Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0088269

Afslag på korrektion af engangsudbetalt førtidspension efter fejlrådgivning

Myndigheden fik medholdLille sag (< 100.000 kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
13. maj 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om klageren kunne få tilladelse til at korrigere en engangsudbetaling af en arbejdsgiveradministreret livrente/førtidspension på ca. 39.000 kr. (afgift 15.600 kr.), som medførte diskvalifikation fra indbetaling til den høje sats på aldersopsparing efter pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6. Klagerens repræsentant gjorde gældende, at der forelå en åbenbar fejldisposition, da pensionskassen havde fejlrådgivet klageren om konsekvenserne, at blanketten ikke oplyste om diskvalifikationen, og at Skattestyrelsen havde begået sagsbehandlingsfejl i form af mangelfuld partshøring og begrundelse. Skattestyrelsen fandt, at udbetalingen var sket i overensstemmelse med en underskrevet, bindende anmodning, og at fejlrådgivning fra pensionskassen ikke udgør en åbenbar fejl, men et civilretligt mellemværende. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen med henvisning til, at blanketten indeholdt en objektivt klar viljestilkendegivelse om engangsudbetaling, som pensionskassen korrekt havde ekspederet, og at de påberåbte sagsbehandlingsfejl ikke havde haft væsentlig betydning for resultatet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2001.344.HR
  • SKM2006.488.ØLR
  • SKM2006.677.HR
  • SKM2014.553.BR
  • SKM2015.423.VLR
  • SKM2016.628.LSR
  • SKM2016.629.LSR
  • TfS 1999.420
  • TfS 1999.738
  • TfS 2000.798

Fuldtekst

Journalnr. 25-0088269 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Tilladelse til korrektion af pensionsudbetaling Nej Ja Stadfæstelse Faktiske oplysninger Klageren har en arbejdsgiveradministreret livrente pension og aldersopsparing i [pensionsselskab1] (herefter pensionskassen). Derudover har klageren en aldersopsparing i en anden pensionskasse. [virksomhed1] A/S (herefter klagerens repræsentant) er et pensionsserviceselskab, der har til formål at varetage administrative opgaver og medlemsservice for pensionsinstitutter og -virksomheder, herunder pensionskassen. Pensionskassen oplyste ved brev af 4. april 2024, at klageren var bevilliget førtidspension (herefter pension) fra 1. maj 2021. Af pensionskassens brev til klageren fremgår: “Bevilling af førtidspension fra pensionskassen Vi har behandlet din ansøgning om førtidspension og har bevilget dig førtidspension fra 1. maj 2021, hvor du er tilkendt offentlig seniorpension. Førtidspensionen er ca. 2.700 kr. om året før skat. På grund af pensionens størrelse har du mulighed for at få hele pensionen som et engangsbeløb. Engangsbeløbet er sammenlagt i alt ca. 39.000 kr., og vi skal trække en statsafgift på 40 %. Du får også udbetalt din aldersopsparing på 2.400 kr. Aldersopsparingen er afgiftsfri ved udbetaling. Vi beder dig fortælle os, hvordan du ønsker din førtidspension udbetalt. Det gør du ved at udfylde blanketten Førtidspension fra [pensionsselskab1] – udbetalingsform Får du udbetalt pensionen som et engangsbeløb, ophører dit medlemskab. [...]” Klageren ringede den 9. april 2024 til pensionsselskabet. Af pensionskassens telefonnotat fremgår: ”Emne • (16) Opkald til medlem - Generel pensionsrådgivning Jeg har talt med medlemmet om: medlem var i tvivl om hun skulle få det udbetalt som engangsbetaling eller løbende. Hun bliver ikke stillet dårligere ved udbetaling på en gang i forhold til f.eks. indbetaling på AO. Vi har aftalt Jeg har talt om kontaktoplysninger/markedsføringssamtykke med medlemmet JA/NEJ:” Klageren udfyldte den 9. april 2024 blanketten ”Førtidspension fra [pensionsselskab1]”. Af blanketten fremgår det, at klageren ønsker pensionen udbetalt som engangsudbetaling. Den udfyldte blanket indeholder ikke oplysninger, der ikke fremgår af pensionskassens brev af 4. april 2024 til klageren. Pensionskassen oplyste den 17. april 2024, at hele klagerens pension blev udbetalt på en gang efter en afgift på 40 %. Klageren fik den 18. april 2024 udbetalt pensionen efter en betalt afgift på 15.600 kr. På vegne af pensionskassen indberettede klagerens repræsentant den 25. januar 2025 udbetalingen af pension til klageren med tilbagevirkende kraft til indkomståret 2022. Klageren opdagede ved modtagelse af sin årsopgørelse i marts 2025, at der med tilbagevirkende kraft til 2022 var pålagt en afgift for indbetalinger til den høje sats på klagerens aldersopsparing. Klagerens repræsentant henvendte sig herefter til Skattestyrelsen for få rettet indberetningen, således at pensionsudbetalingen i stedet blev indberettet på klageren for indkomståret 2024, hvor udbetalingen havde fundet sted. Pensionskassen blev herved opmærksom på, at engangsudbetalingen af pension til klageren medførte en diskvalificering, der påvirkede indbetalingsloftet på klagerens aldersopsparing. Pensionskassen anmodede den 6. marts 2025 om at få tilbagebetalt den afgift, som blev betalt ved udbetalingen af klagerens pension. Skattestyrelsen traf den 23. april 2025 afgørelse om ikke at tilbagebetale afgiften. Efterfølgende anmodede klagerens repræsentant den 11. juni 2025 om at få tilladelse til at få rettet klagerens pensionsudbetaling. Af anmodningen til Skattestyrelsen fremgår: ”[...] Ansøgning [klager] har ønsket at få annulleret den konverterede udbetaling, tilbagebetale nettoudbetalingen på 32.034 kr. til [pensionsselskab1] og i stedet for få pensionen udbetalt som løbende udbetaling med tilbagevirkende kraft til maj 2021. Vi vil derfor ansøge SKAT om tilladelse til at omgøre den diskvalificerende handling ved at ændre udbetalingen af førtidspensionen fra en sum til en løbende udbetaling og beder derfor SKAT om tilladelse til at fjerne diskvalificeringen på [klager]. Skattestyrelsen har tidligere afgjort, at afgiften ikke kan tilbagebetales, da dette ikke er en åbenlys fejl. Derfor vil den indbetalte statsafgift blive afskrevet i [pensionsselskab1]. Vi ser to muligheder for at foretage ændringen. For det første kan vi som ønsket af [klager] modtage det udbetalte beløb retur og udbetale det som en løbende ydelse. Den løbende ydelse vil efter vores opfattelse være indkomst skattepligtig for [klager], og [pensionsselskab1] vil indeholde skatten inden den løbende ydelse udbetales. Hvis SKAT ikke anser dette for muligt, har [klager] accepteret at hun tilbagebetaler det udbetalte beløb og hun derefter frasiger sig retten hertil. Der kommer i dette tilfælde ikke nogen løbende ydelse til udbetaling. I begge ovenstående muligheder er forudsætningen, at den indbetalte statsafgift på de 15.600 kr. fastholdes indbetalt hos SKAT uden mulighed for tilbagesøgning og beløbet afskriver vi i [pensionsselskab1]. Vi ønsker at hjælpe [klager] bedst muligt, da hun i 2024 aktivt og tillidsfuldt rettede henvendelse til os for at høre til konsekvenserne ved udbetalingsmulighederne men fik fejlrådgivning. [...]” Skattestyrelsen sendte den 28. juli 2025 et forslag til klageren om, at klageren ikke kunne få rettet sin pensionsudbetaling. Klagerens repræsentant kontaktede Skattestyrelsen den 18. august 2025 og indsendte den 19. august 2025 bemærkninger til Skattestyrelsens forslag af 28. juli 2025. Samme dato kvitterede Skattestyrelsen for modtagelse af bemærkningerne. Skattestyrelsen traf den 21. august 2025 den påklagede afgørelse. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse ikke givet tilladelse til at rette klagerens pensionsudbetaling. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: [...] Vi kan ikke give tilladelse til, at du får rettet din pensionsudbetaling. Det skyldes, at der ikke er indsendt dokumentation for, at der er tale om en fejl, der er så åbenbar, at den ikke giver anledning til tvivl. Der ligges til grund, at du har underskrevet et juridiske bindende dokument, hvor der er ønsket udbetaling af din livsvarige livrente som sum til reglerne om 40% i afgift. Landsskatteretten har stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse af den 6. september 2016, j.nr. 14-3176358, hvor de lægger vægt på, at når et dokument underskrives, er dokumentet juridisk bindende efter aftalelovens § 1. Det er således den der underskriver dokumentet, der bærer den juriske konsekvens af den underskrevne aftale. Skattestyrelsen har den 23. april 2025 truffet afgørelse om, at afgiften ikke kan tilbagebetales til [pensionsselskab1], det skyldes, at det ikke dokumenteret, at der er tale om en åbenbar fejl, da ordningen som ønsket, er udbetalt som sum. Her henvises til, at reglerne om, at der i konkrete tilfælde kan gives tilladelse til korrektion af fejl, står i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.2.7.2 Korrektioner af pensionsaftaler. Samtidig oplyses det, at der ikke kan gives tilladelse i tilfælde, hvor fejlen skyldes en misforståelse af reglerne. Dette gælder også når pensionsselskabet misforstår reglerne og på den baggrund yder mangelfuld rådgivning. Skattestyrelsen kan således ikke give tilladelse til hverken [pensionsselskab1]s første eller andet forslag om at du kan tilbagebetale den udbetalte sum efter afgift, selvom [pensionsselskab1] på dine veje tilbyde at Skattestyrelsen kan beholde den indbetalte afgift og [pensionsselskab1] afskriver afgiften og sin mulighed for tilbagesøgning heraf. Der gøres opmærksomt på, at der i pensionsbeskatningsloven ikke indsat hjemmel til, at man kan betale sig fra en i diskvalifikation. Det at [pensionsselskab1] oplyser at situationen omkring din pensionsudbetaling og dertil medførende diskvalifikation skyldes deres fejlrådgivning gør ikke udbetalingen til en åbenbar fejl som Skattestyrelsen kan give tilladelse til at rette. Der er således udelukkende tale om et mellemværende mellem dig og [pensionsselskab1], men der gøres opmærksom på, at det ikke er tilladt for [pensionsselskab1] at slette diskvalifikationen uden skattestyrelsens tilladelse, da vi anser den afgiftspligt udbetaling som diskvalificerende mod indbetaling af det høje beløb på en aldersopsparing og –forsikring efter pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6., da den ikke er omfattet af de 20 undtagelsestilfælde i pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 7. Pensionsbeskatningsloven kan læses på retsinformation.dk/eli/lta/2024/1243 [...] Bemærkninger I Skattestyrelsen har vi modtaget [pensionsselskab1]s bemærkninger af 19. august 2025, hvor de har indsendt: Brev fra [pensionsselskab1] til dig, dateret 4. april 2024. Det fremgår af brevet, at du er tilkendt førtidspension fra den 1. maj 2021, og at du kan få en løbende udbetaling på ca. 2.700 kr. om året før skat, eller få den udbetalt som et engangsbeløb. På ca. 39.000 kr., hvoraf der skal betales en afgift på 40 %. En tom udbetalingsblanket, hvor du kan vælge, om du ønsker månedlig eller engangsudbetaling. kopi af telefonnotat mellem dig og [person1] ved [pensionsselskab1]. Det fremgår af notatet, at du henvendte dig til pensionskassen, da du var i tvivl om, hvorvidt du ønskede din pensionsordning udbetalt som en engangssum eller som en løbende udbetaling. Det fremgår ligeledes af notatet, at pensionskassen har oplyst dig om, at du ikke bliver dårligere stillet ved udbetaling på en gang i forhold til f.eks. indbetaling på AO. Derudover oplyser bemærker [pensionsselskab1] at: de har rådgivet dig forkert, ved at oplyse at du ikke bliver dårligere stillet ved at vælge en engangsudbetaling, fremfor at få udbetalt pensionsordningen med løbende udbetalinger. du har ageret i vildfarelse, grundet pensionsinstituttets forkerte rådgivning der har ført til, at du er blevet diskvalificeret for indbetaling af det høje beløb på en aldersopsparing, og at du derfor ikke var viden om, hvilke økonomiske konsekvenser det ville få for dig. såfremt at du havde modtaget den korrekte information ville du have valgt fundamentalt anderledes, og det er derfor [pensionsselskab1]s vurdering, at betingelserne for at tillade en rettelse er opfyldt, idet de mener, at der er tale om en åbenbar fejldisposition grundet forhold, der ikke kan tilskrives dig. du handlede korrekt ved at søge professionel rådgivning, da du modtog brevet vedrørende tildeling af førtidspension fra pensionskassen, for at sikre sig at du ikke traf en beslutning med negative økonomiske konsekvenser. du blev informeret om, at der ingen skattemæssige konsekvenser ville være, ved at vælge at få din pensionsordning udbetalt som en engangssum. du straks rettelse henvendelse til [pensionsselskab1] og Skattestyrelsen da du blev opmærksom på de faktiske skattemæssige konsekvenser. dine handlinger og de betydelige økonomiske konsekvenser af diskvalificeringen indikerer en klar fejldisposition. der ikke er grund til at tro, at beslutningen blev truffet på et oplyst grundlag, da der ikke er nogen fordele ved at påføre sig selv store økonomiske konsekvenser. Skattestyrelsen henviser til en afgørelse (journal nr. 14-3176358), der omhandler en anden problemstilling, hvor konsekvenserne fremgik af det underskrevne dokument, mens konsekvenserne angående diskvalifikation ikke fremgik af det dokument du underskrev, hvorfor du ikke haft mulighed for at opdage de utilsigtede skattemæssige konsekvenser, da du har ageret som forventet, indhentet faglig rådgivning og ageret i overensstemmelse med den indhentede rådgivning. du således ikke har været informeret om konsekvenserne, hverken skriftligt eller mundtligt. det faktum, at du blev informeret om en afgift ved førtidspensionsudbetalingen, er irrelevant, da problemstillingen her handler om de skattemæssige konsekvenser for din aldersopsparing, som du ikke blev informeret om, og hvor du direkte blev informeret om, at du ikke ville blive stillet dårligere ved en engangsudbetaling i forhold til en aldersopsparing. du derfor ikke kan klandres for at have truffet beslutningen om engangsudbetaling baseret på den rådgivning du har modtaget. Skattestyrelsen i forslaget til afgørelse påpeger at, der er praksis for at tillade korrektioner ved åbenbare fejldispositioner, hvilket fremgår af den juridiske vejledning afsnit C.A.10.2.7.2 Korrektioner af pensionsaftaler, og hvor der i afsnittet Åbenbare fejldispositioner bliver fremhævet, at et forhold der taler for, at der er tale om en åbenbar fejldisposition er, hvis "Ejeren af en pensionsordning straks retter henvendelse til Skattestyrelsen og pensionsinstituttet for at få rettet fejlen". de derfor mener, at der baggrund, at der klart og tydeligt foreligger en åbenlys fejldisposition, som Skattestyrelsen har mulighed for at korrigere. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det fremsendte tilbud om udbetalingen af din pensionsordning, blev en juridisk bindende aftale, ved din elektroniske underskrift med NemID af 9. april 2024 i henhold til §1 i aftaleloven. Pensionskassen har efterfølgende foretaget en udbetaling i henhold til den underskrevne aftale. Da udbetalingen er sket i henhold til et juridisk bindende dokument, er det derfor ikke en åbenbar fejl. Det er indgået i vores vurdering, at du ved din underskrift har bekræftet, at du er enig i aftalens indhold. Det er ligeledes indgået i vores vurdering, at Landsskatteretten ved afgørelse af 6. september 2016 Journalnr. 14-3176358 har vurderet at citat: ” Efter praksis kan der ske korrektion i tilfælde, hvor der er sket en åbenbar fejldisposition. Tilladelse til korrektion gives derimod som udgangspunkt ikke i tilfælde, hvor den påberåbte fejl beror på ejerens misforståelse af reglerne jf. Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.10.2.7.2.” Vi er opmærksomme på, at du forud for din underskrift har været i kontakt med Pensionsinstituttet, og at [pensionsselskab1] efterfølgende har oplyst, at Pensionsinstituttet har ydet en forkert rådgivning, idet de har oplyst dig, at du ikke ville blive dårligere stillet ved udbetaling din pensionsordning som en sum, frem for en løbende udbetaling. Diskvalifikation er en afledt konsekvens af udbetaling fra pensionsordning, hvilket fremgår af pensionsbeskatningsloven. Vi bemærker at reglerne om at en afgiftspligtig udbetaling er diskvalificerende mod indbetaling af det høje beløb på en aldersopsparing fremgår af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6. Det fremgår af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 7., at udbetalingen ikke vil være diskvalificerende mod indbetaling af det høje beløb på en aldersopsparing hvis: 16) engangsudbetalinger af en hel pensionsordning ikke overstiger 1.000 kr. 17) løbende udbetalinger fra en hel pensionsordning ved påbegyndelsen, ikke overstiger 500 kr. årligt. Vi bemærker videre, at du ved udbetalingen af din pensionsordning kunne vælge mellem en løbende udbetaling på 2.700 kr. om året før skat, eller få pensionsordningen udbetalt som et engangsbeløb. På ca. 39.000 kr. På baggrund af ovenstående, er det vores vurdering, at udbetalingen af din pensionsordning ville være diskvalificerende, uanset om du havde valgt at få pensionsordningen udbetalt som en løbende udbetaling eller om du havde valgt at få udbetalt ordningen som en sumudbetaling. Det er vores vurdering, at det faktum at pensionskassen ikke har oplyst dig om reglerne for diskvalifikation, uagtet at du har søgt professionel rådgivning, ikke kan ændre vores afgørelse idet der som udgangspunkt ikke kan gives tilladelse til korrektion i tilfælde, hvor fejlen beror på ejerens misforståelse af reglerne. Den mangelfulde rådgivning er således et mellemværende mellem dig og pensionsinstituttet, idet pensionsinstituttet som professionel aktør inden for pensionsrådgivning, bør have læst, forstået og formidlet reglerne for udbetaling af din pensionsordning. Herudover bemærker vi, at det fremgår af bemærkningerne fra [pensionsselskab1], at du kontaktede Pensionskassen og skattestyrelsen straks efter du var blevet opmærksom på de faktiske skattemæssige konsekvenser af udbetalingen. Det fremgår af vores oplysninger, at du fik udbetalt din pensionsordning den 18. april 2024. 22. januar 2025 indberetter [pensionsselskab1] for første gang den diskvalificerende udbetaling. 27. januar 2025 fremsendes et forslag til en ny årsopgørelse, og dagen efter modtager vi en henvendelse fra dig, hvor du spørger ind til den nye årsopgørelse. 6. marts 2025 modtog vi ligeledes en henvendelse fra [pensionsselskab1] vedrørende den diskvalificerende udbetaling. Det er vores vurdering, at det faktum at du reagerer straks, du bliver bekendt med den afledte effekt af udbetalingen (diskvalifikationen), ikke kan ændre vores afgørelse. Årsagen er, at pensionsinstituttet har udbetalt din pensionsordning den 18. april 2024, i henhold til en gyldig aftale. Det er indgået i vores vurdering, at det ikke er en åbenbar fejl, hvis reglerne misforstås eller indbetalingerne fortrydes. Som fortolkning hertil henviser vi til skatteankestyrelsens afgørelse af 29. april 2025 med journalnummer 24-0060386, og Landsskatterettens afgørelse i sagen SKM2016.628.LSR. Det følger af afgørelserne, at skattestyrelsen ikke kan give tilladelse til at foretage en korrektion. Det gælder for begge afgørelser, at skatteyderen har modtaget og underskrevet en forkert blanket. Det bemærkes til skatteankestyrelsens afgørelse af 29. april 2025, at borger og instituttet blandt andet har bemærket, at skatteyder ikke er ekspert, og at disposition ikke logisk set giver mening. Oplysningerne har imidlertid ikke ført til en ændret vurdering. Bemærkningerne ændrer ikke ved vores forslag til afgørelse fra den 28. juli 2025, da der ikke er kommet nye oplysninger, der kan ændre afgørelsen. Derfor svarer afgørelsen til det forslag, vi sendte til dig den 28. juli 2025. [...]” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 28. november 2025 udtalt følgende til klagen: [...] Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Det indsendte bilag 4 – ”Overblik over medlemmets” fremgår ikke af sagsfremstillingen da dette ikke tidligere er indsendt. [virksomhed1] gør ved deres klage gældende, at der kun er gennemført en delvis partshøring idet der henvises til nyt materiale, som ikke var medgået i forslaget. Skattestyrelsen har i sagen taget udgangspunkt i de faktiske oplysninger, som gengivet nedenfor: 4. april 2024 har [pensionsselskab1] bevilget [person2] førtidspension fra pensionskassen med virkning fra 1. maj 2021. [person2] kan i den forbindelse vælge at få pensionen udbetalt løbende til ca. 2.700 kr. eller som et engangsbeløb på ca. 39.000 kr. før 40% i afgift. [person2] har den 9. april 2024 skrevet under på, at hun ønsker pensionen udbetalt som en engangsudbetaling. Det fremgår af vores oplysninger at pensionsordningen blev udbetalt den 18. april 2024. Den 22. januar 2025 har [pensionsselskab1] har indberettet udbetalingen som diskvalificerende pr. 1. maj 2021. Den 27. januar 2025 modtaget [person2] et forslag til ændret årsopgørelse for 2022 og 2023 hvoraf det fremgår at hun nu har indbetalt et for højt beløb på aldersopsparing hvorfor hun får en restskat. Skattestyrelsen har den 6. marts 2025 modtaget henvendelse om tilbagebetaling af pensionsafgiften pga. fejlrådgivning fra [pensionsselskab1]. Den 27. marts 2025 sender skattestyrelsen et forslag til afgørelse. Borger har den 4. april 2025 har kontaktet Skattestyrelsen, hvor hun bekræfter hændelsesforløbet. Skattestyrelsen har i forlaget til afgørelse bedt [pensionsselskab1] om at ændre udbetalingsdatoen fra 1. maj 2021 til 18. april 2024. Hvilket [pensionsselskab1] gør den 8. april 2025 på baggrund af forslaget til afgørelse. Vi bemærker at [pensionsselskab1] ikke har haft bemærkninger til forslaget til afgørelse. Den 23. april 2025 sender skattestyrelsen afgørelsen. Den 4. juni 2025 anmoder [pensionsselskab1] på ny hvor de ellers erklærer sig enig i afgørelsen af 23. april 2025. Skattestyrelsen har den 11. juni 2025 bedt [pensionsselskab1] sende den underskrevne aftale. Skattestyrelsen har den 16. juni 2025 modtaget den underskrevne aftale fra [pensionsselskab1]. Skattestyrelen sendt den 28. juli 2025 et forslag til afgørelse med frist for bemærkninger den 20. august 2025. Den 19. august 2025 tales der i telefon med [virksomhed1]. [virksomhed1] oplyser i klagen at sagsbehandleren har oplyst, at det ikke er nødvendigt, at [virksomhed1] indsender bemærkninger, da han allerede har truffet en afgørelse og at de indsendte bemærkninger ikke kommer til at have indflydelse på hans afgørelse. Skattestyrelsen har ikke genkende ovenstående udlægning, da dette naturligvis ikke er sådan vi arbejder. Det fremgår af sagsnotat 1 at de indsendte bemærkninger er vendt med kollega, men da vi ikke mener at de indsendte bemærkninger kan ændre vores forslag til afgørelse, blev der den 21. august 2025 altså efter udløb for fristen for bemærkninger sendt en afgørelse der svarer til forslaget til afgørelse, men hvori bemærkninger er medtaget og kommenteret. [...]” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at betingelserne for korrektion er opfyldt. Subsidiært har klagerens repræsentant fremsat påstand om, at sagen bør hjemvises som følge af sagsbehandlingsfejl. Til støtte for påstandene er bl.a. anført: ”[...] Vi har gennemgået Skattestyrelsens afgørelse vedrørende rettelsen af [klager]s (herefter ”Medlemmet”) pensionsudbetaling, hvor en åbenbar fejldisposition har haft den virkning, at medlemmet blev diskvalificeret fra at indbetale til den højeste sats på aldersopsparingen. Vi er ikke betryggede ved den afgørelse, som sagsbehandleren har truffet, og vi mener ikke, at sagsbehandleren har haft det nødvendige overblik i nærværende sag. Det er vores vurdering, at [klager]s oprindelige disposition var så åbenbar en fejl, at den ikke giver anledning til tvivl. Dette baserer vi på følgende: Det er ubestridt, at [klager] var i undskyldelig retsvildfarelse, da hun foretog dispositionen på trods af, at hun havde gjort alt, hvad der rettelig kan forventes for at foretage dispositionen på oplyst grundlag. Dispositionen resulterede utilsigtet i det modsatte udfald af, hvad Medlemmet udtrykkeligt ønskede at opnå i form af begrænsning i muligheden for at indbetale til den høje sats på hendes aldersopsparing. Dispositionen har haft uproportionelle negative økonomiske konsekvenser i form af en langt højere begrænsning i mulighed for indbetaling til aldersopsparing end det relativt lave beløb, der oprindeligt er komme til udbetaling hidrørende fra en lille restpension, hvilket understreger, at der er tale om en åbenbar fejl. Henset til at [klager] endvidere uden ugrundet ophold øjeblikkeligt rettede henvendelse til sit pensionsselskab, da fejlen kom til hendes kendskab, skal vi derfor anmode om, at Landsskatteretten træffer afgørelse om, at [klager] kan rette sin pensionsudbetaling i henhold til den i retspraksis udviklede mulighed herfor jf. også DJV C.A.10.2.7.2. Subsidiært anmoder vi, om sagen hjemsendes til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, da den oprindelige afgørelses ses at lide af begrundelsesmangler samt, at der er indikationer på, at ikke alle relevante forhold er blevet taget i betragtning i sagsbehandlingen. Nedenfor vil vi uddybe ovenstående samt gennemgå sagens forløb med henblik på at sagen afgøres på baggrund af alle relevante oplysninger og nuancer. [...] Vores vurdering: En åbenbar fejldisposition har altså for medlemmet haft den virkning, at hun er blevet diskvalificeret fra at indbetale til den højeste sats på aldersopsparingen. Denne fejldisposition skyldes en forkert rådgivning fra pensionskassen, som oplyste, at en engangsudbetaling ikke ville få konsekvenser for medlemmets indbetalinger til en aldersopsparing. Dette var en klar fejl. Medlemmets anmodning om udbetaling af pensionen som et engangsbeløb er således udtryk for en fejl, der ikke kan tilskrives hende. Havde medlemmet modtaget den korrekte information, ville hendes disponering have været fundamentalt anderledes. Det er derfor vores vurdering, at betingelserne for at tillade en rettelse er opfyldt, idet der er tale om en åbenbar fejldisponering grundet forhold, der ikke kan tilskrives medlemmet. At der er tale om en fejl understøttes også af, at medlemmet selv aktivt har forsøgt at sikre sig, at der ikke ville være negative konsekvenser for netop indbetaling til aldersopsparing igennem at spørge direkte til dette hos pensionsselskabet. Havde medlemmet modtaget korrekte informationer eller havde dette fremgået af den underskrevne blanket, er det åbenlyst, at medlemmet ville have ageret anderledes. Indsendelse på det daværende grundlag skal således anses for at være en åbenbar fejl. Dette understøttes ligeledes af det forhold, at de negative konsekvenser af dispositionen langt overstiger fordele, hvorfor det ville være irrationelt at anse det for andet end en fejl. Konkret har medlemmet den fordel at modtage 39.000 kr. som et engangsbeløb mod at modtage 2700 kr. om året i invalidepension gennem en årrække, indtil hun rammer folkepensionsalderen, hvor også hendes livrente og aldersopsparing vil blive udbetalt (se bilag 4). Ulempen ved at vælge engangsudbetalingen er dog, at loftet for indbetaling til aldersopsparing sænkes med over 50.000 kroner om året, hvilket kraftigt reducerer medlemmets muligheder for at bruge aldersopsparingen optimalt, som hun ellers ville have været berettiget til, havde hun fået sin restpension udbetaling løbende fremfor som et engangsbeløb. Medlemmet handlede korrekt ved at søge professionel rådgivning, da hun modtog brevet vedrørende hendes tildeling af førtidspension fra pensionskassen, for at sikre sig, at hun ikke traf en beslutning med negative økonomiske konsekvenser for hende. Som det fremgår af bilag 2 blev medlemmet informeret om, at der ingen skattemæssige konsekvenser ville være ved at vælge muligheden for at få pensionen udbetalt som en engangssum. Derfor kan medlemmet ikke klandres for at have truffet beslutningen om engangsudbetaling baseret på den rådgivning. Da hun senere blev opmærksom på de faktiske skattemæssige konsekvenser, kontaktede hun straks Skattestyrelsen og herefter [pensionsselskab1] som ligeledes kontaktede Skattestyrelsen. Medlemmets handlinger og de betydelige økonomiske konsekvenser af diskvalificeringen kan derfor efter vores opfattelse ikke være andet end en åbenbar fejldisposition. Der er ingen grund til at tro, at beslutningen blev truffet på et oplyst grundlag, da der ikke er nogen fordele ved at påføre sig selv store økonomiske konsekvenser. Vi mener derfor, at der bør være tale om åbenbar fejldisposition. Det fremgår af DJV afsnit C.A. 10.2.7.2. Korrektioner af pensionsaftaler, at der er praksis for at Skattestyrelsen i sådanne tilfælde tillader korrektioner. Det fremgår af det pågældende afsnit i DJV, at et forhold der taler for, at der er tale om en åbenbar fejldisposition er, hvis ”Ejeren af en pensionsordning straks retter henvendelse til Skattestyrelsen og pensionsinstituttet for at få rettet fejlen” hvilket medlemmet i denne sag gjorde. Det fremgår ligeledes af TfS1999, 738, at skattemyndighederne accepterer korrektion ved åbenbare fejl, der ikke giver anledning til tvivl. Sammenholdt med at medlemmet herudover har søgt rådgivning og handlet på baggrund af denne rådgivning, ser vi derfor ikke, at der er noget til hinder for, at man tillader en korrektion af medlemmets pensionsudbetaling. Vores bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse Efter vores opfattelse kan sagsbehandlerens hovedbegrundelser for at nægte en korrektion derfor koges ned til to punkter: Der er ikke sket en åbenbar fejldisposition med henvisning til aftalelovens § 1. Medlemmet ville alligevel være blevet diskvalificeret ved en løbende udbetaling efter PBL § 25 A, stk. 7, nr. 16 og 17. Ad 1 ”Der er ikke sket en åbenbar fejldisposition med henvisning til aftalelovens § 1. Den første hovedbegrundelse kan efter vores opfattelse afvises, da det ikke er tilstrækkeligt begrundet, at der ikke være tale om en åbenbar fejldisposition, såfremt et dokument er underskrevet. Det bestrides altså ikke, at der er indgået en aftale. Vi er dog ikke enige med sagsbehandleren i, at der ikke kan være tale om en åbenbar fejldisposition, såfremt der er indgået en aftale med henvisning til aftalelovens § 1. Det er uklart for [virksomhed1], hvorfor sagsbehandleren mener, at aftalelovens § 1 har en selvstændig betydning i nærværende sag. Aftalelovens § 1, 1. pkt har følgende ordlyd: ”Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren.” I lighed med Danske Lov 5-1-1 "Een hver er pligtig at efterkomme hvis hånd med mund, haand og sejl, lovet og indgaaet haver" betyder dette reelt blot, at gyldigt indgåede aftaler, som udgangspunkt er bindende for parterne. Fra [virksomhed1]s perspektiv har dette ingen videre relevans for vurderingen af sagen. Det bestrides ikke, at medlemmets underskrift på blanketten har retskraft. Den i retspraksis udviklede mulighed for korrektion af pensionsudbetaling er baseret på netop det faktum, at der i første omgang var tale om en gyldig anmodning om udbetaling – i dette tilfælde af restpension som engangssum). Var der ikke tale om en gyldig anmodning – eller ”aftale” for bruge sagsbehandlerens lidt upræcise terminologi, så havde den ikke haft nogen retsvirkning og havde således ikke haft nogen negativ påvirkningen af medlemmets mulighed for at indbetale til aldersopsparing. Det savner således mening at fremhæve aftaleloven i denne kontekst. Det afgørende er, om der er tale om en åbenbar fejl, der ligger til grund for medlemmet eller ej. I afgørelsen ses sagsbehandleren at basere sit fokus på aftalelovens § 1 som hovedargument på udvalgte afgørelser fra Landsskatteretten: Sagsbehandleren henviser til en afgørelse (LSR j.nr. 14-3176358 – SKM2016.629.LSR), der omhandler en problemstilling, hvor en pensionskunde udfylder en blanket om anmodning om tidlig udbetaling af pension, hvoraf konsekvenserne tydeligt fremgår skriftligt på blanketten. Sagen drejede sig om en pensionskunde, som vil have lavet en deludbetaling fra sin aldersopsparing. Selskabet, som pensionskunden har sin ratepension og aldersopsparing stående i, kommer ved en fejl til at sende en blanket, der vedrører deludbetaling fra ratepension i stedet for en blanket, som der vedrører deludbetaling af aldersopsparing. Pensionskunden får tilsyneladende ikke læst blanketten ordentligt igennem, og han får derfor underskrevet blanketten vedrørende deludbetaling af ratepension. Landsskatterettens afgørelse om at der ikke er tale om en åbenbar fejldisposition begrundes med, at konsekvenserne fremgår tydeligt af blanketten, da det fremgår, at der er tale om en deludbetaling af ratepension. Vi bemærker her, at sagsbehandleren ikke gengiver Landsskatterettens afgørelse korrekt. I afgørelsen til vores medlem skriver sagsbehandleren følgende: ”Der ligges til grund, at du har underskrevet et juridiske bindende dokument, hvor der er ønsket udbetaling af din livsvarige livrente som sum til reglerne om 40% i afgift. Landsskatteretten har stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse af den 6. september 2016, j.nr. 14-3176358, hvor de lægger vægt på, at når et dokument underskrives, er dokumentet juridisk bindende efter aftalelovens § 1. Det er således den der underskriver dokumentet, der bærer den juriske konsekvens af den underskrevne aftale.” Dette er en ukorrekt gengivelse. Sagsbehandlerens gengiver derimod Skattestyrelsens partsindlæg i sagen og fremstiller det som værende Landsskatterettens begrundelse. Landsskatteretten gav korrekt ikke klager medhold i sagen men med en helt anden begrundelse: ”Det fremgår af pensionsbeskatningslovens § 29, at ved udbetalinger fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed svares en afgift på 60 % af det udbetalte beløb. Der skal som udgangspunkt være konkret hjemmel til at foretage en korrektion. Udgangspunktet er derfor, at foretagne indbetalinger skal anses for indbetalt på den konkrete pensionsordning og derfor kun kan udbetales til ejeren af ordningen mod betaling af afgift eller overføres til en anden pensionsordning efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 41. I pensionsbeskatningsloven er der generelt ikke hjemmel til at tillade korrektioner af foretagne indbetalinger til eller udbetalinger fra en pensionsordning. Der findes dog regler om korrektion i pensionsbeskatningsloven §§ 21 A og PBL §§ 22 – 22 B. Disse bestemmelser er ikke anvendelige i denne situation. Efter praksis kan der ske korrektion i tilfælde, hvor der er sket en åbenbar fejldisposition. Tilladelse til korrektion gives derimod som udgangspunkt ikke i tilfælde, hvor den påberåbte fejl beror på ejerens misforståelse af reglerne jf. Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.10.2.7.2. I konkrete tilfælde kan der gives tilladelse til korrektion af fejl foretaget af ejeren af pensionsordningen uden for ansættelsesforhold, hvis det blandt andet kan dokumenteres, at der er tale om en åbenbar fejldisposition, som kan annulleres civilretligt eller ejeren af pensionsordningen straks retter henvendelse til SKAT og pensionsinstituttet for at få rettet fejlen. Efter retspraksis skal der være tale om en fejl, der er så åbenbar, at den ikke giver anledning til tvivl jf. TfS1999, 738 TSS. Det fremgår af [finans1]s brev af 15. november 2013, at udbetalingen vedrører klagerens ratepension med tilhørende depot. Klageren har endvidere i forlængelse heraf underskrevet ’Tillæg til ratepension’ den 16. november 2013, hvoraf fremgår, at der er tale om en deludbetaling fra en ratepension. Landsskatterettens finder, at der ikke er tale om en sådan åbenbar fejl, at der efter praksis kan ske tilbagebetaling.. Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.” Landsskatteretten ses således at foretage en konkret vurdering på baggrund af den pågældende sags faktiske forhold, hvor Landsskatteretten ses at lægge afgørende vægt på, at de skattemæssige konsekvenser fremgik direkte af det pågældende dokument, som klager oprindeligt havde underskrevet, hvilket må anses for at være en korrekt betragtning. Landsskatteretten ses dog på ingen måde at inddrage aftaleloven eller komme med betragtninger om bindende aftaler mv. i sin begrundelse, hvorfor det kan konstateres, at der intet juridisk belæg er for sagsbehandlerens udlægning af afgørelsen. Det kan således konstateres, at Landsskatteretten bruger en tilgang, hvor der skal ses på de konkrete omstændigheder. De faktiske forhold i den af sagsbehandleren påberåbte afgørelse ses at adskille sig fra nærværende sag på helt afgørende punkter. I Skattestyrelsens afgørelse af 21. august (sagsid [sag1]) er der tilføjet en henvisning til en yderligere afgørelse, som ikke var en del af Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Afgørelsen (LSR j.nr. 24-0060386) omhandler et selskab og hovedanpartshaveren af selskabet, som personen også selv er direktør i. Klageren har ønsket at oprette en arbejdsgiveradministreret pensionsordning, som efter klagerens opfattelse, er blevet misforstået af erhvervsrådgiveren, som i stedet har lavet en aftale om oprettelse af privat pensionsordning. Ligesom i sagen vedr. deludbetaling fra ratepension (LSR j.nr. 14-3176358), så fremgår det også her tydeligt af aftaledokumentet, hvad en underskrift og accept af aftalen vil påføre kunden af økonomiske og skattemæssige konsekvenser. Landsskatteretten begrunder ligeledes i denne sag deres afgørelse med, at der ikke er tale om en åbenbar fejldisposition, da konsekvenserne fremgår af aftaledokumentet, og henviser yderligere til afgørelsen vedr. deludbetaling af aldersopsparing: ” Landsskatteretten finder efter en konkret vurdering, at der i forbindelse med klagerens arbejdsgivers pensionsindbetaling, herunder [finans1]/[finans2]s oprettelse af den private livsvarige livrente, ikke er sket en sådan åbenbar fejldisposition, der ikke giver anledning til nogen tvivl, at der kan ske en korrektion af den private livsvarige livrente til en arbejdsgiveradministreret ratepension. Der henvises til SKM2016.628.LSR. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at klageren modtog og underskrev pensionsbeviset fra [virksomhed2] om aftale med [finans1]/[finans2], og at det fremgår af aftalen, at der indbetales 500.000 kr. i indkomståret 2023 på en pensionsordning med løbende udbetalinger, bortset fra ophørende livrenter.” Begge sagers faktum adskiller sig markant fra [klager]s sag allerede ved det faktum, at de skattemæssige og økonomiske konsekvenser ikke fremgik af det dokument, som [klager] modtog og underskrev, hvor hun blev bedt om at tage stilling til, hvorvidt hendes pension skulle udbetales, som en engangssum eller som en løbende ydelse. Sagens faktum adskiller sig yderligere fra de andre sager ved, at hun inden hun underskriver søger rådgivning og ringer til sin pensionskasse, hvor hun specifikt spørger ind til, hvorvidt valgmulighed nr. 1 (engangsudbetaling) eller valgmulighed nr. 2 (løbende udbetaling) vil få konsekvenser for hendes muligheder for at indbetale til den høje sats på hendes aldersopsparing. Begge sager understreger desuden, at der skal foretages en konkret vurdering af alle faktiske og relevante forhold ved vurderingen af, om der er tale om en åbenbar fejl eller ej. Afgørelserne ses i sig selv ikke at understøtte, at dette skulle være tilfældet i nærværende sag. Sagerne ses desuden bestemt ikke at understøtte sagsbehandlerens udlægning om, at aftalelovens § 1 har selvstændig betydning. Fejlagtig anvendelse af PBL § 25 A Anden hovedbegrundelse kan ligeledes afvises, da det er forkert, at medlemmet vil være blevet diskvalificeret ved en løbende udbetaling. Vi ønsker ligeledes også at adressere sagsbehandlerens henvisning til PBL § 25 A, stk. 7., hvor sagsbehandleren fejlagtigt henviser til, at en løbende udbetaling vil have ført til samme diskvalificering, som en engangsudbetaling med henvisning til at medlemmets pensionsudbetalinger vil overstige grænserne jf. PBL § 25 A, stk. 7, nr. 16 og nr. 17. Synspunktet ses at være, at hvad enten udbetaling var sket som engangsbeløb eller løbende udbetaling, så ville det have medført samme konsekvenser ift. begrænsning på indbetaling til aldersopsparing. Denne begrundelse blev ligeledes først præsenteret i den endelige afgørelse og ikke i forslag til afgørelse, hvorfor [virksomhed1] ikke er blevet partshørt herom. Det kan undre, at et så vægtigt argument ikke blev brugt indledningsvist i sagen, da det selvsagt vil gøre hele anmodningen om korrektion overflødig, da konsekvenserne ville være identiske. Forklaringen ligger formentlig i, at der ikke er tale om en korrekt forståelse og gengivelse af regelsættet. De pågældende bestemmelser er dog udelukkende relevante ift. medlemmets livrente depot. Bestemmelserne er ikke relevant ift. udbetaling af medlemmets førtidspension (invalidepension) og aldersopsparing, som begge er undtaget fra diskvalifikation, da udbetaling fra aldersopsparing ikke er diskvalificerende jf. PBL § 25 A, stk. 6, og en løbende udbetaling af førtidspension (invalidepension) er undtaget fra diskvalifikation jf. PBL § 25 A, stk. 7 nr. 1. Årsagen til at medlemmet bliver diskvalificeret skal findes i, at valget om en engangsudbetaling samtidig udløser en ophævning af hendes livrente depot (se bilag 4). Da udbetalinger fra livrente depot er en diskvalificerende årsag jf. PBL § 25 A, stk. 6, så har medlemmet derfor ikke mulighed for at indbetale til den høje sats. Havde medlemmet i stedet valgt en løbende udbetaling, så var udbetalingen fra hendes livrente depot ikke blevet igangsat før hun ramte folkepensionsalderen, og hun ville derfor fortsat have kunne indbetale til den høje sats. Det er efter [virksomhed1]s opfattelse ikke relevant at diskutere denne del yderligere. Sagsbehandlingen og partshøring Subsidiært Subsidiært skal [virksomhed1] anmode om, at Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Det skal understreges, at dette ikke er [virksomhed1]s præference, og det er vores holdning, at sagen nu er tilstrækkeligt oplyst, at sagens materielle spørgsmål kan afgøres af Landsskatteretten. Skulle dette dog vise sig ikke at være muligt, så bedes Landsskatteretten hjemvise sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen grundet væsentlige sagsbehandlingsfejl. Det gøres gældende, at Skattestyrelsens afgørelse lider af begrundelsesmangler og manglende partshøring i et omfang, at sagen kan hjemvises til fornyet behandling. Som anført ovenfor er begrundelsen i afgørelsen forkert, da den er baseret på en ukorrekt gengivelse af praksis, hvor Skattestyrelsens partsindlæg forveksles med Landsskatterettens begrundelse, der igen ses at være fundamental anderledes end partsindlægget. Den anden halvdel af begrundelsen er baseret på en fejlagtig opfattelse af lovgivningen og anvendelsen her af. Det er således [virksomhed1]s vurdering, at afgørelsen kan anses for at objektivt forkert begrundet. Det gøres endvidere gældende, at afgørelsen er mangelfuldt begrundet. Som nævnt ovenfor tog [virksomhed1] kontakt til sagsbehandleren efter at have modtaget forslag til afgørelse. Sagsbehandleren oplyste over telefonen, at [virksomhed1] ikke burde sende indsigelser eller supplerende information, da dette ikke ville indgå i vurderingen af sagen. Det var for [virksomhed1] uklart, hvad bevæggrunden for dette udsagn var, samt hvad rækkevidden af udtalelsen fra sagsbehandleren var. [virksomhed1] valgte derfor alligevel at sende et indlæg, der redegjorde for vores synspunkter, herunder oplysninger om forståelse af den føromtalte afgørelse fra Landsskatteretten. Uagtet udtalelsen fra sagsbehandleren var og er det [virksomhed1]s opfattelse, at et forslag til afgørelse skal anses for at være en høring, som man naturligt skal svare på. I den endelige afgørelse, der var dateret to dage senere end dateringen på indlægget fra [virksomhed1], bemærkes det, at [virksomhed1]s indsigelser og bemærkninger ikke er behandlet eller taget stilling til. Dele er dog summarisk oplistet men, der er intet i afgørelsen, der indikerer, at der er taget stilling til indholdet eller på anden måde adresserer indsigelserne inklusive bemærkninger om fortolkningen og forståelse af den Landsskatterets afgørelse, som sagsbehandleren baserer sin afgørelse på. Dette er vor vurdering også en væsentlig begrundelsesmangel, når Sagsbehandleren vælger ikke at tage stilling til centrale dele af ansøgers argumentation og undlader at forholde sig til væsentlige informationer. Sammenholdt med sagsbehandlerens udtalelse over telefonen er det [virksomhed1]s oplevelse, at selve høringsdelen af sagsbehandlingen blev undergravet, og der ikke var et reelt ønske om at belyse sagen yderligere efter, at der er lavet forslag til afgørelse. Der gøres endvidere også indsigelse mod høringen generelt. I den endelige afgørelse henviser sagsbehandleren til en yderligere afgørelse samt anfører en (forkert) udlægning af konsekvenserne af ansøgningen. [virksomhed1] har ikke haft mulighed for at kommentere på denne del, da der ikke er sket partshøring på den del. Sammenfattende er det vores holdning vedr. sagsbehandlingen at: Det står ikke klart, hvorfor sagsbehandleren ikke vil tage stilling til vores bemærkninger. Det skal her bemærkes, at der kun er foretaget delvis partshøring, da sagsbehandleren i afgørelsen har tilføjet nyt materiale ved både at henvise til en ny afgørelse, samt fejlagtigt har tilføjet til afgørelsen, at medlemmet alligevel vil være blevet diskvalificeret, selvom hendes pensionsudbetaling blev ændret til en løbende udbetaling med henvisning til PBL § 25 A, stk. 7, nr. 16 og 17. Sagsbehandleren adresserer i øvrigt heller ikke vores bemærkninger, men gengiver dem blot i afgørelsen. Vi bemærker ligeledes, at afgørelsen er truffet to dage efter indleveringen af vores bemærkninger. Begrundelsen for afgørelsen er efter vor opfattelse således mangelfuld, hvilket yderligere understreger behovet for en grundig gennemgang og korrektion af afgørelsen. Opsummerende argumentation. Det er vores opfattelse, at der kan gives tilladelse til korrektion af pensionsudbetaling for medlemmet i henhold til gældende praksis som gengivet i Juridisk Vejledning. Dette baserer vi på følgende oplistede forhold: Åbenbar fejldisposition – hjemmel og praksis Udgangspunkt: Korrektion af pensionsdispositioner kræver udtrykkelig hjemmel eller praksis; se DJV afsnit C.A.10.2.7.2 om korrektion ved åbenbar fejldisposition. Praksis taler for korrektion, når: Fejlen er åbenbar og ikke kan tilskrives ejeren, og/eller Ejeren straks retter henvendelse til pensionsinstitut og Skattestyrelsen for at få rettet fejlen. Faktum i nærværende sag: Medlemmet søgte forudgående professionel rådgivning og blev fejlinformeret om retsvirkninger for aldersopsparingen. Blanketten oplyste ikke de relevante skattemæssige konsekvenser. Medlemmet reagerede straks ved konstatering og forsøgte at få udbetalingen ændret. Der foreligger derfor en åbenbar fejldisposition, som ikke kan tilskrives medlemmet, og som efter praksis bør korrigeres. Fejlagtig anvendelse af PBL § 25 A, stk. 7, nr. 16 og 17 Sagsbehandleren anfører, at løbende udbetaling ville have medført samme diskvalifikation. Det bestrides. Bestemmelserne vedrører bl.a. udbetalinger fra ordninger, der er relevante for livrentedepotet – ikke for udbetaling af førtidspension og aldersopsparing, som i sig selv er undtaget efter PBL § 25 A, stk. 7, nr.1. Diskvalifikationen udløses her af, at engangsudbetalingen medfører ophævelse/udbetaling fra livrentedepot, jf. PBL § 25 A, stk. 6. Ved valg af løbende udbetaling var livrenten ikke blevet udbetalt før pensionsalderen, og retten til forhøjet loft ville være bevaret. LSR j.nr. 14-3176358 og LSR j.nr. 24-0060386 Den citerede afgørelse LSR j.nr. 14-3176358 vedrører en skatteyder, der underskrev en blanket, hvor konsekvenserne fremgik klart, og hvor fejlen beroede på, at skatteyderen ikke læste dokumentet ordentligt igennem. Tilsvarende er den nyere afgørelse (LSR j.nr. 24-0060386), hvor konsekvenserne ligeledes fremgik tydeligt af aftaledokumentet. Faktum i nærværende sag: Konsekvenserne fremgik ikke af blanketten. Medlemmet søgte aktivt rådgivning og fulgte denne. Faktum adskiller sig dermed væsentligt fra nærværende sag, og afgørelserne kan ikke tillægges afgørende vægt imod korrektion. Aftalelovens § 1 – underskrifts betydning En underskrift udelukker ikke korrektion ved åbenbar fejldisposition. Civilretligt kan en aftale annulleres/omgøres ved væsentlig vildfarelse, urigtige forudsætninger eller rådgivningsfejl. Når fejlens årsag er fejlagtig rådgivning fra pensionsinstituttet, og medlemmet har disponeret i tillid hertil, taler det for korrektion. Forvaltningsretlige mangler Der er kun gennemført delvis partshøring. Der henvises i afgørelsen til nyt materiale, som ikke var i forslaget, uden behørig høring. Skattestyrelsen adresserer ikke pensionskassens bemærkninger, og begrundelsen fremstår mangelfuld. Vi henviser derfor til, at man godkender en korrektion, og lader medlemmet tilbageføre engangsudbetalingen, så hun i stedet kan få en løbende udbetaling, og dermed få muligheden for fremadrettet igen at indbetale til den høje sats.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har oplyst, at Skattestyrelsens udtalelse ikke giver anledning til ændringer i klagen. Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 16. april 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling: ”[...] Overordnede bemærkninger Vi vil indledningsvist kvittere for den hurtige sagsbehandling. Det er en stor hjælp med så hurtig afklaring af disse sager. Vi noterer os dog med ærgrelse Skatteankestyrelsens indstilling til, hvordan Landsskatteretten bør træffe afgørelse. Den bygger efter vores opfattelse på en fejlagtig og unødigt indskrænkende fortolkning af korrektionspraksis for åbenbare fejldispositioner og på en formel vægtning af en underskrift frem for en materiel vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Det er ubestridt, at der blev anmodet om engangsudbetaling, men anmodningen hvilede åbenlyst på et fejlagtigt grundlag skabt af professionel fejlrådgivning. En sådan fejlfremkaldt viljesdannelse kan civilretligt annulleres og bør efter praksis tillades at blive korrigeret. 1) ”Åbenbar fejldisposition” fortolkes for indskrænkende Skatteankestyrelsen lægger afgørende vægt på, at der foreligger en underskrevet ansøgning om engangsudbetaling. Det er ikke et korrekt kriterium. Praksis om åbenbar fejldisposition ser på, om dispositionen objektivt set hviler på en klar fejl eller fejlagtig forudsætning, og om forholdet kan tilbageføres civilretligt, ikke alene på, om der foreligger en formel viljeserklæring. At dispositionen giver et resultat, der står i åbenbart misforhold til formålet (markant og flerårig diskvalifikation fra høj sats på aldersopsparing som følge af udbetaling fra en beskeden livrente) er netop et tungtvejende indicium på, at der er tale om en åbenbar fejl. Den juridiske vejledning (DJV C.A.10.2.7.2) fremhæver, at korrektionsadgang kan gives også uden for ansættelsesforhold, når fejlen er åbenbar og civilretligt annullerbar. Forslaget gengiver korrekt, at misforståelser af reglerne normalt ikke kan begrunde korrektion - men sagen angår ikke skatteyderens egen regelmisforståelse. Der foreligger dokumenteret fejlrådgivning fra pensionskassen om de konkrete afledte retsvirkninger (diskvalifikation), som udløste en disposition i direkte modstrid med medlemmets formål. 2) Fejlrådgivning er en relevant og bærende korrektionsgrund Forslaget afviser korrektion med henvisning til, at spørgsmålet om fejlrådgivning er et ”civilretligt mellemværende”. Det er en sammenblanding. Det civilretlige forhold mellem medlemmet og pensionskassen kan i visse tilfælde give anledning til et erstatningskrav. Det er dog et særskilt spørgsmål, som ikke i sig selv afgør den skattemæssige behandling. For den skattemæssige korrektion er det afgørende, om dispositionen kan annulleres civilretligt og om den anses som en åbenbar fejldisposition. Begge betingelser er opfyldt: Pensionskassen har anerkendt rådgivningsfejl om de skattemæssige konsekvenser (diskvalifikationen). Pensionsinstituttet kan tilbageføre beløbet og ændre registreringen, og både medlemmet samt pensionsinstituttet er enige om at rulle dispositionen tilbage. At medlemmet underskrev en blanket, der ikke oplyste om diskvalifikationsvirkningen, kan ikke afskære korrektionsadgang, når selve viljesdannelsen var behæftet af klar og dokumenteret fejlinformation fra den professionelle part. SKM2016.628.LSR er ikke parallel - her havde skatteyderen underskrevet en aftale, der klargjorde karakteren af dispositionen - i nærværende sag blev det centrale, nemlig diskvalifikationen, netop benægtet både ved rådgivningen forud for underskrift, og konsekvenserne fremgik ligeledes heller ikke af aftaledokumentet. 3) Kriterierne for åbenbar fejldisposition er opfyldt Det bestrides ikke, at anmodningen var gyldigt underskrevet. Korrektionspraksis forudsætter netop, at der foreligger en gyldig disposition med retsvirkning, som man så kan korrigere ved åbenbar fejl. Spørgsmålet er ikke, om der var en aftaleretlig viljeserklæring, men om viljesdannelsen hvilede på en åbenbar fejl og om dispositionen kan annulleres civilretligt. Det er sagen her: Atypisk disposition: Dispositionen afviger markant fra medlemmets sædvanlige dispositionsmønster og strider mod medlemmets erklærede formål (at bevare retten til høj sats). Medlemmet reagerer straks: Medlemmet kontaktede både pensionsselskab og Skattestyrelsen umiddelbart efter, at fejlen blev erkendt, for at få den rettet. Uforholdsmæssighed: Konsekvenserne (flerårig begrænsning i indbetaling til høj sats) står i åbenbart misforhold til den beskedne engangsudbetaling fra en lille livrente. Civilretlig mulighed for tilbageførsel: Pensionsinstituttet kan korrigere dispositionen og stille medlemmet som før. Disse eksempler afspejler de eksemplificerende indikatorer nævnt i den juridiske vejledning (C.A.10.2.7.2) og den grundlæggende korrektionspraksis (TfS 1999, 738 TSS; TfS 2000, 798 LSR m.fl.), hvor fokus er på den objektive fejl og mulighed for neutralisering. 4) Underskrevet aftale udelukker ikke åbenbar fejl Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse opstiller en uberettiget absolut præmis om, at en underskrevet ansøgning udelukker åbenbar fejl. Det stemmer ikke med praksis, hvor også formelt korrekt ekspederede, men materielt fejlforudsatte handlinger kan korrigeres. Vi forstår ikke, hvorfor Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen anlægger en så indskrænkende fortolkning af DJV C.A.10.2.7.2 og den tilhørende praksis om åbenbare fejldispositioner. DJV og praksis fokuserer på den objektive fejl og muligheden for at genskabe status quo, ikke på et formalistisk underskriftskriterium. Alligevel reduceres vurderingen i vores sag til, at der “foreligger en underskrift”, hvilket savner støtte i den beskrevne korrektionspraksis. 5) Formalitetsindsigelserne undervurderes Vi noterer os med ærgrelse, at Skatteankestyrelsens indstilling ikke i tilstrækkelig grad adresserer de påberåbte sagsbehandlingsfejl. Sagen rummer åbenlyse sagsbehandlingsfejl, som Skatteankestyrelsen i deres indstilling burde adressere af hensyn til borgernes retssikkerhed, som ikke kan forventes at gennemskue fejlagtig lovanvendelse og fejlcitationer af Landsskatteretten. Skatteankestyrelsen har her haft en oplagt mulighed for at medvirke til at sikre skatteyders forvaltningsretlige rettigheder – herunder korrekt partshøring, begrundelseskrav og korrekt retsanvendelse. Vi er dog enige i, at hvis Landsskatteretten følger Skatteankestyrelsens indstilling for så vidt angår sagens materielle spørgsmål, så vil det være overflødigt at hjemvise sagen til fornyet behandling, uagtet Skattestyrelsens sagsbehandlingsfejl i den konkrete sag. Vi opfordrer dog Skatteankestyrelsen til i højere grad at stå vagt de ufravigelige retssikkerhedsgarantier for borgere, som der ligger i forvaltningsrettens sagsbehandlingsregler, således at Skatteankestyrelsen ikke ubevidst medvirker til en udvanding af den generelle retssikkerhed ved at indtage en overbærende tilgang til Skattestyrelsens overtrædelser/negligering af samme. I nærværende sag er det [virksomhed1]s opfattelse, at der er tale om endog meget grundlæggende overtrædelser, hvilket burde afstedkomme overvejelser om, at Skatteankestyrelsen i højere grad udtrykte kritik.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har givet tilladelse til korrektion af klagerens pensionsudbetaling, herunder om det kan anses som en åbenbar fejl, at pensionskassen i forbindelse med udbetaling af pension til klageren som engangsudbetaling har fejlrådgivet klageren, der kan korrigeres. Herefter skal Landsskatteretten tage stilling til, om Skattestyrelsen ved den påklagede afgørelse har begået sagsbehandlingsfejl. Retsgrundlaget Pensionsudbetaling og korrektion Af pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3 og 4, fremgår om udbetalinger: ”§ 29. Ved udbetalinger, der ikke omfattes af § 20 eller §§ 29 A-C, fra en pensionsordning med løbende udbetalinger eller fra en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed svares en afgift på 60 pct. af det udbetalte beløb, jf. dog 2.-4. pkt. [...] Stk. 3. Ved tilbagekøb af en forsikring, der er omfattet af § 2, nr. 4, eller § 7, eller ved konvertering af en pensionsordning i en pensionskasse, der er omfattet af § 2, nr. 4, eller § 7, til en engangsudbetaling betales en afgift på 40 pct. af det udbetalte beløb, såfremt de løbende ydelser, der i henhold til pensionsaftalen ville tilkomme forsikringens ejer eller medlemmet af pensionskassen på udbetalingstidspunktet, ikke kan overstige et grundbeløb på 9.700 kr. (2010-niveau) årligt, jf. dog stk. 4. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20. Bestemmelsen i 1. pkt. finder kun anvendelse for pensionsordninger, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold. Stk. 4. Reglerne i stk. 3 finder kun anvendelse ved udbetalinger, der sker efter, at den forsikrede eller medlemmet har nået pensionsudbetalingsalderen, jf. dog § 17 B, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Skatterådet, samt ved udbetalinger, der sker efter, at den forsikrede eller medlemmet er tildelt invalidepension. [...]” Om diskvalificerende udbetaling fremgår det af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6 og 7: ”§ 25 A [...] Stk. 6. Sker der udbetaling af eller foretages der afgiftspligtige dispositioner over en af kapitel 1 omfattet rateforsikring, rateopsparing, pensionsordning med løbende udbetalinger eller indeksordning fra og med det tiende indkomstår før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen, betales i tilfælde omfattet af § 16, stk. 1, 2. pkt., en afgift på 40 pct. af indkomstårets indbetalinger til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum, der overstiger et grundbeløb på 7.150 kr. (2010-niveau), jf. dog stk. 8. Stk. 5 finder i dette tilfælde ikke anvendelse. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20. 1. pkt. finder anvendelse for indbetalinger, der sker i de indkomstår, der følger efter indkomståret, hvori de nævnte pensionsordninger er påbegyndt udbetalt, eller hvor de afgiftspligtige dispositioner er sket. § 38 finder ikke anvendelse på afgiften som nævnt i 1. pkt. Stk. 7. Stk. 6 gælder ikke i følgende tilfælde: Ved udbetaling af invalidepension samt alderspension og ratepension, der påbegyndes efter sidste udbetaling af en invalidepension, dog senest 70 dage efter denne sidste udbetaling. Ved udbetaling af rateforsikring i tilfælde af forsikredes invaliditet, herunder af invalidesum. Ved udbetaling af rateopsparing i tilfælde af kontohaverens varigt nedsatte arbejdsevne, som efter reglerne i lov om social pension berettiger kontohaveren til at oppebære førtidspension eller seniorpension, og ved udbetaling af invalidesum. Ved udbetaling af ægtefælle- eller samleverpension. Ved udbetaling til efterladte. Ved udbetalinger fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ved udbetaling af en indeksordning, der påbegyndes, når interessenten fylder 67 år. Ved automatisk udbetaling af pension som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, ved den pligtige afgangsalder, ved folkepensionsalderen eller ved det lovbestemte tidspunkt. Ved udbetaling af pension som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, af helbredsmæssige årsager eller ved uansøgt afsked. Ved automatiske udbetalinger af hvilende pensionsordninger i overensstemmelse med aftalegrundlaget for pensionsordningen. Ved udbetalinger, der sker, som følge af at en kommune ikke ser bort fra formue i form af pensionsopsparing, jf. § 14 i lov om aktiv socialpolitik. Ved udbetalinger fra en pensionsordning, hvor en lavere aldersgrænse for udbetaling end pensionsudbetalingsalderen er godkendt af Skatterådet. Ved automatiske udbetalinger til en modtagende ægtefælle, der sker fra en udloddet del af en pensionsordning, jf. § 30, stk. 2, i det omfang udbetalingen beror på indtræden af ejerægtefællens pensionsbegivenhed. Ved udbetaling af børnepension. Ved udbetaling af supplerende engangsydelse og supplerende engangssum. Ved engangsudbetalinger af og dispositioner over en hel pensionsordning, der ikke overstiger 1.000 kr. Ved påbegyndelse af løbende eller ratevise udbetalinger fra en hel pensionsordning, når de årlige udbetalinger ved påbegyndelsen ikke overstiger 500 kr. årligt, i det omfang at den anvendte afkastforudsætning, jf. § 2, stk. 2, eller anvendte amortisationsrente, jf. § 11 A, stk. 3, mindst udgør 0 pct., eller i det omfang den anvendte afkastforudsætning eller amortisationsrente er mindre end 0 pct., men de årlige udbetalinger ikke ville have oversteget 500 kr. under anvendelse af en afkastforudsætning eller amortisationsrente på 0 pct. Ved udbetaling af supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister. Ved udbetaling af bonus på rene risikoforsikringer. Ved udbetaling af pensionsmidler til dækning af betaling for ikkefradrags- eller bortseelsesberettigede risikodækninger i forbindelse med fratrædelse. Ved udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foretaget kreditorforfølgning i medfør af § 512, stk. 4, i retsplejeloven, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter. [...]” Pensionsbeskatningslovens §§ 22 C, 22 D, 22 E og 22 F indeholder regler om korrektion af indbetalinger til eller udbetalinger fra en pensionsordning. Der skal som udgangspunkt være lovhjemmel til at foretage en korrektion af en pensionsordning. Efter praksis kan Skattestyrelsen dog give tilladelse til korrektion af ind- og udbetalinger fra pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningsloven i tilfælde, hvor der er sket en åbenbar fejldisposition, og hvor den påberåbte fejl ikke beror på ejerens misforståelse af reglerne. Det fremgår bl.a. af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.2.7.2. Fejldispositionen skal være så åbenbar, at den ikke giver anledning til tvivl, jf. Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 11. maj 1999, offentliggjort i TfS 1999, 738, hvor en bank ved en fejl havde glemt at stoppe intern overførsel fra kundens konto til kundens fraskilte kones kapitalpensionskonto og bad derfor om tilladelse til at tilbagefører pengene uden at dette medførte en afgift. Der var tale om en fejl, der var så åbenbar, at den ikke gav anledning til tvivl, og at den derfor måtte kunne rettes ved at pengene blev tilbageført uden afgiftsmæssige konsekvenser. Landsskatteretten fandt ved kendelse af 22. september 1999, offentliggjort i TfS 2000, 798, at der kunne tillades korrektion af en fejlkontering, der skyldes en registreringsfejl i forbindelse med overgang til et nyt edb-system hos forsikringsselskabet. Fejlen indebar, at forsikringsselskabet i strid med aftalen, der var indgået mellem forsikringsselskabet, arbejdsgiveren og de skattepligtige, havde indbetalt for meget på en kapitalforsikring. Ved afgørelse af 6. september 2016, offentliggjort som SKM.2016.628.LSR, fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne ske korrektion af en deludbetaling af en ratepension, idet det ikke var godtgjort, at der var tale om en åbenbar fejldisposition. Der blev herved lagt vægt på, at skatteyderen i forlængelse af udbetalingen havde underskrevet ‘Tillæg til ratepension’, hvoraf det fremgik, at der var tale om en deludbetaling fra en ratepension. Formalitet Om partshøring og begrundelse fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1, § 22 og § 24, stk. 1 og 2: ”§ 19. Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse. [...] § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. [...] § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. [...]” Af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 2, og § 20, stk. 1, fremgår: ”§ 19 [...] Stk. 2. Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Der skal endvidere oplyses om den afgørelse, som disse oplysninger efter forvaltningens vurdering fører til, med en begrundelse, der opfylder de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. [...] § 20. Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en skattepligtig nævnt i skattekontrollovens § 2 har undladt at give told- og skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2 og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. [...]” En afgørelse kan være ugyldig, såfremt der i forbindelse med sagsbehandlingen er begået fejl, jf. bl.a. af Østre Landsrets dom af 6. juli 2006, offentliggjort som SKM2006.488.ØLR, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for påstanden om ugyldighed på grund af manglende partshøring og begrundelse efter forvaltningslovens § 19 og § 22, jf. § 24. Det fremgår dog af praksis, at for at kunne medføre ugyldighed skal en sagsbehandlingsfejl være væsentlig, jf. bl.a. Højesterets dom af 23. januar 2001, offentliggjort som SKM2001.344.HR, og Højesterets dom af 17. oktober 2006, offentliggjort som SKM2006.677.HR. Højesteret har ved dom af 27. april 1999, offentliggjort som TfS 1999, 420, udtalt, at begrundelsespligten efter bestemmer i retsplejeloven ikke kan udstrækkes til et krav om, at retten skal være forpligtet til at tage udtrykkelig stilling til samtlige fremførte beviser og argumenter, når dette er unødvendigt for at begrunde afgørelsen. Vestre Landsret fandt ved dom af 10. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.423.VLR, at SKAT havde begrundet samtlige afgørelser, og endvidere fandt retten ikke, at det forhold, at SKAT ikke havde taget stilling til samtlige af skatteyderens anbringender kunne medføre afgørelsernes ugyldighed. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, såfremt førsteinstansens afgørelse indeholder fejl i afgørelsens retlige grundlag, eller hvis den er behæftet med væsentlige formelle fejl. Ligeledes bør der ske hjemvisning, såfremt sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag eller oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad. Der er ikke en lovfæstet pligt for appelinstansen til hjemvisning ved sagsbehandlingsfejl eller ved nye oplysninger. Appelinstansen kan vælge at udbedre fejlen ved en intensiv realitetsbehandling, jf. byretsdommen af 10. juni 2014, offentliggjort som SKM2014.553.BR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Pensionsbeskatningslovens §§ 22 C, 22 D, 22 E og 22 F om korrektion af indbetalinger til og udbetalinger fra pensionsordninger, finder ikke anvendelse på nærværende sags omstændigheder. Herefter er der efter praksis alene mulighed for at foretage en korrektion af klagerens pensionsudbetaling, hvis der er tale om, at der er sket en åbenbar fejl, der kan annulleres civilretligt, og fejlen er så åbenbar, at den ikke kan give anledning til tvivl, jf. bl.a. SKM2016.628.LSR, TfS 2000, 798 og TfS1999.738.TSS. Efter en konkret vurdering af de fremlagte og oplyste omstændigheder finder Landsskatteretten, at der ved pensionskassens udbetaling af pension til klageren som engangsudbetaling ikke er sket en sådan åbenbar fejl, der kan annulleres civilretligt, og at fejlen ikke er så åbenbar, at den giver anledning til tvivl. Landsskatteretten har lagt vægt på, at klageren udfyldte blanketten ”Førtidspension fra [pensionsselskab1]”, og at det fremgår af blanketten, at klageren ønsker pensionen udbetalt som engangsudbetaling. Den udfyldte blanket indeholder således et objektivt konstaterbart ønske fra klageren om udbetalingen, og den udfyldte blanket fremtræder derfor også som en klar og entydig tilkendelse fra klageren om udbetaling af pension efter et bestemt og gældende regelsæt. Udbetalingen af klagerens pension er herefter blevet behandlet og eksekveret af pensionskassen i overensstemmelse med blanketten, herunder med beregning og afregning af afgift efter det gældende regelsæt. På denne baggrund er det derfor objektivt set i overensstemmelse med den udfyldte blanket og klagerens viljestilkendegivelse heri, at pensionen er udbetalt under det gældende regelsæt. Der er således ikke tale om, at pensionskassen har fejlekspederet pensionsudbetalingen i forhold til den udfyldte blanket. Der er ikke grund til at betvivle, at klagerens egentlige hensigt har været ikke at blive diskvalificeres i forhold til indbetalinger på klagerens aldersopsparing. Imidlertid er det ikke denne subjektive hensigt, der er kommet til udtryk ved den udfyldt banket. Det forhold, at klageren efter rådgivning fra pensionskassen har udfyldt banketten, og at denne handling på grund af pensionskassens misforståelse af reglerne omkring de afledte økonomiske konsekvenser for klageren ved udbetalingen, har vist sig at være i strid med klagerens subjektive hensigt, kan derfor ikke føre til, at klagerens objektivt set klare og bekræftede viljestilkendegivelse på den udfyldte blanket anses for en åbenbar fej. Det forhold, at konsekvenserne ved udbetalingen af pension som engangsudbetaling ikke fremgår af blanketten, ændrer ikke herved. Det kan ikke føre til et andet resultat, at pensionskassen har tilkendegivet, at der er tale om fejlagtig rådgivning fra deres side. Landsskatterettens finder i den sammenhæng, at det er et civilretligt mellemværende mellem klageren og pensionsselskabet. Det bemærkes hertil, at Landsskatteretten alene kan tage stilling til klager over afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder f.eks. klager over Skattestyrelsens afgørelser, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten har dermed ikke kompetence til at tage stilling til det indbyrdes forhold mellem klageren og pensionskassen for så vidt angår de konsekvenser, som fejlrådgivningen har for klageren. Det er herved med rette, at Skattestyrelsen ikke har givet tilladelse til korrektion af pensionsudbetalingen. Efter oplysningerne om Skattestyrelsens sagsbehandling finder Landsskatteretten ikke grundlag for at fastslå, at der er begået sådanne fejl, som bevirker, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. De af repræsentanten påståede sagsbehandlingsfejl, herunder ukorrekt gengivelse af praksis og fejlagtigt opfattelse af pensionsbeskatningslovens § 25 A og anvendelsen heraf, at der ikke er foretaget høring af den anvendte praksis og lovgivning, og at Skattestyrelsen ikke har taget stilling til klagerens bemærkninger til forslaget, anses således ikke at have haft en konkret og væsentlig betydning for afgørelsens resultat og materielle rigtighed. Herved er der bl.a. lagt vægt på, at der af Skattestyrelsens afgørelse fremgår en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at begrundelsespligten i medfør af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 2, og § 20, stk. 1, jf. forvaltningslovens § 22, ikke indebærer, at Skatteforvaltningen er forpligtet til udtrykkeligt at tage stilling til samtlige fremførte argumenter, jf. eksempelvis SKM2015.423.VLR. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.