Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.439.SR

Jagttegnsundervisning – momspligtig – ikke en kulturel aktivitet – ikke skoleundervisning eller faglig undervisning – ikke momsfritaget undervisning til børn og unge under 30

Myndighed
Skatterådet
Dokumenttype
Bindende svar
Afsagt
25. august 2026
Offentliggjort
4. september 2026
Emneord
Jagttegnsundervisning, kulturel aktivitet, kompetencegivende undervisning, skoleundervisning, momspligt, lønsumsafgift
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

Skatterådet kunne ikke bekræfte at Spørgers jagttegnsundervisning kunne momsfritages som en kulturel aktivitet i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Spørgers aktivitet havde karakter af en undervisningsydelse, og Spørgers ydelse havde således ikke karakter af at levere adgang til en kulturel aktivitet. Spørgers jagttegnsundervisning kunne desuden ikke sammenlignes med de aktiviteter, der var nævnt i bestemmelsen som momsfritagne kulturelle aktiviteter, dvs. biblioteker, museer og zoologiske haver. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørgers jagttegnsundervisning kunne momsfritages som skoleundervisning. Spørgers undervisning omfattede alene et afgrænset emne i form jagt og opfyldte derfor ikke betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers jagttegnsundervisning af deltagere under 30 år var momsfritaget. Det fremgik af lovbemærkningerne til ændringen af reglerne om momsfritagelse for uddannelse af børn og unge under 30 år, at undervisning med henblik på, at modtageren opnåede jagttegn ikke var omfattet af fritagelsen.

Henviser til

  • SKM2024.18.SR
  • SKM2024.313.SR
  • SKM2025.249.SR
  • SKM2025.453.SKTST
  • SKM2025.454.SKTST
  • SKM2025.455.SKTST
  • SKM2025.725.SR
  • SKM2025.728.SR
  • SKM2025.730.SKTST
  • SKM2026.108.SR
  • SKM2026.198.SR
  • TfS 1994.774

Fuldtekst

Spørgsmål Kan Skattestyrelsen bekræfte, at Spørgers aktiviteter er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, som momsfri kulturel aktivitet? Hvis ikke Skattestyrelsen kan bekræfte spørgsmål 1, kan Skattestyrelsen så bekræfte, at Spørgers aktiviteter er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum, som længerevarende og kompetencegivende undervisning? Hvis Skattestyrelsen ikke kan bekræfte spørgsmål 1, kan Skattestyrelsen så bekræfte, at Spørgers aktiviteter anses for undervisning omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, således undervisning af deltagere under 30 år er momsfritaget? Kan Skattestyrelsen bekræfte at Spørger er lønsumsafgiftsfritaget efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, for Spørgers aktivitet som er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 / momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum? Svar Nej Nej Nej Bortfalder Af hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form. Beskrivelse af de faktiske forhold H1 ApS - herefter Spørger - er et selskab som er autoriseret af Naturstyrelsen for at sikre, at jagt i Danmark foregår efter Naturstyrelsens betingelser og regler. Selskabets undervisere har gennemgået en lovpligtig uddannelse som jagttegnskursuslærer. Denne undervisning sikrer, at jagtegnslæren har kendskab til vejledninger og regler for undervisning. I Danmark er der en lang række betingelser som skal være opfyldte for at kunne bestå og indløse jagttegn: Personen skal være fyldt 16 år Personen skal have bopæl i Danmark Personen skal have ren straffeattest (tilladelse fra Politiet) Personen skal bestå jagtprøve Personen skal betale et prøvegebyrgebyr til myndighederne via borger.dk. Når prøven er bestået, bliver personen registreret i Miljøstyrelsens jægerregister (jagttegnsregisteret). Reglerne om jagt og jagttegn er reguleret af Miljøministeriet / Ministeriet for Grøn Trepart og i: Lov om jagt og vildtforvaltning, samt Bekendtgørelse om jagttegn Jagt i Danmark reguleres i jagt-og vildtforvaltningsloven og en række bekendtgørelser. Formålet med reglerne er at sikre arts- og individrige vildtbestande og danne grundlag for en bæredygtig forvaltning heraf bl.a. ved at regulere jagten således, at den sker efter økologiske og etiske principper og under varetagelse af hensynet til beskyttelse af vildtet, især af sjældne og truede arter. I Danmark har omkring 200.000 personer jagttegn. Personer med jagttegn er registreret i det statslige registre. Beskrivelse af Spørgers aktivitet Jagttegnsundervisning har til formål at kvalificere kursister til at bestå den statsligt fastsatte jagttegnsprøve. Bestået prøve er en ufravigelig forudsætning for at kunne opnå jagttegn og dermed lovligt udøve jagt i Danmark. Undervisningen er fast struktureret og omfatter blandt andet våben- og sikkerhedslære, gældende jagtlovgivning, vildtkendskab, natur- og biodiversitetsforståelse samt etik og ansvarlig jagtudøvelse. Indholdet er således både sikkerhedskritisk, lovgivningsmæssigt og dannelsesmæssigt. Jagttegnsundervisning udbydes i dag både af lokale jagtforeninger tilknyttet Danmarks Jægerforbund og af kommercielle udbydere, herunder medlemmer af Danmarks Jagttegnslærerforening. Uanset udbyder er undervisningens formål, indhold og mål identisk. Lovpligtig certificering og uddannelsens karakter Jagttegn er en statsligt reguleret og lovpligtig certificering. Det følger af jagtlovgivningen, at ingen må udøve jagt i Danmark uden gyldigt jagttegn. Overtrædelse heraf er strafbelagt. Jagttegnet adskiller sig dermed fra frivillige fritidskurser ved at være en formel adgangsbillet til en lovreguleret aktivitet. For at kunne opnå jagttegn skal ansøgeren bestå en statsligt fastsat jagttegnsprøve. Prøven omfatter både teoretiske og praktiske elementer og stiller krav om omfattende viden inden for våbensikkerhed, lovgivning, vildtkendskab, etik og naturforvaltning. Jagttegnsundervisning er i praksis en nødvendig forudsætning for at kunne bestå denne prøve. Jagttraditioner i Danmark Jagttraditioner i Danmark er dybt forankrede i kultur og natur, præget af respekt for vildtet, etik og stærkt fællesskab. Centrale elementer inkluderer fællesjagter, paroler, vildtparade, jagt horn, og ritualer. Centrale danske jagttraditioner: Fællesjagt & Paroler: En meget udbredt tradition, hvor jægere mødes til fælles jagt, ofte med paroler (instruktioner) før start og en hyggelig afslutning. Vildtparade: Ved afslutningen af en selskabsjagt lægges det nedlagte vildt op i en specifik rækkefølge (fx ræv, bukke, harer). Jagtsignaler: Brug af jagthorn til at signalere "jagt begyndt", "frokost" og "jagt forbi" er en klassisk del af ritualerne. Etik & Respekt: Der lægges stor vægt på at skyde rent og bruge vildtet, hvilket afspejler en respektfuld tilgang til naturen. Jagtformer med Tradition: Klapjagt: Traditionel jagt, ofte på fasaner, hvor klappere driver vildtet frem mod skyttelinjen. Strandjagt: Jagt fra jolle eller pram i kystnære områder, en gammel tradition især rettet mod andefugle. Trykjagt: En mere stille form for drivjagt, hvor vildtet drives roligt frem. Jagt i Danmark går så lagt tilbage som menneskets oprindelse. Det er en essentiel del af den danske kultur og naturforståelse. Nye jægere i Danmark træder ind i en verden fyldt med ikke bare jagt, men også respekt for naturen og dyrelivet. I Danmark regulerer vigtige love og regler, hvordan jagt udføres. For at blive jæger skal man gennemgå en jagttegnsprøve, der omfatter både en teoretisk og en praktisk del. Derudover skal jægere forstå bestemmelserne omkring jagttider, hvilke dyr der må jages hvornår, og hvilke våben der er tilladte. Dette sikrer, at jagt foregår på en ansvarlig og etisk måde. I dag er betingelserne for jagt i Danmark reguleret af række regelsæt. Ud over lovgivningen, er der en lang række etiske regler forbundet med jagt. Disse regler er beskrevet af Ministeriet for Grøn Trepart, og omfatter blandt andet: Etiske regler for håndtering af vildt Etiske regler for skydning af vildt Etiske regler for at færdes i naturen Fodring af vildt Respekt for jagt fx i forbindelse med isvintre, områder med hegn mv. Respekt for jagtens etikette. Spørgers opfattelse og begrundelse Retsgrundlag Den momsmæssige vurdering af jagttegnsundervisning skal foretages med udgangspunkt i momslovens § 13 samt de grundlæggende principper, der følger af både national praksis og EU momsretten. Efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, er undervisning og uddannelse fritaget for moms, hvis undervisningen er betinget af en prøve, eksamen eller certificering, når undervisningen ikke primært har et kommercielt underholdningsformål. Endvidere følger det af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, at kulturelle aktiviteter er momsfritaget. Bestemmelsen har til formål at fritage store dele af det kulturelle område fra moms, herunder aktiviteter med bred samfundsmæssig og kulturel interesse. Ved vurderingen lægges der vægt på aktivitetens karakter, historiske forankring og almene betydning. Et bærende princip i momssystemet er neutralitetsprincippet. Dette indebærer, at sammenlignelige ydelser ikke må behandles forskelligt momsmæssigt, hvis de konkurrerer på samme marked. Momsreglerne må således ikke føre til konkurrenceforvridning mellem aktører, der leverer samme ydelse under sammenlignelige betingelser. Disse bestemmelser og principper udgør tilsammen det retlige grundlag for vurderingen af, om jagttegnsundervisning kan og bør være momsfritaget. Jagt og jagttegnsundervisning som kulturel aktivitet Jagt har gennem århundreder været en integreret del af dansk kultur og samfundsudvikling. Historisk har jagt fungeret som både fødegrundlag, reguleringsværktøj og social praksis, og over tid har den udviklet sig til en organiseret aktivitet med faste normer, ritualer og etiske principper. Denne udvikling betyder, at jagt i dag ikke alene kan betragtes som en fritidsaktivitet, men som en levende kulturform med dyb historisk forankring og bred samfundsmæssig betydning. Den kulturelle dimension af jagt kommer blandt andet til udtryk gennem veldefinerede traditioner og ritualer, som fortsat praktiseres på tværs af generationer. Eksempler herpå er brugen af jagthorn, paraden efter fællesjagter, ceremonielle markeringer af nedlagt vildt samt uskrevne etiske regler for respektfuld omgang med natur og vildt. Disse elementer fungerer som kulturelle koder, der skaber sammenhæng, identitet og kontinuitet i jægerfællesskabet. Jagt er endvidere tæt forbundet med et landsdækkende foreningsliv. Der findes mere end 850 lokale jagtforeninger i Danmark, som fungerer som samlingspunkt for sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige aktiviteter året rundt. I disse foreninger foregår ikke alene selve jagtudøvelsen, men også undervisning, træning, foredrag, musikalske traditioner som jagthorn samt formidling af jagtens etik og værdier. Foreningslivet udgør dermed en central ramme for jagtens kulturelle forankring. Samfundsmæssig nytte og almennyttighed Jagttegnsundervisning har en væsentlig samfundsmæssig nytte, som rækker ud over den enkelte kursists private interesse i at kunne udøve jagt. Undervisningen er grundlaget for, at jægere kan varetage en række opgaver, der har direkte betydning for samfundet, naturforvaltningen og den offentlige opgavevaretagelse på miljø- og naturområdet. Jægere bidrager i praksis til regulering af vildtbestande, herunder forebyggelse af overbestande, der kan skade biodiversitet, landbrug og trafiksikkerhed. De deltager i bekæmpelse af invasive arter og indgår som en vigtig ressource i forbindelse med eftersøgning af påkørt vildt, blandt andet gennem det landsdækkende schweiss-register. Disse opgaver udføres i tæt samspil med offentlige myndigheder og aflaster det offentlige for ellers ressourcekrævende indsatser. Den nødvendige faglige og etiske forudsætning for at kunne udføre disse opgaver etableres gennem jagttegnsundervisningen. Undervisningen sikrer, at jægere har den fornødne viden om lovgivning, naturforvaltning, biodiversitet og ansvarlig adfærd i naturen. Dermed fungerer undervisningen som et kvalitets- og sikkerhedsværn, der er i samfundets klare interesse. Finansieringen af naturbevarende indsatser er endvidere tæt knyttet til jagttegnet. Afgifter fra jagttegn anvendes blandt andet til naturgenopretning, forskning og projekter til gavn for biodiversitet og miljø. En stabil tilgang af nye jægere er derfor afgørende for opretholdelsen af disse midler og dermed for fortsat offentlig og samfundsmæssig nytte. En momspålagt jagttegnsundervisning vil alt andet lige øge prisen for at opnå jagttegn og dermed udgøre en barriere for tilgang af nye jægere. Dette vil svække grundlaget for både naturforvaltning, finansiering af naturprojekter og den samfundsnytte, som jægere i dag bidrager med. Det taler for, at jagttegnsundervisning bør anses som en almennyttig aktivitet, der falder inden for momslovens fritagelsesbestemmelser. Foreningsliv, rekruttering og kommercielle udbyderes rolle Det danske jagtforeningsliv udgør en central del af jagtens kulturelle og samfundsmæssige fundament. Med mere end 850 lokale jagtforeninger fordelt over hele landet fungerer foreningerne som bærende ramme for fællesskab, traditioner, uddannelse og naturforvaltning. Foreningerne er i høj grad baseret på frivilligt arbejde og er afhængige af en løbende tilgang af nye medlemmer for at kunne opretholde deres aktiviteter og bidrag til samfundet. Rekrutteringsmønstret til jagt har ændret sig markant over de seneste 15-20 år. Hvor mange tidligere tog jagttegn i en ung alder gennem lokale foreninger eller ungdomsskoler, sker rekrutteringen i dag i stigende grad blandt voksne i 30-årsalderen og opefter. Denne målgruppe stiller andre krav til undervisningens tilrettelæggelse, herunder fleksibilitet, struktur og professionel afvikling. De kommercielle udbydere af jagttegnsundervisning er opstået som et direkte svar på denne samfundsudvikling. De tilpasser undervisningen til voksne kursister med arbejde og familieliv, uden at ændre på undervisningens faglige indhold, krav eller formål. Kommercielle udbydere fungerer dermed ikke som et alternativ til foreningslivet, men som et nødvendigt supplement, der sikrer, at nye befolkningsgrupper får adgang til jagttegnsuddannelsen. Der foreligger et tæt og formaliseret samarbejde mellem kommercielle udbydere, Danmarks Jægerforbund og de lokale jagtforeninger. I praksis introduceres kursisterne til foreningslivet gennem praktiske undervisningsdage, og der tilbydes 12 måneders gratis medlemskab af Danmarks Jægerforbund og lokalforening. Denne struktur skaber en direkte fødekæde fra jagttegnsundervisningen til det organiserede foreningsliv. Mange kursister, der tager jagttegn i en senere alder, er velovervejede og stærkt motiverede. De udgør ofte et betydeligt aktiv for foreningerne, både som aktive deltagere og som frivillige kræfter. En svækkelse af de kommercielle udbyderes rammevilkår vil derfor ikke alene påvirke undervisningsmarkedet, men også have negative afledte effekter for foreningslivet og det frivillige engagement. På denne baggrund må kommercielle udbydere anses som en integreret del af den samlede struktur omkring jagttegnsuddannelse og foreningsrekruttering. En momsmæssig forskelsbehandling, der fordyrer kommercielt udbudt jagttegnsundervisning, vil svække rekrutteringen til foreningslivet og dermed undergrave det kultur- og samfundsbærende system, som jagten i Danmark hviler på. Konkurrenceforvridning Foreningsbaseret jagttegnsundervisning udbydes momsfrit som led i folkeoplysende og kulturelt foreningsarbejde. Når identisk undervisning, med samme indhold, formål og adgangsbetingelser, udbydes af kommercielle aktører, pålægges der i visse tilfælde moms. En sådan forskellig momsmæssig behandling af samme ydelse medfører konkurrenceforvridning. Kommercielle udbydere vil være nødsaget til at hæve kursusprisen, hvilket påvirker kursisternes valg og reducerer tilgængeligheden af undervisningen. Dette er i strid med momslovens grundlæggende neutralitetsprincip, hvorefter moms ikke må påvirke konkurrenceforholdene mellem aktører, der leverer sammenlignelige ydelser. Da jagttegnsundervisning er en nødvendig forudsætning for deltagelse i jagtforeningslivet, vil en momsbelastning på kommercielle udbydere indirekte også svække rekrutteringen til de lokale foreninger. Samlet vurdering Det er på baggrund af ovenstående den samlede vurdering, at jagttegnsundervisning har karakter af både uddannelsesaktivitet og kulturel aktivitet i momslovens forstand. Undervisningen er en lovpligtig forudsætning for opnåelse af jagttegn, den indeholder væsentlige sikkerheds- og samfundshensyn, og den fungerer som bærende element i en mangeårig dansk kultur- og foreningstradition. Endvidere har jagttegnsundervisning en dokumenteret samfundsmæssig nytte i relation til naturforvaltning, biodiversitet og offentlig opgaveløsning. Kommercielle udbydere udfylder en væsentlig rolle i rekrutteringen af nye jægere og i opretholdelsen af det frivillige foreningsliv. Forskellig momsmæssig behandling af samme undervisningsydelse afhængigt af udbyderform skaber konkurrenceforvridning og er ikke forenelig med momslovens neutralitetsprincip. Det indstilles derfor, at jagttegnsundervisning - uanset om den udbydes af foreninger eller kommercielle aktører - anerkendes som momsfritaget efter momslovens § 13. Spørgsmål 1 Kan Skattestyrelsen bekræfte, at Spørgers aktiviteter er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, som kulturel aktivitet? Svar: Ja, jf. vores begrundelse. Beskrivelse af aktiviteten Som nævnt ovenfor har H1 ApS -Spørger - en særlig autorisation fra Miljøministeriet for at jægere kan opnå tilladelse til at gå på jagt i Danmark. Begrundelse Spørgers aktiviteter henvender sig til personer i Danmark som ønsker at opnå jagttegn. Det er en betingelse for at kunne gå på jagt, at personen har jagttegn. Jagt i Danmark er en urgammel tradition, og aktiviteten er utvivlsomt en kulturel aktivitet, som kan være omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Momslovens fritagelse for kulturelle aktiviteter omfatter en lang række aktiviteter. Den danske momslov har følgende ordlyd: "Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lign., samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritagelsen omfatter dog ikke radio- og fjern synsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign." Momssystemdirektivet har denne ordlyd: "Artikel 132, stk. 1, litra n) levering af visse kulturelle ydelser og varer med nær tilknytning hertil, der præsteres af offentligretlige organer eller af andre kulturelle organer, som er an erkendt af den pågældende medlemsstat." Momsmæssigt er kulturelle aktiviteter momsfritaget. Efter momsloven anses radio- og fjernsynsudsendelse, biograf- og teaterforestillinger og koncerter dog ikke for at være momsfrie kulturelle aktiviteter. Momsmæssigt skelnes der mellem mere forlystelsesagtige kulturelle aktiviteter som fx biograf og koncerter - og mindre forlystelsesagtige kulturelle aktiviteter som fx museer og zoologiske haver. Spørgsmål er således om jagt i Danmark kan anses for at være en momsfritaget kulturel aktivitet. EU-Domstolen har i flere afgørelser afgjort, at det er op til de enkelte medlemsstater at træffe afgørelse om, hvilke tjenesteydelser, som i det pågældende medlemsland skal anses for en kulturel tjenesteydelse. Aktiviteten skal i henhold til EU-Domstolen ses i lyset af den regionale kulturarv inden for EU og nogle gange også inden for den enkelte medlemsstat. Se præmis 22 i sag C-592/15, British Film Institute. Eksempler på momsfrie kulturelle aktiviteter: Adgang til museer Adgang til kunstudstillinger Adgang til akvarieudstillinger Adgang til blomsterparker Fra 1. januar 2026 er følgende to aktiviteter momsfritaget som kulturelle aktiviteter: Undervisning på aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter ( SKM2025.455.SKTST ) Adgang til tankesport/bridge ( SKM2025.728.SR / SKM2025.730.SKTST ) Ad 1. Begrundelsen for momsfritagelsen for aftenskoler mv. er, at aktiviteten blandt andet har sit udspring af N.F.S Grundtvig - og den del af den danske kulturarv, og udviklet under 2. Verdens krig - samt at aktiviteten er omfattet af Folkeoplysningsloven. Ad 2. Momsfritagelsen for bridgeklubber er afgjort af Skatterådet i et bindende svar. Skattestyrelsen havde i indstilling af svaret vurderet, at bridgeklubberne er momspligtige - men Skatterådet ændrede svaret til, at bridgeklubbernes aktiviteter anses for at være en momsfritaget kulturel aktivitet. Skatterådet lagde i begrundelsen vægt på, at bridgespillet i forhold til udøvelsen, historie og de traditioner der indgår i Danmark for at tage en plads i Danmarks kulturelle arv. Et af argumenterne for kulturarv i det bindende svar SKM2025.725.SR er blandt andet, at: Bridges rolle i den danske kulturelle arv kommer også til udtryk igennem dansk mediehistorie Prins Henrik fungerede som protektor fra 1997 til sin død. Det betyder, at Spørgers aktiviteter ligeledes skal vurderes i forhold til om aktiviteterne indtager en plads i Danmarks kulturelle arv. Danmark har en lang historisk tradition for jagt. Jagt og jagttegnsundervisning som kulturel aktivitet Jagttegnsundervisningen spiller en afgørende rolle i bevarelsen og videreførelsen af denne kultur. Undervisningen har ikke alene til formål at formidle teknisk viden og lovgivning, men fungerer også som en introduktion til jagtens kulturelle normer, historiske rødder og etiske ansvar. Nye jægere oplæres i, hvordan jagt udøves korrekt, respektfuldt og i overensstemmelse med både tradition og moderne naturforvaltning. På denne baggrund må jagttegnsundervisning anses som en aktivitet med nær og direkte tilknytning til en kulturel aktivitet i momslovens forstand. Undervisningen har interesse for en bredere kreds af borgere, idet den vedrører natur, kulturarv, bæredygtighed og samfundsansvar. Dermed opfylder jagttegnsundervisning de kriterier, der efter praksis lægges vægt på ved vurderingen af, om en aktivitet kan kvalificeres som kulturel og dermed momsfritaget. Momsfritagelse af kulturelle aktiviteter Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lignende, er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 6. Bestemmelsen tilsigter at fritage store dele af det kulturelle område fra momspligt. Fritagelsen omfatter også levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Ved vurderingen af, om adgangen er momsfri, fordi der er tale om en kulturel aktivitet, lægges der vægt på, om aktiviteten er af en sådan art, at den skønnes at have interesse for en bredere kreds af borgere. Det er et samfundskrav at modtage Jagttegnsundervisning inden man kan tage jagttegnsprøven. Det er derfor vigtigt at alle har mulighed for at kunne tage et jagttegn, og der er helt nødvendigt for de lokale jagtforeninger og Danmarks Jægerforbund til stadighed at rekrutterer nye medlemmer, for forsat at kunne bidrage positiv med udbredelsen af naturforståelse og jagt hvor traditioner samarbejder med et moderne natursyn. Den kommercielle Jagttegnsundervisning bør sidestilles med den momsfrie undervisning der foregår i de lokale jagtforeninger. Både fordi undervisninger er et lovkrav for at få et jagttegn og derfor kunne deltage i lokalforeningerne, ifølge momsloven må der ikke foregå konkurrencefordrejning af de samme aktiviteter, der foregår momsfri i foreninger og hos firmaer, og endelig er det vigtigt at alle stadigvæk har mulighed for at få sig et jagttegn, og bevarer de mange traditioner der er til jagten i Danmark. Her løser de kommercielle firma en stor opgave med at rekruttere fra befolkningsgrupper som ellers ikke ville få sig et jagttegn. Dette er til stort ud bytte for alle parter, ikke mindst den lokale jagtforening og Danmarks Jægerforbund. I forhold til jagtens historie, kan i større omfang end SKM2025.725.SR nævnes, at: Jagtens rolle i større omfang også kommer til udtryk gennem dansk mediehistorie og kulturarv H.M. Kong Frederik X indtrådte som protektor for Dansk Jægerforbund i 2019, som videre førelse af sin far, Prins Henriks, protektorat. Kongen er selv en ivrig jæger. I Danmark er reglerne for jagt reguleret af Miljøministeriet og Ministeriet for Grøn Trepart. Spørgers aktiviteter er reguleret og underlagt disse regler, og aktiviteterne er helt klart omfattet af den danske kulturarv. Spørgers aktiviteter er momsfritaget: En stor del af Danmarks kulturarv Spørgers aktiviteter kan sammenlignes med både SKM2025.455.SKTST / SKM2025.725.SR i forhold til den danske kulturarv, historie og traditioner. Aktiviteterne er adgang til den danske natur og vildt. Spørgers aktiviteter kan sammenlignes med momsfri adgang til zoologiske haver, adgang til blomsterparker (adgangen er momsfriaget selv om parken også indeholder diverse forlystelser) samt adgang til akvarieudstillinger mv. Det er derfor vores opfattelse, at Spørgers aktiviteter er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 og momsfritaget. Spørgsmål 2 Hvis ikke Skattestyrelsen kan bekræfte spørgsmål 1, kan Skattestyrelsen så bekræfte, at Spørgers aktiviteter er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum, som længerevarende og kompetencegivende undervisning? Svar: Ja, jf. vores begrundelse. Beskrivelse af aktiviteten Spørgers aktivitet anses momsmæssigt for længerevarende og kompetencegivende undervisning. Længerevarende undervisning er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum. Spørgers undervisning består af en række forskellige fag, discipliner. Som nævnt indledningsvis består jagttegn af en statsligt fastsat jagttegnsprøve. Prøven omfatter både teoretiske og praktiske elementer og stiller krav om omfattende viden inden for våbensikkerhed, lovgivning, vildtkendskab, etik og naturforvaltning. Jagttegnsundervisning er i praksis en nødvendig forudsætning for at kunne bestå denne prøve. Lovpligtig certificering og uddannelsens karakter Undervisningen har karakter af certificeringsforberedende uddannelse, hvor formålet er at sikre, at deltagerne opfylder myndighedernes krav til sikkerhed, ansvarlighed og faglig viden. Dette placerer jagttegnsundervisning i samme kategori som anden undervisning, der forbereder til offentligt regulerede prøver og tilladelser, og som i praksis ofte er momsfritaget. Det forhold, at undervisningen også indeholder væsentlige sikkerhedsmæssige elementer, understøtter yderligere, at det er i statens interesse at sikre bred og økonomisk tilgængelig adgang til jagttegnsundervisning. En momsbelastning vil modvirke dette formål. Spørgsmål 3 Hvis Skattestyrelsen ikke kan bekræfte spørgsmål 1, kan Skattestyrelsen så bekræfte, at Spørgers aktiviteter anses for undervisning omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, således undervisning af deltagere under 30 år er momsfritaget? Svar: Ja, jf. vores begrundelse. Beskrivelse af aktiviteten Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3 fritager skoleundervisning og faglige uddannelser. Fra 1. januar 2026 ændres bestemmelsens ordlyd til følgende (ændringerne vises): Uddannelse af børn og unge under 30 år, skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, og anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritaget er endvidere privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau. Fritagelsen efter 1. pkt. omfatter ikke kursusvirksomhed, der drives med gevinst for øje, og som primært retter sig mod virksomheder og institutioner mv. Det er en betingelse for at være omfattet af momsfritagelsen efter bestemmelsen, at uddannelsen er omfattet af 1. punktum. Det vil sige, at: Undervisning af børn og unge under 30 år er momsfritaget. Skoleundervisning og faglig undervisning, kan være momsfritaget Kompetencegivende undervisning er momsfritaget Ad 1. Undervisning af børn og unge under 30 år. Lovforslag 64 C som er vedtaget den 19. december 2025. Lovforslaget medfører, at undervisning af børn og unge under 30 år er momsfritaget, uanset om undervisningen sker som enkeltfag. Af lovforslaget fremgår, at f.eks. undervisning i legemsøvelser, musik, dans, friluftsliv, skoleskak, samt fag der har karakter af skolemæssig uddannelse - er momsfritaget. Spørgsmål 4 Kan Skattestyrelsen bekræfte at Spørger er lønsumsafgiftsfritaget efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, for Spørgers aktivitet som er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6? Svar: Ja, jf. vores begrundelse. Beskrivelse af aktiviteten Spørger har i forbindelse med registrering af selskabet været i skriftlig dialog med Skattestyrelsen om selskabets registreringsforhold. Spørgers aktiviteter blev registreret for lønsumsafgift. Spørger vil derfor også gerne have Skattestyrelsen vurdering af, om aktiviteterne fortsat er omfattet af lønsumsafgiften, eller om aktiviteterne er lønsumsafgiftsfritaget. Spørgers høringssvar Det er Spørgers klare vurdering, at det er konkurrencefordrejende og i strid med neutralitetsprincippet, at Spørgers aktiviteter skal pålægges moms, når Spørger er i direkte konkurrence med udbydere af samme uddannelse på fx aftenskoler som fra 1. januar 2026 anses for at være en kulturel aktivitet. Indholdet af aktiviteten er identisk, og Spørgers aktiviteter anses også for at være af kulturel karakter efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Det er også Spørgers klare vurdering, at Spørgers aktiviteter anses for at være af kulturel karakter. Det begrundes blandt andet i, at de to bindende svar som er offentliggjort efter at Spørger har indsendt anmodning om bindende svar - SKM2026.108.SR og SKM2026.198.SR - som vedrørte undervisning i henholdsvis gospelkor og en bestemt dansestilart, og hvor Skatterådet har vurderet, at undervisningen omfattede et bestemt emne, og havde karakter af "underholdnings-præget aktivitet". Derfor kunne aktiviteten ikke være omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Spørgers aktivitet er hverken underholdningspræget eller forlystelsespræget. Spørgers aktivitet er en urgammel tradition, som er omfattet af restriktiv og omfattende dansk lovgivning. Aktiviteten berører mange privatpersoner i alle samfundslag fra den almindelige dansker til Kongehuset, aktivitetens historik går mange hundrede år tilbage og aktiviteten er en kulturel tradition. Momsfritagelsen gælder for aktiviteten, og udbyders status er ikke afgørende for momsfritagelsen. Det kan på ingen måde sammenlignes med gospelkor og dans, som alle frit kan deltage i. Som det fremgår af anmodningen om bindende svar, er der en lang række emner der indgår i uddannelsen, og uddannelsen er på ingen måde "underholdningspræget eller af forlystelsesmæssig karakter", som det fremgår af de to omhandlede bindende svar. Endelig er det Spørgers holdning, at Spørgers jagttegnsundervisning kan momsfritages som skoleundervisning i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Skattestyrelsen har i sin vurdering lagt vægt på at jagttegnsundervisningen omfatter et afgrænset emne, men ikke desto mindre har Spørger oplistet følgende emner, som indgår i aktiviteten: Jagtlovgivning Vildtkendskab Natur- og biodiversitetsforståelse Etik og ansvarlig jagtudøvelse I indholdet indgår således både sikkerheds-, lovgivnings- og dannelsesmæssige emner. Uddannelsen omfatter derfor en bred og varieret mængde af emner, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum. Det er derfor Spørgers vurdering, at Spørgers aktiviteter er omfattet af momsfritagelsen. Skattestyrelsens indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at Spørgers aktiviteter er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, som momsfri kulturel aktivitet. Begrundelse Spørger leverer jagttegnsundervisning. Spørger er et selskab, som er autoriseret af Naturstyrelsen for at sikre, at jagt i Danmark foregår efter Naturstyrelsens betingelser og regler. Jagttegnsundervisning har til formål at kvalificere kursister til at bestå den statsligt fastsatte jagttegnsprøve. Spørger leverer sine ydelser mod vederlag, og Spørger er derfor en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, ligesom Spørgers ydelser i udgangspunktet er momspligtige, jf. momslovens § 4. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, 1. led, momsfritager kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lignende. Undtaget fra momsfritagelsen er ifølge § 13, stk. 1, nr. 6, 2. led, radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign., idet momspligten på den underholdnings-/forlystelsesprægede del af kulturlivet, som blev indført ved den oprindelige momslov fra 1968, er blevet videreført. Bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n, hvorefter medlemsstaterne fritager visse kulturelle ydelser og varer med tilknytning hertil, der præsteres af offentligretlige organer eller andre kulturelle organer, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat. I medfør af momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n, har medlemsstaterne fået en beføjelse til selv at afgøre, hvilke kulturelle tjenesteydelser, som skal være momsfritaget i det pågældende medlemsland. I sag C-592/15, British Film Institute, bemærkede EU-Domstolen, at ordene "visse kulturelle tjenesteydelser" ikke medfører fritagelse af alle kulturelle tjenesteydelser, men derimod giver medlemsstaterne en skønsmæssig beføjelse til at momsfritage visse kulturelle tjenesteydelser, mens de pålægger andre kulturelle tjenesteydelser moms. Bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, indeholder en ikke-udtømmende liste over eksempler på kulturelle aktiviteter, som er omfattet af momsfritagelsen og en ikke-udtømmende liste med eksempler på aktiviteter, som ikke er momsfritagne. At oplistningerne i bestemmelsen ikke er udtømmende, har Skatterådet tillige fastslået i SKM2025.249.SR . Bestemmelsen opregner efter sin ordlyd en række momsfritagne aktiviteter, som er karakteriseret ved at udgøre formidling af kultur, og som omfatter bl.a. kulturinstitutionerne biblioteker, museer og zoologiske anlæg. Derimod omfatter fritagelsen ikke aktiviteter, som er karakteriseret ved at være underholdnings-/forlystelsesprægede, og som varetages af visse kulturelle institutioner inden for musik- og scenekunst som fx koncert-/spillesteder, teatre m.fl. samt radio-/TV-udbydere. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at eksemplificeringen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, i udgangspunktet betyder, at momsfritagelsen af kulturelle aktiviteter omfatter aktiviteter, som besidder tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver, jf. SKM2026.198.SR og SKM2026.108.SR . I praksis er en række ydelser blevet anset for momsfritaget som kulturelle aktiviteter. Det drejer sig om salg af adgang til fremvisninger af bl.a. rovfugle, som havde de samme karakteristika som zoologiske haver og dyreparker, jf. SKM2024.18.SR . Salg af adgang til hestevognskørsel inden for de fysiske rammer af et museum, er blevet anerkendt som en kulturel ydelse, jf. SKM2024.313.SR . Salg af adgang til en udstilling af guldaldermalerier og af statuer udført af Thorvaldsen samt fremvisning af dennes værksted på et gods blev anerkendt som en kulturel ydelse, jf. TfS1994.774. Endelig er salg af adgang til en park, der blev drevet som en udstillingsvirksomhed med planter, træer mv. i lighed med botaniske haver, blevet momsfritaget, jf. Mn. 629/79. Da opregningen i bestemmelsen alene er eksempler på momsfritagne aktiviteter, vil andre kulturelle aktiviteter tillige kunne momsfritages, men der må i relation hertil stilles skærpede krav til aktiviteternes betydning for og plads i den danske kulturarv, jf. SKM2025.728.SR . Et eksempel herpå er den folkeoplysende voksenundervisning leveret af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter, som er berettiget til støtte efter folkeoplysningsloven, jf. SKM2025.455.SKTST . Af styresignalet fremgår, at Skattestyrelsen anser den folkeoplysende voksenundervisning for - under hensyn til dens vision, historie, og samfundsmæssige betydning - at være en del af dansk kultur. Det nævnes i den forbindelse, at folkeoplysningen har sit ideologiske udspring fra blandt andet N.F.S. Grundtvig, der søgte at oplyse den almindelige dansker, så denne kunne blive en vidende og aktiv deltager i samfundet. Det fremgår af SKM2025.455.SKTST , at Skattestyrelsen desuden har lagt vægt på, at det oprindeligt ses at have været hensigten med den direktivbestemmelse, som § 13, stk. 1, nr. 6 implementerer, at visse uddannelsesmæssige aktiviteter af almen interesse ville kunne omfattes af direktivets momsfritagelse af kulturelle ydelser. Det fremgår af Folkeoplysningsloven, at formålet med den folkeoplysende voksenundervisning blandt andet er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i undervisningen at øge deltagernes almene og faglige indsigt og færdigheder. Af museumsloven fremgår det, at museer igennem samlingsudvikling, videns udvikling og formidling skal aktualisere viden om kultur- og naturarv og gøre denne tilgængelig og vedkommende, udvikle anvendelse og betydning af kultur- og naturarv for borgere og samfund og sikre kultur- og naturarv for fremtidens anvendelse. I henhold til biblioteksloven er formålet med folkebibliotekerne at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed. Formålet med den folkeoplysende undervisning er således sammenlignelig med formålet for biblioteker, museer mv. Den folkeoplysende undervisning leveret af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter kan herefter anses for at besidde tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. Den sammenhæng den folkeoplysende undervisning foretages i kan således sammenlignes med museer, biblioteker og zoologiske haver. Et andet eksempel er, at Skatterådet i SKM2025.728.SR har anset bridgespil for en kulturel aktivitet momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Spørger var en forening, som havde til formål at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener. Spørger havde indtægter i form af kontingenter fra medlemmerne og gebyrer, som blev betalt af spillerne for deres deltagelse i turneringer. Spørger leverede således adgang til at deltage i bridgespil, som blev anset for at udgøre en kulturel aktivitet i momslovens forstand. Skatterådet lagde ved vurderingen vægt på, at spillet optog en plads i den kulturelle arv, når der blev henset til spillets udøvelse, historie og de traditioner spillet indgik i i Danmark. Der blev ved vurderingen også lagt vægt på, at EU-Domstolen i sag C-90/16, The English Bridge Union specifikt nævnte, at bridge kunne omfattes af momsfritagelsen af kulturelle aktiviteter. Dertil kom, at Skattestyrelsen havde anerkendt, at voksenundervisning støttet efter folkeoplysningslovens § 4, stk. 1, nr. 1, var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, jf. SKM2025.455.SKTST . At samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener kan herefter også anses for at have den nødvendige betydning for og plads i den danske kulturarv. Skatterådet har i SKM2026.198.SR fastslået, at undervisning i en bestemt dansestilart ikke kan kunne momsfritages som en kulturel virksomhed. Skatterådet har desuden i SKM2026.108.SR konkluderet, at undervisning i gospelkorsang ikke kunne momsfritages som en kulturel aktivitet. Der blev i begge bindende svar henset til, at undervisningen i en bestemt dansestilart og gospelkorsang ikke kunne anses for at have tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet med eksempelvis museer, biblioteker og zoologiske haver. Hverken undervisning i en bestemt dansestilart eller gospelkorsang kunne således sammenlignes med andre momsfritagne kulturelle aktiviteter som bridgespil, fremvisninger af bl.a. rovfugle, adgang til hestevognskørsel inden for de fysiske rammer af et museum, adgang til en udstilling af guldaldermalerier og af statuer udført af Thorvaldsen. Endelig lagde Skatterådet vægt på, at både undervisning i en bestemt dansestilart og gospelkorsang i højere grad havde karakter af at være en underholdningspræget aktivitet på lige fod med teaterforestillinger og koncerter, som ikke kan omfattes af momsfritagelsen af kulturelle ydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Momsfritagelsen af kulturelle ydelser blev indsat i momsloven i 1978, og det fremgår af bemærkningerne til loven, at radio- og fjernsynsydelser, teater- og biografforestillinger, koncerter o.lign. ikke omfattes af momsfritagelsen, samt at dette var i overensstemmelse med det gældende for området. Årsagen hertil skal findes i, at det af momsloven fra 1968 fremgik af § 2, stk. 2, litra l, at forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger, koncerter, varitéforestillinger og offentlige baller var momspligtige. Der må derfor udover de i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, direkte nævnte aktiviteter antages at være momspligt for underholdnings-/forlystelsesaktiviteter i vid forstand. Det betyder, at ikke blot teaterforestillinger, men eksempelvis også ballet- og operaforestillinger er momspligtige, uanset disse måtte anses for at være en del af dansk kultur. Af praksis fremgår endvidere, at entréindtægter fra tivolier og byfester, spille-, behændigheds- og forlystelsesautomater opstillet i tivolier, restauranter og forretninger, jf. eksempelvis Mn. 19/67, Mn. 68/67, og UfR1979.463H, også er momspligtige. Hertil kommer salg af adgang til billardborde, og salg af adgang til en klub, der tilbød selskabelig underholdning og dans, også er momspligtige, jf. Mn. 313/71 og Mn. 789/82. Det er således ydelsens karakter herunder de sammenhænge, hvorunder ydelsen leveres, der har betydning for, hvorvidt der er tale om en kulturel aktivitet i momslovens forstand. Samlet vurdering Spørger leverer jagttegnsundervisning. Undervisningen har til formål at kvalificere kursister til at bestå den statsligt fastsatte jagttegnsprøve. Bestået prøve er en ufravigelig forudsætning for at kunne opnå jagttegn og dermed lovligt udøve jagt i Danmark. Undervisningen er fast struktureret og omfatter blandt andet våben- og sikkerhedslære, gældende jagtlovgivning, vildtkendskab, natur- og biodiversitetsforståelse samt etik og ansvarlig jagtudøvelse. Indholdet er således både sikkerhedskritisk, lovgivningsmæssigt og dannelsesmæssigt. Spørgers ydelse har således karakter af en undervisningsydelse. Spørger leverer en fast struktureret undervisning, der sætter deltagerne i stand til at bestå en jagtprøve. Det er Skattestyrelsens vurdering, at en undervisningsydelse som udgangspunkt ikke kan anses som en kulturel aktivitet. En undervisningsydelse har således som udgangspunkt ikke karakter af adgang til en kulturel aktivitet. Hvis undervisningsydelsen herefter skal kunne anses som en kulturel aktivitet skal undervisningen ske i en kulturel sammenhæng. Som eksempel herpå kan nævnes voksenundervisning leveret af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter, som er berettiget til støtte efter folkeoplysningsloven, jf. SKM2025.455.SKTST . Spørger er ikke en aftenskole, daghøjskole eller et folkeuniversitet, der er berettiget til tilskud efter folkeoplysningsloven, derfor kan Spørgers undervisningsydelse ikke anses for at have den nødvendige betydning for og plads i den danske kulturarv. Spørgers undervisningsydelse har således ikke karakter af adgang til en kulturel aktivitet og kan ikke anses for at blive leveret i sådanne kulturelle sammenhænge, at undervisningsydelsen kan anses for en kulturel aktivitet i momslovens forstand. At Spørger er autoriseret af Naturstyrelsen ændrer ikke på, at den ydelse, Spørger leverer, er en undervisningsydelse. Der er desuden henset til, at jagttegnsundervisning ikke ses at have tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. Jagttegnsundervisning ses således ikke at være sammenligneligt med fremvisninger af bl.a. rovfugle, adgang til hestevognskørsel inden for de fysiske rammer af et museum, adgang til en udstilling af guldaldermalerier og af statuer udført af Thorvaldsen samt fremvisning af dennes værksted på et gods eller med adgang til en park, der blev drevet som en udstillingsvirksomhed med planter, træer mv. i lighed med botaniske haver, som i henhold til praksis er omfattet af fritagelsen. Spørger har anført, at jagt igennem århundreder har været en integreret del af dansk kultur og samfundsudvikling. På samme måde, som det er anført af Spørger i relation til jagttegnsundervisning, har undervisning i sang en lang historisk forankring i Danmark. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som også uddanner sangere, blev således grundlagt i 1867. Uagtet dette fandt Skatterådet i SKM2026.108.SR , at undervisning i korsang ikke kunne momsfritages som en kulturel aktivitet. Det forhold, at jagt ifølge Spørger igennem århundrede har fungeret som fødegrundlag, reguleringsværkstøj og social praksis i Danmark, kan ikke i sig selv føre til, at Spørgers ydelse i form af jagttegnsundervisning, kan anses for en momsfritaget kulturel ydelse. Der er således hverken holdepunkter i loven, forarbejderne eller retspraksis, som indikerer, at den historiske forankring skulle være afgørende i vurderingen. At der er et lovkrav om, at der skal tages en jagttegnsprøve, kan heller ikke føre til, at Spørgers ydelse i form af jagttegnsundervisning, kan anses for en momsfritaget kulturel ydelse. Der er ingen holdepunkter i hverken loven, forarbejderne eller retspraksis, som indikerer, at det er relevant for vurderingen af, om en aktivitet kan anses som en kulturel aktivitet, at der er et lovkrav. Spørger har desuden anført, at det vil være konkurrencefordrejende og i strid med neutralitetsprincippet, hvis Spørgers jagttegnsundervisning ikke momsfritages som en kulturel aktivitet. Skattestyrelsen kan hertil bemærke, at der i den danske bestemmelse vedrørende momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter ikke er indført et krav om, at bestemmelsen ikke må føre til konkurrencefordrejning. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke kan lægges vægt på, hvorvidt eventuel momsfritagelse af visse udbydere vil føre til konkurrencefordrejning, ved vurderingen af, om en aktivitet kan være omfattet af momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter. Jagttegnsundervisning kan således ikke anses for at besidde tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. Spørgers ydelser i form af jagttegnsundervisning kan herefter ikke omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar Det er Spørgers klare vurdering at det er konkurrencefordrejende og i strid med neutralitetsprincippet, at Spørgers aktiviteter skal pålægges moms, når Spørger er i direkte konkurrence med udbydere af samme uddannelse på fx aftenskoler som fra 1. januar 2026 anses for at være en kulturel aktivitet. Som det er anført af Skattestyrelsen ovenfor, er der i den danske bestemmelse vedrørende momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter ikke indført et krav om, at bestemmelsen ikke må føre til konkurrencefordrejning. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke kan lægges vægt på, hvorvidt eventuel momsfritagelse af visse udbydere vil føre til konkurrencefordrejning, ved vurderingen af, om en aktivitet kan være omfattet af momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter. Det er desuden Skattestyrelsens vurdering, at en aktivitet ikke kan blive omfattet af en momsfritagelse, fordi der ellers ville være tale om konkurrencefordrejning. Kravet om, at der ikke må være tale om konkurrencefordrejning kan betyde, at en aktivitet ikke kan blive omfattet af en momsfritagelse, hvis momsfritagelsen i sig selv kan fremkalde konkurrencefordrejning. Spørgsmålet om konkurrencefordrejning har således betydning for om en aktivitet, der ellers er omfattet af en fritagelsesbestemmelse, kan forblive omfattet af en momsfritagelse. Konkurrencefordrejning kan ikke medføre, at en aktivitet, som ikke ellers opfylder betingelserne for momsfritagelse, kan blive omfattet af en fritagelsesbestemmelse. Det er også Spørgers klare vurdering, at Spørgers aktiviteter anses for at være af kulturel karakter. Spørger har anført, at Spørgers aktivitet hverken er underholdningsprægede eller forlystelsesprægede. Spørgers aktivitet berører mange privatpersoner i alle samfundslag fra den almindelige dansker til Kongehuset, aktivitetens historik går mange hundrede år tilbage og aktiviteten er en kulturel tradition. Spørger aktivitet er en urgammel tradition, som er omfattet af restriktiv og omfattende dansk lovgivning, og kan på ingen måde sammenlignes med gospelkor og dans, som alle frit kan deltage i. Spørger har desuden anført, at momsfritagelsen for kulturelle aktiviteter gælder for aktiviteten, og udbyders status er ikke afgørende for momsfritagelsen. Skattestyrelsen har ved sin vurdering af, om Spørgers jagttegnsundervisning kan anses for at være en kulturel aktivitet lagt vægt på, at Spørgers aktivitet har karakter af en undervisningsydelse. Spørgers ydelse har således ikke karakter af at levere adgang til en kulturel aktivitet og kan ikke anses for at blive leveret i sådanne kulturelle sammenhænge, at undervisningsydelsen kan anses for en kulturel aktivitet i momslovens forstand. Spørgers undervisningsydelse kan ikke anses for omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, idet ydelsen ikke kan anses for at have den nødvendige betydning for og plads i den danske kulturarv. Skattestyrelsen har desuden henset til, at jagttegnsundervisning ikke ses at have tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. Skattestyrelsen har således ikke vurderet, hvorvidt Spørgers aktivitet er forlystelsespræget. Skattestyrelsen har således vurderet karakteren af Spørges aktivitet herunder de sammenhænge, hvorunder aktiviteten leveres. Skattestyrelsen har ikke lagt vægt på Spørgers status som anpartsselskab ved vurderingen af Spørgers aktivitet. Det er således fortsat Skattestyrelsens vurdering, at Spørgers ydelser i form af jagttegnsundervisning ikke kan omfattes af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej". Spørgsmål 2 Hvis ikke Skattestyrelsen kan bekræfte spørgsmål 1, ønskes det bekræftet, at, Spørgers aktiviteter er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum, som længerevarende og kompetencegivende undervisning. Begrundelse Spørger leverer jagttegnsundervisning. Spørger er et selskab, som er autoriseret af Naturstyrelsen for at sikre, at jagt i Danmark foregår efter Naturstyrelsens betingelser og regler. Jagttegnsundervisning har til formål at kvalificere kursister til at bestå den statsligt fastsatte jagttegnsprøve. Spørger leverer sine ydelser mod vederlag, og Spørger er derfor en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, ligesom Spørgers ydelser i udgangspunktet er momspligtige, jf. momslovens § 4. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, momsfritager uddannelse af børn og unge under 30 år, skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritaget er endvidere privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau. Undervisningsvirksomhed, der efter sit indhold er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., bliver imidlertid momspligtig efter bestemmelsens 3. pkt., når undervisningen har form af kursusvirksomhed, som primært er rettet mod virksomheder og institutioner mv. og drives med gevinst for øje. Skoleundervisning Den danske fritagelsesbestemmelse i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, har baggrund i momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra i og j, hvorefter medlemsstaterne fritager: "i) uddannelse af børn og unge, skole- og universitetsundervisning, faglig uddannelse eller omskoling samt levering af ydelser og varer med nær tilknytning hertil, som præsteres af offentligretlige organer med disse formål eller af andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat, som havende tilsvarende formål. j) privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau." EU-Domstolen har i sagerne C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH og C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics, forholdt sig til den fortolkning, som skal anlægges af begrebet "skole- og universitetsundervisning" i momssystemdirektivet. I dommene anførte EU-Domstolen, at EU-lovgiver med begrebet "skole- og universitetsundervisning" tog sigte på en bestemt type af uddannelsessystem, som er fælles for alle medlemsstaterne uafhængigt af de særlige kendetegn ved hvert nationalt system. EU-Domstolen konkluderede på den baggrund, at begrebet "skole- og universitetsundervisning" momsretligt omfatter et integreret system til overførsel af viden og færdigheder vedrørende såvel en bred og varieret mængde af emner som elevernes og de studerendes uddybning og udvikling af denne viden og disse færdigheder, jf. fx præmis 25 og 26 i sag C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH, og præmis 27 og 28 i sag C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics. Kravet om at der skulle undervises i en bred og varieret mængde af emner betød, at undervisning, som bestod i at give teoriundervisning og praktisk køreundervisning, som var nødvendigt for at opnå kørekort til køretøjerne i såvel kategori B som C1 samt undervisning på forskellige niveauer med henblik på tilegnelse af forskellige svømmefærdigheder og svømmeteknikker ifølge Domstolen ikke var omfattet af fritagelsesbestemmelsen jf. præmis 29 og 30 i sag C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH, og præmis 31 i sag C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics. EU-Domstolen slog desuden fast, at momsfritagelsen af undervisning ikke omfatter aktiviteter af rent rekreativ karakter, jf. præmis 22 i sag C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH, og præmis 25 i sag C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics. Den danske momsfritagelse skal fortolkes i lyset af ordlyden og formålet med den direktivbestemmelse, som bestemmelsen implementerer. Som anført i styresignalet SKM2025.453.SKTST er det Skattestyrelsens opfattelse, at dommene i sag C-449/17, A & G Fahrshcul-Akademie GmbH og sag C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics, har betydning for fortolkningen af momsfritagelsen af henholdsvis skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, anden undervisning, der har karakter af skolemæssig undervisning samt for momsfritagelsen af privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau. Som konsekvens heraf har Skattestyrelsen med styresignalet ændret dansk praksis i relation til momsfritagelsen af undervisning, jf SKM2025.453.SKTST . Praksisændringen indebærer, at momsfritagelsen pr. 1. januar 2026 ikke længere omfatter undervisning i afgrænsede emner, idet Skattestyrelsen vurderer, at undervisningen i disse tilfælde ikke i sig selv medfører en overførsel af viden og færdigheder vedrørende en bred og varieret mængde af emner, jf. styresignalet SKM2025.453.SKTST . Det fremgår desuden af styresignalet SKM2025.453.SKTST , at EU-Domstolen ikke nærmere har defineret begrebet "af ren rekreativ karakter". Men ud fra en almindelig sproglige forståelse, må undervisning vedrørende fritidsaktiviteter, som ikke har en relevans for arbejdslivet, anses for at have ren rekreativ karakter. Styresignaler SKM2025.453.SKTST giver som eksempel herpå undervisning i familieaktiviteter, motion og bevægelse, friluftsliv, kreativ fritid, musik/sang/drama mv. På denne baggrund skal der tages stilling til, om spørgers jagttegnsundervisning er momsfritaget som skoleundervisning. Ved vurderingen af, hvorvidt en leverance er omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, skal der i henhold til EU-Domstolens faste praksis anlægges en streng fortolkning af de udtryk, der anvendes til at betegne momsfritagelserne, jf. præmis 22 i sag C-373/19, Durbovin & Tröger Gbr - Aquatics. Det fremgår af de fremlagte oplysninger, at Spørger leverer jagttegnsundervisning. Det er Skattestyrelsens vurdering, at jagttegnsundervisning ikke kan kvalificeres som skoleundervisning i momslovens forstand. Skattestyrelsen har herved lagt vægt på, at undervisningen alene omfatter et afgrænset emne i form jagt og derfor ikke opfylder betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner. Jagttegnsundervisning ses derimod at være specialiseret undervisning på samme måde, som det gør sig gældende i relation til svømmeundervisning og køreskoleundervisning, jf. dommene i sagerne C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics og C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH. Hertil kommer, at Skatterådet i SKM2026.198.SR og SKM2026.108.SR har fastslået, at undervisning i en bestemt dansestil og gospelkorsang ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Skatterådet tillagde det herved vægt, at undervisningen omfattede et afgrænset emne i form af dans samt musik og sang i gospelkor og derfor ikke opfyldte betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner. Undervisning i dans og gospelkor blev derimod anset for at være specialiseret undervisning på samme måde, som det gør sig gældende i relation til svømmeundervisning og køreskoleundervisning, som omhandlet i EU-Domstolens praksis. Skattestyrelsen har desuden lagt vægt på, at jagttegnsundervisning ses at være af rent rekreativ karakter, da undervisningen vedrører deltagernes fritidsinteresse. Faglig undervisning I medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, jf. momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra i, er også faglig uddannelse, herunder omskoling og anden undervisning, der har karakter af faglig undervisning, momsfritaget. Hvornår der momsretligt er tale om momsfritaget "faglig uddannelse og omskoling" er uddybet i artikel 44 i Rådets gennemførselsforordning (EU) nr. 282/2011, hvoraf følgende fremgår: "Ydelser i form af faglig undervisning eller omskoling, der præsteres i henhold til artikel 132, stk. 1, litra i) i direktiv 2006/223/EF, omfatter undervisning med direkte tilknytning til et erhverv eller en profession samt enhver undervisning med henblik på erhvervelse eller ajourføring af viden med erhvervsmæssigt sigte. Varigheden af den faglige uddannelse eller omskoling er uden relevans i den forbindelse." I henhold til gennemførelsesforordningen er den undervisning, som er omfattet af fritagelsesbestemmelsen således dels faglig undervisning, som har en direkte tilknytning til et bestemt erhverv eller profession, dels enhver anden undervisning, hvor formålet er at bibringe viden, som har et erhvervsmæssigt sigte. Skattestyrelsen har med styresignalet SKM2025.454.SKTST lempet dansk praksis i relation til momsfritagelsen af faglig undervisning derved, at undervisning kan momsfritages, som faglig undervisning, hvis undervisningen fører til tilegnelse af viden eller færdigheder, der hovedsageligt, men ikke udelukkende, har et erhvervsmæssigt sigte. Det fremgår af SKM2025.454.SKTST , at det er Skattestyrelsens opfattelse, at betingelsen om hovedsageligt at have et erhvervsmæssigt sigte alene opfyldes, såfremt der består en direkte sammenhæng mellem indholdet af uddannelsen eller omskolingen og den faglige aktivitet, som allerede udføres af modtageren af undervisningen, eller hvis undervisningen har til formål at give modtageren af undervisningen mulighed for at påbegynde en ny faglig aktivitet. Spørgers jagttegnsundervisning vedrører deltagernes fritidsaktivitet, som består i at gå på jagt. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at spørgers levering af jagttegnsundervisning ikke kan momsfritages som faglig undervisning i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Spørgers ydelser i form af jagttegnsundervisning kan derfor ikke anses for hverken skoleundervisning eller faglig undervisning i momslovens forstand. Spørgers ydelser er derfor ikke omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. Ydelserne er derfor momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1. Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar Det er Spørgers opfattelse, at Spørgers jagttegnsundervisningen ikke udgør undervisning i et afgrænset emne. Det er i stedet Spørgers opfattelse, der er tale om undervisning i en bred og varieret mængde af emner, idet der i undervisningen indgår både sikkerheds-, lovgivnings- og dannelsesmæssige emner. Det er derfor Spørgers vurdering, at spørgers jagttegnsundervisning er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Det er Skattestyrelsens vurdering, at jagttegnsundervisning er specialiseret undervisning på samme måde, som det gør sig gældende i relation til svømmeundervisning og køreskoleundervisning, jf. dommene i sagerne C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics og C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH. Hertil kommer, at Skatterådet i SKM2026.198.SR og SKM2026.108.SR har fastslået, at undervisning i en bestemt dansestil og gospelkorsang ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Skattestyrelsen har desuden lagt vægt på, at jagttegnsundervisning ses at være af rent rekreativ karakter, da undervisningen vedrører deltagernes fritidsinteresse. Det er herefter fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers jagttegnsundervisning ikke kan anses for hverken skoleundervisning eller faglig undervisning i momslovens forstand. Spørgers ydelser er derfor ikke omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. Ydelserne er derfor momspligtige efter momslovens § 4, stk. 1. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej" Spørgsmål 3 Hvis Skattestyrelsen ikke kan bekræfte spørgsmål 1, ønskes det bekræftet, at Spørgers aktiviteter anses for undervisning omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, så ledes undervisning af deltagere under 30 år er momsfritaget. Begrundelse Spørger leverer jagttegnsundervisning, som har til formål at kvalificere kursisterne til at bestå den statsligt fastsatte jagttegnsprøve. Bestået prøve er en ufravigelig forudsætning for at kunne opnå jagttegn og dermed lovligt udøve jagt i Danmark. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3 momsfritager blandt andet uddannelse af børn og unge under 30 år. Denne fritagelse blev indført i momsloven ved lov nr. 1783 af 29/12/2025, hvor momsfritagelsen af uddannelse af børn og unge i momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra i, blev implementeret i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Lovændringen havde virkning fra den 1. januar 2026. Det fremgår af lovbemærkningerne til ændringen af reglerne om momsfritagelse for uddannelse af børn og unge under 30 år, at fritagelsen ikke vil omfatte undervisning, hvor det primære formål med undervisningen er at modtageren af undervisningsydelsen opnår eller generhverver certifikat udstedt af en offentlig myndighed eller et organ med lignende autoritativ funktion inden for det pågældende område til at kunne udøve en specifik aktivitet. Som eksempel herpå kan nævnes undervisning med henblik på, at modtageren opnår kørekort til f.eks. almindelig bil, samt undervisning med henblik på, at modtageren opnår speedbådsbevis, jagttegn, som alle i dag er momspligtige ydelser. Det vurderes, at disse former for undervisning ikke er sammenlignelige med undervisning i f.eks. legemsøvelser, musik og dans, og at momspligten derfor er i overensstemmelse med det momsretlige neutralitetsprincip, der er til hinder for, at sammenlignelige varer eller tjenesteydelser, som konkurrerer indbyrdes, behandles forskelligt momsmæssigt. Da Spørgers undervisning kvalificerer kursisterne til at bestå den statsligt fastsatte jagttegnsprøve, er det Skattestyrelsens vurdering, at undervisningen ikke kan momsfritages som uddannelse af børn og unge under 30 år. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej". Spørgsmål 4 Det ønskes bekræftet, at Spørger er lønsumsafgiftsfritaget efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, for Spørgers aktivitet som er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 / momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 1. punktum. Begrundelse Da Spørgers jagttegnsundervisning hverken er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3 eller momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 bortfalder spørgsmål 4. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Bortfalder". Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse. Lovgrundlag, forarbejder og praksis Spørgsmål 1 Lovgrundlag Momslovens § 3, stk. 1: "Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed." Momslovens § 4, stk. 1: Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 6: " Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: 6) Kulturelle aktiviteter, herunder biblioteker, museer, zoologiske haver og lign., samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritagelsen omfatter dog ikke radio- og fjernsynsudsendelser, biograf- og teaterforestillinger, koncerter og lign." Momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra n): " Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner: […] n) levering af visse kulturelle ydelser og varer med nær tilknytning hertil, der præsteres af offentligretlige organer eller af andre kulturelle organer, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat […]" Praksis C-90/16, The English Bridge Union: Artikel 132, stk. 1, litra m), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at en aktivitet som kontraktbridge med duplikerede kort, som er karakteriseret ved et tilsyneladende ubetydeligt fysisk element, ikke henhører under begrebet »sport« som omhandlet i denne bestemmelse. EU-Domstolen slår i præmis 28 fast, at der ikke er taget stilling til, hvorvidt en aktivitet, som indebærer et tilsyneladende ubetydeligt fysisk element, ville kunne henhøre under begrebet »kulturelle ydelser« som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra n), når aktiviteten, henset til sin udøvelse, historie og de traditioner, den indgår i, i en bestemt medlemsstat optager en plads i såvel denne medlemsstats sociale og kulturelle arv, at den kan betragtes som en del af medlemsstatens kultur. EU-Domstolen slår samtidig fast, at bestemmelsen i artikel 132, stk. 1, litra n) giver medlemsstaterne en skønsmæssig beføjelse til at afgøre, hvilke kulturelle tjenesteydelser de fritager. C-592/15, British Film Institute: Artikel 13, punkt A, stk. 1, litra n) i 6. momsdirektiv (Rådets direktiv nr. 77/388 af 17. maj 1977), der fastsætter fritagelsen af "visse kulturelle tjenesteydelser" skal fortolkes således, at den ikke har direkte virkning, hvorfor denne bestemmelse i tilfælde af manglende gennemførelse ikke kan påberåbes direkte af et offentligretligt organ eller et andet kulturelt organ, som er anerkendt i den pågældende medlemsstat, og som leverer kulturelle ydelser. SKM2026.198.SR Spørger drev en danseskole med speciale i undervisning i en bestemt dansestilart. Spørger udbød som led i sine aktiviteter forskellige undervisningsforløb inden for dansestilarten, ligesom der var mulighed for køb af enkelte undervisningstimer. Spørger udbød endvidere workshops, herunder polterabender, hvor der blev undervist i dansestilarten og holdt relaterede foredrag. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers ydelser kunne momsfritages som skoleundervisning i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, idet undervisningen ikke vedrørte en bred og varieret mængde af emner. I det omfang undervisningen blev givet til elever under 30 år kan ydelserne dog momsfritages som uddannelse af børn og unge, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørgers ydelser kunne momsfritages som kulturelle ydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Der blev herved henset til, at undervisning i dansestilarten ikke havde tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det er tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. SKM2026.108.SR Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers leverancer i form af undervisning i korsang til to gospelkor, som var organiserede som foreninger, der kunne ansøge om at blive folkeoplysende foreninger, var momsfritaget. Spørger agerede som en afgiftspligtig person, når han leverede ydelser i form af korundervisning. Spørgers undervisning i gospelkorsang kunne ikke anses for en momsfritaget kulturel aktivitet i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Undervisning i gospelkorsang kunne ikke anses for at have tilsvarende karakteristika og betydning for dansk kultur, som det var tilfældet for museer, biblioteker og zoologiske haver. Undervisning i gospelkorsang havde endvidere i højere grad karakter af at være en underholdningspræget aktivitet på lige fod med teaterforestillinger og koncerter, som ikke omfattedes af momsfritagelsen af kulturelle ydelser. SKM2025.728.SR : Spørger var en bridgeklub, som var registreret som en folkeoplysende forening. Spørgers formål var at samle interesserede bridgespillere til regelmæssige spilleaftener, hvor medlemmerne gennem træning, undervisning og tuneringsspil kunne udvikle deres færdigheder og samtidig fremme kendskabet til og interessen for bridge. Skatterådet bekræftede, at Spørgers indtægter fra kontingenter og turneringsgebyrer kunne momsfritages efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, idet bridgespillet henset til dets udøvelse, historie og de traditioner, det indgår i i Danmark, må anses for at optage en plads i Danmarks kulturelle arv. SKM2025.455.SKTST : Skattestyrelsen præciserer praksis i relation til momsfritagelsen af kulturelle aktiviteter i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Ændringen sker med baggrund i, at momsfritagelsen af undervisning ikke længere omfatter undervisning i enkeltfag på aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter. Præciseringen består i, at undervisningsydelser berettiget til tilskud efter folkeoplysningsloven kan anses for omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, når disse ydelser leveres af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter. Dette med henvisning til, at den folkeoplysende undervisning under hensyn til dens vision, historie, og samfundsmæssige betydning må anses for en af være en del af dansk kultur. SKM2025.249.SR : Virksomhedsaktiviteten bestod i undervisning/workshops, hvor der blev undervist i forskellige teknikker inden for japansk bondage, som består i at binde en person med reb, hvor bindingerne udgøres af visuelle mønstre. I forbindelse med undervisningsforløb m.v. formidlede Spørgere også en dybere forståelse for den kulturelle og historiske baggrund. Spørger forestod endvidere udlejning af "bindepladser" bestående i en måtte og et stativ til brug for udøvelse af japansk bondage, hvorved Spørger fungerede som samlingspunkt for dyrkere af japansk rebkunst. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at undervisning i og workshops om japansk bondage samt Spørgers aktiviteter i forhold til at agere som socialt samlingspunkt for dyrkere af japansk bondage, var momsfritaget som kulturelle aktiviteter omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 6. Ved vurderingen henså Skatterådet til, at den pågældende aktivitet ikke var sammenlignelig med den virksomhedsaktivitet, som udøves af henholdsvis biblioteker, museer og zoologiske haver og dermed udgjorde en "lignende" aktivitet. Spørgsmål 2 Lovgrundlag Momslovens § 3, stk. 1: "Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed." Momslovens § 4, stk. 1: Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3: "Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: 3) Uddannelse af børn og unge under 30 år, skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritaget er endvidere privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau. Fritagelsen efter 1. pkt. omfatter ikke kursusvirksomhed, der drives med gevinst for øje, og som primært retter sig mod virksomheder og institutioner mv." Momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra i) og j): "Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner: […] i) uddannelse af børn og unge, skole- og universitetsundervisning, faglig uddannelse eller omskoling samt levering af ydelser og varer med nær tilknytning hertil, som præsteres af offentligretlige organer med disse formål eller af andre organer, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat som havende tilsvarende formål j) privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau […]" Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 artikel 44: "Ydelser i form af faglig uddannelse eller omskoling, der præsteres i henhold til artikel 132, stk. 1, litra i), i direktiv 2006/112/EF, omfatter undervisning med direkte tilknytning til et erhverv eller en profession samt enhver undervisning med henblik på erhvervelse eller ajourføring af viden med erhvervsmæssigt sigte. Varigheden af den faglige uddannelse eller omskoling er uden relevans i den forbindelse." Praksis C-373/19, Dubrovin & Tröger GbR - Aquatics: Begrebet »skole- og universitetsundervisning« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra i) og j), i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at det ikke omfatter svømmeundervisning, der gives af en svømmeskole. EU-Domstolen henviste til, at selv om svømmeundervisning som den i hovedsagen omhandlede, der gives af en svømmeskole, har stor betydning og forfølger et formål af almen interesse, udgør den ikke desto mindre en specialiseret undervisning, der tilbydes på ad hoc-basis, og som ikke i sig selv kan sidestilles med overførsel af viden og færdigheder vedrørende en bred og varieret mængde af emner såvel som uddybning og udvikling heraf, hvilket kendetegner skole- og universitetsundervisning. C-449/17, A & G Fahrschul-Akademie GmbH: Begrebet »skole- og universitetsundervisning« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra i) og j), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at det ikke omfatter køreskoleundervisning, der gives af en køreskole som den i hovedsagen omhandlede med henblik på at opnå kørekort til køretøjer i kategori B og C1 som omhandlet i artikel 4, stk. 4, i direktiv 2006/126. (Kørekortdirektivet) Køreskoleundervisning til erhvervelse af de nævnte kørekort, hvis ellers undervisningen vedrører forskelligartet praktisk og teoretisk viden, er ikke desto mindre er en specialiseret undervisning, der ikke i sig selv er ensbetydende med at overføre viden og færdigheder vedrørende en bred og varieret mængde af emner såvel som uddybning og udvikling heraf, hvilket kendetegner skole- og universitetsundervisning. SKM2026.108.SR Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers leverancer i form af undervisning i korsang til to gospelkor, som var organiserede som foreninger, der kunne ansøge om at blive folkeoplysende foreninger, var momsfritaget. Spørger agerede som en afgiftspligtig person, når han leverede ydelser i form af korundervisning. Spørgers undervisning kunne ikke momsfritages som skoleundervisning efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, idet undervisningen ikke kunne anses for at vedrøre en bred og varieret mængde af emner. Derudover vedrørte undervisning i gospelkorsang deltagernes fritidsinteresse og måtte dermed anses for at være af ren rekreativ karakter. Undervisningen kunne heller ikke momsfritages som faglig undervisning efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Undervisningen vedrørte deltagernes fritidsaktivitet og førte dermed ikke til tilegnelse af viden eller færdigheder, der hovedsageligt, havde et erhvervsmæssigt sigte. SKM2025.454.SKTST : Skattestyrelsen ændrer praksis i relation til momsfritagelsen af faglig undervisning i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Ændringen sker med baggrund i, at EU’s momskomité har vedtaget en guideline om momsfritagelsen. Praksisændringen består i, at undervisning kan momsfritages som faglig undervisning, såfremt undervisningen fører til tilegnelse af viden eller færdigheder, der hovedsageligt anvendes med henblik på en bestemt erhvervsuddannelsesaktivitet. Herved ændres kravet om, at faglig undervisning alene må have et erhvervsmæssigt sigte. SKM2025.453.SKTST : Skattestyrelsen ændrer med baggrund i EU-Domstolens domme i sagerne C-449/17, A&G Fahrschul, C-47/19, HA og C-373/19, Dubrovin & Tröger Aquatics, praksis i relation til momsfritagelsen af skole- og universitetsundervisning i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Praksisændringen består i, at momsfritagelsen alene kan bringes i anvendelse, såfremt der er tale om undervisning, som medfører en overførsel af viden og færdigheder vedrørende en bred og varieret mængde af emner såvel som elevernes og de studerendes uddybning og udvikling af denne viden og disse færdigheder, efterhånden som de skrider fremad og specialiserer sig inden for de forskellige dele af skolesystemet. Det er på den baggrund Skattestyrelsens vurdering, at EU-Domstolen med dommene underkender dansk praksis, hvorefter enkeltfagsundervisning i sprog, musik, legemsøvelser mv. kan omfattes af momsfritagelsen. Spørgsmål 3 Lovgrundlag Momslovens § 13, stk. 1, nr. 3: "Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: 3) Uddannelse af børn og unge under 30 år, skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, samt levering af varer og ydelser med nær tilknytning hertil. Fritaget er endvidere privattimer givet af undervisere på skole- eller universitetsniveau. Fritagelsen efter 1. pkt. omfatter ikke kursusvirksomhed, der drives med gevinst for øje, og som primært retter sig mod virksomheder og institutioner mv." Forarbejder Forslag til lov om ændring af ligningsloven, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, momsloven og forskellige andre love, LFF 2025-11-05-64: " […] 2.3. Ændring af reglerne om momsfritagelse for uddannelse af børn og unge under 30 år […] 2.3.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning […] Fritagelsen vil ikke omfatte undervisning, hvor det primære formål med undervisningen er at modtageren af undervisningsydelsen opnår eller generhverver certifikat udstedt af en offentlig myndighed eller et organ med lignende autoritativ funktion inden for det pågældende område til at kunne udøve en specifik aktivitet. Som eksempel herpå kan nævnes undervisning med henblik på, at modtageren opnår kørekort til f.eks. almindelig bil, samt undervisning med henblik på, at modtageren opnår speedbådsbevis, jagttegn, som alle i dag er momspligtige ydelser. Det vurderes, at disse former for undervisning ikke er sammenlignelige med undervisning i f.eks. legemsøvelser, musik og dans, og at momspligten derfor er i overensstemmelse med det momsretlige neutralitetsprincip, der er til hinder for, at sammenlignelige varer eller tjenesteydelser, som konkurrerer indbyrdes, behandles forskelligt momsmæssigt. […]"

SKM2026.439.SR — Jagttegnsundervisning – momspligtig – ikke en kulturel aktivitet – ikke skoleundervisning eller faglig undervisning – ikke momsfritaget undervisning til børn og unge under 30 · skattewiki.dk