Journalnr. 24-0097382
Bankindsætninger hos autoværksted nedsat væsentligt efter afstemning til bogføring
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 28. august 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om Skattestyrelsen med rette havde forhøjet omsætningen i klagerens autoværksteds- og bilhandelsvirksomhed med 360.493 kr. og klagerens anden personlige indkomst med 56.489 kr. på grundlag af indsætninger på erhvervs- og privatkonto i indkomståret 2021. Klageren gjorde gældende, at indsætningerne på erhvervskontoen allerede indgik i bogføringen, og at indsætningerne på privatkontoen stammede fra salg af private effekter, en privat bil, forsikringserstatning og lån. Landsskatteretten fandt efter gennemgang og stikprøvekontrol, at indsætningerne på erhvervskontoen (247.213 kr. ekskl. moms) kunne afstemmes til den bogførte omsætning via fakturaer, omsætningskonti og brugtmomsregnskab, og at salg af en privat Peugeot 308 for 110.000 kr. samt en forsikringserstatning på 25.989 kr. var dokumenteret som private og skattefrie. De øvrige mobilepay-indsætninger på privatkontoen samt påståede lån og salg af computer var ikke underbygget af objektive kendsgerninger, hvorfor forhøjelsen af omsætningen blev nedsat til 25.280 kr. og forhøjelsen af personlig indkomst til 30.500 kr.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2008.905.HR
- SKM2011.208.HR
- SKM2024.179.ØLR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0097382 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Forhøjelse af omsætning i virksomheden vedrørende konstaterede indsætninger 360.493 kr. 0 kr. Nedsættes til 25.280 kr. Forhøjelse af personlig indkomst vedrørende konstaterede indsætninger 56.489 kr. 0 kr. Nedsættes til 30.500 kr. Faktiske oplysninger Klageren driver virksomhed i personligt regi med navnet [virksomhed1], CVR-nr. [...1], efterfølgende omtalt virksomheden. Virksomheden er registreret med opstart den 1. juli 2019 under branchekoden 452010 autoreparationsværksteder mv. Virksomheden er registreret med moms, der afregnes halvårligt. Klageren har selvangivet et overskud af virksomhed på 26.438 kr. for indkomståret 2021. Klageren har ifølge Skattestyrelsen ikke haft anden personlig indkomst. Klageren har til Skattestyrelsen indsendt kontospecifikationer, balance med resultatopgørelse, balance brugtmomsregnskab og købs-og salgsbilag. Klagerens konto fra [finans1] med kontonummer [kontonr.1] er medtaget i virksomhedens bogføring, efterfølgende omtalt erhvervskontoen. Kontobevægelserne herfor er fremlagt. Klagerens konto omtalt ”lønkonto ung (18-27 år)”, efterfølgende omtalt privatkontoen, er også fremlagt. Privatkontoen indgår ikke i virksomhedens bogføring. Brugtmomsregnskabet består af dato for køb, bilens mærke og registreringsnummer, købspris, udgifter, fortjeneste og brugtmoms. I forbindelse med Skattestyrelsens gennemgang har klageren og virksomhedens revisor på ny gennemgået brugtmomsregnskabet og indsendt en ny opgørelse. Indtægter minus udgifter ifølge kontospecifikationerne kan afstemmes til det resultat, der er selvangivet for året. Omsætning er ifølge kontospecifikationen opdelt på følgende tre omsætningskonti: Konto 1001: Salg værksted Konto 1002: Salg af biler m/moms Konto 1003: Salg af biler u/moms (brugtmomsbiler) Der er i kontospecifikationerne henvisning til fakturanummer/bilagsnummer. Skattestyrelsen har gennemgået klagerens bankkonti (erhvervskontoen og privatkontoen) og har sammenholdt en række indsætninger med den bogførte omsætning i henhold til kontospecifikationerne. Skattestyrelsen har specificeret de beløb, som Skattestyrelsen har forhøjet omsætningen med i indkomståret 2021 i bilag 1 til afgørelsen. Klageren har oplyst, at de beløb, som Skattestyrelsen har medtaget i forhøjelsen, enten er medtaget i bogføringen, eller at der er tale om private salg. Ifølge bilag 1 til Skattestyrelsens afgørelse udgør indsætninger på erhvervskontoen i alt 309.016 kr., der af Skattestyrelsen er anset for yderligere omsætning og salgsmoms i virksomheden. Dette svarer til en forhøjelse på 247.213 kr. ekskl. moms og yderligere salgsmoms på 61.803 kr. Ifølge bilag 1 til Skattestyrelsens afgørelse udgør indsætninger på privatkontoen i alt 156.725 kr., der af Skattestyrelsen er anset for yderligere omsætning og salgsmoms. Dette svarer til en forhøjelse på 125.380 kr. ekskl. moms og salgsmoms på 31.345 kr. Samlet set har Skattestyrelsen forhøjet omsætningen med 360.493 kr. (247.213 kr. + 125.380 kr. – 12.100 kr.). De 12.100 kr. er fradrag i skatteopgørelsen vedrørende yderligere opkrævet salgsmoms. Ændringen skyldes to biler, som ikke opfylder betingelserne til brugtmomsordningen. Skattestyrelsen har i øvrigt godkendt opgørelsen af brugtmoms i henhold til specifikationen og regnskab med undtagelse af de to konkrete handler. Disse to handler behandles i klagesagen med sagsnummer [sag1]. Forhøjelse i virksomheden - indsætninger på erhvervskontoen De fem første indsætninger, som Skattestyrelsen har medtaget i forhøjelsen af omsætningen og udgående moms i virksomheden, og som er indsat på erhvervskontoen, fremgår nedenfor: Posteringsdato Posteringsbesked/tekst Omsætning inkl. moms (beløb der er indsat på kontoen) Omsætning ekskl. moms Salgsmoms 21-01-2021 Indbetalt [telefon1] 19.000 kr. 15.200,00 kr. 3.800,00 kr. 22-01-2021 [virksomhed2] AB [...] 24.640,63 kr. 19.712,50 kr. 4.925,13 kr. 26-01-2021 [virksomhed2] AB [...] 4.357,84 kr. 3.486,27 kr. 871,57 kr. 27-01-2021 Mobilepay 7.999,25 kr. 6399,40 kr. 1599,85 kr. 27-01-2021 [person1] 10.500 kr. 8.400,00 kr. 2.100,00 kr. Beløb på 19.000 kr. indsat den 21. januar 2021 Af kontospecifikationerne fremgår følgende oplysninger: Konto Dato Tekst Kredit inkl. moms Kredit netto 1001 salg værksted 21-01-2021 Fkt. 953, Peugeot107, [reg.nr.1] 3.500 kr. 2.800 kr. 1003 Salg af biler u/moms 21-01-2021 Fkt. 953, Peugeot107 15.500 kr. Sum 19.000 kr. Modposten til ovenstående er ført på konto 2102 Bank med 3.500 kr. og 15.500 kr. De to beløb er ikke indsat på erhvervskontoen separat, men summeret stemmer de med indsætningen den 21. januar 2021 på 19.000 kr. Faktura med nr. 953, som der henvises til i kontospecifikationerne, består blandt andet af følgende oplysninger: Dato 21. januar 2021, salg af Peugeot 107 reg.nr. [reg.nr.1], beløb 19.000 kr., og oplysning om at bilen er solgt efter brugtmomsordningen. Det fremgår af fakturaen, at betalingen skal ske den 21. januar 2021, og erhvervskontoen er oplyst. Bilen fremgår med 19.000 kr. i det senest fremsendte brugtmomsregnskab. Beløb på 24.640,63 kr. indsat den 22. januar 2021 fra [virksomhed2] Ab Af kontospecifikationen er der den 19. januar 2021 under konto 1001 bogført 140,63 kr. Der henvises til faktura 942. Under konto 1003 er der bogført 24.500 kr. vedrørende faktura 943. De to beløb ses ikke at være indsat på erhvervskontoen separat, men summeret stemmer det med de 24.640,63 kr. indsat fra [virksomhed2] Ab. [virksomhed2] Ab udbyder betalingsløsning til virksomheder. Beløb på 4.357,84 kr. indsat den 26. januar 2021 fra [virksomhed2] Ab Af kontospecifikationerne er der den 22. januar 2021 under konto 1001 bogført beløb på 1.781,25 kr. og 2.576,59 kr. De to beløb er ikke indsat separat på erhvervskontoen, men summeret stemmer det med de 4.357,84 kr., som er indsat fra [virksomhed2] Ab. Beløb på 10.500 kr. og 7.999,25 kr. indsat den 27. januar 2021 Beløb på 7.999,25 kr. er mobilepay overførsel. Af kontospecifikationerne er der under konto 1003 bogført 18.500 kr. den 27. januar 2021. I teksten anføres ”fak. 966, I30 [reg.nr.2]”. Indholdet af fakturanr. 966 passer med bilmærket og det samlede beløb på 18.500 kr., og der er oplysninger om, at brugtmomsordningen finder anvendelse. Af fakturaen fremgår følgende bemærkning: ”Kunden har overført 10.500. og betalt 8.000 kr. på”. Køber af bilen i henhold til fakturaen stemmer med det navn, der fremgår af tekst beskrivelsen på bankkontoen. Bilen er med i brugtmomsregnskabet med en salgspris på 18.500 kr. Ud over ovenstående 5 indsætninger har Skattestyrelsen forhøjet med yderligere 28 indsætninger på erhvervskontoen. Skatteankestyrelsen har foretaget en stikprøvegennemgang af de resterende indsætninger på erhvervskontoen. Forhøjelse i virksomheden - indsætninger på privatkontoen Skattestyrelsen har forhøjet omsætningen med en række indsætninger på privatkontoen. Der er primært mobilepay indsætninger fra forskellige personer. Forhøjelsen sammensætter sig som nedenfor: Dato Beløb indsat på konto 28. januar 2.000 kr. 3. februar 2.300 kr. 11. februar 1.000 kr. 8. april 4.500 kr. 13. april 2.500 kr. 16. april 20.000 kr. 31. maj 700 kr. 31. maj 500 kr. 4. juni 500 kr. 4. august 110.000 kr. 3. september 2.625 kr. 7. september 800 kr. 20. september 700 kr. 4. oktober 4.300 kr. 29. oktober 3.300 kr. 8. november 1.000 kr. I alt 156.725 kr. Skatteankestyrelsen har i brev af 12. juni 2026 specificeret de indsætninger, som Skattestyrelsen har forhøjet omsætningen og anden personlig indkomst med og anført: ”Praksis på området gør, at vi skal anmode dig om at forklare hvor indsætningerne stammer fra, og dokumentere denne forklaring ved objektive konstaterbare forhold. F.eks. hvis en indsætning stammer fra salg af privat indbo, skal du fremlægge noget der dokumentere salget af det private indbo (Det kunne f.eks. være korrespondance med sælger, annonce på den blå avis eller lignende, gerne hvor det aftalte beløb fremgår). Dette anmoder vi om, for at give dig mulighed for at dokumentere, at beløbene er indkomstopgørelsen uvedkommende.” Klageren har oplyst, at beløbet på 110.000 kr. er indsat for salg af bilen Peugeot 308 SW, reg.nr. [reg.nr.3], og at bilen er købt den 29. januar 2021 for 90.000 kr. og solgt den 4. august 2021. Der er fremlagt faktura dateret den 29. januar på køb af Peugeot 308 SW, reg.nr. [reg.nr.3], hvor klageren står på som køber. Købsprisen udgør 90.000 kr. Der er fremlagt slutseddel på salg af bilen. Heraf fremgår blandt andet køberen, hvor efternavnet er identisk med tekstmeddelelsen i banken, det aftalte beløb på 110.000 kr., og aftalen er underskrevet den 4. august 2021. Ifølge klagerens personlige skatteoplysninger (R75) for indkomståret 2021 fremgår klageren som ejer og bruger af bilen. Tilgang af bilen hos klageren som bruger og ejer er registreret den 14. januar 2021, og afgang er registreret den 5. august 2021 Klageren har oplyst, at beløbet på 20.000 kr. ikke eksisterer på banken den 31. maj 2021. Dette er korrekt. Det er i stedet den 16. april 2021, at 20.000 kr. fremgår, jf. Skattestyrelsens bilag 1 og bankkontoudskriften. Skatteankestyrelsen har i mail af 1. juli 2026 præciseret dette og har anmodet klageren om redegørelse og dokumentation for indsætningen den 16. april på 20.000 kr. Der er ikke modtaget yderligere dokumentation. Klageren har oplyst, at det ikke har været muligt at få hjælp fra mobilepay på resterende beløb, men at 2021 var et hårdt år generelt, hvorfor klageren solgte både tøj, computerudstyr, osv. Forhøjelse af anden personlig indkomst – indsætninger på privatkontoen Skattestyrelsen har forhøjet klagerens personlig indkomst med følgende indsætninger: Posteringsdato Posteringsbesked Beløb 13-01-2021 [forsikringsselskab1] A/S -Se medd. 25.989 kr. 15-11-2021 Lån -Se medd 11.500 kr. 13-01-2021 MobilePay [person2] -Se medd. 8.000 kr. 08-06-2021 Computer-Se medd. 6.000 kr. 17-12-2021 Lån tilbage betaling-Se medd. 5.000 kr. I alt 56.489 kr. Klageren har fremlagt en mail fra [forsikringsselskab1] A/S. Heraf fremgår erstatning på 34.000 kr. – selvrisiko på 8.011 kr., i alt til udbetaling 25.989 kr. Der refereres i mailen til bil med registreringsnummer [reg.nr.4], skadenr.: [...], skadedato: 31. december 2020, skadested [adresse1] i rundkørslen ved ringvejen i [by1]. Bilen er registreret på klagerens personlige skatteoplysninger med tilgang den 19. november 2020 og afgang den 5. januar 2021 Klageren har oplyst, at beløbet på 11.500 kr. er salg af en computer. Der er fremlagt en udskrift fra banken, hvoraf teksten ”medd. nr. 2 15.11 computer 11.500 kr.” fremgår, og navnet [person3] (….) fremgår. Klageren oplyser, at det må være en fejltekst, at det fremgår med teksten ”lån”. Klageren har oplyst, at beløbet på 8.000 kr. er et lån fra klagerens mor. Der er fremlagt en udskrift, hvor teksten ”Medd. nr. 3: 13.01 Lån 8.000 kr.” fremgår, og navnet ”[person4] (….) fremgår. Klageren oplyser, at det må være en fejltekst, at det fremgår med teksten ”computer”. Klageren har oplyst, at beløbet på de 5.000 kr. er tilbagebetaling vedrørende et lån fra en ven. Der er ikke fremlagt yderligere dokumentation. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet omsætningen i virksomheden vedrørende konstaterede indsætninger på erhvervskontoen og privatkontoen med i alt 372.593 kr., fratrukket yderligere opkrævet salgsmoms på 12.100 kr., der i alt udgør en forhøjelse på 360.493 kr. ekskl. moms. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”1. Resultat af virksomhed (…) 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Vi har gennemgået det modtagne materiale. På baggrund af vores gennemgang er det vores opfattelse, at vi kan tage udgangspunkt i det oplyste resultat af virksomhed på 26.438 kr. Vi har gennemgået indsætningerne på dine konti. Vi har konstateret, at der er indsætninger, som vi ikke kan se, er bogført. Vi anser disse indsætninger for at være yderligere skattepligtig omsætning. Der er tale om kontante indsætninger indsætninger der blandt andet henviser til Dæk Toyota (den 13. april 2021) Køb af Peugeot 308 (den 4. august 2021) [reg.nr.5] Ford Fiesta (30. december 2021) MobilePay-indsætninger fra navngivne personer indsætninger fra [virksomhed2] AB [...], da vi har konstateret, at du har modtaget en del penge derfra, som vi har anset for at være skattepligtig. Det er vores opfattelse at indsætningerne stammer fra virksomhedsdrift inden for køb og salg af biler, samt autoreparation, da indsætningerne sker løbende. Det er ikke dokumenteret, at indsætningerne er din omsætning uvedkommende. Når vi har konstateret indsætninger på dine bankkonti, som ikke ses at være oplyst er det efter praksis dig, der skal bevise at disse indsætninger ikke er skattepligtige. Eksempelvis fordi indsætningerne vedrører midler, der allerede er beskattet eller, som er undtaget for beskatning i henhold til SKM2008.905. HR. Den yderligere omsætning er opgjort til 372.593 kr. ekskl. moms. For specifikation af beløbet henvises til vedlagte bilag 1. Vi har ligeledes gennemgået dit brugtmomsregnskab. Vi har konstateret, at der ikke ligger dokumentation for 2 af købene, hvorfor vi opkræver fuld moms af beløbet. Der henvises til punkt 2.3. Den yderligere moms på 12.100 kr. som opkræves skal ikke medregnes i det skattemæssige resultat. Beløbet kan godkendes som en fradragsberettiget udgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Din indkomst forhøjes på dette grundlag således: 2021 Yderligere omsætning Se bilag 1. 372.593 kr. Fradrag vedrørende yderligere opkrævet moms vedrørende salg af biler, som ikke opfylder kravene for brugtmoms -12.100 kr. Forhøjelse af resultat virksomhed 360.493 kr. Resultatet af virksomhed er skattepligtigt efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a. Resultatet af virksomheden beskattes som personlig indkomst, efter personskattelovens § 3, stk. 1 og 2. Der skal betales arbejdsmarkedsbidrag efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 4, stk. 1. ”…” 2. Moms (…) 2.3. vores begrundelse og bemærkninger Som beskrevet ovenfor under ”Skat”, har vi konstateret, at der er indsætninger, som vi har anset for at være omsætning og derfor også afgiftspligtige efter momslovens § 4, stk. 1, med de begrundelser, der fremgår ovenfor. Omsætningen og den tilhørende moms er opgjort som 80%/20% af de modtagne beløb efter momslovens § 27, stk. 1. Da vi ikke kender faktureringstidspunktet, anses afgiftspligten at indtræde på betalingspunktet efter momslovens § 23, stk. 3. Beregningen af den yderligere salgsmoms opgjort pr. afregningsperiode specificeres således: 1. halvår 2021 2. halvår 2021 Yderligere salgsmoms. 38.819 kr. 54.329 kr. For specifikation af beløbene henvises til bilag 1. Vedrørende salg af biler efter brugtmomsreglerne Det fremgår af momslovens § 71, at virksomheden kan anvende særlige regler i forbindelse med salg af brugte personmotorkøretøjer. Det er dog et krav, at det føres et særskilt regnskab for hvert enkelt køretøj. Reglerne fremgår af momsbekendtgørelsens § 121, stk. 1 og stk. 5. I forbindelse med gennemgangen af indsætninger, har vi konstateret, at der den 15. juni 2021 indsættes 38.000 kr. på din konto, hvor der på kontoteksten henvises til en bil med stelnummer [stelnummer1]. I har bogført indtægten på konto 1003 salg af bil (Peugeot 208 [reg.nr.6]), uden moms. Vi har ikke modtaget dokumentation for køb og salg af bilen i det materiale, du har indsendt. Da vi ikke har modtaget dokumentation, kan du ikke anvende brugtsmomsreglerne på denne bil. Vi opkræver derfor fuld moms på salg af bilen. Afgiftsgrundlaget beregnes efter momslovens § 27, stk. 1. Momsen udgør 7.600 kr. Der er ligeledes den 6. december 2021 indsat 31.500 kr. Det fremgår af bogføringen af det vedrører en Nissan Micra. Salget er jævnfør bogføringen, bogført således: Konto Bilagsnummer Beløb Moms I alt 1002 Salg biler med moms 892 7.200 kr. 1.800 kr. 9.000 kr. 1003 Salg biler uden moms 891 22.500 kr. 0 kr. 22.500 kr. 29.700 kr. 1.800 kr. 31.500 kr. Vi har ikke modtaget dokumentation for køb og salg af bilen i det materiale, du har indsendt. Da vi ikke har modtaget dokumentation, kan du ikke anvende brugtmomsreglerne på denne bil. Vi opkræver derfor fuld moms på salg af bilen. Afgiftsgrundlaget beregnes efter momslovens § 27, stk. 1. Momsen udgør 6.300 kr. I har afregnet 1.800 kr. i moms på bilen. Vi opkræver derfor yderligere 4.500 kr. i moms. Den samlede yderligere moms til betaling specificeres således: 1. halvår 2021 2. halvår 2021 Yderligere salgsmoms. Se punkt 3.2. 38.819 kr. 54.329 kr. Moms på biler der ikke opfylder kravet for anvendelse af brugsmomsordningen 7.600 kr. 4.500 kr. I alt 46.419 kr. 58.829 kr. ” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 12. november 2024 udtalt følgende: ”Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens forhøjelse skal nedsættes, idet indsætningerne enten er medtaget i det bogførte regnskab, eller der er tale om salg af private ting. Til støtte for påstanden har klageren bl.a. anført: ”Vi klager over Skats afgørelse, som er vedhæftet. Vi kan ikke forstår at den afgørelse er kommet vi har været i kontakt med Skat i hele forløbet og indsendt alle de nødvendig dokumenter som var påkravet. Skat har lagt vægt på deres afgørelse omkring de beløb som er modtaget fra vores kunder på mobilpay og Dankort VI har forklaret Skat at alle de beløb er medtaget med i vores regnskab. Først var skat uenig med os på baggrund af brugt moms beregninger, og havde en meget forker forslag vi indsendt dokumenter og Skat lave det om, men nu kommer de med forhøjelse af omsætning på baggrund at indbetalinger på mobilpay og dankort, selvom de beløb er medtaget i vores regnskab. Desuden har de medtaget nogle privat ting som jeg havde solgt en møbel og en pc nogle ting som jeg havde solgt i forbindelse med flytning aF ny bolig. Yderligere bemærkninger fra klager Vi har været meget hjælpende, og var altid i kontakt med Skat, og indsendt alt hvad vi blev bedt om. MEN, hver gang vi løst en uoverensstemmelse kommer der en ny. Og nu komme der en afgørelse og det er den vi klager over.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 16. juni 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens brev om yderligere materiale: ” Hej. Jeg har kigget det fremsendte igennem og så vidt muligt været i kontakt både med mobilepay og med min gamle bank for at få så mange oplysninger som muligt. 1. Beløbet på de 110.000kr er for Bilen Peugeot 308 SW Med regnr [reg.nr.3] købt d 29.01.2021 og solgt igen d 4.08.2021 2. Beløbet fra [forsikringsselskab1] d 13.01.2021 er erstatning da bilen blev totalskadet. 3. Beløbet på 11500kr d 15.11.2021 står der i jeres dokument at det er et lån men det er salg af en computer 4. Beløbet d 13.01.2021 på 8000kr står der i jeres dokument det er mobilepay fra en der hedder [person2] men det er lån fra min mor. 5. Beløbet d 31.05.2021 på 20000kr som i har skrevet ind i jeres dokument findes slet ikke i mine bankudskrifter så går ud fra det en fejl fra jeres side af. 6. Beløbet d 17.12.2021 på 5000kr er en ven jeg havde lånt 5000kr til som han har tilbagebetalt som også står. Det har desværre ikke været muligt at få hjælp fra mobilepay på resterende beløber for at se meddelser men 2021 var et hårdt år generelt så jeg solgte både noget af mit tøj computer udstyr osv for at få dagene til at kunne løbe rundt. håber på jeres forståelse”. Klageren har den 5. august 2026 sendt dokumentation for salg af bil på 110.000 kr. i form af slutseddel og kopi af meddelelsen ved overførslen til banken. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om Skattestyrelsen med rette har anset konstaterede indsætninger på klagerens bankkonti for yderligere omsætning i virksomheden og yderligere personlig indkomst, eller om indsætningerne allerede er beskattet eller er indkomstopgørelsen uvedkommende. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Af statsskattelovens § 5, litra a, fremgår: ”Til indkomsten henregnes ikke: a) formueforøgelse, der fremkommer ved, at de formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i værdi - medens der på den anden side ikke gives fradrag i indkomsten for deres synken i værdi -, eller indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele (herunder indbefattet værdipapirer) for så vidt disse salg ikke henhører til vedkommendes næringsvej, for eksempel handelsvirksomhed med faste ejendomme, eller er foretaget i spekulationsøjemed, i hvilke tilfælde den derved indvundne handelsfortjeneste henregnes til indkomsten, ligesom også eventuelt tab kan fradrages i denne(…).” Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til Højesterets dom af 10. oktober 2008, offentliggjort som SKM2008.905.HR, hvor Højesteret fandt, at der i et tilfælde, hvor der løbende over en længere periode blev indsat større beløb på sagsøgernes bankkonti, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sagsøgernes indtægtsforhold i de pågældende indkomstår, påhvilede sagsøgerne at godtgøre, at de indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om skatteyderens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette fremgår af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort som SKM2011.208.HR. Der stilles samme dokumentationskrav til private dispositioner af betydning for privatforbruget som til erhvervsmæssige dispositioner. Således kræves det normalt, at lån, der påstås optaget, er dokumenteret ved gældsbreve, som er udstedt i umiddelbar forbindelse med lånoptagelsen. Endvidere kræves det normalt, at modtagelsen af beløbet er dokumenteret ved kontoudtog fra pengeinstitut samt vekselbilag vedrørende kontant indførte pengebeholdninger i udenlandsk valuta. Der kan henvises til Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort som SKM2011.208.HR, og Østre Landsrets dom af 15. januar 2024, offentliggjort som SKM2024.179.ØLR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Forhøjelse af omsætningen i virksomheden Klageren driver virksomhed med køb og salg af biler og værkstedydelser. Klageren har selvangivet et overskud af virksomhed på 26.438 kr. for indkomståret 2021. Klageren har fremlagt bogføringsmateriale, regnskab, bilag, specifikation over brugtmoms og bankposteringer på erhvervskontoen for indkomståret 2021. Erhvervskontoen indgår i regnskabet. Bogføringen er foretaget på tre forskellige omsætningskonti. Skattestyrelsen har gennemgået indsætninger på erhvervskontoen og sammenholdt disse med kontospecifikationen. De indsætninger, som Skattestyrelsen ikke har kunnet afstemme direkte til den bogførte omsætning, er forhøjet, svarende til 80 % af de konstaterede indsætninger. Indsætningerne, der indgår i forhøjelsen, er specificeret i bilag 1 til afgørelsen. Landsskatteretten finder, at der ikke er grundlag for at forhøje omsætningen med indsætninger på erhvervskontoen. Der er lagt vægt på, at indsætningerne anses for at være med i den bogførte omsætning, som indgår i det resultat, som klageren har selvangivet for indkomståret 2021. Ved en gennemgang af de første fem forhøjelser på henholdsvis 19.000 kr., 24.646,63 kr., 4.387,84 kr. 7.999,25 kr. og 10.500 kr. er det muligt ud fra datoer, tekster i kontospecifikationer, fakturaer og de 3 omsætningskonti at konstatere, at beløbene, der er indsat på erhvervskontoen, også er med i bogføringen, og dermed i det resultat der er selvangivet. Afstemningen kan foretages, uanset om der er tale om indsætning fra [virksomhed2] Ab (betalingsløsning), mobilepay eller en direkte indsætning. Indtægterne vedrørende salg af biler kan også findes i det senest udarbejdede brugtmomsregnskab. Årsagen til, at Skattestyrelsen ikke har kunnet afstemme dette direkte, skyldes flere forhold, f.eks. har klageren bogført et salg som værksted og salg af bil, at en faktura er betalt som en bankoverførsel og med mobilepay, eller at flere salg er overført samlet fra [virksomhed2] Ab, hvor de bogførte salg omkring datoen fra [virksomhed2] Ab kan afstemmes til det indsatte beløb. På baggrund af ovenstående og en stikprøvegennemgang nedsætter Landsskatteretten herefter Skattestyrelsens forhøjelse af omsætningen for de indsætninger, der er på erhvervskontoen på i alt 309.016 kr., som svarer til 247.213 kr. ekskl. moms for indkomståret 2021. Skattestyrelsen har herudover forhøjet omsætningen i virksomheden med konstaterede indsætninger på privatkontoen. Privatkontoen er ikke med i virksomhedens regnskab. Forhøjelsen består af i alt 16 indsætninger på forskellige beløb mellem 500 kr. til 110.000 kr. Beløbene er mobilepay indsætninger med undtagelse af beløbet på 110.000 kr. Indsætningerne udgør i alt 156.725 kr. Skattestyrelsen har vurderet, at indsætningerne vedrører klagerens virksomhed, hvorefter 80 % er anset for omsætning ekskl. moms. Derudover har Skattestyrelsen anset fem indsætninger på privatkontoen for skattepligtig som anden personlig indkomst. Der er tale om indsætninger på i alt 56.489 kr. Landsskatteretten finder, at det påhviler klageren at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler eller er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. Højesterets dom af 10 oktober 2008, offentliggjort som SKM2008.905.HR. Der er herved lagt vægt på, at der løbende over en længere periode er indsat større beløb på klagerens bankkonto, der sammenholdt med klagerens samlede personlige indkomst for indkomståret 2021 på i alt 26.438 kr. ikke ses at være selvangivet. For at godtgøre dette skal klagerens forklaringer understøttes af objektive konstaterbare forhold. Klageren har forklaret, at indsætningen på 110.000 kr. den 4. august 2021 er salg af Peugeot 308 med registreringsnummer [reg.nr.3]. Klageren har fremlagt faktura for køb af Peugeot [reg.nr.3] og slutseddel på salg af bilen underskrevet den 4. august 2021, hvoraf beløbet på 110.000 kr. fremgår. Klageren har været registreret som bruger og ejer af bilen med tilgang den 14. januar 2021 og afgang den 5. august 2021. På baggrund af, at klageren har været registreret som privat ejer og bruger af bilen i ca. 7 måneder, og en vurdering af klagerens øvrige registreringer af private biler i perioden, anser Landsskatteretten bilen for at være købt og solgt i privat regi, og ikke som led i klagerens virksomhed. Klageren har objektivt godtgjort, at indsætningen på 110.000 kr. er indsætning for salg af privat bil, som er fritaget for beskatning efter statsskattelovens § 5, hvorfor Skattestyrelsens forhøjelse nedsættes med 88.000 kr., svarende til 80 % af 110.000 kr. De øvrige indsætninger, som Skattestyrelsen har forhøjet omsætningen med, og som er indsat på privatkontoen, har klageren ikke objektivt godtgjort stammer fra allerede beskattede midler eller er indkomstopgørelsen uvedkommende. Landsskatteretten stadfæster herefter, at indsætningerne på i alt 46.725 kr. er skattepligtige efter statsskattelovens § 4. Landsskatteretten er enig, i, at indsætningerne på det foreliggende grundlag anses for yderligere omsætningen i virksomheden, der svarer til 37.380 kr. ekskl. moms og salgsmoms på 9.345 kr. Der er herved henset til aktiviteten i virksomheden sammenholdt med beløbenes størrelse og tekstbeskrivelser. Forhøjelse af anden personlig indkomst Klageren har forklaret, at indsætninger, som Skattestyrelsen har anset for anden personlig indkomst, stammer fra tilbagebetaling af lån til klagerens mor og en ven, salg af privat computer og erstatningsudbetaling fra forsikringsselskab. Klageren har i forhold til indsætningen den 13. januar 2021 på 25.989 kr. fremlagt en mail fra [forsikringsselskab1] af 11. januar 2021. Heraf fremgår det, at der er opgjort erstatningsudbetaling på 34.000 kr. minus selvrisiko på 8.011 kr. i alt 25.989 kr., og at beløbet overføres ifølge mail inden for 2-3 hverdage. Der henvises til bil med reg.nr. [reg.nr.4], skade nummer og en beskrivelse af stedet for skaden. Skaden er sket den 31. december 2020. Bilen er registreret med klageren som ejer og bruger med tilgang den 19. november 2020 og afgang den 5. januar 2021. Landsskatteretten finder på baggrund af registrering af bilen i privat regi og klagerens øvrige registreringer af biler i privat regi i perioden, at bilen kan anses for at være anskaffet i privat regi, og ikke som led i klagerens virksomhed. Det anses herefter for godtgjort, at indsætningen fra [forsikringsselskab1] vedrører en erstatning af en skade af en privat bil, der er indkomstopgørelsen uvedkommende. Landsskatteretten nedsætter herefter Skattestyrelsens forhøjelse med 25.989 kr. Klageren har ikke godtgjort, at de øvrige indsætninger på i alt 30.500 kr. er indkomstopgørelsen uvedkommende eller er allerede beskattede midler. Forklaringen om lån og salg af private ting er ikke underbygget med objektive konstaterbare forhold. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens forhøjelse på 30.500 kr. Landsskatteretten nedsætter samlet set Skattestyrelsens forhøjelse af omsætningen i virksomheden med 335.213 kr. ekskl. moms (247.213 kr. + 88.000 kr.), fra en forhøjelse på 360.493 kr. til en forhøjelse på 25.280 kr. Landsskatteretten nedsætter herefter samlet set Skattestyrelsens forhøjelse af anden personlige indkomst med 25.989 kr., fra en forhøjelse på 56.489 kr. til 30.500 kr.