Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0097687

Afslag på genoptagelse efter pensionsinstituts korrektion af fejlindbetalinger

Myndigheden fik medholdLille sag (< 100.000 kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
5. maj 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om Skattestyrelsen med rette havde afvist at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2022, efter at klagerens pengeinstitut havde korrigeret arbejdsgiverens pensionsindbetalinger fra en privattegnet til en arbejdsgiveradministreret ordning efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, hvorved klagerens fradrag for privat ratepension blev nedsat med 9.000 kr. Klagerens repræsentant gjorde gældende, at afgørelsen var ugyldig, da klageren var omfattet af den korte ligningsfrist, da Skattestyrelsen havde udstedt årsopgørelse uden at inddrage en rettidig indsigelse, og da § 22 F ikke fandt anvendelse, fordi der blot var tale om rettelse af pengeinstituttets fejlregistrering på samme konto. Skattestyrelsen anførte, at en korrektion efter § 22 F, stk. 3, anses for en genoptagelsesanmodning på klagerens vegne efter stk. 7, hvorfor den korte ligningsfrist ikke var til hinder for ændringen, og at sagsbehandlingsfejlen var repareret ved fornyet forslag og afgørelse. Landsskatteretten fandt, at forholdet var omfattet af § 22 F, stk. 3 og 7, at den manglende inddragelse af indsigelsen var en væsentlig mangel, som dog ikke medførte ugyldighed, da den ikke ville have ført til et andet resultat og var repareret, og stadfæstede afslaget på genoptagelse.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2001.344.HR
  • SKM2006.488.ØLR
  • SKM2006.677.HR
  • SKM2018.636.BR
  • SKM2020.340.BR
  • SKM2024.261.LSR

Fuldtekst

Journalnr. 25-0097687 Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse anset klagerens henvendelse af 29. august 2025 for en anmodning om ordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2022 vedrørende klagerens pensionsindbetalinger. Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse ikke imødekommet anmodningen om ordinær genoptagelse. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Skattestyrelsen rettede den 28. marts 2025 henvendelse til [virksomhed1] ApS (klagerens arbejdsgiver) vedrørende klageren. Det fremgår bl.a. af henvendelsen, at Skattestyrelsen havde konstateret, at klagerens arbejdsgiver havde indbetalt pensionsbidrag for klageren i indkomstårene 2023 og 2024 til en privat pensionsordning, men uden at have indeholdt A-skat og AM-bidrag af indbetalingerne. Endvidere fremgår det, at fejlen havde medført, at klageren uberettiget havde fået ekstra fradrag og derfor risikerede at skulle betale en restskat. Klagerens repræsentant har under Skatteankestyrelsens behandling fremlagt en henvendelse fra Skattestyrelsen til klageren af 28. marts 2025, hvor det fremgår, at Skattestyrelsen oplyste klageren om, at der var en fejl i klagerens arbejdsgivers indbetaling til klagerens pension. Følgende fremgår bl.a. af henvendelsen: ”[…] Vi kan se, at din arbejdsgiver ved en fejl har indbetalt pensionsbidrag til din private pensionsordning. Det er dit ansvar at få overført din arbejdsgivers indbetalinger til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning. Sådan får du indbetalingerne overført 1. Kontakt din bank eller det pensionsselskab, hvor du har din private pensionsordning. 2. Fortæl dem om dette brev. 3. Bed dem overføre din arbejdsgivers indbetalinger til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning. Vi har skrevet til din arbejdsgiver og bedt dem sikre, at de fremover indbetaler på en arbejdsgiveradministreret pensionsordning. Hvis du er i tvivl om, hvilken ordning indbetalingerne skal overføres fra og til, skal du kontakte dem, du har pensionsordningen hos. […]” [finans1] (herefter [finans1]) rettede den 20. maj 2025 henvendelse til Skattestyrelsen vedrørende klageren. Følgende fremgår af henvendelsen: ”[…] Nedenstående henvendelse vedrører [klager] [cpr1]. Vi skriver til jer på vegne af [finans1], i egenskab af en kundes pengeinstitut. Vi har desværre opdaget en fejl i vores indberetning af pensionsindbetalinger på en enkelt kunde. Der er blevet indbetalt til en privatordning, som skulle have været en arbejdsgiverordning. Vi ønsker at rette denne fejl og sikre, at indbetalingerne bliver korrekt registreret. Fejlen er opstået tilbage i november 2019. Vi har rettet indberetningen fra perioden april 2022 til og med 31.12.2024 i henhold til PBL§22F og i henhold til det brev, som I har sendt til kunden 28.03.2025. Vi vil gerne spørge, hvordan vi bedst kan rette denne fejlindberetning for perioden nov 2019 til og med 31.03.2022. […]” Det fremgår af klagerens personlige skatteoplysninger (herefter R75) for indkomståret 2019, at der blev indbetalt 22.080 kr. til en arbejdsgiver administreret ratepension i [finans2] under skattekode 12 (rateopsparing i pensionsøjemed – med fradragsret), at der under tilsvarende skattekode blev indbetalt 5.520 kr. i [finans1], og at der blev foretaget indberetning af bidrag til en privattegnet ratepension i [finans1] med kontonummer [kontonr.1] med 6.000 kr. under skattekode 7 (ratepension i pensionsøjemed – uden fradragsret (eksempelvis § 53 A-ordning). Det fremgår af klagerens R75 for indkomståret 2020, at der alene blev foretaget indberetning af bidrag til en privattegnet ratepension under skattekode 7 i [finans1] med kontonummer [kontonr.1] med 36.000 kr. For indkomståret 2022 fremgår det af klagerens R75, at der den 6. januar 2023 blev foretaget indberetning til en privattegnet ratepension under skattekode 7 i [finans1] med kontonummer [kontonr.1] med 33.000 kr., og at der den 22. maj 2025 blev foretaget en ændring på samme kontonummer, hvor et beløb på 24.000 kr. blev overført til en arbejdsgiver administreret ratepension med teksten ”Hel eller delvis overførsel til anden ordning (PBL pgf. 22F)”. Skattestyrelsen sendte den 26. maj 2025 et forslag til en ændret årsopgørelse for indkomståret 2022 til klageren. Det fremgår bl.a. af forslaget, at Skattestyrelsen havde modtaget nye oplysninger fra klagerens pensionsselskab efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 22 F, og at pensionsselskabets tidligere indberetninger ikke havde været i overensstemmelse med aftalegrundlaget for klagerens pension. Endvidere fremgår det, at ændringen vedrørte bidrag til privattegnet ratepension med -9.000 kr., og at ændringen var en følge af nye eller ændrede oplysninger indberettet af fx arbejdsgivere, pengeinstitutter, myndigheder mv. Ved forslaget blev klageren vejledt om, at i det tilfælde, at klageren var enig, skulle klageren ikke foretage sig noget, men at klageren ville modtage en ny årsopgørelse efter udløbet af indsigelsesfristen, og at i det tilfælde, at klageren var uenig i forslaget, skulle klageren rette henvendelse til Skattestyrelsen senest den 13. juni 2025 med en begrundelse for sin indsigelse og eventuel dokumentation herfor, samt at forslaget blev sendt til klageren efter skatteforvaltningslovens § 20. Klagerens repræsentant sendte på vegne af klageren den 5. juni 2025 en indsigelse til Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Det fremgår bl.a. af indsigelsen, at klageren efter repræsentantens opfattelse, var omfattet af en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, hvorved Skattestyrelsen ved fremsendelse af forslaget ikke havde iagttaget fristen, der udløb den 30. juni 2024 for indkomståret 2022. Det er uomtvistet, at indsigelse af 5. juni 2025 ikke indgik i den videre sagsbehandling i Skattestyrelsen, hvorefter Skattestyrelsen ikke sendte klageren en afgørelse, men alene en ny årsopgørelse den 23. juni 2025 (årsopgørelse nr. 4), der var i overensstemmelse med forslaget til en ændret årsopgørelse af 26. maj 2025. Af årsopgørelse nr. 4 af 23. juni 2025 fremgår det, at klageren blev vejledt om sin adgang til at klage over årsopgørelsen. Årsopgørelse nr. 4 af 23. juni 2025 ses ikke at være påklaget. Den 29. august 2025 rettede repræsentanten på vegne af klageren henvendelse til Skattestyrelsen, hvor han henviste til sin indsigelse af 5. juni 2025, gjorde Skattestyrelsen opmærksom på, at han ikke havde modtaget en kvittering for, at Skattestyrelsen havde modtaget indsigelsen, og at Skattestyrelsen, til trods for indsigelsen, havde sendt en ny årsopgørelse til klageren den 23. juni 2025. Repræsentanten anmodede i henvendelsen om, at årsopgørelsen blev tilbagekaldt. Skattestyrelsen sendte den 1. september 2025 en e-mail til repræsentanten som svar på hans henvendelse, hvor følgende fremgår: ”[…] Du har skrevet til os og bedt om bekræftelse på, at vi har modtaget dit brev dateret den 5. juni 2025 vedrørende [klager]. Vi har tidligere sendt en kvitteringsskrivelse til [klager]. Desværre har sagen været oprettet med den forkerte kode i vores sagsbehandlingssystem, så der er truffet afgørelse, selv om I har indsendt en indsigelse. Der vil blive sendt et nyt forslag til afgørelse inden for den næste måned, hvor det også vil fremgå, hvorfor forslaget har været sendt i første omgang. […]” Skattestyrelsen sendte den 29. september 2025 et forslag til afgørelse til klageren. Forslagets resultat var i overensstemmelse med resultatet af den påklagede afgørelse. Klagerens repræsentant har den 17. februar 2026 under Skatteankestyrelsens behandling af klagen indsendt et telefonnotat dateret den 16. februar 2026, hvoraf følgende fremgår: ”[…] Modtog opringning fra direktør [person1], [finans1], tlf. [telefon1]. [klager] blev kunde i [finans1] i 2019 i forlængelse af at hendes ægtefælle blev ansat i [finans1]. [klager] flyttede i den forbindelse den eksisterende arbejdsgiver administrerede aftale fra [finans2] til [finans1]. Der blev ikke udfærdiget nogen skriftlig aftale mellem [klager] og [finans1]. Pensionsordningen blev oprettet korrekt som en arbejdgiver administreret ordning og indberettet for indkomståret 2019 korrekt med kode 12. Da [klager]s ægtefælle var ansat i [finans1], var hun berettiget til særlige vilkår for ansatte. I forbindelse med at kontoen blev registreret som en medarbejderkonto, blev den fejlagtigt også registreret som en privattegnet ordning. Der blev ikke i denne forbindelse udfærdiget nogen skriftlig aftale. […]” Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”[…] Du har bedt om, at vi genoptager din skatteansættelse for indkomståret 2022. Du mener, at vi ikke har kunnet ændre din årsopgørelse den 23. juni 2025, da du er omfattet af den korte ligningsfrist. Vi har modtaget din repræsentants bemærkninger den 3. oktober 2025 til vores forslag af 26. september 2025. Din repræsentant oplyser, at han mener, at vi ikke kan ændre din skatteansættelse for indkomståret 2022, da du har kort ligningsfrist. Din repræsentant mener, at skatteansættelsen, der er dannet den 23. juni 2025 skal annulleres, da vi ikke har medtaget hans indsigelse, hvorefter der kan sendes et forslag til afgørelse om ændring af din skatteansættelse for indkomståret 2022. Din repræsentant mener endvidere, at pensionsbeskatningslovens § 22 F ikke kan bruges til ugunst for en skatteyder. Der er ikke kommet nye oplysninger i forhold til forslaget, da anvendelsen af pensionsbeskatningslovens § 22 F godt kan medføre en restskat. Det fremgår direkte af lovbemærkningerne, som også er citeret i vores forslag til afgørelse. Vi er desuden af den opfattelse, at skatteansættelsen der er dannet den 23. juni 2025 er korrekt og efter din anmodning, da der sket korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. Vi har derfor ændret din skatteansættelse efter anmodning på dine vegne gennem dit pensionsinstitut. Vi anser din repræsentants henvendelse den 29. august 2025 som en anmodning om genoptagelse af din skatteansættelse for indkomståret 2022. Vi fastholder vores forslag af 26. september 2025, da der ikke er kommet nye oplysninger. Vi sender derfor nu en afgørelse svarende til forslaget. Dog udvides lovhenvisninger med direkte afskrift af pensionsbeskatningslovens §§ 26 D og 22 F, da din repræsentant i sin indsigelse har skrevet om pensionsbeskatningslovens § 22 D og ikke 22 F. Det præciseres samtidig, at denne sag er oprettet som følge af din repræsentants henvendelse den 29. august 2025. Resultatet er, at Skattestyrelsen ikke vil genoptage din skatteansættelse for indkomståret 2022. Årsopgørelsen, der er dannet den 23. juni 2025, er dannet efter, der er indsendt en korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. En sådan korrektion anses som en anmodning om genoptagelse fra dig efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Det har derfor ingen betydning, at du er omfattet af den korte ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. […] 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Begrundelse for, at vi ikke vil ændre din indkomst Vi ændrer ikke din skat, da du ellers vil få fradrag to gange for indbetalingerne til dine pensionsordninger. Din arbejdsgiver sørger for, at du ikke betaler skat af indbetalingerne, da din arbejdsgiver ikke medregner beløbet i det beløb, der betales skat af. Det fremgår af pensionsbeskatningslovens § 19, stk. 1. Vi er ikke enig med din repræsentant i, at vi ikke kunnen ændre din skatteansættelse for indkomståret 2022 i juni 2025, da [finans1] har indberettet til os, at ændringen er foretaget efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. Det fremgår af pensionsbeskatningslovens § 22 F, at en korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 3 anses som en anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 på pensionsopsparerens vegne. Det betyder dermed, at du selv har bedt om at få genoptaget din skatteansættelse for indkomståret 2022, da [finans1] indsender korrektionen. Det fremgår også direkte af lovbemærkningerne til § 22 F, at en korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F kan medføre en restskat for pensionsopspareren. Vi er derfor ikke enig med din repræsentant i, at pensionsbeskatningslovens § 22 F ikke kan anvendes skærpende. Det forhold, at du er omfattet af kort ligningsfrist, har dermed ikke nogen betydning i denne sag. Din repræsentant skriver i sin indsigelse fra 3. oktober 2025, at ændringen for indkomståret 2022 ikke er foretaget efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. Vi er ikke enige heri, da [finans1] lige netop har indberettet til os, at ændringen er foretaget i henhold til pensionsbeskatningslovens § 22 F. Vi må samtidig gøre opmærksom på, at din repræsentant i sin punkt opstilling har medtaget pensionsbeskatningslovens § 22 D og ikke § 22 F. Begrundelse for, hvorfor vi tidsmæssigt kan genoptage din skat Vi kunne tidsmæssigt genoptage din skatteansættelse for indkomståret 2022 i juni 2025, da en korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F anses for en anmodning på dine vegne om genoptagelse af din skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. […]” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 22. januar 2026 udtalt følgende: ”[…] Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Mail fra [finans1] Skattestyrelsen modtog en mail fra [finans1] den 20. maj 2025, som [virksomhed2] ApS henviser til i sin klage til Skatteankestyrelsen. [virksomhed2] ApS skriver i sin klage, at [finans1] har skrevet til os, at de har opdaget en fejl i deres indberetning til os. Det er rigtigt. Vi skal gøre opmærksom på, at [finans1] i samme mail skriver, at der er blevet indbetalt til en privat ordning, som skulle have været en arbejdsgiverordning. Fejlen er opstået tilbage i november 2019. Vi har derfor indsendt skatteoplysningerne fra indkomstårene 2019 og 2020, som understøtter [finans1] oplysning om, at der er sket en fejl i november 209. Det kan ses i skatteoplysningerne fra indkomståret 2019, at der er indbetalt 22.080 kr. til en arbejdsgiveradministreret ratepension i [finans2] samt 5.520 kr. til en arbejdsgiveradministreret ratepension i [finans1]. Det er desuden indberettet, at der er indbetalt 6.000 kr. til en privat ratepension i [finans1]. For indkomståret 2020 er der alene indberettet indbetaling til privat ratepension i [finans1] på 36.000 kr. Ansættelse hos [virksomhed1] [virksomhed2] ApS skriver i sin sagsfremstilling, at deres klients arbejdsgiver under hele ansættelsesforholdet har foretaget indbetaling til deres klients pensionsordning hos [finans1]. Vi skal henlede opmærksomheden på de indsendte skatteoplysninger for indkomståret 2019. Her kan det ses, at [virksomhed2] ApS’s klient har været ansat hos [virksomhed1] hele indkomståret. Det kan også ses, at [virksomhed2] ApS’s klient har haft en anden pensionsordning i et andet pensionsinstitut i løbet af indkomståret 2019. Det er derfor ikke korrekt, når [virksomhed2] ApS skriver, at deres klient har indbetalt til pensionskassen i [finans1] i hele klientens ansættelsesforhold. Anbringender til [virksomhed2] ApS’ begrundelser for, at vores afgørelse er ugyldig [virksomhed2] ApS mener, at vores afgørelse ikke er gyldig, da der blev dannet en årsopgørelse den 23. juni 2025, uden at der var taget stilling til den indsigelse, vi havde modtaget den 6. juni 2025. Det er vores opfattelse, at årsopgørelsen dannet den 23. juni 2025 stadig er gyldig. Det er korrekt, at vi ikke får taget stilling til den indsigelse, vi modtager den 6. juni 2025. Men da fejlen i sagsbehandlingen ikke medfører en materiel urigtig afgørelse, som vil være urimelig at opretholde, er det vores opfattelse, at den manglende stilling til indsigelsen ikke medfører, at årsopgørelsen af 23. juni 2025 er ugyldig. Årsopgørelsen blev dannet, da [finans1] havde indberettet til os, at der var sket en korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. [virksomhed2] ApS skriver i deres indsigelse, vi modtager den 6. juni 2025, at vi ikke kan ændre deres klients skatteansættelse for indkomståret 2022, da deres klient har kort ligningsfrist. Når der foretages en ændring efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, står det direkte skrevet i pensionsbeskatningslovens § 27, stk. 7, at en korrektion efter bestemmelsen anses som en anmodning om genoptagelse af pensionsopsparerens skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. [virksomhed2] ApS’s indsigelse ville derfor ikke medføre et andet resultat, end det som årsopgørelsen, der er dannet den 23. juni 2025 viser. For at rette op på fejlen sender vi et forslag til afgørelse, hvor vi netop gør opmærksom på, at når der sket en rettelse efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, kan vi godt ændre skatteansættelsen tre år tilbage. I [virksomhed2] ApS’s indsigelse dateret den 3. oktober 2025 argumenterer [virksomhed2] ApS nu i stedet for, at rettelsen ikke er foretaget efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. Som det kan ses i [virksomhed2] ApS’ indsigelse og i vores afgørelse, har [virksomhed2] ApS argumenteret ud fra reglerne i pensionsbeskatningslovens § 22 D og ikke pensionsbeskatningslovens § 22 F. Vi fastholder derfor i afgørelsen dateret den 28. oktober 2025, at den årsopgørelse, der er dannet den 23. juni 2025 er korrekt. [virksomhed2] ApS skriver desuden, at vi har begået en sagsbehandlingsfejl ved at lægge udsagn fra [finans1] om, at pensionsbeskatningslovens § 22 F finder anvendelse til grund uden at vurdere rigtigheden heraf. Vi er ikke enig i [virksomhed2] ApS. [finans1] har pligt til at indberette korrekt til os. Det medfører, at da de bliver opmærksom på, at de har indberettet forkert, fordi der er sket indbetalinger til en privat pensionsordning fra en arbejdsgiver, har de pligt til at sende en rettelse til os. Vi er heller ikke enig i [virksomhed2] ApS i, at [finans1] har indsendt forkerte oplysninger til os, da de indberetter ændringen efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. Skatteoplysningerne fra indkomstårene 2019 og 2020 understøtter [finans1] indberetning til os sammen med deres mail fra 20. maj 2025. [virksomhed2] ApS skriver desuden, at hverken de eller deres klient har bedt om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2022. Her skal vi henlede opmærksomheden på, at [finans1] efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 7 har bedt om genoptagelse på [virksomhed2] ApS’s klients vegne. Pensionsbeskatningslovens § 22 F’s anvendelsesområde [virksomhed2] ApS skriver desuden, at vi har udvidet anvendelsesområdet for pensionsbeskatningslovens § 22 F. [virksomhed2] ApS skriver, at da der er tale om samme konto i [finans1], og da der alene sker korrektion af en forkert indberetning fra [finans1], kan pensionsbeskatningslovens § 22 F ikke finde anvendelse. [virksomhed2] ApS skriver endvidere, at kerneelementet i pensionsbeskatningslovens § 22 F er, at bestemmelsen giver mulighed for tilbagebetaling eller overførsel af fejlagtige indbetalinger. [virksomhed2] ApS mener, at der i deres klients tilfælde hverken er sket udbetaling eller overførsel. [virksomhed2] ApS henviser i den forbindelse til lovforslag L 75/2011 om pensionsbeskatningslovens § 22 F til bemærkningerne til forslagets nummer 20, hvor [virksomhed2] ApS har markeret ordet ”tilbagebetales” med fed skrift. Vi skal gøre opmærksom på, at det rigtige lovforslag er L 75/2021. Bestemmelserne i pensionsbeskatningslovens § 22 F omkring tilbagebetaling af beløb står i pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 1. Den rettelse, der er foretaget for [virksomhed2] ApS’s klient, er sket efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 3. Vi skal også henvise til bemærkningerne til § 1, nr. 20, dog med en anden del af bemærkningerne. Det fremgår således at: ” Det vil være en betingelse, at det indbetalte beløb er indbetalt ved en fejl i forhold til aftalegrundlaget for pensionsordningen m.v. eller i forhold til den konkrete aftale om indbetaling, jf. forslaget til § 22 F, stk. 6, jf. nedenfor. Den foreslåede regel vil betyde, at en fejlagtig indbetaling senest tre år efter indbetalingstidspunktet vil kunne overføres til en anden pensionsordning m.v. for samme person. Der vil ikke efter den foreslåede regel kunne ske overførsel til en pensionsordning m.v. for en anden person. En overførsel af en indbetaling til en pensionsordning m.v. til en anden pensionsordning m.v. består reelt af en udbetaling og en efterfølgende indbetaling. Hvis en indbetaling fra selskabets bankkonto - som skulle være sket til pensionsordningen, der er oprettet som led i ansættelsesforholdet - fejlagtigt sker til den private pensionsordning, er betingelsen for bortseelsesret efter pensionsbeskatningslovens § 19 ikke opfyldt. Fejlen kan ikke korrigeres efter pensionsbeskatningslovens § 22 D, fordi der efter denne regel ikke kan ske overførsel mellem en arbejdsgiveradministreret pensionsordning og privat pensionsordning. En overførsel efter pensionsbeskatningslovens § 41 vil i princippet være mulig, men overførslen vil ikke medføre, at der opnås fradrags- eller bortseelsesret for den oprindelige indbetaling. Fejlen vil derimod kunne behandles efter den foreslåede korrektionsregel.” Vi skal også henlede opmærksomheden på bekendtgørelse nummer 1370 af 21. december 2012. Det fremgår af denne bekendtgørelses § 5, at det skal anføres i police, aftaledokument, kontoudskrifter og lignende, om ordningen er led i et ansættelsesforhold eller om den er oprettet uden for ansættelsesforhold. Det er derfor vores opfattelse, at [finans1]s korrektion er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 22 F. Der er indbetalt til en forkert pensionsordning, nemlig en pensionsordning hvor det af kontoudskrifter m.v. har stået, at der er tale om en privat ratepension. Da [finans1] opdager fejlen, bliver ordningen ændret til at være en arbejdsgiveradministreret ratepension. Selv om det er samme kontonummer, der bliver anvendt før og efter rettelsen af fejlen, er det vores opfattelse, at rettelsen er inden for rammen af pensionsbeskatningslovens § 22 F, da det fremgår af bemærkningerne, at en fejl, hvor der bliver indbetalt på en privat ordning i stedet for en arbejdsgiveradministreret ordning, kan behandles efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen. […]” Skattestyrelsen har 10. marts 2026 supplerende udtalt: ”[…] Repræsentanten har oplyst, at der ikke findes en skriftlig aftale om indbetaling til en pensionsordning hos [finans1]. Årsagen til dette skulle være, at [klager]s ægtefælle var ansat i [finans1] på det tidspunkt, hvor aftalen blev overført. Vi skal gøre opmærksom på, at det klart fremgår af bekendtgørelse nummer 1370 af 21. december 2012, § 2, at ved oprettelse eller ændring af livsforsikringer mv., skal det anføres hvilken beskatningsform pensionsordningen er undergivet. Det fremgår af samme bekendtgørelse § 5, at det skal anføres, om der er tale om en privat ordning eller en arbejdsgiveradministreret ordning. Da [klager]s ordning er overført efter pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 1 fra [finans2] til [finans1], må der foreligge oplysninger fra [finans2], hvilken slags ordning, der er tale om, og om der er tale om en privat eller en arbejdsgiveradministreret ordning. Der må også foreligge mødenotat eller anden skriftlig dokumentation, der viser, hvad der er aftalt i forbindelse med overførslen fra [finans2] til [finans1]. [klager] må have godkendt, at overførslen har fundet sted, ellers har Skattestyrelsen svært ved at se, hvordan en sådan overførsel kan finde sted. Aftalegrundlaget har derfor ikke ændret sig i forhold til, da ordningen var hos [finans2]. Der skulle stadig indbetales til en arbejdsgiveradministreret ratepension. Det kan en fejl hos [finans1] ikke ændre på. Det fremgår af referatet fra mødet den 27. februar 2026, at repræsentanten mener, at pensionsbeskatningslovens § 22 F ikke kan finde anvendelse, da hverken [klager] eller [klager]s arbejdsgiver aldrig aktivt har foretaget en fejlindbetaling, hvilket repræsentanten mener er en forudsætning for at anvende bestemmelsen. Vi skal henvise til det eksempel fra bemærkningerne i L 75/2021, vi har indsat i vores første udtalelse. Det fremgår ikke af eksemplet, at det skal være [klager] eller hendes arbejdsgiver, der aktivt har foretaget sig noget for at fejlen kan rettes efter bestemmelsen. Repræsentanten mener endvidere, at [klager] ikke kan anses for at have anmodet om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 22 F, da [klager] ikke aktivt har gjort noget for at få ændret sin skatteansættelse. Vi skal henvise til lovbemærkningerne i L 75/2021, § 1, nr. 20. Det fremgår ikke af disse bemærkninger, at borgeren aktivt skal have foretaget en anmodning om ændring af sin skatteansættelse for, at pensionsbeskatningslovens § 22 F kan finde anvendelse. […]” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at afgørelsen er ugyldig. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ”[…] SAGSFREMSTILLING Min klient har i mange år været ansat som lægesekretær hos [virksomhed1].. Under hele ansættelsesforholdet har arbejdsgiver foretaget indbetaling til min klients pensionsordning hos [finans1]. Den 28. marts 2025 sender Skattestyrelsen et brev til arbejdgiver og gør opmærksom på at der er en fejl i selskabets indberetning af pensionsindbetalinger for min klient. Brevet fremlægges som bilag 2. Arbejdsgiver tager herefter kontakt til [finans1] for at få en forklaring. [finans1] sender således foranlediget en email i [finans1]s skattemappe. Dateringen fremgår ikke af beskeden. Beskeden fremlægges som bilag 3. Det anføres i beskeden at Vi har desværre opdaget en fejl i vores indberetning af pensionsindbetalinger på en enkelt kunde. Med dette udgangpunkt fremsender Skattestyrelsen den 26. maj 2025 forslag til en ny årsopgørelse. Forslaget fremlægges som bilag 4. Den 5. juni 2025 skriver jeg i min klients skattemappe til Skattestyrelsen at forslaget ikke kan godkendes. Mit brev fremlægges som bilag 5. Desuagtet udsteder Skattestyrelsen den 23. juni 2025 årsopgørelse nr. 4 uden at have have reageret på min henvendelse den 5. juni 2025. Årsopgørelse nr. 4 fremlægges som bilag 6. Skattestyrelsen har efterfølgende i afgørelse af den 28. oktober 2025 anført Forinden har din repræsentant [virksomhed2] indsendt en indsigelse den 5. juni 2025. Indsigelsen er desværre ikke blevet behandlet, inden der blev dannet en ny årsopgørelse. Der er således ingen tvivl om at afgørelsen af den 23. juni 2025 ikke har taget hensyn til rettidigt fremsat udtalelse mod forslag af 26. maj 2025. Det følger af skatteforvaltningslovens § 20 stk. 2 sidste punktum at afgørelsen kun kan foretages som varslet hvis der ikke foreligger en udtalelse. Skatteforvaltningen forsøger at reparere på den skete fejl ved den 29. september 2025 at fremsende forslag om at de fastholder den ugyldige afgørelse. Forslaget fremlægges som bilag 7. Forslaget indledes med et stråmandsargument: Du har bedt om, at vi genoptager din skatteansættelse for indkomståret 2022. Hverken min klient eller jeg som partsrepræsentant har bedt om at få genoptaget minn klients skatteansættelse for 2022. Desuagtet træffer skatteforvaltningen afgørelse den 28. oktober 2025 jf. bilag 1 med følgende begrundelser. Vi er ikke enig med din repræsentant i, at vi ikke kunnen ændre din skatteansættelse for indkomståret 2022 i juni 2025, da [finans1] har indberettet til os, at ændringen er foretaget efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. Der er ikke sket nogen ændring efter pensionsbeskatningslovens § 22 F. Indbetaling er sket til konto [kontonr.1] og indbetalinger er indberettet forkert af [finans1]. Der er således tale om ændring af den tidligere indberetning og hverken ændring af indestående på kontoen eller udbetaling til min klient. Skatteforvaltningen lægger ukritisk [finans1]s udsagn om at ændringen er foretaget efter pensionsbeskatningslovens § 22 F til grund. Dette udsagn er forkert. Der er tale om at [finans1] retter egen fejl uden indblanding af min klient. Det fremgår af pensionsbeskatningslovens § 22 F, at en korrektion efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 3 anses som en anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 på pensionsopsparerens vegne. Det betyder dermed, at du selv har bedt om at få genoptaget din skatteansættelse for indkomståret 2022, da [finans1] indsender korrektionen. Kerneelementet i pensionsbeskatningslovens § 22 F er at bestemmelsen giver mulighed tilbagebetaling eller overførsel af fejlagtige indbetalinger. Der er i dette tilfælde hverken sket udbetaling eller overførsel. Det anføres i lovforslag L 75/2011 om § 22 F at Til nr. 20 Det foreslås på denne baggrund at indsætte en ny § 22 F i pensionsbeskatningsloven som supplement til de lovbestemte tilbagebetalingsmuligheder, hvorefter beløb, der er indbetalt til pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum, senest tre år efter indbetalingen vil kunne tilbagebetales til indbetaleren eller overføres til en anden pensionsordning. En korrektion, der ikke opfylder betingelserne i den foreslåede § 22 F, vil fortsat kræve tilladelse fra Skatteforvaltningen efter den gældende praksis for korrektion af åbenlyse fejl. Den foreslåede regel vil betyde, at en fejlagtig indbetaling senest tre år efter indbetalingstidspunktet vil kunne tilbagebetales. BEGRUNDELSE FOR PÅSTAND Afgørelsen er ugyldig af følgende grunde: Skatteforvaltningen traf den 23. juni 2025 afgørelse uden at inddrage rettidigt modtaget udtalelse fra klienten om tidligere fremsendt forslag. Skatteforvaltningen har begået en sagsbehandlingfejl ved at lægge udsagn fra [finans1] om at pensionsbeskatningslovens § 22 F finder anvendelse til grund uden at vurdere rigtigheden af det forkerte udsagn. Skatteforvaltningen har udvidet anvendelsesområdet for pensionsbeskatningslovens § 22 F uden konkret hjemmel til en sådan udvidelse. Da der tale om samme konto i [finans1] og da der alene sker korrektion af en forkert indberetning fra [finans1], kan pensionsbeskatningslovens § 22 F ikke finde anvendelse. […]” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsen s udtalelse Klagerens repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 3. marts 2026 fremsat følgende supplerende bemærkninger: ”[…] Skattestyrelsen udsender to breve den 28. marts 2025, til henholdvis [klager] og arbejdsgiver. [klager]s brev indeholder følgende meddelse: Din arbejdsgivers indbetalinger af pensionsbidrag til din private pensionsordning har gjort, at du ved en fejl i et eller flere år har fået et ekstra fradrag for bidrag til din private pensionsordning. Når vi har modtaget en indberetning fra banken eller pensionsselskabet om, at det beløb, din arbejdsgiver har indbetalt til din private pensionsordning, er overført til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, sender vi dig en ny årsopgørelse, og du vil blive opkrævet en restskat. Bemærk: Hvis du ikke modtager en ny årsopgørelse inden for en måned efter, at ændringen fremgår af dine Skatteoplysninger, skal du kontakte os på skat.dk/kontakt. Arbejdsgivers brev indeholder følgende meddelse: I skal snarest muligt indgå en arbejdsgiveradministreret pensionsaftale. Aftalen skal indgå mellem arbejdsgiver, medarbejder og pensionsinstitut, og denne aftale skal i indbetale til fremover Den 26. maj 2025 sender skattestyrelsen forslag til en ny skatteansættelse for 2022. Det er mere end en måned efter brev af 28. marts 2025, men [klager] kontakter ikke Skattestyrelsen trods anmodning herom. Det fremgår af forslaget at Vi har modtaget nye oplysninger fra dit pensionsselskab efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 22 F. Tidligere indberetninger fra pensionsselskabet har ikke været i overensstemmelse med aftalegrundlaget for din pension. Du kan eventuelt modtage flere årsopgørelser på baggrund af oplysninger fra pensionsselskabet. Har du spørgsmål til ændringerne i din pension, kan du kontakte dit pensionsselskab. Det fremgår af pensionsbeskatningslovens § 22 F at denne vedrører "Beløb, der fejlagtigt er indbetalt til en pensionsordning" Den anden sætning i begrundelsen bekræfter at der ikke har været tale om en fejlagtig indbetaling, men fejl i indberetningen fra pensionsselskabet: Tidligere indberetninger fra pensionsselskabet har ikke været i overensstemmelse med aftalegrundlaget for din pension. Forslaget kan på den baggrund ikke begrundes med den anførte lovhenvisning, men skyldes at [klager] uberettiget har fået fradrag to gange for indbetalingen og det ene fradrag (det forkerte) ikke kan fragå i den skattepligtige indkomst. Der er således tale om et forslag ændring af skatteansættelsen. Indberetningerne i 2019 Det fremgår af skatteoplysningerne for 2019 at der er sket følgende indberetninger [Grafik udeladt, Schultz redak.] Begge indberetninger for 2019 er således foretaget med skattekode 12. Det fremgår af den juridiske vejledning afsnit 4.4.3 at Følgende koder for arbejdsgiveradministrerede ordninger, tjenestemandspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt supplerende engangsydelse i pensionskasse kan forekomme: 10 = Pensionsordninger med løbende udbetalinger, herunder tjenestemandspension, bortset fra ophørende livrenter. (Livsvarig alderspension) 11 = Rateforsikring i pensionsøjemed 12 = Rateopsparing i pensionsøjemed For 2010 er indberetningen foretaget med skattekode, selvom det er vanskeligt at aflæse om 7 refererer til ejerstatus eller skattekode [Grafik udeladt, Schultz redak.] […]” Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse: ”[…] Det anføres i indstillingen at Indledningsvis finder Landsskatteretten, at [finans1]s ændrede indberetning for perioden april 2022 til og med december 2022 er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 3. og stk. 6. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at klagerens arbejdsgiver må anses for at have foretaget en fejlindbetaling til en privattegnet pensionsordning og ikke en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, hvilket Skattestyrelsen gjorde klagerens arbejdsgiver opmærksom på vedrørende indkomstårene 2023 og 2024. Det forhold, at fejlindbetalingen efter det oplyste var forårsaget af en oprindelig fejlregistrering hos [finans1], og at den ændrede pensionsordning efter rettelse af fejlen fortsat er under samme kontonummer hos [finans1], kan ikke føre til et andet resultat. Herefter anføres det at Herefter finder Landsskatteretten, at [finans1]s henvendelse af 20. maj 2025 skal anses for en anmodning om genoptagelse af klagerens skatteansættelse på klagerens vegne, jf. pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 7, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Landsskatteretten har herved lagt vægt på ordlyden af forarbejderne til lovforslag nr. 75 af 10. november 2021, hvoraf det bl.a. fremgår, at lønmodtagerens accept ikke vil være en betingelse for overførsel af en fejlagtig pensionsindbetaling direkte til en anden pensionsordning. Det forhold, at klageren som udgangspunkt er omfattet af § 1, bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018, og det forhold, at klageren, efter det af repræsentanten oplyste, ikke direkte har anmodet om genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan således ikke føre til et andet resultat. Kommentarer til indstilling Det forudsættes i indstillingen at bestemmelserne i PBL § 22 F, stk. 3. og stk. 6 kan finde anvendelse i den konkrete situation. Dette er ikke tilfældet. Bestemmelsen vedrører alene den situation, hvor en person har indbetalt mere til en pensionsordning end det beløb som er fradragsberettiget. Og for at undgå beskatning ved udbetaling har personen mulighed for tilbagebetaling eller overførsel til en anden pensionsordning, hvor fradragsretten ikke er begrænset. En sådan tilbagebetaling eller overførsel fremkommer som følge af en anmodning fra personen om tilbagebetaling eller overførsel. [klager] har ikke fremsat en sådan anmodning og har dermed ikke anmodet om genoptagelse. Bestemmelserne i PBL § 22 F, stk. 3. og stk. 6 kan således ikke anvendes i denne sag. Det anføres endvidere: Der er ved vurderingen lagt vægt på, at klagerens arbejdsgiver må anses for at have foretaget en fejlindbetaling til en privattegnet pensionsordning og ikke en arbejdsgiveradministreret pensionsordning. Dette er ikke korrekt. Arbejdsgiver har ikke været bekendt med den forkerte registrering hos pengeinstituttet før Skattestyrelsen gjorde opmærksom på dette i brev af 28. marts 2025. Det anføres også at forarbejderne til lovforslag nr. 75 af 10. november 2021, hvoraf det bl.a. fremgår, at lønmodtagerens accept ikke vil være en betingelse for overførsel af en fejlagtig pensionsindbetaling direkte til en anden pensionsordning Det er korrekt at lønmodtagerens accept ikke vil være en betingelse for overførsel af en fejlagtig pensionsindbetaling direkte til en anden pensionsordning, men kun i konkrete situationer: Arbejdsgiveren har foretaget en for høj indbetaling og tilbagebetaling sker til arbejdsgiver. 2. Indbetaling er sket til et forkert pensionsinstitut og en korrektion heraf kunne ske i form af en overførsel direkte til det korrekte pensionsinstitut. Det anføres dog at Der er som nævnt ikke noget til hinder for, at korrektionen sker ved en tilbagebetaling til arbejdsgiveren, som derefter foretager indbetaling til det korrekte pensionsinstitut, men det vil som nævnt i givet fald som udgangspunkt forudsætte lønmodtageraccept Sammenfattende er lovbestemmelsen kun anvendelig i konkrete situationer som ikke omfatter rettelse af en forkert registrering i pengeinstituttet. Indstillingen er baseret på forkert lovfortolkning og konklusionen i indstilingen bør ændres. Lovgrundlag Pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 3. og stk. 6 er sålydende: § 22 F, stk. 3: Beløb, der fejlagtigt er indbetalt til en pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum eller til ikkefradragsberettiget forsikring ved kritisk sygdom, dødsfald, invaliditet eller sundhedsforsikring, kan senest 3 år efter indbetalingen overføres til en anden pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum eller til ikkefradragsberettiget forsikring ved kritisk sygdom, dødsfald, invaliditet eller sundhedsforsikring for samme person, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig udbetaling fra den afgivende pensionsordning m.v., og med den virkning, at indbetalingen til den afgivende pensionsordning m.v. ikke anses som en indbetaling. Det enkelte pensionsinstitut kan vælge at overføre beløbet med eller uden afkast m.v. af beløbet fra indbetalingstidspunktet til overførselstidspunktet. § 22 F, stk. 6: Det er en betingelse for tilbagebetaling og overførsel efter stk. 1 og 3, at de indbetalte beløb er indbetalt ved en fejl i forhold til aftalegrundlaget for pensionsordningen m.v. eller i forhold til den konkrete aftale om indbetaling. Bestemmelserne blev indført ved lovforslag L 75. fremsat den 10. november 2021 og vedtaget den 4. december 2021. Indførelsen af bestemmelserne er motiveret således: Et andet vigtigt element i lovforslaget er at skabe mulighed for, at fejlindbetalinger til pensionsordninger vil kunne korrigeres inden for 3 år uden krav om godkendelse fra Skatteforvaltningen. I lovforslaget anføres det i kommentarerne at: Indbetaling til en ratepension, som overstiger loftet for indbetaling til ratepension på 58.500 kr. (2021), kan efter pensionsbeskatningslovens § 21 A tilbagebetales eller overføres til en anden pensionsordning. Skatteministeriet gik i forlængelse af indførelsen af 30dagesreglen, jf. lov nr. 2197 af 29. december 2020, i dialog med branchen om en mere smidig adgang til at foretage korrektioner af fejlagtige pensionsindbetalinger uden krav om forudgående indhentelse af konkret individuel tilladelse fra Skatteforvaltningen. Det foreslås på denne baggrund at indsætte en ny § 22 F i pensionsbeskatningsloven som supplement til de gældende lovbestemte tilbagebetalingsmuligheder. Det foreslås for det første, at beløb, der fejlagtigt er indbetalt til en pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum, senest tre år efter indbetalingen vil kunne tilbagebetales til indbetaleren, uden at det tilbagebetalte beløb vil skulle betragtes som en afgiftspligtig udbetaling eller som en indbetaling efter pensionsbeskatningsloven. Det foreslås for det andet, at beløb, der er indbetalt til en pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum, eller til ikkefradragsberettiget forsikring ved kritisk sygdom, dødsfald, invaliditet eller sundhedsforsikring, senest tre år efter indbetalingen vil kunne overføres til en anden pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum eller til ikkefradragsberettiget forsikring ved kritisk sygdom, dødsfald, invaliditet eller sundhedsforsikring for samme person. Både for tilbagebetalinger og for overførsler vil det være en betingelse, at det indbetalte beløb er indbetalt ved en fejl i forhold til aftalegrundlaget for pensionsordningen m.v. eller i forhold til den konkrete aftale om indbetaling. Den foreslåede regel er således ikke en fortrydelsesregel, hvorfor en fortrudt indbetaling ikke vil kunne korrigeres efter den foreslåede regel. […]” Landsskatterettens afgørelse Sagen handler om, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har anset klagerens henvendelse af 29. august 2025 for en anmodning om ordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2022 vedrørende klagerens pensionsindbetalinger, og i forlængelse heraf, hvorvidt det er med rette, at SKTST ikke har imødekommet anmodningen om ordinær genoptagelse. Endvidere handler sagen om, hvorvidt Skattestyrelsens sagsbehandling lider af formelle mangler, der kan medføre, at afgørelsen er ugyldig. Retsgrundlaget Pensionsbeskatningslovens § 22 F blev indsat ved lov nr. 2610 af 28. december 2021 (Lovforslag nr. 75 af 10. november 2021) og har virkning for fejlindbetalinger fra og med den 1. januar 2022. Følgende fremgår af bestemmelsens stk. 3, stk. 6 og stk. 7: ”[…] Stk. 3. Beløb, der fejlagtigt er indbetalt til en pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum eller til ikkefradragsberettiget forsikring ved kritisk sygdom, dødsfald, invaliditet eller sundhedsforsikring, kan senest 3 år efter indbetalingen overføres til en anden pensionsordning med løbende udbetalinger, rateforsikring, rateopsparing, aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum eller til ikkefradragsberettiget forsikring ved kritisk sygdom, dødsfald, invaliditet eller sundhedsforsikring for samme person, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig udbetaling fra den afgivende pensionsordning m.v., og med den virkning, at indbetalingen til den afgivende pensionsordning m.v. ikke anses som en indbetaling. Det enkelte pensionsinstitut kan vælge at overføre beløbet med eller uden afkast m.v. af beløbet fra indbetalingstidspunktet til overførselstidspunkt [...] Stk. 6. Det er en betingelse for tilbagebetaling og overførsel efter stk. 1 og 3, at de indbetalte beløb er indbetalt ved en fejl i forhold til aftalegrundlaget for pensionsordningen m.v. eller i forhold til den konkrete aftale om indbetaling. Stk. 7. En korrektion efter stk. 1 og 3 anses som en anmodning om genoptagelse af pensionsopsparerens skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, på pensionsopsparerens vegne. […]” Følgende fremgår bl.a. af bemærkningerne til lovforslag nr. 75 af 10. november 2021: ”[…] 2. Lovforslagets indhold 2.1. Korrektion af fejlindbetalinger til pensionsordninger 2.1.1. Gældende ret [...] Herudover tillader Skatteforvaltningen efter praksis korrektion af pensionsindbetalinger i tilfælde, hvor pensionsindbetalingen beror på en åbenbar fejldisposition. Med udgangspunkt i den afgivne tilladelse foretager pensionsinstituttet herefter de relevante indberetninger, dels i form af en rettelse af den foretagne indberetning af den oprindelige, fejlagtige indbetaling, dels i form af en indberetning af den korrekte pensionsindbetaling. På baggrund heraf genoptages pensionsopsparerens skatteansættelse for de relevante år under respekt af fristen for ordinær genoptagelse, som er den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26. Det bemærkes i den forbindelse, at pensionsinstituttets anmodning om korrektion anses som en anmodning om genoptagelse på pensionsopsparerens vegne. Dermed vil en korrektion med tilladelse fra Skatteforvaltningen betyde, at skatteansættelsen for de relevante år genoptages, herunder med det resultat, at der kan opstå overskydende skat eller restskat for pensionsopspareren. [...] I § 22 F, stk. 3, foreslås en regel for overførsler af fejlagtige indbetalinger til pensionsordninger m.v. [...] En indbetaling, der er sket den 1. juli 2022, vil dermed kunne overføres til en anden pensionsordning m.v. til og med den 1. juli 2025. Korrektion af ældre fejl i form af overførsel til en anden pensionsordning m.v. vil fortsat kræve godkendelse fra Skatteforvaltningen. Om baggrunden for fristen på tre år henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 22 F, stk. 1, jf. ovenfor. [...] Det foreslås i § 22 F, stk. 7, at en korrektion efter § 22 F, stk. 1 og stk. 3, vil blive anset som en anmodning om genoptagelse af pensionsopsparerens skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, på pensionsopsparerens vegne. Ligesom ved tilbagebetaling og overførsel efter gældende ret med tilladelse fra Skatteforvaltningen, vil tilbagebetaling efter den foreslåede regel betyde, at skatteansættelsen for de relevante år genoptages, herunder med det resultat, at der vil kunne opstå overskydende skat eller restskat for pensionsopspareren. […] 2.1.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning […] Ligesom ved korrektion med tilladelse fra Skatteforvaltningen vil korrektion efter den foreslåede regel betyde, at skatteansættelsen for de relevante år genoptages, herunder med det resultat, at der kan opstå overskydende skat eller restskat for pensionsopspareren. […] Det bemærkes i den forbindelse, at lønmodtageraccept efter forslaget ikke vil være en betingelse for overførsel af en fejlagtig pensionsindbetaling direkte til en anden pensionsordning, herunder til en pensionsordning i et andet pensionsinstitut. […]” Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1-2: ”[…] § 19 Forinden told- og skatteforvaltningen træffer en afgørelse, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. Dette gælder dog ikke, i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen eller told- og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen. […] § 20 Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en skattepligtig nævnt i skattekontrollovens § 2 har undladt at give told- og skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2 og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Stk. 2. Den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning. […]” En afgørelse kan være ugyldig, såfremt der i forbindelse med sagsbehandlingen er begået fejl, jf. bl.a. af Østre Landsrets dom af 6. juli 2006, offentliggjort som SKM2006.488.ØLR, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for påstanden om ugyldighed på grund af manglende partshøring og begrundelse efter forvaltningslovens § 19 og § 22, jf. § 24. Det fremgår dog af praksis, at for at kunne medføre ugyldighed skal en sagsbehandlingsfejl være væsentlig, jf. bl.a. Højesterets dom af 23. januar 2001, offentliggjort som SKM2001.344.HR, og Højesterets dom af 17. oktober 2006, offentliggjort som SKM2006.677.HR. Ved afgørelse af 19. februar 2024, offentliggjort som SKM2024.261.LSR, fandt Landsskatteretten bl.a.: ”[…] Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen ved udarbejdelse af forslaget til en ændret årsopgørelse af 7. oktober 2019 har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl ved ikke at angive, hvilke faktiske oplysninger, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, herunder hvilke præcise retsregler forslaget er støttet på. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, og forvaltningslovens § 22, stk. 1, og § 24, stk. 1-2, er således ikke opfyldt. Efter en konkret væsentlighedsvurdering finder Landsskatteretten dog, at disse forhold ikke har haft afgørende betydning for klagerens mulighed for at vurdere sine muligheder og anfægte forslaget og komme med indsigelser vedrørende beskatning af værdi af fri bil. Landsskatteretten finder således, at de formelle mangler vedrørende agterskrivelsen af 7. oktober 2019 ikke i sig selv medfører, at afgørelsen af 29. juni 2023 er ugyldig. […]” Fristerne for ændring af skatteansættelsen for personer med enkle økonomiske forhold, fremgår af bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. Følgende fremgår af § 1, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelsen: ”[…] Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal Skatteforvaltningen afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Dog gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., i følgende tilfælde: […] 2) Når den skattepligtige selv anmoder om genoptagelse af sin skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald for de ændringer af ansættelsen, der er en følge af genoptagelsesanmodningen. […]” Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at den skattepligtige kan anmode om ordinær ansættelse: ”[…] En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. […]” Retten i [by1] fandt ved dom af 8. juli 2020, offentliggjort som SKM2020.340.BR, at den skattepligtige sammen med sin anmodning om ordinær ansættelse ikke havde fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kunne begrunde en ændring i den oprindelige ansættelse. På den baggrund fandt retten, at der ikke var grundlag for at tillade ordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Det er den skattepligtige, der skal godtgøre eller sandsynliggøre, at Skattestyrelsens ansættelse er forkert. Retten i [by2] fandt ved dom af 8. november 2018, offentliggjort som SKM2018.636.BR, at fremlagte opgørelser mv. ikke var understøttet af andet materiale, der kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at Skattestyrelsens oprindelige ansættelse var forkert. Idet den skattepligtige ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne begrunde en ændring af den oprindelige ansættelse, var der ikke grundlag for at tage den skattepligtiges påstand om genoptagelse til følge i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Landsskatterettens begrundelse og resultat [finans1] oplyste den 20. maj 2025 Skattestyrelsen om, at [finans1] havde opdaget, at der var sket en fejl ved oprettelsen af en pensionsordning i november 2019, således at arbejdsgiverens indbetalinger til klagerens pensionsordning ved en fejl var indbetalt på en privattegnet pensionsordning og ikke en arbejdsgiveradministreret pensionsordning. Endvidere oplyste [finans1], at fejlen for perioden fra april 2022 til og med december 2022 var rettet, jf. pensionsbeskatningslovens § 22 F. Landsskatteretten lægger ved afgørelsen til grund, at indbetalingen til den privattegnet forsikringsordning var en fejl i forhold til det aftalegrundlag, der må forudsættes at foreligge. På baggrund af [finans1]s henvendelse og indberetning modtog klageren et forslag til en ændret årsopgørelse den 26. maj 2025 for indkomståret 2022. Landsskatteretten lægger ved afgørelsen endvidere til grund, at klageren som udgangspunkt er omfattet af § 1 i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018, for indkomståret 2022. Indledningsvis finder Landsskatteretten, at [finans1]s ændrede indberetning for perioden april 2022 til og med december 2022 er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 3. og stk. 6. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at klagerens arbejdsgiver må anses for at have foretaget en fejlindbetaling til en privattegnet pensionsordning og ikke en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, hvilket Skattestyrelsen gjorde klagerens arbejdsgiver opmærksom på vedrørende indkomstårene 2023 og 2024. Det forhold, at fejlindbetalingen efter det oplyste var forårsaget af en oprindelig fejlregistrering hos [finans1], og at den ændrede pensionsordning efter rettelse af fejlen fortsat er under samme kontonummer hos [finans1], kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten finder således, at forholdet ikke er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 22 D, som anført af repræsentanten, idet denne bestemmelse alene omfatter overførsel mellem to ens pensionsordninger, hvilket ikke er tilfældet her. Herefter finder Landsskatteretten, at [finans1]s henvendelse af 20. maj 2025 skal anses for en anmodning om genoptagelse af klagerens skatteansættelse på klagerens vegne, jf. pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 7, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Landsskatteretten har herved lagt vægt på ordlyden af forarbejderne til lovforslag nr. 75 af 10. november 2021, hvoraf det bl.a. fremgår, at lønmodtagerens accept ikke vil være en betingelse for overførsel af en fejlagtig pensionsindbetaling direkte til en anden pensionsordning. Det forhold, at klageren som udgangspunkt er omfattet af § 1, bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018, og det forhold, at klageren, efter det af repræsentanten oplyste, ikke direkte har anmodet om genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan således ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten finder således, at det er med rette, at Skattestyrelsen har udsendt forslag til en ændret årsopgørelse den 26. maj 2025 på baggrund af [finans1]s henvendelse af 20. maj 2025, jf. skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1. Der skal herefter tages stilling til, hvorvidt Skattestyrelsens sagsbehandling lider af sådanne mangler, at det har betydning for afgørelsens gyldighed samt, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har anset repræsentantens henvendelse af 29. august 2025 på klagerens vegne for en anmodning om ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og i forlængelse heraf, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet anmodningen. Skattestyrelsen har ved forslag til en ændret årsopgørelse af 26. maj 2025 for indkomståret 2022 alene anført, at ændringen foretages på baggrund af nye oplysninger fra klagerens pensionsselskab efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 22 F. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen ved udarbejdelsen af forslaget til en ændret årsopgørelse af 26. maj 2025 for indkomståret 2022 burde have præciseret, at ændringen blev foretaget efter pensionsbeskatningslovens § 22 F, stk. 3 og 7, hvorved Skattestyrelsen kunne ændre tidligere indkomstår end, hvad der følger af § 1 i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018. Efter en konkret væsentlighedsvurdering finder Landsskatteretten imidlertid, at denne mangel ikke har haft afgørende betydning for klagerens mulighed for at anfægte forslaget og komme med indsigelser. Der henvises til, at repræsentanten i indsigelse af 5. juni 2025 bl.a. har anført, at klageren er omfattet af § 1 i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018. For så vidt angår repræsentantens indsigelse af 5. juni 2025, er det for Landsskatteretten uomtvistet, at indsigelsen var modtaget i Skattestyrelsen inden for den angivet frist, og at indsigelsen ikke indgik i den videre sagsbehandling i Skattestyrelsen, hvorefter Skattestyrelsen sendte klageren en ny årsopgørelse af 23. juni 2025, der var i overensstemmelse med forslaget til en ændret årsopgørelse af 26. maj 2025. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen burde have inddraget indsigelsen af 5. juni 2025 i den videre sagsbehandling og burde have sendt en begrundet afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1-2. Landsskatteretten finder, at denne mangel som udgangspunkt er væsentlig, men at idet indholdet af indsigelsen af 5. juni 2025 ikke ville have ført til et andet resultat, hvis indsigelsen havde været inddraget i sagsbehandlingen, kan manglen ikke i sig selv føre til, at afgørelsen er ugyldig, Endvidere har Landsskatteretten henset til, at Skattestyrelsen ved at anse repræsentantens henvendelse af 29. august 2025 for en anmodning om ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og ved det fornyet forslag af 29. september 2025 og den efterfølgende afgørelse af 28. oktober 2025, der efter Landsskatterettens vurdering opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1-2, repareret manglen. Landsskatteretten finder således, at den formelle mangel vedrørende forslaget til en ændret årsopgørelse af 26. maj 2025 og den efterfølgende sagsbehandlingsmangel ikke fører til, at den påklagede afgørelse af 28. oktober 2025 er ugyldig. Af disse årsager finder Landsskatteretten, at det er med rette, at Skattestyrelsen har anset repræsentantens henvendelse af 29. august 2025 for en anmodning om ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Endvidere finder Landsskatteretten, at det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet anmodningen om ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Der er herved henset til, at repræsentanten hverken ved indsigelsen af 5. juni 2025 eller ved henvendelsen af 29. august 2025 har sandsynliggjort, at den oprindelige skatteansættelse ved årsopgørelse af 23. juni 2025 ville være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde indgået i Skattestyrelsens behandling af sagen, jf. Retten i [by2]s dom, offentliggjort som SKM2018.636.BR. Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.