SKM2026.451.ØLR
Rette indkomstmodtager – fradrag for driftsomkostninger – ekstraordinær genoptagelse
- Myndighed
- Østre Landsret
- Dokumenttype
- System teknisk
- Afsagt
- 1. juni 2026
- Offentliggjort
- 11. september 2026
- Emneord
- skattepligtig indkomst, ekstraordinær genoptagelse, momstilsvar
- Kilde
- Åbn original på info.skat.dk ↗
Lovhenvisninger
Resumé
Sagerne angik, om appellanten med rette var blevet beskattet af beløb indsat på appellantens bankkonti, om der i forbindelse med den skønsmæssige ansættelse af appellantens indkomst og momstilsvar skulle foretages fradrag for driftsomkostninger, og om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse og fastsættelse af appellantens skatteansættelser og momstilsvar var opfyldt. Landsretten tiltrådte, at appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var rette indkomstmodtager eller for, at den skønsmæssige ansættelse af appellantens indkomst og momstilsvar var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag. Endelig tiltrådte landsretten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse og fastsættelse af appellantens skatteansættelser og momstilsvar var opfyldt.
Henviser til
- SKM2024.482.BR
Fuldtekst
Sag BS-34199/2024-OLR og BS-34213/2024-OLR (20. afdeling) Parter A (v/ advokat Troels Troldtoft Henriksen) mod Skatteministeriet (v/ advokat Lasse Walhoff Spangsberg) Retten i Roskilde har den 24. juni 2024 afsagt dom i 1. instans (sag BS48115/2021-ROS og sag BS-48118/2021-ROS). Landsdommerne Jesper Jarnit, Ib Hounsgaard Trabjerg og Mia Romanko Staal Klintrup (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse. Påstande Appellanten, A, har gentaget sine påstande for byretten: "I skattesagen (BS-34199/2024-OLR): Der nedlægges principalt påstand om, at A´s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2010, 2012 og 2013 nedsættes med kr. 162.048, kr. 81.866 og kr. 2.299.283. Der nedlægges subsidiært påstand om, at A´s indkomstopgørelse for indkomstårene 2010, 2012, og 2013 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. I momssagen (BS-34213/2024-OLR): Der nedlægges principalt påstand om, at A´s momstilsvar for perioderne fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2010, den 1. januar 2012 til den 31. december 2012 og den 1. januar 2013 til den 31. december 2013 nedsættes med kr. 40.511, kr. 20.466 og kr. 603.844. Der nedlægges subsidiært påstand om, at A´s momstilsvar for perioderne fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2010, den 1. januar 2012 til den 31. december 2012 og den 1. januar 2013 til den 31. december 2013 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen." Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet. Supplerende sagsfremstilling Der er i forbindelse med ankesagens behandling blandt andet fremlagt kopi af momsangivelser for H1 vedrørende 1.-3. kvartal 2013. Endvidere er der fremlagt en kontooversigt vedrørende 2013 fra bogholderiet i H1. Herudover er der fremlagt kontoudskrifter omfattende perioden 1. februar 2013 til 31. december 2013 vedrørende en forretningskonto i F1-bank (kontonummer ...91) tilhørende HR. Der er enighed mellem parterne om, at der ifølge kontoudskrifterne er overført i alt 1.784.480 kr. fra A til denne forretningskonto i 2013. Forklaringer A og vidnet registreret revisor AO har afgivet supplerende forklaring. A har forklaret blandt andet, at han var ejer af H1 i en periode forud for 2010. I perioden 2010-2013 var han ansat hos henholdsvis BC og HR. Han afhændede restauranten, da han trængte til en pause fra livet som selvstændig. Han har haft det samme cvr-nummer siden 1995, og det var også det cvr-nummer, som han benyttede i H1 efter 2015, hvor han på ny blev ejer af virksomheden. Virksomheden er dog efterfølgende blevet videreoverdraget. Virksomheden "G1" var et kort forretningseventyr, der handlede om import af restaurantmøbler fra Y1. Han kan ikke huske, om han drev selvstændig virksomhed i 2013. Når man genaktiverer en cvr-konto, kan man give den et nyt navn. Han ved ikke, hvorfor navnet i 2013 blev ændret til "H1 Y2". De indsætninger, som denne sag handler om, er sket på hans konto, men pengene tilhørte henholdsvis BC og HR. Hans daværende revisor sørgede for, at der var fuld gennemsigtighed i forhold til midler, der blev indsat på hans konto, men som tilhørte henholdsvis BC og HR. Selvom han ikke ejede virksomheden i disse år, påtog han sig at afholde nogle udgifter over sin egen konto, fordi han med sin erfaring kunne opnå bedre priser i engrosled mv. end BC og HR. Forevist posteringer på 180.000 kr., 178.100 kr. og 215.000 kr. med betegnelsen "optælling" i kontoudskrift nr. 46 af 4. oktober 2010 ved han ikke, hvad disse posteringer angår. Posteringen i samme kontoudskrift på 50.000 kr. under "lån til LG" vedrører et lån til hans datter. Der stod løbende penge på hans bankkonto, og der blev fra revisors side holdt øje med pengestrømmene fra dankortterminalerne. Han oprettede to terminaler, der skulle fungere som backup til BC´s egne terminaler. Det var ikke sådan, at der hver dag var brug for at anvende backup-terminalerne. Han kan ikke huske baggrunden for, at BC ikke selv oprettede disse terminaler, men de er ikke helt gratis. AO har forklaret blandt andet, at han som revisor for HR bistod denne med at etablere sig som selvstændig erhvervsdrivende samt efterfølgende med bogføring, lønadministration og udfærdigelse af selvangivelse i virksomheden. Omkring 2020 udarbejdede han i samarbejde med sine kolleger den som bilag 22 fremlagte oversigt for 2013 over spejlkonto i H1. Bilaget er således udarbejdet til brug for skattesagen, men bygger på de oprindelige oplysninger fra bogholderiet, som blev modtaget i 2013. Bilaget har til formål at skabe overblik, da der er tale om en lidt usædvanlig fremgangsmåde vedrørende indsættelse af beløb på A’ konto fra de omhandlede dankortterminaler. Han blev bekendt med fremgangsmåden, da han modtog bogføringen fra virksomheden for 2013. Han husker ikke, om han dengang nævnte, at fremgangsmåden var usædvanlig. Med bilaget kan man præcist følge pengestrømmene, og den indberettede moms stemmer med en margin på kun cirka 4 promille med virksomhedens momsregnskaber. Han har ikke opbevaret virksomhedens bogføringsmateriale, da materialet er blevet tilbageleveret til virksomheden. Han kan ikke huske, om han som led i skattesagen er blevet bedt om at udlevere det oprindelige bogføringsmateriale, men det ville have været naturligt. Anbringender Parterne har gentaget og uddybet deres anbringender for byretten. Landsrettens begrundelse og resultat Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at A under de foreliggende omstændigheder har en skærpet bevisbyrde for, at han ikke er rette indkomstmodtager i forhold til beløbene på 162.048,32 kr., 81.865,95 kr. og 2.299.283,83 kr., der er indgået på hans bankkonto i henholdsvis 2010, 2012 og 2013, og at han ikke har løftet denne bevisbyrde. Hverken de forklaringer, der er afgivet i byretten og landsretten af registreret revisor AO, eller de for landsretten fremlagte yderligere dokumenter, herunder de for landsretten fremlagte kontoudtog vedrørende 2013 fra HR´s forretningskonto i F1-bank, kan føre til en anden vurdering af sagen. Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det endvidere, at A på det foreliggende dokumentationsmæssige grundlag ikke har løftet bevisbyrden for, at han har haft fradragsberettigede udgifter i forbindelse med virksomhedens drift, og at der ikke er grundlag for at fastslå, at skattemyndighedernes ansættelse af hans indkomst er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag. Ligeledes af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse og ansættelse vedrørende de omhandlede indkomstår er opfyldt. Landsretten tiltræder, at A som fastslået ved byrettens dom tillige er blevet anset for momspligtig af de skønsmæssigt fastsatte indkomstbeløb i årene 2010, 2012 og 2013. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom i sagerne. Efter sagernes udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 120.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang. THI KENDES FOR RET: Byrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 120.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.