SKM2026.453.LSR
Afslag på omkostningsgodtgørelse – Klageren anses ikke for at være sagkyndig
- Myndighed
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Afgørelse
- Afsagt
- 22. juni 2026
- Offentliggjort
- 14. september 2026
- Emneord
- Omkostningsgodtgørelse, sagkyndig, sagkyndig bistand, dokumentation
- Kilde
- Åbn original på info.skat.dk ↗
Lovhenvisninger
Resumé
Sagen angik, om den bistand, som klageren havde ydet til en skatteyder i forbindelse med nogle klagesager, var sagkyndig bistand som nævnt i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1. Efter en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at klageren på daværende tidspunkt ikke kunne ligestilles med de i § 1, stk. 1, 1. punktum, i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 nævnte sagkyndige, og at udgifterne til den bistand, som klageren havde ydet til skatteyderen, derfor ikke var omfattet af begrebet "sagkyndig bistand" i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g ikke var en sagstype, der lå inden for klagerens uddannelsesmæssige baggrund og klagerens praktiske erfaring i behandlingen af skatte- og afgiftssager i Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen, at det af klageren anførte i anmodningen om genoptagelse ikke medførte, at Landsskatteretten genoptog afgørelserne, og at klageren ikke havde tilstrækkelig viden om og praktisk erfaring i behandlingen af klagesager om skatter og afgifter, da klageren endnu ikke havde optrådt som partsrepræsentant ved Landsskatteretten, Skatteankestyrelsen eller skatteankenævnene. Det forhold, at klageren havde praktisk erfaring i behandlingen af juridiske sager ved flere offentlige myndigheder og instanser, og at klageren havde praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager i Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.
Henviser til
- SKM2006.183.LSR
- SKM2014.384.LSR
Fuldtekst
Skattestyrelsen har givet afslag på en ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til bistand ydet af klageren [A] til TI, da klageren ikke er anset for at være sagkyndig. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Skattestyrelsen traf den 29. september 2020 afgørelse om ændring af ansættelsen af moms, A-skat, og AM-bidrag for indkomståret 2018 for TI. Af afgørelsen fremgik blandt andet følgende: "[…] Skattestyrelsen har bedt om at se dit regnskabsmateriale, og vi har gennemgået den moms, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag du har angivet for perioden 1. januar 2018 - 31. december 2018, og den indkomst, du har oplyst for 2018. Resultatet er • at din indkomst bliver ændret med i alt 665.857 kr. • at din virksomhed med cvr.nr. […] X skal betale 243.858 kr. mere i moms og 42.570 kr. mere i el-afgift • at din virksomhed med cvr.nr. […] X skal betale 177.100 kr. mere i A-skat og 28.000 kr. mere i arbejdsmarkedsbidrag Skattestyrelsens ændringer Skat Oplyst overskud af selvstændig virksomhed 81.601 kr. Punkt 1.4.1. Overskud af selvstændig virksomhed er, jf. skatte- Kontrollovens § 74, stk.1, opgjort skønsmæssigt til 747.458 kr. Difference hvormed virksomhedens indkomst forhøjes 665.857 kr. Moms 2018 (kr.) 1. kvartal 2. kvartal 3. kvartal 4. kvartal I alt Punkt 1.4.2. Afgiftstilsvaret er jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2 opgjort skønsmæssigt. Den indgående moms nedsættes med 68.914 67.806 63.206 43.932 243.858 El-afgift 2018 (kr.) 1. kvartal 2. kvartal 3. kvartal 4. kvartal I alt Punkt 1.4.3. ikke godkendt fradrag for elafgift uden dokumentation, jf. el-afgiftslovens § 11, stk. 15 12.931 12.564 11.741 5.334 42.570 A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Punkt 2.4. Yderligere A-skat til betaling, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 8 177.100 kr. Punkt 2.4. Yderligere arbejdsmarkedsbidrag til betaling jf. Arbejdsmarkedsbidragslovens § 1 28.000 kr. Yderligere A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i alt 205.100 kr. […]" Den 21. december 2020 påklagede R1, CVR-nr. […], på vegne af TI Skattestyrelsens afgørelse af 29. september 2020 til Skatteankestyrelsen med påstand om, at forhøjelsen af A-skat og AM-bidrag blev nedsat til 0 kr., at ansættelsen af moms blev fastsat til 159.314 kr., og at fradraget for elafgift blev fastsat til 33.136 kr. På baggrund af klagen oprettede Skatteankestyrelsen to klagesager: • Klagen over fradrag for elafgift blev oprettet med sagsnummer 21-0001050 og med X, CVR-nr. […], som primærpart • Klagen over forhøjelsen af A-skat og AM-bidrag blev oprettet med sagsnummer 21-0001031 og med X, CVR-nr. […], som primærpart R1 sendte den 14. juni 2023 en mail til Skatteankestyrelsen med supplerende oplysninger til klagen. Af mailen fremgik blandt andet følgende: "[…] Vi skriver for at fremsætte en tilføjelse til tidligere fremsendte klage vedrørende den forhøjelse af omsætning og overskud, som er blevet foretaget af Skattestyrelsen i CVR-nr. […] og CPR-nr. […] virksomheds X regnskab for 2018. Vi er uenig i denne forhøjelse og ønsker at anmode om en omvurdering af skatteansættelsen samt nedsættelse af 665.857 kr. […]" Skatteankestyrelsen oprettede på baggrund af de supplerende oplysninger klagesagen med sagsnummer 23-0052496 med TI som primærpart. Landsskatteretten stadfæstede ved tre afgørelser af henholdsvis 1. marts 2024 og 8. marts 2024 i klagesagerne med sagsnummer 21-0001031, 21-0001050 og 23-0052496 Skattestyrelsens afgørelse af 29. september 2020. Den 24. april 2024 indsendte TI en formular til Skatteankestyrelsen. Det fremgik af formularen, at TI på egne vegne anmodede om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse i klagesagen med sagsnummer 23-0052496. Formularen var vedlagt et dokument med titlen "Vedr. TI, Sagsnummer 23-0052496.pdf", hvoraf følgende fremgik: "[…] 26.03.2024 Ansøgning om genoptagelse Vedr.: TI, Sagsnummer: 23-0052496 […] Vi skriver vedrørende sagen om TI med sagsnummer 23-0052496 og ønsker at søge om genoptagelse af sagen i lyset af nye oplysninger, der kan have indflydelse på den tidligere afgørelse truffet af Skatteankestyrelsen den 8. marts 2024. De nye oplysninger vedrører primært spørgsmålet om berettigelsen af indkomstforhøjelsen, el-afgiften, moms, a-skat og arbejdsmarkedsbidrag pålagt virksomheden. Vores argumentation bygger på en grundig gennemgang af regnskabsmaterialet, som vi mener er blevet vurderet forkert på baggrund af skønsmæssige antagelser. Vi har desuden yderligere påstande og dokumentation, som vi gerne vil fremlægge for Skatteankestyrelsen i forbindelse med genoptagelsen af sagen. Vores påstande er som følger: • Momsafgiften bør nedsættes til kr. 159.314. • El-afgiften bør nedsættes til kr. 33.136. • A-skat og arbejdsmarkedsbidrag bør ændres til kr. 0. • Vedr: Yderligere lønudgifter, skønsmæssigt fastsat til kr. 350.000 • Der bør tillægges rejseudgifter på kr. 27.400 for indkomståret 2018. • Kørselsfradrag • Leje af virksomhedslokaler • Skønsmæssigt nedsættelse af overskud Momsafgiften Til støtte for den nedlagte påstand om at nedsætte momsen til kr. 159.314, ønsker vi at yderligere underbygge vores argumentation med følgende punkter: • Konkursbehandling af den tidligere revisor: Skattestyrelsens afgørelse er baseret på manglende modtagelse af regnskabet, hvilket skyldes den tidligere revisors, [navn udeladt], konkursbehandling siden den 29. maj 2018. Dette har resulteret i en tilsidesættelse af virksomhedens regnskab og skønnet overskud, moms, el-afgift samt a-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det er værd at understrege, at vores klient har afleveret alle bilag i ringbind til denne revisor i god tro om, at alle indberetninger ville blive foretaget korrekt og rettidigt. • Ny momsafstemnings opgørelse: Som følge af den tidligere revisors konkursbehandling og manglende korrekt behandling af regnskabet, har vi udarbejdet en ny momsafstemnings opgørels. Denne opgørelse viser en klar forskel mellem de angivne momsbeløb og de bogførte momsbeløb. • Salgsmoms: Det angivne beløb på 456.123 kr. er blevet justeret til det bogførte beløb på 333.059 kr., hvilket resulterer i en difference på 123.064 kr. • Købsmoms: Den angivne købsmoms på -403.501 kr. er blevet justeret til det bogførte beløb på -154.259 kr., hvilket resulterer i en difference på -249.242 kr. • El-afgift: Ligeledes er den angivne el-afgift på -42.570 kr. blevet justeret til det bogførte beløb på -9.434 kr., hvilket resulterer i en difference på -33.136 kr. Baseret på den korrekte opgørelse af momsen, er det tydeligt, at der er behov for en nedsættelse af momsen til det beløb, der er angivet som kr. 159.314 . Denne nedsættelse reflekterer den faktiske bogførte moms, som vores klient har betalt og er ansvarlig for, og tager højde for de fejl og mangler, der er opstået som følge af den tidligere revisors konkursbehandling. Vi beder derfor Skatteankestyrelsen om at tage hensyn til denne nye opgørelse og omgøre afgørelsen om momsnedsættelse i overensstemmelse hermed. Elafgift Virksomheden har dokumentation, der bekræfter dens ret til at fradrage el-afgiften i momsregnskabet. Efter grundig gennemgang af dokumentationen skal el-afgiften korrigeres til et beløb på 33.136 kr. A-skat og arbejdsmarkedsbidrag Banktransaktioner og "pæne runde" beløb: Banktransaktioner kan ikke udelukkende tolkes som beviser for udbetaling af "sorte" lønninger. "Pæne runde" beløb kan være resultatet af forskellige faktorer såsom forretningsmæssige udgifter, leverandørbetalinger eller køb af forbrugsmaterialer. Det er almindeligt for virksomheder at have transaktioner i runde beløb af praktiske årsager og behov for regnskabsmæssig enkelhed. • Privatforbrug og hævninger: Det skal bemærkes, at nogle af de nævnte hævninger kan være til privatforbrug eller andre legitime formål, der ikke nødvendigvis er relateret til udbetaling af lønninger. Disse hævninger skal ses i konteksten af virksomhedens samlede økonomiske aktivitet og kan ikke automatisk antages at være relateret til sort arbejdskraft. • Omsætning og produktionskapacitet: Selvom omsætningen og produktionen af pizzaer/menuer kan synes omfattende, er det vigtigt at erkende, at det ikke nødvendigvis kræver et stort antal ansatte at opretholde en sådan virksomhed. Effektivitet, automatisering og ejerens arbejdsindsats kan spille en afgørende rolle i at opnå en høj • produktivitet uden behov for mange ansatte. • Indehaverens rolle: Som indehaver af virksomheden har min klient personligt været dybt involveret i alle aspekter af virksomhedens drift. Hans dedikation og arbejdsindsats har gjort det muligt at opretholde en høj produktionskapacitet og omsætning uden behov for ekstern arbejdskraft. ( Udarbejdelse af pizza på 4 minutter ) • Manglende beviser for ansættelse: Der er ingen dokumentation eller konkrete beviser for ansættelse ud over de oplyste beløb på 29.168 kr. for første halvår 2018. Manglen på konkrete oplysninger eller dokumentation om ansættelse bør ikke føre til antagelser om illegitim aktivitet. Der er ingen tilstrækkelige beviser for at fastslå, at der har været ansatte i virksomheden ud over det, der er korrekt rapporteret. Derfor bør der ikke pålægges yderligere a-skat og arbejdsmarkedsbidrag baseret på antagelser om ansættelse. Der er nu også fremsendt en erklæring. Se bilag Med en åbningstid på 350 dage om året har virksomheden således i gennemsnit skullet producere og levere 65 pizzaer/menuer pr. dag. Skattestyrelsen har herefter fundet, at det ikke har været muligt for klageren at gøre dette med hjælp i 260 timer i 1. halvår 2018 fra den ene ansatte Efter min klient har arbejdet i denne branche i mange år, har han naturligvis en stor erfaring og har derfor mulighed for at producere 15 pizzaer/timen - Da det i gennemsnit med hans erfaring vil tage ca. 4 minutter at producere en enkelt pizza. Råvarer og alt er forberedt tidligere, hvilket betyder at det eneste min klient skal fokusere på er at producere pizzaerne. Derudover har min klient fået hjælp af sin bror til, som har arbejdet uden beregning i restauranten. Dette får I nu en bekræftelse på. Rejsefradrag Det skal anerkendes, at min klient, har været på en forretningsrejse til Land Y1 i løbet af 2018. Der er blevet fremlagt dokumentation, der støtter denne påstand og bekræfter formålet med rejsen som værende relateret til virksomheden. Ifølge de gældende regler om rejsefradrag i 2018 har borgere ret til at kræve et rejsefradrag på op til 27.400 kr. for forretningsrejser uden for Danmark. Dette fradrag er beregnet til at kompensere for de ekstra omkostninger og ulejligheder, der er forbundet med erhvervsrelaterede rejser. I dette tilfælde har min klient været i Land Y1 i forretningsøjemed, hvilket betyder, at han har pådraget sig ekstraomkostninger som følge af rejsen. Disse omkostninger kan omfatte flybilletter, indkvartering, transport og andre relaterede udgifter, som han har dækket i forbindelse med sit arbejde. Den fremlagte dokumentation understøtter formålet med rejsen og de udgifter, der er blevet afholdt i forbindelse hermed. Derfor er det rimeligt og berettiget, at min klient kræver det fulde rejsefradrag på 27.400 kr., som han har ret til ifølge loven. At tildele min klient dette rejsefradrag vil ikke kun være i overensstemmelse med de gældende regler, men det vil også sikre retfærdighed og ligebehandling i skatteforholdene. Derfor opfordrer jeg hermed Skatteankestyrelsen til at godkende min klients krav om rejsefradrag i overensstemmelse med den dokumentation, der er fremlagt. Kørselsfradrag Det er også afgørende at adressere den manglende tildeling af kørselsfradrag, hvilket repræsenterer en betydelig fejl i Skatteankestyrelsens tidligere afgørelse. Denne fejl er ikke blot en detalje, men udgør et væsentligt element i virksomhedens økonomiske realiteter og bør derfor rettes for at opnå en retfærdig og korrekt afgørelse. Det er uomtvisteligt, at transport og kørsel udgør en afgørende del af enhver virksomheds daglige drift, især inden for fødevaresektoren som TIs pizzeria. Den hyppige kørsel til og fra levering af pizzaer til kunderne samt indkøb af friske råvarer udgør en essentiel og uundgåelig del af virksomhedens operationer. Der bør lægges særlig vægt på den hyppige og regelmæssige karakter af kørslen i forbindelse med virksomhedens drift. Det er dokumenteret, at der har været hyppige ture - op til 3-4 gange om ugen - for at sikre, at der altid er friske råvarer til rådighed i pizzeriaet. Denne konstante kørsel er afgørende for at opretholde kvaliteten og standarden af de produkter, der tilbydes af virksomheden. Kørselsfradragets betydning Manglen på tildeling af kørselsfradrag udgør ikke blot en formel fejl, men har direkte økonomiske konsekvenser for virksomheden. Det er vigtigt at forstå, at de udgifter, der er forbundet med kørsel, udgør en betydelig del af virksomhedens driftsomkostninger. Manglen på kørselsfradrag betyder, at virksomheden bliver pålagt en unødvendig økonomisk byrde, som ikke afspejler de faktiske omkostninger ved at drive forretning. Det er afgørende at anerkende, at kørsel i forbindelse med virksomhedens drift er en nødvendighed og ikke en luksus. Virksomheden har ikke udnyttet kørslen til personlige formål, men snarere som en essentiel del af dens forretningsmæssige aktiviteter. Derfor er det kun rimeligt og retfærdigt, at virksomheden modtager de nødvendige kørselsfradrag for at afspejle de faktiske omkostninger ved dens drift. Leje af virksomhedslokaler Vi ønsker at give en uddybende forklaring vedrørende lejeomkostningerne for virksomhedslokalerne, som beløber sig til 4.600 kr. + moms. Disse udgifter er essentielle for driften af X og bør derfor anerkendes som legitime og fradragsberettigede. Lejede lokaler udgør grundlaget for vores virksomheds drift. Det er her, hvor vi forbereder, tilbereder og serverer vores produkter til vores kunder. Uden adgang til disse faciliteter ville det være umuligt for os at opretholde vores forretningsaktiviteter på en tilfredsstillende måde. Ifølge gældende skatteregler er lejeomkostninger for virksomhedslokaler fuldt fradragsberettigede. Disse omkostninger afspejler den reelle udgift, vi pådrager os for at have adgang til de nødvendige faciliteter til vores forretningsaktiviteter. Den angivne lejepris på 4.600 kr. + moms er i overensstemmelse med de gældende markedsværdier for lignende erhvervslokaler i området. Udover at opfylde vores driftsmæssige behov bidrager vores lejeafgift også til den lokale økonomi. Ved at leje lokaler støtter vi udlejeres virksomhed og bidrager til lokalsamfundet ved at opretholde aktivitet og beskæftigelse i området. Som bilag til denne forklaring vedlægger vi kopi af vores lejekontrakt og betalingsdokumentation for at bekræfte lejeomkostningerne. Disse dokumenter viser tydeligt, at vi har en juridisk forpligtelse til at betale den specificerede leje til udlejer. På baggrund af ovenstående anmoder vi om, at Skatteankestyrelsen anerkender lejeomkostningerne for virksomhedslokalerne som legitime og fradragsberettigede udgifter i vores virksomheds skatteforhold. Vi stiller os naturligvis til rådighed for yderligere dokumentation eller oplysninger, som måtte være nødvendige for at belyse dette spørgsmål yderligere. Skønsmæssigt forhøjelse Ifølge afgørelsen kan vi læse følgende: Den 4. juni 2020 har Skattestyrelsen herefter foreslået skønsmæssigt at forhøje klagerens overskud af virksomhed med 665.857 kr. […] Da klageren ikke er fremkommet med bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse, har Skattestyrelsen den 29. september 2020 truffet afgørelse i overensstemmelse med forslaget og forhøjet klagerens overskud af virksomhed med 665.857 kr. Vores bemærkninger Omsætningens fastsættelse: Skattestyrelsen har skønsmæssigt fastsat omsætningen i min klients virksomhed til 1.824.492 kr. baseret på den angivne salgsmoms. Imidlertid mener min klient og jeg, at denne skønsmæssige vurdering er alt for høj. Min klient opererer i en branche, hvor konkurrence og prisfølsomhed er markante faktorer. Trods et kontinuerligt forsøg på at holde priserne konkurrencedygtige, har min klient oplevet en relativt lav omsætning sammenlignet med den skønnede værdi. Efter en omhyggelig gennemgang af virksomhedens driftsforhold og markedstendenser, er vi kommet frem til et mere realistisk estimat for omsætningen på omkring 1.500.000 kr. Vi anmoder derfor om, at Skatteankestyrelsen tager dette mere nuancerede skøn i betragtning ved genoptagelsen af sagen. Vareforbrugets skøn: Desuden finder vi, at vareforbrugets skøn på 35 % af omsætningen ikke afspejler virkeligheden for min klients virksomhed. Produkter inden for denne branche er blevet markant dyrere, hvilket har medført en øget belastning på vareforbruget. Min klient har gjort sit bedste for at minimere omkostningerne, men det er blevet stadig vanskeligere at opretholde et vareforbrug på det niveau, som Skattestyrelsen har fastsat. Efter en grundig analyse af virksomhedens indkøbspriser og markedsforhold mener vi, at et mere passende skøn for vareforbruget ville være omkring 40 % af den reviderede omsætning på 1.500.000 kr. I forhold til ovenstående argumenter og vores dybtgående kendskab til min klients virksomhed, anmoder vi om en grundig gennemgang af sagen af Skatteankestyrelsen. Vi mener, at en revision af omsætningens og vareforbrugets skøn vil føre til en mere retfærdig afgørelse, der bedre afspejler virksomhedens faktiske forhold. De nye oplysninger vedrører primært spørgsmålet om berettigelsen af indkomstforhøjelsen, el-afgiften, moms, a-skat og arbejdsmarkedsbidrag pålagt virksomheden. Vores argumentation bygger på en grundig gennemgang af regnskabsmaterialet, som vi mener er blevet vurderet forkert på baggrund af skønsmæssige antagelser. Vi har desuden yderligere påstande og dokumentation, som vi gerne vil fremlægge for Skatteankestyrelsen i forbindelse med genoptagelsen af sagen. […] Vi mener, at en revision af regnskabet, baseret på vores kommentarer, argumenter og dokumentation, vil føre til en mere retfærdig afgørelse, der bedre afspejler virksomhedens faktiske forhold. Derfor ønsker vi, at Skatteankestyrelsen gennemgår sagen og udarbejder et nyt regnskab i overensstemmelse hermed. Kommentar over landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten har fastsat min klients overskud af virksomhed skønsmæssigt på baggrund af manglende dokumentation. Jeg vil gerne påpege, at manglen på dokumentation ikke retfærdiggør en skønnet overskudsforhøjelse Det er min opfattelse, at der er behov for en nærmere undersøgelse af min klients økonomiske forhold for indkomståret 2018. Dette indebærer indhentning af yderligere dokumentation samt eventuelle vidneudsagn for at kaste lys over virksomhedens faktiske indtægter, udgifter og ansættelsesforhold. Jeg mener, at Landsskatterettens skøn over virksomhedens resultat ikke er korrekt. Der synes at være fejl og uregelmæssigheder i skønnet, som jeg anmoder om at få gennemgået og korrigeret. På baggrund af ovenstående beder jeg om, at Skatteankestyrelsen genoptager sagen og foretager en grundig gennemgang af de faktiske forhold for at sikre en retfærdig afgørelse, sammen med de nye dokumentationer som også er vedlagt dette brev. Med venlig hilsen A […]" Skatteankestyrelsen anså formularen som en anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelser i klagesagerne med sagsnummer 21-0001031, 21-0001050 og 23-0052496 og oprettede som følge heraf tre klagesager: · sagsnummer 24-0035804, der vedrørte anmodningen om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse i klagesagen med sagsnummer 23-0052496 · sagsnummer 24-0037432, der vedrørte anmodningen om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse i klagesagen med sagsnummer 21-0001031 · sagsnummer 24-0037435, der vedrørte anmodningen om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse i klagesagen med sagsnummer 21-0001050 Skatteankestyrelsen oprettede ikke klageren som partsrepræsentant på klagesagerne. Klageren har under behandlingen af nærværende sag oplyst til Skatteankestyrelsen, at han indtrådte som repræsentant for TI efter tidspunktet for Landsskatterettens afgørelser i marts 2024, idet TI ønskede, at en anden repræsentant gennemgik sagens materiale. Klageren udarbejdede - efter modtagelsen af sagens materiale fra TI - indlægget til Skatteankestyrelsen dateret den 26. marts 2024. Klageren var nødt til at gennemgå alt materiale i sagen, herunder regnskabsmaterialet, for at kunne udarbejde indlægget. Klageren har som dokumentation for den aftale, som han indgik med TI om omfanget af bistanden og honoraret, fremlagt en sms-korrespondance mellem klageren og TI. Klageren har endvidere oplyst til Skatteankestyrelsen, at han aftalte med TI, at han skulle optræde som repræsentant for TI i sagerne om genoptagelse i Skatteankestyrelsen, men at klageren ikke blev kontaktet af Skatteankestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagerne. Den 30. april 2024 ansøgte klageren på vegne af TI om omkostningsgodtgørelse med 50 % af 47.400 kr. for udgifter til sagkyndig bistand. Det fremgik af ansøgningsblanketten, at udgifterne vedrørte Skatteankestyrelsen, at der var truffet afgørelse i klagesagen, at kravet på omkostningsgodtgørelse var overdraget til bistandsyderen, at der ikke forelå en skriftlig honoraraftale mellem ansøger og bistandsyder, og at bistandsyderen var klageren. Med ansøgningsblanketten var vedlagt Landsskatterettens afgørelse af 8. marts 2025 i klagesagen med sagsnummer 23-0052496 og en faktura udstedt den 29. april 2024 af klageren til TI på det ansøgte beløb. Det fremgik af fakturaen, at afregningen vedrørte sagsnummer 23-0052496, at det faktiske tidsforbrug udgjorde 39,50 timer, og at der ikke var afregnet moms af fakturabeløbet. Med ansøgningsblanketten var endvidere vedlagt en kort redegørelse, hvoraf følgende fremgik: "Redegørelse i forbindelse med rådgivning til TI. Sagsnr. 23-0052496 I forbindelse med klagen, har undertegnede udarbejdet materiale i forbindelse med følgende - Udarbejdelse af korrekt regnskab - Momsafgiften - El-afgiften - A-skat og arbejdsmarkedsbidrag - Lønudgifter - Rejsefradrag - Kørselsfradrag - Udarbejdelse af korrekt regnskab - Erklæringer - Kommentarer til skattestyrelsens afgørelse […]" Klageren har under behandlingen af nærværende sag oplyst til Skatteankestyrelsen, at den bistand, der blev ansøgt om omkostningsgodtgørelse for, vedrørte sagerne ved Skatteankestyrelsen om genoptagelse (sagsnummer 24-0035804, 24-0037432 og 24-0037435), og at klageren har aftalt med TI, at TI kan vente med at betale fakturaen, indtil nærværende klagesag om omkostningsgodtgørelse er afsluttet. Den 8. maj 2024 traf Landsskatteretten afgørelser om, at anmodningerne om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelser i klagesagerne med sagsnummer 21-0001031, 21-0001050 og 23-0052496 ikke kunne imødekommes. Af Landsskatterettens afgørelser fremgik blandt andet følgende: Afgørelsen i sagsnummer 24-0035804: "[…] Landsskatteretten har besluttet, at anmodningen om genoptagelse ikke imødekommes. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har fremlagt oplysninger, som anses for at kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere. Det fremlagte print af en reservation af en flyvning for klageren og en anden navngiven person til og fra Land Y1 i september 2018 dokumenterer ikke, at virksomheden har afholdt udgifter til rejser for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i indkomståret 2018. Der foreligger endvidere ikke ganske særlige omstændigheder, der taler for at genoptage afgørelsen efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3. […]" Afgørelsen i sagsnummer 24-0037432: "[…] Landsskatteretten har besluttet, at anmodningen om genoptagelse ikke imødekommes. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har fremlagt oplysninger, som anses for at kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere. Den fremlagte erklæring fra klagerens broder ses ikke at godtgøre, at virksomheden ikke har afholdt skønsmæssigt fastsatte lønudgifter på 350.000 kr. til ikke-registrerede ansatte i indkomståret 2018, eller at virksomheden ikke hæfter for manglende afregning af AM-bidrag og A-skat af lønudgifterne på hhv. 28.000 kr. og 177.100 kr. Der foreligger endvidere ikke ganske særlige omstændigheder, der taler for at genoptage afgørelsen efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3. […]" Afgørelsen i sagsnummer 24-0037435: "[…] Landsskatteretten har besluttet, at anmodningen om genoptagelse ikke imødekommes. Ved beslutningen har retten lagt vægt på, at der ikke er fremlagt oplysninger om fradrag for elafgift, som ikke tidligere har været fremme under sagen. Landsskatteretten finder på baggrund af dette, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, for genoptagelse ikke er opfyldt. Der foreligger endvidere ikke ganske særlige omstændigheder, der taler for at genoptage afgørelsen efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3. […] Klagen over Skattestyrelsens nedsættelse af virksomhedens fradrag for købsmoms blev frafaldet af klageren efter udsendelse af sagsfremstilling og forslag til afgørelse i klagesagen. Skattestyrelsen har ikke ved afgørelsen af 29. september 2020 truffet afgørelse om salgsmoms, og Landsskatteretten har heller ikke ved afgørelsen af 7. marts 2024 truffet afgørelse om salgsmoms. Landsskatteretten har dermed ikke ved afgørelsen af 7. marts 2024 truffet en afgørelse om hverken salgs- eller købsmoms, som vil kunne genoptages efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1-3. […]" Skattestyrelsen anmodede den 10. juni 2025 klageren om dokumentation for klagerens personlige uddannelse, sagkundskab og praktiske erfaring i behandling af skattesager til brug for behandlingen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Den 12. juni 2025 modtog Skattestyrelsen følgende svar fra klageren på anmodningen: "[…] I forbindelse med sagen om omkostningsgodtgørelse vedrørende TI (sagsnummer: 24-0861650), fremsender jeg hermed de ønskede oplysninger og dokumentation vedrørende min rolle som juridisk rådgiver og det konkrete arbejde, jeg har udført i sagen. Jeg har lagt stor vægt på at udarbejde en grundig beskrivelse af både min baggrund, min erfaring samt det konkrete arbejde, der blev udført i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen. Hele min bistand har været målrettet den konkrete klage, og jeg håber, at det fremgår tydeligt af det vedlagte materiale. […] Jeg er ny i rådgiverbranchen, men har brugt rigtig mange timer på at opbygge en solid faglig viden og praktisk erfaring - og jeg brænder for at kunne hjælpe andre gennem systemet på en saglig og professionel måde. Vedlagt finder I: · * Det samlede brev med baggrundsoplysninger og kompetenceprofil · * Eksempler på dokumentation og sagsmateriale · * Screenshots og erklæringer som støtte for min sagkyndige rolle Såfremt der er behov for yderligere oplysninger eller bilag, står jeg naturligvis til rådighed og sender gerne det, I har brug for. […]" Af det vedlagte brev med baggrundsoplysninger og kompetenceprofil fremgik følgende: "[…] Jeg er juridisk rådgiver og har siden min start i branchen haft over 150 klienter, hvoraf en del har vedrørt skatte-, afgifts- og klagesager. Personlig uddannelse Jeg har en HHX-uddannelse samt har gennemført dele af både finansøkonom- og serviceøkonomuddannelserne. Desuden har jeg specialiseret mig praktisk i skatte- og klagebehandling, herunder sager hos både Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen. Sagkundskab og praktisk erfaring Efter en personlig urimelig afgørelse fra SKAT, startede jeg som rådgiver. Jeg har nu arbejdet med sager om: • Skatteopgørelser og klager • Skatteforhøjelser • Momsproblematikker • Indsigelser og genoptagelsessager Jeg har med succes behandlet og ført sager for klienter i Skattestyrelsen, og bistået med oplysning og dokumentation til Skattestyrelsen i sager, der senere blev påklaget. Dette arbejde har omfattet: • Indsamling og vurdering af skattepligtige forhold • Udarbejdelse af redegørelser og klageskrivelser • Fortolkning af skatteforvaltningsloven og skattepligtsregler Jeg har derfor praktisk erfaring og specialviden på det område, som denne konkrete klagesag vedrører. Omfang af bistand i relation til klagesagen En væsentlig del af bistanden er udarbejdet i forbindelse med forberedelsen af klagen til Skatteankestyrelsen, herunder: • Gennemgang og analyse af Skattestyrelsens forslag til afgørelse Udarbejdelse af indsigelser og bemærkninger, som senere er indgået i klagesagens behandling • Udarbejdelse af klagen og det underliggende sagsmateriale, som danner grundlag for sagen hos Skatteankestyrelsen Al bistand er således relateret til klagesagen, og falder derfor inden for rammerne af godtgørelsesberettiget sagkyndig bistand jf. skatteforvaltningslovens kapitel 19 og Den Juridiske Vejledning A.A.13.4 . […] Kompetenceprofil: […] Uddannelse og baggrund • HHX (Højere Handelseksamen) - Eksamensbevis se bilag 1 • Finansøkonomuddannelsen (deltaget i dele af uddannelsen) • Serviceøkonomuddannelsen (deltaget i dele af uddannelsen) • Kurser og selvstudier inden for: o Skatteforvaltningsloven o Skatteproces og klagesagsbehandling o Regnskab og selvangivelsesforhold o Forvaltningsretlige principper og god rådgivningsskik Erhvervserfaring Juridisk rådgiver og revisor Arbejder professionelt med juridisk rådgivning og skattesager, med særligt fokus på: • Skatte- og afgiftsret • Klagesager ved Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten • Forberedelse af dokumentation og indsigelser til Skattestyrelsen • Rådgivning ved forhøjelser, momssager, fejl i indkomstopgørelser og genoptagelsessager • Strukturering og dokumentation af klager • Praktisk anvendelse af Skatteforvaltningslovens kap. 19 og bekendtgørelse nr. 2051/2021 Har ført over 150 sager som rådgiver - en væsentlig del relateret til skatteforhold, og heraf mange med klage til Skatteankestyrelsen. Eksempler på konkrete opgaver • Udarbejdelse af klage til Skatteankestyrelsen vedrørende skønsmæssige forhøjelser • Indsigelser mod Skattestyrelsens forslag til afgørelse • Sammenstilling af regnskab og bevismateriale til støtte for klienters skatteposition • Vurdering af sanktionsmuligheder og forældelsesregler i skattesager • Klagesager med krav om omgørelse og godtgørelse af rådgivningsudgifter Faglige kompetencer • Skattesagsbehandling og klagesagspraksis • Dokumentation og bevisførelse • Fortolkning af skatte- og afgiftslovgivning • Regnskabsforståelse og talmæssig argumentation • Forvaltningsret og skriftlig sagsfremstilling • Skarp skriftlig kommunikation - både juridisk og administrativ Jeg har haft stor fokus på skattesager. Dette har jeg desuden fået bekræftet telefonisk i samtaler med Skattestyrelsen. Derudover har flere uafhængige advokater vurderet mit arbejde og mine juridiske kvalifikationer. De har alle udtrykt, at det arbejde, jeg leverer, er af høj kvalitet og fagligt velfunderet. Eksempler på sagsmateriale: Bilag 2 Bilag 3 Jeg kunne sende langt over 150 bilag, hvis jeg går ind og finder alt det materiale jeg har liggende i forbindelse med mit virke som juridisk rådgiver. Egen erklæring Jeg erklærer herved, at jeg arbejder professionelt som juridisk rådgiver og ikke blot som en personlig bekendt eller ven af klienten. Min rådgivning ydes på et fagligt grundlag og som led i mit erhverv som juridisk rådgiver. Udover de sager, jeg har ført inden for skatteområdet, har jeg ydet juridisk bistand til en række klienter i sager over for en bred vifte af myndigheder og instanser. Det omfatter blandt andet domstole, Ankestyrelsen, Færdselsstyrelsen, Familieretshuset, forskellige forsikringsselskaber samt klagesager til Advokatnævnet og Huslejenævnet. Derudover har jeg udarbejdet juridiske skrivelser og henvendelser til en lang række kommuner i forbindelse med konkrete sager. Disse sager er relevante, fordi de tydeligt viser, at min juridiske rådgivning spænder bredt og anvendes i komplekse og indholdstunge problemstillinger - på tværs af retsområder og myndigheder. I mange af disse sager har der været betydelige økonomiske interesser på spil for klienterne, hvilket yderligere understreger, at de har haft tillid til mit faglige niveau og min evne til at håndtere alvorlige og vigtige sagsforhold. Flere klienter har valgt at vende tilbage til mig med nye sager, hvilket vidner om tilfredshed med mit arbejde og om, at jeg opfattes som en reel og professionel juridisk rådgiver - ikke blot som en personlig bekendt, der hjælper i ny og næ. Den samlede dokumentation af disse sager - herunder korrespondance, afgørelser og klienttilbagemeldinger - viser, at jeg i praksis udøver juridisk rådgivning på et professionelt og konsekvent grundlag. I forbindelse med den konkrete sag blev al den sagkyndige bistand, jeg ydede, udarbejdet med henblik på at indgå i klagesagen over Skattestyrelsens afgørelse og blev fremsendt til - og behandlet af - Skatteankestyrelsen. Det vil sige, at 100 % af det juridiske materiale, jeg udarbejdede, blev anvendt i relation til Skattestyrelsens afgørelse, som led i klientens klagebehandling. Yderligere dokumentation i forbindelse med mit virke som juridisk rådgiver. Nedenfor sendes et par screenshot i forbindelse med tidligere sager. […] Hjælp til udarbejdelse af klage [link til Facebook] Personlig erklæring I er meget velkomne til at besøge min Facebook-side, hvor jeg har delt en række breve og sager, som jeg har hjulpet tidligere kunder med. Her fremgår det tydeligt, at jeg arbejder med mange forskellige typer juridiske problemstillinger. Det juridiske arbejde har ikke kun været en karrierevej for mig - det har også været min personlige vej tilbage til livet efter en meget svær periode. Jeg har i de senere år fået det betydeligt bedre, men det er stadig psykisk belastende, når jeg får flashbacks og bliver mindet om det, jeg har været udsat for fra Skattestyrelsens side. I min egen sag fik jeg først en uretfærdig afgørelse hos Skattestyrelsen, som senere blev omgjort til min fordel af Skatteankestyrelsen. Desværre har det forløb haft store menneskelige og personlige konsekvenser for mig. Jeg har blandt andet mistet flere år af mit liv og min karriere - […], hvilket også er nævnt i jeres brev. De oplevelser har haft så stor en indvirkning på mig, at jeg i dag ikke har mod på at rejse tilbage til Danmark. Det betyder, at jeg ikke længere deltager i familiearrangementer såsom bryllupper, fødselsdage, jul eller begravelser. Det gør mig oprigtigt ked af det, men frygten for at vende tilbage er desværre for stor efter den oplevelse jeg har haft. Jeg opholder mig fast i Land Y2, og jeg benytter mit danske betalingskort dagligt for at dokumentere mit faktiske ophold her. Som nævnt i jeres brev, var jeg på det omtalte tidspunkt hverken advokat eller revisor. Siden da er jeg begyndt at arbejde professionelt som både revisor og juridisk rådgiver. […] Nedenstående screenshot viser, at TI efterfølgende har søgt juridisk rådgivning hos mig igen - denne gang i forbindelse med en sag om betinget frakendelse af førerretten, som blev behandlet i retten. Jeg bistod ham naturligvis også i denne sag. Det understøtter, at han havde tillid til den rådgivning, han tidligere modtog i skattesagen, hos Skatteankestyrelsen. Det ville næppe have været tilfældet, hvis han ikke havde været tilfreds med kvaliteten af mit arbejde. […]" Klageren oplyste ved e-mail af 30. juli 2025 følgende til Skattestyrelsen: "[…] Jeg er hverken advokat eller revisor, men jeg henviser til § 1, stk. 1, 1. pkt. i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021, hvor det fremgår, at omkostningsgodtgørelse ydes til personer, der må anses for ligestillet med sagkyndige, f.eks. på baggrund af deres uddannelse, sagkundskab og praktiske erfaring med skatte-, told- og afgiftssager. Jeg har igennem årene oparbejdet betydelig erfaring med netop disse typer sager - både gennem min egen langvarige og komplekse skattesag, og via det arbejde jeg nu udfører for andre. Min viden og praksis bygger på mange konkrete sager, og jeg har hjulpet flere klienter med både klager, genoptagelser og kommunikation med myndighederne. Jeg er fuldt bekendt med, at der ikke ydes godtgørelse for udarbejdelse af almindeligt regnskabsmateriale, men den øvrige skriftlige bistand jeg har ydet i klagesagen er omfattet af reglerne for godtgørelse. Jeg har vedhæftet det materiale, jeg har udarbejdet i den aktuelle sag, og stiller mig naturligvis til rådighed for at dokumentere min sagkundskab, hvis der ønskes yderligere oplysninger. Hvis det har relevans for vurderingen, kan jeg også henvise til en offentlig Facebook-side, hvor jeg har delt dele af det arbejde, jeg har udført. Det er dog kun en lille del - langt det meste er ikke offentligt tilgængeligt. [link til Facebook] […]" E-mailen var vedlagt dokumentet med titlen "Vedr. TI, Sagsnummer 23-0052496.pdf", der blev indsendt til Skatteankestyrelsen den 24. april 2024 i forbindelse med genoptagelsesanmodningen. […] Klageren har under behandlingen af nærværende sag oplyst til Skatteankestyrelsen, at han i ca. 4-5 år har ydet juridisk bistand, og at han har haft over 150 klienter. Klageren får typisk sine klienter gennem Facebook. Klageren har oprettet flere Facebook grupper, hvor man kan skrive spørgsmål af juridisk karakter. Klageren kommenterer spørgsmålene og anfører, at han gerne vil hjælpe, hvis vedkommende sender ham en personlig besked. Når klageren har modtaget en personlig besked, aftaler han at tale nærmere med vedkommende pr. telefon. Her hører han nærmere om sagen og beder om at modtage sagens materiale. Når klageren har dannet sig et overblik over sagen, sender han en besked til den kommende klient om vilkårene for bistanden, ligesom han aftaler et efterfølgende møde med klienten, hvor der aftales honorar. Såfremt klageren kan se, at sagen kommer til at tage flere timer end forventet, kontakter han klienten igen for at indgå en ny aftale om honoraret. Som et eksempel på den standardtekst, som klageren sender til klienten, har klageren fremlagt følgende: "Jeg bekræfter hermed vilkårene for vores samarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af dette dokument. Salær: Salæret for udarbejdelsen af dette brev er XXXX kr. Dette beløb er baseret på den tid og de ressourcer, der er afsat til opgaven. Ansvarsforsikring: Jeg har ikke en ansvarsforsikring, da det ikke er et krav i forbindelse med den juridiske rådgivning, jeg yder. Jeg handler altid i overensstemmelse med de gældende regler og sikrer høj kvalitet i rådgivningen. Uddannelsesmæssig baggrund: Jeg har en HHX og har tidligere været tilmeldt uddannelserne som finansøkonom og serviceøkonom, før jeg begyndte mit virke som juridisk rådgiver for mange år siden. Min brede baggrund giver mig et solidt fundament i at forstå både økonomiske og juridiske problemstillinger." Klageren har endvidere fremlagt flere konkrete eksempler på skriftlige aftaler indgået med klienter på sms. Endvidere har klageren oplyst til Skatteankestyrelsen, at han har repræsenteret klienter ved flere offentlige myndigheder og instanser - blandt andet Ankestyrelsen, Færdselsstyrelsen, Familieretshuset, forskellige forsikringsselskaber, Advokatnævnet, Huslejenævnet, Gældsstyrelsen, Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og domstolene. Bistanden har blandt andet bestået i indsamling og gennemgang af materiale, udarbejdelsen af redegørelser og klageskrivelser og deltagelse i møder. Klageren har repræsenteret seks klienter i sager ved Skattestyrelsen og otte klienter i sager ved Gældsstyrelsen. Sagerne ved Gældsstyrelsen og Skattestyrelsen har vedrørt følgende overordnede problemstillinger: bindende svar, virksomhedsmoms, gaveafgift, diverse fradrag og forhøjelser. I forhold til sagerne ved Skatteankestyrelsen og domstolene har klageren oplyst, at han alene har ydet bistand til en klient ved Skatteankestyrelsen (TI), og at han kan fremsende dokumentation for, at han har udarbejdet materiale til brug for klienternes sager ved byretterne, såfremt Skatteankestyrelsen har brug for dette. Som yderligere dokumentation for karakteren og omfanget af klagerens daglige arbejde som juridisk rådgiver har klageren fremlagt et overblik over de grupper på Facebook, som klageren administrerer, ligesom klageren har fremlagt dokumentation fra en klientsag fra 2023 og en video, der viser kommunikation og sagsrelateret kontakt med klienter gennem de seneste 14 dage. Klageren har endvidere oplyst til Skatteankestyrelsen, at ansøgningen om omkostningsgodtgørelse for udgifter til bistand til TIs sager om genoptagelse er den første ansøgning om omkostningsgodtgørelse, som klageren har indsendt til Skattestyrelsen. Klageren har dog flere ansøgninger klar, som han vil vente med at indsende, til han har en afgørelse i nærværende sag. Endelig har klageren som dokumentation for, at han har gennemført dele af finansøkonom- og serviceøkonom uddannelserne fremlagt en studiejournal fra Erhvervsakademi […]. Det fremgår af studiejournalen, at klageren har haft følgende fag på finansøkonom uddannelsen: Statistik, Erhvervsøkonomi, Økonomisk metode, Samfundsøkonomi, Privatkunde, Erhvervsjura og en årsprøve. Som dokumentation for de kurser og efteruddannelse i skatteret og forvaltningsret, som klageren har gennemført, har klageren oplyst følgende: "Det er svært at komme med en komplet liste - For jeg har efteruddannet mig rigtig meget. Både med online kurser, Youtube videoer og læst på lovgivningen: Blandt andet: Set og deltaget i SKATs webinarer https://skat.dk/erhverv/guides-og-webinarer-til-start-ups Skat og investering: Det skal du vide https://www.youtube.com/watch?v=Z3a2cKpupJM Læst hele Skattelovgivningen Nyt gratis undervisningsmateriale: Skat på skoleskemaet https://www.friskolerne.dk/nyheder/artikel/titel/skat-paa-skoleskemaet ( Ser ud til det ikke er tilgængeligt mere ) Online videoer og kurser med advokat https://www.youtube.com/@MyLawStory ( Her har jeg lært virkelig meget)" Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke imødekommet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Skattestyrelsen har som begrundelse blandt andet anført: "[…] Vores begrundelse og bemærkninger Du har søgt om at få dækket 50 % af 47.400 kr. for udgifter til jeres klagesag ved Landsskatteretten, sagsnummer 23-0052496. Landsskatteretten har den 8. marts 2024 ikke givet medhold i de påklagede forhold. For at opnå godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand, skal bistanden været ydet af en advokat, en statsautoriseret eller registreret revisor, en drifts-, økonomi- eller skattekonsulent inden for jordbrugsfaglige områder, et medlem af Foreningen Danske Revisorer eller af en person, der kan ligestilles hermed. For så vidt angår den sidste gruppe skal den pågældende sagkyndige kunne dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager. Det fremgår af § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 2051 af den 11. november 2021. Deres rådgivers uddannelse, sagkundskab og praktiske erfaringer i behandling af Skatte- og afgiftssager, anses ikke at have medført en sådan sagkundskab og kompetence i førelse af klagesager om skatte- eller afgiftsforhold, at det kan ligestilles med de i bekendtgørelsen nr. 2051 af den 11. november 2021 § 1, stk. 1, nævnte personer. Bistanden anses derfor ikke for at være ydet af en person, der kan ligestilles med de i bekendtgørelsen nr. 2051 af den 11. november 2021, nævnte personer. Den ydede bistand anses ikke at være omfattet af begrebet "sagkyndig bistand" i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1 nr. 1. Den ydede bistand ifølge faktura nr. 1025 kan heller ikke anses for at være godtgørelsesberettiget, da det fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit A.A.13.4 , at udgifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af skatteregnskab ikke er godtgørelsesberettiget, selvom det er til brug for dokumentation i klagesagen. Begrundelse er, at udarbejdelsen af skatteregnskabet skulle have fundet sted i forbindelse med selvangivelsen. Udgifterne kan derfor ikke anses for godtgørelsesberettigede, uanset at den sagkyndige bistand er motiveret af at fremskaffe dokumentation i klagesagen ved Landsskatteretten, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med indgivelse af selvangivelsen og moms- og afgiftsangivelserne. Reglerne står i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1. Vi kan ikke dække jeres udgifter til rådgiver, da han ikke anses for at opfylde betingelsen for sagkyndig bistand. Reglerne står i skatteforvaltningslovens § 52 og § 54 samt § 1 i bekendtgørelse nr. 2051 af den 11. november 2021. Vi henviser også til SKM2014.384.LSR . Sagen handlede om registreringsafgift for en motorcykel. Klagers repræsentant havde mange års erfaring med hensyn til ombygning af motorcykler, hvilket var det emne, som sagen vedrørte. Landsskatteretten kom frem til, at klagers repræsentant ikke kunne anses for at have opnået en sådan sagkundskab og kompetence i førelse af klagesager om skatte- eller afgiftsforhold, at han kunne ligestilles med de personer, der var nævnt i dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005. Vurdering af din rådgivers bemærkninger til vores forslag Vi fastholder, at din rådgiver ikke har uddannelse eller praktisk erfaring der opfylder betingelserne i § 1 i bekendtgørelse nr. 2051 af den 11. november 2021. Din rådgiver har fremsendt det materiale, som han har udarbejdet i din sag. Det drejer sig udelukkende om en anmodning til Skatteankestyrelsen om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 8. marts 2024. Denne anmodning er ikke tilstrækkelig til at dokumentere, at din rådgiver har praktisk erfaring i at føre skatte- og afgiftssager. Din rådgiver har tidligere fremsendt dokumentation i form af diverse skærmprint af mails mv.: · Der er sendt en mail til en person vedhæftet et brev til Skattestyrelsen. Der var vedhæftet et bilag, hvoraf det fremgår, at der er tale om bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse, · Der er sendt en mail til en person, hvoraf det fremgår, at sagen vedrører et udkast til et klagebrev til [pensionsselskab], · Der er sendt en mail til Retten i […] med et svarskrift i sagsnummer BS-[…]. Der var medsendt et bilag, hvoraf det fremgår, at der ikke er tale om en skattesag, men om en retssag mellem to personer om et betalingskrav, · Der er sendt en mail til Retten i […] vedrørende en sag om manglende tilbageflytning efter genhusning, · Der er sendt en mail til Retten i […], uden nogen angivelse af, hvad sagen vedrører, · Der er sendt en mail til Retten i […], uden nogen angivelse af, hvad sagen vedrører, · Din rådgiver har tidligere bistået dig med en sag om frakendelse af kørekort. Ingen af disse oplysninger anses for tilstrækkelige til at dokumentere, at din rådgiver har nogen særlig praktisk erfaring i at behandle skatte- og afgiftssager. Flere af eksemplerne vedrører slet ikke skattesager. Din rådgiver anfører, at han har en uddannelse og at bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 ikke stiller krav om, hvilken uddannelse, der skal være tale om. Vi er ikke enige i den opfattelse. For at en person skal kunne ligestilles med · advokater, · statsautoriserede eller registrerede revisorer, · drifts-, økonomi- eller skattekonsulenter inden for jordbrugsfaglige områder, og · medlemmer af Foreningen Danske Revisorer må der helt naturligt stilles krav om, at den pågældende persons uddannelse i et vist omfang er sammenlignelig med disse. Vi vurderer fortsat, at din rådgivers HHX-uddannelse (som ikke indeholder egentlige skattefaglige fag) samt delvise gennemførelse af finansøkonom- og serviceøkonom uddannelserne ikke er tilstrækkeligt til, at han kan anses for at kunne yde sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager. Din rådgiver anfører endeligt, at der ikke i loven er krav om, at man som rådgiver skal have ført sager ved byretten, hvilket han heller ikke har mulighed for, da han ikke er advokat. Vi bemærker hertil, at vi ikke har stillet krav om, at man skal have ført sager ved byretten for at kunne blive godkendt som sagkyndig bistandsyder. Vi har alene anført, at man skal have personlig uddannelse og praktisk erfaring i at føre skatte- og afgiftssager, før man kan ligestilles med advokater, revisorer mv., jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 2051. Derfor imødekommer vi ikke ansøgningen. […]" Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 23. oktober 2025 udtalt følgende: "[…] Vi henviser til vores afgørelse, og har endvidere følgende udtalelse til klagen. […] Rådgiver A oplyser i sin mail af 30. juli 2025, modtaget under sagsbehandlingen, at han ikke er advokat eller revisor, og at det er med henvisning til at A skal anses for værende "en person, der kan ligestilles hermed", at han skal betegnes som sagkyndig bistand efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 og § 54, stk. 1, nr. 1. I vurdering af om en person kan anses for at være ligestillet med en advokat, revisor eller en drifts-, økonomi-, eller skattekonsulent inden for jordbrugsfaglige områder, må vægten lægges på "ligestillet". Der er dermed ikke et krav om at man har en af de oplistede titler, men man skal kunne dokumentere, at ens uddannelse eller erhvervserfaring giver en ligestilling med for eksempel en advokat eller revisor. Det ligger dermed i implicit, at der ikke kan være tale om, at en rådgiver har en uddannelse der ikke svarer i en vis grad til en advokat eller revisors uddannelse. Uddannelsen skal være sammenlignelig, for at give en rådgiver en tilstrækkelig "ligestilling" med de personer, der som udgangspunkt betegnes som sagkyndig bistand. At A har en HHX uddannelse, samt dele af finansøkonom og serviceøkonom uddannelsen, anser vi ikke for værende tilstrækkelig til, at A kan anses for uddannelsesmæssigt at være ligestillet med en advokat eller revisor. Skulle As uddannelse være tilstrækkelig, og er det korrekt, som fremlagt af A, at der kan være tale om en hvilken som helst uddannelse, udvander det betydningen af "ligestillet" med de oplistede faggrupper der anses for værende sagkyndig bistand. Vedrørende den praktiske erfaring der kræves for at en person kan anses for at være "ligestillet" med en advokat eller revisor, fremgår der i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at den praktiske erfaring skal være i behandlingen af skatte- eller afgiftssager. Vi henviser til SKM2014.384.LSR . Sagen handlede om registreringsafgift for en motorcykel. Klagers repræsentant havde mange års erfaring med hensyn til ombygning af motorcykler, hvilket var det emne, som sagen vedrørte. Landsskatteretten kom frem til, at klagers repræsentant ikke kunne anses for at have opnået en sådan sagkundskab og kompetence i førelse af klagesager om skatte- eller afgiftsforhold, at han kunne ligestilles med de personer, der var nævnt i dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005. Det er i SKM2014.384.LSR uddybet af Landsskatteretten, at der skal være tale om erfaring med førelse af klagesager om skatte- eller afgiftsindhold, og at vurderingen skal bero på en konkret vurdering af den pågældendes uddannelse og praktiske erfaring, sammenholdt med den konkrete skattesag. Det anses derfor ikke som værende tilstrækkeligt at have praktisk erfaring med skatte- og afgiftssager ved 1. instans. Det fremgår af As fremsendte oplysninger den 12. juni 2025, at han har erfaring med sager ved Skattestyrelsen, hvor han har hjulpet og udarbejdet dokumentation til brug for sagen. Det fremgår desuden af oplysningerne, at A alene har praktisk erfaring med klagesager ved de administrative klageinstanser fra den nærværende materielle klagesag, ud over den erfaring han har fra egen klagesag. Vi anser den praktiske erfaring med førelse af klagesager for værende utilstrækkelig, i forhold til at kunne ligestilles med de øvrige faggrupper, der betegnes som sagkyndig bistand. Vi vurderer ligeledes at As uddannelse og praktiske erfaring, ikke har en sådan direkte sammenhæng med den konkrete skattesag, at A på den baggrund, kan vurderes at være sagkyndig bistand. Vi henviser desuden til SKM2006.183.LSR , hvor Landsskatteretten fandt at der ikke kunne ydes omkostningsgodtgørelse, da repræsentanten ikke kunne dokumentere at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, at han kunne ligestilles med kredsen af sagkyndige bistandsydere. På baggrund af de modtagne oplysninger om As uddannelse og praktiske erfaring, anser vi ikke betingelsen om sagkyndig bistand efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 § 1, stk. 1, for værende opfyldt. Skattestyrelsen fastholder på den baggrund vores afgørelse af 8. august 2025. […]" Skattestyrelsen har i en supplerende udtalelse til Skatteankestyrelsen af 9. februar 2026 anført følgende: "[…] Vi henviser til vores afgørelse af 8. august 2025, samt vores udtalelse af 23. oktober 2025. Derudover har vi følgende bemærkninger: […] Det er dermed væsentligt for vurderingen om en rådgiver kan anses for sagkyndig bistand, i forhold til omkostningsgodtgørelse, at rådgiveren kan dokumentere den relevante uddannelse eller erhvervserfaring, der kan ligestilles med de oplistede rådgivere. A har fremsendt en studiejournal, hvor der fremgår enkelte fag med relevans til enten advokat- eller revisoruddannelsen. Vi vurderer dog ikke, at enkeltfagene såsom "Erhvervsjura", "Samfundsøkonomi", eller "Erhvervsøkonomi", er tilstrækkeligt til at ligestille A med en hel uddannelse som advokat, revisor eller en landsbrugsfaglig konsulent. Der henvises i oplysningerne desuden til udokumenterede online undervisning, fra Skattestyrelsens hjemmeside, youtube og Friskolernes hjemmeside. Vi bemærker hertil, at vi ikke kan inddrage udokumenterede uddannelser i vurderingen af, hvorvidt en rådgiver kan anses for at have relevant uddannelse. Se Den Juridiske Vejledning A.A.13.4 citeret ovenfor. A har på forespørgsel fra Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyst én klagesag ved Skatteankestyrelsen, hvor A har fungeret som rådgiver. Vi bemærker hertil, at der er tale om den materielle sag, der er søgt godtgørelse for. Vi anser ikke sagen for relevant ved vurderingen af rådgiveres erfaring, da den ikke ligger før den materielle sag, der søges godtgørelse for. Derudover er der oplyst en enkelt sag ved landsretten, hvor A har udarbejdet processkriftet. Det fremgår ikke af det indsendte, hvad denne sag vedrørte. Skattestyrelsen vurderer ikke, at en sag ved landsretten er tilstrækkelig erhvervserfaring til, at A kan siges at være ligestillet med en advokat eller revisor. Den erfaring A har vedrørende sager ved 1. instans, finder vi ikke er relevant for vurderingen. Vi henviser til SKM2014.384.LSR , hvor Landsskatteretten uddybede, at der skal være tale om klagesager ved vurdering af rådgivers erhvervserfaring. I denne konkrete sag, hvor både uddannelse og erhvervserfaring er inddraget, vurderer Skattestyrelsen ikke, at A opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1, jf. bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 § 1. Skattestyrelsen fastholder på den baggrund afgørelsen af 8. august 2025. […]" Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: "[…] Vi henviser til vores afgørelse af 8. august 2025, samt de efterfølgende udtalelser til Skatteankestyrelsen, og har dertil følgende bemærkninger til indstillingen: Skattestyrelsen vurderer i denne konkrete situation, at A ikke kan anses for at have tilstrækkelig erfaring eller uddannelse til, at kunne ligestilles med de oplistede bistandsydere i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 § 1, stk. 1. Den dokumenterede erfaring fra skatte- og afgiftssager vedrører ikke i tilstrækkelig grad samme problemstilling som nærværende materielle klagesag, ligesom der ikke er anden generel erfaring med klagesager vedrørende skatte- og afgiftssager. Skattestyrelsen vurderer ligeledes, at den uddannelse der lægges til grund, ikke er tilstrækkelig til, at kunne sidestille A med en advokat, en statsautoriseret eller registreret revisor, en drifts-, økonomi- eller skattekonsulent indenfor jordbrugsfaglige områder, eller et medlem af Foreningen Danske Revisorer. På den baggrund, tiltræder Skattestyrelsen Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse. […]" Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at klageren skal anerkendes som sagkyndig i henhold til bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021, således at der kan ydes omkostningsgodtgørelse som ansøgt. Til støtte for påstanden har klageren blandt andet anført følgende i klagen: "[…] Jeg mener, at Skattestyrelsen har truffet en urimelig og retligt forkert afgørelse, der hviler på en fejlagtig fortolkning af bekendtgørelsen, en manglende konkret vurdering af mit erfaringsgrundlag, samt en misforståelse af begrebet “praktisk erfaring med behandling af skatte- og afgiftssager". Retligt udgangspunkt Bekendtgørelsens § 1, stk. 1 fastslår: “Ved sagkyndig bistand forstås bistand fra advokat, revisor, konsulent eller anden person, der ud fra sin uddannelse eller erfaring anses for sagkyndig i behandling af skatte- eller afgiftssager." Bestemmelsen stiller således ikke krav om en bestemt uddannelse eller titel, men alene, at den pågældende person ud fra sin uddannelse eller praktiske erfaring kan anses som sagkyndig. Skattestyrelsens afgørelse synes derimod at bygge på en fejlagtig præmis om, at kun personer med formel juridisk eller revisoruddannelse kan anerkendes som sagkyndige. Det er ikke i overensstemmelse med hverken bestemmelsens ordlyd, formål eller fast praksis. Uddannelse og teoretisk baggrund Jeg har gennemført HHX, samt dele af finansøkonom- og serviceøkonomuddannelsen, hvor jeg har haft fag som erhvervsøkonomi, samfundsøkonomi, regnskab, virksomhedsdrift og erhvervsret. Disse fag udgør en relevant teoretisk baggrund for at forstå og behandle skatte- og afgiftsmæssige problemstillinger, hvilket også anerkendes i lignende sager, hvor personer med tilsvarende uddannelsesbaggrund er blevet vurderet som sagkyndige. Derudover har jeg gennemført en række praktiske kurser og efteruddannelse i skatteret og forvaltningsret, og jeg arbejder professionelt med rådgivning i sager om skat, økonomi og forvaltningsmæssige forhold. Praktisk erfaring og sagsbehandling Jeg har i en længere årrække beskæftiget mig med konkret sagsbehandling i skatte- og afgiftsmæssige spørgsmål, herunder: · udarbejdelse af klager og genoptagelsesanmodninger til Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen, · gennemgang og vurdering af afgørelser fra skattemyndighederne, · økonomisk og juridisk rådgivning i sager om fradrag, indkomstbeskatning og momsmæssige spørgsmål, · samt dokumentation og oplysning af sager, der har ligget til behandling i både administrative og klageinstanser. Skattestyrelsen lægger i sin afgørelse vægt på, at jeg ikke har “ført egentlige klagesager" ved Landsskatteretten. Det bemærkes hertil, at bekendtgørelsen ikke kræver, at man personligt har ført en sag for Landsskatteretten, men blot, at man har praktisk erfaring med behandlingen af sådanne sager. Dette følger direkte af ordlyden “erfaring i behandlingen" - ikke “førelse" - af skatte- eller afgiftssager. At Skattestyrelsen vælger at indsnævre begrebet på denne måde, savner lovhjemmel og er udtryk for en retlig fejlfortolkning. Mangelfuld begrundelse og sagsbehandling Efter forvaltningslovens § 24 skal en afgørelse indeholde en klar og konkret begrundelse, som viser, hvilke faktiske forhold og juridiske overvejelser der ligger til grund. I min sag har Skattestyrelsen henvist til en række generelle betragtninger om mine dokumenter og korrespondancer, men uden at foretage en egentlig konkret vurdering af det fremsendte materiale. Der er ikke taget stilling til de enkelte sager, jeg har udarbejdet, og der er ikke foretaget nogen vurdering af indholdet eller karakteren af mit rådgivningsarbejde. Afgørelsen fremstår derfor som skønsmæssig, summarisk og utilstrækkeligt begrundet, hvilket i sig selv udgør en væsentlig sagsbehandlingsfejl. Kritiske bemærkninger til Skattestyrelsens faglige vurdering Det er bemærkelsesværdigt, at Skattestyrelsen vurderer mit arbejde med bl.a. udarbejdelse af klager, skriftlig rådgivning og juridisk argumentation som “ikke-skattefagligt", fordi jeg ikke formelt repræsenterer klienter i retten. Denne forståelse afslører en grundlæggende misforståelse af, hvordan skattesager faktisk behandles - langt størstedelen afgøres administrativt i Skattestyrelsen eller Skatteankestyrelsen uden, at en sag overhovedet når domstolene. At nedtone værdien af dette arbejde svarer til at hævde, at kun den advokat, der møder i retten, men ikke den jurist, der udarbejder klagen og bygger sagen op, har faglig kompetence. Det synspunkt er både urimeligt og fagligt forkert. På baggrund af ovenstående må det konkluderes, at: 1. Skattestyrelsens fortolkning af § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 2051/2021 er for restriktiv og i strid med bestemmelsens ordlyd og praksis, 2. Der er ikke foretaget en konkret vurdering af mit erfaringsgrundlag, 3. Afgørelsen er utilstrækkeligt begrundet og dermed i strid med forvaltningslovens § 24, 4. Jeg opfylder både kravene om uddannelsesmæssig baggrund og praktisk erfaring med behandling af skatte- og afgiftssager, og bør derfor anerkendes som sagkyndig i henhold til bekendtgørelsen. […]" Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: "[…] Jeg ønsker hermed at supplere sagen med uddybende oplysninger og præciseringer, da flere dele af Skattestyrelsens vurdering ikke stemmer overens med faktiske forhold. Uddannelsesmæssig baggrund Jeg har aldrig oplyst, at mine uddannelser samlet skulle danne grundlag for sagkundskab. Der er tale om én samlet relevant baggrund, hvor HHX og dele af finansøkonom- og serviceøkonomuddannelsen har givet mig solid forståelse for økonomi, virksomhedsdrift, jura og regnskab. Det fremgår ikke nogen steder i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021, at uddannelsen skal være en specifik skatteuddannelse. Loven nævner kun, at man skal kunne dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af skatte- og afgiftssager - og det kan jeg. Min kombinerede uddannelsesbaggrund er derfor i overensstemmelse med formålet bag bestemmelsen, nemlig at sikre, at rådgiveren har en relevant faglig forståelse for de økonomiske og juridiske aspekter, som en skattesag indebærer. Praktisk erfaring og dokumenteret sagsarbejde Jeg har som juridisk rådgiver arbejdet med over 300 sager, herunder flere med direkte relation til skatte- og afgiftsområdet. Mange af disse omhandler klager til Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen, og jeg har bistået med både redegørelser, dokumentation og juridisk argumentation. Jeg har desuden tidligere haft min egen sag, som blev afgjort af Skatteankestyrelsen, hvilket gav mig direkte erfaring med processerne og kravene i klagesager. Derudover har jeg modtaget en telefonisk bekræftelse fra Skattestyrelsen, hvor det blev oplyst, at jeg kan anses som sagkyndig bistand i denne type sager. Dette viser, at der ikke blot er tale om subjektiv vurdering fra min side, men en konkret anerkendelse fra en medarbejder hos Skattestyrelsen. […] Jeg har stor respekt for lovgivningen og for Skattestyrelsens arbejde. Men når jeg oplever, at der bliver draget konklusioner om, at jeg “ingen praktisk erfaring" har, til trods for at jeg har udarbejdet over 300 sager, herunder klager, genoptagelser og dokumentation til Skattestyrelsen, er det både urimeligt og uforholdsmæssigt. Mit formål har altid været at hjælpe borgere med at forstå og navigere i skattesystemet - ikke at udfordre myndighederne. Derfor håber jeg, at sagen nu bliver vurderet ud fra dens reelle indhold og dokumentation, ikke ud fra misforståelser eller formodninger. Jeg ønsker desuden at knytte supplerende bemærkninger til Skattestyrelsens henvisning til afgørelsen SKM2006.183.LSR , som de bruger som grundlag for deres vurdering. Efter en grundig gennemlæsning af sagen står det klart, at den på ingen måde kan sammenlignes med min situation, hverken faktuelt eller juridisk. I den pågældende afgørelse fremgår det tydeligt, at repræsentanten hverken havde dokumenteret uddannelse eller praktisk erfaring med skatte- og afgiftssager og endda var gift med klageren. Landsskatteretten understreger udtrykkeligt, at repræsentanten ikke havde nogen form for personlig uddannelse eller dokumenteret erfaring, og derfor ikke kunne anses for sagkyndig bistand. Det er derfor misvisende, når Skattestyrelsen anvender denne afgørelse som sammenligningsgrundlag i min sag. Jeg har nemlig en helt anden og veldokumenteret baggrund, både uddannelsesmæssigt og praktisk. Jeg har en HHX-uddannelse, og jeg har gennemført dele af finansøkonom- og serviceøkonomuddannelsen, som begge indeholder fag inden for økonomi, jura, regnskab og virksomhedsforståelse. Dertil kommer, at jeg har taget relevante kurser og supplerende uddannelser inden for skat, forvaltningsret og rådgivning - både i Danmark og udlandet. Derudover har jeg som juridisk rådgiver behandlet over 300 sager, hvoraf flere direkte har omhandlet skatte- og afgiftsmæssige spørgsmål. Jeg har udarbejdet klager, redegørelser, genoptagelser og dokumentation til brug i sager ved både Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen. Jeg har derfor omfattende praktisk erfaring med netop den type sager, som denne klage vedrører. Det er vigtigt at understrege, at Landsskatteretten i både SKM2006.183.LSR og SKM2014.384.LSR fastslår, at vurderingen af, om en person kan anses som sagkyndig bistand, skal bero på en konkret vurdering af personens uddannelse og praktiske erfaring i forhold til sagens karakter. Skattestyrelsen har i denne sag ikke foretaget en sådan konkret vurdering, men har i stedet gengivet en 20 år gammel afgørelse helt ude af kontekst. Bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 § 1, stk. 1, kræver alene, at man kan dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager. Der står ingen steder, at man skal have en bestemt formel titel som advokat eller revisor. Formålet med bestemmelsen er netop, at også andre med dokumenteret faglig indsigt og erfaring kan anerkendes som sagkyndige. Hvis Skattestyrelsens fortolkning lægges til grund, ville ingen nye rådgivere nogensinde kunne opnå denne status - hvilket klart ikke er lovgivers hensigt. Jeg kan dokumentere mine uddannelser, mine kursusbeviser samt mine over 300 gennemførte sager, hvoraf en stor del relaterer sig til skatteområdet. På den baggrund er henvisningen til SKM2006.183.LSR uden relevans og bør ses bort fra. Jeg opfylder de faktiske betingelser i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 § 1, stk. 1, og bør derfor anerkendes som sagkyndig bistand. […]" Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 20. januar 2026 efter mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 14. januar 2026 fremsat følgende øvrige bemærkninger til sagen: " Afsluttende bemærkninger Det fremsendte materiale skal ses som et samlet og repræsentativt billede af mit virke, min erfaring og min måde at arbejde på med skatte- og afgiftsretlige sager. Som det fremgår, har min bistand i praksis bestået i konkret og selvstændig sagsbehandling, herunder analyse af afgørelser, udarbejdelse af klager, genoptagelsesanmodninger, indlæg og processkrifter samt løbende faglig rådgivning over for klienter i deres dialog med Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen og Gældsstyrelsen. Dette arbejde har haft karakter af egentlig sagkyndig bistand i behandlingen af skatte- og afgiftsmæssige spørgsmål. Mine aftaler med klienter har i flere tilfælde været indgået løbende og fleksibelt, navnlig hvor klienternes økonomiske situation har nødvendiggjort dette. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at der har været en klar fælles forståelse af bistandens omfang og honorering, hvilket understøttes af skriftlig korrespondance og betalingsdokumentation. For så vidt angår uddannelse og efteruddannelse skal det bemærkes, at min faglige viden ikke alene hviler på formel uddannelse, men i høj grad på mange års praktisk arbejde, selvstudier, deltagelse i relevante webinarer samt løbende ajourføring via lovgivning, praksis og faglige materialer. Dette afspejler den måde, hvorpå skatte- og afgiftsret i praksis ofte tilegnes og anvendes uden for de klassiske professionsuddannelser. Det bemærkes endvidere, at denne sag ikke alene vedrører den konkrete vurdering, men også har betydning for mit fremadrettede virke. Jeg har flere sager, hvor der skal søges om omkostningsgodtgørelse. Det handler om min fremtid. Jeg er samtidig opmærksom på, at mit virke ikke nødvendigvis er udbredt, og at der ikke er mange, som arbejder på samme måde. Dette kan imidlertid ikke tillægges retlig betydning. Jura bygger ikke på følelser, sædvaner eller antallet af udøvere, men på gældende ret. Lovgivningen er på dette punkt klar og tydelig: Omkostningsgodtgørelse forudsætter ikke, at bistanden ydes af en advokat eller revisor, men at bistanden ydes af en person, der ud fra uddannelse eller erfaring kan anses som sagkyndig i behandling af skatte- og afgiftssager. Det afgørende må derfor være en konkret og individuel vurdering af mit faktiske erfaringsgrundlag og den bistand, jeg har ydet - ikke min titel eller om min arbejdsform afviger fra det mere traditionelle. […]" Klageren har den 26. januar 2026 fremsat følgende bemærkninger vedrørende finansøkonomuddannelsen: " Relevans af uddannelsesfag i forbindelse med mit arbejde med skattesager Mit daglige virke består i at arbejde med skattesager over for Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen, herunder udarbejdelse af indsigelser, klager, redegørelser, documentation samt vurdering af myndighedsafgørelser. Erhvervsjura Faget erhvervsjura er centralt i mit arbejde, idet skattesager i høj grad bygger på forståelse og anvendelse af retsregler, herunder lovgivning, bekendtgørelser, administrative regler og generelle forvaltningsretlige principper. Erhvervsjura giver en grundlæggende juridisk metodeforståelse, herunder evnen til at: • identificere relevante retsregler • analysere afgørelser og myndighedsbegrundelser • vurdere om forvaltningsretlige krav såsom saglighed, proportionalitet, begrundelsespligt og partshøring er overholdt • arbejde struktureret med dokumentation og juridisk argumentation Disse kompetencer anvendes løbende i arbejdet med skatteansættelser, skønsmæssige afgørelser og klagesager. Erhvervsøkonomi Erhvervsøkonomi er direkte relevant, da langt størstedelen af skattesager vedrører økonomiske dispositioner, indkomstopgørelser, fradrag, virksomheders økonomi og samspillet mellem privat- og erhvervsøkonomi. Faget giver forståelse for: • regnskabsmæssige sammenhænge • indtægter, omkostninger og økonomiske dispositioner • hvordan økonomiske forhold påvirker skattemæssige vurderinger Denne forståelse er nødvendig for at kunne gennemgå og forklare økonomisk materiale over for Skattestyrelsen samt for at kunne påpege fejl, misforståelser eller urigtige forudsætninger i myndighedens vurderinger. Økonomisk metode Økonomisk metode er særligt relevant i forhold til analyse og dokumentation. Skattesager indebærer ofte gennemgang af talmateriale, beregninger, skøn og sammenhænge mellem økonomiske forhold og skattemæssige konsekvenser. Faget giver kompetencer til: • systematisk analyse af data og beregninger • vurdering af grundlaget for myndighedens skøn • dokumentation af økonomiske forhold på en struktureret og efterprøvbar måde Dette er centralt i sager, hvor Skattestyrelsen anvender skønsmæssige ansættelser eller statistiske sammenligninger, og hvor det er nødvendigt at kunne forholde sig kritisk og fagligt til beregningsgrundlaget. Samfundsøkonomi Samfundsøkonomi er indirekte, men væsentligt relevant, idet skattesystemet er en del af den samlede samfundsøkonomi. Forståelse for samfundsøkonomi bidrager til indsigt i: • skattesystemets funktion og formål • sammenhængen mellem beskatning, offentlige finanser og regulering • de økonomiske incitamenter, som ligger bag skatteregler og kontrolforanstaltninger Denne viden er relevant i forhold til at forstå baggrunden for reglerne og myndighedernes praksis, samt i dialogen med Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen om rimelighed og proportionalitet i konkrete afgørelser. Disse fag understøtter i væsentlig grad mit arbejde med skattesager, idet de giver både juridiske, økonomiske og metodiske kompetencer, som er nødvendige for at kunne analysere, dokumentere og kommunikere komplekse skatteforhold over for skattemyndighederne. […]" Klageren har den 12. februar 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse af 9. februar 2026: " Retligt udgangspunkt - konkret vurdering Det følger af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1 samt bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 § 1, at omkostningsgodtgørelse ydes for sagkyndig bistand. Det fremgår udtrykkeligt af Den Juridiske Vejledning A.A.13.4 , at personer, der ikke er advokater eller revisorer, kan anses som ligestillede, hvis de kan dokumentere: • personlig uddannelse • sagkundskab • praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager Der skal foretages en konkret og samlet vurdering. Det er centralt, at reglerne ikke opstiller krav om en bestemt titel eller fuld professionsuddannelse, men netop åbner for en konkret realitetsvurdering. Skattestyrelsens retlige fejl - forveksling af ligestilling med identitet Skattestyrelsen anfører, at enkeltfag ikke kan ligestille mig med en “hel uddannelse som advokat eller revisor". Dette er efter min opfattelse en retlig fejlslutning. Ligestilling forudsætter ikke identisk uddannelsesforløb. Hvis dette var kravet, ville bestemmelsen om “personer der kan ligestilles" være indholdsløs. Lovgiver har netop åbnet for, at andre fagpersoner - baseret på reel sagkyndighed - kan omfattes. Spørgsmålet er derfor ikke, om jeg er uddannet advokat eller revisor. Spørgsmålet er, om jeg konkret besidder den nødvendige sagkundskab i behandling af skatte- og afgiftssager. Uddannelsesmæssigt grundlag Følgende er dokumenteret: • HHX • Gennemførte fag på finansøkonomuddannelsen • Gennemførte fag på serviceøkonomuddannelsen • Erhvervsjura • Erhvervsøkonomi • Økonomisk metode • Samfundsøkonomi Disse fag er direkte relevante for skattesagsbehandling. Skattestyrelsen afviser disse som “enkeltfag". Men der foretages ingen konkret vurdering af, hvad fagene faktisk indeholder, og hvordan de anvendes i praksis. Det er ikke antallet af ECTS-point, der afgør sagkyndighed - det er kompetenceniveauet i relation til den konkrete sagstype. Praktisk erfaring - væsentligt undervurderet Skattestyrelsen anfører, at erfaring fra 1. instans ikke kan tillægges vægt og henviser til SKM2014.384.LSR . Denne fortolkning er for vidtgående. SKM2014.384.LSR fastslår, at erfaring med klagesager er relevant. Den udelukker ikke, at erfaring fra 1. instans kan indgå i den samlede vurdering. Behandling af skattesager ved Skattestyrelsen indebærer: • analyse af materielle skatteregler • gennemgang af regnskabsmateriale • vurdering af skønsmæssige ansættelser • udarbejdelse af indsigelser • juridisk argumentation Det er præcis de samme faglige kompetencer, som anvendes i klagesager. En sondring, hvor 1. instans-arbejde anses som uden betydning, savner saglig begrundelse. Antallet af klagesager Skattestyrelsen anfører, at jeg kun har oplyst én tidligere klagesag. Dette beror på en snæver forståelse af det fremsendte materiale. Jeg har oplyst: • Bistand i flere sager ved Skatteankestyrelsen • Repræsentation ved Skattestyrelsen • Repræsentation ved Gældsstyrelsen • Udarbejdelse af processkrift ved landsret • Udarbejdelse af mange processkrifter ved byret Tværtimod illustrerer det, at denne sag har principiel karakter. Realitet frem for formalitet Min bistand i den konkrete sag bestod i: • Gennemgang af omfattende regnskabsmateriale • Analyse af Landsskatterettens afgørelser • Udarbejdelse af genoptagelsesanmodninger • Juridisk argumentation i forhold til materielle skatteregler Dette arbejde kræver reel faglig indsigt. Spørgsmålet må derfor være: Er den ydede bistand sagligt kvalificeret og fagligt funderet? Ikke: Har rådgiveren en bestemt titel? Proportionalitet og retssikkerhed Reglerne om omkostningsgodtgørelse har til formål at sikre borgeres adgang til kvalificeret bistand. En praksis, hvor kun personer med traditionelle titler reelt kan opnå ligestilling, vil: • indsnævre adgangen til repræsentation • skabe monopollignende tilstande • stride mod bestemmelsens formål Der bør foretages en konkret, individuel og proportional vurdering. Når følgende indgår samlet: • Dokumenteret relevant uddannelse • Flere års konkret arbejde med skattesager • Mange klientforløb • Erfaring med genoptagelsessager • Erfaring med klagesager • Udarbejdelse af processkrift ved landsret • Selvstændig sagsbehandling kan det ikke afvises, at jeg besidder den fornødne sagkyndighed. Igennem en årrække har jeg bistået i en række sager ved byretten - herunder både skatteretlige sager og sager inden for andre retsområder. Det fremsendte materiale udgør alene et begrænset og repræsentativt udsnit af de sager, jeg har arbejdet med. Det er således ikke et udtømmende overblik over mit samlede erfaringsgrundlag. Min erfaring ved domstolene har blandt andet omfattet udarbejdelse af processkrifter, juridiske redegørelser og gennemgang af omfattende sagsmateriale. Dette arbejde har krævet selvstændig juridisk analyse, strukturering af retlige problemstillinger samt formulering af argumentation i overensstemmelse med gældende ret og praksis. Skattestyrelsens vurdering fremstår formalistisk og utilstrækkeligt konkret. Jeg anmoder Skatteankestyrelsen om at foretage en selvstændig og konkret vurdering af min uddannelse og praktiske erfaring, således som lovgivningen forudsætter. Det afgørende må være realiteten i den ydede bistand og mit faktiske erfaringsgrundlag - ikke fraværet af en bestemt titel. […]" Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil: Indlæg af 8. maj 2026: […] Indlæg af 11. maj 2026: […] Indlæg af 11. maj 2026: […] Det centrale spørgsmål i sagen er efter min opfattelse fortsat følgende: Om det lovligt kan opstilles som et afgørende eller væsentligt kriterium, at en rådgiver tidligere har optrådt som partsrepræsentant ved Landsskatteretten, Skatteankestyrelsen eller andre administrative klageinstanser, når et sådant krav ikke fremgår direkte af ordlyden i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 § 1, stk. 1. Bestemmelsen angiver alene, at den pågældende skal kunne dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager. Der står derimod ikke, at personen tidligere skal have ført sager ved Landsskatteretten eller have optrådt som professionel partsrepræsentant i administrative klagesager. Jeg finder det derfor væsentligt at fremhæve, at vurderingen efter bestemmelsen må bero på en samlet og konkret vurdering af personens faktiske kvalifikationer, uddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring. I min sag synes der imidlertid at være lagt afgørende vægt på, at jeg ikke tidligere har “ført" klagesager ved Landsskatteretten. Dette fremgår blandt andet af formuleringerne i Skattestyrelsens afgørelse, hvor der henvises til manglende erfaring i “førelse af klagesager", selvom dette kriterium ikke fremgår direkte af bekendtgørelsens ordlyd. Jeg bestrider ikke, at myndighederne kan foretage en konkret vurdering af erfaringens karakter og omfang. Jeg anfører alene, at vurderingen efter min opfattelse er blevet gjort mere restriktiv end hjemlen giver grundlag for. Det fremgår desuden af både SKM2006.183.LSR og SKM2014.384.LSR , at vurderingen skal foretages konkret ud fra personens uddannelse og praktiske erfaring i relation til sagens karakter. Ingen af afgørelserne opstiller efter min opfattelse et generelt krav om tidligere partsrepræsentation ved Landsskatteretten som en nødvendig betingelse. Jeg finder derfor fortsat, at der mangler en nærmere begrundelse for, hvorfor netop dette forhold tillægges så væsentlig betydning i min sag. Jeg ønsker samtidig at præcisere, at min argumentation ikke bygger på, at enhver person uden relevant baggrund skal kunne anses som sagkyndig bistand. Mit synspunkt er derimod, at bekendtgørelsen netop åbner mulighed for, at også andre end advokater og revisorer - efter en konkret vurdering - kan omfattes af ordningen, når de kan dokumentere relevant uddannelse og praktisk erfaring. Jeg har fremlagt dokumentation for: • HHX-uddannelse, • dele af finansøkonom- og serviceøkonomuddannelserne, • praktisk arbejde med et betydeligt antal sager, • udarbejdelse af klager, genoptagelser, redegørelser og bemærkninger i skatte- og afgiftssager, • samt erfaring med behandling af skattesager over en længere periode. Det afgørende for mig er imidlertid, at vurderingen sker på baggrund af bestemmelsens faktiske ordlyd og en konkret vurdering af mine kvalifikationer - og ikke på baggrund af kriterier, som ikke direkte fremgår af lovgivningen. Jeg ønsker desuden at bemærke, at jeg oplever, at flere af mine argumenter gennem sagens behandling primært er blevet besvaret med generelle henvisninger til praksis og ikke med en egentlig konkret stillingtagen til mine anbringender. Det gælder særligt spørgsmålet om: • betydningen af praktisk erfaring uden tidligere formel partsrepræsentation, • rækkevidden af begrebet “behandling af skatte- og afgiftssager", • hvilke konkrete uddannelsesmæssige krav der efter praksis stilles til personer, der ønskes ligestillet med de i bekendtgørelsen nævnte grupper. Jeg skal derfor anmode om, at Landsskatteretten foretager en selvstændig og fuldstændig prøvelse af sagen og samtlige mine anbringender. Derudover vil jeg gerne understrege, at mit formål gennem hele forløbet har været at hjælpe borgere med at forstå og håndtere komplekse skatte- og afgiftsmæssige problemstillinger. Jeg har aldrig ønsket at fremstå som advokat eller revisor, men alene som juridisk rådgiver med praktisk erfaring inden for området. Derfor håber jeg, at sagen vil blive vurderet ud fra en samlet og konkret bedømmelse af de faktiske forhold og det retlige grundlag i henhold til lovgivningens ordlyd. Jeg finder samtidig anledning til at knytte bemærkninger til Skatteankestyrelsens henvisning til SKM2014.384.LSR . Efter min opfattelse understøtter afgørelsen ikke en generel eller restriktiv fortolkning af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, men tværtimod, at vurderingen skal foretages konkret på baggrund af den pågældendes uddannelse, praktiske erfaring og den konkrete sags karakter. I den pågældende sag lagde Landsskatteretten blandt andet vægt på, at repræsentanten var uddannet slagter og ikke havde dokumenteret sagkundskab eller kompetence i behandling og førelse af skatte- og afgiftssager. Derudover bemærkede Landsskatteretten, at det afgørende juridiske argument i sagen ikke var blevet fremført af repræsentanten, samt at klageskrivelsen var udformet på en måde, som understøttede, at der ikke var tale om egentlig sagkyndig bistand. Sagen adskiller sig derfor væsentligt fra min situation. Jeg har fremlagt oplysninger om relevant uddannelsesmæssig baggrund inden for økonomi, regnskab og erhvervsret samt omfattende praktisk erfaring med behandling af sager, herunder klager, genoptagelser, redegørelser og juridisk argumentation i skatte- og afgiftsmæssige spørgsmål. Netop derfor mener jeg også, at SKM2014.384.LSR understøtter, at vurderingen skal ske konkret og individuelt - ikke ud fra faste eller formelle kriterier, som ikke fremgår direkte af lovgivningen. […] […] Jeg håber derfor, at Landsskatteretten vil foretage en selvstændig, konkret og fuldstændig vurdering af sagen ud fra gældende lovgivning, bestemmelsens ordlyd samt relevant offentliggjort praksis. […]" Indlæg af 12. maj 2026: […] Indlæg af 4. juni 2026: […] Indlæg af 6. juni 2026: "[…] Som supplement til sagens allerede fremsendte materiale fremsender jeg hermed yderligere dokumentation vedrørende mit virke som juridisk rådgiver. Dokumentationen fremsendes på baggrund af de spørgsmål, der i sagen er rejst om min praktiske erfaring og mit daglige arbejde med juridisk rådgivning. Jeg vedlægger blandt andet en video, der viser kommunikation og sagsrelateret kontakt med klienter gennem de seneste 14 dage. Formålet er at dokumentere karakteren og omfanget af mit daglige arbejde som juridisk rådgiver. Jeg er opmærksom på, at dokumentationen ikke udelukkende vedrører skatte- og afgiftssager. Formålet er derimod at belyse, at juridisk rådgivning udgør mit faktiske og løbende arbejdsområde, og at jeg gennem en længere årrække har arbejdet professionelt med behandling af juridiske problemstillinger for borgere og klienter. Derudover vedlægger jeg dokumentation for min rolle som administrator i flere større juridiske Facebook-grupper. De grupper, der er vedlagt dokumentation for, har samlet tæt på 70.000 medlemmer. Grupperne anvendes blandt andet af borgere, advokater, jurister og juridiske rådgivere til drøftelse af juridiske problemstillinger, og jeg varetager den daglige administration af disse grupper. Endelig vedlægger jeg dokumentation fra en klientsag fra 2023 med henblik på at dokumentere, at mit arbejde som juridisk rådgiver ikke er af nyere dato, men har været en væsentlig del af mit virke gennem flere år. Jeg må samtidig bemærke, at jeg finder det meget belastende, at min faglige baggrund i sagens behandling er blevet sammenholdt med forhold, herunder henvisningen til en repræsentant uden skattefaglig uddannelse og praktisk erfaring, som i afgørelsesmaterialet eksempelvis er beskrevet som en slagter, hvilket efter min opfattelse ikke afspejler min faktiske uddannelses- og erfaringsmæssige baggrund. Jeg skal derfor anmode om, at materialet indgår i Landsskatterettens samlede vurdering af sagen. […]" Indlæg af 6. juni 2026: "[…] Videoen er efter min opfattelse væsentlig for sagens oplysning, idet den dokumenterer karakteren af mit daglige arbejde og understøtter, at jeg beskæftiger mig med juridisk rådgivning. Dette er særligt relevant i forhold til de vurderinger og sammenligninger, der er foretaget i sagen. […]" Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om den bistand, som klageren har ydet til TI i forbindelse med klagesagerne i Skatteankestyrelsen med sagsnummer 24-0035804, 24-0037432 og 24-0037435, er sagkyndig bistand som nævnt i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1. Retsgrundlaget Reglerne om omkostningsgodtgørelse findes i skatteforvaltningslovens kapitel 19, §§ 52-61. Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og § 58 fremgår følgende: " § 52 . Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad." " § 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt: 1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede." " § 58. Skatteministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse." Af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, fremgår følgende om begrundelsen for en afgørelse: "En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen." I medfør af skatteforvaltningslovens § 58 er bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 udstedt (herefter bekendtgørelsen). Bekendtgørelsens § 1, stk. 1, har følgende ordlyd: "I ansøgningen om omkostningsgodtgørelse skal det oplyses, hvorvidt den sagkyndige bistand har været ydet af en advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, en drifts-, økonomi- eller skattekonsulent inden for jordbrugsfaglige områder, et medlem af Foreningen Danske Revisorer eller af en person, der kan ligestilles hermed. For så vidt angår den sidste gruppe skal den pågældende sagkyndige kunne dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager." Af bemærkningerne til lovforslag nr. 157 af 18. februar 1983, der udgør forarbejderne til den oprindelige lov fra 1984 om indførelse af omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager (reglerne blev oprindeligt foreslået indført som fradragsregler, men blev under behandlingen i Folketinget ændret til en godtgørelsesordning) fremgår blandt andet følgende: “For at opnå fradragsret efter forslaget, skal bistanden været ydet af en advokat, statsautoriseret eller registreret revisor eller en konsulent i driftsøkonomi eller af personer, der kan ligestilles med disse erhvervsgrupper. Denne afgrænsning skal ses på baggrund af, at der under udarbejdelsen af lovforslaget er lagt vægt på, at administrationen af den foreslåede fradragsret bliver så enkel som mulig, samt at så mange sager som muligt bliver afgjort på så lavt et administrativt niveau som muligt, hvilket må antages at blive tilfældet med øget professionel bistand. I vidt omfang er erhvervsudøvelsen og de krav, om stilles til den uddannelsesmæssige baggrund for de i lovforslaget anførte advokater og revisorer fastlagt ved lov. Advokaternes forhold er reguleret i retsplejeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 1980. For statsautoriserede revisorer drejer det sig om lov nr. 68 af 25. marts 1967. Registrerede revisorers forhold er reguleret ved lov nr. 220 af 27. maj 1970. Bestemmelserne vedrørende konsulenter i driftsøkonomi er anført i lovbekendtgørelse nr. 489 af 4. september 1975. Forslaget regulerer kun fradragsretten for udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. I andre tilfælde (f.eks. ved udarbejdelse af årsregnskab) vil der fortsat være fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand efter de almindelige regler for fradrag for driftsomkostninger. Bortset fra skattesager er det derfor uden betydning for fradragsretten, om bistanden er ydet af en person der ikke har den erhvervsmæssige baggrund, der stilles krav om i lovforslagets § 1." Lov nr. 233 af 23. maj 1984 (omkostningsdækningsloven) fik i overensstemmelse med lovforslaget følgende ordlyd i § 1: “Udgifter betalt til bistand i skattesager dækkes efter reglerne i denne lov. Bistanden skal være ydet af advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jfr. § 4, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed, et medlem af Dansk Revisor Union eller af personer, der kan ligestilles hermed." Reglerne om omkostningsdækning blev ved lov nr. 238 af 2. april 1997 overført til skattestyrelseslovens kapitel 3 A, hvorefter omkostningsdækning i skattesager var reguleret i skattestyrelseslovens kapitel 3 A, idet omkostningsdækningsloven samtidig blev ophævet. Af bemærkningerne til forslaget til lov nr. 238 af 2. april 1997 (lovforslag nr. 121 fremsat den 11. december 1996) fremgår følgende i relation til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 33 B, der nu er videreført i skatteforvaltningslovens § 54: “De udgifter, der ydes tilskud til, er efter § 33 B primært udgifter til sagkyndig bistand. For at udgiften kan være tilskudsberettiget, skal bistanden være ydet af en advokat, en statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et medlem af Foreningen Danske Revisorer eller af en person, der fagligt kan sidestilles hermed." Skatteministeren nedsatte i maj 1999 et hurtigtarbejdende udvalg, som blandt andet fik til opgave at vurdere, om de gældende regler om omkostningsdækning virkede tilfredsstillende i retssikkerhedsmæssig sammenhæng. Udvalget afgav i februar 2000 betænkning nr. 1382 (herefter benævnt betænkningen). Af afsnit 3.2.3.1. i betænkningen fremgår blandt andet følgende: “ 3.2.3.1. Sagkyndig bistand Da tilskudsordningen er rettet mod skatte- og afgiftssager, skal den sagkyndige bistand være ydet af en advokat, en statsautoriseret revisor, en registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 1, stk. 4 i lovbekendtgørelse nr. 98 af 10. februar 1999 om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1100 af 13. december 1996, et medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller af en person, der kan sidestilles hermed. Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, der opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat, revisor eller konsulent i driftsøkonomi kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selv om den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Hvis en person kan dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig. Det sker kun relativt sjældent, at omkostningsdækning nægtes med henvisning til, at der ikke er tale om, at der er ydet sagkyndig bistand. De tilfælde der findes, drejer sig primært om situationer, hvor skatteyderen selv har ført sagen. […]" Endvidere fremgår følgende af afsnit 10.1. i betænkningen: “ 10.1. Hvad skal der forstås ved “sagkyndig bistand" ? Efter skattestyrelseslovens § 33A ydes der tilskud til dækning af udgifter, som den skattepligtige har betalt for sagkyndig bistand m.v. Hermed forstås bistand, som er ydet af - en advokat, - en statsautoriseret revisor, - en registreret revisor, - en konsulent i driftsøkonomi, jf. § 1, stk. 4, i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1100 af 13. december 1996, - et medlem af Foreningen af Danske Revisorer og/ eller - af en person, der kan sidestilles hermed. Det beror på en konkret bedømmelse, om en person kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Hvis en person kan dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig. Fastlæggelsen af begrebet “sagkyndig bistand" synes i praksis ikke at have givet anledning til problemer, og der synes derfor heller ikke at være behov for at udvide personkredsen." Skattestyrelsesloven blev ophævet ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 om Skatteforvaltning (skatteforvaltningsloven), og skattestyrelseslovens kapitel 3 A om omkostningsgodtgørelse blev i det væsentligste videreført i skatteforvaltningslovens kapitel 19. Af Den juridiske vejledning 2024-2 af 31. juli 2024 fremgår blandt andet følgende under afsnit A.A.13.4 Godtgørelsesberettigede udgifter: "[…] Sagkyndig bistand Der ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndige i behandling af skatte-, told- og afgiftssager. Sagkyndige er • advokater, • statsautoriserede - og registrerede revisorer, • konsulenter indenfor det jordbrugsfaglige område, • medlemmer af Foreningen Danske Revisorer, eller • personer, der kan ligestilles med ovenstående. Se § 1, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter SFL kap. 19. En person, der ikke udøver erhverv som advokat, revisor m.fl., skal for at kunne betragtes som ligestillet hermed kunne dokumentere personlig uddannelse, sagkundskab og praktiske erfaringer i behandling af skatte-, told- og afgiftssager. Særlige sagstyper gør, at det må bero på en konkret vurdering om uddannelse, specialviden, sagkundskab og kompetence i relation til den materielle klagesag gør, at en sagkyndig kan omfattes af reglerne for omkostningsgodtgørelse. […]" Landsskatteretten har henholdsvis den 27. januar 2006 og den 12. februar 2014 truffet afgørelser i klagesager om omkostningsgodtgørelse, der angik, om bistandsyderen kunne ligestilles med kredsen af sagkyndige bistandsydere i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. punktum. Af Landsskatterettens kendelse af 27. januar 2006, der er offentliggjort som SKM2006.183.LSR , fremgår blandt andet følgende: "[…] Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse […] Repræsentanten har ikke dokumenteret at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller praktisk erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager, at han kan ligestilles med kredsen af sagkyndige bistandsydere i bekendtgørelsens § 1, 1. pkt. Indholdet af den korrespondance i sagen, som repræsentanten har udarbejdet, kan således ikke danne grundlag for en vurdering af hans uddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager. Det er derfor med rette, at regionen ikke har godkendt omkostningsgodtgørelse for de af klageren afholdte udgifter på 46.054 kr. (ekskl. moms) til sagkyndig bistand ydet af repræsentanten. Den påklagede afgørelse stadsfæstes. […]" Af Landsskatterettens afgørelse af 12. februar 2014, der er offentliggjort som SKM2014.384.LSR , fremgår blandt andet følgende: "[…] Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse […] Indledningsvis bemærker Landsskatteretten, at spørgsmålet om, hvorvidt bistand i en klagesag er ydet af en person, der kan ligestilles med de i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 1, nævnte personer, beror på en konkret vurdering af den pågældendes uddannelse og praktiske erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager sammenholdt med indholdet af den konkrete klagesag. Efter Landsskatterettens opfattelse kan den omhandlede bistand i klagerens registreringsafgiftssag ved Landsskatteretten ikke anses for at være ydet af en person, der kan ligestilles med de i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 1, nævnte personer. Der er herved henset til, at JF ikke i kraft af sin uddannelse som slagter eller sin erhvervserfaring, uanset det oplyste om varigheden og indholdet af arbejdet som motorcykelforhandler, eller i øvrigt på anden måde har opnået en sådan sagkundskab og kompetence i førelse af klagesager om skatte- eller afgiftsforhold - i det konkrete tilfælde en klagesag om registreringsafgift - at dette kan ligestilles med de i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 1, nævnte personer. Til yderligere understøttelse heraf bemærker Landsskatteretten, at det udslagsgivende argument for, at klageren vandt klagesagen, nemlig at SKAT ikke havde overholdt fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, ikke blev fremført fra klagerens side i klagesagen. Landsskatteretten bemærker endvidere, at formuleringen og indholdet af den konkrete klageskrivelse, der er skrevet i “jeg"-form og underskrevet af klageren, tillige understøtter, at bistanden ikke kan anses for at være ydet af en person, der har opnået sagkundskab og kompetence i førelse af klagesager om skatte- eller afgiftsforhold; i det konkrete tilfælde en klagesag om registreringsafgift. Den ydede bistand er derfor efter Landsskatterettens opfattelse ikke omfattet af begrebet “sagkyndig bistand" i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1. Efter Landsskatterettens opfattelse er den ydede bistand efter sin karakter ej heller omfattet af begrebet “sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale" i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 4. Der er herved henset til, at der ikke er tale om, at JF har afgivet en egentlig sagkyndig erklæring til brug for og med relevans for sagen. Klageren er derfor ej heller berettiget til omkostningsgodtgørelse for den del af det ansøgte beløb, som vedrører klagesagen ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 1. Klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse er derfor med rette afslået i det hele, jf. skatteforvaltningslovens § 55, modsætningsvis, og § 54, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 1. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor. […]" Landsskatterettens begrundelse og resultat Skatteforvaltningslovens kapitel 19 om omkostningsgodtgørelse indeholder ikke nærmere om, hvad der skal forstås ved "sagkyndig bistand" som nævnt i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1. Det fremgår dog af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. punktum, at den sagkyndige bistand skal være ydet af en advokat, en statsautoriseret eller registreret revisor, en drifts-, økonomi- eller skattekonsulent indenfor jordbrugsfaglige områder, et medlem af Foreningen Danske Revisorer eller af en person, der kan ligestilles hermed. Hvorvidt en person kan " ligestilles " med de i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. punktum, nævnte sagkyndige, beror ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 2. punktum, på dokumentation for personlig uddannelse og dokumentation for praktisk erfaring i behandlingen af skatte- og afgiftssager. Det fremgår endvidere af forarbejderne til reglerne om omkostningsgodtgørelse (betænkningen), at " Det beror på en konkret bedømmelse, om en person kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Hvis en person kan dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig .". Landsskatteretten har i overensstemmelse med forarbejderne til reglerne om omkostningsgodtgørelse anført i afgørelsen offentliggjort som SKM2014.384.LSR , at "spørgsmålet om, hvorvidt bistand i en klagesag er ydet af en person, der kan ligestilles med de i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, § 1, nævnte personer, beror på en konkret vurdering af den pågældendes uddannelse og praktiske erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager sammenholdt med indholdet af den konkrete klagesag. ". Efter en samlet konkret vurdering finder Landsskatteretten, at klageren på nuværende tidspunkt ikke kan ligestilles med de i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. punktum, nævnte sagkyndige, og at udgifterne til den bistand, som klageren har ydet til TI i forbindelse med klagesagerne ved Skatteankestyrelsen med sagsnummer 24-0035804, 24-0037432 og 24-0037435 om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g af Landsskatterettens afgørelser i klagesagerne med sagsnummer 21-0001031, 21-0001050 og 23-0052496, derfor ikke er omfattet af begrebet "sagkyndig bistand" i skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 35 g ikke er en sagstype, der ligger inden for klagerens uddannelsesmæssige baggrund og klagerens praktiske erfaring i behandlingen af skatte- og afgiftssager i Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen, at det af klageren anførte i anmodningen om genoptagelse ikke medførte, at Landsskatteretten genoptog afgørelserne i sagsnummer 21-0001031, 21-0001050 og 23-0052496, og at klageren ikke har tilstrækkelig viden om og praktisk erfaring i behandlingen af klagesager om skatter og afgifter, da klageren endnu ikke har optrådt som partsrepræsentant ved Landsskatteretten, Skatteankestyrelsen eller skatteankenævnene. Det forhold, at klageren har praktisk erfaring i behandlingen af juridiske sager ved flere offentlige myndigheder og instanser, og at klageren har praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager i Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen, kan ikke føre til et andet resultat. Klageren har gjort gældende, at Skattestyrelsens afgørelse fremstår som skønsmæssig, summarisk og utilstrækkeligt begrundet, hvilket i sig selv udgør en væsentlig sagsbehandlingsfejl. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, at begrundelsen endvidere om fornødent skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, og at i det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen . Landsskatteretten finder, at den påklagede afgørelse ikke er behæftet med begrundelsesmangler, der kan medføre afgørelsens ugyldighed. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at den påklagede afgørelse indeholder såvel redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, som for de synspunkter, der har ført til anvendelse af de retsregler, der er henvist til i afgørelsen. Landsskatteretten finder derfor, at det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.