Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0095967

Tabsfradrag nægtet for aktier i udenlandsk depot grundet oplysningsfrist

Myndigheden fik medholdStor sag (> 1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
30. december 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om klageren kunne fradrage tab på aktier handlet via en britisk handelsplatform i indkomstårene 2020-2022 på i alt ca. 1,8 mio. kr., når erhvervelserne først blev oplyst til Skattestyrelsen den 4. oktober 2023 efter en CRS-baseret materialeindkaldelse. Skattestyrelsen beskattede bruttogevinsterne og nægtede tabsfradrag under henvisning til, at oplysningsfristen i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, ikke var overholdt. Klageren gjorde gældende, at bestemmelsen efter en formålsfortolkning ikke fandt anvendelse, da aktierne var købt og solgt i samme år uden spekulationselement, og subsidiært at handelsplatformens manglende indberetning var en ukorrekt indberetning, som klageren havde berigtiget, jf. § 14, stk. 2, 2. pkt. Landsskatteretten fandt, at bestemmelsens ordlyd omfatter alle aktier uden undtagelse for realiserede aktier, at forarbejderne ikke gav sikre holdepunkter for en indskrænkende fortolkning, og at CRS-indberetning eller klagerens egen vildfarelse om automatisk indberetning ikke udgjorde en fejl hos handelsplatformen. Afgørelsen blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2017.610.LSR
  • UfR 1998.245 H

Fuldtekst

Journalnr. 24-0095967 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2020 Fradragsberettiget tab på aktier opbevaret i udenlandsk depot 0 kr. 720.358 kr. Stadfæstelse Indkomståret 2021 Fradragsberettiget tab på aktier opbevaret i udenlandsk depot 0 kr. 898.323 kr. Stadfæstelse Indkomståret 2022 Fradragsberettiget tab på aktier opbevaret i udenlandsk depot 0 kr. 186.009 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Klageren har handlet med aktier i et depot hos [handelsplatform], Storbritannien. Klageren har ikke foretaget indberetning af handel med aktier i det udenlandske depot til Skattestyrelsen. Forløb ved Skattestyrelsen Den 15. maj 2023 sendte Skattestyrelsen en materialeindkaldelse til klageren: ”Vi har, i henhold til en international aftale om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti (CRS), modtaget vedlagte oplysninger fra England og Spanien vedrørende dig. Vi behandler din opgørelse af grundlaget for din skat for indkomstårene 2020 og 2021, fordi vi har modtaget disse oplysninger. År Selskab Konto nr. Account balance Valuta Indkomsttype Beløb 2020 [finans1] ACCIONES EURO , FI [kontonr.1] 0 EUR Afståelse 44.455,54 2020 [handelsplatform] [kontonr.2] 116.566,34 GBP Udbytte 118,36 2020 [handelsplatform] [kontonr.2] 116.566,34 GBP Afståelse 4.239.339,55 2020 [handelsplatform] [kontonr.2] 116.566,34 GBP Anden indkomst 65,03 2021 [handelsplatform] [kontonr.2] 0 GBP Afståelse 73.263,57 Du har ikke oplyst om afståelse af aktier i udenlandsk depot på din årsopgørelse i 2020 og 2021. For afståelse af dine aktier beder vi om: En oversigt over alle værdipapirhandler. Alle salgs- og købsbilag, der knytter sig til salget i 2020 og 2021. Er der sket andre salg i 2020 eller 2021 end de oplyste beder vi også om dokumentation for dette. Opgørelse af gevinst / tab på værdipapirer. Depotoversigt pr. 31. december 2019, pr. 31. december 2020 og pr. 31. december 2021. (…)” Den 15. september 2023 rykkede Skattestyrelsen for svar på materialeindkaldelsen. Den 4. oktober 2023 fremsendte klageren materiale vedrørende handel med aktier i depotet hos [handelsplatform] i form af årsrapporter for 2020-2022 til Skattestyrelsen. Den 20. marts 2024 udsendte Skattestyrelsen forslag til afgørelse i sagen. Den 23. maj 2024 imødekom Skattestyrelsen en fristforlængelse til den 1. juli 2024 for klagerens indtrådte repræsentant til fremsendelse af bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Det blev samtidig aftalt, at Skattestyrelsens frist for at træffe afgørelse blev forlænget til den 1. oktober 2024. Den 30. juni 2024 fremsendte repræsentanten bemærkninger til Skattestyrelsens forslag. Skattestyrelsen traf den påklagede afgørelse den 19. september 2024. Klagerens gevinst og tab ved handel med aktier hos [handelsplatform] På baggrund af klagerens fremsendte materiale, har Skattestyrelsen opgjort klagerens gevinst og tab ved handel med aktier hos [handelsplatform] 2020-2022: Indkomstår Gevinst Tab 2020 518.315 kr. 720.358 kr. 2021 846.833 kr. 898.323 kr. 2022 74.615 kr. 186.009 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ved ændring af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2020-2022 ikke medregnet fradrag for tab på aktier, som følge af at klageren ikke har overholdt oplysningsfristen for værdipapirer opbevaret i udenlandsk depot. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”2. Salg af aktier i udenlandsk depot (…) Du har handlet med aktier i udenlandsk depot. Du har ikke medtaget gevinst ved salg af disse aktier på din danske årsopgørelse. Vi har, på baggrund af de tilsendte bilag fra [handelsplatform], opgjort dine gevinster for 2020-2022: År Avance 2020 518.315 kr. 2021 846.833 kr. 2022 74.615 kr. Du kan se beregningerne i bilag 2-4. [handelsplatform] har klassificeret dine aktier som ”common”. Vi har lagt denne klassifikation til grund i vores opgørelse og alle dine aktier er aktier er ifølge [handelsplatform] handlet på enten NASDAQ eller NYSE, som er et reguleret marked. Vi har opgjort gevinst og tab efter gennemsnitsmetoden og som forskellen mellem afståelses- og anskaffelsessummerne efter bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 1, § 26, stk. 1 og § 26, stk. 2. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 6, skal du opgøre den gennemsnitlige købesum for din samlede beholdning af aktier i hvert enkelt selskab forud for hvert salg af aktier i selskabet, medmindre du sælger din samlede beholdning på én gang. Gevinst fra salg af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, er skattepligtig og tab kan som udgangspunkt modregnes i gevinster og udbytter fra tilsvarende aktier. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 12 og § 13A. For at opnå fradrag for tab på dine aktier er det en betingelse, at vi har modtaget oplysning om købet inden den 1. juli i det år, der følger efter købsåret. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1. Følgende oplysninger skal angives for det enkelte papir: Aktiernes identitet – navn og fondskode (ISIN) m.v. Antal Købstidspunkt Købesum Aktieavancebeskatningslovens § 13 A blev indført ved lov nr. 462 af 12. juni 2009. Bestemmelsen trådte i kraft pr. 1. januar 2010. Inden indførelsen af aktieavancebeskatningsloven § 13 A var det muligt at fratrække tab på unoterede aktier i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 13 og for børsnoterede aktier i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 14. Betingelsen i § 14, stk. 1 anses for opfyldt, hvis told- og skatteforvaltningen uanset tidsfristen i stk. 1 har modtaget oplysninger om erhvervelsen ved indberetning fra andre indberetningspligtige end den skattepligtige efter skatteindberetningslovens § 8, § 17, stk. 3, eller §§ 19 eller 20. Det vil sige, hvis f.eks. en bank omfattet af indberetningspligten har oplyst om købet. Betingelsen i stk. 1 anses uanset tidsfristen ligeledes for opfyldt, såfremt den skattepligtige kan påvise, at de indberetninger, der er foretaget på dennes vegne, er ukorrekte. Dette fremgår af den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 14, stk. 2. Af forarbejderne til aktieavancebeskatningsloven, LFF nr. 201 af 22. april 2009, fremgår bl.a. følgende vedrørende fradrag for tab på aktier optaget til handel på et reguleret marked: ”Ved at betinge fradraget for tab på aktier optaget til handel på et reguleret marked af, at SKAT modtager oplysning om erhvervelsen inden for en kortere frist, sikres det, at der sker oplysning om erhvervelsen på et så tidligt tidspunkt, at den skattepligtige ikke umiddelbart ved, om der er tale om en god investering eller ej (...)” Hvis aktierne ikke er købt gennem en dansk fondsforhandler, fremgår følgende af forarbejderne til aktieavancebeskatningsloven, LFF nr. 201 af 22. april 2009: ”Er aktien anskaffet, uden at en indberetningspligtig fondshandler er inddraget, skal den skattepligtige selv oplyse SKAT om anskaffelsen, hvis vedkommende vil sikre fradragsret for eventuelle tab. Oplysninger om anskaffelsen skal i disse tilfælde være modtaget af SKAT inden udløbet af selvangivelsesfristen for det indkomstår, hvori aktien er erhvervet (...). Den skattepligtige kan ikke senere oplyse om yderligere aktier eller rette antallet af oplyste aktier. Det foreslås, at betingelsen om, at SKAT har modtaget oplysning om erhvervelsen af aktien, har virkning for tab, der konstateres den 1. januar 2010 eller senere.” Der fremgår yderligere af Skatteministerens svar på spørgsmål 12 til LFF nr. 201 af 22. april 2009: ”Ved lovforslaget foreslås det, at fradragsretten for tab på aktier m.v. optaget til handel på regulerede markeder og investeringsforeningsbeviser bliver betinget af, at SKAT har fået oplysninger om erhvervelsen af aktierne m.v. Formålet med forslaget er at forhindre, at alene tab selvangives, mens gevinster ikke selvangives. Forslaget har særligt betydning i relation til aktier, der handles gennem udenlandske fondshandlere eller depotføres i udlandet, og hvor der derfor ikke kommer automatiske indberetninger fra fondshandlerne eller depotførerne. Hvis ejeren af aktierne m.v. vil sikre sig mulighed for at fradrage eventuelle tab, skal vedkommende oplyse om erhvervelsen inden udløbet af selvangivelsesfristen for det år, hvor aktierne m.v. er erhvervet. Hvis vedkommende fortsat ejer aktierne på dette tidspunkt, skal oplysningerne om erhvervelsen således gives, inden det ligger fast, om aktierne m.v. giver gevinst eller tab. Denne regel sikrer et incitament til at oplyse om erhvervelserne, selv om aktierne senere viser sig at give gevinst, og dermed sikres et incitament til, at såvel gevinster som tab selvangives.” (Skattestyrelsens understregning). Det fremgår derfor af forarbejderne til bestemmelsen, at reglen skal sikre et incitament til at oplyse om erhvervelserne, selv om aktierne senere viser sig at give gevinst, og dermed sikres et incitament til, at såvel gevinster som tab selvangives. Adgangen til fradrag for tab er direkte betinget af, at ovenstående oplysninger er sendt til Skattestyrelsen inden for den gældende frist. Modtages oplysningerne ikke rettidigt kan tab ikke fratrækkes. Der er hverken i reglen, forarbejderne hertil eller i praksis givet mulighed for at dispensere for betingelsen om fremsendelse af købsoplysninger. Der foreligger således ikke noget, der strider imod hensigten med loven i din sag. Tværtimod fremgår det af lovforarbejderne, at det har været lovgivers mening, at borgerne nu selv havde ansvar for, at de korrekte oplysninger om køb var modtaget af skattemyndigheden, uanset om der opstod gevinst eller tab på handlen. Skattestyrelsen finder ikke, at du er undtaget fra loven, fordi du samlet set har haft tab på dine aktiehandler eller fordi du ikke havde kendskab til reglerne. Højesterets dom i UfR 1998.245 H, findes ikke at være sammenlignelig med denne sag allerede fordi, at din sag ikke er atypisk i forhold til lovgivers intention. Da du ikke har oplyst Skattestyrelsen om din erhvervelse af aktierne, kan du ikke godkendes fradrag for tab på aktierne i 2020-2022 efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens §§ 13A og 14. Ved opgørelsen af gevinst og tab anvendes en bruttometode, hvilket betyder, at du beskattes af bruttogevinster, selv om du ikke kan fradrage tab.​ Det fremgår bl.a. af Den juridiske vejledning C.B.2.2.1.4 og SKM2017.610.LSR, som omhandler en hollandsk statsborger, der for en periode var flyttet til Danmark og ikke havde indsendt købsoplysninger. ​ Gevinst skal medregnes i det år, hvor aktierne er solgt og beskattes som aktieindkomst, det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1 og personskattelovens § 4a, stk. 1, nr. 4. På baggrund af ovenstående forhøjer vi din aktieindkomst således: 2020 518.315 kr. 2021 846.833 kr. 2022 74.615 kr.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 1. november 2024 udtalt, at afgørelsen fastholdes. Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om klageren skal indrømmes fradrag for tab på handel med aktier i indkomstårene 2020-2022 med henholdsvis 720.358 kr., 898.323 kr. og 186.009 kr. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Det gøres gældende, at der intet grundlag er for at antage, at [klager] har søgt at unddrage sig dansk skattebetaling. Det kan tværtimod konstateres, at [klager] reelt har snydt sig selv ved ikke løbende at angive meget betydelig fradragsberettigede tab på aktier. Det kan videre konstateres, at der i nærværende sag foreligger en helt atypisk situation i forhold til hvad der er lovgivers formål med bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 14. Dette har den konsekvens, at bestemmelsen ikke i nærværende sag kan benyttes til at fratage [klager] ret til at fradrage de meget betydelige tab han har haft i perioden. Til at illustrere, at der ved den konkrete håndhævelse af gældende skatteregler skal henses til, hvorvidt der konkret foreligger et atypisk tilfælde med den effekt, at reglen konkret skal håndhæves på anden vis end hvad der normalt vil være tilfældet, kan henvises til Højesterets dom offentliggjort i UfR 1998.245 H. Der ses ikke, at være nogen tvivl om, at formålet med den for nærværende sag relevante bestemmelse i aktieavancebeskatningslovens § 14 er at sikre mod skatteunddragelse; altså at sikre mod skatteydere spekulere i at snyde i skat. Som allerede anført er dette på ingen måde tilfældet i nærværende sag, hvor [klager] tværtimod har snydt sig selv for meget betydelige skattemæssige fradrag. Det følger heraf, at bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 14 ikke kan håndhæves til skade for [klager] i nærværende sag.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 11. august 2025 meddelt, at anmodningen om retsmøde fastholdes. Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen har gennemgået sagens dokumenter, herunder klagers bemærkninger, og kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling i sin helhed. Vi finder således, at Skattestyrelsens afgørelse skal stadfæstes. (…) Det er i klage til Skatteankestyrelsen af 27. oktober 2024 gjort gældende, at klager ikke har forsøgt at unddrage sig dansk skattebetaling, og at der således foreligger en atypisk situation i relation til formålet med aktieavancebeskatningslovens § 14 om at bekæmpe skatteunddragelse. På den baggrund mener klager ikke, at aktieavancebeskatningslovens § 14 kan anvendes til at begrænse klagers adgang til at få fradrag for sine tab på aktier. Formelt I indkomstårene 2020-2022 havde klager aktiver i udlandet af betydning for hans skatteansættelse. Det betyder, at han ikke er omfattet af reglerne om kort ansættelsesfrist for personer med enkle økonomiske forhold, hvilket fremgår af § 2, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018. Klager er derimod omfattet af ansættelsesfristerne i skatteforvaltningslovens kapitel 9. Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, kan Skattestyrelsen senest varsle en ændring af indkomstskatten den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Afgørelsen om ændringen skal som udgangspunkt foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb medmindre den skattepligtige for at varetage sine interesser søger om at få ansættelsesfristen forlænget. Skattestyrelsen varslede ændringerne af klagers indkomstskat for 2020-2022 ved forslaget af 20. marts 2024. Efter aftale mellem klagers rådgiver og Skattestyrelsen blev fristen for at træffe afgørelse i sagen af hensyn til klagers forhold forlænget til 1. oktober 2024. Da Skattestyrelsen herefter traf afgørelse i sagen 19. september 2024, er skatteforvaltningslovens regler om den ordinære ansættelsesfrist overholdt. Materielt Tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, kan som udgangspunkt modregnes i gevinster og udbytter fra tilsvarende aktier, jævnfør aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 1. Fradrag for tab efter § 13 A, stk. 1, er i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, gjort betinget af, at Skattestyrelsen har modtaget følgende oplysninger inden 1. juli i året efter erhvervelsen af aktierne: Aktiernes identitet Antal Anskaffelsestidspunkt Anskaffelsessum Bestemmelsen blev indført med folketingets vedtagelse af L 201 (FT 2008-09). Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne, at lovgiver med bestemmelsen har ønsket at betinge personers adgang til fradrag for tab på aktier optaget til handel på et reguleret marked, hvorefter fradrag kun kan ske i det omfang Skattestyrelsen har modtaget ovenfor nævnte oplysninger rettidigt. I skatteministerens svar på spørgsmål 12 til lovforslaget understreges således også, at formålet med bestemmelsen er at skabe et incitament til at oplyse om erhvervelserne, så både gevinst som tab selvangives. Lovgiver har ikke i lovforslaget eller dets forarbejder givet mulighed for at dispensere herfra, hvilket også umiddelbart ville være i strid med den ønskede virkning om at skabe et incitament til korrekt og tidlig oplysning om aktieerhvervelserne. Det af klager fremførte synspunkt om, at der foreligger en atypisk situation med den virkning, at aktieavancebeskatningslovens § 14 ikke skal håndhæves, bør efter Skattestyrelsens vurdering således også afvises uanset at klager skulle have lidt betydelige tab. På den baggrund mener Skattestyrelsen at den påklagede afgørelse skal stadfæstes, og kan derfor tiltræde Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil: ”Nærværende sag omhandler, hvorvidt [klager]’ realiserede tab på aktier skal medregnes ved opgørelsen af hans skattepligtige indkomst. Formålet med nærværende indlæg er at belyse, at [klager]’ fradragsret for de i sagen omtvistede tab på aktier og øvrige værdipapirer klassificeret som aktier ikke kan afskæres. Til støtte for, at [klager] har ret til fradrag for de i sagen omtvistede tab på aktier og øvrige værdipapirer, der er klassificeret som aktier, gøres det i første række gældende, at bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, ikke finder anvendelse. Dette, da de i sagen omtvistede værdipapirer er købt og solgt i samme indkomstår, hvorfor der ikke foreligger det i bestemmelsen forudsatte spekulationselement. Til støtte for, at [klager] har ret til fradrag for de i sagen omtvistede tab på aktier og øvrige værdipapirer, der er klassificeret som aktier, gøres det i anden række gældende, at betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1 er opfyldt som følge af [klager]’ påvisning af, at [handelsplatform] manglende indberetning til Skatteforvaltningen er at anse for værende en ukorrekt indberetning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, 2. pkt. Dette, da [klager] med føje forudsatte, at [handelsplatform] ydede tilsagn om at varetage indberetningen i overensstemmelse med den i skatteindberetningslovens § 20 omtalte mulighed for at lade ikke-indberetningspligtige formidlere indberette på den skattepligtiges vegne. (…) I indkomstårene 2020, 2021 og 2022 led [klager] en række tab på sine aktieinvesteringer, udgørende i alt 1.804.690 kr., der som udgangspunkt er fradragsberettigede i henhold til aktieavancebeskatningslovens §§ 1 og 13 A. Disse fradragsberettigede tab blev imidlertid ikke indberettet til Skatteforvaltningen, da [klager] antog, at de fondshandlere og banker han benyttede i forbindelse med sine investeringer ville foretage de fornødne indberetninger. En antagelse der udspringer af [klager]’ tidligere handler gennem en konto i [finans2], hvor banken forestod indberetning til Skattestyrelsen. 1. Manglende spekulationselement Gevinst og tab ved afståelse af aktier skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens §§ 1 og 12. Det fremgår af dagældende aktieavancebeskatningslovs § 13 A, 1. pkt.: ”Tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, fradrages i summen af indkomstårets udbytter og gevinster, jf. dog nærværende lovs § 14.” Det fremgår af dagældende aktieavancebeskatningslovs § 14, stk. 1: ”Fradrag efter § 13 A er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 10, stk. 2, og § 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, eller hvor båndlæggelsen af aktier båndlagt efter ligningslovens § 7 A ophører, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne med angivelse af aktiernes identitet, antallet, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen.” Det fremgår af forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 14, jf. lovforslag nr. 201 af 22. april 2009: ”Ved at betinge fradraget for tab på aktier optaget til handel på et reguleret marked af, at SKAT modtager oplysning om erhvervelsen inden for en kortere frist, sikres det, at der sker oplysning om erhvervelsen på et så tidligt tidspunkt, at den skattepligtige ikke umiddelbart ved, om der er tale om en god investering eller ej.” (Min fremhævning) Videre fremgår det af forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 14: "For aktier købt via en udenlandsk fondshandler, som indgår i et udenlandsk depot, hvor der ikke indgås aftale med den udenlandske fondshandler, har den skattepligtige mulighed for at undgå, at de danske skattemyndigheder får oplysning om erhvervelsen af en aktie. Hermed kan den skattepligtige spekulere i kun at selvangive tab på sådanne aktier, men undlade at oplyse om eventuelle gevinster" (Min fremhævning) Ydermere fremgår det af forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 14: ”Er aktien anskaffet, uden at en indberetningspligtig fondshandler er inddraget, skal den skattepligtige selv oplyse SKAT om anskaffelsen, hvis vedkommende vil sikre sig fradragsret for eventuelle tab. Det er tilfældet ved køb via en udenlandsk fondshandler, hvor en aftale jf. den foreslåede bestemmelse i skattekontrollovens § 11 H ikke er indgået, eller hvis aktien er anskaffet uden inddragelse af en fondshandler (f.eks. ved arv eller gave). Oplysningerne om anskaffelsen skal i disse tilfælde være modtaget af SKAT inden udløbet af selvangivelsesfristen for det indkomstår, hvori aktien er erhvervet. Betingelsen for fradragsret vil være opfyldt, hvor ejeren eller depot- eller kontoføreren (depot eller konto i udlandet), har foretaget indberetning om de deponerede eller kontoførte aktier efter reglerne i skattekontrollovens § 11 B, stk. 6 og 7. Den skattepligtige kan ikke senere oplyse om yderligere aktier eller rette antallet af oplyste aktier.” Det kan på baggrund af ovenstående med betydelig klarhed konstateres, at det centrale formål med bestemmelsen er at sikre en tidlig og objektiv indberetning af aktieerhvervelser i situationer, hvor skatteyderen endnu ikke er bekendt med resultatet af den pågældende investering. Det er i forbindelse hermed centralt at bemærke, at der i forarbejderne tilbagevendende henvises til de eventuelle tab en skatteyder måtte lide i forbindelse med handel med aktier. Indførslen af dette spekulationsværn er således begrundet i en hensigt om at fjerne incitamentet for skatteydere til at undlade at indberette aktieerhvervelser i et senere indkomstår, hvor det måtte konstateres, at den pågældende investering har resulteret i et tab. Fjernelsen af dette incitament skulle således bevirke, at skatteydere, allerede forinden udfaldet af investeringen i en vilkårlig aktie er kendt, har indberettet erhvervelsen af den pågældende aktie. Dette således at der sikres beskatning af skatteyderens eventuelle gevinst. Bemærkningerne til lovforslag nr. 201 af 22. april 2009 forholder sig derimod ikke til situationer, hvor den pågældende skatteyder, som i nærværende sag vedrørende [klager], allerede forinden udløbet af indberetningsfristen i skattekontrollovens § 10, stk. 2 og § 11, jf. § 13 har konstateret et tab på aktier, der både er erhvervet og afhændet i samme indkomstår. Det skal således konstateres, at lovforslaget alene blev fremsat med det formål at indføre en ordning, hvorved skatteydere ikke er overladt en mulighed for af spekulative årsager at undlade at indberette køb af aktier, der først afhændes i et senere indkomstår. Det skal således inddrages i vurderingen af, hvorvidt [klager]’ manglende indberetninger for indkomstårene 2020 – 2022 er at anse som spekulative dispositioner, - uagtet at [klager] allerede forinden udløbet af fristerne for indberetningen af aktieerhvervelserne konstaterede - at han i hvert indkomstår konstaterede et nettotab på sin handel med værdipapirer erhvervet i det pågældende indkomstår. Det skal i denne forbindelse særligt bemærkes, at det på baggrund af de af Skattestyrelsen fremlagte bilag 2 – 4, samt det af Skatteankestyrelsen anførte på side 7 i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse, skal lægges til grund, at [klager] allerede i hvert indkomstår, for så vidt angår henholdsvis indkomståret 2020, 2021 og 2022 havde konstateret et nettotab på handel med aktier. Følgende fremgår af side 7 i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse: ”Det forhold, at klageren har realiseret et nettotab på handel med aktier i de pågældende indkomstår, kan ikke føre til et andet resultat.” Det af Skatteankestyrelsen anførte i ovenstående uddrag af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse bestrides. Såfremt [klager] kan afskæres fra at fradrage de af ham lidte tab på aktier i de af ham oppebårne avancer, vil der ske en uhjemlet beskatning. Dette, da beskatningen ikke kan begrundes i en manglende indberetning som følge af spekulation i eventuel fremtidig avance, da nettotabet for hvert år blev realiseret i det pågældende år, hvor de enkelte aktier blev erhvervet. Det skal i denne forbindelse understreges, at [klager] på ingen måde har været overladt en mulighed for at spekulere i en mulig fremtidig avance, hvorfor det på baggrund af en formålsfortolkning af aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1 skal lægges til grund, at Skattestyrelsen ikke kan afskære [klager]’ fradragsret. 2. Berigtigelsen af [handelsplatform] mangelfulde indberetning Måtte det – mod vores klare forventning – findes, at aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1 finder anvendelse i nærværende sag, således at Skattestyrelsen i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1 som udgangspunkt kan afskære [klager]’ fradragsret, gøres det gældende, at betingelsen i stk. 1, uanset tidsfristen skal anses for opfyldt, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, 2. pkt. Aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, 2. pkt. har følgende ordlyd: ”Betingelsen i stk. 1 anses uanset tidsfristen ligeledes for opfyldt, såfremt den skattepligtige kan påvise, at de indberetninger, der er foretaget på dennes vegne, er ukorrekte.” Til støtte herfor gøres det gældende, at [klager] med føje forudsatte, at han ved at oplyse bl.a. sin bopæl, sit personnummer, og skattepligt, fik tilsagn fra [handelsplatform] om, at [handelsplatform] ville forestå indberetningen til skatteforvaltningen. [klager]’ begrundede formodning for, at [handelsplatform] havde påtaget sig forpligtelsen af at foretage de nødvendige indberetninger til Skatteforvaltningen blev yderligere bestyrket af de af [handelsplatform] fremsendte ”Common Reporting Standard Report” for de for sagen relevante indkomstår, hvoraf følgende fremgår: “[handelsplatform] Ltd. is required to abide by the reporting requirements of the Common Reporting Standards (CRS) as implemented by the United Kingdom. Under CRS, [handelsplatform] Ltd. is required to provide certain information about your account to Her Majesty’s Revenue and Customs (HMRC), which may share this information with the tax authority of the country (or countries) that you are a tax resident of. […] [handelsplatform] Ltd. is required under CRS to report the gross proceeds from your trading activities. These amounts may be noticeably different from your profit or loss on such trading activities, or the amount upon which you owe tax in your home jurisdiction.” (Mine fremhævninger) Det skal lægges til grund, at [klager] har fremsendt behørig dokumentation for sit skattemæssige hjemsted. [handelsplatform] har dermed haft de fornødne oplysninger til at varetage indberetningen til Skatteforvaltningen. Det skal i forlængelse heraf fremhæves, at det skal anses for overvejende sandsynligt, at [klager] selv ville have indberettet de betydelige realiserede nettotab, såfremt han - på et tidligere tidspunkt end ved Skattestyrelsens materialeindkaldelse - var blevet bekendt med, at [handelsplatform] ikke havde foretaget den indberetning, som formidleren efter omstændighederne havde tilsagt [klager]. Dette som illustreret ved, at [klager] i forbindelse med Skattestyrelsens materialeindkaldelse søgte hurtigst muligt at sikre fremsendelsen af de korrekte oplysninger. Dette, da [klager] på intet tidspunkt har spekuleret i eventuelle fremtidige avancer, hvilket han ligeledes ikke have mulighed for, da han, som det fremgår af Skattestyrelsens bilag 2-4, afstod aktierne i samme indkomstår som disse blev erhvervet. Den manglende indberetning af [klager]’ aktieerhvervelser og -afståelser er således været resultatet af at [handelsplatform] foranledigede [klager]’ begrundede formodning for, at formidleren ville varetage indberetningen til Skatteforvaltningen. Eftersom [handelsplatform] ikke foretog den fornødne indberetning, som de efter omstændighederne skal anses for at have forpligtet sig til at foretage, er [klager]’ fremsendelse af oplysningerne til Skattestyrelsen den 4. oktober 2023 at anse som en berigtigelse af den mangelfulde indberetning fra [handelsplatform]. Det skal således lægges til grund, at [klager], ved sin fremsendelse af oplysningerne til Skattestyrelsen, har påvist, at det er fejlagtigt, at der ikke er foretaget indberetninger af hans køb og salg af aktier og øvrige værdipapirer, der er klassificeret som aktier. Som følge heraf skal betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1 uanset tidsfristen anses for opfyldt, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, 2. pkt.” Indlæg under retsmødet Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at klageren har ret til fradrag for tab på aktier, og gjorde til støtte herfor i første række gældende, at aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, ikke finder anvendelse i nærværende sag, og i anden række, at klagerens efterfølgende fremsendelse af dokumentation for sine aktieerhvervelser er at anse som en berigtigelse af [handelsplatform] ukorrekte indberetning, hvorfor aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, er opfyldt, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, 2. pkt. Repræsentanten gennemgik herefter sagens faktum og sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og særligt det på retsmødet udleverede påstandsdokument. Repræsentanten fremhævede bl.a., at klageren allerede i hvert af indkomstårene 2020 til 2022 havde konstateret et nettotab på handel med aktier, og tabene således alle var konstateret forud for fristen i aktieavancebeskatningslovens § 14. Der forelå derfor ikke det element af spekulation i en eventuel fremtidig gevinst, der er forudsat i forbindelse med indførelsen af aktieavancebeskatningslovens § 14, og repræsentanten henviste herved særligt til uddrag fra lovforslag nr. 201 af 22. april 2009. Videre fremhævede repræsentanten, at klageren med føje forudsatte, at [handelsplatform] ville forestå indberetningen til Skattestyrelsen, ligesom klageren grundet sin tidligere oplevelse med, at [finans2] havde stået for indberetning, havde en kvalificeret formodning om, at det samme ville være tilfældet med [handelsplatform]. Den manglende indberetning skal derfor anses som en ukorrekt indberetning, som er korrigeret, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, 2. pkt., og betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, er herefter opfyldt. Klageren oplyste supplerende, at han hele tiden var af den opfattelse, at indberetningerne ville ske automatisk. Han måtte have misforstået formularen hos [handelsplatform]. Han havde oplevet, at det hele kørte automatisk, som tilfældet også var med [finans2]. Klageren forklarede også, at han ikke havde haft professionel hjælp, og han ikke havde haft andre udfordringer skattemæssigt. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med sin tidligere udtalelse, at afgørelsen stadfæstes. Styrelsen fremhævede, at det er korrekt, at der har været nettotab på handel med aktier i indkomstårene 2020 til 2022, men det er fortsat nødvendigt at indberette aktieerhvervelser inden den 1. juli i året efter erhvervelsen af aktierne. Da dette ikke er sket, afskærer aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, klageren fra at få fradrag. Der er samtidig ikke fremlagt dokumentation for, at klageren har haft en aftale med [handelsplatform] om, at de ville forestå indberetninger. Repræsentanten anførte hertil, at det ikke bestrides, at situationen er omfattet af ordlyden af aktieavancebeskatningslovens § 14, men at situationen på baggrund af en formålsfortolkning falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Fortolkningen af bestemmelsen kan ikke ske kun ud fra ordlyden, der må også henses til forarbejderne og formål. Det fremgår klart af det fremhævede fra forarbejderne, at bestemmelsen kun tager sigte på situationer, hvor tabet på aktierne ikke er realiseret. Der skal derfor ud fra formålet ske en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen, og det er der basis for i forarbejderne. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har medregnet klagerens tab på handel med aktier ved opgørelse af klagerens gevinst på handel med aktier i indkomstårene 2020-2022 som følge af, at klageren ikke har overholdt fristen for oplysning om erhvervelse af aktier, der blev opbevaret i et udenlandsk depot. Retsgrundlaget Gevinst og tab ved afståelse af aktier skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens §§ 1 og 12. Det fremgår af dagældende aktieavancebeskatningslovs § 13 A, 1. pkt.: ”Tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, fradrages i summen af indkomstårets udbytter og gevinster, jf. dog nærværende lovs § 14.” Det fremgår af dagældende aktieavancebeskatningslovs § 14, stk. 1: ”Fradrag efter § 13 A er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 10, stk. 2, og § 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, eller hvor båndlæggelsen af aktier båndlagt efter ligningslovens § 7 A ophører, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne med angivelse af aktiernes identitet, antallet, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen.” Det fremgår af forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 14, jf. lovforslag nr. 201 af 22. april 2009: ”Er aktien anskaffet, uden at en indberetningspligtig fondshandler er inddraget, skal den skattepligtige selv oplyse SKAT om anskaffelsen, hvis vedkommende vil sikre sig fradragsret for eventuelle tab. Det er tilfældet ved køb via en udenlandsk fondshandler, hvor en aftale jf. den foreslåede bestemmelse i skattekontrollovens § 11 H ikke er indgået, eller hvis aktien er anskaffet uden inddragelse af en fondshandler (f.eks. ved arv eller gave). Oplysningerne om anskaffelsen skal i disse tilfælde være modtaget af SKAT inden udløbet af selvangivelsesfristen for det indkomstår, hvori aktien er erhvervet. Betingelsen for fradragsret vil være opfyldt, hvor ejeren eller depot- eller kontoføreren (depot eller konto i udlandet), har foretaget indberetning om de deponerede eller kontoførte aktier efter reglerne i skattekontrollovens § 11 B, stk. 6 og 7. Den skattepligtige kan ikke senere oplyse om yderligere aktier eller rette antallet af oplyste aktier.” Der fremgår følgende af skatteministerens svar på spørgsmål 12 til ovennævnte lovforslag: ”Ved lovforslaget foreslås det, at fradragsretten for tab på aktier m.v. optaget til handel på regulerede markeder og investeringsforeningsbeviser bliver betinget af, at SKAT har fået oplysninger om erhvervelsen af aktierne m.v. Formålet med forslaget er at forhindre, at alene tab selvangives, mens gevinster ikke selvangives. Forslaget har særligt betydning i relation til aktier, der handles gennem udenlandske fondshandlere eller depotføres i udlandet, og hvor der derfor ikke kommer automatiske indberetninger fra fondshandlerne eller depotførerne. Hvis ejeren af aktierne m.v. vil sikre sig mulighed for at fradrage eventuelle tab, skal vedkommende oplyse om erhvervelsen inden udløbet af selvangivelsesfristen for det år, hvor aktierne m.v. er erhvervet. Hvis vedkommende fortsat ejer aktierne på dette tidspunkt, skal oplysningerne om erhvervelsen således gives, inden det ligger fast, om aktierne m.v. giver gevinst eller tab. Denne regel sikrer et incitament til at oplyse om erhvervelserne, selv om aktierne senere viser sig at give gevinst, og dermed sikres et incitament til, at såvel gevinster som tab selvangives. Det bemærkes, at oplysningerne om erhvervelsen også kan indgives af den udenlandske fondshandler efter aftale med ejeren.” Det fremgår af skattekontrollovens §§ 10, stk. 2 og 11, at oplysningsfristen er den 1. juli i året efter indkomstårets udløb. Landsskatterettens begrundelse og resultat Det er efter dagældende aktieavancebeskatningslovs § 14, stk. 1, en betingelse for fradrag for tab på aktier efter aktieavancebeskatningslovens § 13 A, at Skattestyrelsen har modtaget oplysninger om erhvervelsen med angivelse af aktiernes identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum inden oplysningsfristen for det enkelte indkomstår. Denne betingelse fremgår af ordlyden af bestemmelsen i dagældende aktieavancebeskatningslovs § 14, stk. 1, og bestemmelsens ordlyd skelner ikke mellem aktier, som er eller ikke er realiseret ved indkomstårets udløb eller oplysningsfristens udløb. Bestemmelsens ordlyd indeholder således ikke en begrænsning til aktier, der er i behold efter indkomstårets udløb, eller en undtagelse for aktier, som er realiseret ved indkomstårets udløb. Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd alle aktier uden begrænsning eller forbehold. Landsskatteretten finder, at bestemmelsen i dagældende aktieavancebeskatningslovs § 14, stk. 1, ikke kan forstås sådan, at betingelsen om, at Skattestyrelsen har modtaget oplysninger om aktierne inden oplysningsfristen for det enkelte indkomstår, ikke finder anvendelse, hvis aktierne er realiseret ved indkomstårets eller oplysningsfristens udløb. Retten finder således, at der ikke i hverken selve bestemmelsen eller forarbejderne hertil er grundlag for en sådan fortolkning af bestemmelsen. Udsagn af mere generel karakter om det overordnede formål med bestemmelsen i forarbejderne, der eventuelt kan udlægges til støtte for en sådan forståelse, udgør ikke et tilstrækkeligt grundlag for en sådan indskrænkende fortolkning af bestemmelsens anvendelsesområde. Der skal foreligge mere konkrete, klare og sikre holdepunkter for en sådan indskrænkende fortolkning i forhold til bestemmelsens ordlyd, og sådanne mere sikre holdepunkter findes ikke i retsgrundlaget. Det er derfor en betingelse for, at der kan godkendes fradrag for tab på aktier i klagerens udenlandske depot, at oplysninger om erhvervelsen med angivelse af aktiernes identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum har været indsendt til Skattestyrelsen inden oplysningsfristen for det enkelte indkomstår, jf. dagældende aktieavancebeskatningslovs § 14, stk. 1. Klagerens oplysningsfrist for indberetning af sine aktieerhvervelser for indkomstårene 2020, 2021 og 2022 var henholdsvis den 1. juli 2021, 1. juli 2022 og 1. juli 2023, jf. skattekontrollovens § 11. Da Skattestyrelsen har modtaget oplysningerne for indkomstårene 2020-2022 den 4. oktober 2023, er indberetningerne foretaget for sent. Landsskatteretten finder herefter, at det er med rette, at Skattestyrelsen ved opgørelse af klagerens gevinst ved handel med aktier, ikke har inddraget de omhandlede tab, da oplysningsfristen ikke er overholdt, jf. dagældende aktieavancebeskatningslovs § 14, stk. 1. Det forhold, at klageren har realiseret et nettotab på handel med aktier i de pågældende indkomstår, kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten finder endvidere, at det ikke er godtgjort, at [handelsplatform], Storbritannien, ved en fejl ikke har indberettet klagerens anskaffelser af aktier på vegne af klageren til Skattestyrelsen. Der ses i øvrigt heller ikke anmeldt en indberetningsaftale med [handelsplatform], Storbritannien, jf. skatteindberetningslovens § 20 og dagældende bekendtgørelse nr. 888 af 15. juni 2020, § 1, stk. 9 Det forhold, at klageren måtte have misforstået aftalegrundlaget med [handelsplatform], Storbritannien, og befundet sig i en vildfarelse om, at der ville ske automatisk indberetning af klagerens anskaffelser af aktier, indebærer ikke, at den manglende indberetning beror på en fejl hos [handelsplatform], Storbritannien. Det beror derimod på klagerens egen misforståelse og klagerens egne forhold. Det bemærkes også, at indberetninger efter CRS fra [handelsplatform], Storbritannien, ikke udgør eller kan sidestilles med indberetning til Skattestyrelsen, ligesom efterfølgende informationsudveksling mellem skattemyndighederne på baggrund af CRS heller ikke udgør en indberetning til Skattestyrelsen. Der er derfor ikke er grundlag for at anse oplysningerne om aktierne, som blev modtaget den 4. oktober 2023, for omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, 2. pkt. Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.

Tabsfradrag nægtet for aktier i udenlandsk depot grundet oplysningsfrist (jnr. 24-0095967) · skattewiki.dk