Journalnr. 25-0070644
Skønsmæssig ansættelse af kontantsalg i sushirestaurant fastholdt
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 29. juli 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om Skattestyrelsen med rette havde foretaget en skønsmæssig ansættelse af et restaurantselskabs ikke-bogførte kontantomsætning for indkomståret 2022 til 244.412 kr., svarende til 9 % af omsætningen baseret på Nationalbankens analyse af kontantbetalinger. Selskabet gjorde gældende, at kontantsalget ifølge egne daglige og månedlige salgsopgørelser kun udgjorde 2,51 %, og at skønnet højst burde fastsættes til 5-6 %, da kontantbetaling er mindre udbredt i restaurationsbranchen end i dagligvarehandlen. Landsskatteretten fandt, at kasseregnskabet ikke var ført og afstemt, at de fremlagte opgørelser var ufuldstændige og ikke kunne afstemmes til bogføringen, og at der derfor var grundlag for skønsmæssig ansættelse, ligesom skønnet på 9 % blev tiltrådt. Retten korrigerede dog Skattestyrelsens beregning, idet kontantsalget skulle udgøre 9 % af den samlede omsætning og ikke 9 % oven på kortsalget, hvorefter ansættelsen blev nedsat med 21.996 kr. til 222.416 kr. ekskl. moms.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 25-0070644 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2022 Skønnet kontantomsætning 244.412 kr. Nedsættelse 222.416 kr. Faktiske oplysninger Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, at [klager] ApS (herefter selskabet) blev stiftet den 4. august 2021 med CVR-nr. [...1] og under branchekoden 561110 ”Servering af mad i restauranter og caféer”. Selskabets formål er at drive virksomhed med handel og service, samt enhver i forbindelse hermed stående virksomhed. Selskabets legale ejere er [person1] og [person2]. Selskabet har for indkomståret 2022 oplyst den skattepligtige indkomst til - 94.413 kr. Over for Skattestyrelsen har selskabets repræsentant fremlagt dele af en årsrapport, hvor følgende oplysninger vedrørende selskabets nettoomsætning bl.a. fremgår: Nettoomsætning 2.947.064 kr. Ordinært resultat før finansiering og ekstraordinære poster -93.505 kr. Årets resultat før skat: -94.412 kr. Egenkapital -54.412 kr. Balancesum 1.342.151 kr. Selskabet har ikke bogført kontantsalg for indkomståret 2022. I forbindelse med Skattestyrelsens kontrol anmodede Skattestyrelsen den 17. maj 2024om oplysninger, herunder en redegørelse for en difference i salgsmomsen. Der blev også anmodet om momsregnskab og saldobalance for perioden 4. august 2021 til 31. december 2022, samt kontokort for samme periode. Da Skattestyrelsen på baggrund af det modtagne materiale kunne konstatere, at der ikke var bogført kontantsalg i indkomståret 2022, anmodede Skattestyrelsen også om dokumentation herfor ved brev af 14. oktober 2024. Selskabets tidligere revisor oplyste ved mail af 5. november 2024 til Skattestyrelsen, at den manglende bogføring nok var en forglemmelse. I mailen var desuden vedlagt en opgørelse over selskabets salg i december 2022, hvor selskabets kontantsalg udgjorde 1.304 kr. inkl. moms ud af en omsætning på 304.065 kr. inkl. moms fra restauranten, svarende til 0,43 %. Skattestyrelsen har på baggrund af statistiske oplysninger, bl.a. Nationalbankens analyse af kontante betalinger offentliggjort i ”Kontanters rolle i et samfund med lavt brug af kontanter” fra 2023, foretaget en skønsmæssig opgørelse af selskabets kontante salg. Det fremgår heraf, at antallet af betalinger med kontanter i den fysiske handel udgjorde 11 % i 2021 og 2023, og at værdien af betalinger foretaget med kontanter udgjorde 9 % af den totale transaktionsværdig i fysisk handel. Endelig fremgår det af analysen, at kontanthandel er mere udbredt i provinsbyer, end det f.eks. er i hovedstadsområdet og i større byer. Skattestyrelsen har i vurderingen af kontantsalget desuden lagt vægt på de bogførte beløb under konto 1010: salg af varer på samlet 2.471.284 kr. Skattestyrelsen sendte den 11. februar 2025 et forslag til afgørelse, hvor Skattestyrelsen foretog en skønsmæssig ansættelse af selskabets kontantsalg for indkomståret 2022. Ved mail af 14. marts 2025 oplyste selskabets repræsentant, at kontantsalget i 2022 udgjorde 79.130 kr. inkl. moms. Over for Skattestyrelsen blev der i den forbindelse fremlagt daglige salgsopgørelser (såkaldte ”daily”) for udvalgte dage, samt månedsvise opgørelser af selskabets salg i perioden fra juni til december 2022, fordelt på indtægter modtaget via henholdsvis kortbetaling, gavekort og kontantsalg. Heraf fremgår bl.a. følgende: Måned Kort Kontant Gavekort Juni 530.524,70 kr. 15.908,00 kr. Juli 841.239,35 kr. 22.457,60 kr. August 459.731,50 kr. 19.290,00 kr. 200,00 kr. September 336.303,90 kr. 8.647,80 kr. 500,00 kr. Oktober 339.109,80 kr. 5.930,20 kr. 1.650,00 kr. November 266.624,90 kr. 5.860,60 kr. 1.950,00 kr. December 296.761,00 kr. 1.304,00 kr. 6.000,00 kr. SUM 3.070.295,15 kr. 79.398,20 kr. 10.300,00 kr. Repræsentanten oplyste desuden, at selskabets kontantsalg udgør 2,51 %. Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse af 29. august 2025 fastholdt forslaget. Skattestyrelsen har fundet, at de fremsendte kontokort og månedsopgørelser, udarbejdet på baggrund af de daglige salgsopgørelser, ikke er tilstrækkelige til at kunne danne grundlag for en korrekt opgørelse af kontantsalget for indkomståret 2022. Ved skønnet har Skattestyrelsen lagt vægt på de bogførte beløb under konto ”1010: Salg af varer” med teksten ”DKFLX” og ”NETS” fra fysisk salg via dankort, Visakort og MasterCard i restauranten. Summen af disse udgør i alt 2.471.284 kr. Skattestyrelsen har således foretaget en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens kontante salg til 9 % af selskabets omsætning til 244.412 kr. inkl. moms. (2.471.284 x (100/91)) x 9 %. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har foretaget en skønsmæssig ansættelse af selskabets skattepligtige indkomst af kontantsalg på 244.412 kr. i indkomståret 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”(…) 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger (…) Begrundelse for fastholdelse af skønsmæssig forhøjelse af omsætning Skattestyrelsen har gennemgået de modtagne oplysninger af 14. marts 2025 samt oplysninger indsendt vedrørende perioden 01-01-2023 til 31-12-2023, indsendt den 8. april 2025 og 27. maj 2025. På baggrund af nedenstående, fastholder vi at kontantsalget skal opgøres til 244.412 kr., som begrundet i ” Forslag til afgørelse om selskabets moms og skattepligtige indkomst” af 11. februar 2025. I forslaget skønnede vi kontantsalget på baggrund af en analyse foretaget at Danmark Nationalbank offentliggjort i” Kontanters rolle i et samfund med lavt brug af kontanter” af 30. november 2023. Her oplyses at antallet af betalinger med kontanter i den fysiske handel udgjorde 11 pct. I 2021 og 2023 og værdien af betalinger foretaget med kontanter udgjorde 9 pct. af den totale transaktionsværdi i fysisk handel. Skattestyrelsen vurderer at disse tal også kan lægges til grund for 2022. Endvidere henviste vi til Landsskatterettens afgørelse af 29-09-2023 (journalnr. 20-0053291), som omhandlede en restaurant, hvor Landsskatteren anså Skattestyrelsens skøn af kontantsalg på 10 % for indkomståret 2018 for at være et rimeligt skøn. Skattestyrelsen skønner ud fra en konkret vurdering, at de daglige salgsopgørelser/”daily” modtaget den 14. marts 2025, ikke kan lægges til grund for opgørelsen af kontantsalget, da: Beløbene som fremgår af den daglige salgsopgørelse/”daily”, ikke kan afstemmes over til bogføringen. De daglige salgsopgørelser/”daily”, udviser at selskabet kun har solgt ”Sushi ad libitum”. Der ses altså ikke salg af drikkevarer mv. De daglige salgsopgørelser/”daily” udviser at I har modtaget betalinger i form af ”gavekort”. Der ses dog ikke salg af gavekort af de daglige salgsopgørelser/”daily”. De månedlige opgørelser over salg for juni 2022 til december 2022, udviser at der i månederne juni 2022, juli 2022 og august 2022, kun har været 2 dage, hvor der ikke er slået kontantsalg i kassen. I december er der kun slået kontantsalg ind på 4 dage af 28 dage i oktober 16 af 30 dage. Dette finder skattestyrelsen ikke sandsynligt. Endvidere foreligger der ikke daglige kasseafstemninger med optælling af kontantbeholdningen jf. bogføringslovens § 7, stk. 3, som ville kunne sandsynliggøre selskabets oplyste umiddelbart lave kontantsalg på 2,51 pct. sammenholdt med analysen som skattestyrelsen har henvist til. Opgørelse af skønsmæssig forhøjelse af omsætning Ifølge selskabets tidligere revisor; [person3] stammer de bogførte beløb under konto ”1010: Salg af varer” med teksten ”DKFLX” og ”NETS” fra fysisk dankort, visakort, mastercard salg i restauranten. Summen af disse udgør: Bogførte beløb indeholdende teksten ”DKFLX” 1.356.774 Bogførte beløb indeholdende teksten ”NETS” 1.114.509 SUM 2.471.284 Skattestyrelsen fastholder skønnet på baggrund af den nævnte analyse foretaget at Danmark Nationalbank, at kontantsalget til at have udgjort følgende: (2.471.284 x (100/91)) x 9 pct. = 244.412 kr. Beløbet er skattepligtig efter statsskattelovens § 4 og ændres efter de ordinære frister i skatteforvaltningslovens 26, stk. 1. Skattestyrelsen skønner virksomhedens kontantsalg med hjemmel i skattekontrollovens § 74, stk. 2, da vi vurderer at de fremsendte kontokort og månedsopgørelser på baggrund af de daglige salgsopgørelser/”daily”, ikke er tilstrækkelige til at kunne danne grundlag for en korrekt årsopgørelse. Skattestyrelsen har ikke anvendt oplysningerne i skattekontrollovens § 74, stk. 3, 1-3. pkt., da vi vurderer, at analysen foretaget at Danmark Nationalbank offentliggjort i” Kontanters rolle i et samfund med lavt brug af kontanter” af 30. november 2023, giver et mere sikkert grundlag for opgørelsen af din virksomheds kontantsalg. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 9. oktober 2025 udtalt følgende: ”(…) Tilsidesættelse af regnskabsgrundlag Det følger af den juridiske vejledning 2022-2 under punkt A.C.2.1.4.4.2.1 Krav om udarbejdelse af et ført og afstemt kasseregnskab: Krav om udarbejdelse af (kasse)regnskab …” Hvis Skatteforvaltningen må konstatere mangler i bogførings- og regnskabsmaterialet, skal Skatteforvaltningen herefter tage stilling til, om manglernes omfang og karakter giver grundlag for at ændre indkomstansættelsen efter et skøn. Hvis Skatteforvaltningen skal kunne anse et skattemæssigt årsregnskab for tilstrækkelig dokumentation for opgørelsen af den skattepligtige indkomst for en fysisk skattepligtig, der er selvstændigt erhvervsdrivende, eller en juridisk skattepligtig (selskaber m.v.), skal regnskabet være udarbejdet på grundlag af et ført og afstemt kasseregnskab efter virksomhedens art og omfang. Virksomhedens art og omfang influerer på, hvor udførligt og detaljeret, kasseregnskabet skal føres og afstemmes. Desuden skal bogføringen, der ligger til grund for regnskabet, være foretaget løbende igennem indkomståret…” Dette følger af bogføringslovens bestemmelser. Ovenstående indbefatter at selskabet skal afstemme kassen og tjekke, at det, der ligger i den, stemmer med det salg, der er registreret på kasseapparatet og notere dette på et kasseafstemningsskema. Begrundelse for tilsidesættelse af regnskab Skattestyrelsen har konstateret at selskabet ikke har bogført kontantsalg for indkomståret 2022, dette konstateret ved manglende bogføring på konto: 5810: Kassebeholdning. Selskabet har efter skattestyrelsens henvendelse fremsendt daglige salgsopgørelser/”daily” for udvalgte dage samt månedsopgørelser udarbejdet på baggrund af de daglige salgsopgørelser/”daily”. Salgsopgørelserne udviser at der har været kontantsalg. Dernæst er der taget stilling til om salgsopgørelserne//”daily”, kan lægges til grund for opgørelsen at selskabet kontantsalg. Ved gennemgang af de daglige salgsopgørelser/”daily” har skattestyrelsen konstateret at: Beløbene som fremgår af den daglige salgsopgørelse/”daily”, ikke kan afstemmes over til de modtagne bankkontoudtog og bogføringen. Det er derved ikke muligt at følge sporet fra bilag til bankkonto eller kontokort. De daglige salgsopgørelser/”daily”, udviser at selskabet kun har solgt ”Sushi ad libitum”. Der ses ikke salg af fx drikkevarer samt salg af restaurantens øvrige produkter fra det 52 siders menukort - [site1] De daglige salgsopgørelser/”daily”, udviser at der gennem hele året har været brugt gavekort som betalingsmiddel. Der ses dog ikke salg af gavekort på de daglige salgsopgørelser/”daily”. De månedlige opgørelser over salg for juni 2022 til december 2022, udviser at der i månederne juni 2022, juli 2022 og august 2022, kun har været 2 dage, hvor der ikke er slået kontantsalg i kassen. I december er der kun slået kontantsalg ind på 4 dage af 28 dage i oktober 16 af 30 dage. Dette finder skattestyrelsen ikke sandsynligt. Skattestyrelsen har derfor vurderet at der er stor usikkerhed forbundet med de daglige salgsopgørelser/”daily”, og ud fra en konkret vurdering fundet, at disse ikke kan anvendes som objektive kendsgerninger, som klager argumentere for. Da der samtidig ikke foreligger daglige kasseafstemninger med optælling af kontantbeholdningen, som ville kunne sandsynliggøre selskabets oplyste umiddelbart lave kontantsalg på 2,51 pct., sammenholdt med analysen foretaget af Danmark Nationalbank offentliggjort i” Kontanters rolle i et samfund med lavt brug af kontan- ter” af 30. november 2023, fastholdes at kontantsalget skal opgøres som i den fremsendte ”Afgørelse om selskabets moms og skattepligtige indkomst” af 29. august 2022. Skattestyrelsen vil samtidig ikke undlade at henvise til figur 12 i analysen foretaget af Danmark Nationalbank offentliggjort i” Kontanters rolle i et samfund med lavt brug af kontanter” af 30. november 2023. Her fremgår, at andelen af betalinger i restaurations- og oplevelsesbranchen udgør mellem 10 og 12 pct., hvorfor vi vurderer at 9 pct. af den totale transaktionsværdi, i dette tilfælde selskabets omsætning fra restauranten, kan lægges til grund. (…)” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at den af Skattestyrelsen foretagne skønsmæssige ansættelse skal nedsættes, således, at det opgjorte kontantsalg udgør maximalt 5-6 %. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ” (…) På vegne af [klager] ApS, vil vi hermed gerne klage over Skattestyrelsens afgørelse 29. august 2025 med Sags-id [sag1]. Selskabet har opgjort kontantsalget i perioden til 2.51% af omsætningen. Skattestyrelsen nægter at anerkende opgørelsen med henvisning til, at denne ikke kan afstemmes med bogføringen, at der kun er solgt ”Sushi ad libitum” og ingen drikkevarer, og at der visse måneder kun har været slået kontantsalg ind i et begrænset antal dage. Skattestyrelsen foretager i stedet et statistisk skøn af kontantsalget, som opgøres til 9% af omsætningen. Som grundlag for dette estimat henviser Skattestyrelsen til Nationalbankens publikation ”Kontanters rolle i et samfund med lavt brug af kontanter” (https://www.nationalbanken.dk/da/viden-og-nyheder/publikationer-og-taler/analyse/2023/kontanters-rolle-i-et-samfund-med-lavt-brug-af-kontanter). (billede udeladt) Der henvises også til Landsskatterettens afgørelse af 29-09-2023 (journalnr. 20-0053291), hvor kontantsalget for en restaurant i 2018 blev skønnet til 10%. Hertil anføres det for det første, at et overordnet estimat af kontantsalget i samfundet ikke nødvendigvis kan anvendes for en individuel restaurant. Ifølge Nationalbankens publikation finder de fleste kontantbetalinger sted i dagligvarebutikker: ” Over halvdelen af alle betalinger med kontanter i fysisk handel i 2023 blev foretaget i dagligvarebutikkerne, se figur 13. Det afspejler, at selv om 13 pct. af betalingerne i dagligvarebutikkerne blev foretaget med kontanter, så er det her, langt de fleste betalinger med kontanter finder sted, ifølge Nationalbankens undersøgelse.” Kontantsalget andre steder end dagligvarebutikker må derfor forventes at være mindre end de overordnede 9% angivet i figuren ovenfor. Specielt i restauranter anvender langt de fleste folk i dag digital betaling, da det er besværligt at skulle optælle præcise kontantbeløb, håndtere drikkepenge, mv. Dette håndteres langt nemmere med en digital betalingsterminal. Landsskatterettens afgørelse af 29-09-2023 understøtter faktisk dette synspunkt. Selvom restaurantens kontantsalg blev skønnet til 10% af omsætningen, så stammer afgørelsen fra 2018. I henhold til Nationalbankens figur ovenfor, udgjorde kontantsalget i 2017 16% af den samlede omsætning. Tallet for 2018 må antages at ligge tættere på 2017 end på 2019, da der i 2019 kom nye mulighed for digital betaling, som medførte et større fald i kontantsalget: (Billede udeladt) Hvis det antages, at det overordnede kontantsalg i 2018 derfor var på 16% generelt og 10% for restauranter, så udgjorde kontantsalget for restauranter 10/16 = 62.5% af det overordnede kontantsalg. Et overordnet kontantsalg på 9% i 2023 medfører derfor et estimeret kontantsalg for restauranter på: 9% * 0.625 = 5,625%. Desuden bør selskabets egen opgørelse af kontantsalget til 2.51% ikke blot tilsidesættes fuldstændigt, da denne er baseret på objektive kendsgerninger. Selv hvis Skattestyrelsens argumenter accepteres, kan salg af drikkevarer og manglende indslåelse af kontantsalg i visse måneder ikke medføre en næsten firedobling af kontantsalget på 2.51% til 9% i forhold til det opgjorte. Det manglende opgjorte kontantsalg kan maximalt udgøre en fordobling af det opgjorte fra 2.51% til ca. 5%. Ud fra disse betragtninger, anføres det derfor, at selskabets kontantsalg bør estimeres til maksimalt 5-6% af omsætningen. (…)” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om der er grundlag for at ansætte selskabets kontantomsætning for indkomståret 2022 skønsmæssigt. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Enhver skatteyder skal oplyse sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af dagældende skattekontrollovs § 2 (lovbekendtgørelse nr. 1987 af 27. oktober 2021). Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 1 og 2. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 6, stk. 1, nr. 1 (tidligere stk. 2, nr. 1), indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr.1296 af 14. november 2018) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009 med efterfølgende ændringer). Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligt til på begæring af told- og skatteforvaltningen til denne at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Det fremgår af skattekontrollovens § 53, stk. 1. Regnskabet skal bl.a. være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Efterkommes anmodningen om regnskabsmateriale ikke, eller hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 74, jf. §§ 53, stk. 3, og 6, stk. 2 (tidligere stk. 3). Kravene til den løbende bogføring og registrering fremgår af bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006). Af dagældende bogføringslovs §§ 7, stk. 1-3, 8 og 9, stk. 1, fremgår: ”§ 7. Alle transaktioner skal registreres nøjagtigt under hensyn til virksomhedens art og omfang. Herudover skal transaktioner registreres snarest muligt efter, at de forhold foreligger, der er grund til registreringerne. En virksomhed, der på grund af art og omfang ikke er i stand til at registreres køb og salg, kan i stedet registrere på grund af daglige kasseopgørelser. Stk. 2. Registreringer skal så vidt muligt foretages i den rækkefølge, som transaktionerne er foretaget i. Registreringerne skal henvise til de tilhørende bilag og indeholde oplysninger, der gør det muligt at bestemme den enkelte registrerings tidsmæssige placering i bogføringen. Stk. 3. Registreringerne skal, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger. (...) § 8. Alle registreringer skal kunne følges til det i § 4, stk. 1 omhandlende regnskab, opgørelse eller opstilling. Tallene heri skal kunne opløses i de registreringer, hvoraf de er sammensat. § 9. Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Det er ubestridt, at selskabet har modtaget kontantbetalinger. Kontantomsætningen for indkomståret 2022 fremgår ikke af bogføringen. Landsskatteretten finder på den baggrund, at virksomhedens kasseregnskab ikke er blevet ført og afstemt i tilstrækkelig grad, hvorefter regnskabet ikke lever op til kravene i bogføringsloven. Landsskatteretten finder derfor, at Skattestyrelsen har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af kontantomsætningen for indkomståret 2022, jf. skattekontrollovens § 74, jf. §§ 53, stk. 3, og 6, stk. 2 (tidligere stk. 3). På baggrund af oplysninger om selskabets økonomi og Danmarks Nationalbanks analyse af kontanters anvendelse i samfundet har Skattestyrelsen skønnet, at selskabets kontantsalg udgjorde 9 % af den samlede omsætning i selskabet, svarende til 244.412 kr., i indkomståret 2022. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsens skøn er i overensstemmelse med denne analyse. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at der er grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn, som Landsskatteretten derfor kan tiltræde. Den kontante omsætning udgør således 9 % af den samlede omsætning i selskabet. I vurderingen har Landsskatteretten lagt vægt på, at selskabet kun har fremlagt dokumentation i form af daglige salgsopgørelser for udvalgte dageog månedlige opgørelser af virksomhedens salg i perioden fra juni til december 2022, men at materialet ikke er fyldestgørende og dermed ikke retvisende ved vurderingen af det samlede kontantsalg. Der er ikke fremlagt kasseoptællinger, der kan danne grundlag for en opgørelse over selskabets kontante omsætning. Det af repræsentanten anførte om, at kontantsalget i samfundet generelt har været dalende, og at kontantsalg anvendes sjældnere på restauranter end i andre brancher, er ikke underbygget af dokumentation og kan derfor ikke føre til et andet resultat. Nationalbankens analyse understøtter heller ikke dette. Landsskatteretten tiltræder således Skattestyrelsens opgørelse af kontantsalg på 9 % for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har imidlertid fastsat kontantomsætningen af selskabets omsætning på 2.471.284 kr., men ikke af den samlede omsætning. Den kontante omsætning i selskabet udgør 9 % af den samlede omsætning og ikke 9 % af selskabets salg. Selskabets salg udgør således 91 % af den samlede omsætning og den fulde omsætning udgør derfor 2.693.700 kr. ekskl. moms. Dette medfører, at den kontante omsætning i stedet udgør 222.416 kr. ekskl. moms (2.471.284 kr. x 100/91 = 2.693.700 kr. – 2.471.284 kr. = 222.416 kr.) Landsskatteretten nedsætter herefter Skattestyrelsens ansættelse med 21.996 kr. til 222.416 kr. ekskl. moms for indkomståret 2022.