Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0068623

Hjemvisning af selskabs skatteansættelse efter nyt regnskabsmateriale

Udfald ukendtMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
8. juli 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik et selskabs skatteansættelse for indkomståret 2023, hvor Skattestyrelsen havde genoptaget ansættelsen efter anmodning men fastholdt den selvangivne skattepligtige indkomst på 516.149 kr., da selskabet havde indsendt flere indbyrdes afvigende regnskaber uden dokumentation for reguleringerne. Under klagesagen fremlagde selskabet et nyt årsregnskab, skatteregnskab og kontokort udarbejdet af ny revisor, hvorefter den skattepligtige indkomst blev opgjort til 276.487 kr., svarende til en nedsættelse på 239.662 kr. Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen indstillede afvisning med henvisning til, at det nye materiale ikke havde indgået i den påklagede afgørelse, mens selskabet påstod hjemvisning. Landsskatteretten fandt, at oplysningsgrundlaget var væsentligt ændret, og hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på stillingtagen til det nye materiale.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2004.162.HR

Fuldtekst

Journalnr. 25-0068623 Skattestyrelsen har genoptaget selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 og fastholdt selskabets skattepligtige indkomst. Landsskatteretten hjemviser Skattestyrelsens afgørelse om selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 til fornyet behandling. Faktiske oplysninger Selskabet, [klager] ApS, med CVR-nr. [...1] (herefter selskabet) blev ifølge oplysninger fra det centrale virksomhedsregister stiftet den 26. september 2017, og har til formål at drive handel, administration og udlejning af fast ejendom samt anden efter direktionens skøn hermed beslægtet virksomhed. Ifølge selskabets offentliggjorte årsregnskab for 2023 udgjorde årets resultat før skat 291.848 kr. Selskabet anmodede den 24. januar 2025 Skattestyrelsen om genoptagelse af indkomståret 2023 med ønske om at få ændret den skattepligtige indkomst fra det selvangivne beløb på 516.149 kr. til 510.718 kr. Selskabet indsendte den 28. januar 2025 et skatteregnskab for indkomståret 2023 til Skattestyrelsen, hvor den skattepligtige indkomst var opgjort til 292.545 kr. Selskabet indsendte ligeledes et nyt årsregnskab for 2023, hvor årets resultat før skat var opgjort til 291.847 kr. Den 23. marts 2025 indsendte selskabet et nyt skatteregnskab for indkomståret 2023 til Skattestyrelsen, hvor den skattepligtige indkomst var opgjort til 510.719 kr. Selskabet indsendte ligeledes et nyt årsregnskab for 2023, hvor årets resultat før skat var opgjort til 510.024 kr. I såvel det offentliggjorte årsregnskab for 2023 og i de ændrede regnskaber for 2023 fremsendt henholdsvis den 28. januar og 23. marts 2025, fremgår det af ledelsesberetningen, at der i årsregnskabet er foretaget en korrektion vedr. fejl i [...]-arbejde 2022 på [adresse1] ca. 218.000 kr., som påvirker resultatet positivt. Selskabet har for Skatteankestyrelsen fremlagt nye oplysninger i form af et nyt årsregnskab for 2023, et nyt skatteregnskab for indkomståret 2023 og kontokort for selskabets bogføringskonti for 2023. Selskabet har på den baggrund opgjort den skattepligtige indkomst til 276.487 kr. for indkomståret 2023. Selskabet har desuden fremlagt en summarisk oversigt, som viser forskellen mellem de selvangivne beløb henholdsvis de korrigerede beløb for indkomståret 2023, hvor følgende fremgår: ” Feltnavn Rubrik på selvang. Selvangivet Korrigeret beløb Rettelse Skattepligtig indkomst 76 516.149,00 276.487,00 -239.662,00 Nettoomsætning 111 0,00 530.535,00 530.535,00 Vareforbrug 112 0,00 169.607,00 169.607,00 DRØ afskrivninger 113 0,00 0,00 0,00 Ordinært resultat før ... 115 0,00 384.825,00 384.825,00 Årets resultat før skat 116 0,00 276.487,00 276.487,00 Skatter (minus er en udgift) 117 0,00 -60.808,00 -60.808,00 Varebeholdninger 120 0,00 0,00 0,00 Anlægsaktiver 121 0,00 3.379.972,00 3.379.972,00 Egenkapital 123 0,00 760.019,00 760.019,00 Balancesum 124 0,00 3.873.217,00 3.873.217,00 Straksafskrivning 144 0,00 0,00 0,00 " Selskabet har desuden oplyst, at det underliggende bogføringsmateriale kan fremlægges. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har genoptaget selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 og fastholdt selskabets skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Skattestyrelsen har behandlet selskabets anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, men vi har ikke ændret indkomsten som I har ønsket. Vi har modtaget flere udgaver af årsregnskabet for 2023. Selskabet har ikke klart fremlagt dokumentation for de reguleringer/omposteringer, der er foretaget i seneste udgave af årsregnskabet for 2023. Vi fastholder, at udgangspunktet for opgørelse af den skattepligtige indkomst skal ske ud fra det årsregnskab, der i første omgang er indsendt til Erhvervsstyrelsen. Skattestyrelsen kan ikke godkende, at selskabets skattepligtige indkomst skal være 292.545 kr. for 2023 som opgjort i det først indsendte skatteregnskab. Vi mener, at der skal tages hensyn til, at selskabet har korrigeret for en fejl ”i [...]-arbejde 2022 på [adresse1] ca. 218.000 kr.” Det fremgår direkte af ledelsesberetningen i årsregnskabet for 2023. Skattestyrelsen mener, at det er korrekt, at årets resultat som minimum skal tillægges 218.000 kr. Se statsskattelovens 6, stk. litra a. Selskabet har ikke fremlagt dokumentation, der berettiger til en ændring af det oplyste skattemæssige resultat. Vi mener derfor, at den skattepligtige indkomst i 2023 skal være 516.149 kr., og der er derfor ikke ændringer i forhold til hvad I tidligere har oplyst.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 8. oktober 2025 udtalt følgende: ”Selskabets revisor anmoder om at få genoptaget skatteansættelsen for 2023 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Vi genoptager indkomståret idet anmodningen er rettidigt indsendt. Vi foretager ingen ændring af den skattepligtige indkomst, idet selskabet ikke fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Selskabet har oplyst en indkomst på 516.149 kr. for 2023. Selskabet ønsker i første omgang at få ændret den skattepligtige indkomst fra 516.149 kr. til 510.718 kr. Dette sker via TastSelv den 28. januar 2025. Selskabet indsender samme dag et nyt årsregnskab/specifikationshæfte for 2023 der viser en skattepligtig indkomst på 292.545 kr. Den 4. februar 2025 indsender revisor endnu et nyt årsregnskab/specifikationshæfte for 2023 der viser en skattepligtig indkomst på 510.719 kr. Vi finder ikke på baggrund af dette materiale ikke grundlag for at ændre skatteansættelsen i 2023, og fastholder den oprindelig skattepligtige indkomst.” Skattestyrelsen den 25. marts 2026 udtalt følgende til de nye oplysninger, som selskabet har fremlagt for Skatteankestyrelsen: ”Det fremgår direkte af det officielle årsregnskab for 2023, at der i årsregnskabet er foretaget en korrektion vedr. fejl i [...]-arbejde 2022 på [adresse1] ca. kr. 218.000, som påvirker resultatet positivt. Selskabet bad om at få ændret indkomsten i 2023 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Revisor har i forbindelse med klagesagen udarbejdet et nyt årsregnskab for 2023 hvor den skattepligtige indkomst er opgjort til 276.487 kr. Resultatet afviger ikke væsentligt fra det årsregnskab der er indsendt til Erhvervsstyrelsen. Vi kan ikke se, at der er taget hensyn til fejlposteringen på 218.000 kr. i det nye regnskab for 2023. Vi fastholder, at selskabet har ikke fremlagt dokumentation, der berettiger til en ændring af det oplyste skattemæssige resultat efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.” Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsen indstilling om at sagen skal afvises. Afvisningen begrundes med at det nye materiale, der er fremsendt i forbindelse med klagebehandlingen, ikke har indgået i Skattestyrelsen behandling af sagen.” Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at opgørelsen af selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, der ikke i henhold til statsskattelovens § 4-6 er grundlag for den gennemførte opgørelse af [klager] ApS’ skattepligtige indkomst i indkomståret 2023, som lagt til grund af Skattestyrelsen ved den påklagede afgørelse af den 25. juni 2025, idet selskabet ikke har realiseret et skattepligtigt resultat, som lagt til grund ved Skattestyrelsens afgørelse. Ej grundlag for Skattestyrelsens forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst Som anført ovenfor er Skattestyrelsens forhøjelser af selskabets skattepligtige indkomst opgjort med udgangspunkt i det offentlige årsregnskab. Det gøres hertil gældende, at Skattestyrelsens opgørelse af selskabets skattepligtige indkomst hviler på et forkert grundlag, idet selskabet ikke har realiseret et skattemæssigt resultat i overensstemmelse med det offentlige årsregnskab, der er indsendt til Erhvervsstyrelsen. Der er – som anført ovenfor – udarbejdet et korrigeret regnskab fra selskabets nye revisor [person1], [revisionsfirma1] ApS, hvoraf selskabets skattepligtige indkomst i indkomståret 2023 er opgjort til 276.487 kr., jf. bilag 3, side 3. Dette afviger således markant fra Skattestyrelsens opgørelse af selskabets skattepligtige indkomst i indkomståret 2023, som er opgjort til 516.149 kr. Det gøres i den forbindelse gældende, at det fremlagte korrigerede regnskab for indkomståret 2023 er retvisende, og derfor skal lægges til grund ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, således at selskabets skattepligtige indkomst nedsættes med i alt 239.662 kr. Det gøres således gældende, at der er grundlag for at hjemvise opgørelsen af [klager] ApS’ skatteansættelse for indkomståret 2023 til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.” Selskabets yderligere bemærkninger til sagen Selskabets repræsentant har fremsat bemærkninger til sagen i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen den 2. februar 2026. Repræsentanten fortalte, at selskabets tidligere revisor havde lavet fejl i årsregnskaberne for 2021-2023, og at selskabets ejer på den baggrund nu har udpeget en ny revisor. Selskabets nye revisor, som deltog i mødet med Skatteankestyrelsen, fortalte, at han havde overtaget opgaven med at ”dissekere” regnskabet for 2023, og at arbejdet trak spor tilbage til 2021 og 2022. Selskabets nye revisor havde på grund af de mange fejl været nødt til at rekreere regnskaberne for 2021-2023, og arbejdet har relevans for klagesagen. Selskabets nye revisor udtrykte forståelse for, at sagsbehandleren i Skattestyrelsen havde set skævt til, at der var store ekstraordinære indtægter og udgifter, der ikke stemte overens med bilag. I den tidligere bogføring var kreditorposter ført forkert eller med forkert fortegn, varelagerreguleringer var ført forkert, og skattekontoen var ikke ført overhovedet, hvilket gjorde, at regnskabet i sin helhed var ukomplet. Der var også foregået fakturering mellem selskaberne, men mellemregningerne har ikke været afstemt. Nogle faktureringer mellem selskaberne var kun taget med i det ene selskab og var ikke taget med som udgifter, hverken momsmæssigt eller skattemæssigt. Debitorerne var heller ikke været afstemt, særligt ikke i 2023. Der havde således været mange fejl, og det havde været en større proces med at få det pillet fra hinanden til det de mener, er det rigtige. Samlet set er der tale om ca. 800-900 omposteringer i det nye regnskabsmateriale. Selskabets nye revisor fortalte også, at det burde være muligt at se ud fra posteringsteksterne for omposteringerne, hvilke omposteringer de har lavet i forhold til den oprindelige bogføring. Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”… Der er enighed om, at grundlaget for at ændre [klager] ApS’ indkomstopgørelse ikke baserer sig på de oplysninger, som blev indgivet til Skattestyrelsen i forbindelse med anmodningen om genoptagelse. Grundlaget for at ændre selskabets indkomstopgørelse er det korrigerede regnskabsmateriale, som er fremlagt under klagesagen. Det bemærkes imidlertid, at klagen ikke vedrører et afslag på genoptagelse. Skattestyrelsen har ved afgørelsen af den 25. juni 2025, jf. bilag 1, netop genoptaget selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 – dette imidlertid uden at foretage en ændring af indkomstopgørelsen, idet Skattestyrelsen har ansat den skattepligtige indkomst til 516.149 kr. i overensstemmelse med det, som selskabet oprindeligt har selvangivet. Til sagens fulde oplysning henvises der til Skattestyrelsens udtalelse i sagen af den 8. oktober 2025, jf. bilag 6, hvor Skattestyrelsen utvetydigt på side 1, har anført: ”Selskabets revisor anmoder om at få genoptaget skatteansættelsen for 2023 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Vi genoptager indkomståret idet anmodningen er rettidigt indsendt. Vi foretager ingen ændring af den skattepligtige indkomst, idet selskabet ikke fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.” (vores understregning) 2 Nærmere om Landsskatterettens kompetence Skatteankestyrelsen har videre i forslaget til afgørelse af den 24. april 2026 anført følgende: ”Landsskatteretten finder, at det ligger udenfor Landsskatterettens saglige kompetence, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, at behandle selskabets påstand i klagesagen på baggrund af de for Skatteankestyrelsen fremlagte nye oplysninger, da det nye regnskabsmateriale og den nye opgørelse af den skattepligtige indkomst ikke har været en del af Skattestyrelsens påklagede afgørelse for indkomståret 2023, og Skattestyrelsen således ikke har truffet afgørelse herom.” (vores understregning) Skatteankestyrelsen har således begrundet forslaget om at afvise klagesagen med, at det nye regnskabsmateriale ikke har indgået i Skattestyrelsens behandling, og at det derfor skulle ligge uden for Landsskatterettens saglige kompetence efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1. Efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, fungerer Landsskatteretten som klageinstans for skatteforvaltningens afgørelser. Bestemmelsen indebærer således, at Landsskatterettens kompetence beror på, at der foreligger en afgørelse, og ikke på hvilket faktisk grundlag der forelå, da afgørelsen blev truffet. I denne konkrete sag foreligger der en afgørelse fra Skattestyrelsen af 25. juni 2025 vedrørende genoptagelse af selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023. Denne afgørelse er rettidigt påklaget inden tre måneder. Det gøres derfor gældende, at Landsskatteretten har kompetence til at prøve afgørelsen efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1. Det forhold, at der under klagesagen fremlægges revideret regnskabsmateriale til støtte for, at [klager] ApS’ skatteansættelse skal nedsættes, kan ikke i sig selv medføre, at Landsskatteretten mister kompetencen til at behandle klagen, jf. nærmere om nova nedenfor. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan Landsskatteretten skal reagere på de nye oplysninger (stadfæstelse, ændring eller hjemvisning) – ikke om sagen skal afvises. 3 Nova i klagesagen Det er almindeligt og forudsat i det administrative klagesystem, at der under klagesagen fremlægges nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter. Landsskatteretten er ikke begrænset til alene at lægge det materiale til grund, som forelå ved Skattestyrelsens afgørelse. I denne konkrete sag har selskabet under klagesagen fremlagt et nyt revideret regnskab, som ændrer indkomstopgørelsen væsentligt i forhold til de tidligere opgørelser, der lå til grund for Skattestyrelsens afgørelse om ikke at ændre selskabets skatteansættelse. Disse nye faktiske oplysninger, skal således inddrages i prøvelsen af, om Skattestyrelsens afgørelse kan opretholdes eller om denne skal hjemvises til fornyet behandling. På denne baggrund gøres det gældende, at det under klagesagen fremlagte nye reviderede regnskabsmateriale skal indgå i Landsskatterettens prøvelse af Skattestyrelsens afgørelse. 4 Afsluttende bemærkninger Sammenfattende gøres det således gældende, at Landsskatteretten har kompetence til at behandle klagen over Skattestyrelsens afgørelse af 25. juni 2025 efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1. Landsskatteretten kan og skal inddrage de nye fremlagte oplysninger i sin prøvelse og skal hjemvise sagen til Skattestyrelsen til fornyet behandling.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023, herunder den eventuelle betydning af efterfølgende fremlagte oplysninger. Retsgrundlaget Den skattepligtige indkomst udgør den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra Landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1. Der ligger heri et retserhvervelsesprincip, som indebærer, at skattepligten indtræder, når der er erhvervet ret til indkomsten. Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har genoptaget selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023, men har ikke fundet grundlag for at ændre selskabets skattepligtige indkomst. Selskabet har under klagesagens behandling fremlagt nye oplysninger i form af et nyt årsregnskab for 2023, et skatteregnskab for indkomståret 2023 og kontokort for 2023. Af det nye regnskabsmateriale fremgår, at den skattepligtige indkomst for indkomståret 2023 er opgjort til 276.487 kr. Selskabets nye opgørelse af den skattepligtige indkomst adskiller sig fra såvel opgørelsen på 292.545 kr. i skatteregnskabet tilsendt Skattestyrelsen den 28. januar 2025, og fra opgørelsen på 510.719 kr. i skatteregnskabet tilsendt Skattestyrelsen den 23. marts 2025. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, hvis sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag, eller oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad. Landsskatteretten finder herefter, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Retten har herved bl.a. henset til karakteren og omfanget af det nu foreliggende materiale, herunder at det fremlagte nye regnskabsmateriale viser, at der er sandsynlighed for, at den skattepligtige indkomst ikke udgør det ansatte beløb for indkomståret 2023. Det må anses for at udgøre et væsentligt ændret oplysningsgrundlag, som samtidig ses at kunne være relevant og have betydning for selskabets skatteansættelse. Der er også henset til princippet om instansrækkefølge og selskabets mulighed for at bevare adgangen til en eventuel fornyet administrativ prøvelse af skatteansættelsen for indkomståret 2023. Landsskatteretten hjemviser derfor afgørelsen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen behandler og tager stilling til betydningen af de nu fremlagte oplysninger for selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023.

Hjemvisning af selskabs skatteansættelse efter nyt regnskabsmateriale (jnr. 25-0068623) · skattewiki.dk