Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0080965

Hæftelse for nikotinafgift ved import af engangs e-cigaretter

Myndigheden fik medholdLille sag (< 100.000 kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
13. maj 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Toldstyrelsen udtog en pakke fra Tyskland adresseret til klageren med 70 engangs e-cigaretter indeholdende 1.750 ml nikotinholdig væske uden stempelmærker, og Skattestyrelsen opkrævede 4.375 kr. i afgift efter forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Klageren bestred at have bestilt, betalt eller modtaget varerne, henviste til, at hans euro-betalinger stammede fra en spilleside, og gjorde gældende, at tredjemand let kunne have misbrugt hans navn, adresse og telefonnummer. Skattestyrelsen fastholdt, at klagerens navn, adresse, telefonnummer og e-mail var angivet som modtageroplysninger, og at betaling via andres kort ikke kunne udelukkes. Landsskatteretten fandt med henvisning til SKM2025.267.LSR, at der var en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne, som han ikke havde afkræftet, at importen havde erhvervsmæssig karakter, og at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2014.860.BR
  • SKM2017.563.LSR
  • SKM2025.267.LSR

Fuldtekst

Journalnr. 25-0080965 Skattestyrelsen har opkrævet 4.375 kr. i afgift af nikotinholdige væsker. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Klageren har ifølge oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR) været registreret på adressen [adresse1], [by1] siden den 1. december 2022. Klageren er ikke registreret for afgift af nikotinholdige væsker efter forbrugsafgiftsloven. Toldstyrelsen har den 4. februar 2025 udtaget en pakke med pakkenummer [...] til kontrol hos [virksomhed1] [by2]. Det fremgår af pakken, at den er adresseret til [klager], [adresse1], [by1], Denmark, og at afsenderen er Shipper only, not seller, [adresse2], [Tyskland]. På pakken er telefonnummer [telefon1] anført. Skattestyrelsen har foretaget opslag i MobilePay og på Krak, der viser, at telefonnummeret tilhører klageren. Pakken indeholder i alt 70 elektroniske engangscigaretter, der er pakket i detailsalgspakninger. De elektroniske engangscigaretter indeholder samlet 1.750 ml nikotinholdige væsker med 20 mg nikotin pr. ml. Ingen af varerne er påført stempelmærker. Der foreligger fotodokumentation af pakken og indholdet. Toldstyrelsen har tilbageholdt varerne i forbindelse med kontrollen. Sagen er herefter oversendt til Skattestyrelsen til videre behandling. Skattestyrelsen har I selvstændig afgørelse af 10. februar 2025 beslaglagt varerne som sikkerhed for betaling af afgift, sagsomkostninger og eventuel bøde. Klageren har den 10. februar 2025 sendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse om beslaglæggelse af samme dato: “Vedrørende beslaglagt pakke – ikke bestilt vare Kære Skattestyrelsen, Jeg har modtaget et brev fra jer angående en pakke, der er blevet beslaglagt i mit navn. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke har bestilt eller betalt for denne pakke – den er blot blevet “sendt” til min adresse uden mit samtykke. Jeg ønsker derfor at få afklaret, hvordan jeg bedst kan komme ud af denne situation, da jeg ikke ønsker at betale told eller andre afgifter for en vare, jeg ikke har noget med at gøre. Jeg håber, at I kan hjælpe med at afklare sagen, og jeg står til rådighed, hvis I har brug for yderligere oplysninger. På forhånd tak for jeres hjælp. Med venlig hilsen, [klager] [telefonnummer udeladt].” Skattestyrelsen har i brev af 11. februar 2025 anmodet afsenderen af den omhandlede pakke om følgende oplysninger vedrørende forsendelsen: Faktura vedrørende salget af varer Dokumentation for, hvem der har betalt for varerne inklusive oplysninger om hvilket betalingskort der er benyttet samt navn på kortindehaveren Dokumentation vedrørende køberen inklusive kontaktinformation i form af navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse Det fremgår af Skattestyrelsens sagsnotat, at brevet er kommet retur med posten den 7. marts 2025. Skattestyrelsen har ikke foretaget sig yderligere for at indhente oplysninger fra afsenderen. Skattestyrelsen har i brev af 11. februar 2025 anmodet [virksomhed1] om følgende oplysninger vedrørende forsendelsen: Afsendernavn, adresse og afsenderland Hvis dansk afsender navn og CVR-nr. på den kunde, der har sendt pakken Hvis udenlandsk afsender navn og udenlandsk selskabsnummer/VAT-nummer på den kunde, der har sendt pakken Modtagernavn, adresse, telefonnummer og mailadresse, der anvendes til advisering om hjemmelevering eller afhentning i pakkeshop [virksomhed1] har i e-mail af 14. februar 2025 besvaret Skattestyrelsens henvendelse med følgende oplysninger: ”Afsender [...] [Tyskland] Modtager [klager] [adresse1] [by1] Danmark [telefon1] [e-mail1]” Skattestyrelsen har den 16. april 2025 sendt et brev til klageren og anmodet om fremlæggelse af kontoudtog. Klageren har 16. april 2025 henvendt sig telefonisk til Skattestyrelsen vedrørende fremlæggelse af kontoudtog. Han har oplyst, at han ikke har kompetencerne til at sende oplysningerne. Han har derfor givet Skattestyrelsen fuldmagt til at indhente oplysningerne. Den 13. maj 2025 sender Skattestyrelsen materialeindkaldelse til [finans1] vedrørende kontoudtog for klagerens konti i perioden 1. december 2024 til 4. februar 2025 med følgende kontonumre: [kontonr.1] [kontonr.2] [kontonr.3] [kontonr.4] Skattestyrelsen modtog materialet den 27. maj 2025. Ved gennemgang af kontoudtogene ses det, at der på konto [kontonr.1] er betalinger foretaget i euro. Den 6. januar 2025 fremgår der bl.a. følgende posteringer: [finans1] [...] køb EUR 60,00 [...] den 03.01 [finans1] [...] køb EUR 80,00 [...] den 03.01 [finans1] [...] køb EUR 90,00 [...] den 03.01 [finans1] [...] køb EUR 130,00 [...] den 04.01 [finans1] [...] køb EUR 200,00 [...] den 04.01 [finans1] [...] køb EUR 50,00 [...] den 04.01 [finans1] [...] køb EUR 60,00 [...] den 04.01 Den 25. august 2025 har Skattestyrelsen udsendt forslag til afgørelse om opkrævning af 4.375 kr. i afgift af nikotinholdige væsker som følge af importen af ovennævnte varer. Klageren har den 25. august 2025 indsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse: ”Hej [person1] - de beløb i euro stammer altså fra en spilleside, jeg har skrevet til dem og spurgt dem om de kan sende dem fra de flg. datoer og i burde også kunne finde flere i euro? (Det tager op til 30 dage, at modtage dem.) det kan os være en anden side men den er lukket ned, jeg er dog ret sikker på, at det er denne. Jeg betaler ikke den bøde, jeg kan jo bare sende noget til en anden så?... De bedste hilsner [klager]. …” Klageren har den 26. august 2025 indsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsen vedrørende advisering om modtagelse af pakker: ”Tilføjelse til bemærkninger vedr. Advicering mv. Det er den person, der har pakkenummeret, som modtager adviseringen. Det betyder, at enhver kan indtaste pakkenummeret i [virksomhed1]-appen og følge pakkens placering. Derudover er det muligt for en hvilken som helst person at afhente pakken i en pakkeshop blot ved at oplyse mit navn eller telefonnummer – der kræves ofte hverken sygesikringskort eller billed-ID, da dette af praktiske og flere andre uheldige årsager ikke altid kontrolleres i kiosker. Hvis pakken ikke afhentes dér, risikerer jeg, at den blot placeres foran min hoveddør, mens jeg ikke er hjemme. Ps. Når jeg modtager de indsatte eu beløb på spillesiden sender jeg dem. De bedste hilsner [klager]” Klageren har den 1. september 2025 indsendt skærmbilleder af kommunikation med spilside [site1] samt oversigt over indbetalinger til denne. Følgende fremgår af indbetalingsoversigten: 3. januar 2025 13:49:18 90 € Completed 3. januar 2025 15:28:05 60 € Completed 3. januar 2025 15:51:13 100 € Completed 4. januar 2025 09:24:34 80 € Completed 4. januar 2025 09:24:34 130 € Completed 4. januar 2025 10:19:21 50 € Completed 4. januar 2025 10:26:19 60 € Completed 4. januar 2025 13:21:53 200 € Completed Ved en sammenligning af kontoudtoget for konto [kontonr.1] og indbetalingsoversigten ses det, at der er overensstemmelse mellem hævningerne på klagerens konto og indbetalingerne på spilsiden. Skattestyrelsen har den 29. oktober 2025 udsendt afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 25. august 2025. Klageren har den 3. marts 2026 telefonisk oplyst til Skatteankestyrelsen, at ”[e-mail1]” er hans e-mail samt at den findes på hans profiler på sociale netværk som f.eks. Facebook og Instagram. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har opkrævet 4.375 kr. i afgift af nikotinholdige væsker. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 1.3. Vores bemærkninger og begrundelse Du står som modtager af pakken med pakkenummer [...], som indeholder 70 stk. engangs e-cigaretter af mærket [...]. Pakken er sendt fra Tyskland. Ifølge pakkelabelen er pakken adresseret til [klager], [adresse1], [by1]. Ved opslag i CPR-registret ses du at bo på ovenstående adresse. Det oplyste telefonnummer på pakkelabelen ses ud fra opslag på Krak og Mobilepay at tilhøre dig. Der er indhentet kontoudtog fra dine bankkonti for den relevante periode med henblik på at undersøge, om der kan konstateres betalinger, der kan relateres til bestilling af pakken. Gennemgangen viser flere posteringer i euro, men uden angivelse af modtager. Du har den 25. august 2025 fremsendt skriftlige bemærkninger, hvor du anfører, at posteringerne i euro stammer fra en spilleside, og at du har anmodet virksomheden om at indsende en oversigt over dine indbetalinger. Herudover har du den 26. august 2025 fremsendt yderligere bemærkninger, hvor du oplyser, at det er den person, der har pakkenummeret, som modtager adviseringen om pakken, og at enhver, der kan indtaste pakkenummeret i [virksomhed1]-appen, kan følge pakkens placering. Du anfører desuden, at en hvilken som helst person kan afhente pakken i en pakkeshop ved at oplyse navn eller telefonnummer, samt at der ofte ikke kræves hverken sygesikringskort eller billedlegitimation, idet dette ikke altid kontrolleres. Den 1. september 2025 har du fremsendt en oversigt over dine indbetalinger til den nævnte spilleside, som du mener dækker over de posteringer i euro, som ses af dine kontoudtog. Efter at have gennemgået indbetalingerne ses der en sammenhæng mellem posteringerne i euro og indbetalingerne til spillesiden. Dog kan det ikke udelukkes, at du har bestilt pakken ved brug af en andens konto eller betalingskort. Det bemærkes hertil, at [virksomhed1] bekræfter, at den pågældende pakke er bestilt i dit navn, til din adresse og med dit telefonnummer og mailadresse. På den baggrund vurderer vi, at det er dig, som har modtaget advisering om pakken på sms og mail. Da det netop er dit telefonnummer og mailadresse, der er tilknyttet pakken, finder vi det ikke sandsynligt, at en tredjemand ville kunne opnå kendskab til pakkenummeret. Da pakken ikke er bestilt til en pakkeshop, men derimod din private adresse, mener vi desuden, at det er uden relevans, at en anden ville kunne afhente pakken ved levering i pakkeshop, ved at oplyse navn eller telefonnummer. På baggrund af ovenstående fastholder vi vores opfattelse af, at du er rette modtager af pakken, og at du har købt og fået tilsendt afgiftspligtige varer fra et andet EUland. Ifølge forbrugsafgiftslovens § 16 b, stk. 1 skal private, som køber varer fra andre EU-lande til levering her i landet, og hvor varerne er omfattet af nationale punktafgifter, betale afgift af varerne, og afgiften skal betales ved modtagelsen. Men ud fra den tilsendte mængde på 70 stk. engangs e-cigaretter er det vores opfattelse, at du burde have været registreret som oplagshaver efter forbrugsafgiftsloven § 14 a, stk. 1, og du skulle have købt stempelmærker til den tilsendte mængde efter forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2. Da du ikke ses at være registreret hos Skattestyrelsen efter forbrugsafgiftsloven, har du købt afgiftspligtige varer fra udlandet i form af nikotinholdige væsker, uden at være autoriseret som oplagshaver efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1. Efter forbrugsafgiftslovens § 13 f må du ikke modtage eller opbevare afgiftspligtige varer, der ikke er pakket i forskriftsmæssigt lukket og behørig stemplede pakninger, når du ikke er autoriseret som oplagshaver. Ved at varerne samtidig ikke er forsynet med danske stempelmærker, er der ikke betalt afgift af varerne efter forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2, hvorfor du skal betale afgiften. Efter forbrugsafgiftslovens § 18 har vi skønsmæssigt opgjort afgiften på baggrund af de oplysninger, som vi har modtaget fra Toldstyrelsen. Se opgørelsen nedenfor: Nikotinholdige væsker – over 12 mg nikotin pr. milliliter Produkt ml pr. stk. Antal stk. ml i alt Afgift i kr. Engangs e-cigaretter - [...] 25 70 1.750 4.375 I alt 4.375 Afgiftssatsen er 2,5 kr. pr. ml. De indkomne bemærkninger ændrer ikke på vores opfattelse af sagen, og Skattestyrelsen træffer derfor afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag af den 25. august 2025. Vi opkræver 4.375 kr. i afgift af nikotinholdige væsker efter forbrugsafgiftslovens § 18, da du har købt afgiftspligtige varer i et andet EU-land uden at være registreret som oplagshaver. Dermed hæfter du for den manglende betalte afgift efter forbrugsafgiftslovens § 18. Vi skal samtidig gøre dig opmærksom på, at hvis du fortsat køber varer i udlandet, som er afgiftspligtige efter forbrugsafgiftslovens § 13, § 13 a, stk. 1 og § 13 b, stk. 1, skal du lade dig registrere hos Skattestyrelsen efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 28. november 2025 udtalt følgende: ”… Klagepunkt Toldstyrelsen har den 4. februar 2025 beslaglagt en postpakke, der indeholder 70 stk. nikotinholdige væsker i form af engangs e-cigaretter. Pakken er efterfølgende oversendt til Skattestyrelsen til videre sagsbehandling. Klager oplyser, at han ikke har bestilt, betalt, modtaget eller haft kendskab til pakken, og han mener derfor ikke at være rette modtager af pakken. Derudover gør klager gældende, at der ikke foreligger betalinger hverken via kort, MobilePay, PayPal, bankoverførsel eller andre systemer, der kan knyttes til købet af engangs e-cigaretter. Pakken er adresseret til hans navn, adresse og telefonnummer, som han mener enhver tredjepart kan udfylde i [virksomhed1]s systemer. Desuden oplyser klager, at det er dokumenteret, at det er nemt for uvedkommende at sende pakker til andres adresse uden samtykke, hvorefter han henviser til [virksomhed1]s hjemmeside. Klager mener derfor ikke, at Skattestyrelsen har løftet bevisbyrden for, at klager er rette modtager af pakken. Klager ønsker at Skattestyrelsens afgørelse af den 29. oktober 2025 ophæves, og at den opkrævede tobaksafgift på 4.375 kr. bortfalder. Skattestyrelsens bemærkninger til klagen Klager står som modtager af pakken, som indeholder 70 stk. engangs e-cigaretter. Ifølge pakkelabelen er pakken adresseret til [klager], [adresse1], [by1]. Ved opslag i CPR-registret ses klager at bo på ovenstående adresse. Derudover ses det oplyste telefonnummer på pakkelabelen ud fra opslag på Krak og Mobilepay at tilhøre klager. Det bemærkes hertil, at [virksomhed1] bekræfter, at den pågældende pakke er bestilt i klagers navn, til klagers adresse og med klagers telefonnummer samt mailadresse. Klager henviser til [virksomhed1]s hjemmeside, hvor klager mener, at det er dokumenteret, at det er nemt for uvedkommende at sende pakker til andres adresse uden samtykke. Den hjemmeside der henvises til, er dog kun information om, hvordan en pakke sendes med [virksomhed1]. Her er det desuden angivet, at pakker ved hjemmelevering er sporbare, og at modtager vil modtage meddelelse via sms, e-mail eller [virksomhed1]s app. Da pakken er bestilt med klagers telefonnummer og med klagers mailadresse, er det af Skattestyrelsens opfattelse, at klager har modtaget advisering omkring pakken, da den blev afsendt. Der forelægges ikke dokumentation for, at klager har nægtet at modtage pakken eller kontaktet afsenderen, hvilket ellers må anses for den naturlige handling, hvis man modtager en besked om en pakke, man ikke kender til. Da det er klagers telefonnummer og e-mailadresse, der er registreret på forsendelsen, vurderer vi det som usandsynligt, at en tredjepart skulle have fået kendskab til pakkenummeret. Derudover gør klager gældende, at der ikke foreligger betalinger hverken via kort, MobilePay, PayPal, bankoverførsel eller andre systemer, der kan knyttes til købet af engangs e-cigaretter. Hertil skal det bemærkes, at det ikke kan udelukkes, at klager har bestilt pakken ved brug af en andens konto eller betalingskort. Skattestyrelsen bemærker, at der ikke foreligger konkrete oplysninger eller indikationer for, at en tredjepart skulle have misbrugt klagers navn, adresse og telefonnummer. Skattestyrelsen har efter afgørelsesdatoen ikke modtaget yderligere oplysninger fra klageren, der giver anledning til ændring af Skattestyrelsens afgørelse af den 29. oktober 2025. …” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om at Skattestyrelsens opkrævning af afgift skal nedsættes til 0 kr. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Baggrund Jeg, [klager], har modtaget en afgørelse om forbrugsafgift vedrørende en pakke (pakkenummer [...]) indeholdende nikotinholdige e-cigaretter, som jeg ikke har bestilt, betalt, modtaget eller haft kendskab til. Jeg er derfor ikke rette modtager, importør eller bestiller af de varer, sagen omhandler. Faktiske forhold Jeg har ingen forbindelse til afsender eller køb. Der foreligger ingen betalinger, hverken via kort, MobilePay, PayPal, bankoverførsel eller andre systemer, der kan knyttes til køb af nikotinprodukter. Mine kontoudtog viser tydeligt, at mine posteringer i euro stammer fra en spilleside, ikke køb af varer. Pakken er alene mærket med mit navn, adresse og telefonnummer, hvilket enhver tredjepart kan udfylde i [virksomhed1]s eller [virksomhed2]’ systemer uden kontrol. Mulighed for misbrug af oplysninger Det er dokumenteret, at det i Danmark er meget nemt for uvedkommende at sende pakker til andres adresser uden samtykke. Ifølge [virksomhed1] og [virksomhed2] kræves kun navn og adresse, og der er ingen systematisk ID-kontrol ved levering til privatadresse. Sandsynlighed for levering uden kontrol: - Uden telefonnummer: ca. 85 % - Med telefonnummer: ca. 90 % Dette understøttes af følgende kilder: PostNord – Send pakke: https://www.postnord.dk/privat/send/pakke GLS – Sådan sender du pakker med GLS: https://gls-group.com/DK/da/privat/send/saadan-sender-du-pakker-med-GLS Pakke.dk – Send pakke til Danmark / fra udlandet: https://www.pakke.dk/import-send-pakke-til-danmark Juridisk argumentation Skattestyrelsen har ikke løftet bevisbyrden for, at jeg reelt har bestilt, modtaget eller betalt for varerne. At mit navn og nummer fremgår af pakken er ikke dokumentation for køb eller besiddelse. Ifølge forvaltningsretlige principper (jf. SKM2014.860.BR og SKM2017.563.LSR) påhviler bevisbyrden Skattestyrelsen, ikke borgeren. Da der ikke foreligger dokumentation for betaling, afsender eller ordrebekræftelse, kan jeg ikke holdes ansvarlig. Konklusion og krav Jeg anmoder hermed om, at sagen genoptages og afgiften annulleres i sin helhed, da jeg ikke har bestilt, betalt eller modtaget varen. Skattestyrelsen har ikke dokumenteret, at jeg har foretaget bestillingen, og der foreligger mulighed for tredjemandsmisbrug. Jeg anmoder samtidig om henstand med betaling af både afgiften og eventuel bøde, indtil klagen er behandlet. Afsluttende bemærkning Jeg fastholder, at jeg ikke har nogen forbindelse til denne import, og beder derfor om, at sagen øjeblikkeligt annulleres og ikke sendes videre til strafmæssig vurdering, da der ikke er grundlag for sanktion. At fortsætte sagen uden dokumentation vil stride imod både Forvaltningsloven §24 og proportionalitetsprincippet. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår om klageren hæfter for 4.375 kr. i afgift af 1.750 ml nikotinholdige væsker, der af Toldstyrelsen blev fundet i en pakke adresseret til klageren ved kontrolbesøg den 4. februar 2025 hos [virksomhed1] [by2]. Retsgrundlaget Når der henvises til forbrugsafgiftsloven, er det en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 1445 af 21. juni 2021 om forskellige forbrugsafgifter med senere ændringer, der var gældende på kontroltidspunktet den 4. februar 2025. Der skal her i landet betales afgift af nikotinholdige væsker. Afgiften for nikotinholdige væsker, hvis indhold af nikotin er højere end 12 mg nikotin pr. ml, udgør 2,5 kr. pr. ml. Det fremgår af forbrugsafgiftslovens § 13 a, stk. 1, nr. 2. Følgende fremgår af forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1, og 2: ”Afgiftspligtige varer omfattet af § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b, stk. 1, skal være pakket i detailsalgspakninger senest 1 måned efter fremstillingen af varen her i landet eller modtagelsen af varen fra udlandet. Detailsalgspakninger skal påføres et stempelmærke ved pakning af varen heri eller senest ved modtagelsen fra udlandet, hvis de afgiftspligtige varer modtages fra udlandet i detailsalgspakninger. Stk. 2. Betalingen af afgiften skal ske i forbindelse med bestillingen af stempelmærker, medmindre den registrerede oplagshaver har stillet sikkerhed efter § 13 g, stk. 1.” Forbrugsafgiftslovens § 13 f: ”Virksomheder, der ikke er registreret som oplagshavere, må ikke modtage eller opbevare afgiftspligtige varer, der ikke er pakket i forskriftsmæssigt lukkede og behørigt stemplede pakninger.” Følgende fremgår af forbrugsafgiftslovens § 14a, stk. 1: ”Virksomheder, der fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige varer, skal registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der ompakker eller omhælder varer omfattet af afsnit IX, skal ligeledes registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen. Til oplagshavere udstedes et bevis for registreringen. Følgende fremgår af forbrugsafgiftslovens § 16b, stk. 1: ”Varemodtagere, der ikke er erhvervsdrivende, og som fra andre EU-lande modtager varer omfattet af afsnit IX, skal ved modtagelsen af varerne angive den mængde varer, hvoraf der skal betales afgift til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal være underskrevet af varemodtageren. Indbetalingen skal ske senest samtidig med indsendelsen af den i 2. pkt. nævnte angivelse. Opkrævningslovens § 3, stk. 2, og § 5 finder tilsvarende anvendelse.” Følgende fremgår af forbrugsafgiftslovens § 18a, stk. 3 og 4: ”Stk. 3.Har en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter § 13, § 13 a, stk. 1, eller § 13 b, stk. 1, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav. Stk. 4. Kan størrelsen af det skyldige beløb efter stk. 2 og 3 ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af beløbet. Opkrævningslovens §§ 6 og 7 og § 8, stk. 1, nr. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på beløb omfattet af stk. 2 og 3.” Landsskatteretten har i sin afgørelse af 27. februar 2025, offentliggjort som SKM2025.267.LSR, fundet, at skatteyderen hæftede for 10.000 kr. i afgift af 4.000 ml nikotinholdige væsker pakket i detailsalgspakninger, der af Toldstyrelsen blev fundet i en pakke adresseret til skatteyderen på hans adresse ved et kontrolbesøg hos en pakkeleverandør den 14. april 2023. Af Landsskatterettens præmisser fremgår bl.a.: ”Afsenderen af pakken er angivet som G2 GmbH, Adresse Y2, DE-[…], og pakken er adresseret til A, Adresse Y1, By Y1. Det tyske selskab har således sendt pakken til klageren på hans adresse. Under disse omstændigheder er der en formodning for, at klageren har erhvervet varerne, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a. Som udgangspunkt har klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke er tilfældet. Herefter - og da der ikke foreligger konkrete omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - må klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke har erhvervet varerne.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Under kontrollen hos [virksomhed1] [by2] den 4. februar 2025 udtog Toldstyrelsen pakken, der var sendt fra Tyskland og indeholdt 70 elektroniske engangscigaretter med i alt 1.750 ml nikotinholdige væsker med et nikotinindhold på 20 mg pr. ml. De nikotinholdige væsker er afgiftspligtige efter forbrugsafgiftslovens § 13 a, stk. 1. De elektroniske engangscigaretter er ikke forsynet med stempelmærker. Da der er tale om import af 70 elektroniske engangscigaretter med i alt 1.750 ml nikotinholdige væsker, finder Landsskatteretten, at der er tale om import af varer i et omfang, der har erhvervsmæssig karakter. Modtageren af pakken skal derfor være autoriseret som oplagshaver efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1. Er en virksomhed ikke registreret som oplagshaver, må den ikke modtage eller opbevare afgiftspligtige varer, der ikke er pakket i forskriftsmæssigt lukkede og behørigt stemplede pakninger. Det følger af forbrugsafgiftslovens § 13 f. Er modtageren en virksomhed, som ikke er registreret som oplagshaver, skulle afgiften af de nikotinholdige væsker derfor have været betalt senest ved modtagelsen her i landet efter forbrugsafgiftslovens § 13 d, stk. 1 og 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren må anses som erhverver af pakken, og om han i givet fald hæfter for den manglende afgift på 4.375 kr. i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Afsenderen af pakken er angivet som Shipper only, not seller, [adresse2], [Tyskland], og pakken er adresseret til [klager], [adresse1], [by1], Denmark, med angivelse af telefonnummer [telefon1]. Den tyske afsender har således sendt pakken til klageren på hans adresse og med angivelse af hans telefonnummer. Skattestyrelsen har indhentet yderligere oplysninger om afsender af pakken hos [virksomhed1]. [virksomhed1] har oplyst, at klagerens e-mail er angivet som modtageroplysning for pakken. Klageren har overfor Skatteankestyrelsen bekræftet, at e-mailen er klagerens. Skattestyrelsen har derudover indhentet kontoudtog vedrørende klagerens bankkonti i [finans1]. Det fremgår af disse, at der den 6. januar 2025 er foretaget syv betalinger i euro. Det fremgår af den fremlagte oversigt over indbetalinger til en udenlandsk spilside, at der er overensstemmelse mellem posteringerne på klagerens konto og indbetalingerne på spilsiden. Under disse omstændigheder er der en formodning for, at klageren har erhvervet varerne, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Som udgangspunkt har klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke er tilfældet. Der henvises særligt til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2025.267.LSR. Herefter - og da der ikke foreligger konkrete omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen - må klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke har erhvervet varerne. Klageren bestrider at have bestilt varerne og har overfor Skattestyrelsen anført, at andre har misbrugt hans navn og adresse i forbindelse med forsendelsen af pakken. Klageren har hertil anført, at det er den person, der har pakkenummeret, der modtager advisering om pakken og kan følge placeringen gennem [virksomhed1]s app. Klageren har desuden overfor Skatteankestyrelsen oplyst, at hans e-mailadresse fremgår af hans profiler på sociale medier. Klageren har ikke overfor Landsskatteretten fremlagt yderligere materiale. Det er en forudsætning for at få information om trackingnummeret på en pakke, at man har adgang til den e-mailadresse eller det telefonnummer, der er angivet i forbindelse med bestillingen. Endvidere vil en pakke enten blive leveret på den adresse, der er angivet på pakken eller i en pakkeshop, hvor modtageren vil blive adviseret via e-mail og/eller SMS. Den omstændighed, at betalingen af de omhandlede varer ikke fremgår af de af Skattestyrelsen indhentede kontoudtog, udelukker ikke, at klageren kan have anvendt en anden persons konti eller betalingskort til at betale for den pågældende forsendelse. Landsskatteretten finder på den baggrund, at det af klageren anført ikke er tilstrækkeligt til at afkræfte den formodning, der er skabt ved, at det er klagerens navn, adresse og telefonnummer, der er angivet på pakkelabelen, ligesom klagerens e-mailadresse er angivet som modtager hos [virksomhed1]. Idet klageren har erhvervet afgiftspligtige nikotinprodukter i et omfang, der har erhvervsmæssig karakter, uden at være registreret for afgift samt uden at bestille stempelmærker og betale afgift senest ved modtagelsen fra udlandet, hvor afgiften forfaldt, finder Landsskatteretten, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt. Klageren hæfter derfor for afgift af de omhandlede nikotinprodukter. Det følger af forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 3. Klageren har ikke ført et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften af nikotinprodukter. Skattestyrelsen har derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig opgørelse af afgiften. Det følger af forbrugsafgiftslovens § 18 a, stk. 4. Landsskatteretten tiltræder Skattestyrelsens skøn over størrelsen af afgiften. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Hæftelse for nikotinafgift ved import af engangs e-cigaretter (jnr. 25-0080965) · skattewiki.dk