SKM2026.446.LSR
Afslag på en forenings anmodning om udbyttefrikort og anmodning om undtagelse fra oplysningspligt - Foreningens formål anses ikke for udelukkende almennyttigt
- Myndighed
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Afgørelse
- Afsagt
- 26. juni 2026
- Offentliggjort
- 11. september 2026
- Emneord
- Forening, udbyttefrikort, undtagelse fra oplysningspligt, formål, almennyttig
- Kilde
- Åbn original på info.skat.dk ↗
Lovhenvisninger
Resumé
Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde afslået en forenings anmodning om udbyttefrikort fra den 1. januar 2023 og foreningens anmodning om undtagelse fra oplysningspligt, herunder om foreningens formål var udelukkende almennyttigt. Det var fastsat i foreningens vedtægter, at dens formål var at oprette og drive selvejende daginstitutioner. Landsskatteretten anførte, at foreningens vedtægtsmæssige formål sammenholdt med oplysningerne i sagen om foreningens faktiske virke i form af varetagelse af medlemmernes erhvervsmæssige interesser og foreningens udlejning af ejendomme til selvejende institutioner og til private udlejere, medførte, at foreningens virke ikke var udelukkende almennyttigt. Det var herefter med rette, at Skattestyrelsen havde afslået foreningens anmodning om udbyttefrikort fra den 1. januar 2023, jf. § 30 stk. 2, i den dagældende bekendtgørelse om kildeskat og afslået foreningens anmodning om undtagelse fra oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.
Henviser til
- SKM2006.504.SR
- SKM2011.232.SR
- SKM2016.17.SR
- SKM2017.525.LSR
- SKM2020.254.SR
- SKM2020.416.SR
- SKM2022.400.LSR
- SKM2023.434.SR
- SKM2024.64.SR
- SKM2025.72.SR
- TfS 1988.437
- TfS 1993.587
- TfS 1994.404
Fuldtekst
Skattestyrelsen har imødekommet foreningens anmodning om udbyttefrikort for en begrænset periode indtil 31. december 2022, og meddelt afslag på udbyttefrikort fra 1. januar 2023. Foreningen er ikke anset at opfylde betingelserne i skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4, for fritagelse for oplysningspligt. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger H1, herefter kaldet "Foreningen", som indtil maj 2025 havde navnet "H2", blev stiftet i 19XX af kommunalpolitikere og borgere i forbindelse med indsamling af penge til at oprette og drive dag- og specialinstitutioner I dag er Foreningen paraplyorganisation for [x-antal] dag- og specialinstitutioner, en politisk interesseorganisation, som varetager medlemsinstitutionernes interesser. […], hvilket fremgår af Foreningens hjemmeside. Foreningen er registreret som skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og har været undtaget fra oplysningspligt fra den 1. januar 2010. Foreningen har haft et udbyttefrikort fra den 14. april 2010 til den 13. april 2020. Det fremgår af Foreningens vedtægter af 19. juni 2020 bl.a.: " § 1 Navn, hjemsted og formål Foreningens navn er "H2". Foreningens hjemsted er X Kommune. Foreningens formål er: · At medvirke til en stadig forbedring af vilkårene for børn og unge samt støttekrævende personer […] · At oprette og drive selvejende daginstitutioner […] · At oprette og drive selvejende socialpædagogiske tilbud […] · […] Foreningen kan efter bestyrelsens beslutning tillige udøve de anførte aktiviteter uden for X Kommune. § 2 Medlemmer […] Selvejende institutioner, hvor H2 udpeger 2 bestyrelsesmedlemmer er fødte medlemmer af foreningen. Som medlem af foreningen kan endvidere optages andre selvejende og private non-profit institutioner, som administreres af H2. […] Foreningens bestyrelse kan efter ansøgning godkende optagelse af andre som medlemmer af foreningen. (…) § 10 Foreningens opløsning […] I tilfælde af foreningens opløsning træffer generalforsamlingen bestemmelse om formuens overgang til lignende formål, som det i § 1 nævnte." Det fremgår herudover af den påklagede afgørelse, at: " (…) Regnskab 2020 Det fremgår af foreningens regnskab for indkomståret 2020, at foreningen samlet har indtægter på 2.803.166 kr., som omhandler medlemskontingenter på 19.500 kr., kontingenter H2s inst. på 107.762 kr., administrationshonorar ejendomme på 429.402 kr., drift ejendomme med hjemfaldspligt på 736.834 kr., øvrige ejendommes drift på 1.128.362 kr., udbytte af investeringsforeningsbeviser på 352.391 kr. samt renter af obligationer på 28.915 kr. Foreningen har samlet udgifter på 1.743.203 kr., som omhandler tilskud og gaver på 229.375 kr., kursus- og mødeaktivitet på 74.175 kr., børne- og familiearrangementer på 118.792 kr., kursus- og mødecenter på 66.739 kr., sekretariat omkostninger på 896.438 kr., administrationsomkostninger på 116.569 kr., public relation på 67.252 kr., afskrivning inventar på 14.325 kr., samt finansieringsudgifter på 160.106 kr. Det giver et resultat for indkomståret 2020 på 1.059.963 kr. Foreningen har pr. 31. december 2020 aktiver på 46.258.283 kr., som omhandler faste ejendomme på 35.843.942 kr., inventar på 96.796 kr., diverse tilgodehavender på 71.876 kr., værdipapirer på 8.287.712 kr. samt likvide beholdninger på 1.957.957 kr. Det fremgår af anvendt regnskabspraksis i årsrapporten for indkomståret 2020, at H2 ejer en række ejendomme, som udlejes til daginstitutioner og botilbud for fysisk- og psykisk udviklingshæmmede personer. Det fremgår yderligere af anvendt regnskabspraksis, at H2 fra 2021 har hjemtaget administrationen af daginstitutionerne og Botilbuddet. (…) Indberetninger til Skattestyrelsen Det fremgår af ejendomsoplysninger og indberetninger til Skattestyrelsen, at H2 ejer matriklerne: • Adresse Y1, By Y1 med en ejendomsværdi på 2.950.000 kr., handelsdato 16/10-1958. Benyttelse som institutions- og serviceejendom. • Adresse Y2, By Y1 med en ejendomsværdi på 10.700.000 kr., handelsdato 01/06-1988. Benyttelse som institutions- og serviceejendom • Adresse Y3, By Y1 med en ejendomsværdi på 19.700.000 kr., handelsdato 01/06-2007. Benyttelse som beboelse og forretning. Det fremgår af oplysninger på adressen, at [daginstitution] har adresse på stedet. • Adresse Y4, By Y1 med en ejendomsværdi på 2.176.200 kr., handelsdato 01/06-2007. Benyttelse som udebygget areal. • Adresse Y5, By Y2 med en ejendomsværdi på 2.250.000 kr. Benyttelse til privat institutions- og serviceejendom. • Adresse Y6, ejerandel på 50%, Moderejendom for ejerlejligheder. Foreningen har aktiebaserede investeringsforeninger på 8.248.843 kr. ultimo 2021 samt obligationsbaserede investeringsforeninger på 1.877.529 ultimo 2021. Foreningen har ultimo 2021 et indestående på 1.903.025 kr." Foreningen har den 1. marts 2022 anmodet om udbyttefrikort. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har imødekommet Foreningens anmodning om udbyttefrikort for en begrænset periode indtil 31. december 2022, og meddelt afslag på udbyttefrikort fra 1. januar 2023. Foreningen er ikke anset at opfylde betingelserne i skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4, for fritagelse for oplysningspligt. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: "H2 er en paraplyorganisation, som har til formål at administrere, støtte og rådgive […] dag- og specialinstitutioner, der er medlem af H2. H2 har frit medlemsoptag af bosiddende i X Kommune eller andre kommuner, hvor foreningen har aktiviteter. Yderligere kan foreningens bestyrelse efter ansøgning godkendelse optagelse af andre som medlemmer af foreningen. Medlemmerne hæfter med sit kontingent. Foreningen ledes af foreningsorganer med generalforsamlingen som foreningens øverste myndighed. Stemmeberettiget på generalforsamlingen er alle medlemmer, med hver en stemme. Desuden fremgår det af foreningens regnskab i forbindelse med kontingentindtægter, at foreningen har mange medlemmer. Det vurderes, at foreningen er korrekt registreret som et selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Undtagelse fra oplysningspligt Foreninger mv. som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 kan undtages fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 3 såfremt foreningen mv. ikke har erhvervsmæssige indtægter, eller efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4, såfremt foreningen mv. har et udelukkende almennyttigt formål, ligesom foreningens m.v. formue ved opløsning ifølge vedtægterne udelukkende skal anvendes til sådanne formål. Det fremgår af foreningens regnskab for indkomståret 2020, at foreningen har indtægter fra drift af ejendomme til foreningens medlemmer og aktieudbytte. Af selskabsskattelovens § 1, stk. 5 fremgår, at overskud som foreningen indvinder ved leverance til medlemmer, ikke betragtes som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Foreningen kan således undtages fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 3 indtil indkomståret 2023. Skattestyrelsen finder ikke, at foreningen opfylder betingelserne for at være undtaget fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4, idet foreningens formål ikke anses for at være udelukkende almennyttigt. For yderligere begrundelse, se nedenstående under udbyttefrikort. Fra indkomståret 2023 træder der nye regler i kraft, som får betydning for jer. De nye regler betyder, at foreninger m.v. ikke længere kun er skattepligtige af erhvervsmæssige indtægter, men nu også bliver skattepligtige af royalty, udbytter, renter og kursgevinster af kontrolleret gæld. Det betyder for jer, at aktieudbytte og renter fra og med indkomståret 2023 er skattepligtigt og på baggrund heraf, kan foreningen ikke undtages fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 3 fra og med indkomståret 2023. Hvis I senere får indtægter, der er skattepligtige, hvilket fra indkomståret 2023 også omfatter ovenstående indtægter som f.eks. udbytter, skal I meddele dette via skat.dk/tastselv. Vi vil så bedømme, om betingelserne for ikke at indtaste oplysningsskema stadig er opfyldt. Udbyttefrikort Efter bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021 om kildeskat, § 30, udstedes udbyttefrikort til foreninger, kooperationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. H2 er en forening omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 og opfylder således betingelserne for at få udstedt et udbyttefrikort. Fra indkomståret 2023 træder der nye regler i kraft, hvor Folketinget i lov nr. 1179 af 8. juni 2021 (L211A) har vedtaget at tilpasse beskatningen af foreninger m.v. til EU-reglerne. De nye regler betyder, at det kun er foreninger, fonde m.v. med et udelukkende almenvelgørende eller almennyttigt formål, der har ret til et udbyttefrikort. Foreningens formål er: · At medvirke til en stadig forbedring af vilkårene for børn og unge samt støttekrævende personer […] · At oprette og drive selvejende daginstitutioner […] · At oprette og drive selvejende socialpædagogiske tilbud […] · […] Ved foreningens opløsning træffer generalforsamlingen bestemmelse om formuens overgang til lignende formål, som det i § 1 nævnte. Det fremgår af punkt 55 til cirkulære nr. 136 af den 7. november 1988, at almennyttige formål foreligger såfremt støtten kommer en vis videre kreds til gode, og såfremt formålet ud fra en almindelig fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige, - herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende - humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale formål. Også idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer vil kunne anses for almennyttige. Derimod vil organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, ikke kunne anses for almennyttige. Af selskabsskattelovens § 1, stk. 4 fremgår som eksempel på erhvervsmæssig virksomhed: … indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom… Foreningen anses for at have et blandet formål gennem indtægter ved drift og udlejning af fast ejendom, som anses for varetagelse af erhvervsmæssige interesser. Foreningen kan på baggrund heraf ikke undtages fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. Skattestyrelsen vurderer, at foreningen ikke er udelukkende almennyttig, hvorfor foreningen alene opfylder betingelserne for at få udstedt at udbyttefrikort for en begrænset periode. Skattestyrelsen foreslår, at vi registrerer et udbyttefrikort for en begrænset periode indtil 31. december 2022. Kommentarer til fremsendte bemærkninger Det fremgår af de fremsendte bemærkninger fra R1, at der er enighed om, at H2 omfattes af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Der er ligeledes enighed om, at foreningen for nuværende ikke har erhvervsmæssig indkomst, dog vil foreningens indkomst fra udbytte i aktiebaserede investeringsbeviser fra og med indkomståret 2023 være at anse som erhvervsmæssig indkomst. Hertil skal Skattestyrelsen bemærke, at såfremt foreningen fra indkomståret 2023 fortsat har indtægter fra aktiebaserede investeringsbeviser, skal I meddele dette via skat.dk/tastselv. Vi vil så bedømme, om betingelserne for ikke at indtaste oplysningsskema stadig er opfyldt. Af de fremsendte bemærkninger vurderes der således alene at være uenighed om, hvorvidt foreningens formål kan anses som udelukkende almennyttigt. I fremsendte bemærkninger argumenteres der for, at erhvervsmæssig indtægt ved udlejning ikke nødvendigvis medfører, at et formål ikke kan anses for almennyttigt. Der henvises til SMK2011.232 og SKM2020.416.SR . Skattestyrelsen er enige i, at drift af fast ejendom og udlejning heraf ikke nødvendigvis medfører, at en foreningens formål skal anses som erhvervsmæssigt. Det må dog anses som en betingelse for almennyttighed, at udlejningen har en direkte tilknytning til et almennyttigt formål. I den forbindelse argumenteres i fremsendte bemærkninger for, at "børnehavedrift efter fast skattepraksis i selv udgør almennyttig aktivitet", hvorfor man anser formålet i H2 som almennyttigt. Skattestyrelsen er dog ikke enig i, at børnehavedrift generelt kan anses som almennyttigt. Det fremgår således af SKM2022.400.LSR , at selvejende institutioners drift af daginstitution ikke kan anses for almennyttigt. Der henvises i afgørelsen til SKM2017.525.LSR , hvor Landsskatteretten fandt at levering af tjenesteydelser i form af børnepasning efter sin art måtte anses som erhvervsmæssig virksomhed. Ejendomsdriften og udlejningen i H2 har således ikke en direkte tilknytning til et almennyttigt formål, hvorfor det fortsat er Skattestyrelsens opfattelse, at foreningens formål ikke kan anses som udelukkende almennyttigt i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. De modtaget bemærkninger har således ikke ændret Skattestyrelsens opfattelse. H2 anses ikke for at have et udelukkende almennyttigt formål, hvorfor foreningen alene opfylder betingelserne for at få udstedt et udbyttefrikort for en begrænset periode indtil den 31. december 2022." Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 7. december 2022 udtalt følgende: "Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Skattestyrelsen fastholder sin afgørelse og finder ikke at der er fremlagt nye faktiske oplysninger, der kan ændre Skattestyrelsens opfattelse. Repræsentanten henviser til SKM2020.254.SR ., hvor fonden i henhold til vedtægterne skulle varetage ejerskab og eventuelt salg af en ejendom, som blev anvendt til en konkret daginstitution. Skattestyrelsen finder ikke forholdet i nærværende sag sammenligneligt. Dette skyldes, at H2 varetager udlejning til drift af forskellige daginstitutioner, hvorledes det ikke er sikret, at ejendomsdriften og udlejningen kun kan have direkte tilknytning til et udelukkende almennyttigt formål. Skattestyrelsen har i den pågældende sag med H2 foretaget en konkret og individuel vurdering. Det er fortsat Skattestyrelsens vurdering, at foreningens virke i relation til ejendommene ikke i sig selv kan anses almennyttigt, da det ikke er godtgjort, at ejendomsdriften har en direkte tilknytning til et almennyttigt formål. Foreningens formål kan ikke anses som udelukkende almennyttig i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. " Klagerens opfattelse Foreningens repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse ændres, således at foreningen meddeles udbyttefrikort også fra 1. januar 2023, og fritages for oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: "Skattestyrelsen konkluderer vedrørende foreningens undtagelse fra oplysningspligt og afvisning af udbyttefrikort: " Det fremgår af foreningens regnskab for indkomståret 2020, at foreningen har indtægter fra drift af ejendomme til foreningens medlemmer og aktieudbytte. Af selskabsskattelovens § 1, stk.5 fremgår, at overskud som foreningen indvinder ved leverance til medlemmer, ikke betragtes som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Foreningen kan således undtages fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 3 indtil indkomståret 2023. Skattestyrelsen finder ikke, at foreningen opfylder betingelserne for at være undtaget fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4, idet foreningens formål ikke anses for at være udelukkende almennyttigt. " Skattestyrelsen lægger i den forbindelse vægt på, at foreningen varetager erhvervsmæssige interesser : " Det fremgår af punkt 55 til cirkulære nr. 136 af den 7. november 1988, at almennyttige formål foreligger såfremt støtten kommer en vis videre kreds til gode, og såfremt formålet ud fra en almindelig fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige, - herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende - humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale formål. Også idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer vil kunne anses for almennyttige. Derimod vil organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser , ikke kunne anses for almennyttige. Af selskabsskattelovens § 1, stk. 4 fremgår som eksempel på erhvervsmæssig virksomhed : … indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom… Foreningen anses for at have et blandet formål gennem indtægter ved drift og udlejning af fast ejendom, som anses for varetagelse af erhvervsmæssige interesser. Foreningen kan på baggrund heraf ikke undtages fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. Skattestyrelsen vurderer, at foreningen ikke er udelukkende almennyttig, hvorfor foreningen alene opfylder betingelserne for at få udstedt at udbyttefrikort for en begrænset periode." Vi er ikke enige i Skattestyrelsens synspunkt om, at tilstedeværelsen af erhvervsmæssig aktivitet/virksomhed medfører, at foreningen ikke kan anses for værende almennyttig og dermed undtaget fra oplysningspligt. Det nævnte cirkulære 1988-11-07 nr. 136 vedrører indkomstbeskatning for aktieselskaber mv. Cirkulærets pkt. 55 og 80 omhandler hhv. definition af almennyttige formål samt selvangivelses-/oplysningspligt. Af pkt. 55 fremgår følgende: "et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinjer af et objektivt præg. Formålet skal desuden komme en vis videre kreds til gode. … Almennyttige formål foreligger, når formålet ud fra en almindeligt fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål. Videre kan nævnes miljømæssige, videnskabelige, herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende, humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale formål. Derimod vil organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, ikke kunne anses for almennyttige . … En række foreninger mv. omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6 vil uanset forekomsten af skattepligtige indkomster være fritaget for selvangivelsespligt , ligesom de ikke medtages ved skatteansættelsen. Det gælder foreninger mv. med udelukkende almennyttige eller almenvelgørende formål, hvor den erhvervsmæssige virksomhed har en naturlig sammenhæng med formålet . Sådanne foreninger mv. antages ikke at have nogen indkomst til beskatning på grund af reglerne om fradragsret for udlodninger og hensættelser. " (vores understregninger) Vurderingen af hvornår der foreligger almennyttige formål sker i overensstemmelse med de retningslinjer, der gælder for fonde og foreningers uddelinger efter fondsbeskatningsloven samt ved administrationen af bestemmelserne i ligningsloven § 8A og § 12 mv. I Skattestyrelsens Juridiske Vejledning afsnit C.D.9.9.1.3 er pkt. 55 fra cirkulæret gengivet som vejledning vedrørende spørgsmålet om, hvornår fonde og foreningers uddelinger mv. kan anses for almennyttige og dermed fradragsberettigede. Af samme afsnit i Juridisk vejledning ( C.D.9.9.1.3 ) er passus fra pkt. 55 i cirkulæret " Derimod vil organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, ikke kunne anses som almennyttige " fulgt af en vejledning om, at bidrag til sådanne organisationer kun kan fradrages, hvis fradragsretten kan støttes på ligningslovens § 13, der vedrører fradragsret for kontingenter til faglige organisationer. Da der henvises til reglerne for faglige organisationer, kan der ikke sættes lighedstegn mellem, hvad der på den ene side forstås ved faglige organisationers varetagelse af erhvervsmæssige/erhvervspolitiske interesser for deres medlemmer, og på den anden side udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed som dette begreb generelt anvendes i skatteretten. Det er varetagelse af erhvervspolitiske interesser, der diskvalificerer fra almennyttig status, og ikke eksistensen af en udlejningsvirksomhed, der understøtter og i øvrigt er en forudsætning for udøvelse af et almennyttigt formål. Foreningens formål består i forbedring af vilkår for børn og unge samt støttekrævende personer og oprettelse og drift af daginstitutioner samt socialpædagogiske tilbud. Formålet indeholder således både sociale, samfundsmæssige, undervisningsmæssige og nationale aspekter. Idet der ikke er en afgrænsning af, hvilke børn og unge eller støttekrævende personer, der kan anvende foreningens tilbud, kan formålet anses for at komme en vis videre kreds til gode, hvorfor vi anser foreningens formål for at være udelukkende almennyttigt. Foreningens vedtægtsmæssige opløsningsbestemmelse er i overensstemmelse hermed. H2 udøver virksomhed i form af udlejning af ejendomme til daginstitutioner og botilbud, der er medlemmer af foreningen. Udover foreningens overordnede formål, som er forbedring af vilkår for børn og unge samt støttekrævende personer, er foreningens aktivitet således at oprette og drive daginstitutioner samt socialpædagogiske tilbud. Dette fratager imidlertid ikke foreningens aktivitet den almennyttige karakter, idet det at stille bygninger til rådighed for daginstitutioner og botilbud udgør en integreret del af foreningens opfyldelse af sit almennyttige formål. Foreningens karakteristika ses derfor at stemme overens med de foreninger, der nævnes i cirkulærets punkt 55, sidste gengivne afsnit ovenfor. Vi bemærker, at foreningen ikke udlejer ejendommene på markedsvilkår, men derimod til en væsentligt reduceret husleje. Huslejeniveauet er ensidigt fastsat af X Kommune, og kommunen vil ikke acceptere en husleje fastsat på baggrund af valuarvurdering eller lignende af de pågældende ejendommene. Ved vurderingen af foreningens almennyttige status må sondres mellem på den ene side foreningens erhvervelse af indkomst (lejeindtægt fra daginstitutioner og botilbud) og på den anden side foreningens almennyttige anvendelse heraf (forbedring af vilkår for børn og unge samt støttekrævende personer). Det er det sidste, der er afgørende for almennyttig status. I mange foreninger er en erhvervsmæssig indkomst i tråd hermed en naturlig og nødvendig forudsætning for foreningens almennyttige virke. Begreberne erhvervsmæssig indkomst og almennyttighed er i denne sammenhæng derfor ikke hinandens modsætninger. Dette bestrides ikke umiddelbart af Skattestyrelsen. Foreningens efter sin art erhvervsmæssige virksomhed med udlejning af ejendomme er således ikke initieret af et ønske om at skabe profit, men bunder alene i foreningens opfyldelse af sit overordnede formål med at forbedre vilkårene for børn og unge samt støttekrævende personer. Vi henviser i den forbindelse til præmisserne i SKM2011.232, hvor Skatterådet netop fandt, at udlejning af bygninger på markedsvilkår ikke fratog erhvervelsen heraf karakteren af almennyttighed, henset til ideen med det i sagen omhandlede koncept. Se i tråd hermed SKM2020.416.SR , hvor den i sagen omhandlede fond varetog tværkulturelle og undervisningsmæssige formål, og hvor kollegiedrift var en del af det tværkulturelle formål. Skatterådet bekræftede, at Fonden varetog almennyttige m.v. formål. Her blev således anerkendt, at selve fondens drift - udlejning af kollegieværelser - udgjorde en almennyttig aktivitet. I skattedepartementets afgørelse TfS 1988, 437 blev selvejende kollegier ligeledes vurderet som almennyttige, hvorfor der kunne ske uddelingsfradrag af omkostninger til forbedring af kollegiet, samt foretages skattemæssige hensættelser hertil. Derudover henvises til Skatterådets afgørelse SKM2020.254.SR hvor en daginstitution for børn i alderen 0-6 år blev anset for at varetage et socialt og uddannelsesmæssigt formål, der blev anset som værende almennyttigt. Daginstitutionen kunne dermed erhverve en lejlighed som en intern uddeling, idet lejligheden skulle udgøre rammerne for institutionen, der tilgodeså sociale forhold og var åben for en videre kreds. I Skattestyrelsens svar vedrørende sagerne […] (J.nr. 15-18961) og […] (J.nr. 16-0229983) blev opførsel af ejendomme anset for almennyttige uddelinger, selvom bygningerne efterfølgende blev stillet til rådighed gennem udlejning til hhv. en højskole og en uddannelsesinstitution på markedsvilkår. Skattestyrelsen konkluderer imidlertid i sin afgørelse, at foreningens ejendomsdrift og udlejning ikke har en direkte tilknytning til et almennyttigt formål: " Skattestyrelsen er enige i, at drift af fast ejendom og udlejning heraf ikke nødvendigvis medfører, at en foreningens formål skal anses som erhvervsmæssigt. Det må dog anses som en betingelse for almennyttighed, at udlejningen har en direkte tilknytning til et almennyttigt formål. I den forbindelse argumenteres i fremsendte bemærkninger for, at "børnehavedrift efter fast skattepraksis i selv udgør almennyttig aktivitet", hvorfor man anser formålet i H2 som almennyttigt. Skattestyrelsen er dog ikke enig i, at børnehavedrift generelt kan anses som almennyttigt. Det fremgår således af SKM2022.400.LSR , at selvejende institutioners drift af daginstitution ikke kan anses for almennyttigt. Der henvises i afgørelsen til SKM2017.525.LSR , hvor Landsskatteretten fandt at levering af tjenesteydelser i form af børnepasning efter sin art måtte anses som erhvervsmæssig virksomhed. Ejendomsdriften og udlejningen i H2 har således ikke en direkte tilknytning til et almennyttigt formål, hvorfor det fortsat er Skattestyrelsens opfattelse, at foreningens formål ikke kan anses som udelukkende almennyttigt i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4 ." Skattestyrelsens konklusion synes uforståelig restriktiv og ikke i overensstemmelse med Skattestyrelsens juridiske vejledning eller hidtidig fast skattepraksis på området. Skattestyrelsen konkluderer uden konkret vurdering og alene med henvisning til SKM2022.400.LSR , at foreningens ejendomsdrift og udlejning ikke har direkte tilknytning til et almennyttigt formål, idet udlejningen sker til selvejende institutioner med drift af daginstitution. Af juridisk vejledning C.D.9.9.1.3 under afsnittet " Konkret vurdering " fremgår: " Det beror i skatteretlig henseende på en konkret vurdering, om en uddeling er almenvelgørende eller almennyttig for at kunne indrømmes fradrag. Uanset om der er tale om en fond mv. eller en forening, skal skattemyndighederne derfor foretage en selvstændig vurdering af, hvorvidt formålet må anses for almenvelgørende eller almennyttigt, ligesom der skal foretages en konkret vurdering af de enkelte uddelinger. Se udtalelsen i TfS 1994, 404 DEP, som er en kommentar til TfS 1993, 587 LSR." I SKM2020.254.SR nåede Skattestyrelsen/Skatterådet ud fra en konkret vurdering af en selvejende institutions vedtægter og virke som daginstitution frem til, at den selvejende institution måtte anses for almennyttig: " Som daginstitution for børn indtil skolealderen varetager Daginstitutionen efter Skattestyrelsens opfattelse et socialt og uddannelsesmæssigt formål, som ud fra en almindelig fremherskende opfattelse må anses for at være nyttigt, idet der er tale om rammerne for en institution, der tilgodeser sociale formål og er åben for en videre kreds. Skattestyrelsen henser også til, at det fremgår af Daginstitutionens vedtægter, at i tilfælde af institutionens nedlæggelse skal dens egenkapital/formue med tilslutning fra mindst 4/5 af bestyrelsesmedlemmerne anvendes til et andet af bestyrelsen vedtaget lignende socialt eller sundhedsmæssigt formål for børn og unge. Formålet skal godkendes af x-kommune. Skattestyrelsen anser således købet af lejligheden for at gå til et almennyttigt formål. " Yderligere i et ikke offentliggjort bindende svar fra 2008 (j.nr. 08-024709), bekræftede SKAT, at en fonds formål måtte anses for almennyttigt. Fonden, hvis formål var at yde støtte til gavn for børn og unge - fortrinsvis fra [område] i [By], ydede støtten ved at stille en ejendom til rådighed gennem udlejning til en selvejende børneinstitution. Der er således praksis for, at dagsinstitutionsdrift og lignende efter en konkret vurdering kan anses for almennyttigt. Som nævnt henviser Skattestyrelsen i sin argumentation til Landsskatterettens afgørelse SKM2022.400.LSR . Denne afgørelse omhandlede en fonds muligheder for at foretage fradrag for ejendomsudgifter som interne uddelinger. Landsskatteretten anså ikke fondens virke i forhold til ejendomme, der blev udlejet til daginstitutioner, som værende almennyttigt i sig selv og Landsskatteretten fandt det således ikke godtgjort, at ejendoms driften (vores understregning) havde direkte tilknytning til det almennyttige formål, hvorfor fondens udgifter vedrørende ejendommene ikke kunne anses som uddelinger til et almennyttigt formål efter fondsbeskatningsloven § 4. Landsskatteretten henviste i afgørelsen til SKM2017.525.LSR , hvor Landsskatteretten tog stilling til, om en forenings salg af en fast ejendom medførte avancebeskatning af foreningen. Foreningen, der var skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, havde drevet daginstitution og ønskede nu at sælge den ejendom, hvorfra aktiviteten var blevet drevet. Landsskatteretten anså foreningens drift af daginstitution for at være erhvervsmæssig virksomhed efter sin art. Idet ejendommen var anvendt til foreningens erhvervsmæssige virksomhed, anså Landsskatteretten den opnåede avance for at være skattepligtig for foreningen. Landsskatteretten ses i afgørelsen imidlertid ikke at behandle spørgsmålet om, hvorvidt drift af daginstitution skal anses for almennyttigt. Landsskatterettens afgørelse fra 2017 kan således ikke anvendes som udtryk for, at drift af daginstitution ikke kan udgøre en almennyttig aktivitet. Det er således ikke korrekt, når Landsskatteretten i SKM2022.400.LSR henviser til SKM2017.525.LSR som grundlag for, at drift af daginstitution ikke kan anses som almennyttigt. Foreningen H2 har som sit grundlæggende formål at medvirke til en stadig forbedring af vilkårene for børn og unge samt støttekrævende personer i X Kommune. Foreningen efterlever blandt andet formålet ved at stille sine bygninger til rådighed for daginstitutioner og botilbud, som er medlemmer af og samarbejder med Foreningen om førnævnte formål. Det må således ud fra en konkret vurdering lægges til grund, at foreningens ejendomsdrift og udlejning til daginstitutioner og botilbud har direkte tilknytning til foreningens almennyttige formål. Endvidere gælder, at foreningen løbende kanaliserer et evt. overskud tilbage til institutionerne (foreningens medlemmer) og dermed det almennyttige formål, og at foreningen således er en nonprofitorganisation. Derudover skal foreningens formue, i tilfælde af opløsning, overføres til lignende formål som det i formålsbestemmelsen nævnte. Foreningen H2 har således som følge af fradragsretten i selskabsskatteloven § 3, stk. 2 og 3 ikke indkomst til beskatning. Som følge heraf er foreningen undtaget for oplysningspligt efter skattekontrolloven § 4, stk. 1, nr. 4, idet foreningens formål må anses som udelukkende almennyttigt. I tråd hermed mener vi fortsat, at Foreningen opfylder betingelserne for at få udstedt et udbyttefrikort." Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Foreningens repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Foreningens repræsentant har ved indlæg af 30. oktober 2025 fremsat følgende supplerende bemærkninger efter mødet med Skatteankestyrelsen: " (…) Vi sender her som aftalt en oversigt over de nyere afgørelser, som vi mener er relevante i forhold til nærværende sag. SKM2025.72.SR Sagen vedrørte de skattemæssige konsekvenser for de deltagende institutioner af en påtænkt skattepligtig sammenlægning af en række friplejehjem. Sammenlægningen var skattepligtig. De deltagende Institutioner skulle derfor som udgangspunkt (avance)beskattes efter de skatteretlige regler, der gælder for afståelse/erhvervelse af de enkelte aktiver, i det omfang de havde været anvendt/skulle anvendes erhvervsmæssigt. Skatterådet bekræftede, at de Ophørende Institutioner kunne gennemføre sammenlægningen uden skattemæssige konsekvenser for den enkelte Ophørende Institution, da den overførsel af nettoformue (egenkapital), der fandt sted som led i sammenlægningen, i skattemæssig henseende kunne karakteriseres som en fradragsberettiget almennyttig uddeling efter SEL § 3, stk. 2. Sammenlægningen udløste derfor ikke skat til betaling for de Ophørende Institutioner. Skatterådet bekræftede endvidere, at den Fortsættende Institution var omfattet af den betingede fuldstændige skattefritagelse i SEL § 3, stk. 1, nr. 5, og dermed undtaget for skattepligt, således at den Fortsættende Institution skattefrit ville kunne modtage den enkelte Ophørende Institutions aktiviteter (nettoformue (egenkapital)) som led i sammenlægningen. Den i afgørelsen omhandlede fortsættende institution har som formål (gengivet på side 17 i afgørelsen): "[Institutionens] formål er som en del af [den almennyttige del af Organisationen] at yde pleje og omsorg i overensstemmelse med gældende lovgivning samt friplejehjemmets værdigrundlag og menneskesyn." "[Institutionens] har endvidere som formål - efter bestyrelsens afgørelse - at yde gaver til beslægtet arbejde inden for [den almennyttige del af Organisationen]." "I tilfælde af [Institutionens] nedlæggelse tilfalder evt. formue - efter bestyrelsens afgørelse - et beslægtet arbejde inden for [den almennyttige del af Organisationen]". Af afgørelsen fremgår ligeledes (side 18): Det er Skattestyrelsens opfattelse, at driften af friplejehjem - i anmodningen vedtægtsmæssigt formuleret således, at formålet er "som en del af [den almennyttige del af Organisationen] at yde pleje og omsorg i overensstemmelse med gældende lovgivning samt friplejehjemmets værdigrundlag og menneskesyn" udgør et almennyttigt formål. Som almennyttige formål anerkendes blandt andet sociale og humanitære formål. Den Fortsættende Institutions formål med driften af friplejehjemmene anses både for at være af social og humanitær karakter og anses derfor som værende almennyttigt. Skattestyrelsen bemærker, at det forhold, at både de Ophørende Institutioner og den Fortsættende Institutions indkomst efter sin art er af erhvervsmæssig karakter (betaling for drift af friplejehjem i form af beboerbetaling for kost og logi samt offentlige tilskud), ikke udelukker, at institutionernes aktivitet samtidig kan karakteriseres som eller opfylde et almennyttigt formål (at yde omsorg og pleje til friplejehjemmenes beboere). SKM2024.64.SR Skatterådet fandt, at en påtænkt nystiftet fond, der ville blive stiftet og registreret i Erhvervsstyrelsen som en erhvervsdrivende fond, var almennyttig i skattemæssig henseende, selvom den pågældende fond havde til formål - gennem et eller flere datterselskaber - at foretage investeringsaktiviteter, herunder i form af udlån og egenkapitalinvesteringer. Selv om investeringsaktiviteter efter sin art udgør erhvervsmæssig virksomhed, så fandt Skatterådet alligevel, at formålet med investeringsaktiviteterne som sådan var almennyttigt, samt at der var tale om en naturlig sammenhæng mellem den erhvervsmæssige virksomhed og det almennyttige formål, idet der var tale om social impact-investeringer, der havde til formål at arbejde for sundhed, uddannelse og indtægtsskabende aktiviteter i den hensigt at støtte fattige børn og unges udvikling over hele verden og at opnå varige forbedringer af levevilkårene for verdens fattige og udsatte børn og unge. SKM2023.434.SR Skatterådet fandt, at en påtænkt ejendomsfond, der ville blive stiftet og registreret i Erhvervsstyrelsen som en erhvervsdrivende fond, var almennyttig i skattemæssig henseende, selv om den pågældende fond havde til formål at erhverve, anlægge, opføre, vedligeholde og udleje bygninger med tilhørende arealer mv. Selv om udlejningsaktiviteter efter sin art udgør erhvervsmæssig virksomhed, jf. også selskabsskattelovens § 1, stk. 4, så fandt Skatterådet alligevel, at formålet med den planlagte anlæggelse, opførelse og efterfølgende udlejning af bygning med tilhørende arealer som sådan var almennyttigt, idet bygningen med tilhørende arealer skulle udlejes til en almennyttig fond, der havde til formål at yde omsorg for mennesker, herunder ved drift af hospice og palliativ behandling og omsorg. Bindende svar af 7. marts 2025 (ikke offentliggjort). Sagsnr. 24-2243939 Skattestyrelsen bekræftede at en ejendomsfond kunne anses som almennyttig i skattemæssig forstand hvis ejendommen efter anlæg og opførsel blev udlejet til kommunen som led i kommunens arbejde med udvikling af idræts- og kulturliv. Herudover kan vi henvise til Skattestyrelsens sagsnr. 602443327 (ikke offentliggjort), hvor en boligforening fik tildelt udbyttefrikort. Derudover vil vi henvise til de to artikler af Professor Rasmus Feldthusen i SR-SKAT 2023.18 samt SR-SKAT 2023.190. (…)" Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: "Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling. Skattestyrelsen fastholder, at det med rette, at Skattestyrelsen har afslået Foreningens anmodning om udstedelse af et udbyttefrikort efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Skattestyrelsen fastholder, at foreningen ikke opfylder betingelserne for at være undtaget fra oplysningspligt efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4, idet foreningens formål ikke anses for at være udelukkende almennyttig Slutteligt fastholder Skattestyrelsen, at Foreningens formål ikke er udelukkende almennyttigt." Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Foreningens repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse. Indlæg under retsmødet Repræsentanten fastholdt påstanden om, at Skattestyrelsens afgørelse skulle ændres, således at Foreningen også meddeles udbyttefrikort fra og med den 1. januar 2023 samt fritages for oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen har afslået foreningens anmodning om udbyttefrikort fra 1. januar 2023, og afslået foreningens anmodning om undtagelse fra oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4, herunder hvorvidt foreningens formål er udelukkende almennyttigt. Retsgrundlaget Folketinget vedtog ved lov nr. 1179 af 8. juni 2021 (L211A) at tilpasse beskatningen af foreninger og fonde m.v. til EU-reglerne. Med ændringen blev der bl.a. tilføjet et 3. og et 4. pkt. til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, således, at bestemmelsen herefter lyder: “§ 1 Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet: (…) 6) andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. dog § 3, for så vidt foreningen mv. ikke er omfattet af fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Skattepligten omfatter endvidere udbytte som nævnt i § 2, stk. 1, litra c, 1. og 2. pkt., renter som nævnt i § 2, stk. 1, litra d, 1. pkt., royalty som nævnt i § 2, stk. 1, litra g, 1. pkt., og kursgevinster som nævnt i § 2, stk. 1, litra h, 1.-3. pkt. Skattepligten af udbytte som nævnt i 3. pkt. gælder dog ikke foreninger m.v., hvis midler ifølge vedtægter el.lign. udelukkende kan anvendes til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål." Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2023, jf. § 13, stk. 4 i lov nr. 1179 af 8. juni 2021. Det fremgår af kildeskattelovens § 65, stk. 3: "Skatteministeren kan fastsætte regler om, at der ikke skal indeholdes udbytteskat i udbytter, der ikke skal medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om offentliggørelse af en database over selskaber og foreninger m.v., som er berettiget til at modtage udbytte uden indeholdelse af udbytteskat." På baggrund af denne bestemmelse er dagældende bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021 om kildeskat udstedt, og efterfølgende ændret ved bekendtgørelse nr. 1084 af 23. juni 2022, hvorefter § 30 om udbyttefrikort lyder: “Selskaber og foreninger m.v., investeringsinstitutter med minimumsbeskatning og investeringsselskaber, der udlodder udbytte, skal undlade at indeholde udbytteskat, når betingelserne som angivet i nr. 1-7, henholdsvis stk. 2-6, er opfyldt: 1) Der forevises frikort, jf. stk. 2 og 3, eller udbyttemodtageren er medtaget på en database offentliggjort af Skatteforvaltningen på internettet over indehavere af frikort, jf. stk. 4 (…) Stk. 2. Frikort udstedes til: (…) 2) Foreninger, kooperationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og § 2, stk. 1, litra c, 10. pkt., og hvis midler ifølge vedtægter el.lign. udelukkende kan anvendes til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. (…) Stk. 3. Frikort udstedes af SKAT og gælder indtil videre dog højst 10 år. (…) Frikortet skal tilbageleveres til udstederen, hvis aktionærens forhold ændres". Det fremgår af selskabsskattelovens § 1, stk. 4: "Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed for de i stk. 1, nr. 5 c, 5 d eller 6, omhandlede investeringsinstitutter, foreninger mv. betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom og indtægt ved produktion af elektricitet og varme. (…)" Det fremgår af den dagældende skattekontrollovs § 4, stk. 1, nr. 4 i lov nr. 1535 af 19. december 2017, at: "Følgende juridiske personer er ikke omfattet af oplysningspligten i § 2: (…) 4) Foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen m.v. som følge af fradragsretten efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til beskatning. Det er dog en betingelse, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt." Om almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål fremgår det af cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 til selskabsskatteloven, pkt. 55 og 80, at: "55 (…) Vurderingen af, om der foreligger almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål skal foretages i overensstemmelse med administrationen af begreberne under det tidligere fritagelsessystem samt ligningslovens § 8 A og arveafgiftslovens § 3, stk. 4. For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelingerne, er afgrænset efter retningslinjer med et objektivt præg. Formålet må således komme en vis videre kreds til gode. For at et formål kan anses for almenvelgørende, er det en forudsætning, at støtten ydes personer inden for en videre kreds, der er i økonomisk trang. Almennyttige formål foreligger, såfremt støtten kommer en vis videre kreds til gode, og såfremt formålet ud fra en almindelig fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige, - herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende - humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale formål. Også idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer vil kunne anses for almennyttige. Derimod vil organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, ikke kunne anses for almennyttige. Det almenvelgørende eller almennyttige formål skal være angivet i vedtægterne. (…) En række foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 6, vil uanset forekomsten af skattepligtige indkomster være fritaget for selvangivelsespligt, ligesom de ikke medtages ved skatteansættelsen. Det gælder foreninger m.v. med udelukkende almennyttige eller almenvelgørende formål, hvor den erhvervsmæssige virksomhed har en naturlig sammenhæng med formålet. Sådanne foreninger m.v. antages ikke at have nogen indkomst til beskatning på grund af reglerne om fradragsret for udlodninger og hensættelser. De foreninger m.v., der er fritaget for selvangivelsespligt, svarer til de foreninger m.v., der under det tidligere gældende fritagelsessystem var bevilget eller kunne bevilges en »stående skattefritagelse«. (…) 80. (…) Foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 6, som ikke driver skattepligtig virksomhed, er ikke pligtige til at indsende selvangivelse. Har foreningen m.v. ikke indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, er der ingen selvangivelsespligt. Har foreningen m.v. derimod indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, er den som udgangspunkt selvangivelsespligtig. Der gælder dog den væsentlige undtagelse, at foreninger m.v., der er skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 6, ikke er pligtige at indgive selvangivelse, hvis foreningen m.v. som følge af fradragsretten i § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til beskatning, jf. § 27, stk. 2. Det er en betingelse, at foreningens m.v. vedtægtsmæssige formål er udelukkende almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, samt at foreningens m.v. formue ved opløsning af foreningen m.v. ifølge vedtægterne udelukkende skal anvendes til sådanne formål. Foreninger m.v., der varetager formål, som ikke kan karakteriseres som almennyttige eller almenvelgørende, skal derimod fortsat indgive selvangivelse, såfremt disse har indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Tilsvarende gælder foreninger m.v., der varetager blandede formål, dvs. foreninger m.v., der foruden almennyttige eller almenvelgørende formål, også varetager andre formål samt foreninger, hvor der ikke foreligger en tilstrækkelig sammenhæng mellem det almennyttige formål og erhvervsvirksomheden. Disse foreninger kunne heller ikke under det tidligere skattefritagelsessystem opnå en »stående skattefritagelse«. (…)" Landsskatterettens begrundelse og resultat Udbyttefrikort kan i henhold til kildeskattebekendtgørelsens § 30, stk. 2, nr. 2, udstedes til foreninger, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og hvis midler ifølge vedtægter el.lign. udelukkende kan anvendes til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Vurderingen af, hvorvidt en forenings formål kan anses for værende udelukkende almenvelgørende eller almennyttigt, beror på en konkret vurdering af formålsbestemmelsen i foreningens vedtægter og foreningens faktiske virke. Foreninger, omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, er undtaget fra oplysningspligt, hvis de som følge af fradragsretten efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til beskatning og deres formål samtidig er udelukkende almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt. Foreningens vedtægtsmæssige formål, jf. vedtægternes § 1 sammenholdt med oplysningerne i sagen om Foreningens faktiske virke i form af varetagelse af medlemmernes erhvervsmæssige interesser samt Foreningens udlejning af ejendomme til selvejende daginstitutioner og til private udlejere, medfører, at Foreningens virke ikke er udelukkende almennyttigt, jf. pkt. 55 i cirkulære nr. 136 af 7. november 1988. Det følger af selskabsskattelovens § 1, stk. 4, at indtægt ved anden forretningsmæssig virksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom betragtes som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Udgifter til ejendomme med en direkte tilknytning til et almennyttigt virke, kan anses som værende almennyttige, jf. SKM2006.504.SR , SKM2011.232.SR og SKM2016.17.SR . Selvejende institutioners drift af daginstitutioner findes dog ikke at være almennyttigt, jf. SKM2022.400.LSR med henvisning til SKM2017.525.LSR . Landsskatteretten finder derfor ikke, at Foreningens formål er udelukkende almennyttigt. Det er efter § 30, stk. 2 i den dagældende bekendtgørelse om kildeskat en betingelse for at få udstedt et udbyttefrikort, at foreninger, der [er] omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, udelukkende kan anvende deres midler til almennyttige formål ifølge deres vedtægter. Da denne betingelse ikke er opfyldt, er det med rette, at Skattestyrelsen har afslået Foreningens anmodning om udstedelse af et udbyttefrikort efter denne bestemmelse. Det er efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 4, en betingelse for at blive fritaget fra oplysningspligt, at foreninger, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, som følge af fradragsretten i selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 3 ikke har indkomst til beskatning, skal have et formål, der er udelukkende almennyttigt. Da denne betingelse ikke er opfyldt, er det med rette, at Skattestyrelsen har afslået Foreningens anmodning om fritagelse efter denne bestemmelse. Henvisningerne til Skatterådets afgørelser SKM2025.72.SR , SKM2024.64.SR samt SKM2023.434.SR ændrer under de foreliggende omstændigheder ikke resultatet. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.