Journalnr. 26-0021746
Lønsumsafgift hjemvist efter ændrede afskrivninger på advokatudgifter
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 14. juli 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik Skattestyrelsens forhøjelse af en speciallægevirksomheds lønsumsafgift (metode 4) med 10.428 kr. for 2022, som følge af at Skattestyrelsen havde nægtet fradrag for advokatudgifter på 171.750 kr. og kontingenter på 21.225 kr. og dermed forhøjet afgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1. Virksomhedsejeren påstod lønsumsafgiften nedsat i overensstemmelse med klagen over de skattemæssige ændringer, herunder at advokatudgifterne alternativt burde tillægges anskaffelsessummen for goodwill og driftsmidler. Landsskatteretten havde i den tilknyttede skattesag stadfæstet, at udgifterne ikke var fradragsberettigede driftsomkostninger, men fandt, at en del af advokatudgiften vedrørte køb af afskrivningsberettigede aktiver og hjemviste dette punkt til skønsmæssig fordeling. Som konsekvens fandt retten grundlag for at nedsætte lønsumsafgiften og hjemviste afgørelsen til Skattestyrelsen med henblik på den talmæssige opgørelse af afgiftsgrundlaget efter ændrede afskrivninger.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 26-0021746 Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens lønsumsafgift med 10.428 kr. for afgiftsperioden 2022. Landsskatteretten hjemviser Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [person1] (herefter benævnt virksomhedsejeren) driver ifølge oplysninger fra cvr.dk enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] med CVR-nr. [...1] (herefter benævnt virksomheden). Virksomheden blev startet den 28. august 2021 og er ifølge oplysninger fra cvr registreret under branchekoden 862200 Speciallægers aktiviteter. Virksomheden har angivet lønsumsafgift for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2022 med 99.769 kr. Skattestyrelsen har i afgørelse af 8. september 2025 nægtet fradrag for udgifter til advokat på i alt 171.750 kr. og udgifter til kontingent på 21.225 kr., og har blandt andet på den baggrund foretaget en ny beregning af virksomhedens lønsumsafgift. Beregningsgrundlaget for lønsumsafgift af overskud af virksomheden er af Skattestyrelsen opstillet som følger: Oplyst overskud af virksomhed før renter 2.326.892 kr. Oplyst lønsumsafgift af lønsum 55.047 kr. Oplyst lønsumsafgift af overskud af virksomhed 99.769 kr. Ikke godkendt fradrag for advokat punkt 5 171.750 kr. Ikke godkendt fradrag for kontingenter punkt 6 21.225 kr. Beregningsgrundlag for lønsumsafgift af overskud af virksomhed 2.674.683 kr. Skattestyrelsen har beregnet virksomhedens lønsumsafgift til 110.197 kr. (4,12 % af det af Skattestyrelsen opgjorte lønsumsafgiftsgrundlag på 2.674.683 kr.). Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens lønsumsafgift med 10.428 kr. i afgiftsperioden 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”7. Lønsumsafgifter metode 4 for 2022 7.1. Faktiske oplysninger Du har fradraget og oplyst en lønsumsafgift for [virksomhed1] cvr [...1] til 99.769 kr. Der er fradraget lønsumsafgift på 146.744 kr. i [virksomhed2] cvr [...2] [virksomhed3] I/S´ andel er 56,52 Din andel heraf [virksomhed3] I/S er 66,37% … 7.3. Vores begrundelse og bemærkninger Lønsumsafgiften beregnes ifølge lønsumsafgiftslovens § 4 stk. 1 af årets lønsum med tillæg af overskud af virksomhed før der beregnes lønsumsafgift. Sats er efter lønsumsafgiftslovens § 5 på 4,12%. Der er yderligere beskrevet i den juridiske vejledning afsnit D.B.4.2 Hovedregel metode 4: Lønsum +/-over/underskud LAL§ 4 stk.1. Lønsumsafgiften af årets lønsum er beregnet og fradraget i [virksomhed2] cvr [...2] i/s med 146.744 kr. [virksomhed3] i/s andel heraf 56,52% = 82.940 kr. Din andel af [virksomhed3] I/S 66,37% =55.047 kr. Lønsumsafgiften skal ikke fragå i beregningsgrundlaget for lønsumsafgift af overskud af virksomheden. Oplyst overskud af virksomhed før renter 2.326.892 kr. Oplyst lønsumsafgift af lønsum 55.047 kr. Oplyst lønsumsafgift af overskud af virksomhed 99.769 kr. Ikke godkendt fradrag for advokat punkt 5 171.750 kr. Ikke godkendt fradrag for kontingenter punkt 6 21.225 kr. Beregningsgrundlag for lønsumsafgift af overskud af virksomhed 2.674.683 kr. Lønsumsafgift af overskud af virksomhed 4,12% af 2.674.683 kr. = 110.197 kr. Da du kun har opgjort lønsumsafgift af overskud af virksomhed til 99.769 kr. forhøjes din lønsumsafgift af overskud af virksomhed for cvr [...1] med 10.428 kr. Din personlige indkomst nedsættes med yderligere lønsumsafgift efter statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a.” Klagerens opfattelse Virksomhedsejeren har fremsat påstand om, at virksomhedens lønsumsafgift skal nedsættes på baggrund af de påklagede udgifter til advokat på i alt 171.750 kr. og udgifter til kontingent på 21.225 kr., der behandles i sagen med sagsnr. [sag1]. Til støtte for påstandene er bl.a. anført: ”Ad A. Klage over foretagne ændringer vedrørende indkomståret 2021, idet den forlængede frist til 31. august 2025 ikke er overholdt. Da den forlængede frist til den 31. august 2025 ikke er overholdt, idet afgørelsen vedr. ændringer for indkomståret 2021 først er foretaget den 9. september 2025, er der ikke hjemmel til at foretage ændringer af indkomsten for året 2021. Ad B.1 Forhøjelse vedrørende fratrukne udgifter til advokat kr. 171.750. Der klages over forhøjelse af skattepligtig indkomst vedrørende fratrukne advokatomkostninger, i alt kr. 171.750, idet fradraget bør opretholdes, alternativt bør en del af udgifterne tillægges anskaffelsessummen for de anskaffede aktiver, forholdsvist eller skønsmæssigt fordelt på de anskaffede aktiver. Der er tale om to særskilte advokatomkostninger. Faktura af 23. december 2021 til [person1] på i alt kr. 84.250. Hvis denne faktura alene anses at vedrøre købet af andel af speciallægeklinik, skal udgiften, i stedet for direkte fradrag i anskaffelsesåret tillægges anskaffelsessummen helt eller delvist for klinikken/de herved anskaffede aktiver i form af goodwill og driftsmidler. Afskrivningsgrundlaget og årets afskrivning skal derfor tillige ændres/forhøjes for året 2022 og efterfølgende år. Faktura af 23. december 2021 til ”[virksomhed3] I/S” på i alt kr. 87.500. Denne faktura vedrører etablering af samarbejdsaftale efter købet af andel af speciallægeklinik, mellem deltagerne i den nævnte speciallægeklinik. Der er her tale om en udgift der har været nødvendig for at opretholde og fremtidssikre den løbende indtjening i speciallægeklinikken. Denne udgift er derfor efter vores opfattelse fradragsberettiget på normal vis som en nødvendig udgift til at sikre og vedligeholde indkomsten, hvorfor vi ikke er enige i, at der skal ske nogen begrænsning i fradragsret for denne udgift i året 2022. Der vil løbende efter behov blive afholdt udgifter vedrørende samarbejdsaftalen, for løbende at sikre og vedligeholde indkomsten, hvilke udgifter vi ligeledes anser for fradragsberettigede ved afholdelsen af udgifterne. Ad B.2 Forhøjelse af indkomst vedrørende fratrukne kontingenter. Vi er enige i at beløb til gr liv kr. 5.280 ikke er fradragsberettiget i virksomheden. Mht. kontingent består dette af dels kontingent til [forening1] og [forening2] kr. kr. 1.561,50 pr. kvartal, i alt kr. 6.246, og til [forening3] kr. 2.349,99 pr. kvartal, i alt kr. 9.399,99. Der er som ligningsmæssigt fradrag allerede fratrukket kr. 6.000, hvorfor vi er enige i at dette beløb ikke tillige kan fradrages i virksomheden. Vi er ikke enige i at kontingent til [forening3] kr. 2.349,99 pr. kvartal, i alt kr. 9.399,99, ikke kan fradrages i virksomheden, idet der er tale om udgifter der har relation til selve driften af klinikken, og omhandler bl.a. ansvarsforsikring for virksomheden samt rådgivning m.m. til virksomheden om forhold vedrørende drift af klinik, hvorfor dette beløb anses som fradragsberettiget som driftsudgift i klinikken. Vi er derfor ikke enig i at der skal ske en forhøjelse med kr. 21.225, men alene med kr. 11.825 (kr. 21.225 reduceret med kr. 9.399,99). Som konsekvens heraf skal der ikke være fradrag som ligningsmæssigt fradrag med samme beløb. For alle ovenstående forhold vedrørende ændringer af skattepligtig indkomst for året 2022, skal vi anmode om, at der tillige sker heraf følgende ændring i opgørelse af lønsumsafgift.” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens lønsumsafgift med 10.428 kr. i afgiftsperioden 2022. Retsgrundlaget Af momslovens § 1, fremgår: ”§ 1 Erhvervsmæssig levering af varer og ydelser med leveringssted i Danmark er afgiftspligtig efter denne lov. Afgiftspligtig er ligeledes erhvervelse af varer fra andre EU-lande og indførsel af varer fra steder uden for EU. Afgift efter loven betales til staten.” Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, fremgår: ”§ 13 Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: 1) Hospitalsbehandling og lægevirksomhed, herunder kiropraktik, fysioterapi og anden egentlig sundhedspleje samt tandlæge- og anden dentalvirksomhed. …” Af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1 pkt., fremgår: ”§ 1 Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 10-12, nr. 15 og 16 og nr. 19, jf. dog nedenfor stk. 2 og 3, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter momsloven. …” Af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, fremgår: ”§ 4 Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i 2.-4. pkt., jf. dog stk. 2 og 5. Virksomhedens overskud eller underskud opgøres efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 b. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 2. pkt. tillægges renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og fradrages rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af virksomhedens overskud eller underskud. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 2. og 3. pkt. medregnes ikke overskud eller underskud, der hidrører fra virksomhed i udlandet.” Af lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 1, fremgår: ”§ 5 For virksomheder omfattet af § 4, stk. 1, er afgiften 4,12 pct. af afgiftsgrundlaget.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten har i klagesagen med sagsnr. [sag1] vedrørende virksomhedsejerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2022 fundet, at udgifter til advokat på i alt 171.750 kr. og udgifter til kontingent på 21.225 kr. ikke kan fradrages som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten har fundet, at en del af advokat-udgiften vedrører købet af afskrivningsberettigede aktiver, og har på den baggrund hjemvist afgørelsen på dette punkt til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på Skattestyrelsens stillingtagen til, hvor stor en del af udgiften der skønsmæssigt kan tillægges til anskaffelsessummen i anskaffelsesåret for de enkelte, afskrivningsberettigede aktiver. Under henvisning hertil finder retten grundlag for at nedsætte lønsumsafgiften, idet virksomhedens resultat som følge af hjemvisningen i skattesagen dermed ændres. Det overlades til Skattestyrelsen at foretage den talmæssige opgørelse af virksomhedens lønsumsafgift. Landsskatteretten hjemviser Skattestyrelsens afgørelse med henblik på Skattestyrelsens stillingtagen til, hvor stor en del af afgiftsgrundlaget for afgiftsperioden 2022, der skal nedsættes som følge af en ændring af afskrivningerne for indkomståret 2022, og som har betydning for lønsumsafgiftsgrundlaget.