Journalnr. 25-0012640
Registreringsafgift: Brugtmomsordning afvist for importeret Tesla
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 17. marts 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen omhandler et selskabs anvendelse af brugtmomsordningen ved beregning af registreringsafgift for en importeret Tesla. Selskabet mente, at køretøjet skulle afgiftsberigtiges som brugt, og at der var indlejret moms i købsprisen, hvilket Motorstyrelsen afviste. Motorstyrelsen anså køretøjet for nyt, da det var under fire år gammelt og havde kørt under 2.000 km, og forhøjede den afgiftspligtige værdi samt registreringsafgiften. Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse og fandt, at køretøjet skulle afgiftsberigtiges som nyt, uanset tidligere registrering i udlandet, og at det ikke var godtgjort, at der var betalt moms i Ungarn.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2025.352.BR
- SKM2025.39.LSR
Fuldtekst
Journalnr. 25-0012640 Motorstyrelsen har for køretøjet TESLA, Model Y, Long Range Dual Motor, stelnummer [stelnummer1], afvist selskabets anvendelse af brugtmomsordningen ved beregningen af den afgiftspligtige værdi til afgiftsberigtigelsen af køretøjet, hvorefter Motorstyrelsen har forhøjet den afgiftspligtige værdi med 152.744 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, og opkrævet registreringsafgift på 70.922 kr. Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Selskabet driver virksomhed med detailhandel med motorkøretøjer. Selskabet blev stiftet den 16. maj 2011. Selskabet er registreret hos Motorstyrelsen til selv at kunne angive registreringsafgift af køretøjer. Motorstyrelsen har foretaget en kontrol af køretøjer, som selskabet har registreret og afgiftsberigtiget i perioden 14. juni 2023 til 24. november 2023. Formålet med kontrollen var at undersøge, om der i forbindelse med køretøjernes afgiftsberigtigelse var beregnet og afregnet korrekt registreringsafgift. Kontrollen medførte, at Motorstyrelsen traf den påklagede afgørelse om, at virksomheden skal efterbetale i alt 476.695 kr. i registreringsafgift for 13 køretøjer. Selskabet har påklaget afgørelsen vedrørende 7 af de 13 køretøjer, herunder køretøjet i nærværende sag, TESLA, Model Y, Long Range Dual Motor, stelnummer [stelnummer1], som i Motorstyrelsens afgørelse er benævnt køretøj [...]. Selskabet købte køretøjet i Ungarn den 10. juli 2023 for 50.000 euro, svarende til 372.500 kr. Heraf udgør moms, K.AFA, 0 euro eller 0 HUF (ungarske forint). Det fremgår af købsfakturaen, at køretøjet blev registreret første gang i september 2022, og at køretøjet på købstidspunktet havde en kilometerstand på 300 km. Købssummen blev betalt af selskabet den 10. juli 2023. Som dokumentation for, at der er betalt moms i Ungarn, henviser selskabet til købsfakturaen og til mail af 14. juni 2023, hvor den ungarske sælger bekræfter, at der er betalt differencemoms af salget af køretøjet. Selskabet solgte den 2. august 2023 køretøjet til [person1] og [person2] til en salgspris på 454.900 kr. inklusive udlæg for nummerplader på 1.180 kr. Det fremgår af salgsfakturaen, at køretøjet blev registreret første gang den 12. september 2022, og at køretøjet på salgstidspunktet havde en kilometerstand på 500 km. Salgsprisen på 453.720 kr. er ikke tillagt moms. Køretøjet blev registreret i Køretøjsregisteret den 2. august 2023 med [person1] og [person2] som ejer og bruger af køretøjet. Køretøjets 1. registrering var den 12. september 2022. Køretøjet er synet og toldsynet med en kilometerstand på 0 km den 28. juli 2023 og i middel stand. Selskabet har fremlagt ”Beregning for personbil efter REGAL som ny.” Heraf fremgår, at selskabet har beregnet en teknisk nypris på 414.406 kr. ud fra indkøbsprisen på 372.500 kr. tillagt 9 pct. avance, samt 25 pct. moms af 9 pct.-avancen efter brugtmomsordningen. Selskabet har den 2. august 2023 afgiftsberigtiget køretøjet som et brugt køretøj og beregnet registreringsafgiften med en nypris på 414.406 kr. og en handelspris på 414.406 kr., der medfører en beregnet registreringsafgift på 0 kr. Motorstyrelsen har i afgørelsen afgiftsberigtiget køretøjet som et nyt køretøj og har på baggrund af selskabets salgspris beregnet den bruttoafgiftspligtige værdi til 567.150 kr. ved, at Motorstyrelsen har lagt 25 pct. moms til salgsprisen på 453.720 kr., hvorefter registreringsafgiften kan beregnes til 70.922 kr. Motorstyrelsens afgørelse Motorstyrelsen har afvist selskabets anvendelse af brugtmomsordningen ved beregningen af den afgiftspligtige værdi til afgiftsberigtigelsen af køretøjet, hvorefter Motorstyrelsen har forhøjet den afgiftspligtige værdi, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, og opkrævet registreringsafgift på 70.922 kr. Motorstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”[…] Virksomheden skal efterbetale registreringsafgift med i alt 476.695 kr. Registreringsafgiften på 476.695 kr., vedrører regulering på de enkelte køretøjer, som er registreret i perioden 14. juni – 24. november 2023, og virksomheden har afgiftsberigtiget på månedsangivelserne juni - november 2023. Sagsfremstilling og begrundelse 1. Beskrivelse af virksomheden Virksomhedens direktører er [person3] og [person4]. Virksomheden er stiftet den 16. maj 2011. Virksomheden er blevet registreret for registreringsafgift, og virksomheden har bedt om at blive selvanmelder, så virksomheden selv kan indberette værdifastsættelser på køretøjer til Motorregistret. Denne tilslutningsaftale er lavet i forbindelse med virksomhedens registrering for registreringsafgift den 1. august 2011. 2. Faktiske forhold Motorstyrelsen har indkaldt materiale vedrørende udvalgte køretøjer, som er afgiftsberigtiget af virksomheden i perioden juni – november 2023. Indkaldelsen har til formål at kontrollere afgiftsberigtigelsen af køretøjerne med henblik på kontrol af, om virksomheden beregner og afregner korrekt registreringsafgift. Motorstyrelsen har gennemgået materialet, som er modtaget af virksomheden vedrørende køretøjerne. Motorstyrelsen har foretaget kontrol af virksomhedens værdifastsættelse på køretøjerne, som er afgiftsberigtiget i forbindelse med virksomhedens godkendelse og lukning af månedsangivelserne i perioden juni – november 2023. De enkelte køretøjer gennemgås nedenfor: […] Køretøj [...] TESLA, Model Y, Long Range Dual Motor Stel nr. [stelnummer1] Registreringsdato den 2. august 2023 Motorstyrelsen har beregnet registreringsafgift 70.922 kr. Virksomheden har angivet og betalt registreringsafgift 0 kr. Difference 70.922 kr. Virksomheden har som dokumentation for beregning og afgiftsberigtigelse af køretøjet, samt opkrævning af registreringsafgift indsendt følgende materiale: Virksomhedens grundlag for værdifastsættelse og beregning af registreringsafgift. Fakturanr. 833546 udstedt af [klager] A/S til [person1] og [person2], dateret den 2. august 2023. Beløb i alt 454.900 kr. Beløb for registreringsafgift er ikke angivet på faktura. Intern hovedbogholderi-transaktionsliste hvoraf der fremgår en betaling på 1.621.413,75 kr. Internt kontoudtog for [person1] og [person2], dateret den 27. maj 2024 vedrørende overførsel af 454.900 kr. den 2. august 2023 med teksten ”Vognfaktura”. Posteringsudskrift, dateret den 3. august 2023, som dokumentation på overførsel af 1.621.413,75 kr. til [klager] A/S. Posteringsudskrift, dateret den 26. juli 2023, som dokumentation på overførsel af 5.000 kr. til [klager] A/S fra [person2]. Fakturanr. [...]-2023-257 udstedt af [virksomhed1] Kft. til [klager] A/S dateret den 10. juli 2023 på i alt 50.000 EUR. Posteringsudskrift, dateret den 10. juli 2023, som dokumentation på overførsel af 300.000 EUR. til [virksomhed1] Kft. Det fremgår af teksten, at beløbet vedrører 6 køretøjer. Motorstyrelsen har gennemgået det modtagne materiale og bemærker, at der ikke er modtaget en specificeret posteringsudskrift vedrørende salg af køretøjet. Det har ikke været muligt at afstemme virksomhedens faktura med modtaget betaling fra køretøjets ejer, da vi ikke har modtaget et posteringsudskrift som dokumentation for betaling. Motorstyrelsen bemærker yderligere, at virksomhedens faktura, der er udstedt til køber af køretøjet, ikke lever op til de krav, der stilles til en kontrakt ved virksomhedens salg, jf. registreringsafgiftslovens § 21. Virksomhedens faktura indeholder ikke køretøjets registreringsafgift. Der henvises til afsnit 3. ”Motorstyrelsens bemærkninger og begrundelse”, for yderligere bemærkninger hertil. Motorstyrelsen har foretaget kontrol af [klager] A/S’ værdifastsættelse af køretøjet og vurderer, at det anmeldte køretøj ikke opfylder kravene for at blive importeret som et brugt køretøj. Et nyt køretøj skal afgiftsberigtiges på grundlag af bilens almindelige pris ved salg til bruger her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 8. Den afgiftspligtige værdi er fastsat i henhold til registreringsafgiftslovens § 8 stk. 1, som omhandler nye køretøjer. I den afgiftspligtige værdi er der indregnet minimum 9 pct. avance efter ovenstående lov, samt tillagt 25 pct. moms. Motorstyrelsen har beregnet den bruttoafgiftspligtige værdi, inklusive lovpligtig minimumsavance og moms, til at være 507.531 kr. For nye køretøjer opgøres den bruttoafgiftspligtige værdi ud fra køretøjets salgspris, forudsat at der i denne indgår mindst 9 % fortjeneste. Køretøjet er solgt til 453.720 kr. eksklusiv moms. Den bruttoafgiftspligtige værdi, ud fra salgsprisen, opgøres derfor til 453.720 kr. tillagt 25 pct. moms, hvilket svarer til 567.150 kr. Salgsprisen, inklusive moms, overstiger minimumsavancen, hvorfor salgsprisen ligges til grund og registreringsafgiften fastsættes i henhold til registreringsafgiftslovens § 9 stk. 2, som omhandler nye køretøjer. Et køretøj, der er mindre end 4 år gammelt, bliver anset som nyt indtil det har kørt 2.000 kilometer, medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker at det kan sælges som fabriksnyt. Køretøjet har kørt under 2.000 km, og er 11 måneder gammelt, på registreringstidspunktet d. 2. august 2023, da køretøjet ifølge Motorregistret har 1. registreringsdato d. 12. september 2022. Se registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 27 om nye contra brugte køretøjer. I bilagene sendt med forslag til afgørelse kan virksomheden se en uddybende begrundelse og mere om, hvordan Motorstyrelsen har beregnet registreringsafgiften for køretøjet. Motorstyrelsen forhøjer registreringsafgiften for køretøjet med 70.922 kr. […] 3. Motorstyrelsens bemærkninger og begrundelse […] Registreringsafgiften skal således svares i forbindelse med et køretøjs første registrering. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1. Motorstyrelsen konstaterer, at registreringsafgiften ikke fremgår af fakturaerne på køretøjerne [...] og [...], som er udstedt af virksomheden i forbindelse med salg og indregistrering af køretøjerne. Ved enhver virksomheds køb og salg af et køretøj, herunder også opkrævning af registreringsafgift, skal der udfærdiges en skriftlig kontrakt. Kontrakten skal indeholde nærmere oplysninger om identifikation af køretøjet, oplysninger om køber og sælger og køretøjets fulde pris, herunder prisen uden registreringsafgift. Dette gælder også selvom registreringsafgiften udgør 0 kr. Det er Motorstyrelsens opfattelse at virksomhedens fakturaer, der er udstedt til køberne af køretøjerne, ikke lever op til de krav, der stilles til en faktura, jf. registreringsafgiftslovens § 21, da registreringsafgiften ikke er specificeret. Motorstyrelsen gør hermed virksomheden opmærksom på, at I fremadrettet skal tilpasse fakturaer og slutsedler, så de lever op til lovgivningens fakturakrav, jf. registreringsafgiftslovens § 21. Dette fremgår af registreringsafgiftslovens § 21 og er præciseret i nyhedsbrev af 9. december 2019 Skat.dk: Præcisering af krav om én kontrakt ved køb og salg af køretøjer og i nyhedsbrev af 8. februar 2021 Skat.dk: Retningslinjer for selvanmelderes angivelse af registreringsafgift på månedsangivelse. Overtrædelse kan efter omstændighederne straffes med bøde efter registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, nr. 2. […] Motorstyrelsen har efterprøvet virksomhedens værdifastsættelse på ovenstående 13 køretøjer, hvorefter registreringsafgiften for køretøjerne forhøjes med i alt 476.695 kr. Virksomheden kan se en uddybende begrundelse og mere om, hvordan Motorstyrelsen har vurderet registreringsafgiften for køretøjerne i de bilagene, som er udsendt sammen med forslag til afgørelse af den 16. januar 2025. 4. Virksomhedens bemærkninger Virksomheden har den 13. februar 2025 indsendt bemærkninger og supplerende dokumentation til Motorstyrelsens forslag til afgørelse. Bemærkningerne til de enkelte køretøjer fremgår og kommenteres enkeltvis nedenfor. 5. Motorstyrelsens bemærkninger til virksomhedens indsigelser Motorstyrelsen forholder sig i det følgende til virksomhedens bemærkninger og supplerende dokumentation. Motorstyrelsen kommenterer først på virksomhedens generelle bemærkninger og efterfølgende på virksomhedens bemærkninger til de enkelte køretøjer. Virksomhedens generelle bemærkninger: ”Med henvisning til Deres forslag af 16.01.25, fremsender vi hermed vores bemærkninger til de anførte enheder. Vi har sat disse i nummerrække følge ud fra oprindelig skrivelse. Indledningsvis skal bemærkes, at de biler angivet som ”nye”, hvor i beregner 9% importør avance, er biler hvor momsen er indlejret i prisen. Dette anføres ved k.afa (brugt moms) på de Ungarske fakturaer, hvorfor beregning skal foretages ud fra lempelsesprincippet, så der ikke lægges moms på moms. Og dermed øger bilernes afgiftsgrundlag. (Dokumentation vedlagt) Endvidere skal vi også til denne sag henvise til Jeres jurister samt landsskatterettens afgørelse nummer • SKM2025.39 LSR ..hvor der anføres.. Landsskatteretten finder i overensstemmelse med de ovenstående lovforarbejder, at et køretøj, som tidligere har været registreret i udlandet, ikke kan anses for nyt i forbindelse med, at køretøjet importeres til og registreres i Danmark. Registreringsbekendtgørelsens § 27 kan ikke ændre herpå. ... (indsat) Vi mener på ovenstående grundlag, at der skal laves en ny beregning på de køretøjer, som falder under denne kategori !” Motorstyrelsens bemærkning hertil: Indledningsvist bemærker virksomheden generelt, at de køretøjer, der er beregnet som ”nye”, har indlejret moms i prisen og henviser til SKM2025.39 LSR. Motorstyrelsen gør opmærksom på, at sagen ikke er endeligt afgjort, da den er indbragt for domstolene. Derfor kan Motorstyrelsens hidtidige praksis heller ikke anses for endeligt underkendt. Virksomhedens bemærkninger til de enkelte køretøjer: […] Køretøj [...] TESLA, Model Y, Long Range Dual Motor Stel nr. [stelnummer1] ”Vi vedlægger kontoudtog på kunden, som viser saldo går i nul, tror denne ikke tidligere har været medsendt. Afgiften kan ikke godkendes, da der er indlejret moms i fakturaen, hvorved beregningsgrundlaget bliver for højt. (Ligeså bil omhandlende SKM2025.39 LSR)” Motorstyrelsens bemærkning hertil: Motorstyrelsen konstaterer, at der ikke er fremsendt kontoudtog. Virksomheden bemærker, at afgiften ikke kan godkendes, da der ifølge virksomheden, er indlejret moms i fakturaen og beregningsgrundlaget derfor bliver for højt. Motorstyrelsen bemærker, at det af virksomhedens indsendte faktura fremgår, at momsværdien (Áfaérték) er 0 kr. Det er på den baggrund Motorstyrelsens vurdering, at momsen ikke er indlejret i indkøbsprisen. Motorstyrelsen henviser til den uddybende begrundelse, som er udarbejdet til køretøj [...], hvori det er beskrevet, hvorfor Motorstyrelsen ikke vurderer virksomhedens beregning korrekt. Virksomhedens bemærkninger giver derfor ikke anledning til ændring. […] Motorstyrelsens endelige afgørelse Motorstyrelsen træffer endelig afgørelse, som er overensstemmende med det fremsendte forslag til afgørelse af den 16. januar 2025, med korrektion af køretøj 11. Virksomheden skal herefter efterbetale registreringsafgift for ovennævnte køretøjer med i alt 476.695 kr. Registreringsafgiften på 476.695 kr., vedrører reguleringer på køretøjer, som havde angivelsesfrister i perioden juni – november 2023. […]” Udtalelse fra Motorstyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Motorstyrelsen den 14. maj 2025 udtalt: ”[…] Motorstyrelsen fastholder afgørelsen af den 25. marts 2025. Klagen har følgende punkt: Registreringsafgift Vedrører køretøjsnummer [...] i afgørelsen. Registreringsafgift Parten bemærker i klagen, at der er tillagt dansk moms til køretøjs nypris, når der er betalt udenlandsk moms. Samtidig bemærker parten, at køretøjet burde afgiftsberigtiges som brugt efter SKM2025.39.LSR. Angående partens bemærkning angående moms, henviser Motorstyrelsen til side 90 i Forslag – ændring af virksomhedens registreringsaf., hvor der i afsnit 2, under nypris, er illustreret, at partens salgspris på 453.720 kr. eksklusive moms er tillagt moms, hvorved den brutto afgiftspligtige værdi burde være 567.150 kr. Motorsty- relsen lægger vægt på partens indsendte købsfaktura på side 85 i Forslag – ændring af virksomhedens registreringsaf., hvor det fremgår af rubrikken Afaérték, at der er betalt 0 kr. i moms. Motorstyrelsen gør opmærksom på, at sagens køretøj på anmodningstidspunktet for import er under 4 år og har en kilometerstand på under 2.000 kilometer, hvorved køretøjet anses for nyt ifølge af bekendtgørelsen om registreringsafgift § 27. Motorstyrelsen fastholder dermed den regulerede afgift. […]” Klagerens opfattelse Selskabet har fremsat påstand om, at det fremgår af den oprindelige vognfaktura, at køretøjet er handlet efter brugt moms, således at moms er betalt i det pågældende EU-land. Indlejret moms skal isoleres inden beregningen af afgiftsgrundlaget, da der ikke skal beregnes dobbelt moms. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”[…] Vi har indbetalt det af Motorstyrelsen opkrævet beløb, men påberåber med denne klage fejlen i Deres beregning af nedenstående køretøjer. Vores kontor har indsendt materiale løbende til Motorstyrelsen, og der har været vedhæftet bilag til sagerne i afgørelsen. Der er tale om 13 køretøjer, hvor af vi vil klage over de 7 styk, hvorpå der påklages.: Motorstyrelsen har beregnet bilerne som nye, men har beregnet dem med dobbelt moms, den indlejret moms i bilens pris er ved beregningerne igen blevet tillagt sammen med 9% avancereglen. Denne metode påklages, da dette bryde EU´s neutralitetsprincip samt almindelig vejledning og ”sund fornuft”, at der ikke skal beregnes dobbelt moms før afgifts grundlag. Køretøjer som påklages er med reference til Motorstyrelsen afgørelse er nummer.: [...] og [...]. ./.. (bilag 1 PDF) Vi vedlægger som dokumentation Oprindelige vognfaktura, hvoraf det fremgår, at de er handlet efter brugt moms (moms er betalt i det pågældende EU land). Se anført på faktura K.AFA (se vedhæftet dokumentation herfor fra Ungarn EU) . ./.. (bilag 2 PDF) / (bilag 3 faktura i PDF) Bilerne er handlet på markeds konforme vilkår – en pålægning af dobbelt moms ved afgiftsgrundlaget giver ikke udtryk for køretøjets korrekte værdi, da indlejret moms skal isoleres inden beregningen. Ved pålægning af dobbelt moms før grundlag, medfører dette tab på de enkelte køretøjer. De 7 køretøjer er blevet afgiftsberigtiget på et forkert grundlag af Motorstyrelsen i afgørelsen. Vi har også henvist til SKM2025.39 LSR, hvorvidt denne skal anvendes og bilerne ses som brugte ? Motorstyrelsen har oplyst, at de ikke er enige med LSR, og afgørelsen er anket. […]” Klagerens bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse Selskabet har fremsat følgende bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse: ”[…] Som anført tidligere er der betalt moms i EU-landet, faktura er påført og bekræftet handlet efter reglerne om brugt moms (se tidligere bilag) Motorstyrelsen underkender SKM 2025.39LSR, men i denne sag medfører det, at importerede biler efter Motorstyrelsens beregning bliver beskattet forkert, da der både lægges moms på moms. Dette medfører at den brutto afgiftspligtige værdi bliver for høj på et forkert grundlag! Hermed bliver afgiften på køretøjet forkert, og tilsvarende for høj, hvilket medfører at bilen bliver for hårdt beskattet i forhold til ”dansk” køretøj. Køretøjet har tidligere været registreret i udlandet. Indsat ” landsskatteretten finder i overensstemmelse med de ovenstående lovforarbejder, at et køretøj, som tidligere har været registreret i udlandet, ikke kan anses for nyt i forbindelse med, at køretøjet importeres til og registreres i Danmark. Registreringsbekendtgørelsens § 27 kan ikke ændre herpå. ” […]” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Motorstyrelsen ikke har godkendt selskabets anvendelse af brugtmomsordningen ved beregningen af den afgiftspligtige værdi ved import af køretøjet, hvorefter Motorstyrelsen har forhøjet den afgiftspligtige værdi med 152.744 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, og forhøjet registreringsafgiften med 70.922 kr. Retsgrundlaget Følgende fremgår af § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 785 af 24. maj 2022 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., (registreringsafgiftsloven): ”Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov.” § 8, stk. 1: ”Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis told- og skatteforvaltningen inden køretøjets registrering udsteder bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse. Den afgiftspligtige værdi må ikke være lavere end den pris, der er betalt for køretøjet, jf. dog § 9, stk. 4. I den afgiftspligtige værdi af nye køretøjer indregnes altid mindst 9 pct. i samlet avance for importør og forhandler. Den afgiftspligtige værdi må ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog § 9, stk. 3 og 4. Såfremt told- og skatteforvaltningen konstaterer, at elementer, herunder avance, som indgår i beregningen af den afgiftspligtige værdi, overflyttes eller faktureres, så de ikke længere omfattes af den afgiftspligtige værdi, kan de transaktioner, hvor den pågældende overflytning eller omfakturering er konstateret, tilsidesættes i relation til afgiften.” § 16: ”Stk. 1. En registreret virksomhed skal til told- og skatteforvaltningen angive afgiften af de køretøjer, som virksomheden anmelder til registrering i Køretøjsregisteret mod forevisning af bevis for virksomhedens registrering, jf. § 15, stk. 5. Stk. 2. En angivelse skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til kontrol af den angivne afgift. Stk. 3. En angivelse af afgiften af et køretøj skal ske senest samtidig med registrering af køretøjet i Køretøjsregisteret. En registreret virksomhed kan ikke ændre angivelsen efter registrering af køretøjet.” § 17: ”Stk. 1. En registreret virksomhed hæfter for afgiften af de køretøjer, virksomheden angiver afgiften af efter § 16. Stk. 2. Afgiften betales for en afregningsperiode efter reglerne i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven). Stk. 3. Afgiften af et køretøj henføres til den afregningsperiode, hvor køretøjet anmeldes til registrering i Køretøjsregisteret.” Følgende fremgår af § 27 i bekendtgørelse nr. 1030 af 25. maj 2021 om registreringsafgift (registreringsafgiftsbekendtgørelsen): ”Et køretøj, der er mindre end 4 år gammelt, anses for nyt, indtil det har kørt 2.000 km, medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker, at det kan sælges som nyt, jf. dog § 31.” Det fremgår af § 1 i lovbekendtgørelse nr. 1021 af 26. september 2019 om merværdiafgift af motorkøretøjer m.v., (momsloven): ”Erhvervsmæssig levering af varer og ydelser med leveringssted i Danmark er afgiftspligtig efter denne lov. Afgiftspligtig er ligeledes erhvervelse af varer fra andre EU-lande og indførsel af varer fra steder uden for EU. Afgift efter loven betales til staten.” Af § 11, stk. 1, nr. 2, fremgår: ”Der betales afgift ved erhvervelse mod vederlag af […] nye transportmidler fra andre EU-lande, jf. stk. 7.” Det fremgår af § 11, stk. 7, nr. 1: ”Ved nye transportmidler i stk. 1, nr. 2, forstås: motordrevne landkøretøjer (motorkøretøjer, traktorer, motorredskaber og knallerter) med et slagvolumen på over 48 cm³ eller en effekt på over 7,2 kW, når leveringen finder sted senest 6 måneder efter første ibrugtagning, eller når køretøjet har kørt højst 6.000 km.” Af § 69, stk. 3, 2. punktum fremgår: ”Et transportmiddel, der leveres til eller fra andre EU-lande, anses for brugt, såfremt det ikke omfattes af definitionen i § 11, stk. 7.” Byretten har i dom af 12. juni 2025, offentliggjort som SKM2025.352.BR, hjemvist Landsskatterettens afgørelse af 11. november 2024, offentliggjort som SKM2025.39.LSR, og ved udeblivelsesdom tiltrådt Skatteministeriets påstand om at ophæve Landsskatterettens afgørelse og hjemvise værdifastsættelsen til fornyet behandling ved Landsskatteretten. Ministeriets hovedsynspunkt var, at et køretøj ikke kan anses for brugt, alene fordi det har været indregistreret i udlandet. Landsskatterettens begrundelse og resultat Det fremgår af købsfakturaen af 10. juli 2023, at køretøjet havde en kilometerstand på 300 km, og det fremgår af selskabets salgsfaktura af 2. august 2023, at køretøjet havde en kilometerstand på 500 km. Køretøjet er synet og toldsynet den 28. juli 2023 med en kilometerstand på 0 km og i middel stand. Det fremgår af Køretøjsregisteret og selskabets salgsfaktura af 2. august 2023, at køretøjet har første registreringsdato den 12. september 2022. Det lægges herefter til grund, at køretøjet havde en kilometerstand på 0 km og var i middel stand på registreringstidspunktet den 2. august 2023. Køretøjet var således på registreringstidspunktet mindre end 4 år gammelt og havde kørt mindre end 2.000 km, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at køretøjet havde været udsat for beskadigelser eller viste spor af slitage, som udelukkede, at køretøjet kunne sælges som nyt. Landsskatteretten finder herefter, at køretøjet skal anses som nyt, jf. bekendtgørelse om registreringsafgift § 27. Det forhold, at køretøjet tidligere har været indregistreret i Ungarn, ændrer ikke herpå, jf. SKM2025.352.BR. Henset til, at køretøjet på registreringstidspunktet ikke havde en kilometerstand på 6.000 km eller derover, kan køretøjet i øvrigt ikke anses for at været brugt i henhold til momsloven, jf. § 11, stk. 7, nr. 1, jf. § 69, stk. 3, 2. pkt. Landsskatteretten finder, at køretøjet skal afgiftsberigtiges som nyt, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1. Herefter er det uden betydning for fastlæggelsen af den afgiftspligtige værdi for køretøjet, hvorvidt selskabet som importør af køretøjet har betalt udenlandsk moms for køretøjet. Det fremgår således af ordlyden i registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis told- og skatteforvaltningen inden køretøjets registrering udsteder bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse. Selskabet har i henhold til salgsfaktura af 2. august 2023 solgt køretøjet til en bruger af køretøjet, [person1] og [person2], hvor selskabet som forhandler har registreret og afgiftsberigtiget køretøjet i forbindelse med salget til brugeren. Selskabet har i henhold til salgsfakturaen solgt køretøjet for 453.720 kr. eksklusive moms og registreringsomkostninger for nummerplader til køretøjet. Selskabet har købt køretøjet for 50.000 euro eksklusive moms, hvilket udgør en købspris på 372.500 kr. ved en kurs på 7,45. Tillægges købsprisen 9 pct. avance, kan der beregnes en listepris på 406.025 kr. Selskabets salgspris på 453.720 kr. opfylder således minimumskravet til en samlet importør- og forhandler avance på 9 pct., jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., hvorefter der i den afgiftspligtige værdi af nye køretøjer altid skal indregnes mindst 9 pct. i samlet avance for importør og forhandler. Selskabets beregningsgrundlag med en teknisk nypris på 414.406 kr., der er anmeldt af selskabet ved afgiftsberigtigelsen af køretøjet den 2. august 2023, er lavere end selskabets salgspris på 453.720 kr. Landsskatteretten finder herefter, at køretøjets afgiftspligtige værdi som nyt skal beregnes på baggrund af selskabets salgspris på 453.720 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 2. pkt. Salgsprisen tillægges 25 pct. moms, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., hvorefter køretøjets bruttoafgiftspligtige værdi udgør 567.150 kr., hvilket medfører en beregnet registreringsafgift på 70.922 kr. Som anført er det uden betydning, om der måtte være betalt moms i forbindelse med købet af køretøjet i Ungarn, men det er i øvrigt ikke godtgjort, at der er betalt moms i Ungarn. Selskabet hæfter som selvanmelder for registreringsafgiften for køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 17. Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse, jf. også Landsskatterettens afgørelse af 16. februar 2026 vedrørende selskabet, sagsnr. [sag1].