Journalnr. 25-0024475
Genoptagelse: Tilskudsbeskatning nedsat efter byretsdom om låneindfrielse
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 6. november 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse fra 2022 om beskatning af et udenlandsk selskab med ledelsens sæde i Danmark, hvor selskabets skattepligtige indkomst for 2009 var ansat til 3.600.909 kr., herunder et skattepligtigt tilskud på 2.709.295 kr. Heri indgik 1.334.403 kr. overført fra selskabet til en bank ultimo 2008, som Skattestyrelsen ikke anså for dokumenteret anvendt til indfrielse af lån. Efter at Skatteministeriet i hovedaktionærens byretssag tog bekræftende til genmæle og anerkendte, at overførslerne udgjorde indfrielse af et lån, påstod selskabets repræsentant tilsvarende nedsættelse af selskabets indkomst. Landsskatteretten fandt det godtgjort, at beløbet ikke udgjorde et skattepligtigt tilskud, og nedsatte ansættelsen fra 3.600.909 kr. til 2.266.506 kr. i overensstemmelse med klagerens påstand.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2024.493.HR
Fuldtekst
Journalnr. 25-0024475 Klagepunkt SKATs afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst 3.600.909 kr. 2.266.506 kr. Nedsættes til 2.266.506 kr. Faktiske oplysninger [klager] S.A. ejes 100 % af [person1]. Den 9. maj 2018 traf Skattestyrelsen afgørelse om, at [klager] S.A (herefter selskabet) var skattepligtigt hertil landet efter selskabsskattelovens § 1, stk. 6 (ledelsens sæde), med virkning fra den 11. oktober 2008, og at selskabets skattepligtige indkomst for selskabets indkomstår 2009 og 2010 skulle ansættes til henholdsvis 3.600.909 kr. og 74.360 kr. I beløbet på 3.600.909 kr. er indeholdt et skattepligtigt tilskud på 2.709.295 kr. I det skattepligtige tilskud er indeholdt et beløb på 1.334.403 kr., som blev overført fra selskabet til [finans1]. Samme dato traf Skattestyrelsen afgørelse om, at [person1]s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2008-2011 skulle forhøjes med henholdsvis 1.334.403 kr., 961.272 kr., 704.478 kr. og 499.265 kr. Den 14. december 2022 stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse i [person1]s sag, og den 20. december 2022 stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse i selskabets sag. I forbindelse med at Landsskatteretten traf afgørelse i selskabets sag, gav Landsskatteretten genoptagelsestilsagn såfremt domstolen i en sag, som blev afgjort at Landsskatteretten den 24. november 2021, afsagde dom til gunst for skatteyderen. Skatteankestyrelsens sagsnummer i [person1]s og selskabets sag er henholdsvis [sag1] og [sag2]. Den 20. marts 2023 indbragte [person1]s repræsentant Landsskatterettens afgørelse af 14. december 2022 for Retten i [by1], hvor han gjorde gældende, at samtlige ansættelser skal nedsættes til 0 kr. Til støtte for nedsættelsen gjorde repræsentanten overordnet gældende, at selskabet ikke udgør et selvstændigt rets- og skattesubjekt. Efter Højesteretsdom, som er offentliggjort som SKM2024.493.HR, blev sagen ved Retten i [by1] indskrænket til alene at vedrøre spørgsmålet om kvalifikation af nogle overførsler foretaget af selskabet til [finans1] ultimo 2008. Beløbet udgør 1.334.403 kr. Retten i [by1]s dom af 26. februar 2025 fremgår, at Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle overfor den principale påstand om, at [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2008 skal nedsættes med 1.334.403 kr. Beløbet er beskattet i selskabet i indkomståret 2009 og er indeholdt i det skattepligtige tilskud på 2.709.295 kr. Den 14. maj 2025 anmodede selskabets repræsentant om genoptagelse af Landsskatterettens afgørelse af 20. december 2022. Den 6. august 2025 traf Landsskatteretten afgørelse om at genoptage afgørelsen af 20. december 2022 med sagsnummer [sag2]. SKATs afgørelse Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2009 skal forhøjes med 3.600.909 kr., heri er indeholdt et skattepligtigt tilskud på i alt 2.709.295 kr. I beløbet er indeholdt overførslen til [finans1] på 1.334.403 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse blandt andet anført, at det ikke er godtgjort, at beløbet er brugt til at indfri en del af værdien på de værdipapirer, som er overført fra en konto i [finans1] til selskabet. Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at ansættelsen af selskabets indkomst for indkomståret 2009 skal nedsættes med 1.334.403 kr. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”(…) Det er ved Retten i [by1]s dom af 26. februar 2025 fastslået, at overførslerne fra [klager] S.A. i december 2008 udgjorde indfrielse af et lån. Lånet skulle indfries for, at [klager] S.A. kunne få overført de aktiver, selskabet modtog primo 2009. Disse aktiver blev oprindeligt af Skattestyrelsen kvalificeret som et skattepligtigt tilskud til selskabet med samlet kr. 2.709.295. Der henvises til side 4, nederst i Landsskatterettens afgørelse af 20. december 2022 vedrørende [klager] S.A., hvor overførslerne, foretaget til [finans1] ultimo december 2008, ligeledes specificeres i beskrivelsen af de faktiske forhold øverst på side 5. Kvalifikationen i Retten i [by1]s dom af 26. februar 2025 – baseret på at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle– medfører, at alene forskellen mellem de i 2008 overførte beløb til [finans1] kr. 1.334.403 og det af Skattestyrelsen opgjorte tilskud (tiltrådt af Landsskatteretten) til [klager] S.A., kr. 2.709.295, udgør et tilskud til selskabet. [klager] S.A. har således foretaget en betaling på kr. 1.334.403, der skal fragå ved opgørelsen af tilskuddet på kr. 2.709.295. [klager] S.A.s skatteansættelse for indkomståret 2009 skal dermed nedsættes med betalingen på kr. 1.334.403. (…)” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om selskabets indkomst for indkomståret 2009, som konsekvens af Retten i [by1]s dom af 26. februar 2025 i sagen [person1] mod Skatteministeriet skal nedsættes med 1.334.403 kr. Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten nedsætter selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2009, med 1.334.403 kr. Der er henvist til, at Skatteministeriet i [person1]s sag har taget bekræftende til genmæle for så vidt angår beskatningen af 1.334.403 kr. Landsskatteretten finder det derfor godtgjort, at beløbet på 1.334.403 kr. af de grunde, som repræsentanten har anført, ikke udgør et skattepligtigt tilskud til selskabet i indkomståret 2009. Landsskatteretten ændrer derfor Skattestyrelsens afgørelse om ansættelsen af selskabets skattepligtige indkomst i indkomståret 2009. Landsskatteretten nedsætter Skattestyrelsen afgørelse fra 3.600.909 kr. til 2.266.506 kr.