SKM2026.467.LSR
Opkrævning af afgift af nikotinholdige væsker - Import af elektroniske engangscigaretter fra Tyskland
- Myndighed
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Afgørelse
- Afsagt
- 26. august 2026
- Offentliggjort
- 29. september 2026
- Emneord
- Afgift, nikotinholdige væsker, import, elektroniske engangscigaretter, rette modtager, hæftelse, bevisskridt
- Kilde
- Åbn original på info.skat.dk ↗
Lovhenvisninger
Resumé
Sagen angik, om klageren kunne anses for erhverver af tre pakker med nikotinholdige væsker, der var sendt fra Tyskland, og om klageren i givet fald hæftede for den manglende afgift i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Pakkerne var adresseret til klageren og med angivelse af klagerens telefonnummer. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at der var en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne, og at klageren som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Herefter - og da der ikke forelå omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - måtte klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at det ikke var ham, der havde erhvervet varerne. På baggrund af en konkret vurdering af den dokumentation, som klageren havde fremlagt, fandt Landsskatteretten, at klageren havde foretaget relevante bevisskridt, som dokumenterede eller i hvert fald sandsynliggjorde, at han ikke havde erhvervet varerne, som var blevet sendt til ham. Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke var rette modtager af de tre pakker, og at han derfor ikke hæftede for den opkrævede afgift. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
Henviser til
- SKM2025.267.LSR
Fuldtekst
Skattestyrelsen har opkrævet 26.205 kr. i afgift af nikotinholdige væsker for import af 526 elektroniske engangscigaretter fra Tyskland. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og nedsætter afgiften til 0 kr. Faktiske oplysninger Det fremgår af CPR-registret, at klageren tidligere har boet på Adresse Y1, By Y1. Det fremgår endvidere, at klagerens forældre på kontroltidspunktet var registreret på adressen. Klageren var på kontroltidspunktet registreret på adressen Adresse Y2, By Y2. Klageren er ikke registreret hos Skattestyrelsen efter forbrugsafgiftsloven. Toldstyrelsen har den 12. juli 2024 udtaget 2 pakker med pakkenumrene […] og […] til kontrol hos PostNord i Taulov. Pakkerne indeholdt i alt 390 elektroniske engangscigaretter af mærket Fumot. De elektroniske engangscigaretter var fordelt i 39 kasser med 10 stk. i hver kasse. Toldstyrelsen har den 22. juli 2024 udtaget pakken med pakkenummer […] til kontrol hos PostNord i Taulov. Pakken indeholdt 134 engangs e-cigaretter af mærket Fumot og 2 elektroniske engangscigaretter af mærket Movkin. De elektroniske engangscigaretter var fordelt på 13 kasser med 10 stk. i hver kasse. Derudover lå der 6 elektroniske engangscigaretter løst i pakken. Det fremgår af alle 3 pakker, at de er adresseret til A, Adresse Y1, By Y1, og at de er afsendt fra firmaet G1 (Not seller), Adresse Y3, By Y3, Grmany. Det fremgår af bagsiden af detailsalgspakkerne, at de elektroniske engangscigaretter er produceret af G2 Ltd. På alle 3 pakker er telefonnummer + 45 […] angivet. Det fremgår af opslag på Mobilepay, at det oplyste telefonnummer på pakkelabelsene tilhører klageren. Ingen af de nikotinholdige væsker er påsat danske stempelmærker. Der foreligger fotodokumentation af pakkerne og deres indhold. Toldstyrelsen har tilbageholdt de nikotinholdige væsker. Sagen er efterfølgende oversendt til Skattestyrelsen til videre sagsbehandling. Skattestyrelsen har beslaglagt varerne som sikkerhed for betaling af afgift, sagsomkostninger og eventuel bøde. Det fremgår af Skattestyrelsens kontroloptælling foretaget den 14. april 2025, at de tre omhandlede pakker tilsammen indeholder 526 elektroniske engangscigaretter fordelt på følgende: · 520 stk. elektroniske engangscigaretter af mærket Fumot indeholder 20 ml nikotinholdige væsker med 20 mg nikotin pr. ml. · 2 stk. elektroniske engangscigaretter af mærket Fumot indeholder 2 ml nikotinholdige væsker med 20 mg nikotin pr. ml. · 2 stk. elektroniske engangscigaretter af uden oplysninger om mærke, nikotinstyrke og indhold i ml på emballagen. · 2 stk. elektroniske engangscigaretter af mærket Movkin indeholder 20 ml nikotinholdige væsker med 20 mg nikotin pr. ml. Det fremgår af Skattestyrelsens opgørelse over smagsvarianter og fotodokumentationen, at pakkerne indeholdt 38 forskellige smagsvarianter af mærket Fumot, herunder 1 stk. af smagsvarianten pineapple ice og 1 stk. af smagsvarianten peach mango. Endvidere fremgår det, at de elektroniske engangscigaretter af mærket Movkin er af smagsvarianterne cucumber lemonade og cotton candy. Endelig fremgår det, at de elektroniske engangscigaretter uden oplysninger om mærke har smagsvarianterne cola ice og mango on ice. Klageren har den 31. juli 2024 kontaktet Skattestyrelsen telefonisk. Klageren oplyste, at han ikke har bestilt pakkerne. Skattestyrelsen har i brev af 13. november 2024 anmodet PostNord om oplysninger vedrørende afsender og modtager af forsendelserne. PostNord har den 6. december 2024 oplyst følgende vedrørende forsendelserne: "… Sender Depot i DE DE[…] Adresse Y3 By Y3 Tyskland Receiver er A som ikke er registret på adressen Adresse Y1, (her bor bl.a. X) By Y1 Danmark 45[…] +45[…] […]@gmail.com …" Det fremgår af et bilag, som klageren har indsendt i forbindelse med klagen, at klageren den 10. februar 2021 har benyttet mailadressen […]@gmail.com ved bestilling på en kinesisk hjemmeside. Klageren har den 15. april 2025 indsendt følgende til Skattestyrelsen på mail. Afsenderadressen var "[…]@gmail.com": "… Jeg skriver for at gøre indsigelse mod det fremsendte forslag til afgørelse, hvor jeg ifølge sagen skal betale 26.205 kr. i afgift for nikotinholdige væsker. Jeg har ikke bestilt de pågældende varer, og jeg har ingen viden om, at jeg skulle have modtaget eller forsøgt at importere e-cigaretter fra udlandet. I forsøget på at forstå, hvordan mine oplysninger kan være blevet brugt, har jeg gennemgået mine tidligere onlineordrer. Her har jeg opdaget, at en tidligere ordre fra 2023 på massagepistoler er blevet fejlkoblet med en faktura på e-cigaretter, som ikke vedrører mig. Denne faktura er tydeligt udstedt til en anden person, Y i […], USA, med amerikansk telefonnummer og adresse, men mine kontaktoplysninger (navn, adresse, telefonnummer) fremgår fejlagtigt som modtager. Samtidig er det værd at bemærke, at min originale ordre blev bestilt direkte fra Tyskland, mens den fejlagtige faktura angiver Kina som afsenderland. Det understøtter, at der er sket en sammenblanding, og at dokumenterne ikke stammer fra samme handel. Denne fejl skaber stor bekymring og dokumenterer, at mine oplysninger tidligere er blevet brugt forkert i leverandørens system. Derfor er det min klare opfattelse, at noget lignende kan være sket i den aktuelle sag fra 2024, hvor jeg står registreret som modtager af ecigaretter, jeg aldrig har haft kendskab til eller bestilt. Jeg beder derfor om, at Skattestyrelsen revurderer sagen i lyset af følgende: Jeg har aldrig købt eller forsøgt at importere nikotinholdige produkter. Jeg er ikke registreret som oplagshaver eller virksomhed og har ingen tilknytning til salg eller distribution af disse varer. Jeg kan dokumentere en tidligere og konkret fejl, hvor mine oplysninger er blevet knyttet til en anden persons ordre. Det føles urimeligt og retssikkerhedsmæssigt bekymrende at blive mødt med så alvorlige konsekvenser på baggrund af et datagrundlag, der med stor sandsynlighed beror på en leverandørfejl, og ikke mine handlinger. På den baggrund anmoder jeg om, at sagen ikke behandles videre som min, og at den fremsendte afgørelse bortfalder. Jeg vedhæfter skærmbilleder af både den oprindelige ordre og den fejlagtige faktura som dokumentation. Jeg står naturligvis til rådighed for at besvare spørgsmål eller samarbejde, hvis der ønskes yderligere oplysninger. …" Klageren har som bilag til indsigelsen fremlagt følgende materiale for Skattestyrelsen vedrørende en ordre foretaget i 2023: · Ordreoversigt vedrørende ordrenummer […] dateret den 7. juni 2023. Det fremgår, at der er bestilt "Tornado 9000", og at der er vedhæftet et dokument med titlen "PI to Y. 2023.06.07.pdf". Leveringsadressen er angivet som A, +45 […], By Y1, By Y1, Capital, Denmark, By Y1, Capital, Denmark, By Y1. Det fremgår endvidere, at der er bestilt "Custom Logo Private Label Cheap Original Factory Wireless Body Relax Muscle Deep Tissue Vibration Massage Gun. · Notifikation vedrørende afsendelse af ordrenummer […]. Det fremgår, at der er afsendt 100 stk. "Cusum Logo Private Lable Cheap Original Factory Wireless Body Relax Muscle Deep Tissue Vibration Massage Gun". · Proformafaktura af 7. juni 2023 fra G2 Limited til Z/Y med mailadressen […]@live.com vedrørende køb af 2000 stk. "RandM Tornado 9000 (5 % nicotine)". Leveringsadressen er angivet som Adresse Y4, Zip […], By Y4 [USA]. Klageren har som bilag til klagen indsendt følgende: · Brev fra selskabet G3, Ltd., hvor det anføres, at en ordre med ordrenummer […] på bestilling af elektroniske engangscigaretter ved en fejl er sendt til klageren. Selskabet oplyser, at en ny medarbejder ved en fejl har indsat klagerens leveringsoplysninger i stedet for den rigtige køber, der hedder det samme som klageren, men er bosat i USA. Brevet er ikke dateret. · En oversigt fra en kinesisksproget hjemmeside over ordrer bestilt i navnet A. Følgende fremgår af oversigten: Ordrenummer Dato Navn Adresse […] 13.05.2020 A Adresse Y1, By Y1 Denmark […] 21.10.2020 A Adresse Y1, By Y1 Denmark […] 27.12.2020 A Adresse Y1, By Y1 Denmark […] 10.02.2021 A Adresse Y1, By Y1 Denmark […] 24.06.2024 A Adresse Y1, By Y1 Denmark* […] 24.06.2024 A Adresse Y5, By Y5, […], United States […] 12.12.2024 A Adresse Y5, By Y5, […], United States […] 17.04.2025 A Adresse Y5, By Y5, […], United States *Denne linje er gennemstreget og markeret med rødt i modsætning til de andre ordrenumre, der er markeret med grønt. · Proformafaktura af 24. juni 2024 udstedt af G2, Ltd. Modtager og leveringsadresse er angivet som A, Adresse Y5, By Y5, […], United States. Det fremgår, at der er købt 500 stk. elektroniske engangscigaretter. En sammentælling af de angivne smagsvarianter giver 520 stk. Der er en forskel på 6 stk. elektroniske engangscigaretter ved en sammenligning af den af klageren indsendte proformafaktura af 24. juni 2024 og Skattestyrelsens kontroloptælling. De 2 stk. elektroniske engangscigaretter af mærket Movkin med smagsvarianterne cucumber lemonade og cotton Candy fremgår ikke af proformafakturaen. Der fremgår elektroniske engangscigaretter af smagsvarianterne pineapple candy og peach mango af proformafakturaen, men udelukkende som 10 stk. pakker. Der fremgår ikke pakker uden angivelse af mærke eller med smagsvarianterne cola ice og mango on ice. Klageren har i forbindelse med sagens behandling ved Skatteankestyrelsen den 1. juni 2026 fremlagt følgende: · Korrespondance mellem klageren og G3 Ltd. i perioden fra 15. juni 2025 til 8. juli 2025. G3 Ltd. er det selskab, der har formidlet kontakten mellem køberen og sælgeren af de elektroniske engangscigaretter. Der fremgår blandt andet følgende af korrespondancen: · At der var vedhæftet en klageren uvedkommende faktura til ordrenummer […] · At G3 Ltd oplyser, at klagerens oplysninger ved en fejl er blevet koblet på en anden kundes ordre, fordi kunden har samme navn som klageren. · At det forklaringsbrev, klageren har indsendt som bilag til klagen, er sendt til klageren den 2. juli 2025 · Et skærmprint fra en kinesisksproget hjemmeside med ordredetaljer vedrørende ordrenummer […] af 7. juni 2023, hvoraf det fremgår, at den pågældende ordre er registreret til "Y, Adresse Y4 Zip […] By Y4, [USA]". Adressen er identisk med adressen på den proformafaktura, som klageren har fremlagt for Skattestyrelsen den 15. april 2025. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren hæfter for afgift af nikotinholdige væsker. Klageren skal betale 26.205 kr. for import af 526 elektroniske engangscigaretter fra Tyskland. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: "… 1.3. Vores bemærkninger og begrundelse Du står som modtager af pakkerne med pakkenumrene […], […] og […], som indeholder 526 engangs e-cigaretter af mærkerne Fumot og Movkin. Pakkerne er sendt fra Tyskland. Du har ved telefonisk henvendelse den 31. juli 2024 nægtet kendskab til pakkerne. Vi skal hertil bemærke, at pakkerne er adresseret til A, Adresse Y1, By Y1. Ved opslag i CPR-registret ses du tidligere at have haft bopæl på adressen, og dine forældre ses på tidspunktet for tilbageholdelsen af pakkerne at have bopæl på adressen. Det oplyste telefonnummer på pakkelabelsene ses ved opslag på Mobilepay at tilhøre dig, og dit navn står desuden også på pakkerne. Det vil derfor være dig, der får en advisering om afhentning af pakkerne, uanset om adressen på pakkelabelsene er korrekt eller ej, og du vil få pakkerne udleveret ved oplysning om pakkenummer og navn. Du gør i din henvendelse af 15. april 2025 gældende, at der kan være sket en fejl fra den udenlandske virksomheds side, da du ifølge det oplyste tidligere har modtaget en faktura på e-cigaretter, som du ikke har bestilt. Vi skal hertil bemærke, at der er tale om en mængde på 526 engangs e-cigaretter, som må formodes at have en vis værdi for den udenlandske virksomhed. Derfor er det vores formodning, at den udenlandske virksomhed har procedurer, der skal sikre, at der ikke sendes pakker til forkerte modtagere. På baggrund deraf finder vi det højst usandsynligt, at du i både 2023 og 2024 skulle have oplevet at modtage varer, som du ikke har bestilt fra den udenlandske virksomhed. I forlængelse til ovenstående bemærker vi, at den fremsendte faktura fra 2023 er udstedt af en kinesisk virksomhed ved navn G2, Limited, mens afsenderen af pakkerne i nærværende sag ses at være en virksomhed i Tyskland. Vi finder det derfor ikke sandsynliggjort, at der er tale om samme afsender. Ud fra oplysningerne på pakkerne og visiteringen af sagen er det vores opfattelse, at du er rette modtager af pakkerne, og at du har købt og fået tilsendt afgiftspligtige varer fra et andet EU-land. Ifølge forbrugsafgiftslovens § 16 b, stk. 1 skal private, som køber varer fra andre EU-lande til levering her i landet, og hvor varerne er omfattet af nationale punktafgifter, betale afgift af varerne, og afgiften skal betales ved modtagelsen. Men ud fra den tilsendte mængde på 526 engangs e-cigaretter er det vores opfattelse, at du burde have været registreret som oplagshaver efter forbrugsafgiftsloven § 14 a, stk. 1, og du skulle have købt stempelmærker til den tilsendte mængde efter forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2. Da du ikke ses at være registreret hos Skattestyrelsen efter forbrugsafgiftsloven, har du købt afgiftspligtige varer fra udlandet i form af nikotinholdige væsker uden at være autoriseret som oplagshaver efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1. Efter forbrugsafgiftslovens § 13 f må du ikke modtage eller opbevare afgiftspligtige varer, der ikke er pakket i forskriftsmæssigt lukket og behørig stemplede pakninger, når du ikke er autoriseret som oplagshaver. Ved at varerne samtidig ikke er forsynet med danske stempelmærker, er der ikke betalt afgift af varerne efter forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2, hvorfor du skal betale afgiften. Nikotinstyrke og indhold i ml fremgår ikke af emballagerne på 2 af de i alt 526 engangs e-cigaretter. Da langt størstedelen af de tilsendte engangs e-cigaretter ses at indeholde 20 ml nikotinholdig væske med en nikotinstyrke på 20 mg pr. ml, har vi ud fra et skøn fastsat, at de 2 produkter, af hvilke nikotinstyrke og indhold ikke fremgår af emballagen, indeholder det samme. Efter forbrugsafgiftslovens § 18 har vi skønsmæssigt opgjort afgiften på baggrund af de oplysninger, som vi har modtaget fra Toldstyrelsen. Se opgørelsen nedenfor: Nikotinholdige væsker - over 12 mg nikotin pr. milliliter Produkt ml pr. stk. Antal stk. ml i alt Afgift i kr. Engangs e-cigaretter - Fumot, 20 mg nikotin pr. ml. 20 522 10.440 26.100 Engangs e-cigaretter - Fumot, 20 mg nikotin pr. ml. 2 2 4 5 Engangs e-cigaretter - Movkin, 20 mg nikotin pr. ml. 20 2 40 100 I alt 26.205 Afgiftssatsen er 2,5 kr. pr. ml. De indkomne bemærkninger ændrer ikke vores opfattelse af sagen. Skattestyrelsen træffer derfor afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 14. april 2025. Vi opkræver 26.205 kr. i afgift af nikotinvæske efter forbrugsafgiftslovens § 18, da du har købt afgiftspligtige varer i et andet EU-land uden at være registreret som oplagshaver. Dermed hæfter du for den manglende betalte afgift efter forbrugsafgiftslovens § 18. Bemærk, at afgiften er opgjort ud fra afgiftssatsen på indførselstidspunktet, og at den endelige opgørelse af afgiftens størrelse først kan foretages ved eventuel udlevering af varerne og bestilling af stempelmærker. Afhængigt af afgiftsændringer kan der ske yderligere afgiftsopkrævning. Vi skal samtidig gøre dig opmærksom på, at hvis du fortsat køber varer i udlandet, som er afgiftspligtige efter forbrugsafgiftslovens § 13, § 13 a, stk. 1 og/eller § 13 b, stk. 1, skal du lade dig registrere hos Skattestyrelsen efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1. …" Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 25. september 2025 udtalt følgende: "… Skattestyrelsens bemærkninger til klagen … Klager gør gældende, at der er sket en fejl fra den udenlandske virksomheds side, hvilket af klager underbygges af, at klager ifølge det oplyste tidligere har modtaget en faktura på e-cigaretter, som han ikke har bestilt. Vi bemærker, at der i nærværende sag er tale om en mængde på 526 engangs e-cigaretter, som må formodes at have en vis værdi for den udenlandske virksomhed. Derfor er det vores formodning, at den udenlandske virksomhed har procedurer, der skal sikre, at der ikke sendes pakker til forkerte modtagere. Vi finder det derfor højst usandsynligt, at klager i både 2023 og 2024 skulle have oplevet at modtage varer, som han ikke har bestilt fra den udenlandske virksomhed. Vi bemærker i forlængelse til ovenstående, at den fremsendte faktura, forklaringsbrevet og ordreoversigten er fra en kinesisk virksomhed. Af de tre pakkelabels ses pakkerne at være forsendt fra Tyskland. Skattestyrelsen har haft kontaktet PostNord, hvor det er blevet bekræftet, at en tysk adresse fremgår som afsender af pakkerne. Vi finder det derfor ikke sandsynliggjort, at der er tale om samme afsender. Skattestyrelsen har efter afgørelsesdatoen ikke modtaget yderligere oplysninger fra klager, der giver anledning til ændring af Skattestyrelsens afgørelse af den 6. juni 2025. …" Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens opkrævning af afgift nedsættes til 0 kr. Til støtte for påstanden har klageren bl.a. anført: "… Jeg klager over Skattestyrelsens afgørelse af 6. juni 2025 (j.nr. 24-1184725), hvor jeg er blevet pålagt at betale 26.205 kr. i forbrugsafgift for 526 stk. nikotinholdige e-cigaretter. Afgørelsen bygger udelukkende på, at mit navn, min tidligere adresse og mit telefonnummer fremgår af pakkelabels. Jeg har hverken bestilt eller modtaget disse varer, og det har jeg gjort Skattestyrelsen bekendt med både mundtligt og skriftligt. Det eneste bevis jeg oprindeligt havde, var en tidligere hændelse i 2023, hvor jeg bestilte massagepistoler fra en kinesisk leverandør, men modtog en fejlagtig faktura på e-cigaretter i mit navn. Jeg fremsendte dengang denne faktura som dokumentation for, at der er sket fejl før, hvor mit navn fejlagtigt er blevet brugt i forbindelse med e-cigaretter. Skattestyrelsen har ikke fremlagt dokumentation for, at jeg skulle have afgivet bestilling, gennemført betaling eller haft anden konkret forbindelse til den aktuelle ordre. Afgørelsen bygger alene på oplysninger fra pakkelabels, og det er ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge mig et krav af den størrelse. Jeg mener derfor, at afgørelsen bør omgøres, da jeg ikke er den reelle modtager eller bestiller af de afgiftspligtige varer. … Efter at jeg modtog den endelige afgørelse fra Skattestyrelsen, følte jeg mig magtesløs, da jeg aldrig har bestilt de varer, sagen handler om. Det eneste jeg kunne gøre, var at tage kontakt til den kinesiske virksomhed, G3, som jeg tidligere havde bestilt massagepistoler fra. Jeg kontaktede dem, fordi det var den eneste forbindelse jeg kunne finde, der måske kunne forklare, hvorfor mit navn og telefonnummer optrådte i sagen. Virksomheden undersøgte sagen og vendte tilbage med en skriftlig forklaring. De oplyste, at en ny medarbejder havde begået en fejl og brugt mine tidligere oplysninger, fordi jeg deler samme navn med en anden kunde, der rent faktisk havde afgivet en ordre, men som bor i et andet land. Der var altså tale om en intern sammenblanding af kundeoplysninger i deres system. Virksomheden forklarede også, at de fungerer som en platform, der formidler kontakt mellem kunder og sælgere, ikke som den direkte sælger selv. Som bevis har jeg modtaget og vedlagt: Et forklaringsbrev fra virksomheden, hvor de bekræfter, at jeg ikke er kunden. Et billede af deres interne system, hvor mine oplysninger vises fejlagtigt. En faktura og ordreoversigt, der viser, at ordren er afgivet af en anden person i et andet land. Dette var det eneste jeg kunne gøre for at opklare sagen, og det bekræfter klart, at jeg ikke har haft noget med bestillingen af e-cigaretterne at gøre. Jeg håber derfor, at Skatteankestyrelsen tager højde for denne dokumentation og omgør afgørelsen." Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har den 4. oktober 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: "1. Skattestyrelsens antagelse om, at en fejl er usandsynlig Skattestyrelsen anfører, at det er “højest usandsynligt", at mine oplysninger kunne være anvendt ved en fejl i forbindelse med flere ordrer. Denne vurdering beror alene på en formodning og ikke på dokumentation. Jeg har allerede fremlagt: Et forklaringsbrev fra G3, Ltd., hvor virksomheden skriftligt bekræfter, at en medarbejder ved en fejl har anvendt mine tidligere oplysninger i forbindelse med en ordre, jeg intet har haft med at gøre. Skærmbilleder fra virksomhedens interne system, som viser, at mine oplysninger fejlagtigt blev koblet til en anden kunde, der har samme navn som mig, men som er bosat i et andet land. Denne interne forveksling forklarer, hvorfor mit navn og mine kontaktoplysninger optræder på ordrer, som jeg ikke har haft nogen forbindelse til. Det er således dokumenteret, at fejl faktisk har fundet sted, og Skattestyrelsens vurdering om “usandsynlighed" er uden realitet. 2. Afsendelsesland Skattestyrelsen anfører, at min dokumentation stammer fra en kinesisk virksomhed, mens de beslaglagte pakker er afsendt fra Tyskland. Jeg skal understrege, at G3 fungerer som et handelsmellemled, hvor distribution kan ske via regionale lagre i Europa. At pakkerne i dette tilfælde er videresendt fra et tysk lager ændrer ikke ved, at fejlen opstod i virksomhedens interne system, hvor mine oplysninger fejlagtigt blev koblet til en anden kundes ordre. At hævde, at dette skulle være en indikation på en anden afsender, er uholdbart. Det er almindelig praksis, at globale virksomheder distribuerer varer gennem tredjelande, uden at dette ændrer på, hvem der reelt har registreret og behandlet ordren." 3. Manglende bevis for min tilknytning til ordren Det er centralt, at Skattestyrelsen fortsat ikke har fremlagt nogen dokumentation for, at jeg personligt har: Afgivet en bestilling, gennemført en betaling, eller modtaget leverancen. Der foreligger ingen betalingsspor, ingen ordrebekræftelse og ingen leveringskvittering, som kan knytte mig til de beslaglagte varer. Afgørelsen hviler udelukkende på pakkelabels, hvor mit navn og telefonnummer optræder - oplysninger, der som dokumenteret er blevet fejlagtigt genbrugt i udenlandske systemer. En afgørelse af denne økonomiske størrelse kan ikke hvile alene på sådanne indirekte indicier. 4. Adressens relevans Skattestyrelsen fremhæver, at pakkerne var adresseret til min tidligere bopæl. Jeg har imidlertid ikke haft bopæl på adressen siden februar 2020, hvilket er dokumenteret i CPR. At mit navn fortsat er registreret der via mine forældre kan ikke tages til indtægt for, at jeg skulle være bestiller. Tværtimod viser det blot, at gamle oplysninger har kunnet indgå i fejlen. 5. Skattestyrelsens bemærkning om, at der ikke er modtaget yderligere oplysninger I udtalelsen anfører Skattestyrelsen, at der efter afgørelsesdatoen ikke er modtaget yderligere oplysninger fra mig, som kunne give anledning til ændring af afgørelsen. Dette er åbenbart urigtigt. Jeg skrev den 6. juni 2025 direkte til Skattestyrelsen v/ [navn udeladt], hvor jeg: Anmodede om, at sagen ikke blev oversendt til straffesagsenheden, fordi jeg var i gang med at indsamle yderligere dokumentation. Gjorde opmærksom på, at jeg tidligere havde anmeldt identitetstyveri til politiet og fortsat bestrider, at jeg har bestilt eller modtaget varerne. Påpegede, at jeg ikke længere boede på den adresse, hvor pakkerne blev sendt til, og at der ikke forelå nogen betaling fra min side. Bad om administrativ genvurdering af sagen, mens dokumentation blev indhentet. Udtrykkeligt anmodede om at få oplyst, hvilken dokumentation Skattestyrelsen ville anse som relevant for at kunne fritage mig for ansvar. Som svar herpå modtog jeg samme dag et brev fra Skattestyrelsen, hvori det blev bekræftet, at min henvendelse var modtaget, men at sagen efter deres opfattelse var afsluttet. At Skattestyrelsen i sin udtalelse nu anfører, at der ikke er indsendt yderligere oplysninger, er derfor misvisende og egnet til at vildlede Skatteankestyrelsen. Jeg har dokumenteret, at jeg rettidigt har søgt dialog og fremsendt oplysninger, der understøtter, at jeg ikke er den reelle modtager af de beslaglagte varer." Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren hæfter for 26.205 kr. i afgift af 10.484 ml nikotinholdige væsker, der af Toldstyrelsen blev fundet i tre pakker adresseret til klageren ved kontrolbesøg hos PostNord Taulov henholdsvis den 12. juli 2024 og den 22. juli 2024. Retsgrundlaget Når der henvises til forbrugsafgiftsloven, er det en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 1445 af 21. juni 2021 om forskellige forbrugsafgifter med senere ændringer, der var gældende på kontroltidspunkterne den 12. og den 22. juli 2024. Der skal her i landet betales afgift af nikotinholdige væsker. Afgiften for nikotinholdige væsker, hvis indhold af nikotin er højere end 12 mg nikotin pr. ml, udgør 2,5 kr. pr. ml. Det fremgår af forbrugsafgiftslovens § 13 a, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2: "Afgiftspligtige varer omfattet af § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b, stk. 1, skal være pakket i detailsalgspakninger senest 1 måned efter fremstillingen af varen her i landet eller modtagelsen af varen fra udlandet. Detailsalgspakninger skal påføres et stempelmærke ved pakning af varen heri eller senest ved modtagelsen fra udlandet, hvis de afgiftspligtige varer modtages fra udlandet i detailsalgspakninger. Stk. 2. Betalingen af afgiften skal ske i forbindelse med bestillingen af stempelmærker, medmindre den registrerede oplagshaver har stillet sikkerhed efter § 13 g, stk. 1." Af forbrugsafgiftslovens § 13 f fremgår: "Virksomheder, der ikke er registreret som oplagshavere, må ikke modtage eller opbevare afgiftspligtige varer, der ikke er pakket i forskriftsmæssigt lukkede og behørigt stemplede pakninger." Det fremgår af forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1: "Virksomheder, der fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige varer, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der ompakker eller omhælder varer omfattet af afsnit IX, skal ligeledes registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Til oplagshavere udstedes et bevis for registreringen. Af forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3 og 4, fremgår: "Stk. 3.Har en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b, stk. 1, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav. Stk. 4. Kan størrelsen af det skyldige beløb efter stk. 2 og 3 ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af beløbet. Opkrævningslovens §§ 6 og 7 og § 8, stk. 1, nr. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på beløb omfattet af stk. 2 og 3." Landsskatteretten har i afgørelse af 27. februar 2025, offentliggjort som SKM2025.267.LSR , fundet, at skatteyderen hæftede for 10.000 kr. i afgift af 4.000 ml nikotinholdige væsker, der blev fundet af Toldstyrelsen hos en pakkeleverandør i en pakke adresseret til skatteyderen på hans adresse. Af Landsskatterettens begrundelse fremgår bl.a.: "Afsenderen af pakken er angivet som G2 GmbH, Adresse Y2, DE-[…], og pakken er adresseret til A, Adresse Y1, By Y1. Det tyske selskab har således sendt pakken til klageren på hans adresse. Under disse omstændigheder er der en formodning for, at klageren har erhvervet varerne, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a. Som udgangspunkt har klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke er tilfældet. Herefter - og da der ikke foreligger konkrete omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - må klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke har erhvervet varerne. … Klageren er ikke, herunder heller ikke for Landsskatteretten, fremkommet med oplysninger om, hvorvidt han har modtaget opkrævning, betalingspåmindelser eller har afvist betaling over for afsenderen. Klageren har heller ikke fremlagt korrespondance eller lignende mellem klageren og afsenderen, hvorved klageren afviser, at han har erhvervet varerne. Som sagen foreligger for Landsskatteretten, har klageren således - til trods for Skattestyrelsens afgørelse og klagebehandlingen - ingen relevante bevisskridt foretaget med henblik på i fornødent omfang at dokumentere eller i hvert fald at sandsynliggøre, at han ikke har erhvervet de varer, som det tyske selskab har sendt til ham på hans adresse i By Y1. …" Landsskatterettens begrundelse og resultat Under kontroller hos PostNord Taulov den 12. og 22. juli 2024 fandt Toldstyrelsen tre pakker fra Tyskland med i alt 526 stk. elektroniske engangscigaretter med i alt 10.484 ml nikotinholdige væsker med et nikotinindhold på 20 mg pr. ml. De nikotinholdige væsker er afgiftspligtige efter forbrugsafgiftslovens § 13 a, stk. 1. De elektroniske engangscigaretter er ikke forsynet med stempelmærker. De tre omhandlede pakker indeholder 526 stk. elektroniske engangscigaretter med i alt 10.484 ml nikotinholdige væsker. Landsskatteretten finder på den baggrund, at der er tale om import af varer i et omfang, der har erhvervsmæssig karakter. Modtageren af pakkerne skal derfor være autoriseret som oplagshaver efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1. Er en virksomhed ikke registreret som oplagshaver, må den ikke modtage eller opbevare afgiftspligtige varer, der ikke er pakket i forskriftsmæssigt lukkede og behørigt stemplede pakninger. Det følger af forbrugsafgiftslovens § 13 f. Er modtageren en virksomhed, som ikke er registreret som oplagshaver, skulle afgiften af de nikotinholdige væsker derfor have været betalt senest ved modtagelsen her i landet efter forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren må anses som erhverver af pakkerne, og om han i givet fald hæfter for den manglende afgift på 26.205 kr. i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Afsenderen af de omhandlede pakker er angivet som G1 (Not seller), Adresse Y3, By Y3, Germany, og pakkerne er adresseret til A, Adresse Y1, By Y1, Denmark, med angivelse af telefonnummer +45 […]. Den tyske afsender har således sendt pakkerne til klageren på hans tidligere adresse og med angivelse af hans telefonnummer. Klagerens forældre var på kontroltidspunktet registreret på modtageradressen. Under disse omstændigheder er der en formodning for, at klageren har erhvervet varerne, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Som udgangspunkt har klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke er tilfældet. Herefter - og da der ikke foreligger omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - må klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at det ikke er ham, der har erhvervet varerne. Klageren har anført, at han ikke har kendskab til de pågældende pakker og har til støtte herfor fremlagt korrespondance med det kinesiske selskab, der har formidlet kontakten mellem køber og sælger af de elektroniske engangscigaretter. Heraf fremgår det, at klagerens oplysninger ved en fejl er blevet koblet sammen med en ham uvedkommende ordre, fordi hans navn er identisk med navnet på en kunde i USA. Klageren har endvidere fremlagt en proformafaktura af 24. juni 2024 vedrørende køb af elektroniske engangscigaretter, hvor modtager og leveringsadresse er angivet med klagerens navn og en adresse i USA. Det fremgår af proformafakturaen, at der er bestilt 500 stk. elektroniske engangscigaretter. En sammentælling af de forskellige smagsvarianter på fakturaen viser imidlertid 520 stk. Det fremgår af Skattestyrelsens kontroloptælling foretaget den 14. april 2025, at der er leveret 526 stk. Landsskatteretten finder, at det er overvejende sandsynligt, at proformafakturaen af 24. juni 2024 vedrører de omhandlede forsendelser. Retten har herved henset til, at smagsvarianterne i pakkerne stemmer overens med smagsvarianterne på proformafakturaen bortset fra differencen på 6 stk., og at de elektroniske engangscigaretter alle er pakket i pakker af 10 stk. bortset fra 6 stk., der er pakket enkeltvis. Endvidere har retten henset til, at fire af de elektroniske engangscigaretter, der er pakket enkeltvis, enten er af et andet mærke end dem, der fremgår af proformafakturaen, eller ikke har oplysninger om mærke. De 6 stk. elektroniske engangscigaretter, der er pakket enkeltvis, fremstår således som tilgift. Som sagen foreligger for Landsskatteretten, finder retten, at klageren har foretaget relevante bevisskridt med henblik på at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke har erhvervet varerne, som det kinesiske selskab har sendt til ham på hans forældres adresse. Landsskatteretten finder på denne baggrund, at klageren ikke er rette modtager af de i sagen omhandlede pakker, hvorfor han ikke hæfter for den opkrævede afgift. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og nedsætter den opkrævede afgift til 0 kr.