Fuld skattepligt ophørt efter separation og fraflytning til udlandet

Journalnr. 25-0032975 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i indkomstårene 2021, 2022 og 2023 Ja Nej Ændres til Nej Skattepligtig indkomst 2021 1.210.120 kr. 0 kr. Nedsættes til 0 kr. Skattepligtig indkomst 2022 1.260.120 kr. 0 kr. Nedsættes til 0 kr. Skattepligtig indkomst 2023 1.310.120 kr. 0 kr. Nedsættes til 0 kr. Faktiske oplysninger Af Landsskatterettens afgørelse af 6. august 2025 med sagsnummer [sag1] om klagerens skattepligt i indkomstårene 2019, 2020 og 2021 fremgår det, at klageren registrerede udrejse til Storbritannien den 30. april 2014 i Det Centrale Personregister. Det fremgår videre, at klageren ved udrejsen boede sammen med sin ægtefælle og parrets to børn, født i henholdsvis 1997 og 2000, i ejendommen [adresse1] i [by1], som havde været parrets fælleseje, indtil klageren ved ægtepagt den 27. november 2013 overdrog den til hustruen. Klageren oplyste i forbindelse med sagen, at han efter den 30. april 2014 boede til leje forskellige steder, dels i [England1], dels i [England2] og dels i Bulgarien, hvor han havde et fritidslandbrug. Ægtefællerne blev separeret i 2019 og skilt i 2023, men klageren støttede også efter separationen sin hustru økonomisk med henblik på at sikre parrets fælles børn. Ved udrejsen udtrådte klageren af direktionen i de danske selskaber, som han ejede. På hjemmesiden for klagerens danske selskab [virksomhed1] ApS var han i 2025 anført som kontaktperson i en del af de lande, hvor selskabet havde lokationer, herunder i Danmark og i østeuropæiske og i afrikanske lande. Det fremgår endelig, at klageren i de påklagede indkomstår 2019, 2020 og 2021 opholdt sig i Danmark i henholdsvis 15, 8 og 17 dage. Landsskatteretten fandt i afgørelsen af 6. august 2025, at klageren var udtrådt af fuld dansk skattepligt pr. 1. august 2019 i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed. Den i denne sag påklagede afgørelse, hvorefter klageren er anset for fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2021, 2022 og 2023, er truffet af Skattestyrelsen den 21. maj 2025 og er i overensstemmelse med den i den tidligere sag påklagede afgørelse, idet Skattestyrelsen har anset klagerens forhold for uændrede i forhold til de foregående år. I forbindelse med denne klagesag er der fremlagt lejekontrakter vedrørende klagerens lejemål i Bulgarien for perioden fra den 22. marts 2021 til den 14. maj 2024, og det er oplyst, at klageren har opholdt sig i Danmark i 17 dage i 2021 og 0 dage i 2022. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2021, 2022 og 2023. Som begrundelse har Skattestyrelsen bl.a. anført: ”… Det fremgår af kildeskattelovens § 1, at personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Ved afgørelsen af, om en person har bopæl i Danmark, henses der blandt andet til om den pågældende person faktisk har bevaret en bopælsmulighed i Danmark. For indkomståret 2019 bliver du og din ægtefælle separeret 30. juli 2019. Der skal derfor tages stilling til, om dette har betydning for din skattepligt til Danmark herefter. Af Folkeregistret fremgår det, at du og din ægtefælle er blevet skilt gældende fra den 25. juli 2023. Vi har ikke modtaget oplysninger om fraflytning af Danmark efter den 25. juli 2023. Vi anser dig derfor for at være fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 26. juni 2025 udtalt følgende: ” … Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Klagers rådgiver fremfører påstand om, at klager ikke er fuld skattepligtig til Danmark for indkomstårene 2021, 2022 og 2023. Klagen vedrører afgørelsens punkt 1. Der henvises i det hele til begrundelsen i afgørelsens punkt 1.3. Der henvises ligeledes til Skattestyrelsens afgørelse vedrørende indkomstårene 2014 til 2016, hvor klagers skattepligt er stadfæstet ved Landsskatteretten den 14. marts 2024 og derefter ligeledes stadfæstet ved [by2] Byret den 18. april 2024. Klagers rådgiver fremfører som andet anbringende, at såfremt klager er fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, skal klagers skattepligt vurderes efter den med Bulgarien indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst af den 2. december 1988, artikel 4, stk. 2, litra a). Det fremgår af artikel 4, stk. 2, litra a), at en person som efter bestemmelserne i stk. 1 i artikel 4, er hjemmehørende i begge stater, skal anses for at være hjemmehørende i den stat hvor han har de stærkeste personlige og økonomiske interesser (midtpunkt for livsinteresser). Skattestyrelsen bemærker hertil, at klager, sammen med klagen til Skatteankestyrelsen, ikke har fremsendt dokumentation for bolig i Bulgarien, ej heller anden dokumentation til understørrelse af, at Bulgarien skulle være klagers midtpunkt for livsinteresser. Skattestyrelsen fastholder således at klager er fuld skattepligtig til Danmark for indkomstårene 2021, 2022 og 2023, og at klager efter globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4 er forpligtet til årligt at oplyse om al sin indkomst, hvad enten den kommer fra kilder i Danmark eller udlandet. …” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at klageren ikke er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2021, 2022 og 2023. Såfremt Landsskatteretten ikke kan give medhold heri, har repræsentanten subsidiært fremsat påstand om, at klageren skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i Bulgarien. Mere subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at klagerens indkomstansættelser skal nedsættes til 0 kr. i hvert af de omhandlede indkomstår. Endnu mere subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at klagerens skatteansættelser hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Til støtte for påstandene har repræsentanten bl.a. anført: ”… Det skal bemærkes, at der på nuværende tidspunkt verserer en sag i Østre Landsret omhandlende [klager]s skatteansættelser for indkomstårene 2014-2018, ligesom der verserer en klagesag omhandlende skatteansættelserne for indkomstårene 2019-2021. … Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det i første række gældende, at [klager] ikke kan anses for at have bevaret sin skattepligt til Danmark i indkomstårene 2021-2023, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1 nr. 1. Såfremt det måtte lægges til grund, at [klager] har bevaret sin fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1 nr. 1, gøres det til støtte for den principale påstand i anden række gældende, at [klager] skal anses for at have hjemsted i Bulgarien i medfør af artikel 4, stk. 2, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Bulgarien. Såfremt det måtte lægges til grund, at [klager] har bevaret sin fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1 nr. 1, og han ikke kan anses for at have hjemsted i Bulgarien i medfør af artikel 4, stk. 2, litra a i førnævnte dobbeltbeskatningsoverenskomst, gøres det til støtte for den nedlagte subsidiære og mere subsidiære påstand gældende, at det foretagne skøn over lønindtægter og ejendomsværdiskat er foretaget på et forkert grundlag og/eller fører til et åbenbart urimeligt resultat. ...” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Der er ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Klagerens supplerende bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 17. november 2025 fremsendt et supplerende indlæg til sagen. Heraf fremgår bl.a.: ”… Indkomstårene 2019-2021 Skattestyrelsen traf afgørelse om [klager]s skatteansættelser for indkomst årene 2019-2021 den 9. januar 2023. Skattestyrelsens afgørelse dateret den 9. januar 2023 fremlægges som bilag 10. [klager] påklagede denne afgørelse til Skatteankestyrelsen den 16. januar 2023. Under klagesagens forløb har Skattestyrelsen anerkendt, at [klager]s skattepligt til Danmark skal anses for ophørt pr. 30. juli 2019. Som dokumentation herfor fremlægges Skattestyrelsens udtalelse dateret den 16. juni 2025 som bilag 11. Følgende fremgår af udtalelsen, side 2-3: ”Det er således Skattestyrelsens vurdering at klageren ikke har rådighed over en bolig fra den 30. juli 2019, hvor parret bliver separeret. Skattestyrelsen har ved vurderingen af, at bopælen ikke er bevaret efter separationen lagt vægt på at klageren har en bolig til rådighed i Storbritannien og Bulgarien, hvilket fremgår af de fremlagte lejekontrakter. Samt at klageren og dennes daværende ægtefælle bliver skilt den 25. juli 2023. Der er yderligere lagt vægt på at der er fremlagt oplysninger om bodeling. Skattestyrelsen finder derfor at klagerens skattepligt skal anses som være bevaret frem til den 1. august 2019, hvor klageren bliver separeret fra sin daværende ægtefælle, og dermed har opgivet sin bolig i Danmark. Klageren er herefter udtrådt af fuld skattepligt til Danmark jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1 nr. 1.” Landsskatteretten har truffet en endelig afgørelse i sagen den 6. august 2025, hvor Landsskatteretten har fundet, at [klager] ikke skal anses for skattepligtig til Danmark pr. 1. august 2019. Som dokumentation herfor fremlægges Landsskatterettens afgørelse af den 6. august 2025 som bilag 12. ”Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren pr. 1. august 2019 har opgivet sin bopæl i Danmark i forbindelse med, at han blev separeret fra sin ægtefælle. Retten har tillagt det betydning, at klageren siden 2014 har været registreret udrejst fra Danmark, og efter den registrerede udrejse udelukkende gennem sit ægteskab har haft bolig til rådighed i Danmark. Klageren er herefter udtrådt af fuld skattepligt til Danmark pr. 1. august 2019 i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.” Som det fremgår af ovenstående, har både Skattestyrelsen og Landsskatteretten fundet, at [klager]s skattepligt til Danmark er ophørt pr. 1. august 2019. …” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2021, 2022 og 2023, efter at han var udrejst i 2014 og i 2019 var blevet separeret fra sin danske hustru. Såfremt Landsskatteretten finder, at dette er tilfældet, angår sagen, om klageren kan anses for skattemæssigt hjemmehørende i Bulgarien, og subsidiært, om hans skatteansættelser er korrekte i de omhandlede indkomstår. Retsgrundlaget Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, fremgår: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl her i landet, …” Det fremgår bl.a. af Landsskatterettens afgørelse af 6. august 2025 med sagsnummer [sag1]: ”… Klageren er ud fra det oplyste fraflyttet Danmark i 2014 i forbindelse med opstart af et datterselskab i Storbritannien. Han har ikke ejet bolig i Danmark siden 2013, men klagerens ægtefælle og børn har efter klagerens registrerede fraflytning i 2014 bevaret en fælles bopæl i [by1]. Klagerens familie har i årene efter klagerens fraflytning boet i to andre ejerboliger i [by1], som klagerens ægtefælle har erhvervet i henholdsvis 2015 og 2019. Klageren har i 2016 bidraget økonomisk til en ombygning i forbindelse med det første huskøb, og han har stillet økonomisk sikkerhed for sin ægtefælles realkreditlån i forbindelse med det seneste huskøb i marts 2019. Klagerens ægtefælle har indtil september 2021 haft registreret adresse sammen med parrets voksne børn i huset, hvorefter hun alene er registreret på adressen. Klageren er pr. 30. juli 2019 separeret fra sin ægtefælle, og parret er skilt i 2023. Klageren har i indkomstårene 2019 til 2021 haft bolig til rådighed i Storbritannien og Bulgarien, og han har ud fra det oplyste alene opholdt sig mellem 8 og 17 dage årligt i Danmark i de påklagede indkomstår på trods af, at han fortsat ejer selskaber i Danmark. Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren pr. 1. august 2019 har opgivet sin bopæl i Danmark i forbindelse med, at han blev separeret fra sin ægtefælle. Retten har tillagt det betydning, at klageren siden 2014 har været registreret udrejst fra Danmark, og efter den registrerede udrejse udelukkende gennem sit ægteskab har haft bolig til rådighed i Danmark. Klageren er herefter udtrådt af fuld skattepligt til Danmark pr. 1. august 2019 i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. …” Landsskatterettens begrundelse og resultat I afgørelse af 6. august 2025 i klagerens sag vedrørende indkomstårene 2019 – 2021 med sagsnummer [sag1] fandt Landsskatteretten, at klageren pr. 1. august 2019 havde opgivet sin bopæl i Danmark i forbindelse med, at han blev separeret fra sin ægtefælle. Retten tillagde det betydning, at klageren siden 2014 havde været registreret udrejst fra Danmark og efter den registrerede udrejse udelukkende gennem sit ægteskab havde haft bolig til rådighed i Danmark. Landsskatteretten ændrede i overensstemmelse hermed Skattestyrelsens afgørelse, sådan at klageren udtrådte af fuld skattepligt til Danmark pr. 1. august 2019 i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Da klagerens forhold ikke ses at være ændret, og da der ikke er spørgsmål om eventuel genindtræden af skattepligt i denne sag, ændrer Landsskatteretten den påklagede afgørelse i overensstemmelse hermed, sådan at klageren ikke er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i indkomstårene 2021, 2022 og 2023. Skattestyrelsen har med henvisning til globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4 forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med i alt henholdsvis 1.210.120 kr., 1.260.120 kr. og 1.310.120 kr. i de tre indkomstår. Forhøjelserne vedrører lønindkomst fra udlandet og ejendomsværdiskat på klagerens udenlandske ejendom. Da klageren ikke er fuldt skattepligtig til Danmark, kan disse indkomstarter ikke beskattes her i landet. Landsskatteretten nedsætter derfor klagerens skattepligtige indkomst med 1.210.120 kr. i indkomståret 2021, 1.260.120 kr. i indkomståret 2022 og 1.310.120 kr. i indkomståret 2023.