Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0009775

Fuld skattepligt bevaret ved fraflytning trods påstået samlivsophævelse

Myndigheden fik medholdLille sag (< 100.000 kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
9. januar 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om klagerens fulde skattepligt til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, var ophørt i indkomståret 2024 i forbindelse med hendes fraflytning til Italien og senere Qatar. Skattestyrelsen fandt, at skattepligten var bevaret, da klagerens ægtefælle fortsat boede i den hidtidige fælles bolig i Danmark, og klageren derfor havde bolig til rådighed. Klageren gjorde gældende, at hun havde forladt Danmark endeligt i december 2023, at samlivet med ægtefællen var ophævet, at lejemålet var arbejdsgiverbetalt uden lejeretlige forpligtelser for hende, og at hun hverken havde indkomst, bankkonto eller ophold i Danmark. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret separation eller på anden måde bestyrket forklaringen om samlivsophævelse, hvorfor den fælles husførelse ikke kunne anses for varigt ophørt, og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2015.750.LSR
  • SKM2022.35.ØLR
  • SKM2024.295.BR
  • TfS 1990.465
  • TfS 2001.493
  • TfS 2003.71

Fuldtekst

Journalnr. 25-0009775 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2024 Fuld skattepligt til Danmark Ja Nej Stadfæstelse Faktiske oplysninger Det fremgår af folkeregistret, at klageren er udrejst til Italien den 1. april 2024. Det fremgår videre af folkeregistret, at klageren fra den 31. juli 2020 har været gift med sin ægtefælle, at hun er indrejst fra Italien den 3. juni 2021 og fra den 9. oktober 2021 har boet på adressen [adresse1], i [by1], hvor ægtefællen fortsat har adresse. Oplysningerne stemmer overens med klagerens afkrydsninger i det oplysningsskema, som hun har udfyldt til Skattestyrelsen den 22. august 2024 vedrørende sin fraflytning. Af klagerens årsopgørelse for indkomståret 2024 fremgår en overskydende skat på 23.700 kr. Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren forlod Danmark endeligt den 15. december 2023, hvor hun flyttede til Italien i et par måneder for derefter at flytte til Qatar, hvor hun fortsat bor. Klagerens ansættelsesforhold i Danmark ophørte med udgangen af december 2023, og hendes opholds- og arbejdstilladelse i Danmark ophørte i denne forbindelse. Hun har ikke haft indtægter siden da og har ingen bankkonto i Danmark og heller ikke mulighed for lægebesøg eller anden offentlig støtte eller forsørgelse i øvrigt. Repræsentanten har videre oplyst, at klagerens bopæl på [adresse1], i [by1] var et lejemål indgået af hendes arbejdsgiver, hvor hun ingen lejeretlige forpligtelser havde, og hvor hun boede sammen med sin mand, der var ansat i samme virksomhed. Klageren har på mødet med Skatteankestyrelsen oplyst, at hun ved fraflytningen ophævede samlivet med sin mand, hvorfor hun ikke længere har adgang til lejligheden. Ægtefællerne er ikke formelt separeret. Hun har en datter på 30 år fra et tidligere ægteskab med en italiensk mand. Datteren har bosat sig i Danmark, efter at klageren kom hertil, og besøger nu klageren i udlandet, da klageren ikke længere er interesseret i at komme til Danmark. Den resterende del af hendes familie bor i Italien. Hun var i Danmark i april 2024 for at hente sine ejendele, men har i øvrigt kun været her for at deltage i mødet med Skatteankestyrelsen. Klageren har videre oplyst, at hun har bevaret sin skattepligt til Italien i den tid, hvor hun har været i Danmark, og at hendes skatteforhold nu ordnes mellem Italien, hvor hun er en ”Resident Abroad”, og Qatar. Klageren har fremlagt en protokoludskrift fra Indenrigsministeriet i Italien, som udviser hendes adresse pr. 28. juli 2024 i [Qatar]. Klageren har samtidig fremlagt et dokument på arabisk stemplet af Indenrigsministeriet i Qatar, som efter hendes oplysning udviser hendes ind- og udrejsedatoer i Qatar. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har den 27. november 2024 truffet afgørelse om, at klagerens fulde skattepligt til Danmark er bevaret. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Du har udfyldt Skattestyrelsens blanket i forbindelse med, at du er flyttet til Italien den 1. april 2024. Skattestyrelsen har afgjort, at din fulde skattepligt til Danmark er bevaret. Skattestyrelsen vil fortsat betragte dig, for at være vedvarende fuld skattepligtig til Danmark, idet du ses sammen med din ægtefælle at have bolig til rådighed i Danmark, [adresse1], [by1]., jævnfør nedenstående og kildeskattelovens §1, stk. 1, nr. 1. Ved denne betragtning, har Skattestyrelsen efter en samlet konkret vurdering, anset dig for at have bevaret din bopæl her i landet, idet din ægtefælle har opretholdt jeres fælles bolig i Danmark. Dette betyder, at skal medregne globalindkomsten eller de samlede indtægter til Danmark. Globalindkomstprincippet: Den danske indkomstbeskatning bygger på globalindkomstprincippet. Det betyder, at personer, der er fuldt skattepligtige her til landet, er skattepligtige af deres samlede indkomst, hvad enten den hidrører her fra landet eller fra udlandet. Jævnfør statsskattelovens § 4. Kildeskattelovens 1, stk. 1, nr. 1. Regel Om skattepligten ophører ved fraflytning, afgøres ud fra, om den skattepligtige har bevaret bopæl her i landet. Rådighed over helårsbolig Ved vurderingen af om skattepligten er ophævet i forbindelse med fraflytningen, tillægges det i praksis størst vægt, om skatteyderen har bevaret sin rådighed over en helårsbolig. I de tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, er dette normalt en tilstrækkelig grund til at anse bopælen for opretholdt, medmindre skatteyderen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet. Det er en betingelse for at anse bopælen bevaret, at personen under en eller anden form - helt eller delvis - har rådighed over en bolig her i landet. 3-års-reglen I praksis kan en person - i stedet for en endelig afhændelse af boligen - vælge at udleje/fremleje boligen uopsigeligt i mindst 3 år. Lejemålet må ikke kunne opsiges af udlejer i denne periode. Familieforhold Ægtefæller Hvis en ægtefælle flytter til udlandet, uden at dette sker i forbindelse med en egentlig ophævelse af samlivet, anses den pågældende ægtefælle i skattemæssig henseende sædvanligvis for, at have bevaret bopælen her, hvis den tilbageværende ægtefælle opretholder det fælles hjem. Din indkomstopgørelse fra indkomståret 2024, skal således omfatte alle dine indtægter - derfor også indkomst fra udlandet. Det gælder også, selvom du ikke skal betale dansk skat af de indtægter, du har haft i udlandet, jævnfør her også nedenstående omkring reglerne vedrørende dobbeltdomicil. Du skal indtaste dine oplysninger på skat.dk/tastselv – for året 2024 fra medio april 2025. Hvis du har brug for hjælp til TastSelv, kan du ringe til Skattestyrelsen på [telefon1]. Du kan søge om dobbeltdomicil Hvis du er fuldt skattepligtig i både Danmark og Italien, kan du søge om dobbeltdomicil. Hvis du søger, skal vi vurdere, i hvilket land du har dit skattemæssige hjemsted. Vi foretager en konkret vurdering af din skattemæssige situation, når vi skal fastlægge, hvor du har dit skattemæssige hjemsted. Ved vurderingen kigger vi bl.a. på fast bolig til rådighed, personlige og økonomiske interesser og sædvanligt ophold. Hvis du vil søge om at få dobbeltdomicil, skal du sende os en bopæls- og skatteattest, som er underskrevet af den udenlandske skattemyndighed. Du kan eventuelt bruge blanket 02.034A, som du finder på skat.dk/blanketter. Blanketten findes på flere sprog. Du kan læse mere på skat.dk/udland og se danske dobbeltbeskatningsoverenskomster og internationale aftaler på skat.dk/juridiskvejledning, afsnit C.F.9.2. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen i udtalelse af 6. marts 2025 ikke fremsat bemærkninger til klagen. Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren ikke var skattepligtig til Danmark i indkomståret 2024 og ikke er et beløb skyldig. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ”På vegne af min klient, [klager], som har modtaget en afgørelse fra Jer om, at min klient skulle være skattepligtig til Danmark, skal jeg hermed rette henvendelse. Først og fremmest, fremgår det ikke af jeres afgørelse af 27. november 2024, hvilke begrundelser, der er lagt vægt på, for at min klient skulle være skattepligtig til Danmark. Derudover skal jeg bemærke, at min klient har oplyst, at hun forlod Danmark endeligt, i december 2023, hvor hun flyttede til Italien, i et par måneder, for derefter at flytte til Qatar, hvor hun fortsat bor. Det skal i tilknytning til ovenstående bemærkes, at min klient havde opholds/ arbejdstilladelse i Danmark og denne ophørte i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør, ved udgangen af december 2023. Min klient havde naturligvis bopæl i Danmark i den pågældende periode og boede der med en anden lejer på samme adresse, men denne lejemålet var sat i værk arbejdsgiveren, hvorfor min klient ingen indflydelse i øvrigt har haft fsva. lejemålet, ligesom at min klient, ingen lejeretlige forpligtelser har haft ved lejemålet ([adresse1], [by1]), efter december 2023. Det er dog min klient underordnet, om den anden pågældende medarbejder bor på adressen, men min klient har ikke haft indtægt eller ophold i Danmark, efter december 2023, og det kan derfor lægges til grund, at min klient på ingen måde er og ellers har været, skattepligtig, efter december 2023. Afsluttende bemærkninger På baggrund af ovenstående, kan min klient således ikke anerkende at være et beløb skyldigt, ligesom at min klient ikke kan anerkende at være skattepligt til Danmark for 2024. Derudover opfordres I til, som styrelse, at fremlægge tilstrækkelig dokumentation på det postuleret, da det i det hele, fremstår udokumenteret. På vegne af min klient, skal jeg således gøre opmærksom på, at min klient imødeser en afslutning på nærværende sag. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen: ”Bemærkninger: I forlængelse af mødet den 12. august 2025, skal indklagede, hermed vende retur med en række supplerende bemærkninger til sagen. En række af oplysningerne er, om muligt, allerede fremsat ved brevet af 4. februar 2025. Faktiske omstændigheder Indklagede har ikke haft indtægter af nogen art, siden medio december 2023, hvorfor indklagede stiller sig uforstående over for, at være skattepligtig for en indkomst, som ikke synes modtaget. Som det fremgik på mødet, så er Skattestyrelsen at Indklagede forlod Danmark den 1. april 2024, hvilket ikke stemmer overens med de faktiske omstændigheder. Der har således, om muligt, været tale om en forkert oplyst fejl/indtastning. Det er korrekt, at Indklagede var retur i Danmark, den oplyste dag, men hun var alene retur for at hente sine personlige ejendele. Indklagede oplyste endvidere, at hendes eksmand (separeret) og Indklagede, arbejdede i samme firma/samme arbejdsgiver, men i forbindelse med sit ansættelsesophør, havde Indklagede ingen rettigheder til at blive boede i lejemålet og forlod derfor og naturligvis Danmark, i forbindelse med ansættelsesophøret. I forbindelse med mødet, blev det endvidere oplyst, at Indklagede skulle fremsende kopi af lejekontrakten, samt oplysninger ind- og udrejse til Qatar, hvor Indklagede er ”residence abroad”. Vedhæftet i mailen, er det efterspurgte materiale. Der er således intet, der taler for at Indklagede er skattepligtig til Danmark, idet hun hverken har haft ophold, ligesom opholdet i Danmark har været af særdeles begrænset karakter og Indklagedes de facto, eneste relation til Danmark er hendes voksne datter. Skattestyrelsen opfordres derfor til at foretage en samlet vurdering af de faktiske omstændigheder, herunder hvilke rettigheder Indklagede har haft i den periode, som Skattestyrelsen har lagt op til, at Indklagede skulle være skattepligtig, ligesom at Skattestyrelsen opfordres til at lægge vægt på de faktiske omstændigheder i øvrigt. I forlængelse af ovenstående, skal det bemærkes, at Indklagede hverken; (i) har haft indkomst i Danmark, (ii) ingen væsentlige relationer til Danmark udover sin datter, (iii) Ikke ejer, eller på anden måde har nogen bankkonto i Danmark eller lignende, som er tilknyttet det danske banksystem, (iv) Indklagede har på intet tidspunkt været i Danmark, i den periode hun har haft ophold i Qatar, (v) ingen dialog/ korrespondance med sin eksmand, (vi) ingen bopæl eller mulighed i øvrigt for at bo i Danmark, idet rettighederne til den pågældende lejlighed ophørte i forbindelse med Indklagedes ansættelsesophør, (vii) ingen muligheder for lægebesøg eller anden offentlig støtte eller forsørgelse i øvrigt, (viii) rejste ud af Danmark uden ophold i forbindelse med sit ansættelsesophør, og (ix) har ikke været i Danmark siden sin udrejse fra landet, med undtagelse af kortvarigt stop i forbindelse med afhentning af personlige ejendele. Afsluttende bemærkninger Det er således Indklagedes helt klare opfattelse, at intet taler for at hun har været/ er, skattepligtig til Danmark henset til ovenstående faktiske omstændigheder, hvorfor Indklagede skal opfordre Skattestyrelsen til at foretage en samlet vurdering af sagen. Som det er gjort gældende ovenfor, så har Indklagede alene en relation til sin datter i Danmark, medens den resterende del af familien er bosiddende i Italien, medens Indklagede selv er bosiddende i Qatar, under henvisning til ”residence abroad”. Såfremt Skattestyrelsen har behov for yderligere dokumentation eller anden oplysning, står Indklagede naturligvis til rådighed. (…)” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren efter fraflytning til udlandet var skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i indkomståret 2024. Retsgrundlaget Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, fremgår: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: • 1. personer, der har bopæl her i landet. …” Af punkt 3 i cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven fremgår bl.a.: ”Ved afgørelsen af, om denne betingelse er opfyldt, lægges der vægt på, om de pågældende ved at grunde husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at de agter at have hjemsted her«. Der er således tale om et bredt tilknytningskriterium, hvor der både lægges vægt på objektive og subjektive tilknytningspunkter. Af bl.a. Højesterets dom af 29. april 2004, offentliggjort som SKM2004.257.H, ses det, at det vigtigste kriterium i det brede tilknytningskriterium er, om skatteyderen objektivt set har en bolig til rådighed i Danmark. Ved vurderingen af, om skattepligten er ophævet i forbindelse med fraflytning, tillægges det i praksis størst vægt, om skatteyderen har bevaret rådighed over en helårsbolig. Det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at boligen er opgivet. Dette fremgår bl.a. af Østre Landsrets dom af 11. januar 2022, offentliggjort som SKM2022.35.ØLR. Det kan efter en konkret vurdering være tilstrækkeligt til at anse bopælen for bevaret, hvis skatteyderen har rådighed over et værelse hos forældre. Dette fremgår bl.a. af Landsskatterettens kendelse af 14. november 2002, offentliggjort som TfS 2003, 71. Ifølge praksis skal der foretages en samlet vurdering af skatteyderens tilknytning til Danmark, hvori rådighed over en bolig indgår som det væsentligste kriterium. Øvrige kriterier er bl.a. benyttelse af boligen, arbejdsmæssige og erhvervsmæssige interesser, personlig og familiemæssig tilknytning og tilknytning til anden stat. Dette fremgår af Højesterets dom af 9. oktober 1990, offentliggjort som TfS 1990, 465, og Højesterets dom af 29. maj 2001, offentliggjort som TfS 2001, 493. Skatteyders forklaring om, at denne havde til hensigt at bosætte sig permanent i udlandet, blev konkret ikke tillagt betydning i Landsskatterettens afgørelse af 20. november 2015, offentliggjort som SKM2015.750.LSR. Af statsskattelovens § 4, stk. 1, fremgår: ”Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi…” Det er i henhold til praksis skatteyderen, der har bevisbyrden for, at samlivet er ophævet, når ægtefæller lever faktisk adskilt. Dette ses bl.a. af [by2]s Byrets dom af 18. april 2024, offentliggjort som SKM2024.295.BR, hvor en skatteyder registrerede sig som udrejst og fik arbejde i udlandet, mens hans ægtefælle og børn fortsat boede i det fælles hjem. Skattepligten blev først anset for ophørt, da ægteparret indgav separationsbegæring. Landsskatterettens begrundelse og resultat Ved vurderingen af, om skattepligten til Danmark kan anses for ophørt, skal der efter fast praksis navnlig lægges vægt på, om skatteyderen objektivt set har en bolig til rådighed her. Klageren har sammen med sin ægtefælle haft bopæl på adressen [adresse1], i [by1] siden 2021, hvor hendes ægtefælle stadig bor. Klageren har oplyst, at ægtefællernes samliv er ophørt, og at hun ikke længere har adgang til boligen. Det er videre forklaret, at hun ikke har nogen forpligtelser over for udlejeren af lejligheden. Klageren har ikke dokumenteret, at ægtefællerne er separeret, eller at der er anmodet om separation. Under hensyn hertil, og da klageren ikke har fremlagt materiale til bestyrkelse af sin forklaring om samlivsophævelsen, finder Landsskatteretten det ikke godtgjort, at klagerens og hendes ægtefælles fælles husførelse er varigt ophørt, sådan at hun ikke længere har en bolig til rådighed i Danmark. Klagerens framelding i folkeregistret og hos skatteforvaltningen kan ikke føre til et andet resultat, ligesom det oplyste om ophøret af hendes opholds- og arbejdstilladelse ikke kan tillægges selvstændig betydning. På denne baggrund stadfæster Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Fuld skattepligt bevaret ved fraflytning trods påstået samlivsophævelse (jnr. 25-0009775) · skattewiki.dk