Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.429.SR

Vedtægtsændring - overdragelse af aktier med succession – pengetankreglen – aktiv udlejning af ejendomme

Myndighed
Skatterådet
Dokumenttype
Bindende svar
Afsagt
25. august 2026
Offentliggjort
1. september 2026
Emneord
Succession, aktieoverdragelse, pengetank, passiv kapitalanbringelse, vedtægtsændring, aktiv udlejning ejendomme
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Afskrivningsloven § 14Afskrivningsloven § 17Afskrivningsloven § 39Afskrivningsloven § 39, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 10Aktieavancebeskatningsloven § 17Aktieavancebeskatningsloven § 18Aktieavancebeskatningsloven § 18, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 18, stk. 4Aktieavancebeskatningsloven § 19 BAktieavancebeskatningsloven § 19 CAktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 5Aktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 6Aktieavancebeskatningsloven § 30Aktieavancebeskatningsloven § 30, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 34Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 13Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 3Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 4Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 5Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 6Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 7Aktieavancebeskatningsloven § 34, stk. 8Aktieavancebeskatningsloven § 36Aktieavancebeskatningsloven § 4 AAktieavancebeskatningsloven § 4 A, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 4 A, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 4 A, stk. 3Aktieavancebeskatningsloven § 4 A, stk. 4Aktieavancebeskatningsloven § 4 A, stk. 5Aktieavancebeskatningsloven § 4 A, stk. 6Aktieavancebeskatningsloven § 4 A, stk. 7Aktieavancebeskatningsloven § 4 BAktieavancebeskatningsloven § 4 B, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 4 B, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 4 B, stk. 3Aktieavancebeskatningsloven § 4 CAktieavancebeskatningsloven § 4 C, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 4 C, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 4 C, stk. 3Aktieavancebeskatningsloven § 4 C, stk. 4Aktieavancebeskatningsloven § 4 C, stk. 5Aktieavancebeskatningsloven § 8Aktieavancebeskatningsloven § 9Aktieavancebeskatningsloven § 9, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 9, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 9, stk. 3Aktieavancebeskatningsloven § 9, stk. 4Aktieavancebeskatningsloven § 9, stk. 5Aktieavancebeskatningsloven § 9, stk. 6Aktieavancebeskatningsloven § 9, stk. 7Boafgiftsloven § 22, stk. 1Boafgiftsloven § 22, stk. 3Dødsboskatteloven § 29Dødsboskatteloven § 29, stk. 3Dødsboskatteloven § 36Fondsbeskatningsloven § 1Kildeskatteloven § 1Kildeskatteloven § 2, stk. 1Kildeskatteloven § 65Kursgevinstloven § 4Kursgevinstloven § 4, stk. 1Kursgevinstloven § 4, stk. 2Ligningsloven § 16 HLigningsloven § 16 H, stk. 6Ligningsloven § 2Ligningsloven § 2, stk. 2Ligningsloven § 2, stk. 3Selskabsskatteloven § 1Selskabsskatteloven § 1, stk. 1Selskabsskatteloven § 2, stk. 1Selskabsskatteloven § 31Selskabsskatteloven § 31 ASelskabsskatteloven § 31 CSelskabsskatteloven § 32

Resumé

To hovedaktionærer, der ikke var i familie, ønskede at gennemføre et delvist generationsskifte af hver deres respektive holdingselskaber til hver deres respektive børn. Forinden ønskede spørgerne via spaltninger at udskille visse af koncernens ejendomme til en særskilt gren. Når spaltningerne var gennemført, ønskede spørgerne at gennemføre en vedtægtsændring vedrørende stemmerettighederne i det koncernselskab, der ejede 100 pct. af de ejendomsselskaber, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte. Endvidere ønskede spørgerne at gennemføre en overdragelse af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab på lidt over 1 pct. mellem deres respektive holdingselskaber. I spørgsmål 1 ønskedes det afklaret, om vedtægtsændringen indebar en beskatning af spørgerne. Den påtænkte vedtægtsændring angik alene kapitalandelenes stemmeret og medførte hverken opgivelse eller flytning af den bestemmende indflydelse i selskabet. På denne baggrund fandt Skatterådet, at den anførte vedtægtsændring ikke ville indebære, at kapitalandelene i det pågældende koncernselskab skattemæssigt skulle betragtes som realiseret. Dette uanset, at der efter vedtægtsændringen tillige skete overdragelse af lidt over 1 pct. af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab. Skatterådet bekræftede således, at vedtægtsændringen ikke indebar en beskatning af spørgerne. I spørgsmål 2 ønskedes det afklaret, om overdragelsen af lidt over 1 pct. af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab udløste beskatning. Det blev lagt til grund som anført af spørgerne, at overdragelsen skete til handelsværdi. Eftersom der var tale om overdragelse af datterselskabsaktier bekræftede Skatterådet, at overdragelsen ikke udløste beskatning. I spørgsmål 3 blev det lagt til grund, at spaltningerne, vedtægtsændringen og overdragelsen af lidt over 1 pct. af kapitalandelene var gennemført. Herefter ejede den ene hovedaktionær indirekte mere end 50 procent af stemmerne i det koncernselskab, der ejede 100 pct. af de ejendomsselskaber, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte. Og den anden hovedaktionær ejede mere end 50 pct. af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab. I spørgsmål 3 ønskedes det afklaret, om begge hovedaktionærer via deres respektive holdingselskaber samtidigt kunne opfylde betingelserne om aktiv udlejning af fast ejendom ved en overdragelse af kapitalandelen i hver deres respektive holdingselskaber til hver deres respektive børn. Skatterådet fandt, at betingelsen om, at overdrageren enten skulle have en direkte eller indirekte ejerandel på mere end 50 procent af den faste ejendom eller råde over mere end 50 procent af stemmerne i den virksomhed, der ejede den faste ejendom, var opfyldt for begge hovedaktionærerne. Skatterådet fandt, at betingelsen om, at driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke måtte være varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgik aftalerne eller sædvanligvis spillede den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne, tillige var opfyldt, idet administrationen af ejendomsdriften fuldt ud blev foretaget af et andet selskab i koncernen, der havde samme ejerkreds som det koncernselskab, der ejede 100 pct. de ejendomme, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte. Det fremgik bl.a. af reglerne om aktiv udlejning, at aktiv udlejningsvirksomhed kun forelå, hvis ejendommen havde været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode havde været aktivt udlejet. Skatterådet fandt, at denne betingelse på nuværende tidspunkt var opfyldt for den ene hovedaktionær, der i mindst 1 år indirekte havde ejet mere end 50 pct. af både stemmerne og kapitalandele i det koncernselskab, der ejede 100 pct. af de ejendomme, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte. Efter vedtægtsændringen og overdragelsen af lidt over 1 pct. af kapitalen i det pågældende koncernselskab ejede den pågældende hovedaktionær fortsat mere end 50 pct. af stemmerne i det pågældende koncernselskab. Skatterådet fandt, at den anden hovedaktionær først på tidspunktet for gennemførelsen af overdragelsen af lidt over 1 pct. af kapitalandelene i det koncernselskab, der ejede 100 pct. de ejendomme, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte, opfyldte betingelsen om, at overdrageren enten besad en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller rådede over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejede den faste ejendom. Skatterådet besvarede derfor spørgsmål 3 med "Ja, se dog indstilling og begrundelse", idet det blev forudsat, at overdragelsen af den anden hovedaktionærs kapitalandele i vedkommendes holdingselskab tidligst fandt sted 1 år efter, at holdingselskabet ejede mere end 50 pct. af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab, samt at den aktive udlejning var fortsat i denne periode.

Henviser til

Fuldtekst

Spørgsmål: Kan Skatterådet bekræfte, at en vedtægtsændring i S1 ApS, hvor kapitalen opdeles i A- og B-anparter, der alene angår stemmeretter, ikke udløser beskatning af Spørgerne, uanset at opdelingen i A- og B-anparter indebærer, at H1 ApS vil opnå flertallet af stemmerne, også efter at H1 ApS har solgt 1,01 pct. af anparterne i S1 ApS til H2 ApS, hvorved H2 ApS 1 opnår en ejerandel på mere end 50 pct.? Kan Skatterådet bekræfte, at H2 ApS’ afståelse af anparter i S1 ApS til H2 ApS ikke udløser beskatning? Kan Skatterådet bekræfte, at hvis der etableres en situation, hvor H2 ApS ejer mere end 50 pct. af anparterne i S1 ApS, mens H1 ApS har mere end 50 pct. af stemmerne, så kan både A og B og deres respektive selskaber opfylde betingelserne om aktiv udlejning af fast ejendom i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, ved en overdragelse af anparterne i deres respektive holdingselskaber? Svar: Ja Ja Ja, se dog indstilling og begrundelse Beskrivelse af de faktiske forhold Nærværende anmodning om bindende svar er foranlediget af et påtænkt generationsskifte i S2 A/S og i S3 ApS. Af hensyn til reglerne om overdragelse med succession, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, vil generationsskiftet ske ved overdragelse af kapitalandele i H1 ApS og H2 ApS, der for B henholdsvis A bliver de ultimative holdingselskaber. Det ønskes, at Skatterådet alene skal tage stilling til, om betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, er opfyldt, hvorved Skatterådet kan lægge til grund ved besvarelsen af det bindende svar, at de øvrige betingelser i aktieavancebeskatningslovens § 34 er opfyldt. Det påtænkte generationsskifte angår overordnet 1) H3 ApS, herunder S2 A/S og 2) S1 ApS, herunder ejendomsselskaberne E1 ApS, E2 ApS og E3 ApS. Derimod er det ikke hensigten, at S4 ApS skal generationsskiftes. Dette skyldes bl.a., at betingelserne ikke opfyldes for en del af disse ejendomme, eller at der er en forventning om direkte eller indirekte salg indenfor 3 år. H3 ApS, herunder S2 A/S, ejer ingen ejendomme. S2 A/S S2 A/S er et driftsselskab med drift inden for håndværkerbranchen. S3 ApS S3 ApS er et investeringsselskab, der investerer i fast ejendom, herunder ved køb, salg, udlejning, administration af fast ejendom samt ejerskab af kapitalandele i datterselskaber. Datterselskaberne ejer typisk fast ejendom. Administration af koncernens ejendomme S2 A/S har en administrationsafdeling, der gennem en årrække har varetaget administrationen af de ejendommene, der indirekte er ejet af S1 ApS, ligesom der er faktureret herfor. Det er med andre ord et koncernforbundet selskab, der har stået for administrationen af de i forhold til det påtænkte generationsskifte omhandlede ejendomme, og ejendomsadministrationsopgaverne har på intet tidspunkt været varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Desuden er det i øvrigt B og A, der træffer alle væsentlige beslutninger vedrørende drift af udlejningsejendommene. Ejendommene Som anført ovenfor, angår det påtænkte generationsskifte bl.a. de ejendomsselskaber, der er ejet af S1 ApS, dvs. ejendomsselskaberne E1 ApS, E2 ApS og E3 ApS. Om disse ejendomsselskaber og ejendommene heri kan følgende oplyses: E1 ApS: Selskabet er stiftet i 201X. Ejendommen er anskaffet i 201X. S3 ApS har ejet selskabet i hele perioden. Anvendelse: Udlejning til Erhverv. E2 ApS: Selskabet er stiftet i 200X. Ejendommen er anskaffet i 200X. S3 ApS overtog ejerskabet med selskabet i 201X. Anvendelse: Udlejning til Erhverv. E3 ApS: Selskabet er stiftet i 202X. Ejendommen er anskaffet i 202X. S3 ApS har ejet selskabet i hele perioden. Anvendelse: Udlejning til Erhverv. I forbindelse med generationsskiftet påtænkes gennemført nogle omstruktureringer og en vedtægtsændring. Spaltning af S3 ApS S3 ApS ophørsspaltes ud i to nye selskaber i form af S1 ApS og S4 ApS. For en god ordens skyld kan det nævnes, at S4 ApS ikke indgår i det påtænkte generationsskifte som følge af potentielt salg inden for 3 år. Dette er baggrunden for, at S3 ApS udspaltes i to nye selskaber. Spaltning af H4 ApS og H5 ApS Efterfølgende ophørsspaltes både H4 ApS og H5 ApS til to nye selskaber. Vedtægtsændring af og overdragelse af anparter i S1 ApS Efter spaltningerne er gennemført, er det hensigten, at kapitalen i S1 ApS opdeles i A-anparter og B-anparter via en vedtægtsændring. A-anparterne vil have flere stemmer end B-anparterne. A-anparterne påtænkes tildelt H1 ApS i et sådant omfang, at H1 ApS vil have den bestemmende indflydelse, selvom H1 ApS sælger 1,01 anparter i S1 ApS til H2 ApS, hvorved H2 ApS vil eje mere end 50 pct. af anparterne i S1 ApS. Med andre ord vil H1 ApS efter vedtægtsændringen besidde mere end 50 pct. af stemmerne i S1 ApS, mens H2 ApS vil eje mere end 50 pct. af S1 ApS. Alternativt kunne der gennemføres en vedtægtsændring i H1 ApS, hvor A- og B-anparterne tildeles forholdsmæssigt, hvorefter A- og B-anparterne i S1 ApS sælges mellem H1 ApS og H2 ApS, således at H1 ApS får mere end 50 pct. af stemmerne i S1 ApS, mens H2 ApS ejer mere end 50 pct. af anparterne i S1 ApS. Overdragelserne vil ske til handelsværdien, idet opmærksomheden i øvrigt henledes på, at selvom B og A er forretningspartnere, så er de uafhængige (dvs. ikke interesseforbundne) med modstående interesser. Spørgers opfattelse og begrundelse Spørgsmål 1 Konkret er det hensigten at gennemføre en vedtægtsændring af S1 ApS, hvor den nuværende kapital opdeles i A- og B-anparter. A-anparterne påtænkes tildelt H1 ApS i et sådant omfang, at H1 ApS vil have den bestemmende indflydelse, selvom H1 ApS sælger 1,01 procentpoint anparter i S1 ApS til H2 ApS, og H2 ApS derved kommer til at eje mere end 50 pct. af anparterne i S1 ApS. Vedtægtsændringer, der alene angår de forvaltningsmæssige beføjelser, herunder aktiernes stemmeret, fører efter praksis ikke til, at der opstår afståelse, medmindre der ved vedtægtsændring opstår formueforskydning mellem nærtstående parter. Se f.eks. Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.B.2.1.4.8 : "Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, om ændringen er af en sådan karakter, at den må sidestilles med en afståelse. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, får et væsentligt andet indhold, således at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen. (…) Ændring af stemmeret Vedtægtsændringer, der kun angår aktiernes stemmeret - eksempelvis hvor der til en aktieklasse efter vedtægtsændring knyttes stemmeret eller hvor der foretages opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller forskydning i en eksisterende aktieklasseopdeling - fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses at foreligge afståelse. Det gælder også, hvis vedtægtsændringen medfører ophævelse af eksisterende aktieklasser med forskellige stemmerettigheder, medmindre der foreligger særlige forhold. Ændring af udbytteret Vedtægtsændringer, der medfører en ændret udbytteudlodning til forskellige aktionærklasser, indebærer normalt en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil blive sidestillet med afståelse, medmindre vedtægtsændringen efter en konkret bedømmelse må tillægges mindre betydning. (…)" Selvom B og A driver virksomhed, har de modstående interesser, ligesom de ikke er interesseforbundne. Efter praksis vil vedtægtsændringen, der alene angår stemmeretter, ikke føre til afståelse. Skulle Skatterådet mod forventning ikke tiltræde dette synspunkt, så bemærkes det, at der er tale om afståelse af datterselskabsaktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 A, hvilke er skattefrie, jf. aktieavancebeskatningslovens § 8. Så selvom vedtægtsændringen skulle afstedkomme afståelse, så er afståelsen skattefri. Denne retsstilling underbygges i øvrigt af den alternative fremgangsmåde, hvor A- og B-anparterne i første omgang tildeles forholdsmæssigt, hvorefter A- og B-anparterne i S1 ApS sælges mellem H1 ApS og H2 ApS, således at H1 ApS opnår mere end 50 pct. af stemmerne i S1 ApS, mens H2 ApS opnår en ejerandel på mere end 50 pct. af anparterne i S1 ApS. Sammenfattende vil den påtænkte vedtægtsændring ikke udløse skat for Spørgerne, og spørgsmålet bør derfor besvares bekræftende. Spørgsmål 2 Reglerne om selskabers afståelse af aktier er overordnet reguleret i aktieavancebeskatningslovens §§ 4 A - 4 C, 8 og 9. Ved datterselskabsaktier forstås aktier, som ejes af et selskab, der ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 8 skal gevinst og tab ved afståelse af datterselskabsaktier, koncernselskabsaktier og porteføljeaktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 C ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Overdragelsen vil ske til handelsværdien, hvilket bl.a. godtgøres af, at parterne har modstående interesser, ligesom de ikke er interesseforbundne. Med andre ord ønsker såvel B som A mest muligt, herunder til gavn for hver deres børn ved et senere generationsskifte. Spørgsmål 2 bør derfor besvares bekræftende. Spørgsmål 3 Reglerne om overdragelse af aktiv udlejningsvirksomhed er reguleret i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7. Bestemmelsen er affattet som følgende: "Stk. 7. Ved aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. stk. 1, nr. 3, 2. pkt., forstås udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom, hvor overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom, og opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Ved opgørelsen af ejerandelen og rådigheden over stemmerne efter 1. pkt. medregnes stemmer, der rådes over, og ejerandele, der direkte eller indirekte besiddes af den i stk. 1, nr. 1, og boafgiftslovens § 22, stk. 1 og 3, nævnte personkreds. Aktiv udlejningsvirksomhed efter 1. pkt. foreligger kun, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. 1. pkt., eller hvis den indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år." Ifølge lovens ordlyd af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7 er det altså en betingelse, at overdrageren enten: 1) besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller 2) råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. I forhold til det oprindelige lovforslag (L 123, FT 2024/25) blev ordlyden af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., ændret ved Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 27. marts 2025. I bemærkningerne anføres bl.a.: "Det foreslås, at i forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., ændres »overdragerens direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom er mere end 50 pct.« til »overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom«. Ændringsforslaget vil medføre, at der vil kunne foreligge aktiv udlejningsvirksomhed, selv om overdrageren ikke besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct., hvis overdrageren råder over et flertal af stemmerettighederne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. Det afgørende vil således være, om overdrageren har bestemmende indflydelse over ejendomsudlejningsvirksomheden enten i kraft af indirekte eller direkte besiddelse af et flertal af ejerandelene eller i kraft af rådighed over et flertal af stemmerne. Ved vurderingen af, om overdrageren råder over flertallet af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom, skal medregnes stemmerettigheder, der er knyttet til overdragerens direkte ejerandele i ejendomsvirksomheden. Rådighed over stemmer vil imidlertid også kunne følge af stemmerettigheder knyttet til overdragerens indirekte ejerandele. Ejes et ejendomsselskab f.eks. af to selskaber (A og B), der besidder henholdsvis 51 pct. og 49 pct. af ejer- og stemmeandelene i ejendomsselskabet, og besidder overdrageren 51 pct. af både ejer- og stemmeandelene i selskab A, vil overdrageren i kraft af sin rådighed over stemmeflertallet i selskab A også (indirekte) råde over flertallet af stemmerne i ejendomsselskabet. Den foreslåede betingelse for, at der kan foreligge aktiv udlejning, vil således være opfyldt, selv hvis overdrageren ikke besidder nogen ejerandel i selskab B og derfor kun har en (indirekte) ejerandel af den faste ejendom på ca. 26 pct. (51 pct. af 51 pct.). (…) Derudover vil forslaget medføre, at ejerandele til den faste ejendom, der direkte eller indirekte ejes af en ikkefrasepareret ægtefælle, og stemmerettigheder, som en sådan ægtefælle kan råde over, kan medregnes ved afgørelsen af, om ejerandelen af den faste ejendom er mere end 50 pct., eller om overdrageren råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom." Forarbejderne tager ikke stilling til en situation som den foreliggende, men gentager: "om ejerandelen af den faste ejendom er mere end 50 pct., eller om overdrageren råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom." I skatteretten er der ikke noget særegent ved, at 50 pct. reglen er opdelt i to særskilte kriterier i form af enten 1) ejerandelen eller 2) stemmerne, jf. f.eks. koncernbegrebsdannelsen i kursgevinstlovens § 4, stk. 2, nr. 1, (mere end 50 pct. ejerskab) og § 4, stk. 1, nr. 2, (med end 50 pct. af stemmerne). På et og samme tidspunkt kan to "moderselskaber" således være koncernforbundne med det samme "datterselskab" i relation til kursgevinstloven. Der kan f.eks. også henvises til ligningslovens § 2, stk. 2, der er affattet som følgende: "Stk. 2. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne (…)" (Spørgernes understregning). Eller afskrivningslovens § 39, stk. 2: "(…) Bestemmende indflydelse vil altid foreligge, såfremt en eller flere personer på grund af ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i et selskab, der er part i lejemålet. (…)" I forhold til aktieavancebeskatningslovens § 34 følger tilsvarende af uddrag af Den juridiske vejledning, afsnit C.B.2.13.1 : "Afgørende for, om aftaleindgåelsen skal anses for i overvejende grad at blive varetaget af en "uafhængig" fysisk eller juridisk person, er, om den pågældende fysiske eller juridiske person agerer uafhængigt af den familieejede ejendomsudlejningsvirksomhed. Aftaleindgåelsen vil derfor ikke være varetaget af en "uafhængig", hvis aftalerne indgås af en eller flere ansatte i ejendomsudlejningsvirksomheden, som ikke kan agere uafhængigt af den kreds af familiemedlemmer, der ejer mere end 50 pct. af virksomheden eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed , eller hvis aftaleindgåelsen f.eks. varetages af et selskab med samme ejerkreds som ejendomsudlejningsvirksomheden (vores understregning)." I forhold til at væsentlige beslutninger ikke må være overladt til andre, henledes opmærksomheden på, at både B og A begge deltager i ledelsen i de nuværende ejendomsselskaber, ligesom de vil udgøre ledelsen i ejendomsselskaberne E1 ApS, E2 ApS, E3, S1 ApS og E4 ApS. Sammenfattende gøres det gældende, at i en situation, hvor B indirekte besidder den bestemmende indflydelse i ejendomsselskaberne E1 ApS, E2 ApS, E3 ApS og S1 ApS, mens A indirekte ejer mere end 50 pct. af anparterne i E1 ApS, E2 ApS, E3 ApS og S1 ApS, så opfylder både B og A betingelserne for at kunne overdrage deres indirekte ejerskab i ejendomsselskaberne med succession, hvis de hver især overdrager anparter i H1 ApS henholdsvis H2 ApS til hver deres børn. Spørgsmål 3 bør derfor besvares bekræftende. Skattestyrelsens indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at en vedtægtsændring i S1 ApS, hvor kapitalen opdeles i A- og B-anparter, der alene angår stemmeretter, ikke udløser beskatning af Spørgerne, uanset at opdelingen i A- og B-anparter indebærer, at H1 ApS vil opnå flertallet af stemmerne, også efter at H1 ApS har solgt 1,01 pct. point af anparterne i S1 ApS til H2 ApS, hvorved H2 ApS opnår en ejerandel på mere end 50 pct. Begrundelse B ejer 100 pct. af H4 ApS, der ejer følgende selskaber: 60 pct. af stemmer og kapitalandelene i H3 ApS og 51 pct. af stemmer og kapitalandelene i S3 ApS. A ejer 100 pct. af H5 ApS, der ejer følgende selskaber: 40 pct. af stemmer og kapitalandelene i H3 ApS og 49 pct. af stemmer og kapitalandelene i S3 ApS. H3 ApS ejer 100 pct. af kapitalandelene i S2 A/S. S3 ApS ejer følgende selskaber: 100 pct. af kapitalandelene i E1 ApS, 100 pct. af kapitalandelene i E2 ApS, 100 pct. af kapitalandelene i E3 ApS, 100 pct. af kapitalandelene i E4 ApS, Under 50 pct. af kapitalandelene i øvrige selskaber. Spørgerne påtænker at gennemføre en ophørsspaltning af S3 ApS til to nystiftede selskaber henholdsvis S1 ApS og S4 ApS. Efter ophørsspaltningen vil S1 ApS eje følgende selskaber: 100 pct. af kapitalandelene i E1 ApS, 100 pct. af kapitalandelene i E2 ApS, 100 pct. af kapitalandelene i E3 ApS. Efter ophørsspaltningen af S3 ApS påtænker Spørgerne at gennemføre en ophørsspaltning af H4 ApS til to nystiftede selskaber henholdsvis H1 ApS og H6 ApS. Efter ophørsspaltningen vil H1 ApS eje følgende selskaber: 60 pct. af stemmer og kapitalandelene i H3 ApS og 51 pct. af stemmer og kapitalandelene i S1 ApS. Efter ophørsspaltningen af S3 ApS påtænker Spørgerne endvidere at gennemføre en ophørsspaltning af H5 ApS til to nystiftede selskaber henholdsvis H2 ApS og H7 ApS. Efter ophørsspaltningen vil H2 ApS eje følgende selskaber: 40 pct. af stemmer og kapitalandelene i H3 ApS og 49 pct. af stemmer og kapitalandelene i S1 ApS. Efter gennemførelse af de tre ovennævnte spaltninger påtænker Spørgerne at gennemføre en vedtægtsændring og en overdragelse af 1,01 pct. af anparterne i det nystiftede selskab S1 ApS. Ved vedtægtsændringen i S1 ApS opdeles anparterne i A-anparter og B-anparter, hvor A-anparterne vil have flere stemmer end B-anparterne. Vedtægtsændringen omhandler alene stemmerrettigheder og dermed ikke økonomiske rettigheder. Efter vedtægtsændringen i S1 ApS overdrages 1,01 pct. af anparterne i S1 ApS fra H1 ApS til H2 ApS Ny 1. Ejerforhold i S1 ApS Ny 1 før vedtægtsændringen og overdragelsen af 1,01 pct. af anparterne i S1 ApS Ny 1: H1 ApS ejer 51 pct. af stemmerne og anparterne i S1 ApS og H2 ApS ejer 49 pct. af stemmerne og anparterne i S1 ApS. Ejerforhold i S1 ApS efter vedtægtsændringen og overdragelsen af 1,01 pct. af anparterne i S1 ApS: H1 ApS vil eje mere end 50 pct. af stemmerne og 49,99 pct. af anparterne i S1 ApS og H2 ApS vil eje mindre end 50 pct. af stemmerne og 50,01 pct. af anparterne i S1 ApS. I spørgsmål 1 ønskes det afklaret, om vedtægtsændringen i S1 ApS udløser beskatning af Spørgerne. Det lægges til grund som anført af Spørgerne, at overdragelsen af de 1,01 pct. af anparterne i S1 ApS sker til handelsværdi. I spørgsmål 1 skal det herefter undersøges, om selve vedtægtsændringen i S1 ApS indebærer, at anparterne i S1 ApS skattemæssigt skal betragtes som realiseret. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 30, stk. 1, at ved afståelse forstås i aktieavancebeskatningsloven salg, bytte, bortfald og andre former for afhændelse. Det fremgår af de specielle bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 30 i L 78 (folketingsåret 2005/06), at foretages der vedtægtsændringer i et selskab, som indebærer en ændring af aktiernes rettigheder, sidestilles dette efter praksis i visse tilfælde med en afståelse. Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, hvorvidt vedtægtsændringen må sidestilles med afståelse. Videre fremgår det af de specielle bemærkninger, at vedtægtsændringer, der medfører en forskydning af aktionærernes økonomiske rettigheder, f.eks. ved ændring af retten til udbytte, udbyttefordelingen eller en fastfrysning af kursværdien for en del af aktierne, normalt vil være at anse for en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil være at sidestille med afståelse. Endelig fremgår det af de specielle bemærkninger, at vedtægtsændringer, der alene angår aktiernes stemmeret, kun undtagelsesvis fører til, at der skattemæssigt anses for at foreligge afståelse. SKM2011.757.LSR omhandlede en vedtægtsændring, hvorved der skete ophævelse af opdelingen af aktiekapitalen i to aktieklasser. Forskellen på de to aktieklasser bestod i forskel på stemmerettighederne. Før vedtægtsændringen havde klageren en ejerandel på 40 pct. af aktierne og 86,96 pct. af stemmerne, og klagers søn havde de resterende ejerandele. Efter vedtægtsændringen havde klageren en ejerandel på 40 pct. af både aktierne og stemmerne. Vedtægtsændringen indebar dermed en forskydning af stemmeandelen på 46,96 pct., hvorved stemmemajoriteten overgik fra klager til klagers søn. Landsskatteretten fandt, at vedtægtsændringen måtte sidestilles med en afståelse i skattemæssig henseende i relation til reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 30. Landsskatteretten bemærkede, at vedtægtsændringen medførte overgang af stemmemajoritet fra klager til klagers søn, uanset at stemmeandel efter vedtægtsændringen svarede til ejerandelen. SKM2026.12.SR omhandlede en vedtægtsændring i Ejendomsselskabet E, hvor ændringen indebar, at H1 gik fra at råde over 52 pct. af stemmerettighederne til at råde over 90 pct. af stemmerettighederne. Skatterådet fandt, at vedtægtsændringen ikke medførte en sådan forskydning i rettighederne, at aktierne i Ejendomsselskabet D skulle anses for afstået. SKM2019.31.SR omhandlede en vedtægtsændring, hvor en anpartshaver før vedtægtsændringen havde mere end 50 pct. af stemmerne i selskab og efter vedtægtsændringen havde mindre end 50 pct. af stemmerne i selskab, hvorved denne anpartshaver opgav sin bestemmende indflydelse. Skatterådet fandt, at en vedtægtsændring, der medførte opgivelse af bestemmende indflydelse for en anpartshaver, var en væsentlig ændring, der indebar, at anparterne skulle anses for afstået. Dette uanset, at ingen anpartshaver efter vedtægtsændringen havde kontrol over selskabet. Se tillige SKM2012.257.SR , hvor Skatterådet fandt, at en efterfølgende vedtægtsændring, hvor en selskabsaktionær gik fra at have 100 pct. af stemmerne til kun at have 50 pct. af stemmerne ville medføre afståelsesbeskatning. Se tillige SKM2007.433.SR , hvor Skatterådet fandt, at en vedtægtsændring, hvor en aktionær ville overføre stemmerettigheder til sin søn, ville medføre afståelse. Vedtægtsændringen ville medføre, at faren gik fra at have 50 pct. af stemmerne til at have 5,56 pct. af stemmerne. Det fremgår af ovenstående, at det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, om en vedtægtsændring er af en sådan karakter, at den må sidestilles med en afståelse af de pågældende kapitalandele. Videre fremgår det af ovenstående praksis, at vedtægtsændringer, der kun angår aktiernes stemmeret, kun undtagelsesvis fører til, at der skattemæssigt anses at foreligge en afståelse af de pågældende kapitalandele, jf. tillige Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.B.2.1.4.8 . Endelig fremgår det af ovenstående praksis, at en vedtægtsændring, der omhandler ændring af stemmerettigheder, skattemæssigt vil blive anset for en afståelse, når vedtægtsændringen medfører opgivelse eller flytning af den bestemmende indflydelse i selskabet, jf. tillige Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.B.2.1.4.8 . Følgende er oplyst om vedtægtsændringen i nærværende sag: At ændringen alene angår anparternes stemmeret, At B og A er uafhængige parter, idet B og A er forretningspartnere og ikke er i familie med hinanden, At H1 ApS før vedtægtsændringen har 51 pct. af stemmerne i S1 ApS, At H1 ApS efter vedtægtsændringen har mere 50 pct. af stemmerne i S1 ApS. Den påtænkte vedtægtsændring medfører dermed hverken opgivelse eller flytning af den bestemmende indflydelse i selskabet. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at den anførte vedtægtsændring ikke vil indebære, at anparterne i S1 ApS skattemæssigt skal betragtes som realiseret. Dette uanset, at der efter vedtægtsændringen sker overdragelse af 1,01 pct. af anparterne i S1 ApS fra H1 ApS til H2 ApS. Skattestyrelsen indstiller herefter, at det kan bekræftes, at en vedtægtsændring i S1 ApS, hvor kapitalen opdeles i A- og B-anparter, der alene angår stemmeretter, ikke udløser beskatning af Spørgerne, uanset at opdelingen i A- og B-anparter indebærer, at H1 ApS vil opnå flertallet af stemmerne, også efter at H1 ApS har solgt 1,01 pct. point af anparterne i S1 ApS til H2 ApS, hvorved H2 ApS opnår en ejerandel på mere end 50 pct. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja". Spørgsmål 2 Det ønskes bekræftet, at H1 ApS’ afståelse af anparter i S1 ApS til H2 ApS ikke udløser beskatning. Begrundelse H1 ApS ejer 51 pct. af anparterne i S1 ApS. Spørgerne påtænker at overdrage 1,01 pct. af anparterne i S1 ApS fra H1 ApS til H2 ApS. Det lægges til grund som anført af Spørgerne, at overdragelsen af de 1,01 pct. af anparterne i S1 ApS sker til handelsværdi. Eftersom H1 ApS ejer 51 pct. af anparterne i S1 ApS, udgør ejerandelen datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A. Det fremgår aktieavancebeskatningslovens § 8, at gevinst og tab ved afståelse af datterselskabsaktier, koncernselskabsaktier og porteføljeaktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4 C ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Såfremt H1 ApS overdrager anparter i S1 ApS skal gevinst og tab i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 8 ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen indstiller derfor, at det kan bekræftes, at H1 ApS’ afståelse af anparter i S1 ApS til H2 ApS 1 ikke udløser beskatning. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja". Spørgsmål 3 Det ønskes bekræftet, at hvis der etableres en situation, hvor H2 ApS ejer mere end 50 pct. af anparterne i S1 ApS, mens H1 ApS har mere end 50 pct. af stemmerne, så kan både B og A og deres respektive selskaber opfylde betingelserne om aktiv udlejning af fast ejendom i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, ved en overdragelse af anparterne i deres respektive holdingselskaber. Begrundelse Det lægges til grund, at de i spørgsmål 1 og 2 omtalte spaltninger, vedtægtsændring og overdragelse af anparter er gennemført. Herefter er ejerforholdene som anført nedenfor: B ejer 100 pct. af H1 ApS, der ejer følgende selskaber: 60 pct. af stemmer og kapitalandelene i H3 ApS og Mere end 50 pct. af stemmerne i S1 ApS og 49,99 pct. af kapitalandelene i S1 ApS. A ejer 100 pct. af H2 ApS, der ejer følgende selskaber: 40 pct. af stemmer og kapitalandelene i H3 ApS og Mindre end 50 pct. af stemmerne i S1 ApS og 50,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS. H3 ApS ejer 100 pct. af kapitalandelene i S2 A/S. S1 ApS ejer følgende selskaber: 100 pct. af kapitalandelene i E1 ApS, 100 pct. af kapitalandelene i E2 ApS, 100 pct. af kapitalandelene i E3 ApS. Om ejendommene i ovennævnte tre selskaber er følgende oplyst: E1 ApS: Selskabet er stiftet i 201X. Ejendommen er anskaffet i 201X. S3 ApS har ejet selskabet i hele perioden. Anvendelse: Udlejning til Erhverv. E2 ApS: Selskabet er stiftet i 200X. Ejendommen er anskaffet i 200X. S3 ApS overtog ejerskabet med selskabet i 201x. Anvendelse: Udlejning til Erhverv. E3 ApS: Selskabet er stiftet i 202X. Ejendommen er anskaffet i 202X. S3 ApS har ejet selskabet i hele perioden. Anvendelse: Udlejning til Erhverv. Om administrationen af ejendommene er det oplyst, at S2 A/S har en administrationsafdeling, der gennem en årrække har varetaget administrationen af de pågældende ejendomme. Det er dermed et koncernforbundet selskab, der har stået for administrationen af ejendommene, således at administrationen varetages af et selskab med samme ejerkreds som ejendomsudlejningsvirksomheden. Det er endvidere oplyst, at ejendomsadministrationsopgaverne på intet tidspunkt har været varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Endelig er det oplyst, at det er B og A, der træffer alle væsentlige beslutninger vedrørende drift af udlejningsejendommene. Både B og A påtænker at overdrage anparter i deres respektive holdingselskaber, henholdsvis H1 ApS og H2 ApS, med succession til hver deres respektive børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34. I spørgsmål 3 ønskes det afklaret, om både B og A kan opfylde betingelserne om aktiv udlejning i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7. Det lægges til grund som anført af Spørgerne, at øvrige betingelser i aktieavancebeskatningslovens § 34 er opfyldt. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at overdragelse med skattemæssig succession bl.a. forudsætter, at der er tale om aktier i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 6. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., at aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, i denne forbindelse ikke anses som passiv kapitalanbringelse. Aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, bestemmer, at: "Ved aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. stk. 1, nr. 3, 2. pkt., forstås udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom, hvor overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom, og opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Ved opgørelsen af ejerandelen og rådigheden over stemmerne efter 1. pkt. medregnes stemmer, der rådes over, og ejerandele, der direkte eller indirekte besiddes af den i stk. 1, nr. 1, og boafgiftslovens § 22, stk. 1 og 3, nævnte personkreds. Aktiv udlejningsvirksomhed efter 1. pkt. foreligger kun, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. 1. pkt., eller hvis den indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år." Ejerandel af de af S1 ApS indirekte ejede ejendomme Det fremgår bl.a. af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., at overdrageren enten skal have en direkte eller indirekte ejerandel på mere end 50 procent af den faste ejendom eller råde over mere end 50 procent af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. Aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, blev indsat i aktieavancebeskatningsloven ved lov nr. 369 af 9. april 2025, jf. lovforslag L 123 (FT 2024/25). I det oprindelige lovforslag fremsat den 22. januar 2025 fremgik følgende af den første del aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt.: "Ved aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. stk. 1, nr. 3, 2. pkt., forstås udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom, hvor overdragerens direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom er mere end 50 pct., (…)" Det fremgår af de almindelige bemærkninger i afsnit 2.3.1.2, i lovforslag nr. 123, folketingsåret 2024/25, at kravet om en ejerandel på mere end 50 pct. vil indebære, at overdragelse med succession kun vil være mulig, når ejerandelen i sig selv typisk vil give overdrageren bestemmende indflydelse på driften af ejendomsvirksomheden. Af de specielle bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, i lovforslag nr. 123, folketingsåret 2024/25, fremgår, at det vil være en betingelse for, at der foreligger aktiv udlejning af fast ejendom, at overdragerens direkte eller indirekte ejerandel af den faste ejendom er mere end 50 pct. På side 21 i høringsskemaet til lovforslag nr. 123, Skatteudvalget 2024/25, bilag 1, 22. januar 2025, fremgår det af ministerens kommentar, at hensigten med kravet om en ejerandel på mere end 50 pct. har været at sikre, at virksomheden kan anses for at være en (i overvejende grad) familieejet virksomhed, idet det samtidig er et krav, at ejeren - sammen med de øvrige familiemedlemmer, hvis ejerandele medregnes ved vurderingen af, om ejerkravet er opfyldt - faktisk skal træffe bestemmelse om de aftaler, der har væsentlig betydning for den økonomiske drift af udlejningsvirksomheden. På side 37 i høringsskemaet til lovforslag nr. 123, Skatteudvalget 2024/25, bilag 1, 22. januar 2025, fremgår det af ministerens kommentar, at det ikke har været hensigten med de foreslåede bestemmelser om adgang til succession ved overdragelse af familieejede ejendomsudlejningsvirksomheder, at de skal finde anvendelse i tilfælde, hvor der alene besiddes en mindre ejerandel, der i kraft af særlige stemmeretsaftaler eller lignende giver den pågældende ejerkreds mulighed for at udøve bestemmende indflydelse over virksomheden. Den 24. marts 2025 fremsættes supplerende ændringsforslag, jf. bilag 15, L 123, folketingsåret 2024/25, jf. tillige betænkning afgivet af Skatteudvalget den 27. marts 2025, bilag 17, L 123, folketingsåret 2024/25, hvoraf følgende bl.a. fremgår: "I det under nr. 4 foreslåede § 34, stk. 7, ændres i 1. pkt. »overdragerens direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom er mere end 50 pct.« til: »overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom«,(…)." Det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget, at ændringsforslaget vil medføre, at der vil kunne foreligge aktiv udlejningsvirksomhed, selv om overdrageren ikke besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct., hvis overdrageren råder over et flertal af stemmerettighederne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. Videre fremgår det af bemærkningerne til ændringsforslaget, at det afgørende vil være, om overdrageren har bestemmende indflydelse over ejendomsudlejningsvirksomheden enten i kraft af indirekte eller direkte besiddelse af et flertal af ejerandelene eller i kraft af rådighed over et flertal af stemmerne. Endelig fremgår det af bemærkningerne til ændringsforslaget, at der ved vurderingen af, om overdrageren råder over flertallet af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom, skal medregnes stemmerettigheder, der er knyttet til overdragerens direkte ejerandele i ejendomsvirksomheden, og at rådighed over stemmer også vil kunne følge af stemmerettigheder knyttet til overdragerens indirekte ejerandele. Spørgsmål 20 (bilag 19) i L 123, folketingsåret 2024/25, der er stillet og besvaret efter fremsættelse af ovenstående ændringsforslag, omhandlede bl.a. en case, hvor Person 1 besidder 60 pct. af ejerandelene i en aktiv udlejningsvirksomhed, mens Person 2 besidder 80 pct. af stemmerne i samme virksomhed. Ministeren bekræfter, at begge vil kunne anses for at drive aktiv udlejningsvirksomhed. Det bekræftes således i ministerens svar på spørgsmål 20, at to overdragere på samme tid i samme udlejningsvirksomhed kan opfylde betingelsen om ejerandel af ejendommene i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7. Den ene overdrager opfylder betingelsen ved at besidde en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. Den anden overdrager opfylder betingelsen ved at råde over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. S1 ApS ejer 100 procent af kapitalandelene i E1 ApS, E2 ApS og E3 ApS. Dermed ejer S1 ApS indirekte 100 pct. af ejendommene E1, E2 og E 3. B ejer 100 pct. af H1 ApS, der ejer mere end 50 pct. af stemmerne i S1 ApS. Dermed råder B indirekte via S1 ApS over mere end 50 pct. af stemmerne i de tre selskaber, der ejer og driver virksomhed med udlejning af de tre ejendomme. A ejer 100 pct. af H2 ApS, der ejer 50,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS. Dermed besidder A indirekte via S1 ApS en ejerandel af de tre faste ejendomme på mere end 50 pct. Betingelsen om ejerandel i forhold til ejendommene E1, E2 og E3 er derfor opfyldt for både B og A. Uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne vedrørende ejendommene Det fremgår bl.a. af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., at driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke må varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslag nr. 123, folketingsåret 2024/25, fremgår følgende om vurderingen: "Afgørende for, om aftaleindgåelsen skal anses for at være varetaget af en fysisk eller juridisk person, der er uafhængig, vil være, om den pågældende fysiske eller juridiske person agerer uafhængigt af den kreds af familiemedlemmer, der ejer ejerandelen på mere end 50 pct. Aftaleindgåelsen vil derfor ikke være overladt til en uafhængig tredjemand, hvis aftalerne indgås af en eller flere ansatte i ejendomsudlejningsvirksomheden, som ikke kan agere uafhængigt af ejerkredsen, eller hvis aftaleindgåelsen f.eks. er overladt til et selskab med samme ejerkreds som ejendomsudlejningsvirksomheden." Det fremgår således af ovenstående, at aftaleindgåelse ikke vil være overladt til en uafhængig tredjemand, hvis aftalerne indgås af en eller flere ansatte i ejendomsudlejningsvirksomheden, som ikke kan agere uafhængigt af ejerkredsen, eller hvis aftaleindgåelsen f.eks. er overladt til et selskab med samme ejerkreds som ejendomsudlejningsvirksomheden. Se tillige SKM2026.155.SR , SKM2026.218.SR og Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.B.2.13.1 . Som anført ovenfor, er det oplyst, at S2 A/S, der har samme ejerkreds som S1 ApS, varetager den fulde administration af koncernens ejendomme, herunder E1, E2 og E3. Det er således oplyst, at ejendomsadministrationsopgaverne på intet tidspunkt har været varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. I nærværende sag sker der således ikke nogen outsourcing af nogen dele af driften af udlejningsvirksomhederne. Da der ikke anvendes eksterne i driften af udlejningsvirksomheden, men alt drift, herunder indgåelse af aftaler, varetages af S2 A/S, er kravet om, at driften af udlejningsvirksomhederne vedrørende ejendommene E1, E2 og E 3 ikke må varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne, opfyldt. Ejerperiode vedrørende ejendommene Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., at aktiv udlejningsvirksomhed efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., kun foreligger, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., eller hvis den indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år. Ovenstående indebærer, at ejendommene enten skal have været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode have været aktivt udlejet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., eller at ejendommene skal indgå i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år. Det er oplyst, at E1 ApS er stiftet i 201X, at ejendommen E1 er anskaffet i 201X, at S3 ApS har ejet selskabet i hele perioden og at ejendommen udlejes til Erhverv. Det er videre oplyst, at E2 ApS er stiftet i 200X, at ejendommen E2 er anskaffet i 200X6, at S3 ApS overtog ejerskabet med selskabet i 201X og at ejendommen udlejes til Erhverv. Endelig er det oplyst, at E3 ApS er stiftet i 202X, at ejendommen E3 er anskaffet i 202X, at S3 ApS har ejet selskabet i hele perioden og at ejendommen udlejes til Erhverv. S3 ApS har således ejet ejendommene og datterselskaberne i mere end 1 år. I nærværende sag vil overdragelsen af anparterne i H1 ApS og H2 ApS med succession til henholdsvis B’s og A’s respektive børn efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34 finde sted efter gennemførelse af de i spørgsmål 1 og 2 omtalte spaltninger, vedtægtsændring og overdragelse af anparter. Det fremgår af kommentar fra ministeren på side 69/70 i høringsskemaet til L 123, Skatteudvalget 2024/25, bilag 1, 22. januar 2025, at ejertidskravet skal vurderes i forhold til den ejer, der overdrager aktierne. Det fremgår videre af kommentaren, at omstruktureringer inden for 1 år inden overdragelsen kun har betydning, hvis de medfører en ændring i den direkte eller indirekte ejerandel for den relevante ejerkreds. Endelig fremgår det af kommentaren, at ved spaltning eller fusion, hvor ejerkredsen er uændret, vil det være det ophørte selskabs anskaffelsestidspunkt, der vil være afgørende. Efter gennemførelse af de i spørgsmål 1 omtalte spaltninger ejer henholdsvis B og A via S1 ApS hver deres samme indirekte ejerandel af ejendommene E1, E2 og E3 og udlejningsvirksomhederne i de tre datterselskaber, E1 ApS, E2 ApS og E3 ApS, der er 100 pct. ejet af S1 ApS. B’s og A’s ejertid af ejendommene og udlejningsvirksomhederne i de tre datterselskaber vil derfor efter spaltningerne tælle med ved vurderingen af ejertidskravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7. Se tillige SKM2026.114.SR , SKM2026.155.SR og Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.B.2.13.1 . Før den i spørgsmål 1 omtalte vedtægtsændring og overdragelse af 1,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS, ejede B via sit 100 pct. ejede selskab H1 ApS indirekte 51 pct. af både stemmerne og anparterne i S1 ApS, og dermed af ejendommene og udlejningsvirksomhederne i de tre datterselskaber. Efter den i spørgsmål 1 omtalte vedtægtsændring og overdragelse af 1,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS, ejer B via sit 100 pct. ejede selskab H1 ApS indirekte mere end 50 pct. af stemmerne S1 ApS, og dermed af ejendommene og udlejningsvirksomhederne i de tre datterselskaber. Dette indebærer, at B både før og efter gennemførelse af den i spørgsmål 1 omtalte vedtægtsændring og overdragelse af 1,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS opfylder betingelsen om, at overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. Dermed opfylder B endvidere betingelsen om, at ejendommene skal have været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode have været aktivt udlejet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt. Før den i spørgsmål 1 omtalte vedtægtsændring og overdragelse af 1,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS, ejede A via sit 100 pct. ejede selskab H2 ApS indirekte 49 pct. af både stemmerne og anparterne i S1 ApS, og dermed af ejendommene og udlejningsvirksomhederne i de tre datterselskaber. Efter den i spørgsmål 1 omtalte vedtægtsændring og overdragelse af 1,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS, ejer A via sit 100 pct. ejede selskab H2 ApS indirekte 50,01 pct. af anparterne i S1 ApS, og dermed af ejendommene og udlejningsvirksomhederne i de tre datterselskaber. Dette indebærer, at A først på tidspunktet for gennemførelsen af overdragelsen af 1,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS opfylder betingelsen om, at overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. Dermed opfylder A ikke på nuværende tidspunkt betingelsen om, at ejendommene skal have været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode have været aktivt udlejet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt. A vil først opfylde denne betingelse, når der er gået mindst et år fra gennemførelsen af den i spørgsmål 1 omtalte overdragelse af 1,01 pct. af kapitalandelene i S1 ApS fra H1 ApS til H2 ApS. På baggrund af ovenstående indstiller Skattestyrelsen, at spørgsmålet om, hvorvidt det kan bekræftes, at hvis der etableres en situation, hvor H2 ApS ejer mere end 50 pct. af anparterne i S1 ApS, mens H1 ApS har mere end 50 pct. af stemmerne, så kan både A og B og deres respektive selskaber opfylde betingelserne om aktiv udlejning af fast ejendom i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, ved en overdragelse af anparterne i deres respektive selskaber, besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse", idet det forudsættes, at overdragelsen af anparterne i H2 ApS tidligst finder sted 1 år efter, at H2 ApS ejer mere end 50 pct. af anparterne i S1 ApS, samt at den aktive udlejning er fortsat i denne periode. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja, se dog indstilling og begrundelse". Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse. Lovgrundlag, forarbejder og praksis Spørgsmål 1 og 2 Lovgrundlag Aktieavancebeskatningslovens § 4 A "Stk. 1. Ved datterselskabsaktier forstås aktier, som ejes af et selskab, der ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet, jf. dog stk. 2, 3 og 7. Stk. 2. Det er en betingelse efter stk. 1, at datterselskabet er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-2 a, 2 d-2 h eller 3 a-5 b, eller at datterselskabet er et tilsvarende udenlandsk selskab, der er selskabsskattepligtigt uden fritagelse i den stat, hvor datterselskabet er hjemmehørende, herunder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, og den kompetente myndighed i denne stat skal udveksle oplysninger med de danske skattemyndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager. Stk. 3. Datterselskabsaktierne anses for ejet direkte af de af moderselskabets (mellemholdingselskabets) direkte og indirekte aktionærer, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, § 2, stk. 1, litra a, eller §§ 31 A eller 32, fondsbeskatningslovens § 1 eller ligningslovens § 16 H, og som i ethvert led mellem aktionæren og mellemholdingselskabet ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det underliggende selskab. Det gælder dog kun, hvis følgende betingelser alle er opfyldt: 1) Mellemholdingselskabets primære funktion er ejerskab af datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier, jf. § 4 B. 2) Mellemholdingselskabet udøver ikke reel økonomisk virksomhed vedrørende aktiebesiddelsen. 3) Mellemholdingselskabet ejer ikke hele aktiekapitalen i datterselskabet, eller mellemholdingselskabet ejer hele aktiekapitalen i et datterselskab, som ikke er selskabsskattepligtigt eller er fritaget for selskabsskattepligt i Danmark eller udlandet, eller som er hjemmehørende i en stat, hvor den kompetente myndighed ikke skal udveksle oplysninger med de danske skattemyndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager. 4) Aktierne i mellemholdingselskabet er ikke optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. 5) Mere end 50 pct. af aktiekapitalen i mellemholdingselskabet ejes direkte eller indirekte af selskaber m.v. som nævnt i 1. pkt., som ikke ville kunne modtage udbytter skattefrit ved direkte ejerskab af aktierne i det enkelte datterselskab. Stk. 4. Hvis de samme aktier som følge af stk. 3 ejes direkte af flere selskabsaktionærer omfattet af stk. 3, 1. pkt., anses aktierne for ejet direkte af den øverste aktionær. Stk. 5. Hvis aktierne ejet af selskabsaktionærer som nævnt i stk. 3, nr. 5, er tillagt udbyttepræference, medregnes følgende aktiebesiddelser i mellemholdingselskabet ved opgørelsen i stk. 3, nr. 5: 1) Aktiebesiddelser tilhørende personlige aktionærer med bestemmende indflydelse, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6, i selskabsaktionæren. 2) Aktiebesiddelser tilhørende personer, der er nærtstående til de personlige aktionærer, jf. ligningslovens § 16 H. 3) Porteføljeaktiebesiddelser tilhørende selskaber m.v., hvorover personkredsen nævnt i nr. 1 og 2 har bestemmende indflydelse, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6. 4) Porteføljeaktiebesiddelser tilhørende fonde m.v. stiftet af personkredsen nævnt i nr. 1 og 2, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6. Stk. 6. Ved indeholdelse af udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 i tilfælde, hvor en selskabsaktionær efter stk. 3 anses for at eje aktier i underliggende selskaber direkte, forpligtes selskabsaktionæren til betaling af et beløb svarende til skatteværdien af selskabsaktionærens andel af det udloddede udbytte til mellemholdingselskabet. Betalingen har ingen skattemæssige konsekvenser for betaleren eller modtageren. Stk. 7. Datterselskabsaktier, jf. stk. 1, omfatter ikke konvertible obligationer og tegningsretter til konvertible obligationer." Aktieavancebeskatningslovens § 4 B "Stk. 1. Ved koncernselskabsaktier forstås aktier, hvor ejeren og det selskab, hvori der ejes aktier, er sambeskattede efter selskabsskattelovens § 31 eller kan sambeskattes efter selskabsskattelovens § 31 A. Ved koncernselskabsaktier forstås desuden aktier, hvor en fond m.v. og det selskab, hvori der ejes aktier, er koncernforbundne, jf. selskabsskattelovens § 31 C, og hvor selskabet kan indgå i en sambeskatning. Stk. 2. Koncernselskabsaktier anses for ejet direkte af de af det ejende koncernselskabs (mellemholdingselskabets) aktionærer, som er omfattet af selskabsskattelovens § 1, § 2, stk. 1, litra a, eller §§ 31 A eller 32, fondsbeskatningslovens § 1 eller ligningslovens § 16 H, og som ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det underliggende selskab i ethvert led mellem aktionæren og mellemholdingselskabet. Det gælder dog kun, hvis alle betingelserne i § 4 A, stk. 3, nr. 1-5, er opfyldt. § 4 A, stk. 4-6, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Koncernselskabsaktier, jf. stk. 1, omfatter ikke konvertible obligationer og tegningsretter til konvertible obligationer." Aktieavancebeskatningslovens § 4 C "Stk. 1. Ved skattefri porteføljeaktier forstås aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, og som ejes af et selskab m.v., der ejer mindre end 10 pct. af aktiekapitalen i porteføljeselskabet, jf. dog stk. 2-5. Stk. 2. Skattefri porteføljeaktier omfatter ikke aktier, der er ejet af et livsforsikringsselskab. Stk. 3. Det er en betingelse for, at aktier er omfattet af stk. 1, at porteføljeselskabet er et aktie- eller anpartsselskab, som er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, eller et tilsvarende udenlandsk selskab. Stk. 4. Det er en betingelse for, at aktier er omfattet af stk. 1, at værdien af porteføljeselskabets beholdning af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, opgjort gennemsnitligt over det forudgående regnskabsår for porteføljeselskabet ikke overstiger 85 pct. af porteføljeselskabets egenkapital ved udgangen af samme regnskabsår. For porteføljeselskabets første regnskabsår anvendes dog det førstkommende regnskab som grundlag for opgørelsen. Hvis porteføljeselskabet har bestemmende indflydelse, jf. ligningslovens § 2, stk. 2, over et andet selskab, hvis aktier ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, ses der ved opgørelsen efter 1. pkt. bort fra disse aktier, og i stedet medregnes den andel af det andet selskabs aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, og egenkapital, som svarer til porteføljeselskabets direkte eller indirekte ejerforhold i det andet selskab. Stk. 5. Skattefri porteføljeaktier omfatter ikke aktier omfattet af §§ 4 A og 4 B, konvertible obligationer eller tegningsretter til konvertible obligationer." Aktieavancebeskatningslovens § 8 "Gevinst og tab ved afståelse af datterselskabsaktier, koncernselskabsaktier og porteføljeaktier omfattet af § 4 C medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst." Aktieavancebeskatningslovens § 9 "Stk. 1. Gevinst på aktier, der ikke er omfattet af § 8, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog § 10. Stk. 2. Tab på aktier omfattet af stk. 1, hvor den skattepligtige anvender lagerprincippet, jf. § 23, stk. 5, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 7 og § 10. Stk. 3. Tab på aktier omfattet af stk. 1, hvor den skattepligtige anvender realisationsprincippet, jf. § 23, stk. 6, kan fradrages i indkomstårets gevinster på realisationsbeskattede aktier efter stk. 1, jf. dog stk. 7 og § 10. Stk. 4. Tab, der ikke kan fradrages efter stk. 3, fradrages i de følgende indkomstårs gevinster på realisationsbeskattede aktier efter stk. 1. Tab kan kun overføres til fradrag i senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i nettogevinster på realisationsbeskattede aktier omfattet af stk. 1 i et tidligere indkomstår. Ved skifte til lagerprincippet kan fremførte tab fradrages i nettogevinster omfattet af stk. 1. Stk. 5. Tab på aktier omfattet af stk. 1, hvor den skattepligtige anvender realisationsprincippet, jf. § 23, stk. 7, kan fradrages i indkomstårets gevinster efter stk. 1, jf. dog stk. 7 og § 10. Stk. 6. Tab, der ikke kan fradrages efter stk. 5, fradrages i de følgende indkomstårs gevinster efter stk. 1. Tab kan kun overføres til fradrag i senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i nettogevinster omfattet af stk. 1 i et tidligere indkomstår. Ved skift til lagerprincippet kan fremførte tab fradrages i nettogevinster omfattet af stk. 1 . Stk. 7. Uanset stk. 2, 3 og 5 kan tab ved afståelse af koncerninterne konvertible obligationer og tegningsretter til sådanne konvertible obligationer ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ved koncerninterne konvertible obligationer forstås obligationer i koncernforbundne selskaber, jf. selskabsskattelovens § 31 C." Aktieavancebeskatningslovens § 30, stk. 1 "Stk. 1. Ved afståelse forstås i denne lov salg, bytte, bortfald og andre former for afhændelse." Forarbejder Lovforslag L 78, FT 2005/06 (lov nr. 1413 af 21. december 2005) De specielle bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 30: "(…) Foretages der vedtægtsændringer i et selskab, som indebærer en ændring af aktiernes rettigheder, sidestilles dette efter praksis i visse tilfælde med en afståelse. Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, hvorvidt vedtægtsændringen må sidestilles med afståelse. Ved denne vurdering vil der navnlig skulle henses til indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, gennem en vedtægtsændring får et så væsentligt andet indhold, at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen. Endvidere vil der skulle henses til aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har et interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der i øvrigt opnås herved såvel skattemæssigt som økonomisk. Vedtægtsændringer, der medfører en forskydning af aktionærernes økonomiske rettigheder, f.eks. ved ændring af retten til udbytte, udbyttefordelingen eller en fastfrysning af kursværdien for en del af aktierne, vil normalt være at anse for en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil være at sidestille med afståelse. (…) Vedtægtsændringer, der alene angår aktiernes stemmeret, fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses for at foreligge afståelse. Vedtægtsændringer, der alene angår stemmeretten kan f.eks. være ændringer, der betyder, at der knyttes stemmeret til en aktieklasse, ændringer hvor der foretages en opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller ændringer, som indebærer forskydning af stemmeret indenfor en eksisterende aktieklasseopdeling. (…)" Praksis SKM2011.757.LSR En vedtægtsændring, hvorved der skete ophævelse af opdelingen af aktiekapitalen i et selskab i to aktieklasser, blev sidestillet med afhændelse af aktierne. Følgende fremgår bl.a. af landsskatterettens begrundelse i SKM2011.757.LSR : "(…) Aktiekapitalen i G1 A/S på nom. 2,5 mio. kr. er opdelt i nom. 1 mio. kr. A-aktier og nom. 1,5 mio. kr. B-aktier, hvortil der knytter sig hhv. 1.000 stemmer og 150 stemmer. Klager og hans søn har således - som ejere af hhv. A-aktierne og B-aktierne - en ejerandel på hhv. 40 pct. og 60 pct. samt en stemmeandel på hhv. 86,96 pct. og 13,04 pct. Ved den påtænkte ophævelse af aktieklasserne vil klager og CR’ stemmeandel blive ændret til hhv. 40 pct. og 60 pct. Vedtægtsændringen vil således medføre en forskydning af stemmeandelen på 46,96 pct., hvorved stemmemajoriteten overgår fra klager til CR. Ifølge det oplyste sker vedtægtsændringen som led i generationsskifte, og CR påtænker efter vedtægtsændringen at ombytte sin aktiepost i G1 A/S med aktier i et nystiftet holdingselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 36 om skattefri aktieombytning uden tilladelse, idet der efter vedtægtsændringen kan opfyldes kravet om, at det erhvervende holdingselskab ved aktieombytningen opnår stemmemajoriteten i G1 A/S. Ud fra en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, herunder den ændrede stemmefordeling, som i sig selv kan medføre en forskydning af værdi i forhold til de hidtidige aktieklasser, sammenholdt med aktionærkredsens sammensætning og det oplyste om baggrunden for vedtægtsændringen, ses der ikke at være grundlag for at ændre SKATs afgørelse, hvorefter vedtægtsændringen må sidestilles med en afståelse i skattemæssig henseende i relation til reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 30. (…) I øvrigt bemærkes, at vedtægtsændringen medfører overgang af stemmemajoritet fra klager til CR, uanset at stemmeandel efter vedtægtsændringen svarer til ejerandel. (…)" SKM2026.12.SR Kapitalejerne i et ejendomsselskab påtænkte at foretage en vedtægtsændring i ejendomsselskabet, der medførte en opdeling i kapitalklasser, hvorved den ene kapitalejer tildeltes A-aktier med 90 pct. af stemmerettighederne. Herefter gennemførtes en skattefri fusion, hvor tre selskaber blev fusioneret ind i ejendomsselskabet, hvorved kapitalejerne i disse tre selskaber blev medejere af ejendomsselskabet. Disse kapitalejere overdrog efterfølgende deres aktier i ejendomsselskabet til fire andre kapitalejere i ejendomsselskabet med succession. Overdragelsen blev finansieret på et rentefrit gældsbrev. Skatterådet bekræftede, at en vedtægtsændring i ejendomsselskabet, hvor der skete opdeling i kapitalklasser, således at den ene kapitalejer tildeltes A-aktier med 90 % af stemmerettighederne, ikke udgjorde en afståelse af aktierne i ejendomsselskabet efter aktieavancebeskatningslovens regler. Skatterådet bekræftede desuden, at ejendomsselskabet drev aktiv udlejningsvirksomhed efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7 samt at handelsværdien af udlejningsejendommene ejet af ejendomsselskabet, kunne værdiansættes til i alt DKK 198.754.765, svarende til dagsværdierne i årsrapporten for 2024. Skatterådet bekræftede endvidere, at handelsværdien af ejendommene ejet af et af de tre selskaber, der blev fusioneret ind i ejendomsselskabet, kunne værdiansættes til i alt DKK 47.000.000. SKM2019.31.SR Spørgerne ønskede det bekræftet, at en vedtægtsændring, hvor en anpartshaver opgav sin bestemmende indflydelse, ikke medførte afståelsesbeskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 30. Vedtægtsændringen medførte, at en far, der havde den bestemmende indflydelse, opgav sin bestemmende indflydelse og at der fremadrettet ikke vil være nogen anpartshaver med bestemmende indflydelse. Såfremt der ikke kunne svares Ja til vedtægtsændringen ønskedes en række alternative dispositioner besvaret. Skatterådet fandt, at en vedtægtsændring, der medførte opgivelse af bestemmende indflydelse for en anpartshaver, var en væsentlig ændring, da der ikke var identitet mellem anparterne før og efter vedtægtsændringen. Skatterådet afviste at besvare spørgsmålene om de alternative dispositioner. SKM2012.257.SR Skatterådet skulle i forbindelse med ændringer i en familieejet koncern besvare en række spørgsmål. Skatterådet bekræftede, at en opsplitning af et gældsbrev til to gældsbreve kunne ske uden skattemæssige konsekvenser. Skatterådet fandt, at selve opsplitningen ikke var en væsentlig ændring af gældsforholdet. Skatterådet blev spurgt om to vedtægtsændringer. Skatterådet bekræftede, at den første vedtægtsændring, hvor aktiekapitalen blev opdelt i 50 pct. A-aktier med 100 pct. af stemmerne og 50 pct. B-aktier med 0 pct. af stemmerne ikke ville medføre afståelsesbeskatning, da aktierne på tidspunktet for vedtægtsændringen var 100 pct. ejet af én aktionær. Derimod kunne Skatterådet ikke bekræfte, at en efterfølgende vedtægtsændring, hvor en selskabsaktionær gik fra at have 100 pct. af stemmerne til kun at have 50 pct. af stemmerne ikke ville medføre afståelsesbeskatning, da vedtægtsændringen kunne medføre en forflytning af værdier mellem aktionærerne. Skatterådet kunne ikke vedr. den anden vedtægtsændring bekræfte, at den ikke ville medføre afståelsesbeskatning, såfremt en aktionær fik retten til at udpege ledelsen i et datterselskab, da ændringen af stemmer stadigvæk var væsentlig. Skatterådet bekræftede, at den sidste vedtægtsændring medførte, at et selskab mistede sin status som administrationsselskab i sambeskatningen og at et andet selskab blev administrationsselskab. I den forbindelse blev det bekræftet, at genbeskatningsforpligtelsen ikke blev udløst ved vedtægtsændringen. SKM2007.433.SR Skatterådet fandt, at en vedtægtsændring, hvor en aktionær ville overføre stemmerettigheder til sin søn, ville medføre afståelse. Vedtægtsændringen ville medføre, at faren gik fra at have 50 pct. af stemmerne til at have 5,56 pct. af stemmerne. Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.B.2.1.4.8 "Vedtægtsændringer (…) Regel Der er efter praksis tale om afståelse af aktier, hvis aktionærerne ændrer selskabets vedtægter, og denne vedtægtsændring giver aktierne en anden identitet. Vurdering af om vedtægtsændringen er en afståelse Det beror på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, om ændringen er af en sådan karakter, at den må sidestilles med en afståelse. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på indholdet af ændringerne, herunder om de rettigheder, der er knyttet til en aktiepost, får et væsentligt andet indhold, således at der reelt ikke længere er identitet mellem aktierne før og efter ændringen. I bedømmelsen indgår desuden aktionærkredsens sammensætning - herunder om selskabet er ejet af få aktionærer, der eventuelt har interessefællesskab, eller om selskabet er ejet af en bred kreds af investorer, således som det er tilfældet med en række børsnoterede selskaber - sammenholdt med bevæggrundene for vedtægtsændringerne, og hvad der skattemæssigt og økonomisk i øvrigt opnås herved. (…) I forbindelse med vedtægtsændringer kan der statueres afståelse, uanset om aktierne fysisk set ombyttes eller ej. Eksempler Ændring af stemmeret Vedtægtsændringer, der kun angår aktiernes stemmeret - eksempelvis hvor der til en aktieklasse efter vedtægtsændring knyttes stemmeret eller hvor der foretages opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeret eller forskydning i en eksisterende aktieklasseopdeling - fører kun undtagelsesvis til, at der skattemæssigt anses at foreligge afståelse. Det gælder også, hvis vedtægtsændringen medfører ophævelse af eksisterende aktieklasser med forskellige stemmerettigheder, medmindre der foreligger særlige forhold. (…)" Spørgsmål 3 Lovgrundlag Afskrivningslovens § 39, stk. 2 "Stk. 2. Ved lejemål, hvor der som følge af, at den ene part har en bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde eller ved lejemål mellem nærtstående, ikke er en reel risiko for opsigelse, kan der ikke afskrives. Endvidere kan der ikke afskrives ved lejemål, hvor lejemålet er indgået mellem selskaber eller mellem personer og selskaber, i det omfang nærtstående har bestemmende indflydelse i det eller de selskaber, der er part i lejemålet. Bestemmende indflydelse vil altid foreligge, såfremt en eller flere personer på grund af ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i et selskab, der er part i lejemålet. I øvrige tilfælde foreligger der bestemmende indflydelse, såfremt der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. i ejerandel. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. Der kan ligeledes ikke afskrives, hvis lejeren er tillagt en køberet til de lejede lokaler ved lejeperiodens udløb på vilkår, der afviger fra markedsvilkår. Er lokalerne efter deres anvendelse omfattet af § 14, kan lejeren dog afskrive med de i § 17 nævnte satser." Aktieavancebeskatningslovens § 34 "Stk. 1. Ved overdragelse i levende live af aktier kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i stk. 2-4, hvis følgende betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 5: 1) Overdragelsen sker til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn, søskendes børnebørn eller en samlever, hvorved forstås en person, som på overdragelsestidspunktet opfylder betingelserne i boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra d. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold. 2) Den enkelte overdragelse af aktier udgør mindst 1 pct. af aktie- eller anpartskapitalen. 3) Der er tale om aktier i et selskab m.v., hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse, jf. stk. 6. Aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. stk. 7, og bortforpagtning af fast ejendom, som efter ejendomsvurderingsloven anses for landbrugs- eller skovejendom, anses i denne forbindelse ikke som passiv kapitalanbringelse. 4) Aktierne er ikke omfattet af §§ 19 B eller 19 C. Stk. 2. Gevinst ved overdragelsen beskattes ikke hos overdrageren. Erhververen indtræder i overdragerens skattemæssige stilling ved overdragelsen. Det gælder, uanset hvornår erhververen afstår aktierne. Ved opgørelsen af erhververens gevinst eller tab ved afståelse af aktierne behandles aktierne som anskaffet for den anskaffelsessum og på det tidspunkt, som de blev anskaffet til af overdrageren. Stk. 3. Hvis erhververen på grund af sit hjemsted ikke er skattepligtig her til landet efter kildeskattelovens § 1, gælder stk. 2 kun, i det omfang aktierne efter overdragelsen indgår i en virksomhed, som er skattepligtig for erhververen efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Hvis erhververen er skattepligtig her til landet efter kildeskattelovens § 1, men i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en fremmed stat, Færøerne eller Grønland må anses for hjemmehørende dér, gælder stk. 2 kun, i det omfang aktierne efter overdragelsen indgår i en virksomhed, som Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen har beskatningsretten til. Stk. 4. Kildeskattelovens § 33 C, stk. 3, 4, 7, 8 og 13, finder tilsvarende anvendelse på aktier. Stk. 5. Betingelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse ved overdragelse af aktier som nævnt i § 17 eller § 18, stk. 1 eller 4. Betingelsen i stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse ved overdragelse af aktier i et selskab m.v., som udøver næring ved køb og salg af værdipapirer eller ved finansieringsvirksomhed og er omfattet af lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter og lov om forsikringsvirksomhed eller tilsvarende for udenlandske selskaber. For udenlandske selskaber, som ikke er hjemmehørende i et EU-land eller EØS-land, er det en betingelse, at selskabet er hjemmehørende i et land, som efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, anden international overenskomst eller konvention eller administrativt indgået aftale om bistand i skattesager udveksler oplysninger med de danske skattemyndigheder. Stk. 6. Selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i passiv kapitalanbringelse som nævnt i stk. 1, nr. 3, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsførte indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra fast ejendom, kontanter, værdipapirer el.lign., der efter stk. 1, nr. 3, skal anses for passiv kapitalanbringelse, eller hvis handelsværdien af selskabets sådanne ejendomme, kontanter, værdipapirer el.lign. enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver. Besiddelse af andele omfattet af § 18 anses ved bedømmelsen ikke som besiddelse af værdipapirer. Afkastet og værdien af aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen m.v., eller som udøver virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, jf. stk. 7, medregnes ikke. I stedet medregnes den del af datterselskabets indtægter og aktiver, som svarer til ejerforholdet. Ved bedømmelsen ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber. Fast ejendom, der udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, anses ved bedømmelsen ikke som en passiv kapitalanbringelse. Stk. 7. Ved aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. stk. 1, nr. 3, 2. pkt., forstås udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom, hvor overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom, og opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Ved opgørelsen af ejerandelen og rådigheden over stemmerne efter 1. pkt. medregnes stemmer, der rådes over, og ejerandele, der direkte eller indirekte besiddes af den i stk. 1, nr. 1, og boafgiftslovens § 22, stk. 1 og 3, nævnte personkreds. Aktiv udlejningsvirksomhed efter 1. pkt. foreligger kun, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. 1. pkt., eller hvis den indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år." Kursgevinstlovens § 4, stk. 2, nr. 1 og 2 "Stk. 2. Ved koncernforbundne selskaber forstås 1) selskaber og foreninger mv., hvor samme aktionærkreds ved fordringens erhvervelse eller på noget senere tidspunkt direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i hvert selskab, 2) selskaber og foreninger mv., hvor samme aktionærkreds ved fordringens erhvervelse eller på noget senere tidspunkt direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af stemmerne i hvert selskab," Ligningslovens § 2, stk. 2 "Stk. 2. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. Ved bedømmelsen af, om den skattepligtige anses for at have bestemmende indflydelse på en juridisk person, eller om der udøves en bestemmende indflydelse over den skattepligtige af en juridisk eller fysisk person, medregnes aktier og stemmerettigheder, som indehaves af koncernforbundne selskaber, jf. stk. 3, af personlige aktionærer og deres nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6, eller af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse. Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af andre selskabsdeltagere, med hvem selskabsdeltageren har en aftale om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse. Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af en person eller et dødsbo, i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde eller truster stiftet af disse. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt slægtskabsforhold." Forarbejder Lovforslag L 123, FT 2024/25 (lov nr. 369 af 9. april 2025) De almindelige bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7: "(…) Kravet om en ejerandel på mere end 50 pct. vil indebære, at overdragelse med succession kun vil være mulig, når ejerandelen i sig selv typisk vil give overdrageren bestemmende indflydelse på driften af ejendomsvirksomheden. (…)" De specielle bemærkninger til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7: "(…) Det vil efter forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, være en betingelse for, at der foreligger aktiv udlejning af fast ejendom, at overdragerens direkte eller indirekte ejerandel af den faste ejendom er mere end 50 pct. (…) Afgørende for, om aftaleindgåelsen skal anses for at være varetaget af en fysisk eller juridisk person, der er uafhængig, vil være, om den pågældende fysiske eller juridiske person agerer uafhængigt af den kreds af familiemedlemmer, der ejer ejerandelen på mere end 50 pct. Aftaleindgåelsen vil derfor ikke være overladt til en uafhængig tredjemand, hvis aftalerne indgås af en eller flere ansatte i ejendomsudlejningsvirksomheden, som ikke kan agere uafhængigt af ejerkredsen, eller hvis aftaleindgåelsen f.eks. er overladt til et selskab med samme ejerkreds som ejendomsudlejningsvirksomheden. Endelig vil den foreslåede bestemmelse indebære, at der kun anses for at foreligge aktiv udlejning af fast ejendom, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, dvs. at betingelserne i det foreslåede 1. pkt. har været opfyldt i hele denne 1-års periode. (…)" Fra høringsskema til L 123, Skatteudvalget 2024/25, bilag 1, 22. januar 2025: Bemærkning fra Dansk Industri (side 21): "DI savner imidlertid en nærmere begrundelse for kravet om mindst 50 pct. ejerskab af den faste ejendom, der generationsskiftes, for at generationsskiftet kan foretages med skattemæssig succession." Kommentar fra ministeren (side 21): "Hensigten med kravet om en ejerandel på mere end 50 pct. har været at sikre, at virksomheden kan anses for at være en (i overvejende grad) familieejet virksomhed, idet det samtidig er et krav, at ejeren - sammen med de øvrige familiemedlemmer, hvis ejerandele medregnes ved vurderingen af, om ejerkravet er opfyldt - faktisk skal træffe bestemmelse om de aftaler, der har væsentlig betydning for den økonomiske drift af udlejningsvirksomheden." Bemærkning fra Danske Advokater (side 37): "Til den foreslåede bestemmelse i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, bemærker Danske Advokater, at det efter ordlyden er et krav, at ejerandelen er på mere end 50 pct. Dette krav medfører ifølge bemærkningerne, at overdrageren skal have bestemmende indflydelse på driften. Bestemmende indflydelse beror imidlertid på stemmerettigheder og indflydelse i øvrigt, og Danske Advokater foreslår derfor, at forslaget justeres sådan, at der enten skal foreligge en ejerandel på mere end 50 pct. eller en stemmeret på mere end 50 pct." Kommentar fra ministeren (side 37): "Det har ikke været hensigten med de foreslåede bestemmelser om adgang til succession ved overdragelse af familieejede ejendomsudlejningsvirksomheder, at de skal finde anvendelse i tilfælde, hvor der alene besiddes en mindre ejerandel, der i kraft af særlige stemmeretsaftaler eller lignende giver den pågældende ejerkreds mulighed for at udøve bestemmende indflydelse over virksomheden." Bemærkning fra FSR (side 69): "FSR anmoder om, at det bekræftes, at 1 års ejertidskravet i forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., skal vurderes på grundlag af det skattemæssige anskaffelsestidspunkt, hvilket fx vil kunne være relevant i tilfælde af omdannelse af en skattefri virksomhedsomdannelse, en skattefri spaltning eller en skattefri fusion. FSR anbefaler i den forbindelse, at det i bemærkningerne omtales, hvilken betydning omstruktureringer kan have for opfyldelsen af ejertidskravet." Kommentar fra ministeren (side 69/70): "Ejertidskravet skal vurderes i forhold til den ejer, der overdrager aktierne, herunder i forhold til ejerandele ejet af den kreds af nærtstående, hvis ejerandele skal medregnes efter forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 2. pkt. Da ejertidskravet vurderes i forhold til den bagvedliggende ejerkreds, har omstruktureringer inden for 1 år inden overdragelsen kun betydning, hvis de medfører en ændring i den direkte eller indirekte ejerandel for den relevante ejerkreds. Det betyder, at den personlige virksomheds anskaffelsestidspunkt vil være det relevante tidspunkt, hvis der er sket en skattefri virksomhedsomdannelse. Ved spaltning eller fusion, hvor ejerkredsen er uændret, vil det ligeledes være det ophørte selskabs anskaffelsestidspunkt, der vil være afgørende. Er der derimod tale om en skattefri fusion med et (indtil fusionen) uafhængigt ejendomsselskab, der ophører ved fusionen, vil dette selskabs ejendomme først kunne anses for ejet i 1 år, når der er forløbet 1 år fra fusionsdatoen, da ejeren (den relevante ejerkreds) først ved fusionen har fået en ejerandel til disse ejendomme. Det vil således ikke altid være det skattemæssige anskaffelsestidspunkt, der er afgørende for vurderingen af, om ejertidskravet er opfyldt." Bemærkninger til nr. 2 i Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 27. marts 2025: "(…) Det foreslås, at i forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., ændres »overdragerens direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom er mere end 50 pct.« til »overdrageren enten besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom«. Ændringsforslaget vil medføre, at der vil kunne foreligge aktiv udlejningsvirksomhed, selv om overdrageren ikke besidder en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct., hvis overdrageren råder over et flertal af stemmerettighederne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. Det afgørende vil således være, om overdrageren har bestemmende indflydelse over ejendomsudlejningsvirksomheden enten i kraft af indirekte eller direkte besiddelse af et flertal af ejerandelene eller i kraft af rådighed over et flertal af stemmerne. Ved vurderingen af, om overdrageren råder over flertallet af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom, skal medregnes stemmerettigheder, der er knyttet til overdragerens direkte ejerandele i ejendomsvirksomheden. Rådighed over stemmer vil imidlertid også kunne følge af stemmerettigheder knyttet til overdragerens indirekte ejerandele. Ejes et ejendomsselskab f.eks. af to selskaber (A og B), der besidder henholdsvis 51 pct. og 49 pct. af ejer- og stemmeandelene i ejendomsselskabet, og besidder overdrageren 51 pct. af både ejer- og stemmeandelene i selskab A, vil overdrageren i kraft af sin rådighed over stemmeflertallet i selskab A også (indirekte) råde over flertallet af stemmerne i ejendomsselskabet. Den foreslåede betingelse for, at der kan foreligge aktiv udlejning, vil således være opfyldt, selv hvis overdrageren ikke besidder nogen ejerandel i selskab B og derfor kun har en (indirekte) ejerandel af den faste ejendom på ca. 26 pct. (51 pct. af 51 pct.). Uanset om betingelsen om, at overdrageren har bestemmende indflydelse over den faste ejendom, er opfyldt som følge af besiddelse af ejerandele eller rådighed over stemmer, vil det yderligere være en betingelse, at opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Samtlige betingelser for, at der foreligger aktiv udlejning efter 1. pkt., vil desuden skulle være opfyldt i mindst 1 år forud for overdragelsen, jf. forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt. Det foreslås i forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 2. pkt., at »ejerandelen efter 1. pkt. medregnes« ændres til »ejerandelen og rådigheden over stemmerne efter 1. pkt. medregnes stemmer, der rådes over, og«, og at »§ 22, stk. 1« ændres til »§ 22, stk. 1 og 3«. De foreslåede ændringer tager højde for, at der efter den ved ændringsforslaget foreslåede ændring af forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., vil kunne foreligge bestemmende indflydelse over ejendomsudlejningsvirksomheden enten i kraft af indirekte eller direkte besiddelse af et flertal af ejerandelene eller i kraft af rådighed over et flertal af stemmerne. Efter den i lovforslaget foreslåede bestemmelse i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 2. pkt., skal der ved afgørelsen af, om ejerandelen af den faste ejendom er mere end 50 pct., medregnes alle de ejerandele, der direkte eller indirekte er ejet af overdragerens (nære) familiemedlemmer. Ændringsforslaget vil sikre, at der ved afgørelsen af, om overdrageren råder over flertallet af stemmerne i ejendomsudlejningsvirksomheden, på tilsvarende vis vil kunne medregnes stemmerettigheder, som overdragerens (nære) familiemedlemmer råder over. Derudover vil forslaget medføre, at ejerandele til den faste ejendom, der direkte eller indirekte ejes af en ikkefrasepareret ægtefælle, og stemmerettigheder, som en sådan ægtefælle kan råde over, kan medregnes ved afgørelsen af, om ejerandelen af den faste ejendom er mere end 50 pct., eller om overdrageren råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom. (…)" Endeligt svar på spørgsmål nr. 20 (bilag 19) stillet den 5. april 2025 og besvaret den 7. april 2025: Spørgsmål fra DAHL Advokatpartnerselskab "1. DAHL henviser til et eksempel, hvor Person 1 besidder 60 pct. af ejerandelene i en aktiv udlejningsvirksomhed, mens Person 2 besidder 80 pct. af stemmerne i samme virksomhed. Idet det forudsættes, at de øvrige betingelser i forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, er opfyldt., anmoder DAHL om, at det bekræftes, at Person 1 og Person 2 efter det i betænkningen (L 123 - bilag 17) foreslåede ændringsforslag nr. 2 begge vil kunne anses for at drive aktiv udlejningsvirksomhed." Kommentar fra ministeren "DAHLs forståelse kan bekræftes." Praksis SKM2026.218.SR H1 ApS var et mellemholdingselskab i en større koncern. Koncernens aktivitet var primært besiddelse og udlejning af fast ejendom beliggende i henholdsvis Danmark og Tyskland. H1 ApS ejede mere end 90 procent af aktierne i H2 A/S (resten udgjorde egne aktier), der ejede 85 procent af H3 ApS, der ejede 100 procent af H4 GmbH, der ejede 100 procent af H5 GmbH. Dermed ejede H1 ApS indirekte 85 procent af de tyske ejendomme i H4 GmbH og H5 GmbH. Spørgerne påtænkte, at henholdsvis A og B eller deres respektive dødsboer overdrog kapitalandele i H1 ApS med succession til henholdsvis C og D efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34 eller dødsboskattelovens § 36, jf. dødsboskattelovens § 29. I spørgsmål 1 blev der specifikt spurgt til, om de tyske ejendomme, der ejedes af H4 GmbH og H5 GmbH, kunne omfattes af begrebet aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, og dødsboskattelovens § 29, stk. 3. Skatterådet fandt, at driften af udlejningsaktiviteten vedrørende koncernens tyske ejendomme, der var ejet af H4 GmbH og H5 GmbH, blev varetaget af spørgerne, og at kravet om, at indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden ikke i overvejende grad måtte være varetaget af en uafhængig tredjemand, var opfyldt. Skatterådet havde bl.a. lagt vægt på, at væsentlige beslutninger træffes efter godkendelse fra stemmemajoriteten i koncernen. Skatterådet fandt endvidere, at kravet om ejerandel og ejerperiode ligeledes var opfyldt. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at H1 ApS koncernens tyske ejendomme i H4 GmbH og H5 GmbH, i relation til en overdragelse af kapitalandele i H1 ApS fra A og B til D og C, kunne omfattes af begrebet "aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom", jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, og dødsboskattelovens § 29, stk. 3. I spørgsmål 2 blev der specifikt spurgt til, om ansatte i H1 ApS koncernen, som administrerede de danske ejendomme i H1 ApS koncernen, i relation til en overdragelse af kapitalandele i H1 ApS fra A og B til D og C, ikke kunne anses som en "uafhængig fysisk eller juridisk person" i relation til kravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, om, at "opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne". Skatterådet fandt, at aftaleindgåelse ikke ville være overladt til en uafhængig tredjemand, hvis aftalerne blev indgået af en eller flere ansatte i ejendomsudlejningsvirksomheden, som ikke kunne agere uafhængigt af ejerkredsen, eller hvis aftaleindgåelsen f.eks. var overladt til et selskab med samme ejerkreds som ejendomsudlejningsvirksomheden. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at ansatte i H1 ApS koncernen, som administrerede de danske ejendomme i H1 ApS koncernen, i relation til en overdragelse af kapitalandele i H1 ApS fra A og B til D og C, ikke kunne anses som en "uafhængig fysisk eller juridisk person" i relation til kravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, om, at "opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne". SKM2026.155.SR Spørger ønskede at overdrage aktierne i H5, der var stiftet ved en skattefri ophørsspaltning, til sine børnebørn med skattemæssig succession i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34. Værdien af H5’s aktiver udgjordes for 70,3 pct.s vedkommende af 149 udlejningsejendomme, der var ejet igennem H3. Disse ejendomme opfyldte kravet om aktiv udlejningsvirksomhed i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7. Skatterådet kunne bekræfte, at H5 kunne overdrages med skattemæssig succession på baggrund af den udarbejdede pengetankopgørelse, herunder den konkrete fordeling af aktiver mellem "aktive" aktiver og "passive" aktiver under de angivne omstændigheder. Følgende fremgår bl.a. af SKM2026.155.SR : "Skatteministeriet bekræftede med ovenstående svar, at i den situation, hvor det er ansatte i virksomheden, der indgår lejeaftaler og andre væsentlige aftaler vedrørende virksomhedens drift, vil kravet være opfyldt. Da der ikke anvendes eksterne i driften af udlejningsvirksomheden, men alt drift, herunder indgåelse af aftaler, varetages af medarbejderne i H3 og Spørger, er kravet om, at driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke må varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne, opfyldt. Den sidste betingelse i stk. 7, 3. pkt., der skal være opfyldt, er, (1) at ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. 1. pkt., eller (2) at ejendommen indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år. Ejendommen skal blot opfylde enten (1) eller (2) for at opfylde ejertidskravet i stk. 7, 3. pkt. Ejertidskravet skal vurderes i forhold til den ejer, der overdrager aktierne. Ved spaltning, hvor ejerkredsen er uændret, vil ejertiden før spaltningen således tælle med, jf. kommentaren til FSR’s høringssvar i lovforslag nr. 123, folketingsåret 2024/25, bilag 1. Før spaltningen havde Spørger i en længere årrække ejet 100 pct. af H1, der i en længere årrække havde ejet 100 pct. af H3. På overdragelsestidspunktet vil Spørger eje 100 pct. af H5, der vil eje 100 pct. af H3. Da Spørger således både før og efter spaltningen indirekte ejer 100 pct. af H3, kan ejertiden forud for spaltningen medtages ved vurderingen af ejertidskravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt. Spørger har derfor indirekte ejet H3 i mere end 1 år på overdragelsestidspunktet. H3 har ejet alle udlejningsejendommene i en længere årrække. Ejendommene har været aktivt udlejet. Den under (1) oplistede betingelse ovenfor er således opfyldt. Samtidig er det Skattestyrelsens vurdering, at H3 henset til det oplyste om virksomhedens aktivitet driver en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, som de pågældende udlejningsejendomme indgår i. Den under (2) oplistede betingelse ovenfor er således ligeledes opfyldt. Alene (1) eller (2) skal være opfyldt, førend ejertidskravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., er opfyldt, og i nærværende sag er både (1) og (2) opfyldt." SKM2026.114.SR Spørgers selskab H1 havde i en længere årrække ejet og udlejet fire ejendomme. Spørger ønskede at foretage en ophørsspaltning af H1 og herefter overdrage anparter i det nye selskab - X ApS - til sin søn med skattemæssig succession i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 34. Skatterådet kunne bekræfte, at ejertidskravet på 1 år i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., efter spaltningen fortsat ville være opfyldt for de fire ejendomme. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at kravet om aktiv udlejningsvirksomhed var opfyldt for hver af de fire omhandlede ejendomme, og at kravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 1. pkt., om aktiv udlejningsvirksomhed derved var opfyldt. Følgende fremgår bl.a. af SKM2026.114.SR; "Besvarelsen af spørgsmål 1 tager alene stilling til, hvorvidt den planlagte spaltning vil påvirke opfyldelsen af ejertidskravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt. Aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., bestemmer, at: "Aktiv udlejningsvirksomhed efter 1. pkt. foreligger kun, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. 1. pkt., eller hvis den indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år." H1 har ejet de pågældende ejendomme i en længere årrække, ligesom Spørger har ejet H1 i en længere årrække. X ApS, der består efter spaltningen, og som påtænkes generationsskiftet, vil dog ikke have ejet ejendommene i mindst 1 år på overdragelsestidspunktet. Af kommentaren til FSR’s høringssvar i lovforslag nr. 123, folketingsåret 2024/25, bilag 1, fremgår følgende: FSR (uddrag): "FSR anmoder om, at det bekræftes, at 1 års ejertidskravet i forslaget til aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt., skal vurderes på grundlag af det skattemæssige anskaffelsestidspunkt, hvilket fx vil kunne være relevant i tilfælde af omdannelse af en skattefri virksomhedsomdannelse, en skattefri spaltning eller en skattefri fusion. FSR anbefaler i den forbindelse, at det i bemærkningerne omtales, hvilken betydning omstruktureringer kan have for opfyldelsen af ejertidskravet." Skatteministeriets kommentar (uddrag): "Ejertidskravet skal vurderes i forhold til den ejer, der overdrager aktierne, (…) Da ejertidskravet vurderes i forhold til den bagvedliggende ejerkreds, har omstruktureringer inden for 1 år inden overdragelsen kun betydning, hvis de medfører en ændring i den direkte eller indirekte ejerandel for den relevante ejerkreds. (…) Ved spaltning eller fusion, hvor ejerkredsen er uændret, vil det ligeledes være det ophørte selskabs anskaffelsestidspunkt, der vil være afgørende." Ovenstående fremgår tilsvarende af Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit C.B.2.13.1 . Da X ApS vil være stiftet ved en ophørsspaltning af H1, og Spørger vil eje alle kapitalandele i X ApS på samme vis, som han indtil ophørsspaltningen ejede alle kapitalandele i H1, kan ejertiden forud for ophørsspaltningen medtages ved vurderingen af ejertidskravet i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt. Skattestyrelsen finder under de anførte forudsætninger, at der kan svares bekræftende på, at de 4 ejendomme efter spaltningen fortsat opfylder ejertidskravet på 1 år i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7, 3. pkt." Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.B.2.13.1 "Familieoverdragelse med succession (…) Ved lov nr. 369 af 9. april 2025 er der bl.a. indsat bestemmelser i ABL § 34 om, at et selskabs virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, i visse tilfælde og under visse betingelser, ikke skal anses for passiv kapitalanbringelse i forhold til pengetankreglen i ABL § 34. Lovændringen har virkning for overdragelser og udlodninger fra dødsboer af aktier, der sker den 1. januar 2025 eller senere. Aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. ABL § 34, stk. 7, anses ikke som passiv kapitalanbringelse. Se ABL § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt. samt ABL § 34, stk. 7. Ved aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom, jf. ABL § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., forstås udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, hvor overdrageren enten besidder en direkte eller indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejer den faste ejendom, og opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Se ABL § 34, stk. 7, 1. pkt. (…) Aktiv udlejningsvirksomhed efter ABL § 34, stk. 7, 1. pkt. foreligger kun, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. ABL § 34, stk. 7, 1. pkt., eller hvis den indgår i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år. Se ABL § 34, stk. 7, 3. pkt. Udlejningsdriften - udlejning af fast ejendom For at kunne successionsoverdrage aktier i et selskab med drift af udlejning af fast ejendom, er det bl.a. en betingelse, at opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke i overvejende grad varetages af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgår aftalerne eller sædvanligvis spiller den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne. Denne betingelse indebærer, at aktierne i et ejendomsselskab ikke vil kunne overdrages med succession, når ejeren i overvejende grad har overladt disse grundlæggende opgaver i virksomheden til en uafhængig tredjemand. Vurderingen af, om betingelsen vedrørende indgåelse af aftaler af væsentlig økonomisk betydning er opfyldt, skal foretages ejendom for ejendom. Derved kan et selskab eje ejendomme, der i relation til ABL § 34 skal betragtes som passiv kapitalanbringelse, og andre, der skal betragtes som aktiv ejendomsudlejning. Det bemærkes, at hvis selskabet både ejer ejendomme, der er genstand for aktiv udlejning, og ejendomme, der er passiv kapitalanbringelse, vil det skulle bero på en konkret bedømmelse, om en nyanskaffet ejendom skal anses for at være indgået i en samlet aktiv udlejningsvirksomhed. (…) Afgørende for, om aftaleindgåelsen skal anses for i overvejende grad at blive varetaget af en "uafhængig" fysisk eller juridisk person, er, om den pågældende fysiske eller juridiske person agerer uafhængigt af den familieejede ejendomsudlejningsvirksomhed. Aftaleindgåelsen vil derfor ikke være varetaget af en "uafhængig", hvis aftalerne indgås af en eller flere ansatte i ejendomsudlejningsvirksomheden, som ikke kan agere uafhængigt af den kreds af familiemedlemmer, der ejer mere end 50 pct. af virksomheden eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, eller hvis aftaleindgåelsen f.eks. varetages af et selskab med samme ejerkreds som ejendomsudlejningsvirksomheden. (…) Ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og har i hele denne periode været aktivt udlejet, jf. ABL § 34, stk. 7, 1. pkt. eller har indgået i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år For at kunne successionsoverdrage aktier i et selskab med drift af udlejning af fast ejendom, er det bl.a. en betingelse, at ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. ABL § 34, stk. 7, 1. pkt., eller har indgået i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, der har været ejet i mindst 1 år. Formålet med denne betingelse er at imødegå, at f.eks. en værdipapirbeholdning kortvarigt omlægges til en erhvervsvirksomhed for at opnå mulighed for overdragelse med succession. Betingelsen indebærer, at der kun anses at foreligge aktiv udlejning af fast ejendom, hvis ejendommen har været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode har været aktivt udlejet, jf. ABL § 34, stk. 7, 1. pkt., dvs. at betingelserne i ABL § 34, stk. 7, 1. pkt. har været opfyldt i hele denne 1-års periode. Indgår ejendommen i en samlet virksomhed med aktiv udlejning af fast ejendom, og har denne virksomhed været ejet i mindst 1 år på overdragelsestidspunktet, skal ejertidskravet dog også anses for opfyldt. Det vil bero på en konkret vurdering, om der er tale om en ejendom, der indgår i en samlet aktiv udlejningsvirksomhed. Hvis betingelserne i ABL § 34, stk. 7, i øvrigt er opfyldt, har det ingen betydning for vurderingen, om ejerskabet til ejendomme, der er erhvervet mindre end 1 år inden overdragelsen af aktier i et holdingselskab, ligger i samme selskab eller i søsterselskaber. Det bemærkes, at kun ejendomme, der i koncernens ejertid er indgået i koncernens samlede aktivitet med aktiv udlejning, kan medregnes som "aktiv udlejningsvirksomhed". Ejertidskravet skal vurderes i forhold til den ejer, der overdrager aktierne, herunder i forhold til ejerandele ejet af den kreds af nærtstående, hvis ejerandele skal medregnes efter ABL § 34, stk. 7, 2. pkt. Da ejertidskravet vurderes i forhold til den bagvedliggende ejerkreds, har omstruktureringer inden for 1 år inden overdragelsen kun betydning, hvis de medfører en ændring i den direkte eller indirekte ejerandel for den relevante ejerkreds. Det betyder, at den personlige virksomheds anskaffelsestidspunkt vil være det relevante tidspunkt, hvis der er sket en skattefri virksomhedsomdannelse. Ved spaltning eller fusion, hvor ejerkredsen er uændret, vil det ligeledes være det ophørte selskabs anskaffelsestidspunkt, der vil være afgørende. Er der derimod tale om en skattefri fusion med et (indtil fusionen) uafhængigt ejendomsselskab, der ophører ved fusionen, vil dette selskabs ejendomme først kunne anses for ejet i 1 år, når der er forløbet 1 år fra fusionsdatoen, da ejeren (den relevante ejerkreds) først ved fusionen har fået en ejerandel til disse ejendomme. Det vil således ikke altid være det skattemæssige anskaffelsestidspunkt, der er afgørende for vurderingen af, om ejertidskravet er opfyldt. (…)"