to afgørelser, som Skattestyrelsen også i den personlige sag med JL’s henstand ikke vil tillægge betydning. Ministeriet er i deres gode ret til at fastholde synspunktet, men Skattestyrelsen har bortset herfra, så det vil være usagligt ikke at se bort fra det. For et selskab, der gik konkurs i 2018 - Det gamle H1 - var konkursen begrundet i forretningsmæssige forhold. G13-virksomhed er kommet ud af rekonstruktion. Det er korrekt, at der skal falde nogle penge, men der er indgået aftaler. Det er noget, der er kommet ud i medierne, ved at de nye ejere har offentliggjort det. Så det kan ikke indgå i denne sag. Den negative egenkapital fremgår af årsrapporterne. Betydningen heraf skal ses i forhold til en fremadrettet synsvinkel. Når man skal lave prøvningen af, om inddrivelsesmuligheden forringes eller forbedres, skal der ses på egenkapitalens udvikling. Egenkapitalen er blevet forbedret i henstandsperioden. For 2025 er fremlagt en balance, som er forbedret med 19,6 mio. kr., så egenkapitalen alene er negativ med 22,3 mio. kr. Den forbedring stammer fra, at lånet til G13-virksomhed er blevet værdiansat ved at blive omkvalificeret til et sponsorat med revisors accept. Dertil kommer et positivt driftsresultat. Der er en omstænding på 87 mio. kr. og omkostninger på 63 mio. kr. med et dækningsbidrag på 23,7 mio. kr. Der er positivt cashflow, så inddrivelsesmulighederne forringes ikke, men forbedres. Der forventes positiv drift. Det har afgørende betydning. Skattekravet er der taget højde for i balancen for 2025. Ved nægtet henstand presses selskaberne i konkurs, hvilket er retssikkerhedsmæssige betænkelig. Hvis selskabet går konkurs, kan kurator gå ind i sagen, men det er ikke oplevet. Det har enorme konsekvenser, hvis der ikke gives henstand. Der skal meget til, for at Skat kan løfte sin bevisbyrde. Det eneste kriterie, man nævner i forarbejderne, er forringelse af inddrivelsesmuligheder ved at skatteyder flytter ud af landet. Der er ikke indikationer herfor. Der er ikke en modus, med at forsøge at tømme virksomheder for penge. Der er ikke reelle forhold, der taler for at nægte henstand. Det er kun abstrakte og historiske betragtninger, der kan henvises til. De ubetalt momskrav skyldes, at den negative moms ikke er godkendt. Det er købsmoms for Leads, der er berettiget at afskrive. Sammenfattende er betingelserne for henstand opfyldt. Hvis det ikke kan ske uden sikkerhedsstillelse, skal sikkerhedsstillelsen være en relevant, rimelig sikkerhedsstillelse. Skattestyrelsen har ikke foretaget et lovmæssigt skøn ved deres nægtelse af sikkerhedsstillelse. Hvis selskaberne går konkurs prøves sagen ikke. Det er absurd at antage, at der vil være en reel fordringsprøvelse i skifteretten. Skats afgørelser lægges uprøvet til grund i den forbindelse. At der ikke er afgørelser, hvor der er bevilges henstand, er lidt bemærkelsesværdigt. Det tjener ikke et retssamfund med så ensidig en praksis. Denne sag der helt oplagt til at ændre herved. Sagen handler om noget grundlæggende, om H2-virksomhed’s klage skal prøves eller tvinges i knæ. Det er en retssikkerhedsgaranti med det udgangspunkt, at der gives henstand, når der klages, og betingelserne for afslag er Skatteforvaltningens bevisbyrde. Skatteministeriet har anført navnlig, at der ikke skal gives henstand med moms og skattekrav. Der er drevet virksomhed i 4 år med moms, selv om man ikke var momsregistreret. Der er selskabernes økonomiske forhold og JL’s historik med selskaber, der er taget under konkurs, og andre selskaber, der har stor gæld. Der er også et på det tidspunkt ulovligt aktionærlån. Det er inden for kerneområdet for at afslå henstand. Der er ikke nye oplysninger, der kan betrykke retten i, at Skattestyrelsens skøn skal tilsidesættes. Medmindre der er truffet en anden afgørelse, er udgangspunktet, at en klage ikke har opsættende virkning. Hvis retten i dag træffer afgørelse om ikkehenstand, er det ikke ensbetydende med en konkursbegæring. Og ved konkurs skal der foretages en fordringsprøvelse af den fornødne klarhed for kravet af skifteretten. Det er efter de specielle bemærkninger til Skatteforvaltningslovens § 51 fast praksis, at når man klager, så bliver man bevilget henstand. Men det gælder ikke, hvis der er en nærliggende fare for, at der ikke betales, hvis der ydes henstand. Reglen er lavet til normalsituationen, hvor der er evne og vilje til at betale skatten. I sagen i dag er man langt fra normalsituationen. Domstolene er tilbageholdende med at tilsidesætte det skatteretlige skøn. Domstolene vurderer, om der indgår usaglige elementer i skønsudøvelsen, ellers tilsidesættes der ikke. Der findes ikke afgørelser, der går Skattemyndighederne imod. Det kan udledes af UfR 2014.1747 H, at der ikke kun ses på om der sker en forringelse mellem aktuel inddrivelsesmulighed og den forventede mulighed. Argumentet om, at selskabets økonomi er blevet bedre, skal indgå i en samlet bedømmelse, hvor samtlige forhold bedømmes. De elementer, som Højesteret lægger vægt på, kan bruges i denne sag, hvor der også er udstedt fakturaer med moms, uden der er registret for moms. Højesteret lægger vægt på, at skatteyderens indkomst og formueforhold var forbundet med stor usikkerhed, og det vedrører et privatforbrug på 700.000 kr. finansieret ved familielån, så der skal ikke så meget til. Det er ikke Skatteministeriets bevisbyrde at bevise, at betingelserne for ikke at give henstand er opfyldt. Det er selskaberne, der har bevisbyrden. Retten skal i forbindelse med afgørelsen af denne sag ikke se på, om den moms og skat, der skal inddrives, er pålagt med rette. Skattestyrelsen har lagt vægt på, at der var en overtrædelse af selskabslovens § 210 om ulovlige aktionærlån. Det er afkriminaliseret, men det var på daværende tidspunkt en overtrædelse. Der er løbet yderligere 4 mio. kr. på af momsgæld efter afgørelsen, og i dag har H2-virksomhed’s også en betydelig negativ egenkapital. Der er lagt vægt på mange forhold og foretaget en samlet bedømmelse som beskrevet i Skattestyrelsens afgørelse. H2-virksomhed’s ubetalte krav ud over de påklagede var på ca. 1,3 mio. kr. som nu er forøget. Det er ikke korrekt, at der ikke er påløbet yderligere skatte og afgifter. Indberetningen af et negativt momstilsvar er ikke betaling af den gæld, der er oparbejdet. Der kan modregnes, men først efter godkendelse. Den løbende tilskrivning på skattekontoen kan ses. Den fremlagte saldobalance for 2025 viser også, at skattekontoens gæld steget med 2,1 mio. kr. De indberetninger af negativ moms, der nu er påberåbt, fritager ikke for betaling af de krav, der er forfaldne. Når der i fire år ikke er betalt moms, giver det ikke mening at skyde skylden på en revisor, da selskabets ledelse har ansvaret efter selskabsloven for overholdelse af bl.a. bogføringsloven og momsloven. Der skal også lægges vægt på, at JL har være involvering i selskaber, der er gået konkurs, desuagtet det ligger nogle år tilbage. Det indgår med stor vægt, at JL er indgået i andre selskaber, der er gået konkurs. Vedrørende G13-virksomhed har Skat ikke fået omkring 4 mio. kr., som skyldes på nuværende tidspunkt. Afgørelsen i forhold til JL personligt kan ikke begrunde, at der også gives henstand til selskaberne. JL vil hæfte personligt, også efter en eventuel konkurs. Og der er over for JL foretaget et udlæg dels i et beløb på konto, dels i fast ejendom. Der er fremkommet en forklaring om selskabet G11-virksomhed, som har en skattegæld og en konkursbegæring imod sig. Der vil også i det selskab kunne tabes en masse penge. Der er en særdeles kritisk situation i selskaberne. Den i forvejen negative egenkapital er knap minus 42 mio. kr. Udviklingen i kortfristet gæld stiger meget. Revisoren har i 2022, 2023 og 2024 taget forbehold for going concern. En nedjustering af udlån til G13-virksomhed på minus 35 mio. kr. i saldobalancen for 2025 hviler på en forklaring fra JL. Tallene i saldobalancen tyder på, at momsgælden ikke er indregnet. Hvis den indregnes, er der en negativ egenkapital på 70 mio. kr. Synspunktet er med fremlæggelsen af saldobalancen for 2025, at der nu er en væsentlig forbedring, ved at egenkapitalen kun er negativ med 22 mio. kr. Det er udokumenteret, hvordan man har opgjort beløbet, og opgørelsen kommer dagen inden hovedforhandlingen, så er der svært at fremsætte opfordringer til oplysning om forholdet. Det er ikke selskabets almindelige drift, der har begrundet forbedringen. Det er en regnskabsmæssige opskrivning baseret på en sponsoraftales værdi, såfremt der kommer den betaling, der udestår, på 3 mio. kr. Ellers bortfalder aftalen og forudsætningen for opskrivningen af regnskabet. Selv hvis opskrivningen er retvisende, er egenkapitalen negativ med mere end 20 mio. kr. Gælden er også forøget med 18,3 mio. kr. til kreditorer. Henstand mod sikkerhed giver ikke mening at drøfte, for efter praksis skal der ydes fuld sikkerhedsstillelse eller effektiv indbetaling. Skattestyrelsen havdeselskabets ord for ikke at kunne stille fuld sikkerhed, og det er heller ikke angivet i dag, at man kan stille sikkerhed. Man har ikke fremlagt dokumentation for, hvad man kan stille sikkerhed for. Der er ikke sket effektiv betaling af de seneste momstilsvar. Rettens begrundelse og resultat Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelser af 13. februar 2025, hvad Skattestyrelsen har lagt vægt på af kriterier i forbindelse med, at H2-virksomhed og H1, nu H1-virksomhed, ikke blev meddelt henstand med betaling af henholdsvis 15.068.907,51 kr. i moms og 22.959.332 kr. i restskatter for 2016-2021. Det er efter Skattestyrelsens afgørelser kommet det til, at anklagemyndigheden den 20. februar 2025 har truffet afgørelse om, at der på baggrund af ophævelse af selskabslovens § 210 om ulovlige aktionærlån ikke rejses straffesag mod JL. Skattestyrelsen har endvidere den 15. december 2025 truffet afgørelse om, at JL kan vente med at betale restskat med 61.457.429 kr. Det fremgår af afgørelsen, at der bortses fra JL’s deltagelse i selskaberne G2-virksomhed (selskabet af G7-virksomhed) og G3-virksomhed (selskabet af G8-virksomhed), som gik konkurs, da Skattestyrelsen medgiver, at konkurserne er af ældre dato. Hertil kommer en række nye økonomiske oplysninger som knytter sig til en saldobalance for 2025 for H2-virksomhed, et udtog af 5. marts 2026 med fremtidige posteringer, der er anmeldt som fradragsberettiget købsmoms, men endnu ikke godkendt, og de afgivne forklaringer. Det kan efter forarbejderne til Skattestyrelseslovens § 51 og efter Højesterets afgørelse i UfR 2014.1747 lægges til grund, at der kan gives afslag på henstand, hvis det skønnes, at en henstand vil bevirke en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt. Det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed, er ikke i sig selv til hinder for, at der kan gives afslag på henstand, og bedømmelsen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, kan ikke begrænses til en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede mulighed ved en eventuel henstandsperiodes udløb. De tilkomne oplysninger bevirker ikke, at Skattestyrelsens afgørelser af 13. december 2025 blev truffet på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, og retten finder ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn, hvorefter bevilling af henstand ville indebære en betydelig risiko for, at henstandskravene ikke vil blive betalt. Spørgsmålet er i stedet, om der nu skal træffes en anden afgørelse, ved at tage hensyn til afkriminaliseringen af ulovlige aktionærlån, ved at bortse fra to ældre konkurser også i forhold til selskaberne, som det skete i forhold til JL’s personlige henstandssag, og på baggrund af oplysningerne om saldobalancen for 2025 og den nylige anmeldelse af købsmoms. Retten finder ikke, at afkriminaliseringen af ulovlige aktionærlån har betydning i forhold til en ændret vurdering. Den skattemæssige konsekvens af lånet er den samme uanset den strafmæssige vurdering ændres, og det centrale er derudover et spørgsmål om villighed til at begå dengang strafbar handling. Retten finder, at det ikke kan føre til en anden vurdering, hvis der bortses fra JL’s deltagelse i nogle ældre konkurssager. Retten finder videre, at de fremkomne oplysninger, herunder om G13-virksomhed rekonstruktion, hvor der er oplyst om frist til betaling af 3 mio. kr., om nedskrivningen af tilgodehavendet hos G13-virksomhed på 19,5 mio. kr., idet der i den forbindelse - om aftalen går igennem - indgås en 15-årig sponsoraftale, om den yderligere forøgede momsgæld på ca. 3,7 mio. kr., som imødekommes ved, at der nu er anmeldt 7 mio. kr. i købsmoms, der ikke er taget stilling til, om deltagelsen i G11-virksomhed samt oplysningerne i saldobalancen for 2025 om bl.a. yderligere 18,3 mio. kr. som gæld til kreditorer, ikke støtter en antagelse om forøget sikkerhed for betaling efter en henstand, navnlig idet retten efter en almindelig bevisvurdering ikke finder at kunne lægge til grund for sagens afgørelse, at H2-virksomhed efter en prøvelse vil være berettiget til 7 mio. kr. i momsrefusion for købsmoms, eller at saldobalancens forudsætninger om nedskrivningen af tilgodehavendet kan lægges til grund, både i relation til, om en aftale går igennem, og til at en aftale om 15 års sponsorat kan værdisættes som sket. Dermed er der heller ikke med de tilkomne oplysninger grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn, hvorefter bevilling af henstand vil indebære en betydelig risiko for, at henstandskravene ikke vil blive betalt. Retten har heller ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens vurdering af, henstand ikke kan ydes mod sikkerhedsstillelse. Der er ikke fremkommet nogen oplysninger, der tilsiger at en relevant sikkerhed kan stilles. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 100.000 kr. i hver af sagerne. Skatteministeriet er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet frifindes i sagerne. H1-virksomhed skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 100.000 kr. H2-virksomhed skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 100.000 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.