Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0097105

Skønsmæssig ansættelse af overskud i transportvirksomhed ud fra bankindsætninger

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
13. august 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om Skattestyrelsen var berettiget til skønsmæssigt at forhøje klagerens overskud af enkeltmandsvirksomhed (vejgodstransport) for indkomståret 2021 fra det oplyste 114.548 kr. til 430.733 kr. Skattestyrelsen opgjorde omsætningen på baggrund af bankindsætninger på i alt ca. 1.011.687 kr. inkl. moms, indrømmede fradrag for kendte og skønnede lønudgifter samt driftsudgifter på 10 % af omsætningen, og nægtede fradrag for to fakturaer på 125.000 kr. fra selskaber anset for fiktive. Klageren gjorde gældende, at han havde dokumentation for alle indtægter og udgifter, som blot ikke var indsendt på grund af et overset brev og travlhed. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne ikke var skattepligtig omsætning, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skønnet over udgifter, hvorfor afgørelsen blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2004.162.HR
  • SKM2008.905.HR
  • SKM2011.208.HR
  • SKM2013.537.ØLR

Fuldtekst

Journalnr. 24-0097105 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2021 Overskud af virksomhed 430.733 kr. 114.548 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, at klageren fra den 1. juli 2020 til den 31. december 2025 har været registreret med enkeltmandsvirksomheden ”[virksomhed1]” med CVR-nr. [...1]. Virksomheden har været registreret under branchekoden 494100 Vejgodstransport og bibrancherne 561190 Drift af øvrige spisesteder samt 562100 Event catering. I indkomståret 2021 var virksomhedens navn ”[virksomhed2]”. Omsætning Klageren har for indkomståret 2021 oplyst overskud af virksomhed med 114.548 kr. Det fremgår af kontoudtog for klagerens bankkonto i [finans1] med kontonummer [kontonr.1], at der i indkomståret 2021 er modtaget indsætninger på samlet 59.957 kr. på klagerens bankkonto. Af posteringsteksterne fremgår ”Mobilepay” samt tre forskellige kontonumre. Skattestyrelsen har anset indsætningerne for at udgøre omsætning inkl. moms i virksomheden. Det fremgår af kontoudtog for klagerens bankkonto i [finans2] med kontonummer [kontonr.2], at der i indkomståret 2021 er foretaget indsætninger med posteringsteksten ”[...]” på samlet 726.221,94 kr. Skattestyrelsen har anset disse indsætninger for at være indbetalinger af fakturaer. Den 4. august 2021 er der foretaget én indsætning på 202.695,85 kr. med posteringsteksten ”[...]”. Herudover er der foretaget én indsætning med posteringsteksten ”[...]" den 23. august 2021 på 3.125 kr. og én indsætning med posteringsteksten ”[...]” den 8. december 2021 på 19.687,50 kr. Klageren har således modtaget i alt 951.730,29 kr. på kontonummer [kontonr.2] i indkomståret 2021. Skattestyrelsen har anset indsætningerne for at udgøre omsætning inkl. moms i virksomheden. Klageren har i indkomståret 2021 modtaget samlet 1.011.687,29 kr. (59.957 kr. + 951.730,29 kr.), hvilket svarer til 809.349,83 kr. (1.011.687,29 kr. * 0,8) ekskl. moms. Lønudgifter Skattestyrelsen har på et kontrolbesøg i klagerens virksomhed den 2. november 2021 truffet [person1] og [person2]. Styrelsen har modtaget lønsedler og ansættelseskontrakter fra disse og fundet, at lønnen ikke har været indberettet til e-Indkomst. Ud fra lønsedlerne har Skattestyrelsen opgjort [person2]s løn til samlet 6.000 kr. for august til december 2021 og [person1]s løn til samlet 4.050 kr. for november og december 2021. Skattestyrelsen har skønnet, at klagerens virksomhed ud over [person2] og [person1] har haft minimum to ansatte i perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021 svarende til en lønudgift på 287.632,02 kr. Styrelsen har henset til, at klageren har haft en transportvirksomhed i indkomståret 2021 med seks biler registreret i løbet af året med et gennemsnit på ca. tre biler på samme tid i indkomståret 2021. Der er tale om bilerne med registreringsnummer [reg.nr.1], [reg.nr.2], [reg.nr.3], [reg.nr.4], [reg.nr.5] og [reg.nr.6]. Driftsudgifter Det fremgår af kontoudtogene for klagerens bankkonti i [finans2] og [finans1], at klageren har haft udgifter til brændstof, reservedele til biler, service på bil, leje af bil, forsikringer, materialer mv. samt privat udgifter. Skattestyrelsen har skønsmæssigt ansat udgifterne til 10 % af omsætningen svarende til 80.934,98 kr., hvorefter forhøjelsen er opgjort til 430.732,83 kr. (omsætning ekskl. moms 809.349,83 kr. – lønudgifter 10.050,00 kr. – skønnet lønudgifter for to ukendte ansatte 287.632,02 kr. – skønsmæssige udgifter 80.934,98 kr.). Fiktive fakturaer Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har klagerens virksomhed betalt en faktura på 125.000 kr. inkl. moms fra [virksomhed3] IVS udstedt den 20. september 2021 til klagerens virksomhed. Da [virksomhed3] IVS er anset for fiktiv, har Skattestyrelsen ikke godkendt fradrag for udgiften. Herudover har klageren ifølge Skattestyrelsens oplysninger modtaget en fiktiv faktura fra [virksomhed4] IVS den 16. september 2021 på 125.000 kr. inkl. moms. Skattestyrelsen har heller ikke godkendt fradrag for denne udgift. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har for indkomståret 2021 opgjort klagerens skattepligtige indkomst som overskud af virksomhed til 430.733 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”(…) Skat (…) 1.3. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig med henvisning til statsskattelovens § 4. Du skal selvangive din indkomst og kunne dokumentere dine indtægts- og formueforhold. Dette følger af skattekontrollovens § 2 og § 6. 1.3.1. Indkomståret 2021 Virksomheden har ikke indsendt alt det udbedte regnskabsmateriale, hvorfor vi har opgjort virksomhedens omsætning skønsmæssigt efter skattekontrollovens § 53, stk. 3 og § 74. Vi har opgjort omsætningen i perioden efter indsætninger på virksomhedens og dine bankkonti i [finans1], konto [kontonr.1] og [finans2], konto [kontonr.2]. Det er vores opfattelse, at de opgjorte indsætninger er omsætning, der skal medregnes i den skattepligtige indkomst med henvisning til statsskattelovens § 4. Endvidere fremgår det af kontoudtogene fra [finans2], at der indsættes mange beløb i perioden, hvor der i teksten er skrevet et ”k.” efterfuldt af et ”nummer”, som af os anses for at være indbetalinger af fakturaer. På kontoudtoget fra [finans1] indsættes der mange beløb med teksten ”mobilepay, pengeautomat eller et kontonummer”, hvilket af os anses for at være omsætning. Indsætningerne fremgår af bilag 1 og 2, fordelt på kvartaler. [finans2] – indsætninger inklusiv moms i 2021: [finans2] [kontonr.2] – 1. kvartal 41.718,75 kr. [finans2] [kontonr.2] – 2. kvartal 0,00 kr. [finans2] [kontonr.2] – 3. kvartal 467.357,87 kr. [finans2] [kontonr.2] – 4. kvartal 442.653,67 kr. [finans2] i alt 951.730,29 kr. [finans1] – indsætninger inklusiv moms i 2021: [finans1] [kontonr.1] – 1. kvartal 14.507,00 kr. [finans1] [kontonr.1] – 2. kvartal 9.550,00 kr. [finans1] [kontonr.1] – 3. kvartal 10.900,00 kr. [finans1] [kontonr.1] – 4. kvartal 25.000,00 kr. [finans1] i alt 59.957,00 kr. Omsætning i alt i 2021 1.011.687,29 kr. Moms heraf udgør 25 % 202.337,46 kr. Omsætning ekskl. moms 809.349,83 kr. 1.3.1.1. Lønudgifter I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan der i opgørelsen af din virksomheds skattepligtige indkomst fradrages udgifter til løn. Da du ikke har indsendt alt det udbedte regnskabsmateriale, har det ikke været muligt for os at kontrollere hvor mange ansatte, der har været i din virksomhed i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021. Kendte lønmodtagere: På den regionale kontrol den 2. november 2021 traf vi [person1], som oplyste, at han har arbejdet i to dage, og [person2], som oplyste, at han havde arbejdet cirka tre måneder. Vi har derfor indkaldt materiale fra begge lønmodtagere. Vi har henholdsvis den 25. januar 2024 og den 5. februar 2024 modtaget lønsedler fra både [person2] og [person1]. Dette dokumenterer, at de begge har modtaget løn fra din virksomhed i 2021, men lønnen ses ikke indberettet til eIndkomst. Det er vores opfattelse, at [person2] har modtaget løn for fem måneder i alt i 2021. Han har indsendt lønsedler for oktober, november og december 2021. På oktober-lønsedlen kan vi ud fra kolonnen ”år til dato” se, at han også har modtaget løn for to måneder tidligere. Der er ifølge lønsedler, lønudgifter til [person2] for fem måneder i 2021 på: 6.000 kr. [person1] har ifølge lønsedler, modtaget løn for to måneder i alt i 2021. Han har indsendt lønsedler for november og december 2021. Der er i alt lønudgifter til [person1] for november og december 2021 på: 4.050 kr. Ukendte lønmodtagere: Da der i henhold til virksomhedens konto fremgår fakturaindsætninger på i alt 1.011.687 kr. inkl. moms, anses det for usandsynligt, at selskabet i ovennævnte periode kun har lønudgifter på 10.050 kr. Vi skønner derfor, at virksomheden ud over dig selv har haft minimum 2 ansatte i perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021, ud over den løn der er udbetalt til [person2] og [person1]. Der er her henset til, at du for indkomståret 2021 i perioden 1. januar til 30. juni, har modtaget løn på 87.000 kr. (14.500 kr. pr. måned) fra [virksomhed5], cvr-nr. [...2]. Vi anser, at omsætningen for perioden 1. januar 2021 til 30. juni 2021 på 60.964,35 kr. (41.718,75 kr. + 11.605,60 kr. + 7.640,00 kr.) inkl. moms, er oparbejdet af dig selv. Du har i perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021 haft en omsætning på 938.731,54 kr. (467.357,87 kr. + 442.653,67 kr. + 8.720,00 kr. + 20.000,00 kr.) inkl. moms. Du har i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021 haft følgende biler (se grå felter): Jan Feb Marts April Maj Juni Juli Aug Sep Okt Nov Dec [reg.nr.1] 25.02.21 [reg.nr.2] 06.12.21 [reg.nr.3] 25.02.21 30.11.21 [reg.nr.4] 17.05.21 [reg.nr.5] 01.09.21 [reg.nr.6] 15.12.21 Vi lægger derfor yderligere til grund, at da du har ca. tre biler i gennemsnit i året 2021, og da du samtidig har en transportvirksomhed, er det vores opfattelse, at der yderligere har været minimum 2 ansatte i perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021. Virksomhedens hovedbranchekode er 494100: Vejgodstransport. Ved opgørelsen af lønudgiften benyttes mindstelønnen i transportoverenskomsten for chauffører, flyttearbejdere, grænseoverskridende kørsel og dagrenovation for 2020/2023, hvor mindstelønnen for chauffører ansat mindre end ni måneders ansættelse i perioden 1. marts 2021 til 28. februar 2022 udgør 149,50 kr. pr. time. Opgørelse af lønudgifter for perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021: 1 ansat I alt 2 ansatte Timeløn juli-dec. 2021 149,50 kr. Arbejdstid pr. måned 160,33 timer Arbejdstid juli – december 2021 961,98 timer Lønudgift juli – december 2021 143.816,01 kr. Lønudgift i alt for 2021 143.816,01 kr. 287.632,02 kr. 1.3.1.2. Driftsudgifter Med henvisning til statsskattelovens § 6 kan der i selskabets skattepligtige indkomst fradrages udgifter, som er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Da virksomheden ikke har indsendt alt det udbedte regnskabsmateriale, har det ikke været muligt for os, at fastsætte virksomhedens udgifter. Det fremgår af bankkontoudtogene i [finans2] og [finans1], at der er udgifter i et vidst omfang til brændstof, reservedele til biler, service på bil, leje af bil, forsikringer og materialer mv. Det fremgår endvidere, at der i et vist omfang er afholdt private udgifter. Vi har derfor skønsmæssigt ansat udgifterne til 10 % af omsætningen, for at foretage den skønsmæssige ansættelse så realistisk som muligt. 1.3.1.3. Opgørelse af skattepligtig indkomst for indkomståret 2021 I henhold til skattekontrollovens § 53, stk. 3 og § 74, har vi opgjort virksomhedens skattepligtige indkomst således: Omsætning ekskl. moms – se afsnit 1.4.1. 809.349,83 kr. Lønudgifter for [person1] og [person2] - 10.050,00 kr. Lønudgifter skønnet to ukendte ansatte fra juli – december 2021 - 287.632,02 kr. Udgifter, skønsmæssigt – 10 % - 80.934,98 kr. Skønsmæssigt opgjort skattepligtig indkomst 430.732,83 kr. Fiktiv faktura fra selskabets [virksomhed3] IVS, cvr-nr. [...3] den 20. september 2021 I beskrivelsen vedrørende fiktive fakturaer, fremgår oplysninger, som normalt ville være tavshedsbelagte, ifølge skatteforvaltningslovens § 17. Vi kan dog efter forvaltningslovens § 24 give oplysninger om andre virksomheders moms- og skattemæssige forhold, hvis de er af afgørende betydning for vores afgørelse af sagen. Vi vurderer, at oplysningerne er vigtige for, at denne sag kan begrundes og afgøres korrekt. Selskabet [virksomhed3] IVS har fået konstateret fiktiv virksomhed fra 2. halvår 2020 og fremefter. Der er konstateret følgende: Selskabet angiver ikke moms i 2020 og 2021 Selskabet selvangiver ikke selskabsindkomst for 2020 og 2021 Fra 2. halvår 2020 ses der ingen erhvervsmæssige driftsomkostninger på selskabets bankkonto, men den anvendes fortsat til fakturaindbetalinger som umiddelbart overføres videre til ukendte bankkonti. Der er ikke tegn på reel virksomhedsdrift. Den 19. oktober 2020 ophører selskabets bankkonto, men selskabet udsteder forsat fakturaer, som dog skal indbetales til andre personer og virksomheders bankkonti eller overføres til udenlandske bankkonti og betales i EUR. Selskabet har i 2020 og 2021 få ansatte og lave lønudgifter henset til de indsætninger som skulle udgøre omsætning. Selskabet er den 24. marts 2022 taget under konkurs Efter Skattestyrelsens vurdering er det usandsynligt at [virksomhed3] IVS har leveret mandskab enten i form af egne ansatte eller underleverandører, henset til at selskabet alene har haft to ansatte i 2020 og 1 ansat i 2021 med meget lave lønninger, og ingen udgifter haft til underleverandører i perioden. Selskabet har derudover ikke haft nogle erhvervsmæssige driftsomkostninger fra 2. halvår 2020. Når der henses til ovenstående, er det således Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er leveret nogen reel momspligtig ydelse fra [virksomhed3] IVS i perioden 2. halvår 2020 samt i 2021. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse at [virksomhed3] IVS har været en faktura- og betalingsplatform, der er anvendt til at sløre reelle lønninger ved udstedelse af momspålagte salgsfakturaer som fakturamodtager kan bruge til momsfradrag samt til at videresende penge til andre bankkonti og herunder udlandet. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at indsætninger på selskabets bankkonto fra 5. juli 2020 og frem til 30. november 2021, samt fakturaer udstedt i Visma Dinero er udtryk for fiktive fakturaer og fakturaindbetalinger. Der er herved lagt vægt på, at aktiviteten i selskabet ændrer sig, idet der bl.a. ikke længere findes tilstrækkelig bogføring, ligesom de fakturerede ydelser ændrer sig fra byggeri til transport m.fl. Den 20. september 2021 udsteder [virksomhed3] IVS en faktura til [virksomhed2], cvr-nr. [...1], som indgår i den periode hvor [virksomhed3] IVS anses for fiktiv og udsteder fiktive fakturaer Dato: Beskrivelse: Beløb m/moms: Moms: Beløb u/moms 20.09.2021 Faktura 1133 125.000 kr. 25.000 kr. 100.000 kr. Der kan ikke godkendes fradrag for denne faktura i den skattepligtige indkomst, såfremt du indsender regnskabsbilagene, i henhold til statsskattelovens § 6. Fiktiv faktura fra selskabet [virksomhed4] IVS, cvr-nr. [...4] den 16. september 2021 I beskrivelsen vedrørende fiktive fakturaer, fremgår oplysninger, som normalt ville være tavshedsbelagte, ifølge skatteforvaltningslovens § 17. Vi kan dog efter forvaltningslovens § 24 give oplysninger om andre virksomheders moms- og skattemæssige forhold, hvis de er af afgørende betydning for vores afgørelse af sagen. Vi vurderer, at oplysningerne er vigtige for, at denne sag kan begrundes og afgøres korrekt. Ifølge vores oplysninger har du modtaget en fiktiv faktura fra [virksomhed4] IVS, cvr-nr. [...4]. Der er tale om følgende faktura: Dato: Beskrivelse: Beløb m/moms: Moms: Beløb u/moms 16.09.2021 Faktura 259 125.000 kr. 25.000 kr. 100.000 kr. Der kan ikke godkendes fradrag for denne faktura i den skattepligtige indkomst, såfremt du indsender regnskabsbilagene, i henhold til statsskattelovens § 6. Skattestyrelsen har ved kontrol konstateret, at selskabet har drevet reel virksomhed indenfor nedrivningsbranchen med udstedelse af fakturaer i Dinero. Omkring 1. juli 2021 ændrer aktiviteten imidlertid karakter og begynder ligeledes at udstede fakturaer i hurtigfaktura.dk: Fra den 31. august 2021 begynder selskabet at anføre andre bankkonti end selskabets egne som betalingsreference på de fakturaer, der er udstedt i Dinero. Selskabets eget bankkontonummer findes kun på en enkelt faktura, modtaget fra hurtigfaktura.dk, men det er en faktura med en fakturasum på 0 kr. Der er anvendt 28 andre kontonumre og 19 fakturaer er ikke påført et kontonummer. 3 af disse er betalt til selskabet EUR-konto i [finans3] SA. Samarbejdet stopper med flere kunder. Også på bankkontoen sker der en ændring, idet udgifter til virksomheder ophører i løbet af sommeren. Således betales der ikke husleje efter august 2021, [forsikringsselskab1] betales kun fra februar til juli 2021, ligesom sædvanlige underleverandører, fx containerleje også stopper. På selskabets bankkonto ses endvidere, at fra den 10. august 2021, begynder en systematisk tømning af kontoen, hver gang der indsættes beløb. Overførslerne sker primært til selskabets konto i [finans3] SA med teksten ” Bgs [kontonr.3]”, men også ved fx kontanthævninger. Indholdet af fakturaerne, udstedt i Dinero ændrer ligeledes karakter. I den første del af året faktureres inden for nedrivning og byggeri, typisk med 350 kr. i timen. Indholdet på fakturaerne fra hurtigfaktura.dk varierer også, fx rengøring og malerarbejde. Fakturaerne fra hurtigfaktura.dk mangler kronologi i fakturanumre og datoer. Eksempelvis er faktura 278 udstedt den 1. maj 2021, mens faktura 95 er udstedt den 1. juli 2021, faktura 272 den 29. september 2021 og faktura 133 den 17. december 2021. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at selskabet har udstedt fakturaer, der dækker over reelle leverancer og fiktive fakturaer, der ikke dækker over leverancer, men blot skal give kunden uretmæssig mulighed for fradrag. Jævnfør gennemgangen ovenfor, er det Skattestyrelsens opfattelse, at fakturaer, udstedt i Dinero til de ovenfor nævnte kunder, er fiktive og at alle fakturaer, udstedt i hurtigfaktura.dk ligeledes er fiktive. 1.4. Skattestyrelsens endelige afgørelse Vi har ikke modtaget bemærkninger til forslag af den 7. august 2024, hvorfor der træffes afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen i udtalelsen af den 20. november 2024 fastholdt den påklagede afgørelse. Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at den skattepligtige indkomst skal nedsættes. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”(…) Jeg ønsker hermed at klage over Skats afgørelse vedrørende min skatte- og momsopgørelse. Jeg mener, at afgørelsen ikke afspejler min faktiske økonomiske situation og belastning korrekt, da alle mine omkostninger og indtægter er dokumenteret, men desværre ikke blev indsendt inden afgørelsen på grund af et overset brev og travlhed i forbindelse med mit arbejde. Jeg har fuld dokumentation for alle relevante omkostninger og indtægter, som kan understøtte mit krav om en mere retvisende skatte- og momsopgørelse. Det er min opfattelse, at den nuværende afgørelse medfører en urimelig skattebyrde, idet jeg risikerer at betale skat og moms af indtægter, som ikke dækker mine reelle udgifter. Jeg håber, at Skat vil tage højde for disse forhold og tillade en genovervejelse af min opgørelse med de nye dokumenter, som jeg gerne fremsender hurtigst muligt. (…)” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, hvorvidt Skattestyrelsen har været berettiget til at forhøje klagerens skattepligtige indkomst som overskud af virksomhed for indkomståret 2021 på baggrund af konkrete indsætninger modtaget på klagerens bankkonti. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR. Enhver skatteyder skal oplyse sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 2, stk. 1. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 6, stk. 1, nr. 1, udarbejde og indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Dette fremgår af skattekontrollovens § 6, stk. 2. Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006 med efterfølgende ændringer) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009 med efterfølgende ændringer). Af dagældende bogføringslovs § 7, stk. 3, og § 9, stk. 1, fremgår følgende: ”Registreringerne skal, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse. Og likviditetsbeholdninger. (...) Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb.” Det følger af skattekontrollovens § 53, stk. 1, at: ”Erhvervsdrivende, der fører regnskab, har pligt til efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen at indsende deres regnskabsmateriale med bilag såvel for tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for kontrollen af den pågældendes skatteansættelser, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. (...)” Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til Højesterets dom af 10. oktober 2008 offentliggjort i SKM2008.905.HR. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette fremgår af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort i SKM2011.208.HR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Idet klageren ikke har fremsendt regnskabsmateriale for indkomståret 2021, finder Landsskatteretten, at Skattestyrelsen har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af klagerens overskud af virksomhed. Da klageren i indkomståret 2021 har været registreret med virksomhed, og da der er modtaget indsætninger på klagerens bankkonti af den omhandlende hyppighed og omfang, finder retten, at klageren har bevisbyrden for, at bankindsætningerne ikke skal beskattes som omsætning i virksomheden, jf. SKM2013.537.ØLR. Retten finder, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at indsætningerne på samlet 1.011.687,29 kr. (59.957 kr. + 951.730,29 kr.) stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som ikke skal beskattes hos klageren. Videre finder retten, at det ikke er dokumenteret, at indsætningerne ikke vedrører virksomhedens omsætning. Ved vurderingen har retten henset til omfanget af indsætningerne, beløbets størrelse samt posteringsteksterne som eksempelvis ”Mobilepay”, ”[...]” og ”[...]”, som må anses for at være indbetalinger af fakturaer. Klageren har ikke dokumenteret, at indsætningerne er hans skattepligtige indkomst uvedkommende, hvorfor retten anser indsætningerne som omsætning i klagerens virksomhed. På denne baggrund finder retten, at virksomhedens omsætning kan opgøres til 809.349,83 kr. (1.011.687,29 kr. * 0,8) kr. ekskl. moms. Retten finder, at der ikke kan gives fradrag for udgiften på 125.000 kr. inkl. moms fra [virksomhed3] IVS udstedt den 20. september 2021 og for udgiften på 125.000 kr. inkl. moms fra [virksomhed4] IVS den 16. september 2021 på 125.000 kr. inkl. moms. Der lægges vægt på oplysningerne om, at [virksomhed3] IVS og [virksomhed4] IVS har udstedt fiktive fakturaer, og at der i sagen ikke fremlagt materiale, som i tilstrækkelig grad godtgør, at der har været afholdt en udgift til disse virksomheder. Retten finder desuden, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over udgifter til løn og driftsudgifter med 10 % af den skønnede omsætning, og at klageren ikke har dokumenteret andet, end det skønnede beløb. Retten lægger vægt på oplysningerne i de fremlagte ansættelseskontrakter, antallet af registreret biler samt udgifter betalt via klagerens bankkonti til bl.a. brændstof, reservedele til biler, service på bil, leje af bil samt forsikringer. På den baggrund kan forhøjelsen af virksomhedens resultat opgøres til 430.732,83 kr. (omsætning ekskl. moms 809.349,83 kr. – lønudgifter 10.050,00 kr. – skønnet lønudgifter for to ukendte ansatte 287.632,02 kr. – skønsmæssige udgifter 80.934,98 kr.). Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Skønsmæssig ansættelse af overskud i transportvirksomhed ud fra bankindsætninger (jnr. 24-0097105) · skattewiki.dk