Journalnr. 25-0078238
Rentefradrag for kautionsgæld hjemvist på grund af mangelfuld periodisering
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 20. august 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik størrelsen af klagerens fradrag for renteudgifter til et pengeinstitut i indkomståret 2022, hvor renterne udsprang af udløste kautionsforpligtelser fastslået ved domme fra 2019 og 2021. Skattestyrelsen havde godkendt et fradrag på 763.568 kr. opgjort på grundlag af bankens renteopgørelse fratrukket renter allerede fradraget i 2021, mens klageren påstod et fradrag på 850.143 kr. Efter afgørelsen oplyste banken, at indbetalingerne var anvendt til dækning af hovedstol før renter, hvorfor Skattestyrelsen under klagesagen mente, at fradraget skulle nedsættes til 414.032 kr. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen ikke havde forholdt sig til, hvornår renterne forfaldt til betaling efter ligningslovens § 5, og at nye oplysninger fra banken ikke var indgået i sagsbehandlingen, ligesom der var tvivl om undladelsen af at sende forslag til afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 20, stk. 3. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen, hvilket begge parter havde tilsluttet sig.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2004.162.HR
Fuldtekst
Journalnr. 25-0078238 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2022 Rentefradrag [finans1] 763.568 kr. 850.143 kr. Hjemvisning Faktiske oplysninger Af rubrik 42 ”Renteudgifter pengeinstitut” på klagerens årsopgørelse nr. 4 for indkomståret 2022 fremgår et fradrag på 6.126 kr. Årsopgørelse nr. 4 er dannet den 30. juni 2023. Under Skattestyrelsens behandling af sagen har klageren fremlagt Retten i [by1] dom af 23. maj 2019, hvoraf følgende bl.a. fremgår: ”[…] Thi kendes for ret: [klager] og [person1] skal in solidum til [finans1] A/S betale 1.183.432,80 kr. med tillæg af rente på 15 % p.a. fra den 1. januar 2017. I sagsomkostninger skal [klager] og [person1] in solidum betale i alt 93.720 kr. til [finans1] A/S. De idømte beløb skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes i medfør af rentelovens § 8 a.” Klageren har endvidere fremlagt et brev af 2. juni 2023 fra [finans1]. Af brevet, der er adresseret til klageren og dennes ægtefælle, fremgår følgende: ”Opgørelse af skyldforhold efter salg af ejendom Efter salg af ejendommen beliggende på [adresse1], [by2] er der modtaget kr. 6.185.055,71 d. 01.08.2023, efter deponeringskontoen er frigivet. Inden modtagelse af salgsprovenuet er der bl.a. mæglersalæret betalt, samt realkreditinstitut indfriet. Engagementet opgøres således pr. 01.08.2022: Gæld [kontonr.1] ([virksomhed1] ApS), jf. dom kr.1.473.134,35 Renter, jf. dom kr.874.366,35 Betalt kr.2.347.501,18 Restgæld i alt kr. 0,00 Gæld [kontonr.2] ([revisionsfirma1]), jf. dom kr.2.331.586,36 Renter, jf. dom kr.1.505.968,17 Betalt kr.3.837.554,53 Restgæld i alt kr.686.540,27 Ovenstående betalte renter har været for indkomståret 2022, hvorfor der vil ske en efterindberetning af disse beløb på i alt kr. 1.693.794,25 - med en halvdel pa hver jeres cpr.nr. Du må gerne kontakte mig på mail om en dato hvor vi kan gennemgå sagen og aftale nærmere om afvikling af den resterende restgæld på konto [kontonr.2].” Klageren har desuden fremlagt en mail af 6. marts 2024 fra [finans1], hvoraf følgende bl.a. fremgår: ”[…] Opgørelse af gælden Jeg har nu gennemgået din sag og udarbejdet en korrekt opgørelse af din gæld, som har taget højde for indbetalingstidspunktet på din gæld. Gælden er opgjort jf. kendelserne fra Retten. Udgifterne til retsafgifterne og sagsomkostninger er tilkendt via rettens kendelse. Disse udgifter er ikke pålagt ekstra, da kontoudtogene ikke danner grundlag for min opgørelse - det gør kendelserne. Vedr. konto [kontonr.2] & [kontonr.3] Gæld, jf. dom fra d. 06.12.2021 Renter 15%, p.a. fra 01.07.2018-06.12.2021 Renter 15%, p.a. fra 07.12.2021-15.06.2022 Tilkendte sagsomkostninger fra Byretten Procesrente 7,65%, p.a. 21.12.2021- 31.12.2021 Procesrente 7,55%, p.a. 01.01.2022- 15.06.2022 Indbetaling d. 15.06.2022 2.351.616,20 1.211.887,69 183.619,35 68.370,00 143.30 5.147,79 3.164.274,27 Gæld, pr. 15.06.2022 Renter 15%, p.a. fra 16.06.2022-06.03.2024 656.510,06 173.130,98 Gæld pr. 06.03.2024 829.641,04 Vedr. konto [kontonr.1] Gæld, jf. dom fra d. 23.05.2019 Renter 15%, p.a. fra 01.01.2017- 23.05.2019 Renter 15%, p.a. fra 24.05.2019- 27.09.2021 Renter 15%, p.a. fra 28.09.2021-15.06.2022 Tilkendte sagsomkostninger fra Byretten Procesrente 8,05%, p.a. 06.06.2019- 30.06.2021 Procesrente 7,65%, p.a. 01.07.2021- 31.12.2021 Procesrente 7,55%, p.a. 01.01.2022- 15.06.2022 Tilkendte sagsomkostninger fra Vestre Landsret Procesrente 7,65%, p.a. 21.12.2021- 31.12.2021 Procesrente 7,55%, p.a. 01.01.2022- 15.06.2022 Indbetaling d. 15.06.2022 1.183.432,80 424.090,44 416.795,31 126.448,98 93.720,00 15.605,66 3.594,61 3.198,68 65.000,00 136,23 2.218,46 2.334.241,17 Gæld, pr. 15.06.2022 Din restgæld pr. 06.03.2024 er således kr. 829.641,04. Jeg skal gøre opmærksom på at gælden forrentes med bankens misligholdelsesrente på 15% indtil indfrielse sker. […] Renteindberetning Jeg forsøger igen en sidste gang ift. at forklare renteindberetningen. Såfremt, at du har yderligere spørgsmål til dette punkt, så vil jeg opfordre dig til at tage telefonisk kontakt til mig, samt SKAT. Den betaling som vi har modtaget i 2022, er blevet indberettet som betalte renter i 2022 til SKAT. Det sker da det er her betalingen falder, og så er det at vi skal indberette summen af betalte renter. For yderligere rådgivningen vedr. dit rentefradrag for 2022 ift. din årsopgørelse 2022, skal jeg bede dig rette henvendelse til SKAT. […]” Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 27. august 2025, at styrelsen, på baggrund af opgørelsen i ovenstående mail af 6. marts 2024, har opgjort klageren andel af de fradragsberettigede renteudgifter til 1.196.443 kr. De renter, der er påløbet i perioden 16. juni 2022 – 6. marts 2024, er ikke medregnet i dette beløb. Af rubrik 42 ”Renteudgifter pengeinstitut” på årsopgørelse nr. 5 for indkomståret 2022 fremgår, at Skattestyrelsen har indberettet renteudgifter med 769.694 kr., hvilket svarer til fradraget på 6.126 kr. fra årsopgørelse nr. 4 plus det ved afgørelsen af 27. august 2025 godkendte fradrag på 763.568 kr. Ved mail af 1. september 2025 har Skattestyrelsen skrevet følgende til [finans1]: ”Tak for snakken i sidste uge. Jeg sagde vidst, at jeg ville sende en mail over weekenden – det blev tydeligvis ikke til noget. Nå, men som sagt kunne jeg godt tænke mig at få tryktestet opgørelsen af renteudgifterne på jeres kunder, [klager] og [person1]. Som vi talte om i telefonen har I kontrolindberettet 846.896 kr. til hver for indkomståret 2022. Men når jeg opgør renteudgifterne efter det materiale jeg har modtaget, så ser det mere ud til, at de faktisk har afholdt renteudgifter på 2*1.196.443 kr. Er der en blind vinkel her, som jeg ikke har fanget?” Skattestyrelsen har den 2. september 2025 modtaget følgende mail fra [finans1]: ”Jeg svarer lige på denne henvendelse. Jeg skal ærligt sige, at denne sag er lidt forvirrende. Jeg vil mene, at renteindtægter der er indberettet, er korrekte. Banken har ikke modtaget dækning for flere renter end der er indberettet. Måske kan vinklen her være, at vi i denne sag har dækket hovedkravet først, og så derefter renter. Det er korrekt, at der kan opgøres flere renter – men som det også fremgår af div opgørelser, så får vi ikke fuld dækning. Et kort regnestykke: Vi får indbetalinger fra salg af ejendomme på henholdsvis 2.347.501,18 og 3.151.014,26. I alt 5.498.515,44. De krav der dækkes er følgende: Dom 06.12.2021 2.351.616,20 Dom 23.05.2019 1.183.432,80 Tilkendte sagsomkostninger 93.720,00 Tilkendte sagsomkostninger 65.000,00 Tilkendte sagsomkostninger 68.370,00 I alt Hovedkrav uden renter 3.762.139,00 Indbetaling – dækker hovedkrav først -5.498.515,44 Rest 1.736.376,00 Div modregninger refusionsopgørelse 42.581,27 Indberettet renter kto: 81 874.366,83 Indberettet renter kto 06 819.427,90 Som ovenstående viser, så er der alene dækket renter for i alt 1.693.794,73. Som er del på de to kontohavere med 846.897. Der er ikke modtaget indbetalinger, der kan medføre en større renteindberetning. (…)” Samme dag, den 2. september 2025, har Skattestyrelsen sendt følgende mail til [finans1]: ”(…) Mange tak for det hurtige svar. Det er naturligvis en overraskelse for mig, at man i denne sag har valgt at fravige det skatteretlige og relativt debitor venlige udgangspunkt om, at afdrag på gæld, der består af hovedstol og renter, anses for at dække påløbne rente forlods (medmindre andet følger af retsforholdet mellem parterne). Det var da i hvert fald en blind vinkel! (…)” Samme dag, den 2. september 2025, har Skattestyrelsen modtaget følgende mail fra [finans1]: ”Det er den model, vi engang imellem anvender, når vi i inkassosager ikke forventer at opnå fuld dækning. Vi synes det er mere debitorvenligt at fjerne hovedstolen – og stoppe rentetilskrivningen – og det anvendes som sagt nogle gange i sager, hvor vi ikke forventer fuld dækning.” Skattestyrelsen har den 8. december 2025 oplyst til Skatteankestyrelsen, at klageren ved telefonsamtale af 22. august 2025 har tilkendegivet, at han var enig i, at der kunne godkendes et fradrag på 763.568 kr., hvorfor der ikke er sendt et forslag til afgørelse til klageren. Ved mail af 9. marts 2026 har Skattestyrelsen endvidere oplyst: ”Der er ikke udarbejdet telefonnotat vedrørende telefonsamtalen den 22. august 2025. Af det interne sagsnotat fremgår følgende: ”Sagen er oprettet, da der er behov for at give skatteyderen et fradrag, som han ikke tidligere har taget og som ikke helt stemmer overens med den tredjepartsindberetning, som vi har modtaget fra [finans1]. Jeg har drøftet dette med skatteyderen fredag den 22. august og det vurderes derfor, at han kan få en afgørelse direkte. ” Det er ikke muligt for mig at uddybe telefonsamtalen yderligere.” Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har godkendt et fradrag for renteudgifter til [finans1] på 763.568 kr. for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”[…] Vores begrundelse og bemærkninger Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, er det muligt at fradrage renteudgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Efter praksis defineres renteudgifter som et sædvanligt periodisk vederlag til kreditor beregnet som en bestemt procentdel af den til enhver tid værende restgæld for at stille kapital til disposition. Ved vurderingen af, om renten opfylder rentedefinitionen, lægges der vægt på, at renten fastsættes forud for den renteperiode, som den vedrører. For at få fradrag for renteudgifter er det en forudsætning, at der er tale om reelle renteudgifter i et retligt forpligtende gældsforhold, se den juridiske vejledning afsnit C.A.11.2.1. En kautionist kan først fratrække renteudgifter af en kautionsgæld efter at kautionsforpligtelsen er blevet aktuel. Det gælder både påløbne og forfaldne renter. Ved selvskyldnerkaution er forpligtelsen aktuel, når hoveddebitor ikke betaler rettidigt. Se f.eks. Landsskatterettens afgørelse af 16. januar 2012, hvor klager, der var selvskyldnerkautionist for et selskabs gæld, først kunne fratrække renteudgifter af gælden fra dekretdagen for selskabets konkurs. Efter praksis er det den, der ønsker at få et fradrag, som skal dokumentere – eller i det mindste sandsynliggøre – at det ønskede fradrag er berettiget. Dette er belyst ved flere domme, bl.a. SKM2004.162.HR, hvor Højesteret udtalte, at den der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordringen rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Højesteret fortsætter ved at pointere, at beviskravet typisk vil være skærpet i de tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod. Selvom sagen handler om befordringsfradrag, så er fremgangsmåden ved vurderingen af, om en skatteyder kan få fradrag eller ej den samme; det skal dokumenteres eller i det mindste sandsynliggøres, og hvis forholdene taler derfor, skal det vurderes under skærpet beviskrav Den dokumentation vi har modtaget fra dig viser, at du har haft fradragsberettiget renteudgifter hos [finans1] i 2022 for i alt 1.196.443 kr. I 2021 fratrak du imidlertid 432.865 kr., som også var renteudgifter relateret til din gæld til [finans1]. Dette gjorde du med hjemmel i ligningslovens § 5, stk. 1 og 8, 2. pkt., idet du på tidspunktet var i stand til at betale forfalden gæld eller stille sikkerhed herfor i dine aktiver. Men for at modvirke at du får fradrag for de samme renter to gange skal dit rentefradrag for 2022 opgøres med respekt for de allerede fradragne renter: Muligt fradrag i 2022, jævnfør [finans1]s opgørelse: 1.196.443 kr. Brugt fradrag i 2021: 432.865 kr. Beløb til fradrag i 2022: 763.578 kr. Da du ikke har brugt fradrag for 2022 forhøjes dit rentefradrag med 763.578 kr.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 11. november 2025 udtalt følgende: ”Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Skattestyrelsen modtager nye oplysninger om renteudgifterne fra skatteyders pengeinstitut få dage efter, at vi har sendt afgørelsen til [klager]. Det fremgår af de nye oplysninger, at [klager]s fradrag for renteudgifter for 2022 kan opgøres således: Samlet rentefradrag (begge ægtefæller) 1.693.794 kr. [person1]s andel heraf 846.897 kr. Heraf fratrukket i 2021 432.865 kr. Rest til fradrag i 2022 414.032 kr. Beregningen fremgår endvidere af mailkorrespondancen med pengeinstituttet, som er vedlagt som bilag. Vi har i vores afgørelse dateret den 27. august 2025 godkendt fradrag for renteudgifter med 763.568 kr. Det betyder at Skattestyrelsen har godkendt 349.546 kr. for meget i rentefradrag for 2022. Vi vil derfor foreslå, at Skatteankestyrelsen ændrer fradrag for renteudgifter med 349.546 kr. således at [klager]s indkomst forhøjes med beløbet. Subsidiært foreslår vi, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. I klagen anmoder [klager] om fradrag for yderligere 83.318 kr. i rentefradrag i forhold til det godkendte fradrag [klager] mener således at rentefradraget udgør 846.897 kr. Skattestyrelsen er enig i, at [klager]s samlede andel af renteudgifterne udgør 846.897 kr. Der er i indkomståret 2021 allerede fratrukket 432.865 kr. Rentefradraget for 2022 udgør derfor 414.032 kr. [klager] anfører endvidere at Skattestyrelsen har anvendt flere renteopgørelser fra [finans1], som han ikke er enig i. Hertil skal Skattestyrelsen bemærke, at vi følger de oplysninger, som vi modtager fra pengeinstituttet.” Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”[…] Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling om at sagen skal hjemvises til fornyet behandling. Det fremgår af sagens oplysninger, at de omhandlede renter er idømt ved domme af henholdsvis 23. maj 2019 og 6. december 2021. Det fremgår af Retten i [by1] dom af 23. maj 2019, at det idømte beløb skulle betales inden 14 dage. Dommen af 6. december 2021 er ikke fremlagt. [finans1] har indberettet et fradrag for renteudgifter på 846.897 kr. for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har på baggrund af oplysninger modtaget via mail fra [finans1], opgjort de fradragsberettigede renteudgifter for indkomståret 2022 til 1.196.443 kr. Skattestyrelsen reducerede derefter beløbet med 432.865 kr., svarende til de renteudgifter som klageren har fradraget i indkomståret 2021. Skatteankestyrelsen har indstillet til at sagen skal hjemvises til fornyet behandling, da de finder, at Skattestyrelsen ikke forholdt sig til, hvornår renterne forfaldt til betaling og hvor stor en del af de samlede renteudgifter, der er fradragsberettiget i indkomståret 2022, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., og stk. 8, 1. og 2. pkt. Skattestyrelsen er enig i at sagen skal hjemvises, med henblik på foretage en korrekt periodisering af rentefradragene. Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling. […]” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at han er berettiget til et fradrag for renteudgifter til [finans1] på 850.143 kr. for indkomståret 2022. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”[…] Der klages over følgende: Ej godkendt fradrag af renteudgifter til [finans1] 173.130 + 1.000 : 2 i alt 87.065. Regnefejl på 174.130 på opgørelsen af de af Skattestyrelsen opgjorte renteudgifter er brugt til opgørelse af rentefradraget. At skattestyrelsen har brugt flere opgørelser af renteudgifter opgjort af [finans1], hvilke opgørelser der ikke er enighed om mellem skatteyder og [finans1] som derved ikke kan anvendes. Sagen drejer sig om opgørelse af renteudgifter opgjort i 2022, og udspringer af tidligere udløste kautionsforpligtelser. […] Begrundelser for klagen. Ad 1 Renteudgifterne som der nægtes fradrag for fremkommer således. Muligt fradrag jf. bankens opgørelse 1.197.443 Difference i sammentællingen 85.565 Brugt heraf i 2021 - 432.865 Brugt fradrag i 2022 iflg. Skattestyrelsen - 763.568 Manglende fradrag af renter i 2022 86.575 Opgørelsen er ikke korrekt opgjort. Yderligere begrundelser se efterfølgende. Ad 2 Ved skattestyrelsens opgørelse af renteudgifter medregnes renterne for perioden 16.06.2022 – 06.03.2024 kr. 173.131 ikke, hvorved der opstår en difference på dette beløb. Den samlede opgjorte rente burde være 2.566.016 i opgørelsen. Heri skal skatteyder deltage med 50% eller 1.283.008 og ikke som opgjort 1.197.443. Ad 3 Skattestyrelsen har brugt flere opgørelser af renteudgifterne som banken har opgjort, hvilke banken ikke har opgjort korrekt og endeligt. Der er lavet 7 forskellige opgørelser, hvor ingen er godkendt af skatteyder. Der vil inden længe blive udtaget stævning mod [finans1] for bl.a. den manglende indberetning af korrekt opgjorte renteudgifterne. For nuværende kan renteudgifterne opgøres således: Muligt fradrag jf. bankens opgørelse af renter korrigeret for fejl 1.197.443 + 85.565 1.283.008 2.566.016 : 2 + 173.130 : 2 Brugt renter i 2021 - 432.865 Muligt fradrag i 2022 beregnet ud fra bankens opgørelse 850.143 Dette fradrag skal reduceres med det allerede opnåede fradrag på 763.568, hvorved det manglede fradrag fremkommer som 86.575.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 11. november 2025: ”Dokumentation på de fra [finans1] modtagne oplysninger få dage efter, at Skattestyrelsen har sendt afgørelsen til mig, skal jeg anmode om at få tilsendt. Opgørelse nr. 5 er dateret den 28. oktober 2025 og den næste nr. 6 er først dateret den 10. november 2025, altså 12 dage imellem datoerne og ikke få dage efter den 28. oktober 2025 som Skattestyrelsen oplyser. Det samlede rentefradrag på 1.693.794 som Skattestyrelsen bruger i deres opgørelse er ikke korrekt, hvilket formentlig vil fremgå af det jeg modtager herom. Skattestyrelsen oplyser på side 2 at "I klagen anmoder [klager] om fradrag for yderligere 83.138 i rentefradrag i forhold til det godkendte fradrag". Det beløb vedrører ikke mig. Det vedrører min ægtefælle [person1] som også har påklaget hendes skatteansættelse for 2022. Idet [person1] også har påklaget sin skatteansættelse for 2022, er det måske formålstjenligt at behandle begge sager under et, idet de vedrører de samme problemstillinger. Opgørelse nr. 5 blev ikke kørt gennem systemet, hvorved der ikke skete noget omkring udbetaling af overskydende skat til trods for at der på denne ikke er anført noget om at Gældstyrelsen først skal undersøge om der er gæld til det offentlige. […]” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”Jeg kan tilslutte mig at sagen hjemvises til fornyet sagsbehandling” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, hvor stort et fradrag for renteudgifter til [finans1] klageren er berettiget til i indkomståret 2022. Retsgrundlaget Af statsskattelovens § 6, fremgår bl.a. ”Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage: […] e) renter […]” Af ligningslovens § 5, stk. 1 og 8, fremgår: ”Renteudgifter fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. dog stk. 2, 5, 6, 7 og 8. Det samme gælder for udgifter til løbende provisioner eller præmier for lån, som den skattepligtige optager, og for præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld, jf. § 8, stk. 3, litra a og b. […] Stk. 8. Renteudgifter mv., jf. stk. 1, kan først fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter mv. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Renteudgifter mv. anses ved anvendelsen af reglerne i dette stykke for betalt, når de af et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer tilskrives den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende, uden at kreditten herved overstiger det aftalte maksimum.” Af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 2 og 3, fremgår: ”Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en skattepligtig nævnt i skattekontrollovens § 2 har undladt at give told- og skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2 og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Stk. 2. Den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning. Stk. 3. Underretning som nævnt i stk. 1 og 2 kan undlades, i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen eller told- og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Det fremgår af sagens oplysninger, at de omhandlede renter er idømt ved domme af henholdsvis 23. maj 2019 og 6. december 2021. Det fremgår af Retten i [by1] dom af 23. maj 2019, at det idømte beløb skulle betales inden 14 dage. Dommen af 6. december 2021 er ikke fremlagt. [finans1] har indberettet et fradrag for renteudgifter på 846.897 kr. for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i stedet er berettiget til et fradrag for renteudgifter på 763.568 kr. for indkomståret 2022. I selve beregningen har Skattestyrelsen dog opgjort fradraget til 763.578 kr. Beløbet er fremkommet ved, at Skattestyrelsen, på baggrund af en mail af 6. marts 2024 fra [finans1], har opgjort de fradragsberettigede renteudgifter for indkomståret 2022 til 1.196.443 kr. og derefter uden videre reduceret beløbet med 432.865 kr., svarende til de renteudgifter som klageren har fradraget i indkomståret 2021. Skattestyrelsen har dermed ikke forholdt sig til, hvornår renterne forfaldt til betaling, og som konsekvens heraf, hvor stor en del af de samlede renteudgifter, der reelt er fradragsberettiget i indkomståret 2022, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., og stk. 8, 1. og 2. pkt. Dertil kommer, at oplysningerne fra [finans1] om, at der er afdraget på gæld før renter, og at der derfor ikke er opnået fuld dækning for renterne, først er fremkommet efter Skattestyrelsen har truffet afgørelse, hvorfor de ikke har indgået i Skattestyrelsens behandling af sagen. På den baggrund, og da der uden et telefonnotat af Skattestyrelsens samtale med klageren den 22. august 2025 kan være tvivl om, hvorvidt det var med rette, at styrelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 3, undlod at sende et forslag til afgørelse til klageren, hjemviser Landsskatteretten sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen.