Fradrag nægtet for betalinger til fakturafabrikker og private udgifter

Journalnr. 25-0027630 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomstår 2021 Fradrag for udgifter til underleverandører 0 kr. 138.224 kr. Stadfæstelse Indkomstår 2022 Fradrag for underleverandører 0 kr. 1.261.421 kr. Stadfæstelse Fradrag for udgifter til rejse 0 kr. 7.500 kr. Stadfæstelse Fradrag for private udgifter 0 kr. 4.499 kr. Stadfæstelse Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS, CVR-nr. [...1], herefter selskabet, blev stiftet den 17. maj 2021 under branchekoden 522600 ”Andre støtteaktiviteter i forbindelse med transport”. Selskabets formål er at udføre speditør arbejde samt enhver hermed stående virksomhed. Selskabet er stiftet af [person1], herefter hovedanpartshaveren. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, har selskabet i den påklagede periode været registreret med 0-22 ansatte. Selskabet blev registreret for selskabsskat den 17. maj 2021. Selskabets regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Skattestyrelsen har i afgørelse af 19. februar 2025 forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2021 med 138.225 kr. ekskl. moms og for indkomståret 2022 med 1.322.250 kr. ekskl. moms. Selskabets repræsentant har påklaget, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for udgifter til underleverandørerne på 1.399.645 kr. ekskl. moms, fradrag for udgifter til rejse på 7.500 kr. ekskl. moms og fradrag for private udgifter på 4.499 kr. ekskl. moms. Den påklagede forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst udgør samlet 1.411.644 kr. ekskl. moms. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabets for 2021 har selvangivet en nettoomsætning på 2.335.952 kr., og at selskabets skattepligtige indkomst for 2021 er oplyst til: Selskabets indkomst for 2021 Selvangivet/ oplyst skattepligtig indkomst før underskud 95.899 kr. Selvangivet/ oplyst anvendt underskud - kr. Selvangivet/ oplyst skattepligtig indkomst efter underskud 95.899 kr. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabet for 2022 har selvangivet en nettoomsætning på 11.327.550 kr. ekskl. moms, og at selskabets skattepligtige indkomst for 2022 er oplyst til: Selskabets indkomst for 2022 Selvangivet/ oplyst skattepligtig indkomst før underskud 197.616 kr. Selvangivet/ oplyst anvendt underskud - kr. Selvangivet/ oplyst skattepligtig indkomst efter underskud 197.616 kr. Af selskabets resultatopgørelse for perioden 1. oktober 2022 til 31. december 2022 fremgår, at selskabet har haft en omsætning på 4.809.045,23 kr. ekskl. moms og udgifter på 3.577.092,97 kr. ekskl. moms. Selskabet har ikke fremlagt regnskabsmateriale for perioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022. Skattestyrelsen har derfor indhentet følgende selskabets bankkontoudtog: For perioden 7. oktober 2021 til 4. oktober 2022: [kontonr.1] For perioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022: [kontonr.2] [kontonr.3] [kontonr.4] For perioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022: DK[kontonr.5], SWIFT: [...] Udgifter til underleverandører Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til selskabets underleverandører med i alt 1.399.645 kr. ekskl. moms for den påklagede indkomstperiode. Følgende forhold gør sig gældende vedrørende selskabets underleverandører. [virksomhed1], CVR-nr. [...2], herefter [virksomhed1], blev stiftet den 1. juli 2014 under branchekoden 433200 ”Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed” og bibrancherne 811000 ”Kombinerede serviceydelser”, 782000 ”Vikarbureauer” og 561020 ”Pizzeriaer, grillbarer, isbarer mv.” [virksomhed1] har ifølge CVR været registreret med 1-2 ansatte i den påklagede indkomstperiode. [virksomhed1] ophørte ved dekret den 3. november 2022. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer som dokumentation for samhandlen med [virksomhed1]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabet har overført 172.781 kr. til [virksomhed1] i indkomståret 2021 og 967.819 kr. i indkomståret 2022. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed1] har ageret som fakturafabrik ved at have udstedt fiktive fakturaer til brug for uberettigede momsfradrag hos modtagerne af fakturaerne. Skattestyrelsen har desuden oplyst, at [virksomhed1] ikke har haft tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de ydelser. Ejeren af [virksomhed1] er ved byretten i [by1] den 9. maj 2023 blevet idømt 4,5 års fængsel for omfattende hvidvask af ikke under 200 millioner kr. Ejeren af [virksomhed1] har tilstået, at [virksomhed1] har ageret som fakturafabrik, og at fakturaerne er udstedt som led i organiseret økonomisk kriminalitet, til brug for uberettiget momsunddragelse. [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...3], herefter [virksomhed2], blev stiftet den 3. oktober 2021 under branchekoden 433200 ”Tømrer- og bygningssnedkeraktiviteter”. [virksomhed2]s formål var at drive tømrerforretning samt anden hermed beslægtet virksomhed. Ifølge CVR har [virksomhed2] ikke haft ansatte i den indkomstperiode. [virksomhed2] blev taget under konkursbehandling den 10. november 2022. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer som dokumentation for samhandlen med [virksomhed2]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabet har overført 534.144 kr. til [virksomhed2] i indkomståret 2022. Ejeren af [virksomhed2] er den samme som for underleverandøren [virksomhed1]. Ejeren af [virksomhed2] er ved Byretten i [by1] den 9. maj 2023 blevet idømt 4,5 års fængsel for omfattende hvidvask af ikke under 200 millioner kr. Ejeren af [virksomhed2] har tilstået, at [virksomhed2] har ageret som fakturafabrik, og at fakturaerne er udstedt som led i organiseret økonomisk kriminalitet, til brug for uberettiget momsfradrag. [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...4], herefter [virksomhed3], blev stiftet den 2. december 2019 under branchekoden 811000 ”Levering af kombinerede hjælpetjenester i forbindelse med drift af fast ejendom” og bibranche 477110 ”Detailhandel med tøj”. [virksomhed3]´s formål har været at drive virksomhed med alt mulig service, herunder tømrer, nedbrydning, maling mv. Ifølge CVR har [virksomhed3] haft 5-8 ansatte. [virksomhed2] blev taget under konkurs behandling den 28. oktober 2022. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer som dokumentation for samhandlen med [virksomhed3]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabet har overført 74.813 kr. til [virksomhed3] i indkomståret 2022. Skattestyrelsen har oplyst, at der ikke fremgår konkrete transaktioner på [virksomhed3]´s bankkonto, der indikerer almindelig virksomhedsdrift, hvorfor Skattestyrelsen har oplyst, at det må formodes, at [virksomhed3] udelukkende har været anvendt til at udstede fiktive fakturaer til brug for momsfradrag hos modtagerne. Skattestyrelsen har desuden oplyst, at pengene der modtages på [virksomhed3]´s bankkonto bliver overført til udlandet samt udenlandske betalingsplatforme. Generelt om underleverandørerne Skattestyrelsen har oplyst, at hvis selskabet fremsender dokumentation for samhandlen med [virksomhed1], [virksomhed2] og [virksomhed3], så vil eventuelle fakturaer ikke udgøre dokumentations grundlag for et eventuelt fradrag. Udgifter til rejse Selskabet har anmodet om fradrag for udgifter på 7.500 kr. ekskl. moms vedrørende udgifter til rejse. Udgiften er blevet bogført på konto 2700 ”Rejseudgifter” med teksten ”[person2]” med bilagsnr. 1198. Selskabet har som dokumentation for de fratrukne udgifter fremlagt fem screenshots af Mobilpay A/S, hvoraf fremgår at der er overført 1.875 kr. pr. transaktion til Altapay. I teksten for overførslerne fremgår ”[virksomhed4]”. Der fremgår ingen nærmere angivelse af, hvem der har afholdt udgifterne og i hvilken sammenhæng udgifterne er afholdt. Udgifter, som er af privat karakter Selskabet har anmodet om fradrag for udgifter på 4.499 kr. ekskl. moms vedrørende udgifter til [virksomhed5]. Udgifterne er blevet bogført på konto 1310 ”Direkte omkostninger m/moms”, med bilagsnumre 151531. Selskabet har som dokumentation for udgifterne fremlagt fakturaer fra [virksomhed5] med underliggende opgørelse. Af fakturaerne samt de underliggende bilag fra [virksomhed5] fremgår udgifter til bl.a. Snack, cigaretter, drikkevarer, sandwich, is, forberedte drik, pant, spiritus og mejeri under kategorien ”Øvrigt”. Skattestyrelsen har anset udgifterne på underliggende bilag markeret under kategorien ”Øvrigt” til Snack, cigaretter, drikkevarer, sandwich, is, forberedte drik, pant, spiritus og mejeri med i alt 4.499 kr. ekskl. moms for private udgifter. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2021 med 138.225 kr. ekskl. moms og for indkomståret 2022 med 1.322.250 kr. ekskl. moms. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Det står i statsskattelovens § 4, at alle indtægter skal indregnes i den skattepligtige indkomst. Ligeledes fremgår det af statsskattelovens § 6, litra a, at selskabet har fradrag for udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Under punkt 1 har vi lavet en skønsmæssig opgørelse over jeres moms for perioden 4. kvartal 2021 til og med 3. kvartal 2022. Vi har i den forbindelse under punkt 1.3.3. henvist til brugen af underleverandører som vi finder ikke har leveret de fakturerede ydelser og dermed benyttelsen af fiktive fakturaer. For 4. kvartal 2021 er der nægtet fradrag for købsmoms i forbindelse med fiktive fakturaer for i alt 172.781 kr. inkl. 34.556 kr. i moms. For perioden 1. januar 2022 til og med 30. september 2022 er der nægtet fradrag for fiktive fakturaer med i alt 1.576.775 kr. inkl. 315.355 kr. i moms. Som følge af, at vi nedsætter købsmomsen og grundet at vi ikke mener der er leveret nogen reelle ydelser for disse fakturaer, mener vi ikke, at disse udgifter har været afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. I har derfor ikke fradrag for de ovennævnte udgifter til underleverandørerne og vi forhøjer hermed jeres skattepligtige indkomst i 2021 med 138.225 kr. For 2022 forhøjes jeres skattepligtige indkomst med 1.261.420 kr. … Under punkt 2.3.1.1. har I fremsendt opgørelser fra [virksomhed5], hvor vi anser køb under kategorien ”Øvrigt” som værende private udgifter. Vi har nedsat jeres købsmoms for disse udgifter i 4. kvartal 2022 med 1.100 kr. På de modtagne opgørelser fremgår blandt andet indkøb, som vi anser for private udgifter for i alt 4.499 kr. ekskl. moms. Vi vurderer, at købene ikke er en driftsudgift, der er med til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Derfor forhøjer vi, i henhold til statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a, den skattepligtige indkomst for 2022 med i alt 4.499 kr. Under punkt 2.3.2. har vi modtaget bilag i form af skærmprint af betalinger for [virksomhed4] som ikke lever op til fakturakravene for momsfradrag og vi har nægtet fradrag for købsmoms på 1.875 kr. Da bilagene er kommet i form af skærmprint for betalinger med Altapay og ikke viser, hvem der har haft udgifterne, har I ikke dokumenteret at disse udgifter er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Derfor forhøjer vi, i henhold til statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a, den skattepligtige indkomst for 2022 med beløbet ekskl. moms 7.500 kr. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 4. juni 2025 udtalt følgende: ”… Vi vil dog gerne bemærke følgende i forhold til anbringende fremlagt af rådgiver i den vedhæftede klage: Ad 1 ”Det gøres helt overordnet gældende, at de anvendte underleverandører har leveret faktiske ydelser til [klager] ApS, og der derfor ikke er grundlag for at forhøje [klager] ApS’ momstilsvar på baggrund heraf, ligesom der ikke er grundlag for at anse de betalte fakturaer for maskeret udbytte til [person1].” Der henvises til selve afgørelsen udarbejdet af Skattestyrelsen i forhold til realiteten bag de benyttede underleverandører og vores begrundelse for, hvorfor vi ikke anser, at selskabet har modtaget nogle reelle ydelser fra disse underleverandører. Det bemærkes endvidere, at rådgiver i forbindelse med deres klage til Skatteankestyrelsen ikke har indsendt dokumentation til understøttelse af deres påstande, men henviser til Skattestyrelsens afgørelse. …” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat principalt påstand om, at der godkendes udgifter til rejse, underleverandører samt private udgifter på i alt 1.411.644 kr. ekskl. moms for indkomstårene 2021 og 2022. Selskabets repræsentant har fremsat subsidiært påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Til støtte for påstanden er i klagen af 19. maj 2025 bl.a. anført: ”… Det gøres helt overordnet gældende, at de anvendte underleverandører har leveret faktiske ydelser til [klager] ApS, og der derfor ikke er grundlag for at forhøje [klager] ApS' momstilsvar på baggrund heraf, ligesom der ikke er grundlag for at anse de betalte fakturaer for maskeret udbytte til [person1]. Det gøres ligeledes gældende, at udgifter afholdt til [virksomhed5], Brobizz, [virksomhed4] samt [virksomhed6] ApS alle er driftsrelateret, og dermed omfattet af statsskattelovens § 6. …” Selskabet repræsentant har den 31. Juli 2025 fremsat følgende supplerende indlæg til klagen: “… I forhold til fakturaerne fra underleverandørerne til [klager] ApS må det derfor undersøges, hvilke fakturakrav der ikke er opfyldt, samt om det på anden måde kan sandsynliggøres, at der er sket levering af de fakturerede ydelser, eksempelvis ved vidneforklaring af en underleverandør under strafansvar. Dette er da også bekræftet i retspraksis, jf. eksempelvis [by2] Byrets dom af den 30. maj 2016 offentliggjort i TfS 2016.589.BR Her konstaterede retten netop, at det ikke kunne komme sagsøger til skade, at dennes underleverandør var dømt for momssvig, idet det kunne sandsynliggøres, at der var modtaget levering af de omhandlede ydelser. I denne forbindelse tillagde retten det afgørende betydning, at underleverandøren – der ved sin vidneforklaring konkret udsatte sig for strafansvar – forklarede, at han både havde udført arbejdet og modtaget betaling. Der kan yderligere henvises til afgørelsen af 3. oktober 2023 i sagen BS-36299/2021-GLO, offentliggjort i SKM2023.627.BR. I sagen havde Landsskatteretten nægtet sagsøger ret til fradrag i den skattepligtige indkomst for i alt 595.293,75 kr. i indkomstårene 2013-2015 og ret til fradrag for købsmoms for i alt 148.823,27 kr. for perioden 1. juli 2013 til31. december 2015. Stridspunktet i sagen omhandler, hvorvidt 14 fakturaer dækkede over reelle arbejdsydelser, eller om der var tale om såkaldte ”fiktive fakturaer”, der dækkede over sort aflønning af medarbejdere. I sagen var der enighed om, at underleverandørerne havde leveret ydelser til sagsøgers kunder i den berørte periode, og at sagsøger havde dokumenteret, at de i sagen udstedte fakturaer var betalt ved elektroniske overførsler. Sagsøger kunne ikke, på baggrund af offentligt tilgængelige oplysninger, konstatere, at skattemyndighederne mistænkte underleverandørerne for kædesvig på tidspunktet for bestillingen og/eller indgåelse af samarbejdsaftalerne at underleverandørerne på tidspunkt for bestillingen og/eller indgåelse af samarbejdsaftalerne, at skattemyndighederne mistænkte selskaberne for kædesvig. Et forhold, som SKAT først blev opmærksom på i forbindelse med, at politiet fremsendte oplysninger om én samarbejdspartner. Før dette havde SKAT godkendt fradrag i sit forslag til sagsøger. Retten konkluderede i sin begrundelse: ”Retten er herefter enig med sagsøger i, at denne ikke kan gøres ansvarlig for at visse af underleverandørerne er mistænkt for kædesvig. Dette forhold kan ikke i sig selv føre til, at der påhviler sagsøger en skærpet bevisbyrde.” Afgørelsen viser uanfægteligt, at underleverandørernes forhold ikke i sig selv kan føre til, at der påhviler skatteyder en skærpet bevisbyrde. Blot fordi en eller flere underleverandører er mistænkt for kædesvig, ændrer dette således ikke på [klager] ApS’ bevisbyrde. Til støtte for [klager] ApS’ betragtninger henvises til EU-Domstolens afgørelse, hvoraf det fremgår, at såfremt en faktura overholder de formelle krav, er skatteyder fradragsberettiget, såfremt de underliggende varer og/eller ydelser er leveret. Der er således ingen tvivl om, at ydelsen i henhold til de udstedte fakturaer blev leveret og godtgjort, hvilket er dokumenteret i bilagene. Der kan ligeledes henvises til EU-Domstolens afgørelse i sag C-439/04, Axel Kittel. EU-Domstolen udtaler i præmis 44 følgende: ”Domstolen har for det første, inden for rammerne af fast retspraksis vedrørende retten til fradrag for moms i henhold til sjette direktiv, udledt heraf, at det tilkommer de nationale myndigheder og domstole at nægte at indrømme ret til fradrag, hvis det på grundlag af objektive forhold er godtgjort, at påberåbelsen af denne ret er udtryk for svig eller misbrug (jf. bl.a. domme Kittel og Recolta Recycling, EU:C:2006:446, præmis 10 / 20 55, Bonik, C-285/11, EU:C:2012:774, præmis 37, og Maks Pen, EU:C:2014:69, præmis 26).” Af præmis 46 fremgår: ”Henset til ovenstående betragtninger påhviler det principielt de nationale myndigheder og domstole at nægte at indrømme de rettigheder, som er fastsat i sjette direktiv, når de påberåbes med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, uanset om der er tale om ret til fradrag eller fritagelse for moms vedrørende en levering inden for Fællesskabet eller tilbagebetaling heraf som omhandlet i hovedsagen.” Af præmis 50 fremgår: ”Det bemærkes desuden, at dette ifølge fast retspraksis er tilfældet ikke blot, når momssvigen begås af den afgiftspligtige person selv, men også når en afgiftspligtig person vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den pågældende transaktion medvirkede til en transaktion, som var led i momssvig begået af leverandøren eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere eller efterfølgende led i leveringskæden (jf. i denne retning bl.a. domme Kittel og Recolta Recycling, EU:C:2006:446, præmis 45, 46, 56 og 60, samt Bonik, EU:C:2012:774, præmis 38-40) (Min understregning)” Det fremgår af ovennævnte dom, at en aftager, der ved eller burde vide, at en gennemført transaktion medvirker til momssvig eller hvidvask, kan nægtes momsfradrag. I den konkrete sag kan det lægges til grund, at [klager] ApS hverken vidste eller burde have vidst, at andre selskaber er mistænkt for momssvig. Om den konkrete sag På baggrund af ovenstående samt de i sagen fremlagte bilag gør [klager] ApS gældende, at [klager] ApS har godtgjort, at betingelserne for fradrag for moms er opfyldt, idet [klager] ApS har dokumenteret, at fakturaerne dækker over reelle leverancer fra øvrige virksomheder. Der henvises i den forbindelse til SKM2009.325 ØLR, hvor Skatteministeriet i deres procedure anførte, at fakturaer som regel vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at tjene som dokumentation for udført arbejde. Det bemærkes derudover, at nogle af de samarbejdspartnere, Skattestyrelsen har haft bemærkninger til, har drevet reel erhvervsmæssig virksomhed og samtidig drevet en ”fiktiv” virksomhed, som tilsyneladende har haft til formål at foretage hvidvask. Der er ikke fremlagt yderligere oplysninger herom. Dette er i sagens natur irrelevant for vurderingen af, hvorvidt [klager] ApS har løfte bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag for moms er opfyldt. Det blotte forhold, at nogle af underleverandørerne også har drevet ”fiktiv” virksomhed, har ikke indvirkning på den konkrete sag. Det er således ikke tilstrækkeligt når Skattestyrelsen blot konstaterer, at dette er tilfældet. Det gøres gældende, at [klager] ApS har fået ydelser fra den ”reelle” del af underleverandørernes virksomhed, og ikke fra den ”fiktive” del. At visse af underleverandørerne er mistænkt eller dømt for økonomisk kriminalitet, kan i henhold til omfattende praksis fra EU-Domstolen ikke afskære [klager] ApS for momsfradrag, jf. momslovens § 37, da det som nævnt ovenfor er en forudsætning for kædesvig, at de selskaber, som svindler i et eller andet omfang, fremstår reelle over for samarbejdspartnerne. Til støtte for [klager] ApS’ betragtninger, henvises til EU-Domstolens afgørelse i sag C-438/09, Boguslaw J. Dankowski, som refereret ovenfor. Af sagen fremgår det, at såfremt en faktura overholder formelle krav, har [klager] ApS en fradragsret, såfremt ydelserne eller varerne er leveret. Det gøres gældende, at [klager] ApS, har fået leveret arbejdsydelser for underleverandørerne, samt at de fremlagte fakturaer overholder de væsentligste formelle krav, herunder beskrivelse af ydelsen, antal timer, samt timepris. Angående [klager] ApS’ viden om underleverandørernes deltagelse i momssvig eller hvidvask, henvises der til EU-Domstolens afgørelse i sag C-439/04, Axel Kittel, som refereret ovenfor. Det fremgår af afgørelsen, at den nationale ret kun er berettiget til at afvise momsfradrag, såfremt den, der ønsker fradraget, vidste eller burde vide, at fakturaudstederen deltog i en transaktion, der var led i f.eks. momsvig eller hvidvask. Der er således intet i nærværende sag, der indikerer, at [klager] ApS , herunder [klager] ApS’ ledelse, vidste eller burde vide, at nogle af underleverandørerne er mistænkt for økonomisk kriminalitet. Den blotte mistanke er endvidere heller ikke tilstrækkelig til at nægte fradrag for moms. [klager] ApS har overholdt sin undersøgelsespligt, der går længere, end hvad kan man forvente af en virksomhed i samme branche. Det bemærkes, at underleverandører ikke er forpligtede til at dokumentere forhold, der vedrører [klager] ApS’ interne forhold, og som alene kan kræves af offentlige myndigheder. Da [klager] ApS således har overholdt sine forpligtelser og dermed ikke har haft viden om eventuel økonomisk kriminalitet, kan fradrag herfor ikke nægtes med henvisning til, at nogle samarbejdspartnere ikke har opfyldt deres forpligtelser. Der henvises til EU-praksis, hvor EU-Domstolen i sag C-131/13, Schoenimport, behandler spørgsmålet om selskabers viden/burde-viden. Dommen er afgørende for forståelsen af, hvornår et selskab har viden eller burde-viden, og derfor også afgørende for, hvornår et selskab kan stilles til ansvar. Det gøres gældende, at arbejdet, som der er betalt for, er udført af samarbejdspartnere til [klager] ApS. Det bemærkes i den forbindelse, at Skattestyrelsen har bestridt, at arbejdet er udført af samarbejdspartnerne, med henvisning til at fakturaerne ikke dækker over faktiske leverancer fra samarbejdspartnerne. Skattestyrelsen har imidlertid ikke godtgjort, at dette skulle være tilfældet. Det gøres gældende, at [klager] ApS ikke har modtaget pengene for disse fakturaer på anden vis, og det må være op til Skattestyrelsen at godtgøre, at andet skulle være tilfældet. Der er således ikke grundlag for at beskatte maskeret udbytte. Det gøres gældende, at [klager] ApS har betalt for ydelser fra de anførte underleverandører og har modtaget faktisk leveret arbejde. Det kan ikke lægges [klager] ApS til last, at [klager] ApS’ aftalepartnere ikke har styr på deres interne forhold – dette er uvedkommende for den inter partes-aftale, som [klager] ApS har indgået med underleverandørerne. [klager] ApS har i god tro modtaget fakturaer for leveret arbejde og har betalt disse fakturaer på behørig vis. At Skattestyrelsen anfører, at underleverandørerne ikke selv har haft tilstrækkeligt mandskab til at kunne udføre det fakturerede arbejde, er ikke i sig selv hverken bevis eller indikation på, at der ikke skulle være udført arbejde for [klager] ApS. Det kan ikke udelukkes, at de anførte underleverandører netop selv har gjort dette og har haft uregistrerede medarbejdere, som de har aflønnet sort, altså uden at indeholde A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag. [klager] ApS er ikke ansvarlig for, at [klager] ApS’ samarbejdspartnere indeholder A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag og dermed aflønner deres medarbejdere sort for det arbejde, de har udført for [klager] ApS. [klager] ApS har modtaget ydelser fra de anførte underleverandører i form af arbejdskraft. Det udførte arbejde fra underleverandørernes mandskab er blevet leveret på tilfredsstillende vis og har ikke givet [klager] ApS anledning til at gå videre, end hvad undersøgelsespligten kræver, og undersøge hvor mange medarbejdere der står registreret for de enkelte underleverandører. Hertil bemærkes, at virksomhedens formål er at drive transportvirksomhed. Inden for transportbranchen er det kutyme, at samarbejdsaftaler indgås hurtigt og uformelt, dvs. ikke nødvendigvis skriftligt. Ofte bliver der ringet på dagen, hvor det er nødvendigt med arbejdsydelser fra en underleverandør, og aftaler angående samarbejde og levering af arbejdsydelser fastslås telefonisk. Da den tidsmæssige faktor har stor betydning inden for branchen, er det ikke altid, der er tid til at sætte sig ned og udfærdige en formel kontrakt om samarbejde og levering af ydelser. Derudover er der mange inden for denne branche, som ikke har dansk som modersmål og af denne årsag ikke nødvendigvis er trygge ved at udtrykke sig skriftligt på dansk. Det skal bemærkes, at der efter dansk ret ikke eksisterer formkrav for aftalers gyldighed, jf. DL 5-1-1. Det forhold, at der ikke foreligger skriftlige samarbejdsaftaler med underleverandører, kan således ikke udgøre bevis for, at der ikke er indgået en samarbejdsaftale. Hertil kan der henvises til Jan Pedersen m.fl. i Skatteretten 1, 7. udgave, side 248, hvoraf følgende fremgår ”Da skatteretten ikke indeholder særlige formkrav, kan der i princippet ikke stilles krav om, at en udgift er dokumenteret ved et egentligt bevis for udgiftens afholdelse og størrelse i form af faktura eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at den skattepligtige uden rimelig tvivl sandsynliggør udgiftens afholdelse.” Som det fremgår heraf, kan der altså ikke stilles særlige formkrav fra skattemyndighedernes side til bevisførelsen. Skatteyder skal således blot sandsynliggøre, at udgiften er afholdt og har tilknytning til driften. Der skal i denne forbindelse henvises til Landsskatterettens kendelse af den 4. april 2013, j.nr. 12-0189675. Sagen drejede sig om, hvorvidt klager kunne få fradrag for udgifter til et kinesisk selskab. Klager drev virksomhed inden for reklamebranchen og havde i den forbindelse indgået aftale med et kinesisk selskab, der som underleverandør for klager angiveligt havde udført et varesammenligningsprojekt og en billeddatabase. Både SKAT og Skatteankenævnet havde nægtet at godkende fradrag for udgifterne til selskabet, idet klager ikke fandtes at have løftet bevisbyrden for, at betingelserne for at fradrage udgifterne i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, var opfyldt. Fradrag blev bl.a. nægtet på baggrund af, at der var indgået mundtlige aftaler mellem parterne om det arbejde, der skulle udføres. Der forelå intet skriftligt aftalegrundlag for det udførte arbejde, på trods af at klager og selskabet havde samarbejdet i over to år. Herudover var de mundtlige aftaler ikke understøttet af skriftlig korrespondance, specifikationer og følgeskrivelser mv., hvilket fandtes besynderligt henset til parternes flerårige samarbejde. Klager havde ligeledes foretaget uregelmæssige overførsler til selskabet for det udførte arbejde, og de udstedte fakturaer fra selskabet var ikke specificerede, ligesom det ikke var objektivt dokumenteret, at selskabet reelt havde udført et stykke arbejde for klager. SKAT havde sågar modtaget oplysninger fra selskabets revisor om, at der ikke var erhvervsmæssig aktivitet i det kinesiske selskab. Herudover havde klager henholdsvis klagers samlever ikke afgivet samstemmende forklaringer vedrørende selskabets arbejdsresultat. Imidlertid fandt Landsskatteretten det tilstrækkeligt dokumenteret, at klagerens virksomhed havde afholdt udgifterne til varesammenligningsprojektet og billeddatabasen, idet der – på trods af ovenstående – forelå tilstrækkelig dokumentation for pengestrømmene, og idet modydelsen var tilstrækkeligt sandsynliggjort. På denne baggrund blev klager tilkendt fradrag for udgifterne til selskabet i medfør af skatteforvaltningslovens § 6. Stk. 1, litra a. Landsskatteretten anførte i deres begrundelse: ”Det er en betingelse for godkendelse af fradrag, at der foreligger behørig dokumentation for udgiftens afholdelse og dens sammenhæng til virksomhedens drift. Landsskatteretten anser det for dokumenteret, at klagerens virksomhed har afholdt udgifterne til billeddatabasen og varesammenligningsprojektet til [virksomhed7] Ltd, idet der er dokumentation for pengestrømmene, og idet modydelsen er tilstrækkeligt sandsynliggjort. Udgifternes sammenhæng til driften af virksomheden anses derfor for at være til stede.” Det er således ifølge Landsskatteretten alene en betingelse for, at der kan godkendes fradrag for udgiften, at der foreligger behørig dokumentation for afholdelse af udgiften og dens sammenhæng til virksomhedens drift. Det er ubestridt, at klager i den konkrete sag faktisk har afholdt den angivne udgift, og udgift til underleverandørers arbejdsydelser for en transportvirksomhed må anses for at have tilstrækkelig sammenhæng med virksomhedens drift. Det følger af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.C.2.1.4.4.1, angående skattekontrollovens § 74 om skønsmæssig ansættelse, at en skønsmæssig ansættelse skal ske ud fra en realistisk vurdering af den skattepligtiges faktiske indkomstforhold. Siden Skattestyrelsen ikke kan hverken redegøre for eller dokumentere hvorledes selskabet skulle have modtaget kontanter til brug for ”sort” aflønning ved at betale en faktura for en underleverandør, kan Skattestyrelsens forhøjelse af selskabets A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ikke siges at hvile på et realistisk skøn. Dette illustreres ved afgørelsen BS-37061/2022-ROS afsagt den 3. maj 2024 og offentliggjort som SKM2024.458.BR, som af Skatteministeriet er blevet henvist til i sagen SKM2024.625. Afgørelsen må af denne årsag lægges til grund at have præjudiciel betydning for Skatteforvaltningen. I afgørelsen SKM2024.458.BR havde Skattestyrelsen ikke forhøjet selskabets Askat og arbejdsmarkedsbidrag, uagtet at en række af de anførte underleverandører var blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 290 a ved under særligt skærpende omstændigheder at have overført midler, der direkte eller indirekte var udbytte af en strafbar lovovertrædelse, til udlandet for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse (hvidvask). Som anført forhøjede Skattestyrelsen i denne afgørelse hverken selskabets A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag, ligesom selskabet heller ikke blev beskattet for maskeret udlodning. Der ses således en praksis, hvor Skatteforvaltningen refererer til denne afgørelse og således anser afgørelsen for værende af væsentlig betydning. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at Skatteforvaltningen samtidig går imod afgørelsen og i nærværende sag argumenterer for, at der skal ske forhøjelse af selskabets A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, når afgørelsen SKM2024.458.BR tydeligt viser, at dette ikke er tilfældet. Skatteforvaltningen er underlagt officialprincippet, hvilket betyder, at myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse. Formålet med officialprincippet er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Officialprincippet hører til de såkaldte garantiforskrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også betyde, at sagen må genoptages, så de manglende undersøgelser kan blive foretaget. Det kan således lægges til grund, at Skattestyrelsen i sagen SKM2024.458.BR måtte have oplyst sagen tilstrækkeligt til, at der kunne træffes en materiel korrekt afgørelse. Hvis ikke dette var tilfældet, ville afgørelsen have været ugyldig som følge af, at en grundlæggende garantiforskrift ikke var behørigt iagttaget. Det forekommer derfor bemærkelsesværdigt, at Skatteforvaltningen nu i en sag, der omhandler det samme materielle indhold, ikke anser Skattestyrelsens afgørelse for tilstrækkeligt oplyst. Ud over at Skatteforvaltningen i den verserende sag altså går imod deres egen afgørelse fra en tidligere sag, skal det tillige anføres, at der gælder en lighedsgrundsætning efter dansk forvaltningsret. Det følger af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, at hvis de væsentlige forhold i en sag er ens, skal sagerne behandles lige i retlig henseende. Myndighederne må således ikke foretage usaglig forskelsbehandling. Siden Skattestyrelsen i afgørelsen SKM2024.458.BR ikke hverken forhøjede sagsøgers A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag eller beskattede sagsøger af maskeret udlodning, må skatteyder i den verserende sag kunne støtte ret på denne afgørelse, jf. lighedsprincippet, da afgørelsen SKM2024.458.BR materielt er ens med denne sag. Begge sager omhandler netop betaling af fakturaer til underleverandører, som Skattestyrelsen anser for fiktive og uden reelt indhold. Det er altså et åbenbart brud med lighedsgrundsætningen, når Skattestyrelsen i denne sag ikke følger deres egen tidligere afgørelse – noget, der må anses for et væsentligt brud på retssikkerheden. Det gøres sammenfattende gældende, at der ikke i nærværende sag foreligger omstændigheder, som giver grundlag for at anse de anvendte underleverandører for at have udstedt fiktive fakturaer. Såfremt det lægges til grund, at det ikke i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort eller dokumenteret, at der er sket levering fra de enkelte underleverandører, som der foreligger fakturaer på, men at disse fakturaer alligevel anses for fiktive i skattemæssig henseende, og underleverandørerne er uden realitet – hvilket i det hele bestrides af [klager] ApS – giver dette anledning til følgende betragtninger: Endelig skal det bemærkes, at det i sager om såkaldte ”fiktive” fakturaer fra underleverandører, er væsentligt at se på, hvordan omstændighederne har udspillet sig i tidligere domspraksis. De såkaldte fakturafabrikker kan bedst og lettest beskrives ved, at der erhverves fiktive fakturaer fra et "tomt" selskab mod betaling via en kontooverførsel, hvorefter pengene hurtigt sendes ud af landet. Herefter tilbagebetales et kontantbeløb til fakturamodtageren til brug for f.eks. sorte aflønninger eller maskeret udlodning. Under behandlingen af hidtidige retssager om fakturafabrikker, der er afgjort ved domstolene, er det kommet frem, at fakturamodtagerne per definition betaler et gebyr på op imod 15 pct. for en fiktiv faktura, dvs. fakturamodtageren betaler et fakturabeløb på f.eks. 100.000 kr. til den såkaldte fakturafabrik, hvorefter fakturamodtageren returneres i omegnen af 90.000 kr. i kontanter. De 10.000 kr., som fakturamodtageren ikke modtager, er således fakturafabrikkens gebyr/vederlag, der også skal dække andre omkostninger. I en sådan situation vil det således højst være 90.000 kr., man kan anvende til f.eks. sorte aflønninger, og dermed kun 90.000 kr., der ikke betales A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af, i stedet for det fulde beløb på 100.000 kr. Hvorvidt det såkaldte gebyr udgør 5, 10 eller 15 pct., beror – efter gennemlæsning af diverse domme – bl.a. på, hvor hurtigt fakturamodtageren ønsker sine kontanter, hvor mange kontanter der efterspørges af fakturamodtageren og/eller andre fakturamodtagere, samt hvilken valuta/seddelform der ønskes kontanter i. Af gode grunde kan det ikke afdækkes, om der er betalt et gebyr, eller hvor stort et eventuelt gebyr har været i den konkrete sag, idet det bestrides, at der har været tale om et sådant hændelsesforløb. Det skal understreges, at hverken skattemyndighederne eller andre har sandsynliggjort eller fremlagt dokumentation, der understøtter, at der i den konkrete sag har været tale om, at skatteyder har handlet eller samarbejdet med en såkaldt ”fakturafabrik”. Der kan her henvises til byretssagen BS-49501/2023-ARH. Her anførte Skatteministeriet som sagsøgte betragtninger angående det generelle virke for fakturafabrikker. Sagsøgte anførte i sagen, at når den udstedte faktura er blevet betalt, f.eks. ved en bankoverførsel, får den betalende virksomhed det betalte beløb tilbage – evt. i kontanter – fratrukket et honorar til bagmanden. Disse midler kan virksomheden så f.eks. bruge til at betale den reelle arbejdskraft ”sort”. Skatteministeriet mente herefter at det måtte lægges til grund, at sagsøger måtte have haft egne ansatte til at udføre det arbejde, der genererede omsætningen, og derfor var indholdspligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, da disse medarbejdere, efter Skatteministeriets opfattelse, blev aflønnet sort. Hele argumentet om, at sagsøger skulle have haft uregistrerede medarbejdere, byggede således på antagelser, og var ikke understøttet af nogen form for objektive beviser – præcis som det er tilfældet for nærværende sag. Sagsøgte har ikke hverken dokumenteret eller redegjort for, konkret hvorledes betaling af fakturaer til de anførte underleverandører, skulle have resulteret i at sagsøger har modtaget kontante midler, til aflønning af egne medarbejdere. Sagsøgte har end ikke redegjort for, konkret hvilke medarbejdere der skulle have modtaget denne ekstra løn. I Skattestyrelsens afgørelse er grundlaget for selskabets skattepligtige indkomst, beregnet ud fra de omstridte fakturaer. Det er således udgifterne til underleverandørerne der har udgjort grundlaget for den skønsmæssige forhøjelse. Som anført, bestrides dette skøn, selv hvis det lægges til grund, at fakturaerne er fiktive og ikke udtryk for faktisk leverede arbejde. Det gøres gældende, at der i sådanne tilfælde betales et gebyr, som må inddrages i skønnet for at det kan anses som realistisk. Dette synspunkt blev tiltrådt af Skatteministeriet i den ovennævnte sag BS-49501/2023-ARH. Her anførte Skatteministeriet i deres processkrift A, på side 8: ”Når den udstedte faktura er blevet betalt, f.eks. ved en bankoverførsel, får den betalende virksomhed det betalte beløb tilbage – evt. i kontanter – fratrukket et honorar til bagmanden. Disse midler kan virksomheden så f.eks. bruge til at betale den reelle arbejdskraft ”sort”. [min understregning] Skatteministeriet var altså enige i, at der ved brug af fakturafabrikker, normalt betales et honorar til bagmanden bag fakturafabrikkerne. Det kan altså ikke lægges til grund, at de betalte fakturaer i nærværende, for det tilfælde at der er gjort brug af fakturafabrikker – hvilket til stadighed bestrides skulle være tilfældet – bliver returneret til fakturamodtageren med 100% af det betalte beløb. Da Skatteministeriet således selv anerkender det som fast praksis, at der ved brug af fakturafabrikker betales et gebyr/vederlag til bagmændene bag, må dette lægges til grund, og dermed også inddrages i den skønsmæssige ansættelse af sagsøgers indholdspligtige A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skatteministeriet er forpligtet til at udøve et virkelighedsnært skøn, der er så korrekt som muligt. At der i det udøvede skøn således ikke er taget højde for et gebyr/vederlag til bagmændene bag fakturafabrikken, gør at det af Skattestyrelsen udøvede skøn, ikke kan siges at være hverken korrekt eller virkelighedsnært. Uagtet at sagsøgte hverken har formået at dokumentere eller endda konkret redegøre for, hvorledes [klager] ApS skulle have modtaget kontante midler, må det altså anses for ubestridt, at det udøvede skøn er forkert. Denne opfattelse, at der betales et gebyr i forbindelse med brugen af fakturafabrikker, er videre støttet efter fast praksis. Der kan her eksempelvis henvises til Øste Landsrets afgørelse SKM2024.437.ØLR, hvor Landsretten konkluderede: “Under disse omstændigheder og efter bevisførelsen i øvrigt findes det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte vidste, at fakturaerne ikke vedrørte reelle ydelser, og at tiltalte efter et fradrag i størrelsesordenen 5-15 % fik de betalte beløb tilbage, hvorefter han anvendte beløbene til aflønning af ansatte eller sig selv.” Det savner derudover logisk mening at antage, at der ikke i forbindelse med brugen af fakturafabrikker, betales et vidst gebyr for at modtage ydelsen. Det har formodningen imod sig, at ydelser, selv ulovlige ydelser som udstedelsen af fiktive fakturaer, sker vederlagsfrit. Særligt henset til den iboende risiko der er forbundet med at levere ulovlige ydelser, fremstår det ikke realistisk at antage, at der ikke skal betales for disse ydelser. Hvis Skatteankestyrelsen måtte komme frem til, at de anførte underleverandører har drevet fakturafabrik, og de fremlagte fakturaer dermed ikke er udtryk for faktisk leverede ydelser, må det således lægges til grund at der har været et gebyr forbundet hermed. Dermed er Skattestyrelsens skøn, hvorefter det blot er lagt til grund, at det fulde beløb der er betalt for fakturaerne eksl. moms svarer til sort aflønning af egne medarbejdere, ikke realistisk. Der må nødvendigvis for dette tilfælde anerkendes et gebyr som er betalt til bagmændene, og altså tilsvarende ske en nedsættelse af den skattepligtige indkomst. Bemærkningen skal alene henlede opmærksomheden på, at når der erhverves fiktive fakturaer fra fakturafabrikker, kan det af domspraksis udledes, at det er helt fast kutyme, at der betales et gebyr/vederlag for en fiktive faktura, der efter praksis kan udgøre i omegnen af 5-15 pct. afhængigt af omstændighederne. Dette faktum bør Skattemyndighederne have in mente, såfremt det måtte lægges til grund, at der er tale om samhandel med en såkaldt fakturafabrik, hvilket i det hele bestrides. Der henvises desuden til Skatteankenævnets afgørelse af 29. januar 2024 i sagen 21-0043557. Her konkluderede [skatteankenævn1], med henvisning til skifterettens kendelse, at klageren ikke havde samtykket til registreringen som direktør, og at klagerens digitale signatur i form af NemID var blevet misbrugt uden hans medvirken, efter at han blev truet til at udlevere NemID’et til tredjemand. Klagers forklaring var således bestyrket af objektive kendsgerninger, hvorfor nævnet fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klagers NemID var blevet misbrugt uden hans medvirken. Overførslerne fra selskabet blev derfor ikke anset for at have været til rådighed for klager, og beskatningen blev derfor nedsat med det fulde beløb. Afgørelsen viser tydeligt, at det er en forudsætning for at beskatte en person for maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A, at beløbet skal have været til rådighed for den person. Det er derfor yderst relevant, at der betales et gebyr for fiktive fakturaer på mellem 5 og 15 pct. efter fast praksis. Skattestyrelsen har ikke på nogen måde godtgjort, at noget af det beløb, der er betalt til de anførte underleverandører, skulle have været tilbageført selskabet og dermed have været til rådighed for klager. Der kan endvidere henvises til Skatteankenævnets afgørelse af 7. april 2025 i sagen 24-0045376. Her konkluderede [skatteankenævn2], at klageren ikke var skattepligtig af overførslerne fra selskabet, da beløbende ikke var udloddet til klageren, selvom modtageren af overførslerne ikke kunne identificeres. Som det er tilfældet for ovenstående, viser afgørelsen tydeligt at beløbet skal have været dokumenterbart til rådighed for skatteyder, for der kan statueres maskeret udlodning. Det skal igen understreges, at ovennævnte bemærkninger ikke skal tages til indtægt for, at det bekræftes, at der er tale om underleverandører uden realitet bag eller brug af fiktive fakturaer.” Selskabets yderligere bemærkninger til sagen Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen: ”… Repræsentanten oplyste, at selskabet ikke har haft indflydelse på om selskabets underleverandører har betalt moms. Repræsentanten oplyste desuden, at det er en kutyme i transportbranchen, at der ikke bliver udarbejdet samarbejdskontrakter, og at aftalerne bliver indgået mundtligt. Repræsentanten bestridte, at selskabets underleverandører er fiktive, men oplyste i den forbindelse, at selv hvis underleverandørerne blev anset for fiktive, så er der oftest et gebyr på ca. 5%-15% for at anvende underleverandører, hvorfor det ikke er korrekt, at Skattestyrelsen har nægtet fradrag for udgifter til underleverandører for det fulde beløb. Repræsentanten henviste til SKM2024.437.ØLR. …” Repræsentanten har på mødet præciseret påstanden, hvorefter det alene er Skattestyrelsens fradragsnægtelsen for underleverandørudgifter, udgifter til husleje, rejser og udgifter til [virksomhed5], der er påklaget. Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 16. oktober 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen er delvist enig i Skatteankestyrelsens indstilling, den eneste divergens er beløbet, idet hele sagen er vurderet. Vi bemærker, at Skattestyrelsen indstiller, at Skattestyrelsens forhøjelse af 19. februar 2025 for begge indkomstår fastholdes i sin helhed. Faktiske forhold For begge indkomstårene 2021 og 2022 er der sket en forhøjelse af skattepligtig indkomst på i alt 138.225 kr. + 1.322.250 kr. Skattestyrelsen har udsendt kendelse herom dateret den 19. februar 2025, og det er denne afgørelse, der er påklaget i sin helhed ved repræsentantens skrivelse af den 19. maj 2025, således er der påklaget forhøjelse således: Påklaget forhøjelse vedrørende indkomstår 2021 138.225 kr. Påklaget forhøjelse vedrørende indkomstår 2022 1.322.250 kr. Påklaget i alt 1.460.475 kr. Formelt Fradrag kan fradrages skattemæssigt når de kan dokumenteres. Vi henviser til lovbestemmelsen herom og videre til en højesterets afgørelse, der skildrer de dokumentationskrav, der stilles til det skattesubjekt, der ønsker et fradrag i den skattepligtige indkomst: Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a – hjemler fradrag for driftsomkostninger SKM 2004.162 HR Dommen skildrer generelt de dokumentationskrav, som skal imødekommes og opfyldes for at kunne opnå et godkendt fradrag. Materielt Helt generelt mener vi, at ansættelserne skal fastholdes, som de er foretaget af Skattestyrelsen. Driftsmæssige fradrag Vores samlede vurdering er, at bevisbyrden ikke er løftet af Klager i sådan en grad, at fradragene for driftsomkostninger kan godkendes, som de er fratrukket. Ved vores bedømmelse af det faktiske dokumentationsmateriale herunder manglen på samme, er at der mangler dokumentationsmateriale i sådan en grad, at sagen må anses at være en korrekt skattemæssig behandlet. Vi tænker her på, at der ikke er fremlagt dokumentationsmateriale i form af • At er var tale om reelle udgifter til underleverandører • At de påståede tilkøbte ydelser blev leveret • At kontrolsporet ikke har kunnet dokumenteres • At alle underleverandørerne er gået konkurs • At diverse fradrag ikke umiddelbart kan dokumenteres eller i øvrigt sammenkædes Klagers indkomsterhvervelse • At det i mangel af dokumentation og redegørelse ikke kan udelukkes at de fratrukne udgifter var af privat karakter Den samlede konklusion er, at når der ikke er fremlægges dokumentation for de fradragne poster, så kan fradragene ikke kan godkendes. Selskabet har ikke bevist at der var tale om afholdelse af udgifter, der var afholdt i forbindelse med driften og indtjeningen i øvrigt i selskabet. Vi indstiller således til retten, at sagen fastholdes. Formelle regelsæt – hjemvisning af sagen De formelle regelsæt og tidsfrister som fremgår af skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, har vi bedømt som værende overholdt. I øvrigt finder vi ikke, at der foreligger fejl, processuelle fejl eller mangler, der kan begrunde en hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Skattemyndighederne. Vi indstiller således til retten, at sagen fastholdes, som den er foretaget af Skattestyrelsen. …” Skattestyrelsen har den 3. november 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Jeg beklager forvirringen, der er opstået. Min opfattelse af Skatteankestyrelsens forliggende indstilling lå til baggrund for min indstilling. Vores endelige og klare vurdering er, at vi indstiller til fastholdelse af Skatteankestyrelsens vurdering af sagen, som vi således er fuldt enige i (herunder også talmæssigt). …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har den 30. oktober 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”… I Skattestyrelsens udtalelse i sagen [sag1] anfører Skattestyrelsen, at Skattestyrelsen ikke er enig i Skatteankestyrelsens kontorindstilling til Landsskatteretten, til trods for at Skatteankestyrelsen indstiller til stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse. Jeg anmoder derfor høfligst om afklaring for, om der er tale om en skrivefejl, eller hvis dette ikke er tilfældet, hvad konkret Skattestyrelsen er uenig i angående Skatteankestyrelsens indstilling. Det samme gør sig gældende for Skattestyrelsens udtalelse i sagen 25-0027630, hvor Skattestyrelsen har udtalt, at Skattestyrelsen er delvist enige i Skatteankestyrelsens indstilling, til trods for at Skatteankestyrelsen indstiller til stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse. Der anmodes ligeledes her om afklaring for, om der enten er tale om en skrivefejl, eller hvis ikke, afklaring af hvad konkret Skattestyrelsen ikke er enig i angående indstillingen. …” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for udgifter til husleje, rejser, [virksomhed5] samt underleverandører på i alt 1.411.644 kr. ekskl. moms for indkomstårene 2021 og 2022. Landsskatteretten skal desuden tage stilling til, om sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Retsgrundlaget Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR. Den, der anser sig for berettiget til fradrag for udgifter til underleverandører, skal således kunne dokumentere eller i hvert fald i fornødent omfang sandsynliggøre, at ydelserne ifølge de pågældende fakturaer er reelle. Landsskatterettens begrundelse og resultat Udgifter til underleverandører Selskabet har i den påklagede indkomstperiode overført 1.399.645 kr. ekskl. moms til underleverandørerne [virksomhed1], [virksomhed2] og [virksomhed3]. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer vedrørende de overførte beløb til underleverandørerne [virksomhed1], [virksomhed2] og [virksomhed3]. Det forhold, at selskabet har betalt for ydelserne ved elektroniske pengeoverførsler, udgør ikke i sig selv dokumentation for, at leveringer har fundet sted. Selskabet har ikke bevaret et kontrolspor og en intern kopi af timesedlerne og dermed ikke kunnet redegøre for samarbejdet med underleverandørerne, jf. SKM2020.484.BR. Der er ikke fremlagt samarbejdskontrakter ellerandet støttebilag i tillæg til kontoudtogene. Samtlige af underleverandørerne er gået konkurs, jf. SKM2019.500.LSR, [virksomhed1] har ikke haft tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de pågældende ydelser og på [virksomhed3]´s bankkonto fremgår ikke transaktioner, der indikerer på almindelig virksomhedsdrift. Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at den fremlagte dokumentation i form af bankkontoudtog ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at der er tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Udgifter til rejse Selskabet har for den påklagede indkomstperiode fratrukket 7.500 kr. ekskl. moms vedrørende udgifter til rejse. Selskabet har som dokumentation for de fratrukne udgifter fremlagt fem screenshots af Mobilpay A/S, hvoraf fremgår at der er overført 1.875 kr. pr. transaktion til Altapay. I teksten for overførslerne fremgår ”[virksomhed4]”. Landsskatteretten finder, at selskabet ikke har dokumenteret, at udgifterne til rejse er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. De afholdte udgifter til rejse, herunder [virksomhed4], er ikke erhvervsmæssigt begrundet, og har ikke en tilstrækkelig sammenhæng med selskabets indtægtsgivende arbejde. Selskabet har ikke fremlagt yderligere dokumentation for, at udgifterne er afholdt til brug for selskabets driftsmæssige aktiviteter. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Udgifter, som er af privat karakter Selskabet har for den påklagede indkomstperiode fratrukket 4.499 kr. ekskl. moms vedrørende udgifter til [virksomhed5]. Som dokumentation for udgifterne har selskabet fremlagt fakturaer fra [virksomhed5] med underliggende opgørelse. Af fakturaerne samt de underliggende bilag fra [virksomhed5] fremgår udgifter til bl.a. Snack, cigaretter, drikkevarer, sandwich, is, forberedte drik, pant, spiritus og mejeri under kategorien ”Øvrigt”. Landsskatteretten finder, at selskabet ikke har dokumenteret, at udgifterne til bl.a. Snack, cigaretter, drikkevarer, sandwich, is, forberedte drik, pant, spiritus og mejeri er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. De afholdte udgifter er privateudgifter, som der ikke er fradrag for, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2. Der henvises til SKM.2010.549.HR., hvor Højesteret har udtalt, at der ved typiske private udgifter er en formodning for, at udgiften også rent faktisk er privat. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Formalitet – hjemvisning Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, såfremt førsteinstansens afgørelse indeholder fejl i afgørelsens retlige grundlag, eller at den er behæftet med væsentlige formelle fejl. Ligeledes bør der ske hjemvisning, såfremt sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag, eller at oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad. Landsskatteretten skal tage stilling til, om sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen på baggrund af faktuelle mang- ler. Der foreligger i den konkrete sag ingen forhold, som taler for, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Repræsentantens subsidiære påstand om hjemvisning afvises, idet der ikke foreligger nye oplys- ninger, der ændrer sagens karakter i en sådan grad, at der er behov for ny sagsbehandling. Landsskatteretten afviser at hjemvise sagen. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.