Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.448.LSR

Indberetning til eIndkomst af personalegode i form af rejse til Formel 1 i Italien

Myndighed
Landsskatteretten
Dokumenttype
Afgørelse
Afsagt
23. marts 2026
Offentliggjort
11. september 2026
Emneord
Indberetning, eIndkomst, personalegode, rejse, Formel 1, Italien
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

Landsskatteretten stadfæstede, at tre af et selskabs ansatte havde modtaget et skattepligtigt personalegode i form af en rejse til Formel 1 i Italien, og at Skattestyrelsen var berettiget til at pålægge selskabet at indberette værdien af rejsen til eIndkomst. Landsskatteretten fandt, at formålet med at sende selskabets ansatte afsted med kunder kunne anses for forretningsmæssigt begrundet under hensyn til at fastholde selskabets kunder og øge omsætningen, men at rejsen helt overvejende var af generel og turistmæssig karakter uden betydeligt fagligt indhold. Det var samtidig ikke tilstrækkeligt godtgjort, hvilken betydning rejsen reelt havde haft for selskabet. Uanset det anførte og fremlagte om selskabets omsætning kunne rejsen ikke anses at have haft en så tilstrækkelig direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette oversteg det turistmæssige islæt på rejsen, som dermed kunne medføre skattefrihed. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Henviser til

  • SKM2001.612.LSR
  • SKM2007.712.ØLR
  • SKM2010.129.VLR
  • SKM2011.256.BR
  • SKM2015.730.BR
  • SKM2022.222.LSR
  • SKM2024.518.BR
  • SKM2024.84.LSR

Fuldtekst

Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2024 Indberetning til eIndkomst af personalegode i form af rejse til Formel 1, Italien 82.617 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger H1 A/S med CVR-nr. […], distribuerer autoreservedele til det professionelle marked inden for autobranchen i Danmark. H1 A/S (benævnt selskabet) er ejet af H2 A/S. De koncernforbudne selskaber er begge registreret med adresse på Adresse Y1, By Y1. H2 A/S (benævnt koncernselskabet) med CVR-nr. […], er en dansk butikskæde, som under domænet […] sælger biltilbehør, reservedele, […]. Kæden tilbyder også værkstedstjenester og montering. Selskabet har betalt for en rejse til Formel 1 i Italien, der har fundet sted fra den 31. august 2024 til den 1. september 2024. Rejsen er arrangeret af G1. G1 er leverandør til selskabet og koncernselskabet, som forhandler G1s produkter. På rejsen har Person1, Person2 og Person3 deltaget som ansatte fra selskabet, mens Person4 har deltaget som ansat fra koncernselskabet, ligesom der har deltaget otte kunder, herunder mekanikere fra G1 værkstedskæden. Det er oplyst til Skattestyrelsen, at rejsens deltagende kunder er fundet via en konkurrence, hvor alle der havde købt tre tromler G1 Olie, deltog i en lodtrækning om deltagelse i rejsen. Rejsens værdi har i alt været 330.474,53 kr., svarende til 27.539 kr. (afrundet) pr. deltager, og har inkluderet fly, hotelovernatning, billetter til Formel 1 på Monza samt spisning. Der har ikke været egenbetaling for deltagerne. Formålet med rejsen har ifølge selskabet været netværk blandt værksteder i kæden, som drives sammen med G1, at øge forretningen med værkstederne samt salget af G1 olie. Af G1s program for turen fremgår: "Lørdag 31. august 09.00-10.00 Ankomst 10.00-11.00 Transport til Circuit 11.00-11.30 Ankomst F1 11.30-12.30 Udsigt fra Grandstand (træning) 12.30-13.30 Diskussion om forholdet mellem G1 og G2 13.30-15.00 Gæstetider på banen (pittbesøg) 15.00-16.00 Se kvalifikationen fra Grandstand 16.00-17.00 Transport til Hotel 17.00-19.00 Fritid 19.00-19.30 Transport til Restaurant 19.30-21.30 Aftensmad 21.30-22.00 Transport til Hotel Søndag 1. september 08.30-09.30 Morgenmad 09.30-10.30 Interaktiv rundvisning i G1s forskning 10.30-13.00 Fritid på banen 13.00-14.00 Forretningssamtaler 14.00-16.30 Se Racerløb 16.30 Transport til lufthavn" Selskabet har oplyst følgende om programmet til Skattestyrelsen: "Af programmet (bilag 1) fremgår således: · at Medarbejderne og kunderne fra 11.30 - 12.30 og igen fra 15.00 -16.00 lørdag den 31. august 2024 og fra 14.00 - 16.00 søndag den 1. september 2024 har set G1s olie demonstreret i live aktion (4 timer) · at Medarbejderne og kunderne mellem demonstrationerne af G1s olier fra 12.30 - 13.30 lørdag den 31. august 2024 har deltaget i og overværet faglige drøftelser mellem G1 og G2 Teamet omkring samarbejdet og de krav racersportens ekstreme forhold sætter til G1s produkter, som anvendes i racerbilen (1 time) · at pauserne fra det faglige program konkret blev brugt af Medarbejderne på at netværke, foretage salgsarbejde og snakke forretning med kunderne, hvilket dokumenteres af fremlagte mails sendt lørdag den 31. august 2024, som bilag 2. (5,5 timer) · at Medarbejderne og kunderne fra 19.30 - 22.00 lørdag den 31. august 2024 deltog i en forretningsmiddag med G1 og G2 teamets nøglemedarbejdere og kørere, hvor G1 havde forberedt “talking points" til værterne (Medarbejderne), som kunne danne grundlag for samtalen ved bordet, ligesom samarbejdet om udvikling af smøremidler og brændstoffer blev diskuteret (2,5 time) · at Medarbejderne og kunderne den resterende tid af programmet lørdag den 31. august 2024 og søndag den 1. september 2024 havde rejsetid og transfertid, hvor de forretningsmæssige drøfter blev fortsat. Dette dokumenteres eksempelvis ved, at de fleste mails med key points fra de forretningsmæssige drøftelser, som Person4 sendte til sig selv (fremlagt som bilag 2), er sendt programsatte pauser lørdag den 31. august (5 time) · at Medarbejderne og kunderne fra 8.30 - 10.00 søndag den 1. september 2024 deltager i morgenmad med forretningsmæssigt indhold efterfulgt af en virtuel rundvisning af G1s R&D Anlæg (2 timer) · at Medarbejderne og kunderne fra 13.00 - 14.00 søndag den 1. september 2024 deltog i break out rooms med G1, hvor aktuelle forretningsmæssige udfordringer og muligheder blev drøftet (1 time)." Selskabet har fremlagt information modtaget fra G1 forud for G1 Monza GP Event (Formel 1) den 31. august til den 1. september 2024. Heraf fremgår: "G1 Experience Event Dear Guest, On behalf of G1, we are delighted to welcome you to the Monza GP 2024. This event will provide you with the opportunity to enjoy G1’s welcoming hospitality and an adrenalinfilled schedule that includes the thrilling Monza GP. Overall, the event promises to be an informative yet fun programme. Within this document, you will find all the information you need for the duration of your time with us, so please take the time to read it carefully. If you have any questions, please do not hesitate to contact the G1 Event Team. We look forward to sharing what will undoubtedly be a fantastic experience with you! G1 Event Team (…) Event Overview & Contacts Event Overview Event: Monza GP Date: 31st August - 1st September 2024 Itinerary: Day 1 • Guests arrive at designated airport(s) and are transferred to the hotel • Welcome dinner at […] with a G2 Team Driver Appearance Day 2 • Full day at the Autodromo Nazionale Monza • Race viewing from Right Lateral B Grandstand • Guests depart for designated airport(s) (…)" Der er fremlagt e-mails fra Person4, som sendte mails til sig selv i løbet af lørdag den 31. august 2024, som ifølge selskabet udgør påmindelser om de aktuelle og konkrete tiltag, som kunderne havde ønsket drøftet under rejsen, og som skulle søsættes efter turen. E-mails er efter det oplyste fra selskabet let tilgængelig og hurtigt eksekverbare påmindelser om tiltagene, så Person4 ikke har skulle trække sig fra selskabet med kunderne for at udforme længere mails. Af de fremlagte mails fremgår følgende: "Person4 Pærer 10 stk. - visningen 31-08-2024 Person4 Retur historik - Den tager for lang tid tilbage i tiden 31-08-2024 Person4 G1 Polo og t-shirt I shoppen 31-08-2024 Person4 Tidligere ordre på nummerplade 31-08-2024" Selskabet har fremlagt salgstal for perioden fra den 1. april 2024 til den 31. august 2024 og for perioden fra den 1. september 2024 til den 31. januar 2025, hvoraf fremgår: Total køb ved H1 Total køb ved H1 Kunder Navn Salgstal 1. april 2024 til 31. august 2024 (5 mdr.) Salgstal 1. sept. 2024 til 31. jan. 2025 (5 mdr.) Samlet stigning i omsætning (%) […] G3 88.360 kr. 115.245 kr. […] G4 328.019 kr. 341.438 kr. […] G5 473.241 kr. 408.034 kr. […] G6 131.752 kr. 487.725 kr. […] G7 230.609 kr. 422.558 kr. […] G8 101.560 kr. 100.799 kr. […] G9 475.667 kr. 415.857 kr. […] G10 270.626 kr. 305.005 kr. 2. 099.834 kr. 2 .596.661 kr. 24 % Der er endvidere fremlagt salgstal pr. 20. november 2025 for årene 2024 og 2025, hvoraf fremgår: Total køb ved H1 Total køb ved H1 Kunder Navn 2025 ÅTD 2024 ÅTD […] G3 247.085 kr. 268.095 kr. […] G4 968.755 kr. 1.172.309 kr. […] G5 1.210.662 kr. 1.027.076 kr. […] G6 1.084.692 kr. 390.243 kr. […] G7 753.356 kr. 688.191 kr. […] G8 309.367 kr. 242.509 kr. […] G9 1.229.438 kr. 970.489 kr. […] G10 600.962 kr. 468.841 kr. 6.404.317 kr. 5.227.753 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har pålagt selskabet at indberette værdien af en rejse til Formel 1, Italien, i indkomståret 2024 for tre af selskabets ansatte som et personalegode til eIndkomst. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: "(…) 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at H1 A/S er forpligtiget til at foretage indberetning til eIndkomst for Person1, Person2 samt Person3 af personalegoder i form af rejse. Skattestyrelsen har gennemgået selskabets bemærkninger. Selskabet har oplyst, at medarbejderne er pålagt at deltage i turen, herunder pålagt at være "værter" for de deltagene kunder. Formålet med turen var netværk blandt selskabets værksteder i kæde samt øget forretning sammen med salg af G1 olie. Selskabet har oplyst at deltagerne blev fundet via en konkurrence, hvor alle der havde købt 3 tromler G1 olie var blandt dem, der blev trukket lod om. Selskabet har den 11. marts 2025 sendt G1s program for turen. Programmet er således: [program udeladt] Selskabet henviser til, at der i programmet var fagligt indhold (demonstration af produkter, besøg i pitt mv.), og dels var indlagt pauser til brug for netværk. Skattestyrelser vurdere at programmet ikke er lavet af selskabet selv, hvorved selskabet kunne have tilpasset programmet så det passede til de kunder, der var med på turen. Det er et fastlagt program lavet af G1, og at de faglige indlæg ifølge programmet udgør 1 time om lørdagen fra kl. 12.30-13.30 samt 2 timer om søndagen fra kl. 9.30-10.30 samt kl. 13-14. Skattestyrelsen vurdere ikke, at se G1 live (racerløb/F1 løb), både lørdag og søndag, besøg i pitt, middag med G2 teamets nøglepersoner og kører har en så konkret og direkte sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse. I selskabets indbydelse byder selskabet velkommen til Monza GP 2024 (Monza grandprix 2024). Der står: På vegne af G1 er vi glade for at kunne byde dig velkommen til Monza GP 2024. Denne begivenhed giver dig mulighed for at nyde G1s indbydende gæstfrihed og et adrenalinfyldt program, der omfatter det spændende Monza GP. Samlet set lover arrangementet at blive et informativt, men sjovt program. I dette dokument finder du alle de oplysninger, du har brug for i løbet af din tid hos os, så tag dig tid til at læse det omhyggeligt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte G1 Event Team. Vi glæder os til at dele det, der uden tvivl bliver en fantastisk oplevelse med dig! G1 Event Team I invitationen står der intet om fagligt indhold, men derimod, at det omfatter det spændende Monza GP. Selskabets oplysninger om, at selskabet har opnået øget omsætning ved at inviterer disse kunder på tur, ændre ikke ved Skattestyrelsen opfattelse. Selskabet har opnået øget omsætning med 5 ud af 8 kunder. Kunderne er fundet ved lodtrækning. Det har derfor været tilfældigt, hvilke kunder selskabet har ville øge omsætningen på. På 3 af kunderne er omsætningen faldet. Ud fra de foreliggende oplysninger har omsætningen for de 8 kunder udviklet sig således: G3 30% G4 4% G5 -14% G6 270% G7 83% G8 -1% G9 -13% G10 13% Selskabet har både haft fremgang og nedgang i omsætningen efter turen. Skattestyrelsen finder det ikke påvist, at denne rejse har en sådan direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette overstiger det turistmæssigt islæt på rejsen, og derfor finder Skattestyrelsen, at deltagerne er skattepligtige af rejsen. Skattestyrelsen har lagt vægt på at rejsen, ifølge programmet, er der er alene er fastlagt 3 timer fagligt. Det faglige indhold anses, efter de foreliggende oplysninger at være af underordnet karakter. Det forhold, at den ansatte har skulle varetage sin arbejdsfunktion og være vært samt var blevet pålagt at deltage, ses ikke at ændre herved. Skattestyrelsen henviser til SKM2011.256.BR hvor retten fandt, at en distriktschef var skattepligtig af rejsens værdi, trods det forhold, at rejsen var forretningsmæssigt begrundet, og at det lå i distriktschefens stilling at deltage. Det væsentlige var, at rejseprogrammet var af helt overvejende turistmæssig karakter. Det er skattestyrelsens opfattelse, at rejsens formål med at sende ansatte afsted på rejsen med kunder kan anses for forretningsmæssig begrundet under hensyntagen til at opnå øget omsætning og fastholde kunder, men i lighed med retspraksis forudsætter skattefriheden en konkrete og direkte sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse. Skattestyrelsen finder ikke, at deltagelsen kan anses at have haft en sådan direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette kan medfører skattefrihed. De af selskabets ansatte, der har deltaget i denne rejse, har modtaget et skattepligtigt personalegode i form af en turist-/ferierejse, jf. ligningslovens § 16 stk. 1. Det fremgår af den Juridiske Vejledning punkt C.A.5.16.5 at deltagere bliver beskattet af rejsens fulde værdi, hvis rejsen har et overvejende turistmæssigt islæt, mens det faglige/forretningsmæssige indhold er af underordnet eller beskedent omfang. Rejsens faglige indhold er af underordnet eller ikke eksisterende omfang i denne rejse. Da der ikke findes et fagligt indhold i rejsen, vurderer Skattestyrelsen, at der skal ske beskatning hos deltagere. Vederlag i form af sparet privatforbrug skal regnes med, når man opgør den skattepligtige indkomst, hvis man modtager sådanne goder som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt jf. ligningslovens § 16 stk. 1. Det modtagne gode skal værdiansættes til den pris modtageren skal betale, hvis modtageren ønsker at købe det i almindelig handel jf. ligningslovens § 16 stk. 3. Skattestyrelsen påtænker derfor at pålægge selskabet at foretage indberetning til felt 55 efter skatteindberetningslovens § 4, stk. 4 således: […] Person1 27.539 kr. […] Person2 27.539 kr. […] Person3 27.539 kr. Vi gør opmærksom på, at Skattestyrelsen finder, at rejsen vil være skattepligtig for alle deltagerne og dermed også de deltagende kunder. (…)" Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 21. august 2025 udtalt følgende: "(…) Der er i klagen lagt vægt på, at medarbejdernes deltagelse i rejsen har haft et tiltrækkeligt fagligt og erhvervsmæssigt indhold for medarbejderne, og at deres deltagelse er sket for at tilgodese H1s A/S interesser. Skattestyrelsen har lagt vægt på, at programmet ikke er udarbejdet af selskabet. Programmet er udarbejdet at selskabets leverandør G1 Hvorfor selskabets egne interesser ikke fremgår af programmet. Af programmet fremgår følgende: [program udeladt] Skattestyrelsen vurderer, at programmet ikke er lavet af selskabet selv, hvorved selskabet kunne have tilpasset programmet så det passede til de kunder, der var med på turen. Det er et fastlagt program lavet af G1, og at de faglige indlæg ifølge programmet udgør 1 time om lørdagen fra kl. 12.30-13.30 samt 2 timer om søndagen fra kl. 9.30-10.30 samt kl. 13-14. Påfyldning af olie på en F1 bil live anses ikke for værende relevant for selskabet, da deres kunder ikke udføre reparation af F1 biler. Skattestyrelsen finder det ikke påvist i de nærværende rejser, at disse har en sådan direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette overstiger det turistmæssige islæt på rejserne. Besøg i pitt og se F1-mekanikere og teamets arbejde, har ikke en sådan direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette overstiger det turistmæssige islæt på rejsen. Selskabet oplyser, at de har haft gode erfaringer med at afholde konkurrencer, som på kort sigt forøger salget af produkterne, og på længere sigt er med til at skabe loyalitet og dermed fortsat øget salget, der er præget af stærk konkurrence. Skattestyrelsen finder ikke, at det er dokumenteret at deltagelsen i rejsen har en direkte sammenhæng med omsætningsstigninger. Selskabet har fremlagt salgstallene, og disse viser, at der både har været stigning og fald hos de kunder der har deltaget. [salgstal udeladt] De fremlagte salgstal udgør perioden 1. april 2024 til 31. august 2024 samt 1. september 2024 - 31. august 2025. Skattestyrelsen finder det ikke dokumenteret, at deltagelse på de pågældende rejser har en sådan direkte sammenhæng med omsætningsstigninger, indgåede aftaler eller andet, idet der på rejserne ikke er en direkte sammenhæng mellem indholdet i programmet og omsætningsstigningerne mv. Skattestyrelsen finder derfor fortsat ikke, at rejserne anses at have haft en sådan direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette kan medføre skattefrihed hos deltagerne. Skattestyrelsen finder det ikke dokumenteret, at deltagelse på denne rejser har en sådan direkte sammenhæng med omsætningsstigninger, idet der på rejserne ikke er en direkte sammenhæng mellem indholdet i programmet og omsætningsstigningerne mv. Skattestyrelsen finder derfor fortsat ikke, at rejsene anses at have haft en sådan direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette kan medføre skattefrihed hos deltagerne. Skattestyrelsen vil i den forbindelse henvise til dom fra Byretten SKM2024.518.BR af 14. august 2024, hvor de lagde til grund, at de faglige arrangementer afholdt på rejserne, uanset de tidsmæssige programangivelser, var af begrænset varighed og til dels blev afholdt i terrænet på skirejserne. Uanset at det også kunne lægges til grund, at konceptet for rejserne var, at leverandører og kunder var nøje udvalgt, fandt retten, at ingen af rejserne i skattemæssig henseende havde karakter af forretningsrejser med den følge, at der allerede af den grund ikke var indberetningspligt for selskabet. Rejserne måtte ifølge retten anses for at være forretningsmæssigt begrundede for selskabet. Dette var imidlertid ikke ensbetydende med, at rejserne ikke var skattepligtige for de ansatte og dermed indberetningspligtige for selskabet. På baggrund af bevisførelsen lagde retten til grund, at det reelle faglige program på rejserne i forhold til den fritidsmæssig aktivitet, f.eks. skiløb, golf og cykling, var af ganske begrænset omfang, ligesom medarbejdernes arbejdsmæssige forpligtelser under rejserne måtte antages at have været af et begrænset omfang. Ifølge retten var udgangspunktet herefter, at der var indberetningspligt af rejserne, og retten fandt, at selskabet ikke på tilstrækkelig vis havde godtgjort, at rejserne havde en sådan konkret og direkte sammenhæng med selskabets indkomstskabende aktiviteter, at der ikke var indberetningspligt. I klagen er det endvidere nævnt, at selskabet pålagde medarbejdere i at deltage i turen, herunder være værter for de deltagende kunder (vinderne af konkurrence). Det fremgår af klagen, at deltagelse i kundearrangementer er en almindelige del af medarbejdernes arbejdsopgaver, ligesom weekend- og aftenarbejde heller ikke er ualmindeligt, da H1 A/S løbende afholder arrangementer for kunder, som medarbejderne er pålagt at deltage i. Skattestyrelsen skal i den forbindelse henvise til SKM2022.222.LSR hvor retten fandt, at rejserne i overvejende grad var af turistmæssig karakter. Endvidere fandt Landsskatteretten, at der ikke forelå dokumentation for en sådan direkte og konkret sammenhæng mellem klagerens deltagelse i rejserne og selskabets indkomsterhvervelse, at rejserne kunne betragtes som erhvervsmæssige og dermed skattefrie. Det forhold, at klageren skulle varetage sin almindelige arbejdsfunktion og var blevet pålagt at deltage, ændrede ikke herpå. Selskabets henvisning i klagen til, at hvis rejsen ikke anses for at have den fornødne direkte og konkrete sammenhæng med indkomsterhvervelsen, så skal rejsen skattemæssigt anses som en studierejse, hvor det studiemæssige islæt har den fornødne relevans. Der er i klagen refereret til afsnit C.A.5.16.5 i den Juridiske Vejledning. Hertil vil Skattestyrelsen henlede opmærksomheden på, at repræsentanten ikke har gengivet hele afsnittet. Blandt andet fremgår følgende, i den Juridiske Vejledning umiddelbart efter det, som klageren har anført: "Hvis forretnings- eller studierejsen derimod har karakter af hel eller delvis ferie, fordi arrangementet har et turistmæssigt islæt, skal den ansatte deltager beskattes. Det er rejsens reelle indhold - og ikke det erklærede formål - der er afgørende for, om deltagerne bliver beskattet. Bevisbyrden for at rejsen ikke er skattepligtig påhviler arbejdsgiveren og/eller deltagerne. Se eksempelvis SKM2015.730.BR . Har rejsen et overvejende turistmæssigt islæt, mens det faglige/forretningsmæssige indhold er af underordnet eller beskedent omfang, bliver den ansatte deltager som udgangspunkt beskattet af rejsens fulde værdi. Se eksempelvis SKM2007.712.ØLR og SKM2015.730.BR . Har rejsen omvendt et overvejende fagligt/forretningsmæssigt indhold, mens et eventuelt turistmæssigt islæt, er af uvæsentligt omfang, ser der som udgangspunkt ingen beskatning, se eksempelvis SKM2001.612.LSR." Med baggrund i dette finder Skattestyrelsen fortsat, med udgangspunkt i turen, er sket ved en konkurrencen, og programmet er arrangeret af en anden end selskabet selv, at der er tale om rejser med et overvejende turistmæssigt islæt, og at klager ikke har løftet bevisbyrden for at andet skulle være tilfældet. Skattestyrelsen er fortsat af den opfattelse, at SKM2024.518.BR er sammenlignelig med nærværende sag, idet argumentet for at deltage på denne tur, ligesom i nærværende sag, blandt andet var at opbygge personlige relationer, samt få kendskab til kunderne, men at Byretten statuerede skattepligt - netop med baggrund i, at rejseprogrammet var af helt overvejende turistmæssig karakter. Det selvsamme finder Skattestyrelsen i de omhandlede rejser, idet Skattestyrelsen ikke finder det ikke påvist, at de pågældende rejser har en direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse. Skattestyrelsen finder derfor fortsat, at alle de pågældende rejser må anses for værende af overvejende turistmæssig karakter, som er skattepligtig for deltagerne, og hvor klageren har indberetningspligt af godet. (…)" Skattestyrelsen har den 9. december 2025 fremsendt følgende udtalelse til repræsentantens indlæg af 31. oktober 2025 og 24. november 2025: "Skattestyrelsen fastholder, at der skal ske indberetning til felt 55 vedrørende de deltagende medarbejdere i Formel 1 turen. Af det fremlagte program udarbejdet af G1 finder Skattestyrelsen, at de faglige arrangementer var af begrænset varighed. Selskabet har ikke selv udarbejdet et målrettet program til deres kunder. Kunderne, som har deltaget på turen, er fundet via en konkurrence i selskabet. Kunderne er dermed ikke nøje udvalgt af selskabet, for at opnå en stigning i omsætningen. Selskabet har ikke fremlagt dokumentation for, at denne rejse har haft en direkte stigning i omsætningen. Det er korrekt, at der har været stigende omsætning på nogle af kunderne, enkelte kunder har haft faldende omsætning efterfølgende, men der er ikke fremlagt konkrete kontrakter indgået under eller i forbindelse med rejsen. Selskabet har ikke fremlagt at rejsen har haft en sådan konkret og direkte sammenhæng med selskabets indkomstskabende aktiviteter, at der ikke er indberetningspligt. Uanset at de deltagerende medarbejdere har haft en arbejdsmæssig forpligtigelse over for selskabet i at deltage i rejsen, er der stadig indberetningspligt for selskabet. Med baggrund i dette finder Skattestyrelsen fortsat, med udgangspunkt i turen, er sket ved en konkurrencen, og programmet er arrangeret af en anden end selskabet selv, at der er tale om rejser med et overvejende turistmæssigt islæt, og at klager ikke har løftet bevisbyrden for at andet skulle være tilfældet. Skattestyrelsen er fortsat af den opfattelse, at SKM2024.518.BR er sammenlignelig med nærværende sag, idet argumentet for at deltage på denne tur, ligesom i nærværende sag, blandt andet var at opbygge personlige relationer, samt få kendskab til kunderne, men at Byretten statuerede skattepligt - netop med baggrund i, at rejseprogrammet var af helt overvejende turistmæssig karakter. Det selvsamme finder Skattestyrelsen i de omhandlede rejser, idet Skattestyrelsen ikke finder det ikke påvist, at de pågældende rejser har en direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse. Skattestyrelsen finder derfor fortsat, at alle de pågældende rejser må anses for værende af overvejende turistmæssig karakter, som er skattepligtig for deltagerne, og hvor klageren har indberetningspligt af godet." Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at de ansatte ikke skal beskattes af deltagelsen i rejsen, hvorfor Skattestyrelsens pålæg om indberetning af værdien af rejsen skal bortfalde. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: "(…) Primære påstand Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at deltagelsen i rejsen med kunder har haft en så direkte og konkret sammenhæng med H2 A/S og H1 A/S’ indkomsterhvervelse, at medarbejderne ikke skal beskattes af deltagelsen i rejsen, hvorfor pålægget om indberetning af værdi af rejsen skal bortfalde. Subsidiære påstand Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at den rejse, som H2 A/S og H1 A/S’ har pålagt sine medarbejdere at deltage i, har haft et tilstrækkeligt fagligt og erhvervsmæssigt indhold for medarbejderne, så deres deltagelse er sket for at tilgodese H2 A/S og H1 A/S’ interesser, og at pålæg om indberetning af en skattepligtig værdi af rejsen af den grund skal bortfalde. (…) Anbringender Anbringender til støtte for den principale påstand Det er vores vurdering, at Formel 1-rejsen ikke er et skattepligtigt personalegode for medarbejderne, da H1 A/S og H2 A/S som arbejdsgiver har pålagt dem at deltage i en rejse med selskabernes kunder som led i udførelsen af deres arbejde. Indholdet af rejsen har desuden været af erhvervsmæssig karakter og har den fornødne direkte og konkrete sammenhæng med H2 A/S og H1 A/S’ indkomsterhvervelse. H2 A/S og H1 A/S kan derfor ikke pålægges indberetningspligt af rejsens værdi for de deltagende medarbejdere. Deltagelse i erhvervsmæssig begrundet rejser medfører ikke beskatning Det fremgår af juridisk vejledning punkt C.A. 5.16.5, at hvis ansatte deltager i rejser, der har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter, skal rejsens værdi ikke beskattes ved medarbejderen. I modsætning til rejser uden erhvervsmæssig begrundelse, som er et skattepligtigt personalegode, jf. juridisk vejledning ( C.A.5.16.5 ): " Rejsedeltagerne skal beskattes af rejsens værdi, hvis en eller flere af følgende betingelser er opfyldt: • Rejsen har ikke en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter. • Rejsen tilgodeser ikke virksomhedens øvrige interesser. • Rejsen er en egentlig ferierejse." Modsætningsvist kan det derfor udledes, at en rejse må anses for erhvervsmæssigt begrundet, hvis: 1. Rejsen har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktivitet 2. Rejsen tilgodeser virksomhedens øvrige interesser 3. Rejsen ikke er en egentlig ferierejse Det fremgår ligeledes af den Juridiske Vejledning, punkt C.A.5.6.3 , at et arrangement der afholdes som led i kundepleje, ikke udløser beskatning af deltagerne, hvis arrangementet har et forretningsmæssigt islæt. Ad 1) Konkret og direkte sammenhæng H2 A/S og H1 A/S’ indkomstskabende aktivitet består i detailhandel med og distribution af reservedele og tilbehør til motorkøretøjer til det private og professionelle marked inden for autobranchen i Danmark. Som led heri sælger i H2 A/S og H1 A/S’ G1s olier til det private og professionelle marked. Medarbejdernes deltagelse i rejsen er alene sket med det klare formål at opnå et mersalg til eksisterende kunder hos G1 værkstedskæden, hvilket til fulde er opnået. H1 A/S og H2 A/S kan således dokumentere (bilag 6), at den samlede omsætning på de deltagende kunder efter turen steg med 24% sammenlignet med salgstallene før turen. Det bemærkes, at stigningen i salget alene er målt på de kunder, der konkret deltog i turen. Ligeledes forventes en vedvarende forøget omsætning på de deltagende kunder, estimeret til i alt 48% i forøget omsætning. Sammen med oplysningerne om de forretningsmæssige drøftelser om produkter - både produkter produceret af G1 og andre mærker - har H1 A/S og H2 A/S dermed sandsynliggjort og dokumenteret, at det konkret er kundernes deltagelse i rejsen, der har medført den betydelige vækst i omsætningen for disse kunder. Det bemærkes, at der i samme periode ikke har været kampagner eller lignende på samme produktgrupper - hverken konkret over for samme kunder eller generelt. Ad 2) Rejsen tilgodeser virksomhedens øvrige interesser Deltagelsen i leverandørarrangementer med kunder er en almindelige og effektiv måde for H1 A/S og H2 A/S til at pleje sine kunder, øge salget og styrke tilknytningen mellem kunderne og forretningen samt forretningen og leverandøren. Ved deltagelse på den konkrete rejse med kunderne, herunder observation af G1s demonstration af sine olier og påfyldningsudstyr live, er det således muligt at skabe fælles referencepunkter med kunderne vedrørende oliernes funktion, som kan anvendes i senere salgsøjemed. Tilsvarende kan medarbejderne bruge den viden, de har fået på rejsen, i forbindelse med salg af G1s produkter til H1 A/S og H2 A/S’ kunder. Det er uden betydning for, om arrangementet kan anses for at have den fornødne konkrete og direkte sammenhæng med H1 A/S og H2 A/S’ indkomstskabende aktivitet, at det er leverandøren G1, der har planlagt rejsen og programmet, da indholdet er af faglig og forretningsmæssig relevans for såvel medarbejderne som H1 A/S og H2 A/S, og da programmet konkret har bidraget til faglige og forretningsmæssige drøftelser mellem medarbejderne, de medbragte kunder og G1s Key Account Manager og G1s marketingschef. Deltagelsen på rejsen dannede således rammerne for erfaringsudveksling, behovsafdækning ved værkstedskædens enkelte værksteder og forretningsmæssige drøftelser på tværs af omsætningsleddene, hvilket har bidraget til at skabe en fælles forståelse om eksempelvis behovene i branchen, udfordringer og mulige løsninger. Rejsen tilgodeser tillige H2 A/S og H1 A/S’ øvrige interesser i form af at være synlige inden for automobilbranchen og til motorsportsarrangementer samt netværke, foretage salgsarbejde og generelt besidde den nyeste viden om de produkter, som sælges i forretningen til dagligt. Deltagelsen i et arrangement som dette, hvor flere af H2 A/S og H1 A/S’ øvrige leverandører også deltog, danner grundlag for faglige- og forretningsmæssige drøftelser. Hertil kommer, at deltagelse i sådanne leverandørarrangementer er helt nødvendig for at H2 A/S og H1 A/S kan bibeholde sin position som […]distributør til autobranchen, og da repræsentationsaktiviteter som disse bidrager til at bevare et godt forhold til kunderne og leverandøren. Hvis H2 A/S og H1 A/S derimod ikke deltog i repræsentationsaktiviteter som disse vil det bidrage til, at H2 A/S og H1 A/S på sigt vil tabe terræn til sine største konkurrenter, der flittigt benytter sig af deltagelse i tilsvarende arrangementer. Medarbejdernes deltagelse i rejsen er således sket for at sikre og forøge nuværende og fremtidige samarbejder med kunderne. Ad 3) Ikke en egentlig ferierejse H1 A/S og H2 A/S havde pålagt sine medarbejdere at deltage i rejsen, og de var derfor på arbejde under rejsen. Rejsen foregik hen over weekenden lørdag - søndag, men som nævnt ovenfor er det ikke usædvanligt for medarbejderne at arbejde i weekender og uden for “sædvanlig" arbejdstid, da de som et led i varetagelse af deres arbejde har ansvar for at skabe og fastholde relationer til eksisterende og kommende kunder. Dette arbejde foregår sædvanligvis om aftenen og i weekends, når kunderne har fri. Selve rejsen var af relativ kort varighed på ca. 1½ dag med tæt program med både fagligt og forretningsmæssigt indhold - og hvori der ikke var afsat “tid på egen hånd", tid til sightseeing, besøg ved turistattraktioner eller lignende indhold med klart turistmæssige islæt. Hertil kom rejsetid og transfer tid mellem lufthavn og hotel samt mellem hotel og Monza GP-banen. Rejse- og transfertid indgår efter skattemyndighedernes praksis om rejser ikke ved vurderingen af forholdet mellem fagligt og forretningsmæssigt indhold og turistmæssigt islæt. De få programlagte pauser blev konkret brugt på salgsarbejde, faglige drøftelser og relationspleje, der er vigtig del af medarbejdernes arbejde. Medarbejderne var således forud for rejsen blevet pålagt af deres arbejdsgivere H1 A/S og H2 A/S at drøfte mulige tiltag og forbedringsmuligheder med kunderne i forhold til G1 værkstedskæden. At dette konkret også er sket, dokumenteres ved de mails, der er fremlagt som bilag 4 og 5, og som beskriver konklusioner på drøftelserne i form af punkter til opfølgning efter endt rejse. Middagen lørdag aften blev tilsvarende brugt til faglige og forretningsmæssige drøftelser, dels de forhold, som kunderne gerne ville drøfte, og dels drøftelserne med G1. Det fremgår direkte af programmet for rejsen, at der var afsat tid til disse drøftelser under middagen. Det er på den baggrund vores vurdering, at det er korrekt, at H1 A/S og H2 A/S har anset sine medarbejdere for at være på arbejde under rejsen, da de udover at deltage i det programsatte faglige indhold fastlagt af G1, også løbende har haft forretningsmæssige drøftelser med kunderne, hvilket kan dokumenteres. Hertil kommer, at indholdet på rejsen er tæt knyttet til medarbejdernes erhverv (salg af produkter til bilbranchen) og har ansvar for pleje af relationer til eksisterende og kommende kunder. Det er dermed vores vurdering, at medarbejdernes deltagelse i arrangementet ikke har haft karakter af en egentlig ferierejse. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke var programlagt eller var tid til at deltage i aktiviteter af turistmæssig karakter eller afvige fra det faglige program og repræsentationsaktiviteterne. Medarbejderne har lørdag den 31. august 2024 i alt haft 13,5 timers faglig/kundevendt tid og søndag den 1. september i alt 9 timer faglig/kundevendt tid, jf. bilag 3. Opsummering ad den principale påstand Pålægget om indberetning af den forholdsmæssige værdi af rejsen skal bortfalde, • Da H1 A/S og H2 A/S har pålagt sine medarbejdere at deltage i rejsen, og da de dermed var på arbejde, • Da det kan dokumenteres, at deltagelsen i rejsen har medført en betydelig stigning i H1 A/S og H2 A/S’ omsætning på de deltagende kunder, og • Da det kan dokumenteres i form af program for rejsen og mails fra medarbejderne, at rejsens indhold i alt overvejende grad har været fagligt og forretningsmæssigt. Det er på den baggrund vores vurdering, at medarbejdernes deltagelse i arrangementet har haft en sådan direkte og konkret sammenhæng med H1 A/S og H2 A/S’ indkomsterhvervelse, at medarbejderne ikke er skattepligtige af deltagelsen i rejsen til Monza GP med kunderne i G1 værkstedskæden. Anbringender til støtte for den subsidiære påstand Hvis rejsen - imod vores forventning - ikke kan anses for at have den fornødne direkte og konkrete sammenhæng med H1 A/S og H2 A/S’ indkomsterhvervelse - er det vores vurdering, at rejsen skattemæssigt skal anses som en studierejse, hvor det studiemæssige islæt har den fornødne relevans for H1 A/S og H2 A/S. Det fremgår af Juridisk Vejledning pkt. C.A.5.16.5 , at medarbejdere ikke beskattes ved deltagelse i studierejser, hvis de er afholdt i virksomhedens (dvs. arbejdsgivers) interesse. Kravet om, at studierejsen primært skal være afholdt i virksomhedens interesse, indebærer, at det studiemæssige element skal være relevant for virksomheden. Hvis rejsen har et fagligt indhold, skal deltagerne ikke beskattes. Om dette krav er opfyldt, skal afgøres konkret ud fra en samlet vurdering af programmet for rejsen og omstændighederne i den enkelte sag. Selvom rejsen indeholder turistmæssige islæt, behøver dette ikke nødvendigvis at have skattemæssig betydning for deltagerne. Det bemærkes i den forbindelse, at foruden den dokumenterede direkte sammenhæng mellem rejsen til Monza GP med kunderne og den efterfølgende øgede omsætning, har rejsen også haft et betydeligt studiemæssigt element for medarbejderne. Først og fremmest var rejsen arrangeret af en leverandør (G1), hvormed H1 A/S og H2 A/S har et betydeligt samarbejde - og rejsens formål var demonstration af G1s produkter. Der indgik derfor naturligt en række faglige indslag i programmet (bilag 3), herunder G1s præsentation og demonstration af oliens brug live i pitten, hvor også det nyeste udstyr til påfyldning af olie blev demonstreret, ligesom der var en række drøftelser og oplæg om anvendelsen af G1s produkter fra G2 Teamet. G2 teamet fortalte bl.a. om, hvordan de og G1 sammen har udviklet produkter til at imødekomme de udfordringer, som motorolie bliver udsat for under ekstreme forhold. Under rejsen så medarbejderne dermed G1-olierne blive testet live og under ekstreme forhold (Formel-1), og kunne dermed selv bevidne kvaliteten af G1s olie, hvilket også er relevant for almindelige bilejere, som er H2 A/S slutkunder. Disse demonstrationer og de øvrige drøftelser med G2 Teamet mv. skal efter vores opfattelse anses som fagligt indhold på turen for medarbejderne, da deres arbejde blandt andet består i at sælge G1s produkter (smøremidler til automobiler, herunder bl.a. forskellige olietyper til motorcykler og biler med benzin- og dieselmotorer, gearolier, kædesmøremiddel, bremsevæske og kølemidler.) Gennem disse indlæg/præsentationer opnåede medarbejderne en større faglig forståelse for, hvordan olien og smøremidler kan bidrage til at opnå bedre resultater ved kørsel. Hertil kommer, at demonstrationen af G1s olie også har forøget medarbejdernes konkrete viden om olien, hvilket naturligt har medført mersalg til alle H1 A/S og H2 A/S’ kunder - og ikke kun de kunder, der konkret deltog i turen. Desuden var der indlagt flere drøftelser med deltagelse af G2-teamet, racerkørere og nøglepersoner, bl.a. om hvordan G2 og G1 har samarbejdet om at udvikle en række smøremidler og brændstof for at opnå maksimal præstation og pålidelighed på racerbanen, således alle væsker, såsom motorolie, bremsevæske og gearolie i G2 racerbiler er produceret og udviklet af G1. Skattemyndighedernes praksis om rejser Endelig bemærkes, at de faktiske omstændigheder i denne sag er sammenlignelige med de faktiske forhold i afgørelsen SKM2001.612.LSR (Bilforhandlerrejsen til Marokko). Det følger af denne afgørelse, at direktøren (bilforhandleren) konkret ikke var skattepligtig af værdien af rejsen, som blev anset for en studierejse. For såvel de deltagende medarbejdere fra H1 A/S og H2 A/S - og for bilforhandleren i ovennævnte afgørelse - gælder, at: • Tredjemand har arrangeret en rejse til udlandet (hhv. til Marokko og Formel-1 tur) for sine forhandlere/kunder for at demonstrere deres produkter i aktion (hhv. biler og motorolie mv.) • På rejsen deltog en direktør fra det selskab, der forhandler arrangørens produkter, og • Den deltagende direktør blev præsenteret for viden om nye produkter. Det er på den baggrund vores opfattelse, at Formel-1 turen jf. skattemyndighedernes praksis bør kunne anses for at have et så tilstrækkeligt studiemæssigt islæt, så de deltagende medarbejdere fra H1 A/S og H2 A/S ikke skal beskattes af deltagelsen. Opsummering ad den subsidiære påstand Det er samlet set vores vurdering, at H1 A/S og H2 A/S med de fremlagte bilag har dokumenteret den konkrete og direkte sammenhæng mellem deltagelsen i turen og selskabernes indkomstskabende aktivitet, og at turen har et ikke ubetydeligt fagligt islæt, så turen for de deltagende medarbejdere kan anses som en studierejse. Deltagelsen i turen udgør derfor ikke et skattepligtigt gode for de medarbejdere, der deltog, og H1 A/S og H2 A/S kan derfor ikke pålægges at foretage indberetning af værdi af rejsen for de deltagende medarbejdere. (…)" Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: "(…) Direkte og konkret sammenhæng med selskabernes indkomsterhvervelse Indledningsvis bemærkes, at den Formel 1-tur, som H1 A/S og H2 A/S’ medarbejdere deltog i sammen med selskabernes kunder, har den nødvendige direkte og konkrete sammenhæng med selskabernes indkomsterhvervelse, fordi: · H1 A/S og H2 A/S’ forretningsområde er salg af reservedele og tilbehør til biler, herunder motorolier fra G1, · G1 er leverandør til H1 A/S og H2 A/S, og G1s’ program havde derfor naturligt fokus på at vise G1s olier i brug og nyudviklede tiltag, · De deltagende medarbejdere (sælgere) fra H1 A/S og H2 A/S fik på turen viden om G1s olier og nye produkter / tiltag, som kan bruges til at forøge salget af G1s olier til egne kunder (dvs. mekanikere og private). Konkret fik de deltagende kunder (mekanikere) også selv viden, som de kan bruge til at forøge deres salg af G1s olier til egne kunder (private), hvilket igen øger H1 A/S og H2 A/S’ salg af G1 olie, når kunderne (mekanikerne/værksteder) forbliver loyale, · De deltagende kunder var alle mekanikere/værksteder, som H1 A/S og H2 A/S sælger G1s olier til. G1s motorolier bruges og sælges til både mekanikere/værksteder og private kunder - og ikke kun til Formel 1-biler. G1s Key account manager, som står for salget til H1 A/S og H2 A/S deltog også i turen - og der var bl.a. indlagt sessioner til drøftelse af muligheder for mersalg med de deltagende medarbejdere (sælgere) fra H1 A/S og H2 A/S. Endelig har H1 A/S og H2 A/S konkret dokumenteret en faktisk stigning i omsætningen på de kunder, der deltog i turen. Det forhold, at omsætningen på enkelte kunder er faldet i mindre omfang ændrer ikke på, at der som følge af turen har været en generel og samlet set betydelig omsætningsstigning. En stigning i omsætningen som H1 A/S og H2 A/S ikke ville have kunnet opnå på samme korte tid ved afholdelse af almindelige kampagner og ydelse af rabatter. Hertil kommer den styrkelse af kundernes loyalitet - og dermed sikring af fortsat opretholdelse af omsætning /omsætningsstigning - der opnås via samværet med H1 A/S og H2s medarbejdere på turen. En sådan loyalitet opnås erfaringsmæssigt ikke ved almindelige kampagner og rabatter. Det er derfor det forhold, at der er opnået en samlet øget omsætning på grund af deltagelsen i turen, der skal tillægges afgørende vægt. H1 A/S og H2 A/S har således ikke kun sandsynliggjort - men direkte dokumenteret - at turen har haft den nødvendige direkte og konkrete sammenhæng med selskabernes indkomsterhvervelse. Turens faglige og forretningsmæssige indhold overstiger langt det turistmæssige islæt Skattestyrelsen er i udtalelsen af den opfattelse, at turen har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, allerede fordi der er tale om en tur til Formel 1. Hertil bemærkes, at turens formål og reelle indhold er at give deltagerne mulighed for at se G1s motorolier i brug i ekstreme situationer på Formel 1 biler - men samme olier bruges og sælges til både mekanikere/værksteder og private kunder. Det program, som G1 havde forberedt for turen, passede derfor naturligt både til de kunder (mekanikere), som H1 A/S og H2 A/S havde med på turen og medarbejderne (sælgerne). Vi er derfor ikke enige i Skattestyrelsens kommentar om, at "Påfyldning af olie på en F1 bil live anses ikke for værende relevant for selskabet, da deres kunder ikke udføre reparation af F1 biler". Deltagerne reparerer netop biler, der skal bruge samme motorolie. I realiteten fungerer Formel 1 som en testbane for bilindustrien, hvor hold udvikler den mest avancerede teknologi, der kan have indflydelse på almindelige biler i fremtiden. Typen af bil kan derfor ikke være afgørende for det faglige udbytte af en demonstration af et bestemt produkt, når det, der skal demonstreres, er oliens (produktets) ydeevne/kvalitet, hvilket har direkte betydning for mekanikernes/medarbejdernes (sælgernes) lyst til at bruge og anbefale produktet i hverdagen. Denne sag adskiller sig derfor væsentligt fra en situation, hvor ansatte uden fagligt kendskab til eller forretningsmæssigt virke med biler, er inviteret til Formel 1 eller andre motorløb. Hertil kommer, at de deltagende medarbejderes (sælgeres) forretningsmæssige drøftelser med kunderne under turen kan dokumenteres i form af fremlagte emails. Bemærkninger til Skattestyrelsens nævnte domme Indledningsvis bemærkes, at det er rejsens reelle indhold og ikke det erklærede formål, der er afgørende ved vurderingen af, om rejsen er skattepligtig for de deltagende medarbejdere - og dermed om arbejdsgiver kan pålægges pligt til at indberette, jf. SKM2015.730.BR . Vi skal derfor fremhæve, at Formel 1 er både fagligt og forretningsmæssigt relevant for de deltagende medarbejdere (sælgere) - så på sin vis kan deltagelsen i Formel 1-turen sidestilles med deltagelse i fagmesser eller lignende. Det blotte forhold, at turen vedrører Formel 1 kan derfor ikke føre til, at indholdet i programmet i form af besøg i pits, foredrag af Formel 1-kørere og -teams mv. automatisk skal anses som et turistmæssigt indhold. Der skal foretages en konkret vurdering på baggrund af det reelle indhold i turens programpunkter, og det faglige indhold heraf skal vurderes på baggrund af deltagernes uddannelsesmæssige og forretningsmæssige baggrund. Det reelle indhold af rejsen til Formel 1 er derfor i langt større omfang forretningsmæssigt (evt. studiemæssigt), eftersom deltagerne i rejsen alle arbejder indenfor automobilbranchen. Og der er derfor heller ikke i klassisk forstand tale om en fornøjelsestur eller turisttur, som hvis samme deltagere var på skitur, tur til en europæisk hovedstad, deltog i en golf- eller cykelrejse, som det konkret er tilfældet i Landsskatterettens kendelse offentliggjort som SKM2022.222.LSR og byrettens dom, offentliggjort som SKM2024.518.BR , som Skattestyrelsen henviser til i deres udtalelse. Det er vores opfattelse, at de faktiske forhold i både SKM2022.222.LSR og SKM2024.518.BR på væsentlige og helt afgørende punkter afviger så meget fra de faktiske forhold i nærværende klagesag, at afgørelserne ikke kan anvendes til brug for vurderingen af denne sag. Til illustration heraf vedlægges bilag med sammenstilling af afgørelserne på afgørende punkter. Opsummering Det er på baggrund af ovennævnte vores klare opfattelse, at H1 A/S og H2 A/S har løftet bevisbyrden for, at deltagelse i Formel 1 turen med kunder har haft den nødvendige direkte og forretningsmæssige sammenhæng med selskabernes indkomsterhvervelse, så de medarbejdere der var pålagt at deltage i turen, ikke skal beskattes heraf - og så H1 A/S og H2 A/S ikke kan pålægges pligt til at indberette værdi af turen. Det er herefter Skattestyrelsen, der konkret skal løfte bevisbyrden for, at turen - på trods af den dokumenterede generelle stigning i omsætning efter turen - og på trods af de forretningsmæssige drøftelser og omfanget af fagligt indhold på turen - ikke har haft den fornødne direkte og forretningsmæssige sammenhæng med H1 A/S og H2 A/S’ indkomsterhvervelse." Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Selskabets repræsentant har i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen gennemgået parternes indbyrdes relation, det forretningsmæssige contra det turistmæssige indhold af turen samt selskabets interesse i turens afholdelse. Det blev blandt andet fremhævet, at de deltagende ansatte fra selskabet både skulle netværke og skabe relation til de deltagende kunder for at fastholde kunderne på et konkurrencepræget marked, men at de ansatte også havde en forpligtelse overfor arrangøren G1, som er selskabets leverandør. Under rejsen blev G1s produkter fremvist og afprøvet, hvor deltagerne havde mulighed for at overvære G1s motoroliers egenskaber i aktion. Der blev videre anført, at rejsen har medført en øget omsætning for selskabet, og at dette er dokumenteret. Repræsentanten fremhævede, at rejsen adskiller sig fra en række andre firmarejser, som ofte bliver afholdt til skisteder og lignende, og at den i sagen omhandlende rejse i stedet minder om en fagmesse, også henset til rejsens begrænsede varighed. Selskabets repræsentant har den 24. november 2025 fremsat følgende bemærkninger i forlængelse af mødet med Skatteankestyrelsen, hvoraf fremgår: "I forlængelse af kontorforhandlingen den 20. november 2025, har vi konsulteret vores kunder H2 A/S og H1 A/S vedrørende det uddybende spørgsmål til deltagerne på rejsen og anført svaret nedenfor sammen med opdaterede salgstal for de 8 deltagende kunder pr. 20. november 2025. Deltagersammensætningen Fra H2 A/S og H1 A/S deltog den indkøbsansvarlige henholdsvis de kundeansvarlige for de respektive kunder. Alle deltagende kunder er ejere af eget værksted i G1 værkstedskæden, og beslutningstagere i forhold til indkøb af olie mv. samt valg af leverandør (som fx H2 A/S og H1 A/S). Som nævnt i klagen af 19. juni 2025 er automobilbranchen en branche, hvor relationsarbejde er meget vigtigt, og H2 A/S og H1 A/S har gode erfaringer med, at events og lignende længerevarende arrangementer skaber forretning og loyalitet. De kundeansvarlige fra H2 A/S og H1 A/S fungerer som kundens (værkstedsejerens) primære kontaktperson og har på rejsen haft en vigtig opgave i at drøfte tiltag og forbedringer, som kunderne ønskede i samarbejdet om G1 værkstedskæden og samtidig styrke og sikre kundernes fortsatte loyalitet og valg af H2 A/S og H1 A/S som foretrukne leverandør. H2 A/S og H1 A/S har derfor nøje udvalgt egne deltagere til at sikre det bedst mulige forretningsmæssige udbytte af rejsen, både i forhold til relationsarbejdet/forbedring af samarbejdet med de medbragte kunder og i forhold til at udnytte viden indhentet ved introduktionen til de nye teknologier, som G1 og F1-teamet præsenterede i løbet af rejsen. Omsætning pr. kunde 12 mdr. efter rejsens afslutning Ca. 12 måneder efter rejsen viser salgstallene fortsat en betydelig vækst (konkret DKK 1.176.564) på tværs af 8 kunder, når salgstallene pr. den 20. november 2025 sammenholdes med salgstallene for samme 8 kunder i indkomståret 2024: [salgstal udeladt] Det afgørende er, at omsætningen på de deltagende kunder samlet set er forøget, og et fald i omsætningen på enkelte kunder ændrer ikke på, at H2 A/S og H1 A/S fuldt ud har dokumenteret, at rejsen har den nødvendige direkte og konkrete sammenhæng med selskabernes indkomsterhvervelse. Opsummering Det er på baggrund af ovennævnte og de tidligere fremsendte bemærkninger til sagen vores klare opfattelse, at H2 A/S og H1 A/S har løftet bevisbyrden for, at medarbejdernes deltagelse i Formel 1 turen med kunder har haft den nødvendige direkte og forretningsmæssige sammenhæng med selskabernes indkomsterhvervelse, og at medarbejdere dermed ikke skal beskattes af rejsens værdi. H2 A/S og H1 A/S kan som følge heraf ikke pålægges pligt til at indberette værdi af turen." Selskabets repræsentant har den 3. december 2025 fremsat følgende bemærkninger til mødereferatet: "Mange tak for det fremsendte mødereferat fra kontorforhandlingen den 20. november 2025, som vi har nogle få rettelser til af formuleringsmæssig karakter (primært tilpasninger, så referatet fremstår mere som skriftsprog). Vi anmoder venligst Skatteankestyrelsen om: 1. I afsnit 3 at rette formuleringen "og at deltagerne fra selskaberne havde flere kasketter på undervejs." til "og at deltagerne fra selskaberne skulle varetage flere roller undervejs." 2. I afsnit 3 at rette formuleringen "Selskabernes deltagende ansatte er bilprodukt-sælgere" til "Selskabernes deltagende ansatte er sælgere specialiseret i bilprodukter". 3. I afsnit 3 at rette formuleringen "en kæmpe leverandør" til "en betydelig leverandør". 4. I afsnit 3 at tilføje "G1s motoroliers" hvor det er indsat med fed skrift i følgende sætning: "LB anførte, at de er med på, som anført af Skattestyrelsen, at kunderne ikke reparere Formel-1 biler. Begivenheden er derimod en mulighed for at se G1s motoroliers [indsat af R1] egenskaber i aktion." 5. I afsnit 4 at rette formuleringen "Hertil kom det forhold, at kunderne gerne vil have noget wow-effekt, og at kunderne trods alt selv er bilnørder." til "Hertil kom det forhold, at kunderne (ejere af værksteder i G1s værkstedskæde) på grund af den store konkurrence indenfor automobilbranchen ønsker at deltage i relevant begivenheder, da de selv er fagfolk inden for automobilbranchen." 6. I afsnit 6 at rette formuleringen "Det havde eksempelvis været anderledes, hvis R1 som rådgiver havde deltaget på sådan en rejse." til "Det havde eksempelvis været anderledes, hvis personer, der ikke er fagfolk inden for automobiler, havde deltaget på en sådan rejse." Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: " Skatteankestyrelsen har indstillet, at sagen afgøres i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse. Skattestyrelsen har ingen bemærkninger til dette. Det fremgår af indstillingen at der afholdes retsmøde, hvorfor Skattestyrelsen anmoder om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 2." Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse. Indlæg under retsmødet Repræsentanten fastholdt påstanden om, at selskabet og koncernselskabets ansatte ikke skal beskattes af deltagelsen i rejsen, hvorfor Skattestyrelsens pålæg om indberetning af værdien af rejsen skal bortfalde, og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det på retsmødet udleverede materiale. Repræsentanten anførte yderligere, at det var tale om en meget kort rejse på 1 ½ døgn, at de ansatte var pålagt at deltage i rejsen som led i deres arbejde, at der var fokus på det faglige og at jo større viden man har om produktet (olie), desto mere kan man sælge. De ansatte plejer at være på fabriksbesøg/virksomhedsbesøg, og i forbindelse med den i sagen omhandlende rejse, var der en mulighed for at se produktet i praksis, hvorfor rejsen ikke var anderledes end et fabriksbesøg eller virksomhedsbesøg. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om tre af selskabets ansatte har modtaget et skattepligtigt personalegode i form af en rejse til Formel 1, Italien, i indkomståret 2024, og om Skattestyrelsen har været berettiget til at pålægge selskabet at indberette værdien af rejsen til eIndkomst. Retsgrundlaget Af skatteindberetningslovens § 4, stk. 4, (lovbekendtgørelse nr. 14 af 8. januar 2024) fremgår: "(…) Skatteministeren kan fastsætte regler om, at skattepligtige fordele, som er nævnt i ligningslovens § 16, uden at der er betalt fuldt vederlag derfor, skal indberettes til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at indberetningen tillige skal indeholde en værdiansættelse af fordelen, og i givet fald efter hvilke retningslinjer værdiansættelsen skal foretages." Af statsskattelovens § 4, litra c, og § 6, litra a, fremgår: “§ 4 Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks: (…) c) af et embede eller en bestilling, såsom fast lønning, sportler, embedsbolig, naturalydelser, emolumenter, kontorholdsgodtgørelse (med hensyn til kontorudgifter jf. § 6 b), samt pension, ventepenge, gaver (jf. dog herved bestemmelsen i § 5 b), understøttelser, klosterhævning, livrente, overlevelsesrente, aftægt og deslige; (…) § 6 Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage: a) driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger; (…)" Af ligningslovens § 16, stk. 1, og stk. 3, fremgår: "Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-14 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Tilsvarende gælder personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser. (…) Stk. 3. Den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-16, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel. Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes, i det omfang rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v. Goder, herunder julegaver i form af naturalier, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 1.000 kr. (2010-niveau). Julegaver i form af naturalier fra en arbejdsgiver m.v. beskattes dog ikke, hvis værdien af julegaven ikke overstiger et grundbeløb på 700 kr. (2010-niveau). Værdien af arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v. og den arbejdsgiverbetalte præmie for forsikringer, der dækker de pågældende behandlinger m.v., beskattes uden hensyn til grundbeløbet i 3. pkt., og værdien af disse goder medregnes ikke ved beregningen af, om grundbeløbet er overskredet. Goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau). Grundbeløbene i 3., 4. og 6. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20. For både 3. og 6. pkt. gælder, at hvis godernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, beskattes hele den samlede værdi. (…)" I Vestre Landsrets dom af 1. februar 2010, offentliggjort som SKM2010.129.VLR og Østre Landsrets dom af 3. oktober 2007, offentliggjort som SKM2007.712.ØLR , forelå der henholdsvis en forretningsmæssig begrundelse for rejsen og faglige indslag under rejsen, men retten lagde vægt på den turistmæssige karakter af rejserne. Retten fandt også, at rejsens værdi for en deltager skulle opgøres som gennemsnittet af de samlede rejseomkostninger fordelt på hver rejsedeltager. Ved byrets dom af 2. marts 2011, offentliggjort som SKM2011.256.BR , fandt retten, at en medarbejder var skattepligtig af sin deltagelse i to rejser, hvor der også deltog henholdsvis to og tre kunder, der var inviteret af arbejdsgivervirksomheden. Retten lagde vægt på, at selvom rejserne i forhold til virksomheden måtte anses for forretningsmæssigt begrundet, var rejseprogrammet af helt overvejende turistmæssig karakter. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at turens formål var kundepleje med henblik på at øge salget i virksomheden og at det lå i medarbejderens stilling at deltage i rejserne, idet de forretningsmæssige drøftelser var begrænset og da skatteyderens deltagelse ikke havde haft en direkte og konkret betydning for selskabets omsætning. Landsskatterettens afgørelse af 20. oktober 2021, offentliggjort som SKM2022.222.LSR , omhandlede, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af værdien af fem netværksrejser. Rejserne var afholdt af skatteyderens arbejdsgiver og omfattede blandt andet to skirejser og en cykelrejse. Landsskatteretten fandt, at rejserne i overvejende grad var af turistmæssig karakter. Endvidere fandt Landsskatteretten, at der ikke forelå dokumentation for en sådan direkte og konkret sammenhæng mellem skatteyderens deltagelse i rejserne og selskabets indkomsterhvervelse, at rejserne kunne betragtes som erhvervsmæssige og dermed skattefrie. Det forhold, at skatteyderen skulle varetage sin almindelige arbejdsfunktion og var blevet pålagt at deltage, ændrede ikke herpå. Landsskatterettens afgørelse af 27. oktober 2023, offentliggjort som SKM2024.84.LSR , omhandlede, hvorvidt skatteyderen, der var ansat som projektchef, var skattepligtig af sin deltagelse i to netværksrejser, hvorved rejseudgifterne var afholdt af arbejdsgiveren. Landsskatteretten fandt, at rejseudgifterne ansås som private udgifter og afholdt af selskabet i skatteyderens interesse og blev beskattet som yderligere løn til skatteyderen med den del af rejseudgifterne, der kunne henføres til ham. Der blev lagt vægt på, at det ikke var dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at arbejdsgiverens afholdelse af rejseudgifter var sket i selskabets interesse. Der blev endvidere lagt vægt på, at der ikke var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for rejsernes erhvervsmæssige indhold for skatteyderen som ansat, og at der ikke var en konkret og direkte sammenhæng mellem indkomsterhvervelsen, selskabets øgede omsætning og skatteyderens deltagelse i rejserne. I byrets dom af 14. august 2024, offentliggjort som SKM2024.518.BR , fandt retten, at et selskab var indberetningspligtig af værdien af en række rejser, som et skattepligtigt personalegode for de ansatte, som havde deltaget i rejserne med selskabets kunder og leverandører. Retten lagde bl.a. vægt på, at det faglige indhold var af begrænset varighed i forhold til de fritidsmæssige aktiviteter og at det faglige indhold blev afholdt i terrænet på skirejserne. Selv om rejserne ansås at være forretningsmæssigt begrundet for selskabet, havde rejserne ikke sådan en konkret og direkte sammenhæng med selskabets indkomstskabende aktiviteter, at der ikke var indberetningspligt. Landsskatterettens begrundelse og resultat Det følger af praksis, at afgørelsen af, hvornår der indtræder skattepligt, træffes ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i forbindelse med den pågældende rejse. Det er i den sammenhæng afgørende, hvorvidt rejsen er erhvervsmæssigt begrundet, herunder om rejsen har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter, ligesom rejsens indhold tillægges væsentligt betydning. Rejsen er betalt af H1 A/S, som er koncernforbundet med H2 A/S. Udgifterne pr. deltager udgør 27.539 kr. Rejsen er arrangeret i samarbejde med G1, der leverer produkter til H2 A/S og H1 A/S. I alt deltog en ansat fra H2 A/S og tre ansatte fra H1 A/S i rejsen sammen med otte kunder, der er mekanikere i G1 værkstedskæden. Rejsen er afholdt med henblik på at netværke blandt værksteder i kæden samt øge forretningen med værkstederne og salget af G1-olie til kunderne. Landsskatteretten finder, at formålet med at sende selskabets ansatte afsted på den omhandlede rejse sammen med selskabets kunder, kan anses for forretningsmæssigt begrundet under hensyn til at fastholde selskabets kunder og øge omsætningen. I lighed med retspraksis forudsætter skattefrihed også en konkret og direkte sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, og rejsens indhold tillægges betydning. Landsskatteretten lægger til grund, at rejsen ud fra det oplyste og ud fra det fremlagte rejseprogram i hovedsagen har bestået i at overvære Formel 1 og G1 Monza GP Event, ligesom de deltagende har overværet diskussioner og snakke mellem G1 og Formel 1-kørere, og deltaget i middag med G1 og G2-teamets nøglemedarbejdere og kørere. Ud fra dette anses rejsen helt overvejende at være af generel og turistmæssig karakter uden betydeligt fagligt indhold. Rejsen må derfor som udgangspunkt anses for et skattepligtigt personalegode. Det forhold, at selskabet sælger G1-olie, ændrer ikke herved. De ansatte deltog på rejsen som værter, og har ud fra det angivne også deltaget i forretningsmæssige drøftelser under rejsen med de deltagende kunder. De fremlagte mails vedrørende påmindelser om de drøftelser, som skulle have fundet sted på rejsen, konkretiserer ikke de angivne drøftelser, herunder hvilken kunde og hvilke indkomstskabende aktiviteter, som drøftelserne har vedrørt. Det er samtidig ikke tilstrækkeligt godtgjort, hvilken betydning rejsen reelt har haft for selskabet. Uanset det anførte og fremlagte om selskabets omsætning, kan rejsen således ikke anses at have haft en så tilstrækkelig direkte og konkret sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse, at dette overstiger det turistmæssige islæt på rejsen, og dermed medføre skattefrihed. Der er lagt vægt på, at den øgede omsætning i sidste halvdel af 2024 og i 2025, ikke direkte kan henføres til den omhandlede rejse og rejsens indhold, ligesom der har været både fremgang og nedgang i omsætningen for de kunder, som deltog på rejsen. Landsskatteretten finder herefter, at selskabet har pligt til at indberette værdien af den omhandlede rejse, og at værdien heraf skal ansættes til de udgifter, der kan henføres til den enkelte ansattes deltagelse, svarende til samlet 82.617 kr. for selskabets tre ansatte. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2026.448.LSR — Indberetning til eIndkomst af personalegode i form af rejse til Formel 1 i Italien · skattewiki.dk