Journalnr. 24-0105207
Momsfradrag nægtet for fiktive underleverandørfakturaer i el-virksomhed
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 4. december 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om et el-installationsselskab havde ret til fradrag for købsmoms på 161.015 kr. af fem fakturaer fra tre underleverandører vedrørende mandskabsleje og elektrikertimer i perioden 1. april 2021 til 31. marts 2022. Skattestyrelsen nægtede fradraget med henvisning til, at underleverandørerne var fiktive faktura- og betalingsplatforme uden reelle ressourcer, at flere af de involverede var dømt for hvidvask, og at fakturaerne manglede oplysninger om arbejdets art, omfang og sted. Selskabet gjorde gældende, at ydelserne faktisk var leveret og betalt via bankoverførsler, at det havde handlet i god tro, og at det hverken kunne eller skulle undersøge underleverandørernes interne forhold. Landsskatteretten fandt, at fakturaerne ikke opfyldte momsbekendtgørelsens krav, at selskabet derfor havde en skærpet bevisbyrde, som ikke var løftet i fravær af samarbejdsaftaler, timesedler eller anden dokumentation, og at betaling ikke i sig selv dokumenterer levering. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2009.325.ØLR
- SKM2020.484.BR
- SKM2022.18.ØLR
- SKM2023.213.ØLR
- SKM2024.101.BR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0105207 Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar med i alt 161.015 kr. for afgiftsperioden fra den 1. april 2021 til den 31. marts 2022. Forhøjelsen skyldes ikke godkendte fradrag for købsmoms af selskabets udgifter til underleverandører. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsen afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS, herefter selskabet, CVR-nr. [...1], blev stiftet den 9. oktober 2020 af direktøren [person1]. Selskabet er registreret under branchekoden 432100 ”El-installation”, og formålet er at drive virksomhed med handel og service, samt enhver i forbindelse hermed stående virksomhed. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, har selskabet i den påklagede afgiftsperiode været registreret med 1-44 antal ansatte, fordelt på 0,25-33 årsværk. Selskabet blev registreret for moms den 9. september 2020, og har angivet moms kvartalsvist. Selskabets regnskabsår går fra 1. januar til 31. december. Af selskabets saldobalance for afgiftsperioden fra 1. januar 2021 til 31. december 2021 fremgår, at selskabet har haft en omsætning på 8.363.224,50 kr. inkl. moms og omkostninger på 2.208.765,32 kr. inkl. moms. Af selskabets saldobalance for afgiftsperioden fra 1. januar 2022 til 31. december 2022 fremgår, at selskabet har haft en omsætning på 23.199.585,75 kr. inkl. moms og omkostninger på 2.196.511,17 kr. inkl. moms. Af selskabets kontospecifikationerne for 2021 og 2022 fremgår, at selskabet har bogført samtlige udgifter til underleverandører på konto 1310 ”Direkte omkostninger m/moms” samt bogført samtlige udgifter til købsmoms hertil på konto 6903 ”Indgående (køb) moms”. Selskabet har angivet følgende momstilsvar for den påklagede afgiftsperiode: Periode Salgsmoms (kr.) Købsmoms (kr.) Moms/udl. Varekøb (kr.) Momstilsvar (kr.) 2021 1. kvartal 105.416 4.571 - 100.845 2. kvartal 635.151 287.805 - 347.346 3. kvartal 437.490 173.130 - 264.360 4. kvartal 912.748 113.021 1.488 801.215 I alt 2021 2.090.805 578.527 1.488 1.513.766 2022 1. kvartal 1.406.325 175.550 - 1.230.775 2. kvartal 1.213.560 67.313 - 1.146.247 3. kvartal 1.523.362 175.932 1.124 1.348.554 4. kvartal 1.656.648 172.265 9.540 1.493.923 I alt 2022 5.799.895 591.060 10.664 5.219.499 Samlet 7.890.700 1.169.587 12.152 6.733.265 Selskabets momsangivelserne stemmer med bogføringen for alle afgiftsperioderne. Skattestyrelsen indledte kontrollen af selskabet på baggrund af kontroloplysninger om købsfakturaer udstedt til selskabet fra selskaberne [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS. Som følge af kontrollen har Skattestyrelsen ikke godkendt selskabets fradrag for købsmoms for 161.015 kr. af fakturaer fra underleverandørerne [virksomhed3] ApS, [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS. Ændringen skyldes, at Skattestyrelsen har anset fakturaerne for ikke at være reelle. Følgende forhold gør sig gældende vedrørende selskabets underleverandører: [virksomhed4] ApS ([virksomhed3] ApS), CVR-nr. [...2], herefter [virksomhed4], blev stiftet den 12. oktober 2017 og blev opløst efter konkurs den 11. maj 2023 ved konkursdekretet afsagt den 3. november 2021. [virksomhed4] blev stiftet af [person2] og [person3], som også var direktører frem til den 1. april 2019 og [person4] var direktør i selskabet i samhandelsperioden fra den 7. december 2020 til den 30. august 2021. [virksomhed4] var registreret under branchekoden 463420 ”Engroshandel med vin og spiritus”, bibranchen 463410 “Engroshandel med øl, mineralvand, frugt- og grøntsagssaft” og dets formål var “reparation og salg af kommunikationsudstyr og anden hermed beslægtede virksomhed”. Ifølge CVR, har [virksomhed4] været registreret med 1 ansat i den påklagede afgiftsperiode, fordelt på 1 årsværk. [virksomhed4] har ikke været registreret med ansatte siden april 2021. Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har [virksomhed4] indberettet nulangivelser på moms i 1. og 2. kvartal 2021. Selskabet har som dokumentation for samhandlen med [virksomhed4] fremlagt følgende fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms (kr.) Moms (kr.) Beløb inkl. moms (kr.) Fakturabeskrivelse 06-04-2021 261 69.370,00 17.342,50 86.712,50 Uge 10 Abejdsmand Elektriker timer Uge 11 Abejdsmand - Elektriker timer 14-04-2021 308 110.015,00 27.503,75 137.518,75 Uge 12 Arbejdsmand Elekriker timer Uge 13 Arbejdsmand Elekriker timer Total 179.385,00 44.846,25 224.231,25 Fakturaerne er udstedt af [virksomhed3] ApS og vedrører elektriker opgaver udført i uge 10, 11, 12 og 13 i 2021. For fakturanr. 261 er der faktureret for 247 timer og for fakturanr. 308 er der faktureret for 384,50 timer. Ifølge fakturaerne skal betaling skal ske til [finans1] A/S med reg.nr. [...] og konto nr. [kontonr.1]. Fakturaerne indeholder ikke oplysninger om, hvor arbejdet er udført, eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Ifølge CVR eksisterer selskabet [virksomhed3] ApS ikke, og det på fakturaerne anførte CVR-nr. tilhører [virksomhed4]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår, at de på fakturaerne angivne betalingsoplysninger tilhører [virksomhed4], og der har i den påklagede afgiftsperiode ikke været reel drift hos [virksomhed4]. En ledende person i [virksomhed4] er i efteråret 2021 dømt i [by1] byret for overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særlig grov beskaffenhed) ved at have konverteret eller overført midler, idet [virksomhed4]’s konto blev stillet til rådighed for andre personer og virksomheder, hvorefter der blev indsat penge fra flere forskellige danske virksomheder og videreført til udenlandske konti. De overførte midler var direkte eller indirekte udbytte af strafbare lovovertrædelse, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse. Selskabet har ikke fremlagt en samarbejdsaftale, timesedler, mailkorrespondance eller anden dokumentation i tillæg til de fremlagte fakturaer. Betaling af fakturaerne fra [virksomhed4] ses betalt via selskabets bankkonto i [finans2] med kontonummer [kontonr.2]. [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...3], herefter [virksomhed1], blev stiftet den 11. februar 2021 og opløst efter konkurs den 23. november 2023. Konkursdekretet blev afsagt den 17. maj 2022. [virksomhed1] blev stiftet af [virksomhed5] ApS med [person5] som administrerende direktør. [virksomhed1] var registreret under branchekoden 691000 ”Juridisk bistand”, og dets formål var at formidle entrepriseopgaver og bistå klienter i forbindelse med forhandling af entreprisekontrakter og rådgivningsaftaler, samt enhver virksomhed i hermed stående forbindelse. Ifølge CVR har [virksomhed1] ikke været registreret med ansatte. Ifølge Skattestyrelsen var [virksomhed1] ikke arbejdsgiverregistreret og blev nægtet registrering for moms. Selskabet har som dokumentation for samhandlen med [virksomhed1] fremlagt følgende fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms (kr.) Moms (kr.) Beløb inkl. moms (kr.) Fakturabeskrivelse 17-05-2021 10101 165.485,00 41.371,25 206.856,25 Mandskabsleje Uge 16: El: 245 timer á 310 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 16: Arbejdsmand 40 timer á 220 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 17: El: 217,5 timer á 310 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 17: Arbejdsmand: 60,5 timer á 220 kr. eks. moms. 20-05-2021 10116 133.925,00 33.481,25 167.406,25 Mandskabsleje Uge 18: Arbejdsmand 25 timer á 220 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 18: Elekriker 201,5 timer á 310 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 19: Arbejdsmand 18 timer á 220 kr. eks. moms. Mandskabsleje Uge 19: Elektriker 200 timer á 310 kr. eks. moms. Total 299.410,00 74.852,50 374.262,50 Fakturaerne vedrører mandskabsudleje samt angivelse af ugenummer. For fakturanr. 10101 er der faktureret for 563 timer og for fakturanr. 10116 er der faktureret for 444,50 timer. Fakturaerne indeholder ikke oplysninger om, hvor arbejdet er udført, eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed1] ikke har afholdt udgifter forbundet med reel virksomhedsdrift, at [virksomhed1] ikke har været registreret som arbejdsgiver og registreret med branchekode, der dækker det udførte arbejde, at det ikke har været muligt for Skattestyrelsen at komme i kontakt med [virksomhed1], at der i perioden april 2021 til december 2021 indgår 65 mio. kr. på [virksomhed1]s bankkonto og at bankkontoen er blevet tømt dagligt, eller dagen efter. Selskabet har ikke fremlagt en samarbejdsaftale, timesedler, korrespondance, varebeskrivelse eller anden dokumentation i tillæg til de fremlagte fakturaer. Betaling af fakturaerne fra underleverandørerne ses betalt via selskabets bankkontoudtog [kontonr.2] i [finans2]. [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...4] , herefter [virksomhed2], blev stiftet den 14. maj 2012 og blev den 28. november 2023 opløst efter konkurs ved konkursdekretet afsagt den 14. juni 2022. [virksomhed2] var registreret med binavne [virksomhed6] ApS og [virksomhed7] ApS. [person6] stiftede [virksomhed2] og var administrerende direktør frem til den 1. juni 2021, hvorefter [person7] var administrerende direktør frem til den 14. juni 2022. [virksomhed2] var registreret under branchekoden 411000 ”Gennemførelse af byggeprojekter”, bibrancherne 494100 “Vejgodstransport”, 561010 “Restauranter” og 960220 “Skønheds- og hudpleje” og dets formål var at drive entreprenør virksomhed, i form af gennemførelse af større byggeprojekter. Ifølge CVR, har [virksomhed2] været registreret med 3-6 ansatte i den påklagede afgiftsperiode, fordelt på 1-4 årsværk. [virksomhed2] har ikke været registreret med ansatte siden november 2021. Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har [virksomhed2] ikke angivet moms for 2. kvartal 2021 og 1. kvartal 2022. Selskabet har som dokumentation for samhandlen med [virksomhed2] fremlagt følgende fakturaer: Fakturadato Fakturanr. Beløb ekskl. moms (kr.) Moms (kr.) Beløb inkl. moms (kr.) Fakturabeskrivelse 04-02-2022 986 165.275,00 41.318,75 206.593,75 El [finans3] El [finans3] El [adresse1] Arb mand [adresse1] Total 165.275,00 41.318,75 206.593,75 Fakturaen er udstedt til [virksomhed7] ApS og vedrører el-arbejder faktureret for 525,50 timer. Ifølge fakturaen skal betaling skal ske til ”Bank” med reg.nr. [...] og konto nr. [kontonr.3]. Fakturaen indeholder ikke oplysninger om, hvor arbejdet er udført, eller hvilke personer, der har udført arbejdet. Ifølge Skattestyrelsen oplysninger tilhører det på fakturaen angivet betalingsoplysning en person ved navn [person8]. Af Skattestyrelsens oplysninger fremgår desuden, at [virksomhed2] ikke har haft de tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de fakturerede ydelser, men alene har udstedt fiktive fakturaer med henblik på at give fakturamodtagerene uberettigede momsfradrag, at [virksomhed2] ikke har bogført driftsudgifter, som indikerede almindelig virksomhedsdrift, at [virksomhed2]’s samlede omsætning steg fra 2.178.851 kr. i 2020/2021 til 29.230.813 kr. i 2021/2022, uden at direkte omkostninger til underleverandører, at [virksomhed2] fakturerede til flere forskellige brancher, at [virksomhed2] ikke havde en dansk bankkonto og at [virksomhed2] udstedte fakturaer med 51 forskellige anførte bankkonti, som tilhører privatpersoner og virksomheder, som ikke ses at have tilknytning til [virksomhed2]. [person8], som fakturabetalingen er sket til, er i foråret 2023 blevet dømt i [by2] Byret for overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 2, jf. stk. 1 (hvidvask af særlig grov beskaffenhed), ved at have hvidvasket penge for over 200 mio. kr. Selskabet har ikke fremlagt en samarbejdsaftale, timesedler, mailkorrespondance, eller anden dokumentation i tillæg til de fremlagte fakturaer. Betaling af fakturaerne fra [virksomhed2] ses betalt via selskabets bankkontoudtog i [finans2] med kontonummer [kontonr.2]. Samlet kan Skattestyrelsens ikke godkendte fradrag for købsmoms for udgifter til underleverandører for den påklagede afgiftsperiode opgøres til: Underleverandør Beløb ekskl. moms i kr. Moms i kr. Beløb inkl. moms i kr. 2021 [virksomhed4] 69.370,00 17.342,50 86.712,50 [virksomhed4] 110.015,00 27.503,75 137.518,75 [virksomhed1] 165.485,00 41.371,25 206.856,25 [virksomhed1] 133.925,00 33.481,25 167.406,25 I alt 2021 478.795,00 119.698,75 598.493,75 2022 [virksomhed2] 165.275,00 41.318,75 206.593,75 I alt 2022 165.275,00 41.318,75 206.593,75 I alt 644.070,00 161.017,50* 805.087,50 *Skattestyrelsen har ved beregningen nedrundet fakturabeløbene således, at der er anvendt fakturabeløbene uden kommatallene. Momsbeløbet udgør hvorefter 161.015 kr. Opsamling Skattestyrelsen har samlet ikke godkendt selskabet fradrag for købsmoms for 161.015 kr. Beløbet er opgjort på baggrund af følgende: Periode 2. kvartal 2021 Ej godkendt købsmoms (fiktiv) 119.697 kr. Periode 1. kvartal 2022 Ej godkendt købsmoms (fiktiv) 41.318 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke godkendte fradrag for købsmoms af udgifter til underleverandører med 161.015 kr. for afgiftsperioden fra den 1. april 2021 til den 31. marts 2022. Forhøjelsen skyldes, at Skattestyrelsen har anset fakturaerne for at være fiktive. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Efter momslovens § 55 og § 57, stk. 1 samt momsbekendtgørelsens § 72, skal selskabet føre et regnskab over leverancer til og fra selskabet, og størrelsen af købs- og salgsmoms i perioden skal angives. Ifølge momsbekendtgørelsens § 73, stk. 1, skal regnskabet kunne danne grundlag for Skattestyrelsens kontrol. Med henvisning til afsnit 1.1, er det Skattestyrelsens opfattelse at [klager] ApS har udarbejdet en bogføring der opfylder kravene i momsbekendtgørelsens § 72, stk. 1 og 2 samt 73, stk. 2, og derfor danner grundlag for den angivne salgs- og købsmoms i kontrolperioden. Skattestyrelsen kan konstatere at selskabet i indkomstårene 2021 og 2022 har modtaget og betalt fiktive fakturaer fra følgende underleverandører: [virksomhed4] ApS [virksomhed1] ApS [virksomhed2] ApS For så vidt angår køb af underleverandørydelser fra ovenstående virksomheder, er det Skattestyrelsens opfattelse, at alle må anses at være faktura- og betalingsplatforme, der udsteder fiktive fakturaer til brug hos kunderne til uretmæssigt moms- og skattefradrag. Skattestyrelsen har efter kontrol af de pågældende virksomheder, konkluderet at der ikke er realitet bag fakturaerne fra alle ovenstående underleverandørvirksomheder, og der dermed ikke er sket en levering af ydelser fra disse til [klager] ApS. Fælles for de ovenstående underleverandører, også beskrevet i afsnit 1.1, er at de hverken har haft de tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at have leveret en ydelse til [klager] ApS. Virksomhederne har ingen eller få ansatte og angiver enten ingen moms eller moms i begrænset omfang. Virksomhederne ses ligeledes ikke at have udgifter til løbende drift af en virksomhed. Hvis der er ansatte i virksomhederne, anser Skattestyrelsen det for usandsynligt at få personer kan generere omsætninger jævnfør de fakturaindbetalinger der er på virksomhedernes konti. Skattestyrelsen anser [virksomhed4] ApS, [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS for at være fiktive selskaber der udsteder fiktive fakturaer. Derfor kan der ikke være sket levering i overensstemmelse med de udstedte fakturaer. Der henvises i øvrigt til beskrivelsen i afsnit 1.1. Skattestyrelsen nægter fradrag for købsmomsen vedrørende køb fra de nævnte underleverandører, efter momslovens § 37, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, idet betalinger til disse virksomheder anses for fiktive. Der henvises desuden til EU-domme C-342/87, C-152/02, C-712/17 samt Højesteretsdom SKM.2019.231. Med henvisning til ovenstående godkendes herefter ikke momsfradrag for fiktive/ikke leverede ydelser. Købsmomsen nedsættes med følgende: Ej godkendt købsmoms 2. kvartal 2021 (fiktiv) 119.697 kr. Ej godkendt købsmoms 1. kvartal 2022 (fiktiv) 41.318 kr. Fradrag for købsmoms vedrørende fakturaer fra fiktive underleverandører nægtes herefter med i alt 161.015 kr. Skattestyrelsens kommentarer til selskabets bemærkninger: Repræsentanten han skriver, at selskabet har fået leveret de ydelser der er betalt for, i overensstemmelse med fakturaerne. Ligeledes mener han ikke, at skattestyrelsen kan fradragsnægte købsmomsen hos selskabet. Skattestyrelsen skal bemærke, at ved anmodning om fradrag for købsmoms i henhold til momslovens § 37 påhviler det virksomheden at godtgøre, at betingelserne for fradrag er opfyldt. Køber har en skærpet bevisbyrde til at dokumentere, at fakturaerne kan danne grundlag for fradrag hos køber, hvis der kan rejses berettiget tvivl om fakturaernes realitet, jf. SKM2009.325.ØLR. Skattestyrelsen har for hver af selskabets anvendte underleverandør oplistet en række usædvanlige forhold, som vi lægger vægt på ved fradragsnægtelsen. Efter Skattestyrelsens gennemgang af de i sagen omhandlende underleverandører har vi konstateret, at: [virksomhed4] ApS er en fiktive virksomhed [virksomhed1] ApS er en fiktiv virksomhed [virksomhed2] ApS er en fiktiv virksomhed Allerede derfor kan fakturaerne fra disse virksomheder ikke danne grundlag for fradrag hos køber, jf. momslovens § 37, stk. 1 og 2, nr. 1. Et fradrag efter Skattestyrelsens opfattelse forudsætter, at arbejdet er udført af den virksomhed, der har udstedt fakturaen. Der henvises til C-459/17 – SGI Valériane SNC, præmis 40, hvor det fremgår, at retten til momsfradrag er betinget af, at de hertil knyttede transaktioner faktisk er gennemført. Der henvises tillige til præmis 39, hvor det fremgår, at det påhviler den, der anmoder om momsfradrag at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. Af dommen C-459/17 – SGI Valériane SNC, præmis 37 og 38 fremgår, at fradragsretten ikke omfatter en afgift, der alene skyldes, at den er angivet på en faktura. Om god tro udtalte domstolen, at spørgsmålet om den afgiftspligtige var i god eller ond tro er uden betydning i denne kontekst, hvor det er godtgjort, at levering ikke har fundet sted. Domstolen konkluderede, at retten til fradrag er betinget af, at de hertil knyttede transaktioner faktisk er blevet gennemført. Der henvises i øvrigt til SKM2022.18.ØLR, hvor landsretten fandt det godtgjort, at underleverandørerne havde begået momssvig, og at selskabet burde have vidst, at dets transaktioner med underleverandøren var et led i sidstnævntes momssvig. Der henvises ligeledes til EU-dom, C-439/04; Axel – Kittel, hvor det kan udledes, at der kan stilles krav om en due diligence forpligtelse for aftageren af varen og/eller ydelsen, for at undgå hæftelse og nægtelse af momsfradrag. Repræsentantens bemærkninger om, at selskabet har handlet i god tro ses således ikke at ændre herpå. Skattestyrelsen har jf. beskrivelsen af hver underleverandør fremlagt hvilken kontrol Skattestyrelsen har udført. Ligeledes er der for [virksomhed4] ApS afsagt dom, hvoraf det fremgår, at [virksomhed4] ApS og dets bankkonto i kontrolperioden er anvendt til hvidvask. Skattestyrelsen har detaljeret redegjort for, hvorfor de pågældende underleverandører anses for fiktive, og ligeledes er underleverandørernes forhold i høj grad relevante, når det skal vurderes, om de har været i stand til at levere de fakturerede ydelser. Skattestyrelsen har læst og vurderet de domme som repræsentanten i sin bemærkning har nævnt. Vi agter dog ikke at kommentere på de enkelte domme, og det er stadig Skattestyrelsens vurdering, at disse ikke kan føre til en anden vurdering. … Det er Skattestyrelsens opfattelse, at sagen er fuldt belyst i forslaget og de fremsendte bemærkninger giver derfor ikke anledning til ændringer, hvorfor Skattestyrelsen fastholder kravet i henhold til forslag. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 21. januar 2025 udtalt følgende: ”… Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Skattestyrelsen vil gerne supplere med nogle bemærkninger til [klager] ApS’ klage: Påstand om levering af tjenesteydelser: Det er [klager] ApS’ opfattelse, at den fremsendte dokumentation for betalinger af fakturaer fra underleverandører er ensbetydende med, at der er sket levering af tjenesteyder. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at en pengeoverførsel i henhold til en faktura ikke i sig selv dokumenterer, at der er sket levering af arbejdskraft, men at der blot er sket en pengeoverførsel. Det er netop realiteten i dette, som udgør sagens problemstilling. De underleverandører, der er nævnt i afgørelsens afsnit 1.1 under ”Fiktive underleverandører”, er alle blevet vurderet som fiktive virksomheder, som alene har udstedt fakturaer til brug for andre virksomheders uretmæssigt moms- og skattefradrag samt modtage indbetalingen retur i kontanter til brug for udbetaling af sorte lønninger eller maskeret udlodning. Fakturaudstederne anses således ikke for at have de tekniske og menneskelige ressourcer til at udføre de ydelser, som fakturaerne/betalingerne måtte vedrøre. Der henvises til vores begrundelse i afgørelsens afsnit 1.3. [klager] ApS har en skærpet beviskrav for, at der er sket levering, hvilket de ikke har løftet. Selskabet har efter modtagelse af Skattestyrelsens forslag til afgørelse kun indsendt indsigelser til forslaget og ikke nye oplysninger, som beskrevet i afgørelsens afsnit 1.2. Selskabet har på ingen måde indsendt dokumentation i form af fx mailkorrespondance med underleverandører angående bekræftelse af arbejdsaftale, omfang, pris mv., og heller ikke timesedler/arbejdssedler, specifikation af leveret arbejdsydelse, som kunne understøtte, at der er sket levering af ydelse. Forudsætningen for momsfradrag efter momslovens § 37, stk. 1 og 2, nr. 1, er at der er sket levering af arbejdsydelse af fakturaudsteder, hvilket [klager] ApS ikke har løftet bevisbyrden for. …” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at der skal godkendes selskabet fradrag for udgifter til købsmoms med i alt 161.015 kr. for afgiftsperioden fra 1. april 2021 til den 31. marts 2022. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: 1. Påstand 1.1 Klageren nedlægger påstand om, at Skattestyrelsen skal godkende Klagerens fradrag for købsmoms for i alt 161.697 kr. for indkomstårene 2021, 2022 og 2023. 2. Sagsfremstilling 2.1 Skattestyrelsens afgørelse vil ikke blive gengivet i sin helhed, men vedlægges klagen som bilag 1. 2.2. Skattestyrelsen traf afgørelse den 28. august 2024, hvor Skattestyrelsen forhøjede Klagerens moms for 2021, 2022 og 2023 med i alt 161.015. Dette var et resultat af, at Skattestyrelsen ikke godkendte købsmoms for 2. kvartal 2021 med i alt 119.697 kr., og købsmoms for 1. kvartal 2022 for i atl 41.318. … Ad. Fradragsnægtelse – manglende bilag 2.4. Klageren er et selskab ved navn [klager] ApS, som blev stiftet 9. oktober 2020 af [person1] som tillige er eneejer og direktør. 2.5. Selskabet er registreret med branchekoden 432100 El-installation, og selskabets formål er at drive virksomhed med handel og service samt enhver virksomhed i hermed stående forbindelse. Selskabet er tillige registreret for moms, A-skat og AM-Bidrag. 2.6. Selskabet havde angivet følgende moms for indkomstårene 2021, 2022, og 2023: … 2.7. Skattestyrelsen anførte i deres afgørelse, at momsangivelserne var afstemt med bogføringen og stemte for alle perioder, jf. bilag 1. 2.8. Selskabet havde i perioden 1 januar 2021 til og med 30. september 2023 afholdt udgifter eksklusive moms til følgende underleverandør: … 2.11. I der følgende ville årsagerne til fradragsnægtelse for de tre underleverandører blive gennemgået: Ad. [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...2] 2.12. Der var tale om to fakturaer udstedt af [virksomhed3] ApS som af Klageren blev betalt henholdsvis d. 6. april 2021 og d. 14. april 2021. 2.13. Betalingerne vedrørte underleverandørtimer, hvor der blev udført elektriker arbejde. 2.14. Kontoen for indbetaling tilhørte [virksomhed3] ApS. 2.15. Klageren havde kun anvendt [virksomhed3] ApS ved to tilfælde. 2.16. Skattestyrelsen havde i deres afgørelse anført, at Skattestyrelsen foretog en kontrol af [virksomhed3] ApS, hvor Skattestyrelsen konstaterede følgende: - [virksomhed3] ApS har kun indberettet løn i 2021, og kun til direktøren. - [virksomhed3] ApS har indsendt nulangivelser for moms for 1. og 2. kvartal i 2021. - Retten i [by1] har den 11/10 2021 afsagt dom, hvoraf det fremgår, at [virksomhed3] ApS og dets bankkonto i perioden 14. januar 2021 til den 28. april er anvendt til hvidvask af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 290 a, stk. 2, jf. stk. 1. - Der har ikke været reel drift i selskabet i ovennævnte periode. - Det var herefter Skattestyrelsens opfattelse, at [virksomhed3] ApS er uden reel indhold. Ad. [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...3] 2.17. Der var tale om to fakturaer udstedt af [virksomhed1] som af Klageren blev betalt henholdsvis d. 17. maj 2021 og d. 20. maj 2021. 2.18. Betalingerne vedrørte mandskabsleje. 2.19. Kontoen for indbetalingen tilhørte [virksomhed8] ApS. 2.20. Klageren har kun anvendt [virksomhed1] ApS ved to tilfælde. 2.21. Skattestyrelsen havde i deres afgørelse anført, at Skattestyrelsen har kunnet konkludere følgende efter deres kontrol af [virksomhed1] ApS: -[virksomhed8] ApS er nægtet for registrering af moms og har derfor ikke været momsregistreret. - [person5] er registreret som værende i direktionen, men har ikke modtaget løn fra [virksomhed1] ApS. - [virksomhed1] ApS har ikke været registreret som arbejdsgiver. - [virksomhed8] ApS er ikke registreret med en branchekode, der dækker det udførte arbejde. (Er registreret med branchekode 691000 – Juridisk bistand). - Det har ikke været muligt at for Skattestyrelsen at komme i kontakt med selskabet. - I perioden april 2021 til december 2021 indgår i størrelsesorden 65 mio. kr. på selskabets bankkonto, hvor i størrelsesorden 63,8 mio. kr. overføres til [finans4] Plc. Ad. [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...4] 2.22. Der var tale om en enkelt faktura udstedt af [virksomhed2] ApS som af Klageren blev betalt d. 11. februar 2022. 2.23. Fakturaen vedrørte El-arbejde. 2.24. Klageren havde kun anvendt [virksomhed2] ApS ved et enkelt tilfælde. 2.25. Betaling af fakturaen skete til den bankkonto der blev henvist til på fakturaen. 2.26. Skattestyrelsen havde i deres afgørelse anført, at Skattestyrelsen har kunnet konkludere følgende efter deres kontrol af, [virksomhed2] ApS: - Der anvendt 7 forskellige aftaler fra Visma Dinero og en aftale fra Visma e-conomic samtidig med, at hurtigfaktura.dk - Der var kun bogført omsætning. Der var ikke bogført driftsudgifter. - [virksomhed2] ApS’s omsætning stiger fra 2.178.851 kr. i 2020/2021 til 29.230.813 kr. i 2021/2022 uden at direkte omkostninger til underleverandør og lønninger stiger. - Fakturanumrene er ikke fortløbende. - Fakturateksten er i mange tilfælde mangelfuld. Ad. Skattestyrelsen opfattelse 2.27. Skattestyrelsen anførte i deres afgørelse følgende opfattelser omkring leverandørerne. [virksomhed3] ApS. 2.28. Det var skattestyrelsens opfattelse, at [virksomhed3] ApS var uden reelt indhold go udelukkende anvendt til at udstede fiktive fakturaer til brug for andre virksomheder uretmæssige moms- og skattefradrag. [virksomhed2] ApS 2.29. Det var skattestyrelsen konklusion, at selskabet ikke har haft de tekniske og menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere de ydelser der blev fakturerede i Visma Dinero og hurtigfaktura.dk, og dermed ikke havde leveret nogen reel momspligtig ydelse fra [virksomhed2] ApS for så vidt angår denne del af selskabets aktiviteter. 2.30. På ovenstående baggrund begrundede Skattestyrelsen i deres afgørelse, at Klager har betalt fiktive fakturaer til de tre leverandører. 2.31. Skattestyrelsen anførte videre i deres afgørelse, at eftersom Skattestyrelsen anså de tre leverandører for at være fiktive selskaber der udsteder fiktive fakturaer, kan der derfor ikke være sket levering med de udstedte fakturaer. Ad. Klagerens synspunkt 2.32. Det skal indledningsvis bemærkes, at Skattestyrelsen i deres afgørelse anførte følgende om Klagerens bogføring, jf. klagens pkt. 1.3 ’’ […], er det Skattestyrelsens opfattelse at [klager] ApS har udarbejdet en bogføring der opfylder kravene i momsbekendtgørelsens § 72, stk. 1 og 2 samt 73, stk. 2, og derfor danner grundlag for den angivne salgs- og købemoms i perioden.’’ 2.33. Dernæst skal det bemærkes, at Skattestyrelsen ikke havde begrundet fradragsnægtelsen i Klagerens objektive forhold. Skattestyrelsens afgørelse baserer sig udelukkende på forhold hos de tre underleverandører. Undersøgelsespligt hos Klageren 2.34. De årsager som Skattestyrelsen i deres afgørelse angav som værende afgørende for, at anse de tre leverandører som fiktive var ikke årsager som af Klageren kunne undersøges. 2.35. Således var det ikke muligt for Klageren at undersøge om hvorvidt en underleverandør havde bogført indtægter alene eller om der tillige var bogført driftsudgifter. 2.36. Det var ligeledes ej muligt for Klageren at undersøge, hvilke regnskabssystemer en underleverandør anvendte og om denne anvendte flere konti. 2.37. Det var ligeledes ej muligt for Klageren at undersøge hvem en underleverandør betalte løn til. 2.38. Det var ligeledes ej muligt for Klageren at undersøge hvilke transaktioner en underleverandør foretog på dennes bankkonto. 2.39. Det var ligeledes ej muligt for Klageren at se om leverandørernes fakturanumre var fortløbende, idet Klageren kun anvendte de tre leverandører ved et eller to tilfælde. 2.40. Det var således ikke muligt for Klageren at undersøge om de tre underleverandører udover de leverede ydelser til Klageren også har bedrevet fakturafabrik som Skattestyrelsen påstår de har. Ad. Skattestyrelsens undersøgelsespligt 2.41. Det følger af retsgrundsætningen om officialprincippet at ansvaret for, at de nødvendige oplysninger foreligger, og de nødvendige undersøgelser foretages, som hovedregel påhviler forvaltningen. 2.42. Skattestyrelsen undersøgte ikke om der fra de tre leverandører var sket en faktisk levering af de fakturerede ydelser. 2.43. Som angivet i pkt. 2.45 og 2.46, så byggede Skattestyrelsens afgørelse på den antagelse, at eftersom Skattestyrelsens opfattede de tre underleverandører som værende fiktive virksomheder, så kunne der ikke være sket levering til Klageren. 2.44. Det bemærkes hertil, at [virksomhed3] ApS indberettede løn til Selskabets eneste ansatte for bl.a. april 2021, hvorfor det ikke var udelukket, at [virksomhed3] ApS hyrede underleverandører til at udførsel af de ydelser som Klageren blev faktureret for. 2.45. Det bemærkes yderligere at de af [virksomhed2] ApS til klageren udstedte faktura, skete på et tidspunkt hvor der jf. [virksomhed2] ApS’ seneste regnskab viste, en bruttofortjeneste på 1.213.477 kr., samt personaleomkostninger for 446.010 kr. … 3. Anbringender 3.1. Det skal indledningsvist gøres gældende, at Klagere har handlet i god tro. 3.2. Det gøres herefter gældende: At klageren har modtaget de ydelser som der blev betalt for At klageren på den baggrund har krav på fradrag af købemoms At klageren ikke havde mulighed eller pligt, til at undersøge hvorvidt en leverandør bogfører både indtægter og driftsudgifter … At Klageren ikke havde mulighed eller pligt til at undersøge hvilke transaktioner en leverandør foretog på sin bankkonto At Klageren ikke havde mulighed eller pligt til at undersøge om leverandørens fakturanumre var fortløbende At Skattestyrelsen ikke har iagttaget deres undersøgelsespligt At Skattestyrelsens afgørelse ikke bygger på objektive forhold hos Klageren At de af Skattestyrelsens påberåbte EU-domme ikke er anvendelige i nærværende sag At de af Skattestyrelsens påberåbte danske domme ikke er anvendelige i nærværende sag At Skattestyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for, at der er medgået mere arbejdskraft end hvad der klager er angivet 3.3. Det skal slutteligt gøres gældende, at på baggrund af ovenstående skal Klagerens påstand tages til følge. …” Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 24. september 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling af den 15. september 2025, med dertilhørende begrundelse i sin helhed. Sagen omhandler hvorvidt, at det er med rette Skattestyrelsen har nægtet klager fradrag for købsmoms for de udgifter klager har afholdt til underleverandører, i den påklagede periode. Skattestyrelsen har nægtet klager fradrag for købsmoms for 2. kvartal 2021 med 119.697 kr. og for 1. kvartal 2022 med 41.318 kr. idet skattestyrelsen ikke finder det dokumenteret der er sket levering af ydelser til brug for virksomhedens momspligtgie leverancer jf. momslovens § 37. Skattestyrelsen fastholder at klager ikke har ret til fradrag for købsmoms vedrørende underleverandører i den påklagede periode, idet klager ikke har fremlagt dokumentation for at der er sket en leverance. Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling i sin helhed. Der henvises til den samme begrundelse som er anført i den påklagede afgørelse samt Skatteankestyrelsens indstilling …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har den 6. oktober 2025 fremsat bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse. Bemærkningerne vedrører alene Skatteankestyrelsens indstilling om at afskære retsmødet. Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har godkendt selskabet fradrag for købsmoms for udgifter afholdt til underleverandørerne på i alt 161.015 kr. for afgiftsperioden 1. april 2021 til den 31. marts 2022. Nægtelsen skyldes, at Skattestyrelsen har anset selskabets fakturaer fra underleverandørerne for ikke at være reelle. Retsgrundlaget Af momslovens § 37 fremgår følgende (uddrag): ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er 1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, …” Bestemmelsen i momslovens § 37 implementerer 6. direktivs artikel 17, nu momssystemdirektivets artikel 167 til 168 og artikel 178 til 179. Af dagældende § 82 i momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015 fremgår følgende: "Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, eller behørig dokumentation for indførsel med eventuelle ændringer m.v. fra Skatteforvaltningen eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer." Momsbekendtgørelsens kapitel 12 indeholder en række fakturakrav. I bekendtgørelsens dagældende § 58, stk. 1, er fastsat de nærmere krav til fakturaens indhold: ”Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 68 i denne bekendtgørelse, indeholde: 1) Udstedelsesdato (fakturadato). 2) Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen. 3) Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer. 4) Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse. 5) Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser. 6) Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato. 7) Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed. 8) Gældende afgiftssats. 9) Det afgiftsbeløb, der skal betales.” EF-domstolen har i sag C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH) udtalt, jf. præmis 34, at fradraget som omhandlet i 6. direktivs artikel 17, stk. 2 (nu momssystemdirektivets artikel 168), skal ske for den afgiftsperiode, hvori de to betingelser i 6. direktivs artikel 18, stk. 2, 1. afsnit (nu momssystemdirektivets artikel 179), begge er opfyldt. Det vil sige, at der skal være foretaget levering af goder eller tjenesteydelser, og at den afgiftspligtige skal være i besiddelse af en faktura eller et dokument, der ifølge kriterier fastsat af den pågældende medlemsstat kan anses for et tilsvarende dokument. Ved anmodning om fradrag i henhold til momslovens § 37 påhviler det selskabet at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. Såfremt fakturaerne ikke opfylder de forskriftsmæssige krav om angivelse af ydelsernes art og omfang, foreligger der unormale forhold, hvorefter selskabet pålægges en skærpet bevisbyrde for, at der har foreligget et underleverandørforhold med heraf følgende fradragsret, jf. Østre Landsrets dom af 13. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.213.ØLR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Fakturaerne indeholder ikke de forskriftsmæssige oplysninger i momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 5 og 6, herunder konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, ligesom fakturaerne ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger om de udførte opgaver, og hvor og hvornår arbejdet er udført. Der påhviler derfor selskabet en skærpet bevisbyrde for, at der er foretaget momspligtige leverancer i henhold til de fremlagte fakturaer fra [virksomhed4], [virksomhed1] og [virksomhed2]. Selskabet har ikke fremlagt dokumentation i form af samarbejdsaftaler eller andet, som kan understøtte fakturaerne. Selskabet har desuden ikke bevaret kopi af timesedlerne, og har dermed ikke kunnet redegøre for grundlaget for samarbejdet med underleverandørerne, jf. SKM2020.484.BR. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, hvem der har udført arbejdet. Skattestyrelsen har oplyst, at [virksomhed1] var nægtet momsregistreret, [virksomhed2] ikke har haft lønudgifter og ikke afregnet moms, jf. SKM2024.101.BR og [virksomhed4] har angivet nulangivelse på moms. Skattestyrelsen har desuden oplyst, at flere af underleverandørerne hverken har afholdt udgifter til løn eller til andre underleverandører, ligesom underleverandørerne ikke har afholdt almindelige driftsudgifter, og ikke har haft de tekniske eller økonomiske ressourcer til at levere de fakturerede ydelser. [virksomhed2] har desuden udstedte fakturaer med 51 forskellige anførte bankkonti, som tilhører privatpersoner og virksomheder, som ikke ses at have tilknytning til underleverandøren. Underleverandørerne [virksomhed4] og [virksomhed1] har desuden været registreret med branchekoder og formål, som ikke stemmer overens med de fakturerede oplysninger, og samtlige af underleverandørerne er gået konkurs. Retten skal bemærke, at [virksomhed4] og [person8], som fremgår som betalingsmodtager på fakturaerne fra [virksomhed2], er ved Byretten blevet dømt for hvidvask, ved at have modtaget betalinger for fiktive fakturaer på over 200 mio. kr. Især i en situation som den foreliggende, hvor der er en række usædvanlige forhold, er fraværet af skriftligt materiale således med til at skabe betydelig tvivl om, hvorvidt de hævdede underleverandører faktisk har udført de omhandlede arbejdsydelser. Under disse omstændigheder finder retten, at selskabet ikke har løftet den skærpede bevisbyrde for, at betingelserne for fradrag i henhold til momslovens § 37 er opfyldt. Selskabet har således ikke dokumenteret, at der er foretaget momspligtige leverancer i henhold til de fremlagte fakturaer. Retten finder, at der samlet set er tale om så usædvanlige omstændigheder, at de fremlagte fakturaer ikke kan anses for at være reelle. Det forhold, at fakturaerne er betalt ved elektroniske pengeoverførsler, udgør ikke i sig selv dokumentation for, at leveringer af ydelser har fundet sted, hvorfor dette ikke kan føre til et andet resultat, jf. førnævnte SKM2023.213.ØLR. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.