Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.457.SR

Udenlandsk selskab ikke hjemmehørende i Danmark

Myndighed
Skatterådet
Dokumenttype
Bindende svar
Afsagt
25. august 2026
Offentliggjort
15. september 2026
Emneord
Fuld skattepligt, ledelsens sæde, hjemsted
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

Spørger 1 var moderselskab i Koncernen. Det var påtænkt at indsætte Spørger 2, som var indregistreret i X-land, som øverste moderselskab i Koncernen. Spørger 2 havde både en bestyrelse og et "Executive Leadership Team". Bestyrelsen i Spørger 2 ville bestå af syv medlemmer, hvoraf to var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Executive Leadership Team var ansvarligt for den daglige ledelse af selskabet og Koncernens forretningsdrift, og ville også bestå af syv medlemmer, hvoraf tre medlemmer var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Spørgerne ønskede derfor bekræftet, at Spørger 2 ikke blev anset for at have ledelsens sæde i Danmark og dermed ikke var hjemmehørende i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6. Skatterådet bekræftede, at Spørger 2 ikke blev anset for at have ledelsens sæde i Danmark og dermed ikke var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Henviser til

  • SKM2012.591.SR
  • SKM2025.525.SR
  • TfS 1996.476
  • TfS 1998.334
  • TfS 2000.196

Fuldtekst

Spørgsmål : Kan Skattestyrelsen bekræfte, at det nystiftede selskab ("Spørger 2"), som er et selskab stiftet og indregistreret i X-land, ikke vil kunne anses for hjemmehørende i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, idet ledelsens sæde ikke er i Danmark, hvorefter Spørger 2 ikke vil være fuldt skattepligtig til Danmark? Svar : Ja Beskrivelse af de faktiske forhold Spørger 1 er i dag moderselskab i Koncernen [udeladt]. [beskrivelse af Koncernen er udeladt] Den kommercielle drift består af langvarige aftaler for [udeladt] samt indgåelse af kontrakter og beslutninger om [udeladt]. De operationelle aktiviteter består af bemanding af [udeladt], håndtering af drift og vedligeholdelse, organisering af [udeladt] og diverse administration heraf. Koncernen har sit hovedkontor i Danmark og har kontorer i flere lande. Koncernen indeholder flere typer af selskaber, som udfører forskellige typer af services. Spørger 1 er et danskindregistreret selskab og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Spørger 1 er i dag det øverste moderselskab i koncernen. Spørger 1 er desuden [udeladt]. Som led i en forestående omstrukturering af koncernen er et nyt selskab, Spørger 2, indsat som det øverste moderselskab i Koncernen. Spørger 2 er stiftet og indregistreret i X-land med henblik på at erstatte Spørger 1 som det ultimative moderselskab i Koncernen og ligeledes [udeladt]. Spørger 1 skal, som led i omstruktureringen, [udeladt] og vil fremover blive et datterselskab under Spørger 2, og søsterselskab til de resterende koncernselskaber. Omstruktureringen gennemføres blandt andet ved, at aktionærerne i Spørger 1 modtager aktier i Spørger 2 som vederlag for deres aktier i Spørger 1. Formålet med Spørger 2 er at fungere som moderselskab for Koncernen i stedet for Spørger 1, hvor dele af den strategiske beslutningstagning for hele Koncernen skal foretages på bestyrelsesniveau i Spørger 2, i stedet for hos Spørger 1. Ud over dette vedbliver Spørger 1 med sin strategiske og forretningsmæssige drift. Spørger 2 vil holde til på Koncernens kontorer i X-land. Spørger 2 har en bestyrelse, der er registreret i selskabsregisteret i X-land og en mere uformel ledelse ("Executive Leadership Team"). Disse to ledelsesorganer er adskilte og har ingen overlappende medlemmer. Udover CEO og CFO påtænkes det ikke, at Executive Leadership Team formelt ansættes i Spørger 2, men er nøglemedarbejderne og ledelsen i Koncernen som sådan, som grundet koncernens internationale profil, også vil træffe visse ledelsesmæssige beslutninger på koncernniveau. Bestyrelsen i Spørger 2 vil bestå af syv medlemmer, hvoraf to ud af syv bestyrelsesmedlemmer er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, mens de resterende fem bestyrelsesmedlemmer er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet. Ingen bestyrelsesmedlemmer er skattemæssigt hjemmehørende i X-land. Der vil være fire bestyrelsesmøder årligt. Tre af disse møder vil blive afholdt fysisk i X-land, og ét vil blive afholdt virtuelt, således at flertallet af deltagere ikke deltager fra den samme jurisdiktion. Derudover forventes det, at der vil være behov for seks til otte skriftlige resolutioner på årlig basis. Alle bestyrelsesmedlemmer vil i videst muligt omfang underskrive de skriftlige resolutioner fra deres respektive jurisdiktioner. Det bemærkes i den forbindelse, at de to danske bestyrelsesmedlemmer, under ingen omstændigheder selvstændigt vil kunne udgøre et flertal ved underskrift af skriftlige resolutioner, idet de alene udgør to ud af syv bestyrelsesmedlemmer. Skattestyrelsen kan lægge til grund, at de skriftlige resolutioner ikke underskrives, mens et flertal af bestyrelsesmedlemmerne befinder sig i Danmark. Bestyrelsen er ansvarlig for dele af den overordnede strategiske ledelse i koncernen og organisering af koncernens forretning og drift. Bestyrelsen skal desuden føre tilsyn med Executive Leadership Team og har ret til at udnævne og/eller afskedige medlemmerne af Executive Leadership Team, som er ansvarlige for den daglige ledelse af selskabet og Koncernens forretningsdrift. Det kan nævnes, at følgende beslutninger blandt andet vil kræve bestyrelsens godkendelse, før de træffes: Investeringer, som alene eller sammen med relaterede investeringer har en værdi på over [xx beløb]; Erhvervelser, opstart, nedlukning eller salg af datterselskaber eller materielle aktiver; Væsentlige erhvervelser eller frasalg; Erhvervelse og salg af [udeladt]; Stiftelse af datterselskaber; Tegning, erhvervelse eller salg af aktier; Valutatransaktioner, handel med finansielle instrumenter eller derivater, medmindre sådanne handler foretages i overensstemmelse med en instruks fra bestyrelsen / Treasury Policy. Kontrakter, der anses som værende en del af den daglige ledelse, men som repræsenterer en bruttoværdi, inklusive optioner, der overstiger [xx beløb]; Kontrakter af en fast periode der overstiger ét års varighed; Kontrakter, hvor potentielle forpligtelser overstiger [xx beløb]; Enhver kontrakt, hvori kunden har en historie med misligholdelse af betalinger eller generelt en dårlig kreditvurdering; Kontrakter, der ikke anses for at ligge inden for selskabets sædvanlige aktivitetsområde; Ekstraordinære aftaler; Aftaler relateret til lån, ydelse af garantier, pantsætning eller lignende sikkerhedsstillelse; Ansættelsesaftaler med nøglemedarbejdere. Materielle ændringer i selskabets forsikringsaftaler eller forsikringsdækning; Juridiske tvister, der involverer krav med en værdi på over DKK 1 mio. eller af strategisk betydning for selskabet, herunder forlig i sådanne tvister; og Andre spørgsmål, der har væsentlig finansiel eller anden ekstraordinær indvirkning på selskabet. Det såkaldte Executive Leadership Team, vil ligeledes bestå af syv medlemmer, hvoraf to er skattemæssigt hjemmehørende i Y-land (Chief Executive Officer ("CEO") i Koncernen) og Chief Financial Officer ("CFO") i Koncernen), tre medlemmer er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark (Chief Operating Officer ("COO") i Koncernen, Chief Commercial Officer ("CCO") i Koncernen og Chief People and Culture Officer ("CPCO") i Koncernen og to er skattemæssigt hjemmehørende i X-land (Chief Legal Officer ("CLO") i Koncernen og Chief Sales Officer ("CSO") i Koncernen). Udover CEO og CFO vil ingen af de andre medlemmer være registrerede ansatte i Spørger 2 og ovennævnte roller er deres respektive roller i de selskaber, hvor de er ansatte. Disse roller gælder ligeledes mere overordnet for hele Koncernen, der som en global organisation har drift i store dele af verden, og hvorved nøglemedarbejdere forventes at træffe beslutninger om driften af koncernen som sådan indenfor deres respektive ansvarsområder. Overordnet er Executive Leadership Team ansvarlig for at eksekvere på bestyrelsens beslutninger i Spørger 2 og varetage visse driftsmæssige roller og skal således sikre, at de retningslinjer og instrukser, der er givet af bestyrelsen, implementeres og efterleves. Beslutninger tages generelt af de relevante medlemmer af Executive Leadership Team i overensstemmelse med deres beføjelser, jf. nedenfor. Beslutninger, der påvirker hele organisationen, eller beslutninger af strategisk betydning (og inden for rammerne af bestyrelsens delegerede beføjelse), besluttes i fællesskab inden for Executive Leadership Team og afgøres generelt ved konsensus. I tilfælde af uenighed, afgøres dette ved stemmeflertal imellem CEO’en, CFO’en og COO’en. Executive Leadership Team afholder online-møder hver anden uge. Executive Leadership møderne afholdes bi-weekly og omhandler alle selskaber i koncernen. CEO eller CFO (eller begge) vil være i Danmark, når der skal træffes strategiske og forretningsmæssige beslutninger særligt vedrørende danske [udeladt] forhold. Derudover vil de have andre arbejdsdage i Danmark, som er et naturligt led i deres roller som CFO og CEO for Gruppen og deres ansættelseskontrakt med Spørger 1. Det kan derfor forekomme, at en af dem eller begge er i Danmark under møderne, men de kan lige såvel være i X-land under møderne og vil formentlig oftere deltage i møderne fra Y-land. CEO og CFO for Koncernen er som nævnt begge skattemæssigt hjemmehørende i Y-land og i øvrigt ansat i et selskab (baseret i Y-land) i koncernen, som yder support til alle Koncernens selskaber. CEO og CFO's arbejdsdage forventes helt overordnet, at fordeles som følger (baseret på et estimeret samlet antal på ca. 246 arbejdsdage og 44 uger om året): Danmark: ca. 20-40 dage X-land: ca. 20-40 dage Y-land: ca. 120-135 arbejdsdage om året (ekskl. X-land og Danmark) Tredjelande: ca. 50-64 arbejdsdage om året CSO’en, som nævnt, er skattemæssigt hjemmehørende i X-land. CSO’en, der samtidig er medlem af Spørger 1’s Senior Executive Leadership Team, har beføjelse til at indgå kontrakter for levering af varer eller tjenesteydelser for Koncernen, der ikke overstiger [xx beløb] i alt. CSO’en har det primære ansvar for forhandling og indgåelse af kontrakter om [udeladt] for Koncernen og fungerer desuden som General Manager for kontoret i X-land. CLO’en er ligeledes skattemæssigt hjemmehørende i X-land, og tillige medlem af Spørger 1’s Senior Executive Leadership Team. CLO’en har beføjelse til at indgå kontrakter for levering af varer eller tjenesteydelser for Koncernen, der ikke overstiger [xx beløb] i alt. CLO’en leder de globale juridiske, compliance, virksomhedsmæssige og investor relations-funktioner. COO’en, der som nævnt er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, har beføjelse til at indgå kontrakter for levering af varer eller tjenesteydelser for Koncernen, der ikke overstiger [xx beløb] i alt og som er inden for det senest godkendte budget, samt beføjelse til at godkende nye udgifter under eksisterende kontrakter på op til [xx beløb] pr. udgift. COO’en har det samlede ansvar for [udeladt]. COO’en er ansat i Spørger 1. CCO’en, der som nævnt er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, har beføjelse til at indgå kontrakter, der ikke overstiger [xx beløb] i alt, og har ansvar for forretningsudvikling og vedligeholdelse af langvarige relationer med nøglekunder samt tilsyn med koncernens strategifunktion. CCO’en er ansat i Spørger 1. CPCO’en, der som nævnt er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, har beføjelse til at indgå ansættelseskontrakter og kontrakter, der ikke overstiger [xx beløb] i alt. CPCO’en er ansat i Spørger 1. Er der andre aktiviteter i selskabet end at eje aktier? I anmodningen er det oplyst, at Spørger 2 primært vil være et holdingselskab. Ud over ejerskabet af aktier i [Datterselskabet] vil Spørger 2 varetage rutinemæssige aktiviteter [udeladt], herunder følgende aktiviteter: Strategisk ledelse af koncernen, herunder fastsættelse af langsigtede forretningsmål Beslutninger om kapitalallokering og investeringer på tværs af koncernen Overordnet tilsyn med koncernens datterselskaber på strategisk niveau Indgåelse af eller garantistillelse for gældsfinansiering optaget til fordel for koncernen (vi henviser til besvarelse af tredje punkt nedenfor) Udstedelse af performance-garantier i forbindelse med væsentlige kontrakter indgået af koncernens driftsselskaber Hvor træffes beslutninger, om hvordan rettigheder i henhold til aktierne udøves? Vi forstår spørgsmålet som vedrørende beslutninger om, hvordan rettigheder i henhold til aktierne i [Datterselskabet] udøves. Beslutninger om udøvelsen af rettigheder i henhold til aktierne i [Datterselskabet] vil blive truffet af bestyrelsen i Spørger 2. Sådanne beslutninger vil typisk blive truffet på bestyrelsesmøder, som efter det oplyste typisk vil blive afholdt fysisk i X-land, jf. anmodningen om bindende svar. Finansiering af selskabets aktiviteter Det er koncernens hensigt, at finansieringen af koncernen i videst muligt omfang foretages af eller fra [Datterselskabet]. I den forbindelse bemærkes, at der for nuværende er en igangværende forhandling af en squeeze-out-mekanisme vedrørende Spørger 2’s minioritetsaktionærer. Finansieringen heraf forestås af Head of Tax & Treasury og Head of Legal, der begge er baseret i X-land. De supporteres af CFO, der er hjemmehørende i Y-land. Det bemærkes endvidere, at, selvom det er intentionen, at [Datterselskabet] skal forestå finansieringen af koncernen, vil Spørger 2 forventes at skulle garantere for dele af koncernens gældsfinansiering og muligvis i fremtiden selv optage gæld til fordel for koncernen. Bestyrelsesbeslutninger relevante i Spørger 2 Vi forstår spørgsmålet som værende, hvilke af de i anmodningen oplistede beslutninger, der kræver bestyrelsens godkendelse, som udelukkende vedrører Spørger 2. De oplistede beslutninger gælder overordnet for koncernen som helhed, hvilket også kan omfatte Spørger 2. Af de oplistede beslutninger er følgende alene relevante specifikt for Spørger 2 - og ikke for koncernens øvrige selskaber: Tegning, erhvervelse eller salg af aktier Ansættelsesaftaler med nøglemedarbejdere Spørgers opfattelse og begrundelse Spørgsmål 1 Skattestyrelsen bedes bekræfte, at Spørger 2, som er stiftet og indregistreret i X-land, ikke kan anses for hjemmehørende i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, idet ledelsens sæde ikke er i Danmark. Det fremgår af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, at selskaber og foreninger mv. anses for hjemmehørende her i landet, hvis (i) er registreret her i landet, eller (ii) ledelsen har sæde her i landet. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse på et selskab, som er omfattet af fuld skattepligt i en fremmed stat efter denne stats skatteregler, hvis Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomst med den pågældende stat medfører, at Danmark skal lempe dobbeltbeskatning af indkomst fra et fast driftssted i den pågældende stat ved at nedsætte den danske skat af denne indkomst med et større beløb end det beløb, der er betalt i skat af denne indkomst i den pågældende stat. Spørger 2 er registreret i X-land, og det er derfor alene punkt (ii) om ledelsens sæde, der kan være relevant i nærværende sag. Såfremt denne betingelse er opfyldt, vil Spørger 2 være fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til dansk skatteret. Af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, 1. pkt., fremgår det, at: " Selskaber og foreninger m.v. omfattet af stk. 1, nr. 2-6, anses for hjemmehørende her i landet, hvis selskabet eller foreningen m.v. er registreret her i landet eller har ledelsens sæde her i landet. " Det følger af forarbejderne til selskabsskattelovens § 1, stk. 6 (L 35, 1994-1995), at: " Afgørelse af, om et selskabs ledelse har sæde her i landet, beror på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. Ved denne vurdering lægges først og fremmest vægt på beslutninger forbundet med den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde, eller hovedsædet er beliggende her i landet. I det omfang bestyrelsen forestår den reelle ledelse af selskabet, vil stedet for bestyrelsens sæde være af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark. Det er stedet, hvor bestyrelsens beslutninger reelt træffes, der i disse tilfælde er afgørende for ledelsens sædes placering. Dette kan være aktuelt i tilfælde, hvor f.eks. bestyrelsesformanden reelt forestår ledelsen af selskabet. " Endvidere fremgår af cirkulære om international beskatning (cirkulære nr. 82 af 29/5 1997), afsnit 2.1.1., at: "Hvis selskabets virksomhed er af en karakter, hvor der ikke er en faktisk daglig ledelse, f.eks. fordi selskabets eneste aktivitet er at besidde aktier i andre selskaber, så må stedet, hvor de øvrige beslutninger vedr. selskabets ledelse tages, lægges til grund. Dette medfører, at hvis hovedparten af den ledelsesmæssige aktivitet, der foregår, sker i Danmark, så vil ledelsen blive anset for beliggende her i landet. Der lægges også i denne sammenhæng vægt på en vurdering af, hvor beslutningerne reelt træffes." Afgørelsen af om et selskabs ledelse har sæde her i landet beror således på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. Der lægges først og fremmest vægt på den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde, eller når selskabets hovedsæde er beliggende her i landet. I det omfang bestyrelsen forestår den reelle daglige ledelse af selskabet, er stedet for bestyrelsens sæde af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark. Det er stedet, hvor bestyrelsens beslutninger reelt træffes, der er afgørende for ledelsens sædes placering. Dette er også underbygget af Skattestyrelsens Juridisk Vejledning (2026-1) afsnit C.D.1.1.1.3 . Af relevant praksis kan endvidere henvises til afgørelsen SKM2012.591.SR , hvori Skatterådet bekræfter, at ledelsen i et engelsk selskab ikke havde sæde i Danmark, selvom to ud af fire bestyrelsesmedlemmer var bosiddende i Danmark. Der blev ved afgørelsen lagt særlig vægt på, at: samtlige væsentlige beslutninger skulle tages af bestyrelsen, formandens (chairman's) stemme var afgørende i tilfælde af stemmelighed, og formanden havde hjemsted i England, samtlige bestyrelsesmøder afholdtes i England, forvaltningsbanken forestod den praktiske formuepleje inden for bestyrelsens fastsatte rammer, instruktioner om konkrete investeringer havde været godkendt af selskabets engelske formand, forvaltningsbanken og selskabets øvrige rådgivere alle havde hjemsted i England, bogholderi og administration varetages af selskabets company secretary, som har hjemsted i London, selskabets revisor havde hjemsted i England, og de relaterede opgaver, som den danske director udførte i Danmark, alene udgjorde planlægning af møder med porteføljeforvaltere og rådgivere i England. Skatterådet lagde til grund ud fra det oplyste, at der ikke ville kunne træffes beslutning i Danmark vedrørende selskabets ledelse af de to i Danmark bosiddende bestyrelsesmedlemmer, uanset disse formelt ifølge forvaltningsaftalen kunne indgå aftaler med investeringsbanken. Skatteministeriet var herefter af den opfattelse, at selskabets daglige ledelse var i England. Det er Spørgernes opfattelse, at ledelsens sæde i Spørger 2 ikke er i Danmark. Dette understøttes af det følgende: Det er Spørgernes primære opfattelse, at det er bestyrelsen, der forestår den reelle ledelse af Spørger 2, og at ledelsens sæde derfor skal fastlægges med udgangspunkt i bestyrelsens sammensætning og mødepraksis. Bestyrelsen er ansvarlig for den overordnede strategiske ledelse og organisering af Koncernens forretning og drift, herunder væsentlige beslutninger vedrørende investeringer, erhvervelser, finansieringsaftaler og andre dispositioner af strategisk eller finansiel betydning. Spørger 2 vil primært være et holdingselskab. Driften af dette vil derfor i hoveddelen være at udøve kontrol over Spørger 2’s datterselskaber. På den baggrund er det Spørgernes opfattelse, at bestyrelsen i Spørger 2 vil udgøre den daglige ledelse, der er relevant for vurderingen. Dette er også understøttet af følgende afgørelser: I TfS 1996.476 blev der således lagt vægt på, hvor den ledelsesmæssige aktivitet ville foregå, da der var tale om et holdingselskab, hvis eneste aktivitet var at eje aktier, og hvor der ikke var en daglig ledelse. Det afgørende var, hvor beslutninger om selskabets ledelse blev truffet, hvilket fandtes at være i Danmark, hvor alle bestyrelsesmedlemmer var hjemmehørende. I TfS 1998.334 var der ligeledes tale om et holdingselskab, hvis eneste aktivitet var at eje aktier, og hvor der ikke var nogen daglig ledelse eller løbende ledelsesbeslutninger. I lighed med nærværende sag var der i dette tilfælde heller ikke ansat en direktør i selskabet. Der blev således lagt vægt på, at selskabets aktionær og bestyrelsesmedlem var bosiddende i Danmark, og at den faktiske administration af koncernen måtte vurderes at finde sted i Danmark. Resultatet blev herefter, at alle betydende ledelsesmæssige dispositioner ville således finde sted her i landet, hvorfor det fandtes, at selskabets ledelse havde sæde i Danmark. TfS 2000.196 omhandlede et hollandsk holdingselskab, som havde en dansk bosiddende administrerende direktør, samt en bestyrelse på fem personer, hvoraf tre (inkl. bestyrelsesformanden) var bosiddende i Danmark. Der blev lagt vægt på, at hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne ville være bosiddende i Danmark, og alle betydende ledelsesmæssige beslutninger ville blive truffet i Danmark, hvorefter ledelsens sæde fandtes at være i Danmark. På denne baggrund er det afgørende for vurderingen af ledelsens sæde, at alene to ud af syv bestyrelsesmedlemmer er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, mens de resterende fem er hjemmehørende i [udlandet]. De to danske bestyrelsesmedlemmer udgør således under en tredjedel af bestyrelsen og kan ikke selvstændigt træffe eller forhindre bestyrelsens beslutninger. I afgørelsen offentliggjort som SKM2012.591.SR fremgår det: " Skatteministeriet lægger til grund ud fra det oplyste, at der ikke vil kunne træffes beslutning i Danmark vedrørende selskabets ledelse af de 2 i Danmark bosiddende bestyrelsesmedlemmer, uanset disse formelt ifølge forvaltningsaftalen kan indgå aftaler med investeringsbanken. Skatteministeriet er herefter af den opfattelse, at selskabets daglige ledelse er i England. " Det blev således tillagt vægt, at beslutningerne grundet bestyrelsessammensætningen ikke kunne træffes i Danmark af de danske medlemmer. Dette er det samme i nærværende sag, hvor de to ud af syv danske bestyrelsesmedlemmer ikke har beslutningskompetence i selskabet. Det er herefter Spørgernes opfattelse, at ledelsens sæde for Spørger 2 ikke er i Danmark, idet bestyrelsens beslutninger som hovedregel træffes fysisk i X-land, og idet de danske bestyrelsesmedlemmer ikke udgør et flertal og dermed ikke selvstændigt kan forpligte Spørger 2. Selv hvis Skattestyrelsen måtte finde, at bestyrelsen ikke udgør det rette ledelsesorgan at vurdere, er det Spørgernes opfattelse, at Executive Leadership Team (som ikke formelt er ledelsen i Spørger 2, men i stedet er en koncernledelse, formelt set ansat i andre selskaber) heller ikke vil medføre, at ledelsens sæde anses for at være i Danmark. Executive Leadership Team består af syv medlemmer, hvoraf tre er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, to er hjemmehørende i Y-land (CEO og CFO) og to er hjemmehørende i X-land. De tre danske medlemmer udgør således under halvdelen af medlemmerne og kan ikke selvstændigt træffe beslutninger på vegne af Executive Leadership Teamet. Den afgørende beslutningskompetence i Executive Leadership Teamet tilkommer CEO’en og CFO’en, som begge er skattemæssigt hjemmehørende i Y-land. Beslutninger, der påvirker hele organisationen, eller beslutninger af strategisk betydning, træffes generelt ved konsensus, dog med den afgørende stemme fra CEO’en og CFO’en. I tilfælde af uenighed afgøres spørgsmålet ved stemmeflertal mellem CEO’en, CFO’en og COO’en. De tre danske medlemmer kan dermed hverken udgøre et flertal eller overtrumfe CEO’ens og CFO’ens afgørende stemme. Hertil kommer, at de tre danske medlemmers individuelle beføjelser er klart afgrænsede og ikke selvstændigt kan forpligte Spørger 2 i strategiske spørgsmål. Disse afgrænsede beføjelser, de danske medlemmer hver især har, udgør herefter, efter Spørgernes opfattelse, ikke den daglige ledelse af Spørger 2. På denne baggrund er det Spørgernes opfattelse, at ledelsens sæde heller ikke kan anses for at være i Danmark på baggrund af beføjelserne og sammensætningen af Executive Leadership Teamet, idet de afgørende beslutningskompetencer i teamet tilkommer CEO og CFO, baseret i Y-land, og idet de tre danske medlemmer ikke selvstændigt kan træffe eller modsætte sig Executive Leadership Teamets beslutninger. Som følge af ovenstående mener vi, at Spørgsmål 1 skal besvares med et " Ja ". Skattestyrelsens indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at det nystiftede selskab ("Spørger 2"), som er et selskab stiftet og indregistreret i X-land, ikke vil kunne anses for hjemmehørende i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, idet ledelsens sæde ikke er i Danmark, hvorefter Spørger 2 ikke vil være fuldt skattepligtig til Danmark. Begrundelse Selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2-6, anses for hjemmehørende her i landet, hvis selskabet er registreret her i landet eller har ledelsens sæde her i landet. Se selskabsskattelovens § 1, stk. 1, 1. pkt. Spørger 2 er ikke registeret i Danmark. Skattestyrelsen lægger uprøvet til grund for sin indstilling, at Spørger 2 vil kunne sidestilles med et selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Afgørelsen af om et selskabs ledelse har sæde her i landet, beror på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. Ved denne vurdering lægges først og fremmest vægt på den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde her i landet, eller når selskabets hovedsæde er beliggende her i landet. Hvis bestyrelsen forestår den reelle daglige ledelse af selskabet, er stedet for bestyrelsens sæde af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark. Se Den juridiske vejledning C.D.1.1.1.3 . Hvis selskabets virksomhed er af en karakter, hvor der ikke er en faktisk daglig ledelse, fx fordi selskabets eneste aktivitet er at besidde aktier i andre selskaber, så må stedet, hvor de øvrige beslutninger om selskabets ledelse tages, lægges til grund. Hvis selskabets eneste aktivitet er aktiebesiddelse, vil det kunne tillægges vægt, hvor beslutninger træffes om, hvordan rettigheder i henhold til aktierne skal udøves. Tilsvarende vil der kunne lægges vægt på, hvorfra der forhandles om finansiering af selskabets aktiviteter. Se Den juridiske vejledning C.D.1.1.1.4 . Der må herefter foretages en vurdering af, om Spørger 2 har ledelsens sæde i Danmark. Det er oplyst, at Spørger 2 primært er et holdingselskab, men at selskabet også vil varetage aktiviteter relateret til [udeladt]. Spørger har oplyst, at Spørger 2’s drift hovedsageligt vil bestå i at udøve kontrol med datterselskaber, hvorfor Spørger finder, at det er bestyrelsen, der står for den daglige ledelse. Vedtægterne oplyser i pkt. 3 om Spørger 2’s formål: [udeladt]. Skattestyrelsen opfatter denne bestemmelse således, at Spørger 2 ikke kun er et holdingselskab. Det er oplyst, at ledelsen dels består af et "Executive leadership team" på 7 personer dels en bestyrelse, der ligeledes består af 7 personer. De 7 personer, der er medlemmer af "Executive leadership team" har hver deres arbejdsområde, og har hver især en individuel beløbsgrænse inden for hvilken, de kan indgå kontrakter. Det er oplyst, at CSO kan indgå kontrakter om [udeladt], CPCO kan indgå ansættelseskontrakter og andre kontrakter, CCO kan indgå kontrakter og har ansvar for forretningsudvikling og vedligeholdelse af langvarige relationer med nøglekunder samt tilsyn med koncernens strategifunktion. CLO kan indgå kontrakter for levering af varer eller tjenesteydelser for Koncernen COO kan indgå kontrakter om levering om varer eller tjenesteydelser (for koncernen) indenfor større beløbsgrænser end CLO Herudover er der i "Executive leadership team" en CEO og en CFO, der også udfører arbejde for Spørger 1. COO, CCO og CPCO er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Spørger har oplyst, at direktørernes roller gælder i de selskaber, hvor de er ansatte, og ligeledes mere overordnet for hele Koncernen. I anmodningen er oplistet en række beslutninger, der ikke kan træffes af medlemmerne af Exective leadership team uden bestyrelsens godkendelse. Det er videre oplyst, at disse beslutninger også kan omfatte Spørger 2. Der er tale om bl.a. investeringer over [xx beløb], væsentlige erhvervelser eller frasalg og indgåelse af kontrakter, der ikke anses for at ligge inden for selskabets sædvanlige aktivitetsområde. Det må følge heraf, at der også er ledelsesmæssige beslutninger, der kan træffes af Executive Leadership Team enten samlet eller af den enkelte direktør, som for eksempel beslutninger om investeringer under [xx beløb], ikke væsentlige erhvervelser/frasalg og indgåelse af kontrakter inden for selskabets sædvanlige aktivitetsområde. Da det er oplyst, at beslutningerne også kan omfatte Spørger 2, forstår Skattestyrelsen fordelingen af beslutningskompetencen sådan, at medlemmerne af Executive leadership også kan tage beslutninger, der omfatter Spørger 2, i det omfang beslutningerne ikke er på listen over beslutninger, der kræver bestyrelsens godkendelse. I blandt disse beslutninger vil der være beslutninger, der vedrører den daglige ledelse. Spørger har således også oplyst, at Executive Leadership Team "er ansvarlige for den daglige ledelse af selskabet…", er "ansvarlig for at eksekvere på bestyrelsens beslutninger i Spørger 2 og varetage visse driftsmæssige roller og skal således sikre, at de retningslinjer og instrukser, der er givet af bestyrelsen, implementeres og efterleves". Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at medlemmer af "Executive leadership team" varetager opgaver, der må anses for at vedrøre den daglige ledelse i Spørger 2. Det ændrer ikke herpå, at personerne er ansatte i koncernen, og ikke blot i Spørger 2, ligesom det ikke ændrer på denne opfattelse, at de også udfører tilsvarende opgaver for andre koncernselskaber. Det vil sige, at det formelle ansættelsesforhold ikke er afgørende, men derimod personernes funktion i Spørger 2. Det er derfor afgørende for spørgsmålet om ledelsens sæde, hvor beslutningerne om den daglige ledelse af Spørger 2 træffes. Det er oplyst, at Executive Leadership team består af 7 personer, hvoraf 3 er hjemmehørende i Danmark. I tilfælde af uenighed afgøres beslutningerne ved stemmeflertal mellem CEO’en, CFO’en og COO’en, hvoraf kun COO’en er hjemmehørende i Danmark. Teamet holder online-møder hver anden uge. Det er oplyst, at nogle af beslutningerne træffes, når CEO og/eller CFO er til stede i Danmark. Det gælder strategiske og forretningsmæssige beslutninger særlig om [udeladt] forhold. Skattestyrelsen opfatter denne oplysning sådan, at [udeladt], og at CEO og CFO er til stede i Danmark, når der skal træffes beslutninger om Spørger 1, som er et dansk indregisteret selskab. Det er endvidere oplyst, at CFO og CEO "formentlig oftere vil deltage i møderne fra Y-land". Det lægges til grund som en afgørende forudsætning for indstillingen, at flertallet af beslutninger om Spørger 2 træffes, mens CEO og CFO er i Y-land, og dermed ikke er til stede i Danmark. Flertallet af ledelsens medlemmer vil under denne forudsætning ikke befinde sig i Danmark, når beslutninger om selskabets ledelse træffes. Såfremt denne forudsætning ikke overholdes, vil det bindende svar ikke være gældende. Det vil sige, at hvis flertallet af møder i Executive Leadership Team holdes, mens CEO, CFO og de tre danske medlemmer befinder sig i Danmark, vil forudsætningen for indstillingen ikke være overholdt. Det samme vil være tilfældet, hvis CEO, CFO og COO befinder sig i Danmark, når der opstår uenighed, og flertallet af beslutningerne derfor træffes ved stemmeflertal mellem CEO’en, CFO’en og COO’en. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja". Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse. Lovgrundlag, forarbejder og praksis Spørgsmål 1 Lovgrundlag Selskabsskattelovens § 1, stk. 6 Selskaber og foreninger m.v. omfattet af stk. 1, nr. 2-6, anses for hjemmehørende her i landet, hvis selskabet eller foreningen m.v. er registreret her i landet eller har ledelsens sæde her i landet. Bestemmelsen i 1. pkt. finder dog ikke anvendelse på et selskab eller en forening mv., som er omfattet af fuld skattepligt i en fremmed stat efter denne stats skatteregler, hvis Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomst med den pågældende stat medfører, at Danmark skal lempe dobbeltbeskatning af indkomst fra et fast driftssted i den pågældende stat ved at nedsætte den danske skat af denne indkomst med et større beløb end det beløb, der er betalt i skat af denne indkomst i den pågældende stat. Forarbejder Bemærkninger til lov nr. 312 af 17. maj 1995 (L 35 -1994-95) (…) Afgørelsen af, om et selskabs ledelse har sæde her i landet, beror på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. Ved denne vurdering lægges først og fremmest vægt på beslutninger forbundet med den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde, eller hovedsædet er beliggende her i landet. I det omfang bestyrelsen forestår den reelle ledelse af selskabet, vil stedet for bestyrelsens sæde være af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark. Det er stedet, hvor bestyrelsens beslutninger reelt træffes, der i disse tilfælde er afgørende for ledelsens sædes placering. Dette kan være aktuelt i tilfælde, hvor f.eks. bestyrelsesformanden reelt forestår ledelsen af selskabet. (…) Praksis Den juridiske vejledning C.D.1.1.1.3 Hvor har ledelsen sæde (…) Ledelsens sæde Afgørelsen af, om et selskabs ledelse har sæde her i landet, beror på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet. Ved denne vurdering lægges først og fremmest vægt på den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde her i landet, eller når selskabets hovedsæde er beliggende her i landet. I det omfang, bestyrelsen forestår den reelle daglige ledelse af selskabet, er stedet for bestyrelsens sæde af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark. Det er stedet, hvor bestyrelsens beslutninger reelt træffes, der er afgørende for ledelsens sædes placering. Dette kan være aktuelt i tilfælde, hvor fx bestyrelsesformanden reelt forestår den daglige ledelse af selskabet, eller i tilfælde, hvor beslutningerne er truffet forud for den formelle afholdelse af bestyrelsesmøde. Beslutninger, der almindeligvis træffes på generalforsamlingsniveau, er som udgangspunkt ikke afgørende for, om selskabet kan anses for hjemmehørende her i landet. Den blotte aktiebesiddelse vil derfor som udgangspunkt ikke være afgørende for vurderingen. I det omfang en aktionær faktisk udøver ledelsen af selskabet, kan aktionærens hjemsted dog indgå i vurderingen af, om selskabets ledelse har sæde her i landet. (…) Den juridiske vejledning C.D.1.1.1.4 Hvorfra ledes holdingselskaber (…) Ledelsesmæssig aktivitet Hvis selskabets virksomhed er af en karakter, hvor der ikke er en faktisk daglig ledelse, fx fordi selskabets eneste aktivitet er at besidde aktier i andre selskaber, så må stedet, hvor de øvrige beslutninger vedrørende selskabets ledelse tages, lægges til grund. Dette medfører, at hvis hovedparten af den ledelsesmæssige aktivitet, der foregår, sker i Danmark, så vil ledelsens sæde blive anset for at være i Danmark. Der lægges også i denne sammenhæng vægt på en vurdering af, hvor beslutningerne reelt træffes. Hvis selskabets eneste aktivitet er aktiebesiddelse, vil det kunne tillægges vægt, hvor beslutninger træffes om, hvordan rettigheder i henhold til aktierne skal udøves. Tilsvarende vil der kunne lægges vægt på, hvorfra der forhandles om finansiering af selskabets aktiviteter. Dvs. at hvis beslutningerne i fx et holdingselskab eller et investeringsselskab, der ikke er indregistreret i Danmark, reelt træffes i Danmark, så vil selskabet være hjemmehørende her i landet, uanset at der formelt er en direktion i udlandet, eller at bestyrelsesmøderne formelt afholdes i udlandet. (…) Cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997 pkt. 2.1.1 (…) Hvis selskabets virksomhed er af en karakter, hvor der ikke er en faktisk daglig ledelse, f.eks. fordi selskabets eneste aktivitet er at besidde aktier i andre selskaber, så må stedet, hvor de øvrige beslutninger vedr. selskabets ledelse tages, lægges til grund. Dette medfører, at hvis hovedparten af den ledelsesmæssige aktivitet, der foregår, sker i Danmark, så vil ledelsen blive anset for beliggende her i landet. Der lægges også i denne sammenhæng vægt på en vurdering af, hvor beslutningerne reelt træffes. (…) TfS 1996, 476 Et selskab, der havde erhvervet aktierne i et svensk selskab, bad Ligningsrådet om bindende forhåndsbesked om, hvorvidt det svenske datterselskab ville blive anset for skattepligtigt i Danmark som følge af ledelsens sæde. Bestyrelsen i det svenske datterselskab bestod af danske bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene, der tillige var direktør i det danske moderselskab, skulle fungere som direktør i det svenske selskab. Da datterselskabets eneste aktivitet var at eje aktier, var der ikke aktuelt behov for en daglig ledelse i bogstavelig forstand. Ligningsrådet besvarede spørgsmålet bekræftende, idet der blev lagt vægt på, at hovedparten af den ledelsesmæssige aktivitet ville foregå i Danmark, og at beslutninger vedrørende det svenske selskabs aktier ville blive truffet i Danmark. Det indgik ligeledes i Ligningsrådets vurdering, at direktøren og bestyrelsen havde bopæl og ophold i Danmark. TfS 1998,334 En til Danmark fuldt skattepligtig og her bosiddende person erhvervede aktierne i et finsk selskab. Selskabet var et holdingselskab, hvori der ikke blev taget daglige/løbende ledelsesbeslutninger. Selskabet blev anset for at være fuldt skattepligtigt til Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, idet ledelsen fandtes at have sæde i Danmark. Der blev lagt vægt på, at selskabets aktionær var bosiddende i og fuldt skattepligtig til Danmark, og at alle betydende ledelsesmæssige dispositioner ville finde sted i Danmark. Skattepligten indtrådte på erhvervelsestidspunktet for aktierne. TfS 2000.196 Et moderselskab M ejer ikke-finansielle selskaber i en række lande. En del af disse selskaber er 100 pct. ejet af et hollandsk holdingselskab C BV. I forbindelse med en omstrukturering af koncernen ønskes stiftet et nyt hollandsk holdingselskab B BV med ledelsens sæde i Danmark. B BV vil eje samtlige aktier i C BV. Ligningsrådet svarede, at B BV vil blive anset for fuldt skattepligtig til Danmark efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6, idet ledelsen findes at ville få sit sæde i Danmark. Der blev lagt vægt på, at hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne vil være bosiddende i Danmark og at alle betydende ledelsesmæssige beslutninger vil blive truffet i Danmark. SKM2025.525.SR Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at spørger ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, om ledelsens sæde, som følge af den kommercielle direktørs arbejde fra Danmark, da den daglige ledelse i spørger ikke alene blev varetaget af direktøren, men blev udøvet i fællesskab med de øvrige ledelsesmedlemmer i udlandet. Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at der som følge af den kommercielle direktørs arbejde fra Danmark ikke opstod et fast driftssted i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. SKM2012.591.SR Skatterådet kan bekræfte, at ledelsen i selskabet ikke har sæde i Danmark, jf. selskabsskatteloven § 1, stk. 6. Skatterådet kan også bekræfte, at selskabet ikke har fast driftssted i Danmark. Selskabet er stiftet og hjemmehørende i England. Selskabet ledes af en bestyrelse, hvor 2 af de 4 medlemmer er bosiddende i Danmark. Skatterådet finder ud fra det oplyste om ledelse af selskabet, at beslutningerne foretages i England.

SKM2026.457.SR — Udenlandsk selskab ikke hjemmehørende i Danmark · skattewiki.dk