Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0099599

Delvist momsfradrag godkendt for logoer i vinduespoleringsvirksomhed

Myndigheden fik medholdLille sag (< 100.000 kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
16. juni 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik en ophørt vinduespoleringsvirksomhed, hvor Skattestyrelsen skønsmæssigt havde ansat købsmomsen til 0 kr., da der under kontrollen ikke blev fremlagt regnskabsmateriale eller bilag for den angivne købsmoms på 20.875 kr. Under klagesagen fremlagde virksomhedens repræsentant fakturaer for udgifter til et uddannelsesforløb, rengøringsmaterialer, en varevogn og logoer og gjorde gældende, at købsmomsen var ansat for lavt. Landsskatteretten fandt, at uddannelsesydelserne og varevognen var momsfrie leverancer uden fradragsberettiget indgående afgift, at varevognen tillige havde været privat registreret (momslovens § 41), og at der ikke var dokumenteret sammenhæng mellem fakturaen fra materialeleverandøren og den foretagne betaling. For logofakturaerne var der derimod beløbs- og tidsmæssig sammenhæng med bankbetalingen, hvorfor der blev godkendt fradrag for købsmoms på 853 kr. Skattestyrelsens afgørelse blev således kun ændret i begrænset omfang.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2021.456.LSR

Fuldtekst

Journalnr. 25-0099599 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Fradrag for købsmoms 0 kr. Et højere beløb end det af Skattestyrelsen ansatte Forhøjes til 853 kr. Faktiske oplysninger [klager], CVR-nr. [...1], herefter virksomheden, er oprettet den 29. januar 2023 af [person1], herefter virksomhedsejeren. Virksomheden ophørte den 31. december 2023. Virksomheden var registreret med branchekode 812210 ”Vinduespolering”. Virksomheden har ikke været registreret med ansatte. Skattestyrelsen udtog virksomheden til kontrol for at sikre, at virksomhedsophøret i 2023 var opgjort korrekt, idet der i virksomheden var oplyst et resultat på 0 kr. Skattestyrelsen anmodede den 10. april 2025 om regnskabsmateriale i form af årsrapport, saldobalance, bankkontoudtog og bogføringsmateriale for perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023. Skattestyrelsen modtog ikke det efterspurgte materiale, hvorfor Skattestyrelsen indhentede bankkontoudtog hos virksomhedsindehaverens banker. Skattestyrelsen har opgjort virksomhedens fradrag for købsmoms til 0 kr., idet der ikke er fremlagt dokumentation for foretagne fradrag i form af bilag, herunder fakturaer og kvitteringer, som godtgør, at virksomheden har foretaget indkøb tillagt dansk moms. Virksomhedens repræsentant har i forbindelse med klagesagen fremlagt fakturaer og kvitteringer som dokumentation for virksomhedens udgifter. Udgifter til [skole1] Der er fremlagt tre fakturaer og to kvitteringer udstedt af [skole1] til virksomhedsindehaveren. Af fakturaerne fremgår et samlet beløb på 39.999 kr. Der er ikke anført moms på fakturaerne. Kvitteringerne vedrører fakturaen af 27. januar 2023 og fakturaen af 29. januar 2023. Det fremgår af virksomhedsindehaverens bankkontoudtog, at der den 16. marts 2023 og den 11. maj 2023 er betalt 13.333 kr. til [skole1]. Udgifter til [virksomhed1] ApS Virksomhedens repræsentant har fremlagt en faktura udstedt af [virksomhed1] ApS. Fakturaen er udstedt til virksomheden og fakturadatoen er den 4. februar 2023. Af fakturaen fremgår en liste af materialer, som anvendes til vinduespudsning. Fakturaens beløb er 3.049 kr. ekskl. moms. Momsbeløbet udgør 762 kr. og fakturaens samlede beløb er i alt 3.811 kr. Det fremgår af virksomhedsindehaverens bankkontoudtog, at virksomhedsindehaveren den 3. februar 2023 har betalt 4.309,06 kr. til ”[virksomhed1]”. Udgifter til køb af varevogn Der er fremlagt slutseddel for køb af en momsfri varevogn. Af slutsedlen fremgår virksomhedsindehaverens navn og CPR-nr. og e-mailadressen [e-mail1]. Køretøjet er købt den 5. februar 2023. Køretøjets pris er 24.900 kr. og prisen for momsfri nummerplader er 600 kr. Den samlede pris er 25.500 kr. Det fremgår, at prisen er inkl. moms, men der fremgår ikke et udspecificeret momsbeløb af slutsedlen. Der fremgår ikke en betaling på 25.500 kr. af virksomhedsindehaverens bankkontoudtog. Den 6. februar 2023 fremgår en betaling på 25.000 kr. med teksten ”[...]”. Yderligere fremgår der den 6. februar 2023 en mobilepaybetaling på 500 kr. med teksten ”[...]”. Skattestyrelsen har oplyst, at køretøjet i perioden 5. februar 2023 til 22. maj 2023 har været registreret til virksomhedsindehaveren privat. Udgifter til [virksomhed2] Der er fremlagt to fakturaer udstedt af [virksomhed2] til [klager]. Det fremgår af fakturaerne, at der er købt forskellige former for logoer med teksten ”[klager]” eller ”[person1]”. Fakturaerne er udstedt og fremgår som værende betalt den 14. marts 2023. For fakturanr. 9323003 er beløbet 2.380 kr. ekskl. moms. Momsbeløbet udgør 595 kr. og fakturaens samlede beløb er i alt 2.975 kr. For fakturanr. 9323004 er beløbet 1.032 kr. ekskl. moms. Momsbeløbet udgør 258 kr. og fakturaens samlede beløb er i alt 1.290 kr. Af virksomhedsindehaverens bankkontoudtog fremgår der en betaling den 15. marts 2023 på 4.625 kr. med teksten ”KØB 1”. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ansat virksomhedens fradrag for købsmoms til 0 kr. for perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023. Ansættelsen skyldes, at virksomhedsindehaveren ikke har dokumenteret det foretagne fradrag med bilag. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Sagsfremstilling og begrundelse … 2. Moms for perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023 … 2.3. Vores begrundelse og bemærkninger Ifølge momsloven § 4, stk. 1, skal der betales afgift af varer og ydelser der leveres mod vederlag her i landet. Betaling af moms påhviler den momspligtige person, der leverer varer og ydelser her i landet ifølge momsloven § 46, stk. 1. Virksomheder skal for hver afgiftsperiode opgøre den udgående moms ifølge momslovens § 56, stk. 2 og den indgående moms ifølge momslovens § 56, stk. 3. Forskellen udgør virksomhedens momstilsvar, i henhold til momslovens § 56, stk. 1. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive størrelsen af virksomhedens salgs- og købsmoms. Reglerne står i momslovens § 57, stk. 1. Da det ikke har været muligt at fremskaffe regnskabsmateriale, men alene kontoudtog for perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023, vil dit momstilsvar blive opgjort skønsmæssigt efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. Ved gennemgangen af kontoudtog fra dine banker har vi konstateret erhvervsmæssige transaktioner frem til den 31. december 2023. Vi vurderer, at de indbetalinger, du har modtaget i perioden 29. januar til 31. december 2023, vedrører arbejde udført i din momspligtige virksomhed frem til den 31. december 2023. På baggrund heraf vurderer vi, at du har drevet momspligtig virksomhed til og med den 31. december 2023. Vi har ikke konstateret erhvervsmæssig aktivitet efter denne dato. Salgsmoms for perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023 Ved opgørelsen af salgsmoms for perioden, 29. januar til 31. december 2023, har vi taget udgangspunkt i kontoudtogene. De indsætninger, der er medtaget i opgørelsen af salgsmomsen, fremstår primært med tekster, der klart indikerer, at der er tale om betaling af fakturaer eller indbetalinger fra dine kunder. For langt størstedelen af indbetalingerne fremgår teksten "Mobliepay". Vi anser derfor disse indsætninger som erhvervsmæssige og relateret til din virksomheds momspligtige omsætning. Vi har ikke modtaget regnskabsmateriale eller anden dokumentation, og kan derfor ikke afvise, at der har været omsætning i form af kontanter eller indsætninger på konti, som vi ikke har kendskab til. På den baggrund fastholder vi den angivne salgsmoms for 1. kvartal 2023 til 1.500 kr. For 2., 3. og 4. kvartal 2023 har vi, på baggrund af de fremlagte kontoudtog, opgjort salgsmomsen til et højere beløb end det, du har angivet. Vi anvender derfor kontoudtogene som grundlag for opgørelsen, da vi vurderer, at der mangler angivelse af yderligere moms. Vurderingen beror på, at der fremgår yderligere erhvervsmæssige indbetalinger på dine konti, som ikke er medtaget i din momsangivelse. Vi har opgjort 2. kvartal 2023 til 1.356 kr., 3. kvartal 2023 til 66 kr. og 4. kvartal 2023 til 0 kr. Det fremgår af bilag 1 vedrørende 2023, hvilke indsætninger/indtægter der er medtaget i opgørelsen af salgsmomsen for perioden 29. januar til 31. december 2023. Da der ikke er indsendt regnskabsmateriale, er periodiseringen foretaget ud fra betalingstidspunktet. Købsmoms for perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023 kan ikke opgøres Af momslovens § 37, stk. 1 fremgår det, at en registreret virksomhed kan fradrage købsmoms for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der anvendes til momspligtige aktiviteter. Ifølge momsbekendtgørelsen § 81, at det er en betingelse for fradrag af købsmoms, at der kan fremlægges dokumentation. Af SKM2021.456.LSR fremgår desuden, at ”hvis en virksomhed i forbindelse med en skønsmæssig ansættelse ikke efterkommer en anmodning om indsendelse af regnskabsmateriale og således ikke fremlægger dokumentation /bevis for foretagne fradrag i form af bilag (fakturaer og kvitteringer), som viser, at der er foretaget indkøb tillagt dansk moms hos andre momsregistrerede virksomheder, vil købsmomsen kunne sættes til 0 kroner.” Da du ikke har indsendt det regnskabsmateriale, som vi har anmodet om, ændres købsmomsen for perioden 29. januar til 31. december 2023 til 0 kr. Hvis du har driftsudgifter, bedes du indsende dokumentation ifølge momsbekendtgørelsens § 81. Regulering vedrørende din virksomheds momstilsvar for perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023 Vi har skønsmæssigt opgjort din virksomheds momstilsvar, med udgangspunkt i kontoudtogene fra dine banker vedrørende 2023. Skønnene er opgjort i henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 2 – og er opgjort til følgende beløb: 29. januar til 31. marts 2023 Opgjort Oplyst Difference Salgsmoms 1.500 1.500 0 Købsmoms 0 20.875 -20.875 Momstilsvar 1.500 -19.375 20.875 1. april til 30. juni 2023 Salgsmoms 1.356 0 1.356 Købsmoms 0 0 0 Momstilsvar 1.356 0 1.356 1. juli til 30. september 2023 Salgsmoms 66 0 66 Købsmoms 0 0 0 Momstilsvar 66 0 66 1. oktober til 31. december 2023 Salgsmoms 0 0 0 Købsmoms 0 0 0 Momstilsvar 0 0 0 Vi forhøjer derfor din virksomheds moms med i alt 22.297 kr. vedrørende perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 6. januar 2026 udtalt følgende: ”.. Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Ved kontrollens start var der indberettet moms i 1. kvartal, hvor der er indberettet et negativt momstilsvar på -19.375 kr. Skattemæssigt er der oplyst et resultat af virksomhed på 0 kr. Da der ikke er modtager noget materiale i forbindelse med materialeindkaldelse og rykker, er der indkaldt private kontoudtog. I opgørelsen af indtægterne er der fjernet de posteringer, der vurderes at være private. Da der i kontoudtogene ikke er identificeret erhvervsmæssige udgifter, er de erhvervsmæssige udgifter opgjort skønsmæssigt på baggrund af data vedr. bruttoavance fra Danmarks Statistik. Da der ikke er modtaget dokumentation for den indberettede købsmoms, er den nulstillet. Efter at have sendt forslag, indsender sky dokumentation for at der er medtaget indtægter af privat karakter. Disse er fjernet i afgørelsen. Der er nu i forbindelse med denne klage indsendt udgiftsbilag, som ikke har været til rådighed i forbindelse med kontrollen. Af de indsendte bilag 1, 2 og 7 fremgår der udgifter til ”[skole1]”. I den forbindelse henvises vi til den juridiske vejledning, afsnit C.A.4.3.1.4, hvoraf det fremgår, at etablering af et nyt indkomstgrundlag ikke er fradragsberettigede efter statsskatteloven § 6. Bilag 4 er en slutseddel på køb af en bil. Ifølge sky´s skatteoplysninger er denne bil registreret til sky privat i perioden 05-02-2023 til 22-05-2023. Hvis der opnås fradrag for denne udgift, skal der i den forbindelse ske udtagning både moms- og skattemæssigt. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen. …” Klagerens opfattelse Virksomhedens repræsentant har fremsat påstand om, at fradrag for købsmoms er ansat for lavt, hvorfor købsmomsen bør ansættes til et beløb, der er højere, end det af Skattestyrelsen fastsatte. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Der klages over afgørelsens punkt 1 vedrørende erhvervsmæssige udgifter og punkt 2 vedrørende købsmoms. Klagen angår udelukkende niveauet i Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelser. Det gøres gældende, at de fastsatte erhvervsmæssige udgifter og den tilhørende købsmoms er ansat for lavt og ikke afspejler de faktiske forhold. Til støtte herfor er der vedlagt dokumentation, som viser, at udgifter og købsmoms rettelig bør ansættes til højere beløb end de af Skattestyrelsen fastsatte.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om virksomheden har godtgjort, at virksomheden har ret til fradrag for købsmoms for de udgifter, som virksomheden har fremlagt fakturaer for i perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023. Retsgrundlaget Af momslovens § 37 fremgår (uddrag): ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er 1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, …” Bestemmelsen i momslovens § 37 implementerer 6. direktivs artikel 17, nu momssystemdirektivets artikel 167 til 168 og artikel 178 til 179. Af dagældende § 81 i momsbekendtgørelse nr. 2246 af 30. november 2021 og nugældende § 83 i momsbekendtgørelse nr. 1435 af 29. november 2023 fremgår: ”Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, eller enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser m.v. fra SKAT eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer. ” Ved anmodning om fradrag i henhold til momslovens § 37 påhviler det virksomheden at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. Af momslovens § 41 fremgår (uddrag): ”Afgift, der vedrører anskaffelse af vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 t, kan ikke fradrages, medmindre køretøjerne udelukkende anvendes i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser. …” Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har ansat virksomhedens fradrag for købsmoms til 0 kr., idet virksomhedsindehaveren, i forbindelse med Skattestyrelsens kontrol, ikke havde indsendt dokumentation for udgifter til brug for virksomhedens momspligtige leverancer. Virksomhedsindehaverens repræsentant har i forbindelse med klagesagen fremlagt en række fakturaer som dokumentation for udgifter til brug for virksomhedens momspligtige leverancer i perioden 29. januar 2023 til 31. december 2023. Udgifter til [skole1] Virksomhedens repræsentant har fremlagt 3 fakturaer og 2 kvitteringer for køb af et fuldt forløb hos [skole1]. Af fakturaen fremgår det, at der ikke er pålagt moms på beløbet. Landsskatteretten finder, at der er tale om køb af momsfrie ydelser. Der er ikke opkrævet moms af ydelsen, hvorfor der ikke foreligger en indgående afgift, som kan fradrages efter momslovens § 37. Udgifter til [virksomhed1] ApS Virksomheden har den 4. februar 2023 modtaget en faktura udstedt af [virksomhed1] ApS på 3.811 kr. inkl. moms. Det fremgår af virksomhedsindehaverens bankkontoudtog, at der den 3. februar 2023 er foretaget en betaling på 4.309 kr. med teksten ”[virksomhed1]”. Landsskatteretten finder, at der ikke er dokumenteret den nødvendige sammenhæng mellem fakturaen og betalingen. Dette henset til, at betalingen er foretaget før fakturaen er udstedt, og at der ikke er sammenfald mellem det betalte beløb og det på fakturaen anførte beløb. Det forhold, at betalingen umiddelbart er sket til den samme forhandler, kan ikke i sig selv føre til, at det anses for godtgjort, at fakturaen er betalt af virksomheden, eller at betalingen vedrører indkøb til brug for virksomhedens momspligtige leverancer. Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at virksomheden ikke har løftet bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag i henhold til momslovens § 37 er opfyldt. Udgifter til varevogn Virksomhedsindehaveren har den 5. februar 2023 erhvervet en brugt momsfri varebil til en samlet pris på 25.500 kr. Køretøjet er ved anskaffelsen blevet registreret i virksomhedsindehaverens navn. Det fremgår endvidere, at køretøjet i perioden 5. februar 2023 til 22. maj 2023 har været registreret til virksomhedsindehaveren privat. Landsskatteretten finder, at der ikke er fradrag for købsmoms vedrørende anskaffelsen af køretøjet som følge af, at leverancen er momsfri. Virksomheden har ikke betalt moms af købet. Yderligere har varevognen været registreret til virksomhedsindehaveren privat i perioden 5. februar 2023 til den 22. maj 2023, hvorfor der ikke er grundlag for fradrag for købsmoms efter momslovens § 41, stk. 1. Udgifter til [virksomhed2] Virksomheden har den 14. marts 2023 modtaget to fakturaer udstedt af [virksomhed2] vedrørende køb af forskellige former for logoer. For fakturanr. 9323003 er beløbet 2.380 kr. ekskl. moms. Momsbeløbet udgør 595 kr. og fakturaens samlede beløb er i alt 2.975 kr. For fakturanr. 9323004 er beløbet 1.032 kr. ekskl. moms. Momsbeløbet udgør 258 kr. og fakturaens samlede beløb er i alt 1.290 kr. Samlet udgør beløbet for de to fakturaer 4.625 kr. Af virksomhedsindehaverens bankkontoudtog fremgår der en betaling den 15. marts 2023 på 4.625 kr. med teksten ”KØB 1”. Landsskatteretten finder, at der er dokumenteret den nødvendige sammenhæng mellem fakturaerne og betalingen. Det anses derfor for godtgjort, at fakturaerne er betalt af virksomheden til brug for virksomhedens momspligtige leverancer. Under disse konkrete omstændigheder finder Landsskatteretten, at virksomheden har løftet bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag i henhold til momslovens § 37 er opfyldt, hvorfor der skal godkendes fradrag for købsmoms for udgifterne med i alt 853 kr. Landsskatteretten ændrer således Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Delvist momsfradrag godkendt for logoer i vinduespoleringsvirksomhed (jnr. 25-0099599) · skattewiki.dk