Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.481.BR

Kontantindsætninger – fradragsberettigede udgifter

Myndighed
Byret
Dokumenttype
Dom
Afsagt
15. april 2026
Emneord
Indsætninger, beskattede midler
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

Indledningsvist lagde retten til grund, at der hver måned på den skattepligtiges bankkonto i perioden 25. juni 2021 til 6. maj 2022 kontant blev indsat 15.000 kr. med undtagelse af juli 2021, hvor der alene blev indsat 14.000 kr., og at der i perioden samlet blev indsat 164.000 kr. Retten fandt herefter, at det påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Efter en samlet vurdering fandt retten ikke, at den skattepligtiges forklaring omkring indsætninger på bankkontoen var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Videre fandt retten, at den skattepligtige ikke havde ført bevis før, at han havde haft fradragsberettigede udgifter til opnåelsen af beløbet, og at det derfor ikke var bevist, at den skattepligtige ikke var skattepligtig af det fulde beløb på 164.000 kr.

Henviser til

  • SKM2008.905.HR
  • SKM2011.208.HR
  • SKM2013.274.BR
  • SKM2013.493.VLR
  • SKM2013.572.VLR
  • SKM2013.613.ØLR
  • SKM2013.748.VLR
  • SKM2014.823.ØLR
  • SKM2015.404.VLR
  • SKM2016.327.ØLR
  • SKM2017.120.BR
  • SKM2017.142.ØLR
  • SKM2017.407.ØLR
  • SKM2019.225.ØLR
  • SKM2020.252.ØLR
  • SKM2021.374.BR
  • SKM2021.443.ØLR
  • SKM2022.105.VLR
  • SKM2024.388.ØLR
  • SKM2024.593.ØLR
  • SKM2025.674.BR
  • TfS 1998.447
  • UfR 2004.1516 H
  • UfR 2009.163 H
  • UfR 2009.476
  • UfR 2011.1599 H
  • UfR 2016.483 H

Fuldtekst

Sag BS-21543/2025-ARH Parter A (v/ advokat Rasmus Frost Nicolaisen) mod Skatteministeriet (v/ advokat Sarah Strømsheim Pauli) Denne afgørelse er truffet af dommer Sine Nascou. Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 24. april 2025. Sagen drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte A af kontantindsætninger på henholdsvis 89.000,00 kr. i indkomståret 2021 og 75.000,00 kr. i indkomståret 2022. A har nedlagt følgende påstand: Principalt: A’s personlige indkomst for indkomståret 2021 skal nedsættes med 89.000,00 kr. og for indkomståret 2022 med 75.000,00 kr. Subsidiært: Sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Skatteministeriet har nedlagt påstand om: Frifindelse. Retten har bestemt ikke at behandle sagen i den forenklede proces efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39. Oplysningerne i sagen Af Skatteankenævn Aarhus’ afgørelse af den 25. januar 2025 fremgår: "… Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Skatteankenævn Aarhus afgørelse Indkomståret 2021 Forhøjelse af skattepligtig indkomst på baggrund af indsætninger 89.000 kr. 0 kr. 89.000 kr. Indkomståret 2022 Forhøjelse af skattepligtig indkomst på baggrund af indsætninger 75.000 kr. 0 kr. 75.000 kr. Møde mv. Der har været afholdt møde mellem klageren, klagerens repræsentant samt Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom klageren og hans repræsentant har udtalt sig på et møde med nævnet. Faktiske oplysninger Vedrørende aktindsigt Følgende fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 17. juli 2024: " (…) Politiet har oplyst, at de har spurgt dig, om du kan dokumentere, hvorfra du har de kontante beløb, som du har indsat på din bankkonto. Du har oplyst, at du har solgt brugte ure. Du har samlet på ure siden du var 16. Din datter ridder meget, hvorfor der nogle gange er solgt rideudstyr. Desuden er din datter blevet konfirmeret, hvor hun fik kontanter, som du har taget imod for hende, hvorfor hun har brugt dit kreditkort. (…) " Klagerens repræsentant anmodede Skattestyrelsen om fuld aktindsigt i sagen den 2. april 2024. Den 3. april 2024 traf Skattestyrelsen afgørelse om delvis aktindsigt. Klagerens repræsentant påklagede Skattestyrelsens afgørelse om delvis aktindsigt til Skatteankestyrelsen den 7. maj 2024. Skatteankestyrelsen stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om delvis aktindsigt ved afgørelse af 28. juni 2024. Det fremgår blandt andet af afgørelsen: " (…) Det fremgår af oplysningerne i sagen (akt 10 Sagsnotat - person, der er udleveret), at Skattestyrelsen - i forbindelse med, at styrelsen har ydet bistand i en efterforskningssag, der omhandler det selskab, som klageren er hovedaktionær i - har modtaget oplysninger i form af kontoudtog vedrørende klagerens private bankkonti, samt oplysninger fra politiet, der omhandler hvad politiet har forelagt klageren, og hvad klageren har oplyst til politiet i den forbindelse. Det er alene disse oplysninger, sammenholdt med den indkomst, klageren selv har oplyst for indkomstårene 2021 og 2022, og konstateringen af, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at indsætningerne er skattefrie eller stammer fra allerede beskattede midler, der har resulteret i, at Skattestyrelsen i forslaget til afgørelse lægger op til en forhøjelse af den skattepligtige indkomst med i alt 164.000 kr. Der ses herefter ikke at være grundlag for at antage, at afhøringsrapporter mv. indgår i klagerens afgørelsessag (sags-id. 522868598). Det fremgår af forvaltningslovens § 10, stk. 1, at det i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt skal overvejes, om der kan gives aktindsigt i dokumenter og oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af §§ 12-15 b. Der kan gives aktindsigt i videre omfang, medmindre det vil være i strid med anden lovgivning, herunder regler om tavshedspligt og regler i lov om behandling af personoplysninger. Det fremgår af afgørelsen, at Skattestyrelsen har overvejet meroffentlighed og afvist yderligere aktindsigt med henvisning til afvejning af de hensyn, der ligger undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 12, stk. 1, i forhold til klagerens interesse i aktindsigt. Skatteankestyrelsen har ingen bemærkninger til, at Skattestyrelsen overvejelser har ført til, at der ikke gives yderligere aktindsigt efter forvaltningslovens § 10. Skatteankestyrelsen stadfæster Skattestyrelsens afgørelse (…) Vejledning om sagsanlæg Afgørelsen kan ikke påklages til nogen anden administrativ klagemyndighed. Sagen skal indbringes for den byret, hvor den skattepligtige har hjemting. Stævningen skal udtages mod Skatteministeriet, Y1-adresse. Den nærmere vejledning om sagsanlæg fremgår af www.domstol.dk. (…) " Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsen oplyst, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 28. juni 2024 om stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse om delvis aktindsigt ikke er indbragt. Indsætninger Skattestyrelsen har foretaget en forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med følgende kontante indsætninger, som er tilgået klagerens konto X1-konto: Date Tekst Beløb 25. juni 2021 Pengeautomat (…) 5.000 kr. 25. juni 2021 Pengeautomat (…) 10.000 kr. 27. juli 2021 Pengeautomat (…) 4.000 kr. 28. juli 2021 Pengeautomat (…) 10.000 kr. 30. august 2021 Pengeautomat (…) 15.000 kr. 30. september 2021 Pengeautomat (…) 15.000 kr. 1. november 2021 Pengeautomat (…) 15.000 kr. 1. december 2021 Pengeautomat (…) 15.000 kr. I alt 89.000 kr. Date Tekst Beløb 3. januar 2022 Pengeautomat (…) 15.000 kr. 3. februar 2022 Pengeautomat (…) 15.000 kr. 3. marts 2022 Pengeautomat (…) 15.000 kr. 4. april 2022 Pengeautomat (…) 15.000 kr. 6. maj 2022 Pengeautomat (…) 15.000 kr. I alt 75.000 kr. Repræsentanten har til Skattestyrelsen blandt andet oplyst, at der gælder en formodning for, at de kontante indsætninger ikke stammer fra skattepligtige midler, når henses til klagerens generelle privatøkonomi. Herunder, at klageren har været eneejer af G1-virksomhed, som havde en egenkapital på 16.070.663 kr. i 2021, 20.903.728 kr. i 2022 og 26.639.769 kr. i 2023. Endvidere, at der er tale om et meget begrænset omfang af kontantindsætninger, der stammer fra salg af privat indbo, ridestyr, udlæg og lignende. Repræsentanten har fremlagt årsrapport for G1-virksomhed for regnskabsåret 1. juni 2021 til 31. maj 2022, hvor det fremgår, at egenkapitalen var 16.070.663 kr. pr. 31. maj 2021 og 20.903.728 kr. pr. 31. maj 2022, samt årsrapport for regnskabsåret 1. juni 2022 til 31. maj 2023, hvor det fremgår, at egenkapitalen var 20.903.728 kr. pr. 31. maj 2022 og 26.639.769 kr. pr. 31. maj 2023. Repræsentanten har endvidere fremlagt virksomhedsoplysninger vedrørende G1-virksomhed, hvor det blandt andet fremgår, at klageren var legal og reel ejer af selskabet, samt direktør. Klageren har til Skatteankestyrelsen oplyst, at de kontante indsætninger blandt andet stammer fra datterens pengegaver i forbindelse med konfirmation, som blev indsat på klagerens konto, hvorefter datteren kunne benytte sig af klagerens kreditkort. Endvidere, at indsætningerne stammer fra salg af datterens rideudstyr samt salg af ur. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har foretaget en forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2021 på i alt 89.000 kr. og for indkomståret 2022 på i alt 75.000 kr. Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført: " (…) Vi har gennemgået bevægelserne på konto X1-konto for indkomstårene 2021 og 2022. Vi kan konstatere, at der er kontante indsætninger med i alt 89.000 kr. i 2021 og 75.000 kr. i 2022, se bilag 2. Du har oplyst til politiet at du har solgt brugte ure, og solgt rideudstyr for din datter. Du har desuden oplyst, du har taget imod kontanter i forbindelse med din datters konfirmation. Du har ikke over for politiet dokumenteret disse oplysninger. Når du modtager indsætninger på dine bankkonti, er disse som udgangspunkt skattepligtige, hvis du ikke kan dokumentere eller sandsynliggøre, at indsætningerne er skattefrie, eller stammer fra allerede beskattede midler. Det følger af SKM2013.274.BR . Det fremgår overordnet af bemærkningerne til forslag til afgørelse af 12. marts 2024, at du ikke har mulighed for at gøre indsigelse og forholde dig til de konkrete oplysninger, da vi har tilbageholdt materiale, og oplysningerne alene er forelagt i uddrag. Der er ikke tale om, at vi har tilbageholdt materiale. Vi har gennemgået det materiale, som vi har modtaget fra politiet. Der er i den forbindelse taget notat om de oplysninger i materialet, der blev vurderet relevant for din skattesag. Der er tale om oplysninger, du har afgivet til politiet. Det er ikke præciseret eller uddybet i bemærkningerne, hvorvidt du er enig eller uenig i de afgivne oplysninger. Det er alene præciseret, at du ikke har mulighed for at forholde dig til de afgivne oplysninger, når der ikke er givet aktindsigt i afhøringsrapporten. Skatteankestyrelsen har ved afgørelse af 28. juni 2024 truffet afgørelse i klagesagen om aktindsigt. Skatteankestyrelsen har stadfæstet vores afgørelse om delvis aktindsigt og ser ikke, at der er grundlag for at antage, at afhøringsrapporter m.v. indgår i din afgørelsessag. Det fremføres videre i bemærkningerne, at de kontante beløb ikke er skattepligtige, sammenholdt med din generelle privatøkonomi, som eneejer af G1-virksomhed, samt at der er tale om begrænset omfang af kontantindbetalinger. Der er sendt årsrapporter for henholdsvis 2022 og 2023 for G1-virksomhed, hvilke ikke anses at vise din generelle privatøkonomi. Uanset din eventuelle generelle privatøkonomi er det ikke dokumenteret, hvorfra de kontante indsætninger stammer. Dette gælder desuden uanset, at det er oplyst, at der er tale om et begrænset omfang af kontantindbetalinger. Det er derfor fortsat vores opfattelse, at de kontante indsætninger, der fremgår af vedlagte bilag 2 er skattepligtige. Dette er begrundet i, at det ikke er dokumenteret, at de kontante indsætninger stammer fra allerede beskattede eller skattefrie midler. Der henvises til SKM2008.905.HR , hvor Højesteret stadfæstede, at der skulle ske beskatning af større beløb, der over en årrække blev indsat på en konto, da det ikke var dokumenteret, at beløbene stammede fra allerede beskattede midler. Det er i øvrigt ved opgørelsen af de skattepligtige indsætninger anset for atypisk, at der i en længere periode omkring den 1., hver måned indsættes 15.000 kr. kontant i banken. Dette er også sammenholdt med, at der generelt ikke ses at være kontante hævninger på kontoen. De kontante indsætninger, der udgør i alt 164.000 kr. i 2021 og 2022, er skattepligtige efter statsskattelovens § 4. Beløbene beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1. (…) " Skattestyrelsen er den 20. september 2024 fremkommet med følgende supplerende udtalelse: " (…) Det skal dog bemærkes, at det til sidst i klagen på side 4 fremgår, at Skatteankestyrelsen opfordres til at anmode Skattestyrelsen om at fremlægge akterne. Akterne, der henvises til er politiets afhøringsrapport. Det kan i denne forbindelse oplyses, at Skatteankestyrelsen den 28. juni 2024, i A’s klagesag over delvis aktindsigt, har truffet afgørelse om, at afhøringsrapport ikke skal udleveres. Dette blev begrundet med, at afhøringsrapport ikke indgår i afgørelsessagen. De oplysninger, der indgår i klagesagen, er oplysninger fra politiet, der omhandler, hvad politiet har forelagt A, og hvad han har oplyst til politiet i denne forbindelse. Skatteankestyrelsen har derfor allerede truffet afgørelse om, at afhøringsrapport ikke skal udleveres eller fremlægges. (…) " Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2021 og 2022 skal nedsættes til 0 kr. Til støtte for påstanden har klagerens repræsentant anført: " (…) Til støtte for den nedlagte påstand henvises helt overordnet til bemærkningerne fremsat over for Skattestyrelsen den 12. juli 2024, som fastholdes. Bemærkningerne fremgår på side 58-60 i Bilag 1. Der fremgår heraf følgende: "Vi har modtaget kopi af Skattestyrelsens forslag til afgørelse af den 12. marts 2024. Det er ved gennemgangen af forslaget noteret, at Skattestyrelsen henviser til oplysninger, der skulle være afgivet til Politiet. Disse oplysninger er ikke fremlagt for A i forbindelse med anmodning om aktindsigt eller dokumenteret på anden vis, hvorfor A ikke har haft mulighed for at forholde sig til de konkrete oplysninger. Det gøres gældende, at Skattestyrelsen ikke må tilbageholde materialer og slet ikke må lægge vægt på udokumenterede oplysninger i en skattesag. Skattestyrelsens afslag på aktindsigt blev påklaget til Skatteankestyrelsen, der imidlertid har stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse, jf. Bilag 2. Skatteankestyrelsens afgørelse er naturligvis ikke korrekt, men afgørelsen er ikke for indeværende indbragt, idet A er i gang med at afdække mulighederne for at få frembragt de i sagen omhandlede akter på anden vis. A er ved det i sagen omhandlede forslag til afgørelse alene blevet forelagt Skattestyrelsens egne uddrag, hvilket ikke er tilstrækkeligt, jf. kontradiktionsprincippet og officialprincippet. Der blev afholdt kontormøde hos Skatteankestyrelsen den 7. november 2024, hvor det blandt andet blev oplyst: Repræsentanten oplyste, at der er tale om et begrænset antal indsætninger, herunder fem indsætninger i det ene indkomstår og 8 indsætninger i det andet indkomstår. Klageren oplyste, at indsætningerne stammer fra datterens pengegaver, som hun fik til sin konfirmation, samt fra salg af rideudstyr og salg af et ur. Ifølge klagerens oplysninger, blev datterens pengegaver indsat på klagerens konto, hvorefter klagerens datter kunne benytte sig af klagerens kreditkort. Klageren oplyste, at han er fra en generation, hvor det er naturligt at have kontanter og at han egentlig bare ønskede at indsætte pengene i banken. Klageren havde ikke foretaget indsætningerne i banken, såfremt han vidste, at der ville komme en skattesag ud af det. Repræsentanten oplyste, at det må være en samlet bevisbyrde, hvorefter der tages højde for klagerens privatøkonomi og indtjening samt et begrænset antal kontantbeløb. Repræsentanten er den 22. november 2024 fremkommet med følgende bemærkninger til sagsfremstillingen: " (…) Vi har modtaget kopi af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse. Der henvises i det hele til de tidligere fremsendte bemærkninger som fastholdes og understøttes af forklaringen afgivet af A på kontormødet. Det gøres på den baggrund gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A af de i sagen omhandlede kontantindsætninger. (…) " Skatteankenævn Aarhus’ afgørelse Sagen omhandler, hvorvidt kontante indsætninger stammer fra skattefrie midler. Herunder stammer fra datterens pengegaver i forbindelse med konfirmation, salg af rideudstyr, salg af ur med videre. Retsgrundlag Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, hvad enten det hidrører her fra landet eller ikke, jf. statsskattelovens § 4. Af skattekontrollovens § 2, stk. 1, 1. pkt. fremgår: "Enhver, der er skattepligtig her til landet, jf. dog §§ 3 og 4, skal årligt oplyse told- og skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejendom, jf. dog stk. 2." I tilfælde, hvor der er overført større beløb til den skattepligtige, bærer den skattepligtige bevisbyrden for, at beløbene ikke er skattepligtig indkomst. Bevisbyrden kan løftes, hvis den skattepligtiges forklaringer er tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort som SKM2011.208.HR . Det påhviler den skattepligtige at godtgøre, at modtagne kontante indbetalinger stammer fra beskattede eller ikke skattepligtige midler. Dette kan udledes af Østre Landsrets dom af 21. marts 2019, offentliggjort som SKM2019.225.ØLR . Salg af privat indbo kan ske skattefrit. En forklaring herom skal kunne bestyrkes af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af Vestre Landsrets dom af 21. oktober 2013, offentliggjort som SKM2013.748.VLR . Skatteankenævnets begrundelse og resultat Skattestyrelsen har foretaget en forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med kontante indsætninger på i alt 89.000 kr. for indkomståret 2021 og 75.000 kr. for indkomståret 2022. Indsætningerne består hovedsageligt af kontante indsætninger på 15.000 kr., som er foretaget omkring den 1. i måneden i perioden juni 2021 til september 2021 og i perioden november 2021 til maj 2022. Klageren og klagerens repræsentant har oplyst, at indsætningerne stammer fra henholdsvis datterens pengegaver i relation til konfirmation, salg af rideudstyr samt salg af klagerens ur. Skatteankenævnet finder det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at de kontante indsætninger på klagerens konto stammer fra skattefrie midler. I vurderingen er lagt særligt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation, hvor det fremgår, at klageren har foretaget salg af privat indbo eller at klageren har haft en kontant opsparing hidrørende fra klagerens datters pengegaver i forbindelse med hendes konfirmation. Klagerens forklaring er ikke underbygget af objektive kendsgerninger og pengestrømmen kan ikke følges. Repræsentantens bemærkninger om aktindsigt kan ikke føre til et andet resultat, da Skatteankestyrelsen den 28. juni 2024 har truffet afgørelse herom. Skatteankenævnet stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. …" Forklaringer A har forklaret, at han er enig i, at indsætningerne på kontonummer X1-konto udarbejdet af Skattestyrelsen stammer fra datterens konfirmationsgaver, solgt rideudstyr og salg af et ur. Det fremgår ligeledes af Skatteankestyrelsens mødereferat af 7. november 2024. Der er imidlertid tale om sammensurium af mange ting. Han startede som 16-årig med at købe ure og har hele sit liv haft kontanter liggende. Hans datter startede med at ride som 4-årig og har reddet til i dag. Datteren er (red.alder.nr.1.fjernet) i dag. Hun har altid fået penge til rideudstyr. Hun har reddet på højt niveau og er blevet (red.udnævnelse.nr.1.fjernet). I den pågældende periode havde datteren to ponyer. Udstyret til hestene var dyrt og blev skiftet relativt hyppigt. De har solgt flere sadler og ligeledes købt sadler. Der har været tale om kontant afregning og ingen skriftlig købsaftale. Datteren har fra hun var 4 år til hun blev (red.alder.nr.1.fjernet) ikke haft egen økonomi. Hun har handlet på nettet, hvor hun ikke kunne bruge de kontanter, hun havde fået. Han mener, at datteren blev konfirmeret for (red.antal.nr.1.fjernet) år siden. Hun fik 65.000 kr. hovedsageligt i kontanter. Datteren brugte cirka 5.000 kr., resten opbevarede han. Han har solgt flere ure. Han har solgt et Rolex GMT-Master. Han fik 80.000 kr. for uret. Han solgte uret for nogle år siden. Han havde givet cirka 15.000-20.000 kr. for uret. Det er datteren og hans hustru, der har købt rideudstyr. Hun husker ikke, hvor meget udstyret har kostet. Foreholdt Skattestyrelsens oversigt over indsætninger, hvor det fremgår, at der er indsat 15.000 kr. hver måned, har han forklaret, at det var det beløb, man måtte sætte ind i banken. Han havde pengene liggende hjemme, da ingen banker i dag tager imod kontanter. 15.000 kr. var det beløb, man maksimalt måtte indsætte pr. gang hver 14 dag. Han havde bank ved F1-bank på Y2-adresse. Han ved ikke, om der fandtes andre banker, der ville tage imod kontanter. Artiklen fra Børsen omhandler en anden sag, som blev afgjort ved retten i mandags. Han blev dømt, men sagen er anket til landsretten. Parternes synspunkter A har i sit påstandsdokument anført: "… 4 ANBRINGENDER Det gøres helt overordnet gældende, at de i sagen omhandlede kontantindsætninger ikke udgør skattepligtig indkomst for A, jf. statsskattelovens § 4, smh. personskattelovens § 3, stk. 1. Der er derimod tale om kontanter, der hidrører fra bl.a. salg af privat indbo, jf. statsskattelovens § 5. Det gøres på baggrund af de faktiske forhold beskrevet ovenfor gældende, at der er en klar formodning for, at de i sagen omhandlede kontantindsætninger i den pågældende størrelsesorden, ikke er skattepligtige, idet der henses til niveauet af A’s indtægts- og formueforhold, jf. bl.a. Bilag 4 og 5. Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, jf. Bilag 3, at sagen er opstartet som en afledt sag til en anden Politisag, hvor Skattestyrelsen har deltaget. Sagen er således opstartet i Skattestyrelsens afdeling for "særlig kontrol" , hvilket indikerer, at sagen er iværksat med pønalt øjemed. Dette har naturligvis haft betydning for Skattestyrelsens tilgang til sagen og til skattemyndighedernes bevismæssige vurdering. Det gøres gældende, at der er tale om et meget begrænset omfang af kontantindbetalinger - under 10 pr. år - hvilket ligeledes understøtter, at der er tale om helt legitime og sædvanlige kontantindsætninger, som ikke udgør skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4. Sammenholdes dette med de øvrige oplysningerne fra A om, at beløbene er indsat i forbindelse med salg af privat indbo, rideudstyr og udlæg mv., så er der ikke grundlag for de gennemførte forhøjelser, jf. Bilag 2 og statsskattelovens § 5. Faktum vil desuden blive underbygget ved A’s partsforklaring, der skal tillægges bevisværdi, idet parter tillige er underlagt sandhedspligt, jf. retsplejelovens § 305, jf. § 181, jf. straffelovens § 158. Partsforklaringer tillægges også betydning i skattesager, jf. eksempelvis Landsskatterettens afgørelse af den 2. maj 2022 med journalnummer 18-0026994 , hvor Landsskatteretten bl.a. udtalte følgende: " En række af bankindsætningerne anses derimod efter blandt andet en helt konkret vurdering af bankkontoudskrifterne og klagerens troværdige og sammenhængende forklaring på retsmødet at udgøre allerede beskattede midler, interne overførsler eller ikke skattepligtige indsætninger." (min understregning) Endvidere kan henvises til SKM2025.674.BR , hvor der fremgår følgende: "Det lægges efter B’s forklaring til grund, at landbruget ved overtagelsen krævede investeringer." 4.1 Skønsmæssig nedsættelse Det gøres under alle omstændigheder gældende, at der som minimum skal ske en skønsmæssig nedsættelse af den gennemførte beskatning, idet det må lægges til grund, at i hvert fald en del af indsætningerne er skattefrie. Det er således urimeligt, at A som privatperson slet ikke anerkendes nogle kontantindsætninger. Der er som anført tale om under 10 kontantindsætninger pr. indkomstår. Det er usandsynligt, at man som privatperson ikke har nogle kontantindsætninger. Endvidere må der for de eventuelle resterende indsætninger, der af Retten vurderes for skattepligtige, foretages et skøn over udgifterne forbundet med indtægtserhvervelsen, da det i sig selv er usandsynligt, at en indtægt kan erhverves uden en tilsvarende udgift, jf. statsskattelovens § 6. Det gøres i den forbindelse gældende, at skattemyndighederne skal foretage en virkelighedsnær skatteansættelse, jf. bl.a. SKM2013.572.VLR , SKM2013.493.VLR , SKM2013.613.ØLR og SKM2014.823.ØLR . Beskatningen skal således tillige nedsættes med disse udgifter, da det følger af nettoindkomstprincippet, at der alene skal ske beskatning af en eventuel nettoindkomst, jf. Den Juridiske Vejledning C.A.1.1 . Indkomstbegrebet. 4.2 Usædvanligt kontantmiljø Det bestrides, at A har befundet sig i et usædvanligt kontantmiljø som postuleret af Skatteministeriet. Det gøres gældende, at de to artikler fremlagt af Skatteministeriet, jf. bilag A og B, ikke dokumenterer dette allerede af den grund, at der er tale om medieomtale af uafgjorte sager. Tværtimod fremgår det af artiklerne, at A har udtalt, at han mener, at de omhandlede salg er sket i overensstemmelse med gældende retningslinjer, ligesom sagerne ud fra artiklerne i hovedsagen ses at angå moms. Artiklerne kan derfor ikke tillægges nogen betydning og medfører således ikke en skærpet bevisbyrde for A i denne sag. Uanset hvad gøres det gældende, at A har bevist, at han ikke skal beskattes af indsætningerne. …" Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført: "… 3. ANBRINGENDER Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er skattepligtig af kontantindsætningerne, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, og personskattelovens § 3, stk. 1. Det er nærmere Skatteministeriets opfattelse, at A ikke har bevist, at de indsatte beløb er skattefrie eller allerede beskattede midler. Skatteankenævn Aarhus’ afgørelse (bilag 1) er derfor korrekt, og Skatteministeriet skal således frifindes, jf. nærmere nedenfor. 3.1 Den retlige ramme Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1. Det påhviler den skattepligtige at selvangive sin indkomst, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 1. Hvis det konstateres, at en skattepligtig har haft indsætninger på sin bankkonto af en vis størrelse eller af en vis hyppighed, som ikke ses at være selvangivet, påhviler det den skattepligtige at bevise, at disse indsætninger stammer fra beskattede eller skattefrie midler, jf. f.eks. UfR 2011.1599 H og UfR 2009.163 H. Den skattepligtiges forklaringer om indsætningerne skal være bestyrket af objektive kendsgerninger, jf. f.eks. UfR 2011.1599 H, SKM2024.388.ØLR , SKM2022.105.VLR ( SKM2021.374.BR ) og SKM2016.327.ØLR . Hvis den skattepligtige afgiver skiftende forklaringer under sagen, tillægges det ved bevisvurderingen vægt til skade for den skattepligtige, jf. f.eks. SKM.2021.443.ØLR SKM2017.407.ØLR ( SKM2017.120.BR ). 3.2 Indsætningerne er skattepligtige A har ubestridt systematisk i en periode på 11 måneder indsat 15.000 kr. kontant på sin bankkonto ved månedsskiftet med undtagelse af én måned, hvor der er indsat samlet 14.000 kr., jf. Skattestyrelsens oversigt over indsætninger fremlagt som bilag 2 til Skattestyrelsens afgørelse (bilag 2, s. 46). Der er således tale om en længere periode med regelmæssige indsætninger både for så vidt angår hyppighed og beløbsstørrelse. Indsætningsmønsteret i sig selv gør indsætningerne usædvanlige. Hertil kommer, at antallet af indsætninger er betydelige og ikke af " et meget begrænset omfang" , som A (stævningen, s. 5, 3. afsnit) omtaler de 13 indsætninger. Størrelsen på indsætningerne (samlet 164.000 kr.) er også betydelig; ikke mindst henset til, at der er tale om indsætninger af kontanter. På denne baggrund påhviler det A at bevise, at kontantindsætningerne stammer fra skattefrie eller allerede beskattede midler. A’s bevisbyrde herfor er skærpet, idet han tilsyneladende har befundet sig i et miljø med ikke bogførte kontanter, jf. artikel fra (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) "Rolex-forhandler anker skattesag efter regning på 5 mio. kr." af 20. oktober 2025 (bilag B, s. 2, 11. afsnit) og artikel fra (red.hjemmeside.nr.2.fjernet) "Medie afslører: Aarhusiansk urforhandler tiltalt for svindel i millionklassen" (bilag A). A har - uagtet om den er skærpet eller ej - ikke løftet sin bevisbyrde. A’s forklaring (stævningen, s. 5, 4. afsnit) om, at indsætningerne er indsat i forbindelse med "salg af privat indbo, rideudstyr og udlæg mv." er ikke bestyrket af objektive kendsgerninger. Forklaringen hænger heller ikke sammen med indsætningsmønsteret, hvor der hver måned - med en enkelt undtagelse - er indsat det nøjagtig samme runde beløb. Det er intet grundlag for A’s postulat (stævningen, s. 5, 2. afsnit) om, at det har påvirket Skattestyrelsens bevisvurdering, at sagen er opstartet i afdelingen for særlig kontrol. Størrelsen på A’s indtægts- og formueforhold giver ikke en formodning for endsige beviser, at indsætningerne ikke er skattepligtige, hvorved bemærkes at det skattemæssige beviskrav ikke gradueres efter den skattepligtiges indtægts- og formueforhold. A’s indtægt- og formueforhold er desuden udokumenterede. Ingen af A’s indsigelser ændrer således på, at A ikke har bevist, at indsætningerne ikke er skattepligtige. Der er intet grundlag for skønsmæssigt at anerkende, at en del af indsætningerne er skattefrie, som A subsidiært har gjort gældende (stævningen s. 5., tredje- og andensidste afsnit). Der er heller intet grundlag for, at A er berettiget til et skønsmæssigt ansat fradrag for afholdte udgifter til erhvervelsen af kontantindsætningerne, sådan som han - som et nyt anbringende ved indbringelsen af sagen for domstolene - mere subsidiært har gjort gældende, jf. stævningen, s. 5, sidste afsnit ff. Det påhviler A at godtgøre, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter, og at fradragsbetingelserne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er opfyldt, jf. f.eks. UfR 2004.1516 H, SKM2022.105.VLR og SKM2024.593.ØLR . Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at det er sandsynligt, at der er afholdt en udgift. Det skal generelt kunne dokumenteres, hvad udgiften konkret har været, jf. UfR 2009.476/2 H og TfS 1998.447 V om de almindelige skatteretlige dokumentationskrav. Dette klare udgangspunkt indebærer, at såfremt den skattepligtige ikke bidrager med konkrete oplysninger, som kan danne grundlag for skattemyndighedernes udøvelse af et så virkelighedsnært skøn som muligt, er den skattepligtige ikke berettiget til et skønsmæssigt fradrag, jf. f.eks. SKM 2024.593.ØLR, landsrettens dom i UfR 2016.483 H (Højesteret afgjorde sagen på et andet grundlag end landsretten), SKM2015.404.VLR og SKM2020.252.ØLR . A har hverken bevist, at han har haft fradragsberettigede udgifter til erhvervelsen af kontantindsætningerne, eller påvist et grundlag for en skønsmæssig ansættelse af fradraget. A har end ikke forklaret, hvad de påståede fradragsberettigede udgifter vedrører. Den landsretspraksis, som A har henvist til (stævningen s. 6, 1. afsnit), støtter ikke heroverfor, at han har ret til fradrag. Endelig bemærkes det, at A ikke kan løfte sin bevisbyrde i forhold til indsætningernes karakter eller i øvrigt de påståede fradragsberettigede udgifter hverken på baggrund af vidneforklaringer eller (endnu mindre) sin egen partsforklaring uden fremlæggelse af understøttende objektiv dokumentation, jf. f.eks. UfR 2009.476/2 H og SKM2017.142.ØLR . Landsskatterettens afgørelse af 2. maj 2019 (sagsnummer 16-0125544), som A har fremhævet i stævningen (s. 5, 5. afsnit), er konkret begrundet, og giver ikke grundlag for, at A’s forklaring ikke skal være bestyrket ved objektive kendsgerninger. 3.3 Ikke grundlag for hjemvisning Der ikke er grundlag for at hjemvise sagen. En hjemvisning forudsætter, at en fornyet administrativ behandling af sagen er påkrævet, hvilket A ikke har bevist er tilfældet. A har da heller ikke fremsat nogen anbringender til støtte for sin subsidiære påstand. …" Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Efter statsskattelovens § 4 betragtes med de i bestemmelsen fastsatte undtagelser og begrænsninger som skattepligtig indkomst den skattepligtiges indkomst, den skattepligtles samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi. Det kan lægges til grund, at der hver måned på A’s bankkonto i perioden 25. juni 2021 til 6. maj 2022 kontant blev indsat 15.000 kr. med undtagelse af juli 2021, hvor der alene blev indsat 14.000 kr. Der er i perioden samlet i alt indsat 164.000 kr. på A’s bankkonto. Det påhviler herefter A at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler. A har forklaret, at beløbene stammer fra datterens konfirmationsgaver, salg af rideudstyr og salg af et ur. Datteren blev konfirmeret for cirka 4 år siden og fik cirka 65.000 kr. i kontanter, som han løbende har indsat på sin konto. Han kunne ikke indsætte pengene kontant, da banken var kontantløs. Han har ingen bilag på salget af rideudstyr, da det er hustruen og datteren selv, der har solgt udstyret. A har fremlagt årsregnskaber for G1-virksomhed for regnskabsårene 1. juni 2021 til 31. maj 2022 og 1. juni 2022 til 31. maj 2023. Retten finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at A’s forklaring omkring indsætninger på bankkontoen er tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Oplysninger omkring A’s selskabs økonomi ændrer ikke herved. A har endvidere ikke ført bevis for, at han har haft fradragsberettigede udgifter til opnåelsen af beløbet. Det er derfor ikke bevist, at A ikke er skattepligtig af det fulde beløb på 164.000 kr., jf. statsskattelovens § 4 . Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge. Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 25.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet frifindes. A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 25.000 kr. Beløbene skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

SKM2026.481.BR — Kontantindsætninger – fradragsberettigede udgifter · skattewiki.dk