Journalnr. 25-0010365
Afslag på ekstraordinær genoptagelse efter ophørsbeskatning af tysk K/S-ejendom
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 19. januar 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om klageren kunne få ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2018, hvor han ved ophør af fuld skattepligt var blevet ophørsbeskattet af ca. 1,2 mio. kr. vedrørende sin andel i et K/S med en ejendom i Tyskland. Klageren gjorde gældende, at K/S'et blev administreret fra Danmark og derfor var omfattet af hans begrænsede skattepligt, så beskatningen først skulle ske ved salget i 2019, samt at der forelå særlige omstændigheder, idet han havde betalt skat af samme indkomst i både Danmark (ca. 652.000 kr.) og Tyskland (ca. 613.000 kr.). Skattestyrelsen afviste genoptagelse, da ejendommen efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten beskattes i Tyskland, der ikke er begrænset skattepligt af udenlandsk ejendom, og da 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke var overholdt. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen med henvisning til, at hverken § 27, stk. 1, nr. 4 eller nr. 8 var opfyldt, og at reaktionsfristen var overskredet, idet kundskabstidspunktet var afgørelsen af 26. april 2022, mens anmodningen først blev fremsat den 17. november 2022.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2017.224.HR
- SKM2019.192.HR
- SKM2021.576.HR
Fuldtekst
Journalnr. 25-0010365 Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen for indkomståret 2018. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår bl.a. følgende: ”… 1.1. Faktiske oplysninger Din rådgiver [person1], [virksomhed1] I/S har på dine vegne den 17. november 2022 anmodet om genoptagelse af grundlaget for din skat for indkomståret 2018. 1.2. Dine bemærkninger Det fremgår af anmodningen: ”På foranledning af vor klient - [klager] - retter vi henvendelse til Jer for at ændre skattebetalingen for indkomståret 2018. Forholdet er dette, at [klager] bliver beskattet af kr. 1.267.937 i forbindelse med ophørsbeskatning til Danmark. Ud af den samlede personlige virksomhed vedrører kr. 1.204.145 overskud af virksomhed i Tyskland. Det er imidlertid Tyskland, der har den primære beskatningsret af overskuddet i Tyskland. Der er tale om ejendomsavance af ejendom i [Tyskland1]. Efterfølgende bliver ejendommen i Tyskland solgt og beskatningen foretages i Tyskland, hvor der betales Euro 82.347,60 omregnet til kr. 612.666, jvf. vedlagte dokumentation. Vi anmoder om, at den betalte skat i Tyskland på kr. 612.666 bliver modregnet i den skattebetaling, der er opkrævet i årsopgørelsen for 2018. …” Af anmodningen fremgår spec. af skattebetaling: 19. dec. 2019 42.000,00 Euro 17. dec. 2019 28.153,01 Euro 27. sept. 2020 12.194,59 Euro Sum 82.347,60 Euro Omregnet til DKK 612.666,14 kr. …” Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen for indkomståret 2018. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Afgørelse om, at du ikke kan ikke få genoptaget din skat for 2018 Skattestyrelsen har gennemgået din anmodning om at få genoptaget din skat. Vi har den 24. september 2024 sendt forslag, hvor du ikke kunne få genoptaget din skat. Vi har modtaget bemærkninger til forslaget. Dine/revisors bemærkninger ændrer ikke Skattestyrelsens opfattelse. Resultatet er, at Skattestyrelsen ikke genoptager grundlaget for din skat for indkomståret 2018, da betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt, jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 og stk. 2. Skattestyrelsens afgørelse … 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Fristen for genoptagelse for indkomståret 2018 udløb 1. maj 2022. Fristen for genoptagelse er derfor udløbet, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og du kan kun få genoptagelse, hvis du opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 og stk. 2. Skattestyrelsen mener, at du ikke er berettiget til genoptagelse, fordi du ikke opfylder betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, da den tyske skat vedrører salget af ejendommen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] i 2019. I forbindelse med ophør af fuld skattepligt pr. 1. januar 2018 er du blevet ophørsbeskattet for 2018. Da salget sker efter ophør af den fulde skattepligt til Danmark er du ikke længere skattepligtig til Danmark vedr. dine anparter i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] og der er således ingen udenlandsk indkomst, der kan foretages lempelse i. Vi finder heller ikke, at der foreligger særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Selv om du opfyldte betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4 eller nr. 8, ville 6-månedersfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke være overholdt, da anmodningen om genoptagelse først sker den 27. november 2022 og således gået mere end 6 måneder efter opkrævningen af den tyske skat. 1.4 Dine bemærkninger Vi har den 25. oktober 2024 modtaget følgende bemærkninger: Din revisors bemærkninger Din revisor fremfører, at K/S [virksomhed2] [Tyskland1] havde hjemsted i [by1], hvorfra ledelse og administration blev foretaget af [virksomhed3] A/S. Det eneste der blev varetaget i Tyskland var viceværtsopgaven. Som følge af ovennævnte er det din revisors opfattelse, at dine ejerandele i K/S’et er omfattet af din begrænsede skattepligt til Danmark. Som konsekvens heraf skal opgørelsen af det egentlige salg af K/S [virksomhed2] [Tyskland1] først ske i indkomståret 2019. Dine bemærkninger Du har i dine bemærkninger fremført som særlige omstændigheder, at Skattestyrelsen i forslag af 15. november 2018 har foreslået, at du fortsat er fuld skattepligtig til Danmark. I afgørelse af 1. februar 2019 har Skattestyrelsen truffet afgørelse om at din fulde skattepligt er ophørt med tilbagebagende kraft til den 1. januar 2018. I øvrigt er det din opfattelse, at så længe du er begrænset skattepligtig til Danmark, så er aktiverne fortsat omfattet af dansk beskatning. 1.4 Skattestyrelsens afgørelse på baggrund af dine og revisors bemærkninger. Efter gennemgang af jeres bemærkninger er det fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at vi ikke kan imødekomme din anmodning om genoptagelse. Ved afgørelsen har vi lagt vægt på følgende: Din revisors anmodning om at din andel i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] fortsat er omfattet af fuld skattepligt til Danmark, kan vi ikke imødekomme, uagtet at ledelse og administration bliver foretaget i Danmark. Det fremgår af OECD’s modeloverenskomst kapitel 3, art 6 følgende: ”Kapitel III Beskatning af indkomst Indkomst fra fast ejendom Art. 6 Stk. 1. Indtægter af fast ejendom (herunder indkomster fra landbrug og skovbrug), der erhverves af en person hjemmehørende i en kontraherende stat, der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat. Stk. 2. Udtrykket “fast ejendom” skal tillægges den betydning, det har i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, i hvilken ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder, på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, såvel som rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster, idet skibe og luftfartøjer ikke anses for fast ejendom. Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller enhver anden form for udnyttelse af fast ejendom. Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 finder også anvendelse på indkomst fra fast ejendom, der tilhører et foretagende.” Da indkomst stammer fra fast ejendom i K/S [virksomhed2] [Tyskland1], beskattes indkomsten i Tyskland, hvor ejendommen er beliggende, jf. stk. 1. Dvs. at beskatningen af ejendommen ophører i forbindelse med ophør af den fulde skattepligtig til Danmark den 1. januar 2018. Du anfører, at du den 15. november 2018 fik meddelelse om at den fulde skattepligtig fortsatte og først den 1. februar 2019 fik meddelelse om begrænset skattepligt pr. 1. januar 2018. Det fremgår af sagen, at du har udfyldt Skattestyrelsens blanket i forbindelse med, at du er flyttet til USA den 1. januar 2018. Først efter du havde fremvist lejekontrakt med 3 – års uopsigelighed fik du Skattestyrelsens afgørelse, hvor det fremgik, at du blev begrænset skattepligtig til Danmark pr. 1. januar 2018. Ophør af den fulde skattepligt til Danmark betyder, at indkomst fra K/S [virksomhed2] [Tyskland1] ikke længere skal beskattes i Danmark, da Tyskland har beskatningsretten til indkomsten, jf. kapital III, artikel 3 i OECD’s modeloverenskomst, se ovenfor. Efter kildeskatteskattelovens § 10 anses aktiver, som ikke fortsat er omfattet af dansk beskatning, for afhændet på fraflytningstidspunktet. Aktiver anses for afhændet til handelsværdien på fraflytningstidspunktet. Skattestyrelsen har den 26. april 2022 foretaget ophørsbeskatning for 2018. Genvundne afskrivninger blev beskattet efter afskrivningslovens § 21 og tab ejendom til fremførsel blev opgjort efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3. Ejendommen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] blev solgt i 2019. I den forbindelse har du fået opkrævet skat af de tyske skattemyndigheder. Da der er foretaget ophørsbeskatning pr. 1. januar 2018, har du ingen indkomst fra Tyskland, der kan foretages lempelse i. Selv om du opfyldte betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4 eller nr. 8 (særlige omstændigheder), ville 6-månedersfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke være overholdt, da anmodningen om genoptagelse først sker den 27. november 2022 og således gået mere end 6 måneder efter opkrævningen af den tyske skat. 1.5 Det juridiske grundlag Skatteforvaltningsloven (Lovbekendtgørelse 2022-06-03 nr. 835) En borger, der ønsker genoptagelse, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, komme med oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Skattestyrelsen kan, uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, give tilladelse til genoptagelse, hvis en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 er opfyldt. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4 at hvis en udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige og at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen, kan der gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse. Skattestyrelsen kan kun give tilladelse til genoptagelse, hvis du har bedt om genoptagelse senest 6 måneder efter, at du har fået kendskab til det, der begrunder, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan overskrides. Skattestyrelsen har mulighed for at se bort fra 6-månedersfristen, hvis der er særlige omstændigheder jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 Reglerne og praksis vedrørende betingelserne for statuering af særlige omstændigheder er beskrevet i Den juridiske vejledning under afsnit A.A.8.2.2.2.2.8. Det fremgår blandt andet heraf, at særlige omstændigheder eksempelvis kan være svig fra tredjemand, helt særlige uforudsigelige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, alvorlig sygdom eller myndighedsfejl. Den skattepligtiges sociale, personlige eller økonomiske forhold kan normalt ikke i sig selv begrunde en ekstraordinær genoptagelse. Det fremgår endvidere, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 ikke kan anvendes til genoptagelse, hvis der er tale om glemte eller oversete fradrag med videre, eller den skattepligtige ved en fejl har selvangivet for store beløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at tilladelse til ekstraordinær genoptagelse er betinget af, at anmodning om genoptagelse fremsættes senest seks måneder efter, at borgeren har fået kendskab til det forhold, der giver grundlag for den ekstraordinære genoptagelse. Det fremgår dog af bestemmelsens sidste punktum, at Skattestyrelsen har mulighed for at se bort fra 6-månedersfristen, hvis der er særlige omstændigheder. Anvendelsen af denne dispensationsmulighed er beskrevet nærmere i Den juridiske vejledning, afsnit A.A.8.2.2.2.4. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 5. marts 2025 udtalt følgende: ”… Det skal bemærkes, at der i Skattestyrelsens afgørelse er henvist til OECD’s modeloverenskomst, kapitel 3, indkomst fra fast ejendom, artikel 6. Denne rette bestemmelse er dobbeltbeskatningsaftalen mellem Tyskland og Danmark, kapitel II, artikel 6, indkomst af fast ejendom. Det får dog ingen indflydelse på afgørelsen, da det indholdsmæssigt ingen forskel er på de to aftaler. Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. … ” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsen pålægges at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018 ekstraordinært. Til støtte for påstanden har repræsentanten i klagen af 27. februar 2025 bl.a. anført: ”På foranledning af vor klient - [klager] - skal vi påklage skatteansættelserne for 2018 og 2019. Som grund for vor klage skal vi anføre, at der foreligger særlige omstændigheder for at skatteansættelserne kan blive genoptaget, jvf. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 1 - 8. De særlige omstændigheder foreligger ved, at der fra SKAT's side er gennemført en skatteansættelse på et forkert grundlag. Skatteansættelsen for 2018 skal ændres således, at ejerandelen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] er omfattet af den begrænsede skattepligt i Danmark. Det er således, at K/S [virksomhed2] [Tyskland1] havde hjemsted i [by1], hvorfra ledelse og administration blev foretaget for selskabet af [virksomhed3] A/S. Alle forhold omkring selskabets lejekontrakter samt kontakt til lejere, hvor der har været spørgsmål til lejekontrakter, også hvor der er tale om lejeregulering samt ændring af lejekontrakterne, låneforhold samt regnskab blev varetaget i [by1]. Det eneste der blev varetaget i Tyskland var en forvalteropgave - vicevært - hvor lejerne kunne henvende sig med nogle mindre arbejdsopgaver omkring de enkeltes lejemål. Både K/S [virksomhed2] [Tyskland1] og det tilhørende Komplementarselskab har været omfattet af de danske love, med indsendelse af årsrapport til Erhvervsstyrelsen. Desuden har selskabet været momspligtig i Danmark og omfattet af skattepligt i Danmark f.s.a. komplementarselskabet. Alle disse forhold har medført, at K/S [virksomhed2] [Tyskland1] har haft hjemsted i Danmark og indtægten herfra er omfattet af den begrænsede skattepligt for [klager]. Efter vor opfattelse skal der IKKE foretages ophørsbeskatning i indkomståret 2018, hvor der blev tale om en ændring af den skattepligtige indkomst med kr. 1.204.145. Desuden skal opgørelsen af den skattepligtige indkomst for 2018 opgøres på grundlag af virksomhedsbeskatning, da nettoindtægten udgør kr. 61.912. Vi er i besiddelse af en provenuberegning af den skattepligtige ejendomsavance og de genvundne afskrivninger ved salg af ejendommen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] i 2019. EJENDOMSAVANCE………………………………………………………………………………………………………………………………………… 923.999 Genvundne afskrivninger………………………………………………………………………………………………………………………………. 9.732.376 Rente ved indfrielse af lån…………………………………………………………………………………………………………………………….. – 254.762 BESKATNINGSGRUNDLAG…………………………………………………………………………………………………………………………… 9.477.614 I ALT……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………… 10.401.613 Heraf, 20% ejerandel = 2 anparter……………………………………………………………………………………………………………… 2.080.323 Ved samtidig ophør af virksomhedsordning skal ejendomsavancen på kr. 184.800 beskattes som kapitalindkomst, mens kr. 1.895.523 skal beskattes som personlig indkomst. Vi medsender dokumentation fra [virksomhed4] i [Tyskland2], som viser at der for indkomståret 2019 er betalt Euro 60.342,62, svarende til kr. 449.552. Indkomståret 2019 skal ændres ved, at [klager] fortsat er omfattet af begrænset skattepligt og derved skal opgørelsen af det egentlige salg af Ejendommen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] finde sted i indkomståret 2019, hvor ejendomsavance og opgørelse af genvundne afskrivninger skal beskattes. Som bilag medsender vi årsrapport samt bilag til selvangivelsen for 2018, foreløbig avanceopgørelse for 2019 samt opgørelse af den betalte skat i Tyskland. Som et tillæg til vor anmodning, om der foreligger særlige omstændigheder skal anføres, at SKATTESTYRELSEN absolut ingen informationer giver i 2019, da SKATTESTYRELSEN meddeler, at den fulde skattepligt ophører for 2018 for beskatning af ejerandele, og hvilke konsekvenser dette vil medføre samt omkring ejerandelen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1]. Endelig skal det oplyses, at der naturligvis skal afregnes skat ved ophør og dermed af ejendomsavance og genvundne afskrivninger. I denne sag er der blevet betalt skat af opgørelsen i 2018 i Danmark og i 2019 i Tyskland af den samme indkomst uden at opnå fradrag i dansk skat for betalinger i Tyskland. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 5. marts 2025. Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 22. december 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse af 5. december 2025: ”Med henvisning til Jeres skrivelse med sagsfremstilling, fremsender vi vores kommentarer hertil. Uanset Skatteankestyrelsen´s henvisninger, er det fortsat helt klart, at selskabets ejendom i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] er blevet administreret fra Danmark, hvor alle beslutninger er truffet. Komplementarselskabet – den ultimative ejer – har alene haft hjemsted i Danmark, ligesom K/S [virksomhed2] [Tyskland1] har været omfattet af indberetningspligt i Danmark, hvor selskabet ligeledes har været momsregistreret. Den særlige omstændighed for at tillade genoptagelse er, at [klager] betaler skat i 2 lande af den samme indkomst: i 2018 i Danmark med kr. 652.333 og i 2019 i Tyskland med kr. 612.666, omregnet fra Euro 82.348. Det kan ikke være afgørende for sagen for, at [klager] kan opnå en fornuftig afgørelse på sagen, at han har påklaget afgørelsen 27 dage efter fristen, når Skattestyrelsen samtidig har trukket sin afgørelse fra februar 2019 til den 26. april 2022, i alt 1.152 dage, hvorved der udover en restskat på kr. 652.933 bliver tillagt kr. 92.740 i rente på grund af restskatter først bliver udskrevet i 2022 for indkomståret 2018. …” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2018. Retsgrundlaget Skatteforvaltningsloven Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat ændres efter anmodning fra den skattepligtige, hvis en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt. Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk., 1, nr. 4, er det en betingelse for ekstraordinær ansættelse, at en udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige. Det er en betingelse, at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen. Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er det en betingelse for ekstraordinær ansættelse, at der foreligger særlige omstændigheder. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8 (lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004, som blev ophævet ved lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005). I forarbejderne til bestemmelsen hedder det bl.a., jf. lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003 under de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2 og 3: ”(…) Forslaget indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den gældende § 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden af fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. (…) Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende. (…)” Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, må efter sin ordlyd, placering og forarbejder anses for at have et snævert anvendelsesområde, jf. bl.a. SKM2017.224.HR., SKM2019.192.HR. og SKM2021.576.HR. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., kan told-og skatteforvaltningen behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor. Kildeskatteloven Af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 5, fremgår følgende: ”§ 2. Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer: … 5) Ejer fast ejendom her i landet eller har indtægter af samme eller af her i landet oprettet familiefideikommis, jf. lov nr. 139 af 1. maj 1954 § 2, stk. 1, herunder kapital båndlagt i overensstemmelse med reglerne i § 4 i lov nr. 563 af 4. oktober 1919 eller i § 6 i lov nr. 139 af 1. maj 1954. Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste ved afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven eller afskrivningslovens § 21.” Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland Følgende fremgår af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 3, stk. 1, litra f: ”Artikel 3 Almindelige definitioner 1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning: … f) udtrykket "fast ejendom" skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom;” Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 6 fremgår følgende: ”Artikel 6 Indkomst af fast ejendom 1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- og skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat. 2. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller bortforpagtning så vel som fra enhver anden form for benyttelse af fast ejendom. 3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Den ordinære frist for genoptagelse af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, udløb den 1. maj 2022 for indkomståret 2018. Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2018 blev modtaget i Skattestyrelsen den 17. november 2022. Anmodningen er dermed fremsat ca. 6 måneder efter udløbet af den ordinære frist for genoptagelse af skatteansættelsen. Spørgsmålet om genoptagelse skal herefter afgøres efter bestemmelserne om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, eller nr. 8, idet klageren ikke opfylder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 - 3, og nr. 5 - 7. Klageren vil i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, alene kunne få ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2018, hvis de tyske skattemyndigheder har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af ham i indkomståret 2018. Landsskatteretten finder, at der ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018. Der er lagt vægt på, at klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte den 1. januar 2018, at klageren i forbindelse med fraflytningen blev ophørsbeskattet i Danmark i indkomståret 2018, at ejendommen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] blev solgt i indkomståret 2019, og at klageren efter ophør af den fulde skattepligt til Danmark ikke er skattepligtig til Danmark vedrørende ejerandelen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1]. Der er endvidere lagt vægt på, at klageren heller ikke er begrænset skattepligtig til Danmark vedrørende ejerandelen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 5, da ejendommen ikke er beliggende i Danmark, men i Tyskland. Klageren vil endvidere alene kunne få ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2018, hvis der foreligger særlige omstændigheder, der er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og såfremt reaktionsfristen på 6 måneder ligeledes er overholdt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Der er lagt vægt på, at Skattestyrelsens afgørelse af 1. februar 2019, hvorefter klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte den 1. januar 2018, og hvorefter han efter udrejsen blev anset for begrænset skattepligtig til Danmark, blev foretaget på grundlag af klagerens oplysninger om bopælsforhold i forbindelse med hans udrejse fra Danmark, og at Skattestyrelsens afgørelse vedrørende indkomståret 2018 blev truffet inden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Der er endvidere lagt vægt på, at Skattestyrelsens afgørelse af 26. april 2022, hvorefter klageren i forbindelse med fraflytningen korrekt blev ophørsbeskattet i Danmark i indkomståret 2018, ligeledes blev truffet inden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Der er endeligt lagt vægt på, at kundskabstidspunktet i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., må anses for at være den 26. april 2022, hvor klageren modtog Skattestyrelsens afgørelse vedrørende ophørsbeskatningen i indkomståret 2018, og at ejendommen i K/S [virksomhed2] [Tyskland1] blev solgt i 2019 og dermed forud for Skattestyrelsens afgørelse af 26. april 2022. Der er imidlertid først anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen den 17. november 2022 og dermed efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Det, som klagerens repræsentant i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.