Forskerskatteordning afvist pga. forudgående fuld skattepligt

Journalnr. 25-0011117 Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren ikke kan beskattes efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E og F fra den 1. november 2024. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Klageren indrejste til Danmark den 1. april 2022. Klageren blev beskattet efter forskerskatteordningen fra den 1. april 2022 til og med den 31. oktober 2023. Klageren blev ansat i [virksomhed1] ApS fra den 1. november 2023 og i [virksomhed2] A/S fra den 1. januar 2024. Den 21. februar 2024 traf Skattestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kunne beskattes efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E og F under ansættelsen i [virksomhed1] ApS fra den 1. november 2023 og derfor heller ikke under ansættelsen i [virksomhed2] A/S fra den 1. januar 2024. Den 4. december 2025 stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse. Den 7. november 2024 anmodede klageren Skattestyrelsen om beskatning efter forskerskatteordningen ved ansættelse i [virksomhed3] A/S fra den 1. november 2024. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren ikke kan beskattes efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E og F fra den 1. november 2024. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Ved vurdering af om beskatning kan ske efter kildeskattelovens §§ 48 E-F, må du ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen have været skattepligtig til Danmark efter de almindelig danske skatteregler. Se kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Du er registreret som fuldt skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 fra den 1. april 2022 og fremefter. Du har i perioden fra den 1. april 2022 til den 31. oktober 2023 anvendt forskerskatteordningen. Denne periode indgår ikke i vurderingen af om 10-års reglen er opfyldt jf. kildeskattelovens § 48 F, stk. 2. Du har dermed været skattepligt til Danmark uden at anvende forskerskatteordningen siden den 1. november 2023. Du har således været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år forud for ansættelses start den 1. november 2024 for ansættelse ved [virksomhed3] A/S uden, at indkomsten har været omfattet af forsker-skatteordningen. Du opfylder derfor ikke reglen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 om, at man ikke må have været skattepligtig til Danmark inden for de seneste 10 år forud for ansættelsesstart.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 29. april 2025 udtalt følgende: ”Skattestyrelsen bemærker, at der i klagen optræder ukorrekte oplysninger, ligesom der refereres til faktuelle forhold, som ikke vedrører Skattestyrelsen afgørelse af 16. december 2024 (SKTST sags-nr.: [sag1]), men i stedet vedrører Skattestyrelsen afgørelse af 21. februar 2024 (SKTST sags-nr.: [sag2]), hvor klager også er nægtet registrering på forskerskatteordningen pga. manglende opfyldelse af vederlagskravet jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. Skattestyrelsen bemærker, at citatet under klagens punkt 2.1. er faktuelt forkert. Af klagens punkt 2.1. fremgår det, at det i konklusions-afsnittet i Skattestyrelsens afgørelse af 16. december 2024 lyder: ”... Konklusion: Du kan ikke omfattes af reglerne kildeskattelovens § 48 E-F, da du ikke opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 samt kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, på grund af den manglende opfyldelse af vederlagskravet i din første ansættelse. Din løn skal således beskattes efter de almindelige danske skatteregler fra den 1. november 2023. ...” Dette er ikke korrekt. Af konklusionsafsnittet i Skattestyrelsens afgørelse af 16. december 2024 fremgår det: ”Konklusion: Med begrundelse som anført i ovenstående kan du ikke registreres på forskerskatteordningen, og du vil derfor være omfattet af de almindelige danske skatteregler under din ansættelse ved [virksomhed3] A/S.” Klagers repræsentant henviser under klagens pkt. 2.2 til klagers månedsløn i henholdsvis ansættelseskontrakten ved [virksomhed3] A/S og en lønseddel for november 2023. Skattestyrelsen anser punktet og de tilhørende bilag for klagesagen irrelevant, da Skattestyrelsen i afgørelsen af 16. december 2024 ikke træffer afgørelse med henvisning til manglende opfyldelse af vederlagskravet, men med henvisning til klagers tidligere skattepligt. Klagers repræsentant henviser under klagens pkt. 3.2 til, at Skattestyrelsen ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt og løftet bevisbyrden for, at klager ikke opfylder kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. Skattestyrelsen anser dette punkt for irrelevante, da Skattestyrelsen i sagen har truffet afgørelse med henvisning til klagers tidligere skattepligt jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 og ikke med henvisning til manglende opfyldelse af vederlagskravet jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. Skattestyrelsen bemærker i den sammenhæng, at officialprincippet anses for opfyldt ift., at Skattestyrelsen allerede i forbindelse med sagsbehandlingen var i besiddelse af oplysninger om klagers tidligere skattepligt og registrering på forskerskatteordningen, ligesom klagers repræsentant ikke har betvivlet eller kommenteret på disse oplysninger i forbindelse med partshøring i sagen. Klagers repræsentant henviser under klagens pkt. 3.3 til forarbejderne til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. Skattestyrelsen anser dette punkt for irrelevant, da Skattestyrelsen i sagen har truffet afgørelse med henvisning til klagers tidligere skattepligt jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 og ikke med henvisning til klagers manglende opfyldelse af vederlagskravet jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. Klagers repræsentant henviser under klagens pkt. 3.4 til, at Skattestyrelsen i sagen har tilsidesat officialmakismen og/eller begrundelsespligten. Skattestyrelsen anser, at officialmakismen og begrundelsespligten er opfyldt i sagen. Vedrørende en tilstrækkelig oplysning af sagens forhold bemærker Skattestyrelsen som ovenfor, at Skattestyrelsen i forvejen er i besiddelse af oplysninger om klagers tidligere skattepligt, og klageres repræsentant har ikke betvivlet eller kommenteret på disse oplysninger i forbindelse med partshøring i sagen. Vedrørende opfyldelse af begrundelsespligten bemærker Skattestyrelsen, at der i sagens afgørelse fremgår et afsnit med overskriften ”1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse”. I afsnittet redegøres der for, hvorfor klager ikke kan registreres på forskerskatteordningen med henvisning til reglerne i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1.” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren beskattes efter kildeskattelovens §§ 48 E og F fra den 1. november 2024. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ”3. ANBRINGENDER 3.1. DET ER SKATTESTYRELSEN, SOM SKAL GODTGØRE, AT [klager] IKKE KAN ANVENDE KILDESKATTELOVENS § 48 E Det er Skattestyrelsen, som under en almindelig retsgrundsætning herom og i fravær af lex specialis lovregler i overensstemmelse med praksis og retspraksis skal godtgøre, at [klager] ikke kan anvende kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, jf. Justitsministeriets Lovafdelings udtalelse af 11. december 1979, jf. TfS 1984, 259 V. Skattestyrelsen har ikke løftet denne bevisbyrde under faktum og jus vedrørende kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, herunder i sammenhæng med officialmaksimen, under hvilken officialmaksime i overensstemmelse Skattestyrelsen selv kan anmode om supplerende oplysninger. Skattestyrelsens afgørelse af 21. februar 2024 med sagsnr.: [sag2] er under behandling ved Skatteankestyrelsen med senere afgørelse hos Landsskatteretten under sagsnr.: [sag3], i hvilken forbindelse denne sag ved medhold til [klager] vil afgøre nærværende klagesag i overensstemmelse med den principale påstand. 3.2. DET RETLIGE SAMVIRKE MELLEM BEVISBYRDEREGLERNE OG OFFICIALMAKSIMEN FOR SKATTESTYRELSEN OG LANDSSKATTERETTEN Officialmaksimen er primær til bevisbyrdereglerne for Skattestyrelsen og Landsskatteretten, jf. bl.a. FOU.2014.0006. Medmindre det er klart fraveget ved lov (af lovgivningsmagten). Der er i den forbindelse således udtalt af Ombudsmanden vedrørende det retlige samvirke mellem bevisbyrdereglerne og officialmaksimen i FOB.2018-31: ”… Ombudsmanden var enig med Ankestyrelsen i, at aktivlovens § 11, stk. 7, var en ”skærpet bevisbyrderegel” for borgeren, men at reglen ikke ændrede på, at myndighederne efter officialprincippet havde pligt til at oplyse sagen. …” Det er således i alle tilfælde Skattestyrelsens byrde, hvis Skattestyrelsen ikke tilstrækkeligt kan oplyse eller bevise sine anvendte kriterier/hensyn og sin subsumption under forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2. 3.3. [klager] ER OMFATTET AF ORDLYDEN OG FORARBEJDERNE TIL SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 48 E, STK. 3, NR. 3 (BÅDE HENDES KONTRAKTSMÆSSIGE OG FAKTISK UDBETALTE LØN) Det fremgår af forarbejderne (de specielle bemærkninger til lovforslag nr. 162 af 28. marts 2007) til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, at (mine understregninger): ”... Vederlagskravet har hidtil været udformet sådan, at kravet skulle være opfyldt »hver måned«, som det udtrykkes i loven. Det har således ikke været muligt at aftale en lavere aflønning i f.eks. en ferieperiode, selvom vederlagskravet er opfyldt for året som helhed. Dette er ikke hensigtsmæssigt. Det afgørende bør være, at vederlagskravet er opfyldt, og ikke hvornår vederlaget udbetales. Det foreslås derfor, at vederlaget i penge i henhold til ansættelseskontrakten som et gennemsnit inden for samme kalenderår skal udgøre et grundbeløb på 34.900 kr. om måneden, hvilket svarer til 61.700 kr. i 2008-niveau. Beløbet skal som hidtil reguleres efter personskattelovens § 20. Det bemærkes, at vederlagskravet skal være opfyldt som et gennemsnit i henhold til ansættelseskontrakten. Medarbejderen skal således under alle omstændigheder efter kontrakten være sikret en gennemsnitlig løn mindst svarende til vederlagskravet. Er vederlagskravet i henhold til ansættelseskontrakten ikke opfyldt, vil eksempelvis udbetaling af en stor bonus ved udgangen af et godt år ikke kvalificere til anvendelse af den særlige skatteordning, selvom kontraktmæssig løn + bonus tilsammen vil bringe indkomsten op over vederlagskravet. Det vil herefter også være muligt at have en »vederlagsfri« måned, forudsat at lønnen i de øvrige måneder er så høj, at vederlagskravet samlet set er opfyldt inden for det pågældende kalenderår. ... Det foreslås, at vederlagskravet lempes, således at der ved opgørelsen af vederlaget ses bort fra perioder med barselsorlov. Det betyder, at en medarbejder fortsat kan være omfattet af forskerskatteordningen i en periode, hvor vedkommende ikke opfylder vederlagskravet, når dette skyldes, at medarbejderen har orlov med nedsat eller ingen løn som følge af barsel. ...” Det fremgår af lovforslag nr. 30 af 3. oktober 2018, at … ”... Hvis medarbejderen har indgået flere samtidige aftaler om ansættelsesforhold med forskellige danske arbejdsgivere, kan forskerskatteordningen kun anvendes, hvis alle betingelser er opfyldt for det enkelte ansættelsesforhold. Dermed er det muligt at have flere ansættelser, som er omfattet af ordningen, mens det ligeledes er muligt at have en ansættelse, som er omfattet af ordningen, og samtidig have en anden ansættelse, der er omfattet af de almindelige regler. Kombineres flere ansættelsesforhold i umiddelbar forlængelse af hinanden, skal alle betingelserne for at anvende ordningen være opfyldt for hvert enkelt ansættelsesforhold. Et nyt ansættelsesforhold skal ifølge kildeskattelovens § 48 F, stk. 2, tiltrædes senest en måned efter ophør af den tidligere ansættelse. ... Ifølge kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, er en af betingelserne for at anvende forskerskatteordningen, at en nøglemedarbejder inden for samme kalenderår i gennemsnit er sikret et vederlag på mindst 65.100 kr. (2018-niveau) om måneden i henhold til ansættelseskontrakten. I vederlaget indgår også personalegoder, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, der i henhold til kildeskattelovens § 43, stk. 2, er gjort til A-indkomst, jf. § 48 F, stk. 1, herunder værdien af fri bil og fri telefon, inklusiv datakommunikationsforbindelse, samt arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger m.v. ...” [klager] havde i henhold til sin ansættelseskontrakt med [virksomhed1] ApS en bruttoløn på 88.500 kr. hver måned tillagt 5.310 kr. i arbejdsgiverpensionsbidrag samt tillagt værdien af personalegoder (bilag nr. 2 og bilag nr. 3). Hun opfyldte derfor kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, herunder via kursiverede forarbejder, i indkomståret 2023. Det forhold, at hun afholdt ferie og anvendte sine opsparede feriepenge hertil, har efter ordlyden og klare forarbejder til samt formålet med kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, ingen betydning i forhold, at hendes bruttoløn var som aftalt, og at lønniveaukravet er opfyldt inden for 12 måneder. Det er samme fortolkningsprincipper vedr. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, der er anvendt i SKM2008.704.ØLR. Et skattesubjekt kan naturligvis holde lovlig ferie i overensstemmelse med ferieloven, herunder ferielovens § 4, ligesom der kan afholdes barsel, og stadig opfylde sit lønkrav under kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, sidste led, så længe ansættelseskontrakten i øvrigt er uændret. Der er ligeledes en pligt i henhold til ferieloven for [klager] til at afholde ferie (feriepligt), fordi hun har optjent feriepenge hertil, jf. bl.a. ferielovens § 6 (tidl. § 12). Det har hele tiden været den gældende retstilstand via administrativ praksis, herunder er der ingen ikke-offentliggjorte eller offentliggjorte afgørelser herom eller vedr. nægtelse af anvendelse af kildeskattelovens § 48 E pga. feriepenge og/eller lovlig ferieafholdelse fra Landsskatteretten, jf. for kravene til praksis i SpO2015.479. Skattestyrelsens afgørelse (bilag nr. 1) er derfor udtryk for en uretmæssig praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft, allerede hvorfor den indeholder en hjemmelsmangel og skal annulleres som følge af ugyldighed, jf. bl.a. U.83.8H. Der har i den forbindelse ikke været den pligtige varsling af en praksisskærpelse, jf. Den Juridiske Vejledning 2023-2 – 2024-1, afsnit A.A.4.3 (skærpelse af praksis). Landsskatterettens afgørelse af 7. marts 2025 (uden sagsnr.) ændrer allerede i sig selv ikke herpå, idet afgørelsen vedr. [klager] er truffet før denne dato. En sådan praksisskærpelse vil i øvrigt være contra legem og dermed retsstridig i sig selv. Hvis det havde været et problem med lovlig ferieafholdelse og feriepenge i forhold kildeskattelovens § 48 E, havde et sådant problem allerede under de omhandlede forarbejder selv været reguleret via lovforslag nr. 30 af 3. oktober 2018. Det er således i den forbindelse kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, sidste led (barsel) modsætningsvist eller e contrario. En sådan vurdering eller subsumption er i overensstemmelse med retsanvendelsen i SKM2022.33.ØLR, hvoraf fremgår, at ”Landsretten finder, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder og ej heller i lyset af tilblivelseshistorien og formålet med forskerskatteordningen er grundlag for at indfortolke et krav om,...”). [virksomhed1] ApS betalte faktisk således i overensstemmelse med ansættelseskontrakten (bilag nr. 2) fortsat hendes fulde løn via sin indbetaling af feriepenge eller feriegodtgørelse til anvendelse i indkomståret 2024 svarende til en bruttoløn på 88.500 kr., hvorfor Skattestyrelsens juridiske argumentation er juridisk cirkulær og dermed ikke anvendelig. Dette fremgår af [klager]s lønseddel for november 2023, der fremlægges som bilag nr. 3. De faktiske omstændigheder med faktisk betaling af lønnen er således også i overensstemmelse med SKM.2017.59.LSR, der i øvrigt slet ikke omhandler feriepenge under lovlig afholdelse af ferie i overensstemmelse med ferieloven. Det forhold, at en faktisk lønudbetaling fra [virksomhed1] ApS reduceres som følge af afholdt lovlig ferie og i anden række lovlig, sædvanlig ferie, kan som i barseltilfælde naturligvis ikke ændre på, at vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, er opfyldt. Desuden er [klager] ubestridt af Skattestyrelsen kompenseret for sin ferieafholdelse hos [virksomhed1] ApS via feriepenge fra hendes tidl. arbejdsgiver, [virksomhed4] A/S (Skattestyrelsens udtalelse af 7. maj 2024, side 5ø). Dette kriterie/hensyn kan i øvrigt ikke anvendes eller i anden række tillægges andet end ubetydelig vægt i bebyrdende retning for [klager]. Hvis Skattestyrelsen måtte kvalificere ferieafholdelse som en maskering af en faktisk lavere løn end det ansættelseskontraktsligt aftalte, så kan Skattestyrelsen i stedet for forsøge at anvende DL 5-1-2 eller aftalelovens § 34 til at underkende selve ansættelsesaftalen som proforma. [klager]s ansættelsesaftale med også [virksomhed1] ApS er 100 procent reel og er indgået mellem uafhængige parter, hvilket i øvrigt er ubestridt af Skattestyrelsen. [klager]s bruttoløn er således formelt og reelt i overensstemmelse med vederlagskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3 (bilag nr. 2 og bilag nr. 3). Fortolkning af skattelovgivningen, herunder kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3, kan som udgangspunkt ikke forfølge formål i andre regelsæt som ferieloven (det organisatoriske og materielle specialitetsprincip). Men det er i henhold til retspraksis lovligt inden for skatteproceslovgivningens rammer (ordlyd og forarbejder) at inddrage muligheden for kongruent overholdelse af samvirkende regelsæt, jf. bl.a. U.1990.892H og U.1991B.147, jf. Garde m.fl., Forvaltningsret – Almindelige Emner, 5. udgave, 2009, DJØFs Forlag, side 246. Derfor må ferielovens overholdelse tillige i anden række konkret være et retningsgivende fortolkningsbidrag til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. Skattestyrelsens afgørelse er i tredje række ligeledes og i sig selv i strid fast administrativ praksis via 1) afgørelser eller 2) Den Juridiske Vejledning 2023-2 – 2024-1, afsnit C.F.6.1.4 og C.F.6.2.1, jf. Den Juridiske Vejledning, Om Den Juridiske Vejledning, Bindende Virkning, jf. herom i SpO2015.478. Der er således direkte og i overensstemmelse med kildeskattelovens § 43, stk. 1, jf. § 48 F, stk. 1 og 2, i Den Juridiske Vejledning 2023-2 – 2024-1, afsnit C.F.6.2.1, nævnt feriegodtgørelse som en del af lønvederlaget under kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 3. Dette er i overensstemmelse med kildeskattebekendtgørelses § 19, e.c. (bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021). Praksis kan alene skærpes fremadrettet, jf. bl.a. U.83.8H. Det betyder naturligvis, at feriegodtgørelse fra både nuværende arbejdsgiver og tidl. arbejdsgiver indgår i beregningsgrundlaget for kildeskattelovens § 48 E over en 12 måneders periode. Der har i den forbindelse ikke været den pligtige varsling af en praksisskærpelse, jf. Den Juridiske Vejledning 2023-2 – 2024-1, afsnit A.A.4.3 (skærpelse af praksis). En sådan praksisskærpelse vil i øvrigt være contra legem og dermed retsstridig i sig selv. Landsskatterettens afgørelse af 7. marts 2025 (uden sagsnr.) ændrer allerede i sig selv ikke herpå, idet afgørelsen vedr. [klager] er truffet før denne dato. Derfor skal de principale påstande tages til følge. 3.4. SKATTESTYRELSEN HAR TILSIDESAT OFFICIALMAKSIMEN OG/ELLER BEGRUNDELSESPLIGTEN MED AFGØRELSENS UGYLDIGHED OG ANNULLATION ELLER HJEMVISNING TIL RETSFØLGE Skattestyrelsen har tilsidesat officialmaksimen (en sag skal oplyses tilstrækkeligt faktisk og/eller retligt, inden en afgørelse træffes) og/eller sin begrundelsespligt med afgørelsens ugyldighed og annullation eller hjemvisning til retsfølge. En afgørelses begrundelse er officialmaksimens juridiske/retlige spejl. Skattestyrelsen har ikke tilstrækkeligt oplyst og/eller begrundet sin afgørelse. Der er bl.a. følgende tilsidesættelse af officialmaksimen og/eller begrundelsespligten: (i) Skattestyrelsen har ikke angivet sin formelle beskatningslovhjemmel (bekendtgørelse om enkle indkomstforhold eller i anden række skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1). Denne mangel/fejl er i sig selv eller samlet under en garantiforskrift og er derfor generelt væsentlige, jf. bl.a. U.2015.3233H. Et helt grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er ubetinget hævdelse af respekt for sagsbehandlings- og procesforskrifter, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Et andet grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er håndhævelseshensynet eller den præventive effekt, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde. Et tredje grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed vil være muligheden for, at der kan træffes en sikker eller mere sikker retlig afgørelse, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. I anden række kan det ikke udelukkes eller ikke afvises, at afgørelsen ville have fået et andet resultat, hvis sagens faktum var blevet tilstrækkeligt undersøgt, jf. bl.a. U.1996.1462H og U.2005.1780H (konkret væsentlighedsvurdering). Skattestyrelsens afgørelse er således behæftet med flere væsentlige sagsbehandlingsfejl, der i sig selv eller samlet skal medføre afgørelsens ugyldighed, jf. bl.a. U.2008.2538H, e.c. Afgørelsen skal derfor annulleres og/eller i anden række hjemvises til fornyet behandling. Hvis Skattestyrelsens afgørelse annulleres, må [klager]s selvangivelse med anvendelse af kildeskattelovens § 48 E stå ved magt. Skattestyrelsen må i givet fald selv genoptage og ændre unde genoptagelsesreglerne herfor. Eller som følge af de skatteprocessuelle regler accepterer den materielle regulering. Derfor skal de subsidiære påstande tages til følge.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren er berettiget til beskatning efter forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E og F ved sin ansættelse i [virksomhed3] A/S fra den 1. november 2024. Retsgrundlaget Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og § 48 E, stk. 1 og stk. 3, nr. 1, fremgår: ”§ 1. Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: personer, der har bopæl her i landet, … § 48 E Personer, som bliver skattepligtige efter § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1, af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold hos en arbejdsgiver, som er omfattet af § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4, selskabsskattelovens § 1, § 2, stk. 1, litra a, eller § 3, fondsbeskatningslovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, kan vælge at blive beskattet af vederlag i penge, jf. § 43, stk. 1, efter § 48 F. Stk. 3. Det er en betingelse for anvendelsen af stk. 1, at den skattepligtige ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen har været skattepligtig efter § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2, jf. dog stk. 5 og 6, …” Landsskatterettens begrundelse og resultat Klageren havde bopæl i Danmark, mens hun fra den 1. november 2023 efter Skattestyrelsens og senere Landsskatterettens afgørelse ikke var berettiget til beskatning efter forskerskatteordningen. Klageren var derfor skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Retten finder derfor, at klageren ikke opfylder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, om ikke at have været fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse pr. 1. november 2024 i [virksomhed3] A/S. Klageren kan derfor ikke beskattes efter kildeskattelovens §§ 48 E og F fra den 1. november 2024. Det af repræsentanten anførte kan ikke føre til et andet resultat. Der foreligger ikke sagsbehandlingsfejl, der kan føre til den påklagede afgørelses ugyldighed eller hjemvisning. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.