Momsforhøjelse stadfæstet for speditionsselskab med fiktive underleverandører

Journalnr. 25-0025362 Klagen skyldes, at Skattestyrelsen ved afgørelse af 19. februar 2025 har forhøjet selskabets momstilsvar med 2.102.854 kr. for afgiftsperioden 1. oktober 2021 til 31. oktober 2022. Selskabet har påklaget Skattestyrelsens forhøjelse af salgsmoms på i alt 309.883 kr., samt ikke godkendt fradrag for købsmoms for udgifter afholdt til husleje, rejse, [virksomhed1] og underleverandører på i alt 368.077 kr. Den påklagede forhøjelse af selskabets moms udgør samlet 677.960 kr. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS, CVR-nr. [...1], herefter selskabet, blev stiftet den 17. maj 2021 under navnet [virksomhed2] ApS. Selskabet foretog navneskift den 9. juli 2021. Selskabet blev stiftet under branchekoden 522600 ”Andre støtteaktiviteter i forbindelse med transport”. Selskabets formål er at udføre speditør arbejde samt enhver hermed stående virksomhed. Selskabet er stiftet af [person1], herefter hovedanpartshaveren. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, har selskabet i den påklagede afgiftsperiode været registreret med 0-22 ansatte. Selskabet blev registreret for moms den 17. maj 2021, og har afregnet moms kvartalsvist. Selskabet har angivet følgende salgs- og købsmoms i den relevante afgiftsperiode: 1. kvartal 2021 I alt Salgsmoms 527.050 kr. 527.050 kr. Købsmoms 384.297 kr. 384.297 kr. Momstilsvar 142.753 kr. 142.753 kr. 1. kvartal 2022 2. kvartal 2022 3. kvartal 2022 4. kvartal 2022 I alt Salgsmoms 537.723 kr. 451.834 kr. 725.320 kr. 1.193.511 kr. 2.908.388 kr. Købsmoms 392.073 kr. 315.555 kr. 545.430 kr. 824.735 kr. 2.077.793 kr. Momstilsvar 145.650 kr. 136.279 kr. 179.890 kr. 368.776 kr. 830.595 kr. Af saldobalancen for afgiftsåret 2022 fremgår, at selskabet havde en omsætning på i alt 4.809.045,23 kr. og omkostninger på 3.577.9092,97 kr., heraf udgifter til husleje på 189.049,53 kr. inkl. moms. Selskabet har alene ikke fremlagt regnskabsmateriale for afgiftsperioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022. Skattestyrelsen har derfor indhentet følgende selskabets bankkontoudtog: For afgiftsperioden 7. oktober 2021 til 4. oktober 2022: [kontonr.1] For afgiftsperioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022: [kontonr.2] [kontonr.3] [kontonr.4] For afgiftsperioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022: DK[kontonr.5], SWIFT: [...] Skattestyrelsen har oplyst, at der på selskabets bankkonti har været indsætning på 13.497.074,72 kr. og overførsler til underleverandørerne [virksomhed3], [virksomhed4] ApS samt [virksomhed5] ApS i afgiftsperioden 28. december 2021 til 31. august 2022 på i alt 1.749.556,25 kr. Overførslerne til underleverandørerne er sket til følgende konti: [finans1]: LT[kontonr.6] og LT[kontonr.7] [finans2]: [kontonr.8] [finans3]: [kontonr.9] Salgsmoms Der har i den påklagede afgiftsperiode været indsætninger på 13.497.074,72 kr. på selskabets bankkonti med kontonumre [kontonr.2], [kontonr.1], [kontonr.4] og DK[kontonr.5]. Af de samlede indsætninger, har Skattestyrelen skønnet at 11.760.446,32 kr., inkl. moms, heraf udgør salgsmomsen 2.352.089 kr., er momspligtig omsætning. I teksten for indsætningerne er der henvist til ”faktura”, Fakt”, ”Invoice”, andre selskabers navne, og ”Overførsel”. Skattestyrelsen har oplyst, at selskabet for 4. kvartal 2021 har indberettet salgsmoms på 527.050 kr., som er højere end indsættelserne på selskabets bankkonto på 327.327,12 kr. Skattestyrelsen har oplyst, at differencen kan skyldes, at salgsmomsen er opstået ved kontantsalg eller fakturaer, hvor betaling endnu ikke er modtaget. Skattestyrelsen har opgjort selskabets salgsmoms til følgende: Indsættelse i bank i kr. Korrigeret beløb i kr. Moms 20 % i kr. Indberettet af selskab i kr. Skattestyrelsens forslag i kr. 4. kvartal 2021 2.336.863,88 1.636.635,58 327.327,12 527.050 527.050 1. kvartal 2022 3.665.225,35 2.790.573,21 558.114,64 537.723 558.114 2. kvartal 2022 3.426.348,09 3.390.647,95 678.129,59 451.834 678.129 3. kvartal 2022 4.068.636,40 3.942.589,58 788.517,92 725.320 788.517 I alt 13.497.074,72 11.760.446,32 2.241.927 2.551.810 Skattestyrelsen har forhøjet selskabets salgsmoms med i alt 2.551.810 kr. – 2.241.927 kr. = 309.883 kr. Købsmoms Udgifter til underleverandører Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for købsmoms vedrørende selskabets udgifter til nedenstående underleverandører med i alt 349.911 kr. for den påklagede afgiftsperiode. Følgende forhold gør sig gældende vedrørende selskabets underleverandører: [virksomhed3], CVR-nr. [...2], herefter [virksomhed3], blev stiftet den 1. juli 2014 under branchekoden 433200 ”Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed” og bibrancherne 811000 ”Kombinerede serviceydelser”, 782000 ”Vikarbureauer” og 561020 ”Pizzeriaer, grillbarer, isbarer mv.” [virksomhed3] har ifølge CVR været registreret med 1-2 ansatte i den påklagede afgiftsperiode. [virksomhed3] ophørte ved dekret den 3. november 2022. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer som dokumentation for samhandlen med [virksomhed3]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabet har overført 172.781 kr. til [virksomhed3] i afgiftsperioden 2021 og 967.819 kr. i afgiftsperioden 2022. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed3] har ageret som fakturafabrik ved at have udstedt fiktive fakturaer til brug for uberettigede momsfradrag hos modtagerne af fakturaerne. Skattestyrelsen har desuden oplyst, at [virksomhed3] ikke har haft tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de ydelser. Ejeren af [virksomhed3] er ved byretten i [by1] den 9. maj 2023 blevet idømt 4,5 års fængsel for omfattende hvidvask af ikke under 200 millioner kr. Ejeren af [virksomhed3] har tilstået, at [virksomhed3] har ageret som fakturafabrik, og at fakturaerne er udstedt som led i organiseret økonomisk kriminalitet, til brug for uberettiget momsunddragelse. [virksomhed4] ApS, CVR-nr. [...3], herefter [virksomhed4], blev stiftet den 3. oktober 2021 under branchekoden 433200 ”Tømrer- og bygningssnedkeraktiviteter”. [virksomhed4]s formål var at drive tømrerforretning samt anden hermed beslægtet virksomhed. Ifølge CVR har [virksomhed4] ikke haft ansatte i den påklagede afgiftsperiode. [virksomhed4] blev taget under konkursbehandling den 10. november 2022. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer som dokumentation for samhandlen med [virksomhed4]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabet har overført 534.144 kr. til [virksomhed4] i afgiftsperioden 2022. Ejeren af [virksomhed4] er den samme som for underleverandøren [virksomhed3]. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed4] er blevet nægtet momsregistrering. Ejeren af [virksomhed4] er ved Byretten i [by1] den 9. maj 2023 blevet idømt 4,5 års fængsel for omfattende hvidvask af ikke under 200 millioner kr. Ejeren af [virksomhed4] har tilstået, at [virksomhed4] har ageret som fakturafabrik, og at fakturaerne er udstedt som led i organiseret økonomisk kriminalitet, til brug for uberettiget momsfradrag. [virksomhed5] ApS, CVR-nr. [...4], herefter [virksomhed5], blev stiftet den 2. december 2019 under branchekoden 811000 ”Levering af kombinerede hjælpetjenester i forbindelse med drift af fast ejendom” og bibranche 477110 ”Detailhandel med tøj”. [virksomhed5]´s formål har været at drive virksomhed med alt mulig service, herunder tømrer, nedbrydning, maling mv. Ifølge CVR har [virksomhed5] haft 5-8 ansatte. [virksomhed4] blev taget under konkurs behandling den 28. oktober 2022. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer som dokumentation for samhandlen med [virksomhed5]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at selskabet har overført 74.813 kr. til [virksomhed5] i afgiftsperioden 2022. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed5] har angivet 0 kr. i moms for 1. halvår 2022 og der ikke fremgår konkrete transaktioner på [virksomhed5]´s bankkonto, der indikerer almindelig virksomhedsdrift, hvorfor Skattestyrelsen har oplyst, at det må formodes, at [virksomhed5] udelukkende har været anvendt til at udstede fiktive fakturaer til brug for momsfradrag hos modtagerne. Skattestyrelsen har desuden oplyst, at pengene der modtages på [virksomhed5]´s bankkonto bliver overført til udlandet samt udenlandske betalingsplatforme. Generelt om underleverandørerne Skattestyrelsen har oplyst, at hvis selskabet fremsender dokumentation for samhandlen med [virksomhed3], [virksomhed4] og [virksomhed5], så vil eventuelle fakturaer ikke udgøre dokumentations grundlag for et eventuelt fradrag. Fradrag for huslejeudgifter Selskabet har den 5. oktober 2022 fratrukket udgifter til husleje på i alt 55.494 kr. inkl. moms, heraf udgør købsmomsen 11.099 kr. Udgifterne ekskl. moms er blevet bogført på konto 3410 ”Husleje m/moms” med bilagsnumre 853, 854 og 855. Selskabet har som dokumentation for udgifterne til husleje fremlagt tre fakturaer fra [virksomhed6] ApS. Af fakturaerne fremgår, at lejemålet vedrører oktober, november og december 2022, men det fremgår ikke af fakturaerne, hvor lejemålet er. Selskabet har ikke fremlagt lejekontrakt indgået mellem [virksomhed6] ApS og selskabet. Af [virksomhed6] ApS´ hjemmeside fremgår, at [virksomhed6] ApS tilbyder udlejning af lokaler til kontor, lager, lettere produktion værksted og showroom for virksomheder i bl.a. [by2]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at [virksomhed6] ApS ikke er frivilligt registreret for erhvervsudlejning af ejendomme. Fradrag for rejseudgifter Selskabet har fratrukket rejseudgifter på 7.500 kr. ekskl. moms for den påklagede afgiftsperiode. Købsmomsen udgør 1.875 kr. Udgiften er blevet bogført på konto 2700 ”Rejseudgifter” med teksten ”[person2]” og bilagsnr. 1198. Selskabet har som dokumentation for udgiften fremlagt fem screenshots af Mobilpay A/S, hvoraf fremgår, at der er overført 1.875 kr. pr. transaktion til [finans4]. I teksten for overførslerne fremgår ”[virksomhed7]”. Der fremgår ingen nærmere angivelse af, hvem der har afholdt udgifterne og i hvilken sammenhæng udgifterne er afholdt samt hvad momsbeløbet udgør. Fradrag for private udgifter Selskabet har i den påklagede afgiftsperiode fratrukket udgifter til [virksomhed1] på i alt 242.237,84 kr. ekskl. moms. Købsmomsen udgør 60.559,46 kr. Udgifterne er blevet bogført på konto 1310 ”Direkte omkostninger m/moms” med bilagsnummer [...31]. Selskabet har som dokumentation for udgifterne fremlagt fakturaer fra [virksomhed1] med underliggende opgørelser på i alt 281.838 kr. inkl. moms, heraf udgør momsen 56.467 kr. Af fakturaerne samt de underliggende bilag fra [virksomhed1] fremgår udgifter til bl.a. benzin, Brobizz, Snack, cigaretter, drikkevarer, sandwich, is, forberedte drik, pant, spiritus og mejeri. Skattestyrelsen har godkendt fradrag for købsmoms for udgifter til benzintankkort og Brobizz opkrævninger på i alt 55.367 kr. Skattestyrelsen har anset udgifterne til Snack, cigaretter, drikkevarer, sandwich, is, forberedte drik, pant, spiritus og mejeri med i alt 1.100 kr. for private udgifter, som er selskabet uvedkommende. Selskabet har ikke fremlagt dokumentation for de resterende bogførte udgifter med bilagsnumre [...31] på 4.092 kr. Skattestyrelsen har samlet nægtet fradrag for købsmoms på 1.100 kr. + 4.092 kr. = 5.192 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har reguleret selskabets salgsmoms for udeholdt omsætning med 309.883 kr. og har ikke godkendt selskabet fradrag for købsmoms af udgifter til husleje, rejser, [virksomhed1] samt underleverandører på i alt 368.077 kr. for afgiftsperioden 1. oktober 2021 til 31. december 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Virksomheder, der driver momspligtig virksomhed, skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for den indgående og udgående afgift. Afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode skal opgøres og størrelsen af momstilsvaret skal indberettes til Skattestyrelsen efter momslovens § 55, § 56 og § 57. Selskabet skal efter momslovens § 74, stk. 4, udlevere regnskabsmaterialet til Skattestyrelsen, når de beder om det. Da vi ikke har modtaget det materiale, vi har bedt om, har vi ikke haft mulighed for at efterprøve grundlaget for den moms, selskabet har indberettet og betalt. Vi skønner derfor momstilsvaret på grundlag af den dokumentation, vi har modtaget fra tredje part efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. Salgsmoms Da selskabet er registreret for moms, indberetter salgsmoms og er registreret med branchekode 522920 Speditører er det vores vurdering, at selskabet leverer momspligtige varer og ydelser i henhold til momslovens § 4. I kontrolperioden er der i alt indsat 13.497.074,72 kr. på selskabets bankkonti. Ud af dette beløb skønner vi, at 11.760.446,32 kr. er momspligtig omsætning, se bilag 2. Den momspligtige omsætning er vurderet til at være posteringer med en forklarende tekst, som indeholder ”overførsel”, ”faktura”, ”fakt”, ”invoice”, ”transfer” eller andre selskabers navne. Disse antages at være betaling for levering af ydelser og det samlede beløb anses at være momspligtig omsætning indeholdende salgsmoms. Vi har ikke vurderet posteringer med følgende forklaring tekst som værende momspligtig omsætning: Konto 3 (ses som værende interne overførsler) Løntilskud Overtræk inddækket Tilbagebetaling Returnering Retur fra feriekonto I henhold til momslovens § 27, stk. 1 udregnes salgsmoms som 20 procent af indsætninger på selskabets bankkonti. Indsættelse i bank i kr. Korrigeret beløb i kr. Moms 20 % i kr. Indberettet af selskab Skattestyrelsens forslag 4. kvartal 2021 2.336.863,88 1.636.635,58 327.327,12 527.050 527.050 1. kvartal 2022 3.665.225,35 2.790.573,21 558.114,64 537.723 558.114 2. kvartal 2022 3.426.348,09 3.390.647,95 678.129,59 451.834 678.129 3. kvartal 2022 4.068.636,40 3.942.589,58 788.517,92 725.320 788.517 I alt 13.497.074,72 11.760.446,32 2.241.927 2.551.810 For perioden 4. kvartal 2021 foreslår vi at fastholde selskabets indberettede salgsmoms eftersom denne udgør et højere beløb end indsættelser i banken. Det antages derfor, at den resterende salgsmoms er opstået ved kontantsalg eller fakturaer, hvor betaling endnu ikke er modtaget. Vi forhøjer derfor selskabets salgsmoms med i alt 2.551.810 kr. – 2.241.927 kr. = 309.883 kr. Købsmoms … 1.3.3. Overførsler til [virksomhed3], [virksomhed4] ApS samt [virksomhed5] ApS Der henvises til punkt 1.1. De faktiske forhold i forbindelse med overførsler udført til [virksomhed3], [virksomhed4] ApS og [virksomhed5] ApS. Det er vores vurdering, at der ikke er leveret nogen momspligtige ydelser fra disse 3 selskaber til [klager] ApS. Såfremt [klager] ApS ønsker at fremsende dokumentation i form af fakturaer udstedt af disse 3 selskaber for leverede ydelser bemærkes det, at eftersom Skattestyrelsen har vurderet, at [virksomhed3], [virksomhed4] ApS og [virksomhed5] ApS ikke er i stand til at levere de ydelser, der fremgår af de udstedte fakturaer, så vil eventuelle fakturaer ikke kunne udgøre dokumentationsgrundlag for et eventuelt fradrag for købsmoms efter momslovens § 37. På dette grundlag nægtes selskabet fradrag for eventuel købsmoms på fakturaer udstedt af [virksomhed3], [virksomhed4] ApS og [virksomhed5] ApS. … For at få fradrag for købsmoms skal følgende betingelser i henhold til momslovens § 37 være opfyldt: Køber skal være momsregistreret Købet skal vedrøre virksomhedens momspligtige leverancer Købet skal være pålagt dansk moms eller være omfattet af omvendt betalingspligt Der skal være foretaget en levering mod vederlag For at udnytte fradragsretten, skal selskabet som dokumentation for købsmoms kunne fremvise en købsfaktura, som opfylder fakturakravene. Dette fremgår af momsbekendtgørelsens § 57 og § 81. 2.3.1.1. Bilagsnr. [...31] Fra konto 1310 – Direkte omkostninger m/moms har vi fra selskabet modtaget bilagsnr. [...31] samt underliggende bilag, som omhandler følgende bogføringsposter: Dato Bilag Tekst Moms Beløb (DKK) 01-10-2022 [...31] Afstem I23 17.392,43 08-11-2022 [...31] Afstem faktura nr. [...71] I25 54.194,70 15-11-2022 [...31] Afstem faktura nr. [...28] I25 26.647,65 29-11-2022 [...31] Afstem faktura nr. [...87] I25 64.467,74 19-12-2022 [...31] Afstem faktura nr. [...60] I25 52.208,92 21-12-2022 [...31] Afstem faktura nr. [...75] I25 29.326,40 I alt 242.237,84 I bilag 5 ses en oversigt over de modtagne bilag og Skattestyrelsens kommentarer til disse. Bilag [...31] er bogført med et samlet beløb ekskl. moms på 242.237,84 kr. og et momsfradrag på 60.559,46 kr. Bilagene modtaget er vedrørende køb hos leverandøren [virksomhed1], cvr.-nr. [...5], alle med underliggende opgørelser. Bilagene er månedsfakturaer for benzintankkort for oktober og december 2022, faktura for depositum samt faktura for BroBizz opkrævninger i november og december 2022. På månedsfakturaerne for oktober og december 2022 fremgår der under posten opsummeret som ”Øvrigt” indkøb af ”snack”, ”telefoni”, ”is”, ”forberedte drik”, ”cigaretter”, ”slik”, ”drikkevarer”, ”pant, ”spiritus”, ”sandwich” og ”mejeri”. Disse øvrige udgifter betragtes alle som værende private udgifter afholdt af hovedanpartshaver ved brug af selskabets tankkort. ”Øvrigt” er bogført med fradrag for købsmoms sammen med de samlede udgifter i henhold til månedsfakturaerne fra [virksomhed1] på bogføringskonto 1310 – Direkte omkostninger m/moms. Da vi vurderer, at udgifterne er private, anser vi udgifterne for selskabet uvedkommende. Vi kan derfor i henhold til momslovens § 37 ikke imødekomme fradrag for købsmoms for oven- stående bilag med i alt 1.100 kr. For underbilag modtaget som dokumentation for bilagsnr. [...31] kan der samlet godkendes momsfradrag for 55.367 kr. Der er i selskabets bogføring taget fradrag for i alt 60.559 kr. Ifølge momslovens § 56 og § 57 skal selskaber, der driver momspligtig virksomhed, på baggrund af deres momsregnskab, hvor selskabets købsmoms fremgår, indberette selskabets moms. Ifølge momslovens § 37 kan selskabet tage fradrag for den købsmoms, der fremgår af fakturaer modtaget i forbindelse med køb. Der kan altså derfor kun gives momsfradrag for 55.367 kr. i alt. Der nægtes derfor fradrag for 60.559 kr. – 55.367 kr. = 5.192 kr. hvoraf de 1.100 kr. betragtes som private udgifter i henhold til ovenstående opgørelse. 2.3.2. Konto 2770 – Rejseudgifter For at udnytte fradragsretten, skal selskabet som dokumentation for købsmoms kunne fremvise en købsfaktura, som opfylder fakturakravene. Dette fremgår af momsbekendtgørelsens § 57 og § 81. For bilagsnr. 1198 på konto 2770 – Rejseudgifter har Skattestyrelsen modtaget skærmprint af beta- ling gennem [finans4] for [virksomhed7]. Der fremgår ikke hvem, der har haft udgiften, momsbeløb el- ler andre detaljer vedrørende købet. Der nægtes derfor fradrag for købsmoms med i alt 1.875 kr. for bilagsnr. 1198. 2.3.3. Konto 3410 – Husleje m/moms Ifølge punkt 2.1. De faktisk forhold er der udtaget bilag til bilagskontrol fra denne konto. Skattestyrelsen har modtaget faktura samt huslejekontrakt vedrørende udgifter til husleje hos K/S [virksomhed8], hvoraf det fremgår at der pålægges moms på husleje betalt. Disse bilag godkendes derfor i forhold til fradrag for købsmoms. For bilagsnr. 853, 854 og 855 som er udgifter til husleje hos [virksomhed6] ApS har vi modtaget fakturaer med moms men der fremgår ikke at disse fakturaer hvor lejemålet er. Skattestyrelsen har ikke modtaget huslejekontrakt. Da selskabet [virksomhed6] ApS ikke er frivilligt registreret for erhvervsudleje af ejendomme, og vi ikke har modtaget huslejekontrakt, som bekræfter, at det drejer sig om erhvervsleje, kan vi ikke bekræfte, at huslejen for ejendommen er momspligtig, og at der dermed også er ret til fradrag for moms. Der nægtes derfor fradrag for moms med i alt 11.099 kr. … Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 4. juni 2025 udtalt følgende: ”… Skattestyrelsen skal bemærke, at klagen ikke giver anledning til ændring af Skattestyrelsens afgørelse af 19. februar 2025. Vi vil dog gerne bemærke følgende i forhold til anbringende fremlagt af rådgiver i den vedhæftede klage: Ad 1 ”Det gøres helt overordnet gældende, at de anvendte underleverandører har leveret faktiske ydelser til [klager] ApS, og der derfor ikke er grundlag for at forhøje [klager] ApS’ momstilsvar på baggrund heraf, ligesom der ikke er grundlag for at anse de betalte fakturaer for maskeret udbytte til [person1].” Der henvises til selve afgørelsen udarbejdet af Skattestyrelsen i forhold til realiteten bag de benyttede underleverandører og vores begrundelse for, hvorfor vi ikke anser, at selskabet har modtaget nogle reelle ydelser fra disse underleverandører. Det bemærkes endvidere, at rådgiver i forbindelse med deres klage til Skatteankestyrelsen ikke har indsendt dokumentation til understøttelse af deres påstande, men henviser til Skattestyrelsens afgørelse. …” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat principalt påstand om, at der for den angivne afgiftsperiode skal godkendes fradrag for købsmoms for udgifter til husleje, rejser, [virksomhed1] samt underleverandører med i alt 368.077 kr. og at selskabets salgsmoms skal nedsættes til det angivne. Selskabets repræsentant har fremsat subsidiært påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Til støtte for påstanden er i klagen af 19. maj 2025 bl.a. anført: ”… Det gøres helt overordnet gældende, at de anvendte underleverandører har leveret faktiske ydelser til [klager] ApS, og der derfor ikke er grundlag for at forhøje [klager] ApS' momstilsvar på baggrund heraf, ligesom der ikke er grundlag for at anse de betalte fakturaer for maskeret udbytte til [person1]. Det gøres ligeledes gældende, at udgifter afholdt til [virksomhed1], Brobizz, [virksomhed7] samt [virksomhed6] ApS alle er driftsrelateret, og dermed omfattet af statsskattelovens § 6. …” Selskabet repræsentant har den 31. Juli 2025 fremsat følgende supplerende indlæg til klagen: “… I forhold til fakturaerne fra underleverandørerne til [klager] ApS må det derfor undersøges, hvilke fakturakrav der ikke er opfyldt, samt om det på anden måde kan sandsynliggøres, at der er sket levering af de fakturerede ydelser, eksempelvis ved vidneforklaring af en underleverandør under strafansvar. Dette er da også bekræftet i retspraksis, jf. eksempelvis [by3] Byrets dom af den 30. maj 2016 offentliggjort i TfS 2016.589.BR Her konstaterede retten netop, at det ikke kunne komme sagsøger til skade, at dennes underleverandør var dømt for momssvig, idet det kunne sandsynliggøres, at der var modtaget levering af de omhandlede ydelser. I denne forbindelse tillagde retten det afgørende betydning, at underleverandøren – der ved sin vidneforklaring konkret udsatte sig for strafansvar – forklarede, at han både havde udført arbejdet og modtaget betaling. Der kan yderligere henvises til afgørelsen af 3. oktober 2023 i sagen BS-36299/2021-GLO, offentliggjort i SKM2023.627.BR. I sagen havde Landsskatteretten nægtet sagsøger ret til fradrag i den skattepligtige indkomst for i alt 595.293,75 kr. i indkomstårene 2013-2015 og ret til fradrag for købsmoms for i alt 148.823,27 kr. for perioden 1. juli 2013 til31. december 2015. Stridspunktet i sagen omhandler, hvorvidt 14 fakturaer dækkede over reelle arbejdsydelser, eller om der var tale om såkaldte ”fiktive fakturaer”, der dækkede over sort aflønning af medarbejdere. I sagen var der enighed om, at underleverandørerne havde leveret ydelser til sagsøgers kunder i den berørte periode, og at sagsøger havde dokumenteret, at de i sagen udstedte fakturaer var betalt ved elektroniske overførsler. Sagsøger kunne ikke, på baggrund af offentligt tilgængelige oplysninger, konstatere, at skattemyndighederne mistænkte underleverandørerne for kædesvig på tidspunktet for bestillingen og/eller indgåelse af samarbejdsaftalerne at underleverandørerne på tidspunkt for bestillingen og/eller indgåelse af samarbejdsaftalerne, at skattemyndighederne mistænkte selskaberne for kædesvig. Et forhold, som SKAT først blev opmærksom på i forbindelse med, at politiet fremsendte oplysninger om én samarbejdspartner. Før dette havde SKAT godkendt fradrag i sit forslag til sagsøger. Retten konkluderede i sin begrundelse: ”Retten er herefter enig med sagsøger i, at denne ikke kan gøres ansvarlig for at visse af underleverandørerne er mistænkt for kædesvig. Dette forhold kan ikke i sig selv føre til, at der påhviler sagsøger en skærpet bevisbyrde.” Afgørelsen viser uanfægteligt, at underleverandørernes forhold ikke i sig selv kan føre til, at der påhviler skatteyder en skærpet bevisbyrde. Blot fordi en eller flere underleverandører er mistænkt for kædesvig, ændrer dette således ikke på [klager] ApS’ bevisbyrde. Til støtte for [klager] ApS’ betragtninger henvises til EU-Domstolens afgørelse, hvoraf det fremgår, at såfremt en faktura overholder de formelle krav, er skatteyder fradragsberettiget, såfremt de underliggende varer og/eller ydelser er leveret. Der er således ingen tvivl om, at ydelsen i henhold til de udstedte fakturaer blev leveret og godtgjort, hvilket er dokumenteret i bilagene. Der kan ligeledes henvises til EU-Domstolens afgørelse i sag C-439/04, Axel Kittel. EU-Domstolen udtaler i præmis 44 følgende: ”Domstolen har for det første, inden for rammerne af fast retspraksis vedrørende retten til fradrag for moms i henhold til sjette direktiv, udledt heraf, at det tilkommer de nationale myndigheder og domstole at nægte at indrømme ret til fradrag, hvis det på grundlag af objektive forhold er godtgjort, at påberåbelsen af denne ret er udtryk for svig eller misbrug (jf. bl.a. domme Kittel og Recolta Recycling, EU:C:2006:446, præmis 10 / 20 55, Bonik, C-285/11, EU:C:2012:774, præmis 37, og Maks Pen, EU:C:2014:69, præmis 26).” Af præmis 46 fremgår: ”Henset til ovenstående betragtninger påhviler det principielt de nationale myndigheder og domstole at nægte at indrømme de rettigheder, som er fastsat i sjette direktiv, når de påberåbes med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, uanset om der er tale om ret til fradrag eller fritagelse for moms vedrørende en levering inden for Fællesskabet eller tilbagebetaling heraf som omhandlet i hovedsagen.” Af præmis 50 fremgår: ”Det bemærkes desuden, at dette ifølge fast retspraksis er tilfældet ikke blot, når momssvigen begås af den afgiftspligtige person selv, men også når en afgiftspligtig person vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den pågældende transaktion medvirkede til en transaktion, som var led i momssvig begået af leverandøren eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere eller efterfølgende led i leveringskæden (jf. i denne retning bl.a. domme Kittel og Recolta Recycling, EU:C:2006:446, præmis 45, 46, 56 og 60, samt Bonik, EU:C:2012:774, præmis 38-40) (Min understregning)” Det fremgår af ovennævnte dom, at en aftager, der ved eller burde vide, at en gennemført transaktion medvirker til momssvig eller hvidvask, kan nægtes momsfradrag. I den konkrete sag kan det lægges til grund, at [klager] ApS hverken vidste eller burde have vidst, at andre selskaber er mistænkt for momssvig. Om den konkrete sag På baggrund af ovenstående samt de i sagen fremlagte bilag gør [klager] ApS gældende, at [klager] ApS har godtgjort, at betingelserne for fradrag for moms er opfyldt, idet [klager] ApS har dokumenteret, at fakturaerne dækker over reelle leverancer fra øvrige virksomheder. Der henvises i den forbindelse til SKM2009.325 ØLR, hvor Skatteministeriet i deres procedure anførte, at fakturaer som regel vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at tjene som dokumentation for udført arbejde. Det bemærkes derudover, at nogle af de samarbejdspartnere, Skattestyrelsen har haft bemærkninger til, har drevet reel erhvervsmæssig virksomhed og samtidig drevet en ”fiktiv” virksomhed, som tilsyneladende har haft til formål at foretage hvidvask. Der er ikke fremlagt yderligere oplysninger herom. Dette er i sagens natur irrelevant for vurderingen af, hvorvidt [klager] ApS har løfte bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag for moms er opfyldt. Det blotte forhold, at nogle af underleverandørerne også har drevet ”fiktiv” virksomhed, har ikke indvirkning på den konkrete sag. Det er således ikke tilstrækkeligt når Skattestyrelsen blot konstaterer, at dette er tilfældet. Det gøres gældende, at [klager] ApS har fået ydelser fra den ”reelle” del af underleverandørernes virksomhed, og ikke fra den ”fiktive” del. At visse af underleverandørerne er mistænkt eller dømt for økonomisk kriminalitet, kan i henhold til omfattende praksis fra EU-Domstolen ikke afskære [klager] ApS for momsfradrag, jf. momslovens § 37, da det som nævnt ovenfor er en forudsætning for kædesvig, at de selskaber, som svindler i et eller andet omfang, fremstår reelle over for samarbejdspartnerne. Til støtte for [klager] ApS’ betragtninger, henvises til EU-Domstolens afgørelse i sag C-438/09, Boguslaw J. Dankowski, som refereret ovenfor. Af sagen fremgår det, at såfremt en faktura overholder formelle krav, har [klager] ApS en fradragsret, såfremt ydelserne eller varerne er leveret. Det gøres gældende, at [klager] ApS, har fået leveret arbejdsydelser for underleverandørerne, samt at de fremlagte fakturaer overholder de væsentligste formelle krav, herunder beskrivelse af ydelsen, antal timer, samt timepris. Angående [klager] ApS’ viden om underleverandørernes deltagelse i momssvig eller hvidvask, henvises der til EU-Domstolens afgørelse i sag C-439/04, Axel Kittel, som refereret ovenfor. Det fremgår af afgørelsen, at den nationale ret kun er berettiget til at afvise momsfradrag, såfremt den, der ønsker fradraget, vidste eller burde vide, at fakturaudstederen deltog i en transaktion, der var led i f.eks. momsvig eller hvidvask. Der er således intet i nærværende sag, der indikerer, at [klager] ApS , herunder [klager] ApS’ ledelse, vidste eller burde vide, at nogle af underleverandørerne er mistænkt for økonomisk kriminalitet. Den blotte mistanke er endvidere heller ikke tilstrækkelig til at nægte fradrag for moms. [klager] ApS har overholdt sin undersøgelsespligt, der går længere, end hvad kan man forvente af en virksomhed i samme branche. Det bemærkes, at underleverandører ikke er forpligtede til at dokumentere forhold, der vedrører [klager] ApS’ interne forhold, og som alene kan kræves af offentlige myndigheder. Da [klager] ApS således har overholdt sine forpligtelser og dermed ikke har haft viden om eventuel økonomisk kriminalitet, kan fradrag herfor ikke nægtes med henvisning til, at nogle samarbejdspartnere ikke har opfyldt deres forpligtelser. Der henvises til EU-praksis, hvor EU-Domstolen i sag C-131/13, Schoenimport, behandler spørgsmålet om selskabers viden/burde-viden. Dommen er afgørende for forståelsen af, hvornår et selskab har viden eller burde-viden, og derfor også afgørende for, hvornår et selskab kan stilles til ansvar. Det gøres gældende, at arbejdet, som der er betalt for, er udført af samarbejdspartnere til [klager] ApS. Det bemærkes i den forbindelse, at Skattestyrelsen har bestridt, at arbejdet er udført af samarbejdspartnerne, med henvisning til at fakturaerne ikke dækker over faktiske leverancer fra samarbejdspartnerne. Skattestyrelsen har imidlertid ikke godtgjort, at dette skulle være tilfældet. Det gøres gældende, at [klager] ApS ikke har modtaget pengene for disse fakturaer på anden vis, og det må være op til Skattestyrelsen at godtgøre, at andet skulle være tilfældet. Der er således ikke grundlag for at beskatte maskeret udbytte. Det gøres gældende, at [klager] ApS har betalt for ydelser fra de anførte underleverandører og har modtaget faktisk leveret arbejde. Det kan ikke lægges [klager] ApS til last, at [klager] ApS’ aftalepartnere ikke har styr på deres interne forhold – dette er uvedkommende for den inter partes-aftale, som [klager] ApS har indgået med underleverandørerne. [klager] ApS har i god tro modtaget fakturaer for leveret arbejde og har betalt disse fakturaer på behørig vis. At Skattestyrelsen anfører, at underleverandørerne ikke selv har haft tilstrækkeligt mandskab til at kunne udføre det fakturerede arbejde, er ikke i sig selv hverken bevis eller indikation på, at der ikke skulle være udført arbejde for [klager] ApS. Det kan ikke udelukkes, at de anførte underleverandører netop selv har gjort dette og har haft uregistrerede medarbejdere, som de har aflønnet sort, altså uden at indeholde A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag. [klager] ApS er ikke ansvarlig for, at [klager] ApS’ samarbejdspartnere indeholder A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag og dermed aflønner deres medarbejdere sort for det arbejde, de har udført for [klager] ApS. [klager] ApS har modtaget ydelser fra de anførte underleverandører i form af arbejdskraft. Det udførte arbejde fra underleverandørernes mandskab er blevet leveret på tilfredsstillende vis og har ikke givet [klager] ApS anledning til at gå videre, end hvad undersøgelsespligten kræver, og undersøge hvor mange medarbejdere der står registreret for de enkelte underleverandører. Hertil bemærkes, at virksomhedens formål er at drive transportvirksomhed. Inden for transportbranchen er det kutyme, at samarbejdsaftaler indgås hurtigt og uformelt, dvs. ikke nødvendigvis skriftligt. Ofte bliver der ringet på dagen, hvor det er nødvendigt med arbejdsydelser fra en underleverandør, og aftaler angående samarbejde og levering af arbejdsydelser fastslås telefonisk. Da den tidsmæssige faktor har stor betydning inden for branchen, er det ikke altid, der er tid til at sætte sig ned og udfærdige en formel kontrakt om samarbejde og levering af ydelser. Derudover er der mange inden for denne branche, som ikke har dansk som modersmål og af denne årsag ikke nødvendigvis er trygge ved at udtrykke sig skriftligt på dansk. Det skal bemærkes, at der efter dansk ret ikke eksisterer formkrav for aftalers gyldighed, jf. DL 5-1-1. Det forhold, at der ikke foreligger skriftlige samarbejdsaftaler med underleverandører, kan således ikke udgøre bevis for, at der ikke er indgået en samarbejdsaftale. Hertil kan der henvises til Jan Pedersen m.fl. i Skatteretten 1, 7. udgave, side 248, hvoraf følgende fremgår ”Da skatteretten ikke indeholder særlige formkrav, kan der i princippet ikke stilles krav om, at en udgift er dokumenteret ved et egentligt bevis for udgiftens afholdelse og størrelse i form af faktura eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at den skattepligtige uden rimelig tvivl sandsynliggør udgiftens afholdelse.” Som det fremgår heraf, kan der altså ikke stilles særlige formkrav fra skattemyndighedernes side til bevisførelsen. Skatteyder skal således blot sandsynliggøre, at udgiften er afholdt og har tilknytning til driften. Der skal i denne forbindelse henvises til Landsskatterettens kendelse af den 4. april 2013, j.nr. 12-0189675. Sagen drejede sig om, hvorvidt klager kunne få fradrag for udgifter til et kinesisk selskab. Klager drev virksomhed inden for reklamebranchen og havde i den forbindelse indgået aftale med et kinesisk selskab, der som underleverandør for klager angiveligt havde udført et varesammenligningsprojekt og en billeddatabase. Både SKAT og Skatteankenævnet havde nægtet at godkende fradrag for udgifterne til selskabet, idet klager ikke fandtes at have løftet bevisbyrden for, at betingelserne for at fradrage udgifterne i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, var opfyldt. Fradrag blev bl.a. nægtet på baggrund af, at der var indgået mundtlige aftaler mellem parterne om det arbejde, der skulle udføres. Der forelå intet skriftligt aftalegrundlag for det udførte arbejde, på trods af at klager og selskabet havde samarbejdet i over to år. Herudover var de mundtlige aftaler ikke understøttet af skriftlig korrespondance, specifikationer og følgeskrivelser mv., hvilket fandtes besynderligt henset til parternes flerårige samarbejde. Klager havde ligeledes foretaget uregelmæssige overførsler til selskabet for det udførte arbejde, og de udstedte fakturaer fra selskabet var ikke specificerede, ligesom det ikke var objektivt dokumenteret, at selskabet reelt havde udført et stykke arbejde for klager. SKAT havde sågar modtaget oplysninger fra selskabets revisor om, at der ikke var erhvervsmæssig aktivitet i det kinesiske selskab. Herudover havde klager henholdsvis klagers samlever ikke afgivet samstemmende forklaringer vedrørende selskabets arbejdsresultat. Imidlertid fandt Landsskatteretten det tilstrækkeligt dokumenteret, at klagerens virksomhed havde afholdt udgifterne til varesammenligningsprojektet og billeddatabasen, idet der – på trods af ovenstående – forelå tilstrækkelig dokumentation for pengestrømmene, og idet modydelsen var tilstrækkeligt sandsynliggjort. På denne baggrund blev klager tilkendt fradrag for udgifterne til selskabet i medfør af skatteforvaltningslovens § 6. Stk. 1, litra a. Landsskatteretten anførte i deres begrundelse: ”Det er en betingelse for godkendelse af fradrag, at der foreligger behørig dokumentation for udgiftens afholdelse og dens sammenhæng til virksomhedens drift. Landsskatteretten anser det for dokumenteret, at klagerens virksomhed har afholdt udgifterne til billeddatabasen og varesammenligningsprojektet til [virksomhed9] Ltd, idet der er dokumentation for pengestrømmene, og idet modydelsen er tilstrækkeligt sandsynliggjort. Udgifternes sammenhæng til driften af virksomheden anses derfor for at være til stede.” Det er således ifølge Landsskatteretten alene en betingelse for, at der kan godkendes fradrag for udgiften, at der foreligger behørig dokumentation for afholdelse af udgiften og dens sammenhæng til virksomhedens drift. Det er ubestridt, at klager i den konkrete sag faktisk har afholdt den angivne udgift, og udgift til underleverandørers arbejdsydelser for en transportvirksomhed må anses for at have tilstrækkelig sammenhæng med virksomhedens drift. Det følger af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.C.2.1.4.4.1, angående skattekontrollovens § 74 om skønsmæssig ansættelse, at en skønsmæssig ansættelse skal ske ud fra en realistisk vurdering af den skattepligtiges faktiske indkomstforhold. Siden Skattestyrelsen ikke kan hverken redegøre for eller dokumentere hvorledes selskabet skulle have modtaget kontanter til brug for ”sort” aflønning ved at betale en faktura for en underleverandør, kan Skattestyrelsens forhøjelse af selskabets A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ikke siges at hvile på et realistisk skøn. Dette illustreres ved afgørelsen BS-37061/2022-ROS afsagt den 3. maj 2024 og offentliggjort som SKM2024.458.BR, som af Skatteministeriet er blevet henvist til i sagen SKM2024.625. Afgørelsen må af denne årsag lægges til grund at have præjudiciel betydning for Skatteforvaltningen. I afgørelsen SKM2024.458.BR havde Skattestyrelsen ikke forhøjet selskabets Askat og arbejdsmarkedsbidrag, uagtet at en række af de anførte underleverandører var blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 290 a ved under særligt skærpende omstændigheder at have overført midler, der direkte eller indirekte var udbytte af en strafbar lovovertrædelse, til udlandet for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse (hvidvask). Som anført forhøjede Skattestyrelsen i denne afgørelse hverken selskabets A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag, ligesom selskabet heller ikke blev beskattet for maskeret udlodning. Der ses således en praksis, hvor Skatteforvaltningen refererer til denne afgørelse og således anser afgørelsen for værende af væsentlig betydning. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at Skatteforvaltningen samtidig går imod afgørelsen og i nærværende sag argumenterer for, at der skal ske forhøjelse af selskabets A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, når afgørelsen SKM2024.458.BR tydeligt viser, at dette ikke er tilfældet. Skatteforvaltningen er underlagt officialprincippet, hvilket betyder, at myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse. Formålet med officialprincippet er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Officialprincippet hører til de såkaldte garantiforskrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det betyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også betyde, at sagen må genoptages, så de manglende undersøgelser kan blive foretaget. Det kan således lægges til grund, at Skattestyrelsen i sagen SKM2024.458.BR måtte have oplyst sagen tilstrækkeligt til, at der kunne træffes en materiel korrekt afgørelse. Hvis ikke dette var tilfældet, ville afgørelsen have været ugyldig som følge af, at en grundlæggende garantiforskrift ikke var behørigt iagttaget. Det forekommer derfor bemærkelsesværdigt, at Skatteforvaltningen nu i en sag, der omhandler det samme materielle indhold, ikke anser Skattestyrelsens afgørelse for tilstrækkeligt oplyst. Ud over at Skatteforvaltningen i den verserende sag altså går imod deres egen afgørelse fra en tidligere sag, skal det tillige anføres, at der gælder en lighedsgrundsætning efter dansk forvaltningsret. Det følger af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, at hvis de væsentlige forhold i en sag er ens, skal sagerne behandles lige i retlig henseende. Myndighederne må således ikke foretage usaglig forskelsbehandling. Siden Skattestyrelsen i afgørelsen SKM2024.458.BR ikke hverken forhøjede sagsøgers A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag eller beskattede sagsøger af maskeret udlodning, må skatteyder i den verserende sag kunne støtte ret på denne afgørelse, jf. lighedsprincippet, da afgørelsen SKM2024.458.BR materielt er ens med denne sag. Begge sager omhandler netop betaling af fakturaer til underleverandører, som Skattestyrelsen anser for fiktive og uden reelt indhold. Det er altså et åbenbart brud med lighedsgrundsætningen, når Skattestyrelsen i denne sag ikke følger deres egen tidligere afgørelse – noget, der må anses for et væsentligt brud på retssikkerheden. Det gøres sammenfattende gældende, at der ikke i nærværende sag foreligger omstændigheder, som giver grundlag for at anse de anvendte underleverandører for at have udstedt fiktive fakturaer. Såfremt det lægges til grund, at det ikke i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort eller dokumenteret, at der er sket levering fra de enkelte underleverandører, som der foreligger fakturaer på, men at disse fakturaer alligevel anses for fiktive i skattemæssig henseende, og underleverandørerne er uden realitet – hvilket i det hele bestrides af [klager] ApS – giver dette anledning til følgende betragtninger: Endelig skal det bemærkes, at det i sager om såkaldte ”fiktive” fakturaer fra underleverandører, er væsentligt at se på, hvordan omstændighederne har udspillet sig i tidligere domspraksis. De såkaldte fakturafabrikker kan bedst og lettest beskrives ved, at der erhverves fiktive fakturaer fra et "tomt" selskab mod betaling via en kontooverførsel, hvorefter pengene hurtigt sendes ud af landet. Herefter tilbagebetales et kontantbeløb til fakturamodtageren til brug for f.eks. sorte aflønninger eller maskeret udlodning. Under behandlingen af hidtidige retssager om fakturafabrikker, der er afgjort ved domstolene, er det kommet frem, at fakturamodtagerne per definition betaler et gebyr på op imod 15 pct. for en fiktiv faktura, dvs. fakturamodtageren betaler et fakturabeløb på f.eks. 100.000 kr. til den såkaldte fakturafabrik, hvorefter fakturamodtageren returneres i omegnen af 90.000 kr. i kontanter. De 10.000 kr., som fakturamodtageren ikke modtager, er således fakturafabrikkens gebyr/vederlag, der også skal dække andre omkostninger. I en sådan situation vil det således højst være 90.000 kr., man kan anvende til f.eks. sorte aflønninger, og dermed kun 90.000 kr., der ikke betales A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af, i stedet for det fulde beløb på 100.000 kr. Hvorvidt det såkaldte gebyr udgør 5, 10 eller 15 pct., beror – efter gennemlæsning af diverse domme – bl.a. på, hvor hurtigt fakturamodtageren ønsker sine kontanter, hvor mange kontanter der efterspørges af fakturamodtageren og/eller andre fakturamodtagere, samt hvilken valuta/seddelform der ønskes kontanter i. Af gode grunde kan det ikke afdækkes, om der er betalt et gebyr, eller hvor stort et eventuelt gebyr har været i den konkrete sag, idet det bestrides, at der har været tale om et sådant hændelsesforløb. Det skal understreges, at hverken skattemyndighederne eller andre har sandsynliggjort eller fremlagt dokumentation, der understøtter, at der i den konkrete sag har været tale om, at skatteyder har handlet eller samarbejdet med en såkaldt ”fakturafabrik”. Der kan her henvises til byretssagen BS-49501/2023-ARH. Her anførte Skatteministeriet som sagsøgte betragtninger angående det generelle virke for fakturafabrikker. Sagsøgte anførte i sagen, at når den udstedte faktura er blevet betalt, f.eks. ved en bankoverførsel, får den betalende virksomhed det betalte beløb tilbage – evt. i kontanter – fratrukket et honorar til bagmanden. Disse midler kan virksomheden så f.eks. bruge til at betale den reelle arbejdskraft ”sort”. Skatteministeriet mente herefter at det måtte lægges til grund, at sagsøger måtte have haft egne ansatte til at udføre det arbejde, der genererede omsætningen, og derfor var indholdspligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, da disse medarbejdere, efter Skatteministeriets opfattelse, blev aflønnet sort. Hele argumentet om, at sagsøger skulle have haft uregistrerede medarbejdere, byggede således på antagelser, og var ikke understøttet af nogen form for objektive beviser – præcis som det er tilfældet for nærværende sag. Sagsøgte har ikke hverken dokumenteret eller redegjort for, konkret hvorledes betaling af fakturaer til de anførte underleverandører, skulle have resulteret i at sagsøger har modtaget kontante midler, til aflønning af egne medarbejdere. Sagsøgte har end ikke redegjort for, konkret hvilke medarbejdere der skulle have modtaget denne ekstra løn. I Skattestyrelsens afgørelse er grundlaget for selskabets skattepligtige indkomst, beregnet ud fra de omstridte fakturaer. Det er således udgifterne til underleverandørerne der har udgjort grundlaget for den skønsmæssige forhøjelse. Som anført, bestrides dette skøn, selv hvis det lægges til grund, at fakturaerne er fiktive og ikke udtryk for faktisk leverede arbejde. Det gøres gældende, at der i sådanne tilfælde betales et gebyr, som må inddrages i skønnet for at det kan anses som realistisk. Dette synspunkt blev tiltrådt af Skatteministeriet i den ovennævnte sag BS-49501/2023-ARH. Her anførte Skatteministeriet i deres processkrift A, på side 8: ”Når den udstedte faktura er blevet betalt, f.eks. ved en bankoverførsel, får den betalende virksomhed det betalte beløb tilbage – evt. i kontanter – fratrukket et honorar til bagmanden. Disse midler kan virksomheden så f.eks. bruge til at betale den reelle arbejdskraft ”sort”. [min understregning] Skatteministeriet var altså enige i, at der ved brug af fakturafabrikker, normalt betales et honorar til bagmanden bag fakturafabrikkerne. Det kan altså ikke lægges til grund, at de betalte fakturaer i nærværende, for det tilfælde at der er gjort brug af fakturafabrikker – hvilket til stadighed bestrides skulle være tilfældet – bliver returneret til fakturamodtageren med 100% af det betalte beløb. Da Skatteministeriet således selv anerkender det som fast praksis, at der ved brug af fakturafabrikker betales et gebyr/vederlag til bagmændene bag, må dette lægges til grund, og dermed også inddrages i den skønsmæssige ansættelse af sagsøgers indholdspligtige A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skatteministeriet er forpligtet til at udøve et virkelighedsnært skøn, der er så korrekt som muligt. At der i det udøvede skøn således ikke er taget højde for et gebyr/vederlag til bagmændene bag fakturafabrikken, gør at det af Skattestyrelsen udøvede skøn, ikke kan siges at være hverken korrekt eller virkelighedsnært. Uagtet at sagsøgte hverken har formået at dokumentere eller endda konkret redegøre for, hvorledes [klager] ApS skulle have modtaget kontante midler, må det altså anses for ubestridt, at det udøvede skøn er forkert. Denne opfattelse, at der betales et gebyr i forbindelse med brugen af fakturafabrikker, er videre støttet efter fast praksis. Der kan her eksempelvis henvises til Øste Landsrets afgørelse SKM2024.437.ØLR, hvor Landsretten konkluderede: “Under disse omstændigheder og efter bevisførelsen i øvrigt findes det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte vidste, at fakturaerne ikke vedrørte reelle ydelser, og at tiltalte efter et fradrag i størrelsesordenen 5-15 % fik de betalte beløb tilbage, hvorefter han anvendte beløbene til aflønning af ansatte eller sig selv.” Det savner derudover logisk mening at antage, at der ikke i forbindelse med brugen af fakturafabrikker, betales et vidst gebyr for at modtage ydelsen. Det har formodningen imod sig, at ydelser, selv ulovlige ydelser som udstedelsen af fiktive fakturaer, sker vederlagsfrit. Særligt henset til den iboende risiko der er forbundet med at levere ulovlige ydelser, fremstår det ikke realistisk at antage, at der ikke skal betales for disse ydelser. Hvis Skatteankestyrelsen måtte komme frem til, at de anførte underleverandører har drevet fakturafabrik, og de fremlagte fakturaer dermed ikke er udtryk for faktisk leverede ydelser, må det således lægges til grund at der har været et gebyr forbundet hermed. Dermed er Skattestyrelsens skøn, hvorefter det blot er lagt til grund, at det fulde beløb der er betalt for fakturaerne eksl. moms svarer til sort aflønning af egne medarbejdere, ikke realistisk. Der må nødvendigvis for dette tilfælde anerkendes et gebyr som er betalt til bagmændene, og altså tilsvarende ske en nedsættelse af den skattepligtige indkomst. Bemærkningen skal alene henlede opmærksomheden på, at når der erhverves fiktive fakturaer fra fakturafabrikker, kan det af domspraksis udledes, at det er helt fast kutyme, at der betales et gebyr/vederlag for en fiktive faktura, der efter praksis kan udgøre i omegnen af 5-15 pct. afhængigt af omstændighederne. Dette faktum bør Skattemyndighederne have in mente, såfremt det måtte lægges til grund, at der er tale om samhandel med en såkaldt fakturafabrik, hvilket i det hele bestrides. Der henvises desuden til Skatteankenævnets afgørelse af 29. januar 2024 i sagen 21-0043557. Her konkluderede [skatteankenævn1], med henvisning til skifterettens kendelse, at klageren ikke havde samtykket til registreringen som direktør, og at klagerens digitale signatur i form af NemID var blevet misbrugt uden hans medvirken, efter at han blev truet til at udlevere NemID’et til tredjemand. Klagers forklaring var således bestyrket af objektive kendsgerninger, hvorfor nævnet fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klagers NemID var blevet misbrugt uden hans medvirken. Overførslerne fra selskabet blev derfor ikke anset for at have været til rådighed for klager, og beskatningen blev derfor nedsat med det fulde beløb. Afgørelsen viser tydeligt, at det er en forudsætning for at beskatte en person for maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A, at beløbet skal have været til rådighed for den person. Det er derfor yderst relevant, at der betales et gebyr for fiktive fakturaer på mellem 5 og 15 pct. efter fast praksis. Skattestyrelsen har ikke på nogen måde godtgjort, at noget af det beløb, der er betalt til de anførte underleverandører, skulle have været tilbageført selskabet og dermed have været til rådighed for klager. Der kan endvidere henvises til Skatteankenævnets afgørelse af 7. april 2025 i sagen 24-0045376. Her konkluderede [skatteankenævn2] at klageren ikke var skattepligtig af overførslerne fra selskabet, da beløbende ikke var udloddet til klageren, selvom modtageren af overførslerne ikke kunne identificeres. Som det er tilfældet for ovenstående, viser afgørelsen tydeligt at beløbet skal have været dokumenterbart til rådighed for skatteyder, for der kan statueres maskeret udlodning. Det skal igen understreges, at ovennævnte bemærkninger ikke skal tages til indtægt for, at det bekræftes, at der er tale om underleverandører uden realitet bag eller brug af fiktive fakturaer.” Selskabets yderligere bemærkninger til sagen Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen: ”… Repræsentanten oplyste, at selskabet ikke har haft indflydelse på om selskabets underleverandører har betalt moms. Repræsentanten oplyste desuden, at det er en kutyme i transportbranchen, at der ikke bliver udarbejdet samarbejdskontrakter, og at aftalerne bliver indgået mundtligt. Repræsentanten bestridte, at selskabets underleverandører er fiktive, men oplyste i den forbindelse, at selv hvis underleverandørerne blev anset for fiktive, så er der oftest et gebyr på ca. 5%-15% for at anvende underleverandører, hvorfor det ikke er korrekt, at Skattestyrelsen har nægtet fradrag for udgifter til underleverandører for det fulde beløb. Repræsentanten henviste til SKM2024.437.ØLR. …” Repræsentanten har på mødet præciseret påstanden, hvorefter det alene er Skattestyrelsens ændringer af selskabets salgsmoms og fradragsnægtelsen for underleverandørudgifter, udgifter til husleje, rejser og udgifter til [virksomhed1], der er påklaget. Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 16. oktober 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skattestyrelsen er ikke enig i Skatteankestyrelsens indstilling. Faktiske forhold I sagen foreligger der en afgørelse fra Skatteforvaltningen af 19. februar 2025, hvor momskravet opgøres til yderligere 2.102.854 kr. Det er denne afgørelse i sin helhed der er påklaget og som, der skal tages stilling til. Vi bemærker, at vi tiltræder afgørelsen truffet af Skattestyrelsen i sin helhed og vi henviser således til afgørelsens beløbsmæssige opgørelser herunder de lovmæssige begrundelser. Skattestyrelsens afgørelse af 19. februar 2025 indstilles således fastholdt i sin helhed. Formelt Vi henviser til momslovens bestemmelser herunder helt overordnet til lovens § 4, stk.1, 1. pkt. og til § 37. Selve retsgrundlaget er nærmere beskrevet i Skatteankestyrelsens skrivelse af 12. september 2025, og vi henviser til denne skrivelse. Materielt Salgsmoms Salgsmomsen for den påklagede periode fastholdes at kunne opgøres til i alt 2.551.810 kr. Opgørelsen blandt andet er fortaget ved at summere indsætninger på selskabets 4 stk. bankkonti. Det er yderligere lagt til grund, at selskabet har angivet en højere udgående moms for 4. kvartal 2021, end den moms som var beregnet af skattestyrelsen. Det lægges til grund at samtlige indsætninger stammer fra salg og derved fra momspligtige transaktioner. Vi bemærker, at vi ikke har modtaget dokumentation i sagen og således er det samlede resultat opgjort under en forudsætning om, at der var tale om momspligtige beløb for alle indsætninger. Købsmoms Vi tiltræder, at der ikke kan godkendes momsfradrag for udgifter til husleje, rejseudgifter, diverse omtalte køb på tankstationen [virksomhed1] og for den angivne købsmoms, Yderligere kan købsmoms ikke godkendes for køb fra de angivne og oprindeligt anførte underleverandører. Disse er skønnet som at være ikke reelle og er derfor ikke godkendte. Vi fastholder denne konklusion og vi tiltræder således forhøjelsen for disse. Konklusion Summeret indstiller vi til, at Skattestyrelsens opgørelser af momskrav følges. Vi henviser til afgørelsen fra styrelsen, idet denne skrivelse indeholder den talmæssige opgørelse. Formelle regelsæt – hjemvisning af sagen De formelle regelsæt og tidsfrister har vi bedømt som værende overholdt. I øvrigt finder vi ikke, at der foreligger fejl, processuelle fejl eller mangler, der kan begrunde en hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Skattemyndighederne. Vi indstiller således til retten, at sagen fastholdes, som den er foretaget af Skattestyrelsen. …” Skattestyrelsen har den 3. november 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Jeg beklager forvirringen, der er opstået. Min opfattelse af Skatteankestyrelsens forliggende indstilling lå til baggrund for min indstilling. Vores endelige og klare vurdering er, at vi indstiller til fastholdelse af Skatteankestyrelsens vurdering af sagen, som vi således er fuldt enige i (herunder også talmæssigt). …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har den 30. oktober 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”… I Skattestyrelsens udtalelse i sagen 25-0025362 anfører Skattestyrelsen, at Skattestyrelsen ikke er enig i Skatteankestyrelsens kontorindstilling til Landsskatteretten, til trods for at Skatteankestyrelsen indstiller til stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse. Jeg anmoder derfor høfligst om afklaring for, om der er tale om en skrivefejl, eller hvis dette ikke er tilfældet, hvad konkret Skattestyrelsen er uenig i angående Skatteankestyrelsens indstilling. …” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har reguleret selskabets salgsmoms med 309.883 kr. for udeholdt omsætning og ikke har godkendt selskabet fradrag for købsmoms for udgifter til husleje, rejser, [virksomhed1] samt underleverandører på i alt 368.077 kr. for afgiftsperioden 1. oktober 2021 til 31. december 2022. Landsskatteretten skal desuden tage stilling til, om sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Retsgrundlaget Salgsmoms Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Momsregistrerede virksomheder skal ifølge momslovens § 55, stk. 1, føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og kontrollen af merværdiafgiftens berigtigelse. Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt. Det følger af opkrævningslovens § 5, stk. 1. Af momslovens § 27, stk. 1, følger, at ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der direkte er forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter momsloven. Finder betalingen helt eller delvist sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 procent af det modtagne beløb. Betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet, jf. momslovens § 46, stk. 1, 1. pkt. Betaling af afgift påhviler enhver, der på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift, jf. momslovens § 46, stk. 7. Købsmoms Af momslovens § 37 fremgår følgende (uddrag): ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er 1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, …” Af § 82 i dagældende momsbekendtgørelse nr. 808 af den 30. juni 2015, fremgår følgende: ”Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, eller enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser m.v. fra SKAT eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer. ” Samme momsbekendtgørelse nr. 808 af den 30. juni 2015 indeholder i kapitel 12 en række fakturakrav. Bekendtgørelsens § 58, stk. 1 fastsætter de nærmere krav til fakturaens indhold, heraf fremgår: ”Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 68 i denne bekendtgørelse, indeholde: 1) Udstedelsesdato (fakturadato). 2) Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen. 3) Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer. 4) Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse. 5) Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser. 6) Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato. 7) Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed. 8) Gældende afgiftssats. 9) Det afgiftsbeløb, der skal betales.” Bestemmelsernes indhold er identisk med nugældende momsbekendtgørelse nr. 2246 af den 30. november 2021, §§ 57, stk. 1, og 81, gældende fra den 1. januar 2022. EF-domstolen har i sag C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH) udtalt, jf. præmis 34, at fradraget som omhandlet i 6. direktivs artikel 17, stk. 2 (nu momssystemdirektivets artikel 168), skal ske for den afgiftsperiode, hvori de to betingelser i 6. direktivs artikel 18, stk. 2, 1. afsnit (nu momssystemdirektivets artikel 179) begge er opfyldt. Det vil sige, at der skal være foretaget levering af goder eller tjenesteydelser, og at den afgiftspligtige skal være i besiddelse af en faktura eller et dokument, der ifølge kriterier fastsat af den pågældende medlemsstat kan anses for et tilsvarende dokument. Ved anmodning om fradrag i henhold til momslovens § 37 påhviler det selskabet at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. Såfremt fakturaerne ikke opfylder de forskriftsmæssige krav om angivelse af ydelsernes art og omfang, foreligger der unormale forhold, hvorefter selskabet pålægges en skærpet bevisbyrde for, at der har foreligget et underleverandørforhold med heraf følgende fradragsret, jf. Østre Landsrets dom af 13. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.213.ØLR. Af opkrævningslovens § 5, stk. 2 fremgår, at hvis størrelsen af det tilsvar, som påhviler selskabet, eller afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, ikke fastsættes på grundlag af selskabets regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen fastsætte tilsvaret eller den afregningsperiode eller dag, som tilsvaret vedrører, skønsmæssigt. Har en selskabet modtaget et for stort beløb som negativt tilsvar eller godtgørelse, og kan størrelsen af det beløb, som selskabet derfor skal tilbagebetale, ikke opgøres på grundlag af selskabet regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen tilsvarende fastsætte beløbet skønsmæssigt. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse for betalingen af henholdsvis tilsvaret efter 1. pkt. og beløbet efter 2. pkt. Landsskatterettens begrundelse og resultat Materielt Salgsmoms Skattestyrelsen har opgjort selskabets salgsmoms til i alt 2.551.810 kr. for den påklagede afgiftsperiode. Der har i afgiftsperioden været indsætninger på selskabets bankkonti med kontonumre [kontonr.2], [kontonr.1], [kontonr.4] og DK[kontonr.5] på 13.497.074,72 kr., hvoraf Skattestyrelsen har anset indsætninger på i alt 11.760.446,32 kr. inkl. moms for at være momspligtig omsætning. Heraf udgør salgsmomsen 2.352.089 kr. Selskabet har for den angivne afgiftsperiode angivet 2.241.927 kr. i salgsmoms. Skattestyrelsen har oplyst, at selskabet for 4. kvartal 2021 har indberettet salgsmoms på 527.050 kr., som er højere end skønnet salgsmoms af indsættelserne på banken på 327.327,12 kr. Skattestyrelsen har skønnet selskabets salgsmoms for afgiftsperioden ud fra indsætningerne på selskabets bankkonti samt den af selskabet angivne salgsmoms for 4. kvartal 2021 med i alt 2.551.810 kr. Skattestyrelsen har skønnet, at difference mellem selskabets angivne salgsmoms for 4. kvartal 2021 og indsætningerne på selskabets bankkonti skyldes, at noget af salget enten er sket ved kontantsalg eller ved fakturaer, hvor betalingen endnu ikke er modtaget. Landsskatteretten finder, at det er med rette, at Skattestyrelsen har opgjort selskabets salgsmoms med 2.551.810 kr. for den påklagede afgiftsperiode. Retten har lagt vægt på, at indsætningerne på selskabets konti relaterer sig til selskabets drift, og at selskabet driver momspligtig virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1. Selskabets repræsentant har ikke fremlagt dokumentation for, at indsætningerne på selskabets konti ikke vedrører momspligtig omsætning. Landsskatteretten finder desuden, at det er med rette, at Skattestyrelsen ved opgørelsen af salgsmomsen for 4. kvartal 2021, har lagt selskabets bogførte salgsmoms til grund. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Købsmoms Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for købsmoms vedrørende udgifter til husleje, rejse, [virksomhed1] samt underleverandører på i alt 368.077 kr. for den påklagede afgiftsperiode. Udgifter til underleverandører Selskabet har i den påklagede afgiftsperiode overført i alt 1.749.556,25 kr. inkl. moms, heraf udgør købsmomsen 349.911 kr. til underleverandørerne [virksomhed3], [virksomhed4] og [virksomhed5]. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer vedrørende de overførte beløb til underleverandørerne [virksomhed3], [virksomhed4] og [virksomhed5]. Det følger af momsbekendtgørelsen § 81, at det er en overordnet betingelse for at kunne få fradrag for købsmoms, at udgifterne er dokumenteret med forskriftsmæssige fakturaer. Landsskatteretten finder, at selskabets bankkontoudtog, ikke dokumenterer, at betalinger fra bankkontoen er udtryk for, at der er afholdt udgifter til tjenesteydelser, der er pålagt moms, og at udgifterne er afholdt til brug for selskabets momspligtige aktiviteter. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed3] ikke har haft tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de ydelser, at [virksomhed4] er blevet nægtet momsregistrering og at der ikke fremgår transaktioner på [virksomhed5]´s bankkonto, der indikerer almindelig virksomhedsdrift. [person3], som er direktør for underleverandørerne [virksomhed3] og [virksomhed4], er ved Byretten blevet idømt 4,5 års fængsel for omfattende hvidvask af ikke under 200 millioner kr., og har tilstået, at [virksomhed3] og [virksomhed4] har ageret som fakturafabrikker og udstedt fakturaer som led i organiseret kriminalitet, til brug for uberettiget momsunddragelse. Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at selskabet ikke har løftet den skærpede bevisbyrde for, at betingelserne for fradrag i henhold til momslovens § 37 er opfyldt. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Fradrag for udgifter til husleje Selskabet har for den påklagede afgiftsperiode fratrukket 11.099 kr. i købsmoms vedrørende udgifter til husleje. Som dokumentation for udgifterne til husleje har selskabet fremlagt 3 fakturaer fra [virksomhed6] ApS på i alt 55.494 kr. inkl. moms, heraf udgør købsmomsen 11.099 kr. Landsskatteretten godkender ikke fradrag for købsoms for udgifter til husleje på 11.099 kr. Retten har lagt vægt på, at det ikke fremgår af fakturaerne, hvor lejemålet er. Retten skal desuden bemærke, at [virksomhed6] ApS ikke er frivilligt registreret for erhvervsudlejning af ejendomme, og det derfor ikke kan ud fra fremlagte fakturaer udledes, om udgifter til huslejen af ejendommen har været anvendt til brug for selskabets afgiftspligtige virksomhed Selskabet har ikke fremlagt en lejekontrakt indgået mellem [virksomhed6] ApS og selskabet, som indeholder oplysninger om lejemålets placering, og om lejemålet er blevet anvendt til brug for selskabets afgiftspligtige virksomhed. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Fradrag for udgifter til rejse Selskabet har for den påklagede afgiftsperioden fratrukket 7.500 kr. ekskl. moms vedrørende udgifter til rejse. Købsmomsen udgør 1.875 kr. Selskabet har som dokumentation for udgifterne til rejse fremlagt fem screenshots af kvitteringer fra Mobilpay A/S, hvoraf fremgår, at der er overført 1.875 kr. pr. transaktion til [finans4], i alt 9.375 kr. I teksten for overførslerne står ”[virksomhed7]”. Kvitteringerne fra Mobilpay A/S indeholder ikke de forskriftsmæssige oplysninger i momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 2, 4, 5 og 6, herunder konkrete oplysninger om arten og omfanget af ydelserne, selskabets oplysninger samt hvem der har afholdt udgifterne. Der er desuden ikke angivet momsbeløb på kvitteringerne. Det er et krav i momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 9, at én afregningsbilag skal indeholde det afgiftsbeløb, der skal betales. Landsskatteretten finder, at selskabet ikke har dokumenteret, at udgifterne til [finans4], herunder [virksomhed7], vedrører selskabets momspligtige aktiviteter, og at selskabet har betalt en afgift for de pågældende afregningsbilag. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Fradrag for private udgifter Selskabet har for den påklagede afgiftsperiode fratrukket udgifter til [virksomhed1] på 242.237,84 kr. inkl. moms, heraf udgør købsmomsen 60.559,46 kr. Selskabet har som dokumentation for udgifterne fremlagt fakturaer fra [virksomhed1] med underliggende opgørelser på i alt 281.838 kt. Inkl. moms, heraf udgør købsmomsen 56.467 kr. Fakturaerne vedrører køb af bl.a. benzin, Brobizz, snacks, cigaretter, drikkevarer, sandwich, is, forberedt drik, pant, spiritus og mejeri. Landsskatteretten finder, at selskabet har dokumenteret, at udgifterne til købsmoms vedrørende udgifter til benzintankkort og brobizz opkrævninger på i 55.367 kr., er blevet anvendt til brug for selskabets afgiftspligtige virksomhed. Landsskatteretten finder, at selskabet ikke er berettiget til fradrag for købsmoms af udgifter til snack, cigaretter, drikkevarer, sandwich, is, forberedt drik, pant, spiritus og mejeri på 1.100 kr., da udgifterne er af privat karakter, som er selskabet uvedkommende, jf. momslovens § 37, stk. 1. Selskabet har ikke fremlagt dokumentation for, at disse er købt til brug for selskabets afgiftspligtige aktiviteter. Selskabet har ikke fremlagt fakturaer vedrørende de resterende bogførte udgifter til købsmoms på 4.092 kr. Det følger af momsbekendtgørelsens § 82, at det er en betingelse for fradrag efter momslovens § 37, at der foreligger dokumentation i form af fakturaer. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Formalitet – hjemvisning Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, såfremt førsteinstansens afgørelse indeholder fejl i afgørelsens retlige grundlag, eller at den er behæftet med væsentlige formelle fejl. Ligeledes bør der ske hjemvisning, såfremt sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag, eller at oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad. Landsskatteretten skal tage stilling til, om sagen skal hjemvises til Skattestyrelsen på baggrund af faktuelle mangler. Der foreligger i den konkrete sag ingen forhold, som taler for, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Repræsentantens subsidiære påstand om hjemvisning afvises, idet der ikke foreligger nye oplys- ninger, der ændrer sagens karakter i en sådan grad, at der er behov for ny sagsbehandling. Landsskatteretten afviser at hjemvise sagen. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.