Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 25-0002240

Fradrag nægtet for faktura fra fakturafabrik ved mandskabsudlejning

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
23. januar 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om et bygge- og anlægsselskab kunne fradrage 170.100 kr. ekskl. moms for indkomståret 2022 vedrørende én faktura for mandskabsudlejning fra underleverandøren [virksomhed2] ApS, som Skattestyrelsen havde konstateret agerede som fakturafabrik. Skattestyrelsen nægtede fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da fakturaen var sparsomt udfærdiget, underleverandøren hverken havde ansatte eller var moms- og arbejdsgiverregistreret, betalingen var sket til en virtuel IBAN-konto tilhørende et polsk selskab, og der ikke forelå samarbejdsaftale, timesedler eller andre støttebilag. Selskabets eneanpartshaver gjorde gældende, at der var tale om en reel driftsudgift, at hun havde kontrolleret underleverandøren på virk.dk, at formændene bekræftede arbejdets udførelse, og at hun ikke var bekendt med dokumentationskravene. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at ydelserne var reelle, idet elektronisk betaling ikke i sig selv dokumenterer levering, og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2004.162.HR
  • SKM2020.484.BR
  • SKM2024.26.LSR

Fuldtekst

Journalnr. 25-0002240 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2022 Fradrag for udgifter til underleverandør 170.100 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger [klager] ApS, herefter selskabet, er stiftet den 12. december 2016 af [person1]. Selskabet er ejet af [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], herefter moderselskabet, der er 100 % ejet af [person2], herefter eneanpartshaveren, der fra den 8. juni 2017 er selskabets reelle ejer og direktør. Selskabet er sambeskattet med moderselskabet. Selskabet er i 2022 registreret under branchekoden 439990 ”anden bygge- og anlægsvirksomhed, som kræver specialisering” og bibranchen 433410 ”malerforretninger”. Selskabets formål er ”at udføre opgaver inden for jord- og beton og hermed beslægtede opgaver.”. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister har selskabet i den påklagede periode været registreret med mellem 14-17 ansatte, herunder 10-14 årsværk. Selskabet er momsregistreret den 25. december 2016, og er arbejdsgiverregistreret. I indkomståret 2022 har selskabet indberettet A-indkomst til eneanpartshaveren på i alt 404.864 kr. Derudover er der fra moderselskabet i samme indkomstår indberettet udbytte fra selskabet på 57.200 kr. Skattestyrelsen har i forbindelse med kontrol af selskabets underleverandører fundet anledning til at se nærmere på selskabets skattepligtige indkomst og momstilsvar for indkomståret 2022, hvorfor Skattestyrelsen har anmodet selskabet om at fremsende regnskabs- og bogføringsmateriale for 2021 og 2022. Selskabets revisor har fremsendt saldobalancer, kontospecifikationer, momsafstemning for 2021, fakturanr. 55 fra [virksomhed2] ApS, bankkontoudskrifter fra selskabets konto [kontonr.1] i [finans1] for perioden fra den 15. april 2021 til og med den 24. maj 2022 og årsrapport for 2022. Skattestyrelsen har i forbindelse hermed indhentet selskabets R75 for 2022 og efterangivelser for 2021 og 2022. Selskabet har ifølge den fremlagte kontospecifikation for perioden fra den 1. januar 2022 til og med den 30. juni 2022 omsat for 8.042.311,67 kr. inklusive moms. Heraf har selskabet bogført udgifter til underleverandører på konto 1320 ”Fremmed arbejde” for i alt 3.853.794,58 kr. eksklusive moms, herunder 170.100 kr. eksklusive moms til underleverandøren [virksomhed2] ApS. I forbindelse med igangværende kontrolsager i Skattestyrelsen, har Skattestyrelsen den 20. august 2024 konstateret, at [virksomhed2] ApS har ageret som fakturafabrik. Skattestyrelsen har udsendt forslag til afgørelse den 10. september 2024. I materialeindkaldelse fra Skattestyrelsen til selskabet af 14. november 2022 og 16. december 2022, har Skattestyrelsen anmodet om yderligere materiale, herunder samarbejdsaftaler, timesagsregnskab og øvrige underbilag. Som følge heraf har selskabets revisor oplyst, at der ikke forefindes timesagsregnskab vedrørende samhandelsforholdet mellem selskabet og [virksomhed2] ApS, idet selskabet ikke har været bekendt med navnene på de personer, der er anvendt til udførelse af arbejder i samhandelsforholdet. På baggrund af ovenstående har Skattestyrelsen ændret selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2022 med i alt 170.100 kr. Forhøjelsen skyldes nægtelse af fradrag for udgift medgået til fakturanr. 55 udstedt af nedenstående underleverandør. [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...2], blev stiftet den 4. februar 2022 af [virksomhed3] SP. Z O.O, [adresse1], Polen. [virksomhed2] ApS er i den påklagede periode drevet af [person3], der er direktør. Den 9. februar 2022 får [virksomhed2] ApS binavnet [virksomhed4] ApS. [virksomhed2] ApS er registreret under branchekoden 411000 ”gennemførelse af byggeprojekter”, og har til formål ”at drive entreprenørvirksomhed, herunder ingeniør-, projekterings-, rådgivnings- og håndværksvirksomhed inden for entreprenørbranchen, at drive handels- og industrivirksomhed med materialer til byggebranchen, virksomhed med opførelse, køb, salg og renovering af fast ejendom, investering i og produktudvikling af fast ejendom, at besidde aktier eller anparter i danske og udenlandske selskaber samt at udøve anden virksomhed, der i øvrigt er naturligt forbundet hermed”. [virksomhed2] ApS er den 13. februar 2024 opløst efter konkurs. [virksomhed2] ApS har ikke haft registeret ansatte, og har ikke været moms- eller arbejdsgiverregistreret. Selskabet har fremlagt følgende faktura fra [virksomhed2] ApS til selskabet, som Skattestyrelsen har nægtet fradrag for: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms Moms Beløb inkl. moms 30.03.2022 55 170.100 kr. 42.525 kr. 212.625 kr. Fakturaen er sparsomt udfærdiget. Der er på fakturaen anført beskrivelsen ”mandskabsudlejning [by1] uge 8 – 12.”, antal ”567” og en enhedspris på 300 kr. Der er på fakturaen ikke anført telefonnummer fra [virksomhed2] ApS. Fakturaen er ikke specificeret nærmere med angivelse af det udførte arbejde eller hvilke personer, der har udført arbejdet. På fakturaen er anført, at betaling skal ske til bankkonto [kontonr.2] i [finans2] med beskrivelsen ”fakturanr. 55”. Fakturaen er betalt fra selskabets bankkonto [kontonr.1] i [finans1] med i alt 212.625 kr. den 30. marts 2022 med beskrivelsen ”[virksomhed2] 55”. Skattestyrelsen har oplyst, at den på fakturaen anførte bankkonto er et virtuelt IBANs, VIBAN DK [kontonr.3], der tilhører et engelsk pengeinstitut i [England], og at bankkontoen tilhører [virksomhed3] SP. Z O.O. Endvidere har Skattestyrelsen oplyst, at det ikke har været muligt at følge transaktionssporet af hævningen fra selskabet til [virksomhed2] ApS hos underleverandøren. Selskabet har ikke fremlagt samarbejdsaftale, timesedler, korrespondance eller anden direkte specifikation i tillæg til den fremlagte faktura. Det har ikke været muligt for Skattestyrelsen at komme i kontakt med [virksomhed2] ApS. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har nægtet selskabet fradrag for udgifter afholdt til én underleverandør på i alt 170.100 kr. for indkomståret 2022, da Skattestyrelsen har anset udgiften afholdt til [virksomhed2] ApS for at være uden reelt indhold. Skattestyrelsen har i stedet for anset udgiften for at udgøre maskeret udlodning til eneanpartshaveren. Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse bl.a. anført følgende (uddrag): ”… 2. Maskeret udbytte til [person2] … 2.3. Vores bemærkninger og begrundelse Som beskrevet ovenfor under punkt 1 er det Skattestyrelsens opfattelse, at betaling af faktura fra [virksomhed2] ApS på i alt 212.625 kr. (inklusiv moms) er uden realitet, og at fakturaen alene er udstedt for, at selskabet kan opnå uberettiget momsfradrag og fradrag for udgiften skattemæssigt. Selskabet har dermed ikke dokumenteret hvad betalingen reelt er anvendt til. Derfor har selskabet ikke dokumenteret, at betalingen er anvendt til driftsomkostninger vedrørende selskabet, og disse dermed er omfattet af fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Selskabets disposition vedrørende betaling af fiktiv faktura anses derfor alene for foretaget som følge af [person2] bestemmende indflydelse på selskabets dispositioner. Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at beløbet eller hovedparten heraf er kommet retur til selskabets reelle indehaver [person2], idet [person2] har haft bestemmende indflydelse på selskabets dispositioner, og der ikke er er realitet i fakturaerne. I og med [person2] både er den reelle hovedanpartshaver og er direktør i [klager] ApS, har [person2] bevisbyrden for, at overførslen for betaling af fakturaen fra [virksomhed2] ApS er medgået til [klager] ApS’ drift. Hvis denne bevisbyrde ikke er løftet, er udgangspunktet, at overførslen er maskeret udbytte. [virksomhed2] ApS har ikke kunnet levere de fakturerede ydelser jf. punktet ovenfor. [klager] ApS har endvidere ikke på det foreliggende grundlag dokumenteret, at der reelt er sket levering af [virksomhed2] ApS af de fra [virksomhed2] ApS fakturerede ydelser. Overførslen til [virksomhed2] ApS for betaling af faktura dækker derfor over ikke reelle leverancer, hvorfor denne overførsel ikke er afholdt i [klager] ApS’ interesse. Udgangspunktet er derfor, at overførslerne skal anses for maskeret udbytte, med mindre [person2] kan godtgøre, at overførslerne angår [klager] ApS. Der er ikke fremlagt dokumentation for at overførslen til [virksomhed2] ApS dækker over reelle omkostninger vedrørende [klager] ApS jf. ovenfor. Overførslen må derfor anses for at have passeret [person2] økonomi, og overførslen skal som følge heraf beskattes som maskeret udbytte hos [person2] jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1. Der henvises til SKM2024.26.LSR, hvor sagen omhandlede hvorvidt selskabets udgifter til underleverandører skulle beskattes som maskeret udbytte. Da udgifterne ikke blev anset for at vedrører selskabet fandt Landsskatteretten, at det påhvilede hovedanpartshaveren at godtgøre, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse. Da hovedanpartshaveren ikke kunne godtgøre dette, fandt Landsskatteretten, at udgifterne havde passeret hovedanpartshavers økonomi og dermed var maskeret udbytte. Overførslen til [virksomhed2] ApS på i alt 212.625 kr. anses derfor som maskeret udbytte til [person2] jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, nr. 1. Det ses af bogføringen (bilag 5) at udgiften til [virksomhed2] ApS på 170.100 kr. er bogført på konto 1320 Fremmed arbejde, hvorfor overførslen anses at være fratrukket skattemæssigt i 2022. Den del af overførslen til [virksomhed2] ApS, der er fratrukket skattemæssigt svarende til 170.100 kr., er der ikke skattemæssigt fradrag for jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da overførslen anses for maskeret udbytte. Selskabets skattepligtige indkomst forhøjes derfor med ikke fradragsberettiget udbytte på 170.100 kr. …”. Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 9. januar 2025 udtalt følgende (uddrag): ”… Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Det kan oplyses, at der for indkomståret 2020 er truffet afgørelse af Skatteankestyrelsen vedrørende tilsvarende forhold (sagsnr. [sag1] og [sag2]). Der har været tale om en kontrolsag for perioden 2020 – 2022, hvor der er sendt forslag og afgørelse ad to omgange. Forslag og afgørelse for indkomståret 2020 og tilsvarende for indkomståret 2022. …”. Selskabets opfattelse Selskabet har fremsat påstand om, at forhøjelsen af selskabets skattepligtige indkomst skal nedsættes med 170.100 kr. for indkomståret 2022, da der er tale om en fradragsberettiget driftsudgift. Til støtte for påstanden har selskabet bl.a. anført følgende (uddrag): ”… Hej, Jeg bliver nødt til selv at lave denne klage da jeg ikke har råd til hverken revisorhjælp eller advokat. ang. momsindberetninger og bogføring står min revisor for bogføring og indberetninger. Jeg har aldrig været bekendt med jeg skulle have samarbejdsaftaler, Gemme Timeregnskab for indlejet mandskab (troede jeg de skulle gemme for deres medarbejdere) i skriver også det ikke er angivet hvor arbejdet er udført. Der står altså [by1] på Fakturaen. og fra uge 8-12. det er da hvor og hvornår. Nej der står ikke navn og pr dag. Igen det viste jeg ikke var lovkrav. Og det er jeg ikke blevet rådgivet om der skulle stå. (Nu med den nye timeregistreringslovgivning pr 1/7-24, burde det jo være overholdt) Jeg har tjekket firmaerne vi har indlejet folk fra på virk om de stod som aktive, rådført hos revisoren. Har også tjekket om de havde en dansk bank eller om der stod iban/swift. Jeg har ikke kunne se på deres bank at den var et virtuelt iban. For mig lignede det et dansk bankkonto nummer. Jeg [person2], er uddannet dyrepasser, med hestespeciale. Det ved revisoren godt og de har vejledt mig, har ringet til dem tit. Også derfor jeg valgte en registeret revisor. De bogfører for mig så var sikker på regninger mv indeholdt hvad de skulle. - jeg er ikke selv med til at udføre arbejdet ude på arbejdspladserne, har formænd der står for de forskellige pladser, indkøb af materialer, indleje af mandskab mv. Jeg er rigtig ked af denne situation. Jeg har sidste år ansat en masse i stedet for at indleje, hvilket har hjulpet mig til et stort underskud sidste år. Så nu indlejer jeg igen, men med samarbejdsaftaler, navne og datoer på. - Jeg har ringet til [person4] et par gange da jeg har været meget bange for at indleje folk igen. Han henviste mig til nogen ”gode råd” men trods man overholdt alt dette kunne man aldrig være sikker på ikke at rende ind i sådan et fuskerfirma igen. – Jeg ville ønske jeg kunne have mit på det rene. …”. Selskabets yderligere bemærkninger til sagen Selskabet har i et telefonopkald den 4. februar 2025 med Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyst, at selskabet ikke er i besiddelse af øvrigt materiale, da dette aldrig har eksisteret. Endvidere oplyste selskabet, at selskabet i 2022 ikke var bekendt med, at der i lovgivningen var og er et krav om, at der skal foreligge eksempelvis samarbejdsaftaler eller lignende dokumentation for samhandelsforhold mellem selskabet og underleverandører. Selskabet præciserede, at såfremt der på daværende tidspunkt har eksisteret en timeseddel eller lignende, er selskabet ikke i besiddelse heraf. Derudover anførte selskabet, at det i 2022 har anvendt den daværende revisor til at betale den rette skat og lignende vedrørende beskatning i selskabet. Eneanpartshaveren befinder sig på kontoret, og ikke ude på pladserne, hvor arbejderne foregår, hvorfor det ikke har været muligt for hende at tjekke op på det, der foregår ude på pladserne. Der er i selskabet ansat formænd, der sørger for at holde styr på pladserne og de arbejder, som skal udføres. Ved modtagelse af en regning kontakter selskabets eneanpartshaver den formand, der er ude på den specifikke plads, og efterspørger, om den modtagne regning stemmer overens med de arbejder, der er udført. Såfremt formanden siger ja hertil, betaler selskabet regningen. Endeligt oplyste selskabet, at det ikke har yderligere bemærkninger til klagesagen, og at selskabet ønsker en afgørelse på skriftligt grundlag. Selskabet har efterfølgende ikke fremlagt yderligere bemærkninger eller dokumentation. I forbindelse med klagesagsbehandlingen har selskabet den 3. september 2025 fremsat supplerende bemærkninger som følgende: ”… Hej, Jeg ønsker et retsmøde til at forklare mig mundligt, …”. Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 17. september 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller til stadfæstelse af den påklagede afgørelse. Med de grunde, der er anført i den påklagede afgørelse samt Skatteankestyrelsens indstilling, finder vi derfor, at Skattestyrelsen med rette har anset faktura nr. 55 fra klagers underleverandør, [virksomhed2] ApS, for ikke at være reel, og derfor nægtet klager fradrag for i alt 170.100 kr. i indkomståret 2022.” Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabet har den 1. oktober 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”Jeg og for [virksomhed1] og [klager] har ikke haft møde med sagsbehandleren, og det vil jeg gerne have for personligt at kunne forklare sagen fra min side.”. Selskabet har efterfølgende på telefonopkald med Skatteankestyrelsen den 2. oktober 2025 trukket sin anmodning om møde med sagsbehandleren tilbage. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har nægtet selskabet fradrag for driftsomkostninger på i alt 170.100 kr. for indkomståret 2022. Nægtelsen skyldes, at Skattestyrelsen har anset fakturanr. 55 fra selskabets underleverandør, [virksomhed2] ApS, for ikke at være reel. Retsgrundlaget Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR. Den, der anser sig for berettiget til fradrag for udgifter til underleverandører, skal således kunne dokumentere eller i hvert fald i fornødent omfang sandsynliggøre, at ydelserne ifølge de pågældende fakturaer er reelle. Landsskatterettens begrundelse og resultat Fakturanr. 55 indeholder ikke mængden og arten af de leverede ydelser. Fakturaen indeholder ikke tilstrækkelige oplysninger om de udførte opgaver, samt hvor og hvornår arbejdet er udført. Selskabet har ikke bevaret et kontrolspor og en intern kopi af timesedlerne og har dermed ikke kunnet redegøre for grundlaget for samarbejdet med [virksomhed2] ApS, jf. SKM2020.484.BR. Der er ikke fremlagt en samarbejdskontrakt eller andre støttebilag i tillæg til den fremlagte faktura. [virksomhed2] ApS har ikke været registreret med ansatte og har ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag. [virksomhed2] ApS har heller ikke afregnet moms, og er opløst efter konkurs. Skattestyrelsen har oplyst, at den på fakturaen anførte bankkonto tilhører et engelsk pengeinstitut i [England], og at bankkontoen tilhører [virksomhed3] SP. Z O.O. Hertil kommer, at det for Skattestyrelsen ikke har været muligt at følge transaktionssporet af hævningen fra selskabet til [virksomhed2] ApS hos underleverandøren, og at det ikke har været muligt at komme i kontakt med [virksomhed2] ApS. Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at den fremlagte dokumentation i form af den udstedte faktura ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at der er tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det forhold, at fakturaerne er betalt ved elektroniske pengeoverførsler, udgør ikke i sig selv dokumentation for, at leveringer har fundet sted, hvorfor dette ikke kan føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Fradrag nægtet for faktura fra fakturafabrik ved mandskabsudlejning (jnr. 25-0002240) · skattewiki.dk