SKM2026.445.SR
Brugtmomsordningen - betalingsgebyrer til betalingsindløsere
- Myndighed
- Skatterådet
- Dokumenttype
- Bindende svar
- Afsagt
- 25. august 2026
- Offentliggjort
- 11. september 2026
- Emneord
- Moms, brugtmomsordningen, fortjenstmargenordningen, betalingsgebyrer
- Kilde
- Åbn original på info.skat.dk ↗
Lovhenvisninger
Resumé
Spørgers virksomhed består i, at Spørger køber og videresælger brugte varer. Spørger har valgt at anvende fortjenstmargenordningen i momslovens kapitel 17, der indeholder særlige bestemmelser for videreforhandleres salg af brugte varer. Anvendelsen af fortjenstmargenordningen indebærer, at den afgiftspligtige ved videresalget kan afgiftsberigtige leverancerne ud fra et afgiftsgrundlag svarende til 80% af forskellen mellem videreforhandlerens salgspris og indkøbspris, i stedet for at beregne moms af hele salgsprisen. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de betalingsgebyrer, som Spørger betalte til betalingsindløsere i forbindelse med salg af brugte varer omfattet af fortjenstmargenordningen, skulle reducere salgsprisen ved opgørelsen af fortjenstmargenen. Det var Skatterådets opfattelse, at begreberne "købspris" og "salgspris" omfattede henholdsvis Spørgers fulde vederlag til sælger og det fulde vederlag, som Spørger modtog fra køber. Ved vurderingen henså Skatterådet til, at momssystemdirektivet definerer henholdsvis købsprisen og salgsprisen ved anvendelsen af fortjenstmargenordningen, som det vederlag, der er betalt til leverandøren, eller som modtages fra kunden. Ligesom Skatterådet har lagt vægt på, at EU-Domstolen i forhold til købsprisen har fastslået, at denne ikke omfatter omkostningselementer, som ikke er betalt til leverandøren af varen, men til tredjemand.
Henviser til
Fuldtekst
Spørgsmål Kan Skatterådet bekræfte, at de betalingsgebyrer, som Spørger betaler til betalingsindløserne i forbindelse med kunders betalinger ved salg af brugte varer omfattet af brugtmomsordningen, skal reducere salgsprisen ved opgørelsen af avancen efter momslovens regler om brugtmoms? Svar Nej Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens §17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form. Beskrivelse af de faktiske forhold Spørger driver virksomhed med salg af brugt tøj og anvender brugtmomsordningen ved salget af de varer, der opfylder betingelserne herfor. Salget sker fysisk i butik via Spørgers kassesystem. Kunderne betaler blandt andet med betalingskort og MobilePay. I forbindelse med disse betalinger opkræver betalingsindløsere og tilknyttede betalingstjenester gebyrer hos Spørger. Gebyrerne er direkte forbundet med gennemførelsen af de enkelte salgstransaktioner og opkræves som led i, at kunden betaler for den solgte vare. Gebyrerne vedrører således Spørgers modtagelse af betaling for salg, der er omfattet af brugtmomsordningen. Spørger ønsker afklaret, om disse gebyrer ved opgørelsen af avancen efter brugtmomsreglerne kan anses for at reducere salgsprisen, således at gebyrerne indgår som en reduktion af den avance, hvoraf momsen beregnes. De samlede årlige gebyrer udgør efter det oplyste X kr. knyttet til kassesystemer og MobilePay/betalingsindløsning. Spørger har bilagt anmodningen om bindende svar en oversigt over kortbetalinger og de gebyrer, som er opkrævet hos Spørger den XX.XX.2025. Nedenfor er oversigten gengivet i uddrag: [Red.: oversigt fjernet] Spørgers opfattelse og begrundelse Der anmodes om stillingtagen til et praktisk og tilbagevendende spørgsmål af væsentlig økonomisk betydning for Spørger. De årlige gebyrer udgør X kr. Spørger mener, at spørgsmålet skal besvares med "ja". Det gøres gældende, at de omhandlede gebyrer er så nært knyttet til de konkrete salg, at de reelt reducerer den betaling, som Spørger modtager i forbindelse med salget. Gebyrerne er ikke generelle driftsomkostninger uden tilknytning til det enkelte salg, men omkostninger der opstår som en direkte følge af kundens betaling for varen. Efter Spørgers opfattelse bør gebyrerne derfor indgå ved opgørelsen af den salgspris, som danner grundlag for avanceberegningen efter brugtmomsordningen, så avancen reduceres tilsvarende. Der ses ikke at foreligge klar offentliggjort praksis om netop betalingsgebyrer til betalingsindløsere ved brugtmoms. Spørger finder dog, at den mest nærliggende løsning er, at sådanne gebyrer behandles som en reduktion af salgsprisen, når de er direkte knyttet til gennemførelsen af salget. Spørger anmoder derfor om Skatterådets bekræftelse af, at disse gebyrer kan fratrækkes ved opgørelsen af den avance, som momsen beregnes af. Skattestyrelsens indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at de gebyrer, som Spørger betaler til betalingsindløsere i forbindelse med kunders betalinger ved salg af brugte varer omfattet af brugtmomsordningen, skal reducere salgsprisen ved opgørelsen af avancen efter momslovens regler om brugtmoms. Begrundelse Spørgers virksomhed består i, at Spørger køber og videresælger brugte varer. Spørger er derfor en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, ligesom Spørgers leverancer er momspligtige, jf. momslovens § 4. Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget det vederlag, som sælger modtages ved salget, jf. momslovens § 27, stk. 1. Momslovens kapitel 17, indeholder dog særlige bestemmelser for videreforhandleres salg af brugte varer. I stedet for at beregne moms efter reglerne i momslovens § 27, stk. 1, kan afgiftspligtige, der køber brugte varer med videresalg for øje, vælge at anvende fortjenstmargenordningen, jf. § 69, stk. 1. Anvendelsen af fortjenstmargenordningen indebærer, at den afgiftspligtige ved videresalget kan afgiftsberigtige leverancerne ud fra et afgiftsgrundlag svarende til 80% af forskellen mellem videreforhandlerens salgspris og indkøbspris, jf. momslovens § 70, stk. 1. Spørger har valgt at anvende fortjenstmargenordningen. Med anmodningen om bindende svar ønsker Spørger, at det bekræftes, at salgsprisen ved anvendelse af fortjenstmargenordningen udgør et beløb svarende til det modtagne vederlag for varen reduceret med de gebyrer, som Spørger betaler til betalingsindløserne, når kunderne anvender betalingskort eller Mobilepay. Begreberne "salgspris" og "købspris" er ikke defineret i momsloven eller i dennes forarbejder i forhold til anvendelsen af fortjenstmargenordningen, ligesom der heller ikke er taget stilling hertil i dansk praksis. I Den juridiske vejledning anføres i afsnit D.A.18.4.2 , om opgørelsen af købs- og salgsprisen ved anvendelsen af fortjenstmargenordningen, at der ved "salgspris" forstås den samlede pris, som den afgiftspligtige videreforhandler modtager som vederlag, inkl. eventuelle bi-omkostninger til fx forsendelse/transport af varerne til køber. Dette gælder uanset, om videreforhandleren vælger at opkræve køber et særskilt vederlag herfor, eller om bi-omkostningerne indgår som en del af salgsprisen for varerne. Momslovens §§ 69 og 70, implementerer momssystemdirektivets artikel 312-315. I medfør af direktivbestemmelserne kan medlemsstaterne på levering af bl.a. brugte genstande, der foretages af afgiftspligtige videreforhandlere, anvende en særordning, hvor der beregnes moms af den afgiftspligtige videreforhandlers fortjenstmargen. EU-Domstolen har i sag C-212/04, Adeneler, præciseret, at ved fortolkningen af nationale lovbestemmelser, som implementerer bestemmelser i momssystemdirektivet, påhviler det de nationale myndigheder, herunder retsinstanserne, at fremkalde det resultat der tilsigtes med en direktivbestemmelse, jf. præmis 117. Ved fortolkningen af begrebet "salgspris" i momslovens § 70, skal der derfor ikke kun henses til ordlyden af den danske momslov og dansk praksis, men også til ordlyden af den bagvedliggende direktivbestemmelse samt den fortolkning, som EU-Domstolens har anlagt af direktivbestemmelsen. I modsætning til momsloven defineres i momssystemdirektivet begreberne "salgspris" og "købspris" ved anvendelse af særordningen i direktivets artikel 312-315. I henhold til artikel 312 forstås ved salgspris: " den samlede modværdi, som den afgiftspligtige videreforhandler modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionen, skatter, importafgifter og andre afgifter, biomkostninger såsom provisions-, emballage-, transport og forsikringsomkostninger, som den afgiftspligtige videreforhandler forlanger afholdt af kunde […]. I henhold til momssystemdirektivet er salgsprisen således ethvert vederlag som videreforhandleren modtager eller vil modtage fra kunden, som følge af leveringen af den brugte vare. I sag C-180/22, Mensing II, tog EU-Domstolen stilling til opgørelsen af afgiftsgrundlaget ved anvendelse af fortjenstmargenordningen. Domstolen bemærkede indledningsvis, at afgiftsgrundlaget for leveringer af varer, for hvilke fortjenstmargenordningen finder anvendelse skal opgøres som forskellen mellem den "salgspris" som den afgiftspligtige videreforhandler forlanger for varen og "købsprisen". EU-Domstolen bemærkede herefter, at momsdirektivets artikel 312, nr. 1, definerer begrebet "salgspris" som "den samlede modværdi, som den afgiftspligtige videreforhandler modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionen, skatter, told, importafgifter og andre afgifter, bi-omkostninger, som den afgiftspligtige forlanger afholdt af kunden", mens "købsprisen" i artikel 312, nr. 2 defineres "som den samlede modværdi, som leverandøren modtager eller vil modtage af den afgiftspligtige videreforhandler." På den baggrund konkluderede domstolen, at det af selve ordlyden af momssystemdirektivets artikel 312, fremgår, at begreberne "salgspris" og "købspris", vedrører henholdsvis de omkostningselementer, som den afgiftspligtige videreforhandler har opnået dækning for som modydelse for en leveringstransaktion, der er undergivet fortjenstmargenordningen, dels de omkostningselementer, som den afgiftspligtige videreforhandler har betalt til leverandøren ved at købe den vare, der efterfølgende bliver genstand for denne levering. Med henvisning til definitionerne i artikel 312 udtalte EU-Domstolen, at begrebet "købspris", derfor ikke omfatter de omkostningselementer, som den afgiftspligtige ikke har betalt til leverandøren, men til tredjemand, således at denne købspris ikke omfatter den moms, der er betalt til statskassen for erhvervelsen inden for Fællesskabet af den vare, der senere bliver genstand for den pågældende leveringstransaktion. Med afgørelsen fastslås således, at det alene er de faktiske vederlag for varen, som skal indgå ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget ved anvendelsen af fortjenstmargenordningen. På denne baggrund er det Skattestyrelsens vurdering, at det vederlag som Spørger modtager fra kunderne ikke kan reduceres med de gebyrer, som Spørger opkræves af betalingsindløserne i forbindelse med salget af de brugte varer. Ligesom det i øvrigt er Skattestyrelsens vurdering, at betalingsgebyrerne heller ikke skal påvirke Spørgers købspris, jf. sag C-180/22, Mensing II. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej". Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse. Lovgrundlag, forarbejder og praksis Spørgsmål 1 og 2 Lovgrundlag Momssystemdirektivet Fortjenstmargenordning Artikel 312, stk. 1, nr. 1 Ved anvendelsen af denne underafdeling forstås ved: 1) "Salgspris": den samlede modværdi, som den afgiftspligtige videreforhandler modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionen, skatter, told, importafgifter og andre afgifter, biomkostninger, som den afgiftspligtige videreforhandler forlanger afholdt af kunden, men undtagen de beløb, der er omhandlet i artikel 79 Artikel 313, stk. 1 Medlemsstaterne anvender på leveringer af brugte genstande, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der foretages af afgiftspligtige videreforhandlere, en særordning med moms af den afgiftspligtige videreforhandlers fortjenstmargen i overensstemmelse med bestemmelserne i denne underafdeling. Artikel 314, litra a Fortjenestmargenordningen finder anvendelse på leveringer af brugte genstande, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter foretaget af en afgiftspligtig videreforhandler, når disse varer er leveret til ham inden for Fællesskabet af en af følgende personer: a) en ikke-afgiftspligtig person Artikel 315 Afgiftsgrundlaget for de leveringer af varer, der er omhandlet i artikel 314, er den afgiftspligtige videreforhandler fortjenstmargen med fradrag af den moms, der vedrører selve fortjenstmargenen. Den afgiftspligtige videreforhandler fortjenstmargen er lig med forskellen mellem den salgspris, som den afgiftspligtige videreforhandler forlanger for varen, og købsprisen. Momsloven § 3, stk. 1 Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. § 4, stk. 1 Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over t materielt gode. Levering f en ydelse omfatter enhver anden levering. § 27, stk. 1, 1. punktum Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. § 69, stk. 1 Virksomheder, der med henblik på videresalg indkøber mv. brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter eller antikviteter, kan ved videresalget afgiftsberigtige de pågældende brugte varer mv. efter reglerne i dette kapitel. Det er en forudsætning for at anvende disse regler, at de brugte varer mv. er leveret til virksomheden her i landet eller fra et andet EU-land af 1) en ikke afgiftspligtig person, 2) en afgiftspligtig person, når leveringen er afgiftsberigtiget efter reglerne i dette kapitel eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, 3) en afgiftspligtig person, når leveringen er fritaget for afgift efter § 13 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, 4) en afgiftspligtig person, når leveringen er afgiftsberigtiget efter reglerne i § 30 , stk. 1, 5) en afgiftspligtig person, der er fritaget efter § 71 e eller efter tilsvarende regler om fritagelse for små virksomheder i et andet EU-land, når leveringen omfatter et investeringsgode § 70 Ved virksomhedens levering af brugte varer mv. udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af forskellen mellem salgsprisen og købsprisen, jf. dog § 71 . Praksis C-212/04, Adeneler […] 117 Det skal desuden, vedrørende det tidspunkt, der er nævnt i første spørgsmål, litra a), og med henblik på at træffe en fuldstændig afgørelse i dette spørgsmål, bemærkes, at det allerede følger af Domstolens praksis, at forpligtelsen for en medlemsstat til, i henhold til artikel 10, stk. 2, EF, artikel 249, stk. 3, EF og selve det pågældende direktiv, at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at nå det ved direktivet foreskrevne resultat påhviler alle medlemsstaternes myndigheder, herunder også retsinstanserne, inden for rammerne af deres kompetence (jf. bl.a. Inter-Environnement Wallonie-dommen, præmis 40, og dommen i sagen Pfeiffer m.fl., præmis 110 og den deri nævnte retspraksis). C-180/22, Mensing II […] 24 Ifølge ordlyden af artikel 315, stk. 1, er afgiftsgrundlaget for leveringer af varer, for hvilke fortjenstmargenordningen finder anvendelse, den afgiftspligtige videreforhandlers fortjenstmargen, beregnet i overensstemmelse med denne artikels stk. 2, med fradrag af den moms, der vedrører selve fortjenstmargenen. I denne henseende fremgår det for det første af momsdirektivets artikel 315, stk. 2, at den afgiftspligtige videreforhandler fortjenstmargin er lig med forskellen mellem den "salgspris" som den afgiftspligtige videreforhandler forlanger for varen og "købsprisen". 26 Momsdirektivets artikel 312, nr. 1, definerer navnlig "salgspris" som "den samlede modværdi, som den afgiftspligtige videreforhandler modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionen, skatter, told, importafgifter og andre afgifter, bi-omkostninger, som den afgiftspligtige forlanger afholdt af "kunden. "Købsprisen" defineres i artikel 312, stk. 2, i dette direktiv, som "den samlede modværdi, som defineret i nr. 1, som leverandøren modtager eller vil modtage af den afgiftspligtige videreforhandler. 27 Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 31-33 i forslaget til afgørelse fremgår det således, af selve ordlyden, at momssystemdirektivets artikel 312, at begreberne "salgspris" og "købspris", der er nævnt i denne bestemmelse, vedrører henholdsvis de omkostningselementer, som den afgiftspligtige videreforhandler har opnået dækning for som modydelse for en leveringstransaktion, der er undergivet fortjenestmargenordningen, des de omkostningselementer, som den afgiftspligtige videreforhandler har betalt til leverandøren ved at købe den vare, der efterfølgende bliver genstand for denne levering. 28 Det følger heraf, hvad særligt angår begrebet "købspris", at dette ikke omfatter de omkostningselementer, som den afgiftspligtige ikke har betalt til leverandøren, men har betalt til tredjemand, således at denne købspris ikke omfatter den moms, der er betalt til statskassen for erhvervelsen inden for Fællesskabet af den vare, der senere bliver genstand for den pågældende leveringstransaktion. Den juridiske vejledning afsnit D.A.18.4.2 Ved "salgspris" forstås den samlede pris, som den afgiftspligtige videreforhandler modtager som vederlag, inkl. eventuelle bi-omkostninger til fx forsendelse/transport af varerne til køber. Det gælder uanset, at videreforhandleren vælger at afkræve køber et særskilt vederlag herfor. Se D.A.8.1.1.1.2 Hvad er vederlag?