Journalnr. 25-0025344
Hæftelse for A-skat og AM-bidrag ved fiktive underleverandørfakturaer
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 10. december 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om en enkeltmandsvirksomhed inden for vejgodstransport og byggeri hæftede for ikke-indeholdt A-skat og AM-bidrag på i alt 449.769 kr. for indkomståret 2023 vedrørende betalinger på 767.525 kr. inkl. moms til tre underleverandører. Skattestyrelsen anså fakturaerne for fiktive, idet underleverandørerne ikke havde ansatte, ikke angav moms og var gået konkurs, og betragtede betalingerne som dækning af sorte lønninger til uregistreret arbejdskraft. Klageren gjorde gældende, at ydelserne var reelt leveret, og fremlagde timesedler, underleverandøraftaler og billeder fra byggepladser, ligesom han bestred at skulle hæfte for underleverandørernes manglende momsbetaling. Landsskatteretten fandt, at udgifterne ikke dækkede over reelle leverancer, at virksomhedens egne ansatte ikke kunne have genereret omsætningen på ca. 1,76 mio. kr., og at der ikke forelå en sådan uklarhed om indeholdelsespligten, at klageren kunne fritages for hæftelse. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet, herunder beregningsmetoden med bruttobeløbet inkl. moms som grundlag.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2016.9.BR
- SKM2019.332.ØLR
- SKM2023.213.ØLR
Fuldtekst
Journalnr. 25-0025344 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomstår 2023 Efterbetaling af indeholdelsespligtig A-skat 388.367 kr. 0 kr. Stadfæstelse Efterbetaling af indeholdelsespligtig AM-bidrag 61.402 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger [klager], herefter klageren, stiftede den 27. januar 2022 enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1], herefter virksomheden. I den i sagen omhandlede periode har virksomheden haft navnet [virksomhed1] frem til den 8. september 2022, hvorefter virksomheden har ændret navn til [virksomhed2]. Virksomheden er registreret med branchekoden 494100 ”Vejgodstransport” og bibranchen 433900 ”Anden bygningsfærdiggørelse”. Virksomheden er ophørt den 12. maj 2025. Virksomheden har ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, været registreret med ansatte i perioden fra maj 2022 til april 2023, herunder mellem 1-6 ansatte svarende til 1-5 årsværk. Skattestyrelsen har i forbindelse med en stikprøve af nyregistrerede virksomheder indkaldt materiale fra klagerens virksomhed den 30. august 2024, herunder saldobalancer, kontospecifikationer, kontokort, salgs- og købsbilag, kørebøger og kontoudskrifter for 2022, 2023 og 1. kvartal 2024. Skattestyrelsen har modtaget det efterspurgte materiale løbende. Ifølge virksomhedens saldobalance og kontokort for indkomståret 2023 har virksomheden haft en omsætning på 1.757.899 kr. eksklusive moms. På baggrund af en gennemgang af virksomhedens regnskabsmateriale har Skattestyrelsen den 26. november 2024 varslet at forhøje virksomhedens momstilsvar med 170.003 kr. for afgiftsperioderne fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2023 og forhøje virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag med i alt 449.769 kr. for indkomståret 2023. Som konsekvens heraf har Skattestyrelsen videre forhøjet overskud af virksomhed med i alt 24.386 kr. for indkomståret 2023. Efterfølgende har Skattestyrelsen afholdt et møde med klageren den 5. december 2024, og klagerens tidligere repræsentant har den 28. februar 2025 fremkommet med bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Skattestyrelsen har truffet den påklagede afgørelse den 6. februar 2025 i overensstemmelse med forslaget til afgørelse, hvori Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag med i alt 449.769 kr. for indkomståret 2023. Forhøjelsen skyldes, at Skattestyrelsen har anset virksomheden for indeholdelsespligt af virksomhedens udgifter til nedenstående tre underleverandør: Underleverandør Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms [virksomhed3] ApS 86.300 kr. 21.575 kr. 107.875 kr. [virksomhed4] ApS 315.720 kr. 78.930 kr. 394.650 kr. [virksomhed5] ApS 212.000 kr. 53.000 kr. 265.000 kr. I alt 614.020 kr. 153.505 kr. 767.525 kr. Virksomheden har bogført udgifterne til ovenstående underleverandører på konto 1326 (Samarbejdspartnere andre vognmænd). Skattestyrelsen har herefter beregnet virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag for 2023 således: Indkomstår 2023 Beregningsgrundlag 767.525 kr. AM-bidrag (8 % af 767.525 kr.) 61.402 kr. A-skat (55% af (767.525 kr. – 61.402 kr.)) 388.367 kr. Forhøjelse af A-skat og AM-bidrag i alt 449.769 kr. For så vidt angår de angivne underleverandører, gør følgende forhold sig gældende: [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...2], herefter [virksomhed3], blev stiftet den 28. januar 2022 af [person1]. [virksomhed3] har i samhandelsperioden været registreret med branchekoden 452010 ”Autoreparationsværksteder mv.” og formålet at drive virksomhed med reparation af biler, herunder elektronisk reparation heraf, samt enhver virksomhed i hermed stående forbindelse. [virksomhed3] er den 5. december 2024 opløst efter konkurs. [virksomhed3] har ifølge CVR ikke været registreret med ansatte. Virksomheden har i 2023 angivet købsmoms på i alt 21.575 kr. for nedenstående faktura: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 30.04.2023 615 86.300 kr. 21.575 kr. 107.875 kr. Der er på fakturaen anført tekst i form af ”kørsel april mdr”. Derudover fremgår der på fakturaen et antal på ”1” og en enhedspris svarende til fakturabeløbet eksklusive moms. Klageren har fremlagt en timeseddel til fakturanr. 615. Af timesedlen fremgår, at der er leveret tjenesteydelser til kørsel i marts og april måned. Derudover fremgår der af timesedlen, hvilke datoer der er leveret ydelser, herunder timeantal og pris. Det fremgår ikke af fakturaen eller timesedlen, hvor arbejdet er udført, hvilket arbejde der specifikt er udført, eller hvem der har udført arbejdet. Klageren har ikke fremlagt yderligere dokumentation vedrørende virksomhedens samarbejde med [virksomhed3]. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed3] ikke har angivet moms i samhandelsperioden. [virksomhed4] ApS, CVR-nr. [...3], herefter [virksomhed4], blev stiftet den 4. marts 2015 af [virksomhed6] IVS, CVR-nr. [...4]. [virksomhed4] har i samhandelsperioden været registreret med branchekoden 741030 ”Indretningsarkitekter og rumdesign” og bibranchen 433200 ”Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed”. [virksomhed4]’s formål er at udøve konsulent virksomhed med bolig indretning samt øvrig håndværksmæssig assistance. [virksomhed4] er den 29. november 2024 opløst efter konkurs. [virksomhed4] har ifølge CVR ikke været registreret med ansatte i 2023. Virksomheden har i 2023 angivet købsmoms på i alt 78.930 kr. for nedenstående fem betalinger til [virksomhed4]: Bogføringsdato Bilagsnr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 02.01.2023 6054 30.000,00 kr. 7.500,00 kr. 37.500,00 kr. 31.01.2023 6052 59.550,00 kr. 14.887,50 kr. 74.437,50 kr. 01.02.2023 6069 75.215,00 kr. 18.803,75 kr. 94.018,75 kr. 10.02.2023 6053 75.880,00 kr. 18.970,00 kr. 94.850,00 kr. 17.02.2023 6056 75.075,00 kr. 18.768,75 kr. 93.843,75 kr. I alt 315.720,00 kr. 78.930,00 kr. 394.650,00 kr. Klageren har fremlagt én faktura, fakturanr. 2010 fra den 31. december 2022. Der er på fakturaen anført tekst i form af ”kørsel december”. Derudover fremgår der på fakturaen et antal på ”1” og en enhedspris svarende til fakturabeløbet eksklusive moms. Klageren har fremlagt en timeseddel til fakturanr. 2010. Af timesedlen fremgår, at der er leveret tjenesteydelser til kørsel i oktober, november og december måned. Derudover fremgår der af timesedlen, hvilke datoer der er leveret ydelser, herunder timeantal og pris. Det fremgår ikke af fakturaen eller timesedlen, hvor arbejdet er udført, hvilket arbejde der specifikt er udført, eller hvem der har udført arbejdet. Derudover har klageren fremlagt en underleverandøraftale med [virksomhed4]. Af aftalen fremgår, at der er indgået ”aftale om montering af troldtekt i [adresse1], [by1], lagt mursten, motering af flise i [by2] omrade og afløser i godstransport”. Derudover fremgår der af aftalens pkt. 2.1, at ”Prisen er aftalt til motering af flise 325 kr. pr.kvm, lagt mursten 7 kr. pr. sten, møntering af troldtekt 150 kr.pr.kvm og afløser i godstransport 280 kr. pr. time”. Klageren har ikke fremlagt yderligere dokumentation vedrørende virksomhedens samarbejde med [virksomhed4]. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed4] ikke har angivet moms i samhandelsperioden. [virksomhed5] ApS, CVR-nr. [...5], herefter [virksomhed5], stiftet den 8. juni 2022 af [person2]. [virksomhed5] har i samhandelsperioden været registreret med branchekoden 421200 ”Anlæg af jernbaner og undergrundsbaner” og bibranchen 331700 ”Reparation og vedligeholdelse af andre civile transportmidler”. [virksomhed5]’s formål er at udøve undervisning og service indenfor byggebranchen, jernbane samt aktiviteter i tilknytning hertil. [virksomhed5] er den 20. august 2024 taget under konkursbehandling. [virksomhed5] har ifølge CVR ikke været registreret med ansatte. Virksomheden har i 2023 angivet købsmoms på i alt 53.000 kr. for nedenstående fem betalinger til [virksomhed5]: Bogføringsdato Bilagsnr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 24.03.2023 6065 65.200 kr. 16.300 kr. 81.500 kr. 30.03.2023 6066 25.700 kr. 6.425 kr. 32.125 kr. 31.03.2023 6087 45.000 kr. 11.250 kr. 56.250 kr. 13.06.2023 6074 26.000 kr. 6.500 kr. 32.500 kr. 13.06.2023 6095 50.100 kr. 12.525 kr. 62.625 kr. I alt 212.000 kr. 53.000 kr. 265.000 kr. Klageren har fremlagt tre fakturaer, fakturanr. 7591, 7615 og 7645. Der er på fakturaerne anført tekst i form af kørsel, for eksempel ”kørsel marts mdr” med angivelse af et antal på ”1” og en enhedspris på fakturabeløbet eksklusive moms på fakturanr. 7591. Beskrivelsen på de øvrige fakturaer er identiske med undtagelse af periode og enhedspris. Klageren har fremlagt timesedler til fakturanr. 7591, 7615 og 7645. Af timesedlerne fremgår, at der er leveret tjenesteydelser til kørsel i specifikke måneder. Derudover fremgår der af timesedlerne, hvilke datoer der er leveret ydelser, herunder timeantal og pris. Det fremgår ikke af fakturaerne, hvor arbejdet er udført, hvilket arbejde der specifikt er udført, eller hvem der har udført arbejdet. Derudover har klageren fremlagt en underleverandøraftale med [virksomhed5]. Af aftalen fremgår, at der er indgået ”aftale om montering af flise i [by2] omrade, møntering af troldtekt . [adresse1], [by1] og afløser i godstransport”. Derudover fremgår, at aftalens pkt. 2.1, at ”Prisen er aftalt til motering af flise 200,00 kr. pr. kvm, troldtekt 150 kr.Kvm og afløser i godstransport 280 kr. pr. time”. Klageren har ikke fremlagt yderligere vedrørende virksomhedens samarbejde med [virksomhed5]. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed5] ikke har angivet moms i samhandelsperioden. Endelig har klageren fremlagt billeddokumentation. Af billederne ses plantegninger og renovering af boliger. Videre ses der arbejdsfolk på billederne. Der er ikke på tøjet anført tekst i form af firmanavn på underleverandørerne eller lignende. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har skønsmæssigt ansat manglende indeholdelse af virksomhedens A-skat og AM-bidrag til i alt 449.769 kr. for indkomståret 2023, idet Skattestyrelsen har anset virksomhedens udgifter til tre underleverandør for ikke at dække over reelle leverancer. Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført (uddrag): ”… 6. Skønsmæssig opgørelse af A-skat og am-bidrag … 6.3. Vores begrundelse og bemærkninger Ved gennemgang af det indsendte regnskabsmateriale, har vi konstateret, at du har anvendt tre underleverandører i indkomståret 2023, [virksomhed3] ApS, [virksomhed4] ApS, [virksomhed5] ApS. De tre fakturaudstedere angiver ikke moms i henhold til udstedte salgsfakturaer De tre fakturaudstedere har ingen lønansatte De tre fakturaudstedere er under opløsning eller opløst efter konkurs. Den ene af fakturaudstederne, [virksomhed5] ApS, er i forbindelse med kontrol, vurderet af Skattestyrelsen som stråmandsselskab, der udsteder falske eller fiktive fakturaer. Vi anser fakturaer fra ovennævnte virksomheder, som værende uden reelt indhold og ikke udtryk for faktisk leverede ydelser. Der er henset til, at der er tale om så usædvanlige omstændigheder, at det må anses for usandsynligt, at der er sket levering af de pågældende ydelser. Vi antager, at der er tale om flytning af penge og ikke betaling for leverede varer og ydelser. Vi anser det for overvejende sandsynligt, at de fakturerede betalte beløb til de nævnte virksomheder for returneret til virksomheden. Ved denne vurdering betragtes de foretagne betalinger vi kan se af banken herefter, som en alternativ hævning af virksomhedens midler samtidig med opnåelse af fradrag i regnskaberne. På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at virksomheden ikke har løftet sin skærpede bevisbyrde for, at købsfakturaerne fra underleverandører dækker over reelle leverancer af timer vedrørende leje af mandskab fra disse selskaber til [virksomhed2]. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der skal beregnes A-skat og am-bidrag af de fiktive fakturaer efter kildeskattelovens § 69, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidrag § 7, som virksomheden har modtaget og betalt for, idet betalingen til disse virksomheder må anses for at dække over fiktive fradrag og finansiering af sorte lønninger. Beløbsmæssig oversigt over selskaberne (beløbene er nedrundet): Cvr.nr. Selskab Beløb inkl. moms Opfylder ikke Momsbekendtgørelsens § 58 Anses for fiktive fakturaer [...2] [virksomhed3] ApS 107.875,00 X X [...3] [virksomhed4] ApS 394.650,00 X X [...5] [virksomhed5] ApS 265.000,00 X X I alt 767.525,00 Det fremgår af ovennævnte tabel, at der er fiktive fakturaer på i alt 767.525 kr. inkl. moms i indkomståret 2023. Det er vores opfattelse, at de ikke godkendte underleverandørfakturaer er fiktive og er bogført i / betalt af selskabet for at dække over udgifter til sorte lønninger. Vi har derfor opgjort en yderligere lønudgift i virksomheden til en ukendt kreds af lønmodtagere, svarende til 767.525 kr. inkl. moms. Der er herved lagt vægt på, at ingen af de ovenstående underleverandører har været i stand til at levere arbejdskraft til virksomheden. Det har ikke været muligt at fastslå, hvilke personer, der har arbejdet i virksomheden/selskaberne. Det antages derfor ikke, at der har været skattekort, som grundlag for udbetaling af lønningerne, til den ukendte kreds af personer. Er arbejdsgiveren ikke i besiddelse af et skattekort, skal der indeholdes 55 % i A-skat efter kildeskattelovens § 48, stk. 8. Der skal endvidere indeholdes et am-bidrag på 8 %, efter arbejdsmarkedsbidragslovens §§ 1 og 7. Du er ansvarlig over for det offentlige for manglende betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke foreligger sådan en uklarhed om din virksomheds indeholdelsespligt, som kan fritage dig for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, da du er registreret med ansatte. Der henvises til SKM2016.9.BR, hvor det fremgår, at da skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at arbejdet var udført af underleverandører, og da arbejdet ikke kunne være udført af hovedanpartshaveren selv, lagde retten endvidere til grund, at skatteyderen havde yderligere ansatte, der ikke var indeholdt A-skat og am-bidrag for. Der kan desuden henvises til SKM2019.332.ØLR, hvor Østre Landsret fastholdt, at selskabet ikke kunne få fradrag for købsmoms for køb hos påståede underleverandører. Østre Landsret fandt, at arbejdet måtte være udført af ansatte hos selskabet, hvorved selskabet hæftede for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for det udførte arbejde. Efter Skattestyrelsens opfattelse, er vi berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af ikke angivet A-skat og am-bidrag, da der i selskabets regnskab indgår fiktive bilag. Am-bidrag er beregnet med 8 % af den opgjorte løn. A-skat er beregnet med 55 % af den opgjorte løn fratrukket beregnet am-bidrag. Dine bemærkninger Din advokat har i indsigelsesbrevet skrevet, at der er ikke er grundlag til at anse betalingerne til underleverandører for at dække over sorte lønninger. Det er vores opfattelse, at betalingerne til underleverandørerne er sket med henblik på tilbagebetaling til dig, for at kunne aflønne personale uden indberetning og tilbageholdelse af A-skat og am-bidrag. Vi henviser til SKM2016.9.BR og SKM2019.332.ØLR. Du har i kontrolperioden været registreret som arbejdsgiver, hvilket indikerer, at du har været klar over, at der skal indeholdes A-skat og am-bidrag af lønudbetaling efter kildeskattelovens § 46, stk. 1 og § 49, B, stk. 1. Det er derfor vores opfattelse, at der ikke foreligger uklarhed om din indeholdelsespligt, som kan fritage dig for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af A-skat og am-bidrag. På baggrund af ovenstående ændrer vi ikke opgørelsen af A-skat og am-bidrag. Ikke angivet A-skat og am-bidrag er beregnet således: 2023 Udgifter til underleverandører inkl. moms anses som ”sorte” lønninger 767.525 Am-bidrag heraf 8 % 61.402 A-skat 55 % af 706.123 kr. (767.525 kr.– 61.402 kr.) 388.367 I alt 449.769 Vi har beregnet A-skat og am-bidrag af beløbet 767.525 kr. svarende til 449.769 kr., som virksomheden hæfter for i henhold til kildeskattelovens § 69 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Der godkendes tilsvarende skattemæssigt fradrag for lønudgiften på 767.525 kr. for 2023 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med klagesagsbehandlingen har Skattestyrelsen den 4. juni 2025 udtalt følgende til klagen af den 19. maj 2025: ”… Vi har modtaget følgende nye oplysninger til sagen: ”Timeopgørelser” vedr. [virksomhed4] Aps ”Timeopgørelser” vedr. [virksomhed5] Aps ”Timeopgørelser” vedr. [virksomhed3] Aps Underleverandøraftale mellem [virksomhed4] Aps og [virksomhed2] Underleverandøraftale mellem [virksomhed5] Aps Billeder fra byggepladser, plantegninger, 1 sms korrespondance mellem en ”[person3]”. Udtalelse omkring udeholdt omsætning Timeopgørelser I forbindelse med vores kontrol har skatteyder oplyst, at der ikke var udarbejdet kontrol af udført arbejde fra underleverandørerne - hverken timesedler eller anden form for kontrol, da han havde tiltro til det arbejde, som blev udført. Se mødereferat af 5. december 2024. Han har ligeledes oplyst telefonisk, den 28. april 2025, at der ikke er udarbejdet timesedler, logbøger, generel kontrol af det arbejde, som er udført, fordi de ikke er ansat til antal timer, men de bliver lønnet efter, hvor mange sten der er lagt eller fliser, der er opsat mv. Det undrer derfor, hvordan der nu er dukket timesedler op. Hvis de er lavet på bagkant, ændrer de dog ikke vores opfattelse af, at skatteyder ikke har gjort sin due diligence, og tjekket op på de virksomheder, som han har hyret som underleverandører. Timesedlerne ændrer ikke vores afgørelse omkring, hvorvidt fakturaerne er uden reelt indhold, da vi stadig ikke mener, at virksomhederne havde de tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at kunne agere som underleverandører. Det fremgår hellere ikke af timesedlerne, hvem der har udført arbejdet. Underleverandøraftale Vi fik oplyst, på mødet afholdt med skatteyder og Skattestyrelsen, den 5. december 2024, at der ingen skriftelige samarbejdsaftaler forelå mellem [virksomhed2] og hans underleverandører. Selvom der nu foreligger underleverandøraftaler mellem [virksomhed4] Aps og [virksomhed2] samt [virksomhed5] Aps og [virksomhed2], så ændrer det ikke på vores vurdering af, at de ikke har haft de tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de ydelser, der fremgår af fakturaerne. Vi har ikke nægtet fradrag på baggrund af, at ydelserne ikke er leveret, og har anset arbejdet for udført. Vi mener blot ikke, at underleverandørerne har de tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de påstået ydelser. Derfor ændrer indsendte underleverandøraftaler ikke vores afgørelse. Billeder – herunder billeder fra byggepladser, plantegninger og 1 sms korrespondance Billeder fra byggepladser, plantegninger og sms korrespondance bekræfter blot, at der er udført byggearbejde et sted. Det har vi ikke betvivlet. Dermed er det ikke dokumentation, som kan ændre vores opgørelse af 2023. Ingen af underleverandørerne har indberettet moms eller oplyst skat. En af underleverandørerne er ikke momsregistreret. Konklusion De nye oplysninger, vi har modtaget i forbindelse med påklagen til Skatteankestyrelsen, kan efter vores opfattelse, således ikke ændre vores afgørelse angående indkomståret 2023. Vi mener ikke, at det beviser, at skatteyder har gjort sin due diligence og sikret sig, at de underleverandører han valgte, var sunde selskaber og kunne levere de ydelser, som de er blevet ansat til. Selvom at der nu foreligger noget af det materiale, som vi efterspurgte i forbindelse med vores kontrol, så formoder vi, at det er lavet på bagkant. Det ændrer dermed ikke på, at hvis stadig ikke mener, at underleverandørerne har leveret de ydelser, der fremgår af fakturaerne. Udeholdt omsætning Vi formoder, at de noteret indsætninger fra den 2. marts 2023, 24. marts 2023 samt 30. marts 2023 kan være interne overførsler. Vi har dog ikke modtaget dokumentation for, hvad overførslerne vedrører. Da vi kan se, at vi har ikke har modtaget alle bankkonti i forbindelse med vores kontrol, kan vi ikke vurdere, hvorvidt det er tale om erhvervsmæssige indsætninger ud fra det modtaget bilag. …” Klagerens opfattelse Klageren har principalt fremsat påstand om, at Skattestyrelsens forhøjelse af virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag på 449.769 for indkomståret 2023 nedsættes til 0 kr. Subsidiært, at Skattestyrelsens afgørelse hjemvises til fornyet behandling. Til støtte for påstandene har klageren i indlæg af den 26. maj 2025 anført (uddrag): ”I want the case reopened (Sags-id [sag1]),because mistakes were made in the calculations and I don't agree with everything I have to pay.I have new documents to attach to the case.I want the debt payments to stop.I am attaching a document that clearly shows the mistakes, I have made transfers between drift 1 and drift 2 ( bank account) , which they passed on as income to the company. I do not agree to pay debts of other companies that have collaborated with me ,because they did not pay their debts to the state.( moms) I have documents that prove the agreement between me and the two companies. I also have pictures proving that the activities are real. ...” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har den 16. juni 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”Du lavede en fejl i dine beregninger af indkomst ved at lægge 3 overførsler mellem konti sammen.alt, hvad jeg sendte dig sidste gang, jeg vil have, at du overvejer dem. You are looking for me after 2 years and you want me to have all the documents. It took me time to find them and the photos. I disagree with the decision of [person4]. She asked for my documents, photos, driving times.I just informed her that I had my driving times written down in a notebook and that I had signed some sheets, but I thought they were just for the machines. I want her to take all the documents into account and redo the file, because it is an abuse on her part, not to take these documents into account. There were people who supported those works, how do you think I was paid by [virksomhed7] Aps. He doesn't even answer the phone anymore. Did she call the company that offered me the contract, [virksomhed7] Aps? He couldn't do that work with 3 people, that's why we turned to those companies. As far as I can see, you're the only one right, you weren't with me on the construction site, so you can't make decisions from behind the desk. You have to give me the benefit of the doubt and let's come to a common denominator. Please do the calculations again with those bank transfers listed as income.” Derudover har klageren den 16. juni 2025 fremsat følgende: ”I want a meeting to see why the documents I sent are not attached to the case and taken into account. There is an abuse of power, to do not take into account the documents presented for the case, because I said at the beginning that I do not know if I signed contracts with those companies, but I had signed.I thought they were just so they could use the machines. I can't remember everything after 2 years. The companies had employees, they even worked for a Polish company. I couldn't do all the work with just 3 people from my company, that's why I chose this option, because I was falling far behind with the work. I don't think it's normal to pay the moms for the companies that haven't paid them. Please follow my history as a person and as a company since I have been in Denmark. I paid all my taxes both as an individual and as a company.If I wasn't careful when checking the companies, do I have to pay the taxes they didn't pay? Yes, if I've been doing this for a several times , I would understand that it was intentional or I don't know.I'm just saying. I checked them and at that time(2022 - juni 2023) they had no problems. I tried to develop something and I didn't succeed, maybe it was too much for me. We need to find a way for you to understand that I don't feel comfortable paying this amount,only because I omitted to make detailed checks on the companies.I didn't even know I had to pay attention to something like that. It is too large an amount and will greatly affect the daily life of my family. Now, I work as an employee at [virksomhed8] in [by3]. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 20. august 2025 fremsat følgende bemærkninger forud for møde med Skatteankestyrelsen: ”… I will attach the bank documents where it is clearly visible the transfers between accounts, which they knew about and did not want to fix. I will also attach the calculation they made, which is wrong, adding transfers between accounts to income. I will attach documents showing the routes and days worked by the drivers, along with the payment invoices. I will attach documents showing that these companies are taking over certain tasks from my company. On the construction side, invoices were paid according to the stages of the work, because we received the money from the company from which we took the work.([virksomhed7] ApS) I will also attach some pictures from the construction side. If you would like any other photos, documents, or information for the meeting on August 29th, please let me know and I will prepare everything you need. …” Klageren har derudover den 9. september 2025 fremsat følgende bemærkninger i forlængelse af mødet med Skatteankestyrelsen: ”… Jeg vil skrive på englisk, fordi de er nemt for mig. I want to add that, I closed the phone subscription in August 2024, and not only this subscription, I closed all the monthly payments I had, so as not to spend from the company's budget, due to the fact that I had no activity since August 2023 because I kept hoping to find something closer to home, to the address where I live with my family. I want to add that, I tried to find the data on WhatsApp, where I had pictures and other documents that show that everything happened, but I couldn't. I actually didn't know that data is lost if you close the subscription or change your phone number. I want to add that, there were only 3 people who helped with the construction. I want to add that, from the [virksomhed3] company only one guy named [person5] drove, the same in [virksomhed5] only one guy named [person6] and from [virksomhed4] it was [person7]. They mostly drove on weekends and on days when I was in [by2] or [by1]. I want to add that, I knew about the agreements made, I just knew that they were made so that they could use the machine and the work tools and provide quality work. [person8] took care of these agreements, I just signed them, after which they stayed with [person8]. It was hard to find the agreements because I had forgotten this aspect, but in the end I only received pictures from these agreements because [person8] moved to Romania. If you want them, I can bring them. I want to add that, I tried to develop new activities in the construction sector because they seemed safer and more promising than transportation where the prices are very low, but the lack of experience showed the opposite. Since May 2023 I have been more active in transportation because one of my people had left. In June, the car rental companies increased their prices and that is why I decided to stop in August for a short period. It was a very difficult period in which I learned many things. Since I have been living in Denmark for almost 18 years, I have always paid my debts to Skat and have not been involved in any other financial problems, that's why I'm very stressed about this problem, which is probably my fault, but to be honest, I didn't think that those people didn't have employment contracts. It seems that in the entrepreneurial world, matters a lot with who you deal. …” Klageren har på et møde med Skatteankestyrelsen for så vidt angår de anvendte underleverandører oplyst, at han på et tidspunkt fik tilbudt at sætte troldtekt op på [adresse2]. Klageren så i den forbindelse en mulighed for at udvide virksomhedens aktiviteter til også at omfatte byggeri. Derudover forklarede klageren, at han oprettede endnu en driftskonto, således han kunne holde styr på virksomhedens to forretningsgrene. Klageren oplyste videre, at han på et tidspunkt tog for meget byggearbejde ind, som han var forpligtet til at levere, hvis han ikke skulle blive pålagt dagbøder. Klageren fik derfor behov for at leje mandskab til både at udføre arbejde indenfor transport og byggeri, idet klageren brugte meget tid på at administrere og opbygge virksomhedens aktiviteter indenfor byggeri, hvorfor han ikke selv kunne udføre opgaver indenfor transport. Klageren forklarede videre, at han fik kontaktoplysninger på underleverandørerne fra et polsk firma. Klageren oplyste endvidere, at han har tjekket underleverandørerne på google og CVR. Derudover forklarede klageren, at han for så vidt angår transportydelser har fået tilsendt chaufførernes licenser, da licenser har været et krav i forhold til at kunne udføre virksomhedens transportydelser. Klageren oplyste imidlertid, at han har lukket sit daværende abonnement, hvorfor han ikke kan tilgå sin daværende WhatsApp-konto, hvori han har modtaget dokumentation for chaufførernes licenser. For så vidt angår de interne overførsler har klageren oplyst, at driftskonto 1 har været tilmeldt klagerens lønningssystem og dieselkort. Derfor er der hævet løn og diesel på driftskonto 1, som klageren efterfølgende har udlignet ved at overføre fra driftskonto 2 til driftskonto 1, idet ”[person8]” kun har udført byggeriaktiviteter, hvorfor hans løn skulle betales af driftskonto 2. Tilsvarende gælder for den diesel, som ”[person8]” har brugt i firmabilen. Klageren fremhævede også, at dette fremgår af posteringsteksterne til de interne overførsler, da der fremgår ”motorina si salar” som oversat fra rumænsk er ”diesel og løn”. Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 13. november 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling (uddrag): ”… Materielt I sin udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling med sagsnr. [sag2] har Skattestyrelsen fundet, at betalinger til underleverandørerne ikke dækker over reelle leverancer og der dermed er tale om fiktive fakturaer. Herefter fastholdes det, at virksomheden hæfter for A-skat og Am-bidrag. Der henses til virksomhedens omsætning og antallet af virksomhedens ansatte ikke kan generere denne omsætning, hvorfor det er Skattestyrelsens opfattelse, at betalingerne dækker over udbetaling af løn til uregistreret arbejdskraft. Lønudgifterne udgør virksomhedens bruttoudgifter på 767.525 kr., hvilket lægges til grund for beregningsgrundlaget, hvoraf der beregnes A-skat og Am-bidrag svarende til 449.769 kr., som virksomheden hæfter for jf. kildeskattelovens § 69 og arbejdsmarkedslovens § 7. …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil Klageren har den 24. november 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil: ”… 25-0025344 -I disagree. The companies received those amounts because they provided services to my company. During that period, no companies was in konkurs. They had employees because they were there and performed the work. … I do not agree to pay taxes for that VAT that was not paid by the contracting companies. We are human and we make mistakes. From what I can see, I made a big mistake by collaborating with these companies, but I was pressed by time to finish the work and that's how I ended up with them. I tried to move my activity from transport to construction. …” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag med i alt 449.769 kr. for indkomståret 2023 på baggrund af virksomhedens overførsler til tre underleverandører. Retsgrundlaget Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1, 1. pkt. I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten. Det fremgår af kildeskattelovens § 46, stk. 1. Har den indeholdelsespligtige hverken modtaget skattekort, bikort eller frikort, skal der indeholdes A-skat med 55 % af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst. Dette følger af kildeskattelovens § 48, stk. 7. Endvidere følger det af arbejdsmarkedsbidragslovens § 1, at personer, der er skattepligtige her til landet, har pligt til at svare skat i form af arbejdsmarkedsbidrag til staten, samt at bidraget udgør 8 % af grundlaget. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere m.v. er ethvert vederlag i penge eller naturalier, der kan henføres til personligt arbejde i ansættelsesforhold, herunder løn i opsigelsesperiode, løn under sygdom og barsel m.v., efterbetalinger, fratrædelsesgodtgørelser, efterløns- og pensionslignende ydelser m.v., når sådanne ydelser har sammenhæng med et tidligere ansættelsesforhold eller hverv. Det fremgår af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb over for det offentlige, medmindre klageren godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra klagerens side. Det fremgår af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler klageren, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2. Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten har i klagesagen med sagsnummer [sag3] vedrørende virksomhedens momstilsvar for afgiftsperioderne fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2023 stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår virksomhedens fradrag for købsmoms for udgifter afholdt til underleverandørerne [virksomhed3], [virksomhed4] og [virksomhed5]. Retten har anset virksomhedens betalinger til underleverandørerne for at være fiktive, og har som følge heraf ikke godkendt fradrag for købsmoms af virksomhedens udgifter hertil. Henset til, at underleverandørerne ikke har været registreret med ansatte, og at underleverandørerne enten er under konkurs eller opløst efter konkurs, finder retten, at virksomhedens udgifter til underleverandørerne ikke dækker over reelle leverancer. Virksomheden har solgt ydelser til sine kunder og har ifølge virksomhedens saldobalance haft en omsætning på 1.757.899 kr. eksklusive moms i indkomståret 2023. På baggrund af ovenstående er retten af den opfattelse, at virksomhedens egne ansatte ikke har været i stand til at generere denne omsætning, hvorfor virksomhedens udgifter til de tre underleverandører dækker over udbetaling af løn til uregistrerede ansatte. Retten finder derfor, at det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag, jf. SKM2023.213.ØLR. Ud fra sagens oplysninger har der ikke foreligget en sådan uklarhed om virksomhedens indeholdelsespligt, at virksomheden kan fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Virksomheden hæfter derfor for A-skat og AM-bidrag i henhold til de afholdte udgifter til de tre underleverandører i indkomståret 2023. Da der ikke er oplysninger om, at virksomheden har modtaget skattekort, bikort eller frikort, skulle der være indeholdt 55 % af den udbetalte A-indkomst og 8 % i AM-bidrag. Landsskatteretten tiltræder Skattestyrelsens metode for opgørelse af virksomhedens lønudgifter, hvor Skattestyrelsen har lagt virksomhedens bruttoudgifter, dvs. inklusive moms, til grund for beregningsgrundlaget. Klagerens påstand om hjemvisning kan derfor ikke tages til følge. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.