Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.474.LSR

Ansættelse af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020 – Påstand om ugyldighed som følge af en tilsidesættelse af bestemmelserne om partshøring

Myndighed
Landsskatteretten
Dokumenttype
Afgørelse
Afsagt
29. juni 2026
Offentliggjort
30. september 2026
Emneord
Ansættelse, ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020, ugyldighed, tilsidesættelse, bestemmelserne om partshøring, deklarationsprocedure
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Ejendomsskatteloven § 82Ejendomsvurderingsloven § 15Ejendomsvurderingsloven § 15, stk. 1Ejendomsvurderingsloven § 15, stk. 3Ejendomsvurderingsloven § 16Ejendomsvurderingsloven § 16, stk. 1Ejendomsvurderingsloven § 19, stk. 6Ejendomsvurderingsloven § 19 AEjendomsvurderingsloven § 19 A, stk. 1Ejendomsvurderingsloven § 19 A, stk. 2Ejendomsvurderingsloven § 19 A, stk. 3Ejendomsvurderingsloven § 24, stk. 1Ejendomsvurderingsloven § 25, stk. 1Ejendomsvurderingsloven § 25, stk. 2Ejendomsvurderingsloven § 38, stk. 2Ejendomsvurderingsloven § 44Ejendomsvurderingsloven § 45Ejendomsvurderingsloven § 46Ejendomsvurderingsloven § 47Ejendomsvurderingsloven § 48Ejendomsvurderingsloven § 49Ejendomsvurderingsloven § 5Ejendomsvurderingsloven § 81, stk. 5Ejendomsvurderingsloven § 87 B, stk. 4Ejendomsvurderingsloven § 88 AEjendomsvurderingsloven § 89 B, stk. 1Ejendomsvurderingsloven § 89 D, stk. 1Ejendomsvurderingsloven § 89 D, stk. 4Forvaltningsloven § 19Forvaltningsloven § 20Forvaltningsloven § 21Forvaltningsloven § 8Skatteforvaltningsloven § 20Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 2Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 3Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 4Skatteforvaltningsloven § 20 ASkatteforvaltningsloven § 20 A, stk. 1Skatteforvaltningsloven § 20 A, stk. 2Skatteforvaltningsloven § 20 BSkatteforvaltningsloven § 20 DSkatteforvaltningsloven § 33Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 1Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 2Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 3Skatteforvaltningsloven § 33, stk. 8Skatteforvaltningsloven § 35 ASkatteforvaltningsloven § 35 A, stk. 2Skatteforvaltningsloven § 35 H, stk. 2Skatteforvaltningsloven § 38, stk. 3Skatteforvaltningsloven § 45, stk. 2Skatteforvaltningsloven § 6

Resumé

Sagen angik en klage over ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020. Klageren gjorde gældende, at Vurderingsstyrelsens afgørelse var ugyldig, da Vurderingsstyrelsen havde tilsidesat reglerne om partshøring. Landsskatteretten fandt, at Vurderingsstyrelsen ved den påklagede vurdering havde vurderet ejendommen som led i den almindelige vurdering, og at der ikke var tale om, at Vurderingsstyrelsen havde foretaget en manglende vurdering. Som følge heraf havde Vurderingsstyrelsen været berettiget til at anvende parthøringsreglerne, som fremgik af skatteforvaltningslovens §§ 20 a-d. Landsskatteretten fandt herefter, at Vurderingsstyrelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a var forpligtet til at udsende deklarationsmeddelelser til ejendommens ejer på tidspunktet for udsendelsen af deklarationen og andre parter, der havde rettet henvendelse til vurderingsmyndigheden og dokumenteret, at de havde partsstatus i vurderingssagen. Skatteforvaltningslovens § 20 d regulerede således ikke modtagerkredsen for deklarationsmeddelelsen. Da klageren ikke var ejer af ejendommen på tidspunktet for Vurderingsstyrelsens udsendelse af deklarationsmeddelelsen, og da klageren ikke forud for udsendelsen af deklarationsmeddelelsen havde henvendt sig til Vurderingsstyrelsen og gjort sin status som part gældende overfor styrelsen, fandt Landsskatteretten, at Vurderingsstyrelsen ikke var forpligtet til at sende deklarationen til klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a. Da Vurderingsstyrelsen således ikke var forpligtet til at sende deklarationsmeddelelsen for ejendommen til klageren, forelå der ikke en partshøringsfejl. Landsskatteretten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Vurderingsstyrelsens afgørelse som ugyldig. Landsskatteretten stadfæstede ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020 og stadfæstede derfor i det hele Vurderingsstyrelsens afgørelse.

Henviser til

  • SKM2025.512.LSR

Fuldtekst

Vurderingsstyrelsen har ansat ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020 til henholdsvis 2.891.000 kr. og 1.742.000 kr. Sagen angår, om Vurderingsstyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af en tilsidesættelse af bestemmelserne om partshøring samt ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien for ejendommen pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte Vurderingsstyrelsens afgørelse som ugyldig og stadfæster Vurderingsstyrelsens ansættelse af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020. Sagens oplysninger Oplysninger om ejendommen Matrikelnr. ifølge Matriklen […] Grundareal ifølge Matriklen 3.575 m² Faktisk anvendelse ifølge BBR Bolig i etageejendom Opførelsesår ifølge BBR 1968, med til-/ombygning i 2007 Boligareal ifølge BBR 113 m² Særlige oplysninger om ejendommen · Ejendommen er en ejerlejlighed, der er beliggende mellem By Y1 og By Y2 i et område med etageboligbebyggelse og tæt-lav boligbebyggelse. · Ejerlejligheden er beliggende i en etagebygning i 5 etager. Etagebygningen er beliggende i et kryds og er omkranset af vejene Vej Y1, Vej Y2 og Vej Y3. · Ejendommen opstod ved opdeling i ejerlejligheder den 14. maj 2008 og udgør ejerlejlighed nr. 17 med fordelingstallet 107/4.093 under moderejendommen med BFE-nr. […]. · Klageren ejede ejendommen ved dens opståen den 14. maj 2008, ved vurderingsterminen den 1. januar 2020 og frem til den 1. juli 2022, hvor klageren solgte ejendommen. Øvrige sagsoplysninger · Den 12. november 2024 modtog klageren vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020. Afgørelsen blev tillige gjort tilgængelig for G1 A/S, der i klagerens ejertid var registreret som ejendomsadministrator. · Klagestartsbrev vedrørende vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020 blev den 14. november 2024 sendt til klageren. · Klageren har ikke modtaget deklarationsmeddelelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a eller på anden vis blevet partshørt over grundlaget, som Vurderingsstyrelsen påtænkte at lægge til grund for vurderingen forud for, at der blev truffet afgørelse om vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020. · Vurderingsstyrelsen har ved brev af 19. december 2024 bl.a. oplyst følgende: "… En ejendomsvurdering er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er derfor, at der skal foretages partshøring og sendes afgørelse om en ejendomsvurdering til alle dem, der måtte være part i den pågældende ejendomsvurdering. Det vil som hovedregel være de aktuelle ejere af den faste ejendom og andre, der beskattes af den pågældende vurdering, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2. Det kan dog være vanskeligt for Vurderingsstyrelsen af egen drift at identificere alle parter i vurderingssager, hvorfor det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er fraveget, når Vurderingsstyrelsen foretager almindelige vurderinger og omvurderinger. Der er således i skatteforvaltningslovens § 20 d indført en særlig regel, hvorefter partsinddragelse og anden kommunikation som udgangspunkt kun sendes til de registrerede ejere på udsendelsestidspunktet. Vurderingsstyrelsen kan derfor ved almindelig vurdering og omvurdering af fast ejendom opfylde sin forpligtelse til at gennemføre partsinddragelse ved alene at inddrage de registrerede ejere. Hvis Vurderingsstyrelsen får særskilt kendskab til andre, der har partsstatus i den pågældende sag, vil disse dog også skulle partsinddrages. Skatteforvaltningslovens § 20 d indebærer altså ikke en egentlig begrænsning af kredsen af parter i ejendomsvurderingssager, men afgrænser alene hvilke parter, der uden konkret anmodning eller myndighedens særskilte kendskab til vedkommendes partsstatus skal modtage underretninger og meddelelser fra Vurderingsstyrelsen om vurdering af fast ejendom. Vurderingsstyrelsen sender således underretninger og meddelelser i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af vurderingen til følgende: · Fysiske og juridiske personer, der ved udsendelsen af underretningen eller meddelelsen er registreret som aktuelle ejere af den pågældende ejendom. · Andre, som Vurderingsstyrelsen undtagelsesvis på anden måde har fået særskilt kendskab til har partsstatus i den pågældende vurdering. De registrerede aktuelle ejere er i praksis de ejere, der i Ejerfortegnelsen er registreret som ejere. Ejerfortegnelsen er et autoritativt register, der indeholder oplysning om faste ejendommes ejere, og om ejendommes eventuelle administratorer og andre, der kan råde over eller modtage meddelelser om ejendommen på ejerens vegne. Ejerfortegnelsen ajourføres og opdateres af landets kommuner. De oplysninger, der er registreret i Ejerfortegnelsen, lægges til grund ved udsendelsen af underretninger og meddelelser, medmindre Vurderingsstyrelsen bliver opmærksom på, at de registrerede oplysninger er åbenbart fejlagtige. Hvis de(n) registrerede, aktuelle ejer(e) har indmeldt en ejendomsadministrator, vil underretninger og meddelelser dog blive sendt til den aktuelt registrerede ejendomsadministrator som repræsentant for den eller de pågældende ejere. Vurderingsstyrelsen bemærker, at der på ejendommen(e) er registeret en ejendomsadministrator, G1 A/S (CVR […]), hvorfor meddelelserne er sendt til denne i overensstemmelse med ovenstående. Såfremt jeres klient ønsker at ændre registreringen af ejendomsadministrator på ejendommen(e) i Ejerfortegnelsen (tidligere ESR) bedes I rette henvendelse til ejendommenes respektive beliggenhedskommuner. I har også mulighed for at anmode Vurderingsstyrelsen om at få tilsendt en kopi af kommende meddelelser og mulighed for at få eftersendt allerede udsendte meddelelser. …" · En tidligere ejer af en anden ejendom har den 20. august 2025 modtaget følgende svar på henvendelse fra Vurderingsstyrelsen: "De nye ejere vil modtage deklarationer ud fra deres ejerskab som passer ind i de nye vurderingsterminer. … Vi kan ikke specifikt registrere dig som part til udvalgte vurderingssager, men du får en vurderingsmeddelelse og klagemulighed, på de ejendomsvurderinger som du vil modtage frem til den dato du sælger din ejendom." Salgspriser for ejendomme Oplysninger om Vurderingsstyrelsens referenceejerlejligheder Adresse Opført/ Om-/tilbygget Boligareal Handelsdato Fremskrevet handelspris Fremskrevet handelspris pr. m² boligareal Vej Y3 8, 2. MF. 1968 69 m 2 10-10-2019 1.941.975 kr. 28.144,57 kr. Vej Y3 8, 3. MF. 1968 69 m 2 27-11-2018 1.659.538 kr. 24.051,28 kr. Vej Y3 8, 4. TH. 1968 115 m 2 07-04-2015 3.035.074 kr. 26.391,95 kr. Vej Y3 8, 2. TH. 1968 115 m 2 03-12-2014 2.996.174 kr. 26.053,69 kr. Vej Y3 10, 1. TV. 1968 112 m 2 02-09-2019 2.564.424 kr. 22.896,64 kr. Vej Y3 10, 3. TH. 1968 112 m 2 01-08-2015 3.077.427 kr. 27.477,03 kr. Vej Y3 10, 3. MF. 1968 69 m 2 01-11-2014 1.477.260 kr. 21.409,56 kr. Vej Y3 10, 2. MF. 1968 69 m 2 04-08-2014 1.272.768 kr. 18.445,92 kr. Vej Y3 14, 2. TV. 1968 112 m 2 25-08-2018 3.921.233 kr. 35.011,01 kr. Vej Y3 14, 4. MF. 1968 69 m 2 13-06-2018 2.131.814 kr. 30.895,86 kr. · De 10 referenceejerlejligheder er beliggende i en etagebygning på den modsatte side af Vej Y2, som naboejendom til ejerlejligheden, ud mod Vej Y3. Etagebygningen, som de 10 referenceejerlejligheder er beliggende i, er opført i samme byggestil som ejerlejlighedens etagebygning. Vurderingsstyrelsens afgørelse E jendomsværdi 2.891.000 kr. Grundværdi 1.742.000 kr. Af Vurderingsstyrelsens afgørelse, der blev truffet den 12. november 2024, fremgår blandt andet, at Vurderingsstyrelsen har ansat ejendoms- og grundværdien pr. 1. januar 2020 for den påklagede ejerlejlighed således: Ejendomsværdien er ansat ved modelberegning ud fra salgspriserne for de 10 referenceejerlejligheder. Alle referenceejerlejlighederne er solgt ved almindelige frie salg inden for 6 år før vurderingstidspunktet. Salgspriserne er på baggrund af prisudviklingen i området fremskrevet til vurderingstidspunktet. Referenceejerlejlighederne er tillagt forskellig vægt. Vægtningen afhænger af beliggenheden i forhold til den påklagede ejerlejlighed. Den nærmeste referenceejerlejlighed er tillagt størst vægt, mens den fjerneste referenceejerlejlighed er tillagt mindst vægt. Den indbyrdes vægtning fremgår af listen over de 10 referenceejerlejligheder. Den ejerlejlighed, der er tillagt størst vægt (12,9 %), er nævnt øverst, og den ejerlejlighed, der er tillagt mindst vægt (0,4 %), er nævnt nederst. Vurderingsstyrelsen har på grundlag af de fremskrevne salgspriser for referenceejerlejlighederne opgjort områdets kvadratmeterpris til 25.363 kr. pr. m² boligareal. Der er herefter foretaget justering, idet der ved modelberegningen er taget hensyn til forskelle mellem den påklagede ejerlejlighed og referenceejerlejlighederne. Det er herved beregnet, at der sammenlagt skal foretages justering på 0,89 % i opadgående retning for forhold, hvor den påklagede ejerlejlighed adskiller sig fra referenceejerlejlighederne. Den justerede kvadratmeterpris for den påklagede ejerlejlighed er herefter beregnet til 25.588 kr. Vurderingsstyrelsen har anvendt det registrerede boligareal på 113 m². Vurderingsstyrelsen har herefter beregnet den foreløbige ejendomsværdi til 2.891.445 kr. Med henvisning til, at Vurderingsstyrelsen ikke har oplysninger om særlige forhold eller fejl i data, der påvirker ejendomsværdien, har Vurderingsstyrelsen herefter ansat ejendomsværdien pr. 1. januar 2020 for den påklagede ejerlejlighed til 2.891.000 kr. efter afrunding. Grundværdien er ansat ved modelberegning, hvor kvadratmeterprisen for grunden beregnes som forskellen mellem en ejendomsværdi pr. kvadratmeter og en bygningsværdi pr. kvadratmeter for en standardejerlejlighed på den påklagede ejerlejligheds beliggenhed. Standardejerlejlighedens ejendomsværdi pr. kvadratmeter fastsættes ud fra salgspriserne for de 10 referenceejerlejligheder, som er anvendt til ansættelsen af ejendomsværdien for den påklagede ejerlejlighed. Alle referenceejerlejligheder er solgt ved almindelige frie salg inden for 6 år før vurderingstidspunktet. Referenceejerlejlighederne er tillagt forskellig vægt. Vægtningen afhænger af beliggenheden i forhold til den påklagede ejerlejlighed. Den nærmeste referenceejerlejlighed er tillagt størst vægt, mens den fjerneste referenceejerlejlighed er tillagt mindst vægt. Den indbyrdes vægtning fremgår af listen over de 10 referenceejerlejligheder. Den ejerlejlighed, der er tillagt størst vægt (12,9 %), er nævnt øverst, og den ejerlejlighed, der er tillagt mindst vægt (0,4 %), er nævnt nederst. Der er herefter foretaget justering, idet der ved modelberegningen er taget hensyn til forskelle mellem standardlejligheden og referenceejerlejlighederne. Standardejerlejligheden er opført i 2018 med et boligareal på 140 m². Vurderingsstyrelsen har på grundlag af de fremskrevne salgspriser for referenceejerlejlighederne opgjort standardejerlejlighedens ejendomsværdi pr. kvadratmeter boligareal til 34.756 kr. og en samlet ejendomsværdi på 4.865.869 kr. Vurderingsstyrelsen har herefter fastsat bygningsværdien pr. kvadratmeter ud fra et standardhus, der har samme ejendomsværdi som standardejerlejligheden. Standardejerlejligheden og standardhuset har samme størrelse og i vidt omfang samme bygningskarakteristika. Standardhusets ejendomsværdi anvendes til at aflæse en værdi på grundværdikurven. Grundværdikurven viser sammenhængen mellem ejendomsværdi og grundværdi, og den er baseret på en lang række statistisk data om enfamilieshuse, fx fra salg af ubebyggede grunde. Vurderingsstyrelsen har aflæst en grundværdi på 2.158.796 kr. på grundværdikurven. Den aflæste værdi på grundværdikurven er fratrukket standardhusets ejendomsværdi for at få standardhusets bygningsværdi. Bygningsværdien er opgjort til 2.707.073 kr. og omregnet til en bygningsværdi pr. m² på 19.336 kr. ved at dividere med standardhusets boligareal på 140 m². Standardejerlejlighedens grundværdi er herefter beregnet som forskellen mellem standardejerlejlighedens ejendomsværdi og bygningsværdi. Grundværdien pr. m² er herved opgjort til 15.420 kr. Den påklagede ejerlejligheds grundværdi er herefter beregnet ved at gange standardejerlejlighedens grundværdi pr. kvadratmeter boligareal med ejerlejlighedens boligareal på 113 m². Vurderingsstyrelsen har herefter beregnet den foreløbige grundværdi til 1.742.457 kr. Med henvisning til, at plangrundlaget ikke giver mulighed for at opføre mere etageboligbebyggelse til ejerlejligheder, end der allerede er opført, har Vurderingsstyrelsen herefter ansat grundværdien pr. 1. januar 2020 for den påklagede ejerlejlighed til 1.742.000 kr. efter afrunding. Udtalelse fra Vurderingsstyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Vurderingsstyrelsen den 4. april 2025 udtalt følgende: "… Vurderingsstyrelsen har undersøgt sagen, og vi mener ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte styrelsens afgørelse af den 12. november 2024 som ugyldig. Sådan har vi i Vurderingsstyrelsen forstået klagen Klager nedlægger påstand om, at vurderingen for 2020 skal tilsidesættes som ugyldig, da Vurderingsstyrelsen har tilsidesat garantiforskrifterne fastsat i skatteforvaltningslovens (SFL) kapitel 7 a. Klager, der afstod ejendommen den 1. juli 2022, modtog vurderingen for 2020 af ejendommen den 12. november 2024. Vurderingen for 2020 er adresseret til klager, c/o G1 A/S, der i klagers ejertid var registreret som ejendomsadministrator. Klager anfører, at de ikke forud for foretagelse af vurderingen for 2020 er blevet partshørt over grundlaget, som Vurderingsstyrelsen påtænkte at lægge til grund for afgørelsen. Klager har som bilag vedlagt brev fra Vurderingsstyrelsen dateret den 19. december 2024. Klager har anmodet om, at nærværende klage behandles i sammenhæng med klagen over vurderingen for 2020 af ejendommen på Adresse Y1, By Y3. Vurderingsstyrelsens bemærkninger til klagen Vurderingsstyrelsen bemærker indledningsvis, at klager ifølge styrelsens opfattelse opfylder betingelserne for at være part i vurderingen for 2020, jf. SFL § 35 a, stk. 2. Vurderingsstyrelsen er dog ikke enig med klager i, at garantiforskrifterne fastsat i SFL kapitel 7 a er tilsidesat i nærværende sag. En ejendomsvurdering er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er derfor, at der skal foretages partshøring og sendes afgørelse om en ejendomsvurdering, hvis dette følger af reglerne i forvaltningslovens kapitel 5 eller af særlovgivning. Klageberettigelse i sager vedrørende vurdering af ejendomme følger af SFL § 35 a, stk. 2, hvorefter partsstatus som udgangspunkt tilfalder de aktuelle ejere af den faste ejendom og andre, der beskattes af den pågældende vurdering. Der er i forbindelse med det nye ejendomsvurderingssystem etableret en mulighed for, at Vurderingsstyrelsen ved almindelige vurderinger og omvurderinger kan anvende den særlige deklarationsprocedure med hjemmel i SFL § 20 a, i stedet for at gennemføre partsinddragelse efter reglerne i forvaltningslovens (FVL) §§ 19-21. SFL § 20 a har følgende ordlyd: "Told- og skatteforvaltningen kan ved almindelige vurderinger og omvurderinger efter ejendomsvurderingsloven sikre inddragelsen af ejendommens ejer ved anvendelse af en særlig deklarationsprocedure, jf. stk. 2 og 3. Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen underretter ved deklarationen ejeren af en ejendom om de faktiske oplysninger om den pågældendes ejendom og andre faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Told- og skatteforvaltningen underretter samtidig ejeren af ejendommen om, at told- og skatteforvaltningen kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger, når afgørelsesperioden indtræder, og om tidspunktet for afgørelsesperiodens indtræden, jf. § 20 b. Stk. 3. Deklarationen skal foretages, senest 4 uger før afgørelsesperioden indtræder, jf. § 20 b." Det følger således direkte af SFL § 20 a, stk. 2, at Vurderingsstyrelsen ved deklarationen skal underrette ejendommens ejer om de faktiske oplysninger, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældende ejendom. Videre følger det af lovbemærkningerne til lov nr. 688 af 8. juni 2017 (Vurderingsstyrelsens understregning): "Det foreslås, at det ved affattelsen af skatteforvaltningslovens § 20 a om den særlige deklarationsprocedure, der foreslås anvendt i vurderingssager, fastsættes, at det alene er ejendommens ejer på tidspunktet for deklarationen, der skal underrettes ved deklarationen. Dette vil også gælde f.eks. i det tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, og hvor den nye ejer ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet for deklarationen. Den foreslåede bestemmelse vil således have den konsekvens, at deklarationen i visse tilfælde kun vil blive sendt til ejeren af ejendommen ved deklarationen, uanset at det ikke helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb vil være at anse som parter i vurderingssagen. Dette skal tillige ses i lyset af, at det ikke vurderes at være praktisk muligt for vurderingsmyndigheden fuldt ud at afdække gruppen af parter i en vurderingssag, når henses til den store mængde vurderinger, der skal foretages inden for en meget kort periode. (…) Det vil være et omfattende arbejde for vurderingsmyndigheden at identificere eventuelle mulige andre parter end den aktuelle ejer i alle vurderingssager. Henset til den store mængde sager, der skal afgøres inden for kort tid hvert år, og til det grundlag, der skal skabes for at muliggøre fastlæggelsen af kredsen af andre parter, vurderes det ikke at være hverken muligt eller hensigtsmæssigt, at vurderingsmyndigheden skal afsætte sagsbehandlingsressourcer til udføre denne opgave. Det foreslås derfor, at deklarationen alene sendes til de aktuelle ejendomsejere, mens anden konkret og individuel partshøring af andre end de aktuelle ejendomsejere kun skal gennemføres, hvis andre parter end ejendomsejerne retter henvendelse til vurderingsmyndigheden og dokumenterer, at de har partsstatus i vurderingssagen ." Det følger således af bemærkningerne til indførelsen af SFL § 20 a, at Vurderingsstyrelsen ved anvendelsen af deklarationsproceduren ikke er forpligtet til at gennemføre partshøring af andre end den aktuelle ejer på tidspunktet for udsendelse af deklarationen. Det følger herudover af lovbemærkningerne, at "deklarationsproceduren træder, når den anvendes, i stedet for forvaltningslovens regler om partsinddragelse. Det vil sige, at forvaltningslovens §§ 19-21 ikke finder anvendelse i disse situationer." At der som udgangspunkt alene skal ske partshøring af den aktuelle ejer illustreres også af eksemplet indskrevet i bemærkningerne, hvorefter der i tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, men den nye ejer endnu ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet for deklarationen, ikke skal ske partshøring af den nye ejer. Partshøring af andre end de aktuelle ejendomsejere skal kun gennemføres, hvis andre parter end ejendomsejerne henvender sig til Vurderingsstyrelsen og dokumenterer, at de har partsstatus i vurderingssagen. Vurderingsstyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at vurderingsopgaven har karakter af såkaldt masseforvaltning, og at indførelsen af deklarationsprocessen skal ses i lyset af, at der ellers vil være ikke-ubetydelige vanskeligheder forbundet med konkret at vurdere, i hvilke vurderingssager der skal partshøres, før vurdering kan foretages - og hvilke parter, der skal partshøres i disse - samt det meget store antal vurderinger, der hvert år skal foretages inden for en meget kort periode. Vurderingsstyrelsen finder ikke, at indførelsen af SFL § 20 d med lov nr. 278 af 17. april 2018 ændrer på ovenstående fsva. modtagerkredsen af deklarationen, eller at Vurderingsstyrelsen separat skulle have partshørt klager efter reglerne i FVL. Vurderingsstyrelsen henviser i den forbindelse til lovbemærkningerne, hvor følgende blandt andet fremgår om modtagerkredsen for deklarationen efter SFL § 20 a: "Ved deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a er det derimod alene ejendommens ejer på tidspunktet for deklarationen, der skal underrettes. Dette fremgår direkte af § 20 a, og det gælder efter bemærkningerne til bestemmelsen også f.eks. i det tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, og hvor den nye ejer ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet for deklarationen. Den kreds, der skal partsinddrages, hvis deklarationsproceduren anvendes, er således ikke defineret på samme måde som den kreds, der skal partsinddrages efter forvaltningsloven. Deklarationen sendes efter skatteforvaltningslovens § 20 a og bemærkningerne hertil til den aktuelle ejer af ejendommen, uanset at det ikke helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb vil være at anse som parter i vurderingssagen." Det er således Vurderingsstyrelsens opfattelse, at det - også efter indførelsen af SFL § 20 d - alene er de aktuelle ejere på tidspunktet for udsendelse af deklarationen, der skal modtage denne. SFL § 20 d indføres derimod for at afgrænse kredsen af modtagere, såfremt Vurderingsstyrelsen vælger at partshøre efter forvaltningsloven, ligesom al øvrig partsinddragelse og kommunikation afgrænses. Vurderingsstyrelsen bemærker slutteligt, at klager ikke har gjort materielle fejl gældende i vurderingen pr. 1. januar 2020. Der er således ikke indikationer på eller oplysninger om, at afgørelsen er truffet på et forkert grundlag. Det er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at eventuelle retlige mangler, som ikke har betydning for værdierne i den pågældende vurdering, ikke kan medføre, at afgørelsen tilsidesættes som ugyldig. Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 688 af 8. juni 2017 vedrørende indførelse af 20 %-kravet i klagesager om ejendomsvurderinger, at klagemyndigheden ikke kan ændre en påklaget ansættelse, hvis der ikke er grundlag for at ændre denne med mere end 20 %, uanset om klagen f.eks. er begrundet med, at den påklagede afgørelse er behæftet med en retlig mangel. Det følger endvidere, at såfremt der "ikke er fremført oplysninger eller andet i en klage, der umiddelbart peger i retning af eller er egnet til at danne grundlag for en ændring af den eller de pågældende værdier med mere end 20 pct., vil klagemyndigheden kunne begrænse sin prøvelse i overensstemmelse hermed." På baggrund af ovenstående er det Vurderingsstyrelsens opfattelse, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte styrelsens afgørelse af den 12. november 2024 som ugyldig." Vurderingsstyrelsen har den 9. december 2025 fremsendt følgende supplerende udtalelse: "… Da grundværdien er ansat med udgangspunkt i den standardiserede ejendomsværdi for ejerlejligheden betyder det, at den standardiserede ejendomsværdi vil skulle nedsættes til under 4.089.400 kr. eller forhøjes til over 5.689.600 kr., før det vil medføre en ændring af grundværdien med mere end 20 procent, dvs. til hhv. 2.090.000 kr. og 1.394.000 kr. …" Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020 skal tilsidesættes som ugyldig. Repræsentanten har i den forbindelse henvist til Vurderingsstyrelsens tilsidesættelse af bestemmelserne om partshøring i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, jf. § 20, stk. 4, og alternativt skatteforvaltningslovens §§ 20 a-d. Subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at ejendomsværdien og grundværdien for ejendommen pr. 1. januar 2020 er ansat på et forkert grundlag, herunder i strid med ejendomsvurderingslovens § 19 a, hvorfor vurderingen af ejendommen skal ophæves og hjemvises til Vurderingsstyrelsen til fornyet behandling. Til støtte for påstandene har repræsentanten i klagen af 3. februar 2025 bl.a. anført: "… Relevante faktiske forhold Vores klient erhvervede ejendommen Vej Y3 2, 1. tv, By Y1, den 29. september 2003. Vores klient var herefter ejer af og beskattet af ejendommen, indtil ejendommen blev overtaget af tredjemand den 1. juli 2022. Vores klient modtog den 12. november 2024 den afgørelse om vurderingen pr. 1. januar 2020 af ejendommen, der er vedhæftet som bilag 2 , via Vurderingsportalen. Denne meddelelse er adresseret til vores klient c/o G1 A/S, der i vores klients ejertid var registreret som ejendomsadministrator, men er altså via Vurderingsportalen gjort tilgængelig for vores klient. Vores klient modtog endvidere den 14. november 2024 det klagestartsbrev, der er vedhæftet som bilag 1, via Vurderingsportalen. Det undrede vores klient og os. Det skyldes, at vores klient ikke forud for afgørelsen om vurderingen er blevet partshørt over om grundlaget, som Vurderingsstyrelsen påtænkte at lægge til grund for vurderingen. Vores klient har således ikke via Vurderingsportalen og heller ikke på anden vis modtaget deklarationen, der i henhold til registreringerne på Vurderingsportalen er udsendt forud for afgørelsen om vurderingen pr. 1. januar 2020, jf. skatteforvaltningslovens § 20 a. Vurderingsstyrelsen har ved brev af 19. december 2024, der vedhæftes som bilag 3 , meddelt os følgende om Vurderingsstyrelsens afgrænsning af kredsen af modtagere af kommunikation om de offentlige vurderinger: En ejendomsvurdering er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er derfor, at der skal foretages partshøring og sendes afgørelse om en ejendomsvurdering til alle dem, der måtte være part i den pågældende ejendomsvurdering. Det vil som hovedregel være de aktuelle ejere af den faste ejendom og andre, der beskattes af den pågældende vurdering, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2. Det kan dog være vanskeligt for Vurderingsstyrelsen af egen drift at identificere alle parter i vurderingssager, hvorfor det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er fraveget, når Vurderingsstyrelsen foretager almindelige vurderinger og omvurderinger. Der er således i skatteforvaltningslovens § 20 d indført en særlig regel, hvorefter partsinddragelse og anden kommunikation som udgangspunkt kun sendes til de registrerede ejere på udsendelsestidspunktet. Vurderingsstyrelsen kan derfor ved almindelig vurdering og omvurdering af fast ejendom opfylde sin forpligtelse til at gennemføre partsinddragelse ved alene at inddrage de registrerede ejere. Hvis Vurderingsstyrelsen får særskilt kendskab til andre, der har partsstatus i den pågældende sag, vil disse dog også skulle partsinddrages. Skatteforvaltningslovens § 20 d indebærer altså ikke en egentlig begrænsning af kredsen af parter i ejendomsvurderingssager, men afgrænser alene hvilke parter, der uden konkret anmodning eller myndighedens særskilte kendskab til vedkommendes partsstatus skal modtage underretninger og meddelelser fra Vurderingsstyrelsen om vurdering af fast ejendom. Vurderingsstyrelsen sender således underretninger og meddelelser i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af vurderingen til følgende: - Fysiske og juridiske personer, der ved udsendelsen af underretningen eller meddelelsen er registreret som aktuelle ejere af den pågældende ejendom. - Andre, som Vurderingsstyrelsen undtagelsesvis på anden måde har fået særskilt kendskab til har partsstatus i den pågældende vurdering. De registrerede aktuelle ejere er i praksis de ejere, der i Ejerfortegnelsen er registreret som ejere. Ejerfortegnelsen er et autoritativt register, der indeholder oplysning om faste ejendommes ejere, og om ejendommes eventuelle administratorer og andre, der kan råde over eller modtage meddelelser om ejendommen på ejerens vegne. Ejerfortegnelsen ajourføres og opdateres af landets kommuner. De oplysninger, der er registreret i Ejerfortegnelsen, lægges til grund ved udsendelsen af underretninger og meddelelser, medmindre Vurderingsstyrelsen bliver opmærksom på, at de registrerede oplysninger er åbenbart fejlagtige. Hvis de(n) registrerede, aktuelle ejer(e) har indmeldt en ejendomsadministrator, vil underretninger og meddelelser dog blive sendt til den aktuelt registrerede ejendomsadministrator som repræsentant for den eller de pågældende ejere. Vores bemærkninger Vurderingsstyrelsen har med sin sagsbehandling af og afgørelse om vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020 tilsidesat garantiforskrifter fastsat i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a. Det skyldes, at vores klient, som i henhold til det forvaltningsretlige partsbegreb, der er udviklet i praksis, er part i vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020, og som i øvrigt i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, som afgrænser kredsen, der er berettiget til at klage over Vurderingsstyrelsens afgørelse om vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020 ( ikke kredsen af parter i vurderingssager), ikke forud for vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020 blevet partshørt efter hverken reglerne i forvaltningslovens kapitel 5 eller efter de særlige regler fastsat i skatteforvaltningslovens kapitel 7a, som Vurderingsstyrelsen har valgt og været berettiget til at vælge at anvende i stedet for reglerne i forvaltningslovens kapitel 5. Undladelsen af at partshøre vores klient er en tilsidesættelse partshøringsreglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a, der entydigt fastlægger, at der i alle tilfælde, hvor Vurderingsstyrelsen vælger at anvende deklarationsproceduren fremfor partshøring efter reglerne i forvaltningslovens kapitel 5, skal ske partshøring af alle aktuelt registrerede ejer af ejendommen og af alle andre parter, som Vurderingsstyrelsen af andre grunde har kendskab til. Undladelsen af at partshøre vores klient er i øvrigt, efter vores opfattelse, også i åbenbart strid med Vurderingsstyrelsens egen fortolkning af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a, som denne er beskrevet med det svar fra Vurderingsstyrelsen til os af 19. december 2024, der er vedhæftet som bilag 3, idet Vurderingsstyrelsen i dette svar til os har oplyst, at: Vurderingsstyrelsen sender således underretninger og meddelelser i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af vurderingen til følgende: - Fysiske og juridiske personer, der ved udsendelsen af underretningen eller meddelelsen er registreret som aktuelle ejere af den pågældende ejendom. - Andre, som Vurderingsstyrelsen undtagelsesvis på anden måde har fået særskilt kendskab til har partsstatus i den pågældende vurdering. Vurderingsstyrelsen har både ved udsendelse af både deklarationen og ved udsendelsen af afgørelsen om vurderingen af ejendommen pr. januar 2020 haft kendskab til, at vores klient var ejer af ejendommen pr. 1. januar 2020 og til, at vores klient i 2021 og 2022 har hæftet for de skatter, der er afledt af bl.a. denne vurdering. Det har Vurderingsstyrelsen i øvrigt også illustreret derved, at Vurderingsstyrelsen har sendt afgørelsen om vurderingen til vores klient via Vurderingsportalen. Det må være således, at Vurderingsstyrelsen enten har tilsidesat sin forpligtelse til at sende deklaration til vores klient og dermed en garantiforskrift, eller at Vurderingsstyrelsen har overskredet sin tavshedspligt ved at sende afgørelsen om vurdering til vores klient. Vi henviser til støtte for, at det er det første, der er tilfældet til følgende: Det er med skatteforvaltningslovens § 20 a, stk. 1 og 2, fastlagt, at: Told- og skatteforvaltningen kan ved almindelige vurderinger og omvurderinger efter ejendomsvurderingsloven sikre inddragelsen af ejendommens ejer ved anvendelse af en særlig deklarationsprocedure, jf. stk. 2 og 3. Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen underretter ved deklarationen ejeren af en ejendom om de faktiske oplysninger om den pågældendes ejendom og andre faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Told- og skatteforvaltningen underretter samtidig ejeren af ejendommen om, at told- og skatteforvaltningen kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger, når afgørelsesperioden indtræder, og om tidspunktet for afgørelsesperiodens indtræden, jf. § 20 b. Bestemmelsen blev indført med § 1, nr. 22, i lov nr. 688 af 8. juni 2017 (følgeloven til ejendomsvurderingsloven). Bestemmelsen blev således indført, før den seneste udskydelse af de første nye vurderinger, der udskød idriftsættelsen af det nye ejendomsvurderingssystem til 2020, og længe før det stod klart, at udsendelsen af de første nye ejendomsvurderinger ville blive forsinket. Der er derfor ikke i bemærkningerne til § 1, nr. 22, i forslaget til denne lov (L 212 af 3. maj 2017) taget stilling til, hvorledes der skal forholdes, hvis en ejendomsejer, der var ejer af ejendommen pr. 1. januar 2020, på tidspunktet for udsendelsen af deklaration og afgørelse om vurderingen pr. 1. januar 2020 har overdraget ejendommen til en ny ejer, der er blevet registreret som ejer i Ejerfortegnelsen. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 20 a blev efterfølgende fulgt op af en ny § 20 d i skatteforvaltningsloven, som fastlægger, at: Partsinddragelse og anden kommunikation, der sendes af told- og skatteforvaltningen ved almindelig vurdering og omvurdering af en fast ejendom, sendes alene til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre told- og skatteforvaltningen har andet særligt kendskab til, at andre har partsstatus i den pågældende vurdering. Skatteforvaltningslovens § 20 d blev indført med § 7, nr. 5, i lov nr. 278 af 17. april 2018, og dermed også affattet på et tidspunkt, hvor det endnu ikke var konstateret, at udsendelsen af deklarationer og vurderinger pr. 1. januar 2020 ville blive forsinket. Der er derfor heller ikke med bemærkningerne til denne bestemmelse taget eksplicit stilling til kredsen af adressater for meddelelser om deklaration og vurderinger pr. 1. januar 2020 i situationer, hvor ejeren af ejendommen pr. 1. januar 2020 og eventuelle efterfølgende ejere af en ejendom ikke længere er den ejer, der er registreret i Ejerfortegnelsen, når meddelelser om deklaration og vurdering sendes ud. Der er derimod i bemærkningerne til § 7, nr. 5, i lovforslag L 171 af 28. februar 2018 bl.a. anført følgende om bestemmelsens betydning (understregninger er tilføjet): […] De hensyn, der ligger til grund for afgrænsningen af kredsen, der skal partsinddrages efter skatteforvaltningslovens § 20 a, gør sig herudover i vid udstrækning tilsvarende gældende i forhold til afgrænsningen af de parter, der efter forvaltningsloven skal have meddelelse omvurderingsmyndighedens afgørelse. Det vil være uhyre vanskeligt for vurderingsmyndigheden med sikkerhed at fastslå, om der kan være andre end den eller de aktuelle ejere af ejendommen, der kan have en så væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i den konkrete vurdering, at vedkommende vil have partsstatus efter det generelle forvaltningsretlige partsbegreb. Det gælder, uanset om en vurdering foretages automatisk eller efter manuel behandling. Der vil imidlertid sjældent være andre parter i en vurderingssag end de aktuelle ejere. Det ressourceforbrug, der vil medgå til afklaring af kredsen af eventuelle andre parter, vurderes på denne baggrund at stå i misforhold til resultatet af sådanne undersøgelser. Det foreslås derfor, at der i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a indsættes en ny § 20 d, der direkte og entydigt fastlægger, at partsinddragelse og anden kommunikation, der sendes af vurderingsmyndigheden ved almindelig vurdering og omvurdering af en fast ejendom, alene sendes til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre vurderingsmyndigheden har andet særligt kendskab til, at andre har partsstatus i den pågældende vurdering. […] Det foreslås samtidigt, at den forslåede afgrænsning af kredsen af modtagere vil skulle gælde for al kommunikation fra vurderingsmyndigheden til parterne i sådanne vurderingssager. Vurderingsmyndigheden vil således kun skulle sende underretninger og meddelelser om vurderingen af en konkret fast ejendom til de fysiske og juridiske personer, der ved udsendelsen af underretningen eller meddelelsen er registreret som aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre vurderingsmyndigheden undtagelsesvis på anden måde har fået særskilt kendskab til andre, der har partsstatus i den pågældende vurdering. I praksis vil dette betyde, at breve fra vurderingsmyndigheden til sagens parter, herunder alle former for partsinddragelse og afgørelser omvurdering, vil blive sendt til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom. Vurderingsmyndigheden vil ikke skulle sende disse breve og afgørelser til andre, medmindre vurderingsmyndigheden har særligt kendskab til, at de konkret har partsstatus i den pågældende vurdering. […] Vurderingsmyndigheden vil være forpligtet til at foretage nødvendig partsinddragelse m.v. i forhold til andre, der har partsstatus i en konkretvurderingssag, hvis vurderingsmyndigheden på anden vis end ved en særskilt anmodning konkret bliver opmærksom på, at en anden end en registreret ejer af ejendommen har partsstatus i en konkret vurdering. Den foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 20 d vil således ikke indebære en egentlig begrænsning af kredsen af parter i ejendomsvurderingssager. Den foreslåede bestemmelse vil alene afgrænse, hvilke parter der uden konkret anmodning eller myndighedens særskilte kendskab til vedkommendes partsstatus skal modtage underretninger og meddelelser fra vurderingsmyndigheden om vurdering af fast ejendom. § 20 d foreslås indført med henblik på at tilgodese hensynet til, at vurderingsmyndigheden skal kunne sende underretninger og meddelelser til den samme personkreds, uanset om underretningen eller meddelelsen sendes som led i almindelig partsinddragelse og afgørelse efter forvaltningsloven eller under anvendelse af de særlige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a. Forslaget er i det hele begrundet i de hensyn, der ligger bag de allerede vedtagne regler i § 20 a. […] Det fremgår efter vores entydigt af de citerede bemærkninger, at: - Den kreds, der skal modtage meddelelser om deklarationer forud for vurderingen pr. 1. januar 2020 i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a, er præcis den samme kreds, som den kreds, der i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 d skal modtage meddelelserne om vurderingerne pr. 1. januar 2020 - bortset fra i de tilfælde, hvor der i perioden efter udsendelsen af deklaration, men før udsendelsen af vurdering. er registreret en ny ejer af vurderingsejendommen i Ejerfortegnelsen, idet denne registrerede nye ejer i så fald også skal modtage afgørelsen om vurderingen, selvom denne nye ejer ikke har modtaget deklarationen fra Vurderingsstyrelsen. - De parter, som Vurderingsstyrelsen ikke af egen drift er forpligtet til at foretage partshøring ved deklaration i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a af, og som Vurderingsstyrelsen ikke af egen drift er forpligtet til at sende meddelelse om vurderingen, er udelukkende de parter, som ikke kan identificeres af Vurderingsstyrelsen via de registeroplysninger, som Vurderingsstyrelsen har adgang til, fx Ejerfortegnelsen. Den her foreliggende situation, hvor i Ejerfortegnelsen har været registreret en anden ejer pr. 1. januar 2020 og indtil 1. juli 2022 end den nu registrerede aktuelle ejer, er efter vores opfattelse et soleklart eksempel på en situation, hvor Vurderingsstyrelsen allerede (uden at der er behov for nye oplysninger udefra) har de oplysninger, der entydigt fastlægger, at der skal ske partshøring af og sendes afgørelse om vurderingen til andre end blot den eller de registrerede aktuelle ejere. Vi har selvsagt ikke indsigt i, om centraladministrationen er mislykkedes med at etablere en Ejerfortegnelse, der ikke overskriver historiske data. Vi må dog formode, at dette har været forebygget, henses til at selvsamme centraladministration siden i hvert fald udgangen af 2020 har været klar over, at deklarationerne forud for de offentlige vurderinger pr. 1. januar 2020 og meddelelserne om de offentlige vurderinger pr. 1. januar 2020 ville blive endda meget forsinkede. Vi kan herudover konstatere, at Vurderingsstyrelsen ved udsendelsen af vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020, som skete ved udsendelsen af afgørelsen om vurderingen af 12. november 2024, de facto har været i stand til af egen drift at identificere, at vores klient var part i afgørelsessagen om vurderingen pr. 1. januar 2020 via de oplysninger, der er tilgængelige for Vurderingsstyrelsen. Der er ikke sket ændringer af registreringerne af ejerforholdene siden 2022. Vurderingsstyrelsen var således også ved udsendelsen af deklarationen forud for vurderingen i stand til at identificere vores klient som part i vurderingssagen. Vurderingsstyrelsen har imidlertid undladt at sende partshøringen til vores klient. Da afgrænsningen af kredsen, som Vurderingsstyrelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 d er forpligtet til af egen drift (uden konkret henvendelse fra parten) at sende meddelelser om afgørelsen om vurderingen, i henhold til bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 20 d præcis den samme kreds, som den kreds, som Vurderingsstyrelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a er forpligtet til af egen drift (uden konkret henvendelse fra parten) at sende meddelelser om deklarationen til, og da Vurderingsstyrelsen selv har konkluderet, at afgørelsen om vurdering skal sendes til vores klient, er det efter vores opfattelse åbenbart, at Vurderingsstyrelsen ved at undlade at sende deklarationen til vores klient har tilsidesat reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 a og dermed en garantiforskrift. Vurderingsstyrelsen har, på trods af det svar, der er sendt til os, og som er vedhæftet som bilag 3, både i nærværende sag og i andre sager, som vi har kendskab til, ageret ud fra antagelsen, at kredsen, der skal modtage deklarationer, der sendes i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a, ikke er den samme, som kredsen, der skal modtage andre meddelelser, der sendes i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 d. Dette er i strid med formålet med præciseringen af kredsen af modtagere, der skete med indførelsen af skatteforvaltningslovens § 20 d. Det er med motiverne til denne bestemmelse entydigt fastlagt, at kredsen, der skal modtage meddelelser fra Vurderingsstyrelsen er præcis den samme, uanset om der er tale om deklarationer udsendt i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a, partshøringer udsendt i henhold til forvaltningslovens kapitel 5 eller anden kommunikation, herunder afgørelser, der udgår fra Vurderingsstyrelsen i afgørelsessager om de offentlige vurderinger. Den her påberåbte fejl i Vurderingsstyrelsens sagsbehandlingsproces er imidlertid på denne baggrund af systemisk karakter, og denne fejl medfører, at der generelt sker tilsidesættelse af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a, når Vurderingsstyrelsen forbereder vurderingen af ejendomme, for hvilke der ved udsendelse af deklaration og vurdering i Ejerfortegnelsen er registreret en anden ejer end den, der var registreret som ejer af ejendommen pr. 1. januar 2020, eller en anden ejer, der i mellemtiden har været registreret som ejer. Det er påfaldende i lyset af, at et af de væsentligste, hvis ikke dét væsentligste, tiltag ved etableringen af det nye ejendomsvurderingssystem var at sikre, at de første nye vurderinger foretages på grundlag af de oplysninger, der er registreret og til rådighed for Vurderingsstyrelsen, efter at der forud for vurderingen er sket en kvalitetssikring af oplysningerne ved en særlig partshøring af relevante ejendomsejere. Vi bemærker om baggrunden for klagen i øvrigt: Klagesagens udfald vil have væsentlig betydning for vores klient. Det gælder både i forhold til gyldigheden af den her påklagede afgørelse og i forhold til håndteringen af fremtidige vurderingssager af de ejendomme, som pr. 1. januar 2020 eller i perioden fra 1. januar 2020 til udsendelse af deklaration eller vurdering har været ejet af vores klient, der som følge heraf har hæftet eller hæfter for skatter, der er afledt af bl.a. vurderingen pr. 1. januar 2020. Klagesagens udfald vil imidlertid også kunne have betydning for andre ejendomsejere, der pr. 1. januar 2020 ejede en ejendom, for hvilken Vurderingsstyrelsen udsender deklaration og vurdering på et tidspunkt, hvor en ny ejer er blevet registreret, og for andre ejendomsejere, som har været registreret ejer af en ejendom i perioden efter den 1. januar 2020, men før udsendelse af deklaration og vurdering, som af denne grund har hæftet eller hæfter for skatter, der vil blive eller som er afledt af bl.a. vurderingen pr. 1. januar 2020. Klagesagens udfald vil endvidere kunne have betydning for tilrettelæggelsen af den fremtidige sagsbehandling i Vurderingsstyrelsen af vurderingssager for ejendomme, for hvilke der i perioden fra og med 1. januar 2020 er registreret forskellige successive ejere. Denne vidtrækkende betydning af en prøvelse af Vurderingsstyrelsens fortolkning af relevante regler er årsagen til, at denne klage er indgivet. …" Klagerens bemærkninger til Vurderingsstyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har den 16. april 2025 fremsat følgende bemærkninger til Vurderingsstyrelsens udtalelse: "… 1. Der er enighed om, at vores klient er part i afgørelsessagen om vurderingen for 2020 Vurderingsstyrelsen har indledningsvis anført, at klager ifølge styrelsens opfattelse opfylder betingelserne for at være part i vurderingen for 2020, jf. SFL § 35 a, stk. 2. Vi er ikke uenige i, at vores klient er part i vurderingen for 2020. Vi må dog for god ordens skyld gøre opmærksom på, at dette ikke følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, der udelukkende afgrænser kredsen, der er berettiget til at klage over vurderingen, men ikke kredsen af parter i denne. Kredsen af parter er derimod afgrænset af det almindelig partsbegreb efter forvaltningsloven, dvs. af den praksis, der er udviklet gennem mange år, og som er beskrevet i pkt. 49-55 i vejledningen om forvaltningsloven (VEJ nr. 11740 af 4. december 1986). Dette fremgår efter vores opfattelse direkte af bemærkningerne til lovforslag L 212 af 3. maj 2017, ved hvilket der skete en justering af kredsen af klageberettigede i ejendomsvurderingssager. 2. Det er i henhold til skatteforvaltningslovens kapitel 7a præcis den samme kreds, der skal modtage meddelelse om deklarationen og meddelelse om vurderingen Vurderingsstyrelsen har i sin udtalelse fastholdt, at det i henhold til reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a udelukkende er den ejer, der er aktuel ejer i henhold til Ejerfortegnelsen, der skal have meddelelse om deklarationen. Det har Vurderingsstyrelsen fastholdt, uanset at det også fortsat er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at meddelelsen om vurderingen i henhold til reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a skal sendes til både aktuel ejendomsejer registreret i Ejerfortegnelsen og den, der var ejer af ejendommen pr. vurderingsterminen. Vurderingsstyrelsen har til støtte herfor henvist til, at: - Der er med skatteforvaltningslovens § 20a etableret mulighed for, at Vurderingsstyrelsen ved almindelige vurderinger og omvurderinger kan anvende den særlige deklarationsprocedure i stedet for at gennemføre partsinddragelse efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21. - Det fremgår direkte af skatteforvaltningslovens § 20a, stk. 2, at Vurderingsstyrelsen ved deklarationen skal underrette ejendommens ejer om de faktiske oplysninger, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældende ejendom. - Det følger af lovbemærkningerne til lov nr. 688 af 8. juni 2017, at bestemmelsen vil have den konsekvens, at deklarationen kun vil blive sendt til ejeren af ejendommen ved deklarationen, uanset at det ikke helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb vil være at anse som parter i vurderingssagen. Dette skal ses i lyset af, at det ikke vurderes at være praktisk muligt for vurderingsmyndigheden fuldt ud at afdække gruppen af parter i en vurderingssag, når henses til den store mængde vurderinger, der skal foretages inden for en meget kort periode. - Indførelsen af skatteforvaltningslovens § 20 d med lov nr. 278 af 17. april 2018 ændrer ikke på ovenstående fsva. modtagerkredsen af deklarationen, eller at Vurderingsstyrelsen separat skulle have partshørt klager efter reglerne i forvaltningsloven, da det af bemærkningerne fremgår, at deklarationen udelukkende sendes til den aktuelle ejer af ejendommen, uanset at det ikke helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige forvaltningsretlige partsbrev vil være at anse som parter i vurderingssagen. - Det er således Vurderingsstyrelsens opfattelse, at det - også efter indførelsen af skatteforvaltningslovens § 20 d - alene er den aktuelle ejer på tidspunktet for udsendelse af deklarationen, der skal modtage denne, mens § 20 d afgrænser kredsen af modtagere, hvis Vurderingsstyrelsen vælger at partshøre efter forvaltningsloven, ligesom al øvrig partsinddragelse og kommunikation afgrænses. Vi bemærker hertil: Vurderingsstyrelsen har meget gelinde undladt at forholde sig til argumentationen i klagen, der beskriver, hvorfor der i bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 20 d udelukkende er forholdt til situationer, hvor Vurderingsstyrelsen ikke af egen drift kan identificere en part i en vurderingssag - fordi denne fx var en ny ejer, som endnu ikke er registreret i tinglysningssystemet og i Ejerfortegnelsen. Vurderingsstyrelsen har også undladt at forholde sig til det i klagen påpegede; at det med bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 20 d er fastslået, at det er præcis den samme kreds af personer, der skal have meddelelser relateret til afgørelsessager om vurdering, uanset om der er tale om en deklaration, anden form for partshøring eller afgørelse om vurderingen. Dvs. at § 20 d og bemærkningerne hertil modificerer afgrænsningen i henhold til § 20 a og (især) bemærkningerne til denne bestemmelse, som de oprindeligt blev affattet. Der henvises til uddraget af bemærkningerne, der er citeret i klagen - særligt til følgende passus (understregninger er også her understreget): Det foreslås samtidigt, at den forslåede afgrænsning af kredsen af modtagere vil skulle gælde for al kommunikation fra vurderingsmyndigheden til parterne i sådanne vurderingssager. Vurderingsstyrelsen har endvidere ikke på nogen måde begrundet, hvilke administrative hensyn der skulle kunne ligge bag et regelsæt, som tillader Vurderingsstyrelsen at afgrænse kredsen af parter, der skal modtage en partshøring om vurderingen pr. 1. januar 2020 ved deklaration, til den registrerede aktuelle ejer, uanset at Vurderingsstyrelsen er opmærksom på andre parter, der kan og skal identificeres under afgørelsessagen - som fx ejeren pr. vurderingsterminen, der, også ifølge Vurderingsstyrelsen, skal have tilsendt al anden kommunikation om vurderingen inkl. afgørelsen om vurderingen pr. 1. januar 2020. Det forekommer i dette lys snarere at være en ikke-uvæsentlig administrativ besværing, hvis E&G og sagsbehandlerne i Vurderingsstyrelsen skal identificere alle parter, som kan identificeres via fx Ejerfortegnelsen, herunder ejer pr. vurderingsterminen, således at de kan modtage afgørelsen om vurderingen, som de (også ifølge Vurderingsstyrelsen) skal modtage, men E&G og sagsbehandlerne i Vurderingsstyrelsen samtidig skal sikre, at det ikke er alle disse identificerbare parter, der skal modtage partshøring, når denne gennemføres ved deklaration. Det forekommer i det hele taget at være i direkte modstrid med hele formålet med reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a, at Vurderingsstyrelsen således åbenbart helt bevidst har truffet beslutning om at undlade at gennemføre partshøring af alle de parter, som Vurderingsstyrelsen altså uden problemer kan og i øvrigt skal identificere - og som Vurderingsstyrelsen rent faktisk har identificeret - fordi Vurderingsstyrelsen har valgt at anvende deklarationsproceduren. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 20 a, som blev skrevet i 2017, blev affattet på et tidspunkt, hvor det var forudsat, at Vurderingsstyrelsen skulle sagsbehandle og afgøre vurderingerne af alle landets ejerboliger hhv. erhvervsejendomme inden for den samme deklarationstidspunkt og samme afgørelsesperiode - mens vurderingerne som bekendt efter gældende regler behandles og afgøres i "batches", som medfører, at det er et markant lavere antal deklarationer og vurderinger, der skal sendes ud ved hhv. deklaration og afgørelse i hvert batch, end det oprindeligt var forudsat. Det kan på denne baggrund overvejes, i hvilket omfang massesagsbehandlings-argumentationen, der oprindelig blev anvendt, overhovedet fortsat kan anvendes. Dette er imidlertid ikke afgørende. Det afgørende er, at det allerede i 2018, med lov nr. 278 af 17. april 2018, blev vurderet, at det ikke er forvaltningsretligt acceptabelt, at Vurderingsstyrelsen undlader at sende relevante meddelelser, herunder partshøring, der gennemføres ved deklaration, til de parter, som Vurderingsstyrelsen rent faktisk har kendskab til, uanset om de er registreret som aktuelle ejere eller ej. Dette skal, selvsagt ses i lyset af, at formålet med partshøringen er at sikre, at der sker partshøring af de parter, som Vurderingsstyrelsen kan finde - og især af dem, der er tættest på at kende forholdene for ejendommen pr. vurderingsterminen, dvs. ejer pr. vurderingsterminen. 3. Selvfølgelig kan og skal klagemyndigheden tage stilling til gyldigheden af den påklagede vurdering. Vurderingsstyrelsen har i sin udtalelse anført, at der ikke i klagen er gjort bemærkninger om materielle fejl i vurderingen pr. 1. januar 2020, og at der således ikke er indikationer på eller oplysninger om, at afgørelsen er truffet på et forkert grundlag. Vurderingsstyrelsen har anført, at den påklagede afgørelse om vurderingen på den baggrund ikke kan tilsidesættes som ugyldig. Vurderingsstyrelsen har henvist til, at det af bemærkningerne til lov nr. 688 af 8. juni 2017 vedrørende indførelse af 20 %-kravet i klagesager om ejendomsvurderinger, er anført, at klagemyndigheden ikke kan ændre en påklaget ansættelse, hvis der ikke er grundlag for at ændre denne med mere end 20 %, uanset om klagen f.eks. er begrundet med, at den påklagede afgørelse er behæftet med en retlig mangel, og at klagemyndigheden kan begrænse sin prøvelse i overensstemmelse hermed, hvis der ikke er grundlag for at ændre vurderingen med mere end 20 %. Vi bemærker hertil: Vurderingsstyrelsens udtalelse er efter vores opfattelse udtryk for en manglende forståelse af klagemyndighedens forpligtelser og muligheder i relation til prøvelsen af den materielle rigtighed af den påklagede vurdering hhv. klagemyndighedernes forpligtelse til at påse, at der ikke ved behandlingen og afgørelsen af vurderingssagen er tilsidesat garantiforskrifter med den følge, at vurderingen skal ophæves som ugyldig. Det er dog i øvrigt helt åbenbart sådan, at en ophævelse af den påklagede vurdering vil føre til, at alle ansættelser i denne ændres med mere end 20 %. Situationen er helt sammenlignelig med baggrunden for, at der ikke er opstillet et 20 % krav i skatteforvaltningslovens § 33 som en forudsætning for foretagelse af manglende vurderinger: Det vil altid være en ændring på mere end 20 %, hvis en ansættelse, der ikke er foretaget, foretages. Tilsvarende vil det altid være en ændring på mere end 20 %, hvis en ansættelse, der er foretaget, ophæves. 4. Andre bemærkninger Det er påfaldende, at Vurderingsstyrelsen kæmper for at kunne opretholde en administration, der medfører, at en ejendomsejer, der ubestridt er part i en vurderingssag, og som Vurderingsstyrelsen under alle omstændigheder har en forpligtelse til at identificere med henblik på at sende den pågældende meddelelse om vurderingen og klagevejledning, ikke partshøres, hvis partshøring gennemføres ved deklaration. Den aktuelle administration underminerer hele formålet med, at det - som det eneste reelt nye i processen for vurdering af ejerboliger - med reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a er sikret, at der nu sker partshøring af ejendomsejer. Formålet med indførelse af regler om partshøring var dels at sikre overholdelse af forvaltningsretlige principper, dels at sikre, at ejendomsejer, som formodningsvis er den, der har de allerbedste forudsætninger for at forholde sig til, om de oplysninger, der forventes lagt til grund for vurderingerne, er korrekte og fyldestgørende, får anledning til at bidrage til grundlaget for vurderingerne allerede i første instans. Vurderingsstyrelsens administration er særligt bekymrende i lyset af, at udsendelsen af deklarationer og vurderinger pr. 1. januar 2020 nu er så forsinket, at det ofte udelukkende vil være en tidligere registreret ejer, der vil have kendskab til forholdene pr. 1. januar 2020, og som vil have interesse i 2020-vurderingen, da de nu registrerede ejendomsejere først for nyligt har overtaget ejendommen og aldrig vil blive beskattet af 2020-vurderingen. Det er i den forbindelse påfaldende, at Vurderingsstyrelsen tilsyneladende vurderer, at Vurderingsstyrelsen har en interesse i at opretholde en situation, hvor styrelsens systemer og sagsbehandlere ikke i alle tilfælde skal sende meddelelser om de offentlige vurderinger til den samme kreds af nuværende, tidligere og potentielt fremtidige ejere (hvis de sidste har meddelt, at de har købt ejendommen til senere overtagelse) - som det var hensigten at sikre med indførelsen af skatteforvaltningslovens § 20 d, jf. også bemærkningerne dertil. …" Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Repræsentanten har den 23. maj 2025 fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen: " 1. Begge klager er begrundet i, at Vurderingsstyrelsens nuværende administration er i strid med gældende regler og formålet med disse Klagen over vurderingen pr. 1. januar 2020 af Adresse Y1, By Y3, er - ligesom klagen over vurderingen pr. 1. januar 2020 af Vej Y3 2, 1. tv. - begrundet i, at Vurderingsstyrelsens nuværende administration er i strid med gældende regler og formålet med disse. Der er ingen af de to klager, der er begrundet i de uhensigtsmæssige følger af Vurderingsstyrelsens nuværende administration. De uhensigtsmæssige følger af Vurderingsstyrelsens nuværende administration er beskrevet, fordi disse følger illustrerer, at Vurderingsstyrelsens nuværende administration ikke på nogen måde medfører en administrativ forenkling, som det er gjort gældende af Vurderingsstyrelsen. Vurderingsstyrelsens nuværende administration medfører, at der ikke sker partshøring af en part i en vurderingssag, der ikke længere er registreret ejer af ejendommen, som sagen vedrører, men som var ejer af ejendommen pr. vurderingstermin, og som i mange tilfælde vil blive beskattet af vurderingen, der er under foretagelse. Vurderingsstyrelsens nuværende administration medfører endvidere, at der ved partshøring af en nuværende ejer af en ejendom, som er under vurdering, udelukkende sker partshøring af registreret ejendomsadministrator, uden at det forlods kontrolleres, at administrator er antaget til at agere som partsrepræsentant i vurderingssagen. Tidligere ejendomsejere og ejendomsejere med en registreret ejendomsadministrator er således nødsaget til at anmode Vurderingsstyrelsen om aktindsigt i deklarationer og vurderinger i de vurderingssager, som de er part i, for at sikre, at de får mulighed for at afgive bemærkninger til og berige grundlaget for vurderingen, før vurderingen foretages. Det er særligt bekymrende i lyset af de særlige regler, der gælder for hhv. foretagelse af ejendomsvurderinger og ændring af foretagne ejendomsvurderinger, der er beskrevet i pkt. 3 nedenfor, som medfører, at mulighederne for at påvirke vurderingen er væsentlig bedre i forlængelse af partshøringen end når vurderingen først er foretaget. Vurderingsstyrelsens medarbejdere skal efter modtagelse af en sådan anmodning om aktindsigt i deklarationer og vurderinger træffe afgørelse om anmodningen og sikre, at en part i en vurderingssag får udleveret al kommunikation og alle meddelelser, som er sendt i vurderingssagen. Disse dokumenter skal i den forbindelse udsøges manuelt af Vurderingsstyrelsens medarbejdere. Vurderingsstyrelsen anlægger denne administration, uanset at: - Vurderingsstyrelsen helt åbenbart allerede har (fået) udviklet en systemkomponent, der kan sikre maskinel udsøgning og udsendelse af relevante dokumenter til alle tidligere og aktuelle ejere inkl. de aktuelle ejere, der har en registreret en ejendomsadministrator. Den nævnte systemkomponent anvendes jo, når Vurderingsstyrelsen gør meddelelser om klagestart og kompensation tilgængelige for alle relevante tidligere og nuværende ejendomsejere via Vurderingsportalen. Disse meddelelser gøres i øvrigt tilgængelige for alle de tidligere og nuværende ejere - også de nuværende ejere, der har registreret en administrator. Det er således ikke i alle tilfælde, hvor Vurderingsstyrelsen skal kommunikere med parter i vurderingssager, herunder udsende klagevejledning, at Vurderingsstyrelsen antager, at Vurderingsstyrelsen er berettiget til udelukkende at kommunikere med en registreret ejendomsadministrator (anse en registreret administrator for at være partsrepræsentant). - Vurderingsstyrelsen lige så åbenbart allerede har (fået) udviklet en systemkomponent, der kan sikre maskinel udsøgning og udsendelse af relevante dokumenter i vurderingssagen til alle, der har været registreret som ejer af en given ejendom i en del af eller hele perioden fra og med vurderingsterminen til og med dateringen af det givne dokument. Denne systemkomponent anvendes jo, når Vurderingsstyrelsen gør de juridisk bindende meddelelser om vurderingen af en ejendom tilgængelige på Vurderingsportalen for alle, der har været eller er registreret som ejer af ejendommen i en del af eller hele perioden fra og med vurderingsterminen til og med dateringen af vurderingen - bortset fra, at Vurderingsstyrelsen i hvert fald i visse sager fravælger at sende (dvs. frasorterer) de breve, der er genereret, men som er stilet til aktuelle ejere, der har registreret en administrator. Det gælder fx i sagen om Adresse Y1. - Vurderingsstyrelsen altså allerede har (fået) udviklet de systemkomponenter til maskinelle udsøgninger af de parter, der kan identificeres, og som i henhold til skatteforvaltningslovens kapitel 7a skal modtage de meddelelser, der udsendes under behandlingen af vurderingssagen, ved afgørelsen af vurderingssagen og i forlængelse af afgørelsen af vurderingssagen. Når Vurderingsstyrelsen ved udsendelse af partshøringer ved deklaration alligevel vælger at undlade at partshøre en del af de parter i vurderingssagen, som Vurderingsstyrelsen systemmæssigt kan udsøge - og som Vurderingsstyrelsen rent faktisk udsøger i forbindelse med udsendelse af vurderinger og klagestartsbreve mv. - er det altså ikke en administrativ forenkling, der sparer ressourcer i Vurderingsstyrelsen. Tværtimod. Undladelsen af at partshøre en del af de parter, som Vurderingsstyrelsen kan identificere, er dog vigtigere i strid med hele formålet med, at der er indført pligt til partshøring forud for alle de nye ejendomsvurderinger. Der sker med Vurderingsstyrelsens nuværende administration frasortering af partshøring af tidligere ejere fra og med vurderingsterminen, som Vurderingsstyrelsen kan identificere, selvom disse tidligere ejere efter al formodning har langt bedre indsigt i ejendommen og forholdene omkring denne pr. vurderingsterminen, 1. januar 2020, end den aktuelt registrerede ejer, der i princippet kan have overtaget ejendommen for ganske nylig og dermed 4-5 år efter vurderingsterminen. Der sker dermed frasortering af partshøring af virkeligt mange tidligere ejere, der i kortere eller længere perioder fra 1. januar 2021 skal beskattes på grundlag af vurderingen pr. 1. januar 2020, som deklarationen vedrører. Der sker derimod partshøring af aktuelle ejere, der ikke var ejer af ejendommen pr. vurderingsterminen, den 1. januar 2020, og som i mange tilfælde aldrig er blevet og heller aldrig vil blive beskattet af vurderingen pr. 1. januar 2020, og for hvem 2020-vurderingen heller ikke vil kunne danne grundlag for beregningen af en skatterabat. Det sidste gør sig gældende i alle tilfælde, hvor deklarationen sendes til en registreret aktuel ejer, der har overtaget ejendommen den 1. januar 2024 eller senere. En sådan ny ejer er nemlig ikke beskyttet af hverken skattestopsreglerne, grundskatteloftet eller skatterabatten, der beregnes ved overgangen til det nye ejendomsbeskatningssystem pr. 31. december 2023. En sådan ny ejer, der partshøres, har således ikke alene ringe indsigt i oplysningerne, der er relevante for 2020-vurderingen. En sådan ny ejer har absolut ingen interesse i at forholde sig til hverken deklarationen forud for denne vurdering eller selve denne vurdering. Der er reelt en række forhold, der taler for, at en sådan ny ejer slet ikke er at anse som part i vurderingssagen om 2020-vurderingen. I henhold til forvaltningsretlig praksis beskrevet i pkt. 49 - 55 i vejledningen til forvaltningsloven er eneste årsag til, at en sådan ny ejer kan anses som part i 2020-vurderingen, at Vurderingsstyrelsen mener, at den ny ejer skal orienteres om vurderingen pr. 1. januar 2020. Der kan dog selvfølgelig argumenteres for, at det er en slags "administrativ forenkling" for Vurderingsstyrelsen, når Vurderingsstyrelsen på denne måde sikrer, at der partshøres så få som muligt, der har relevant viden om ejendommen pr. 1. januar 2020 og interesse i vurderingen pr. 1. januar 2020, men så mange som muligt, der ikke har en økonomisk interesse i 2020-vurderingen. Det er dog med sikkerhed ikke i denne betydning, at begrebet "administrative forenklinger" blev anvendt, da det nye ejendomsvurderingssystem og de processuelle regler til understøttelse heraf blev planlagt og vedtaget. En sådan forståelse af begrebet "administrative forenklinger" er endvidere vanskeligt foreneligt med, at begrænsningerne i adgangen til genoptagelse og ændring ved klage af foretagne vurderinger er gennemført under henvisning til, at parterne i vurderingssagen med de nye processuelle regler i skatteforvaltningsloven, der er gældende for de nye ejendomsvurderinger, har haft mulighed til at udtale sig om grundlaget for vurderingen, før vurderingen blev foretaget. 2. Begge klager er indgivet til afklaring af principielle spørgsmål og har væsentlig betydning for retstilstanden på vurderingsområdet Skatteankestyrelsens sagsbehandler spurgte under kontormødet ind til, om det er vores opfattelse, at den manglende partshøring af vores klient har medført, at de påklagede vurderinger er blevet forkerte, og hvori fejlene i de påklagede vurderinger og grundlaget for disse i så fald består. Vi er opmærksomme på, at det af praksis følger, at tilsidesættelse af garantiforskrifter som fx partshøring (eller, i vurderingssager, partshøring ved deklaration) kan medføre forskellige retsfølger som fx annullation eller hjemvisning eller måske reparation. De har omhandlede sager er imidlertid indbragt som principsager og med det formål at opnå en efterprøvelse af lovligheden af Vurderingsstyrelsens nuværende administration i forhold til partshøringsreglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a og reglen i forvaltningslovens § 8. Formålet er at opnå en efterfølgende justering af Vurderingsstyrelsens administration, således at denne justeres i overensstemmelse med gældende regler og formålet med disse. Hvis det under klagebehandlingen konkluderes, at der med den nuværende administration sker tilsidesættelse af garantiforskrifter, er selve formålet med at rejse principsagerne imidlertid opfyldt. Både Vurderingsstyrelsen og ejendomsejerne, herunder vores klient, vil herefter kende de spilleregler, der gælder for vurderingsprocessen, herunder ved udsendelse af deklarationer og vurderinger. Klagemyndigheden vil i så fald i hver enkelt af de to indbragte principsager efterfølgende tage stilling til, hvilken retsfølge tilsidesættelsen af garantiforskriften skal have i den konkrete sag. Den betydning, som tilsidesættelsen af garantiforskrifter har haft for den konkret påklagede afgørelse, har dog udelukkende betydning i denne sammenhæng, dvs. for fastlæggelsen af retsfølgen i den konkrete sag. Den konkrete betydning, som tilsidesættelsen har haft for den konkrete vurdering, har ingen betydning for sagerne som principsager. Retsfølgen, der fastlægges, kan ikke ændre ved, at det er konstateret, at der er sket en tilsidesættelse af en garantiforskrift. Formålet med de to her omhandlede klagesager vil for en stor del blive forpasset, hvis der ved behandlingen og afgørelsen af klagesagerne fokuseres på, i hvilket omfang tilsidesættelsen af partshøringsforpligtelsen i de konkret forelagte sager har medført, at de påklagede vurderinger er blevet fejlagtige - og hvilken retsfølge dette skal medføre. Hele formålet med klagesagerne er jo at få efterprøvet lovligheden af den administration, der pt. udøves af Vurderingsstyrelsen med henblik på forhåbentlig at få fastslået, at denne er i strid med gældende regler. Dvs. at opnå en anden retstilstand fremadrettet. Hvis Vurderingsstyrelsens nuværende administration opretholdes, vil vores klient - og andre tidligere ejendomsejere - for at sikre sig adgang til at afgive bemærkninger til partshøringerne forud for vurderinger, som de skal beskattes af, og for at sikre sig mulighed for at udnytte deres lovfæstede ret til at påklage disse vurderinger, i meget lang tid fremover være nødsaget til at indgive løbende anmodninger om aktindsigt til Vurderingsstyrelsen for at sikre sig adgang til alle de deklarationer og vurderinger, der udsendes af Vurderingsstyrelsen for ejendomme, som de skal beskattes af i en del af eller hele perioden fra og med 1. januar 2021 (ejerboliger) eller 1. januar 2022 (andre ejendomme). Hvis Vurderingsstyrelsens nuværende administration opretholdes, vil vores klient - og andre aktuelle ejendomsejere, der har registreret en ejendomsadministrator til at varetage administrationsopgaver, som fx at udarbejde varmeregnskaber, indgå lejekontrakter mv. - for at sikre sig adgang til at afgive bemærkninger til partshøringerne forud for vurderinger, som de skal beskattes af, og for at sikre sig mulighed for at udnytte deres lovfæstede ret til at påklagede disse vurderinger, tilsvarende i lang tid fremover være nødsaget til at indgive løbende anmodninger om aktindsigt til Vurderingsstyrelsen for at sikre sig adgang til alle de relevante deklarationer og vurderinger. Det forsøger vi med disse sager at undgå. 3. Særlige regler for foretagelse af offentlige vurderinger og ændring af foretagne offentlige vurderinger forstærker behovet for overholdelse af partshøringsreglerne i vurderingssager Alvoren i og betydningen af, at der med Vurderingsstyrelsens nuværende administration er tidligere og aktuelle ejere, der ubestridt er parter i vurderingssagerne, men som ikke har modtaget og ikke modtager deklarationer og vurderinger fra Vurderingsstyrelsen, er væsentligt forstærket af de særlige regler, der er fastsat for foretagelse af offentlige vurderinger og ændring af offentlige vurderinger ved genoptagelse eller klagebehandling. Det skyldes følgende: Det er med ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 3, fastlagt, at der i tilfælde, hvor der ved ansættelsen af ejendomsværdien eller grundværdien for en ejendom indgår modelberegninger, skal tages højde for konstaterede eller påberåbte særlige faktiske forhold, hvis disse forhold samlet set påvirker ansættelsen af ejendomsværdien eller grundværdien med mindst 5 %. En tidligere eller aktuel ejer kan således, hvis denne modtager deklarationen, forholde sig til oplysningerne i deklarationen og indgive bemærkninger dertil samt oplysninger om særlige faktiske forhold, der tillige har betydning for vurderingen, til Vurderingsstyrelsen i deklarationsperioden. Vurderingsstyrelsen skal i så fald tage højde for disse oplysninger ved vurderingen af ejendommen, hvis oplysningerne påvirker vurderingen med mindst 5 %. Hvis en tidligere eller aktuel ejer derimod, fx på grund af manglende orientering fra Vurderingsstyrelsen om deklarationen og deklarationsperioden, ikke indgiver oplysninger om sådanne særlige faktiske forhold og/eller indsigelser til deklarationen i deklarationsperioden, vil oplysningerne og indsigelserne ikke på samme måde kunne påvirke vurderingen - hverken ved foretagelsen, hvor oplysningerne jo så ikke foreligger, eller senere. Det skyldes, at det med skatteforvaltningslovens § 33 er fastlagt, at en tidligere eller aktuel ejer af en ejendom ikke har krav på at få genoptaget og ændret en foretaget offentlig vurdering, hvis vurderingen ikke skal ændres med mere end 20 %. Det gælder, uanset om ændringen er foranlediget af oplysninger, der ikke indgik i grundlaget for vurderingen. Det skyldes også, at det med reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 h, stk. 2, § 38, stk. 3, og § 45, stk. 2, er fastslået, at en tidligere eller aktuel ejer af en ejendom ikke kan opnå, at en vurdering ændres ved klagebehandling, hvis vurderingen ikke skal ændres med mere end 20 %. Dette gælder også, uanset om der under klagebehandlingen indgår oplysninger af relevans for vurderingen, som ikke har indgået i grundlaget for den påklagede vurdering. Hvis en tidligere eller aktuel ejer på grund af den manglende orientering fra Vurderingsstyrelsen ikke bliver opmærksom på, at deklaration er udsendt, og derfor ikke indgiver oplysningerne af betydning for vurderingen i deklarationsperioden, vil denne tidligere eller aktuelle ejer altså ikke ved en anmodning om genoptagelse eller en klage kunne opnå en ændring af vurderingen på grund af det fejlagtige eller mangelfulde grundlag, som vurderingen er foretaget ud fra - medmindre de nævnte fejlagtige eller mangelfulde oplysningerne påvirker vurderingen med mere end 20 %. Det gælder, uanset om de nye oplysninger påvirker vurderingen med mindst 5 % og derfor ville have ført til en anden vurdering, hvis de var indgået i deklarationsperioden. Oplysninger, der påvirker vurderingen med (fra og med) 5 % til (og med) 20 %, som Vurderingsstyrelsen altså skulle have taget højde for, hvis disse var indgivet i deklarationsperioden, vil ikke kunne føre til en ændring af vurderingen, hvis de først indgår efter udløbet af deklarationsperioden - som påbegyndes ved deklarationen - heller ikke ved klagebehandling eller ved genoptagelse. Det er på denne baggrund i vurderingssager om muligt endnu mere væsentligt end i de fleste andre sager, hvor der i højere grad er mulighed for reparation af fejl ved genoptagelse eller klagebehandling, at der sker partshøring af alle de parter i vurderingssagen, som kan identificeres af Vurderingsstyrelsen på tidspunktet for partshøring, således at flest muligt bliver bekendte med både oplysningerne i deklarationen og fristen for at afgive bemærkninger dertil eller supplere denne, mens det udelukkende er bagatelgrænsen på 5%, der gælder. I de her omhandlede sager var Vurderingsstyrelsen ved udsendelse af deklarationerne i stand til ved et simpelt opslag i ejerfortegnelsen eller tingbogen at identificere vores klient som part i afgørelsessagerne om vurderingen pr. 1. januar 2020. Det er dokumenteret derved, at: - Vurderingsstyrelsen har sendt deklarationen og vurderingen for Adresse Y1 til den administrator, der er registreret af vores klient. - Vurderingsstyrelsen har sendt afgørelsen om vurderingen af Vej Y3 2, 1. tv., til vores klient. - Vurderingsstyrelsen har i begge sager sendt klagestartsbreve med vejledning om klageadgangen mv. til vores klient. Det er på denne baggrund i strid med reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a og formålet med disse regler, at Vurderingsstyrelsen ikke har gennemført partshøring af vores klient forud for foretagelse af vurderingerne af de to nævnte ejendomme. 4. Andre bemærkninger i relation til tilskæringen af sagen mv. De to rejste klagesager er, som det også er fremhævet ovenfor, rejst med henblik på at opnå en prøvelse af spørgsmål, der vedrører fortolkningen af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a og sammenhængen mellem disse regler og forvaltningslovens § 8, der ikke tidligere er taget stilling til i offentliggjort praksis. Vi fastholder derfor, at sagerne skal henvises til Landsskatteretten til afgørelse. Vi henviser i den forbindelse til det tidligere anførte om indholdet og forståelsen af kompetencereglerne i skatteforvaltningslovens §§ 6, 6a og 6b, og om sammenhængen mellem disse regler og reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 19 om omkostningsgodtgørelse. De spørgsmål, der er rejst med de her omhandlede sager, er herudover, og som også nævnt ovenfor, spørgsmål, der må anses som principielle, og som har generel betydning for retstilstanden på vurderingsområdet. Det er derfor vores opfattelse, at udfaldet af klagesagerne vil kunne kvalificeres som "medhold i overvejende grad", hvis Landsskatteretten med afgørelsen af klagerne tiltræder, at der ved Vurderingsstyrelsens behandling af sagerne er tilsidesat garantiforskrifter. Det vil efter vores opfattelse være tilfældet, uanset om Landsskatteretten med afgørelsen af klagerne finder grundlag for at annullere de indbragte afgørelser som følge af tilsidesættelsen, eller Landsskatteretten vurderer, at fejlen, uanset den ovenfor beskrevne 20%-regel, kan repareres under klagebehandlingen. Vi henviser til, at det af praksis følger, at udfaldet af en sag kan kvalificeres som "medhold i overvejende grad", hvis der ved sagens afgørelse opnås medhold i spørgsmål, der må anses for principielle eller generelt har betydning for retstilstanden. Da de konkrete vurderinger pr. 1. januar 2020 er påklaget med henblik at opnå afklaring af de rejste principielle spørgsmål, som har generel betydning for retstilstanden på vurderingsområdet, selvom de indbragte konkrete vurderinger på grund af skatteloftsreglerne og det mellemliggende salg af ejendommen Vej Y3 2, 1. tv. har ingen eller tilnærmelsesvis ingen økonomisk betydning for vores klient, bør der ved sagernes behandling og afgørelse fokuseres på de principielle spørgsmål, som er af generel betydning for retstilstanden på vurderingsområdet. Det er endvidere fortsat uafklaret, om udgifterne til disse principsagers førelse vil blive omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. Det bliver udgifterne kun, hvis sagerne henvises til Landsskatteretten til afgørelse. Principsagerne må derfor på nuværende tidspunkt føres med udgangspunkt i, at det er vores klient alene, der skal bærer omkostningerne forbundet med at få efterprøvet lovligheden af Vurderingsstyrelsens generelle administration. Det er herudover sådan, at selv når det meddeles, at sagerne henvises til Landsskatteretten til afgørelse, vil det først, når udfaldet af klagerne er kendt og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om omkostningsgodtgørelse, være afklaret, i hvilket omfang vores klient vil være nødsaget til at bære udgifterne til førelse principsagerne alene. Uanset at sagerne vedrører Vurderingsstyrelsens generelle administration af gældende regler, som har betydning for alle tidligere ejere og for alle nuværende ejere, der har en registreret administrator, der imidlertid ikke er antaget som partsrepræsentant i vurderingssagen. Det er derfor vores opfattelse, at det er ret og rimeligt, at tidsforbruget til behandling af spørgsmål, der ikke er relateret til de principielle afklaringer af generel betydning for retstilstanden på vurderingsområdet, i videst omfang elimineres. Vi har derfor ikke foretaget en gennemgang af de påklagede vurderinger og grundlaget herfor. Vi har herunder ikke taget stilling til, om de referencer, som Vurderingsstyrelsen har lagt til grund for de påklagede vurderinger, reelt er anvendelige, herunder om der er tale om frie handler osv. Vi må - med henblik på at begrænse omkostningerne til sagernes førelse til de omkostninger, der er forbundet med behandlingen af de principielle spørgsmål af generel betydning for retstilstanden på vurderingsområdet for både vores klient og alle andre ejendomsejere - overlade det til klagemyndigheden at forholde sig til, om det på det foreliggende grundlag helt kan afvises, at den manglende partshøring af ejendomsejer pr. vurderingsterminen har haft betydning for grundlaget for vurderingerne og dermed de udøvede vurderingsskøn." Klagerens repræsentant har yderligere fremsat følgende bemærkninger den 18. juni 2025: "Vi og relevante medarbejdere i Vurderingsstyrelsen har, som det også fremgår af tidligere indlæg i sagen, i de sidste måneder formodet, at vi med en helt lavpraktisk løsning bestående i løbende anmodninger om partsaktindsigt indgivet for relevante klienter, herunder H1, og Vurderingsstyrelsens afgørelser heraf, havde formået at eliminere risikoen for, at vores klienter fremadrettet mister muligheden for afgive bemærkninger til Vurderingsstyrelsens deklarationer om vurderingerne pr. 1. januar 2020 (og pr. senere vurderingsterminer) og dermed muligheden for at opnå sagsbehandling af oplysninger, der påvirker vurderingerne pr. 1. januar 2020 (eller senere vurderingsterminer) med mellem 5 og 20 % af ejendomme, som var ejet af vores klienter pr. pågældende vurderingsterminer. Vi har imidlertid med Vurderingsstyrelsens seneste "sæt" afgørelser om aktindsigt af 4. juni 2025 konstateret, at dette desværre ikke er tilfældet. Vi har således med afgørelse om aktindsigt af 4. juni 2025 modtaget vurderinger og klagestartsbreve for ejerlejligheder i ejendommen "[…]" på Adresse Y2 med BFE-nr. […], fx for ejerlejligheden på Adresse Y3, der har BFE-nr. […], som pr. 1. januar 2020 var ejet af P/S H2. Selvom vi ikke med tidligere afgørelser om aktindsigt til P/S H2 har modtaget de deklarationer, der har været udsendt, før afgørelser om vurderingerne pr. 1. januar 2020 blev truffet. Uanset at vi har fået oplyst, at der i april 2025 er blevet sendt deklaration til den ejer af ejerlejligheden, der overtog denne i marts 2021 og dermed 15 måneder efter vurderingsterminen og et kvartal inde i 2021, hvor vurderingen pr. 1. januar 2020 fra og med 1. januar 2021 indgår i grundlaget for beskatningen af ejerlejligheden. Vi og relevante medarbejdere i Vurderingsstyrelsen har på denne baggrund umiddelbart konstateret, at det vil være nødvendigt, at der genereres en oversigt over de mange tusinde ejendomme, der i perioden fra og med 1. januar 2020 har været ejet af vores klienter, således at Vurderingsstyrelsen kan foretage en manuel registrering ejendom for ejendom af, at vores klienter er parter i vurderingssagerne om disse frem til og med den sidste vurdering af disse, der har eller vil komme til at indgå i grundlaget for beskatningen af vores klienter (hvilken dato Vurderingsstyrelsen så selv vil skulle identificere i forbindelse med manuel udsendelse af nye meddelelser). Vi er pt. i dialog med Geodatastyrelsen om, hvorvidt Geodatastyrelsen er i stand til at foretage et udtræk fra ejerfortegnelsen med en oversigt de ejendomme, der er eller har været ejet af klienter pr. 1. januar 2020 eller senere. Alle disse øvelser er nødvendiggjort, uanset at Vurderingsstyrelsen altså baseret på udelukkende systemunderstøttet sagsbehandling er fuldt ud i stand til at identificere, at vores klienter er part i vurderingssagerne for de nævnte ejendom, og derfor har været og er i stand til at sende både afgørelserne om vurderingerne og klagestartsbreve for de selv samme ejendomme til vores klienter, uden at der er behov for, at vi forlods skal igennem den beskrevne øvelse, der vil være ekstremt tidskrævende - især for Vurderingsstyrelsen selv. " Den 20. august 2025 har repræsentanten supplerende fremsat følgende bemærkninger: "Vi har i ovenfor nævnte sag klaget over, at Vurderingsstyrelsen ved udsendelse af deklarationer til ejendomsejerne bevidst fravælger at sende deklarationer til de ejendomsejere, der er part i en vurderingssag, fordi den pågældende vurdering vil indgå i grundlaget for beskatningen af dem - selvom Vurderingsstyrelsen via Ejerfortegnelsen kan konstatere, at de har ejet ejendommen i den periode, i hvilken den nævnte vurdering vil indgå i grundlaget for beskatningen. Vi har antaget, at det er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at det er i overensstemmelse med gældende regler, fordi det er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at der udelukkende skal sendes deklarationer til de aktuelt registrerede ejere. Vi har i sagen gjort gældende, at begrebet "aktuelle ejere" blev anvendt ved formuleringen af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens 20 a, stk. 2, fordi det med den dengang forventede tidslinje for deklarationer og vurderinger var sådan, at en ejer, der ikke var registreret som aktuel ejer, når deklarationen blev udsendt, ikke ville blive beskattet af den vurdering, som deklarationen vedrører. Og fordi det dengang som nu måtte respekteres, at Vurderingsstyrelsen er ude af stand til af egen drift at identificere kommende ejere, fx en køber i en handel, der endnu ikke var tinglyst. Vi har også gjort gældende, at det med den senere indførelse af skatteforvaltningslovens § 20 d blev præciseret, at alle former for partshøring - også partshøring, der gennemføres ved deklaration - skal sendes til alle parter i vurderingssagen, som Vurderingsstyrelsen har kendskab til. Dvs. at Vurderingsstyrelsen ikke ved at vælge at partshøre ved deklaration kan undlade at gennemføre partshøring af parter, som Vurderingsstyrelsen kender til. Jeg har nu - i en anden og helt privat sag - modtaget den vedhæftede meddelelse fra Vurderingsstyrelsen om, at Vurderingsstyrelsen ikke vil registrere mig som part i vurderingerne for 2022 og 2024 af en ejendom, som jeg har ejet pr. terminerne for de nævnte vurderinger, selvom de to nævnte vurderinger vil indgå i grundlaget for beskatningen af mig. Vurderingsstyrelsen skriver direkte, at jeg ikke vil blive partshørt - men at jeg vil modtage vurderingen og får adgang til at klage, fordi jeg skal beskattes af de nævnte vurderinger. Det har, som tidligere anført, den konsekvens, at jeg fratages retten til at gøre forhold gældende, der påvirker vurderingen med mellem 5 og 20 pct. Vurderingsstyrelsen har meddelt mig ovenstående, uanset at det af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 20 d udtrykkeligt fremgår, at jeg skal kunne gøre Vurderingsstyrelsen opmærksom på, at jeg har partsstatus i disse afgørelsessager om ejendomsvurderingerne af ejendommen, og uanset at det af Vurderingsstyrelsens brev fremgår, at Vurderingsstyrelsen er fuldt bevidst om, at jeg vil blive beskattet på grundlag af de nævnte vurderinger og dermed har partsstatus. Når jeg tænker, at denne oplysning er relevant for den indledningsvis nævnte klagesag, skyldes det følgende: Når Vurderingsstyrelsen afslår at registrere en tidligere ejer, der beskattes af en given vurdering, som part i den pågældende vurderingssag, er det ikke blot i strid med den retstilstand, der udtrykkeligt er beskrevet i skatteforvaltningslovens § 20 d med bemærkeninger. Dette afslag på registrering af relevante parter i Vurderingssagen medfører, at Vurderingsstyrelsen bevidst fravælger af partshøring af parter i vurderingssagen, som Vurderingsstyrelsen har kendskab til. Ligesom når Vurderingsstyrelsen bevidst fravælger at sende deklarationer til tidligere registrerede ejere, som vil blive beskattet af den vurdering, som deklarationen vedrører. Det har indtil nu været antagelsen, at Vurderingsstyrelsens valg af deklaration som partshøringsmetode får afgørende betydning for, hvilke af parterne i vurderingssagen, der partshøres. Med den meddelelse, der nu er modtaget fra Vurderingsstyrelsen, er det åbenbart, at Vurderingsstyrelsen slet ikke har intention om at partshøre alle de parter, som Vurderingsstyrelsen er bekendt med - uanset valg af partshøringsmetode. Vurdringsstyrelsens administration medfører, som det også er anført i tidligere indlæg i klagesagen, at Vurderingsstyrelsen i relation til 2020-vurderingerne og frem til tidspunktet, hvor der forhåbentlig engang bliver etableret et årshjul uden årelange forsinkelser i udsendelsen af deklarationer og vurderinger, i endda rigtigt mange tilfælde: - Udelukkende vil partshøre aktuelt registrerede ejere for, hvem vurderingen, som partshøringen vedrører, er helt uden skattemæssig relevans. - Under alle omstændigheder (uanset valg af partshøringsmetode) vil undlade at partshøre de parter i den pågældende vurderingssag, som Vurderingsstyrelsen er bekendt med partsstatus for - men decideret afslår at registrere som parter. Jeg er - både på vegne af vores klient og på egne vegne - beskæmmet over, at en offentlig myndighed administrerer sådan." Repræsentanten har den 2. november 2025 yderligere anført følgende: "Den partshøring ved deklaration, der ikke er modtaget af vores klient, er reelt en varsling om foretagelse af en manglende vurdering, der skal foretages efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 33. Det skyldes, at der med de ændringer af forudsætningerne, der var gældende, da reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 a blev affattet, ikke længere er opfyldt. Der sker nu om dage ikke deklaration og der foretages nu om dage ikke vurdering i et fastlagt modus. Deklarationer og vurderinger udsendes løbende af Vurderingsstyrelsen. Dermed er reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a reelt blevet uden virkningsperiode. Der er fra og med vurderingsterminen tale om, at Vurderingsstyrelsen varsler en vurdering, der i henhold til gældende regler skulle være, men som ikke er blevet foretaget. Vurderingen pr. 1. januar 2020 skulle således, da deklarationen blev udsendt, være varslet af Vurderingsstyrelsen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 33 - og varslingen skulle derfor foretages til den modtagerkreds, der er defineret i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 4, og leve op til de krav, der er beskrevet i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2. Det følger heraf, at: - Varsel om foretagelse af den manglende 2020-vurdering skulle sendes til ejendommens ejer (ikke i bemærkningerne specificeret til at være anden ejer end ejer pr. den dato, som værdiansættelsen/vurderingen vedrører) og andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurdering, jf. § 35 a, stk. 2. - Varslingen skulle i øvrigt, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, indeholde et forslag til vurderingen pr. 1. januar 2020, og ikke blot være en partshøring over de faktiske oplysninger, der efter Vurderingsstyrelsens opfattelse skulle udgøre grundlaget for vurderingen. Vi skal anmode om, at der tages højde for dette anbringende ved vurderingen af, om der ved Vurderingsstyrelsens behandling af den foretagne vurdering er tilsidesat garantiforskrifter med den virkning, at den påklagede vurdering skal tilsidesættes om ugyldig." Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling Klagerens repræsentant har den 14. november 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: " 1. Deklarationen er sendt som en varsling om foretagelse af en manglende vurdering Vi har gjort gældende, at vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020, der er varslet den 27. september 2024 og foretaget den 12. november 2024, skal varsles og foretages i henhold til reglerne i skatteforvaltningslovens § 33, som regulerer Vurderingsstyrelsens adgang til at foretage manglende vurderinger. Vi har gjort gældende, at varslingen derfor skulle indeholde de oplysninger inkl. det forslag til vurdering, der skal indeholdes i en varsling om en sådan manglende vurdering, jf. § 20, stk. 2 og stk. 4. Skatteankestyrelsen har foreslået, at Landsskatteretten afviser dette. Skatteankestyrelsen har foreslået, at dette skal begrundes med, at ejendommen er vurderet som led i den almindelige vurdering, og at det forhold, at der har været væsentlige forsinkelser i udsendelsen heraf, ikke ændrer derved. Vi bemærker hertil: Vi er ikke uenige i, at vurderingen er foretaget som led i den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020. Enhver almindelig vurdering eller omvurdering, der foretages, fordi den mangler, er imidlertid, uanset den forsinkede foretagelse, en almindelig vurdering eller en omvurdering. Enhver almindelig vurdering eller omvurdering, der foretages, fordi den mangler, foretages endvidere med oprindelig skattemæssig virkning, når denne kan foretages inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, jf. stk. 2, sidste pkt. Det forhold, at den vurdering, der er foretaget, er en almindelig vurdering, der er foretaget med oprindelig skattemæssig virkning, kan således ikke føre til konklusionen, at den foretagne vurdering ikke skulle varsles og foretages i henhold til skatteforvaltningslovens § 33, som regulerer foretagelse af manglende vurderinger. Det afgørende for, at vurderingen skulle have været varslet og foretaget i henhold til skatteforvaltningslovens § 33 og under overholdelse af den procedure, der med den nævnte bestemmelse er fastlagt for varsling og foretagelse af manglende vurderinger, er derimod følgende forhold: Den påklagede almindelige vurdering først er blevet varslet og foretaget af Vurderingsstyrelsen næsten 5 år efter vurderingsterminen. Uanset at der ikke med de regler, der er fastlagt i skatteforvaltningsloven, er fastsat en frist for foretagelse af en almindelig vurdering eller omvurdering, følger en sådan frist af andre regler. Det var, dengang reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a blev affattet, således, at alle offentlige vurderinger for ejerboliger skulle foretages pr. 1. september i vurderingsåret og blev forudsat at være udsendt inden udgangen af vurderingsåret, fordi de nævnte vurderinger skulle indgå i grundlaget for forskudsopgørelsen, hvor grundskylden og ejendomsværdiskatten skulle være afspejlet. Det er i øvrigt også afspejlet i de bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 20 a, der er citeret i forslaget til præmisser. Der henvises til, at det i bemærkningerne, der er citeret i forslaget til præmisser, er anført, at (understregning er tilføjet): Det vil være et omfattende arbejde for vurderingsmyndigheden at identificere eventuelle mulige andre parter end den aktuelle ejer i alle vurderingssager. Henset til den store mængde sager, der skal afgøres inden for kort tid hvert år , og til det grundlag, der skal skabes for at muliggøre fastlæggelsen af kredsen af andre parter, vurderes det ikke at være hverken muligt eller hensigtsmæssigt, at vurderingsmyndigheden skal afsætte sagsbehandlingsressourcer til udføre denne opgave. Det var dengang endvidere således, at der var den skillelinje mellem anvendelsesområdet for reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a om fristerne for afgørelse om vurdering, deklaration og afgørelsesperiode - som regulerer partshøringer og afgørelser om vurdering, der udsendes inden udgangen af vurderingsåret - og reglerne i skatteforvaltningslovens § 33 - der regulerer varslinger og foretagelse af vurderinger, der mangler, dvs. er udsendt efter udgangen af vurderingsåret - at de offentlige vurderinger skulle foretages i tide til, at disse kunne indgå i grundlaget for beregningen af ejendomsejers foreløbige skatter for året efter vurderingsåret. Der er efterfølgende sket en ændring af modus for udsendelse af de offentlige vurderinger. De offentlige vurderinger for et givent vurderingsår varsles, foretages og udsendes ikke længere i løbet af kort tid. Det er meget fint illustreret af, at den her omhandlede almindelige vurdering pr. 1. januar 2020 er varslet og foretaget næsten 5 år efter vurderingsterminen og næsten 4 år efter udløbet af vurderingsåret. Det er dog fortsat således, at en vurdering må karakteriseres som manglende, når denne ikke er varslet og foretaget i tide til, at denne kan indgå i grundlaget for beregningen af de skatter, der kan afledes af denne, og dermed for fysiske ejere i forskudsopgørelsen for indkomståret efter vurderingsåret og for juridiske personer i grundlaget for beregningen af de foreløbige skatter, der opkræves via skattekontoen. Ændringen af vurderingsterminen til den 1. januar havde netop det formål at sikre, at Vurderingsstyrelsen fik væsentligt længere tid end oprindeligt forudsat til at varsle og foretage de offentlige vurderinger i "batches"/bunker, men stadig i henhold til reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a. At en vurdering er manglende, når denne ikke er foretaget i tide til, at denne kan indgå i grundlaget for beregningen af forskudsskatten (for fysiske personer i forskudsopgørelsen) er illustreret derved, at der er fundet behov for at fastsætte foreløbige beskatningsgrundlag til erstatning af de offentlige vurderinger, som mangler, som indgår i grundlaget for beregningen af de foreløbige skatter af en ejendom. Det ændres ikke af, at der på grund af forsinkelsen af vurderingerne for 2020, 2021, 2002, 2023, 2024 og 2025 er opstået den situation, at alle vurderinger, der pt. varsles og foretages, indtil nu har været manglende. Det er derimod illustreret af, at der på grund af de fortsatte forsinkelser ikke er fundet grundlag for udelukkende at ansætte foreløbige beskatningsgrundlag for nye og ændrede ejendomme, således som det var påtænkt tilbage i 2020, men også er fundet behov for at ansætte foreløbige vurderinger af ejendomme, der eksisterede og var vurderet før 2020. Hvis Skatteankestyrelsens argumentation om, at en vurdering ikke mangler, hvis denne er en forsinket almindelig vurdering, følges, vil der opstå den situation, at der i alle tilfælde, hvor der endnu ikke er foretaget en almindelig vurdering, selvom tidspunktet, hvor denne skal indgå i grundlaget for beskatningen af ejendomsejer, kan argumenteres for, at vurderingen ikke mangler, men blot er forsinket. Skatteankestyrelsens udlægning af reglerne vil således helt ophæve anvendelsesområdet for reglerne i skatteforvaltningslovens § 33 for så vidt angår foretagelse af manglende vurderinger. Netop fordi der ikke med gældende regler er fastsat en frist for foretagelse af de offentlige vurderinger, udover den frist, der kan udledes af reglerne i ejendomsværdiskatteloven og nu ejendomsskatteloven. Skatteankestyrelsens udlægning af reglerne vil således have den konsekvens, at alle manglende vurderinger kan foretages af Vurderingsstyrelsen med oprindelig skattemæssig virkning - uanset at det af virkningsreglerne i skatteforvaltningslovens § 33 er fastlagt, at en vurdering, der mangler, og som derfor foretages efter reglerne om foretagelse af manglende vurderinger, men efter fristen for ordinær foretagelse, kun under visse omstændigheder kan tillægges oprindelig skattemæssig virkning. Hvis det havde været hensigten at skabe denne retstilstand, er det efter vores opfattelse åbenbart, at der ville være sket en justering af reglerne i skatteforvaltningslovens § 33, således at bestemmelsen fra og med 2020-vurderingen udelukkende ville regulere foretagelse af manglende dele af vurderinger, der i øvrigt er foretaget, og ændring af foretagne vurderinger og dele af foretagne vurderinger. En sådan justering af skatteforvaltningslovens § 33 er imidlertid ikke sket. Det er udtrykkeligt med skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt. fastslået, at: Told-og skatteforvaltningen kan endvidere inden for fristen i stk. 1, jf. dog stk. 3, foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget. 2. Skatteforvaltningslovens § 20 a skal læses med respekt for udviklingen og især opfølgende ændringer af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a, herunder bemærkningerne til § 20 d Vi har gjort gældende, at skatteforvaltningslovens § 20 a skal læses med respekt for, at reglen blev formuleret på et tidspunkt, hvor de væsentlige forsinkelser af udsendelsen af de offentlige vurderinger slet ikke var forudset og derfor med henblik på at sikre, at Vurderingsstyrelsen ikke var forpligtet til at identificere nyere ejere af en ejendom, som måske havde indgået købsaftale, men ikke havde fået et tinglyst skøde, og som derfor ikke ville kunne identificeres ud fra oplysningerne i offentlige registre. Dette er præciseret i bemærkningerne til bestemmelsen, hvor det udtrykkeligt er anført, at der således ikke skal ske deklaration over for nye ejere, der endnu ikke har overtaget ejendommen. Dette er også præciseret i bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 20 d, der er citeret i udkastet til præmisser, idet det er anført, at: Dette fremgår direkte af § 20 a, og det gælder efter bemærkningerne til bestemmelsen også f.eks. i det tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, og hvor den nye ejer ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet for deklarationen. Vi har endvidere gjort gældende, at skatteforvaltningslovens § 20 a skal læses i lyset af de efterfølgende præciseringer af modtagerkredsen for meddelelser relateret til de offentlige vurderinger, der er sket med efterfølgende ændringer af reglerne i kapitel 7 a, herunder især med indførelsen af skatteforvaltningslovens § 20 d. Det er ikke ud fra den modtagne indstilling klart for os, om Skatteankestyrelsen er enig med os i, at Vurderingsstyrelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a skal sende deklarationer til den aktuelt registrerede ejer og til andre, der er parter i vurderingssagen, som Vurderingsstyrelsen har kendskab til, eller ej. Skatteankestyrelsen har umiddelbart indstillet, at Landsskatteretten skal konkludere, at skatteforvaltningslovens § 20 d ikke regulerer modtagerkredsen for deklarationsmeddelelsen, og at § 20 d udelukkende regulerer modtagerkredsen for al anden partsinddragelse, der efter en konkret vurdering foretages i forlængelse af deklarationen og for meddelelse af selve vurderingen. Skatteankestyrelsen har imidlertid endvidere anført, at: Da klageren ikke var ejer af ejendommen på tidspunktet for Vurderingsstyrelsens udsendelse af deklarationsmeddelelsen og da klageren ikke forud for udsendelsen af deklarationsmeddelelsen havde henvendt sig til Vurderingsstyrelsen og gjort sin status som part gældende overfor styrelsen , finder retten, at Vurderingsstyrelsen ikke var forpligtet til at sende deklarationen til klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a. Denne passus tyder modsat på, at Skatteankestyrelsen er enig med os i, at Vurderingsstyrelsen er forpligtet til at sende deklarationer til den aktuelt registrerede ejer af en ejendom og til andre parter, som Vurderingsstyrelsen har kendskab til - om end det tilsyneladende er Skatteankestyrelsens opfattelse, at den sidstnævnte forudsætning kun vil være opfyldt, hvis sådanne andre parter har rettet henvendelse til Vurderingsstyrelsen derom, uanset om deres partsstatus kunne fastslås allerede på grundlag af de oplysninger i Ejerregistreret, som Vurderingsstyrelsen ubestridt har indarbejdet i vurderingssystemet. Vi bemærker af denne grund: Det er vores opfattelse, at det er åbenbart, at der ikke med reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a er tilsigtet en retstilstand, hvor kredsen, der skal partshøres, afgrænses forskelligt afhængigt af, om Vurderingsstyrelsen anvender den særlige procedure for partshøring ved deklaration eller anden form for partshøring. Vi bemærker i den forbindelse, at deklarationsproceduren i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a er en valgmulighed, og at Vurderingsstyrelsen derfor kan vælge at undlade at anvende deklarationsproceduren og i stedet vælge at gennemføre partshøring på anden vis. Det taler efter vores opfattelse entydigt for, at partshøring i alle tilfælde - uanset om partshøring gennemføres ved deklaration eller på anden vis - skal ske til den kreds, der er modtagerkredsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 d. Dvs. til ejendommens ejer pr. vurderingstermin og andre parter, som Vurderingsstyrelsen har kendskab til. De særlige regler om deklaration har ikke haft til formål at foretage en anden afgrænsning af modtagerkredsen end modtagerkredsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a. De særlige regler om deklaration har derimod haft til formål at sikre Vurderingsstyrelsen en "karensperiode" (afgørelsesperioden), hvor Vurderingsstyrelsen kan træffe afgørelse om vurderingen uden at tage højde for oplysninger, der ikke var til rådighed ved afgørelsesperiodens start, selvom der i afgørelsesperioden er indkommet yderligere oplysninger - hvilket ikke vil være en mulighed, hvis der gennemføres partshøring på anden vis end ved anvendelse af deklaration. Der ligger endvidere absolut ingen administrativ forenkling i, at Vurderingsstyrelsen i forbindelse med udsendelse af deklarationen for en ejendom skulle være forpligtet til at begrænse kredsen af modtagere i forhold den kreds af modtagere, der ubestridt skal modtage den efterfølgende vurdering af samme ejendom. Dette ville udelukkende medføre unødig kompleksitet i sagsbehandlingen i Vurderingsstyrelsen og dermed unødig kompleksitet i udviklingen af de systemer, der skal identificere modtagerkredsen af meddelelser om de offentlige vurderinger. Kredsen af modtagere af deklarationer må og skal derfor i henhold til reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a være helt samme kreds, som kredsen af modtagere af anden valgt partshøringsform og al anden kommunikation om den offentlige vurdering af en ejendom. Det er efter vores opfattelse i øvrigt entydigt fastslået med det næstsidste afsnit i de af Skatteankestyrelsen citerede bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 20 d, idet det i bemærkningerne er anført, at (understregning og fremhævelse er tilføjet): § 20 d foreslås indført med henblik på at tilgodese hensynet til, at vurderingsmyndigheden skal kunne sende underretninger og meddelelser til den samme personkreds, uanset om underretningen eller meddelelsen sendes som led i almindelig partsinddragelse og afgørelse efter forvaltningsloven eller under anvendelse af de særlige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a . Forslaget er i det hele begrundet i de hensyn, der ligger bag de allerede vedtagne regler i § 20 a. De særlige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a er (netop) den særlige deklarationsprocedure. Det springende punkt synes på denne baggrund udelukkende at være, om Vurderingsstyrelsen har været berettiget til at undlade at partshøre ejer pr. vurderingstermin, fordi ejer pr. vurderingstermin ikke har gjort Vurderingsstyrelsen særskilt opmærksom på sin partsstatus - uanset at denne partsstatus følger af registreringerne i Ejerfortegnelsen, som Vurderingsstyrelsen ikke blot har adgang til, men også har henvist til som rette vej til at gøre opmærksom på ejerskab og dermed partsstatus. Det leder til bemærkningerne nedenfor. 3. Vurderingsstyrelsen skal partshøre de parter, som Vurderingsstyrelsen har kendskab til, uanset om de pågældende har gjort Vurderingsstyrelsen opmærksom på deres partsstatus Vi har under sagens behandling gjort gældende, at de særlige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7a afgrænser Vurderingsstyrelsens partshøringsforpligtelse i forhold til reglerne i forvaltningsloven - men ikke hjemler, at Vurderingsstyrelsen undlader at gennemføre partshøring af parter, som Vurderingsstyrelsen har kendskab til, fordi deres partsstatus følger af registreringerne i Ejerfortegnelsen, som Vurderingsstyrelsen netop anvender til at afgrænse kredsen af modtagere af meddelelser om de offentlige vurderinger. Vi har i den forbindelse gjort opmærksom på, at den administrative forenkling, der var påtænkt ift. afgrænsningen af kredsen af modtagere af meddelelser i vurderingssager - dvs. af både deklarationer, anden form for partshøringer, anden kommunikation med parterne i en vurderingssag og afgørelser om vurdering - var den administrative forenkling, der var nødvendiggjort af, at Vurderingsstyrelsen ikke via de offentlige registre, der allerede var og er implementeret i Vurderingssystemet (Ejerfortegnelsen), i alle tilfælde ville være i stand til at identificere alle parter i en vurderingssag, fordi det først er, når en ny ejer registreres i (netop) Ejerfortegnelsen, at denne nye ejers partsstatus vil kunne identificeres af vurderingssystemet. Skatteankestyrelsen har imidlertid foreslået, at Landsskatteretten skal konkludere, at Vurderingsstyrelsen udelukkende skal anses for at være forpligtet til at gennemføre partshøring af både ejer pr. vurderingstermin, som kan identificeres af Ejerfortegnelsen, og andre parter i vurderingssager, hvis de pågældende selv har rettet henvendelse til Vurderingsstyrelsen og gjort opmærksom på, at de har partsstatus. Skatteankestyrelsen har foreslået dette, uanset at det er ubestridt, at den eller de pågældendes partsstatus kan identificeres via Ejerfortegnelsen, og uanset at Vurderingsstyrelsen rent faktisk har identificeret denne yderligere part, da Vurderingsstyrelsen sendte afgørelsen om vurderingen. Der henvises (igen) til, at Skatteankestyrelsen har foreslået, at Landsskatteretten skal udtale, at: Da klageren ikke var ejer af ejendommen på tidspunktet for Vurderingsstyrelsens udsendelse af deklarationsmeddelelsen og da klageren ikke forud for udsendelsen af deklarationsmeddelelsen havde henvendt sig til Vurderingsstyrelsen og gjort sin status som part gældende overfor styrelsen , finder retten, at Vurderingsstyrelsen ikke var forpligtet til at sende deklarationen til klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a. Vi bemærker hertil: Det er korrekt, at det i bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 20 d er anført, at en fysisk eller juridisk person, der ikke er registreret som aktuel ejer, bør rette henvendelse til Vurderingsstyrelsen for at gøre Vurderingsstyrelsen opmærksom på, at den pågældende har partsstatus. Denne bemærkning er imidlertid dels en vejledning til ejendomsejerne om, hvorledes ejendomsejerne kan sikre sig, at deres partsstatus er registreret, dels (igen) skrevet uden viden om, at der ville gå så mange både år, måneder og dage, som tilfældet er, før deklarationerne blev sendt ud. Denne bemærkning kan ikke lede til konklusionen, at det er en forudsætning for, at Vurderingsstyrelsen er forpligtet til at sende deklarationen til en part, der kan identificeres af Vurderingsstyrelsen via Ejerfortegnelsen, at den pågældende part tillige selv retter henvendelse til Vurderingsstyrelsen. Det er med ordlyden af skatteforvaltningslovens § 20 d udtrykkeligt fastslået, at: Partsinddragelse og anden kommunikation, der sendes af told-og skatteforvaltningen ved almindelig vurdering og omvurdering af en fast ejendom, sendes alene til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre told-og skatteforvaltningen har andet særligt kendskab til, at andre har partsstatus i den pågældende vurdering . Denne ordlyd kan ikke rumme et krav om, at det kun er andre parter, der selv har gjort opmærksom på deres partsstatus, som Vurderingsstyrelsen skal stile meddelelserne om de offentlige vurderinger til. Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden, at Vurderingsstyrelsen skal sende meddelelser om de offentlige vurderinger til de parter, som Vurderingsstyrelsen har særligt kendskab til. Vurderingsstyrelsen har i nærværende sag haft kendskab til, at vores klient har haft partsstatus i vurderingen pr. 1. januar 2020, fordi dette fremgår af Ejerfortegnelsen, som Vurderingsstyrelsen har indarbejdet i vurderingssystemet. Vurderingsstyrelsen har da også brugt denne oplysning, da Vurderingsstyrelsen sendte vurderingen til alle sagens parter - herunder til vores klient. Vurderingsstyrelsens administration af reglerne i skatteforvaltningsloven har således udelukkende medført, at vurderingssystemet og Vurderingsstyrelsens sagsbehandlere har haft behov for at være opmærksom på, at deklarationen ikke skulle sendes til alle de parter i 2020-vurderingen, som vurderingssystemet har identificeret via registreringerne i Ejerfortegnelsen - hvorimod afgørelsen om vurderingen skulle sendes til den fulde kreds af helt samme parter, som var identificeret af vurderingssystemet via registreringerne Ejerfortegnelsen. 4. Der er fejl i grundlaget for vurderingen og grundlaget for denne Skatteankestyrelsen har i indstillingen bemærket, at: Klageren har hverken overfor Vurderingsstyrelsen eller i forbindelse med klagesagens behandling fremsendt nye oplysninger til brug for afgørelsen af sagen. Der foreligger ikke i øvrigt oplysninger, der taler for at ændre ejendomsvurderingen. Vi gør derfor igen opmærksom på, at nærværende sag føres af principielle årsager og med henblik på at opnå en korrektion af det, der efter vores opfattelse er en helt systemisk fejl i Vurderingsstyrelsens administration af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a. Vi gør dog - på baggrund af den nævnte bemærkning i indstillingen - opmærksom på følgende forhold: Vores klient har ikke fået tilsendt deklarationen, der blev udsendt forud for den påklagede vurdering. Vi kan derfor ikke beskrive, hvilke indsigelser vi og vores klient ville have haft til oplysninger, som var indeholdt i deklarationen. Vi må dog - ud fra afgørelsen om vurderingen, der er sendt til vores klient - gøre gældende, at vi ville have gjort bemærkning om følgende: - De fremskrevne salgspriser af referencehandlerne, der er lagt til grund for ejendomsværdiansættelsen, svarer ikke til de fremskrevne salgspriser, der kan beregnes ud fra Vurderingsstyrelsens egne indeks. Vi henviser - udelukkende som eksempel på, at dette generelt gør sig gældende - til, at handelsværdien for referencehandel 1 på 1.947.500 kr., der er konstateret i 2019, hvor indeks ifølge de indeks for prisudviklingen for ejerlejligheder i […] Kommune, som Vurderingsstyrelsen har offentliggjort på Vurderingsportalen, var 149,27, er fremskrevet til 1.941.975 kr., uanset at indeks pr. 1. januar 2020 for ejerlejligheder til beboelse var 194,4. Vi henviser som et andet eksempel herpå til, at handelsværdien for referencehandel 4 på 2.350.000 kr., der er konstateret i 2014, hvor indeks ifølge de samme indeks (om end en anden side) var 149,27, er fremskrevet til 2.996.174 kr., uanset at indeks pr. 1. januar 2020 for ejerlejligheder til beboelse som nævnt var 194,4. Vi må endvidere - igen ud fra afgørelsen om vurderingen, der er sendt til vores klient - gøre gældende, at vi ville have gjort bemærkning om følgende: - Alle referencehandler er beliggende i ejendommen Vej Y3 8-18, som har parkering og lagerlokaler i stueplan - hvilket ikke gør sig gældende for ejendommen på Vej Y3 2, hvor ejerlejligheden, der her er under behandling, er beliggende. - Vurderingsstyrelsen har ikke desto mindre udelukkende fundet grundlag for at justere områdeprisen ned med -3,3 % på grund af forskelligheder mellem referencelejlighederne og den her omhandlede lejlighed. Der er således næppe taget højde herfor. Der er snarere tale om justering på grundlag af de enkelte lejligheders beliggenhed i de to moderejendomme. Grundlaget for justeringen kan dog ikke verificeres ud fra oplysningerne i den juridiske bindende afgørelse om vurderingen. - Ejendommen Vej Y3 2, som den her omhandlede lejlighed er beliggende i, er opført i 1968. Det samme gør sig gældende for ejendommen Vej Y3 8-18. Vej Y3 2 er til/ombygget i 2022, dvs. efter vurderingsterminen for den påklagede vurdering, den 1. januar 2020. Vurderingsstyrelsen har ikke desto mindre fundet grundlag for at justere områdeprisen op med 4 %, uden at dette er nærmere begrundet eller at grundlaget herfor er nærmere dokumenteret. De to nævnte forhold har medført, at ejendomsværdien, der er ansat ved den påklagede vurdering, er mere end 5 % for høj. Vurderingsstyrelsen skulle derfor have taget højde for de to nævnte forhold, hvis disse forhold var gjort gældende i deklarationsfasen. Vi henviser (igen) til, at der, indtil vurdering er foretaget, gælder en bagatelgrænse på 5 %, og ikke den 20 %-grænse, der er gældende for genoptagelse og klagebehandling. Vurderingsstyrelsen har på ovenstående grundlag, der efter vores opfattelse er fejlagtigt, antaget, at en standardlejlighed på 140 kvm på Vej Y3 2, 1. tv. ville have en ejendomsværdi på 34.756 kr. pr. kvm beboelse og dermed en ejendomsværdi på 4.865.869 kr. Eller; vi antager, at det er på dette grundlag. Det fremgår imidlertid ikke entydigt af afgørelsen om vurderingen, der dog angiver, at der er tale om "samme grundlag". Dermed ville ét af momenterne i grundværdiansættelsen også være blevet påvirket med mere end 5 %, hvis vi havde fået lejlighed til at gøre vores indsigelser om behov for yderligere justeringer ift. referencehandlerne gældende med den virkning, at ejendomsværdien for en lejlighed med den her omhandlede beliggenhed ville have været 5 % lavere pr. kvm end nu antaget af Vurderingsstyrelsen. I så fald havde grundværdien for et standardhus af samme værdi ikke været 2.158.796 kr., som det er antaget af Vurderingsstyrelsen. Det er i øvrigt ikke med afgørelsen begrundet, hvordan den skønnede grundværdi af et standardhus er ansat af Vurderingsstyrelsen. Grundværdikurven, som Vurderingsstyrelsen henviser til i afgørelsen, er hverken udleveret med afgørelsen eller offentliggjort i en form, der på nogen måde er anvendelig. Vurderingsstyrelsen har således blot lakonisk oplyst, at den nævnte grundværdikurve kan aflæses af en kurve, som er udviklet af Skatteforvaltningen, men som vi hverken kan se eller verificere grundlaget for. Det gør det vanskeligt at forholde sig til rigtigheden af den nævnte oplysning, og det er om ikke andet vanskeligt foreneligt med begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Vurderingsstyrelsen har imidlertid herudfra vurderet grundværdien for lejligheden (som forskellen mellem den ejendomsværdi pr. kvm beboelse, der er ansat på et mangelfuldt grundlag, som vi ikke har haft mulighed for at kommentere på og berige, og en bygningsværdi på kvm beboelse, der er beregnet på et endnu mere mangelfuldt grundlag, som vi heller ikke har haft mulighed for at kommentere på). De fejl i grundlaget for ansættelsen af ejendomsværdien, som vi ville have gjort opmærksom på, hvis vi havde fået muligheden, ville efter vores vurdering tillige have påvirket grundværdien med 5 % eller mere, hvis vi havde fået muligheden for at indgive oplysningerne herom i deklarationsperioden. De nævnte fejl i grundlaget for vurderingen påvirker imidlertid næppe ejendoms-og grundværdien med mere end 20 %. Det forhold, at vi er blevet afskåret fra at afgive bemærkninger til grundlaget for vurderingen i deklarationsperioden, har således umiddelbart medført, at vi er blevet afskåret fra muligheden for at påvirke vurderingen. Der henvises til, at der i deklarationsperioden gælder en bagatelgrænse på 5 %, hvorimod det er en forudsætning for at få ændret en foretaget vurdering ved klage eller genoptagelse, at vurderingen skal ændres med mere end 20 %." Retsmøde Vurderingsstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Vurderingsstyrelsen har den 8. marts 2026 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: "Skatteankestyrelsen har i deres forslag til afgørelse ved Landsskatteretten indstillet til, at Landsskatteretten ikke skal tilsidesætte Vurderingsstyrelsens afgørelse som ugyldig, og at Landsskatteretten derfor skal stadfæste styrelsens afgørelse. Vurderingsstyrelsen fastholder vores bemærkninger i udtalelsen af den 4. april 2025 og har ikke yderligere bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Vurderingsstyrelsen indstiller derfor til, at Landsskatteretten træffer afgørelse i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Klager har løbende og senest den 14. november 2025 fremsendt bemærkninger til sagen, herunder til Vurderingsstyrelens oprindelige udtalelse af den 4. april 2025 og til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Vurderingsstyrelsen mener ikke, at klagers bemærkninger ændrer på, at den påklagede vurdering er retvisende og foretaget på et korrekt grundlag, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte styrelsens afgørelse af den 12. november 2024 som ugyldig. Vurderingsstyrelsen har dog fundet anledning til i det nedenstående at kommentere nærmere på klagers bemærkninger. Der er ikke fejl i vurderingen eller grundlaget for denne Klager har ad flere omgange gjort opmærksom på, at klagen føres af principielle årsager og har først den 14. november 2025 i forlængelse af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse gjort gældende, at der er fejl i den påklagede vurdering og grundlaget for denne. Vurderingsstyrelsens bemærker i den forbindelse, at det indeks, som klager har anvendt til at fremskrive referenceejendommenes salgspriser, er det indeks, som er udarbejdet efter ejendomsvurderingslovens §§ 44-48. Indeksets anvendelsesområde er reguleret direkte i ejendomsvurderingsloven og anvendes fx til tilbageregning af vurderingen og foretagelsen af de indekserede vurderinger, jf. ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 2, og § 87 b, stk. 4, 2. pkt. Vurderingsstyrelsen anvender ikke - og er ikke forpligtet til at anvende - indekset til fremskrivning af referenceejendommes salgspriser. Vurderingsstyrelsen bemærker dog i forlængelse heraf, at hvis indekset var anvendt til at fremskrive referenceejendommenes salgspriser i nærværende tilfælde, ville det have medført højere fremskrevne salgspriser for referencerne og dermed som udgangspunkt også en højere 2020-vurdering for vurderingsejendommen. Klager henviser til, at referenceejendommene beliggende i bygningen Vej Y3 8-18 har parkering og lagerlokaler i stueplan. Vurderingsstyrelsen forstår dette, som at klager argumenterer for, at referenceejendommene har en eksklusiv brugsret til parkeringspladser og lagerlokaler og dermed har en højere værdi end vurderingsejendommen. Klager har ikke - så vidt Vurderingsstyrelsen er bekendt - fremlagt dokumentation for dette, ligesom styrelsen ikke har kunne identificere dokumenter, der understøtter dette. For så vidt angår ejendomsværdiens justeringer, er områdeværdien samlet justeret med 0,89 pct., hvori indgår justering for til-/ombygning fra 2007 på 4,29 pct. Samt summen af ejendommens øvrige justeringer på mindre end 2 pct hver. Summen af de justeringer, der er mindre end 2 pct. hver, er -3,3 pct. Når der tages højde for alle ejendommens justeringer, justeres områdeværdien således i alt med 0,89 pct. Klager anfører, at ejendommens standardiserede ejendomsværdi på 34.756 kr./m² til brug for grundværdiansættelsen er foretaget på et fejlagtigt grundlag. Vurderingsstyrelsen bemærker hertil, at det er styrelsens vurdering, at justeringerne for den standardiserede ejendomsværdi er retvisende, og at referenceejendommene er sammenlignelige, hvorfor styrelsen ligeledes finder, at den standardiserede ejendomsværdi er retvisende. Det bemærkes i den forbindelse, at den standardiserede ejendomsværdi er baseret på en standardejerlejlighed uden til-/ombygningsalder. Da hverken standardejerlejligheden eller de anvendte referenceejendomme har til-/ombygningsalder, vil justeringen for til-/ombygningsalder for den standardiserede ejendomsværdi være 0 pct. Klager henviser desuden til, at det ikke er begrundet, hvordan en standardejerlejlighed ansættes af Vurderingsstyrelsen, og at grundværdikurven i dens helhed ikke er udleveret. Vurderingsstyrelsen finder ikke, at dette har indflydelse på, hvorvidt den påklagede vurdering er foretaget på et korrekt grundlag, og i forlængelse heraf om klager skulle være partshørt. Vurderingsstyrelsen skal dog for god orden skyld henvise til afsnittet: "Sådan har vi fastsat grundværdien" i styrelsens afgørelse af den 12. november 2024, hvor det i trin 1 bl.a. fremgår, at grundværdien er beregnet efter ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2. Standardejerlejligheden, der anvendes til at beregne grundværdien for vurderingsejendommen, beskrives i afgørelsens afsnit med ordforklaringer. De relevante værdier fra grundværdikurvens anvendelse på vurderingsejendommen er oplyst i styrelsens afgørelse. Vurderingsstyrelsen finder på baggrund af ovenstående ikke, at klager har fremlagt oplysninger i forbindelse med klagesagen, der skal medføre eller ville have medført en anden 2020-vurdering af ejendommen, uagtet om de var fremsendt i deklarationsperioden. Vurderingsstyrelsen finder, at vurderingen er retvisende og foretaget på et korrekt grundlag. Vurderingen er ikke foretaget som en manglende vurdering efter skatteforvaltningslovens regler om genoptagelse Klager har den 2. november 2025 og den 14. november 2025 fremført påstand om, at vurderingen for 2020 skal anses for foretaget som en manglende (almindelig) vurdering efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 33. Skatteankestyrelsen har i forslaget til afgørelse anført, at ejendommen er vurderet som led i de almindelige vurderinger, og at det forhold, at der har været væsentlige forsinkelser hos Vurderingsstyrelsen i forbindelse med udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger, ikke ændrer herved. Vurderingsstyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen. Vurderingsstyrelsen skal henvise til, at der ved indførelsen af ejendomsvurderingsloven i 2017 og i de oprindelige deklarationsregler i skatteforvaltningslovens §§ 20 a-c blev lagt op til, at der som udgangspunkt skulle træffes afgørelse om vurderingen inden den 10. februar året efter. Deklarationsreglerne blev dog kort efter ændret ved lov nr. 278 af 17. april 2018, således der ikke er en egentlig frist for, hvornår der skal træffes afgørelse om en vurdering. Årsagen til ændringen af deklarationsreglerne følger af lovforslag nr. 171 af 28. februar 2018 (Vurderingsstyrelsens understregning): "Efter forslaget vil vurderingsmyndigheden i hver enkelt deklaration skulle fastsætte en frist for afgørelsesperiodens start, jf. Afgørelsesperiodens start skal dog være minimum 4 uger efter deklarationen, jf. § 20 a, stk. 3, og vurderingsmyndigheden vil herefter have 6 uger til at træffe afgørelse om vurderingen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2. Såvel deklarationsperioden, der skal være på minimum 4 uger, og afgørelsesperioden på 6 uger, vil blive beregnet på grundlag af hele kalenderuger. Hvis vurderingsmyndigheden sender en deklaration f.eks. den 1. september, vil deklarationsperioden altså tidligst kunne udløbe den 29. september samme år, og vurderingsmyndigheden vil skulle tage højde for oplysninger, der modtages af vurderingsmyndigheden til og med den 29. september. Første dag i afgørelsesperioden vil i så fald være den 30. september. Vurderingsmyndigheden vil med den foreslåede nyaffattelse ikke være bundet af, at afgørelsesperioden, i hvilken der kan træffes afgørelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 b, ikke kan udløbe efter den 10. februar i året efter vurderingsåret. Forslaget indebærer ikke en forkortelse af deklarationsperioden og heller ikke en forlængelse af afgørelsesperioden. Afgørelsesperioden vil dog med den foreslåede ændring kunne starte før den 31. december i vurderingsåret, idet afgørelsesperioden så tilsvarende vil slutte før den 10. februar i året efter vurderingsårets udløb. Afgørelsesperioden vil også kunne starte efter den 9. februar i året efter vurderingsårets udløb og først udløbe 6 uger efter indtræden. Afgørelsesperiodens længde vil fortsat ikke overstige 6 uger, da denne efter forslaget vil udløbe 6 uger efter sin begyndelse. Vurderingsmyndigheden vil således med den foreslåede ændring få mulighed for før den 31. december i vurderingsåret at igangsætte afgørelsen af i hvert fald en del af de mange vurderingssager, der skal foretages efter vurderingsterminen den 1. september, og for at fortsætte arbejdet med de fremtidige ejendomsvurderinger efter den 10. februar i året efter vurderingsåret, uanset om vurderingsmyndigheden ønsker at anvende den særlige deklarationsprocedure til at gennemføre partsinddragelse og de særlige regler for afgørelse i § 20 b. Den fleksibilitet og fordeling af vurderingsarbejdet, der hermed vil kunne opnås, vurderes at være nødvendig, når henses til den meget store mængde vurderinger, der skal udsendes ved hver enkelt vurderingstermin ." Hensigten med ændringen af deklarationsreglerne var således at give Vurderingsstyrelsen større fleksibilitet og gøre det lettere at foretage og udsende vurderinger for en given vurderingstermin over en længere periode. Efter vedtagelsen af lov nr. 278 af 17. april 2018 er der således ikke en frist for, hvornår en vurdering skal foretages ved hver vurderingstermin, ligesom der heller ikke fremgår noget herom i bemærkningerne til deklarationsperioden. For så vidt angår skatteforvaltningslovens § 33 om foretagelse af en vurdering, skal Vurderingsstyrelsen henvise til bemærkningerne til § 1, nr. 24 og 25 i lovforslag nr. 212 af 3. maj 2017, hvor følgende fremgår (Vurderingsstyrelsens understregning): "Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 1, i skatteforvaltningsloven ændre en vurdering på anmodning fra en klageberettiget, hvis den klageberettigede senest den 1. maj i det fjerde indkomstår efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget, godtgør, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende faktiske forhold. Den klageberettigede skal samtidig over for told- og skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages. Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 2, i skatteforvaltningsloven under samme betingelser som nævnt i stk. 1 inden for fristen i stk. 1 genoptage en vurdering af egen drift. Vurderingsmyndigheden kan dog altid foretage en vurdering, hvis vurdering ved en fejl ikke er foretaget. (…) Det foreslås derfor ved en ændring af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1 og 2, tydeliggjort, at reglernes indbyrdes placering fører til, at »glemte« eller manglende vurderinger skal ændres eller foretages efter § 33, stk. 2, hvis forudsætningerne for ordinær genoptagelse er opfyldte, dvs. hvis genoptagelse sker inden for fristerne for ordinær genoptagelse. Det foreslås endvidere, at det ved ændring af ordlyden af § 33, stk. 1 og 2, præciseres, at vurderingsmyndigheden til enhver tid kan foretage »glemte« vurderinger såvel som »glemte« dele af vurderinger , herunder såvel ansættelser som andre dele af en vurdering, og at adgangen til genoptagelse omfatter foretagelse af alle ansættelser og dele af en vurdering, der ved en fejl ikke er foretaget eller mangler, dvs. at bestemmelsen både giver vurderingsmyndigheden adgang til at foretage fordelinger m.v., der ved en fejl ikke er foretaget i en i øvrigt foretaget vurdering, og adgang til at foretage vurderinger eller fordelinger, der ikke skulle foretages, da den oprindelige vurdering blev foretaget, men som efterfølgende er blevet nødvendiggjort af f.eks. ny lovgivning, eller som af anden grund efterfølgende viser sig nødvendige." Det følger således klart, at "glemte" vurderinger eller vurderinger, der "ved en fejl ikke er foretaget", kan foretages efter reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1-3. Det følger ligeledes direkte af bestemmelsernes ordlyd. Den påklagede vurdering for 2020 er dog i dette tilfælde hverken glemt eller ved en fejl ikke foretaget. Vurderingen har blot været forsinket. Klager mener, at Skatteankestyrelsens udlægning af reglerne vil ophæve anvendelsesområdet for reglerne skatteforvaltningslovens § 33 for så vidt angår foretagelse af manglende vurderinger. Dette er Vurderingsstyrelsen imidlertid ikke enig i, da en vurdering vil være "glemt" eller "ved en fejl ikke foretaget", når en efterfølgende endelig vurdering er foretaget for den konkrete ejendom. Klager gør endvidere gældende, at en vurdering er manglende, hvis denne ikke er foretaget i tide til at kunne indgå i grundlaget for beregningen af forskudsskatten. Dette illustreres ifølge klager blandt andet ved foretagelsen af de foreløbige vurderinger. Vurderingsstyrelsen skal bemærke, at den foreløbige 2022-vurdering kun anvendes, indtil der for ejendommen er foretaget en almindelig vurdering eller omvurdering, der skal indgå i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat og grundskyld, jf. ejendomsvurderingslovens § 89 b, stk. 1, 3 pkt. Dette er ligeledes årsagen til, at der vil ske efterregulering af betalte ejendomsskatter, når den endelige 2022-vurdering foreligger, jf. ejendomsskattelovens § 82. Vurderingsstyrelsen skal i den forbindelse henvise til lovforslag nr. 114 af den 26. april 2023 vedrørende formålet med de foreløbige vurderinger (Vurderingsstyrelsens understregning): "Det er dog forventningen, at de almindelige 2022-/2023-vurderinger ikke vil blive udsendt tids nok til, at de kan nå at blive indarbejdet på forskudsopgørelserne for 2024 for boligejernes vedkommende og til opkrævning via skattekontoen i 2024 og 2025 for ejerne af de øvrige ejendomme. Det er således forventningen, at 2022-vurderingerne påbegyndes udsendt i 1. halvår 2025 og er færdigudsendt i løbet af 2025, og at udsendelsen af 2023-vurderingerne påbegyndes efter udsendelsen af 2021-vurderingen, som påbegyndes udsendt i 2025. Derfor vil der i 2024 og 2025 fortsat være behov for at beregne ejendomsskatter på foreløbige beregningsgrundlag, hvilket også medfører, at ejendomsskatterne vil skulle efterreguleres. Når de almindelige 2022-/2023-vurderinger foreligger, vil disse således med tilbagevirkende kraft træde i stedet for de foreløbige vurderinger i beregningen af ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift samt rabatordningen . Dette indebærer, at der skal ske en efterregulering af eksempelvis samtlige ejendomsskatter, som er beregnet på grundlag af de foreløbige vurderinger, og skatteordningerne relateret hertil, herunder rabatordningen og stigningsbegrænsningsordningen, der foreslås indført ved det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov." De foreløbige vurderinger er således ikke endelige vurderinger, og kan fx heller ikke genoptages efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12 eller påklages, jf. ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 1 og § 89 d, stk. 4. Samtidig følger det, at ejendomsskatterne efterreguleres (dvs. med tilbagevirkende kraft), når de almindelige (endelige) vurderinger foreligger. Der forudsættes således en oprindelig skattemæssig virkning, når de endelige vurderinger foretages. Vurderingsstyrelsen skal endvidere henvise til bemærkningerne i samme lovforslag vedrørende indførelsen af ejendomsvurderingslovens §§ 87 b og 88 a om de indekserede 2024- og 2025-vurderinger. Her fremgår bl.a. følgende: "Efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a vil ejendomsejere gennem den særlige deklarationsprocedure blive inddraget i forbindelse med ansættelsen af 2022-vurderingen, 2023-omvurderingen eller den senere vurdering, der anvendes til indekseringen. Det betyder, at der i forbindelse med udsendelsen af disse vurderinger vil være foretaget partshøring gennem deklarationsproceduren. Ved deklarationen vil Skatteforvaltningen således have underrettet ejendomsejer om de faktiske oplysninger om den pågældendes ejendom og andre faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Det følger altså heraf, at ejendomsejer i forbindelse med foretagelsen af 2022-vurderingen vil blive partshørt efter reglerne om deklarationsprocessen. Dette er således uanset, at Vurderingsstyrelsen er forsinket med udsendelsen af 2022-vurderingen, hvilket lovgiver ved indførelsen af bestemmelsen i 2023 har været bevidst om. På baggrund af ovenstående er det Vurderingsstyrelsens klare opfattelse, at den påklagede vurdering er foretaget som led i den almindelige vurdering, jf. ejendomsvurderingslovens § 5 - hvor partshøring dermed kan ske efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a - og ikke efter genoptagelsesreglerne i skatteforvaltningslovens § 33. Vurderingsstyrelsen er således ikke enig i klages påstand om, at varslingen (deklarationsmeddelelsen) er sendt som en varsling om foretagelse af en manglende vurdering i henhold til skatteforvaltningslovens § 33. Vurderingsstyrelsen skal i forlængelse af ovenstående bemærke, at hvis klagers påstand tages til følge, vil hovedparten af ejendomsvurderingerne for 2020 og 2021 efter den nye ejendomsvurderingslov ikke kunne anvendes som beskatningsgrundlag for ejendomsskatterne i 2021-2023 grundet reglerne om skattemæssig virkning af ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 8. Vurderingsstyrelsen var ikke forpligtet til at partshøre klager Det er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at klager ikke har fremsendt nye argumenter for, hvorfor styrelsens afgørelse ikke skulle anses for at opfylde garantiforskrifterne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a. Vurderingsstyrelens skal derfor henvise til vores udtalelse af den 4. april 2025. Vurderingsstyrelsen har dog bemærket, at klager den 14. november 2025 giver udtryk for den opfattelse, at Skatteankestyrelsen i forslaget til Landsskatterettens afgørelse indstiller til, at Vurderingsstyrelsen udelukkende skal anses for at være forpligtet til at gennemføre partshøring af både ejer pr. vurderingstermin, som kan identificeres af Ejerfortegnelsen, og andre parter der selv retter henvendelse til styrelsen for at gøre opmærksom på, at de har partsstatus. Klager har ligeledes i dennes bemærkninger til Vurderingsstyrelsens udtalelse givet udtryk for, at det er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at meddelelsen om vurderingen skal sendes til den, der var ejer af ejendommen pr. vurderingstermin. Vurderingsstyrelsen vil i den forbindelse understrege, at det ikke er styrelsens opfattelse, ligesom styrelsen ikke kan udlede ovenstående af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Vurderingsstyrelsen udleder derimod, at Skatteankestyrelsen indstiller, at Vurderingsstyrelsen alene er forpligtet til at sende deklarationsmeddelelsen til ejer af ejendommen på udsendelsestidspunktet, medmindre andre parter selv henvender sig. Dette er nøjagtigt, hvad Vurderingsstyrelsen har gjort i nærværende sag, hvorfor der ikke foreligger en partshøringsfejl." Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Vurderingsstyrelsens udtalelse hertil Klagerens repræsentant har den 22. marts 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Vurderingsstyrelsens udtalelse hertil: "… 1. VURDERINGEN ER ÅBENBART FEJLAGTIG Vurderingsstyrelsen anfører som sit første punkt, at der ikke er fejl og mangler i vurderingen af lejligheden pr. 1. januar 2020. Dette bestrides. Vurderingen er forkert. Det gælder i øvrigt, uanset om: - Der er anvendt ikke-sammenlignelige ejendomme som referencer. - Vurderingsstyrelsen efter Landsskatterettens opfattelse er berettiget til at foretage fremskrivning af handelspriserne for de anvendte referenceejendomme efter et helt andet indeks end det offentliggjorte indeks, som bl.a. er anvendt tilbagereguleringen forud for beregningen af, om vores klient har været berettiget til kompensation i henhold til ejendomsvurderingslovens kapitel 13. - Vurderingsstyrelsen efter Landsskatterettens opfattelse er berettiget til at tage udgangspunkt i en ejendomsværdi, grundværdi og bygningsværdi for en standardiseret lejlighed med samme beliggenhed, uden at det af afgørelsen fremgår, hvorledes disse værdier er ansat - herunder uden at vise i hvert fald den "grundværdikurve", der ligger til grund for fastsættelsen af de to sidstnævnte værdier Det skyldes følgende: Vurderingsstyrelsen anfører selv - som en del af grundlaget for den foretagne vurdering, uanset at de tre sidst opremsede punkter er helt ubegrundede skøn - at: - Ejendomsværdien af lejligheden er 2.891.000 kr. - Grundværdien for lejligheden er ansat i henhold til ejendomsvurderingslovens § 19 a. - Ejendomsværdien af en standardiseret ejerlejlighed med samme beliggenhed ville være 34.756 kr. pr. kvm. boligareal svarende til 4.865.869 kr. - Grundværdien heraf udgør 2.158.796 kr. ud fra den åbenbart hemmelige grundværdikurve, der ikke er vedhæftet eller beskrevet yderligere. - Standardhuset og dermed standardlejlighedens bygningsværdi derfor udgøre 2.707.073 kr. svarende til en bygningsværdi pr. kvm. boligareal på 19.336 kr. Vurderingsstyrelsen har imidlertid på dette grundlag ansat grundværdien for lejligheden til hele 1.742.000 kr. Den grundværdi, der er ansat ved vurderingen, er ikke ansat i overensstemmelse med den metode for grundværdiansættelse, der er fastsat i ejendomsvurderingslovens § 19 a, som Vurderingsstyrelsen henviser til - og som vi er enige i er den relevante bestemmelse. Det følger af ejendomsvurderingslovens § 19 a, at (understregning er tilføjet): Grundværdien for grunde, der faktisk anvendes eller kan anvendes til etageboligbebyggelse til ejerlejligheder, ansættes uanset § 15, stk. 1, på baggrund af ejendomsværdien, bygningsværdien og andre forhold, der vurderes at have væsentlig betydning for grundværdien. Stk. 2. For ejendomme omfattet af stk. 1, der alene anvendes til etageboligbebyggelse til ejerlejligheder, ansættes en grundværdi for hver enkelt ejerlejlighed ved fra en standardiseret ejendomsværdi for ejerlejligheden at fratrække ejerlejlighedens bygningsværdi . Bygningsværdien ansættes ud fra bygningsværdien pr. kvadratmeter boligareal for standardiserede enfamilieshuse, der har samme standardiserede ejendomsværdi pr. kvadratmeter boligareal som den standardiserede ejerlejlighed, jf. dog stk. 6. Bygningsværdien for et standardiseret enfamilieshus opgøres som den standardiserede ejendomsværdi fratrukket grundværdien for en grund af standardstørrelse. Grundværdien for lejligheden skal på denne baggrund umiddelbart ansættes til 706.000 kr. (afrundet) med udgangspunkt i de af Vurderingsstyrelsen ansatte værdier for (i) ejerlejlighedens ejendomsværdi på 2.891.000 kr. og (ii) bygningsværdien pr. kvm beboelse for en standardlejlighed med samme beliggenhed på 19.336 kr. samt (iii) ejerlejlighedens beboelsesareal på 113 kvm. Grundværdien skal nemlig i henhold til ejendomsvurderingslovens § 19 a beregnes således: Ejendomsværdien for lejligheden: 2.891.000 kr. - Bygningsværdien for lejligheden opgjort som 113 x 19.336 kr.: -2.184.968 kr. Grundværdien for lejligheden: 706.032 kr. Skulle Landsskatteretten være af den opfattelse, at grundværdien kan ansættes ved at gange lejlighedens boligareal med grundværdien for et standardiseret enfamilieshus på 140 kvm, som er beliggende på en standardiseret parcelhusgrund på 800 kvm., skal der ved ansættelsen af grundværdien tages højde for følgende: Grundværdien for et sådant standardiseret enfamiliehus - som af Vurderingsstyrelsen i afgørelsen er blevet oplyst at være 2.158.796 kr. - er ikke grundværdien for de opførte 140 kvm standardiseret enfamilieshus. Den nævnte grundværdi er værdien af en grund på 800 kvm, på hvilken der kan opføres 240 kvm beboelse. Det skyldes, at grundens værdi er ansat i ubebygget stand, og at grundværdien skal ansættes ud fra bebyggelsesmuligheden for en sådan grund - som i henhold til Vurderingsstyrelsens egen beskrivelse af en standardgrund er 30 %, dvs. 240 etagemeter. Grundværdien for lejligheden skulle derfor i så fald være ansat til 1.016.000 kr. således: Lejlighedens boligareal på 113 kvm. x den standardiserede grundværdi på 2.158.796 kr./den standardiserede bebyggelsesmulighed på 240 kvm. beboelse Ovenstående anbringender, der nu er nødvendiggjort, fører til følgende subsidiære påstand: - Vurderingen skal ophæves og hjemvises til Vurderingsstyrelsen til behandling på korrekt grundlag - herunder under anvendelse af den metode, der er beskrevet i ejendomsvurderingslovens § 19 a. 2. DER ER TALE OM FORETAGELSE AF EN MANGLENDE VURDERING Vi noterer os, at Vurderingsstyrelsen er af den opfattelse, at der ikke er tale om en manglende vurdering, men udelukkende en vurdering, der blot ikke er blevet foretaget endnu. Vi fastholder i det hele det tidligere anførte. Vi bemærker i den forbindelse, at vi ikke bestrider, at Vurderingsstyrelsen kan foretage den manglende 2020-vurdering. Vi bemærker også, at det forhold, at det måtte være en fejl, at der ikke allerede ved vedtagelsen af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7a skete en entydig afgræsning af anvendelsesområdet for disse regler hhv. anvendelsesområdet for reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12 ikke ændrer ved, at det af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 12 fremgår: - Hvorledes en manglende vurdering skal varsles og foretages. - At der ved varsling og foretagelse af en manglende vurdering skal tages stilling til det skattemæssige virkningstidspunkt for vurderingen, der foretages. Landsskatterettens medlemmer må forholde sig til sammenhængen, når der træffes afgørelse om klagesagen. 3. VURDERINGSSTYRELSEN KUNNE IKKE VED AT VÆLGE DEKLARATION SOM PARTSHØRINGSMETODE UNDLADE PARTSHØRING AF EJER PR. VURDERINGSTERMIN Vi fastholder i det hele det hidtil anførte: - Det må være ubestridt, at vores klient som ejer af ejendommen pr. vurderingstermin er part i afgørelsessagen om den offentlige vurdering. - Det må være ubestridt, at Vurderingsstyrelsen, da deklarationen blev sendt ud, havde kendskab til, at vores klient var ejer af ejendommen pr. vurderingstermin. - Det må være ubestridt, at partshøring og andre meddelelser om ejendommen herefter skulle sendes til vores klient, jf. skatteforvaltningslovens § 20 d. - Vurderingsstyrelsen kan ikke ved at vælge at anvende deklarationsproceduren, der ikke er lovpligtig, undlade at partshøre parter i afgørelsessagen om vurderingen, som Vurderingsstyrelsen helt ubestridt har kendskab til, når partshøring gennemføres. - Der ligger ingen administrativ forenkling i, at Vurderingsstyrelsen i deklarationsfasen skal fravælge partshøring af parter, der er kendt af Vurderingsstyrelsen, og som Vurderingsstyrelsen er forpligtet til at sende afgørelsen om vurdering til. - Den eneste administrative forenkling, der kan ligge i Vurderingsstyrelsens udlægning af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a er, at Vurderingsstyrelsens udlægning af reglerne i vid udstrækning, og i denne sag, medfører, at der ikke gennemføres partshøring af de ejere, der vil blive beskattet på grundlag af den vurdering, der skal træffes afgørelse om." Vurderingsstyrelsens supplerende udtalelse til klagerens bemærkninger Vurderingsstyrelsen har den 2. juni 2026 udtalt følgende: "Vurderingsstyrelsen skal indledningsvis bemærke, at styrelsen fortsat ikke finder, at der er grundlag for at tilsidesætte styrelsens afgørelse af den 12. november 2024 som ugyldig eller at klager har fremlagt oplysninger i forbindelse med klagesagen, der skal medføre eller ville have medført en anden vurdering for 2020. Vurderingsstyrelen fastholder derfor vores bemærkninger i udtalelserne af den 4. april 2025 og 8. marts 2026. Vurderingsstyrelsen finder dog anledning til at kommentere på klagers anbringende vedrørende ejendomsvurderingslovens § 19 a, og den fastsatte grundværdi i den påklagede vurdering. Det følger af ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 1 og 2, at (Vurderingsstyrelsens understregning): "Grundværdien for grunde, der faktisk anvendes eller kan anvendes til etageboligbebyggelse til ejerlejligheder, ansættes uanset § 15, stk. 1, på baggrund af ejendomsværdien, bygningsværdien og andre forhold, der vurderes at have væsentlig betydning for grundværdien. Stk. 2. For ejendomme omfattet af stk. 1, der alene anvendes til etageboligbebyggelse til ejerlejligheder, ansættes en grundværdi for hver enkelt ejerlejlighed ved fra en standardiseret ejendomsværdi for ejerlejligheden at fratrække ejerlejlighedens bygningsværdi. Bygningsværdien ansættes ud fra bygningsværdien pr. kvadratmeter boligareal for standardiserede enfamilieshuse, der har samme standardiserede ejendomsværdi pr. kvadratmeter boligareal som den standardiserede ejerlejlighed, jf. dog stk. 6. Bygningsværdien for et standardiseret enfamilieshus opgøres som den standardiserede ejendomsværdi fratrukket grundværdien for en grund af standardstørrelse." Det følger således af ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2, at (i) grundværdien for ejerlejligheden skal ansættes ved fra en standardiseret ejendomsværdi for ejerlejligheden at fratrække ejerlejlighedens bygningsværdi og at (ii) bygningsværdien fastsættes ud fra bygningsværdien pr. kvadratmeter boligareal for et standardiseret enfamilieshus med samme standardiseret ejendomsværdi som en standardiseret ejerlejlighed ved (iii) fra ejendomsværdien for et standardiseret enfamilieshus pr. kvadratmeter at fratrække den på grundværdikurven aflæste grundværdi for et standardiseret enfamilieshus pr. kvadratmeter. For vurderingsejendommen er beregningen foretaget som følger: ii. Ved beregningen af bygningsværdien er der anvendt en ejendomsværdi for et standardiseret enfamilieshus med samme ejendomsværdi som en standardiseret ejerlejlighed. Den standardiserede ejendomsværdi er 4.865.869 kr. iii. Herefter aflæses en grundværdi på grundværdikurven, der tilsvarer en ejendomsværdi for et standardiseret enfamilieshus på 4.865.869 kr. Denne aflæsning er 2.158.796 kr. Dette giver en bygningsværdi på 19.336 kr. pr. m² (4.865.869 kr. - 2.158.796 kr. = 2.707.073 kr. / 140 m² (standardejerlejlighedens størrelse)). i. Følges ordlyden i ejendomsvurderingslovens § 19, stk. 2, ansættes grundværdien for vurderingsejendommen ud fra ovenstående værdier på følgende måde: · Standardiseret ejendomsværdi for ejerlejligheden: 34.756 kr. (ejendomsværdi for en standardejerlejlighed pr. m²) x 113 m² (ejerlejlighedens boligareal) = 3.927.428 kr. · Vurderingsejendommens bygningsværdi: 19.336 kr. (bygningsværdien pr. m² fundet under trin iii) x 113 m² (ejerlejlighedens boligareal) = 2.184.968 kr. · Vurderingsejendommens grundværdi: 3.927.428 kr. (standardiseret ejendomsværdi for ejerlejligheden) - 2.184.968 kr. (ejerlejlighedens bygningsværdi) = 1.742.460 kr. o Vurderingsejendommens grundværdi afrundes til nærmeste tusinde kroner i henhold til ejendomsvurderingslovens § 49 = 1.742.000 kr. Klager argumenterer for, at grundværdien pr. 1. januar 2020 for den påklagede ejendom ikke er fastsat i overensstemmelse med den lovbestemte metode i ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2. Klager har i stedet opstillet to forskellige metoder, hvorefter grundværdien ifølge klager kan fastsættes. Klager argumenterer først for, at grundværdien skal fastsættes til 706.032 kr. ved at fratrække en bygningsværdi på 2.184.968 kr. fra ejerlejlighedens fastsatte ejendomsværdi på 2.891.000 kr. Bygningsværdien finder klager ved at anvende standardejerlejlighedens bygningsværdi pr. m² på 19.336 kr. og gange denne med ejendommens faktiske boligareal på 113 m². Vurderingsstyrelsen finder ikke, at klagers metode er i overensstemmelse med ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2, da grundværdien ikke fastsættes ved at trække standardejerlejlighedens bygningsværdi fra den standardiserede ejendomsværdi for ejerlejligheden, således som det følger af bestemmelsen. I trin (i) anvender klager i stedet den faktiske ejendomsværdi for ejerlejligheden, hvilket i øvrigt vil medføre en for lav grundværdi, idet den standardiserede ejendomsværdi og faktiske ejendomsværdi er ansat på baggrund af forskellige bygningskarakteristika, og dermed er der forskel på de to værdier og deraf bygningsværdierne. Ovenstående fremgår også af forarbejderne (lovforslag og tillægsbetænkning) til ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2. Uddrag fra lovforslaget (Vurderingsstyrelsens understregning): "Udgangspunktet ved opgørelsen af grundværdien for den konkrete lejlighed vil være ejendomsværdien for den konkrete ejerlejlighed som nyopført. Dette indebærer, at opgørelsen i mange tilfælde vil afvige fra den faktisk ansatte ejendomsværdi , jf. lovens § 16. Beregningen gennemføres ved, at ejerlejligheden anses for nyopført pr. vurderingsterminen og uden hensyntagen til det faktiske opførelsesår." Uddrag fra tillægsbetænkningen: "Ejendomsværdien pr. kvadratmeter boligareal for den standardiserede ejerlejlighed er uafhængig af ejerlejlighedens faktiske størrelse. Ved at anvende den samme standardiserede ejerlejlighed kan forskelle i ejendomsværdien pr. kvadratmeter boligareal henføres til forskelle i beliggenhed og placering i ejendommen, herunder etage. Dermed undgås det, at en ansat grundværdi for ejerlejligheder med samme beliggenhed kan blive forskellig som følge af forskelle i de enkelte ejerlejligheders bygningskarakteristika." Klager argumenterer herefter for, at grundværdien skal fastsættes til 1.016.000 kr., hvis Landsskatteretten ikke skulle være enig i klagers metode, som skitseret ovenfor. Grundværdien skal ifølge klager i så fald fastsættes således: "Lejlighedens boligareal på 113 m² x den standardiserede grundværdi på 2.158.796 kr. / en standardiserede byggemulighed på 240 m²" Klager anfører, at grundværdien for et standardiseret enfamiliehus på 2.158.796 kr., som Vurderingsstyrelsen har beregnet til brug for opgørelsen af standardhusets bygningsværdi, er værdien af en grund på 800 m², hvor der kan opføres 30 pct., dvs. 240 m². Vurderingsstyrelsen bemærker, at aflæsninger på grundværdikurven afspejler den statistiske grundværdi for en given ejendomsværdi og ikke en byggemulighed på 240 m². Vurderingsstyrelsen bemærker videre, at grundværdikurven er konstrueret på baggrund af en række data omkring enfamilieshuse og afspejler forholdet mellem ejendomsværdi og grundværdi. Det vil sige, at den aflæste grundværdi på 2.158.796 kr. viser, hvad der statistisk vil være grundværdiens andel af en ejendomsværdi på 4.865.869 kr. Ved den ovenstående aflæsning på grundværdikurven er der ikke taget højde for den mulige eller faktiske udnyttelse af grunden. Ved vurderingen af parcelhuse tages der højde herfor ved, at der foretages en justering af aflæsningen på grundværdikurven ved, at der justeres ud fra en standardgrund med et grundareal på 800 m², et etageareal på 240 m², samt et restareal på 560 m². Et lavere etage- og restareal vil medføre en negativ justering, mens et højere etage- og restareal vil medføre en positiv justering. Modsat parcel-, række-, og sommerhuse foretages der for ejerlejligheder ikke en justering af aflæsningen ud fra den mulige eller faktiske udnyttelse af grunden. Et uudnyttet potentiale fordeles i stedet efter reglerne om det såkaldte merpotentiale i ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 3. Vurderingsstyrelsen bemærker videre, at aflæsningerne på grundværdikurven for ejerlejligheder anvendes til at fastsætte en bygningsværdi pr. kvadratmeter, som anvendes i metoden for grundværdifastsættelsen efter ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2. Vurderingsstyrelsen skal i den forbindelse henvise til bemærkningerne til lovforslag nr. 71 af den 20. november 2019, hvor følgende fremgår om aflæsningerne på grundværdikurven: "Ved opgørelsen anvendes de forskelsværdier pr. kvadratmeter boligareal, der kan aflæses ved hjælp af grundværdikurven, baseret på forskellige ejendomsværdier pr. vurderingsterminen af et almindeligt nyopført enfamiliehus på 140 m 2 (...) Derudover udføres beregningen i forhold til boligarealet, således at der ved hjælp af grundværdikurven findes en bygningsværdi pr. kvadratmeter, der modsvarer en ejendomsværdi pr. kvadratmeter." Det følger af ovenstående, at de forskellige forskelsværdier skal opgøres på baggrund af værdier opgjort pr. kvadratmeter og ikke den egentlige aflæsning på grundværdikurven. Vurderingsstyrelsen skal bemærke, at de 2.158.796 kr., som klager inddrager i beregningen, er aflæst på grundværdikurven ved at indsætte standardhusets ejendomsværdi på kurven. Standardhuset har samme ejendomsværdi pr. kvadratmeter boligareal som standardejerlejligheden, og begge er beregnet på baggrund af en nyopført bolig på blandt andet 140 m². Det er på den baggrund Vurderingsstyrelsens opfattelse, at de af klagers anvendte metoder ikke er i overensstemmelse med ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2. Hertil skal igen bemærkes, at klager med de pågældende metoder ikke fastsætter grundværdien ved at fratrække standardejerlejlighedens bygningsværdi fra den standardiserede ejendomsværdi for ejerlejligheden, således som det følger af bestemmelsen." Indlæg under retsmødet Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at Vurderingsstyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af en tilsidesættelse af bestemmelserne om partshøring, og fastholdt ligeledes den subsidiære påstand om, at ansættelsen af ejendoms- og grundværdien for ejendommen pr. 1. januar 2020 er ansat på et forkert grundlag. Repræsentanten gennemgik og uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Vurderingsstyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om Vurderingsstyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af en tilsidesættelse af bestemmelserne om partshøring samt ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien for ejendommen pr. 1. januar 2020. Retsgrundlaget Ugyldighed Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20 a, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ved almindelige vurderinger og omvurderinger efter ejendomsvurderingsloven kan sikre inddragelsen af ejendommens ejer ved anvendelsen af en særlig deklarationsprocedure, jf. stk. 2 og 3. I henhold til skatteforvaltningslovens § 20 a, stk. 2, underretter told- og skatteforvaltningen ved deklarationen ejeren af en ejendom om de faktiske oplysninger om den pågældendes ejendom og andre faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Told- og skatteforvaltningen underretter samtidig ejeren af ejendommen om, at told- og skatteforvaltningen kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger, når afgørelsesperioden indtræder, og om tidspunktet for afgørelsesperiodens indtræden, jf. § 20 b. Af lovforslag nr. 212 fremsat den 3. maj 2017 fremgår bl.a. følgende bemærkninger til forslaget om at indføre bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 20 a, stk. 1 og 2: " Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser … Det foreslås, at det ved affattelsen af skatteforvaltningslovens § 20 a om den særlige deklarationsprocedure, der foreslås anvendt i vurderingssager, fastsættes, at det alene er ejendommens ejer på tidspunktet for deklarationen, der skal underrettes ved deklarationen. Dette vil også gælde f.eks. i det tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, og hvor den nye ejer ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet for deklarationen. Den foreslåede bestemmelse vil således have den konsekvens, at deklarationen i visse tilfælde kun vil blive sendt til ejeren af ejendommen ved deklarationen, uanset at det ikke helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb vil være at anse som parter i vurderingssagen. Dette skal tillige ses i lyset af, at det ikke vurderes at være praktisk muligt for vurderingsmyndigheden fuldt ud at afdække gruppen af parter i en vurderingssag, når henses til den store mængde vurderinger, der skal foretages inden for en meget kort periode. Det offentligretlige partsbegreb er udviklet i praksis og er bl.a. beskrevet i punkt 49-55 i vejledning nr. 11.740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven. Det fremgår af vejledningen, at der i de tilfælde, hvor der opstår tvivl om, om en person kan anses som part i en sag, navnlig kan lægges vægt på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til sagens udfald. Det er således efter forvaltningsloven som udgangspunkt den, der bliver direkte berørt af en afgørelse, der er part i sagen. Kun væsentlige afledte interesser kan udløse partsstatus, og i den forbindelse må henses til mængden og arten af de led, der indgår mellem sagens udfald og den aktuelle betydning for den pågældende. Det kan på denne baggrund ikke udelukkes, at der i visse situationer er andre end ejendommens aktuelle ejer, der vil være part i vurderingssagen. Det vil være et omfattende arbejde for vurderingsmyndigheden at identificere eventuelle mulige andre parter end den aktuelle ejer i alle vurderingssager. Henset til den store mængde sager, der skal afgøres inden for kort tid hvert år, og til det grundlag, der skal skabes for at muliggøre fastlæggelsen af kredsen af andre parter, vurderes det ikke at være hverken muligt eller hensigtsmæssigt, at vurderingsmyndigheden skal afsætte sagsbehandlingsressourcer til udføre denne opgave. Det foreslås derfor, at deklarationen alene sendes til de aktuelle ejendomsejere, mens anden konkret og individuel partshøring af andre end de aktuelle ejendomsejere kun skal gennemføres, hvis andre parter end ejendomsejerne retter henvendelse til vurderingsmyndigheden og dokumenterer, at de har partsstatus i vurderingssagen. ..." Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20 d, at partsinddragelse og anden kommunikation, der sendes af told- og skatteforvaltningen ved almindelig vurdering og omvurdering af en fast ejendom, alene sendes til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre told- og skatteforvaltningen har andet særligt kendskab til, at andre har partsstatus i den pågældende vurdering. Af lovforslag nr. 171 fremsat den 28. februar 2018 fremgår bl.a. følgende bemærkninger til forslaget om at indføre bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 20 d: " Almindelige bemærkninger … 2.3.2. Lovforslaget … Det foreslås endelig, at det tydeligt fastlægges, at kredsen af parter, der skal modtage underretninger og meddelelser vedrørende vurdering af fast ejendom, skal være den samme, uanset om underretninger og meddelelser udsendes under henvisning til de særlige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a eller efter de generelle regler i forvaltningsloven. Det foreslås derfor, at der i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a indsættes en ny § 20 d , der direkte og entydigt fastlægger, at vurderingsmyndigheden ved almindelig vurdering og omvurdering af fast ejendom skal kunne opfylde sin forpligtelse til at gennemføre partsinddragelse ved at inddrage den modtagerkreds, der er defineret i skatteforvaltningslovens § 20 a om deklaration, også når partsinddragelsen ikke sker efter deklarationsmodellen, medmindre vurderingsmyndigheden har særskilt kendskab til andre, der har partsstatus i den pågældende sag. Udsendelsen vil ske til de registrerede aktuelle ejere, uanset om meddelelsen sendes i henhold til deklarationsmodellen eller som følge af, at der er pligt hertil efter forvaltningsloven. Herved bemærkes, at reguleringen af, hvem meddelelser m.v. skal sendes til (af myndighedens egen drift), udgør en fravigelse af de almindelige forvaltningsretlige regler om bl.a. partshøring og meddelelse af en afgørelse, idet reguleringen normerer vurderingsmyndighedens pligt til af egen drift at undersøge, om der er andre parter i en vurderingssag end de registrerede aktuelle ejere. Den foreslåede bestemmelse vurderes at være en nødvendig afgrænsning af vurderingsmyndighedens pligt til af egen drift at undersøge, hvem der måtte have partsstatus i vurderingssager. Det bemærkes i den forbindelse, at de fremtidige vurderinger på grund af den meget store mængde sager, der skal afgøres stort set samtidigt inden for kort tid, grundlæggende vil være baseret på netop oplysninger fra offentlige registre og oplysninger fra de registrerede ejendomsejere. Det bemærkes også, at vurderingsmyndighedens egenundersøgelser af kredsen af parter i konkrete vurderingssager kun i meget sjældne tilfælde kan forventes at ville føre til identifikation af parter, der ikke enten vil være omfattet af den foreslåede modtagerkreds eller af egen drift vil rette henvendelse til vurderingsmyndigheden. Udbyttet af vurderingsmyndighedens egenundersøgelser af kredsen af parter i konkrete vurderingssager kan på denne baggrund ikke forventes at stå mål med de ressourcer, der ville skulle medgå til sådanne egenundersøgelser. Vurderingsterminerne og de offentlige vurderinger vil endvidere være kendte og tilgængelige for offentligheden og dermed også eventuelle andre parter, der derfor også vil være i stand til at identificere både vurderingstermin og vurdering, uanset at vurderingsmyndigheden ikke udfører yderst ressourcekrævende egenundersøgelser i alle vurderingssager. En udtrykkelig fastsættelse af afgrænsningen af vurderingsmyndighedens pligt til af egen drift at undersøge, om der er andre parter i en vurderingssag end de registrerede aktuelle ejere af den konkrete ejendom, vil dermed alt andet lige tydeliggøre, at andre end de registrerede aktuelle ejere, der mener, at de har partsstatus i en vurdering, vil skulle rette henvendelse til vurderingsmyndigheden. Da sådanne andre parter herudover, hvis de er klageberettigede efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, selv efter, at vurderingen er offentliggjort, vil have mulighed for at anmode om genoptagelse, hvis forudsætningerne i skatteforvaltningslovens § 33 er opfyldt, eller klagebehandling, hvis forudsætningerne i skatteforvaltningslovens § 35 a er opfyldt, vurderes de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af den foreslåede bestemmelse ikke at være af en sådan art, at de opvejer de administrative hensyn, der ligger bag den foreslåede bestemmelse. … Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser … Ved deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a er det derimod alene ejendommens ejer på tidspunktet for deklarationen, der skal underrettes. Dette fremgår direkte af § 20 a, og det gælder efter bemærkningerne til bestemmelsen også f.eks. i det tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, og hvor den nye ejer ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet for deklarationen. Den kreds, der skal partsinddrages, hvis deklarationsproceduren anvendes, er således ikke defineret på samme måde som den kreds, der skal partsinddrages efter forvaltningsloven. Deklarationen sendes efter skatteforvaltningslovens § 20 a og bemærkningerne hertil til den aktuelle ejer af ejendommen, uanset at det ikke helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb vil være at anse som parter i vurderingssagen. Den kreds, der efter skatteforvaltningslovens § 20 a skal modtage deklarationer, er efter bemærkningerne til bestemmelsen fastlagt i lyset af, at det ikke er vurderet at være praktisk muligt for vurderingsmyndigheden fuldt ud at afdække gruppen af parter i en vurderingssag, når henses til den store mængde vurderinger, der skal foretages inden for en meget kort periode. De hensyn, der ligger bag afgrænsningen af kredsen, der skal partsinddrages, når partsinddragelse sker efter skatteforvaltningslovens § 20 a, gør sig imidlertid tilsvarende gældende, hvis vurderingsmyndigheden efter en konkret vurdering - eventuelt begrundet i behovet for konkret partshøring i forlængelse af en deklaration - vil vælge at gennemføre partsinddragelse efter reglerne i forvaltningsloven. De hensyn, der ligger til grund for afgrænsningen af kredsen, der skal partsinddrages efter skatteforvaltningslovens § 20 a, gør sig herudover i vid udstrækning tilsvarende gældende i forhold til afgrænsningen af de parter, der efter forvaltningsloven skal have meddelelse om vurderingsmyndighedens afgørelse. Det vil være uhyre vanskeligt for vurderingsmyndigheden med sikkerhed at fastslå, om der kan være andre end den eller de aktuelle ejere af ejendommen, der kan have en så væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i den konkrete vurdering, at vedkommende vil have partsstatus efter det generelle forvaltningsretlige partsbegreb. Det gælder, uanset om en vurdering foretages automatisk eller efter manuel behandling. Der vil imidlertid sjældent være andre parter i en vurderingssag end de aktuelle ejere. Det ressourceforbrug, der vil medgå til afklaring af kredsen af eventuelle andre parter, vurderes på denne baggrund at stå i misforhold til resultatet af sådanne undersøgelser. Det foreslås derfor, at der i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a indsættes en ny § 20 d , der direkte og entydigt fastlægger, at partsinddragelse og anden kommunikation, der sendes af vurderingsmyndigheden ved almindelig vurdering og omvurdering af en fast ejendom, alene sendes til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre vurderingsmyndigheden har andet særligt kendskab til, at andre har partsstatus i den pågældende vurdering. Vurderingsmyndigheden vil herefter ved almindelig vurdering og omvurdering af fast ejendom kunne opfylde sin forpligtelse til at gennemføre partsinddragelse ved at inddrage den modtagerkreds, der er defineret i skatteforvaltningslovens § 20 a om deklaration, også når partsinddragelsen ikke sker efter deklarationsmodellen. Dog skal vurderingsmyndigheden, når vurderingsmyndigheden får særskilt kendskab til andre, der har partsstatus i den pågældende sag, også partsinddrage dem. Det foreslås samtidigt, at den forslåede afgrænsning af kredsen af modtagere vil skulle gælde for al kommunikation fra vurderingsmyndigheden til parterne i sådanne vurderingssager. Vurderingsmyndigheden vil således kun skulle sende underretninger og meddelelser om vurderingen af en konkret fast ejendom til de fysiske og juridiske personer, der ved udsendelsen af underretningen eller meddelelsen er registreret som aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre vurderingsmyndigheden undtagelsesvis på anden måde har fået særskilt kendskab til andre, der har partsstatus i den pågældende vurdering. I praksis vil dette betyde, at breve fra vurderingsmyndigheden til sagens parter, herunder alle former for partsinddragelse og afgørelser om vurdering, vil blive sendt til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom. Vurderingsmyndigheden vil ikke skulle sende disse breve og afgørelser til andre, medmindre vurderingsmyndigheden har særligt kendskab til, at de konkret har partsstatus i den pågældende vurdering. De registrerede aktuelle ejere vil i praksis være de ejere, der i Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR) er registreret som ejere. Når Ejerfortegnelsen idriftsættes, vil de registrerede aktuelle ejere dog være de ejere, der i Ejerfortegnelsen er registreret som ejere. De oplysninger, der er registreret i ESR (senere i Ejerfortegnelsen), vil således blive lagt til grund ved udsendelsen af underretninger og meddelelser, medmindre vurderingsmyndigheden bliver opmærksom på, at de registrerede oplysninger er åbenbart fejlagtige. Hvis de registrerede aktuelle ejere har indmeldt en administrator til Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR), eller senere Ejerfortegnelsen, vil underretninger og meddelelser dog i lighed med i dag blive sendt til den aktuelt registrerede administrator som repræsentant for den eller de pågældende ejere. Hvis der er andre, der mener, at de har partsstatus i vurderingssagen, vil de selv kunne og skulle anmode vurderingsmyndigheden om at modtage de nævnte underretninger og meddelelser om sagen. Vurderingsmyndigheden vil i forlængelse af en sådan anmodning skulle vurdere, om anmodningen kan imødekommes, jf. det generelle forvaltningsretlige partsbegreb. F.eks. vil en køber, der har overtaget en ejendom, der er under vurdering, men som endnu ikke er registreret som ejer, kunne rette henvendelse til vurderingsmyndigheden og påberåbe sig partsstatus efter en konkret vurdering. Vurderingsmyndigheden vil være forpligtet til at foretage nødvendig partsinddragelse m.v. i forhold til andre, der har partsstatus i en konkret vurderingssag, hvis vurderingsmyndigheden på anden vis end ved en særskilt anmodning konkret bliver opmærksom på, at en anden end en registreret ejer af ejendommen har partsstatus i en konkret vurdering. Den foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 20 d vil således ikke indebære en egentlig begrænsning af kredsen af parter i ejendomsvurderingssager. Den foreslåede bestemmelse vil alene afgrænse, hvilke parter der uden konkret anmodning eller myndighedens særskilte kendskab til vedkommendes partsstatus skal modtage underretninger og meddelelser fra vurderingsmyndigheden om vurdering af fast ejendom. § 20 d foreslås indført med henblik på at tilgodese hensynet til, at vurderingsmyndigheden skal kunne sende underretninger og meddelelser til den samme personkreds, uanset om underretningen eller meddelelsen sendes som led i almindelig partsinddragelse og afgørelse efter forvaltningsloven eller under anvendelse af de særlige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a. Forslaget er i det hele begrundet i de hensyn, der ligger bag de allerede vedtagne regler i § 20 a. Den foreslåede bestemmelse vurderes at være i overensstemmelse med de formål, der har ført til gældende regler. Det vurderes dermed, at den foreslåede bestemmelse, ligesom de allerede vedtagne regler, vil være forenelig med de hensyn, der ligger bag det generelle forvaltningsretlige partsbegreb, der er udviklet i praksis." Kravet om partshøring har karakter af en garantiforskrift. En tilsidesættelse af bestemmelserne om partshøring vil som udgangspunkt medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre det kan godtgøres, at fejlen i det konkrete tilfælde har været uden betydning, idet der ikke ved høringen ville være kommet nye oplysninger frem af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen. Ejendomsværdi Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 1, at ejendomsværdien ansættes ved et skøn over den forventelige kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågældende kategori under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige karakteristika. Det følger af ejendomsvurderingslovens § 16, stk. 1, at der ved ejendomsværdien forstås værdien af den samlede ejendom, sådan som ejendommen forefindes på vurderingstidspunktet. Driftsmateriel og inventar medtages ikke. For ejerboliger gælder, at skønnet foretages på grundlag af de priser i fri handel, der på vurderingstidspunktet er konstateret for sammenlignelige ejendomme og for ejendommen selv, og på grundlag af øvrige markedsindikatorer af væsentlig betydning for ejendomsværdien, jf. ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 1. For ejerboliger gælder endvidere, at skønnet foretages på grundlag af oplysninger fra offentlige registre eller offentlige myndigheder om grundareal, bygningsareal, beliggenhed og øvrige karakteristika vedrørende ejendommen af væsentlig betydning for ejendomsværdien på vurderingstidspunktet. Der tages desuden hensyn til øvrige forhold, som på vurderingstidspunktet er af væsentlig betydning for den forventelige kontantværdi i fri handel for den ejendom, der skal vurderes. Dette fremgår henholdsvis af ejendomsvurderingslovens § 25, stk. 1 og 2. I medfør af ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 5, ansættes ejendomsværdien pr. 1. januar 2020 på grundlag af ejendommens størrelse og dens forhold i øvrigt pr. 31. december 2019 og efter prisforholdene pr. 31. december 2019. Landsskatteretten kan kun ændre ejendomsværdien, hvis ændringen er større end 20 % i forhold til den værdi, som Vurderingsstyrelsen har ansat. Reglen om dette står i skatteforvaltningslovens § 45, stk. 2. Grundværdi Grundværdien for ejerlejligheder ansættes efter en særlig vurderingsnorm, jf. ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2, og afviger således fra den generelle vurderingsnorm, jf. ejendomsvurderingslovens § 15, hvor en ejendom ansættes efter den forventelige kontantværdi i fri handel. Vurderingsnormen for ejerlejligheder indebærer, at grundværdien svarer til den økonomiske værdi, som en potentiel slutbruger tillægger ejerlejlighedens beliggenhed og placering i etagebygningen. Grundværdien for ejerlejligheden ansættes således ved, at der skønnes en standardiseret ejendomsværdi, som herefter fratrækkes en standardiseret ejerlejligheds bygningsværdi, jf. ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2. Ved ansættelsen kan andre forhold, som vurderes at have væsentlig betydning for grundværdien, inddrages, jf. ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 1. For ejerlejligheder gælder, at skønnet over den standardiserede ejendomsværdi foretages på grundlag af de priser i fri handel, der på vurderingstidspunktet er konstateret for sammenlignelige ejerlejligheder og for ejerlejligheden selv, og på grundlag af øvrige markedsindikatorer af væsentlig betydning for den standardiserede ejendomsværdi, jf. ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 1. Herudover fremgår det af ejendomsvurderingslovens § 25, stk. 1, at der inddrages oplysninger fra offentlige registre eller offentlige myndigheder om boligareal, beliggenhed eller øvrige karakteristika vedrørende referenceejerlejlighederne. I medfør af forarbejderne til ejendomsvurderingslovens § 19 a skal der ved skønnet over den standardiserede ejendomsværdi tages udgangspunkt i en standardejerlejlighed på 140 m², som er opført i 2018, og som har samme beliggenhed og placering i etagebygningen som den påklagede ejerlejlighed. Det følger endvidere af ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2, og forarbejderne hertil, at bygningsværdien for standardejerlejligheden opgøres ud fra ejendomsværdien for et standardhus, der har samme ejendomsværdi og samme bygningskarakteristika som standardejerlejligheden. Herefter fratrækkes grundværdien for en grund med en standardstørrelse på 800 m². Det antages, at bygningsværdien er den samme for enfamilieshuse og ejerlejligheder, der har samme karakteristika. Bygningsværdien findes ved brug af grundværdikurven. Grundværdikurven er Vurderingsstyrelsens statistiske hjælpeværktøj, som afspejler forholdet mellem ejendomsværdi og grundværdi. Bygningsværdien udgør forskellen mellem standardejerlejlighedens ejendomsværdi og dennes grundværdi aflæst på grundværdikurven. For ansættelsen af grundværdien for ejerlejligheder omfatter det vurderingsfaglige skøn den standardiserede ejendomsværdi som grundlag for den videre beregning af grundværdien. Ved den videre beregning anvendes grundværdikurven, som er et statistisk hjælpeværktøj, hvori der ikke indgår et skønselement. Retten kan herefter efterprøve vurderingsmyndighedens skøn over den standardiserede ejendomsværdi. Der henvises i den forbindelse til Landsskatterettens afgørelse af 5. september 2025, offentliggjort i SKM2025.512.LSR . Ved udøvelsen af skønnet over den standardiserede ejendomsværdi til brug for ansættelsen af grundværdien pr. 1. januar 2020 henses der til sammenlignelige realiserede handler og prisforholdene pr. 31. december 2019. Dette følger af henholdsvis ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 1, og § 81, stk. 5. Landsskatteretten kan kun ændre grundværdien, hvis ændringen er større end 20 % i forhold til den værdi, som Vurderingsstyrelsen har ansat. Reglen om dette står i skatteforvaltningslovens § 45, stk. 2. Landsskatterettens begrundelse og resultat Ugyldighed Klageren var ejer af ejendommen pr. 1. januar 2020, men var derimod ikke ejer af ejendommen på tidspunktet for Vurderingsstyrelsens udsendelse af deklarationsmeddelelsen for ejendommen pr. 1. januar 2020. Klageren modtog ikke deklarationsmeddelelsen for ejendommen pr. 1. januar 2020, men modtog imidlertid vurderingsmeddelelsen for ejendommen pr. 1. januar 2020 samt klagestartsbrevet herover. Klagerens repræsentant har gjort gældende, at vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020 er ugyldig som følge af en tilsidesættelse af bestemmelserne om partshøring. Klagerens repræsentant har anført, at Vurderingsstyrelsens vurdering af ejendommen pr. 1. januar 2020 udgør en foretagelse af en manglende vurdering af ejendommen efter skatteforvaltningslovens § 33, hvorfor partshøringsreglen i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, jf. § 20, stk. 4, skal iagttages. Det er i forlængelse heraf anført, at Vurderingsstyrelsen var forpligtet til at sende et forslag til vurderingen af ejendommen og ikke kun foretage partshøring over de faktiske oplysninger, som skulle danne grundlag for vurderingen. Landsskatteretten finder, Vurderingsstyrelsen ved den påklagede vurdering har vurderet ejendommen som led i den almindelige vurdering. Det forhold, at der har været væsentlige forsinkelser hos Vurderingsstyrelsen i forbindelse med udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger, ændrer ikke herved. Landsskatteretten finder derfor, at Vurderingsstyrelsen har været berettiget til at anvende parthøringsreglerne, som fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 20 a-d. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20 a, at told- og skatteforvaltningen ved almindelige vurderinger og omvurderinger efter ejendomsvurderingsloven kan sikre inddragelsen af ejendommens ejer ved anvendelsen af en særlig deklarationsprocedure. Af forarbejderne til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 20 a fremgår, at det alene er ejendommens ejer på tidspunktet for udsendelsen af deklarationen, der skal underrettes. I forlængelse heraf fremgår det af forarbejderne, at deklarationen i visse tilfælde derfor kun vil blive sendt til ejeren af ejendommen på tidspunktet for deklarationens udsendelse, uanset at det ikke kan udelukkes, at der er andre, der er part i vurderingssagen. Desuden fremgår det, at deklarationen kun skal sendes til andre end den aktuelle ejendomsejer, hvis de andre parter retter henvendelse til vurderingsmyndigheden og dokumenterer, at de har partsstatus i vurderingssagen. Landsskatteretten finder, at Vurderingsstyrelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a er forpligtet til at udsende deklarationsmeddelelser til ejendommens ejer på tidspunktet for udsendelsen af deklarationen samt andre parter, der har rettet henvendelse til vurderingsmyndigheden og dokumenteret, at de har partsstatus i vurderingssagen. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20 d, at partsinddragelse og anden kommunikation, der sendes af told- og skatteforvaltningen ved almindelig vurdering og omvurdering af en fast ejendom, alene sendes til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre told- og skatteforvaltningen har andet særligt kendskab til, at andre har partsstatus i den pågældende vurdering. Af forarbejderne til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 20 d fremgår, at de hensyn, der ligger bag afgrænsningen af kredsen, der skal partinddrages, når partinddragelse sker efter skatteforvaltningslovens § 20 a, tilsvarende gør sig gældende, hvis vurderingsmyndigheden efter en konkret vurdering - eventuelt begrundet i behovet for konkret partshøring i forlængelse af en deklaration - vil vælge at gennemføre partsinddragelse efter reglerne i forvaltningsloven. Videre fremgår det, at det derfor foreslås, at partsinddragelse og anden kommunikation alene sendes til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre vurderingsmyndigheden har andet særligt kendskab til, at andre har partsstatus i den pågældende vurdering. Landsskatteretten finder, at skatteforvaltningslovens § 20 d ikke regulerer modtagerkredsen for deklarationsmeddelelsen. Retten finder derimod, at bestemmelsen regulerer modtagerkredsen for al partsinddragelse, der efter en konkret vurdering foretages i forlængelse af deklarationen og for meddelelse af selve vurderingen. Da klageren ikke var ejer af ejendommen på tidspunktet for Vurderingsstyrelsens udsendelse af deklarationsmeddelelsen, og da klageren ikke forud for udsendelsen af deklarationsmeddelelsen havde henvendt sig til Vurderingsstyrelsen og gjort sin status som part gældende overfor styrelsen, finder retten, at Vurderingsstyrelsen ikke var forpligtet til at sende deklarationen til klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 a. Da Vurderingsstyrelsen ikke var forpligtet til at sende deklarationsmeddelelsen for ejendommen til klageren, foreligger der ikke en partshøringsfejl, ligesom afgørelsen heller ikke ses at lide af andre formelle fejl. Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Vurderingsstyrelsens afgørelse som ugyldig. Ejendomsværdien Vurderingsstyrelsen har ansat ejendomsværdien pr. 1. januar 2020 til 2.891.000 kr. 20 % af ejendomsværdien på 2.891.000 kr. udgør 578.200 kr. For at retten kan ændre den påklagede ejendomsværdi, skal der således være grundlag for at nedsætte ejendomsværdien til et beløb på under 2.312.800 kr. eller forhøje ejendomsværdien til et beløb på over 3.469.200 kr. Ejerlejligheden er beliggende mellem By Y1 og By Y2 i et område med etageboligbebyggelse og tæt-lav boligbebyggelse. Ejerlejligheden er beliggende i en etagebygning i 5 etager, som er beliggende i et kryds og omkranset af vejene Vej Y1, Vej Y2 og Vej Y3. Ejerlejligheden har et boligareal på 113 m 2 og er opført i 1968 med et til-/ombygningsår i 2007. Klagerens repræsentant har gjort gældende, at de af Vurderingsstyrelsen foretagne justeringer i Vurderingsstyrelsens afgørelse ikke er nærmere begrundet, og at grundlaget ikke er nærmere dokumenteret. Retten forholder sig ikke til størrelsen af de enkelte justeringer i den påklagede afgørelse isoleret set. Retten forholder sig derimod til, om den ansatte værdi for vurderingen pr. 1. januar 2020 samlet set afspejler den forventelige kontantværdi pr. 31. december 2019 for ejerlejligheden. Ejendomsværdien er af Vurderingsstyrelsen ansat på baggrund af handelspriserne for 10 referenceejerlejligheder, der er solgt i almindelig fri handel i perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2019. De 10 referenceejerlejligheder er beliggende i en etagebygning på den modsatte side af Vej Y2, som naboejendom til ejerlejligheden, ud mod Vej Y3. Etagebygningen, som de 10 referenceejerlejligheder er beliggende i, er opført i samme byggestil som ejerlejlighedens etagebygning. De 10 referenceejerlejligheder er opført i 1968. På baggrund af referenceejerlejlighedernes beliggenhed og byggestil finder retten, at de 10 referenceejerlejligheder er sammenlignelige med ejerlejligheden. Retten finder således, at referenceejerlejlighedernes handelspriser må antages at være udtryk for prisniveauet i området, hvor ejerlejligheden er beliggende, og kan indgå ved fastsættelsen af ejerlejlighedens ejendomsværdi. Retten bemærker, at 5 af de 10 referenceejerlejligheder adskiller sig fra den påklagede ejerlejlighed ved at have et mindre boligareal. Retten har i skønnet inddraget denne forskel. Klagerens repræsentant har anført, at ejendommen beliggende Vej Y3 2 er til/ombygget i 2022. Retten bemærker, at ejerlejligheden skal vurderes på grundlag af ejerlejlighedens størrelse og forhold i øvrigt på vurderingstidspunktet pr. 31. december 2019. På denne baggrund henser retten derfor ikke hertil i skønnet over ejendomsværdien pr. 1. januar 2020. Klagerens repræsentant har oplyst, at referenceejerlejlighederne har parkering og lagerlokaler i stueplan, hvilket ikke gør sig gældende for ejerlejligheden. Retten finder, at referenceejerlejlighedernes beliggenhed var af afgørende betydning for fastsættelsen af handelspriserne. Retten tillægger derfor ikke parkering og lagerlokaler afgørende betydning i skønnet over ejendomsværdien for ejerlejligheden. Klagerens repræsentant har anført, at de fremskrevne salgspriser af referencehandlerne, der er lagt til grund for ejendomsværdiansættelsen, ikke svarer til de fremskrevne salgspriser, der kan beregnes ud fra Vurderingsstyrelsens egne indeks. Ejendomsværdien ansættes på baggrund af de 10 referenceejerlejligheders handelspriser, hvori de foretagne fremskrivninger af handelspriserne indgår som en del af rettens samlede skøn. Retten tager dog højde for i skønnet, at der er tale om fremskrivninger af handelspriser og ikke realiserede handelspriser. De 10 referenceejerlejligheder har fremskrevne handelspriser fra 1.272.768 kr. til 3.921.233 kr. og fremskrevne kvadratmeterpriser fra 18.445,92 kr. til 35.011,01 kr. Den gennemsnitlige handelspris for alle 10 referenceejerlejligheder svarer til 2.407.769 kr. med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 26.077,75 kr. Ejerlejlighedens ejendomsværdi er ansat af Vurderingsstyrelsen til 2.891.000 kr. med en kvadratmeterpris på ca. 25.584 kr. Efter et samlet skøn finder retten, at der ikke er grundlag for at ændre ejendomsværdien for ejerlejligheden. Retten har ved skønnet særligt henset til kvadratmeterpriserne for referenceejerlejlighederne, som retten finder sammenlignelige med ejerlejligheden, samt den værdimæssige betydning af referenceejerlejlighedernes boligareal. Landsskatteretten stadfæster derfor ejendomsværdien pr. 1. januar 2020 på 2.891.000 kr. Grundværdien Klagerens repræsentant har henvist til, at grundværdien ansat af Vurderingsstyrelsen ikke er i overensstemmelse med metoden for grundværdiansættelsen fastsat i ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2, og har i den forbindelse gjort gældende, at vurderingen skal ophæves og hjemvises til Vurderingsstyrelsen til behandling på korrekt grundlag. Landsskatteretten har i afgørelse af 4. september 2025, der er offentliggjort i SKM2025.512.LSR , fastslået, at det følger af ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2, at grundværdien for ejerlejligheder ansættes ved, at der skønnes en standardiseret ejendomsværdi, som herefter fratrækkes ejerlejlighedens bygningsværdi. Retten har endvidere fastslået, at det vurderingsfaglige skøn omfatter den standardiserede ejendomsværdi som grundlag for den videre beregning af grundværdien. Vurderingsstyrelsen har fastsat grundværdien på baggrund af en standardiseret ejendomsværdi på 4.865.869 kr. På baggrund af den standardiserede ejendomsværdi har Vurderingsstyrelsen aflæst en grundværdi, svarende til en grundværdi for et enfamilieshus som har samme karakteristika som standardejerlejligheden, på grundværdikurven, hvor bygningsværdien herefter er beregnet. Retten finder på denne baggrund, at den af Vurderingsstyrelsen anvendte metode til fastsættelse af grundværdien for ejerlejligheden er i overensstemmelse med metoden fastsat i ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2. Retten finder derfor, at der ikke er grundlag for at ophæve og hjemvise sagen til fornyet behandling i Vurderingsstyrelsen. Vurderingsstyrelsen har ansat grundværdien pr. 1. januar 2020 til 1.742.000 kr. på baggrund af en standardiseret ejendomsværdi på 4.865.869 kr. For at retten kan ændre grundværdien med mere end 20 %, betyder det, efter det af Vurderingsstyrelsen oplyste, at den standardiserede ejendomsværdi skal nedsættes til mindre end 4.089.400 kr. eller forhøjes til mere end 5.689.600 kr. Med hensyn til klagerens repræsentants bemærkning om Vurderingsstyrelsens justeringer bemærker retten, at det vurderingsfaglige skøn omfatter en standardiseret ejendomsværdi, som anvendes til brug for den videre beregning af ejendommens grundværdi. Den standardiserede ejendomsværdi afspejler den forventelige kontantværdi for standardejerlejligheden. Retten forholder sig til, om den ansatte standardiserede ejendomsværdi samlet set svarer til den forventelige kontantværdi pr. 31. december 2019 for standardejerlejligheden. På denne baggrund forholder retten sig ikke til størrelsen af de enkelte justeringer i den påklagede afgørelse isoleret set. Den standardiserede ejendomsværdi er fastsat på baggrund af 10 referenceejerlejligheder. De 10 referenceejerlejligheder er beliggende i en etagebygning på den modsatte side af Vej Y2, som naboejendom til standardejerlejligheden, ud mod Vej Y3. Etagebygningen, som de 10 referenceejerlejligheder er beliggende i, er opført i samme byggestil som standardejerlejlighedens etagebygning. På baggrund af deres beliggenhed og byggestil finder retten, at de 10 referenceejerlejligheder er sammenlignelige med standardejerlejligheden. Standardejerlejligheden har et boligareal på 140 m 2 og er opført i 2018. 5 af de 10 referenceejerlejligheder har et boligareal på 69 m 2 , og de resterende referenceejerlejligheder har boligarealer fra 112 m 2 til 115 m 2 . De 10 referenceejerlejligheder er alle opført i 1968. Retten bemærker, at standardejerlejlighedens boligareal på 140 m 2 er markant større end de 5 ovenstående referenceejerlejligheders boligareal, mens der i forhold til de resterende 5 referenceejerlejligheders boligareal er en mindre forskel. Retten bemærker desuden, at referenceejerlejlighederne har et væsentligt ældre opførelsesår end standardejerlejligheden. Retten har i skønnet inddraget disse forskelle og ligheder. Klagerens repræsentant har oplyst, at referenceejerlejlighederne har parkering og lagerlokaler i stueplan, hvilket ikke er gældende for standardejerlejligheden med samme beliggenhed som ejerlejligheden. Retten finder, at referenceejerlejlighedernes beliggenhed var af afgørende betydning for fastsættelsen af handelspriserne. Retten tillægger derfor ikke parkering og lagerlokaler afgørende betydning i skønnet over den standardiserede ejendomsværdi. De 10 referenceejerlejligheder er handlet til en gennemsnitlig fremskreven handelspris på 2.407.769 kr. med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 26.077,75 kr. Klagerens repræsentant har anført, at de fremskrevne salgspriser af referencehandlerne, der er lagt til grund for ejendomsværdiansættelsen, ikke svarer til de fremskrevne salgspriser, der kan beregnes ud fra Vurderingsstyrelsens egne indeks. Den standardiserede ejendomsværdi ansættes på baggrund af de 10 referenceejerlejligheders handelspriser, hvori de foretagne fremskrivninger af handelspriserne indgår som en del af rettens samlede skøn. Retten har i skønnet taget højde for, at der er tale om fremskrivninger og ikke realiserede handelspriser. Den standardiserede ejendomsværdi er fastsat til 4.865.869 kr. svarende til en kvadratmeterpris på ca. 34.756 kr. med udgangspunkt i, at standardejerlejligheden har et boligareal på 140 m 2 . Retten finder efter et konkret og samlet skøn på baggrund af ovenstående, at der ikke er grundlag for at ændre den standardiserede ejendomsværdi til et beløb uden for det af Vurderingsstyrelsen oplyste interval. Retten har herved særligt henset til standardejerlejlighedens beliggenhed, dens boligareal og opførelsesår samt de 10 referenceejerlejligheders handelspriser. Da retten finder, at den standardiserede ejendomsværdi ligger inden for det af Vurderingsstyrelsen oplyste interval, er der ikke grundlag for at ændre grundværdien. Landsskatteretten stadfæster derfor grundværdien pr. 1. januar 2020 på 1.742.000 kr.