Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.441.BR

Manglende selvangivelse af gevinster fra krydshandler med kryptovaluta anset for groft uagtsomt

Myndighed
Byret
Dokumenttype
Dom
Afsagt
28. april 2026
Offentliggjort
8. september 2026
Emneord
Kryptovaluta, ekstraordinær genoptagelse, groft uagtsomt, krydshandler, fiat-valuta
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

En skattepligtig havde i indkomståret 2017 realiseret en gevinst ved salg af kryptovaluta på godt 4,4 mio. kr. Den skattepligtige havde for indkomståret ikke selvangivet de gevinster, der stammede fra krydshandler med kryptovaluta, svarende til cirka halvdelen af den samlede gevinst. Skattestyrelsen blev opmærksom på, at den skattepligtige havde opnået en betydelig gevinst på krydshandler med kryptovaluta, som ikke var selvangivet, og ændrede herefter den skattepligtiges skatteansættelse for indkomståret 2017 ved en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, om grov uagtsomhed fra den skattepligtiges side. Under den efterfølgende domstolsprøvelse tiltrådte retten, at den skattepligtige havde handlet groft uagtsomt. Retten udtalte, at det beror på en samlet og konkret vurdering af sagens omstændigheder, om en fejl er tilstrækkelig kvalificeret til, at der er handlet groft uagtsomt. Med henvisning til sagens konkrete omstændigheder fandt retten, at der forelå en sådan manglende agtpågivenhed fra den skattepligtiges side, at han ved grov uagtsomhed havde bevirket, at skattemyndighederne for indkomståret 2017 havde foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Henviser til

  • SKM2014.226.SR
  • SKM2018.104.SR
  • SKM2018.130.SR
  • SKM2018.288.SR
  • SKM2019.571.VLR
  • SKM2022.110.ØLR
  • SKM2022.404.LSR
  • SKM2023.226.SR
  • SKM2025.496.BR
  • SKM2025.5.SR
  • SKM2025.538.BR
  • UfR 2006.1710 H
  • UfR 2018.3603 H
  • UfR 2022.820 H
  • UfR 2023.2747 H
  • UfR 2023.5413 H

Fuldtekst

Sag BS-13138/2025-HBK Parter A (v/ advokat Henrik Rahbek) mod Skatteministeriet (advokat Mattias Chor) Denne afgørelse er truffet af dommer Ole Stryhn. Sagens baggrund og parternes påstande Sagen er en delvis prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 10. december 2024 og drejer sig om, hvorvidt A har handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive avance ved krydshandler i kryptovaluta foretaget i indkomståret 2017. Der er enighed om, at avancen er skattepligtig, men der er ikke enighed om, hvorvidt der foreligger grov uagtsomhed, og dermed om der efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2017, idet den ordinære genoptagelsesfrist i § 26, stk. 1, var udløbet på genoptagelsestidspunktet. A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 skal nedsættes med 2.066.613 kr. Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse. Retten har modtaget sagen den 7. marts 2025. Sagens oplysninger I Landsskatterettens afgørelse af 10. december 2024, som var en stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse af 5. april 2022, hedder det bl.a.: "… Landsskatterettens begrundelse og resultat Det må ud fra det oplyste lægges til grund, at klageren i perioden fra den 4. februar 2017 til den 8. december 2019 har handlet med kryptovaluta i spekulationsøjemed på vekslingstjenesterne F1-vekselerer, F2-vekselerer, F3-vekselerer, F4-vekselerer, F5-vekselerer, F6-vekselerer og F7-vekselerer. Klageren er derfor skattepligtig af gevinsten ved salg i indkomstårene 2017, 2018 og 2019 jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Klageren har oplyst, at han på eget initiativ har selvangivet de gevinster ved salg af kryptovaluta, som han fik udbetalt til sine bankkonto i fiat-valuta, men at han var uvidende om, at gevinster ved krydshandler er skattepligtige. Hertil bemærker Landsskatteretten, at vekslinger i form af krydshandler mellem forskellige kryptovalutaer anses for en afståelse, hvorfor disse skal medtages ved opgørelsen. Landsskatteretten bemærker herved, at klageren ved krydshandel har udnyttet den opnåede værdistigning og således gevinst til investering i nye aktiver. … Klageren har i indkomståret 2017 ikke selvangivet gevinster fra salg af kryptovaluta på i alt 2.066.613 kr. Grundet de manglende oplysninger fra klageren om indbetalingerne, har Skattestyrelsen ikke haft tilstrækkelige oplysninger til at opgøre klagerens skattepligtige indkomst i 2017. Landsskatteretten finder, at klageren groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt grundlag. Klagerens henvisning til, at han ikke var vidende om, at gevinster i forbindelse med krydshandler også er skattepligtige, kan ikke føre til, at klageren alene kan anses for at have udvist simpel uagtsomhed. Retten har lagt vægt på, at klageren ikke har oplyst at have modtaget de store gevinster han har opnået ved krydshandler, men har været vidende om disse og udnyttet gevinsterne til investering i nye aktiver. Der er desuden lagt vægt på, at klageren, på trods af at have været i løbende kontakt med Skattestyrelsen, ikke har forsøgt at få beskatning af gevinster ved krydshandler afklaret, herunder fx ved at indhente et bindende svar. Det forhold, at klageren allerede havde indberettet 2.349.167 kr. i indkomståret 2017, ændrer ikke ved, at den manglede oplysning om gevinsten på de 2.066.613 kr. … Landsskatteretten finder på denne baggrund, at Skattestyrelsen har foretaget ansættelsen for indkomståret 2017 rettidigt. … Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse i sin helhed. …" Forklaring A har forklaret, at han i de sidste 10 år har været gift med JM. Hun har to børn, og derudover har de en fælles datter på (red.alder.nr.1.fjernet). Han er uddannet (red.stilling.nr.1.fjernet). De sidste 9 år har han arbejdet som (red.stilling.nr.2.fjernet) i en konsulentvirksomhed. Det var tilbage i 2013, at han stiftede bekendtskab med begrebet kryptovaluta. Han arbejdede dengang i et firma, der lavede kasseapparatløsninger, og han talte med en kollega, der fortalte om bitcoins og anden kryptovaluta. Han søgte information på nettet. Han faldt over den nye valuta G1-virksomhed, der var udviklet af en privat virksomhed, og som kunne være en konkurrent til (red.system.nr.1.fjernet). Hans fritidsinteresse er at flyve med fjernstyret modelfly, og der er et begrænset udvalg af dette i Danmark, så han handlede ofte på nettet, når han skulle købe komponenter. Specielt i Y1-land var det ikke så udbredt med internationale kreditkort, så betalinger fandt mest sted ved bankoverførsler. Det var derfor interessant, hvis G1-virksomhed kunne blive udviklet til et betalingssystem. G1-virksomhed kan kun købes på en kryptobørs. Han startede med et mindre beløb, som han købte bitcoins for, som han vekslede til G1-virksomhed, og sådan tog det fart, og han fortsatte. Det var nemt at veksle mellem bitcoins og G1-virksomhed, og han ville så prøve den anden vej, og han fandt så ud af, at kursudsving kunne gøre, at han med fordel kunne veksle tilbage til bitcoins. Det var en Y1-nationalitet kryptobørs ved navn F6-vekselerer, som han brugte. Der blev lagt noget automatik ind på selve kryptobørsen. Der kunne så handles automatisk, når kursenerne nåede et bestemt niveau. Han fulgte lidt perifært med i, hvad kursen var på G1-virksomhed og bitcoins. Han brugte nogle få timer om ugen på det. Han fulgte mere med i online nyhedsmedier, der havde fokus på kryptovalutaer. Han har ikke været med i (red.forum.nr.3.fjernet) og kendte det heller ikke, jf. side 129 i ekstrakten. Han var generelt ikke aktiv i den slags fora. Han orienterede sig om krytovalutaer i nyhedsmedier. Det var i udenlandske medier som fx (red.medie.nr.1.fjernet). I starten af 2014 blev det omtalt, at gevinster var skattefri, hvis han skulle sælge til en fiat-valuta. Hans primære formål med kryptovalutaerne var at bruge dem som betalingsmidler, men det gik meget langsomt med udbredelsen. I Y2-land gik det lidt hurtigere på visse områder, men ikke inden for nogen områder, han havde interesse i. I slutningen af 2017, hvor kurserne steg eksplosivt, og hvor han solgte ud af sin beholdning til fiat-valuta, hørte han i radioen, at SKAT ville se på beskatningen af kryptovaluta igen. I starten af 2018 kontaktede han så SKAT for at høre, om han skulle betale skat. Han oplyste, at han havde solgt kryptovaluta, og han ville vide, hvordan han skulle anføre det på sin selvangivelse. Han så også på SKAT’s hjemmeside og søgte bredt på bitcoin og krypto. Hans opfattelse var derefter, at når han havde handlet med krypto med spekulation for øje, så skulle han betale skat af avancen, når han solgte sin krypto mod en fiat-valuta. Han har ikke aktivt overvejet, at krydshandlerne kunne være omfattet af beskatningen. I alle årene har kryptovaluta været optalt i medierne som noget uden værdi, som glasperler. På det tidspunkt, hvor han ringede til SKAT, havde han ikke hørt om de 3 afgørelser fra Skatterådet. Da han søgte information på nettet, dukkede der en afgørelse fra 2014 op, hvor der vist var nævnt noget med spekulation. Da han foretog sin selvangivelse for 2017, syntes han, at han havde gjort det rigtigt. Han har ikke bemærket noget i medierne om krydshandler. I januar 2022 modtog han en materialeindkaldelse fra Skattestyrelsen, og han brugte en del tid på at udfylde det anbefalede værktøj med alle sine transaktioner, og han kunne så se, at det ikke stemte overnes med det, han havde selvangivet. Han fandt så ud af, at værktøjet medtog krydshandler. Han talte derefter med en medarbejder hos SKAT, der sagde, at krydshandler skulle medtages i avancen og dermed beskatningen. Han udarbejdede et Excel-ark med alle sine transaktioner, så der var godt styr på det. Han blev chokeret over forskellen. I 2018 handlede han også kryptovaluta. Han mente, han havde styr på det, så han selvangav på samme måde for 2018. På det tidspunkt var han meget ophængt på sit arbejde, og han og hans kone forsøgte at få et barn mere, og hans kone var sygdomsramt i en periode, så derfor faldt hans interesse for krypto. Han har ikke kunnet udregne en anskaffelsessum, så han har ansat anskaffelsessummen til 0. Han anser sig som en person, der har styr på sine ting. Han mindes ikke tidligere at have været i en situation, hvor han ikke har selvangivet korrekt, bortset fra en enkelt episode omkring nogle aktier. Han fik forholdsvis store beløb ud fra salg, og han ville for en sikkerheds skyld gerne forudbetale sin skat, hvis der skulle ske noget. Det er det, som hans henvendelse til SKAT i sommeren 2018 handlede om. Han opfatter ordet krydshandel som en byttehandel eller som en veksling af en ting til en anden. Han blev først opmærksom på ordet krydshandel, da han fik materialeindkaldelsen. Han var ikke bekendt med ordet i 2018. Da han den 9. april 2018 indgav sin selvangivelse for 2017, havde han forinden søgt bredt på SKAT’s hjemmesider om bitcoin og kryptovaluta, og det eneste, han fandt, var svaret fra 2014. Han har ikke fået hjælp af en revisor eller en advokat, da han udfærdigede sin selvangivelse. Han var godt klar over, at det var store beløb, men han mente, at det var forholdsvis simpelt at selvangive. Han har ikke været bevidst om muligheden for at få et bindende svar. Det ville jo også have krævet, at han havde tænkt, at krydshandlerne var skattepligtige. Da han den 4. januar 2018 kontaktede Skattestyrelsen, fortalte han, at han havde hørt i medierne, at SKAT nu ville skifte holdning, og at gevinsten skulle beskattes. Han ville genre vide, om dette var rigtigt, og hvor på selvangivelsen det skulle stå. Det faldt ham ikke ind, at krydshandlerne skulle beskattes. Han nævnte gevinstens størrelse i samtalen. Han har ikke på noget tidspunkt nævnt krydshandler for SKAT, for det har ikke faldet ham ind. Foreholdt artiklerne i ekstrakten side 127 ff har han læst den fra 2014, før han indgav selvangivelsen i 2018, og så hørte han på et tidspunkt, at SKAT var ved at skifte holdning. Han kan huske, at han har set artiklen på side 141 fra (red.medie.nr.2.fjernet), men han husker ikke, hvornår han så den. Han erindrer overskriften, og at der omtales en ny Skatterådsafgørelse. Hun husker ikke, om han har set den omtalte Skatterådsafgørelse. Foreholdt den Skatterådsafgørelse, der blev offentliggjort den 18. juni 2018, siger den ham ikke noget, og det er ikke en afgørelse, han har set. Hvis han havde, ville han nok have kontaktet SKAT. I 2018 og 2019 foretog han også krydshandler, men han holdt sig ikke så opdateret som i 2017. Han er stødt på den Skatterådsudtalelse, der blev offentliggjort den 9. marts 2018. Han tænker, at den er udtryk for, at de enkelte kryptovalutaer skal opgøres hver for sig, og sådan har han også gjort, men da han ikke kunne finde en anskaffelsessum, satte han denne til 0 kr. Foreholdt, at der den 3. juni 2020 blev offentliggjort en FAQ om krydshandler, har han set denne, men han husker ikke hvornår. Han har ikke læst den. Han kontaktede ikke Skattestyrelsen eller andre. Det var først, da han besvarede materialeindkaldelsen, at han blev klar over, at krydshandlerne var skattepligtige. Krypto har været omtalt som uden værdi - som matadorpenge eller glasperler. Han har betalt ca. 1.000 euro for de bitcoins, han har købt, så selvfølgelig har de en værdi, men han har ikke kunnet betale med dem i de butikker, hvor han handlede. I et tidligere job havde han en ordning med medarbejderaktier. Det var en frivillig ordning, som han benyttede sig af. Når disse blev solgt, fik han fiat-valuta og blev beskattet af fortjenesten. Han har ikke i øvrigt spekuleret økonomisk. Parternes synspunkter A har i sit påstandsdokument anført: "… Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2017, idet hverken A eller nogen på hans vegne har handlet groft uagtsomt. 1 EKSTRAORDINÆR GENOPTAGELSE AF SKATTEANSÆTTELSEN Hvis fristen for ordinær genoptagelse på skattemyndighedens initiativ efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er overskredet, hjemler skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1, nr. 1-8, en udvidet frist for adgangen til genoptagelse af skatteansættelsen (MS side 9) . Adgangen til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er begrænset, idet bestemmelsen bryder med den retssikkerhed, der ligger i den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. 1.1 Retsgrundlaget Skattestyrelsen har genoptaget skatteansættelsen for indkomståret 2017 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at der for Skattestyrelsen er adgang til ekstraordinær genoptagelse, når: " Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag ." (MS side 9) Ordlyden af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er uændret siden bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 427 af den 6. juni 2005 . Bestemmelsen var en videreførelse af dagældende skattestyrelseslovs § 35. Af lovmotiverne til skattestyrelsesloven er lovgivers hensigt med genoptagelsesreglerne nærmere beskrevet og der henvises til de særlige bemærkninger til skattestyrelseslovens § 35 (§ 40 i lovforslag nr. 6 af den 4. oktober 1989 ), hvor der fremgår følgende: " Formålet med den foreslåede regel er at beskytte skatteyderne mod efter længere tids forløb at blive stillet over for yderligere skattekrav. " (vores understregning) (MS side 22) Det fremgår således, at lovgivers hensigt med fristreglerne har været at beskytte skatteyderne mod at blive mødt af skattekrav, som går mange år tilbage. Fristreglerne var således begrundet i et beskyttelseshensyn til skatteyderne. Alene i situationer, hvor den forkerte skatteansættelse skyldes et bebrejdelsesværdigt forhold eller adfærd hos skatteyderen, er det accepteret, at der alligevel skal kunne ske genoptagelse udenfor den ordinære frist. Det er dog som minimum påkrævet, at den udviste uagtsomhed er grov . Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 20, i lovforslag nr. 192 af den 4. marts 1999 til en senere ændringslovs § 1 i lov nr. 381 af den 2. juni 1999 til skattestyrelseslovens § 35 (2. spalte side 4565), hvor der om den påkrævede subjektive tilregnelse fremgår, at den skal være mere end almindelig uagtsomhed . Generelt lægges der ved vurderingen af om en uagtsomhed kan betegnes som grov således vægt på, hvorvidt det konkrete forhold var indlysende for den pågældende , jf. side 135-136 i Lærebog i erstatningsret af Bo von Eyben og Helle Isager, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 10. udgave (2024), hvor der fremgår følgende: " Som det vil fremgå heraf, har retspraksis ved vurderingen af, om uagtsomheden var grov, lagt afgørende vægt på, om den skadevoldende handling indebar en indlysende fare for den indtrådte skade. Heri kan selvsagt både ligge, at handlingens farlighed og skadeevne var betydelig, og at den handlende uden vanskelighed kunne erkende dette og afværge faren. " (vores understregning) (MS side 325) Den konkrete forståelse af grov uagtsomhed i skatteretlig henseende i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er blevet udlagt i Skatteforvaltningsloven med kommentarer af Poul Bostrup m.fl., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave (2017), side 542, hvoraf følgende fremgår: " Efter bestemmelsens ordlyd forudsættes, at der skal foreligge en kvalificeret og positiv fejl . […] En positiv fejl rummer de forhold, hvor skatteyderen enten svigagtigt har fortiet oplysninger, eller hvor skatteyderen direkte har meddelt urigtige oplysninger. Det skal med andre ord på kvalificeret vis og efter konkrete tilregnelse kunne bebrejdes den skattepligtige , herunder evt. en repræsentant for denne, at told- og skatteforvaltningen ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til rettidigt at kunne foretage en korrekt skatteansættelse. […] Told- og skatteforvaltningens utilstrækkelige grundlag skal kunne tilregnes skatteyder eller dennes repræsentant som værende så at sige mindst groft uagtsomt, og dette vil skulle vurderes typisk i forbindelse med opfyldelsen/ikke opfyldelsen af selvangivelsespligten, ..." (vores understregning) (MS side 328) Det kan på baggrund heraf opsummeres, at en objektiv forkert skatteansættelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at kunne foretage en ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Der skal tages stilling til de konkrete subjektive forhold. Dette fremgår af Landsskatterettens afgørelse af den 9. december 2016 ( sagsnr. 15-2263320 ) (MS side 246) . Afgørelsen omhandlede Skattestyrelsens ekstraordinære genoptagelse af indkomstårene 2004-2010 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, grundet skatteyderens fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i disse indkomstår. Landsskatteretten anså det ikke for groft uagtsomt, at skatteyderen havde selvangivet befordringsfradrag i de påklagede indkomstår. Landsskatteretten lagde i denne forbindelse lagde vægt på : " at klageren ikke efter det foreliggende har haft til hensigt at unddrage sig skat ved at selvangive befordringsfradrag i de påklagede indkomstår. Det kan derfor alene tilregnes klageren som simpelt uagtsomt, at han har selvangivet et befordringsfradrag, som han efter det foreliggende, ikke har været berettiget til. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke alene ud fra det forhold, som er grundlag for en forhøjelse af skatteansættelsen, kan sluttes, at der som konsekvens heraf er tale om mindst grov uagtsomhed. Det kræver i alle tilfælde en samlet vurdering af klagerens subjektive forhold . " (vores understregning og fremhævning) (MS side 250) At der ved kvalificeringen af mindst grov uagtsomhed i praksis lægges vægt på de konkrete overtrådte skattereglers kompleksitet ses af en nyere afgørelse fra Landsskatteretten af den 17. maj 2022 offentliggjort som SKM2022.404.LSR (MS side 243) . Sagen angik Skattestyrelsens ekstraordinære genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2009-2011 med henvisning til hjemlen i netop skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene. Landsskatteretten lagde vægt på, at vurderingen af, om klageren var selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager, var en ikke ukompliceret retlig kvalifikation . Landsskatteretten fandt, at skatteyderen havde foretaget kvalifikationen efter bedste evne og har fulgt regelsættet for beskatning ved udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed. Der kan videre henvises til en nyere afgørelse fra Skatteankenævn Hovedstaden Syd af den 22. september 2024 ( sagsnr. 21-0049259 ) (ES side 237) . Skatteankenævnet foretog netop en uagtsomhedsvurdering af skatteyderens handlinger ved manglende selvangivelse af gevinst ved kryptovaluta i indkomståret 2016. I denne afgørelse var de faktiske omstændigheder, at skatteyderen havde solgt kryptovaluta mod FIAT-valuta og dermed konkret havde modtaget indsætninger på sin bankkonto . Dette til forskel fra denne sag. Skatteankenævnet anså ikke skatteyderen for at have handlet mindst groft uagtsomt, idet nævnet lagde vægt på, at der forud for indkomståret 2018 var en sådan tvivl om den korrekte beskatning af kryptovaluta, at det ikke kan bedømmes som grov uagtsomhed , at klageren, der i 2020 selv henvendte sig til Skattestyrelsen for at få korrigeret sine selvangivelser, ikke for indkomståret 2016 fik selvangivet sin gevinst ved salg af kryptovaluta. Ligeledes kan den konkrete størrelse af den forkerte skatteansættelse ikke i sig selv i enhver henseende blot anses at være et tilstrækkeligt udtryk for grov uagtsomhed, men skal ifølge Højesteret kobles til den konkrete kvalifikation af indkomsten, faktuelle indsætninger og de subjektive forhold. Dette fremgår af Højesterets dom af den 30. august 2018 offentliggjort som UfR 2018.3603 H . Af dommen fra Højesteret fremgår følgende præmisser i begrundelsen: " Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at A ikke har godtgjort, at der bestod et reelt gældsforhold mellem G2-virksomhed og ham, og at de beløb på i alt 2.491.705 kr., der blev overført fra selskabet til hans konto i F1-bank, herefter må anses for løn og dermed er skattepligtig indkomst for A. Højesteret finder på baggrund af de omstændigheder, der har ført til, at overførslerne er skattepligtige , at A må anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomståret 2005 således er opfyldt. " (vores understregning og fremhævning) (MS side 79) Det er Skatteforvaltningen, herunder Skatteministeriet, der skal løfte bevisbyrden for grov uagtsomhed. 2 DEN KONKRETE SAG Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelse af den 10. december 2024 Skattestyrelsens afgørelse med en ændret begrundelse , jf. bilag 1 (ES side 53) . Landsskatteretten lagde i afgørelsen således til grund, at A dels burde have oplyst om gevinsterne og dels burde have anmodet om et bindende svar. Begrundelsen fra Landsskatteretten forudsætter, at A enten vidste, at han skulle beskattes heraf, eller at A var i tvivl om beskatningsgrundlaget for, at en manglende anmodning om bindende svar kunne etablere tilstedeværelsen af grov uagtsomhed. Situationen var ikke som lagt til grund af Landsskatteretten i den indbragte afgørelse. Det forholdt sig derimod således, at A ikke var vidende om, at krydshandler var skattepligtige, fordi det pågældende retsforhold var uprøvet, samt at budskabet i den offentlige debat på baggrund af udmeldinger fra fagpersoner var, at kryptovaluta i sig selv ikke havde en reel værdi, hvorved der - efter A’s opfattelse - ikke var noget at beskatte før kryptovalutaen var solgt ved modtagelse af en fysisk valuta. Det fremgår klart af sagens faktiske forhold, at A i 2018 ikke havde grund til at være i tvivl om beskatningsgrundlaget, så længe kryptovalutaer ikke var blevet solgt mod fysisk valuta. Det er således ikke en tilstrækkelig begrundelse for at anse A for at have handlet mindst groft uagtsomt, at A skulle have bedt Skattestyrelsen om bindende svar vedrørende beskatning ved krydshandler i kryptovaluta, da A ikke var i tvivl, da han selvangav for indkomståret 2017. Ved Landsskatterettens argumentation kortsluttes det subjektive element i uagtsomhedsvurderingen ved ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, da enhver forkert skatteansættelse således kan anses for grov uagtsom, idet skatteyderen i så fald skulle have bedt om bindende svar. Dette er selvfølgelig ikke en korrekt retsanvendelse, og den af Landsskatteretten trufne afgørelse af den 10. december 2024 er ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold. Kvalificeringen af en skatteyders handling som grov uagtsom forudsætter, at skatteyderen enten svigagtigt har fortiet oplysninger , eller hvor skatteyderen direkte har meddelt urigtige oplysninger . Det skal med andre ord på kvalificeret vis og efter konkret tilregnelse kunne bebrejdes den skattepligtige. Den konkrete uagtsomhedsvurdering for A med betydning for skatteansættelsen for indkomståret 2017 skal foretages med udgangspunkt i, hvad der var gældende praksis, Skatteforvaltningens egen offentliggjorte opfattelse samt almindelig viden på selvangivelsestidspunkt, dvs. i 2018, det konkrete retsforhold og de konkrete forhold for A i øvrigt. Det fremgår af sagsfremstillingen, at der på tidspunktet for selvangivelsen af A’s skatteansættelse for indkomståret 2017 var meget sparsom administrativ praksis om kryptovaluta, og at den offentliggjorte praksis alene angik salg af kryptovaluta, som medførte indsætninger på skattesubjektets bankkonto. Det fremgår videre af omtalen af kryptovaluta i medierne på dette tidspunkt, at det var nationalbankdirektørernes opfattelse, at kryptovaluta ikke kunne sidestilles med traditionelle valutaer. Det fremgår af Skattestyrelsens egne oplysninger, at Skattestyrelsen tidligst omtalte krydshandler i 2020 , og at årsagen til denne vejledning var manglende generel viden herom hos skatteyderne, jf. bilag 25 (ES side 273) . At A aktivt havde forsøgt at afdække beskatningsgrundlaget, og at han var af den opfattelse, at krydshandler ikke skulle medtages fremgår allerede af A’s bemærkninger af den 27. marts 2022 til Skattestyrelsens forslag til afgørelse, hvoraf følgende fremgår, jf. bilag 7 (ES side 213) : " Jeg kontakter derfor efterfølgende SKAT per telefon d. 04. jan 2018 med henblik på at få bekræftet at kursgevinster på salg af kryptovaluta er skattepligtige samt at få oplyst hvilke felter der skal anvendes til at selvangive en gevinst. […]. Ud fra min forståelse med baggrund i ovenstående, selvangiver jeg for skatteåret 2017 den fulde værdi af kursgevinsten for den kryptovaluta jeg har vekslet fiat valuta (EUR) i skatteåret 2017. " (vores understregning) A’s handlinger og de faktiske forhold af relevans for sagen kan opsummeres som følger: • A kontaktede flere gange Skattestyrelsen i 2018 for at få hjælp til angivelse af avancer ved salg af kryptovaluta, jf. bilag 3-5 (ES side 155-164) . • A selvangav avancer ved handel med kryptovaluta fra indkomståret 2017 og frem. Skattestyrelsen fik således fået positiv viden fra A om, at han havde avancer fra salg af kryptovaluta. • A’s handlinger var i overensstemmelse med ordlyden af Skatteforvaltningens egne vejledninger på selvangivelsestidspunktet for indkomståret 2017, jf. Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit C.C.2.1.3.3.3 og webstedet skat.dk/krypto. • Skattestyrelsen har oplyst, at indkaldelse af materiale relateret til krydshandler først blev integreret i deres skabelon for materialeindkaldelser ved kontrolsager for kryptohandel i 2020 , jf. bilag 21 (ES side 265) . • Skattestyrelsen har oplyst, at oplysningskampagnen via webstedet skat.dk/krypto først tilføjede oplysning om krydshandler i 2020 , jf. bilag 12 (ES side 263) . • Skattestyrelsen medtog først krydshandler i Den juridiske vejledning fra 2024 , jf. bilag 14 (ES side 253) . • Offentliggørelse af praksis om indholdet af den skattemæssige begreb og kvalificering af realisation skattepligtig avance grundet krydshandler skete i 2021 , 2023-2024 , jf. bilag 15 (ES side 259) . Afslutningsvis bemærkes det, at Skatteministeriet på intet tidspunkt har bidraget til oplysning af sagens faktiske forhold - herunder blankt afvist opfordring 3-6 som blev fremsat med det formål at belyse de faktiske forhold af relevans for sagen. Skatteministeriet har herved heller ikke fremlagt konkret dokumentation som begrundelse for påstanden om frifindelse. ... ... På baggrund af ovenstående gøres det således gældende, at der ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2017, idet A’s subjektive tilregnelse alene kan karakteriseres som simpel uagtsom. …" Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført: "… 3. ANBRINGENDER Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A har handlet mindst groft uagtsomt ved i indkomståret 2017 at undlade at selvangive den del af sine gevinster på kryptovaluta, der stammer fra salg af kryptovaluta i forbindelse med køb af en anden kryptovaluta (såkaldte krydshandler), på i alt 2.066.613 kr., og at skattemyndighederne derfor har været berettiget til at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 (M 9). 3.1 Overordnet om genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 Fordi den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 (M 9), var udløbet på tidspunktet for Skattestyrelsens genoptagelse af indkomståret 2017, forudsætter genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2017, at der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 (M 9), kan der ske ekstraordinær genoptagelse, hvis "Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag". Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003; M 15), at tilregnelsesvurderingen er identisk med den, der skal foretages ved de tilsvarende begreber i skattekontrolloven. Det er imidlertid ikke en forudsætning for statuering af grov uagtsomhed, at der er gjort et strafansvar gældende, jf. f.eks. UfR 2006.1710 H (M 80). Hvornår en fejl er tilstrækkelig kvalificeret til, at der er handlet groft uagtsomt, beror på en samlet, konkret vurdering af sagens omstændigheder. Der er enighed om, at også en undladelse af at oplyse skattemyndighederne om en skattepligtig indtægt kan kvalificeres som grov uagtsomhed (E 96, 4. afsnit ff.). Skatteministeriet er derimod ikke enig i A’s synspunkt (E 114, næstsidste afsnit) om, at grov uagtsomhed (alene) skal vurderes ud fra gældende praksis, skattemyndighedernes offentliggjorte opfattelse, almindelig viden og de konkrete forhold. Uagtsomhedsvurderingen er ikke begrænset til disse momenter, og andre forhold kan også indgå i vurderingen, herunder størrelsen af den indkomst, skatteyderen har undladt at oplyse om, jf. nærmere afsnit 3.2.1 nedenfor. Der er ingen holdepunkter for A’s synspunkt (E 70, 6. afsnit) om, at bevisbyrden for, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, er skærpet. 3.2 A har handlet mindst groft uagtsomt 3.2.1 A’s skattepligt og manglende agtpågivenhed ved selvangivelsen Al indkomst er skattepligtig, medmindre den konkret er undtaget fra skattepligten, jf. statsskattelovens §§ 4 og 5 (M 5). Der påhvilede samtidig A en lovbestemt pligt til at selvangive al indkomst til skattemyndigheder, jf. den dagældende skattekontrollovs § 1, stk. 1 (M 6). Det følger af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a (M 5), at fortjeneste ved salg af aktiver erhvervet i spekulationshensigt er skattepligtig indkomst. I UfR 2023.2747 H (M 39) lagde Højesteret til grund, at bitcoins i almindelighed alene erhverves med henblik på at blive solgt samt i begrænset omfang kan anvendes som betalingsmiddel. Handel med kryptovaluta må således altovervejende anses for at være sket i spekulationshensigt og er dermed skattepligtig efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Det er uomtvistet, at A var skattepligtig af sine gevinster ved handel med kryptovaluta. A har desuden erkendt, at han i "ultimo 2017 [var] klar over, at gevinst ved salg af kryptovaluta […] var skattepligtigt" (E 63, sidste afsnit). På trods af en samlet gevinst i indkomståret 2017 på 4.415.780 kr. selvangav A alene et beløb på 2.349.167 kr. som skattepligtigt, jf. årsopgørelse nr. 2 for 2017 (E 146). Det resterende gevinstbeløb på 2.066.613 kr. undlod A at selvangive som skattepligtig indkomst. De involverede beløbsstørrelser skærper i sig selv kravene til A’s agtpågivenhed ved selvangivelsen, jf. UfR 2023.5413 H (M 23), SKM2025.496.BR (M 227) og Retten på Frederiksbergs dom af 6. marts 2026 i sag BS-4408/2025-FRB (M 141), hvilket også kommer til udtryk i Skattestyrelsens afgørelse for 2013-2016, hvor beløbenes størrelse indgik som et selvstændigt moment i vurderingen af, om han havde handlet groft uagtsomt (E 223, 3. afsnit). Hertil kommer, at gevinster på kryptovaluta på daværende tidspunkt udgjorde en ny og særlig gevinsttype, som gav særlig anledning til at undersøge forholdene nøje og sikre, at gevinsten blev korrekt indberettet til skattemyndighederne. Dette forhold er også tillagt betydning i retspraksis, jf. f.eks. SKM2025.538.BR (anket; M 214), hvor retten i overensstemmelse med Skatteministeriets synspunkter i den pågældende sag og i nærværende sag anførte følgende: "Der er tilgået sagsøgeren et meget betydeligt beløb på godt 3,3 mio. kr. i et enkelt indkomstår. Herefter - og under hensyn til indkomstens karakter af gevinst på spekulation i kryptovaluta - har sagsøgeren haft særlig anledning til at undersøge og sikre korrekt indberetning til skattemyndighederne. Ved ikke at selvangive den betydelige gevinst, som sagsøgeren opnåede ved salg af bitcoins, har sagsøgeren forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag." Det er ikke korrekt, når A anfører, at der skulle være modstrid mellem Skatteministeriets argumentation i SKM2025.538.BR (M 214) og nærværende sag (E 115, næstsidste afsnit ff.). Skatteministeriet har i begge sager argumenteret ud fra, at vurderingen af grov uagtsomhed beror på en samlet, konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, herunder (burde) viden om offentliggjort praksis. Ud over beløbets betydelige størrelse og gevinsttypen skærper A’s omfattende handelsomfang også kravene til hans agtpågivenhed. Det fremgår af hans Koinly-rapport for 2017 udarbejdet den 26. januar 2022 (E 181-182), at han i 2017 foretog 475 salg af kryptovaluta, herunder G1-virksomhed, bitcoin, stellar og bitcoin cash, hvoraf langt størstedelen vedrører køb foretaget samme år. Et så betydeligt antal transaktioner gav i sig selv særlig anledning til at søge afklaring af de skattemæssige konsekvenser af handelsaktiviteten. Da A den 9. april 2018 indberettede sine oplysninger for indkomståret 2017 til SKAT (E 150, nederst), havde han således en klar anledning til at sikre, at samtlige spekulationsgevinster på kryptovaluta blev korrekt selvangivet. Ved ikke at udvise den fornødne agtpågivenhed i forbindelse med sin selvangivelse trods klar anledning hertil har A handlet groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 (M 9). 3.2.2 Skattepligten omfatter også gevinster opnået ved krydshandler Den omstændighed, at den ikke selvangivne del af A’s skattepligtige gevinst (2.066.613 kr.) stammer fra krydshandler af kryptovaluta, ændrer ikke ved, at A handlede groft uagtsomt ved ikke at selvangive også denne del af gevinsten. En krydshandel er en handel, hvor man bytter én kryptovaluta direkte til en anden kryptovaluta, f.eks. ved at købe G1-virksomhed for bitcoins i stedet for først at omveksle bitcoins til danske kroner og derefter købe G1-virksomhed for danske kroner. Det er skatteretligt ukompliceret, at et bytte indebærer en afståelse og en efterfølgende erhvervelse, og gevinsten ved afståelsen er skattepligtig på samme måde som ved salg af kryptovaluta for danske kroner. Det var således ikke en kompliceret skattemæssig vurdering, som A stod over for ved selvangivelsen i april 2018. At en krydshandel indebar en afståelse kunne han - eller en rådgiver - også have konstateret ved et simpelt opslag i den skatteretlige litteratur, herunder eksempelvis Lærebog i indkomstskat , 16. udgave, 2015, s. 442 f., om realisation ved afståelse, hvoraf fremgår (M 333 f.): "SL § 5, litra a, taler alene om salg, mens andre love bruger formuleringen afhændelse, afståelse eller opgivelse. I kursgevinstloven tales om afståelse, indfrielse eller frigørelse. Uanset hvilken formulering der er anvendt, er der en tendens til at fortolke bestemmelserne ens, således at alle bestemmelser omfatter enhver form for afståelse, medmindre andet måtte være anført. Ordet »salg« i SL § 5, litra a, skal således ikke forstås bogstaveligt, men fortolkes som enhver form for afståelse. Afståelse og dermed realisation foreligger i alle tilfælde, hvor aktivet overdrages eller på anden måde overgår fra et skattesubjekt til et andet. […] Også bytte er afståelse . Afståelse mod vederlag i naturalgoder udløser således beskatning af en afståelsessum, svarende til værdien af det som vederlag modtagne aktiv." (mine understregninger). At et bytte skattemæssigt udgør en afståelse er ikke nyt eller usikkert. Det fremgår også af Thøger Nielsens grundlæggende fremstilling af dansk skatteret, jf. Indkomstbeskatning Bind I , 1. udgave, 1965, s. 549 (M 343). På tidspunktet for A’s selvangivelse i april 2018 var der ikke grundlag for at antage andet, end at alle former for afståelse - herunder både salg og bytte - udgjorde skattepligtig indkomst, når aktivet var erhvervet i spekulationsøjemed, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a (M 5). At A undlod at selvangive en del af sine gevinster fra handel med kryptovaluta kan derfor ikke tilskrives en uklarhed om skattepligtens omfang. 3.2.3 Der var intet grundlag for at antage, at kryptovalutagevinster ikke var skattepligtige En forudsætning for, at det kan lægges til grund, at A anså krydshandler for skattefrie, er, at han redegør for sine undersøgelser af spørgsmålet og henviser til de kilder, som efter hans eget udsagn bibragte ham en opfattelse af, at krydshandler ikke var skattepligtige. Dette har han ikke gjort. Selv hvis det måtte kunne lægges til grund, at A har misforstået beskatningsreglerne for kryptovaluta, burde han under alle omstændigheder have indset muligheden for, at gevinsterne kunne være skattepligtige, hvorfor det må anses for groft uagtsomt, at han på trods heraf undlod at forfølge spørgsmålet, jf. SKM2022.110.ØLR (M 85) og SKM2019.571.VLR (M 126). Den fornødne agtpågivenhed ville have til sagt, at han enten søgte sagkyndig bistand med henblik på at få spørgsmålet afklaret eller - i forbindelse med selvangivelsen - gav særskilte oplysninger om, at han havde opnået en gevinst af betydelig størrelse, som han ikke anså for skattepligtig, frem for blot at undlade at oplyse Skattestyrelsen om gevinsterne, jf. SKM2019.571.VLR (M 126). På trods af Skatteministeriets bemærkning herom (E 90, 3. afsnit) har A hverken redegjort for endsige påvist omfanget af sine undersøgelser af, hvorvidt krydshandler er skattefrie. Hans konkrete bevæggrunde for den undladte selvangivelse er således udokumenterede, og han er alene fremkommet med en overordnet forklaring om, at der "…var ingen generel oplysning eller omtale af beskatning af krydshandler…", og at han "…havde den opfattelse, at krydshandler ikke var en afståelse…" (E 100, tredjesidste afsnit f.). Dette kan ikke føre til, at han ikke har handlet groft uagtsomt, jf. SKM2025.496.BR (M 227). A har heller ikke påvist, at han var bekendt med Skatterådets afgørelser fra 2018 (SKM2018.104.SR; M 300, SKM2018.130.SR; M 285 og SKM2018.288.SR; M 270) eller indholdet af Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit C.C.2.1.3.3.3 om spekulation (M 319), som han henviser til (E 99, 5. afsnit ff.), herunder at han var bekendt med, at Den juridiske vejledning på daværende tidspunkt ikke indeholdt en udtrykkelig oplysning om, at gevinster ved krydshandler var omfattet af spekulationsbeskatningen. Der er intet faktuelt belæg for, at A på tidspunktet for selvangivelsen for indkomståret 2017 havde et grundlag for sin nu anførte opfattelse om, at han "ikke [var] i tvivl om, at han selvangav korrekt" (E 100, sidste afsnit), og at krydshandler ikke kunne anses som en afståelse. Forklaringerne fremstår som efterrationaliseringer, og det er ikke godtgjort, at A på daværende tidspunkt overvejede spørgsmålet om skattepligten af sine gevinster ved krydshandler. Dette understreges af A’s opfordringer 3 og 4 (E 104, 3. afsnit f.), hvorved han har anmodet Skatteministeriet om fremlæggelse af offentliggjort materiale vedrørende krydshandler. Opfordringerne ville have været overflødige, hvis han selv lå inde med oplysninger, der støtter, at sådanne handler skulle være skattefri. Hertil kommer, at hvis A faktisk havde foretaget undersøgelser af, hvorvidt hans gevinster ved krydshandler var skattepligtige, ville han ikke have været i tvivl om, at fortjenesten var skattepligtig. Som anført ovenfor i afsnit 3.2.2, var retstillingen enkel og ikke behæftet med usikkerhed. Det er derfor uholdbart, når A anfører (E 104, 1. afsnit f.), at den skatteretlige litteratur ikke kan benyttes som en rettesnor for uagtsomhedsvurderingen, fordi "pensum på den juridiske kandidatuddannelse ikke kan anses for almindelig kendt viden hos skatteydere i Danmark" . Det forventes, at skattepligtige sætter sig ind i de skatteregler, der har relevans for deres skatteansættelse, og det følger i overensstemmelse hermed af retspraksis, at "ukendskab til de relevante skatteregler […] ikke i sig selv [kan] medføre, at […] uagtsomhed ved at undlade at indsende korrekte selvangivelser alene skal anses for simpel", jf. SKM2019.571.VLR (M 130 f.). Havde A foretaget blot overordnede undersøgelser af skattepligten af sine gevinster forud for sin indberetning den 9. april 2018 (E 150, nederst), ville han have opdaget Skatterådets afgørelser fra foråret 2018 (SKM2018.104.SR; M 300 og SKM2018.130.SR; M 285), som ikke efterlader tvivl om, at gevinster ved kryptovaluta erhvervet i spekulationshensigt er skattepligtige, og at der ikke foreligger nogen undtagelse hertil ved krydshandler. I SKM2018.104.SR (M 300) og SKM2018.130.SR (M 285), som er offentliggjort henholdsvis den 9. og den 30. marts 2018, fastslog Skatterådet, at gevinster ved afståelse af bitcoins og ethereum er skattepligtige, når erhvervelsen er sket med spekulationshensigt. I begge afgørelser tiltrådte Skatterådet, at fortjenesten ved salg af kryptovaluta skal opgøres særskilt for de enkelte kryptovalutaer efter FIFO-princippet, jf. SKATs indstilling i SKM2018.104.SR (M 304 f.): " Da hverken den skattepligtige eller SKAT kan identificere de solgte bitcoins ved delafståelser og dermed heller ikke anskaffelsessummen, er det SKAT's opfattelse, at anskaffelsessummen for de i beholdningen først anskaffede bitcoins skal indgå i opgørelsen af gevinst eller tab ved enhver delafståelse. Dette princip kaldes FIFO (First In First Out). […] Det bemærkes herved, at anskaffelsessummen ved afståelse af spørgers beholdning af bitcoin cash efter SKAT's opfattelse skal opgøres særskilt og ikke sammen med bitcoins eller andre virtuelle valutaer . " (min understregning). At hver kryptovaluta skal opgøres særskilt efter FIFO-princippet indebærer, at det ikke alene er den endelige veksling til danske kroner, der er skattepligtig, men at hver enkelt veksling mellem kryptovalutaer udgør en selvstændig skattepligtig afståelse. Det forhold, at A anfører (E 68, fjerdesidste afsnit f.), at afgørelserne ikke anvender ordet, "krydshandler", ændrer ikke herved. Skatterådets to afgørelser fra foråret 2018 viser dermed, at gevinster ved handel med kryptovaluta erhvervet i spekulationshensigt er skattepligtige, herunder gevinster opnået ved krydshandler, og såfremt A havde undersøgt spørgsmålet forud for sin indberetning den 9. april 2018, ville han have haft et klart grundlag for at indse, at også hans gevinster ved krydshandler skulle selvangives. Dette gælder så meget desto mere for de efterfølgende indkomstår 2018-2019, hvor også SKM2018.288.SR (M 270) forelå på tidspunktet for selvangivelsen. I SKM2018.288.SR tiltrådte Skatterådet SKATs indstilling om, at gevinster ved veksling fra bitcoins til andre kryptovalutaer skal medregnes til den skattepligtige indkomst (M 276 ff.): " Hvorvidt gevinster i forbindelse med de løbende afståelser af Bitcoins til brug for køb af computerspil og betaling for restaurationsbesøg, samt de vekslede Bitcoins til andre kryptovalutaer kan anses for skattepligtige , herunder også et senere salg af de resterende 381 Bitcoins, må derfor undergives en lignende prøvelse som i SKM2018.104.SR og SKM2018.130.SR , for at se om der foreligger skattemæssig spekulation . […] SKAT finder således, at de løbende gevinster ved afståelse af Bitcoins erhvervet i 2013, i forbindelse med småkøb af formuegoder med Bitcoins som betalingsmiddel, samt ved vekslingen fra Bitcoins til andre kryptovalutaer, skal medregnes til den skattepligtige indkomst for de berørte indkomstår." (mine understregninger). Denne afgørelse blev offentliggjort den 18. juni 2018 og dermed efter A’s indberetning den 9. april 2018. Afgørelsen gav imidlertid hverken A anledning til at reagere på den fejlagtige skatteansættelse for 2017 eller til at selvangive sine gevinster korrekt for de efterfølgende indkomstår. Hans fortsatte undladelse af at reagere, uagtet at han herefter var eller burde være bekendt med, at hans skatteansættelser var urigtige, taler for, at han ikke har undersøgt retsstillingen forud for sine selvangivelser, og at han har handlet groft uagtsomt, jf. UfR 2022.820 H (M 55). Det er ikke en retvisende udlægning af SKM2014.226.SR , når A anfører (E 67, 4. afsnit), at " bitcoin var en formuegenstand omfattet af statsskattelovens § 5 ". Det fremgår udtrykkeligt indledningsvis af Skatterådets begrundelse, at "Det forudsættes indledningsvist, at I/S ikke driver næring eller spekulation med Bitcoins", og afgørelsen er under alle omstændigheder uden relevans efter de tre skatterådsafgørelser fra 2018. A’s påberåbelse (E 100, 3. afsnit) af, at Skatterådet først behandlede beskatning ved omveksling af kryptovaluta i SKM2023.226.SR og SKM2025.5.SR , udgør heller ikke et grundlag for hans manglende selvangivelse, jf. det ovenfor anførte om skatterådsafgørelserne fra 2018. De bindende svar, som A henviser til, viser da også netop, at skattepligtige søgte om bindende svar for at få spørgsmålet afklaret. Dette undlod A, selv om han allerede i slutningen af 2017 var bekendt med, at gevinster fra kryptovaluta erhvervet i spekulationshensigt var skattepligtige (E 63, sidste afsnit). Skatteankenævn Hovedstaden Syds afgørelse af 22. september 2024 (E 237), som A påberåber sig (E 101, 1. afsnit ff.), udviser sammenlignelighed med nærværende sag. A har således ikke påvist, at han havde et grundlag for at antage, at hans gevinster ved krydshandler skulle behandles anderledes end det klare udgangspunkt om, at gevinster ved handel med kryptovaluta erhvervet i spekulationshensigt er skattepligtige, og han har derfor handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive gevinsterne. 3.2.4 Fraværet af offentliggjorte vejledninger er uden betydning for sagen Det forhold, at skattemyndighederne i foråret 2018 ikke havde udarbejdet en særskilt vejledning om den skattemæssige behandling af krydshandler, udelukker ikke, at A har handlet groft uagtsomt. Der findes mange skattemæssige områder uden særskilte vejledninger, og fraværet af en vejledning fritager ikke den skattepligtige fra at sætte sig ind i de regler, der har relevans for hans skatteansættelse. Som anført af Skattestyrelsen i korrespondancen med A’s advokat (E 274), har vejledningen alene til formål at gøre det lettere for borgere at læse sig frem til relevante emner ved handel med kryptoaktiver, og den opdateres løbende på baggrund af henvendelser fra skatteydere. Uanset den løbende opdatering af vejledningen påhviler det fortsat den skattepligtige at sætte sig ind i de skatteregler, der har relevans for hans skatteansættelse, idet ukendskab til de relevante skatteregler ikke i sig selv kan medføre, at uagtsomhed alene skal anses for simpel uagtsomhed, jf. SKM2019.571.VLR (M 126). Hertil kommer, at Skattestyrelsen den 3. juni 2020 offentliggjorde en vejledning om den skattemæssige behandling af krydshandler (E 263). Heller ikke offentliggørelsen af denne vejledning bevirkede, at A hverken oplyste skattemyndighederne om eller reagerede på sine fejlagtige skatteansættelser for indkomstårene 2017, 2018 eller 2019. Dette viser, at fraværet af en offentliggjort vejledning i 2018 var uden betydning for A’s selvangivelse, idet han fortsatte med ikke at selvangive sine gevinster fra krydshandler også efter offentliggørelsen af vejledningen. Der er ikke grundlag for A’s synspunkt (E 115, 8. afsnit) om, at Skatteministeriets manglende fremlæggelse af materiale om Skattestyrelsens vejledningsindsats skal tillægges processuel skadevirkning. A har haft alle muligheder for at afdække dette under sagens forberedelse og er da endt med selv at søge Skattestyrelsens vejledningsindsats afklaret (E 273-277). 3.2.5 Mediedækningen viste skattepligt for kryptovaluta Mediedækningen, som A påberåber sig (E 75, 4. afsnit), understøtter ikke hans synspunkt om, at han ikke har handlet groft uagtsomt - tværtimod. Forud for A’s indberetning i april 2018 forelå der mediedækning, som viser skattepligten af gevinster ved handel med kryptovaluta. Eksempelvis publicerede (red.medie.nr.2.fjernet) den 9. marts 2018 artiklen "Har du scoret bitcoin-gevinst? Så skal du betale skat" (E 141-143), hvori der blev henvist til Skatterådets afgørelse af 27. februar 2018 (SKM2018.104.SR; M 300), og hvor Skatterådets daværende formand citeres for, at " hvis du har solgt bitcoins med gevinst for øje, så skal du betale skat af gevinsten ." Det er på den baggrund misvisende, når A bruger mediedækning fra forud for Skatterådets afgørelser i 2018 (E 65, tredjesidste afsnit ff.) som argument for, at han ikke har handlet groft uagtsomt. Denne forældede mediedækning kan ikke føre til en anden uagtsomhedsvurdering, jf. SKM2025.496.BR (M 227) og Retten på Frederiksbergs dom af 6. marts 2026 i sag BS-4408/2025-FRB (M 141). Der kan endvidere ikke sættes lighedstegn mellem, hvad Skatterådets daværende formand er citeret for af en journalist og skatteforvaltningens officielle kommunikation. Dette gælder navnlig i lyset af, at det også for lægmand var umiddelbart konstaterbart, at afgørelsen SKM2014.226.SR , som den daværende formand fra Skatterådet var citeret i sammenhæng med, ikke var udtryk for generel skattefrihed for bitcoingevinster, jf. i den forbindelse også udskrift fra tråden "TAX free bitcoin in DENMARK" på (red.forum.nr.3.fjernet) (E 129-135). 3.2.6 A’s kontakt til Skattestyrelsen er ikke disculperende Den omstændighed, at skattemyndighederne som følge af A’s kontakt til Skattestyrelsen den 4. januar 2018 (E 158) måtte have haft kendskab til, at han havde gevinster fra salg af kryptovaluta, indebærer ikke, at A ikke har handlet groft uagtsomt (tilsyneladende modsat E 99, 4. afsnit). A har ikke godtgjort, at han i forbindelse med kontakten til Skattestyrelsen oplyste om det fulde omfang af sine kryptovalutatransaktioner, herunder sine betydelige gevinster ved krydshandler. Tværtimod følger det af A’s egen forklaring (E 99, 4. afsnit) om kontakten med Skattestyrelsen, at han undlod at oplyse om sine krydshandler i indkomståret 2017, og der er derfor ikke grundlag for at antage, at skattemyndighederne havde kendskab hertil. Kontakten til Skattestyrelsen kan følgelig ikke have givet A et grundlag for at undlade selvangivelse af sine gevinster ved krydshandler. I stedet taler det for, at A handler groft uagtsomt, at han - trods den klare anledning og trods Skattestyrelsens vejledning om, at gevinster ved salg af kryptovaluta i spekulationsøjemed er skattepligtige - undlod at søge forholdene ved krydshandler afklaret. Det forhold, at A efter det oplyste tillige spurgte Skattestyrelsen om, "hvilke felter der skal anvendes til at selvangive en gevinst" (E 99, 3. afsnit, og E 215), er uden relevans for, om A har handlet groft uagtsomt. …" Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan der ske ekstraordinær genoptagelse og ændring af en skatteansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det beror på en samlet og konkret vurdering af sagens omstændigheder, om en fejl er tilstrækkelig kvalificeret til, at der er handlet groft uagtsomt. A angav for indkomståret 2017 gevinst ved salg af kryptovaluta, som han fik udbetalt i fiat-valuta, men han gjorde ikke tilsvarende for sine gevinster ved krydshandler. Han har i spekulationsøjemed foretaget et stort antal krydshandler med en samlet gevinst på over 2 mio. kr., men han foretog ikke nærmere undersøgelser omkring de skattemæssige forhold og søgte ikke rådgivning. Der var ingen indikationer på, at gevinst ved krydshandler i modsætning til gevinst ved udbetaling i fiat-valuta ikke skulle være skattepligtig indkomst, og selv om han flere gange var i kontakt med Skattestyrelsen, forsøgte han ikke at få en afklaring af, om gevinster ved krydshandler var skattepligtige. Han gjorde ingen bemærkninger på selvangivelsen om krydshandlerne, herunder at han anså dem ikke for skattepligtige. Han gjorde sig angiveligt ikke efterfølgende bekendt med afgørelser som bl.a. Skatterådets afgørelse offentliggjort den 18. juni 2018, hvorefter gevinst ved veksling af bitcoins til andre kryptovalutaer skal medregnes til den skattepligtige indkomst, og han undlod derfor at kontakte Skattestyrelsen med henblik på at få sin skatteansættelse korrigeret, ligesom han for de følgende år undlod at angive gevinsten ved krydshandler. Under disse omstændigheder finder retten, at der foreligger en sådan manglende agtpågivenhed fra A’s side, at der er tale om, at han ved grov uagtsomhed har bevirket, at skattemyndighederne for indkomståret 2017 har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Skattestyrelsen har derfor være berettiget til ekstraordinært at genoptage og ændre skatteansættelsen for 2017. Som følge heraf tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge. Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Omkostningerne er efter sagens værdi, forløb, omfang og udfald fastsat til 86.250 kr., hvilket dækker udgift til advokat. Skatteministeriet er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet frifindes. A skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 86.250 kr. til Skatteministeriet. Sagsomkostningerne bliver forrentet med procesrente efter rentelovens § 8 a.

SKM2026.441.BR — Manglende selvangivelse af gevinster fra krydshandler med kryptovaluta anset for groft uagtsomt · skattewiki.dk