SKM2026.483.BR
Maskeret udbytte – underleverandører – fakturaer
- Myndighed
- Byret
- Dokumenttype
- Dom
- Afsagt
- 15. maj 2026
- Offentliggjort
- 2. oktober 2026
- Emneord
- Maskeret udlodning, underleverandørkontrakter, fiktive underleverandører, eksklusive ure, timeopgørelser, vikarydelser, fiktive fakturerer og sortaflønning
- Kilde
- Åbn original på info.skat.dk ↗
Lovhenvisninger
Resumé
Sagen angik, hvorvidt fem fakturaer betalt fra sagsøgernes virksomhed udgjorde maskeret udbytte, der skulle beskattes hos sagsøgerne, jf. ligningslovens § 16 A. Sagsøgernes virksomhed havde benyttet sig af vikarydelser udbudt af underleverandører. Der var ikke indgået underleverandørkontrakter mellem sagsøgernes virksomhed og underleverandørerne. Tvisten omhandlede nærmere, hvorvidt sagsøgerne havde løftet deres bevisbyrde for, at fem fakturaer vedrørte reelle betalinger til underleverandørerne, eller om der derimod var tale om maskeret udbytte. Fire af betalingerne var ubestridt sket til virksomheder, der forhandler eksklusive ure. Sagsøgerne gjorde i sagerne gældende, at sagsøgerne ikke havde kendskab til, at betalingerne reelt set var sket til ur forhandlere. Retten fandt, at fakturaerne ikke stemte ens med fremlagte timeopgørelser, ligesom der ikke var fremlagt underleverandørkontrakter, der på objektivt grundlag kunne dokumentere, at fakturaerne udgjorde reelle betalinger for mandskabstimer til vikarydelser. Da sagsøgerne ikke havde godtgjort, at de betalte fakturaer ikke var fiktive, eller at betalingerne ikke passerede deres private formue, blev Skatteministeriet herefter frifundet.
Henviser til
- SKM2003.53.VLR
- SKM2004.106.HR
- SKM2005.138.HR
- SKM2005.503.ØLR
- SKM2014.69.ØLR
- SKM2017.142.ØLR
- SKM2017.204.BR
- SKM2019.41.ØLR
- SKM2020.495.VLR
- SKM2022.488.ØLR
- SKM2024.71.VLR
- SKM2525.657.LSR
- TfS 1996.139
Fuldtekst
Sag BS-54199/2025-ODE Parter B (v/ advokat Daniel Askbo) mod Skatteministeriet Departementet (v/ advokat Julie Marie Christiansen) og Sag BS-39371/2025-ODE Parter A (v/ advokat Daniel Askbo) mod Skatteministeriet Departementet (v/ advokat Julie Marie Christiansen) Denne afgørelse er truffet af kst. dommer Ann-Sophie Serring Sørensen. Sagens baggrund og parternes påstande Sagen er anlagt den 30. juli 2025 af sagsøgerne A og B med påstand om, at beløbet, der beskattes som maskeret udlodning, nedsættes med i alt 52.438 kr. for indkomståret 2021 og med 1.027.762 kr. for indkomståret 2022. Skattemyndighederne har som følge af ejerforholdene i G8-virksomhed fordelt forhøjelsen ligeligt mellem de to ejere, sagsøgerne A og B. A har forud for retsmødet nedlagt påstand om, at værdien af fri bil for indkomståret 2022 nedsættes til 0 kr. Denne påstand er frafaldet under hovedforhandlingen. A og B har nedlagt subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet realitetsbehandling ved skattemyndighederne. Sagen drejer sig derfor alene om, hvorvidt sagsøgernes aktieindkomst skulle forhøjes og beskattes som maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, for indkomstårene 2021 og 2022. Oplysningerne i sagen A og B stiftede selskabet G8-virksomhed den (red.dato.nr.1.fjernet). De ejede hver 50 % af selskabet. Virksomheden havde til formål at levere vikarydelser til bosteder i Y1-Region. Skattestyrelsen foretog kontrol af selskabet den 16. august 2023. Skattestyrelsen traf afgørelser om, at A og B hver skulle beskattes af 26.219 kr. som aktie-indkomst for 2021 og 95.569 kr. for 2022. Den 9. september 2024 afgjorde Skattestyrelsen, at A og B hver skulle beskattes yderligere af 418.312 kr. som aktieindkomst for 2022. Forhøjelserne skete på baggrund af oplysninger om, at G8-virksomhed havde betalt i alt fem fakturaer og afholdt fradrag for disse som driftsudgifter. Skattestyrelsen anså i forbindelse disse fakturaer for at være fiktive. Der var tale om betaling af en faktura den 28. november 2021 til selskabet G7-virksomhed på i alt 52.437,50 kr. inklusiv moms. Skattestyrelsen konstaterede, at betaling af denne faktura var anført til B’s eget kontonummer. På denne baggrund blev beløbet beskattet som maskeret udbytte. Forhøjelse af skatten blev delt ligeligt mellem B og A, idet de hver ejede 50 % af G8-virksomhed. Fire fakturaer for indkomståret 2022 omhandlede betalinger til selskaberne G1-virksomhed og G3-virksomhed. De af G8-virksomhed betalte fakturaer udgjorde samlet 1.027.761,27 kr. inklusiv moms. Skattestyrelsen modtog oplysninger om, at G8-virksomhed’s betaling af fakturaen til G1-virksomhed den 3. marts 2022 var sket til et kontonummer tilhørende selskabet G2-virksomhed. Skattestyrelsen modtog efterfølgende en faktura udstedt af G2-virksomhed vedrørende salg af et Rolex ur til G8-virksomhed dateret den 3. marts 2022. Skattestyrelsen anså på denne baggrund betaling af denne faktura for at være fiktiv. Skattestyrelsens afgørelse omhandlede også tre betalte fakturaer til selskabet G3-virksomhed. Der var tale om faktura nr. 116527, 116528 og 116533. De første to fakturaer var begge udstedt den 5. december 2022. Den tredje faktura var udstedt den 19. december 2022. Skattestyrelsen anså alle tre fakturaer til G3-virksomhed for at være fiktive, idet de efter Skattestyrelsens opfattelse dækkede over betalinger til selskaberne G2-virksomhed, G4-virksomhed og en hovedanpartshaver i G4-virksomhed. Skattestyrelsen modtog under behandlingen af kontrolsagen en faktura fra G2-virksomhed af 5. december 2022 vedrørende salg af et Rolex ur til G8-virksomhed. Beløbet på fakturaen fra G2-virksomhed til G8-virksomhed på Rolex uret var identisk med beløbet på fakturaen fra G3-virksomhed. Skattestyrelsen anså på denne baggrund betalinger af fakturaerne fra G3-virksomhed for at være fiktive. Skattestyrelsen kunne konstatere, at G4-virksomhed ligeledes var et selskab, der solgte eksklusive ure. Den samlede forhøjelse af A og B´s skattepligtige indkomst blev opgjort således: Fakturabeløb inkl. Udsteder af faktura Dato moms G7-virksomhed 28.11.2021 52.437,50 kr. G1-virksomhed 03.03.2022 191.137,50 kr. G3-virksomhed 05.12.2022 295.142,52 kr. G3-virksomhed 05.12.2022 162.481,25 kr. G3-virksomhed 19.12.2022 379.000,09 kr. I alt 1.080.198,86 kr. A og B ejede G8-virksomhed med 50 % hver. Skattestyrelsen opgjorde på baggrund heraf den samlede forhøjelse af deres skattepligtige indkomst ved at dele beløbene ligeligt. Skatteankenævnet traf den 30. april 2025 og 26. juni 2025 afgørelser for A og B om stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelser. Forklaringer Dommen indeholder ikke en gengivelse af forklaringerne, jf. retsplejelovens § 218 a. Parternes synspunkter B og A har til støtte for deres påstande i deres påstandsdokument anført: "… B. Anbringender Det gøres overordnet gældende, at G8-virksomhed’s betalinger af de i sagen omtalte fakturaer ikke udgøre maskeret udbytte, men derimod betaling af driftsrelaterede udgifter i form af betaling for mandskabstimer til G8-virksomhed’s underleverandører. Daniel Askbo betalingerne til G3-virksomhed Til støtte herfor gøres det gældende, at der har været tale om betaling for reel samhandel. G8-virksomhed har betalt selskabet, som følge af, at G3-virksomhed’s medarbejdere har leveret en arbejdsydelse (pædagogmedhjælp) på de bosteder og døgninstitutioner, som har været G8-virksomhed's kunder. Der har med andre ord været tale om betaling for en underleverandørydelse. Sagsøger kan fremlægge dokumentation for, at der med betalingerne til G3-virksomhed har været tale om reel samhandel. Denne dokumentation består i fakturaer, e-mail med faktura samt timeopgørelser over de personer, som har været på arbejde. Disse timeopgørelser viser både en præcis tidsangivelse, samt betegnelse af hvilken afdeling som vedkommende har ydet vikardækning på. Der kan henvises til bilag 3 til bilag 11. Af bilagene fremgår det nøjagtigt og entydigt, hvad betalingerne af fakturaerne til G3-virksomhed dækkede over- nærmere konkret betaling af mandskab til brug for udførelse af omsorgsaktiviteter på de pågældende døgninstitutioner og bosteder. Timeopgørelserne er dannet ved, at G8-virksomhed’s i deres planlægningssystem ("CAS") kan foretage et excel-udtræk over; hvem, hvor og hvornår én af deres og eksterne vikarer har været på arbejde på et bosted eller i en døgninstitution, som G8-virksomhed har haft som kunde. Registreringerne er foretaget via en applikation, som de pågældende vikarer og G8-virksomhed kunne tilgå og foretage arbejdstidsregistreringer i. Enkelte planlæggere eller koordinatorer, som stod på vagtplanlægning hos bostedet, har også haft adgang til applikationen. Derudover fremgår det af bilag 12, at B skriftligt har fået bekræftet af afdelingsleder IA, G5-virksomhed, Y1-adresse (Y1-region) og G6-virksomhed, at G8-virksomhed har leveret vikar-ydelser til G5-virksomhed, Y1-adresse. De vikarydelser, som IA bekræfter at have modtaget svarer i timer og omfang til de ydelser, som G8-virksomhed har betalt for hos de i sagen nævnte underleverandører. Denne bekræftelse - selvom den er indhentet efter skattesagen er indledt - understøtter netop, at G8-virksomhed har afholdt vikarydelser til deres kunder med vikarer, som de selv har indhyret og betalt for gennem de fremlagte fakturaer. Derudover gøres det gældende, at Skattestyrelsen i deres afgørelse af 18. oktober 2023 vedrørende G8-virksomhed’s skatteforhold, allerede dér har taget stilling til, at betalingerne fra G8-virksomhed til G3-virksomhed udgjorde en betaling, som skete i G8-virksomhed’s interesse. Skattestyrelsens afgørelse fremgår af bilag 13. På side 17 i Skattestyrelsens afgørelse fremgår det, at "Det er Skattestyrelsens opfattelse at betaling af de fiktive fakturaer er gået til aflønning i selskabet til en ukendt kreds af personer uden korrekt indeholdelse af A-skat og am-bidrag". På side 18-19 i Skattestyrelsens afgørelse fremgår opgørelsen over fiktive underleverandører og er endvidere opregnet i Bilag H til Skattestyrelsens afgørelse. Dette bilag fremlægges som bilag 14. Af bilag 14 (bilag H) fremgår endvidere, at de tre fakturaer fra G3-virksomhed er oplistet og medregnet i det beløb, som Skattestyrelsen har anset for at være betaling til fiktive underleverandører. Det er samtidig også det beløb, som G8-virksomhed er blevet forhøjet med i relation til momstilsvar og A-skat og AM-bidrag. Det vil altså sige, at betalingerne til G3-virksomhed - som sagsøger beskattes af som maskeret udbytte i den konkrete sag- ligeledes indgår i den afgørelse af 18. oktober 2023 (bilag 13), som Skattestyrelsen har udstedt for G8-virksomhed for indkomståret 2022 og 2023. Der er altså tale om, at de samme påstået fiktive fakturaer indgår i to forskellige sager og bedømmes forskelligt. I selskabets sags anses fakturabetalingerne for at udgjorde sortaflønning til en ukendt personkreds, mens det i sagsøgers sag anses for at være maskeret udbytte til sagsøger. Lige så væsentligt gøres det gældende, at Skattestyrelsen allerede én gang har taget beslutning om, hvad de betalte fakturaer fra G3-virksomhed dækkende over, og at betalingerne havde relation til driften i G8-virksomhed. Dette understøttes netop af, at G8-virksomhed's selskabsindkomst ikke ændres med Skattestyrelsens afgørelse af 18. oktober 2023 og man fra Skattestyrelsens side indrømmer skattemæssigt fradrag efter statsskattelovens § 6, idet betalingerne anses for at anvendes til aflønning af en ukendt personkreds. Det må herefter lægges til grund, at sagsøger kan dokumentere, at betalingerne som foretaget fra G8-virksomhed til G3-virksomhed dækker over udgifter, der ene og alene har været foretaget i G8-virksomhed’s interesse og dermed ikke i sagsøgers private interesse. På denne baggrund er det sagsøgers helt klare opfattelse, at sagsøger har dokumenteret, at betalingerne til G3-virksomhed igennem de fremlagte fakturaer har været sket i G8-virksomhed interesse, således, at sagsøger ikke skal beskattes af betalingerne som maskeret udbytte efter ligningslovens § 16 A. Daniel Askbo betalingerne til G4-virksomhed og G2-virksomhed. Det gøres gældende, at hverken sagsøger eller B kender noget til køb af et eller flere armbåndsure, herunder af mærket Rolex for G8-virksomhed's midler. Ingen af dem har købt eller bedt nogen om at indkøbe sådanne ure, som Skattestyrelsen påstår. G3-virksomhed har udstedt de pågældende fakturaer og G8-virksomhed har på den baggrund indbetalt det beløb til det bankkontonummer, som stod anført på fakturaerne. G8-virksomhed eller sagsøger har ikke haft mulighed for at undersøge, hvem der ejede den pågældende bankkonto. Det kan hertil anføres, at det heller ikke er muligt at få oplyst af bankerne, hvem der ejer et bestemt bankkontonummer. Det bemærkes ydermere at der på fakturaen er oplistet hvilke personer, og i hvor mange timer, disse vikarer har været udlejet til G8-virksomhed. En liste, som i øvrigt stemmer godt overens med de timeopgørelser, som er hentet direkte fra planlægningssystemet, CAS. Disse timeopgørelser stemmer ligeledes 100% overens med den oversigt over leverede ydelser, som G8-virksomhed har sendt til bostederne i forbindelse med EAN-faktureringen. G8-virksomhed har indbetalt fakturabeløbet til den oplyste bankkonto med frigørende virkning og har heller ikke modtaget henvendelser fra G3-virksomhed, om at de ikke har modtaget betalingen. Det skal i denne sammenhæng anføres, at det synes forholdsvis let og enkelt, at en fakturaudsteder af egen drift og uden nævneværdig risiko for at blive opdaget, selv kan ændre det bankkontonummer, som skal fremgå af ens fakturaer. En fakturaudsteder kan derfor selv bestemme, hvortil betalinger skal havne uden at fakturamodtageren er eller bliver klar over dette. Det kan derfor ikke udelukkes, at direktøren ejeren af G3-virksomhed selv og bevidst har ændret bankkontonummeret fra sit eget til G2-virksomhed’s bankkontonummer for at kunne opnå et Rolex ur uden, at skulle betale skat af købesummen. Sagsøger og B har været i dialog med IC, ejer af G2-virksomhed, der kan bekræfte, at de har solgt Rolex ure til en kunde og modtaget betaling fra G8-virksomhed bankkonto. IC kan dog oplyse, at uret og salget ikke er sket til hverken sagsøger, B eller andre fra G8-virksomhed. IC kan og vil dog ikke oplyse, hvem der bestilte og afhentede de pågældende Rolex ure. Der kan henvises til e-mailudveksling med IC i bilag 15 og bilag 16. Skattestyrelsen har oplyst, at de har modtaget en faktura fra G2-virksomhed, der er ud stedt til G8-virksomhed dækkende over et Rolex Daytona ur til en pris på 295.142,52 kr. Fakturaen har nummer 992 og er udstedt den 5.12.2022 og sendt til G8-virksomhed, Y2-adresse. Fakturaen fremgår af bilag 17. Hverken sagsøger, B eller andre fra G8-virksomhed har bestilt eller set denne faktura førend Skattestyrelsen fremlagde den under skattesagen. Til støtte for, at det hverken er sagsøger, B eller andre fra G8-virksomhed som har bestilt eller initierede den pågældende faktura- men muligvis en tredjemand- understøttes af, at faktura er udstedt til "Y2-adresse", og ikke "Y3-adresse", som var G8-virksomhed’s korrekte adresse fra 8. februar 2022 og frem, hvilket fremgår af CVR.dk. Det taler derfor imod, at det skulle være sagsøger og/eller B, som skulle have bestilt det pågældende ur og oplyst selskabets gamle adresse til G2-virksomhed, idet begge var bekendte med selskabet rigtige adresse. Derimod understøtter det muligheden om, at en tredjemand - som kender til G8-virksomhed, men uopmærksom på adresseændringen flere måneder før- har bedt G2-virksomhed om at udstede en faktura til G8-virksomhed for at skjule sin egen identitet. Skattestyrelsens vildfarelse om, at det er sagsøger og/eller B som har bestilt og modtaget det pågældende Rolex ur, kan ikke dokument-res på baggrund af, at der er overført til G2-virksomhed i forbindelse med betaling af fakturaer fra G3-virksomhed samt at G2-virksomhed har udstedt en faktura til G8-virksomhed- ovenikøbet med forkert adresseangivelse. Daniel Askbo fakturaen fra "G7-virksomhed" Det gøres gældende, at fakturaen fra enkeltmandsvirksomheden "G7-virksomhed" dækker over vikarydelser, som G8-virksomhed har modtaget til brug for deres opgavevaretagelse hos til deres kunder. Der kan henvises til bilag 18 til bilag 20. Af bilagene fremgår det nøjagtigt og entydigt, hvad betalingerne af fakturaerne til "G7-virksomhed" dækkede over- nærmere konkret betaling af mandskab til brug for udførelse af omsorgsaktiviteter på de pågældende døgninstitutioner og bosteder. Det kan anerkendes, at der på fakturaen fra "G7-virksomhed" af 28. oktober 2021fremgår et bankkontonummer, som er B´s bankkonto-nummer. Dette skyldtes, at ejeren af "G7-virksomhed", IE, på daværende tidspunkt var venner med B. IE havde et ønsket om at være selvstændig erhvervsdrivende, men havde ikke indsigt i, hvorledes man udarbejdede en faktura. B hjalp derfor IE med et fakturaeksempel via sit Billyregnskabs abonnement med inspiration i en faktura fra B´s egen virksomhed. I forbindelse udarbejdelsen af et fakturaeksempel glemte B, at fjerne sit eget bankkontonummer fra det fakturaeksempel, som han sendte til IE. Det kan imidlertid gøres gældende, at der ikke er overført de 52.437,50 kr. til B´s bankkonto i F1-bank (X1-konto). Af bilag 21 fremgår B´s bankkonto i F1-bank for perioden 31.12.2020 til 31.12.2021, hvorefter bankkontoen blev lukket. Der fremgår ingen indbetalinger fra G8-virksomhed på omkring 52.437,50 kr. før eller efter den 21. oktober 2021. Fra 2022 er bankkontoen lukket. Dette understøtter klart, at der ikke er sket betaling til B´s bankkonto, og dermed skal denne betaling på 52.437,50 kr. ikke medregnes som maskeret udbytte efter ligningslovens § 16 A for sagsøger, idet der ikke er indbetalt noget beløb på medejer, B´s privat bankkonto. Daniel Askbo betalinger til G1-virksomhed Det kan gøre gældende, at faktura fra G1-virksomhed dækker over vikarydelser, som G8-virksomhed har modtaget til brug for deres opgaver til deres kunder. Der kan henvises til bilag 22 til bilag 25. Af bilagene fremgår det nøjagtigt og entydigt, hvad betalingerne af fakturaerne til "G1-virksomhed" dækkede over - nærmere konkret betaling af mandskab til brug for udførelse af omsorgsaktiviteter på de pågældende døgninstitutioner og bosteder. Skattestyrelsen har oplyst, at de har modtaget en faktura fra G2-virksomhed, der er udstedt til G8-virksomhed dækkende over et Rolex GMT-Master II ur til en pris på 175.000 kr. Fakturaen har nummer 563 og er udstedt den 3.3.2022 og sendt til G8-virksomhed, Y2-adresse. Fakturaen fremgår af bilag 26. Hverken sagsøger, B eller andre fra G8-virksomhed har bestilt eller set denne faktura førend Skattestyrelsen fremlagde den under skattesagen. Til støtte for, at det hverken er sagsøger, B eller andre fra G8-virksomhed som har bestilt eller initierede den pågældende faktura- men muligvis en tredjemand - understøttes af, at faktura er udstedt til "Y2-adresse", og ikke "Y3-adresse", som var G8-virksomhed’s korrekte adresse fra 8. februar 2022 og frem, hvilket fremgår af CVR.dk. Det taler derfor imod, at det skulle være sagsøger og/eller B, som skulle have bestilt det pågældende ur og oplyst selskabets gamle adresse til G2-virksomhed, idet begge var bekendte med selskabet rigtige adresse. Derimod understøtter det muligheden om, at en tredjemand - som kender til G8-virksomhed, men uopmærksom på adresseændringen flere måneder før- har bedt G2-virksomhed om at udstede en faktura til G8-virksomhed for at skjule sin egen identitet. Skattestyrelsens vildfarelse om, at det er sagsøger og/eller B som har bestilt og modtaget det pågældende Rolex ur, kan ikke dokumenteres på baggrund af, at der er overført til G2-virksomhed i forbindelse med betaling af fakturaer fra G3-virksomhed samt at G2-virksomhed har udstedt en faktura til G8-virksomhed- ovenikøbet med forkert adresseangivelse. Derudover gøres det gældende, at fakturaen fra G1-virksomhed er på 191.137 kr. inkl. moms, mens fakturaen fra G2-virksomhed til G8-virksomhed kun er på 175.000 kr. Det er bemærkelsesværdigt, at differencen på 16.137 kr. ikke har givet anledning til tvivl hos Skattestyrelsen om deres egen opfattelse af sagen, idet Skattestyrelsen i relation til den anden faktura fra G2-virksomhed hæftede sig særligt ved, at beløbet på G2-virksomhed-fakturaen og G3-virksomhed fakturaen var identisk, dvs. 295.142,52 kr. og konstaterede, at derfor måtte det var sagsøger og/eller B, der havde bestilt og modtaget uret. Det forhold, at beløbene ikke er identiske mellem faktura fra G1-virksomhed og G2-virksomhed, taler derfor klart imod, at det skulle være ejerne af G8-virksomhed, der skulle have bestilt denne faktura, men taler snarest for - sammenholdt med den forkerte adresse - at en tredjemand har forsøgt, at skjule sin identitet og sit køb bag anvendelse af G8-virksomhed som den rette køber. Samlet taler ovenstående afgørende for, at sagsøger ikke skal beskattes af maskeret udbytte efter ligningslovens § 16 A, idet sagsøger utvivlsomt har dokumenteret, at betalingerne til de i sagen oplyste underleverandører er sket i G8-virksomhed interesse, og ikke i sagsøgers private interesse. Det gøres endvidere gældende, at G8-virksomhed har betalt G1-virksomhed's faktura og ikke efterfølgende blevet mødt af betalingskrav eller meddelelse om, at der ikke er modtaget betaling for de ydelser, som G1-virksomhed har faktureret og leveret til G8-virksomhed. G8-virksomhed er ikke blevet besveget noget eller økonomiske midler, idet der formentligt er tale om, at det er fakturaudsteder (G1-virksomhed), der selv har byttet rundt på kontonumre for egen vindings skyld. Eftersom G8-virksomhed ikke har mistet økonomiske midler, har sagsøger eller G8-virksomhed ikke anset det for relevant at politianmelde begivenheden, idet de ikke er forurettede i en straffesag. Det skal endvidere gøres gældende, at G8-virksomhed aldrig selv modtog de fremlagte fakturaer fra G2-virksomhed. Sagsøgerne har først set dem i forbindelse med Skattestyrelsens kontrolsag. Såfremt G1-virksomhed har byttet rundt på kontonumre på deres fakturaer for at oppebære et Rolex-ur uden at svare skat og moms af det indbetalte beløb, vil det evt. kunne anses som skatte- og afgiftssvig, som det er Skattestyrelsen, der har kompetence til at politianmelde. Det gøres endvidere gældende, at det kun har været sagsøgerne, der har kontrolleret G8-virksomhed’s indkommende fakturaer samt stået for godkendelse og betaling af disse fakturaer. Det gøres gældende, at tredjemand skulle have anvendt G8-virksomhed's økonomiske midler til at købe ure for. Dette er ikke tilfældet. Det gøres gældende, at sagsøgerne har betalt en faktura fra G1-virksomhed, hvorpå G2-virksomhed’s kontonummer fremgik, uden at sagsøgerne var vidende om, at der ved betalingen i virkeligheden blev betalt til G2-virksomhed. Dette fremgik ikke af fakturaen eller kunne udledes af fakturaen eller det anviste kontonummer. Sagsøgerne har ikke anmeldt begivenheden til deres forsikringsselskab, da G8-virksomhed ikke har mistet noget, der dækkes af en forsikringspolice. Sagsøgerne har ikke ladet en tredjemand disponerer over G8-virksomheds midler til at indkøbet Rolex-ure for. Det gøres gældende, at Skattestyrelsen den 18. oktober 2023 traf afgørelse mod G8-virksomhed, jf. bilag 13. På side 6 i afgørelsen fremgår det, at G3-virksomheds (CVR.nr. …11) fakturaer fremgår af bilag E. På side 6 fremgår det, at G3-virksomhed har udstedt 14 fakturaer til G8-virksomhed, dvs. mere end de tre fremlagte fakturaer. De resterende fakturaer som oplistet i bilag E, fremlægges som bilag 29 i nærværende sag. Det kan derfor anføres, at det alene er de tre fakturaer i bilag 4, bilag 7 og bilag10, der indgår i nærværende sag, mens de øvrige fakturaer og de ovenstående tre fakturaer indgår i G8-virksomhed skattesag, der blev påklaget til Skatteankestyrelsen under j.nr. 23-0068504 og 230075120. Dette er årsagen til differencen mellem fakturaerne og timeopgørelserne. Fakturaerne i bilag 4, bilag 7 og bilag 10 indgår både i A’s og B´s skattesager om maskeret udbytte og i G8-virksomhed’s skattesag vedr. moms og A-skat og AM-bidrag. Det er derfor ikke skatteretligt korrekt, at de tre ovenstående fakturaer indgår i begge sager, og hvorfor de i den ene sag kan føre til maskeret udbytte for hovedanpartshaverne, mens det i den anden sag kan føre til forhøjelse af A-skat og AM-bidrag for selskabet. Der er ingen holdepunkter for, at de samme tre fakturaer indgår i to forskellige sager og behandles skattemæssigt forskelligt. Det fremgår ret tydeligt af e-mailtråden, at B stiller spørgsmål til IF den 7. juli 2025 kl. 15.58 hvorefter IF besvarer B dagen efter, tirsdag den 8. juli 2025 kl. 11.15. Det skal bemærkes, at Y1-Region tydeligvis anvender amerikansk dato og tidsangivelse (AM/PM), hvilket hurtigt kan verificeres ved kontrol i en kalender, hvor den 8. juli 2025 falder på en tirsdag, - også forkortet som "Tue" (på engelsk). Det gøres gældende, at G3-virksomheds ledelse eller ejerkreds selv har anført G4-virksomheds kontooplysninger for at ledelsen eller ejerkredsen i G3-virksomhed selv har kunne modtage et Rolex-ur for de penge, som G8-virksomhed har betalt til G3-virksomhed for de på fakturaerne leverede ydelser. Der er altså tale om en lignende modus som ved G1-virksomhed i forhold til G2-virksomhed. Det gøres gældende, at Bilag 20 - som sagsøgte har bemærkninger til i deres svarskrift af 4. september 2025 på side 5 - har været dannet før den 13. april 2023 og sendt til R1-advokatfirma i forbindelse med G8-virksomhed's klage af 3. august 2023 over Skattestyrelsen afgørelse af 3. maj 2023 (sags id 408177458). R1-advokatfirma har ikke fremlagt dette konkrete bilag i klagen, idet "G7-virksomhed" ikke var relevant at medtage i denne klagesag. I Bilag 30 vedlægges der dokumentation for, hvornår bilag 20 er dannet og dermed ikke dannet i forbindelse med nærværende retssag. … Det gøres gældende, at sagsøgerne skal medgive, at timeantallet ikke stemmer overens, hvilket er fremhævet under opfordring A til G1-virksomhed. Årsagen beror på en beklagelig sammenblandingsfejl. Sagsøgeren har dog fremfundet de to korrekte opgørelser fra februar til april 2022, som indeholder hhv. 135,25 timer og 433,50 timer, dvs. samlet 568,75 timer. Dette timeantal adskiller sig ikke væsentlig fra det fakturerede timeantal fra G1-virksomhed på i alt 578,25 timer. Der vedlægges Bilag 32 og Bilag 33. Disse opgørelser er også tidligere fremlagt i G8-virksomhed’s skattesag, da den verserende ved skattemyndighederne, herunder ved Skatteankestyrelsen som en klagesag. Det skal bemærkes, at det er de samme navne, der fremgår af opgørelserne. Af Bilag 34 fremgår et billede, der viser datoerne i 2023, hvor opgørelsesdokumenterne er oprettet. Sagsøgerne har hhv. 14. april 2023 og 19. april 2023 foretaget et udtræk fra G8-virksomhed’s planlægningssystem og lagt de enkelte opgørelser over i Excel ark, der er vedlagt som bilag 32 og bilag 33. … Det gøres gældende, at sagsøgerne ikke længere har adgang til Dinero, som blev anvendt af G8-virksomhed ifm. regnskab og fakturering. Samtlige af G8-virksomhed’s kunderne er faktureret for en periode (typisk hver 14. dag) hvortil der på EAN-faktureringen er medsendt fyldestgørende timeopgørelser. Det er kurator for konkursboet for G8-virksomhed, der pt. har adgangen til de respektive fakturerer. Bilagene - i form af time- og navneopgørelser - som er sendt til G8-virksomhed’s kunder i perioden fra den 14. februar 2022 til den 27. februar 2022 fremlægges som bilag 35 til bilag 45. Det skal bemærkes, at der mangler én opgørelse for det, som angår den lille timeopgørelse vedr. "Y5-by", da denne opgørelse fortsat ligger i Dinero, som sagsøgerne ikke længere har adgang til. Det skal bemærkes, at der i selskabet, G8-virksomhed, var et enkeltmandsprojekt på Y5-by og Y6-plejehjem under navnet "Y5-by Projekt", som først var bestilt af Y5-by, hvorefter den pågældende borger blev flyttet til Y4-kommune, afd. Y6-plejehjem. … Det gøres gældende, at sagsøgerne nærmere har undersøgt det, som Skatteministeriet stiller spørgsmål til under opfordring (E) og skal medgive, at der foreligger en beklagelig fejl. Der refereres til følgende passage i Skatteministeriets duplik af 15. januar 2026, s. 2: Sagsøgerne har stadig ikke påvist, at der er en sammenhæng mellemfakturaerne fra G3-virksomhed (bilag 4, 7 og 10) og timeopgørelserne i bilag 5, 8 og 11 i forbindelse med besvarelsen af opfordring (E). Der vedlægges de rette bilag som bilag 46 vedr. faktura 116527 (der erstatter bilag 5), bilag 47 vedr. faktura 116533 (der erstatter bilag 8) og bilag 48 vedr. faktura 115636 (der erstatter bilag 11). … Det gøres gældende, at sagsøgernes selskab, G8-virksomhed er taget under konkurs og behandles af kurator, advokat IJ, Advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten. Bilag i form af fakturaer, kontoudtog og specifikationer er materiale, som kurator er eller burde være i besiddelse af, hvorfor Skatteministeriets øvrige opfordringer ikke kan besvares fuldt ud. … Det gøres gældende, at bl.a. SKM2525.657.LSR og Skatteankenævn København og Bornholms afgørelse af 11. februar 2026 (Sagsnr. 230064762) se bilag 49, begge angår afgørelse, hvor selskabet er blevet forhøjet med A-skat og AM-bidrag pga. betaling af hævdede fiktive fakturaer. I begge afgørelser - der er forholdsvis nye - havde Skattestyrelsen forhøjet ejerens aktieindkomst i form af maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A, idet Skattestyrelsen mente, at ved betalingen af de hævdende fiktive fakturaer udgjorde en del af betalingen noget, der ikke var i selskabets interesse, men derimod i ejerens private interesse, hvorfor der var tale om maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. Skatteankenævnet eller Landsskatteretten ændrede i begge afgørelser ejerens aktieindkomst til 0 kr., idet de fandt hele betalingen til de hævdende fiktive underleverandører for at være sket i selskabets interesse (betaling for uregistreret medarbejdere). Årsagen til, at afgørelserne nævnes i de konkrete sambehandlede sager er, at betalingerne - med det fulde beløb- til de pågældende underleverandører i sagen er sket i selskabet, G8-virksomhed’s, interesse og til vikartimer mv. til brug for selskabets driftsmæssige aktiviteter…" Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført: "… 3. Anbringender Skatteministeriet gør overordnet gældende, at det er med rette, at sagsøgerne er blevet beskattet som sket i Skatteankenævnets afgørelser af 26. juni 2025 (bilag 1 og 2 i begge sager). De omtvistede fakturaer i sagen er fiktive, og betalingerne, som G8-virksomhed har foretaget, er i stedet tilgået sagsøgernes private økonomi. Derfor skal sagsøgerne beskattes af beløbene som maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. Sagsøgerne har gjort gældende, at G8-virksomhed’s betalinger af fakturaerne ikke udgør maskeret udlodning, men i stedet er betaling af driftsrelaterede udgifter i form af betaling for mandskabstimer til G8-virksomhed’s underleverandører (f.eks. stævningen, s. 3, 5. afsnit). Synspunktet er udokumenteret og står i kontrast til sagens beviser i øvrigt, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.1, der tværtimod viser, at der faktisk er sket udlodning til sagsøgerne. A har end ikke anført anbringender til støtte for sit synspunkt om, at han ikke skal beskattes af værdien af fri bil i 2022. Allerede derfor har han ikke godtgjort, at han ikke skal beskattes som sket, jf. nærmere i afsnit 3.2. Sagsøgerne har derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at skattemyndighedernes forhøjelser af deres indkomster er forkerte. 3.1 De fiktive fakturaer 3.1.1 Det retlige grundlag Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 1, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer. Af bestemmelsens stk. 2, nr. 1, fremgår, at udgangspunktet er, at der til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere. Udbytte beskattes som aktieindkomst, jf. personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1. En anpartshaver er således skattepligtig af enhver udlodning fra selskabet, uanset udlodningens betegnelse og fremtrædelsesform. Hvis et selskab har foretaget betalinger, der ikke vedrører selskabets drift, men som må anses for at være foretaget i anpartshaverens interesse, anses betalingen for at være maskeret udlodning, der beskattes efter ligningslovens § 16 A. Hvis et selskab afholder udgifter, der er selskabet uvedkommende, som tilfældet er i nærværende sag, hvor selskabet bl.a. har betalt for luksusure, påhviler det selskabets hovedanpartshaver at godtgøre, at udgifterne er medgået til selskabets drift og ikke reelt er tilgået dem i egenskab af hovedanpartshavere eller afholdt i deres interesse, jf. SKM2022.488.ØLR , SKM2014.69.ØLR og TfS 1996,139. Ligningslovens § 16 A stiller ikke krav om, at det er anpartshaveren selv, der opnår den økonomiske fordel. Hvis fordelen tilgår andre, anses udbyttet også for at have passeret hovedaktionærens økonomi, jf. eksempelvis SKM2004.106.HR og SKM2017.142.ØLR . Det er altså sagsøgerne, som skal bevise, at de i sagen fremlagte fakturaer dækker over betaling af ydelser, som har en erhvervsmæssig relation til selskabets drift. Denne bevisbyrde har sagsøgerne ikke løftet. 3.1.2 Faktura fra G7-virksomhed Sagsøgerne er skattepligtige af beløbet på i alt 52.437,50 kr. med hver 26.219 kr. i indkomståret 2021, som fremgår af en faktura udstedt af G7-virksomhed (bilag 19), idet beløbet er tilgået B´s private bankkonto, jf. ligningslovens § 16 A. Beløbet anses på den baggrund at have passeret både B´s og A’s økonomi, idet de hver ejer 50 % af G8-virksomhed, og derved udgør selskabets hovedaktionærer, jf. ligningslovens § 16 A. Som nævnt påstår sagsøgerne, at fakturaen (bilag 19) vedrører betaling for vikarydelser til brug for G8-virksomhed’s opgavevaretagelse hos kunder (stævningen, s. 3, 5. afsnit, og s. 7, 2. afsnit). Det er der ikke ført bevis for. Der er ikke fremlagt dokumentation i sagen, der viser, at fakturaen vedrører reelle ydelser, der er leveret. Den timeopgørelse, der er fremlagt til støtte for, at der var tale om vikarydelser (bilag 20), er en oversigt fra Excel, der ikke ses tilknyttet til noget selskab. Bilaget viser ikke, at G8-virksomhed via G7-virksomhed har leveret de påståede vikarydelser. Det er derfor med rette, at skattemyndighederne har anset fakturaen for at være fiktiv. Selv hvis det lægges til grund, at fakturaen (bilag 19) udgør reelle levering af vikarydelser, betyder det forhold, at det er B´s private kontonummer, der er påført fakturaens betalingsoplysninger, jf. bilag 19 smh. med bilag 21, at midlerne, der rettelig vedrører selskabet, er tilgået B som hovedaktionær. Derfor er det med rette, at beløbet er beskattet som maskeret udbytte hos sagsøgerne, jf. ligningslovens § 16 A. B har anført, at årsagen til, at hans private kontonummer fremgår af fakturaen skyldes, at han hjalp en ven med udarbejdelse af fakturaen (stævningen, s. 7, 3. afsnit), men at beløbet ikke er overført til hans konto til trods for, at hans kontonummer fremgik af fakturaen (stævningen, s. 7, 4. afsnit). Forklaringen er usædvanlig, og sagsøgerne må føre et sikkert bevis for rigtigheden af det påståede. Det eneste sagsøgerne imidlertid har fremlagt, er et kontoudskrift tilhørende B´s konto (bilag 21), hvor en betaling svarende til fakturabeløbet ikke fremgår. Dette er selvsagt ikke dokumentation for, at fakturaen er indbetalt til G7-virksomhed, allerede fordi B kan have modtaget beløbet på andre konti eller under andre former. Sagsøgerne må bevise, hvortil pengene fra selskabet i givet fald er betalt, hvilket ikke er sket. Under disse omstændigheder er sagsøgernes bevisbyrde for, at pengene ikke er tilgået dem, skærpet, jf. SKM2019.41.ØLR . Den bevisbyrde er ikke løftet. 3.1.3 Faktura fra G1-virksomhed Det er heller ikke dokumenteret, at fakturaen på 191.137,51 kr. fra G1-virksomhed dateret den 3. marts 2022 (bilag 23) dækker over vikarydelser (stævningen, s. 8, 1. afsnit). Derimod viser sagens omstændigheder, at beløbet er tilgået og/eller passeret sagsøgernes private økonomi, hvorfor sagsøgerne er skattepligtig af beløbet som maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. Fakturaen fra G1-virksomhed kan ikke tillægges nogen bevismæssig værdi. Der ses ingen sammenhæng mellem det opkrævede beløb på fakturaen på 191.137,51 kr. (bilag 23) og de fremlagte timeopgørelser for de påståede vikarydelser (bilag 24, 25, 27-28, 32-33 og 35-45 i sagen BS- 39371/2025-ODE). De opgjorte timer i bilag 27 og 28 (BS-39371/2025-ODE) modsvarer f.eks. ikke timerne i fakturaen fra G1-virksomhed (bilag 23). F.eks. fremgår det af bilag 28, at der er erlagt 135,25 timer i perioden 12. februar 2022 - 27. februar 2022, mens det af bilag 27 fremgår, at der samlet er erlagt 23,25 timer. Dvs. i alt 158,5 timer. Fakturaen fra G1-virksomhed indeholder samlet arbejde for i alt 578,25 timer og dækker over perioden 15. februar 2022 - 28. februar 2022. Timeopgørelserne i bilag 32 og 33 (BS-39371/2025-ODE) udgør heller ikke dokumentation for de arbejdstimer, der er anført i G1-virksomhed-fakturaen (bilag 23). Det er uklart, hvorfra timeropgørelserne stammer - af hvem - og til hvem, de er udarbejdet og med hvilket formål. Hertil bemærkes, at der fremgår en række navne i bilag 32 og 33 (BS-39371/2025-ODE), som ikke ses gengivet i fakturaen fra G1-virksomhed, f.eks. IG og IH, ligesom timetallene, som også anerkendt af sagsøgerne, ikke stemmer overens (processkrift I, s. 3, 5. afsnit). Bilag 35-45 (i begge sager), som angiveligt udgør time- og navneopgørelser sendt til G8-virksomhed’s kunder, viser endvidere ikke, at G8-virksomhed har leveret det arbejde, som faktureres med fakturaen fra G1-virksomhed. I det hele taget er det uklart, hvad sagsøgerne vil dokumentere med bilag 35-45, og om de overhovedet modsvarer nogen af de omhandlede fakturaer i nærværende retssag. Det kan ikke, som anført af sagsøgerne (processkrift I, s. 4, 1. afsnit) udledes af bilagene, at de er sendt til G8-virksomhed’s kunder, til hvem de er sendt, og af hvem de er udarbejdet. I stedet peger oplysningerne i retning af, at der ikke er nogen realitet i fakturaerne fra G1-virksomhed, men at de i virkeligheden dækker over udbetalinger til hovedanpartshaverne for indkøb af eksklusive ure, jf. straks nedenfor. Fakturaen fra G1-virksomhed, der er dateret 3. marts 2022, er udstedt samme dag, som G8-virksomhed betalte 175.000 kr. for købet af et Rolex GMT-Master ur hos G2-virksomhed, jf. faktura af 3. marts 2022 (bilag 26 i begge sager). G2-virksomhed’s faktura er udstedt til G8-virksomhed, ligesom G2-virksomhed’s kontooplysninger fremgår af den af G1-virksomhed udstedte faktura. I lyset af sagens øvrige omstændigheder, den tidsmæssige og beløbsmæssige nære sammenhæng mellem de to fakturaer, og G2-virksomhed’s kontooplysninger på G1-virksomhed’ faktura, må sagsøgeren føre et sikkert objektivt bevis for, at G1-virksomhed’ faktura ikke blot dækker over betalingen af Rolex-uret. Et sådant bevis er ikke ført. Sagsøgerne har til støtte for, at de ikke har noget med købet af uret at gøre, anført, at det formentlig er G1-virksomhed, der selv har byttet kontonumrene ud med G2-virksomhed’s kontonummer for egen vindings skyld (replikken, side 3, afsnit 3). Det bemærkes, at der i sagen er sket betaling fra G8-virksomhed til to køb af Rolex-ure hos G2-virksomhed, jf. også afsnit 3.1.4, men ved brug af en anden fakturaudsteder, G3-virksomhed. Det er usandsynligt, at både G1-virksomhed og G3-virksomhed som uafhængige tredjeparter skulle have ændret på kontonumrene til køb af Rolexure, hvilket blot understøtter Skatteministeriets synspunkt om, at samtlige af de i sagen omtvistede fakturaer ikke er reelle, ligesom det er sagsøgerne, der har sørget for, at pengene blev overført til G2-virksomhed med henblik på køb af urene. Af bilag 16 (i begge sager) fremgår det af et udprint af e-mail skrevet af ejeren af G2-virksomhed, IC, at det ene ud af to salg af Rolex-ure fra G2-virksomhed ikke er sket til sagsøgerne eller til G8-virksomhed. Ifølge sagsøgerne vil G2-virksomhed imidlertid ikke oplyse, hvem uret ifølge G2-virksomhed er tilgået. Det savner mening, at G2-virksomhed ikke vil oplyse, hvem uret er solgt til, og viser blot, at sagsøgerne forsøger at dække over, at uret er tilgået dem. Af bilag 15 (i begge sager) fremgår det af et udprint af en SMS skrevet af IC, at det andet Rolex-ur heller ikke er tilgået sagsøgerne eller G8-virksomhed. Beløbet blev ifølge IC overført på vegne af en af G2-virksomhed’s kunder som led i et økonomisk mellemværende mellem kunden og G8-virksomhed. Denne forklaring savner ligeledes mening, og har ikke støtte i sagens omstændigheder. Hertil kommer, at oplysningen i bilag 15 ikke er samstemmende med den forklaring, som sagsøgerne selv har givet, idet sagsøgerne har anført, at de ikke kendte til, at beløbet faktisk tilgik G2-virksomhed - herunder, at det må være tredjemand, der har tilegnet sig uret ved brug af fakturaen. Sagsøgerne har således ikke forklaret, at betalingen til G2-virksomhed vedrører et økonomisk mellemværende mellem G8-virksomhed og en af selskabets kunder. De ovenstående (usamstemmende) forklaringer er hver for sig og samlet usædvanlige, og sagsøgerne må derfor føre et sikkert bevis for rigtigheden af det påståede. Denne bevisbyrde er ikke løftet, og det er derfor korrekt, at sagsøgerne er blevet beskattet af beløbet i alt på 191.137,51 kr. som maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. 3.1.4 Fakturaer fra G3-virksomhed Sagsøgerne er med rette blevet beskattet af tre fakturaer udstedt af G3-virksomhed, idet det ikke er dokumenteret, at G3-virksomhed har leveret nogen arbejdsydelser til G8-virksomhed. Da der samtidig er overført beløb til G2-virksomhed, G4-virksomhed, samt hovedanpartshaver i G4-virksomhed, IK for køb af Rolexure, er der derimod tale om, at beløbene er tilgået eller passeret sagsøgernes økonomi, jf. ligningslovens § 16 A. Sagsøgerne gør gældende, at fakturaerne er udtryk for reelt udført vikararbejde. Det er der ikke ført bevis for. G3-virksomhed-fakturaerne indeholder ingen oplysninger om, hvor vikararbejdet angiveligt er udført, eller for hvem arbejdet er udført (bilag 4, 7 og 10 i begge sager), og de timeopgørelser, som sagsøgeren har fremlagt til støtte for, at G3-virksomhed har udført vikararbejde (bilag 5, 8 og 11 i begge sager), ses ikke at have nogen forbindelse til G3-virksomhed. Dette selv om de - i modsætningen til fakturaerne - indeholder fulde navn, adresse, cpr-numre og arbejdssted. Timerne i de omhandlede opgørelser (bilag 5, 8 og 11) stemmer heller ikke overens med det anførte timetal i G3-virksomhed-fakturaerne (bilag 4, 7 og 10). Faktisk faktureres der med G3-virksomhed-fakturaerne for mere end 1.800 timer, mens bilag 5, 8 og 11 kun indeholder udført arbejde svarende til 194 timer. Videre påviser de fremlagte timeopgørelser i bilag 46-48 (i begge sager) ikke nogen sammenhæng til fakturaerne fra G3-virksomhed (bilag 4, 7 og 10). F.eks. faktureres der i alt 341 timer udført af "hys" i bilag 4, 7 og 10, men ingen "hys’’-timer fremgår i de fremlagte timeopgørelser i bilag 46, 47 og 48. Herudover er der uoverensstemmelser mellem de opgjorte timer i fakturaerne i bilag 4, 7 og 10 og de fremlagte timeopgørelser, f.eks. har "Ali b" ifølge bilag 4 og 10 udført i alt 116,5 timers arbejde, men af timeopgørelsen i bilag 46 fremgår, at han kun har udført 81,5 timers arbejde. Sagsøgerne har fremlagt en række e-mails mellem B og medarbejdere fra forskellige institutioner (bilag 12, bilag 28-33 i BS-54199/2025-ODE). Disse bilag dokumenterer heller ikke, at G8-virksomhed via G3-virksomhed eller i øvrigt G1-virksomhed har leveret ydelser til de nævnte institutioner, der relaterer sig til de i sagens omtvistede fakturaer. I bilagene bekræfter medarbejderne, at G8-virksomhed har leveret ydelser, men bilagene viser ikke konkret, hvilke ydelser, der er tale om, og hvornår den er leveret. Sagsøgerne har ikke fremlagt nogen underliggende dokumentation for, at der er leveret vikarydelser, der har en tilknytning til fakturaerne udstedt af G3-virksomhed eller G1-virksomhed. I stedet peger oplysningerne i retning af, at der ikke er nogen realitet i fakturaerne fra G3-virksomhed, men at de i virkeligheden dækker over udbetalinger til hovedanpartshaverne for indkøb af eksklusive ure, jf. straks nedenfor. Det fremgår af en faktura af 5. december 2022 fra G2-virksomhed, at G8-virksomhed har betalt 295.142,52 kr. for et Rolex Daytona 116515LN-ur (bilag 17 i begge sager). Samme dag har G3-virksomhed angiveligt udstedt en faktura - anført med et kontonummer tilhørende G2-virksomhed - på vikarydelser til G8-virksomhed på 295.142,52 kr. (bilag 4 i begge sager) - altså helt samme beløb. Fakturaen fra G2-virksomhed er ubestridt betalt af G8-virksomhed, der altså i to tilfælde har betalt fakturaer for luksusure, jf. afsnit 3.1.3, men ved brug af to forskellige fakturaudstedere. Det forhold, at ejeren af G2-virksomhed, IC har oplyst, at salgene af Rolexurene ikke er sket til sagsøgerne (bilag 15 og 16), er en usædvanlig forklaring, og stemmer ikke overens med sagsøgernes egen forklaring om, at det er tredjemand (eller G3-virksomhed), der har bestilt fakturaerne fra G3-virksomhed, jf. også afsnit 3.1.3. For så vidt angår de to andre G3-virksomhed fakturaer dateret den 5. december 2022 på 162.481,25 kr. (bilag 7 i begge sager) og 19. december 2022 på 379.000,09 kr. (bilag 10 i begge sager), er de anført med kontonumre tilhørende G4-virksomhed, samt hovedanpartshaver i G4-virksomhed IK (bilag E, s. 1, tabellen nederst). Det er ganske påfaldende, at G3-virksomhed i perioden op til jul mellem den 5. december 2022 og 19. december 2022 udsteder tre fakturaer med tre forskellige kontonumre tilhørende henholdsvis G2-virksomhed, G4-virksomhed og hovedanpartshaver i G4-virksomhed IK. Også dette forhold viser med al tydelighed, at der ikke er realitet bag fakturaerne, og at betalingerne af fakturaerne reelt dækker over udbetalinger til hovedanpartshaverne, herunder køb af et Rolex-ur. Endelig bemærkes, at sagsøgernes udlægning af, hvad G3-virksomhed-fakturaerne dækker over, med henvisning til Skattestyrelsens afgørelse af 18. oktober 2023 om ændring af G8-virksomhed’s moms, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag (bilag 13), er forkert (stævningen, s. 4, 4. afsnit - 9. afsnit). Hvor afgørelsen af 18. oktober 2023 vedrørte, hvordan moms i hovedanpartshavernes selskab skulle opgøres på baggrund af en række af selskabets bogførte fakturaer fra bl.a. G3-virksomhed, er der i nærværende sag alene tale om en problemstilling, der vedrører sagsøgernes skattepligtige indkomst. Udover, at der er tale om to forskellige regelsæt, er det også forkert, at skattemyndighederne skulle være afskåret fra at beskatte en skatteyder af indkomst, fordi der er opgjort et momstilsvar i den pågældende persons virksomhed. ____________________ Sammenfattende er det med rette, at Skattestyrelsen og Skatteankenævnet har anset de i sagen omhandlede betalte fakturaer for maskeret udbytte til sagsøgeren, jf. ligningslovens § 16 A. 3.2 Værdien af rådigheden over fri bil A har ikke anført nogen anbringender, eller fremlagt dokumentation til støtte for hans påstand om, at han ikke skal beskattes af værdien af fri bil i indkomståret 2022 med i alt 79.193 kr. Det er derfor korrekt, at A er blevet beskattet som sket, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, jf. § 16 A, stk. 5 (bilag 2 i sagen BS-39371/2025-ODE). Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedanpartshaver, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om vedkommende er ansat i selskabet, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, jf. § 16 A, stk. 5. Det har ikke været bestridt under sagen, at bilen var stillet til rådighed for ham. Det er derfor også helt uklart, hvorfor påstanden er fastholdt, og hvad påstanden er støttet på, eftersom der ikke er fremsat anbringender til støtte herfor. Når de faktiske forhold viser, at en bil er blevet stillet til rådighed for hovedaktionærens private anvendelse, er det skatteyderens bevisbyrde at godtgøre, at bilen ikke anvendes til private forhold, jf. f.eks. SKM2005.138.HR , SKM2003.53.VLR og SKM2005.503.ØLR . Ifølge den nævnte praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel, eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed for privat anvendelse. Det er rådigheden, der beskattes. Omfanget af den faktiske private kørsel i bilen er således uden betydning. Der kan således statueres rådighed, uagtet at skatteyderen ikke er observeret i bilen med private formål, og uagtet at der er private biler i husstanden, jf. f.eks. SKM2024.71.VLR . G8-virksomhed erhvervede en bil, Audi A4 med stelnummer (red.stelnummer.nr.1.fjernet) den 26. april 2022 til i alt 441.900 kr. (bilag 2, side 4, ca. midtfor, i sag BS-39371/2025-ODE). Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har Audien i perioden fra den 26. april 2022 til den 10. oktober 2022 haft registreringsnummer ...Q, hvorefter Audiens registreringsnummer er ændret til "...Q1", jf. bilag 2, side 4. Audien er indregistreret som personbil, og A har været registreret som primær bruger heraf siden erhvervelsen. I perioden fra oktober-december 2022 har G8-virksomhed indberettet fri bil til klageren med i alt 18.720 kr. A har ikke rådet over andre køretøjer i 2022. På baggrund af ovenstående, som under retssagen har været ubestridt, kan det lægges til grund, at bilen har været til rådighed for A siden den 26. april 2022, hvorfor A skal beskattes af værdien af fri bil, jf. herved SKM2020.495VLR og SKM2017.204.BR . A har ikke løftet sin bevisbyrde for, at bilen ikke er blevet stillet til rådighed for ham, idet han som sagt end ikke har anført nogen anbringender til støtte for sin påstand. Allerede derfor kan A ikke få medhold. Det er derfor korrekt, at A skal beskattes af værdien af fri bil i indkomståret 2022…" Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Udbytte beskattes efter reglerne i ligningslovens § 16 A, stk. 1. En aktionær skal beskattes af alt, hvad denne modtager af økonomisk værdi fra selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 2, blandt andet, at: "Til udbytte henregnes: 1) Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, jf. dog stk. 3, og afståelsessummer omfattet af § 16 B, stk. 1." Af bestemmelsens forarbejder, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000 (Folketingstidende 1999/2000, Tillæg A, spalte 64706471), fremgår blandt andet, at: "Efter reglerne om beskatning af udbytte er det ikke et krav, at det er hovedaktionæren selv, der opnår den økonomiske fordel. Hvis fordelen tilgår andre, så som en af hovedaktionærens nærtstående mv. eller virksomheder hvori hovedaktionæren har personlige interesser, er det i flere afgørelser blevet fastslået, at udbyttet skal anses for at have passeret hovedaktionærens økonomi. Som et eksempel herpå kan nævnes Højesteretsdommen refereret i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999, 728, hvor et beløb betalt af eneanpartshaverens selskab til en fodboldklub, hvori eneanpartshaveren var ulønnet direktør, ansås som maskeret udlodning til eneanpartshaveren. Afgørelserne bygger på det synspunkt, at det var i aktionærens og ikke i selskabets interesse, at fordelen tilfaldt de berørte". Det er derfor ikke en betingelse for beskatning af udbytte, at aktionæren selv opnår den økonomiske fordel. Sagsøgerne A og B har til støtte for deres påstande gjort gældende, at de i sagen omtalte fakturaer ikke udgjorde maskeret udbytte, men derimod betaling af driftsrelaterede udgifter i form af betaling for mandskabstimer til selskabet G8-virksomhed’s underleverandører. Der er mellem parterne enighed om, at de udstedte fem fakturaer er blevet betalt til de modtagere, som skattemyndighederne har modtaget oplysninger om. A og B har til sagen fremlagt timeopgørelser med angivelse af navne, personoplysninger og timevagter til støtte for, at fakturaerne har omhandlet reelle mandskabstimer til vikarydelser. Retten finder, at opgørelserne ikke stemmer overens med det anførte timeantal og beskrivelser i fakturaerne. Retten lægger samtidigt vægt på, at der ikke er fremlagt kontrakter mellem G8-virksomhed og selskaberne G7-virksomhed, G1-virksomhed og G3-virksomhed, der på objektivt grundlag kan tjene til at dokumentere, at fakturaerne udgjorde betaling for vikarydelser i 2021 og 2022. Retten finder på denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, at A og B ikke har godtgjort, at der var tale om reelle betalinger for mandskabstimer til vikarydelser. For indkomståret 2021 er der tale om en faktura af 28. november 2021 til G7-virksomhed. Det er efter bevisførelsen ikke godtgjort, at B ikke selv modtog betalingen for denne faktura. Retten lægger herved vægt på, at der har ikke været fremlagt andre beviser end et kontoudskrift tilhørende B. På denne baggrund har A og B ikke løftet bevisbyrden for, at der var tale om en formel fejl, der blev rettet op af G8-virksomhed, og der herefter skete betaling selskabet G7-virksomhed. Betalingen for faktura af 28. november 2021 var stilet til B´s bankkonto, og derved har betalingen således passeret hans økonomi. Der har for indkomståret 2022 været fremlagt to fakturaer udstedt af G2-virksomhed. Efter IC’s vidneforklaring som indehaver af selskabet, lægger retten til grund, at selskabet handler med eksklusive ure. De af G2-virksomhed udstedte fakturaer skete til selskabet G8-virksomhed med samme dato, samme fakturanummer og beløb svarende til det, der angiveligt var betalt vikartimer for. Ligeledes er betaling på de andre fakturaer for 2022 sket til selskabet G4-virksomhed og selskabets hovedaktionær, der også handler med eksklusive ure. Under disse omstændigheder har A og B en skærpet bevisbyrde for, at de faktiske omstændigheder forholder sig anderledes end det, som de selv har handlet efter, og som støttes af sagens dokumentbeviser. Ved bevisførelsen for retten har A og B ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at det skulle forholde sig anderledes. Bevisbyrden er således ikke løftet. De til sagen anførte fakturaer kan derfor ikke anses som værende betalinger for reelle ydelser til vikarbistand. De af G8-virksomhed betalte fakturaer i 2022 udstedt til selskaberne G1-virksomhed og G3-virksomhed udgør derfor skattepligtig indkomst for A og B, da overførslerne er sket i deres interesse. Retten finder, at det må påhvile A og B, som daværende ejere i selskabet, at godtgøre, at de betalte fakturaer ikke var fiktive, eller at betalingerne ikke passerede deres private formue. Efter bevisførelsen er dette ikke godtgjort, og Skatteministeriet frifindes herefter for A og B´s påstande. Efter sagens udfald skal A og B betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Omkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til 122.714 kr., hvoraf 90.000 kr. dækker udgift til advokat, 9.000 kr. dækker retsafgifter og 1.214 kr. dækker vidnegodtgørelse. Skatteministeriet er ikke momsregistreret, og beløbet til dækning af udgifter til advokat er derfor fastsat til 90.000 kr. med tillæg af moms, i alt 112.500 kr. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet frifindes. I sagsomkostninger skal A og B solidarisk betale 122.714 kr. til Skatteministeriet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet med procesrente efter rentelovens § 8 a.