Journalnr. 25-0092320
Dødsbos skattefritagelse ændret efter udløb af boafgiftslovens 3-månedersfrist
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 28. maj 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om Skattestyrelsen gyldigt kunne ændre et dødsbos skattemæssige status fra skattefrit til skattepligtigt, efter at boopgørelsen var godkendt af skifteretten og 3-månedersfristen i boafgiftslovens § 12, stk. 2, var udløbet. Boet havde aktiver og nettoformue, der ved halvering (ægtefællens boslod) oversteg beløbsgrænsen i dødsboskattelovens § 6. Boets repræsentant gjorde gældende, at boopgørelsen var endelig efter fristens udløb, og at boet måtte anses for afsluttet ved skifterettens afgiftsberegning. Landsskatteretten fandt med henvisning til SKM2025.691.LSR, at spørgsmålet om skattefritagelse er en del af skatteansættelsen og følger skatteforvaltningslovens § 26, hvis frister var overholdt, og at boet ifølge skifterettens bekræftelse fortsat eksisterede som retssubjekt på afgørelsestidspunktet. Skattestyrelsens afgørelse blev derfor stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2012.524.LSR
- SKM2012.724.SKAT
- SKM2018.547.ØLR
- SKM2024.486.LSR
- SKM2025.691.LSR
Fuldtekst
Journalnr. 25-0092320 Skattestyrelsen har ændret boets skattemæssig status til ikke at være skattefrit. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [person1] afgik ved døden den 21. oktober 2022. [klager] blev den 30. januar 2023 udleveret til bobestyrerbehandling. Den 25. februar 2025 indsendte bobestyreren en boopgørelse i [klager] til Skattestyrelsen. Det fremgår af boopgørelsen, at boet er opgjort med skæringsdag den 1. marts 2025. Skifteretten har ved brev af 4. september 2025 oplyst, at skifteretten godkendte boopgørelsen den 7. april 2025. Af skifterettens afgiftsberegning, der er dateret den 7. april 2025, fremgår bl.a.: ”[…] Afgiften forfalder til betaling 4 uger efter modtagelsen af denne beregning. Sidste rettidige betalingsdag er 14 dage senere (efter i alt 6 uger). […] Når afgiften er betalt, er boet sluttet. Du vil ikke modtage mere fra skifteretten.” Skattestyrelsen sendte den 4. juni 2025 et forslag til afgørelse til bobestyreren, hvori styrelsen foreslog at ændre boets skattemæssige status til ikke at være skattefrit. Skifteretten bekræftede ved mail af 28. august 2025 over for Skattestyrelsen, at boet på daværende tidspunkt ikke var afsluttet. Skattestyrelsen traf den 9. september 2025 afgørelse om at ændre boets skattemæssige status til ikke at være skattefrit (den påklagede afgørelse). Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ændret boets skattemæssige status til ikke at være skattefrit. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”[…] Vores begrundelse og bemærkninger Et dødsbo er skattefrit, hvis hverken boets aktiver eller dets nettoformue overstiger 3.399.600 kr. på skæringsdagen. Reglerne står i dødsboskattelovens § 6. Se også Den juridiske vejledning, afsnit C.E.3.1.5 Hvornår er et dødsbo skattefritaget? Når afdøde efterlader sig en ægtefælle, skal dennes boslod ikke indgå i aktiverne og nettoformuen i forbindelse med måling af dødsboets skattepligt. Reglerne står i dødsboskattelovens § 6 (lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019). Se også Den juridiske vejledning, afsnit C.E.3.1.5.1.4 Bosloddens størrelse afgør skattefrihed, herunder SKM2012.524.LSR og SKM2012.724.SKAT. Boslodden beregnes som halvdelen af de værdier, der er i behold på skæringsdagen. Det betyder, at det er halvdelen af boets aktiver og halvdelen af boets nettoformue, der skal måles på, for at afgøre, om dødsboet er skattefrit. På grundlag af boopgørelsen har vi lavet følgende opstilling, der danner grundlag for måling af, om boet er skattefrit: Total, jf. boopgørelse Til bedømmelse af skattefritagelse (50 %) Aktiver i behold på skæringsdagen 6.973.878 kr. Reguleringer: Ejendom der kan sælges skattefrit 0 kr. Udgifter betalt før skæringsdato -94.008 kr. Aktiver til måling af skattefritagelse 6.879.870 kr. 3.439.935 kr. Nettoformue 6.789.554 kr. - dødsboskat tilbageført -0 kr. Nettoformue til måling af skattefritagelse 6.789.554 kr. 3.394.777 kr. Udgifter betalt før skæringsdatoen er beregnet ved at tage samtlige udgifter 184.373 kr. - ikke betalte udgifter ifølge boets specifikation 90.315 kr. = 94.008 kr. Boets ejendom er solgt før skæringsdatoen og fragår derfor ikke i boets aktiver ved bedømmelsen af boets skattepligt. Se også Den juridiske vejledning, afsnit C.E.3.1.5.1.3 Skattebeløb, passivposter og fast ejendom der holdes udenfor, når Skattestyrelsen afgør om dødsboet er skattefritaget. Da boets aktiver eller nettoformue er over ovenstående beløbsgrænse, er boet skattepligtigt. Vores yderligere begrundelse Skifteretten har den 28. august 2025 oplyst, at de ikke har afsluttet boet. Bedømmelsen af boets skattepligt ifølge dødsboskattelovens § 6 og ændringen heraf, er ikke omfattet af fristen i boafgiftslovens § 12, stk. 2 hvor Skattestyrelsen kan ændre boets værdiansættelse af aktiver og passiver inden 3 måneder efter boopgørelsens modtagelse. Ændringen af boets skattepligtige status sker efter reglerne i skatteforvaltningsloven. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at Skatteforvaltningen ikke kan sende varsel om ændring af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Boets skæringsdato er den 1. marts 2025 og vi kan derfor ændre boet skattemæssige status frem til 1. maj 2029, når boet ikke er afsluttet af Skifteretten. I skal derfor senest den 13. oktober 2025 indsende et oplysningsskema for perioden 1. januar 2022 – 1. marts 2025. I finder blanketten på skat.dk/blanket04036 - Oplysningsskema for bobeskatningsperioden. Hvis vi modtager oplysningsskemaet senere end den 13. oktober 2025, opkræver vi et skattetillæg. Skattetillægget vil stå på skatteberegningen. Reglerne om boets oplysningsskema står i dødsboskattelovens § 85. Reglerne om skattetillæg står i skattekontrollovens § 73. […]” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 9. januar 2026 udtalt følgende: ”[…] Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. […]” Klagerens opfattelse Boets repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsen ikke er berettiget til at ændre boets skattemæssige stilling til ikke at være skattefrit. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”[…] Boopgørelse med skæringsdag den 1. marts 2025 blev den 25. februar 2025 fremsendt til såvel Skattestyrelsen som Skifteretten i [by1]. Ved skrivelse af 7. april 2025 godkendte Skifteretten i [by1] boopgørelsen, dog med det forbehold at boet skulle afvente Skattestyrelsens værdiansættelse i henhold til den udfærdigede boopgørelse. Ved udløbet af den i boafgiftslovens §12 anførte 3 måneders frist, nemlig den 25. maj 2025, havde Skattestyrelsen ikke reageret på den udfærdigede boopgørelse, og således at værdiansættelserne på dette tidspunkt var endelig. Den 25. maj 2025 må boopgørelsen derfor betragtes som endelig, idet der på dette tidspunkt forelå en godkendelse fra Skifteretten i [by1], ligesom Skattestyrelsen ikke havde fremsat indvendinger imod værdiansættelserne i boopgørelsen. Ved skrivelse af 4. juni 2025 foreslog Skattestyrelsen at boets skattemæssige status blev ændret til ikke at være skattefritaget. Skattestyrelsen har i afgørelsen af 9. september 2025 (side 4 mf) anført "Boets skæringsdag er den 1. marts 2025, og vi kan derfor ændre boets skattemæssige status frem til den 1. maj 2029, når boet ikke er afsluttet af Skifteretten." Den 25. maj 2025 var værdiansættelsen endelig, og idet Skifteretten i [by1] havde godkendt boopgørelsen af7. maj 2025, gøres det derfor gældende, at Skattestyrelsen efter den 25. maj 2025 ikke har mulighed for at kræve en ændring af boets skattemæssige status, da det er sædvanlig praksis, at når skifterettens godkendelse foreligger, skal parterne kunne støtte ret på, at der kan foretages en udlodning af boet mv., uden at Skattestyrelsen efterfølgende kan begære en ændring af boets skattemæssige status. I tilknytning hertil skal i øvrigt bemærkes, at et bo anses som afsluttet, når skifteretten har udfærdiget en afgiftsberegning, og der skal i denne forbindelse henvises til skrivelse fra funktionsleder [person2], Skifteretten i [by1], til Skattestyrelsen af 4. september 2025, hvori anføres, at skifteretten godkendte boopgørelsen den 7. april 2025. […]” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig enten som følge af, at den er truffet efter udløbet af 3 måneders fristen i boafgiftslovens § 12, stk. 2, eller som følge af, at boet var afsluttet på afgørelsestidspunktet. Retsgrundlaget Af boafgiftslovens § 12, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, fremgår: ”Aktiver og passiver i dødsboer ansættes i boopgørelsen til deres handelsværdi, jf. dog §§ 12 a og 12 c, på den i boopgørelsen fastsatte opgørelsesdag. […] Stk. 2. Hvis en værdiansættelse ikke er baseret på en sagkyndig vurdering og told- og skatteforvaltningen finder, at værdiansættelsen ikke svarer til handelsværdien eller en værdi opgjort efter §§ 12 a eller 12 c på de i stk. 1 nævnte tidspunkter, kan den ændre værdiansættelsen eller anmode skifteretten om at udmelde en eller flere sagkyndige til at foretage en vurdering efter § 93 i lov om skifte af dødsboer. Hvis told- og skatteforvaltningen vil ændre ansættelsen uden sagkyndig vurdering, skal den give boet og skifteretten meddelelse om ændringen inden 3 måneder efter boopgørelsens modtagelse. Ønsker told- og skatteforvaltningen sagkyndig vurdering, skal den inden samme frist rette henvendelse til skifteretten herom. Hvis told- og skatteforvaltningen ændrer værdiansættelsen uden sagkyndig vurdering, kan boet inden 4 uger efter at have modtaget meddelelse om ændringen anmode skifteretten om at udmelde en eller flere sagkyndige til at foretage en vurdering efter § 93 i lov om skifte af dødsboer. Anmodning om sagkyndig vurdering skal ledsages af en skriftlig begrundelse. Kopi tilsendes boet henholdsvis told- og skatteforvaltningen samtidig med indgivelse af anmodning til skifteretten.” Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår: ”Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt.” I Østre Landsrets dom af 24. august 2018, offentliggjort som SKM2018.547.ØLR, fandt landsretten, at udtrykket “indkomstår” i forhold til dødsboer må forstås som dødsbobeskatningsperioden, således at skæringsdagen udgør udløbet af indkomstperioden. I Landsskatterettens afgørelse af 13. november 2025, offentliggjort som SKM2025.691.LSR, fandt Landsskatteretten, at spørgsmålet om, hvorvidt boet er skattefritaget, er en del af boets skatteansættelse og dermed ikke et værdiansættelsesspørgsmål i medfør af boafgiftslovens § 12, hvorfor Skatteforvaltningens adgang til at ændre boets skattemæssige status følger de almindelige fristregler i skatteforvaltningsloven. I Landsskatterettens afgørelse af 21. august 2024, offentliggjort som SKM2024.486.LSR, havde Skattestyrelsen truffet afgørelse over for et advokatfirma vedrørende et bo, efter boet var blevet afsluttet af skifteretten. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens afgørelse var en nullitet. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skatteforvaltningens adgang til at ændre boets skattemæssige status er ikke omfattet af 3 måneders fristen i boafgiftslovens § 12, stk. 2, men følger de almindelige fristregler i skatteforvaltningsloven, jf. SKM2025.691.LSR. Boets indkomstår er perioden 1. januar 2022 – 1. marts 2025, jf. SKM2018.547.ØLR. Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse den 4. juni 2025 og traf afgørelse den 9. september 2025. Fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er dermed overholdt. Landsskatteretten bemærker, at boet skal eksistere som retssubjekt, når Skattestyrelsen træffer afgørelse om boets skatteforhold, jf. SKM2024.486.LSR, og at det afgørende i den forbindelse er, om skifteretten de facto har afsluttet boet. Skifteretten bekræftede ved mail af 28. august 2025 over for Skattestyrelsen, at boet på daværende tidspunkt ikke var afsluttet. Landsskatteretten lægger derfor til grund, at boet eksisterede som retssubjekt på det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen traf afgørelse. Det forhold, at det af skifterettens afgiftsberegning af 7. april 2025 fremgår, at boet er afsluttet, når afgiften er betalt, kan derfor ikke føre til et andet resultat. Skattestyrelsens afgørelse er dermed ikke ugyldig. Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse.