Journalnr. 26-0033407
Aktieavance ved tvangsopløsning af selskab med negativ anskaffelsessum
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 4. august 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om klageren var skattepligtig af en aktieavance på 992.523 kr. i indkomståret 2023, efter at hans selskab, stiftet i 2004 ved skattefri virksomhedsomdannelse med en negativ skattemæssig anskaffelsessum på -992.523 kr., blev tvangsopløst uden værdier. Skattestyrelsen opgjorde afståelsessummen til 0 kr. og medregnede den negative anskaffelsessum efter virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 4, hvorved gevinsten udgjorde 992.523 kr. Klageren gjorde gældende, at han ikke havde modtaget penge ved opløsningen, at skifteretten havde oplyst, at der ingen gæld var i selskabet, og at han som pensionist ikke kunne betale opkrævningen. Landsskatteretten fandt, at avancen skulle opgøres som forskellen mellem afståelsessummen på 0 kr. og den negative anskaffelsessum, og at gevinsten var skattepligtig i 2023 efter aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, § 12 og § 23. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 26-0033407 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2023 Aktieindkomst Aktieavance 992.523 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Klageren var eneejer af [virksomhed1] ApS (tidligere [virksomhed2] ApS), CVR-nr. [...1]. Selskabet blev stiftet af klageren den 13. maj 2004 efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse. Det fremgår af stiftelsesdokumenterne, at anparternes skattemæssige anskaffelsessum er beregnet til -992.523 kr. Selskabet blev tvangsopløst den 4. september 2023. Det sidste regnskab for selskabet, som er indsendt til Erhvervsstyrelsen, er for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2021. Heraf fremgår, at egenkapitalen udgjorde -438.991 kr. pr. 31. december 2021. Den 19. januar 2026 oplyste klageren til Skattestyrelsen, at der ikke var værdier i selskabet ved opløsningen af selskabet. Klageren har ikke selvangivet en gevinst eller et tab i forbindelse med ophør af selskabet. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med 992.523 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”(…) Gevinst og tab ved udlodning af likvidationsprovenu i samme kalenderår, som selskabet endeligt opløses, beskattes efter aktieavancebeskatningsloven. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 1. I henhold til aktieavancebeskatningslovens §§ 12 og 13 skal gevinst og tab på unoterede aktier og anparter medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst og tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen for de pågældende anparter. Ved anskaffelsessummen forstås den samlede anskaffelsessum for den beholdning af aktier, som den skattepligtige har i det pågældende selskab, uanset om de har forskellige rettigheder, jævnfør hertil aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 2. Er der i forbindelse med en skattefri virksomhedsomdannelse efter virksomhedsomdannelseslovens regler beregnet en negativ anskaffelsessum for aktierne eller anparterne medregnes det negative beløb ved opgørelse af den skattepligtige fortjeneste eller tab ved en afståelse af aktierne eller anparterne. Det fremgår af virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 4. Din anskaffelsessum [virksomhed1] ApS er stiftet af dig den 13. maj 2004. Selskabet er stiftet efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse. Det fremgår af stiftelsesdokumenterne, udarbejdet af [revisionsfirma1], at anparternes skattemæssige anskaffelsessum er beregnet til -992.523 kr. Vi har vedlagt kopi af stiftelsesdokumenterne som bilag 1. Opgørelse af anparternes skattemæssige anskaffelsessum fremgår af side 13 i det vedlagte. Vi kan derfor opgøre din anskaffelsessum i [virksomhed1] ApS til -992.523 kr. Baggrunden herfor er, at anskaffelsessummen på anparterne ved den skattefrie virksomhedsomdannelse udgør -992.523 kr., der anses som en gevinst i henhold til virksomhedsomdannelseslovens § 4 stk. 4. Din afståelsessum Idet selskabet er tvangsopløst, og er egenkapitalen ved seneste offentliggjorte regnskab var tabt, kan vi opgøre afståelsessummen til 0 kr. Din skattepligtige gevinst Idet afståelsessummen overstiger anskaffelsessummen, er der tale om en gevinst, der er skattepligtig efter aktieavancebeskatningslovens § 12. Din skattepligtige gevinst kan herefter opgøres således: Afståelsessum (egenkapital ved ophør) 0 kr. + skattemæssig anskaffelsessum 992.523 kr. Skattepligtig gevinst 992.523 kr. Gevinsten skal medregnes i aktieindkomsten. Det står i personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 22. april 2026 udtalt følgende: ”Det skal indledningsvis oplyses, at borger i klagen ikke har fremsendt nye oplysninger eller materiale til skatteansættelsen, men at klagen alene vedrører opkrævning af restskat, inklusive renter. Borger kan ikke forstå, at han skal betale skat af penge, der ikke er modtaget. Det er korrekt, at der ikke er modtaget en afståelsessum ved selskabets ophør. Skatteyder har stiftet selskabet i 2004 efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse. Anparternes skattemæssige anskaffelsessum udgør -992.523 kr. Den negative anskaffelsessum kommer til beskatning ved selskabets ophør, i overensstemmelse med virksomhedsomdannelseslovens § 4. Skattestyrelsen henviser desuden til sagsnotatet, hvor sagsforløbet er beskrevet, samt afgørelsen.” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at han ikke skal beskattes af en aktieavance. Til støtte for påstanden har klageren bl.a. anført: ”Jeg har fået en voldsom opkrævning på 487.236, hvor over 80.000 er renter. (…) I kræver skat for penge jeg aldrig har modtaget, det kan jo ikke være rigtig. Jeg har fået at vide i retten i [by1] at der ingen gæld var i firmaet. Så sender i dette voldsomme beløb, som jeg på ingen måde kan betale da jeg pensionist. (…) At firmaet er tvangsopløst og der ingen gæld er i firmaet, det sagde skifteretten i [by1]. (…) Jeg håber i slettet denne sag, da jeg ikke mener det er korrekt at kræve skat af penge der ikke er modtaget. Fra et firma der er tvangsopløst for 3 år siden, som jeg i skifte retten fik at vide der ikke var gæld i. (…)” Klageren har desuden anført, at han kontaktede Skattestyrelsen den 19. januar. Da han ikke hørte fra Skattestyrelsen og ikke modtog besked i e-boks om sagen, troede klageren, at sagen var henlagt. Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”(…) Jeg er blevet rådet til at lukke firmaet, da både en revisor og skifte retten i [by1] for lang tid siden sagde, at der intet var i firmaet. Jeg har fået en voldsom opkrævning på 487.236, hvor over 80.000 er renter. (…) det hele er voldsomt og jeg er chokeret. (…) I kræver skat for penge jeg aldrig har modtaget, det kan jo ikke være rigtig. Jeg har fået at vide i retten i [by1] at der ingen gæld var i firmaet og heller ikke til skat. Så sender i dette voldsomme beløb, som jeg på ingen måde kan betale da jeg pensionist. (…) Jeg har ingen værdier til rådighed, og er jo bange for at i nu smider mig på gaden. (…) Jeg har allerede betalt 476.340 i skat den 4 august 2004, af penge jeg aldrig har fået. Så forstår slet ikke alt det her. (…)” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, hvorvidt klageren er skattepligtig af en aktieavance, efter at hans selskab er blevet tvangsopløst. Retsgrundlaget Der fremgår følgende af virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 2: ”Aktier eller anparter, som ejeren erhverver ved omdannelsen, anses for erhvervet for et beløb, der svarer til den skattemæssige værdi af virksomhedens aktiver og passiver på omdannelsesdatoen.” Virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 4: ”Udgør den skattemæssige anskaffelsessum for aktierne eller anparterne opgjort efter stk. 2 (…) et negativt beløb, medregnes det negative beløb ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste eller tab ved afståelse af disse.” Der fremgår følgende af aktieavancebeskatningslovens § 1: ”Gevinst og tab ved afståelse af aktier medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i denne lov.” Aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt.: ”Gevinst og tab ved udlodning af likvidationsprovenu fra aktieselskaber m.v. i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses, behandles efter reglerne i denne lov.” Af aktieavancebeskatningslovens § 12 fremgår: ”Gevinst ved afståelse af aktier skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.” Aktieavancebeskatningslovens § 23: ”Gevinst og tab på aktier, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet).” Aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 1: ”Gevinst og tab opgøres efter gennemsnitsmetoden, jf. § 26, jf. dog stk. 2.” Af aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 2, fremgår: ”Gevinst og tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen for de pågældende aktier. Ved anskaffelsessummen forstås den samlede anskaffelsessum for den beholdning af aktier, som den skattepligtige har i det pågældende selskab, uanset om de har forskellige rettigheder. Afstår et selskab aktier til en kurs under handelsværdien, og kan selskabet fradrage forskellen mellem aktiernes handelsværdi og afståelsessummen efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, skal aktierne ved opgørelsen efter 1. pkt. anses for afstået til aktiernes handelsværdi på afståelsestidspunktet.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Klagerens selskab blev stiftet ved en skattefri virksomhedsomdannelse den 13. maj 2004. Klagerens anskaffelsessum udgjorde -992.523 kr. Selskabet blev tvangsopløst den 4. september 2023. Ifølge det senest indsendte regnskab, som er for perioden den 1. januar til den 31. december 2021, er selskabets egenkapital tabt. Klagerens afståelsessum udgør derfor 0 kr. Herefter kan klagerens avance opgøres til 992.523 kr., jf. virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 4, og aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 2. Klageren er skattepligtig af avancen i indkomståret 2023, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, § 12 og § 23. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.