Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.476.LSR

Nægtelse af registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport – Inddragelse af selskabets registrering for moms

Myndighed
Landsskatteretten
Dokumenttype
Afgørelse
Afsagt
10. august 2026
Offentliggjort
30. september 2026
Emneord
Nægtelse, registrering, A-skat, AM-bidrag, import og eksport, inddragelse, momsregistrering, afregistrering
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet et selskabs anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport, og at Skattestyrelsen samtidig havde inddraget selskabets registrering for moms. Landsskatteretten fandt efter en samlet konkret vurdering, at direktøren - uanset den formelle registrering - ikke udgjorde den reelle ejer og ledelse af selskabet, herunder bl.a. da selskabet ikke havde godtgjort, at der var sket en reel overdragelse af anpartskapital fra anpartshaveren til direktøren. Selskabet havde derfor afgivet urigtige oplysninger om, hvem der ejede og deltog i ledelsen af selskabet, hvilket havde medført en forkert registrering i Det Centrale Virksomhedsregister, og det kunne samtidig under de foreliggende omstændigheder tilregnes selskabet som mindst groft uagtsomt, hvorfor betingelserne efter opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, for ikke at imødekomme selskabets anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag og import og eksport var opfyldt. Endvidere fandt retten på samme grundlag, at betingelserne efter opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, for tillige at inddrage selskabets eksisterende registrering for moms var opfyldt. Retten lagde herved vægt på, at ordlyden af bestemmelsen i opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, omfattede både nægtelse af registrering og inddragelse af registrering, og det ikke af hverken lovens ordlyd eller forarbejderne hertil fremgik, at bestemmelsens anvendelsesområde var begrænset til registreringer, som der konkret var afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med. Det fremgik derimod, at bestemmelsen også fandt anvendelse i forhold til eksisterende registreringer, hvorfor også selskabets eksisterende momsregistrering i den foreliggende situation måtte anses for omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Landsskatteretten tiltrådte derfor, at Skattestyrelsen både havde nægtet selskabet registrering for A-skat, AM-bidrag og import og eksport og inddraget selskabets eksisterende momsregistrering, og retten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Henviser til

Fuldtekst

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet selskabets anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport, og at Skattestyrelsen samtidig har inddraget selskabets registrering for moms. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Ifølge oplysningerne i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) blev H1 ApS (herefter selskabet) stiftet den 6. marts 2019 som et iværksætterselskab af Person1 (herefter stifteren) under selskabsnavnet H2 IVS. Selskabets kapital blev den 22. maj 2019 overdraget fra stifteren til Person2 (herefter anpartshaveren). Den 29. september 2019 blev selskabet omregistreret fra et iværksætterselskab til et anpartsselskab. Der blev i den forbindelse gennemført en kapitalforhøjelse, hvorefter den samlede anpartskapital udgjorde 40.500 kr. Videre blev anpartshaveren registreret som eneanpartshaver og direktør i selskabet, som skiftede navn til H3 ApS. Ifølge registreringerne i CVR blev 50 % af anpartskapitalen den 23. juli 2020 overdraget fra anpartshaveren til Person3 (herefter direktøren), der samme dato tiltrådte i direktionen. Der er ikke fremlagt en aftale om overdragelse af anparterne mellem anpartshaveren og direktøren, og der er heller ikke fremlagt dokumentation for betaling for overdragelsen af anparterne. I forbindelse med overdragelsen af anpartskapitalen blev selskabets navn ændret til H1 ApS. Ifølge registreringen i CVR fratrådte anpartshaveren som administrerende direktør i selskabet den 1. februar 2024. Selskabet har været registreret for moms siden den 22. maj 2019. Selskabet har anmodet om at blive registreret for A-skat, AM-bidrag og import fra den 1. april 2024 og eksport fra den 1. maj 2024. Som led i Skattestyrelsens behandling heraf blev selskabet indkaldt til et møde hos Skattestyrelsen den 22. maj 2024. Ifølge mødeindkaldelsen af 2. maj 2024 skal selskabets direktør deltage i mødet. I henhold til telefonnotat af 16. maj 2024 kontaktede anpartshaveren Skattestyrelsen med henblik på flytning af mødet til den 29. maj 2024. I den forbindelse oplyste han, at selskabet skal registreres for A-skat, da selskabet udbetaler løn til både ham og direktøren. I henhold til mødereferat af 29. maj 2024 deltog direktøren ikke i mødet, da han kun talte arabisk. Som følge af, at direktøren ikke var mødt op, blev mødet rykket til den 10. juni 2024. I henhold til mødereferatet af 10. juni 2024 blev det oplyst, at selskabet driver et lille autoværksted med service af ældre brugte biler. Serviceopgaverne består blandt andet i at skifte dæk og lygter. Selskabet har en aftale med G1 om, at de skal aflevere deres biler til selskabet. Selskabet har fremlagt en mailkorrespondance med G1 ApS, hvoraf fremgår, at biler, der har behov for rengøring og klargøring, og som ingen serviceaftale har, bliver sendt til selskabet. Om opgavefordelingen i selskabet er det oplyst, at anpartshaveren står for fakturering af kunder og korrespondance med leverandører, samarbejdspartnere og selskabets revisor. Anpartshaveren modtager ikke løn fra selskabet. Direktøren er ifølge det oplyste ansat i selskabet og varetager alle opgaver, der vedrører servicering af bilerne. Der er ikke fremlagt en ansættelsesaftale. Videre er det oplyst, at direktøren ikke er uddannet mekaniker, men at han har arbejdet som mekaniker i Land Y1 og i Land Y2. Direktøren arbejder seks til syv timer om dagen for selskabet og får udbetalt en månedsløn fra selskabet på 20.000 til 25.000 kr. Direktøren arbejder herudover cirka tre timer om dagen for G2 i hverdagene. Herudover er det oplyst, at anpartshaveren og direktøren er venner og mødte hinanden, da direktøren kom til Danmark. Under sagens behandling ved Skattestyrelsen er det konstateret, at der i henhold til Skattestyrelsens oplysninger ikke har været indberettet løn i den tid, hvor anpartshaveren og direktøren har deltaget i selskabet. Selskabets regnskabsmateriale er ikke fremlagt. Videre er det konstateret, at anpartshaveren har været registreret som ejer af og direktør i tre virksomheder/selskaber, der er opløst efter konkurs, og at anpartshaveren herudover har været registreret som ejer af og direktør i to virksomheder/selskaber, der er tvangsopløst. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har den 28. august 2024 truffet afgørelse om ikke at imødekomme selskabets anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport. Videre har Skattestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage selskabets registrering for moms, idet der groft uagtsomt er afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltager i ledelsen af selskabet eller som ansvarlig deltaget heri, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Af Skattestyrelsens begrundelse fremgår blandt andet: "… Vi kan træffe afgørelse i sager om virksomhedsregistrering. Vi skal bl.a. vurdere, om de afgivne ledelses- og ejeroplysninger i selskabet er korrekte. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at selskabet har afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltager i ledelsen af selskabet eller hvem som er ansvarlig deltager i selskabet. Derfor nægter vi selskabet registrering for moms, A-skat og am-bidrag. Dette begrunder vi i følgende: Indledningsvist finder Skattestyrelsen det yderst bemærkelsesværdigt, at det er [anpartshaveren], der deltager på mødet den 29. maj 2024, selvom det er [direktøren] der er indkaldt. Af denne årsag vælger Skattestyrelsens repræsentanter, at afbryde mødet og booke et nyt møde den 10. juni 2024 hvor selskabets direktør deltager. 1. Den 22. maj 2019 indtræder [anpartshaveren] som administrerende direktør i selskabet H4 IVS CVR: […] 2. Den 23. juli 2023 indtræder [direktøren] i direktionen i selskabet H4 IVS CVR: […] og selskabets navn ændres til [selskabet]. 3. Den 01. februar 2024 udtræder [anpartshaveren] som administrerende direktør i selskabet [selskabet] CVR: […] og derved overdrages direktørposten til [direktøren] 4. [Anpartshaveren] har været ejer siden overdragelsen af selskabet 22. maj 2019 og [direktøren] har ved sin indtræden i direktionen fået overdraget ejerandel der ifølge erhvervsstyrelsens oplysninger ligger i spændet 50-66,66% 5. [Direktøren] oplyser, at det er ham der står for service af bilerne mv. Alt hvad der har med bilerne at gøre 6. [Anpartshaveren] oplyser, at kun [direktøren] er ansat i selskabet [selskabet] CVR: […] 7. [Anpartshaveren] oplyser, at selskabet har haft drift i 3 år 7.1. Skattestyrelsen finder det bemærkelsesværdigt at selskabet har været i drift i 3 år med [direktøren] som ansat mekanikker 7.2. Skattestyrelsen kan konstaterer, at der ud fra de for Skattestyrelsens tilgængelige oplysninger aldrig har været udbetalt løn i den tid hvor [anpartshaveren] og [direktøren] har deltaget i selskabet [selskabet], CVR: […] direktion 7.3. Ifølge de for Skattestyrelsen tilgængelige informationer har selskabet med det indberettede momstilsvar, ikke haft overskud til løn i perioden 2021 - 2023, da deres differencen mellem købsmoms og salgsmoms i årene 2021 - 2023 ikke har kunne bære lønudbetalinger. 8.[Direktøren] oplyser, at han modtager ca. 20 - 25.000 kr. månedligt fra Værkstedet 8.1. Skattestyrelsen finder det højst bemærkelsesværdigt, at [direktøren] oplyser, at han får betaling fra værkstedet, som Skattestyrelsen opfatter som lønudbetalinger, vel at mærke henset til, at selskabet ikke er registreret for A-skat og am-bidrag. 9. [Anpartshaveren] oplyser, at hans rolle i selskabet er at han står for faktureringer til kunderne samt leverandørerne/samarbejdspartnere. Står for dialog med revisor. Har kontakten ud af huset. 9.1. Skattestyrelsen kan konstatere, at det er [anpartshaveren] der repræsenterer selskabet udadtil over for kunder og leverandører administrativt 10. [Anpartshaveren] oplyser, at selskabet har udgifter for ca. 15.000,00 kr. månedligt 10.1. Skattestyrelsen har ikke kunne verificerer denne påstand, da selskabets ledelse ikke har fremsendt selskabets regnskabsmateriale eller kontoudtog. 11. Skattestyrelsen har ikke modtaget selskabets kontoudtog eller regnskabsmateriale 12. Skattestyrelsen kan konstatere, at selskabet forventer et underskud i 2024 pålydende -123.000 kr. hvilket ikke vidner om en sund forretning der har været i gang fra den 22. maj 2019. Skattestyrelsen kan konstatere, at medejer [anpartshaveren] i selskabet [selskabet] CVR: […] er forbundet med virksomheder og selskaber, der er gået konkurs, tvangsopløst, frataget pligter eller er blevet nægtet registrering for pligter. Skattestyrelsen finder ikke, at selskabets nuværende registreret direktør (navn undladt), er den reelle ledende og afgiftspligtige person i selskabet [selskabet] CVR: […], hvilket begrundes i, at ved mødet hos Skattestyrelsen kunne direktør (navn undladt) kun svare på personlige eller mekanisk faglige spørgsmål. [Direktøren] havde ikke overblik over selskabets økonomi og kunne ikke kaste lys over selskabets dispositioner. [Direktøren] fremstod som lønansat og ikke som selskabets direktør. Derimod fremstod [anpartshaveren] ved mødet med Skattestyrelsen, som den person der vidste hvorledes selskabet blev drevet. [Anpartshaveren] svarede på hovedparten af spørgsmålene og tog over for [direktøren] når han ikke havde et svar. I perioden 22. maj 2019 til 01. februar 2024 har [anpartshaveren] været registeret som administrerende direktør, og derved været ansvarlig for selskabet [selskabet]’ CVR: […] økonomi og drift. Den 23. juli 2020 træder [direktøren] ind i ejerkredsen og driften forsætter under [anpartshaverens] ledelse frem til 01. februar 2024. På mødet den 10. juni 2024 oplyser nuværende direktør (navn undladt) at det er ham der er ansat som mekanikker i selskabet og at han har modtaget 20-25.000 kroner i løn månedligt for sit arbejde. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at [anpartshaveren] har forsøgt at slører sin rolle i driften af selskabet [selskabet] CVR: […], ved at udtræde som administrerende direktør pr. den 01. februar 2024. Skattestyrelsen finder, yderligere, at der i regnskaberne i perioden 2019 - 2023 ikke har anført udgifter til løn eller indtægter der kan dække lønninger i størrelsesordenen 240.000 årligt. Skattestyrelsen må som følge heraf kunne konkluderer, at [anpartshaveren] har drevet uregistreret drift i selskabet [selskabet] CVR: […] og har undladt, at betale den skyldige A-skat for sin medarbejder i perioden. Skattestyrelsen finder ikke, at det eftersendte materiale samt [anpartshaveren] og [direktørens] udlægning af sagen på mødet hos Skattestyrelsen den 10. juni 2024, fyldestgørende underbygger påstand om, at det er [direktøren], der er den reelle direktør for selskabet [selskabet] CVR: […]. Skattestyrelsen finder samtidig det faktum, at selskabet ikke har indsendt kontoudtog og regnskabsmateriale højst bemærkelsesværdigt. Med henvisning til ovenstående begrundelse træffer Skattestyrelsen afgørelse om, at selskabet [selskabet] CVR: […] ikke kan bliver registreret for A-skat og am-bidrag import og eksport. Yderligere træffer Skattestyrelsen med henvisning til ovenstående begrundelse afgørelse om, at selskabet [selskabet] CVR: […] får inddraget sin nuværende momsregistrering med henvisning til, at [anpartshaveren] & [direktøren] har afgivet urigtige oplysninger om selskabets ledelse til Skattestyrelsen på mødet den 10. juni 2024. …" Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt, at Skattestyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling af 5. november 2025 og dennes begrundelse. Skattestyrelsens supplerende udtalelse til selskabets bemærkninger til sagen I forbindelse med høring over repræsentantens indlæg af 28. maj 2026 og dertilhørende materiale har Skattestyrelsen den 12. juni 2026 udtalt følgende: "… I ovennævnte sag har klagerens repræsentant fremsendt et ganske omfangsrigt materiale til Skatteankestyrelsen, som efter repræsentantens opfattelse bør føre til, at Skattestyrelsen skal omgøre vores oprindelige afgørelse i sagen. Dette materiale var ikke oprindeligt til stede på afgørelsestidspunktet. Skattestyrelsen kan ikke i detaljer forholde os til det fremlagte materiale i forbindelse med sagens afgørelse for Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten, men vi kan dog konstatere følgende i forhold til det fremlagte: Skattestyrelsen finder ikke, at klagerens repræsentant har fremlagt en dokumentation, der tilbageviser de forhold, som Skatteankestyrelsen har beskrevet i sin kontorindstilling. Skattestyrelsen finder således ikke, at det er dokumenteret, at 1. 1. Der foreligger en formel aftale om overdragelse af anparterne mellem anpartshaveren og direktøren, og der er heller ikke fremlagt dokumentation for betaling heraf. 2. 2. Forløbet under Skattestyrelsens sagsbehandling af registreringsanmodningen, herunder at selskabets regnskabsmateriale ikke er fremlagt, og at det oplyste om lønudbetalinger fra selskabet til direktøren ikke stemmer med skattestyrelsens oplysninger samt det oplyste om opgavefordelingen mellem anpartshaveren og direktøren Ad 1) I forhold til denne dokumentation henviser vi samtidig til Skatteankestyrelsens kontorindstilling i sagen, hvor det anføres, at: " Ifølge oplysningerne registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, har anpartshaveren i perioden fra 22. maj 2019 til 23. juli 2020 været eneanpartshaver og direktør i selskabet. 50 % af anpartskapitalen er den 23. juli 2020 registreret overdraget fra anpartshaveren til direktøren, der samme dag tiltrådte direktionen i selskabet. Der er ikke fremlagt en aftale om overdragelse af anparterne mellem anpartshaveren og direktøren, og der er heller ikke fremlagt dokumentation for betaling heraf. Anpartshaveren er den 1. februar 2024 registeret udtrådt som direktør i selskabet". Ad 2) Klagerens repræsentant medgiver i det fremsendte materiale, at der ikke oprindeligt er fremlagt tilstrækkeligt regnskabsmateriale mv. Denne dokumentation er - efter klagerens repræsentant opfattelse - fremsendt i forbindelse med skrivelsen af 28. maj 2026. Skattestyrelsen finder på denne baggrund, ligesom Skatteankestyrelsen, at det var berettiget, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet selskabets anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Videre finder Skattestyrelsen, at det også er med rette, at Skattestyrelsen har inddraget selskabets registrering for moms, da denne er opnået uretmæssigt ved handlinger, der kan tilregnes selskabet som værende mindst groft uagtsomme, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Skattestyrelsen fastholder således i det hele vores afgørelse. …" Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet skal registreres for A-skat, AM-bidrag, import og eksport samt moms med tilbagevirkende kraft eller fra datoen for afgørelsen. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling. Til støtte herfor er det blandt andet anført: "… Skattestyrelsen har mulighed for at nægte en registrering, hvis der foreligger alvorlige indicier på, at registreringen ville blive anvendt svigagtigt eller selskabet ikke har angivet den reelle indeholdelsespligtige (ledelse) eller selskabets reelle adresse. Det er selskabets opfattelse at Skattestyrelsen ikke har sandsynliggjort at der i nærværende sag foreligger alvorlige indicier for at registreringen vil blive anvendt svigagtigt. Det er selskabets opfattelse at registreringen er korrekt. Selskabet kar drevet virksomhed i flere år og har foretaget bogføring, indberetning og indbetaling af moms på fuldstændig sædvanlig vis. Det bestrides at [direktøren] er blevet indsat som en stråmandsdirektør. [Anpartshaveren] ejer selskabet sammen med [direktøren] med havdelen til hver. …" Selskabets yderligere bemærkninger til sagen Repræsentanten har den 28. maj 2026 frafaldet anmodningen om retsmøde. Repræsentanten har den 28. maj 2026 blandt andet fremsendt direktørens tidligere lønsedler, selskabets budget for indkomståret 2024, selskabets kontoudtog samt flere fakturaer og mailkorrespondancer. Videre har repræsentanten fremsat følgende bemærkninger: "… 1. Sagens problemstilling Problemstillingen i sagen er, hvorvidt direktøren for og 50%'s ejeren af [selskabet] har givet urigtige oplysninger om løn, skatte- og ledelsesforhold i selskabet, og om det i givet fald berettiger Skattestyrelsen til dels at nægte registrering for A-skat, am-bidrag og import/eksport dels at fratage selskabet sin eksisterende momsregistrering. Der skal dels foretages en bevisvurdering, dels en proportionalitetsvurdering, idet forvaltningen har pligt til at vælge den mindst indgribende løsning, som opfylder det aktuelle formål (eks. krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for A-skatteregistrering eller bevarelse af momsregistrering i stedet for nægtelse og inddragelse af eksisterende registrering). De væsentlige punkter i skattestyrelsens begrundelse er, at der er rejst tvivl om, hvorvidt direktøren reelt er den daglige leder med kompetence til at disponere på selskabets vegne, dels om der er afgivet korrekte oplysninger om udbetaling af løn. Der er ikke under sagsbehandlingen ved Skattestyrelsen — i fuldt omfang - fremlagt det af Skattestyrelsen forlangte materiale, idet der mangler regnskabsmateriale og bankkontoudtog for det seneste år. Dette fremlægges sammen med denne klageskrivelse. Derudover mangler baggrundsmateriale og oplysninger om det historiske forløb både for selskabet og for sagens to hovedpersoner, [direktøren] og [anpartshaveren], og om årsagen til anmodningen om udvidelsen af registreringen til også at omfatte A-skat, am-bidrag samt import og eksport. Disse oplysninger fremkommer ligeledes ved dette indlæg. … 3. Om [direktøren], Adresse Y1, By Y1. Det overordnede formål med dette afsnit er at dokumentere, at [direktøren] har været i stand til at forsørge sig selv uden løn fra [selskabet]. Desuden skal afsnittet illustrere, at [direktøren] har været i stand til (med den nødvendige bistand fra rådgivere) at drive H5 ApS i henhold til gældende regler, herunder at angive og betale A-skat, moms rettidigt og indlevere årsrapporter til Erhvervsstyrelsen på korrekt måde. [Direktøren] er født i Land Y1 den [dato] 1987, og således 39 år. Han har ingen formel uddannelse, men er autodidakt indenfor transport og kurerkørsel samt værkstedsservice af mindre lastbiler og personbiler (mekaniker). Han flyttede fra Land Y1 til Land Y2 i 2011, opnåede Land Y2 statsborgerskab og boede og arbejdede i Land Y2 i perioden frem til 2014. Herefter flyttede han til Danmark. [Direktøren] er ikke PEP (Politisk Eksponeret Person). Han har aldrig modtaget social bistand, arbejdsløshedsunderstøttelse eller andre ydelser fra det offentlige i Danmark. [Direktøren] er gift med Person4, som arbejder som […] i […] med en indtægt på 25.500 kr. pr. måned. Kopi af Person4s årsopgørelser for 2023, 2024 og 2025 fremlægges som bilagene 3.1, 3.2 og 3.3. [Direktøren]'s skattepligtige indkomst (ifølge skattemappen) har i perioden været følgende: År 2020 2021 2022 2023 2024 2025 Løn mv. DKK 294.148 31.811 69.552 175.054 95.323 Kopi af [direktørens] lønsedler perioden januar 2024 til og med april 2025 fra H5 ApS fremlægges som bilag 3.4. Bilaget består af i alt 10 sider med lønsedler fra perioden. Han har været erhvervsdrivende med kurerservice via sit dengang 100% ejede selskab, H5 ApS (cvr.nr. […]) i perioden 29. januar 2020 til 1. maj 2025. Selskabet har i en del af perioden haft 2 ansatte (udover [direktøren] selv). Dette selskab har ikke på noget tidspunkt haft problemer i forhold til indberetning og betaling af A-skat, am-bidrag og moms. [Direktøren] har således i praksis bevist, at han på ansvarlig og forsvarlig vis kan drive et selskab. [Direktøren] solgte H5 ApS til Person5, fordi han ønskede at trappe ned med kurerkørsel og starte et værksted for bl.a. mindre lastbiler. Ved overdragelsen den 2. maj 2025 skyldte selskabet 0,00 kr. i moms og A-skat. Se nærmere om H6 ApS nedenfor under punkt 6. [Direktøren] kendte Person5 fra kurer-branchen. Person5 tiltrådte som direktør og ændrede navnet på selskabet til H6 ApS. Selskabets status er ifølge Erhvervsstyrelsen "normal". [Direktøren] erhvervede 50% af [selskabet] for sammen med [anpartshaveren] at opbygge et serviceværksted for kurerlastbiler mv. [Anpartshaveren] havde en bred berøringsflade indenfor kurerbranchen, bl.a. i kraft af hans daværende stilling hos G3, som er G2-partner. Person3 havde viden om lastbiler, erfaring som mekaniker og et ønske om at opbygge et værksted, som han på sigt kunne leve af. Om [selskabet], se nedenfor under punkt 5. Fuldstændigt udskrift fra Erhvervsstyrelsen for [direktøren] fremlægges som bilag 3.5. Det viser, at [direktøren] alene har haft relationer til H6 ApS og [selskabet], samt at i en periode på 7 måneder i 2019-2020 drev virksomhed i et personligt firma. Fuldstændigt udskrift for H6 ApS (tidligere H5 ApS) cvr.nr. […] fremlægges som bilag 3.6. 4. Om [anpartshaveren], Adresse Y2, By Y2 Det overordnede formål med dette afsnit er at dokumentere, at [anpartshaveren] har været i stand til at forsørge sig selv uden at modtage løn fra [selskabet]. Desuden er formålet at illustrere [anpartshaverens] relation til de selskaber, som Skattestyrelsen forbinder ham med i relation til konkurser og tvangsoplysninger, nemlig at lukningerne af selskaberne er sket lang tid efter at [anpartshaveren] var ejer af eller direktør for disse. [Anpartshaveren] er dansk statsborger, født i Land Y3 og flyttede til Danmark for 16 år siden. Han har boet i Land Y2 siden 2022. Han har (ifølge skattemappen) haft følgende skattepligtige indtægter i den relevante periode: År 2021 2022 2023 2024 Lønindkomst mv. DKK 721.318 872.464 601.086 660.312 Lønindtægterne stammer fra både egne virksomheder og ansættelser, og har således ikke relation til [selskabet]. [Anpartshaveren] har ikke haft behov for at få løn eller andet vederlag for sit (begrænsede) administrative arbejde for [selskabet] i opstartsfasen. Da Skattestyrelsen har fremhævet [anpartshaverens] forbindelse til "virksomheder og selskaber, der er gået konkurs, tvangsopløst, frataget pligter eller er blevet nægtet registrering for pligter", følger nedenfor en gennemgang af de selskaber, som han har været ejer af eller direktør for. Det bemærkes indledningsvis, at den gennemgående historik for alle selskaber er, at de først er gået konkurs eller tvangsopløst lang tid efter (i flere tilfælde halvandet til tre år efter), at [anpartshaveren] er udtrådt som ejer og/eller direktør. […] IVS cvr.nr […] (tidligere […] IVS) — tvangsopløst 13. december 2021. Begæringen om tvangsopløsning blev indgivet den 24. august 2021. På daværende tidspunkt var [anpartshaveren] ikke længere direktør eller ejer af selskabet. [Anpartshaveren] fratrådte som direktør den 24. februar 2020, altså halvandet år før selskabet blev begæret tvangsopløst. På tidspunktet for tvangsopløsningen var selskabet ejet af Person6. Det var Person6, der var direktør for selskabet. […] ApS, cvr.nr. […] — opløst efter konkurs den 16. juli 2025. Konkursen indtrådte den 13. maj 2025. På dette tidspunkt var [anpartshaveren] ikke længere direktør for selskabet, idet han var fratrådt allerede den 12. august 2022, altså ca. 3 tidligere. Det var Person7, der havde drevet selskabet siden han tiltrådte som direktør den 12. august 2022. Selskabet er stiftet af [anpartshaveren] den 21. februar 2019 under navnet […] IVS. […] IVS cvr.nr. […] — opløst efter konkurs den 24. november 2021. Selskabet er stiftet af Person8 den 11. marts 2019. [Anpartshaveren] har erhvervet selskabet pr. 23. maj 219 og er samtidig tiltrådt som direktør, hvor selskabet skiftede navn til […] IVS. Dette varede i ca. 3 måneder. [Anpartshaveren] fratrådte som direktør den 29. august 2019, hvor Person9 tiltrådte som direktør. Person9 erhvervede hele selskabskapitalen pr. 4. februar 2020. Den 4. februar 2020 fratrådte Person9 som direktør, og Person10 tiltrådte som direktør, hvor han ligeledes samtidig erhvervede hele selskabskapitalen. Selskabet blev oversendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen ved anmodning af 26. oktober 2020. På dette tidspunkt havde selskabet været ejet og ledet af to andre personer igennem en periode på mere end et år. […] ApS cvr.nr […] er stiftet den 11. marts 2019 af Person11 og taget under konkursbehandling den 10. november 2025. [Anpartshaveren] har været ejer og direktør i 27. maj 2029 til 29. august 2019, altså ca. 3 måneder. Der er efterfølgende sket ejerskifte og direktørskifte 2 gange til først Person12 og senere Person13. Da selskabet tages under konkursbehandling har [anpartshaveren] således ikke haft ejerandel eller været direktør i mere end 6 år. […] IVS, cvr.nr. […] — er stiftet den 25. marts 2019 af […] ApS under navnet […] IVS med Person14 som direktør og taget under konkursbehandling 23. maj 2022. [Anpartshaveren] er tiltrådt som direktør den 30. september 2020, hvor han også erhvervede hele selskabskapitalen. Han fratrådte som direktør mindre end 2 måneder senere, den 26. november 202O. Den næste registrerede ejer er Person15 pr. 29. april 2021. Efter at [anpartshaveren] fratræder som direktør (og ejer) har følgende været direktør for selskabet: Person16, Person17 og Person15. Da selskabet går konkurs har [anpartshaveren] således ikke haft ejerandel eller været direktør i halvandet år. […] ApS, cvr.nr. […] — er stiftet af […] ApS den 2. april 2019 med Person14 som direktør. Selskabet er tvangsopløst den 8. december 2021. [Anpartshaveren] har været direktør og ejer af selskabet i ca. 3 måneder, nemlig i perioden 30. september 2020 til 3. januar 2021. Da selskabet tvangsopløses, har der Person18 været ejer og direktør i ca. 1 år. Baggrunden for [anpartshaverens] tilknytning til de ovenfor nævnte selskaber har gennemgående været, at han — fejlagtigt — var af den opfattelse, at han kunne tjene minde beløb på at købe og videresælge dem. Han er for 4-5 år siden ophørt med denne form for virksomhed, da den ikke førte til det ønskede resultat, men tværtimod medførte problemer. 5. Om [selskabet] [Direktøren] erhvervede 50% af [selskabet] den 23. juli 2020 af [anpartshaveren], idet parterne havde aftalt at de skulle forsøge at opbygge et serviceværksted for (bl.a.) kurerbiler. [Direktøren] havde indtil dette tidspunkt kørt kurerkørsel, og havde et ønske om at trappe ned med kurerkørslen og arbejde mere stationært på et værksted. [Anpartshaveren] havde et bredt kontaktnet til kurerfirmaer i kraft af sit arbejde i branchen (på kontoret), og de to parter regnede med, at han kunne skaffe de første kunder. [Direktøren] havde også kontakter i kurerbranchen i kraft af sit arbejde som chauffør. I opstartsperioden var det hensigten, at [direktøren] skulle arbejde deltid som kurer, og få løn herfor fra sit selskab, H5 ApS (cvr.nr. […]). Dette skete rent faktisk. Da begge ejere havde indkomst fra andre jobs, var det ikke nødvendigt at udbetale løn fra [selskabet]. Det er baggrunden for, at selskabet ikke blev registreret for A-skat og am-bidrag på dette tidspunkt. Målsætningen for virksomheden var således, at oparbejde en kundekreds bestående af erhvervsaftaler samt et antal privatkunder, således at der var en rimelig sikkerhed for at [selskabet] i første omgang kunne deltidsansætte [direktøren] og på længere sigt fuldtidsansætte ham med fuld løn. Efter en indledende periode med opbygning af kundeportefølje dels af erhvervsaftaler, dels af et antal privatkunder og derigennem stabilisering af driften, besluttedes det at selskabet skulle registreres for A-skat og am-bidrag, således at der fremadrettet kunne udbetales løn til [direktøren]. Dette skulle i første omgang være på deltid og på sigt på fuld tid. Det er på grund af de nye indgåede erhvervsaftaler, at virksomheden øger sin omsætning i 2024 og derfor i 2024 ansøger om registrering som arbejdsgiver (A-skat og am-bidrag). Den til Skattestyrelsen indsendte saldobalance for perioden 1/1 til 30/6-2024 (bilag 5.1) viser et overskud før skat på 300.134 kr., ligesom det indsendte budget viser et — forsigtigt sat— overskud for hele 2024 på 123.000. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Skattestyrelsens sagsbehandlere ikke kan læse budgettet korrekt, idet det i forslaget til afgørelse på side 5 anføres, at: "Skattestyrelsen kan konstatere, at selskabet forventer et underskud i 2024 pålydende ­123.000 kr. hvilket ikke vidner om en sund forretning der har været i gang siden 2021" Forklaringen på at der står minus foran resultatet er den simple, at man starter med omsætning på side 1 i øverste linje, hvor der også står minus foran. Indtægter står i kredit og udgifter står i debet. Man starter altså med en omsætning på -1.140.000 (= indtægt), og herfra trækkes de forskellige udgifter, som ikke overstiger 1.140.000 kr. derved fremkommer resultatet på -123.000 kr. (= overskud). I forbindelse med køb af et værktøj til værkstedet hos det engelske selskab […], United Kingdom til en pris ad 1.507,00 kr. (faktura af 27. marts 2024 fremlægges som bilag 5.2), fremkom der en meddelelse fra FedEx Express Danmark ApS den 28. marts 2024 med tilhørende told-tag (bilag 5.3) med oplysning om, at [selskabet] ikke var importørregistreret hos SKAT, og at FedEx derfor ikke kunne færdiggøre fortoldningen. Selskabet blev derfor opfordret til at lade sig importør-registrere. Dette er baggrunden for anmodningen om registrering for import og eksport. Da [anpartshaverens] arbejde for selskabet var begrænset og fortrinsvis af administrativ karakter, som kunne klares hjemmefra eller i pauser på hans øvrige arbejde, og da han forventede en værdistigning på anparterne i selskabet, havde parterne aftalt, at han ikke skulle have løn i den indledende periode (og muligvis slet ikke, hvis hans anparter blev solgt med en rimelig fortjeneste). Fuldstændigt udskrift fra Erhvervsstyrelsen for [selskabet] fremlægges som bilag 5.4. 6. Om H6 ApS (tidligere H5 ApS) Formålet med dette afsnit er at dokumentere, at H5 ApS har været drevet af [direktøren] på helt korrekt og lovlig måde i hele den periode, hvor han har været ejer eller direktør. Selskabet er stiftet af [direktøren] den 29. januar 2020 som "flytteforretning og transportvirksomhed" med navnet: H5 ApS. Bibranche-koden er 494100 Vejgodstransport. [Direktøren] tiltrådte som enedirektør for selskabet og har fungeret som sådan frem til den 2, maj 2025, hvor han solgte/overdrog selskabet til Person5, der tiltrådte som enedirektør. Selskabet tog på dette tidspunkt navneændring til H6 ApS. Selskabet har med [direktøren]som direktør drevet kurerkørsel for en G2-partner frem til maj 2025. For så vidt angår lønforhold til [direktøren] henvises til oplysningerne i oversigten ovenfor under afsnit 3 om hans personlige forhold. Selskabet har efter det foreliggende været registreret for A-skat om am bidrag i perioden. Ved opslag på Skattestyrelsens hjemmeside fremgår endvidere i dag (29/1-26) at selskabet er momsregistreret. Fuldstændigt udskrift for H6 ApS fremlægges som bilag 6.1. Selskabets resultater og udviklingen i egenkapitalen i perioden 2020-2024 har været følgende: År 2020 2021 2022 2023 2024 Resultat i DKK -246.120 220.062 91.347 77.182 5.809 Egenkapital i DKK -206.120 13.941 90.283 150.502 155.033 Årsrapporterne for årene 2020, 2022 og 2024 fremlægges som bilag 6.2, 6.3 og 6.4. Det bemærkes, at der er sammenligningstal i årsrapporterne, således at også årene 2021 og 2023 er dokumenteret i bilagene. [Direktøren] har således uden anmærkninger eller problemer i forhold til det offentlige drevet selskab mere end 5 år. I hele perioden er moms og A-skat mv. blevet angivet og betalt rettidigt og korrekt. 7. Gennemgang af Skattestyrelsens begrundelse — de faktiske forhold Det centrale i sagen er, at det er Skattestyrelsen, der har bevisbyrden for, at [direktøren] har fungeret som stråmand for [anpartshaveren], og at der er afgivet urigtige oplysninger om lønforhold mm. Har [direktøren] reelt bestemmelsesret i selskabet? Svaret er "Ja", fordi: Han har bankfuldmagt som den eneste i selskabet, jf. bilag 7.1 · Han har indgået aftalerne med selskabets leverandører af reservedele og sliddele (dæk og bremser) hos: a) […] ([…] A/S) via webshop, jf. login bestilling til [direktøren] bilag 7.2.1 og 7.2.2, ) […] via webshop, jf. login bestilling til [direktøren] bilag 7.3, a) […] via webshop, jf. meddelelse om ændring af adgangskode bilag 7.4, b) […] ApS' meddelelse om at varer er afsendt stilet til "Hej [direktøren]", bilag 7.5, c) G4 A/S' matl til "Person3" om køb af Jema Dækapparat, jf. bilag 7.6, d) […] A/S (dæk og fælge grossist) leverandørregistrering og to rykkere for betaling, jf bilag 7.7 (3 sider), e) "Auction Reminder" fra […] om køb af værkstedsvogn mm. stilet til "Person3",jf. Bilag 7.8, f) Faktura fra […] Aps af 6. august 2924 stilet ' Att: Person3, jf. bilag 7.9, i) 3 fakturaer fra G4 A/S af hhv. 13. januar 2025 og 1. april 2025 alle stilet "Att.. Person3", jf. bilag 7.10.1, 7.10.2 og 7.10.3, · Kontakt til kunder, eks. […] A/S. · Korrespondance den 11. januar 2022 mellem G5 og Person3 om forhandler/-værksteds¬forsikring (bilag 7.11 — 2 sider). · Korrespondance om forsikringerne fra G6. · Håndtering af miljøtilsyn fra […] Kommune, jf. mail herom fra Person19 til "Kære Person3" jf . bilag 7.12 , og mail fra konsulent Person20 fra G4 om dokumentation for returnering af batterier, jf. bilag 7.13 , · fastlæggelse af selskabets strategi (forretnings-ide) er sket i fællesskab mellem de ejere og efterlevet i praksis, idet [direktøren] over en periode har overtaget mere og mere af styringen af selskabet som oprindeligt planlagt, Ad 7.1: "Skattestyrelsen finder det bemærkelsesværdigt at selskabet har været i drift i 3 år med [direktøren] som ansat mekaniker". Hertil bemærkes, at der var tale om en deltidsbeskæftigelse for [direktøren], som fortsat kørte kurer-kørsel for H5 ApS, og i øvrigt et led i den forretningsplan, der var lagt for selskabet af de to ejere. Planen var som beskrevet ovenfor, at selskabet på sigt skulle oparbejde tilstrækkeligt med kunder og omsætning til at kunne lønne [direktøren], så han kunne skifte helt fra kurer-kørsel til værkstedsservice. :Ad punkt 7.2: "Skattestyrelsen kan konstatere, at der ud fra de for Skattestyrelsen tilgængelige oplysninger aldrig har været udbetalt løn i den tid hvor [anpartshaveren] og [direktøren] har deltaget i selskabet [selskabet]". Der er ovenfor under afsnit 3 og 4 redegjort detaljeret for hhv. [anpartshaverens] og [direktørens] indkomstforhold i perioden 2020 — 2025, ligesom der er redegjort for [direktørens] hustrus indtægt som […] i samme periode. Der således ingen indikationer af, at der skulle have været behov for hverken [anpartshaveren] eller [direktøren] skulle trække løn ud af selskabet, før der var råd til det. Ad punkt 7.3: "Ifølge de for Skattestyrelsen tilgængelige informationer har selskabet med det indberettede momstilsvar, ikke haft overskud til løn i 2021-2023, da differencen mellem købsmoms og salgsmoms i årene 2021-2023 ikke har kunne bære lønudbetalinger. Netop derfor har de to ejere ventet med at påbegynde at udbetale løn til 2024, hvor selskabet anmeldes som arbejdsgiver hos Skattestyrelsen. Dette er sket ud fra et simpelt "sætte tæring efter næring"-synspunkt. De to ejere har haft tilstrækkelig indtægt fra andet lønnet arbejde, ligesom [direktørens] hustandsindtægt har kunnet danne grundlag for opretholdelsen af en anstændig levefod. Ad pkt.8 og 8.1: "[Direktøren] oplyser, at han modtager ca. 20 — 25.000 kr. månedligt fra værkstedet". Dette stemmer ikke overens med de faktiske forhold, idet [direktøren] på dette tidspunkt var aflønnet af H5 ApS. Ovenfor e fremlagt lønsedler for den relevante periode (bilag 3.4), der dokumenterer hans indkomstforhold. Enten har [direktøren] misforstået Skattestyrelsens spørgsmål, eller også har Skattestyrelsen misforstået svarene. Faktum er, at det i forbindelse med anmeldelsen af [selskabet] som arbejdsgiver, var hensigten at begynde at aflønne [direktøren] fra selskabet, idet dette kunne bære dette økonomisk. Skattestyrelsens "finder det højst bemærkelsesværdigt, at [direktøren] oplyser, at han får betaling fra værkstedet, som Skattestyrelsen opfatter som lønudbetaler". Hvis Skattestyrelsen havde tilforordnet en tolk, således om det er sædvanlig praksis i sådanne sager med udlændinge, der taler og forstår dårligt dansk, så havde disse misforståelser nok dannet grundlag for en afgørelse som den foreliggende. Efter det oplyste forsøgte Skattestyrelsen rent faktisk at hente en tolk, men dette lykkedes ikke, fordi der ikke var en ledig tolk. I stedet for at afvente, at tolken blev ledig, gennemførte man mødet med et højst upræcist resultat. Det fremgår ikke af Skattestyrelsens referat, hvorfor styrelsen opfatter "værkstedet" som lønudbetaler. Men det fremgår nedenfor, at Skattestyrelsen — fejlagtigt — troede, at [selskabet] budgetterede med et underskud for 2024. Ad pkt. 9.1: På ovenstående grundlag er der således ikke belæg for Skattestyrelsens konstatering af, at "det er [Anpartshaveren] der repræsenterer selskabet udadtil over for kunder og leverandører administrativt". [Direktøren] har kontakt til leverandører og kunder og har forestået kontakten til […] Kommunes miljømedarbejder under et kontrolbesøg og haft kontakt til G6 i forbindelse med tegning af selskabets forsikringer. Ad pkt. 10.1: Til dokumentation for oplysningen afgivet under mødet den 10. juni 2024 om, at "selskabet har udgifter for ca. 15.000 kr. månedligt", fremlægges […] A/S opkrævning af leje for lokalerne Adresse Y3, By Y1 (bilag 14), hvoraf fremgår at "Erhvervsleje" udgør 10.000 kr. pr. måned og "a conto vand" udgør 500 kr. pr. måned. Ad pkt. 11.: Til opfyldelse af Skattestyrelsens krav om indsendelse af "selskabets kontoudtog" vedlægges kontoudtog fra F1-Bank for perioden 2. januar 2023 til 18. december 2023 (bilag 7.15 — i alt 32 sider) og fra F2-Bank for perioden 11. december 2023 til 4. november 2024 (bilag 7.16 — i alt 26 sider). Ad pkt. 12: Skattestyrelsen "kan konstatere, at selskabet forventer et underskud i 2024 pålydende -123.000 kr., hvilket ikke vidner om en sund forretning der har været i gang siden 2021". Dette er forkert. Det indsendte budget viser er overskud på 123.000 kr. ud af en budgetteret omsætning på 1.140.000 kr. Det svarer til en overskudsgrad på 10,7%, hvilket er normalt for branchen. Skattestyrelsen kan — helt åbenbart — ikke læse et budget korrekt. Forklaringen herpå er gennemgået ovenfor under punkt 5, side 6 om H1 og fejlen baserer sig på, at Skattestyrelsen ikke har læst, at omsætningen har et minustegn foran, fordi den er i kredit budgetsystemet. Dette er en alvorlig fejl fra Skattestyrelsen side. Hertil kommer, at der af de til Erhvervsstyrelsen indsendte årsrapporter for selskabet for 2022 fremgår et overskud efter skat på 33.724 kr. med en egenkapital på 125.668 kr., og for 2023 et overskud efter skat på 50.175 kr. Dette var offentligt tilgængelige oplysninger på tidspunktet for mødet afholdelse. Årsrapporten for 2024 for selskabet viser et resultat på 195.334 kr. efter skat på 55.094 kr. og en egenkapital på 371.177 kr. på 31. december 2024. Der er således ikke belæg for Skattestyrelsens konklusion om "ikke en sund forretning". o0o - Reelt er der således ikke givet urigtige oplysninger om løn- og A-skatteforhold. Det er Skattestyrelsen, der bevidst eller ubevidst har misforstået eller misfortolket de svar, der er givet, i retning af den hypotese, som styrelsen havde da de påbegyndte kontrollen af selskabet. Manglende regnskabsforståelse (budgettet er fejllæst), og manglende indhentelse af de samlede økonomiske oplysninger for hhv. [Anpartshaveren] og [direktøren] samt en fejlfortolkning af de 6 selskabers forhold, som [anpartshaveren] har været involveret i tidligere, har ført til den fejlslutning, at [selskabet] ikke var berettiget til at blive registreret som arbejdsgiver for A-skat og a m-bidrag samt for import/eksport. 8. Gennemgang af Skattestyrelsens afgørelse — retlige forhold Manglende tolk har med stor sandsynlighed ført til misforståelser eller misfortolkninger af mødeforløbet. Manglende opfyldelse af officialmaksimen fra Skatteforvaltningen side har ført til ensidig fremlæggelse af faktum. Der burde været indhentet supplerende oplysninger om såvel de involverede parters løn- og indkomstforhold, som om [anpartshaverens] manglende tidsmæssige tilknytning til de 6 selskaber, som er gået konkurs eller blevet tvangsopløst. Manglende proportionalitet mellem det formål, der ønske opnået og den retsfølge, som skatteforvaltningen har valgt. Der kunne være valgt en mindre indgribende retsfølge end nægtelse og afregistrering, eks. krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for registrering. Afgørelsen er svagt begrundet, bl.a. fordi forudsætningerne for begrundelsen er forkerte på flere afgørende punkter: · Budgettet viser et overskud — ikke et underskud, sådan som Skattestyrelsen "højst bemærkelsesværdigt" konstaterer. · [Direktøren] har haft almindelig lønindkomst i hele perioden fra et andet selskab, hvor der er indeholdt A-skat. · [Direktørens] hustru, Person4, har tjent mere end sin mand, og derved bidraget til husstandsindkomsten har været fuldt tilstrækkelig til, at parret har kunne opretholde en anstændig levestandard. · [Anpartshaveren] har haft lønindkomst fra anden arbejdsgiver i hele perioden på mellem 600.000 og 870.000 kr. før skat, og har således ikke haft behov for at modtage løn for sit administrative arbejde for [selskabet], hvilket er helt som oplyst over for Skattestyrelsen under mødet. · [Anpartshaveren] har ikke haft ansvar for at de 6 selskaber enten gik konkurs eller blev tvangsopløst, fordi dette skete længe efter, at han havde solgt selskaberne og var fratrådt som direktør (i flere tilfælde mellem halvandet og 3 år efter at han fratrådte). På dette grundlag bør der gives klageren medhold i den ansøgte registrering som arbejdsgiver og importør/eksportør, ligesom den slettede momsregistrering bør reetableres med tilbagevirkende kraft. …" Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet selskabets anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport og samtidig har inddraget selskabets registrering for moms, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Retsgrundlaget Af momslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., fremgår: "Afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen." Bestemmelsen har til formål at implementere momssystemdirektivet artikel 213 og artikel 214 og skal derfor inden for dens ordlyd fortolkes i overensstemmelse hermed samt EU-Domstolens praksis. Det følger af EU-Domstolens praksis, at medlemsstaterne har en pligt til at sikre rigtigheden af de oplysninger, der optages i registret. Herunder påhviler det den kompetente offentlige myndighed at kontrollere ansøgerens egenskab af afgiftspligtig person, før den tildeler den pågældende et momsregistreringsnummer, jf. EU-Domstolens dom i sag C-527/11 (Ablessio), præmis 29. Videre følger det af EU-Domstolens praksis, at medlemsstaterne har en vis skønsmargin ved tildelingen af et individuelt registreringsnummer, og at en afvisning heraf ikke må benyttes uden gyldig grund, jf. EU-Domstolens dom i sag C-527/11 (Ablessio), præmisserne 22 og 23. For at et afslag på at tildele en afgiftspligtig et individuelt registreringsnummer kan anses for at stå i et rimeligt forhold til formålet om at forebygge svig, skal det hvile på alvorlige indicier, hvorefter det objektivt må anses for sandsynligt, at det momsregistreringsnummer, som tildeles denne afgiftspligtige, vil blive anvendt svigagtigt. En sådan afgørelse skal være baseret på en helhedsvurdering af alle omstændigheder i det foreliggende tilfælde og på beviser, som er blevet indsamlet inden for rammerne af kontrollen af de oplysninger, som den omhandlede virksomhed har indgivet, jf. EU-Domstolens dom i sag C-527/11 (Ablessio), præmis 34. Af kildeskattebekendtgørelsens (lovbekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021) § 16, stk. 1, fremgår: “Enhver, der er indeholdelsespligtig efter kildeskattelovens afsnit V og VI, skal tilmelde sig til registrering i Erhvervssystemet inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt." Af arbejdsmarkedsbidragslovens (lovbekendtgørelse nr. 121 af 7. februar 2020) § 7, fremgår: “Bestemmelserne i kildeskatteloven og opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, hæftelse m.v. finder anvendelse ved indeholdelse og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag efter denne lov." Af opkrævningslovens (lovbekendtgørelse nr. 2711 af 20. december 2021 med senere ændringer) § 19 b, stk. 1, nr. 2, fremgår: "Told- og skatteforvaltningen kan inddrage eller nægte en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v., hvis virksomheden eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt … 2) har afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltager i ledelsen af virksomheden eller som ansvarlig deltager i virksomheden." Bestemmelsen blev indsat i opkrævningsloven ved lov nr. 489 af 15. maj 2023 om ændring af lov om et indkomstregister, opkrævningsloven og skatteindberetningsloven. Af forarbejderne fremgår blandt andet: "… Det følger af den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 19 b, at Skatteforvaltningen kan inddrage eller nægte en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v., hvis virksomheden eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt 1) har afgivet urigtige oplysninger om virksomhedens adresse, og dette konstateres i forbindelse med en kontrol af virksomheden, eller 2) har afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltager i ledelsen af virksomheden eller som ansvarlig deltager i virksomheden. … Den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 19 b, nr. 2, vil finde anvendelse i de situationer, hvor Skatteforvaltningen konstaterer, at der i ledelsen eller blandt den eller de ansvarlige deltagere i en virksomhed, der er registreret hos eller anmeldt til Skatteforvaltningen for skatter eller afgifter m.v., er indsat én eller flere stråmænd. For kapitalselskaber vil dette kunne ske, hvis der er registreret en stråmand i ledelsen, mens det for interessentskaber og kommanditselskaber vil kunne ske, hvis der er indsat en stråmand i ledelsen eller som ansvarlig deltager. For enkeltmandsvirksomheder vil det kunne ske, hvis der er indsat en stråmand som ansvarlig deltager. Ved en stråmand forstås en person, der f.eks. registreres og officielt fremstår som direktør, bestyrelsesmedlem eller ansvarlig deltager, men er uden reel beslutningskompetence i den pågældende virksomhed. En stråmand har således ingen reel indflydelse på virksomheden, da det er en eller flere bagstående personer, der bestemmer over virksomheden. Stråmanden anvendes således til at dække for den person, der reelt står bag. Nogle stråmænd får betaling for at lægge navn til, mens der i andre tilfælde kan være tale om en stjålen identitet. En sådan definition af stråmænd fremgår af lovbemærkningerne til forslag til lov om ændring af opkrævningsloven, lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love (Sanktioner for manglende indsendelse af materiale og tiltag til bekæmpelse af sort økonomi og stråmandskonstruktioner m.v. som led i udmøntning af aftale om anden etape af en styrket skattekontrol), jf. Folketingstidende, 2021-22, A, L 96 som fremsat, s. 25 f., og lovbemærkningerne til forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven, selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, revisorloven og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, s. 56. … Skatteforvaltningen har såvel digitale som manuelle kontroller, der kan afdække, om en virksomhed, der er registreret for skatter eller afgifter, anvender stråmænd. Kontrollerne baserer sig bl.a. på data om eksisterende og historiske virksomhedsadresser og personer med tilknytning til virksomheden. Ved kontrollerne undersøges bl.a., om den registrerede ledelse eller virksomhedsdeltager har overførselsindkomster, har deltaget i andre selskaber, har et fuldtidsjob, der ikke relaterer sig til den pågældende virksomhed, eller er gift eller samboende med en person, der har deltaget i en anden virksomhed, der netop er gået konkurs. I flere sager afholdes tillige møder med ledelsen i virksomhederne, bl.a. med henblik på at styrke grundlaget for vurderingen af, om der er anvendt stråmænd, ligesom der i nogen sager forefindes materiale - f.eks. kontrakter underskrevet af en bagmand - der underbygger, at virksomheden anvender stråmænd. Den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 19 b, nr. 2, vil bl.a. kunne anvendes i tilfælde, hvor en virksomhed er blevet pålagt at stille sikkerhed i medfør af opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 1, og det i denne forbindelse er vurderet, at en anden person end den, der faktisk har varetaget hverv som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem, har været registret som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem. De foreslåede bestemmelser i opkrævningslovens § 19 b, nr. 1 og 2, vil kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor de urigtige oplysninger er givet til Erhvervsstyrelsen via selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk. De foreslåede bestemmelser vil tillige kunne finde anvendelse i andre situationer, hvor de urigtige oplysninger er afgivet over for myndighederne, og oplysningerne har medført en forkert registrering i Erhvervsstyrelsens eller Skatteforvaltningens system. Begreberne »grov uagtsomhed« og »forsæt« efter de foreslåede bestemmelser i opkrævningslovens § 19 b, nr. 1 og 2, vil være identiske med de tilsvarende begreber i f.eks. straffebestemmelsen i opkrævningslovens § 17. Muligheden for at anvende de foreslåede bestemmelser vil imidlertid ikke være betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den pågældende. Uanset at der således ikke er rejst en straffesag, eller at der eventuelt er sket frifindelse i straffesagen, vil bestemmelserne således kunne finde anvendelse, idet baggrunden for udfaldet i straffesagen vil kunne bero på straffesagens særlige karakter, herunder andre krav til bevisets styrke end i sagen om inddragelse eller nægtelse af registrering efter den foreslåede bestemmelse. …" Landsskatteretten har ved afgørelse af 6. maj 2026, offentliggjort som SKM2026.293.LSR , stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter et selskabs anmodning om registrering for moms, A-skat og AM-bidrag ikke blev imødekommet jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten fandt herved, at det ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, at Skattestyrelsen ikke havde stillet krav om sikkerhed forud for anvendelsen af reglerne om nægtelse af registrering i opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, jf. herved bestemmelsens ordlyd og dens forarbejder. Landsskatteretten har ved afgørelse af 28. maj 2025, offentliggjort som SKM2025.586.LSR , stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter et selskabs anmodning om registrering for moms, A-skat og AM-bidrag ikke blev imødekommet. Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om registrering for moms, A-skat og AM-bidrag jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten henviste herved til, at selskabet eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt havde afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltog i ledelsen af selskabet eller som ansvarlig deltager heri. Videre har Landsskatteretten ved afgørelse af 17. marts 2022, offentliggjort som SKM2022.213.LSR , stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter et selskabs anmodning om registrering for A-skat og AM-bidrag ikke blev imødekommet. Landsskatteretten fandt, at det var med rette, at Skattestyrelsen i forbindelse med behandlingen af registreringsanmodningen havde foretaget en kontrol af, om selskabets reelle ledelse var identisk med den formelle ledelse. Ud fra sagens oplysninger var der en bestyrket formodning for, at selskabets reelle ledelse ikke blev varetaget af den formelle ledelse A. Da der forelå alvorlige indicer på, at en registrering for A-skat og AM-bidrag kunne blive anvendt svigagtigt af selskabet, var det således med rette, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet anmodningen, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 16, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, stk. 1. Landsskatterettens begrundelse og resultat Ifølge oplysningerne registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, har anpartshaveren i perioden fra 22. maj 2019 til 23. juli 2020 været eneanpartshaver og direktør i selskabet. 50 % af anpartskapitalen er den 23. juli 2020 registreret overdraget fra anpartshaveren til direktøren, der samme dag tiltrådte direktionen i selskabet. Der er ikke fremlagt en aftale om overdragelse af anparterne mellem anpartshaveren og direktøren, og der er heller ikke fremlagt dokumentation for betaling for overdragelse af anparterne. Anpartshaveren er den 1. februar 2024 registreret udtrådt som direktør i selskabet. Videre fremgår det af CVR, at anpartshaveren tidligere har været registreret som ejer af og direktør i tre virksomheder/selskaber, der er opløst efter konkurs, og at anpartshaveren tidligere har været registreret som ejer af og direktør i to virksomheder/selskaber, der er tvangsopløst. Henset hertil og til forløbet under Skattestyrelsens sagsbehandling af registreringsanmodningen, herunder at selskabets regnskabsmateriale ikke har været fremlagt, og at det oplyste om, at lønudbetalingerne fra selskabet til direktøren ikke har stemt overens med Skattestyrelsens oplysninger herom samt det oplyste om opgavefordelingen mellem anpartshaveren og direktøren, finder Landsskatteretten efter en samlet konkret vurdering, at direktøren - uanset den formelle registrering - ikke udgør den reelle ejer og ledelse af selskabet. Selskabet har således ikke godtgjort, at der er sket en reel overdragelse af anpartskapital fra anpartshaveren til direktøren, og der er ikke i øvrigt fremlagt objektive kendsgerninger, som kan understøtte, at det skulle være tilfældet, ligesom der under sagsforløbet er afgivet skiftende forklaringer om selskabets forhold, herunder aflønning og drift. Under de her foreliggende omstændigheder kan direktøren derfor hverken anses for reel ejer eller leder af selskabet. Det af repræsentanten anførte om bl.a. misforståelser vedrørende lønudbetaling og budget kan ikke føre til en anden bedømmelse. Der er således fortsat ikke fremlagt objektive kendsgerninger til støtte for, at der er sket en reel overdragelse af anpartskapital fra anpartshaveren til direktøren, og det nu anførte om selskabets forhold ændrer ikke herpå. Ligeledes kan det anførte om anpartshaverens nærmere involvering i tidligere virksomheder/selskaber ikke tillægges afgørende betydning, da det objektivt forholder sig sådan, jf. også ovenfor, at anpartshaveren har været ejer af og direktør i de nævnte virksomheder/selskaber, der er opløst efter konkurs eller tvangsopløst. Det kan på baggrund heraf konstateres, at selskabet har afgivet urigtige oplysninger om, hvem der ejer selskabet, og hvem der deltager i ledelsen af selskabet, hvilket har medført en forkert registrering i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR. Denne handling - sammenholdt med, at selskabet også har afgivet disse urigtige oplysninger til Skattestyrelsen i forbindelse med anmodningen om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport - finder Landsskatteretten kan tilregnes selskabet som værende mindst groft uagtsomt, hvorfor det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet selskabets anmodning om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Videre finder Landsskatteretten, at det også er med rette, at Skattestyrelsen på baggrund heraf har inddraget selskabets registrering for moms, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, og forarbejderne hertil, idet Skattestyrelsen - i forbindelse med behandlingen af anmodningen om registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport - ud fra det fremlagte materiale og det oplyste har konstateret, at direktøren ikke udgjorde den reelle ejer og ledelse af selskabet. Ordlyden af bestemmelsen i opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, omfatter således både nægtelse af registrering såvel som inddragelse af registrering, og det fremgår ikke af hverken lovens ordlyd eller forarbejder, at bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til registreringer, som der konkret er afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med. Det fremgår derimod, at bestemmelsen også finder anvendelse i forhold til eksisterende registreringer, hvorfor også selskabets eksisterende momsregistrering i den her foreliggende situation må anses for omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Landsskatteretten finder endvidere, at det ikke er i strid med proportionalitetsprincippet, at Skattestyrelsen ikke har stillet krav om sikkerhed forud for anvendelsen af opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, jf. herved også Landsskatterettens afgørelse af 6. maj 2026, offentliggjort som SKM2026.293.LSR . Landsskatteretten bemærker, at fortsat drift af de uregistrerede aktiviteter i selskabet kan være strafbart, og at ledelsen kan pålægges hæftelse for eventuelle skatter og afgifter, der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes dermed.

SKM2026.476.LSR — Nægtelse af registrering for A-skat, AM-bidrag samt import og eksport – Inddragelse af selskabets registrering for moms · skattewiki.dk