Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.468.LSR

Indberetning til eIndkomst – Fri logi

Myndighed
Landsskatteretten
Dokumenttype
Afgørelse
Afsagt
17. august 2026
Offentliggjort
29. september 2026
Emneord
Indberetning, eIndkomst, fri logi, fri bolig, personalegode
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

Sagen angik, om udgifter afholdt af selskabet udgjorde fri logi eller fri bolig for tre ansatte. Skattestyrelsen havde pålagt selskabet at foretage indberetning til eIndkomst for indkomstårene 2023 og 2024 vedrørende fri logi. Landsskatteretten fandt, at de tre ansatte havde fået midlertidige boliger stillet til rådighed i forbindelse med deres ansættelse og bosættelse i Danmark, og at der var tale om fri logi og dermed et sparet privat forbrug. Ved vurderingen lagde Landsskatteretten vægt på den afgrænsede periode på 30 dage, den begrænsede rådighed over boligerne og karakteren af boligerne, der kunne sidestilles med lejligheder i et lejlighedshotel. Landsskatteretten fandt endvidere, at betingelsen for at nedsætte markedsværdien af de tre omhandlede boliger med 10 % efter ligningslovens § 16, stk. 8, ikke var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Henviser til

  • SKM2010.536.SR
  • SKM2023.86.SR

Fuldtekst

Skattestyrelsen har anset H1 A/S for at have afholdt udgifter til fri logi frem for fri bolig for tre ansatte, og har herefter pålagt H1 A/S at foretage indberetning til eIndkomst for indkomstårene 2023 og 2024 med henholdsvis 46.295,83 kr. og 30.817,24 kr. vedrørende fri logi. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse pålagt H1 A/S (herefter selskabet) at foretage indberetning til eIndkomst af fri logi for to ansatte for indkomståret 2023 og for én ansat for indkomståret 2024. Selskabet har for hver af de tre ansatte, i forbindelse med at selskabet har stillet en midlertidig bolig til rådighed, anvendt G1 (herefter G1). Følgende fremgår bl.a. af G1s hjemmeside: "[…] Hos G1 tilbyder vi moderne og komfortable møblerede lejligheder til leje i By Y1, By Y2, By Y3 & By Y4. Vores lejligheder er ideelle for både kortvarige og længerevarende ophold, uanset om du har brug for en midlertidig bolig i forbindelse med genhusning, arbejde eller anden årsag. […] Hos G1 specialiserer vi os i fleksible og komfortable boligløsninger til alle, der har brug for en møbleret og eller serviceret lejlighed til leje i By Y1 […] Når du bor hos G1, er vores servicerede lejligheder specielt designet til at du kan skabe et hjem væk fra hjemmet - et hjemligt miljø på samme niveau som du vil opleve på et hotel. Med vores lejligheder vil du opleve frihed og plads med både plads til at spise, arbejde og leve, mens du er udstationeret eller væk hjemmefra på forretningsrejse. […] Alle vores lejligheder er indrettet med spiseområde, sofa, fuldt udstyret køkken, badeværelse og komfortabel seng med rent sengetøj. Lejlighederne står klar til indflytning, så du med det samme kan være frisk og klar til at gå i gang med dit ophold hos os. […]" Endvidere fremgår det af G1 hjemmeside under fanen "FAQ", at man kan få et tilbud, hvis man ønsker møbler udskiftet eller tilføjet i lejligheden, at man kan henvende sig i receptionen eller til en døgnbemandet nødtelefon, hvis man har mistet sin nøgle o. lign., og at man ved afrejse ikke skal vaske sengetøj og håndklæder, det klarer G1. Selskabets repræsentant har overfor Skatteankestyrelsen bl.a. anført, at flere medarbejdere, efter den midlertidige periode i boligerne, bliver boende permanent i boligerne, at det er et krav, at medarbejderne registrerer deres folkeregisteradresser på de pågældende adresser, at der ikke bliver gjort rent løbende og at medarbejderne er de eneste, der har nøgler til lejlighederne. Medarbejder1 (2023) Selskabet har den 7. april 2025 oplyst til Skattestyrelsen, at Medarbejder1 har fået stillet fri bolig til rådighed, og at selskabet har opgjort værdien heraf til 19.197 kr. Til støtte herfor har selskabet fremlagt en faktura udstedt af G1 til selskabet den 28. juni 2023. Følgende fremgår bl.a. af fakturaen: Adresse Y1 Finance Notes Medarbejder1 cost center […] Description Invoice periode From- To Quantity Net VAT Gross End of stay cleaning in Adresse Y1 ([…]) 31.08.23-31.08.23 1,00 3.000,00 kr. 750,00 kr. 3.750,00 kr. Rent 31.08.23-30.09.23 1 15.183,66 kr. 0,00 kr. 15.183,66 kr. Contract fee in Adresse Y1 31.08.23-31.08.23 1,00 550,00 kr. 0,00 kr. 550,00 kr. Key delivery in Adresse Y1 ([…]) 31.08.23-31.08.23 1,00 400,00 kr. 0,00 kr. 400,00 kr. Internet 31.08.23-31.09.23 1,00 575,00 kr. 0,00 kr. 575,00 kr. Consume 31.08.23-31.09.23 1 1.582,00 kr. 0,00 kr. 1.582,00 kr. Total: 21.290,66 kr. 750,00 kr. 22.040,66 kr. Selskabet har indsendt yderligere bemærkninger til Skattestyrelsen dateret den 14. maj 2025, hvoraf fremgår: "[…] Vedr. punkt 2 Medarbejder1 Der har været stillet fri bolig til rådighed for Medarbejder1, se […]. Den skattemæssige værdi er beregnet med udgangspunkt i vedlagte regning med 10% nedslag i lejen. Omkostning til internet er ikke medtaget, da vi anser dette beløb for skattefrit i henhold til reglerne om arbejdsgiver betalt internet med adgang til virksomhedens netværk. […]" Der er endvidere fremlagt et tillæg til kontrakt dateret den 12. juni 2023, en ansættelseskontrakt dateret den 7. september 2023 og en lønseddel for perioden 1. september - 30. september 2023. Af tillægget til kontrakt fremgår, at Medarbejder1 kunne vælge mellem to former for midlertidig indkvartering i forbindelse med ankomsten til Danmark; "Pre-move-house search visit, economy tickets for two adults and a hotel room x 4 days - and arranged house search with an agency." eller “Temp housing on arrival of up to 30 days and arranged house search with an agency". Endvidere fremgår, at Medarbejder1 ved returnering af den underskrevne kontrakt skulle oplyse, hvilken form for midlertidig indkvartering han ønskede. Selskabet har overfor Skattestyrelsen oplyst, at Medarbejder1 valgte “Temp housing on arrivel of up to 30 days and arranged house search with an agency". Af lønsedlen fremgår det, at Medarbejder1 udover sin månedsløn modtog en "Moving allowance" og en "Settling allowance" på henholdsvis 45.000 kr. og 46.000 kr. Medarbejder2 (2023) Selskabet har den 7. april 2025 oplyst til Skattestyrelsen, at Medarbejder2 har fået stillet fri bolig til rådighed, og at selskabet har opgjort værdien heraf til 22.216,35 kr. Til støtte herfor har selskabet fremlagt en faktura udstedt af G1 til selskabet den 13. april 2023. Følgende fremgår bl.a. af fakturaen: Adresse Y2 Finance Notes Medarbejder2 cost center […] Description Invoice periode From- To Quantity Net VAT Gross Consume 10.05.23-09.06.23 1 1.883,00 kr. 0,00 kr. 1.883,00 kr. End of stay cleaning in Adresse Y2 10.05.23-10.05.23 1,00 3.000,00 kr. 750,00 kr. 3.750,00 kr. Rent 10.05.23-09.06.23 1 18.648,17 kr. 0,00 kr. 18.648,17 kr. Internet 10.05.23-09.06.23 1 575,00 kr. 0,00 kr. 575,00 kr. Contract fee in Adresse Y2 ([…]) 10.05.23-10.05.23 1,00 550,00 kr. 0,00 kr. 550,00 kr. Total: 24.656,17kr. 750,00 kr. 25.406,17 kr. Selskabet har indsendt yderligere bemærkninger til Skattestyrelsen dateret den 14. maj 2025, hvoraf fremgår: "[…] Vedr. punkt 5 Medarbejder2 […] Der har været stillet fri bolig til rådighed for Medarbejder2, se […]. Den skattemæssige værdi er beregnet med udgangspunkt i vedlagte regning med 10% nedslag i lejen. Omkostning til internet er ikke medtaget, da vi anser dette beløb for skattefrit i henhold til reglerne om arbejdsgiver betalt internet med adgang til virksomhedens netværk. […]" Der er endvidere fremlagt et tillæg til kontrakt dateret den 9. februar 2023, en ansættelseskontrakt dateret den 13. februar 2023 og to lønsedler for perioden 1. maj - 31. maj 2023 og for perioden 1. juni - 30. juni 2023. Af tillægget til kontrakt fremgår, at Medarbejder2 kunne vælge mellem to former for midlertidig indkvartering I forbindelsen med ankomsten til Danmark; "Pre-move-house search visit, economy tickets for two adults and a hotel room x 4 days - and arranged house search with an agency." eller “Temp housing on arrival of up to 30 days and arranged house search with an agency". Endvidere fremgår, at Medarbejder2 ved returnering af den underskrevne kontrakt skulle oplyse, hvilken form for midlertidig indkvartering han ønskede. Selskabet har overfor Skattestyrelsen oplyst, at Medarbejder2 valgte “Temp housing on arrivel of up to 30 days and arranged house search with an agency". Af lønsedlen for perioden 1. maj til 31. maj 2023 fremgår det, at Medarbejder2 udover sin månedsløn modtog en "Moving allovance" og en "Settling allowance" på henholdsvis 85.000 kr. og 52.500 kr. Medarbejder3 (2024) Selskabet har den 7. april 2025 oplyst til Skattestyrelsen, at Medarbejder3 har fået stillet fri bolig til rådighed, og at selskabet har opgjort værdien heraf til 28.458,18 kr. Til støtte herfor har selskabet fremlagt en faktura udstedt af G1 til selskabet den 19. december 2023. Følgende fremgår bl.a. af fakturaen: Adresse Y3 ([…]) Finance Notes Medarbejder3 cost center […] Description Invoice periode From- To Quantity Net VAT Gross Contract fee Adresse Y3 ([…]) ([…]) 25.12.23-25.12.23 1,00 550,00 kr. 0,00 kr. 550,00 kr. Rent 25.12.23-01.02.24 1 23.590,65 kr. 0,00 kr. 23.590,65 kr. Consume 25.12.23-01.02.24 1 2.050,78 kr. 0,00 kr. 2.050,78 kr. End of stay cleaning one bedroom in Adresse Y3 ([…]) ([…]) 25.12.23-25.12.23 1,00 3.000,00 kr. 750,00 kr. 3.750,00 kr. Internet 25.12.23-01.02.24 1 704,84 kr. 0,00 kr. 704,84 kr. Key delivery in Adresse Y3 ([…]) ([…]) 25.12.23-25.12.23 1,00 400,00 kr. 0,00 kr. 400,00 kr. Total: 30.296,27kr. 750,00 kr. 31.046,27 kr. Selskabet har indsendt yderligere bemærkninger til Skattestyrelsen dateret den 14. maj 2025, hvoraf fremgår: "[…] Vedr. punkt 6 Medarbejder3 Der har været stillet fri bolig til rådighed for [Medarbejder3], se […] samt […]. Den skattemæssige værdi er beregnet med udgangspunkt i vedlagte regning med 10% nedslag i lejen. Omkostning til internet er ikke medtaget, da vi anser dette beløb for skattefrit i henhold til reglerne om arbejdsgiver betalt internet med adgang til virksomhedens netværk. […]" Der er endvidere fremlagt et tillæg til kontrakt dateret den 24. november 2023, en ansættelseskontrakt dateret den 19. december og en lønseddel for perioden 1. januar - 31. januar 2024. Af tillægget til kontrakt fremgår, at selskabet tilbød at støtte Medarbejder3 med midlertidig indkvartering fra ankomsten til Danmark og op til 30 dage. Af lønsedlen fremgår det, at Medarbejder3 udover sin månedsløn modtog en "Settling allowance" på 54.000 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har anset selskabet for at have afholdt udgifter til fri logi frem for fri bolig for tre ansatte, og har herefter pålagt selskabet at foretage indberetning til eIndkomst for indkomstårene 2023 og 2024 med henholdsvis 46.295,83 kr. og 30.817,24 kr. vedrørende fri logi. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: "[…] 1. Medarbejder1 […] 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger […] Midlertidig bolig Skattestyrelsen har modtaget jeres bemærkninger omkring den midlertidige bolig, som I har betalt for Medarbejder1. I mener, at der skal indberettes og beskattes som fri bolig. Skattestyrelsen fastholder, at opholdet skal indberettes som fri kost og logi jf. LL § 16. Vi mener ikke, at der er tale om fri bolig. Godt nok kan han bo i lejligheden som en form for helårsbolig, men boformen bærer ikke præ af, at der er tale om, at det er en helårsbolig for Medarbejder1. Begrundelsen herfor er blandt andet, at Medarbejder1 ikke kan sætte præg på denne type bolig, som man ville gøre med en helårsbolig. Han vil hverken kunne ommøblere eller sætte sit præ i form af billeder eller andet op på væggene. Man kan sige, at trods boligen ikke er et hotel, så er boformen, hvor man midlertidigt opholder sig, meget svarende til et hotelophold. Når en arbejdsgiver betaler fri logi, så er den ansatte som udgangspunkt skattepligtig heraf. Værdien ansættes til den værdi det koster den skattepligtige handel. Der er nogle undtagelser til skattepligten af logi, men de er ikke af betydning i denne sag, men I kan læse mere herom i den juridiske vejledning afsnit C.A.5.12.2 Fri kost og logi. Begrundelsen givet i forslaget kan læses herunder: Medarbejder1 bliver tilbudt ophold I Adresse Y1 ved start af opholdet. Vi har spurgt til hvordan I er kommer frem til, at der skal ske beskatning af 19.197 kr. Vi fik forklaret, at der fratrækkes 10 % og at internettet ikke medregnes. Skattestyrelsen er uenig i dette beløb. Det er tale om en midlertidig bolig, og derfor skal det ikke indberettes som fri bolig, men i stedet beskattes som logi. Derfor mener vi ikke, at der kan fratrækkes 10 % fra boligens omkostninger. H1 A/S oplyser at internettet er skattefrit. Hvis internettet giver adgang til arbejders giveren netværk, så er internettet ikke skattepligtigt. Opholdet i den midlertidige bolig og herunder forbrug skal værdiansættelse efter reglerne for fri kost og logi LL § 16 Beskrivelse Beløb inkl. moms End of stay cleaning in Adresse Y1 ([…]) 3.750,00 kr. Rent 15.183,66 kr. Contract fee in Adresse Y1 550,00 kr. Key delivery in Adresse Y1 ([…]) 400,00 kr. Consume 1.582,00 kr. Total 21.465,66 kr. Arbejdsgiveren er pligtig til at foretage indberetningerne til eIndkomst jf. Skatteindberetningslovens § 4. I skal foretage følgende ændringer til eIndkomst: B-indkomst, felt 36 skal forhøjes med Midlertidig bolig 21.465,66 kr. […] 4. Medarbejder2 […] 4.3. Vores bemærkninger og begrundelse […] Midlertidig bolig Skattestyrelsen har modtaget jeres bemærkninger omkring den midlertidige bolig, som I har betalt for Medarbejder2. I mener, at der skal indberettes og beskattes som fri bolig. Skattestyrelsen fastholder, at opholdet skal indberettes som fri kost og logi jf. LL § 16. Vi mener ikke, at der er tale om fri bolig. Godt nok kan han bo i lejligheden som en form for helårsbolig, men boformen bærer ikke præ af, at der er tale om at det er en helårsbolig for Medarbejder2. Begrundelsen herfor er blandt andet, at Medarbejder2 ikke kan sætte præg på denne type bolig, som man ville gøre med en helårsbolig. Han vil hverken kunne ommøblere eller sætte sit præ i form af billeder eller andet op på væggene. Man kan sige, at trods boligen ikke er et hotel, så er boformen, hvor man midlertidigt opholder sig, meget svarende til et hotelophold. Når en arbejdsgiver betaler fri logi, så er den ansatte som udgangspunkt skattepligtig heraf. Værdien ansættes til den værdi det koster den skattepligtige handel. De er nogle undtagelser til skattepligten af logi, men de er ikke af betydning i denne sag, men I kan læse mere herom i den juridiske vejledning afsnit C.A.5.12.2 Fri kost og logi. Begrundelsen givet i forslaget kan læses herunder: Medarbejder2 bliver tilbudt ophold I Adresse Y2 ved start af opholdet. Det er en midlertidig bolig, og skal beskattes som logi. Derfor mener vi ikke, at der skal ske beskatning som fri bolig, og dermed skal der ikke fratrækkes 10 % fra boligens omkostning. H1 A/S oplyser at internettet ikke skal medregnes. Hvis internettet giver adgang til arbejders giveren netværk, så er internettet ikke skattepligtigt. Opholdet i den midlertidige bolig og herunder forbrug skal her værdiansættelse efter reglerne for fri kost og logi LL § 16. Arbejdsgiveren er pligtig til at stå indberetningerne til eIndkomst jf. Skatteindberetningslovens § 4. Beskrivelse Beløb inkl. moms Consume 1.883,00 kr. End of stay cleaning in Adresse Y2 ([…]) 3.750,00 kr. Rent 18.647,17 kr. Contract fee in Adresse Y1 550,00 kr. Total 24.830,17 kr. […] Arbejdsgiveren er pligtig til at foretage indberetningerne til eIndkomst jf. Skatteindberetningslovens § 1. I skal foretage følgende ændringer til eIndkomst: B-indkomst, felt 36 skal forhøjes med Midlertidig bolig 24.830,17 kr. […] 7. Medarbejder3 - indkomstår 2024 […] 7.3. Vores bemærkninger og begrundelse Midlertidig bolig Medarbejder3 får en midlertidig bolig stillet til rådighed af H1. I giver udtryk for, at der er tale om fri bolig. Hvilket I ikke har indberettet til eIndkomst. Skatteststyrelsen er dog ikke enige med jer I, at der er tale om fri bolig. Boligen på Adresse Y3 er kun en midlertidig bolig, og derfor er der ikke tale om fri bolig, men om logi. Den midlertidige bolig skal beskattes som logi i felt 36. Yderligere skriver I, at der ikke skal ske beskatning af internettet. Det er korrekt, at hvis net forbindelsen giver adgang til virksomhedens netværk, så er medarbejderen ikke skattepligtig heraf. Adresse på lejlighed: Adresse Y3 ([…]) Finance Notes: Medarbejder3. Description Gross Contract fee in Adresse Y3 ([…])[…] 550,00 kr. Rent 23.590,65 kr. Consume 2.050,78 kr. End of stay cleaning one bedroom in Adresse Y3 ([…]) ([…]) 3.000,00 kr. Key delivery in Adresse Y3 ([…]) […] 400,00 kr. Pet fee in Adresse Y3 ([…])([…]) 1.225,81 kr. Total 30.817,24 kr. Pligten til at stå indberetningerne til eIndkomst findes i Skatteindberetningslovens § 1. I skal foretage følgende ændringer til eIndkomst: […] B-indkomst, felt 36 skal forhøjes med Midlertidig bolig 30.817,24 kr. […]" Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 14. november 2025 udtalt følgende: "[…] Skattestyrelsens bemærkninger hertil er følgende: En arbejdsgivers betaling af logi er som udgangspunkt skattepligtigt i form af sparet privatforbrug. Værdien ansættes til den værdi, som det må antages at koste den skattepligtige i almindelig fri handel. Se ligningslovens §16, stk. 1 og 3 samt den juridiske vejledning C.A.5.12.2 . Værdien af frit logi, som ydes i forbindelse med vederlag i penge, når værdiansættelsen ikke kan foretages efter de normalværdier for kost og logi, der fastsættes af Skatterådet, er B-indkomst jf. kildeskattebekendtgørelsens §19. Værdien indgår i grundlaget for beregning af arbejdsmarkedsbidrag. Se afsnit C.A.12.2 af den juridiske vejledning. Det kan siges om logi, at der er visse undtagelser til hvornår man skal beskattes af logi, bl.a. når der er tale om et midlertidigt arbejdssted eller medarbejderen er på rejse. Det må således modsætningsvis være sådan, at beskatning af logi gør sig gældende når der ikke er tale om et midlertidigt arbejdssted/man ikke er på rejse, som er tilfældet for medarbejderne i denne sag. På den anden side, vil en medarbejder ligeledes være skattepligtig af værdien af en helårsbolig der stilles til rådighed af arbejdsgiveren som led i et almindeligt ansættelsesforhold, jf. ligningslovens § 16, stk. 1. Der er tale om B-indkomst jf. kildeskattebekendtgørelsens § 18 modsætningsvis. Der er ikke arbejdsmarkedsbidragspligt, jf. AMBL § 2 , stk. 2, nr. 6 modsætningsvis. Der er ikke en skarp skillelinje mellem hvornår der er tale om frit logi på den ene side og fri bolig stillet til rådighed for medarbejderen på den anden side. Det beror således på en konkret vurdering af hvilken form for logi/bolig der er rådighed over. Det er Skattestyrelsens vurdering, at et hotelværelse eller en hotellejlighed der stilles til rådighed for medarbejderne i en kort, midlertidig periode - i dette tilfælde 30 dage for de tre medarbejdere - falder under frit logi, henset hvad der normalt er kendetegnende for et hotelværelse/hotellejlighed og for en helårsbolig. Dette også hvis medarbejderne opholder sig der i alle dagene i den pågældende periode, og ikke deler værelset/lejligheden med andre. Det er kendetegnende for et hotelværelse/hotellejlighed, at det er fuldt møbleret. Som udgangspunkt er mindre tilladt i et hotelværelse/hotellejlighed end i en lejlighed eller i et hus. Det er fx ikke tilladt at hænge egne billeder op på væggene eller indrette med eget indbo i et hotelværelse. Som udgangspunkt må det også anses for at være mindre byrdefuldt at fraflytte et hotelværelse/hotellejlighed, end at fraflytte en lejlighed eller et hus. Stiller en arbejdsgiver et hotelværelse/hotellejlighed til rådighed for den ansatte, må det derfor som udgangspunkt anses for at være frit logi til rådighed, idet der henset til karakteren af overnatningsmuligheden er mere, der taler herfor end, hvis der fx stilles en lejlighed eller hus til rådighed. I nærværende sag er der tale om hotellejligheder der stilles til rådighed for de tre medarbejdere i en kort periode imens de søger efter en permanent bolig. I "Addendum to contract" for Medarbejder1 og Medarbejder2 står der, at selskabet har tilbudt medarbejderen enten "Pre-move house search" eller "temporary accommodation on arrival" i op til 30 dage, imens der søges med et agentur efter en bolig. H1 A/S har oplyst at begge medarbejder har valgt den sidste mulighed. I "addendum to contract" for Medarbejder3 står der at der tilbydes “temporary accommodation on arrival" i op til 30 dage efter ankomst. Allerede i "Addendum to contract" ligges der op til, at det som H1 A/S tilbyder er et midlertidigt ophold under boligsøgningen. De betaler kun op til 30 dage i en midlertidige bolig. Ifølge fakturaerne fra G1, er opholdene i overensstemmelse med de forventede korte varigheder, som stemmer overens med det oplyst i "Addendum to contract". G1 oplyser selv på deres hjemmeside, at “Our services apartments have been designed to create a home away from home- a homely environment with the consistent service that you would expect in a hotel, but with more freedom and space to relax, art work and live, while you are relocating to By Y1 or in a business trip..." G1 ligger selv op til på deres hjemmeside flere steder, at de henvender sig til personer der mangler midlertidige lejligheder, imens man bliver omplaceret/flyttet eller er på forretningsrejse. Lejlighederne er fuldt møbleret og er centrale placeret på attraktive områder, som gør dem perfekte til både korte eller længere ophold. G1 oplyser, at de sparer selskaber de hjælper for tid og ressourcer ved at tage sig af alle praktiske ting, fra lejlighedssøgning til kontrakt forhandling. G1 oplyser selv, at de er specialister i at sørge for fleksible og komfortable opholds løsninger for alle der har behov for en møbleret lejlighed inkl. services. Deres services inkludere både midlertidige ophold og omplacering ved f.eks. forsikringssager. Det oplyses at hvis man ønsker andre møbler, så skal man tage kontakt til G1, så de kan forestå evt. indretningsmæssige ændringer. G1 oplyser om ofte stillede spørgsmål, at de har en reception man kan komme i kontakt med i hverdagene, f.eks. hvis man mister en nøgle. Udenfor disse tider, kan man få hjælp via et nødnummer. Når opholder starter, så kan man hente sine nøgler i G2 i By Y1s lufthavn eller tæt på den lejlighed man skal bruge. Man kan oplyse G1 sit mobilnummer inkl. landekode, så vil man modtage en tekst besked. Inden ankomst modtager man en acces code, så man kan hente sin nøgle. Hvis der er problemer, så er der telefonisk hjælp. Når man skal forlade lejligheden, så skal man ikke selv vaske sengetøjet og heller ikke gøre rent. Nøgler skal efterlades på køkkenbordet eller i lejlighedens postkasse. Man vil en uge inden man tjekker ud modtage check-out information. Man skal sørge for at møblerne står på den originale position. Fjerne affald og vaske opvask op. Boligens faktiske anvendelse er afgørende. Ud fra G1 egen beskrivelse af brug af lejlighederne sammenholdt med "Addendum to contract", så er det der tilbydes ikke et forventet varigt ophold, som man vil kunne forvente ved en helårsbolig. Der tilbydes et midlertidigt ophold i op til 30 dage indtil der er fundet et varigt hjem, hvor man kan sætte sine egne indretningsmæssige præg. Vi mener ikke at boligen kan anvende som en helårsbolig, hvis man ikke selv har mulighed for at sætte sine egne præg på lejligheden. Når man tjekker ud af lejligheden, så skal man ikke selv gøre rent i lejligheden og heller ikke vaske sengetøj. I sine indsigelser har selskabet gjort gældende, at boliger pr. definition vil være omfattet af ligningslovens § 16 stk. 3 og beskatning af fri bolig og ikke logi, hvis de opfylder to betingelser, som er: 1. Boligens anvendes som helårsbolig, og 2 at boligen skal være ejet/lejet af arbejdsgiveren. Skattestyrelsen er ikke enig i denne betragtning. Skattestyrelsen anser ikke to nævnte punkter som definitionen af en fri bolig og intet andet, men nærmere to kriterier der skal være opfyldt for at der overhovedet kan være tale om en fri bolig. I den juridiske vejledning C.A.5.13.1.1.1 står der således: "De boliger, der er omfattet af reglen i ligningslovens §16, stk. 3, skal opfylde følgende krav: - Boligen skal anvendes som helårsbolig - Boligen skal være ejet eller lejet af arbejdsgiver" Men der kan ligeledes være tale om frit logi - det ene udelukker ikke det andet, da det er Skattestyrelsens overbevisning at man ikke automatisk falder under fri bolig beskatningen blot fordi de to kriterier er opfyldte. Slutteligt, har selskabet oplyst, at medarbejderen kan vælge at blive i den midlertidige bolig. Dette valg har ikke noget med H1 A/S at gøre, det skal være en aftale mellem den nye lejer og G1, og ville ikke have noget med det midlertidige ophold som arbejdsgiveren tilbyder at gøre. Derudover kan Skattestyrelsen kun forholde sig til de tre nævnte personer i klagen, og ingen af disse personer er blevet i G1 lejligheder efter den periode H1 A/S betaler, men er flyttet til andre adresser. Derudover henviser repræsentanten til en ikke offentlig gjort afgørelse af 19. maj 2009. Skattestyrelsen kan ikke forholde sig til en ikke offentliggjort afgørelse. […]" Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 4. juni 2026 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: "[…] Sagen omhandler indberetning af forhøjelser vedrørende frit logi for 3 medarbejdere. Spørgsmålet er nærmere om markedslejen skal reduceres med 10 pct. efter ligningslovens § 16, stk. 8 samt om der skal ske indberetning med eller uden arbejdsmarkedsbidrag. 1. Ligningslovens § 16, stk. 8 og reduktion med 10 pct. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 8, at den skattepligtige værdi af en helårsbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver, og som den ansatte har pligt til at fraflytte ved ansættelsens ophør, men ikke pligt til at bebo under ansættelsen, nedsættes med 10%. Det fremgår således af bestemmelsen, at der skal være tale om en "helårsbolig". Dette ses ikke at være tilfældet i den foreliggende sag, hvor der er tale om servicerede fuldt møblerede indflytningsklare lejligheder, som stilles midlertidigt til rådighed i en kort periode på op til 30 dage, mens de pågældende søger efter en bolig. Da de pågældende lejligheder i de konkret foreliggende sager ikke kan anses at have karakter af helårsboliger for de pågældende, hvilket er en forudsætning for nedsættelsen af den skattepligtige værdi efter ligningslovens § 16, stk. 8, skal der således efter Skattestyrelsens opfattelse ikke ske nedsættelse med 10 pct. Herudover bemærkes, at det efter ordlyden af ligningslovens § 16, stk. 8 er en betingelse for nedsættelsen med de 10 pct., at der er en pligt til fraflytning "ved ansættelsens ophør". Efter Skattestyrelsens opfattelse kan denne betingelse om, at der er pligt til fraflytning ved ansættelsens ophør, ikke anses for opfyldt i de konkret foreliggende tilfælde, hvor de omhandlede medarbejdere i en midlertidig periode på op til 30 dage har fået stillet en serviceret fuldt møbleret lejlighed til rådighed, mens de finder sig en bolig. I forhold til det af repræsentanten anførte om tilmelding af folkeregisteradresse, ses dette efter Skattestyrelsens opfattelse ikke at ændre ved ovenstående. Skattestyrelsen kan således fuldt ud tilslutte sig Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. 2. Indberetning med eller uden arbejdsmarkedsbidrag Henset til karakteren af de omhandlede lejligheder, herunder tidsbegrænsningerne mv., er det, som det fremgår ovenfor, Skattestyrelsens opfattelse, at der i de konkrete foreliggende tilfælde ikke er tale om helårsboliger. Der er tale om frit logi, som efter ordlyden af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 2, nr. 1 er omfattet af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget. Repræsentantens henvisning til SKM2010.536.SR og SKM2023.86.SR ses ikke at ændre herpå, idet de pågældende afgørelser efter Skattestyrelsens opfattelse ikke forholder sig konkret til den foreliggende problemstilling. Skattestyrelsen kan således også på dette punkt fuldt ud tilslutte sig Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. […]" Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at det ikke er med rette, at Skattestyrelsen har anset selskabet for at have afholdt udgifter til fri logi frem for værdi af fri bolig, og herefter har pålagt selskabet at foretaget indberetning til eIndkomst for indkomstårene 2023 og 2024 med henholdsvis 46.295,83 kr. og 30.817,24 kr. vedrørende fri logi. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: "[…] På vegne af H1 (herefter "H1") klager vi over den afgørelse, som Skattestyrelsen har truffet 27. juni 2025 om indberetninger til eIndkomst. Klagen vedrører udelukkende Skattestyrelsens vurdering af beskatning af fri logi kontra fri bolig for medarbejderne Medarbejder1, Medarbejder2 og Medarbejder3. Øvrige punkter behandlet i afgørelsen fra Skattestyrelsen kommenteres ikke i nærværende klage. Sagen er af principiel karakter, idet Skattestyrelsen ved denne afgørelse efter vores overbevisning modificerer og indsnævrer deres anvendelse af fri boligbegrebet og spørgsmålet om, hvornår medarbejdere får stillet fri bolig eller fri logi til rådighed i henhold til ligningslovens § 16. Vi er uenige i den vurdering, som ligger til grund for Skattestyrelsens afgørelse. Vi mener ikke, at Skattestyrelsens argumenter har hjemmel i loven, herunder at der er regulering eller retspraksis, som understøtter deres vurdering. Sagsfremstilling og begrundelse I forbindelse med at ovenstående medarbejdere tilflytter Danmark og ansættes lokalt i Danmark af H1 A/S i løbet af 2023 og 2024, stiller H1 i den første periode en bolig til rådighed. Boligerne, der bliver stillet til rådighed for medarbejderne, er alle helårsboliger og helt almindelige lejelejligheder. Perioden, hvori medarbejderne kan anvende denne bolig, er midlertidig. Værdien af fri bolig indberettes af H1 som b-indkomst ud fra markedslejen i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, uden arbejdsmarkedsbidrag jf. AMBL § 2, stk. 2, nr. 6 modsætningsvis, og med 10% reduktion jf. ligningslovens § 16, stk. 8. Af den juridiske vejledning afsnit C.A.5.13.1.1.1 fremgår det, at boliger er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 3, hvis følgende 2 betingelser er opfyldt: 1. Boligen skal anvendes som helårsbolig 2. Boligen skal være ejet eller lejet af arbejdsgiveren Skattestyrelsen mener ikke, at boligerne, som H1s medarbejdere får stillet til rådighed, anvendes som helårsboliger. Skattestyrelsen lægger i deres vurdering til grund, at medarbejderne ikke kan sætte deres eget præg på den type bolig, som stilles til rådighed for dem, som man ville kunne med en helårsbolig, herunder at der ikke er mulighed for at ommøblere eller hænge billeder eller andet på væggene mv. Skattestyrelsen påstår i forlængelse heraf, at denne type bolig svarer til et hotelophold. Skattestyrelsen vurderer på den baggrund i deres afgørelse, at der ikke er tale om fri bolig, og skatteansættelsen af det skattepligtige gode derfor ikke skal fastsættes i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3, men mener derimod, at medarbejderne skal beskattes af fri logi i henhold til ligningslovens § 16, hvorfor den skattepligtige markedsleje for boligen skal indberettes som AM-bidragspligtig B-indkomst og ikke reduceres med 10% i henhold til ligningslovens § 16, stk. 8. Vi er uenige med Skattestyrelsen i, at boligerne skattemæssigt skal behandles som fri logi frem for fri bolig. I henhold til ligningslovens § 16 og den juridiske vejledning afsnit C.A.5.13.1.1.1 tillægges det ikke værdi, hvor lang tid boligen benyttes i vurderingen af, om boligen kan beskattes som fri bolig. Det er også underordnet, hvorvidt det er muligt at sætte sit eget præg på sin bolig. Det fremgår ikke af ligningslovens § 16, at dette skal have nogen betydning i vurderingen af, om bestemmelsen omfatter den pågældende bolig. Det er derimod boligens faktiske anvendelse og det faktum, at boligen stilles til rådighed af arbejdsgiveren som led i et almindeligt ansættelsesforhold, der er afgørende. I denne sag opholder medarbejderne sig som udgangspunkt i boligen alle dage i den periode, hvor boligen stilles til rådighed for dem. Medarbejderne har ikke andre steder at opholde sig, hvorfor boligerne i vores optik de facto er at sidestille med helårsboliger. Derudover er det væsentligt at understrege, at boligerne er helt almindelige lejeboliger og at der ikke er flere medarbejdere som på samme tid har adgang til den samme lejebolig. Der er sågar flere medarbejdere, som efter den midlertidige periode i boligen bliver boende permanent, hvilket underbygger det faktum, at boligerne anvendes som helårsboliger. I et bindende svar fra 2010 ( SKM2010.536.SR ) afgør Skatterådet, at en fribolig stillet til rådighed for en direktør må sidestilles med en helårsbolig i forhold til anvendelsen på trods af, at der er tale om en midlertidig og tidsbegrænset bolig. Værdiansættelsen af den fri bolig skulle derfor ske efter de dagældende skematiske regler i henhold til ligningslovens § 16, stk. 3. Vi ønsker derudover at henvise til en ikke offentliggjort afgørelse af 19. maj 2009, hvor Skatteankenævnet fandt, at et hotelværelse, der var stillet til rådighed i en periode på 30 dage, indtil medarbejderen fandt en permanent bolig, også skulle værdiansættes i henhold til de dagældende skematiske regler. Med reference til ovenstående retspraksis ønsker vi at understrege, at det er den faktiske anvendelse, som er afgørende for, om der er tale om en helårsbolig, og reglerne om beskatning som fri bolig derfor kan benyttes. Tidsperioden, hvor boligerne benyttes og mulighederne for at sætte sit personlige præg på boligerne, tillægges ikke betydning. Derudover er det væsentligt at pointere, at Skatterådet i ovenstående sag ikke sætter spørgsmålstegn ved eller diskuterer, hvorvidt den midlertidige boliger skattemæssigt skal behandles som fri logi eller fri bolig. I afgørelsen truffet af Skatteankenævnet blev det vurderet, at et midlertidigt hotelværelse stillet til rådighed i 30 dage, skulle behandles som fri bolig i henhold til de skematiske regler i ligningslovens § 16, stk. 3, hvor det er vigtigt at understrege, at rammerne for anvendelsen af bestemmelsen var den samme, som den er i dag. Derudover kan den skattepligtige værdi af en helårsbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver, og som den ansatte har pligt til at fraflytte ved ansættelsens ophør, men ikke pligt til at bebo under ansættelsen (lejebolig) i henhold til ligningslovens § 16, stk. 8, nedsættes med 10%. Det kan af bestemmelsen udledes, at følgende betingelser skal være opfyldt for, at den skattepligtige værdi kan nedsættes med 10%: 3. Boligen skal anvendes som en helårsbolig 4. Den ansatte har pligt til at fraflytte boligen ved ansættelsens ophør 5. Den ansatte har ikke pligt til at bebo boligen under ansættelsen Med henvisning til ovenstående argumentation mener vi ikke, at der kan sås tvivl om opfyldelsen af ovenstående betingelser. Vi vurderer derfor, at H1 kan fratrække 10% af den skattepligtige værdi af boligerne i deres indberetninger. Afsluttende Opsummerende, med henvisning til ligningslovens § 16, ovenstående retspraksis og den juridiske vejledning afsnit C.A.5.13.1.1.1 er det vores klare vurdering, at den bolig, som stilles til rådighed for Medarbejder1, Medarbejder2 og Medarbejder3 anvendes som en helårsbolig og derfor skal beskattes efter reglerne om fri bolig dvs. markedslejen skal reduceres med 10% og oplyses i felt 50 som AM-bidragsfri B-indkomst jf. ligningslovens § 16, stk. 3 og stk. 8. […]" Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: "[…] Indledningsvis ønsker vi at anføre en række forhold vedrørende G1, som Skattestyrelsen ikke angiver i deres bemærkninger og som er væsentlige i sondringen mellem hotel, hotellejlighed og traditionel lejelejlighed. For de lejligheder som H1 lejer via G1, er der et krav om, at medarbejderne, som tilflytter lejlighederne, skal folkeregistrere sig med den pågældende lejlighedsadresse. Hvis ikke kravet opfyldes, er det ikke muligt at bo der. Dette er normalt hverken et krav eller en mulighed ved leje af et hotelværelse. Desuden bliver der ikke gjort rent i lejlighederne, det er kun ved afslutning på opholdet, at rengøringen ordnes af G1 selv. På et hotel ville rengøring blive gjort løbende af hotellet. Endeligt er det væsentligt, at det kun er medarbejderen som har nøgler til lejligheden. Ingen andre har mulighed for at få adgang til lejligheden imens den er lejet. På mange måder kan G1 også minde om Airnbnb lejligheder, som Skattestyrelsen tidligere har ligestillet med fast bopæl, hvorved personerne blev anset for fuldt skattepligtige til DK jf. SKM2023.86.SR . Med henvisning til den indsendte klage, er det centralt for os at understrege, at når en medarbejder flytter til Danmark og i forbindelse med sin ansættelsesstart, får stillet fri bolig til rådighed af arbejdsgiveren, beskattes dette gode som fri bolig jf. LL § 16, stk. 1 og stk. 3. Der er tale om b-indkomst jf. kildeskattebekendtgørelsens § 18 modsætningsvis. Der er ikke arbejdsmarkedsbidragspligt, jf. AMBL § 2, stk. 2, nr. 6 modsætningsvis. Den skattepligtige værdi efter LL § 16, stk. 3 af en helårsbolig, der stilles til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i LL § 16, stk. 1, kan nedsættes med 10%, hvis den ansatte har pligt til at fraflytte boligen ved ansættelsens ophør, men ikke har pligt til at bebo boligen under ansættelsen jf. LL § 16, stk. 8 forudsat, at den ansatte ikke er direktør eller har væsentlig indflydelse på egen aflønning jf. LL § 16, stk. 9. Af den juridiske vejledning afsnit C.A.5.13.1.1.1 fremgår det, at personer, der uden eller mod delvis betaling får stillet en helårsbolig til rådighed af arbejdsgiveren som led i et almindeligt ansættelsesforhold, mv. skal beskattes af værdien af boligen, dvs. beskatning af fri bolig. Af samme afsnit fremgår det, at boliger som er omfattet af reglerne om beskatning som fri bolig i henhold til LL § 16, stk. 3, er boliger som anvendes som helårsboliger og som er ejet eller lejet af arbejdsgiveren. Det er boligens faktiske anvendelse, som er afgørende for om en bolig betragtes som en helårsbolig og derfor skal beskattes som fri bolig efter LL § 16, stk. 3. Dvs. opsummeret er det vores klare overbevisning, at en medarbejder beskattes af fri bolig hvis følgende betingelser samlet set er opfyldt; 1. Medarbejder får stillet en helårsbolig til rådighed af arbejdsgiveren som led i ansættelsesforholdet 2. Medarbejderen har ikke væsentlig indflydelse på egen aflønningsform 3. Boligen anvendes som en helårsbolig 4. Boligen er ejet eller lejet af arbejdsgiveren H1 lejer lejligheder til medarbejderne, som led i deres ansættelse, når de kommer til Danmark, som de kan bebo i en begrænset periode. Medarbejderne har ikke væsentlig indflydelse på egen aflønning. Boligerne anvendes som helårsboliger, idet de bebos af medrejst familie, medarbejderne ikke har øvrige boliger at opholde sig i, og der er ikke øvrige medarbejdere som har adgang til de samme boliger. Med henvisning til ovenstående, mener vi, at det er uomtvisteligt, at de pågældende medarbejdere i nærværende sag opfylder betingelserne for at blive beskattet af fri bolig. Det er korrekt, at man som arbejdstager kan blive beskattet af frit logi. Det er vores vurdering, at dette er tilfældet hvis betingelserne for beskatning af fri bolig ikke er opfyldt. Dette kunne f.eks. være tilfældet hvis en medarbejder får betalt en overnatning ifm. en konference, hvor medarbejderen ikke er anset for at være på rejse dvs. godt vil kunne tage hjem og overnatte. Der er her tale om sparet privat forbrug jf. LL § 16, stk. 1, 1. pkt. men ikke en helårsbolig som stilles til rådighed af arbejdsgiveren, som led i ansættelsesforholdet og hvor arbejdsgiveren enten ejer eller lejer boligen. I Skattestyrelsens bemærkninger anfører Skattestyrelsen, at det er deres vurdering, at et hotelværelse eller en hotellejlighed, der stilles til rådighed for medarbejderne i en kort, midlertidig periode, falder under beskatning som frit logi og ikke fri bolig med påstand om, at blot fordi betingelserne for beskatning af fri bolig er opfyldt betyder det ikke, at boligen ikke også kan beskattes som frit logi. Dette er vi uenige i. Det fremgår hverken af LL § 16, retspraksis, eller den juridiske vejledning, at en tidsbegrænsning på 30 dage taler for frit logi. Derudover er det vores overbevisning, at det er underordnet hvorvidt der er tale om en møbleret lejlighed eller umøbleret lejlighed, da det med henvisning til den juridiske vejledning er den faktiske anvendelse af boligen som er afgørende. Vi ønsker at understrege, at medarbejderne i nærværende sag bebor de pågældende lejligheder med deres familier i hele perioden hvor boligerne er stillet til deres rådighed. Medarbejderne har ikke øvrige boliger til rådighed i perioden og dermed må boligerne de facto anses som helårsboliger. Vi er uenige og uforstående over for Skattestyrelsens anvendelse af begrebet frit logi samt deres sondring imellem frit logi og fri bolig. Vi mener ikke, at boligerne i nærværende sag kan beskattes som andet end fri bolig, hvilket bakkes op af, at der ikke findes retspraksis, som støtter Skattestyrelsens "overbevisning" i, at der i sager som denne skal sondres imellem frit logi og fri bolig. Vi mener, at det er ubestridt, at boligerne i denne sag opfylder betingelserne for at blive beskattes som fri bolig med henvisning til de opstillede betingelserne ovenfor samt beskrivelsen i den juridiske vejledning. […]" Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har den 9. juli 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: "[…] Sondringen mellem fri logi og fri helårsbolig Skatteankestyrelsen anfører, at personalegoder, herunder fri logi og fri helårsbolig, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, og at værdien heraf skal fastsættes til markedsværdien, jf. § 16, stk. 3. Det er korrekt, at ligningslovens § 16, stk. 1 og 3, fastslår hovedreglen om beskatning af personalegoder og værdiansættelse til markedsværdi. Det er imidlertid afgørende at holde fast i, at loven indeholder særskilte regler for helårsboliger i § 16, stk. 7-9, og særskilte regler for fri kost og logi, hvor værdiansættelsen kan ske efter Skatterådets normalværdier, jf. § 16, stk. 3, 2. pkt. Helårsboliger beskattes efter de særlige regler i § 16, stk. 7-9, hvor der bl.a. gives nedslag ved tjenestebolig og lejebolig med bopæls- og/eller fraflytningspligt. Fri kost og logi beskattes derimod efter normalværdier fastsat af Skatterådet og behandles i praksis som A-indkomst, når det ydes i tilknytning til kontant løn. Skatteankestyrelsen’s forslag til afgørelse sammenblander disse kategorier ved at behandle “fri logi og fri helårsbolig" under én og samme generelle henvisning til § 16, stk. 1 og 3, uden at redegøre for, hvorfor helårsboligreglerne i § 16, stk. 7-9 ikke skulle finde anvendelse i den konkrete situation. Vi gør gældende, at de omhandlede boliger - fuldt møblerede lejligheder med køkken, bad mv., som objektivt er egnet til helårsbeboelse - efter deres karakter er helårsboliger i ligningslovens forstand, og at det derfor er § 16, stk. 7-8, der er den relevante specialbestemmelse, ikke reglerne om fri kost og logi. Helårsboligkriteriet og betydningen af 30-dages perioden Skatteankestyrelsen anfører, at “betingelsen om, at boligen skal anvendes som en helårsbolig ikke er opfyldt", og lægger vægt på den “korte og begrænsede tidsmæssige udstrækning på 30 dage" samt boligens karakter som lejlighedshotel. Efter ligningslovens § 16 og den juridiske vejledning afsnit C.A.5.13.1.1.1 er det imidlertid boligens faktiske anvendelse og egnethed, der afgør, om den beskattes som helårsbolig. Helårsboligbegrebet knytter sig til boligens karakter som helårsanvendelig bolig - ikke til, om den nødvendigvis anvendes hele året af den enkelte medarbejder. Der opstilles intet krav om en minimumsperiode for rådighed (f.eks. 30 dage vs. 6 måneder) som betingelse for, at en bolig kan kvalificeres som helårsbolig. Vi bestrider derfor, at helårsboligkriteriet kan afvises med den begrundelse, at boligen “kun" stilles til rådighed i 30 dage. Den tidsmæssige begrænsning kan alene begrænse den skattepligtige værdi til den periode, hvor boligen faktisk er til rådighed, men kan ikke i sig selv ændre boligens karakter fra helårsbolig til “logi", når boligen objektivt er egnet til helårsbeboelse og faktisk anvendes som sådan. Det forhold, at nogle medarbejdere efter det oplyste har valgt at blive boende i boligerne efter de 30 dage, understøtter netop, at boligerne er egnet til og faktisk anvendes som helårsbolig. Skatteankestyrelsen afviser, at dette kan føre til et andet resultat, men uden at forholde sig til, at denne faktiske anvendelse er relevant i henhold til § 16, stk. 3 og 7-8. Derudover angiver Skatteankestyrelsen, at begrundelsen for, at boligerne skal beskattes som "fri logi" ud over, den tidsmæssige begrænsning, også er baseret på, at medarbejderne har begrænset rådighed over boligerne uden at uddybe dette yderligere. Vi bestrider dette argument, da dette er ikke korrekt. Medarbejderne har fuld rådighed over boligerne i den periode, de bor der og de bor der med deres familie i hele den periode, hvor boligen er stillet til rådighed. Medarbejderne har ikke øvrige boliger til rådighed i perioden og dermed må boligerne de facto anses som helårsboliger. Ligningslovens § 16, stk. 8 - lejeboliger med fraflytningspligt Skatteankestyrelsen konkluderer, at betingelsen for at nedsætte markedsværdien med 10 % efter ligningslovens § 16, stk. 8, ikke er opfyldt, idet der efter deres opfattelse ikke påhviler medarbejderne en pligt til at fraflytte boligen i forbindelse med ansættelsens ophør. Vi skal hertil bemærke, at § 16, stk. 8, efter sin ordlyd omfatter helårsboliger, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver, og som den ansatte har pligt til at fraflytte ved ansættelsens ophør, men ikke pligt til at bebo under ansættelsen (lejebolig). Skatteankestyrelsen’s fortolkning, hvorefter § 16, stk. 8, ikke skulle finde anvendelse, fordi boligen kun stilles til rådighed i 30 dage og ikke “generelt" frem til ansættelsens ophør, er efter vores opfattelse ikke i overensstemmelse med lovens ordlyd og forarbejder. Det afgørende efter § 16, stk. 8, er, om der foreligger en retlig pligt til at fraflytte den bolig, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren. En tidsbegrænset boligordning, hvor medarbejderen kontraktuelt skal fraflytte boligen ved periodens udløb (f.eks. efter 30 dage), indebærer netop en pligt til at fraflytte boligen. Bestemmelsen kræver ikke, at boligen er stillet til rådighed hele ansættelsesperioden; den knytter sig til den konkrete bolig, der er stillet til rådighed, og den pligt, der er knyttet til denne bolig. Vi bemærker endvidere, at Skatteankestyrelsen ikke har foretaget en konkret analyse af aftalernes ordlyd vedrørende fraflytning, men alene konstaterer, at der ikke foreligger fraflytningspligt. Dette står i kontrast til den praksis, der er udviklet ved anvendelsen af § 16, stk. 7-8, hvor kontraktvilkår analyseres nøje ved vurderingen af bopæls- og fraflytningspligt. […]" Landsskatterettens afgørelse Sagen handler om, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har anset selskabet for at have afholdt udgifter til fri logi frem for fri bolig for tre ansatte, og herefter har pålagt selskabet at foretage indberetning til eIndkomst for indkomstårene 2023 og 2024 med henholdsvis 46.295,83 kr. og 30.817,24 kr. vedrørende fri logi. Retsgrundlaget Al indkomst er, hvad enten indkomsten består af penge eller formuegoder af pengeværdi, som udgangspunkt skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Ligningslovens § 16 præciserer beskatningen af personalegoder, hvor følgende fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, stk. 3, og stk. 8: "[…] Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-14 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4 - 6 , når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. […] Den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-16, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel. […] Værdien af følgende goder beskattes uden hensyn til grundbeløbene i 3., 4. og 6. pkt., og værdien af disse goder medregnes ikke ved beregningen af, om grundbeløbene er overskredet: 1) Fri bil, fri sommerbolig og fri lystbåd, jf. stk. 4-6. 2) Fri kost og logi, når værdiansættelsen kan foretages efter de af Skatterådet fastsatte normalværdier. 3) Fri telefon, herunder fri datakommunikationsforbindelse, og fri computer med tilbehør, jf. stk. 12 og 13 4) Fri helårsbolig, personalelån og tv- og radiolicens. […] Den skattepligtige værdi efter stk. 3 af en helårsbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, og som den ansatte har pligt til at fraflytte ved ansættelsens ophør, men ikke pligt til at bebo under ansættelsen (lejebolig), nedsættes med 10%. Den skattepligtige værdi efter 1. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren mv. for råderetten. […]" Ligningslovens § 16 blev ændret ved lov om ændring af ligningsloven nr. 216 af 29. marts 1995 (vedrørende beskatning af ansattes tjeneste- og lejeboliger), hvor bl.a. ligningslovens § 16, stk. 8, blev indsat. Følgende fremgår bl.a. af de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af ligningsloven nr. 173 af 8. februar 1995: "[…] 1. Indledning Ved den skattemæssige værdiansættelse efter markedsværdiprincippet er det uden betydning, om den ansatte har pligt til at bebo den pågældende bolig (tjenestebolig) eller pligt til at fraflytte boligen i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør (lejebolig). Det foreslås, at reglerne for den skattemæssige værdiansættelse af helårsboliger ændres, således at der ved værdiansættelsen tages hensyn til de ovennævnte særlige pligter, der påhviler ansatte med tjenesteboliger eller andre boliger, der stilles til rådighed af en arbejdsgiver. Ifølge regler og aftaler i henhold til tjenestemandsloven gives der nedslag ved fastsættelsen af huslejen for tjenestemænd, der af arbejdsgiveren får stillet en tjenestebolig til rådighed, eller af arbejdsgiveren får adgang til at leje en bolig. Nedslagene er en følge af pligten til at bebo boligen under tjenesten og pligten til at fraflytte boligen ved tjenestens ophør. De foreslåede regler er således udtryk for, at den skattemæssige værdiansættelse af rådigheden over en bolig, hvor den ansatte har bolig- eller fraflytningspligt, tilpasses de regler, der gælder for tjenestemænds huslejefastsættelse. […] Ansatte, der ikke har pligt til at bebo en bolig, men alene har pligt til ved ansættelseforholdets ophør at fraflytte en bolig, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren (lejeboliger), vil efter forslaget ikke blive beskattet, hvis huslejen mindst udgør 90 pct. af markedslejen. […] 3. Lovforslagets indhold […] Lejeboliger Foruden tjenesteboliger, som ansatte har pligt til at bebo, stiller en række arbejdsgivere boliger til rådighed for ansatte, som de ansatte ikke har pligt til at bebo, men som de ansatte skal fraflytte ved ansættelsens udløb eller i forbindelse med forflyttelse. For sådanne helårsboliger foreslås, at den skattepligtige værdi som følge af pligten til at fraflytte boligen ved ansættelsens ophør eller i forbindelse med forflyttelse sættes til boligens markedsleje nedsat med 10 pct. Øvrige boliger Forslaget omfatter ikke boliger, der af en arbejdsgiver er stillet til rådighed for en ansat, hvor den ansatte hverken har pligt til at bebo boligen eller pligt til at fraflytte boligen i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør. Sådanne boliger skal efter forslaget fortsat værdiansættes ud fra boligens markedsleje, dvs. uden nedslag. […]" Følgende fremgår af bekendtgørelsen om kildeskat § 19, stk. 1, nr. 3: "[…] Følgende indkomstarter anses ikke for A-indkomst: […] 3) Værdi af fri kost og fri bolig, som ydes i forbindelse med vederlag i penge, når værdiansættelsen ikke kan foretages efter de normalværdier for kost og logi, der fastsættes af Skatterådet. […]" Arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 2, afgrænser, hvilke vederlag i naturalier, der indgår i grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag med den skattepligtige værdi. Følgende fremgår af lovens § 2, stk. 2, nr. 1: "[…] 1) Fri kost og logi. […]" Følgende fremgår af skatteindberetningslovens § 4, stk. 1, og stk. 4: […] Skatteministeren kan fastsætte regler om, at honorar, provision og andet vederlag for personlig arbejds- eller tjenesteydelse, der er B-indkomst, og som er udbetalt som led i virksomhed, herunder beløb, der er ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse, hver måned skal indberettes til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. […] Skatteministeren kan fastsætte regler om, at skattepligtige fordele, som er nævnt i ligningslovens § 16, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor, skal indberettes til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at indberetningen tillige skal indeholde en værdiansættelse af fordelen, og i givet fald efter hvilke retningslinjer værdiansættelsen skal foretages. […]" Landsskatterettens begrundelse og resultat Personalegoder, herunder fri logi og fri helårsbolig, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, og værdien heraf skal fastsættes til markedsværdien, jf. ligningslovens § 16, stk. 3. Der skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt der er tale om fri logi eller fri helårsbolig. Landsskatteretten lægger ved afgørelsen til grund, at markedsværdien af de tre omhandlede boliger udgør henholdsvis 21.465,66 kr., 24.830,17 kr. og 30.817,24 kr. svarende til den udgift, der fremgår af de fremlagte fakturaer udstedt af G1 til selskabet, fratrukket udgiften til internet. Landsskatteretten finder, at aftalerne indgået mellem medarbejderne og selskabet om, at selskabet stiller en midlertidig bolig til medarbejdernes rådighed de første 30 dage i forbindelse med medarbejdernes ansættelse og bosættelse i Danmark, udgør aftaler om fri logi. Der er herved bl.a. henset til, at betingelsen om, at boligen skal anvendes som en helårsbolig ikke er opfyldt. Landsskatteretten har ved vurderingen lagt vægt på den korte og begrænsede tidsmæssige udstrækning på 30 dage samt medarbejdernes begrænsede rådighed over boligerne. Der henses her til karakteren af de omhandlede boliger, der kan sidestilles med lejligheder i et lejlighedshotel, hvor lejlighederne er fuldt møblerede, servicerede med reception, og med vask af sengetøj og håndklæder ved fraflytning. Det af repræsentanten oplyste om, at de omhandlede boliger kan anvendes som helårsboliger, og at nogle medarbejdere har valgt at blive boende ved udløbet af de 30 dage, kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten finder i øvrigt, at betingelsen for at nedsætte markedsværdien af de tre omhandlede boliger med 10 %, jf. ligningslovens § 16, stk. 8, ikke er opfyldt. Hensigten med indsættelsen af ligningslovens § 16, stk. 8, var at tilpasse reglerne for værdiansættelse af helårsboliger, hvor medarbejderen enten har pligt til at bebo og/eller pligt til at fraflytte boligen ved ansættelsens ophør, med de regler som gjaldt for tjenestemænds huslejefastsættelse. Landsskatteretten har således ved vurderingen lagt vægt på hensigten bag forarbejderne sammenholdt med aftalernes indhold, hvoraf det tydeligt fremgår, at der er tale om, at selskabet afholder udgiften til en midlertidig bolig i 30 dage. Ifølge aftalerne er der tale om en begrænset tidsmæssig udtrækning i forbindelse med medarbejdernes ankomst til Danmark, og således ikke tale om, at selskabet generelt stiller en bolig til rådighed for medarbejderne frem til, at deres ansættelse ophører. Der påhviler således ikke medarbejderen en pligt om at fraflytte boligen i forbindelse med ansættelsens ophør, jf. ligningslovens § 16, stk. 8. Landsskatteretten finder herefter, at aftalerne indgået mellem de tre medarbejdere og selskabet har karakter af aftaler om fri logi i og dermed sparet privat forbrug i forbindelse med medarbejdernes første 30 dage i Danmark. Fri logi udgør AM-bidragspligtig B-indkomst, jf. kildeskattelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 2, nr. 1. Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2026.468.LSR — Indberetning til eIndkomst – Fri logi · skattewiki.dk