Journalnr. 24-0106584
Hæftelse for A-skat og AM-bidrag ved fiktive underleverandørfakturaer
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 11. december 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om et el-installationsselskab hæftede for ikke-indeholdt A-skat og AM-bidrag for 2021 og 2022 på baggrund af betalinger til tre underleverandører, som Skattestyrelsen anså for fiktive og for at dække over sorte lønninger. Selskabet gjorde gældende, at det havde handlet i god tro, at ydelserne reelt var modtaget, og at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var medgået yderligere arbejdskraft end den angivne, idet selskabet allerede havde angivet løn på ca. 22 mio. kr. Landsskatteretten fandt under henvisning til fakturaernes mangler, underleverandørernes konkurser, manglende ressourcer og de tilknyttede hvidvaskdomme, at fakturaerne ikke dækkede over reelle leverancer, og at selskabet hæftede efter kildeskattelovens § 69, stk. 1. Retten tiltrådte ikke Skattestyrelsens beregningsgrundlag på fakturaernes nettobeløb, men fastslog at bruttobeløbene inkl. moms skulle lægges til grund, da fiktive fakturaer falder uden for momslovens anvendelsesområde. Forhøjelsen blev herefter skærpet fra i alt 377.424 kr. til ca. 471.780 kr.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2016.9.BR
- SKM2019.332.ØLR
- SKM2023.213.ØLR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0106584 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse 2021 Skønsmæssig ansættelse af indeholdelsespligtig A-skat og hæftelse herfor 242.270 kr. 0 kr. Forhøjes til 302.837 kr. Skønsmæssig ansættelse af indeholdelsespligtig AM-bidrag og hæftelse herfor 38.303 kr. 0 kr. Forhøjes til 47.879 kr. 2022 Skønsmæssig ansættelse af indeholdelsespligtig A-skat og hæftelse herfor 83.629 kr. 0 kr. Forhøjes til 104.536 kr. Skønsmæssig ansættelse af indeholdelsespligtig AM-bidrag og hæftelse herfor 13.222 kr. 0 kr. Forhøjes til 16.527 kr. Faktiske oplysninger [klager] ApS, herefter selskabet, CVR-nr. [...1], blev stiftet den 9. oktober 2020 af direktøren [person1]. Selskabet er registreret under branchekoden 432100 ”El-installation”, og formålet er at drive virksomhed med handel og service, samt enhver i forbindelse hermed stående virksomhed. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, har selskabet i den påklagede indkomstperiode været registreret med 1-44 antal ansatte, fordelt på 0,25-33 årsværk. Selskabets regnskabsår går fra 1. januar til 31. december. Af selskabets saldobalance for afgiftsperioden fra 1. januar 2021 til 31. december 2021 fremgår, at selskabet har haft en omsætning på 8.363.224,50 kr. inkl. moms og omkostninger på 2.208.765,32 kr. inkl. moms. Selskabet har haft udgifter til lønninger på i alt 5.045.272,67 kr. Skattestyrelsen har oplyst, at selskabet i 2021 har angivet løn med i alt 4.905.900 kr. ekskl. moms. Af selskabets saldobalance for afgiftsperioden fra 1. januar 2022 til 31. december 2022 fremgår, at selskabet har haft en omsætning på 23.199.585,75 kr. inkl. moms og omkostninger på 2.196.511,17 kr. inkl. moms. Selskabet har haft udgifter til lønninger på i alt 18.504.506,45 kr. Skattestyrelsen har oplyst, at selskabet har angivet løn i 2022 med i alt 17.057.341 kr. ekskl. moms. Af selskabets kontospecifikationerne for 2021 og 2022 fremgår, at selskabet har bogført samtlige udgifter til underleverandører på konto 1310 ”Direkte omkostninger m/moms”. Skattestyrelsen har efter en gennemgang af selskabets underleverandører anset underleverandørfakturaerne for ikke at være reelle og har derfor ikke godkendt fradrag for købsmoms af udgifterne hertil. Skattestyrelsen har anset selskabets overførsler for at dække over udbetaling af løn til en række ukendte ansatte og har på baggrund heraf forhøjet virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag. Følgende forhold gør sig gældende vedrørende selskabets underleverandører: [virksomhed1] ApS ([virksomhed2] ApS), CVR-nr. [...2], herefter [virksomhed1], blev stiftet den 12. oktober 2017 og blev opløst efter konkurs den 11. maj 2023 ved konkursdekretet afsagt den 3. november 2021. [virksomhed1] blev stiftet af [person2] og [person3], som også var direktører frem til den 1. april 2019 og [person4] var direktør i selskabet i samhandelsperioden fra den 7. december 2020 til den 30. august 2021. [virksomhed1] var registreret under branchekoden 463420 ”Engroshandel med vin og spiritus”, bibranchen 463410 “Engroshandel med øl, mineralvand, frugt- og grøntsagssaft” og dets formål var “reparation og salg af kommunikationsudstyr og anden hermed beslægtede virksomhed”. Ifølge CVR, har [virksomhed1] været registreret med 1 ansat i den påklagede indkomstperiode, fordelt på 1 årsværk. [virksomhed1] har ikke været registreret med ansatte siden april 2021. Selskabet har som dokumentation for samhandlen med [virksomhed1] fremlagt følgende fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms (kr.) Moms (kr.) Beløb inkl. moms (kr.) Fakturabeskrivelse 06-04-2021 261 69.370,00 17.342,50 86.712,50 Uge 10 Abejdsmand Elektriker timer Uge 11 Abejdsmand - Elektriker timer 14-04-2021 308 110.015,00 27.503,75 137.518,75 Uge 12 Arbejdsmand Elekriker timer Uge 13 Arbejdsmand Elekriker timer Total 179.385,00 44.846,25 224.231,25 Fakturaerne er udstedt af [virksomhed2] ApS og vedrører elektriker opgaver udført i uge 10, 11, 12 og 13 i 2021. For fakturanr. 261 er der faktureret for 247 timer og for fakturanr. 308 er der faktureret for 384,50 timer. Ifølge fakturaerne skal betaling skal ske til [finans1] A/S med reg.nr. [...] og konto nr. [kontonr.1]. Fakturaerne indeholder ikke oplysninger om, hvor arbejdet er udført, eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Selskabet har ikke fremlagt en samarbejdsaftale, timesedler, mailkorrespondance eller anden dokumentation i tillæg til de fremlagte fakturaer. Ifølge CVR eksisterer selskabet [virksomhed2] ApS ikke, og det på fakturaerne anførte CVR-nr. tilhører [virksomhed1]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at de på fakturaerne angivne betalingsoplysninger tilhører [virksomhed1], og der har i den påklagede indkomstperiode ikke været reel drift hos [virksomhed1]. En ledende person i [virksomhed1] er i efteråret 2021 dømt i [by1] Byret for overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særlig grov beskaffenhed) ved at have konverteret eller overført midler, idet [virksomhed1]’s konto blev stillet til rådighed for andre personer og virksomheder, hvorefter der blev indsat penge fra flere forskellige danske virksomheder og videreført til udenlandske konti. De overførte midler var direkte eller indirekte udbytte af strafbare lovovertrædelse, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse. Betaling af fakturaerne fra [virksomhed1] ses betalt via selskabets bankkonto i [finans2] med kontonummer [kontonr.2]. [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...3], herefter [virksomhed3], blev stiftet den 11. februar 2021 og opløst efter konkurs den 23. november 2023. Konkursdekretet blev afsagt den 17. maj 2022. [virksomhed3] blev stiftet af [virksomhed4] ApS med [person5] som administrerende direktør. [virksomhed3] var registreret under branchekoden 691000 ”Juridisk bistand”, og dets formål var at formidle entrepriseopgaver og bistå klienter i forbindelse med forhandling af entreprisekontrakter og rådgivningsaftaler, samt enhver virksomhed i hermed stående forbindelse. Ifølge CVR har [virksomhed3] ikke været registreret med ansatte. Ifølge Skattestyrelsen var [virksomhed3] ikke arbejdsgiverregistreret. Selskabet har som dokumentation for samhandlen med [virksomhed3] fremlagt følgende fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms (kr.) Moms (kr.) Beløb inkl. moms (kr.) Fakturabeskrivelse 17-05-2021 10101 165.485,00 41.371,25 206.856,25 Mandskabsleje Uge 16: El: 245 timer á 310 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 16: Arbejdsmand 40 timer á 220 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 17: El: 217,5 timer á 310 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 17: Arbejdsmand: 60,5 timer á 220 kr. eks. moms. 20-05-2021 10116 133.925,00 33.481,25 167.406,25 Mandskabsleje Uge 18: Arbejdsmand 25 timer á 220 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 18: Elekriker 201,5 timer á 310 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 19: Arbejdsmand 18 timer á 220 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 19: Elektriker 200 timer á 310 kr. eks. moms. Total 299.410,00 74.852,50 374.262,50 Fakturaerne vedrører mandskabsudleje samt angivelse af ugenummer. For fakturanr. 10101 er der faktureret for 563 timer og for fakturanr. 10116 er der faktureret for 444,50 timer. Fakturaerne indeholder ikke oplysninger om, hvor arbejdet er udført, eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Selskabet har ikke fremlagt en samarbejdsaftale, timesedler, korrespondance, varebeskrivelse eller anden dokumentation i tillæg til de fremlagte fakturaer. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed3] ikke har afholdt udgifter forbundet med reel virksomhedsdrift, at [virksomhed3] ikke har været registreret som arbejdsgiver og registreret med branchekode, der dækker det udførte arbejde, at det ikke har været muligt for Skattestyrelsen at komme i kontakt med [virksomhed3], at der i perioden april 2021 til december 2021 indgår 65 mio. kr. på [virksomhed3]s bankkonto og at bankkontoen er blevet tømt dagligt, eller dagen efter. Betaling af fakturaerne fra underleverandørerne ses betalt via selskabets bankkontoudtog [kontonr.2] i [finans2]. [virksomhed5] ApS, CVR-nr. [...4] , herefter [virksomhed5], blev stiftet den 14. maj 2012 og blev den 28. november 2023 opløst efter konkurs ved konkursdekretet afsagt den 14. juni 2022. [virksomhed5] var registreret med binavne [virksomhed6] ApS og [virksomhed7] ApS. [person6] stiftede [virksomhed5] og var administrerende direktør frem til den 1. juni 2021, hvorefter [person7] var administrerende direktør frem til den 14. juni 2022. [virksomhed5] var registreret under branchekoden 411000 ”Gennemførelse af byggeprojekter”, bibrancherne 494100 “Vejgodstransport”, 561010 “Restauranter” og 960220 “Skønheds- og hudpleje” og dets formål var at drive entreprenør virksomhed, i form af gennemførelse af større byggeprojekter. Ifølge CVR, har [virksomhed5] været registreret med 3-6 ansatte i den påklagede indkomstperiode, fordelt på 1-4 årsværk. [virksomhed5] har ikke været registreret med ansatte siden november 2021. Selskabet har som dokumentation for samhandlen med [virksomhed5] fremlagt følgende fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms (kr.) Moms (kr.) Beløb inkl. moms (kr.) Fakturabeskrivelse 04-02-2022 986 165.275,00 41.318,75 206.593,75 El [finans3] El [finans3] El [adresse1] Arb mand [adresse1] Total 165.275,00 41.318,75 206.593,75 Fakturaen er udstedt til [virksomhed2] ApS og vedrører el-arbejder faktureret for 525,50 timer. Ifølge fakturaen skal betaling skal ske til ”Bank” med reg.nr. [...] og konto nr. [kontonr.3]. Fakturaen indeholder ikke oplysninger om, hvor arbejdet er udført, eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Selskabet har ikke fremlagt en samarbejdsaftale, timesedler, mailkorrespondance, eller anden dokumentation i tillæg til de fremlagte fakturaer. Ifølge Skattestyrelsen oplysninger tilhører det på fakturaen angivet betalingsoplysning en person ved navn [person8]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår desuden, at [virksomhed5] ikke har haft de tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de fakturerede ydelser, men alene har udstedt fiktive fakturaer med henblik på at give fakturamodtagerene uberettigede momsfradrag, at [virksomhed5] ikke har bogført driftsudgifter, som indikerede almindelig virksomhedsdrift, at [virksomhed5]’s samlede omsætning steg fra 2.178.851 kr. i 2020/2021 til 29.230.813 kr. i 2021/2022, uden at direkte omkostninger til underleverandører, at [virksomhed5] fakturerede til flere forskellige brancher, at [virksomhed5] ikke havde en dansk bankkonto og at [virksomhed5] udstedte fakturaer med 51 forskellige anførte bankkonti, som tilhører privatpersoner og virksomheder, som ikke ses at have tilknytning til [virksomhed5]. [person8], som fakturabetalingen er sket til, er i foråret 2023 blevet dømt i [by2] Byret for overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særlig grov beskaffenhed), ved at have hvidvasket penge for over 200 mio. kr. Betaling af fakturaerne fra [virksomhed5] ses betalt via selskabets bankkontoudtog i [finans2] med kontonummer [kontonr.2]. Samlet kan Skattestyrelsens ikke godkendte fradrag for udgifter til underleverandører for den påklagede periode opgøres til: Underleverandør Beløb ekskl. moms i kr. Moms i kr. Beløb inkl. moms i kr. 2021 [virksomhed1] 69.370,00 17.342,50 86.712,50 [virksomhed1] 110.015,00 27.503,75 137.518,75 [virksomhed3] 165.485,00 41.371,25 206.856,25 [virksomhed3] 133.925,00 33.481,25 167.406,25 I alt 2021 478.795,00 119.698,75 598.493,75* 2022 [virksomhed5] 165.275,00 41.318,75 206.593,75 I alt 2022 165.275,00 41.318,75 206.593,75* I alt 644.070,00 161.017,50 805.087,50 *Skattestyrelsen har ved beregningen nedrundet fakturabeløbene således, at der er anvendt fakturabeløbene uden kommatallene. De samlede fakturabeløb inkl. moms for 2021 og 2022 udgør hvorefter 598.492 kr. og 206.593 kr. Opsamling Skattestyrelsen har anset fakturaerne fra [virksomhed1], [virksomhed3] og [virksomhed5] på i alt 644.070 kr. ekskl. moms for at være fiktive og har anset fakturaernes nettobeløb for at dække over aflønning af personale uden indberetning og indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Skattestyrelsen har beregnet virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag til følgende: 2021: Am-bidrag (478.795 kr. * 8 %) = 38.303 kr. A-skat (478.795 kr. - 38.303 kr. * 55 %) = 242.270 kr. I alt 280.573 kr. 2022: Am-bidrag (165.275 kr. * 8 %) = 13.222 kr. A-skat (165.275 kr.- 13.222 kr. * 55 %) = 83.629 kr. I alt 96.851 kr. Skattestyrelsen har således opgjort de indeholdelsespligtige beløb for A-skat og AM-bidrag til 280.573 kr. i 2021 og 96.851 kr. i 2022. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har for indkomstårene 2021 og 2022 foretaget skønsmæssig ansættelse af selskabets manglende indeholdelse af AM-bidrag og A-skat til henholdsvis 38.303 kr. og 242.270 kr. i 2021 og 13.222 kr. og 83.629 kr. i 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 2.3. Vores bemærkninger og begrundelse Som anført under afsnit 1, er det Skattestyrelsens opfattelse, at fakturabetalinger til de 3 underleverandører er fiktive. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at underleverandørerne, har modtaget betalinger med henblik på at tilbagebetale beløbene til [klager] ApS, hvorefter disse midler kan anvendes til sorte lønninger, og dermed udgør A-indkomst omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1. Dette begrundes med, at selskabet leverer El-installationer, som er ydelser der kræver arbejdskraft. Skattestyrelsen vurderer derfor, at der er medgået yderligere arbejdskraft end dem der er angivet til opnåelse af selskabets omsætning i år 2021 og 2022. Da [klager] ApS har ansatte i selskabet, har selskabets ledelse været klar over, at der skal indeholdes A-skat og am-bidrag af lønudbetaling efter reglerne i kildeskattelovens § 46, stk. 1 samt arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke foreligger en uklarhed om selskabets indeholdelsespligt, hvorfor selskabet er hæftelses ansvarlig for den manglende A-skat og am-bidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 1. Der henvises endvidere til Den Juridiske Vejledning 2024-1 afsnit A.D.5.2.2, samt dommene SKM2016.9.BR og SKM2019.332.ØLR, hvor retten lagde til grund, at skatteyderen havde yderligere ansatte, der ikke var indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for. Med henvisning til afsnit 1, har [klager] ApS betalt til de nævnte virksomheder. Det anses for usandsynligt, at [klager] ApS har fået det fulde beløb retur. Værdien af den omkostning er af Skattestyrelsen ukendt, men det anses for usandsynligt at denne ikke overstiger 20 pct. af det betalte fakturabeløb. Skattestyrelsen anser derfor den yderligere lønudgift for at være 80 pct. af de betalte beløb, svarende til det beløb selskabet selv har fratrukket i den skattepligtige indkomst. Det har ikke været muligt for Skattestyrelsen at fastslå hvilke personer, der har arbejdet for [klager] ApS. Det er derfor ikke muligt at foretage indeholdelse af A-skat med grundlag i det aktuelle skattekort som foreskrevet i kildeskattelovens § 48, stk. 1. Med henvisning til kildeskattelovens § 48, stk. 8 og § 49 B, stk. 1, beregnes løn, indeholdt A-skat med 55 procent. Med henvisning til arbejdsmarkedsbidragslovens § 1 beregnes am-bidrag med 8 procent. Skattestyrelsen foretager således en skønsmæssig ansættelse af ikke angivet A-skat og am-bidrag og opkræver i henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 2 for år 2021 og 2022. Ikke godkendt fradrag for underleverandører eksklusive moms for 2021 478.795 kr. AM-bidrag 8 % af 478.795 kr. 38.303 kr. A-skat 55 % af 440.492 kr. (478.795 – 38.303) 242.270 kr. I alt 280.573 kr. Ikke godkendt fradrag for underleverandører eksklusive moms for 2022 165.275 kr. AM-bidrag 8 % af 165.275 kr. 13.222 kr. A-skat 55 % af 152.053 kr. (165.275 – 13.222) 83.629 kr. I alt 96.851 kr. Manglende indeholdelse af A-skat udgør herefter i alt 325.899 kr., mens manglende indeholdelse af am-bidrag i alt udgør 51.525 kr. hvilket selskabet hæfter for i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 2 samt arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Beregning af løn ses i bilag 5, hvor der er foretaget en konkret fordeling på de måneder der er foretaget overførsler til underleverandørerne. Der er en difference på 1 kr. i 2021, grundet nedrunding som tilgodeser selskabet. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 21. januar 2025 udtalt følgende: ”… Påstand om at selskabet ikke hæfter for A-skat og AM-bidrag: Det er [klager] ApS’ opfattelse, at betalingerne dækker over reelle køb af arbejdskraft fra underleverandører, og at der derfor ikke er grundlag for at anse beløbende for at dække over sorte lønninger, hvortil selskabet skal hæfte for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Skattestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at dette forhold, som er beskrevet i afgørelsens hovedafsnit 2, er en konsekvens af de beskrevne forhold i afgørelsens punkt 1, hvori det beskrives, hvilke forhold der ligger til grund for vurderingen af, at der er tale om fiktive fakturaer. Da det er Skattestyrelsens opfattelse, jf. ovenfor, at der er tale om fiktive fakturaer, da de pågældende virksomheder ikke har haft de tekniske og menneskelige ressourcer til at udføre de fakturerede ydelser. Skattestyrelsen har opgjort en yderligere lønudgift i selskabet til en ukendt kreds af lønmodtagere svarende til de afholdte udgifter til fiktive fakturaer. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at disse betalinger dækker over videreførelse af beløb, som i sidste ende kommer retur til selskabet. Herved kan selskabet både opnå uretmæssigt momsfradrag, og samtidig anvende det tilbagebetalte beløb til ”sorte lønninger” uden indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. …” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentanten har fremsat påstand om, at forhøjelsen af selskabets indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag skal nedsættes med i alt 280.573 kr. i 2021 og i alt 96.851 kr. i 2022. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… 1. Påstand … 1.2. Klagerne nedlægger påstand om, at Skattestyrelsen ikke skal kræve efterbetaling af A-skat og AM-bidrag for i alt 377.424 kr. 2. Sagsfremstilling 2.1 Skattestyrelsens afgørelse vil ikke blive gengivet i sin helhed, men vedlægges klagen som bilag 1. … 2.3. Skattestyrelsen traf tillige afgørelse om at pålægge Klageren yderligere A-skat og AM-bidrag med 280.573 kr. for indkomståret 2021 samt 96.851 kr. for indkomståret 2022. … Ad. Opgørelse af A-skat og AM-bidrag 2.79. Skattestyrelsen har på baggrund af deres afgørelse om fradragsnægtelse af købsmoms fra tre underleverandører pålagt Klageren at betale 377.424 kr. yderligere i A-skat og AM-bidrag 2.80. Skattestyrelsen er af den opfattelse, at underleverandørerne har modtaget betalinger med henblik på at tilbagebetale Klageren, hvorefter disse midler kan anvendes til sorte lønninger, og dermed udgør A-indkomst omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1. 2.81. Skattestyrelsen begrunder dette med, at Klageren leverer Elinstallationer, som er ydelser der kræver arbejdskraft. Skattestyrelsen vurderer derfor, at der medgået yderligere arbejdskraft end dem der angivet til opnåelse af selskabets omsætning i år 2021 og 2022. 2.82. Klageren har været arbejdsgiverregistreret siden d. 9. oktober 2020. 2.83. Klagerens omsætning og lønangivelse for indkomstårene 2021 og 2022 kan illustreres således: År 2021 2022 I alt: Omsætning 8.363.224 23.199.585 31.562.809 Lønomkostninger 4.905.900 17.057.341 21.963.241 2.84. Henset til at Klageren i de pågældende indkomstår havde en arbejdsstyrke der kunne levere Elinstallationer for 31.562.809 kr., så virker Skattestyrelsen konklusion om, at der medgået yderligere arbejdskraft end dem der angivet, decideret usaglig og udokumenteret. 2.85. Skattestyrelsen har heller ikke dokumenteret, at den såkaldte tilbagebetaling fra leverandørerne skulle være gået til lønbetalinger. 2.86. Idet Skattestyrelsen ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der skulle være medgået yderligere arbejdskraft end dem der angivet, så skal den del af Skattestyrelsens afgørelse ligeledes bestrides. … 3. Anbringender 3.1. Det skal indledningsvist gøres gældende, at Klagere har handlet i god tro. 3.2. Det gøres herefter gældende: At klageren har modtaget de ydelser som der blev betalt for … At klageren ikke havde mulighed eller pligt, til at undersøge hvorvidt en leverandør bogfører både indtægter og driftsudgifter At Klageren ikke hvad mulighed eller pligt, til at undersøge hvem en leverandør udbetaler løn til At Klageren ikke havde mulighed eller pligt til at undersøge hvilke transaktioner en leverandør foretog på sin bankkonto At Klageren ikke havde mulighed eller pligt til at undersøge om leverandørens fakturanumre var fortløbende At Skattestyrelsen ikke har iagttaget deres undersøgelsespligt At Skattestyrelsens afgørelse ikke bygger på objektive forhold hos Klageren At de af Skattestyrelsens påberåbte EU-domme ikke er anvendelige i nærværende sag At de af Skattestyrelsens påberåbte danske domme ikke er anvendelige i nærværende sag At Skattestyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for, at der er medgået mere arbejdskraft end hvad der klager er angivet 3.3. Det skal slutteligt gøres gældende, at på baggrund af ovenstående skal Klagerens påstand tages til følge. …” Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 24. september 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling af den 15. september 2025 i sin helhed, der indstiller til en forhøjelse af A-skat og AM- bidrag i forhold til den påklagede afgørelse. Sagen omhandler, hvorvidt Skattestyrelsen har været berettiget til at forhøje klagers indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag på baggrund af overførsler til klagers underleverandører. Skattestyrelsen fastholder således, at der ikke er realitet bag de fakturerede ydelser og at fakturaerne er udstedt for at dække over udbetaling af løn til uregistrerede ansatte, hvorfor Skattestyrelsen har været berettiget til at forhøje klagerens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag. Vi henviser til begrundelsen som er anført i den påklagede afgørelse, samt Skatteankestyrelsens indstilling. Skattestyrelsen tiltræder ligeledes at det er overførslerne i sin helhed, der rettelig udgør beregningsgrundlaget for de indeholdelsespligtige beløb, og ikke 80 % af overførslerne sådan som Skattestyrelsen har lagt til grund i den påklagede afgørelse. Beregningsgrundlaget udgør herefter 598.492 kr. for indkomståret 2021 og 206.593 kr. for indkomståret 2022. …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har den 6. oktober 2025 fremsat bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse. Bemærkningerne vedrører alene Skatteankestyrelsens indstilling om at afskære retsmødet. Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag med henholdsvis 38.303 kr. og 242.270 kr. i 2021 og 13.222 kr. og 83.629 kr. i 2022 på baggrund af selskabets overførsler til underleverandørerne [virksomhed1], [virksomhed3] og [virksomhed5]. Retsgrundlaget Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1, 1. pkt. I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten. Det fremgår af kildeskattelovens § 46, stk. 1. Har den indeholdelsespligtige hverken modtaget skattekort, bikort eller frikort, skal der indeholdes A-skat med 55 % af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst. Dette følger af kildeskattelovens § 48, stk. 8 efter lovbekendtgørelse nr. 1330 af 20. november 2023. Endvidere følger det af arbejdsmarkedsbidragslovens § 1, at personer, der er skattepligtige her til landet, har pligt til at svare skat i form af arbejdsmarkedsbidrag til staten, samt at bidraget udgør 8 % af grundlaget. Grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere m.v. er ethvert vederlag i penge eller naturalier, der kan henføres til personligt arbejde i ansættelsesforhold, herunder løn i opsigelsesperiode, løn under sygdom og barsel m.v., efterbetalinger, fratrædelsesgodtgørelser, efterløns- og pensionslignende ydelser m.v., når sådanne ydelser har sammenhæng med et tidligere ansættelsesforhold eller hverv. Det fremgår af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb over for det offentlige, medmindre selskabet godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra selskabets side. Det fremgår af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler selskabet, ikke opgøres på grundlag af selskabets regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte selskabets tilsvar skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2. Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten har i afgørelsen af klagesagen med sagsnummer 24-0106584 vedrørende selskabets momstilsvar for perioden 1. april 2021 til den 31. marts 2022 stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angår fradrag for købsmoms for udgifter afholdt til underleverandørerne [virksomhed1], [virksomhed3] og [virksomhed5]. Retten har anset selskabets fakturaer til disse underleverandører for ikke at være reelle, og har som følge heraf ikke godkendt fradrag for købsmoms af selskabets udgifter hertil. Henset til, at fakturaerne lider af indholdsmæssige mangler, at samtlige underleverandører er gået konkurs, at [virksomhed5] ikke har haft dansk bankkonto og har udstedt fakturaer med 51 forskellige anførte bankkonti, som tilhører privatpersoner og virksomheder, at betalingsreferencen på fakturaen fra [virksomhed5] ikke tilhører den pågældende underleverandør, men [person8], som blev dømt ved byretten den 9. maj 2023 for hvidvask, at der i 2021 indgik flere millioner kr. på [virksomhed3]’s bankkonto, som blev tømt dagligt og at underleverandørerne [virksomhed1], [virksomhed3] og [virksomhed5] ikke har haft tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de fakturerede ydelser, finder retten, at selskabets udgifter ikke dækker over reelle leverancer. Retten skal desuden bemærke, at en person med tilknytning til [virksomhed1] den 11. oktober 2021 er blevet dømt ved [by1] Byret og [person8] med tilknytning til [virksomhed5] blev dømt den 9. maj 2023 ved [by2] Byret for hvidvask efter straffelovens § 290a stk. 2, jf. stk. 1. Retten finder derfor, at det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag, jf. Østre Landsrets dom af 13. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.213.ØLR. Ud fra sagens oplysninger har der ikke foreligget en sådan uklarhed om selskabets indeholdelsespligt, at selskabet kan fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Selskabet hæfter derfor for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i henhold til fakturaerne fra de angivne underleverandører i den påklagede periode. Da der ikke er oplysninger om, at selskabet har modtaget skattekort, bikort eller frikort, skulle der være indeholdt 55 % af den udbetalte A-indkomst og 8 % i arbejdsmarkedsbidrag. Beregningsgrundlaget Landsskatteretten tiltræder ikke Skattestyrelsens opgørelse af selskabets yderligere lønudgifter, hvor Skattestyrelsen har lagt fakturaernes nettobeløb, dvs. ekskl. moms, til grund for beregningsgrundlaget. Landsskatteretten har i afgørelsen af klagesagen med sagsnummer 24-0106584 vedrørende selskabets momstilsvar for perioden 1. april 2021 til den 31. marts 2022 anset fakturaerne fra underleverandørerne [virksomhed1], [virksomhed3] og [virksomhed5] for at være fiktive, hvorfor det på fakturaerne anførte momsbeløb, falder uden for momslovens anvendelsesområde, idet der ikke er tale om levering mod vederlag efter momslovens § 37. Retten finder derfor, at fakturabeløbene i sin helhed skal udgøre beregningsgrundlaget, svarende til fakturaernes bruttobeløb, dvs. inkl. moms. Retten fastsætter herefter beregningsgrundlaget og forhøjelsen af den indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag således: Beregningsgrundlag 2021 598.492,00 kr. AM-bidrag (8 % af 598.492,00 kr.) 47.879,36 kr. A-skat (55% af 598.492,00 kr. – 47.879,36 kr.) 302.837 kr. Forhøjelse af A-skat og AM-bidrag i alt 350.716 kr. Beregningsgrundlag 2022 206.593,00 kr. AM-bidrag (8 % af 206.593,00 kr.) 16.527,44 kr. A-skat (55% af 206.593,00 kr. – 16.527,44 kr.) 104.536,05 kr. Forhøjelse af A-skat og AM-bidrag i alt 121.063,49 kr. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.