Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0068619

Hjemvisning af selskabs skatteansættelse efter nyt regnskabsmateriale

Udfald ukendtMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
8. juli 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik et selskabs skatteansættelse for indkomståret 2023, hvor Skattestyrelsen efter genoptagelse ansatte den skattepligtige indkomst til 225.309 kr. med udgangspunkt i det offentliggjorte årsregnskab og afviste et fradrag for ekstraordinære udgifter på 278.626 kr. som udokumenteret; den oprindeligt oplyste indkomst var -480.598 kr. Selskabet gjorde gældende, at den tidligere revisor havde begået omfattende fejl i bogføringen for 2021-2023, og fremlagde under klagesagen et nyt årsregnskab, skatteregnskab og kontokort udarbejdet af en ny revisor, hvorefter den skattepligtige indkomst var opgjort til -51.180 kr. Selskabet nedlagde påstand om hjemvisning, hvilket Skattestyrelsen tiltrådte i sin udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling. Landsskatteretten fandt, at det nye materiale udgjorde et væsentligt ændret oplysningsgrundlag med sandsynlighed for, at indkomsten ikke udgør 225.309 kr., og hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen under hensyn til instansrækkefølgen. Der blev ikke truffet realitetsafgørelse om den skattepligtige indkomst.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2004.162.HR

Fuldtekst

Journalnr. 25-0068619 Skattestyrelsen har genoptaget selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 og fastholdt selskabets skattepligtige indkomst. Landsskatteretten hjemviser Skattestyrelsens afgørelse om selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 til fornyet behandling. Faktiske oplysninger Selskabet [klager] ApS med CVR-nr. [...1] (herefter selskabet) blev ifølge oplysninger fra det centrale virksomhedsregister stiftet den 1. juli 2012, og har til formål at drive handel samt anden efter ledelsens skøn hermed beslægtet formål. Ifølge selskabets offentliggjorte årsregnskab for 2023 udgjorde årets resultat før skat 221.021 kr. Selskabet anmodede den 24. januar 2025 Skattestyrelsen om genoptagelse af indkomståret 2023 med ønske om at få ændret den skattepligtige indkomst fra -480.598 kr. til -57.605 kr. Selskabet indsendte den 28. januar 2025 et skatteregnskab for indkomståret 2023 til Skattestyrelsen, hvor den skattepligtige indkomst var opgjort til 208.300 kr. Selskabet indsendte ligeledes et nyt årsregnskab for 2023, hvor årets resultat før skat var opgjort til 212.521 kr. Den 23. marts 2025 indsendte selskabet et nyt skatteregnskab for indkomståret 2023 til Skattestyrelsen, hvor den skattepligtige indkomst var opgjort til -74.616 kr. Selskabet indsendte ligeledes et nyt årsregnskab for 2023, hvor årets resultat før skat var opgjort til -74.616 kr. I det nye skatteregnskab for indkomståret 2023 havde selskabet fradraget 278.626 kr. som ”ekstraordinære udgifter”. Selskabets forhenværende repræsentant har forklaret, at fradraget på 278.626 kr. er et forsøg på at udligne en ej afstemt kreditorsaldo fra tidligere år, og at korrektionen ikke direkte vedrører indkomståret 2023. Selskabet har for Skatteankestyrelsen fremlagt nye oplysninger i form af et nyt årsregnskab for 2023, et nyt skatteregnskab for indkomståret 2023 og kontokort for selskabets bogføringskonti for 2023. Selskabet har på den baggrund opgjort den skattepligtige indkomst til -51.180 kr. for indkomståret 2023. Selskabet har desuden fremlagt en summarisk oversigt, som viser forskellen mellem de selvangivne beløb henholdsvis de korrigerede beløb for indkomståret 2023, hvor følgende fremgår: ” Feltnavn Rubrik på selvang. Selvangivet Korrigeret beløb Rettelse Skattepligtig indkomst 76 -480.598,00 -51.180,00 429.418,00 Nettoomsætning 111 2.754.394,00 2.505.760,00 -248.634,00 Vareforbrug 112 2.581.437,00 1.919.476,00 -661.961,00 DRØ afskrivninger 113 15.000,00 15.000,00 0,00 Ordinært resultat før ... 115 -459.421,00 -20.162,00 439.259,00 Årets resultat før skat 116 -480.598,00 -59.611,00 420.987,00 Skatter (minus er en udgift) 117 -147.573,00 12.606,00 160.179,00 Varebeholdninger 120 250.000,00 280.000,00 30.000,00 Anlægsaktiver 121 0,00 15.000,00 15.000,00 Egenkapital 123 214.982,00 398.391,00 183.409,00 Balancesum 124 662.850,00 1.377.705,00 714.855,00 Straksafskrivning 144 7.858,00 7.122,00 -736,00 ” Selskabet har desuden oplyst, at det underliggende bogføringsmateriale kan fremlægges. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har genoptaget selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 og fastholdt selskabets skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Skattestyrelsen har behandlet selskabets anmodning om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, men vi har ikke ændret indkomsten som I har ønsket. Vi kan ikke imødekomme jeres anmodning om, at det skattemæssige resultat er -57.605 kr. i 2023, og mener heller ikke at selskabet har fremlagt dokumentation på, at det skattemæssige resultat er -480.598 kr. som oplyst i første omgang. Selskabet har indsendt et skatteregnskab, hvor den skattepligtige indkomst er opgjort til 208.300 kr. Dette modtog vi den 25. januar 2025. Der tages udgangspunkt i et regnskabsmæssigt resultat før skat, som ikke stemmer overens med det offentlige årsregnskab. Vi har ikke modtaget dokumentation for, at det er korrekt, at det regnskabsmæssige resultat er lavere, og mener derfor, at det skattemæssige resultat skal opgøres med udgangspunkt i det offentlige årsregnskab. Vi fremsendte den 4. februar 2025 et forslag hvor vi har opgjort det skattemæssige resultat: Regnskabsmæssigt resultat før skat 221.021 kr. Bøder og renter – ej fradragsberettiget 5.108 kr. Regnskabsmæssige afskrivninger 15.000 kr. Skattemæssige afskrivninger 15.820 kr. -820 kr. Skattemæssigt resultat 225.309 kr. Selskabets revisor har som bemærkninger til vores forslag indsendt endnu et korrigeret årsregnskab for 2023, hvor der tages fradrag for 278.626 kr. som ekstraordinære udgifter. Revisor kommer herefter frem til, at det skattemæssige resultat skal være -74.616 kr. Revisor har forklaret, at reguleringen skyldes, at der er sket en udligning af debitorer og kreditorer. En form for oprydning i debitor- og kreditorsaldi, der ifølge revisor ikke tidligere er afstemt. Det betyder, at selskabet tidligere enten har indtægtsført en indtægt eller fratrukket en udgift. Ved udligning af en kreditorsaldo vil det naturligt frembringe en manglende indtægt over resultatopgørelsen, da udligningen netop er udtryk for, at selskabet ikke har haft den pågældende udgift. At der i dette tilfælde opstår en udgift ved udligningen, kan være udtryk for et tab på en debitor, hvilket ikke skattemæssigt kan fradrages uden den nødvendige dokumentation for, at selskabet har lidt et tab. Der er ikke indsendt en klar og entydig specifikation af den ønskede regulering på -278.626 kr. Revisor forklarer ligeledes, at der er tale om udgifter som er fratrukket i tidligere indkomstår, og at det derfor i første omgang blev reguleret over egenkapitalen. Det bekræfter, at selskabet tidligere har fået fradrag for udgifterne. Skatteforvaltningen mener ikke, at det fremlagte regnskabsmateriale i tilstrækkelig grad dokumenterer, at selskabet har ret til et yderligere fradrag for ekstraordinære udgifter på 278.626 kr. Selskabets skattepligtige indkomst ændres fra -480.598 kr. til 225.309 kr. i alt med 705.907 kr. efter statsskattelovens § 4-6, og selskabsskattelovens § 8. Der er ikke sammenhæng mellem det der reelt er oplyst som et skattemæssigt resultat og det årsregnskab som er indsendt til Erhvervsstyrelsen. Vi har foretaget ændringen i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 8. oktober 2025 udtalt følgende: ”Vi har ændret den oplyste indkomst for 2023 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Vi mener ikke, at selskabet har oplyst korrekt. Selskabet har oplyst et negativt resultat på -480.598 kr. for 2023, men har ikke kunne forklare hvorfra beløbet stammer. Det regnskabsmæssige resultat er ifølge det offentlige årsregnskab på 221.021 kr. før skat. Der er regnskabsmæssige afskrivninger på 15.000 kr. Vi har ændret den skattepligtige indkomst hvor vi har taget udgangspunkt i årsregnskabet indsendt til Erhvervsstyrelsen. Skattestyrelsen har derudover behandlet selskabets anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2023 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Selskabet har ikke fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, og vi har derfor ikke ændret indkomsten som selskabet ønskede. Selskabet har ikke kunne forklare sammenhængen mellem bogholderi, årsregnskab og de bilag der er indsendt til os. Vi kan f.eks. henvise til [person1]s mail af 23. marts 2025, hvor han skriver følgende: ”De pågældende saldi har jeg specificeret i den vedhæftede excel-file, hvoraf det fremgår, at det er et forsøg på at udligne en ej afstemt kreditorsaldo fra tidligere år, som jeg først blev bogført på kto. 4610 + 4630 + 4640. Og efterfølgende af en eller anden grund af omposteret til kto. 6125, hvilket er en fejl. Da korrektionen vedr. tidligere år har jeg valgt at ompostere de kr. 278.626,41 tilbage på h.h.v. 4610 + 4630 + 4640, da de ikke direkte vedrører regnskabsåret 2023.” Skattestyrelsen den 25. marts 2026 udtalt følgende til de nye oplysninger, som selskabet har fremlagt for Skatteankestyrelsen: ”Selskabet bad om at få ændret indkomsten i 2023 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Vi genoptog ansættelsen, men selskabet kunne ikke fremskaffe dokumentation på, at der var fradrag for ekstraordinære omkostninger på 278.626 kr. Der blev flere gange nævnt, at ændringerne vedrørte reguleringer fra tidligere indkomstår. I givet fald skulle der indsendes en anmodning om genoptagelse for de pågældende indkomstår. Det har vi ikke modtaget. Revisor har i forbindelse med klagesagen udarbejdet et nyt årsregnskab for 2023 hvor den skattepligtige indkomst er opgjort til -53.511 kr. Resultatet afviger væsentligt fra det årsregnskab der er indsendt til Erhvervsstyrelsen. Disse oplysninger indgik ikke i vores vurdering af genoptagelsesanmodning for 2023, hvor vi afviste genoptagelsesanmodningen grundet manglende dokumentation for at selskabet havde fradrag for ekstraordinære omkostninger.” Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling om hjemvisning på baggrund af fremlæggelse af nye oplysninger” Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at opgørelsen af selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til statsskattelovens § 4-6 er grundlag for den gennemførte forhøjelse af selskabets skatteansættelse i indkomståret 2023, som lagt til grund af Skattestyrelsen ved den påklagede afgørelse af den 25. juni 2025, idet selskabet ikke har realiseret et skattepligtigt resultat, som lagt til grund ved Skattestyrelsens afgørelse. Ej grundlag for Skattestyrelsens forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst Som anført ovenfor er Skattestyrelsens forhøjelser af selskabets skattepligtige indkomst opgjort med udgangspunkt i det offentlige årsregnskab. Det gøres hertil gældende, at Skattestyrelsens opgørelse af selskabets skattepligtige indkomst hviler på et forkert grundlag, idet selskabet ikke har realiseret et skattemæssigt resultat i overensstemmelse med det offentlige årsregnskab, der er indsendt til Erhvervsstyrelsen. Der er – som anført ovenfor – udarbejdet et korrigeret regnskab fra selskabets nye revisor [person2], [revisionsfirma1] ApS, hvoraf selskabets skattepligtige indkomst i indkomståret 2023 er opgjort til - 51.180 kr., jf. bilag 3, side 3. Dette afviger således markant fra Skattestyrelsens opgørelse af selskabets skattepligtige indkomst i indkomståret 2023, som er opgjort til 225.309 kr. Det gøres i den forbindelse gældende, at det fremlagte korrigerede regnskab for indkomståret 2023 er retvisende, og derfor skal lægges til grund ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, således at selskabets skattepligtige indkomst nedsættes med i alt 276.489 kr. Det gøres således gældende, at der er grundlag for at hjemvise opgørelsen af [klager] ApS’ skatteansættelse for indkomståret 2023 til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.” Selskabets yderligere bemærkninger til sagen Selskabets repræsentant har fremsat bemærkninger til sagen i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen den 2. februar 2026. Repræsentanten fortalte, at selskabets tidligere revisor havde lavet fejl i årsregnskaberne for 2021-2023, og at selskabets ejer på den baggrund nu har udpeget en ny revisor. Selskabets nye revisor, som deltog i mødet med Skatteankestyrelsen, fortalte, at han havde overtaget opgaven med at ”dissekere” regnskabet for 2023, og at arbejdet trak spor tilbage til 2021 og 2022. Selskabets nye revisor havde på grund af de mange fejl været nødt til at rekreere regnskaberne for 2021-2023, og arbejdet har relevans for klagesagen. Selskabets nye revisor udtrykte forståelse for, at sagsbehandleren i Skattestyrelsen havde set skævt til, at der var store ekstraordinære indtægter og udgifter, der ikke stemte overens med bilag. I den tidligere bogføring var kreditorposter ført forkert eller med forkert fortegn, varelagerreguleringer var ført forkert, og skattekontoen var ikke ført overhovedet, hvilket gjorde, at regnskabet i sin helhed var ukomplet. Der var også foregået fakturering mellem selskaberne, men mellemregningerne har ikke været afstemt. Nogle faktureringer mellem selskaberne var kun taget med i det ene selskab og var ikke taget med som udgifter, hverken momsmæssigt eller skattemæssigt. Debitorerne var heller ikke været afstemt, særligt ikke i 2023. Der havde således været mange fejl, og det havde været en større proces med at få det pillet fra hinanden til det de mener, er det rigtige. Samlet set er der tale om ca. 800-900 omposteringer i det nye regnskabsmateriale. Selskabets nye revisor fortalte også, at det burde være muligt at se ud fra posteringsteksterne for omposteringerne, hvilke omposteringer de har lavet i forhold til den oprindelige bogføring. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023, herunder den eventuelle betydning af efterfølgende fremlagte oplysninger. Retsgrundlaget Den skattepligtige indkomst udgør den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra Landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1. Der ligger heri et retserhvervelsesprincip, som indebærer, at skattepligten indtræder, når der er erhvervet ret til indkomsten. Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har genoptaget selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023, men har ikke fundet grundlag for at ændre selskabets skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen har med udgangspunkt i det offentliggjorte årsregnskab ansat selskabets skattepligtige indkomst til 225.309 kr. for indkomståret 2023. Selskabet har under klagesagens behandling fremlagt nye oplysninger i form af et nyt årsregnskab for 2023, et skatteregnskab for indkomståret 2023 og kontokort for 2023. Af det nye regnskabsmateriale fremgår, at den skattepligtige indkomst for indkomståret 2023 er opgjort til -51.180 kr. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, hvis sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag, eller oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad. Landsskatteretten finder herefter, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Retten har herved bl.a. henset til karakteren og omfanget af det nu foreliggende materiale, herunder at det fremlagte nye regnskabsmateriale viser, at der er sandsynlighed for, at den skattepligtige indkomst ikke udgør 225.309 kr. for indkomståret 2023. Det må anses for at udgøre et væsentligt ændret oplysningsgrundlag, som samtidig ses at kunne være relevant og have betydning for selskabets skatteansættelse. Der er også henset til princippet om instansrækkefølge og selskabets mulighed for at bevare adgangen til en eventuel fornyet administrativ prøvelse af skatteansættelsen for indkomståret 2023. Landsskatteretten hjemviser derfor afgørelsen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen behandler og tager stilling til betydningen af de nu fremlagte oplysninger for selskabets skatteansættelse for indkomståret 2023.

Hjemvisning af selskabs skatteansættelse efter nyt regnskabsmateriale (jnr. 25-0068619) · skattewiki.dk