Momsfradrag nægtet for fiktive underleverandørfakturaer i sikringsvirksomhed

Journalnr. 25-0007054 Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar med i alt 511.712 kr. for afgiftsperioderne fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2022, idet Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for købsmoms for selskabets udgifter til tre underleverandør. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS, CVR-nr. [...1], herefter selskabet, blev stiftet den 3. december 2018 af [person1] og [person2] (daværende [person2]). Selskabet er registreret med branchekoden 800900 ”Vagt- og sikkerhedsaktiviteter i.a.n.”, og selskabets formål er at drive en sikringsvirksomhed, der omfatter låse, alarmer, overvågning m.m. til både private og virksomheder. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, har selskabet været registreret med op til to årsværk i 2021 og 2022. Selskabet har i afgiftsperioderne angivet følgende momstilsvar: Periode Salgsmoms Moms af udl. varekøb Købsmoms Momstilsvar 2021 1. halvår 2021 114.659 kr. 0 kr. 16.101 kr. 98.558 kr. 2. halvår 2021 402.118 kr. 23.941 kr. 349.321 kr. 76.738 kr. I alt 516.777 kr. 23.941 kr. 365.422 kr. 175.296 kr. 2022 1. halvår 2022 293.443 kr. 10.010 kr. 278.041 kr. 25.412 kr. 2. halvår 2022 142.911 kr. 5.822 kr. 131.965 kr. 16.768 kr. I alt 436.354 kr. 15.832 kr. 410.006 kr. 42.180 kr. På baggrund af en begrundet mistanke om selskabets anvendelse af fiktive underleverandører, har Skattestyrelsen den 7. marts 2023 indkaldt selskabets bogførings- og regnskabsmateriale for perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2022, herunder saldobalancer, kontospecifikationer, kontoudskrifter, købsfakturaer fra underleverandører, samt tilhørende time-, arbejdssedler og kontrakter. Da selskabet ikke har besvaret Skattestyrelsens anmodning, har Skattestyrelsen indhentet selskabets kontoudskrifter hos [finans1]. Skattestyrelsen har modtaget materialet den 3. april 2023. Skattestyrelsen har den 6. november 2023 udsendt forslag til afgørelse vedrørende selskabets skatte- og momsansættelser for 2021 og 2022. Den 13. december 2023 fremsendte Skattestyrelsen et nyt forslag til afgørelse vedrørende selskabets skatte- og momsansættelse for 2021 og 2022, som erstatning for forslaget dateret den 6. november 2023. Dette fordi Skattestyrelsen i det tidligere forslag til afgørelse havde lagt forkerte oplysninger til grund for én underleverandør. Selskabets repræsentant har den 26. marts 2024 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Dertil fremsendte selskabets repræsentant det efterspurgte regnskabs- og bogføringsmateriale. Ifølge selskabets saldobalancer og kontokort for 2021 og 2022 har selskabet haft en omsætning på 2.072.768 kr. eksklusive moms i 2021 og 1.945.422 kr. eksklusive moms i 2022. På baggrund af de fremsendte bemærkninger og materiale, som Skattestyrelsen ikke havde været i besiddelse af ved de tidligere fremsendte forslag til afgørelser, udsendte Skattestyrelsen den 27. august 2024 et fornyet forslag til afgørelse vedrørende selskabets skatte- og momsansættelse for 2021 og 2022. Selskabets repræsentant har den 2. oktober 2024 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Skattestyrelsen har som følge af ovenstående truffet afgørelse den 22. oktober 2024, hvor Skattestyrelsen efter en gennemgang af selskabets regnskabs- og bogføringsmateriale har forhøjet selskabets momstilsvar med i alt 511.712 kr. for afgiftsperioderne fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2022. Begrundelsen herfor er, at Skattestyrelsen har anset fakturaerne fra tre underleverandører for at være fiktive. Skattestyrelsens forhøjelser fordeler sig således: Underleverandør Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms [virksomhed1] 739.295,00 kr. 184.823,75 kr. 924.118,75 kr. [virksomhed2] ApS 1.169.341,75 kr. 292.335,45 kr. 1.461.677,20 kr. [virksomhed3] ApS 138.215,00 kr. 34.553,75 kr. 172.768,75 kr. I alt 2.046.851,75 kr. 511.712,95 kr. 2.558.564,70 kr. For så vidt angår de angivne underleverandører, gør følgende forhold sig gældende: [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...2], herefter [virksomhed1], blev stiftet den 3. oktober 2021 af [person3]. Den reelle ejer af [virksomhed1] er frem til den 1. oktober 2022 [person3]. [virksomhed1] er registreret med branchekoden 494100 ”Vejgodstransport” og bibranchekoden 812100 ”Almindelig rengøring i bygninger”. [virksomhed1] skiftede navn den 16. juli 2022 til [virksomhed4] ApS, og [virksomhed1]’s formål har i samhandelsperioden været at drive servicevirksomhed, samt hermed tilknyttet virksomhed. [virksomhed1] er taget under konkursbehandling den 10. november 2022. [virksomhed1] har ifølge CVR ikke været registreret med ansatte. Selskabet har i 2021 angivet købsmoms på i alt 184.823,75 kr. for nedenstående seks fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 08.09.2021 267 107.085,00 kr. 26.771,25 kr. 133.856,25 kr. 14.09.2021 276 108.900,00 kr. 27.225,00 kr. 136.125,00 kr. 20.09.2021 427 95.535,00 kr. 23.883,75 kr. 119.418,75 kr. 07.10.2021 273 202.195,00 kr. 50.548,75 kr. 252.743,75 kr. 31.10.2021 687 132.000,00 kr. 33.000,00 kr. 165.000,00 kr. 23.11.2021 319 93.580,00 kr. 23.395,00 kr. 116.975,00 kr. I alt 739.295,00 kr. 184.823,75 kr. 924.118,75 kr. Der er på fakturaerne anført tekst i form af mandskabsudlejning med angivelse af periode og timer, for eksempel ”Uge 34 146,5 timer x 330” og ”Uge 35 143 timer x 330” på fakturanr. 427. Beskrivelsen på de øvrige fakturaer er identiske med undtagelse af andre ugenumre og antal timer. Det fremgår ikke af fakturaerne, hvor arbejdet er udført, hvilket arbejde der er udført, eller hvem der har udført arbejdet. Derudover ændrer fakturaerne layout tre gange i samhandelsperioden, og fakturaerne er ikke udstedt fortløbende. Selskabet har fremlagt en samarbejdsaftale med [virksomhed1] dateret den 11. august 2021. Af samarbejdsaftalen fremgår det indledningsvist, at aftalen er en mandskabsudlejningsaftale vedrørende udlejning af mandskab fra [virksomhed1] til selskabet. Det fremgår videre af afsnittet om timepriser, at prisen fastsættes efter aftale for den pågældende byggesag, og at betalingsbetingelserne er aftalt til otte dage. Fakturanr. 267 og fakturanr. 276 fra [virksomhed1] har en betalingsfrist på tre dage netto, og fakturanr. 687 har betalingsdato samme dag, som fakturaen er udstedt. Selskabet har ikke fremlagt yderligere dokumentation vedrørende selskabets samarbejde med [virksomhed1]. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed1] ikke har haft de tekniske og menneskelige ressourcer til at levere de fakturerede ydelser, samt at indehaveren [person3] i en tilståelsessag er dømt for hvidvask. [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...3], herefter [virksomhed2], blev stiftet den 11. december 2012 af [person4]. [virksomhed2] er stiftet under navnet [virksomhed5] ApS og branchekoden 620100 ”Computerprogrammering”, samt at have til formål at udvikle og drifte applikationer til mobile enheder. [virksomhed2] blev den 7. februar 2022 overtaget af [person5]. [virksomhed2] blev i den forbindelse registreret med sit nuværende navn, binavnet [virksomhed6] ApS, branchekoden 433200 ”Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed”, og formålet at drive tømrer- og bygningssnedkervirksomhed og hermed forbundet virksomhed. [virksomhed2] er taget under konkursbehandling den 24. juli 2023, og [virksomhed2] er den 13. marts 2025 opløst efter konkurs. [virksomhed2] har ifølge CVR ikke været registreret med ansatte. Selskabet har i 2022 angivet købsmoms på i alt 292.335,45 kr. for nedenstående seks fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 31.03.2022 423 203.365,50 kr. 50.841,38 kr. 254.206,88 kr. 31.03.2022 583 118.300,00 kr. 29.575,00 kr. 147.875,00 kr. 25.05.2022 598 214.500,00 kr. 53.625,00 kr. 268.125,00 kr. 20.06.2022 612 197.031,25 kr. 49.257,81 kr. 246.289,06 kr. 18.07.2022 640 253.982,50 kr. 63.495,63 kr. 317.478,13 kr. 17.08.2022 655 182.162,50 kr. 45.540,63 kr. 227.703,13 kr. I alt 1.169.341,75 kr. 292.335,45 kr. 1.461.677,20 kr. Der er på fakturaerne anført tekst i form af mandskabsudlejning med angivelse af uger og timer, for eksempel er fakturanr. 423 angivet med ugerne 10-13 og et antal timer ud fra hver uge. Beskrivelsen på de øvrige fakturaer er identiske med undtagelse af andre ugenumre og antal timer. Fakturanr. 583 er udstedt den 31. marts 2022 og omfatter arbejde udført i ugerne 14-16, som er perioden fra den 4. april 2022 til den 24. april 2022. Det fremgår ikke af fakturaerne, hvor arbejdet er udført, hvilket arbejde der er udført, eller hvem der har udført arbejdet. Derudover har fakturaerne en betalingsfrist på én dag, og fakturanr. 598 ændrer layout fra de øvrige fakturaer. Selskabet har ikke fremlagt yderligere dokumentation vedrørende selskabets samarbejde med [virksomhed2]. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed2] ikke har haft de tekniske og menneskelige ressourcer til at levere de fakturerede ydelser. [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...4], herefter [virksomhed3], blev stiftet den 9. oktober 2017 af [person6]. [virksomhed3] er stiftet med navnet [virksomhed7] IVS. [virksomhed3] blev registreret med navnet [virksomhed3] IVS den 17. oktober 2019, og [virksomhed3] blev omdannet til et anpartsselskab den 13. oktober 2021. [virksomhed3] har været registreret med branchekoden 433200 ”Tømrer- og bygningssnedkervirksomhed”, og har til formål at drive virksomhed med handel og service. [virksomhed3] er taget under konkursbehandling den 30. august 2022, og [virksomhed3] er den 7. februar 2025 opløst efter konkurs. [virksomhed3] har ifølge CVR ikke været registreret med ansatte. Selskabet har i 2021 angivet købsmoms på i alt 34.553,75 kr. for nedenstående faktura: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 30.11.2021 926 138.215,00 kr. 34.553,75 kr. 172.768,75 kr. Der er på fakturaen anført tekst i form af ugerne 46-49 og et antal timer ud fra hver uge. Derudover fremgår det, at leveringsdatoen er identisk med fakturadatoen den 30. november 2021. Det fremgår ikke af fakturaen, hvor arbejdet er udført, hvilket arbejde der er udført, eller hvem der har udført arbejdet. Selskabet har ikke fremlagt yderligere dokumentation vedrørende selskabets samarbejde med [virksomhed3]. Skattestyrelsen har oplyst, at de på fakturaen angivne kontooplysninger ikke tilhører [virksomhed3], og at en person er dømt for hvidvask for at udstede fakturaer gennem [virksomhed3]. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar med i alt 511.712 kr. for afgiftsperioderne fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2022, idet Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for købsmoms for selskabets udgifter til tre underleverandører. Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført (uddrag): ”… 1.3. Vores bemærkninger og begrundelse Vi ændrer, på baggrund af nedenstående, jeres momstilsvar for perioden 1. januar 2021 til 31. december 2022 med i alt 511.712 kr. (219.377 kr. i 2021 og 292.335 kr. i 2022). I har ikke indsendt jeres momsafstemninger, saldobalance med tilhørende kontospecifikationer og underliggende bilag vedrørende underleverandører, som vi har bedt om i henhold til momslovens § 74, stk. 4, jævnfør stk. 1. Efterfølgende er bogføringsmateriale, bilag vedrørende underleverandører, samt samarbejdsaftale mellem selskabet og [virksomhed1] fremsendt i forbindelse med indsigelse til forslaget. Vi har gennemgået jeres angivne salgsmoms samt indsætninger på jeres bankkonti. Vi havde ved udsendelse af tidligere forslaget ikke adgang til selskabets bogføring, og vurderede derfor, at købsmomsen vedrørende fakturaerne fra [virksomhed1], [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS var fratrukket på baggrund af, at de kunne rummes i selskabets momsangivelser. Da repræsentanten nu har fremsendt bogføring, kan det ses, at fakturaerne for ovennævnte virksomheder indgår i selskabets bogføring, og købsmomsen er fratrukket. På baggrund af den dokumentation der er fremsendt i forbindelse med bemærkninger til forslaget, samt bemærkningerne i øvrigt, kan det konkluderes, at I ved opgørelse af jeres momstilsvar for perioden 1. januar 2021 til 31. december 2022 har fratrukket købsmomsen for de opgjorte hævninger/beløb på bilag 1 med i alt 511.712 kr. Jeres repræsentant har i bemærkningerne anført, at hvor myndighederne bestrider levering af vare eller ydelse, så påhviler det myndighederne at godtgøre, på et objektivt bestyrket grundlag, at retskravet på momsfradrag kan fraviges. Der henvises blandt andet til C-142/11 Mahagében og Dávid) præmis 50 og C-189/18 (Glencore Agriculture Hungary) præmis 38-49. Det anføres, at der ikke foreligger bevis for, at der foreligger et objektivt bestyrket grundlag. Det anføres hertil, at der ikke kan stilles krav til modtageren af ydelsen, at denne skal redegøre for leverandørens forhold. Der henvises til C-80/11 og C-142/11 (forenede sager Mahagében kft og Dávid) præmis 61 og 66. Hertil anføres det også, at det aftalte arbejde blev udført af [virksomhed1], [virksomhed3] ApS og [virksomhed2] ApS, og at selskabet løbende foretog kontrol med arbejdet. Repræsentanten anfører, at underleverandørens manglende indberetning og indbetaling af momsen, hvilket bestrides som udokumenteret, er uden betydning for fradragsretten. Af bemærkningerne modtaget den 2. oktober 2024 anfører jeres repræsentant desuden, at det er EU-domstolens faste praksis, at afgiftspligtige personer har et retskrav på at fratrække den moms, der betales for goder som er købt, eller ydelser der er leveret, og som anvendes i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner. Det anføres, at EU-domstolen har fastslået, at fradragsretten efter momsdirektivets artikel 167 ff. udgør en integreret del af momsordningen og at den som udgangspunkt ikke kan begrænses. Der henvises også til C-78/12 (Evita K) præmis 39ff, C324-11 (Tóth) præmis 45 og 53, samt C-80/11 og C-142/11 (forenede sager Mahagében kft og Dávid) præmis 50. At det påhviler Skattestyrelsen på et objektivt bestyrket grundlag at føre bevis for, at retskravet på momsfradrag kan fraviges understøttes af C-189/18 (Glencore Agriculture Hungary) præmis 38-49 og C-610/19 (Vikingo) præmis 66. Bekæmpelse af svig, afgiftsunddragelse og muligt misbrug er et formål der anerkendes og støttes i momsdirektivet. Det tilkommer derfor myndigheder og retsinstanser, at nægte at indrømme ret til fradrag, hvis det på grundlag af objektive forhold er godtgjort, at påberåbelsen af fradrag er udtryk for svig eller misbrug, se C-189/18 (Glencore Agriculture Hungary) præmis 34. Af samme afgørelse, præmis 35, fremgår at dette er tilfældet når personen vidste, eller burde have vidst, at de pågældende ved erhvervelse af en vare medvirkede til en transaktion, der var led i momssvig. Af C¬80/11 og C-142/11 (forenede sager Mahagében kft og Dávid) præmis 54 fremgår det, at det ikke er i strid med EU-retten at kræve, at en erhvervsdrivende træffer enhver foranstaltning, som med rimelighed kan kræves af ham, for at sikre sig, at hans transaktioner ikke fører til deltagelse i momssvig. I sagerne C-459/17 og C-460/17 (forenede sager SGI og Valériane SNC) blev retten forelagt det præjudicielle spørgsmål, jf. præmis 23, om bestemmelserne i sjette direktivs artikel 17 skal fortolkes således, at for at nægte en afgiftspligtig person retten til at fradrage den moms der angives på fakturaer svarende til varer eller ydelser, som skattemyndigheden godtgør ikke er blevet leveret til den nævnte person, skal det da undersøges, om det er godtgjort at personen vidste eller burde vide at transaktionen var led i momssvig. Som det fremgår af sagens præmis 47 kom retten frem til, at det er tilstrækkeligt at myndighederne godtgør, at de transaktioner som fakturaerne vedrører ikke er gennemført. Retten til fradrag er betinget af, at de hertil knyttede transaktioner faktisk er gennemført, se hertil præmis 35-40. Som anført under afsnit 1.1. har ejeren af [virksomhed1] ved en tilståelsessag erkendt og er dømt for at have ageret fakturafabrik for ikke under 200 mio. kr. Der er derfor, efter Skattestyrelsens opfattelse bevist, at [virksomhed1] ikke har udført det omtalte arbejde, som repræsentanten har påstået jf. bemærkningernes side 5. Selskabet har ikke haft ressourcerne hertil. Som anført ovenfor under afsnit 1.1. har Skattestyrelsen i forbindelse med kontrol af [virksomhed2] ApS konstateret at selskabet ikke har haft ansatte. Der er også faldet dom i sag vedrørende [virksomhed3] ApS. Den sigtede blev blandt andet dømt for at have anvendt [virksomhed3] ApS som fakturafabrik. Denne sag var ligeledes en tilståelsessag. Der er vores vurdering, at ingen af de tre anvendte underleverandører har haft de tekniske, menneskelige og økonomiske ressourcer til at udføre de ydelser, der er faktureret. Omkring aftalens indgåelse har repræsentanten oplyst, at denne er indgået med [person7]. Der fremgår ikke yderligere omkring hvem denne person er. Det virker påfaldende, at [person7] kan tilbyde mandskab fra både [virksomhed1] og [virksomhed2] ApS, og hvor begge virksomheder er fakturafabrikker. Af bemærkningerne fremgår, at [person7] på et tidspunkt meddelte, at hans mandskab skulle holde ferie i uge 46-49, men at han havde et samarbejde med [virksomhed3] ApS som kunne løfte opgaven i de pågældende uger. Som det fremgår ovenfor har [virksomhed3] ApS også ageret fakturafabrik, og har ikke haft mandskabet til at afløse andre firmaer i den periode. Se i øvrigt nedenstående bemærkninger til indholdet af fakturaen fra [virksomhed3] ApS Det virker desuden mærkeligt at indgå aftaler af denne størrelsesorden uden nærmere kendskab til de virksomheder, der samarbejdes med. Der er fremlagt en samarbejdsaftale indgået mellem selskabet og [virksomhed1]. Aftalen fremstår meget udetaljeret. Eksempelvis indeholder aftalen ikke oplysning om hvilken periode arbejdet skal udføres, hvor det skal udføres eller hvad der skal laves. I stedet står der, at aftalen gælder for nuværende og fremtidigt samarbejde, at mandskabet skal møde op på aftalt adresse/tid og udføre arbejde efter anvisning. Af aftalen fremgår heller ikke en aftalt pris. I stedet står der, at prisen fastsættes efter aftale for den pågældende byggesag. Den udetaljerede samarbejdsaftale står i kontrast til at der ifølge det oplyste, er tale om en afgrænset arbejdsopgave (kabeltræk). Aftalen er dateret den 11. august 2021. Det er ikke muligt at se af aftalen, hvem der har indgået aftalen på vegne af de to virksomheder. Der foreligger ingen samarbejdsaftale med [virksomhed2] ApS for arbejdet udført i 2022. Endvidere kan vi konstatere, at der ikke er fremlagt arbejds- eller timesedler der kan dokumentere hvilke personer, der har arbejdet på stedet. Det er normalt for virksomheder inden for denne branche, at foretage registrering af arbejdstid på arbejds- eller timesedler. Hvis selskabet, efter det oplyste, ikke leverer arbejdskraft selv, men alene formidler arbejdskraft til [virksomhed8] ApS, må der være en registrering af arbejdstiden med henblik på fakturering. Selskabets repræsentant har fremsendt købsfakturaer fra [virksomhed1], [virksomhed3] ApS og [virksomhed2] ApS. Fakturaer fremstår uden meget information. Af momsbekendtgørelsens § 57 (for 2021 fremgår bestemmelsen af § 58), skal en faktura, jf. § 68, blandt andet indeholde oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser. Af fakturaerne fremgår timeantal fordelt på uger og teksten hertil er ”Mandskabsudlejning” eller ”timer”. Det fremgår ikke, hvor arbejdet er udført eller, hvad det vedrører. Kopi af fakturaerne er vedlagt som bilag 3, 4 og 5. De fremlagte fakturaer følger ikke i alle tilfælde fakturarækkefølgen. Det gælder for fakturaer fra [virksomhed1] hvor der ses følgende: fakturanummer 276 er dateret 14. september 2021 fakturanummer 427 er dateret 20. september 2021 fakturanummer 273 er dateret 7. oktober 2021 fakturanummer 687 er dateret 31. oktober 2021 fakturanummer 319 er dateret 23. november 2021 Af den fremlagte faktura fra [virksomhed3] ApS ses det, at fakturaen er udstedt den 30. november 2021, og vedrører arbejde udført i ugerne 46, 47, 48 og 49. I 2021 var uge 48 mandag den 29. november til 5. december 2021 og uge 49 dækkede perioden fra 6. december til 12. december 2021. Fakturaen er således udstedt inden udløbet af uge 48 og 49, selvom der også er faktureret timer for disse to uger. Af fakturaerne fra [virksomhed2] ApS gør samme forhold sig gældende i to tilfælde. Faktura 423, som er dateret 31. marts 2022, vedrører ifølge fakturaen arbejde udført i ugerne 10, 11, 12 og 13. Men uge 13 dækkede i 2022 datoerne 28. marts til 3. april 2022, og der er således faktureret timer som ikke kan være udført på tidspunktet for udstedelsen af fakturaen. Faktura 583, som også er dateret 31. marts 2022, vedrører arbejde udført i ugerne 14, 15 og 16, som er perioden fra 4. til 24. april 2022. Tidsforbruget er således faktureret før de uger det vedrører. Det er Skattestyrelsens vurdering, at fakturaerne ikke opfylder momsbekendtgørelsens krav hertil. Fakturaerne indeholder ikke en præcis angivelse af ydelsernes omfang, samt stedet for levering. Dertil kommer, at fakturaerne har spring i nummerrækkefølgen ligesom der for flere fakturaer er sket fakturering for udført arbejde inden arbejdet rent faktisk kan være udført. På baggrund heraf er det vores opfattelse, at fakturaerne alene ikke kan tjene som grundlag for momsfradrag eller kan anses for at være reelle. Det er vores opfattelse, ud fra en samlet vurdering, at der foreligger så usædvanlige omstændigheder i relation til selskabets samhandel og fakturering med [virksomhed1], [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS, at der kan rejses berettiget tvivl om realiteten af fakturaerne. Ved vurderingen er der lagt vægt på: at samarbejdsaftalen med [virksomhed1] fremstår uspecifik. Der fremgår ikke hvilken periode den vedrører, hvilket arbejde der skal udføres, hvem der skal udføre arbejdet og til hvilken pris. at der ikke foreligger samarbejdsaftaler med [virksomhed3] ApS og [virksomhed2] ApS. at der ikke er fremlagt arbejds-/timesedler, der kan dokumentere hvem der har udført arbej-det. at der er modtaget fakturaer fra [virksomhed1], hvor indehaver i byretten har tilstået at have udstedt fiktive fakturaer. at der er modtaget fakturaer fra [virksomhed2] ApS, som ikke har nogen ansatte, og som efter vores vurdering har ageret som fakturafabrik. at der er modtaget faktura fra [virksomhed3] ApS, som ifølge dom i byretten har været anvendt til at udstede fiktive fakturaer. at fakturaen fra [virksomhed3] ApS er betalt til bankkonto [kontonr.1], som ikke tilhører [virksomhed1], [virksomhed2] ApS eller [virksomhed3] ApS, men en privatperson. at aftalen med underleverandørerne er kommet i stand efter at [person7] har kontaktet selskabet. Det fremgår ikke hvem denne [person7] er. at det er påfaldende at [person7] kan tilbyde arbejdskraft fra både [virksomhed1], [virksomhed2] ApS og senere også [virksomhed3] ApS, som alle er virksomheder, som efter vores vurdering ikke har de tekniske, menneskelige og økonomiske ressourcer til at kunne udføre ydelserne svarende til de betalte beløb. at der ikke er den korrekte nummerrækkefølge i fakturaerne fra [virksomhed1]. at der i 3 tilfælde er modtaget fakturaer som er dateret før tidspunktet for arbejdets udfø¬relse. at fakturaerne fremstår udetaljeret og uden meget information. Af fakturaerne fremgår timeantal fordelt på uger og teksten hertil er ”Mandskabsudlejning” eller ”timer”. Det fremgår ikke hvor arbejdet er udført eller hvad det vedrører. Der påhviler derfor selskabet en skærpet bevisbyrde for, at fakturaerne dækker over reelle leverancer og dermed om moms af disse underleverandørfakturaer er fradragsberettiget. Der kan henvises til Byrettens dom af 10. oktober 2016 (gengivet i SKM2017.40.BR). I sagen fra Byretten var der, som i denne sag, problemer med nummereringen af fakturaerne ligesom disse ikke indeholdt en nærmere angivelse af ydelserne samt hvor arbejdet var udført. Se hertil også Østre Landsrets dom af 21. juni 2017, gengivet i SKM2017.461.ØLR, hvor landsretten blandt andet lægger til grund, at for nogle fakturaer ikke er tale om fortløbende nummerering, og der ikke er foretaget en tilstrækkelig præcis angivelse af ydelsernes omfang, art samt tidspunkt og sted for levering. Højesteret har i dom af 26. marts 2019 (gengivet i SKM2019.231.HR) bekræftet, at fradrag af moms efter momslovens § 37, stk. 2, nr. er betinget af at der er sket en faktisk levering som fradragsretten kan knyttes op på. I dommen henvises til forenede sager C-459/17 og C-460/17 (SGI og Valériane), hvoraf det fremgår, at der ingen fradragsret opstår, når den faktiske gennemførelse af leveringen ikke har fundet sted. Det påhviler den, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldet, og det følger heraf, at retten til momsfradrag er betinget af, at de hertil knyttede transaktioner rent faktisk er blevet gennemført. Arbejdet skal således være udført. At betaling er sket elektronisk via bank, ændrer ikke på vurderingen. Se hertil byrettens dom af 31. maj 2021 som er gengivet i SKM2021.394.BR. Dommen er senere stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 13. februar 2023, gengivet i SKM2023.213.ØLR. Byretten har i en afgørelse af 9. juni 2021, gengivet i SKM2021.395.BR, lagt vægt på at bevisbyrden for, at der var leveret momspligtige ydelser påhviler skatteyderen. I denne sag var der i lighed med nærværende sag fremlagt samarbejdsaftale, ligesom fakturaerne ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsen. Retten fandt ikke at samarbejdsaftalerne kunne dokumentere, at der var sket levering af momspligtige ydelser. Retten bemærkede at aftalerne var upræcise, idet de blandt andet ikke beskriver leveringssted og omfang af de ydelser der skal leveres. I sagen lægges der også til grund, at underleverandørerne har haft perioder uden ansatte og at de efterfølgende er opløst eller gået konkurs. Dette er også tilfældet i denne sag, hvor det er konstateret, at [virksomhed1], [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS ikke har haft ressourcerne til at udføre opgaven og alle er ophørt eller gået konkurs. Under hensyn til ovenstående har selskabet ikke dokumenteret, at betingelser for fradrag efter momslovens § 37 er opfyldt. Fakturaerne lever ikke op til kravene i momsbekendtgørelsen. Selskabet har således ikke dokumenteret, at der er foretaget momspligtige leverancer i henhold til de fremlagte fakturaer. Der er samlet set tale om så usædvanlige omstændigheder, at fakturaerne ikke kan anses for at være reelle. Det er vores vurdering, at virksomhederne har udstedt fiktive fakturaer med henblik på at give jer et uberettiget fradrag. Der er fremlagt fakturaer til dokumentation for at selskabet har faktureret og leveret ydelser til [virksomhed8] ApS. Skattestyrelsen betvivler ikke, at I har faktureret og leveret ydelser til jeres kunder. At selskabet har foretaget leverancer til sine egne kunder har imidlertid ingen betydning for Skattestyrelsens vurdering af om selskabet har løftet den skærpede bevisbyrde for, at fakturaerne dækker over reelle leverancer og dermed om moms af disse underleverandørfakturaer er fradragsberettiget. Vi fastholder, at vi på et objektivt foreliggende grundlag har godtgjort, at selskabets fradrag for købsmoms i nærværende tilfælde kan nægtes. Der henvises til den anførte EU- og nationale praksis. Vi ændrer jeres købsmoms således: Beløb i kr. 2021 2022 1. halvår 2. halvår I alt 1. halvår 2. halvår I alt Købsmoms angivet 16.101 349.321 365.422 278.041 131.965 410.006 Købsmoms ansat 16.101 129.944 146.045 94.742 22.929 117.671 Købsmoms ændret 0 -219.377 -219.377 -183.299 -109.036 -292.335 Vi ændrer købsmomsen med 511.712 kr. (219.377 kr. + 292.335 kr.) for perioden 1. januar 2021 til 31. december 2022, da vi nægter fradrag for jeres købsmoms til [virksomhed1], [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS. Købsmomsen udgør 20 % at betalingerne, jf. momslovens § 27, stk. 1. Købsmoms udgør 219.377 kr. (1.096.888 kr. x 0,20) i 2021 og 292.335 kr. (1.461.677 kr. x 0,20) i 2022. Købsmomsen opkræves med hjemmel i opkrævningslovens § 5, stk. 1. …” Udtalelser fra Skattestyrelsen I forbindelse med klagesagsbehandlingen har Skattestyrelsen den 5. februar 2024 udtalt følgende til klage af den 20. januar 2025: ”… Repræsentanten anfører i klagen, at der er væsentlige mangler i afgørelsen. Vi er ikke enig heri. …” Derudover har Skattestyrelsen den 8. april 2025 udtalt følgende til endelig klage af den 16. marts 2025: ”… Der er ikke nye oplysninger i den endelige klage som Skatteankestyrelsen har videresendt til Skattestyrelsen. Vi vil dog bemærke, at det forhold, at [klager] ApS har faktureret til [virksomhed8] ApS, ikke har betydning for fradragsretten. De omhandlede underleverandører har ikke haft de tekniske, menneskelige og økonomiske ressourcer til, at kunne udføre ydelser svarende til de betalte beløb. …” Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har principalt fremsat påstand om, at Skattestyrelsens skønnede forhøjelser af selskabets momstilsvar på i alt 394.673 kr. for afgiftsperioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2021 og i alt 334.515 kr. for afgiftsperioden fra den 1. januar 2022 til den 30. juni 2022 skal nedsættes til det selvangivne. Subsidiært, at Skattestyrelsens afgørelse skal annulleres eller hjemvises til fornyet behandling, og mere subsidiært, at Skattestyrelsens skønnede forhøjelser af selskabets momstilsvar skal nedsættes til et beløb under 394.673 kr. for afgiftsperioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2021 og til et beløb under 334.515 kr. for afgiftsperioden fra den 1. januar 2022 til den 30. juni 2022. Begrundelsen herfor er, at Skattestyrelsen ikke har opfyldt officialmaksimen. Til støtte for sine fremsatte påstande har selskabets repræsentant i klage af den 20. januar 2025 anført (uddrag): ”… ANBRINGENDER 3.1. DET RETLIGE SAMVIRKE MELLEM BEVISBYRDEREGLERNE OG OFFICIALMAKSIMEN Officialmaksimen er primær til bevisbyrdereglerne, jf. bl.a. FOU.2014.0006. Medmindre de konkrete bevisbyrderegler tillige retter sig mod den udøvende magt eller forvaltningen, og/eller hvis officialmaksimen er konkret fraveget ved lov. Der er i den forbindelse således generelt udtalt af Ombudsmanden vedrørende det retlige samvirke mellem bevisbyrdereglerne og officialmaksimen i FOB.2018-31: ”… Ombudsmanden var enig med Ankestyrelsen i, at aktivlovens § 11, stk. 7, var en ”skærpet bevisbyrderegel” for borgeren, men at reglen ikke ændrede på, at myndighederne efter officialprincippet havde pligt til at oplyse sagen. …” Det er således i alle konkrete tilfælde Skattestyrelsens byrde, hvis Skattestyrelsen ikke tilstrækkeligt kan bevise sine anvendte kriterier/hensyn og sin subsumption under forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, i hvilken forbindelse princippet i retsplejelovens § 344, stk. 2, ikke kan anvendes, da der er taget forbehold om strafforfølgning af Skattestyrelsen (bilag nr. 1, side 19), jf. retssikkerhedslovens § 10. … 3.3. GRUNDLOVENS § 43, 1. LED, INDEHOLDER ET LOVHJEMMELSKRAV OG ET DELEGATIONSFORBUD, OG MOMSTILSVAR, HERUNDER SALGSMOMS OG KØBSMOMS, HENHØRER UNDER DENNE GRUNDLOVSBESTEMMELSE MED HJEMMELSMANGLER TIL FØLGE Momstilsvar, herunder salgsmoms og købsmoms, er materiel momsretlig regulering, der henhører under Grundlovens § 43, 1. led, og ikke formel skatteretlig regulering, som henhører under Grundlovens § 3. Al regulering vedr. momstilsvar skal således foretages ved lov. Derfor kan fx bekendtgørelser, herunder momsbekendtgørelsens §§ 57, 58 og 68, (bekendtgørelse nr. 1909 af 2015-12-29, bekendtgørelse nr. 609 af 2017-06-01, bekendtgørelse nr. 1779 af 2018-12-27, bekendtgørelse nr. 444 af 2019-04-12, bekendtgørelse nr. 542 af 2019-05-01, bekendtgørelse nr. 1340 af 2019-12-09, bekendtgørelse nr. 1507 af 2020-10-19, bekendtgørelse nr. 1003 af 2021-05-21 og bekendtgørelse nr. 2246 af 2021-11-30) ikke anvendes til materiel momsretlig regulering. Både lovhjemmelskrav og delegationsforbud er således tilsidesat via momsretlig regulering i momsbekendtgørelsen, fordi den omhandlede regulering i de gældende momsbekendtgørelser er kvalitativt og/eller kvantitativt for intensiv, og i anden række fordi den konkrete regulering i momsbekendtgørelsens §§ 57, 58 og 68 (bilag nr. 1) er for kvalitativt og/eller kvantitativt for intensiv, jf. U.1999.230/2H, e.c. (alene lighedsgrundsætningen) og SKM2007.28.HR, e.c. Skattestyrelsens afgørelse lider således af hjemmelsmangler og er ugyldig på det grundlag i sig selv. Derfor skal de principale påstande eller subsidiære påstande tages til følge. 3.4. BEVISBYRDEN FOR KONKRETE MOMSFRADRAG PÅHVILER [klager] APS, I HVILKEN FORBINDELSE MANGLENDE OVERHOLDELSE AF MOMSBEKENDTGØRELSENS FAKTURAKRAV IKKE ER DISKVALIFICERENDE FOR MOMSFRADRAGSRET Det fremgår af EU-domstolen i sag C-516/14 af 15. september 2016, Barlis vs. Portugal, præmis 40 – 44, hvilken dom vedrører fortolkning af bl.a. momssystemdirektivets art. 168 og dermed momslovens § 37, at (mine understregninger): ”... 40. Hvad angår de materielle betingelser for, at retten til momsfradrag indtræder, fremgår det af artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112, at de varer eller ydelser, der påberåbes til støtte for denne ret, bliver anvendt i et efterfølgende led af den afgiftspligtige person i forbindelse med den pågældendes egne afgiftspligtige transaktioner, og at disse varer eller ydelser er blevet leveret af en anden afgiftspligtig person i et forudgående led (jf. i denne retning dom af 22.10.2015, PPUH Stehcemp, C-277/14, EU:C:2015:719, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). 41. Hvad angår de formelle betingelser for udøvelsen af denne ret fremgår det af artikel 178, litra a), i direktiv 2006/112, at udøvelsen heraf er undergivet et krav om besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med direktivets artikel 226 (jf. i denne retning dom af 1.3.2012, Kopalnia Odkrywkowa Polski Trawertyn P. Granatowicz, M. Wąsiewicz, C-280/10, EU:C:2012:107, præmis 41, og af 22.10.2015, PPUH Stehcemp, C-277/14, EU:C:2015:719, præmis 29). 42. Domstolen har fastslået, at det grundlæggende princip om momsens neutralitet kræver, at der indrømmes fradrag for indgående moms, hvis de materielle betingelser herfor er opfyldt, selv om de afgiftspligtige ikke måtte have opfyldt visse formelle betingelser. Når skattemyndighederne er i besiddelse af de nødvendige oplysninger for at kunne fastslå, at de materielle betingelser er opfyldt, kan de følgelig ikke med hensyn til den afgiftspligtige persons ret til at fradrage denne afgift stille supplerende betingelser, der kan medføre, at udøvelsen af denne ret bortfalder (jf. i denne retning dom af 21.10.2010, Nidera Handelscompagnie, C-385/09, EU:C:2010:627, præmis 42, af 1.3.2012, Kopalnia Odkrywkowa Polski Trawertyn P. Granatowicz, M. Wąsiewicz, C­280/10, EU:C:2012:107, præmis 43, og af 9.7.2015, Salomie og Oltean, C-183/14, EU:C:2015:454, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis). 43. Det følger heraf, at skattemyndighederne ikke kan nægte at indrømme ret til momsfradrag alene af den grund, at en faktura ikke opfylder de betingelser, der kræves i medfør af artikel 226, nr. 6) og 7), såfremt den er i besiddelse af alle de oplysninger, der kræves for at kunne efterprøve, om de materielle betingelser vedrørende fradragsretten er opfyldt. 44. I denne henseende kan skattemyndighederne ikke begrænse sig til kun at undersøge selve fakturaen. De skal ligeledes tage hensyn til supplerende oplysninger fremlagt af den afgiftspligtige person. Denne konstatering bekræftes af artikel 219 i direktiv 2006/112, som sidestiller ethvert dokument eller enhver meddelelse, der specifikt og utvetydigt ændrer og henviser til den oprindelige faktura, med en faktura. …” Det fremgår af EU-domstolen i sag C-80/20 af 21. oktober 2021, Wilma Salmson France SAS vs. Rumænien, præmis 76 – 82, hvilken dom vedrører fortolkning af bl.a. momssystemdirektivets art. 168 og dermed momslovens § 37, at (mine understregninger): ”76. Det bemærkes imidlertid, at det grundlæggende princip om momsens neutralitet kræver, at der indrømmes fradrag for indgående moms eller tilbagebetaling heraf, hvis de materielle betingelser herfor er opfyldt, selv om de afgiftspligtige ikke måtte have opfyldt visse formelle betingelser (dom af 18.11.2020, Kommissionen mod Tyskland (Tilbagebetaling af moms – fakturaer), C-371/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:936, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.12.2020, Bundeszentralamt für Steuern, C­346/19, EU:C:2020:1050, præmis 47). 77. Det kan imidlertid forholde sig anderledes, hvis tilsidesættelsen af sådanne formelle krav har gjort det umuligt at fremlægge et sikkert bevis for, at de materielle betingelser er opfyldt (dom af 18.11.2020, Kommissionen mod Tyskland (Tilbagebetaling af moms – fakturaer), C-371/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:936, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.12.2020, Bundeszentralamt für Steuern, C-346/19, EU:C:2020:1050, præmis 48). 78. Hvis skatte- og afgiftsmyndigheden er i besiddelse af de nødvendige oplysninger for at kunne fastslå, at den afgiftspligtige person skal betale moms, kan den ikke opstille supplerende betingelser, der kan medføre, at udøvelsen af retten til fradrag for eller til tilbagebetaling af moms bortfalder (dom af 18.11.2020, Kommissionen mod Tyskland (Tilbagebetaling af moms – fakturaer), C-371/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:936, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.12.2020, Bundeszentralamt für Steuern, C­346/19, EU:C:2020:1050, præmis 53). 79. I denne henseende skal det fremhæves, at artikel 20 i direktiv 2008/9 giver mulighed for, at tilbagebetalingsmedlemsstaten, hvis den finder, at den ikke har modtaget alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe afgørelse om hele eller en del af en sådan anmodning, kan anmode om supplerende oplysninger, navnlig hos den afgiftspligtige person eller de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten, idet disse oplysninger skal være tilbagebetalingsmedlemsstaten i hænde senest en måned efter den dato, hvor anmodningen om oplysninger indgik hos den person, til hvem den var rettet. 80. Det bemærkes ligeledes, at bekæmpelse af svig, afgiftsunddragelse og muligt misbrug ganske vist er et formål, som udtrykkeligt anerkendes og støttes i de EU-retlige bestemmelser vedrørende moms. De foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer, må imidlertid ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. De kan følgelig ikke anvendes på en sådan måde, at de systematisk anfægter retten til fradrag af moms og dermed princippet om momsens neutralitet (jf. analogt dom af 21.3.2018, Volkswagen, C­533/16, EU:C:2018:204, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.11.2020, Kommissionen mod Tyskland (Tilbagebetaling af moms – fakturaer), C-371/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:936, præmis 83). 81. Det er følgelig kun, hvis et dokument er behæftet med mangler af en sådan art, at de nationale skatte- og afgiftsmyndigheder ikke råder over de oplysninger, der er nødvendige for at underbygge en tilbagebetalingsanmodning, at det kan lægges til grund, at et sådant dokument ikke udgør en »faktura« som omhandlet i momsdirektivet, således at retten til tilbagebetaling ikke kunne udøves, da den afgiftspligtige person kom i besiddelse heraf. 82. Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at momsdirektivets artikel 167-171 og 178 samt direktiv 2008/9 skal fortolkes således, at retten til tilbagebetaling af moms, der er pålagt en levering af varer, ikke kan udøves af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat, hvis denne afgiftspligtige person ikke er i besiddelse af en faktura som omhandlet i momsdirektivet vedrørende købet af de pågældende varer. Det er kun, hvis et dokument er behæftet med mangler af en sådan art, at de nationale skatte- og afgiftsmyndigheder ikke råder over de oplysninger, der er nødvendige for at underbygge en tilbagebetalingsanmodning, at det kan lægges til grund, at et sådant dokument ikke udgør en »faktura« som omhandlet i momsdirektivet.” Der skal således foretages både et juridisk skøn og et konkret bevis- og værdiskøn i retsspørgsmål vedrørende momsfradrag og de opfyldte materielle momsbetingelser, uanset om de formelle betingelser ikke er opfyldt, jf. tillige SKM2016.9.BR. EU-domstolen i dom af 15. september 2016, Barlis vs. Portugal, og EU-domstolen i dom af 15. september 2016, Wilma Salmson France SAS vs. Rumænien, præmis 76 – 82, er sententia posterior og sententia specialis og indeholder en præcisering eller uddybning af EU-domstolens dom af 24. april 2004, Terra Baubedarf-Handel, bl.a. præmis 34. Denne retsforståelse er i overensstemmelse med Den Juridiske Vejledning 2021-1 – 2022-2, afsnit D.A.11.1.7, jf. Den Juridiske Vejledning, Om Den Juridiske Vejledning, Bindende Virkning, jf. SKM2015.479.HR, hvoraf fremgår (mine understregninger): ”… Skattemyndighederne kan ikke nægte at indrømme ret til momsfradrag alene af den grund, at en faktura ikke opfylder de betingelser, der kræves i medfør af artikel 226, nr. 6) og 7), i momssystemdirektivet, hvis de er i besiddelse af alle de oplysninger, der kræves for at kunne efterprøve, om de materielle betingelser vedrørende fradragsretten er opfyldt. Se dommen i sag C-516/14, Barlis. Det er kun, hvis et dokument er behæftet med mangler af en sådan art, at de nationale skatte- og afgiftsmyndigheder ikke råder over de oplysninger, der er nødvendige for at kunne efterprøve de materielle betingelser for fradragsret eller godtgørelse, at det kan lægges til grund, at et sådant dokument ikke udgør en "faktura" som omhandlet i momssystemdirektivet. Se dommen i sag C-80/20, Wilo Salmson France SAS. ...” SKM2017.210.BR er således afsagt under forhandlingsmaksimen (parternes anbringender om bl.a. bevisbyrde og krav til vurdering af materiel fradragsret under EU-retspraksis) og er bl.a. sententia inferior til bl.a. EU-domstolens dom af 15. september 2016, Barlis vs. Portugal, EU-domstolens dom af 27. juni 2018, SGI og Valériane vs. Frankrig samt SKM2014.374.BR og SKM2019.231.HR. Momsbekendtgørelsens § 82, der i sig selv udgør en krænkelse af Grundlovens § 43, 1. led, og § 46, stk. 1, er således underlagt EU-retten ovenfor. [klager] ApS har løftet denne bevisbyrde under faktum vedrørende de omhandlede momsfradrag, herunder i sammenhæng med officialmaksimen. 3.5. SKATTESTYRELSEN HAR BEVISBYRDEN UNDER DET HØJE BEVISSTYRKEKRAV ”GODTGØRELSE”, HVIS LEVERING AF EN VARE ELLER YDELSE BESTRIDES, HVILKEN BEVISBYRDE SKATTESTYRELSEN IKKE HAR LØFTET Afgiftspligtige personer har et retskrav på at fratrække den moms, der betales for goder som er købt, eller ydelser der er leveret, og som anvendes i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner. Fradragsretten efter momsdirektivets artikel 167 ff. udgør en integreret del af momsordningen, og den omhandlede fradragsret kan som udgangspunkt ikke kan begrænses, jf. EU-Domstolen i sag C-78/12 (Evita K) præmis 39, EU-Domstolen i sag C324-11, Tóth, præmis 45 og 53, samt EU-Domstolen i sag C-80/11 og C-142/11, Forenede sager Mahagében kft og Dávid, præmis 50. Skattestyrelsen har bevisbyrden under det høje bevisstyrkekrav ”godtgørelse” under et objektivt bestyrket grundlag, hvis levering af en vare eller ydelse bestrides, hvilken bevisbyrde Skattestyrelsen ikke har løftet. [klager] ApS har således et retskrav på sine momsfradrag. Dette følger bl.a. af EU-Domstolen i sag C-142/11, Mahagében og Dávid, præmis 50, EU-Domstolen i sag C-189/18, Glencore Agriculture Hungary, præmis 38-49 og EU-Domstolen i sag C-610/19, Vikingo, præmis 66. Der er således intet objektivt bestyrket grundlag, herunder skal [klager] ApS ikke godtgøre sine leverandørers forhold, jf. bl.a. EU-Domstolen i sag C-80/11 og C-142/11, Forenede sager Mahagében kft og Dávid, præmis 61 og 66. Det aftalte arbejde blev udført af [virksomhed1], [virksomhed3] ApS og [virksomhed2] ApS, og [klager] A/S foretog løbende kontrol med arbejdet. Underleverandørens manglende indberetning og indbetaling af momsen, hvilket er bestridt som udokumenteret, er således uden betydning for fradragsretten. Derfor skal påstandene tages til følge. … 3.7. HENSYNENE BAG DEN ALMINDELIGE RETSGRUNDSÆTNING OM GENEREL VÆSENTLIG AF TILSIDESÆTTELSE ELLER KRÆNKELSE AF GARANTIFORSKRIFTER, DER ER UDGANGSPUNKTET Det er et helt grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er ubetinget hævdelse af respekt for sagsbehandlings- og procesforskrifter, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde. Særligt dette hensyn må være tungtvejende, idet der i modsat fald ellers ikke meningsfyldt vil være tale om et retssystem med mulighed for annullation eller hjemvisning af et skatteankenævns eller Landsskatterettens afgørelser, hvorved risikoen for yderligere retlig erodering væsentligt forstærkes. Et andet grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er håndhævelseshensynet eller den præventive effekt, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde. Særligt dette hensyn må tillige være tungtvejende, idet der i modsat fald ellers ikke meningsfyldt vil være tale om et retssystem med mulighed for annullation eller hjemvisning af et skatteankenævns eller Landsskatterettens afgørelser, hvorved risikoen for yderligere retlig erodering væsentligt forstærkes. Et tredje grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed vil være muligheden for, at der kan træffes en sikker eller mere sikker retlig afgørelse, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde. Disse hensyn ovenfor i forhold til retsreglernes erosion og retlig vilkårlighed under bl.a. Skatteministeriets afgørelsesvirksomhed er tillige beskrevet i Advokatrådets Retssikkerhedsprogram under formand advokat Jan Erlund fra 1994, side 27-28, at (mine understregninger): ”… Man skal være opmærksom på, at befordringen af en pragmatisk retstradition ved domstolene og i forvaltningen ikke opdrager individer, der begår fejl, til at undgå nye fejl. Hertil kommer, at formelle regler i praksis bliver meningsløse, hvis de ikke håndhæves. Domstolene og andre dele af det danske retsvæsen har næppe levet fuldt op til deres an svar i den henseende. …” Desuden har Skattestyrelsen ret vidtgående muligheder for genoptagelse af en annulleret afgørelse, jf. bl.a. skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, jf. bl.a. af Revsbech m.fl., Forvaltningsret – Almindelige emner, 6. udgave, DJØFs Forlag, p. 439. Også dette hensyn/kriterium skal inddrages i en vurdering af den samlede balance eller afvejning af hensyn/kriterier under en almindelig retsgrundsætning (domstolenes selvstændigt retsskabende virksomhed) på området. Derfor skal Skattestyrelsens tilsidesættelser af garantiforskrifter bedømmes under en generel væsentlighedsvurdering og ikke under en konkret væsentlighedsvurdering. 3.8. SKATTESTYRELSEN OG DERMED LANDSSKATTERETTEN HAR TILSIDESAT OFFICIALMAKSIMEN MED AFGØRELSENS UGYLDIGHED OG ANNULLATION ELLER I ANDEN RÆKKE HJEMVISNING TIL RETSFØLGE Officialmaksimen (almindelig retsgrundsætning) er en såkaldt garantiforskrift, der kræver, at en sag oplyses tilstrækkeligt både faktisk og retligt, inden en afgørelse træffes. Begrundelsespligten, jf. forvaltningslovens § 24, hvorunder anvendte retsregler og hovedhensyn ved skønsudøvelse samt relevant faktum skal angives i afgørelsen, er ligeledes en såkaldt garantiforskrift. Officialmaksimen er juridisk spejlet i begrundelsen for en afgørelse. Sådanne mangler/fejl (tilsidesættelse af garantiforskrifter) er som udgangspunkt givet retsvirkningen generel væsentlighed, bl.a. U.2015.3233H, jf. Rønsholdt, 5. udgave, Karnov Group, side 527, og Garde m.fl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 6. udgave, 2007, DJØFs Forlag, side 163-164. Det kvalificerer, at fejlens/manglens tilstedeværelse i sig selv udløser væsentlighed og ugyldighed med annullation eller i anden række hjemvisning til retsfølge. I andre tilfælde foretages en konkret væsentlighedsvurdering, hvorunder kravene til den konkrete uvæsentlighed er meget høje via ”kan ikke udelukkes”, jf. U.1996.1462H, og ”kan ikke afvises”, jf. U.2005.1780H. Der må ikke foreligge bagatelagtige mangler, jf. U.2008.2538H. Der er således bl.a. følgende i sig selv eller samlede generelt eller i anden række konkret væsentlige mangler ved Skattestyrelsens afgørelse (bilag 1): Skattestyrelsen har ikke anført sin formelle beskatningshjemmel (genoptagelseshjemmel) for til den foretagne skatteretlige eller skattemæssige regulering hos [klager] ApS. Hverken skatteforvaltningslovens §§ 26 eller 27 (skat) eller §§ 31 eller 32 (moms) er således anført som formelle beskatningshjemler. Dette må ud fra retspraksis, jf. bl.a. SKM2017.530.BR, således i sig selv anses for en generelt væsentlig og i anden række konkret væsentlig mangel ved afgørelsen, jf. SKM2023.5413H (alene prøvelse af Skattestyrelsens sagsbehandlingsfejl ved Landsskatteretten eller formentlig skatteankenævn). I den forbindelse skal den meget restriktive retspraksis til skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., også inddrages til gunst for hos [klager] ApS. Skattestyrelsen har anvendt bevisbyrdereglerne, herunder en skærpet bevisbyrde, under de alene nationale retsgrundlag som [klager] ApS’ fradragsret og udbytte til anpartshaverne i strid med officialmaksimen. Skattestyrelsen har anvendt en fejlagtig og selvskabt uden for sine muligheder som udøvende magt bevisbyrde vedr. udbyttepålægget til anpartshaverne. Disse mangler/fejl er i sig selv eller samlet under en garantiforskrift og er derfor generelt væsentlige, jf. bl.a. princippet i U.1970.240Ø og U.2015.3233H. I anden række kan det ikke afvises eller udelukkes, at afgørelsen ville have fået et andet resultat, hvis sagens faktum var blevet tilstrækkeligt undersøgt, jf. bl.a. U.1996.1462H og U.2005.1780H (konkret væsentlighedsvurdering). Skattestyrelsens afgørelse er således behæftet med flere væsentlige sagsbehandlingsfejl, der i sig selv eller samlet skal medføre afgørelsens ugyldighed, jf. bl.a. U.2008.2596H, e.c. Afgørelsen er derfor ugyldig og skal hjemvises til fornyet behandling. Derfor skal den subsidiære påstand tages til følge. …” Endvidere har repræsentanten i endelig klage af den 16. marts 2025 supplerende anført (uddrag): ”… ANBRINGENDER … 3.8. SKATTESTYRELSEN OG DERMED LANDSSKATTERETTEN HAR TILSIDESAT OFFICIALMAKSIMEN MED AFGØRELSENS UGYLDIGHED OG ANNULLATION ELLER I ANDEN RÆKKE HJEMVISNING TIL RETSFØLGE Officialmaksimen (almindelig retsgrundsætning) er en såkaldt garantiforskrift, der kræver, at en sag oplyses tilstrækkeligt både faktisk og retligt, inden en afgørelse træffes. Begrundelsespligten, jf. forvaltningslovens § 24, hvorunder anvendte retsregler og hovedhensyn ved skønsudøvelse samt relevant faktum skal angives i afgørelsen, er ligeledes en såkaldt garantiforskrift. Officialmaksimen er juridisk spejlet i begrundelsen for en afgørelse. Sådanne mangler/fejl (tilsidesættelse af garantiforskrifter) er som udgangspunkt givet retsvirkningen generel væsentlighed, bl.a. U.2015.3233H, jf. Rønsholdt, 5. udgave, Karnov Group, side 527, og Garde m.fl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 6. udgave, 2007, DJØFs Forlag, side 163-164. Det kvalificerer, at fejlens/manglens tilstedeværelse i sig selv udløser væsentlighed og ugyldighed med annullation eller i anden række hjemvisning til retsfølge. I andre tilfælde foretages en konkret væsentlighedsvurdering, hvorunder kravene til den konkrete uvæsentlighed er meget høje via ”kan ikke udelukkes”, jf. U.1996.1462H, og ”kan ikke afvises”, jf. U.2005.1780H. Der må ikke foreligge bagatelagtige mangler, jf. U.2008.2538H. Der er således bl.a. følgende i sig selv eller samlede generelt eller i anden række konkret væsentlige mangler ved Skattestyrelsens afgørelse (bilag 1): Skattestyrelsen har ikke anført sin formelle beskatningshjemmel (genoptagelseshjemmel) for til den foretagne skatteretlige eller skattemæssige regulering hos [klager] ApS. Hverken skatteforvaltningslovens §§ 26 eller 27 (skat) eller §§ 31 eller 32 (moms) er således anført som formelle beskatningshjemler. Dette må ud fra retspraksis, jf. bl.a. SKM2017.530.BR, således i sig selv anses for en generelt væsentlig og i anden række konkret væsentlig mangel ved afgørelsen, jf. SKM2023.5413H (alene prøvelse af Skattestyrelsens sagsbehandlingsfejl ved Landsskatteretten eller formentlig skatteankenævn). I den forbindelse skal den meget restriktive retspraksis til skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt., også inddrages til gunst for hos [klager] ApS. Skattestyrelsen har anvendt bevisbyrdereglerne, herunder en skærpet bevisbyrde, under de alene nationale retsgrundlag som [klager] ApS’ fradragsret og udbytte til anpartshaverne i strid med officialmaksimen. Skattestyrelsen har anvendt en fejlagtig og selvskabt uden for sine muligheder som udøvende magt bevisbyrde vedr. udbyttepålægget til anpartshaverne. Skattestyrelsen har ikke foretaget et konkret skøn over, hvad eller konkret hvor meget er i givet ultimativ fald er tilgået anpartshaverne som maskeret udbytte, jf. bl.a. SKM2013.780.BR og U.1978.660H. Men har blot anset det automatisk til 1:1. Disse mangler/fejl er i sig selv eller samlet under en garantiforskrift og er derfor generelt væsentlige, jf. bl.a. princippet i U.1970.240Ø og U.2015.3233H. I anden række kan det ikke afvises eller udelukkes, at afgørelsen ville have fået et andet resultat, hvis sagens faktum var blevet tilstrækkeligt undersøgt, jf. bl.a. U.1996.1462H og U.2005.1780H (konkret væsentlighedsvurdering). Skattestyrelsens afgørelse er således behæftet med flere væsentlige sagsbehandlingsfejl, der i sig selv eller samlet skal medføre afgørelsens ugyldighed, jf. bl.a. U.2008.2596H, e.c. Afgørelsen er derfor ugyldig og skal hjemvises til fornyet behandling. Derfor skal den subsidiære påstand tages til følge. …” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling (uddrag): ”… Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen har gennemgået sagen, herunder klagers bemærkninger og tiltræder i det hele Skatteankestyrelsens begrundelse og indstilling til stadfæstelse af sagen. Afskæring af retsmøde Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3 skal undlade at efterkomme begæringen om afholdelse af retsmøde, da et retsmøde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig. Skattestyrelsen anser således sagen for tilstrækkeligt oplyst. Det er ej heller grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten vil medføre et andet udfald af sagen. Skattestyrelsen henviser til kriterierne i Højesterets dom TfS 2000.901 HD. …” Selskabets repræsentant har ikke fremkommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse. Indlæg under retsmødet Repræsentanten fremsatte påstand om, at Skattestyrelsens skønnede forhøjelser skulle nedsættes til det af selskabet selvangivne. Repræsentanten gennemgik herefter sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmøde. Repræsentanten fremførte videre, at officialmaksimen forpligter Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen til at belyse sagen korrekt, og at Skattestyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for, at der er sket maskeret udlodning. Repræsentanten påpegede hertil, at der hverken er pengestrømme, bankkontoudtog eller andre objektive forhold, der understøtter, at selskabets hovedanpartshavere har foretaget maskeret udlodning, da det ifølge repræsentanten ikke er dokumenteret, at pengene har været på hovedanpartshavernes private bankkonti. Endelig fremførte repræsentanten, at den manglende henvisning til de almindelige genoptagelsesregler i Skattestyrelsens afgørelse er en væsentlig sagsbehandlingsmangel, hvorfor Skattestyrelsens afgørelse skal anses for at være ugyldig. Skatteforvaltningen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. Skattestyrelsen henviste til, at det fortsat er Skattestyrelsens opfattelse, at der foreligger så usædvanlige omstændigheder omkring underleverandørerne og fakturaerne, at der påhviler selskabet en skærpet bevisbyrde. Skatteforvaltningen anførte videre, at den manglende henvisning til genoptagelsesreglerne ikke kan medføre ugyldighed. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har godkendt selskabet fradrag for købsmoms for udgifter afholdt til tre underleverandører på i alt 511.712 kr. for afgiftsperioderne fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2022. Derudover angår sagen, om Skattestyrelsens afgørelse skal annulleres eller er ugyldig som følge af, at Skattestyrelsen ikke har belyst sagen tilstrækkeligt. Retsgrundlaget Fradrag for købsmoms Af momslovens § 37 fremgår følgende (uddrag): ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er 1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, …” Bestemmelsen i momslovens § 37 implementerer 6. direktivs artikel 17, nu momssystemdirektivets artikel 167 til 168 og artikel 178 til 179. Af dagældende § 81 i momsbekendtgørelse nr. 2246 af 30. november 2021 og dagældende § 82 i bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015 fremgår følgende: ”Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, eller enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser m.v. fra SKAT eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer.” Momsbekendtgørelsens kapitel 12 indeholder en række fakturakrav. I bekendtgørelsens dagældende 57, stk. 1 og § 58, stk. 1, er fastsat de nærmere krav til fakturaens indhold: ”Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 68 i denne bekendtgørelse, indeholde: 1) Udstedelsesdato (fakturadato). 2) Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen. 3) Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer. 4) Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse. 5) Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser. 6) Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato. 7) Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed. 8) Gældende afgiftssats. 9) Det afgiftsbeløb, der skal betales.” EF-domstolen har i sag C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH) udtalt, jf. præmis 34, at fradraget som omhandlet i 6. direktivs artikel 17, stk. 2 (nu momssystemdirektivets artikel 168), skal ske for den afgiftsperiode, hvori de to betingelser i 6. direktivs artikel 18, stk. 2, 1. afsnit (nu momssystemdirektivets artikel 179), begge er opfyldt. Det vil sige, at der skal være foretaget levering af goder eller tjenesteydelser, og at den afgiftspligtige skal være i besiddelse af en faktura eller et dokument, der ifølge kriterier fastsat af den pågældende medlemsstat kan anses for et tilsvarende dokument. Ved anmodning om fradrag i henhold til momslovens § 37 påhviler det selskabet at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. Såfremt fakturaerne ikke opfylder de forskriftsmæssige krav om angivelse af ydelsernes art og omfang, foreligger der unormale forhold, hvorefter selskabet pålægges en skærpet bevisbyrde for, at der har foreligget et underleverandørforhold med heraf følgende fradragsret, jf. Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2023.213.ØLR. Formalitet – ugyldighed Skattestyrelsen er som offentlig myndighed underlagt de almindelige forvaltningsretlige principper, medmindre der findes præciseringer og særlige undtagelser i skatteforvaltningsloven. Det følger af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2, at skatteforvaltningen forinden der træffes en afgørelse, skal udarbejde en sagsfremstilling. Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger, som er tillagt betydning for den påtænkte afgørelse. Det følger videre af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, at hvis skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om momsansættelse på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Partshøring er en forvaltningsretlig garantiforskrift, og manglende overholdelse vil medføre ugyldighed, hvis det ikke kan godtgøres, at manglen er konkret uvæsentlig. Derudover følger det af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, at Skattestyrelsen i forbindelse med fremsendelse af agterskrivelse efter skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, samtidig skal underrette den selvangivelsespligtige om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2. Endvidere følger det af officialprincippet, som er en ulovbestemt retsgrundsætning, at det som udgangspunkt påhviler myndigheden selv at fremskaffe de fornødne oplysninger om de foreliggende sager, eller foranledige at parterne selv medvirker til sagsoplysningen. Af officialprincippet følger tillige, at en forvaltningsretlig afgørelse først må træffes, når de nødvendige oplysninger foreligger, jf. Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2014.325.ØLR. Videre følger det af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, at Skattestyrelsen ikke kan afsende varsel om fastsættelse eller ændring af et afgiftstilsvar senere end tre år efter angivelsesfristens udløb. Landsskatterettens begrundelse og resultat Fradrag for købsmoms De fremlagte fakturaer indeholder ikke de forskriftsmæssige oplysninger i de dagældende momsbekendtgørelsers § 57, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 58, stk. 1, nr. 5 og 6, herunder konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, ligesom fakturaerne ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger om de udførte opgaver, og hvor og hvornår arbejdet er udført. Der påhviler derfor selskabet en skærpet bevisbyrde for, at der er foretaget momspligtige leverancer i henhold til de fremlagte fakturaer. Selskabet har fremlagt en samarbejdsaftale med underleverandøren [virksomhed1], hvoraf det fremgår, at prisen fastsættes efter aftale for den pågældende byggesag, og at betalingsbetingelserne er aftalt til otte dage. Selskabet har ikke fremlagt nogen dokumentation for prisfastsættelserne. Derudover bemærker retten, at tre fakturaer fra [virksomhed1] ikke overholder de betalingsbetingelser, som er aftalt mellem selskabet og [virksomhed1]. For så vidt angår underleverandørerne [virksomhed2] og [virksomhed3] har selskabet ikke fremlagt dokumentation i form af samarbejdsaftaler eller andet, som understøtter fakturaerne. Selskabet har dermed ikke kunnet redegøre for grundlaget for samarbejdet med underleverandørerne, jf. SKM2020.484.BR. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, hvem der har udført arbejdet. Selskabets fremlagte dokumentation bidrager ikke med de oplysninger, som fakturaerne mangler. De tre underleverandører har ikke været registreret med ansatte, og alle underleverandørerne har ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag, jf. SKM2021.395.BR. Underleverandørerne er videre under konkurs eller opløst efter konkurs. Især i en situation som den foreliggende, hvor der er en række usædvanlige forhold, er fraværet af skriftligt materiale således med til at skabe betydelig tvivl om, hvorvidt de hævdede underleverandører faktisk har udført de omhandlede arbejdsydelser. Under disse omstændigheder finder retten, at selskabet ikke har løftet den skærpede bevisbyrde for, at betingelserne for fradrag i henhold til momslovens § 37 er opfyldt. Selskabet har således ikke dokumenteret, at der er foretaget momspligtige leverancer i henhold til de fremlagte fakturaer. Retten finder, at der samlet set er tale om så usædvanlige omstændigheder, at fakturaerne ikke kan anses for at være reelle. Det forhold, at fakturaerne er betalt ved elektroniske pengeoverførsel, udgør ikke i sig selv dokumentation for, at leveringen af ydelser har fundet sted, hvorfor dette ikke kan føre til et andet resultat, jf. førnævnte SKM2023.213.ØLR. Formalitet Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse af den 22. oktober 2024 er ugyldig som følge af manglende opfyldelse af officialmaksimen, idet sagen ikke er blevet tilstrækkeligt belyst. En afgørelsesmyndighed skal efter officialprincippet oplyse en sag tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse. Princippet skal understøtte og sikre, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Såfremt afgørelsesmyndigheden ikke overholder denne garantiforskrift, kan afgørelsen tilsidesættes som ugyldig. Skattestyrelsen har som følge af officialprincippet pligt til at oplyse og undersøge selskabets forhold, inden der træffes afgørelse. Denne vurdering skal foretages konkret i hvert enkelt tilfælde. Landsskatteretten finder ikke grundlag for at anse Skattestyrelsens afgørelse for ugyldig. Retten bemærker hertil, at Skattestyrelsen har foretaget korrekt partshøring, at der er hjemmelsgrundlag for afgørelsen, og at den påklagede afgørelse ses at opfylde begrundelseskravene. Retten har ved vurderingen blandt andet lagt vægt på, at selskabets repræsentant ikke er fremkommet med konkrete tilfælde på, hvordan officialmaksimen i den konkrete sag ikke er opfyldt. Skattestyrelsen har derfor ikke tilsidesat en garantiforskrift, hvorfor selskabets subsidiære påstande ikke kan tages til følge. Skattestyrelsens manglende henvisning til genoptagelsesreglerne kan ikke føre til ugyldighed, og den af repræsentanten anførte praksis kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes tillige, at ansættelserne er foretaget inden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, hvorfor ansættelserne er rettidigt foretaget. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.