Exitbeskatning, rentefiksering og lønindkomst efter fraflytning

Journalnr. 24-0090850 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2018: Renteindtægter ved udlån anset som kapitalindkomst 3.568 kr. 0 kr. Stadfæstelse Indkomståret 2019: Renteindtægter ved udlån anset som kapitalindkomst 110.786 kr. 0 kr. Stadfæstelse Indkomståret 2020: Renteindtægter ved udlån anset som kapitalindkomst 141.379 kr. 0 kr. Stadfæstelse Gevinst ved exitbeskatning af anparter anset som aktieindkomst 184.500 kr. -50.000 kr. Nedsættes til -50.000 kr. Løn fra [virksomhed1] A/S anset som skattepligtig i Danmark 2.615.684 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, at [virksomhed2] ApS med CVR-nr. [...1] (herefter selskabet) blev stiftet af klageren den 18. december 2018, der siden stiftelsen har ejet hele selskabskapitalen. Klageren har tillige udgjort selskabets direktion fra stiftelsen og indtil den 8. november 2020, hvor klageren er udtrådt. Selskabet er registreret med branchekoden 642120 Ikke-finansielle holdingselskaber, og selskabets formål er, ”at besidde kapitalandele i kapitalselskaber samt dermed beslægtet virksomhed efter direktionens skøn.” Selskabets regnskabsår er 1. januar – 31. december. Gevinst på unoterede anparter i selskabet ved fraflytning Klagerens fulde skattepligt til Danmark er ophørt den 21. august 2020 som følge af, at klageren er fraflyttet til Schweiz. Klageren ejede på tidspunktet for fraflytningen bl.a. anparter i selskabet med en skattemæssig anskaffelsessum på 50.000 kr. Klagerens repræsentant har ved brev af 26. august 2020 fremsendt en opgørelse over klagerens fraflytningsbeskatning, hvor aktieavancen på anparterne i selskabet er opgjort til 0 kr. Det er oplyst, at selskabet ved klagerens fraflytning har ejet 6.000 ud af 100.000 anparter i [virksomhed3] ApS med CVR-nr. [...2] til en værdi på 5.400.000 kr., svarende til 6 % af [virksomhed3] ApS. Selskabet har ifølge en udateret anpartsnota købt 3.000 anparter i [virksomhed3] ApS for 2.400.000 kr. den 20. december 2018 af [virksomhed4] GmbH, svarende til 800 kr. pr. anpart. Selskabet har den 15. februar 2020 desuden købt 3.000 anparter i [virksomhed3] ApS for 900 kr. pr. anpart, i alt 2.700.000 kr., af [virksomhed5] ApS ifølge en udateret anpartsnota. Selskabet har anskaffet anparterne i [virksomhed3] ApS for i alt 5.100.000 kr. Det fremgår af selskabets balance i årsrapporten for 2019, at værdien af kapitalandele i associerede virksomheder udgør 2.700.000 kr. pr. 31. december 2019, svarende til 900 kr. pr. anpart, og dermed den kursværdi anparterne den 15. februar 2020 er erhvervet for. Det fremgår af en mail af 25. juni 2019 fra klageren til [...] med vedhæftet mail mellem [advokatfirma1] og [finans1], at selskabet har modtaget 2.400.000 kr. fra klageren den 20. december 2018, hvoraf 50.000 kr. udgør selskabskapitalen. Selskabet har ifølge selskabets bankkonto med kontonr. [kontonr.1] i [finans1] desuden modtaget 2.700.000 kr. fra klageren den 17. februar 2020. Klagerens repræsentant har oplyst, at selskabet har lånt i alt 5.100.000 kr. af klageren til købet af de 6.000 anparter i [virksomhed3] ApS. Skattestyrelsen har opgjort selskabets samlede passiver og aktiver på fraflytningstidspunktet således: Passiver Lån til køb af anparter den 20. december 2018 2.350.000,00 Lån til køb af anparter den 17. februar 2020 2.700.000,00 Øvrige lån 1.373.504,00 I alt 6.423.504,00 Aktiver Anparter i [virksomhed3] ApS 5.400.000,00 Udlån 1.373.504,00 I alt 6.773.504,00 Egenkapital 350.000,00 Skattestyrelsen har anerkendt en ”rabat” for omsættelighedsbegrænsningen af selskabets anparter i [virksomhed3] ApS som følge af, at selskabet alene er minoritetsanpartshaver i [virksomhed3] ApS med en ejerandel på 6 %. Skattestyrelsen har på den baggrund reduceret værdien af klagerens anparter i selskabet med 33 %, hvorefter værdien af selskabet er opgjort til 234.500 kr. Skattestyrelsen har herefter opgjort klagerens aktieavance på anparterne i selskabet til 184.500 kr., svarende til forskellen mellem værdien af anparterne i selskabet og klagerens skattemæssige anskaffelsessum på anparterne i selskabet på 50.000 kr. Renteindtægter ved udlån til selskabet Skattestyrelsen har ved kontrol af selskabet konstateret, at klageren har bogført og ydet følgende lån til selskabet i indkomstårene 2018-2020: Dato Beløb 20.12.2018 2.350.000 kr. 06.02.2019 56.000 kr. 29.05.2019 90.000 kr. 30.12.2019 88.204 kr. 17.02.2020 2.700.000 kr. 20.04.2020 75.000 kr. 30.04.2020 4.300 kr. 11.05.2020 60.000 kr. 09.06.2020 1.000.000 kr. I alt 6.423.504 kr. Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren har ydet lån til selskabet den 20. december 2018 og 17. februar 2020 på i alt 5.050.000 kr. til køb af anparter i [virksomhed3] ApS, jf. ovenfor. Det er oplyst, at de resterende lån på i alt 1.373.504 kr. vedrører lån til selskabet, som efterfølgende er viderelånt til [virksomhed3] ApS til støtte for driften i [virksomhed3] ApS. Klagerens repræsentant har fremlagt fem gældsbreve udarbejdet af [advokatfirma2] mellem selskabet og [virksomhed3] ApS. Af gældsbrevene fremgår følgende oplysninger: Dato for underskrift Udbetalingsdato ifølge gældsbrev Beløb Rente- og betalingsvilkår 07.06.2019 29. maj 2019 90.000 kr. Rente- og afdragsfrit anfordringslån Udateret 23. december 2019 88.204 kr. Rente- og afdragsfrit anfordringslån 07.08 29. maj 2020 60.000 kr. Rente- og afdragsfrit anfordringslån 09.06.2020 (datoen er ved håndskrift ændret til den 25.09.2020) 10. juni 2020 1.000.000 kr. Forrentes med 5 % p.a. fra den 10. juni 2020. Lånet tilbagebetales senest den 30. september 2020 (lånets forfaldsdato er ved håndskrift ændret til den 1. november 2020). Renten for perioden er i alt 15.479,45 kr. (beløbet er ved håndskrift ændret til 19.726,03 kr. 04.11.2020 3. november 2020 61.184 kr. Rente- og afdragsfrit anfordringslån Lånet den 9. juni 2020 er tilbagebetalt den 4. november 2020, med renter, på i alt 1.019.726 kr. Klagerens repræsentant har i klagen oplyst, at der ikke er udarbejdet formelle gældsbreve for de lån, som klageren har ydet til selskabet. Repræsentanten har oplyst, at vilkårene for klagerens udlån til selskabet afspejler låneaftalerne indgået mellem selskabet og [virksomhed3] ApS, hvorfor lånene er rente- og afdragsfrie anfordringslån. Det fremgår af [virksomhed3] ApS` årsrapport for regnskabsårene 2017-2020, at selskabet har haft følgende egenkapital i de pågældende regnskabsår: Regnskabsår Egenkapital 2017 -2.228.879 kr. 2018 379.136 kr. 2019 -1.908.240 kr. 2020 -3.697.078 kr. Selskabet har ikke haft en omsætning i indkomstårene 2018-2020. Skattestyrelsen har anset, at lånene mellem selskabet og klageren ikke er ydet på markedsvilkår, idet lånene til selskabet ikke er forrentet. Ved opslag i Nationalbankens statistikbank har Skattestyrelsen anvendt renten i den øvre kvartil ifølge ”DNRUPPPI” som følge af, at Skattestyrelsen anser udlånet til selskabet for at være af høj risiko. Renten er i gennemsnit følgende for indkomstårene 2018-2020: Indkomstår Rente ifølge DNRUPPPI 2018 4,556 % 2019 4,511 % 2020 4,275 % Skattestyrelsen har på den baggrund opgjort renterne ved klagerens udlån til selskabet til henholdsvis 3.568,87 kr., 110.786,45 kr. og 141.379,74 kr., i alt 255.733 kr. for indkomstårene 2018-2020. Lønindkomst fra [virksomhed1] A/S Det fremgår af et brev af 16. november 2019, at klageren har opsagt sin stilling hos [virksomhed1] A/S den 11. november 2019, hvorefter klageren er fritstillet og fritaget for arbejdsforpligtelsen frem til ansættelsens ophør ved udgangen af november 2020. Klagerens fulde skattepligt til Danmark er som anført ovenfor ophørt den 21. august 2020. Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren ikke har arbejdet i udlandet under ansættelsen hos [virksomhed1] A/S. Det fremgår desuden af direktørkontraktens punkt 3.1.4, at vederlaget som udgangspunkt er modregningsfrit i anden indkomst de første 12 måneder i opsigelsesperioden, dog ikke hvis klageren er beskæftiget med en konkurrerende virksomhed. Ifølge direktørkontraktens punkt 3.1.5 er der aftalt følgende vilkår: "Såfremt Selskabet har opsagt ansættelsesforholdet uden at dette skyldes forhold, som kan tilregnes [klager], og afgår [klager] i opsigelsesperioden ved døden, udbetaler [virksomhed1] A/S til [klager]s dødsbo i 12 måneder (inklusive dødsfaldsmåneden) efter dødsfaldet - dog ikke længere end til udløbet af opsigelsesperioden - det faste månedlige basisvederlag iht. punkt 2.1.1 med tillæg af beløb iht. punkt 3.1.2. Alle andre krav på vederlag eller betalinger i opsigelsesperioden bortfalder..." [virksomhed1] A/S har i perioden 1. januar 2020 – 30. november 2020 indberettet følgende løn til klageren i opsigelsesperioden til eIndkomst: Periode Bidragspligtig A-indkomst i kr. 01.01.2020-31.01.2020 666.088,68 01.02.2020-29.02.2020 666.572,02 01.03.2020-31.03.2020 666.572,02 01.04.2020-30.04.2020 3.856.677,02 01.05.2020-31.05.2020 676.352,02 01.06.2020-30.06.2020 666.572,02 01.07.2020-31.07.2020 666.572,02 01.08.2020-31.08.2020 665.176,02 01.09.2020-30.09.2020 867.968,02 01.10.2020-31.10.2020 766.572,02 01.11.2020-30.11.2020 766.572,02 Løn i alt 10.931.693,88 Det fremgår af klagerens lønsedler for september – november, at klageren har modtaget 766.666,67 kr. pr. måned i løn i opsigelsesperioden. Forskellen i lønnen for september skyldes, at klageren har modtaget udbetaling af pension for august. Klageren har indberettet lønindkomst i rubrik 11 på i alt 8.316.009 kr. for indkomståret 2020. Klagerens repræsentant har oplyst, at differencen mellem den af selskabet og den af klageren indberettede lønindkomst, svarende til 2.615.684 kr., er medtaget til beskatning i Schweiz. Repræsentanten har fremsendt en mail af 22. juli 2023 fra klagerens schweiziske rådgiver samt klagerens årsopgørelse fra Schweiz, hvoraf fremgår, at beløbet er beskattet i Schweiz. Skattestyrelsen har fremsendt forslag til afgørelse den 18. april 2024 og truffet den påklagede afgørelse den 18. juli 2024. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens kapitalindkomst med 255.733 kr. for indkomstårene 2018-2020, forhøjet klagerens aktieindkomst med 184.500 kr. for indkomståret 2020 og forhøjet klagerens lønindkomst med 2.615.684 kr. for indkomståret 2020. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”... Fraflytningsbeskatning af [virksomhed2] ApS ... 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Værdien af [virksomhed2]s aktiepost i [virksomhed3] ApS Du var fuldt skattepligtig til Danmark fra 20. april 2010 til 20. august 2020. Du er derfor omfattet af reglerne om fraflytterbeskatning i aktieavancebeskatningslovens § 38. Ved ophør af dansk skattepligt, skal værdien af alle dine aktier og anpart beskattes som ved salg, hvis de samlet havde en værdi på 100.000 kr. eller mere og du havde været skattepligt i Danmark i mere end 7 år inden for de sidste 10 år. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 38. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2 at reglerne også finder anvendelse på anparter. Du ejer 100% af selskabet [virksomhed2]. Selskabet ejede ved din fraflytning 6.000 [virksomhed3]-anparter. På trods af de senere salg til en lavere pris finder vi ikke, at [virksomhed3] anparter kan antages at have haft en anden værdi, end 900 kr. pr. anpart. Værdien af de 6.000 [virksomhed3] anparter som selskabet ejede, må derfor anses for at være 900 kr. x 6.000 anparter = 5.400.000 kr. Din rådgiver har oplyst, at [virksomhed2]s aktiekøb af 3.000 anparter foretaget den 20. december 2018 skete for lånte midler. Det fremgår af overførselsdokumenterne, at 50.000 kr. af beløbet på 2,4 mio. kr. var selskabskapitalen. Købesummen var jf. anpartsnota sendt til Skattestyrelsen den 13. marts 2024 2.400.000 kr., selskabskapitalen blev altså brugt til dette køb, sammen med de lånte midler. Selskabet har efterfølgende lånt 2.700.000 kr. til køb af anparter den 15. februar 2020. Derudover har selskabet i perioden 29. maj 2019 til 9. juni 2020 lånt samlet 1.313.204 kr. Disse er alle videre udlånt til [virksomhed3]. Din rådgiver har fremført argumentation for, at aktiernes værdi skal fratrækkes en illikviditetsrabat, da du har haft den opfattelse at [virksomhed3] kontinuerligt tabte penge og ofte havde brug for kapitalforhøjelser for at klare driften. Skattestyrelsen har spurgt ind til begivenheder i [virksomhed3] der skulle begrunde et værdifald, samt en forretningsplan eller lignende fremtidsforventninger. Hertil har din rådgiver anført, at da du er minoritetsaktionær, og det ikke muligt for [virksomhed2] at få indblik i disse dokumenter eller beslutninger om fremtiden. Efter det af din rådgiver anførte TSS-cirkulære 2000-09 - Cirkulære om værdiansættelse af aktier og anparter, er det angivet, at værdien af unoterede aktier og anparter fastsættes til handelsværdien. Det følger herefter, at hjælpereglen kan anvendes hvis aktierne f.eks. ikke har været omsat på det pågældende værdiansættelsestidspunkt. [virksomhed2] har handlet anparter i [virksomhed3] ApS den 20. december 2018 og igen den 15. februar 2020. Skattestyrelsen lægger til grund at [virksomhed2] handler 3.000 anparter til 2.400.000 kr. den 20. december 2018, og 3.000 anparter til 2.700.000 kr. den 15. februar 2020. Dette er dokumenteret af de anpartsnotaer din rådgiver har fremsendt hhv. den 13. marts 2024 og den 28. juli2023. Hjælpereglen finder derfor ikke anvendelse, da der er sket handler før din fraflytning. Ved din fraflytning den 20. august 2020 skulle der efter aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 1, ske beskatning af din avance af dine anparter i [virksomhed2]. Det er den faktiske handelsværdi på dagen der er afgørende for avancens beregningsgrundlag. Den senest kendte handel var til 900 kr. pr. anpart (den 15. februar 2020). De efterfølgende handler var ikke kendt på fraflytningstidspunktet, og kan ikke lægges til grund for handelsværdien ved din fraflytning. Skattestyrelsen anser handelsprisen den 15. februar 2020 for at være retvisende for den faktiske handelsværdi ved din fraflytning. Dette gør vi, da grundlaget for at erkende illikviditetsrabat, eller andre formildende omstændigheder ikke er muligt da Skattestyrelsen ikke anser det for at være en realitet, at selskabet havde væsentlig illikviditet. Dette er ud fra en vurdering af [virksomhed3] regnskaber, samt det faktum at det først er mere end 1 år senere at I har anført at værdien pr. anpart er 277 kr. Denne værdi anses desuden for at være lav, særligt henset til at der den 29. april 2022 sker salg af [virksomhed2]s anparter i [virksomhed3] til en kurs på ca. 1.800 kr. pr. stk. Herefter er det Skattestyrelsens opfattelse, at værdien af anparterne i [virksomhed3] var 900 kr. værd pr. anpart ved din fraflytning den 20. august 2020. Din exitværdi af anparter i [virksomhed2] ApS Som det fremgår af ovenstående, kan anparternes værdi opgøres til 900 kr. pr. stk. x 6.000 stk. = 5.400.000 kr. Dette modsvares af en gæld til dig i [virksomhed2] på 5.050.000 kr., hvilket giver en værdi på 350.000 kr. Skattestyrelsen anerkender, at du er minoritetsaktionær og ikke har bestemmende indflydelse efter Højesteretsdommen TfS 2000, 560. Dette betyder at vi anerkender en ”rabat” for omsættelighedsbegrænsningen og værdien af [virksomhed2]’s aktier i [virksomhed3]. Dette betyder at exitværdien af dine anparter i [virksomhed2] reduceres med 33%. Herefter er værdien 350.000 * 33% = 115.500 lavere end de 350.000, altså 234.500 kr. Det er en forudsætning for at aktieavancebeskatningslovens § 38 er opfyldt, at der er tale om en kursværdi på mere end 100.000. Dette er opfyldt. Du har anskaffet anparterne i [virksomhed2] for 50.000 kr. Selskabet har aktiver for 6.773.504 kr. og passiver for 6.423.504 kr. Dette giver en balance på 350.000 kr., og fratrukket indskuddet, 300.000 kr. i egenkapital ved din fraflytning. Dit indskud på 50.000 fratrækkes 234.500 og herefter er exitgevinsten 184.500 kr. Gevinst og tab ved salg af aktier opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 4, efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens §§ 23 – 29. Heri indebærer det, at man opgør værdien af anparter og aktier efter gennemsnitsmetoden. Gennemsnitsmetoden indebærer, at gevinst og tab opgøres på grundlag af den gennemsnitlige anskaffelsessum for aktionærens samlede beholdning af aktier i det pågældende selskab umiddelbart før salget og ikke på grundlag af anskaffelsessummen for den enkelte aktie. Gevinsten beskattes som aktieindkomst efter personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4. Skattestyrelsen forhøjer herefter din aktiegevinst ved unoterede Danske anparter med 184.500 kr. i indkomståret 2020, efter aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 1. ... Lån til [virksomhed2] 2.3. Vores begrundelse og bemærkninger Du var, som beskrevet i punkt 1.3, fuldt skattepligtig til Danmark indtil den 20. august 2020. Herefter er du begrænset skattepligtig til Danmark. Hvis en hovedaktionær med bestemmende indflydelse udlåner penge til sit selskab, skal udlånet forrentes med markedsrenten. Det følger af armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, stk. 1, og står i Den Juridiske Vejledning afsnit C.B.3.7. Da du er den eneste ejer af [virksomhed2] er du hovedaktionær i selskabet, hvorved et lån mellem dig og [virksomhed2] er omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1. Din rådgiver har bemærket, at forholdets natur, og anfordringsvilkåret for dit lån medfører at lånet skal være rentefrit. Skattestyrelsens finder ikke, at en rente på 0% svarer til markedsrenten, ligesom der mellem hovedaktionær og selskab skal ske forrentning af lån på lige vilkår med hvis der var tale om et lån mellem to uafhængige parter. Skattestyrelsen er efter praksis forpligtet til at foretage en konkret vurdering af renten på lånet, og vurdere hvad renten ville have været hvis lånet var ydet mellem to uafhængige parter. Se hertil SKM 2018.122.LSR. Landsskatteretten henviste i deres afgørelse til SKM2009.28.ØLR hvori et par havde udlånt 1,1 mio. kr. til deres fælles anpartsselskab. Lånet var uforrentet, og uden sikkerhed. Landsretten konkluderer, at lånet, med henvisning til ligningsvejledningen for 2001, skulle undergå et individuelt skøn, hvorved der skulle henses til lånets størrelse, løbetid, sikkerhed g låntagers kreditværdighed. Lånet kunne herefter forrentes til diskontoen + 4 %. Skattestyrelsen hæfter sig ved, at i bemærkningerne til vores forslag, skriver I at renten på diskontoen + 4 % er den rette at bruge. I forholder jer ikke til den nævnte afgørelse i SKM 2018.122.LSR hvor det netop er angivet at diskontoen + 4 % ikke var korrekt at bruge. I jeres bemærkninger citerer I ligeledes Den Juridiske Vejledning afsnit C.B.3.7: ”… En forrentning på diskontoen + 4 pct. vil derfor kunne anerkendes, hvis det efter en konkret begrundelse, og rent undtagelsesvis, må anses for det bedste udtryk for markedsrenten.” (Egne fremhævninger er understreget i citatet). Efter Den Juridiske Vejledning afsnit C.B.3.7 om fiksering af ydelser mellem hovedaktionær og selskabet, kan en forrentning på diskontoen + 4 % kun anerkendes undtagelsesvis, hvis det efter en konkret begrundelse anses som det bedste udtryk for markedsrenten. Skattestyrelsen finder herefter ikke, at det forhold at lånet er sket mellem dig som hovedaktionær og dit eget selskab, samt at en del af lånene er brugt til at købe anparter i et unoteret selskab, og en anden del er videreudlånt til det samme selskab [virksomhed3], kan medføre at der skal være en særlig lav rente. Lånet er ydet til dit eget selskab, som er nystartet med en kapital på 50.000 kr. Desuden bruges midlerne til at investere i et unoteret selskab der har til formål at udvikle robotteknologi. Dette unoterede selskab havde i 2017 en egenkapital på -2.228.879 kr. i 2018 en egenkapital på 379.136 kr. og i 2019 -1.908.240 kr. og 2020, -3.697.078 kr. Skattestyrelsens vurdering er herefter, at [virksomhed2] ApS ikke har stillet sikkerhed, eller haft en overvejende mulighed for at betale lånet tilbage til dig. Din påstand om at lånene er ydet på anfordringsvilkår taler ikke for en lavere rente, særligt henset til at det er usandsynligt at lånene ville kunne indfries på anfordringsvilkår, da der er investeret i unoterede aktier, som er sværere at omsætte end noterede aktier. Det ændrer ikke herved, at I bemærker at markedsrenten er den som to uafhængige parter ville have fastsat i et tilsvarende låneforhold, og at vi ikke har efterprøvet låneforholdet, via øvrige finansieringskilder end Nationalbankens statistikbank. Det er Skattestyrelsens konkrete vurdering at det er den korrekte rente at bruge, samt den afspejler et tilsvarende låneforhold. Henset til at der ikke er andre værdier i [virksomhed2], end udlånene til [virksomhed3] og anparter i samme selskab, må det anses for usandsynligt, at [virksomhed2] ville være i stand til at kunne tilbagebetale lånene til dig, hvis investeringen i [virksomhed3] skulle gå tabt. Dette skyldes særligt at [virksomhed2] ikke har en indtjening eller omsætning, dette medfører at et lån på markedsvilkår ikke ville kunne vedligeholdes. Hvis lånene skulle være ydet på markedsvilkår mellem to uafhængige parter, f.eks. hvis [virksomhed2] ApS skulle have lånt pengene af en bank, er det Skattestyrelsens vurdering, at henset til risikoen ved investeringen og [virksomhed2]s manglende mulighed for at tilbagebetale lånet uden sikkerhedsstillelse, vil der være tale om et højrisiko udlån. Ved et opslag i Nationalbankens statistikbank fremgår det af ”DNRUPPPI: Pengeinstitutternes udestående indenlandske forretninger fordelt på 10. percentiler efter instrument og indenlandsk sektor”, at renten i den øvre kvartil var som i bilag 2 i perioden fra lånenes start til din fraflytning. Grunden til at Skattestyrelsen henviser til den øvre kvartil, er risikoen ved udlånet fra dig til [virksomhed2] efter Skattestyrelsens vurdering er af høj risiko og derfor ville renten have været i den øverste decil. Vi anerkender ikke jeres opfattelse af, at diskontoen + 4 % er det korrekte udtryk, og Skattestyrelsens vurdering er fortsat at Nationalbankens statistikbank DNRUPPPI øvre kvartil er den retvisende rente at anvende. Renten er i gennemsnit det følgende: 2018: 4,556 % 2019: 4,511 % 2020: 4,275 % Derfor er det Skattestyrelsens vurdering, at renten for lånene skal fikseres til de ovenstående renter pro anno, særligt på grund af risikoen ved lånene og den manglende sikkerhedsstillelse. I bemærkningerne anføres, at der kun skal ske en forrentning af de lån, der ikke er videreudlånt til [virksomhed3]. Skattestyrelsen er ikke enig i den betragtning. Når en forrentning mellem dig og [virksomhed2] skal vurderes kan det ikke tillægges nogen betydning, hvorledes debitor, her [virksomhed2], har anvendt den lånte likviditet. Skattestyrelsen mener således ikke, der er forskel på om likviditeten er videreudlånt af [virksomhed2] eller om selskabet køber anparter. Alle udlån fra dig til selskabet skal derfor forrentes. Vi har på den baggrund beregnet markedsrenten for dine udlånt til [virksomhed2]: År Rente 2018 3.568 kr. 2019 110.786 kr. 2020 141.379 kr. Sum 255.733 kr. Vi har vedhæftet renteberegningen i bilag 3. Selskabet har ikke betalt nogen rente til dig for dine udlån, og vi korrigerer derfor din renteindtægt med ovenstående. Renteindtægterne er fastsat af Skattestyrelsen efter armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, skt. 1. Renteindtægter er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen forhøje herefter din renteindtægt med i alt 255.733 kr. for indkomstårene 2018-2020. … Lønindkomst … 4.3. Vores begrundelse og bemærkninger Du var fuldt skattepligtig efter globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, til Danmark frem til og med den 20. august 2020. Efter denne dato er din skattepligt omfattet af kildeskattelovens § 2, som begrænset skattepligtig. Det følger af kildeskattelovens § 2, stk. nr. 1., at løn modtaget i en opsigelsesperiode anses for at være løn optjent i Danmark, når vederlaget har sammenhæng med et tjenesteforhold udført i Danmark. Det følger af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 4. pkt., at skattepligten til Danmark desuden også omfatter vederlag i forbindelse med konkurrenceklausuler når vederlaget har sammenhæng med et pågående eller tidligere tjenesteforhold i Danmark. Af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 6. pkt., fremgår yderligere at skattepligten til Danmark også omfatter fratrædelsesgodtgørelser, løn i en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når en sådan indkomst erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, hvor arbejdes har være udført i Danmark og har været underlagt Dansk beskatning. Ved lov nr. 345 af 18. april 2007 er kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1 ændret. Af bemærkningerne til denne lov fremgår det, at formålet med ændringen var at præcisere hvorledes praksis skulle være fremover, når der blev udbetalt fratrædelsesgodtgørelse til en person, som ikke længere var hjemmehørende i Danmark. Landsskatteretten havde i en kendelse fastsat, at beskatning af fratrædelsesgodtgørelse skulle ske i Danmark, mens skatterådet i en anden afgørelse var nået frem til det modsatte resultat. Landsskatterettens afgørelse medførte, at Skatteministeriet kom med en kommentar der er offentliggjort i SKM2005.411.DEP. Fra bemærkningerne til lov nr. 345 kan citeres: For så vidt angår fratrædelsesgodtgørelser er der som beskrevet under 3.6.1.2. skabt retsusikkerhed om, hvordan fratrædelsesgodtgørelser, løn i en opsigelsesperiode og lignende ydelser skattemæssigt skal behandles, når sådanne ydelser udbetales til en person, som ikke længere er hjemmehørende i Danmark. Hvis Skatterådets fortolkning lægges til grund, skabes der mulighed for omgåelse af reglerne om begrænset skattepligt at lønindkomst, idet en medarbejder så vil kunne undgå dansk beskatning af sådanne ofte ganske betydelige beløb ved blot at flytte til udlandet. Der er derfor behov for i loven at præcisere, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i en opsigelsesperiode og lignende indkomst er omfattet af skattepligten til Danmark, når sådanne ydelser erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde her i landet, og hvor lønnen har været undergivet dansk beskatning. Efter ligningslovens § 7 U gives der nedslag på 8.000 kr. ved beskatning af fratrædelsesgodtgørelse m.v. Dette nedslag gives med samme beløb uanset godtgørelsens størrelse. Der skal derfor ikke ske nogen forholdsmæssig nedsættelse, selv om ansættelsesforholdet har omfattet arbejde såvel i Danmark som i udlandet. Det skal tilføjes, at sådanne fratrædelsesgodtgørelser m.v. efter dansk opfattelse er omfattet af artikel 15 om beskatning af lønindkomst i OECD’s model for dobbeltbeskatningsoverenskomster. Lønindkomst kan efter denne bestemmelse som altovervejende hovedregel beskattes i det land, hvor arbejdet udføres. Og af 3.6.1.4. Forslagets indhold Det foreslås for det første præciseret, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i en opsigelsesperiode og lignende indkomst er omfattet af skattepligten til Danmark, når sådanne ydelser erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde her i landet, og hvor lønnen har været undergivet dansk beskatning. Hvis ansættelsesforholdet har omfattet arbejde i såvel Danmark som i udlandet, vil skattepligten omfatte den forholdsmæssige del, som svarer til den indkomst, som Danmark har kunne beskatte. Herved sikres ens beskatning, hvad enten lønnen udbetales før eller efter medarbejderens fratræden. Du har modtaget løn i forbindelse med din fratrædelse hos [virksomhed1], hvor du ikke har skullet levere arbejde. Det fremgår af din fratrædelsesaftale. Det fremgår også af aftalen, at du er underlagt en konkurrenceklausul i samme periode. Din rådgiver har anført, at lønnen i opsigelsesperioden er betinget af levende live, og derfor retserhverves løbende måned for måned. Skattestyrelsen kan ikke se at dette fremgår af hverken direktørkontrakten eller ”Salary Letter”. I har i jeres bemærkninger til vores forslag anført at der er aftalt at det kun er i tilfældet hvor selskabet opsagde dig at der ville være løn i 12 måneder efter fratrædelsen selvom du døde. Der fremgår ikke et vilkår i kontrakten vedrørende dig der opsagde stillingen og evt. efterfølgende døde ville medføre at der ikke ville blive udbetalt løn. Herved er jeres argument, at vilkåret ikke fremgår, og derfor modsætningsvis ville betyde at du ikke fik løn hvis du var gået bort efter din egen opsigelse. Vi lægger til grund, at det arbejde du har udført for [virksomhed1], kun har været udført i Danmark og kun er blevet beskattet i Danmark. Dette er ubestridt, dog har i bemærket at der ikke er udført arbejde i Danmark efter din fraflytning. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at du ikke har udført arbejde for [virksomhed1] i andre lande end Danmark. Din lønindkomst fra [virksomhed1] i opsigelsesperioden er derfor skattepligtig i Danmark efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, da lønnen for dit faktiske udført arbejde kun er blevet udført og blevet beskattet i Danmark. Det forhold, at din løn i opsigelsesperioden er blevet beskattet i Schweiz, ændrer ikke på denne vurdering. Da lønnen er blevet beskattet i Schweiz, skal det vurderes hvordan beskatningsretten skal fordeles efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz. Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz artikel 15, stk. 1, at arbejder, der er udført i en anden stat end den stat, hvor skatteyderen er hjemmehørende, kan som udgangspunkt beskattes i den stat, hvor arbejdet er udført. Undtagelsen hertil er hvis blandt andet, at både arbejdsgiver og arbejdstager er hjemmehørende i samme stat. Da det ikke er tilfældet i din situation, skal din lønindkomst beskattes i den stat, hvor arbejdet er udført Det fremgår af kommentar 2.6 til modeloverenskomstens artikel 15, at man i en situation, hvor den ansatte får løn i en opsigelsesperiode, hvor han ikke skal udføre arbejde, så skal lønnen anses for at stamme fra det land, hvor han ville have arbejdet, hvis han havde arbejdet, hvis der ikke havde været en opsigelse. Da du har udført alt dit arbejde i Danmark, lægger vi til grund, at du ligeledes ville have udført dit arbejde i opsigelsesperioden, hvis du ikke havde opsagt din stilling. Vi anser derfor din løn for opsigelsesperioden september, oktober og november, hvor du har været fuldt skattepligtig i Schweiz, som optjent i Danmark. Du er derfor skattepligtig af lønnen i Danmark. Du kan derfor søge nedslag i din betalte skat i Schweiz Den beløbsmæssige opgørelse er herefter differencen mellem din oplysningsseddel af 1. juli 2021 og det i eIndkomst indberettede beløb af din arbejdsgiver, [virksomhed1] A/S med CVR: [...3]. Du har oplyst 8.316.009 kr. i lønindkomst til indberetning i rubrik 11. Din arbejdsgiver har indberettet en bidragspligtig A-indkomst på 10.931.693 kr. Indkomsten er skattepligtig som lønindkomst efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1, og er desuden arbejdsmarkedsbidragspligtig efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen forhøjer dig med 10.931.693 kr. – 8.316.009 kr. = 2.615.684 kr. i rubrik 11. ... 5. Fristregler for din skatteansættelse ... 5.3. Vores begrundelse og bemærkninger I skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. fremgår det at Skattestyrelsen ikke senere end den 1. maj i det fjerde kalenderår efter indkomstårets udløb kan varsle ændring af ansættelse af indkomstskat. Efter sidste pkt. i denne bestemmelse kan skatteministeren fastsætte kortere frister. Dette er udnyttet i bekendtgørelse af den 14. november 2018 nr. 1305. Fristen heri er den 1. maj i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Det er efter denne bekendtgørelse kun personer med enkle økonomiske forhold, at man kan omfattes af denne forkortede frist. Du er ikke omfattet af enkle økonomiske forhold, da du modtaget et oplysningsskema i stedet for en årsopgørelse. Desuden har du status af hovedaktionær. Det står i bekendtgørelsens §§ 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3. Herefter er du omfattet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. for forholdene i punkt 1, 3 og 4. At din rådgiver fremhæver at vi allerede havde taget konkret stilling til indsendte oplysninger ændrer ikke herved. Desuden kan indsendte oplysninger i form af et oplysningsskema ikke anses som konkret sagsbehandling. For forholdet i punkt 2 omkring rentefiksering er der tale om kontrollerede transaktioner mellem dig og dit selskab. Dette har en separat forældelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Heri fremgår det at Skattestyrelsens varslingsfrist er i det sjette år efter indkomstårets udløb. Det vil sige, at vores varslingsfrist for 2018 den 1. maj 2024. Denne frist er gældende for dig, da du er omfattet af skattekontrollovens kapitel 4 (§ 37) da du har bestemmende indflydelse da dit ejerskab er over 50% af andelene i [virksomhed2]. Skattestyrelsen behandler din skatteansættelse for indkomståret 2018-2020 hvorefter der er frist for varsel den 1. maj 2024. Denne frist har Skattestyrelsen overholdt ved afsendelse af vores forslag den 18 april 2024. Vi overholder ligeledes fristen for afgørelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt. om afsendelse af afgørelse senest den 1. august ved afsendelse af denne afgørelse. ...” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 21. november 2024 udtalt følgende: ”... Ad afgørelsens punkt 1 Skattestyrelsen har efter afsendelse af afgørelsen konstateret, at der er sket fejl i beregningen af exitbeskatningen i rubrik 67 – Salg af unoterede anparter. Vi har været i dialog med klagers rådgiver forinden, at denne klage blev indgivet, og der er enighed om beløbets opgørelse. Skattestyrelsen indstiller derfor til, at vores afgørelse af 18. juli 2024 nedsættes i indkomståret 2020 i rubrik 67 – Salg af unoterede anparter med -234.500 kr., Så tabet i rubrikken bliver -50.000 kr. Dette er i overensstemmelse med klagers principale påstand vedrørende punkt 1. Ad afgørelsens punkt 2 Den principale påstand om, at Skattestyrelsens rentefiksering skal tilbageføres er vi ikke enige i. Vi anser rentefikseringen i vores afgørelse af 18. juli 2024 for at være korrekt, og på markedsvilkår. Det præciseres af os, at det er i låneforholdene mellem [klager] og hans selskab, [virksomhed2] ApS der sker rentefiksering, på baggrund af ligningslovens § 2, stk. 1. Klagers subsidiære anbringende med en rentefiksering på præcis 4 %, vil ikke være korrekt set i forhold til afgørelsen i SKM2018.122.LSR, og formuleringen i Den juridiske vejledning afsnit C.B.3.7. Heraf fremgår det, at der skal ske en konkret vurdering af, hvad markedsrenten for de pågældende låneforhold er. Derfor vil det efter Skattestyrelsens opfattelse ikke være korrekt at anvende 4 % som renten, da den ikke har været underlagt en konkret vurdering i forhold til låneforholdene og markedsvilkår for disse. Vi henviser til vores afgørelse af 18. juli 2024 og fastholder rentefikseringen, der er foretaget i den. Ad afgørelsens punkt 3 Dette punkt i afgørelsen, omhandler aktieavance, og er ikke påklaget. Ad afgørelsens punkt 4 Det er anført som principal påstand, at der ikke skal ske beskatning af klagers lønindkomst efter hans fraflytning til Schweiz den 21. august 2020. Lønindkomsten vedrører løn i opsigelsesperioden. Til støtte for denne påstand anføres det af klager, at der ikke var sket retserhvervelse af lønindkomsten, da der i klagers ansættelseskontrakt ikke er en regulering af, om klager havde ret til sin løn, i tilfælde af at han gik bort. Klager argumenterer for, at det faktum, at der ikke er en regulering ved klagers død efter egen opsigelse må resultere i at retserhvervelsen er betinget af levende live. Skattestyrelsen er ikke enig i ovenstående fortolkning af kontrakten. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at følgende er afgørende for beskatning i Danmark; der skal ske beskatning af lønindkomsten, da den stammer fra klagers arbejde i Danmark, samt at klager var underlagt en konkurrenceklausul i sin opsigelsesperiode. Vi henviser ligeledes til punkt 4 i afgørelsen af 18. juli 2024, hvor vi har anført, at klagers løn udelukkende stammer fra hans arbejde udført i Danmark for [virksomhed1] A/S. Skattestyrelsen fastholder derfor sin forhøjelse af klagers lønindkomst for perioden 21. august til 30. november 2020. Skattestyrelsen har hjemmel til at beskatte klagers lønindkomst efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Derudover er det Skattestyrelsens opfattelse, at der er hjemmel til beskatning i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz. Dette følger af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15. Ordlyden af artikel 15 stk. 1 er følgende: ” Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke finder anvendelse, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde, oppebåret af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet udføres i den anden kontraherende stat. Udføres arbejdet der, kan det derfor opnåede vederlag beskattes i denne anden stat. ” Det er Skattestyrelsens opfattelse, at anvendelsen af OECD’s modeloverenskomst som fortolkningsbidrag er berettiget, da der ikke er afvigelser fra OECD’s modeloverenskomst på de dele af artikel 15, der er gældende for klager. Der fremgår følgende af OECD’s modeloverenskomsts kommentarer til artikel 15: ” 2.2 Betingelsen i artiklen for, at kildestaten kan beskatte, er, at gage, løn og andet lignende vederlag hidrører fra arbejde udført i denne stat. Dette er tilfældet, uanset hvornår indkomsten betales til eller krediteres den ansatte, eller på anden måde endeligt erhverves af denne. 2.6 I nogle tilfælde er arbejdsgiveren forpligtet (af lovgivning eller af en kontrakt) til at opsige den ansatte med et vist varsel. Såfremt den ansatte får besked på, at han ikke længere skal udføre sit arbejde, men blot får vederlaget for opsigelsesperioden udbetalt, er vederlaget tydeligvis blevet udbetalt i kraft af ansættelsesforholdet, og som følge deraf “hidrører” vederlaget derfra, jf. stk. 1. Vederlaget skal i sådanne tilfælde anses for at hidrøre fra den stat, hvor det er rimeligt at antage, at den ansatte ville have arbejdet i opsigelsesperioden. Vurderingen af, hvor det vil være rimeligt at antage, at den ansatte ville have arbejdet i opsigelsesperioden, må tage udgangspunkt i alle foreliggende omstændigheder. I de fleste tilfælde vil det være det sidste sted, hvor den ansatte har arbejdet igennem en længere periode forud for opsigelsen; det vil klart være urimeligt ved denne vurdering at tage hensyn til en mulig beskæftigelsesperiode i en stat, hvor den ansatte forventedes at have udført sit arbejde, men hvor han rent faktisk ikke har gjort det i en længere tidsperiode. ” Skattestyrelsen mener ikke, at artikel 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten kan anvendes. Herefter fastholder Skattestyrelsen sin beskatning i henhold til afgørelse af 18. juli 2024. ...” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens forhøjelser nedsættes til 0 kr. Repræsentanten har subsidiært nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen skal anerkende, at renten maksimalt kan fikseres til diskontorenten + 4 pct. Til støtte for påstandene har repræsentanten bl.a. anført: ”... Retlige anbringender — og skattejuridisk begrundelse for vores påstande Ad Fraflytterskat på anparter og minoritetsnedslag (principalt ad pkt. 1) Vores begrundelse samt gennemgang af retsgrundlag og retspraksis er fremført overfor Skattestyrelsen ved førsteinstansbehandlingen. Vi henviser hertil, idet der som nævnt er enighed om punktet mellem [klager] og Skattestyrelsen. Vedlagt er kopi af vores skrivelse af 7. juni 2024 (bilag 13), som indeholder gennemgang af faktum og vores argumentation ad dette punkt. Principalt ad udlån til [virksomhed2] ApS — ingen rentefiksering (principalt ad pkt. 2) Skattestyrelsen mener ikke at en rente på 0% svarer til markedsrenten og har ved påklagede afgørelse foretaget en rentefiksering og forhøjelse af renteindkomst på totalt 255.733 DKK fordelt på årene 2018-2020. Skattestyrelsen har påklagede afgørelse fikseret en rente til følgende renteniveauer: 2018: 4,556 % 2019: 4,511 % 2020: 4,275 % Vi er ikke enige i, at der skal fastsættes en rente grundet omstændighederne for lånene. Lånevilkårene mellem [klager] og [virksomhed2] spejler sig direkte i de lån, der er ydet mellem [virksomhed2] og [virksomhed3], dvs. som er indgået på armslængdevilkår mellem to uafhængige parter. I forhold til [virksomhed3] ApS anses både [virksomhed2] og [klager] som uafhængige parter. Hvis lånene var indgået direkte mellem [klager] og [virksomhed3], var det indgået under samme vilkår. Vi finder at den fastsatte rente på 0 % mellem vores klient til selskabet [virksomhed2] er udtryk for den markedsrente, eftersom det fremgår civilretligt direkte af gældsbrevene, at der ikke skulle være nogen forrentning. Det er begrundet i forholdets natur — samt begrundet i det særlige anfordringsvilkår. Lånene mellem vores klient (personligt) og hans holdingselskab spejler vilkårene i nærværende retsforhold, jf. vedhæftede gældsbreve. Vi henviser til Skattestyrelsens egen Juridiske Vejledning, afsnit C.B.3.7 Fiksering af ydelser mellem hovedaktionæren og selskabet: "Fikseret rente Hvis en hovedaktionær låner penge ud til sit selskab, skal der betales en sædvanlig markedsrente. Se LL § 2. stk. 1. Markedsrenten er den rente, som to uafhængige parter ville have fastsat i et tilsvarende låneforhold." ... Yderligere henvises til Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, C.C.6.4.1.3 Hvornår kan Skattestyrelsen ændre en aftale om fastsættelse af goodwill?, hvor Skattestyrelsen angiver nedenstående vedrørende aftaler mellem parter "Parter uden interessesammenfald Når der er økonomiske eller skattemæssige modstående interesser, skal en indgået aftale mellem ikke-interesseforbundne parter som hovedregel respekteres af Skattestyrelsen. Dette skyldes, at det forventes, at parternes aftalte vederlæggelse er udtryk for handelsværdien. Se TfS 1992, 56 LSR og SKM2006.692.LSR, som begge omhandler to interessenters aftalte skævdeling." Tilsvarende bør være gældende i denne situation, hvor der er indgået låneaftaler mellem ikke-interesseforbundne parter om vilkårene for belåningen under hensyntagen til selskabets kommercielle og økonomiske situation. Der skal tages hensyn til, at der er tale om lån ydet på anfordringsvilkår. Rentefriheden på lånet modsvares af, at lånene til enhver tid af långiver kan kræves tilbagebetalt. Fikseringen foretaget af Skattestyrelsen egner sig ikke i denne situation, fordi lånene ikke kan sammenlignes med højrisikolån efter DNRUPPPI ydet af et pengeinstitut. Det er ikke sædvanligt for banklån, at de er indgået på anfordringsvilkår, og derfor er Skattestyrelsens kvalificering af lånet forkert. Et anfordringslån står i skarp kontrast til et klassisk terminslån eller et forbrugslån, hvor der er faste datoer for tilbagebetaling mv. Der er ikke noget konkret grundlag for at fiksere til ovenstående renteniveauer. Derimod er der indgået lånevilkår med fastsættelse af 0 % rente i identiske lån mellem uafhængige parter. Det følger af Juridisk Vejledning, afsnit C.B.3.7, at der er flere eksempler på praksis, hvor der ikke er rentefiksering. Eksempel herpå er SKM2008.9.HR, jf. bilag 14. ... Vi henviser i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 432 af 26. juni 1998 om ændring af ligningsloven m.fl., hvorved »armslængdeprincippet« blev lovfæstet, jf. nedenstående udklip af Bemærkningerne til lovforslaget: ... Som det ses ovenfor, forudsætter en rentefiksering, at der med de foretagne dispositioner er tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen. Det er ikke tilfældet i nærværende sag, hvor der er taget nøje stilling til lånevilkårene for udlån mellem [virksomhed2] og [virksomhed3] ved nedskrivning i gældsbreve og med advokatbistand. Der er taget hensyn til den kommercielle situation og omstændighederne i øvrigt, og der er mellem de uafhængige parter opnået enighed om, at lånene kunne ydes på de aftalte vilkår. Subsidiært ad udlån til [virksomhed2] ApS — rentefiksering (subsidiært ad pkt. 1) Det er vores opfattelse, at der henset til vilkårene for belåningen, ikke bør fastsættes en rente. Subsidiært bør et evt. renteniveau maksimalt kunne fastsættes efter diskontoen + 4 %, som kan understøttes af retspraksis. Der er, jf. ovenfor, ingen forhold der kan begrunde, at renten skulle være højere, og derfor kan diskontoen + 4 % maksimalt anses som udtryk for markedsrenten. Intet indikerer, at renten skulle være højere, idet der skal tages højde for, at lånet er på anfordringsvilkår, at det er forretningsmæssigt begrundet for [virksomhed2] (og for [klager]), og at lånet spejler sig i identiske vilkår aftalt mellem uafhængige parter. Vi henviser igen til forarbejderne til lov nr. 432 af 26. juni 1998, jf. nedenstående udklip: ... Vi henviser til Skattestyrelsens egen Juridisk Vejledning, afsnit C.B.3.7: ”Domstolene har i en række tilfælde anerkendt en fiksering af renten svarende til diskontoen + 4 pct.. Se SKM2010.607.ØLR, SKM2007.635.HR oq SKM2009.28.ØLR. En forrentning på diskontoen 4- 4 pct vil derfor kunne anerkendes, hvis det efter en konkret begrundelse, og rent undtagelsesvist, må anses for det bedste udtryk for markedsrenten." Diskontoen var 0 i årene 2018 - 2020, hvor den fikserede rente maksimalt kan fastsættes til 4 % for indkomstårene 2018-2020. ... Ad løn i opsigelsesperioden — ingen dansk hjemmel til beskatning (pkt. 3) Skattestyrelsen har ved påklagede afgørelse forhøjet [klager]s skattepligtige indkomst med 2.615.684 DKK. Vi er ikke enige heri, idet retsanvendelsen er forkert og i strid skattepraksis på området. Vi henviser til faktum angivet ovenfor ad løn og vilkårene i opsigelsesperiode. Derudover henviser vi til vedlagte bilag, dvs. særligt vedlagte direktørkontrakt, opsigelsesbrev og selvangivelsesmateriale fra Schweiz. Direktørkontrakten for [klager] skal læses i sin helhed, og med det faktum in mente, at [klager] var direktør – ikke almindelig lønmodtager —og at [klager]s direktørstilling ikke var omfattet af funktionærloven. Det betyder, at ansættelsen ikke reguleres af beskyttelseslove, som det ellers er tilfældet for almindelige lønmodtagerforhold, og at vilkårene for ansættelsen og opsigelse alene reguleres af de aftaler, der er indgået. Han har ingen rettigheder udover det i kontrakterne aftalte. Vilkårene for direktørstillingen og opsigelsen Betaling af løn i opsigelsesperioden (til og med november 2020) var betinget af, at [klager] var i "levende live", og derfor retserhvervedes lønnen først løbende i takt med udbetalingerne måned for måned. Løn i opsigelsesperioden var ikke retserhvervet allerede ved aftaleindgåelse, men sker først løbende i takt med, at det kunne konstateres, om "livsbetingelsen" var til stede. Der ville ikke i tilfælde af vores klients dødsfald ske betaling til eventuelt dødsbo, og efterlevende ægtefælle ville ikke have noget retskrav på udbetaling, idet det ikke var aftalt i direktørkontrakten. Ansættelsen var heller ikke omfattet af funktionærloven, og han var derfor ikke omfattet af funktionærlovens § 8. Vi henviser til Den Juridiske Vejledning, Afsnit C.F.1.6.1 Opgørelse af periodeindtægten ... Som det ses af Skattestyrelsens egen Juridiske Vejledning, skal det vurderes efter kildeskattelovens § 2, om Danmark kan beskatte løn i opsigelsesperioden, når lønnen ikke er retserhvervet på fraflytningstidspunktet. Når det skal vurderes, om [klager] har retserhvervet løn i opsigelsesperioden på fraflytningstidspunktet, skal der laves en konkret vurdering af, hvorvidt der er knyttet betingelser til udbetalingen, der udskyder retserhvervelsestidspunktet, dvs. der skal laves en konkret vurdering af de betingelser, der er fastsat i aftalegrundlaget. Det følger af skatteretlig praksis, at når vederlag er betinget af, at medarbejderen er i live på udbetalingstidspunktet, og når der er fastsat vilkår, som den ansatte ikke selv er herre over, så vil det udskyde retserhvervelsestidspunktet. ... Eftersom løn i opsigelsesperioden ikke er retserhvervet på fraflytningstidspunktet, skal Danmarks beskatningsret vurderes efter kildeskattelovens § 2 og i respekt af dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Schweiz. Fordelingen af beskatningsretten efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz Det følger af dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Schweiz (artikel 15), at løn kun kan beskattes i domicilstaten, medmindre der er tale om arbejde, som er udført i kildelandet: ... Det er uomtvisteligt faktum i sagen, at der i perioden efter vores klients flytning fra Danmark til Schweiz, ikke er udført arbejde i Danmark. Fra det tidspunkt, hvor han bosatte sig i Schweiz, er lønnen blevet beskattet i Schweiz, og det er kun Schweiz, der har beskatningsretten, jf. domicilforbeholdet i artikel 15 skt. 1. [klager] har medtaget lønindkomsten i opsigelsesperioden efter den 21. august 2020 i Schweiz, og der er dannet årsopgørelse i Schweiz i overensstemmelse med selvangivelsen. Der er fremlagt dokumentation for begge dele. ... Skattestyrelsen henviser i påklagede afgørelse til kommentarer fra OECD's Modeloverenskomst. Det undrer os, at Skattestyrelsen henviser til Modeloverenskomsten. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten binder starterne på bilateral plan, og den er indgået den 23. november 1973. Vi henviser til Skattestyrelsens egen Juridiske Vejledning, afsnit C.F.9.2.18.4.1 Schweiz, hvor det fremgår direkte, at artikel 15 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz afviger fra OECD's modeloverenskomst: "Artikel 15: Personlige tjenesteydelser Artiklen er ændret ved protokol af 11. marts 1997, artikel 6. Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst." OECD's modeloverenskomst binder ikke staterne på bilateral plan. Beskatningsretten skal derfor afgøres ud fra bestemmelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens ordlyd, hvor domicilforbeholder klart og tydeligt fremgår i artikel 15, stk. 1. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten er tiltrådt af Danmark og Schweiz, hvilket ikke er tilfældet for modeloverenskomsten samt tilhørende kommentarerer. Yderligere har artikel 15 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke samme ordvalg som modeloverenskomstens artikel 15. ... Subsidiært ad artikel 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten — analog anvendelse Der er for vores klient tale om opsigelse af direktørkontrakt med fritstilling. Løn i opsigelsesperioden sidestilles ifølge den traditionelle erstatningsret med et erstatningskrav. Ved kategorisering af lønnen i opsigelsesperioden, skal der ske en konkret vurdering af, hvad det bagvedliggende civilretlige grundlag er, og derudfra kvalificeres indkomsten uafhængig af, hvilken betegnelse der måtte være anvendt. I opsigelsesperioden er der ikke tale om vederlag for arbejdsydelse. Betalingen af løn i opsigelsesperioden er del af en fratrædelsesaftale for den tidligere direktør. Vi henviser til den nærmere begrundelse i Landsskatteretskendelsen (641-1222-155) nedenfor: ... Situationen for vores klient minder i det væsentligste faktum om Landsskatterettens kendelse af 10. juni 1998, j.nr. 641-1222-155. Ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 21, tilkommer beskatningsretten ultimativt bopælslandet, Schweiz: ... Ad intern dansk hjemmel — kildeskattelovens § 2 Efter fraflytningstidspunktet har Danmark kun internt dansk hjemmel til at beskatte indkomst, hvis indkomsten er omfattet af kildeskattelovens § 2. Løn i opsigelsesperioden er kun omfattet af kildeskattelovens § 2, såfremt den vedrører arbejde udført i Danmark. Der er i 2020 medtaget løn til dansk beskatning for hele perioden, hvor han var bosiddende i Danmark. Efter udrejsen er der ikke udført arbejde i Danmark, og derfor er der ikke intern hjemmel til at beskatte lønnen, eftersom den ikke er retserhvervet forinden udrejsen, jf. ovenfor. Vi henviser til nedenstående praksis: ... Med henvisning til ovenstående, er der ikke dansk hjemmel til at beskatte lønnen i opsigelsesperioden for [klager], dette eftersom der ikke tilkommer Danmark beskatningsret efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, og eftersom der ikke er den fornødne interne hjemmel efter kildeskattelovens § 2. ...” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har den 10. december 2024 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”... Punkt 1 ‐ Anparterne i [virksomhed2] – værdi og minoritetsnedslag Vi kan tiltræde, som Skattestyrelsen nu viser i opgørelsen, at der skal ske nedsættelse i indkomståret 2020 i rubrik 67 (salg af unoterede anparter) med ‐234.500 DKK, således tabet i rubrikken angives til – 50.000 DKK, idet [virksomhed2]ApS er minoritetsaktionær i [virksomhed3] ApS. Dette punkt er ubestridt, og vi har derfor ikke yderligere bemærkninger. Punkt 2 ‐ Udlån til [virksomhed2]ApS [klager] har personligt lånt penge til sit holdingselskab, [virksomhed2]ApS, hvorefter pengene er direkte viderelånt til [virksomhed3] ApS. Lånevilkårene for lånene mellem vores klient (personligt) og [virksomhed2]ApS afspejler markedsvilkår på tidspunktet for lånenes indgåelse, idet de afspejler vilkårene aftalt mellem to uafhængige parter. Lånevilkårene og alt omkring dette er udarbejdet af selskabets eksterne rådgivere fra advokatfirma. Faktum er, at: Lån fra [klager] til [virksomhed2]spejler sig direkte udlånet fra [virksomhed2]til [virksomhed3] ApS (tredjemand). Lånene mellem [virksomhed2]til [virksomhed3] ApS er ydet på anfordringsvilkår og er rente‐ og afdragsfrie. Dette er aftalt ved gældsbrev mellem parterne. Lånet forfalder til øjeblikkelig betaling ved debitors konkurs. Gældsbrevet kan ikke overdrages. Der er en reel tilbagebetalingsforpligtigelse. Skattestyrelsen forholder sig ikke til, hvad der er oplyst af os. Nemlig at vilkårene afspejler sig i vilkår indgået på markedsvilkår mellem [virksomhed2]ApS og [virksomhed3] ApS, som er uafhængige parter. Allerede derfor er der en klar formodning for, at lånet er indgået på armslængdevilkår. Det er Skattestyrelsen, der har bevisbyrden for, at den fastsatte rente ikke afspejler markedsrenten, når lånet mellem [klager] og [virksomhed2]og lånet [virksomhed2]og [virksomhed3] er på enslydende vilkår og med samme rentevilkår. Skattestyrelsen skriver i deres udtalelse, at der skal laves en konkret vurdering i forhold til låneforholdene og markedsvilkår for disse, og [revisionsfirma1] skal bemærke, at det er den almindelige civilret og dispositionerne, der styrer skatteretten og ikke omvendt. Der er ikke tale om internforhold eller andet, som kan begrunde, at der er skæve vilkår, eller at der skal ske en vilkårskorrektion. Vi er helt uden for rækkevidden af realitetsgrundsætningen i denne sag. Ad det civilretlige forhold for vores klient, så skal der tages direkte afsæt i de vilkår, der er aftalt mellem to uafhængige parter under præcis samme forudsætninger og forhold. SKM2018.122.LSR Landsskatteretten anførte: ” Landsskatteretten kan tiltræde, at der skal ske forrentning af tilgodehavendet, men finder, at ligningslovens § 2 kræver, at der skal ske en konkret vurdering af den rente, der kunne være opnået mellem uafhængige parer.” Renten på 0 % var jo det, som der var opnået mellem to uafhængige parter i den pågældende situation, og pågældende marked. Juridisk Vejledning, afsnit C.B.3.7: ”Hvis en hovedaktionær låner penge ud til sit selskab, skal der betales en sædvanlig markedsrente. Se LL § 2. stk. 1. Markedsrenten er den rente, som to uafhængige parter ville have fastsat i et tilsvarende låneforhold.” Der er derfor allerede konkrete holdepunkter for, hvilken rente to uafhængige parter har fastsat – nemlig 0 %. Markedsrenten for de pågældende låneforhold var 0 %, og det fremgår civilretligt direkte af gældsbrevene, at der ikke skulle være nogen forrentning. Skattestyrelsen anfører i udtalelsen: ”Klagers subsidiære anbringende med en rentefiksering på præcis 4 %, vil ikke være korrekt set i forhold til afgørelsen i SKM2018.122.LSR, og formuleringen i Den juridiske vejledning afsnit C.B.3.7. Heraf fremgår det, at der skal ske en konkret vurdering af, hvad markedsrenten for de pågældende låneforhold er. Derfor vil det efter Skattestyrelsens opfattelse ikke være korrekt at anvende 4 % som renten, da den ikke har været underlagt en konkret vurdering i forhold til låneforholdene og markedsvilkår for disse.” Skattestyrelsens har ikke foretaget en konkret vurdering – tværtimod er der sket en vilkårlig fiksering af renten. Skattestyrelsen har fastsat følgende rentesatser: 2018: 4,556 % 2019: 4,511 % 2020: 4,275 % Der er ikke noget konkret grundlag for at fiksere til ovenstående renteniveauer – og ingen holdepunkter for at fravige den af to uafhængige parter fastsatte rente på 0 % ‐ tværtimod. Subsidiært fastholder vi, at der, som det mindre i det mere, bør et evt. renteniveau maksimalt kunne fastsættes efter diskontoen + 4 %, som kan understøttes af retspraksis. Forarbejderne til lov nr. 432 af 26. juni 1998: ”Som udgangspunkt anvendes diskontoen plus 4 pct. Korrektion foretages imidlertid alene, hvor de aftalte lånevilkår ikke er forretningsmæssigt begrundet.” Dette er bekræftet i praksis, jf. SKM2010.607.ØLR, SKM2007.635.HR og SKM2009.28.ØLR. Punkt 4 ‐ Lønindkomst fra [virksomhed1] Retserhvervelsen Skattestyrelsen anser sig ikke enige i, at retserhvervelse var betinget af levende live for vores klient, idet de ikke anser vores fortolkning af kontraktgrundlaget for at være korrekt. Det undrer os meget, eftersom kontrakten ikke kan læses anderledes. Der kan ikke indfortolkes vilkår, som ikke er en del af aftalen. Arbejdsgiver ville i sagens natur ikke være forpligtet til at udbetale løn til hans dødsbo i 12 måneder, hvis opsigelsevar sket fra hans side, når det ikke er bestemt i aftalen. Hans ansættelse var ikke omfattet af andre beskyttelseslove, herunder funktionærloven og § 8, der regulerer dødsfald og løn til efterladte. Derfor havde han kun ret til det, der fremgik af aftalegrundlaget. Ikke mere. Faktum er: Betaling af løn i opsigelsesperioden (til og med november 2020) var betinget af, at [klager] var i ”levende live”, og derfor retserhvervedes lønnen først løbende i takt med udbetalingerne måned for måned. Der er intet retskrav ad betaling til eventuelt dødsbo. Løn i opsigelsesperioden var ikke retserhvervet allerede ved aftaleindgåelse, men sker først løbende i takt med, at det kunne konstateres, om ”livsbetingelsen” var til stede. Lønnen opgøres først endeligt måned for måned, da der skulle ske modregning i lønnen, hvis ha fandt andet arbejde i den pågældende periode. Direktørkontrakten skal læses i sin helhed, herunder at [klager] er ikke lønmodtager, og at [klager]s direktørstilling ikke var omfattet af funktionærloven. Der er ingen rettigheder udover det i kontrakterne aftalte. Ud fra en konkret vurdering af direktørkontrakten, må det fastlægges, at de fastlagte betingelser til udbetalingen udskyder retserhvervelsestidspunktet. Derfor skal der ikke ske beskatning i Danmark, som var det en bagudrettet ret. Beskatningsretten skal i stedet vurderes efter; først dobbeltbeskatningsaftalen og derefter dansk intern ret Domicilforbeholdet i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 1 Danmark har ikke ret til at beskatte løn i opsigelsesperioden, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 1. Det er udelukkende domicilstaten, dvs. Schweiz, der efter fraflytningen har beskatningsretten, idet [klager] efter fraflytningen er domicileret og skattemæssigt hjemhørende i Schweiz, og der ikke er udført arbejde i Danmark. Danmark har ifølge dobbeltbeskatningsaftalen ikke ret til at beskatte lønnen for den periode, hvor han er bosiddende i Schweiz. Det ville være i strid med domicilforbeholdet. Eftersom der ikke udføres arbejde i Danmark, efter han er flyttet til Schweiz, så finder dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 2 IKKE anvendelse. Domicilforbeholdet står derfor ved magt. Forkert retsanvendelse ‐ OECD’s modeloverenskomsts kommentarer som fortolkningsbidrag Skattestyrelsen anfører, at: ”Det er Skattestyrelsens opfattelse, at anvendelsen af OECD’s modeloverenskomst som fortolkningsbidrag er berettiget, da der ikke er afvigelser fra OECD’s modeloverenskomst på de dele af artikel 15, der er gældende for klager.” Kommentarerne til OECD Modeloverenskomst kan ikke anvendes som fortolkningsbidrag. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten binder starterne på bilateral plan, og den er indgået den 23. november 1973. Vi henviser til Skattestyrelsens egen Juridiske Vejledning, afsnit C.F.9.2.18.4.1 Schweiz, hvor det fremgår direkte, at artikel 15 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz afviger fra OECD's modeloverenskomst. OECD’s modeloverenskomst binder ikke staterne på bilateral plan. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten er tiltrådt af Danmark og Schweiz og har forrang, jf. lex specialis. Derudover har artikel 15 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz ikke samme ordvalg som modeloverenskomstens artikel 15. Modeloverenskomstens kommentarer i pkt. 2.6 kan heller ikke anvendes som holdepunkt for Skattestyrelsens synspunkt. Som det ses af understregningen nedenfor, kan man anse arbejde for at være udført i den tidligere arbejdsstat, hvis en medarbejder blot får vederlaget udbetalt for opsigelsesperioden, dvs. som en lump sum betaling uden nogle forudsætninger: 2.6 I nogle tilfælde er arbejdsgiveren forpligtet (af lovgivning eller af en kontrakt) til at opsige den ansatte med et vist varsel. Såfremt den ansatte får besked på, at han ikke længere skal udføre sit arbejde, men blot får vederlaget for opsigelsesperioden udbetalt, er vederlaget tydeligvis blevet udbetalt i kraft af ansættelsesforholdet, og som følge deraf “hidrører” vederlaget derfra, jf. stk. 1. Vederlaget skal i sådanne tilfælde anses for at hidrøre fra den stat, hvor det er rimeligt at antage, at den ansatte ville have arbejdet i opsigelsesperioden. Vurderingen af, hvor det vil være rimeligt at antage, at den ansatte ville have arbejdet i opsigelsesperioden, må tage udgangspunkt i alle foreliggende omstændigheder. I de fleste tilfælde vil det være det sidste sted, hvor den ansatte har arbejdet igennem en længere periode forud for opsigelsen; det vil klart være urimeligt ved denne vurdering at tage hensyn til en mulig beskæftigelsesperiode i en stat, hvor den ansatte forventedes at have udført sit arbejde, men hvor han rent faktisk ikke har gjort det i en længere tidsperiode. Det er netop ikke tilfældet i nærværende sag, hvor det skulle vurderes måned for måned, om [klager] ville have ret til at få udbetalt sin løn i opsigelsesperioden. Skattestyrelsen begrunder ikke, hvorfor de ikke mener, at dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 21 ikke kan anvendes. Vi fastholder det tidligere anførte. ...” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har ikke fremsat nye bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen. Klagerens repræsentant har den 28. november 2025 fremsendt følgende bemærkninger til sagsfremstillingen: ”... 1. Anparterne i [virksomhed2] ApS – værdi og minoritetsnedslag Vi kan tiltræde, at der skal ske nedsættelse i indkomståret 2020 i rubrik 67 (salg af unoterede anparter) med -234.500 DKK, således tabet i rubrikken angives til – 50.000 DKK, idet [virksomhed2] ApS er minoritetsaktionær i [virksomhed3] ApS. Det bemærkes i øvrigt, at Skattestyrelsen er enig i klagen på dette punkt. 2. Udlån til [virksomhed2] ApS Vi fastholder det af klageskrivelsen af 13. september 2024 og bemærkninger af 10. december 2024 allerede anførte vedrørende udlån til [virksomhed2] ApS. Der er ikke nogen renteindtægter forbundet med udlånene fra [klager] til [virksomhed2] ApS for indkomstårene 2018, 2019 og 2020, idet lånene mellem parterne afspejler markedsvilkår. Uanset, at tekniske beregningsmodeller for helt andre typer lån kan vise andre vilkår, så er realiteterne for låneaftalen, at [klager] foretager udlån til [virksomhed2] ApS (interesseforbundne parter), samt at [virksomhed2] ApS foretager udlån til [virksomhed3] (uafhængige parter). Vilkårene i begge låneforhold er identiske. Risikoen for [virksomhed2] ApS’ udlån til [virksomhed3] er præcis den samme som usikkerheden for [klager]s udlån til [virksomhed2] ApS. Der er ingen holdepunkter for at fastsætte en forrentning, der afviger fra den, der er fastsat mellem uafhængige parter i den præcis samme situation. Vi skal fremhæve det allerede fremlagte bilag 14, SKM2008.8.HR, hvori Højesteret fandt, at det også i forholdet mellem uafhængige parter regelmæssigt forekommer, at kreditor yder henstand med betaling af renter i situationer, hvor selskabets egenkapital er negativ, og hvor selskabet kun ville have været i stand til at betale renter ved at realisere en del af værdipapirbeholdningen. Højesteret fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at indrømmelse af rentehenstand ikke var forretningsmæssigt begrundet. [virksomhed2] ApS havde negativ egenkapital i regnskabsårene 2017 (-2.228.879 kr.) og 2019-2020 (-1.908.240 kr. og -3.697.078 kr.). Selskabet har ikke haft omsætning i indkomstårene 2018-2020. Ligesom i SKM2008.9.HR ville [virksomhed2] kun have været i stand til at betale renter ved at realisere anparterne i [virksomhed3] ApS, hvilket ville have været forretningsmæssigt uforsvarligt. [klager] valgte - ligesom långiver i SKM2008.9.HR - at indrømme rentefrihed i håb om, at investeringen i [virksomhed3] ApS på længere sigt ville blive rentabel. Dette er præcis den situation, som Højesteret fandt, var forretningsmæssigt begrundet, og hvor rentefiksering ikke skulle foretages. Rentefiksering er ikke et ”frit tilgængeligt værktøj”, der altid kan bringes i anvendelse. Førend Skattestyrelsen kan bringe rentefiksering i anvendelse, er det en klar forudsætning, jf. forarbejderne til lov nr. 432 af 26. juni 1998 (gengivet i klageskrivelsen), at Skattestyrelsen dokumenterer eller sandsynliggør, at der med de foretagne dispositioner er tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen. Dette er ikke tilfældet her, hvor der er taget nøje stilling til lånevilkårene ved nedskrivning i gældsbreve og med advokatbistand. [klager] er ikke gået glip af en renteindtægt, da [virksomhed2] ApS netop videreudlåner til præcis samme rente (0%) til [virksomhed3]. Der er ikke flyttet nogen indkomst mellem de interesseforbundne parter, og dermed er der ingen omgåelse at korrigere. Skattestyrelsen har anvendt DNRUPPPI øvre kvartil som benchmark og fastsat renter på: 4,556 % (2018), 4,511 % (2019) og 4,275 % (2020). Skattestyrelsen begrunder dette med, at udlånet er af høj risiko. Skattestyrelsen har imidlertid ikke dokumenteret, at DNRUPPPI afspejler de faktiske forhold, som er gældende for de konkrete anfordringslån. DNRUPPPI er baseret på banklån med faste tilbagebetalingsvilkår, fast løbetid, kreditvurdering og ofte sikkerhedsstillelse. Der er fundamental forskel mellem: Banklån: Fast løbetid, sikkerhed, kreditvurdering, fast tilbagebetalingsplan, terminslån Anfordringslån: Ingen fast løbetid, ingen sikkerhed, tilbagebetaling på anfordring, långiver bærer illikviditetsrisiko Skattestyrelsen har ikke dokumenteret, at den anvendte benchmark er sammenlignelig med de konkrete udlån med anfordringsvilkår. Også derfor kan DNRUPPPI ikke anvendes som armslængdetest for de konkrete anfordringslån. 3. Lønindkomst fra [virksomhed1] Vi fastholder det af klageskrivelsen af 13. september 2024 og bemærkninger af 10. december 2024 allerede anførte vedrørende lønindkomst fra [virksomhed1]. Skatteankestyrelsen har slet ikke forholdt sig til det materielle ad lønindkomsten fra [virksomhed1] i klageskrivelsen eller af bemærkningerne. De nævnte indkomster er som udgangspunkt skattepligtige til Danmark. En beskatning forudsætter således, at skattemyndighederne ud fra en konkret vurdering på baggrund af de faktiske omstændigheder påviser, at indkomsterne udgør vederlag for arbejde, der faktisk er udført i Danmark og dermed ikke eksempelvis erstatning for tab af fremtidige arbejdsfortjeneste. Dette er desuden bekræftet af Skatterådet ved det allerede fremlagte bilag 18, SKM2006.733.SR, hvor rådet tog stilling til netop løn i en opsigelsesperiode. Skatterådet slog følgende fast: ”Løn i opsigelsesperioden må anses for løn for denne periode og ikke vederlag for virksomhed udført her i landet i tidligere år, og det gælder, uanset om spørger fritstilles af arbejdsgiver i en del af perioden.” Afgørelsen bekræfter, at dansk beskatning efter det interne hjemmelsgrundlag i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, forudsætter en konkret vurdering af de faktiske oplysninger, herunder særligt af aftaleforholdet. Der er således alene hjemmel til at beskatte indkomst, hvis det påvises, at indkomsten udgør vederlag for arbejde faktisk udført i Danmark. Dette er ikke tilfældet i denne sag. Hvis indkomsten efter de faktiske omstændigheder ikke udgør vederlag for arbejde faktisk udført i Danmark, så er indkomsten ikke omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Det samme følger desuden af DBO’ens artikel 15, stk. 1, jf. afsnit 3.2. nedenfor. Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 4.–6. pkt. skal beskytte kildelandets beskatning ved ophør af ansættelse for arbejde udført i Danmark. Formålet med lovændringen i 2007 var at beskytte Danmarks beskatningsret til fratrædelsesgodtgørelser for arbejde udført i Danmark. Formålet var ikke at udstrække beskatningen til perioder, hvor der ikke udføres arbejde i Danmark. Hvis bestemmelsen anvendes, må der foretages en forholdsmæssig allokering. Da der ikke blev udført arbejde i Danmark efter den 20. august 2020, skal allokeringen til Danmark være 0 for september, oktober og november 2020. Dette er i overensstemmelse med lovens formål og proportionalitetsprincippet. Det følger af DBO’en mellem Danmark og Schweiz art. 15, at løn kun kan beskattes af domicilstaten, medmindre der er tale om arbejde, der er udført i kildelandet. Det er ubestridt, at der i perioden efter vores klients fraflytning fra Danmark til Schweiz ikke er udført arbejde i Danmark. Det er derfor helt korrekt, at der kun er medtaget løn til beskatning i Danmark for det arbejde, der er udført i Danmark. Fra det tidspunkt, hvor vores klient blev bosiddende i Schweiz, kan lønnen derfor kun beskattes i Schweiz, jf. artikel 15 i DBO mellem Danmark og Schweiz. Skatteankestyrelsen skal konkret dokumentere, at dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15 tillader kildelandets beskatning af løn i opsigelsesperioden, selv når der ikke er udført arbejde i Danmark. Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til OECD-kommentarer, når DBO'en afviger fra modeloverenskomsten, hvilket netop er tilfældet for artikel 15. Bevisbyrden ligger hos myndighederne for at vise, at Danmark har beskatningsret efter den konkrete DBO. Faktisk er der ingen arbejdsudførelse i Danmark efter den 21. august 2020, og Schweiz har beskattet lønnen. Som en følge heraf er det kun Schweiz, der kan beskatte løn i opsigelsesperioden efter denne dato. Vi skal fremhæve det allerede fremlagte bilag 17 til klageskrivelsen (TfS 1998, 652), hvori Landsskatteretten kvalificerede månedlige fratrædelseslignende betalinger under fritstilling som ikke omfattet af art. 15 og lagde beskatningsretten i Schweiz efter art. 21. Denne kendelse er en direkte parallel til vores klients situation, og stærk præcedens for at hans løn skal behandles på samme måde. [klager] blev pålagt en udvidet loyalitetsforpligtelse ved aftalens pkt. 1.6 med begrænsninger i bl.a. etablerings- eller ansættelsesmuligheder hos konkurrerende virksomheder m.v. Det må anses som en selvfølgelighed, at [klager] skulle have vederlag for opfyldelsen af sådanne vidtrækkende forpligtelser under opsigelsesperioden, og det må derfor lægges til grund, at løn m.v. i opsigelsesperioden udgør vederlag herfor. Derudover regulerer aftalegrundlaget udtrykkeligt udbetaling til dødsbo, hvis selskabet opsiger [klager]. Der eksisterer ingen tilsvarende ret ved [klager]s egen opsigelse, hvorfor der modsætningsvis ikke foreligger et ubetinget krav efter egen opsigelse. Dermed retserhverves lønnen måned for måned og ikke bagudrettet ved fritstillingens start, hvormed retten til løn var betinget af, at [klager] var i live måned for måned. Lønnen skulle månedligt kunne modregnes ved ny beskæftigelse. Dette underbygger, at kravets størrelse og eksistens først endeligt fastsættes pr. måned og ikke samlet på fraflytningstidspunktet. Retserhvervelsen kunne derfor ikke ske på forhånd, hvilket understøtter, at lønnen først blev retserhvervet månedligt efter fraflytningen. Det må på den baggrund lægges til grund, at lønindkomsten i opsigelsesperioden udgjorde vederlag for udførelse af arbejde under opsigelsesperioden, og at der dermed ikke er grundlag for at beskatte disse indkomster efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1, fordi arbejdet i september, oktober og november 2020 blev udført fra Schweiz. ...” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”... Tab på unoterede anparter i [virksomhed2] ApS på fraflytningstidspunktet. Skattestyrelsen er enig i at klager har lidt et tab på 50.000 kr. på sine anparter i [virksomhed2] ApS på fraflytningstidspunktet. Renteindtægter ved udlån til [virksomhed2] ApS Skattestyrelsen fastholder, at der skal ske rentefiksering på de lån som klageren at ydet [virksomhed2] ApS, da de er tale om lån mellem interesseforbundne parter, der ikke er ydet på markedsvilkår, jfr. ligningslovens § 2. Skattestyrelsen finder at det er tale om højrisikolån, hvor en uafhængig långiver, ville have krævet en højere rente for at kompensere for den høje risiko. Skattestyrelsen fastholder at vores skøn er korrekt som følge af den høje risiko ved lånene, samt at unoterede anparter er mindre omsættelige end aktier, der handles på en børs. Klagerens repræsentant har med henvisning til SKM2008.9.HR, gjort gældende at der ikke skal ske rentefiksering, da udlånene var forretningsmæssigt begrundede. Skattestyrelsen finder SKM2008.9.HR ikke er sammenlignelig med nærværende sag, da den vedrører en hovedanpartshaver, der havde indrømmet selskabet henstand med rentebetalingen. Højesteret lagde videre til grund, at også i forholdet mellem uafhængige parter vil det regelmæssigt forekomme, at kreditor yder henstand med betaling af renter i en tilsvarende situation som i sagen. Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling om stadfæstelse af dette klagepunkt. Lønindkomst fra [virksomhed1] A/S Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsen indstilling om stadfæstelse af dette klagepunkt. ...” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil: ”... Vi fastholder det i klagerne anførte og vores allerede indgivne bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstillinger. Anparterne i [virksomhed2] ApS – værdi og minoritetsnedslag Dette punkt er ubestridt mellem parterne, idet Skattestyrelsen anerkender, at der skal ske nedsættelse i indkomståret 2020 i rubrik 67 med -234.500 DKK, således at tabet i rubrikken angives til -50.000 DKK. Vi har ingen yderligere bemærkninger til dette punkt. Udlån til [virksomhed2] ApS Der er ingen renteindtægter forbundet med udlånene fra [klager] til [virksomhed2] ApS for indkomstårene 2018, 2019 og 2020, idet lånene mellem parterne afspejler markedsvilkår. Skattestyrelsen har ikke dokumenteret, at DNRUPPPI afspejler de faktiske forhold, som er gældende for de konkrete anfordringslån. Skattestyrelsen har ikke dokumenteret, at den anvendte benchmark er sammenlignelig med de konkrete udlån med anfordringsvilkår. Skattestyrelsen anfører i sin udtalelse, at der er tale om højrisikolån, men forholder sig stadig ikke konkret til den afgørende forskel mellem: 1) Banklån efter DNRUPPPI: Fast løbetid, sikkerhed, kreditvurdering, fast tilbagebetalingsplan, terminslån. 2) De konkrete anfordringslån: Ingen fast løbetid, ingen sikkerhed, tilbagebetaling på anfordring, långiver bærer illikviditetsrisikon. Det er et grundlæggende problem, at Skattestyrelsen anvender en benchmark baseret på banklån med helt andre karakteristika end de konkrete anfordringslån. Anfordringslån indebærer en særlig fleksibilitet for långiver, som netop modsvarer rentefriheden. Vilkårene i begge låneforhold er identiske. Risikoen for [virksomhed2] ApS' udlån til [virksomhed3] er præcis den samme som usikkerheden for [klager]s udlån til [virksomhed2] ApS. Der er ingen holdepunkter for at fastsætte en forrentning, der afviger fra den, der er fastsat mellem uafhængige parter i den præcis samme situation. Det centrale faktum, som Skattestyrelsen fortsat ikke forholder sig tilstrækkeligt til, er, at lånevilkårene mellem [klager] og [virksomhed2] ApS spejler sig direkte i lånene mellem [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS. Når to uafhængige parter under identiske forhold har aftalt 0% rente, er der en stærk formodning for, at dette afspejler markedsvilkår. Det påhviler Skattestyrelsen at godtgøre, hvorfor disse konkrete markedsvilkår ikke skulle være udtryk for armslængdeprincippet. SKM2008.9.HR Skattestyrelsens afvisning af SKM2008.9.HR anvendelighed med henvisning til, at sagen vedrørte henstand med renter frem for rentefrihed fra starten, er forkert. Højesteret fandt, at det også i forholdet mellem uafhængige parter regelmæssigt forekommer, at kreditor yder henstand med betaling af renter i situationer, hvor selskabets egenkapital er negativ, og hvor selskabet kun ville have været i stand til at betale renter ved at realisere en del af værdipapirbeholdningen. [virksomhed2] ApS havde negativ egenkapital i regnskabsårene 2017 og 2019-2020. Selskabet har ikke haft omsætning i indkomstårene 2018-2020. [virksomhed2] kun have været i stand til at betale renter ved at realisere anparterne i [virksomhed3] ApS, hvilket ville have været forretningsmæssigt uforsvarligt. Princippet fra Højesterets dom er klart: Når der er en forretningsmæssig begrundelse for rentefrihed eller rentehenstand i forholdet mellem uafhængige parter, kan der ikke ske rentefiksering. Dette princip gælder fuldt ud i nærværende sag. Lønindkomst fra [virksomhed1] Vi fastholder det i klageskrivelsen anførte ad dette punkt og de indgivne bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling. ...” Indlæg under retsmødet Klagerens repræsentant fastholdt de fremsatte påstande og gennemgik og uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Klageren flyttede til Schweiz den 21. august 2020, og der blev dermed ikke udført arbejde i Danmark, hvorfor der ikke er hjemmel til at beskatte lønnen i Danmark. Klageren har ikke udført arbejde i Danmark siden fraflytningen, hvorfor det er med rette, at klageren er blevet beskattet af lønnen i Schweiz for de resterende 3 måneder af opsigelsesperioden, hvor klageren var fraflyttet. Klagerens lån til selskabet på i alt 5.050.000 kr. til køb af anparter i [virksomhed3] ApS skete på identiske vilkår som de øvrige investorer, hvorfor der ikke kan ske rentefiksering. Repræsentanten fremlagde til støtte herfor ny dokumentation, hvoraf fremgik, at en investor havde bekræftet klageren i, at lånet var et anfordringslån med de samme betingelser for alle investorer. Repræsentanten var enig med Skattestyrelsen i nedsættelsen ved exitbeskatningen. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at Skattestyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling i sagerne. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om Skattestyrelsen med rette har forhøjet klagerens kapitalindkomst med 255.733 kr. for indkomstårene 2018-2020, forhøjet klagerens aktieindkomst med 184.500 kr. for indkomståret 2020 og forhøjet klagerens lønindkomst med 2.615.684 kr. for indkomståret 2020 som følge af, at klageren har haft en skattepligtig aktiegevinst ved fraflytning fra Danmark, samt at klageren har modtaget løn i opsigelsesperioden, der er anset som skattepligtig til Danmark. Endelig har Skattestyrelsen rentefikseret klagerens udlån til selskabet og beskattet dette som kapitalindkomst. Retsgrundlaget Følgende fremgår af nedenstående lovbestemmelser: Statsskattelovens § 4: ”Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks: ... c) af et embede eller en bestilling, såsom fast lønning, sportler, embedsbolig, naturalydelser, emolumenter, kontorholdsgodtgørelse (med hensyn til kontorudgifter jf. § 6 b), samt pension, ventepenge, gaver (jf. dog herved bestemmelsen i § 5 b), understøttelser, klosterhævning, livrente, overlevelsesrente, aftægt og deslige; ... e) af rente eller udbytte af alle slags obligationer, aktier og andre inden- eller udenlandske pengeeffekter, så og af udestående fordringer og af kapitaler, udlånte her i landet eller i udlandet, med eller uden pant, mod eller uden forskrivning. ...” Ligningslovens § 2: ”Skattepligtige, 1) hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse, 2) der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer, 3) der er koncernforbundet med en juridisk person, 4) der har et fast driftssted beliggende i udlandet, 5) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark, eller 6) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4, skal ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte parter i nr. 1-6 (kontrollerede transaktioner) i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. ... Stk. 2. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. ....” Ligningslovens § 16 A: ”Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4. Stk. 2. Til udbytte henregnes: 1) Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, jf. dog stk. 3, og afståelsessummer omfattet af § 16 B, stk. 1. ...” Personskattelovens § 3: ”Personlig indkomst omfatter alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst. …” Personskattelovens § 4 a: “Aktieindkomst omfatter det samlede beløb af: … 4) fortjeneste og tab efter aktieavancebeskatningslovens §§ 12-14 og fortjeneste og tab efter aktieavancebeskatningslovens § 19 B og …” Aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2: ”Lovens regler om aktier finder tilsvarende anvendelse på anparter i anpartsselskaber, andelsbeviser, omsættelige investeringsbeviser og lignende værdipapirer. Lovens regler finder endvidere tilsvarende anvendelse på ejerandele i selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 2 C samt andele i medarbejderinvesteringsselskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 b.” Aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1: ”Tab ved afståelse af aktier, der hverken er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2. Aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1: ”Gevinst og tab på aktier, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet).” .” Aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 1: ”Gevinst og tab opgøres efter gennemsnitsmetoden, jf. § 26, jf. dog stk. 2. Aktieavancebeskatningslovens § 38: ”Gevinst og tab på aktier omfattet af reglerne i denne lov betragtes som realiseret, hvis gevinsten eller tabet vedrører en aktie, der er omfattet af dansk beskatning, og den danske beskatningsret ophører af anden grund end den skattepligtiges død, jf. dog stk. 2 og 3. ... Når en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Danmark og en fremmed stat, Færøerne eller Grønland bliver hjemmehørende uden for Danmark, sidestilles dette ved anvendelse af reglerne i 1. pkt., stk. 2-5, og §§ 39-39 B med ophør af skattepligt. Stk. 2. Reglerne i stk. 1 gælder kun for personer, der på tidspunktet for skattepligtens ophør har en beholdning af aktier med en samlet kursværdi på 100.000 kr. eller mere ... Stk. 3. Reglerne i stk. 1 gælder kun for personer, der har været skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2 af aktiegevinster i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophøret. ... Stk. 4. Gevinst og tab, der anses for realiseret efter stk. 1, opgøres efter reglerne i §§ 23-29 og 46, dog træder værdien ved skattepligtens ophør i stedet for afståelsessummen. ...” Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer: 1). Erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her I landet. Som personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet betragtes også personligt arbejde udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når det personlige arbejde vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg. 2. pkt. finder dog kun anvendelse på personligt arbejde udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på den danske kontinentalsokkel. Skattepligten omfatter endvidere vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler), når det modtagne vederlag har sammenhæng med et nuværende eller tidligere tjenesteforhold her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i, samt om retten til indkomsten eller vederlaget er erhvervet efter ophør af arbejdet her i landet. Skattepligten omfatter endvidere fratrædelsesgodtgørelser, løn i en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde udført her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning. Vedrører en indkomst som nævnt i 6. pkt. arbejde udført såvel i som uden for Danmark, omfatter skattepligten kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres til arbejde udført i Danmark. Skattepligten omfatter endvidere vederlag omfattet af den midlertidige ordning som nævnt i § 7, stk. 1, 3.-6. pkt. Skatteforvaltningslovens § 26: ”Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt. … Stk. 5. Fristerne efter stk. 1 og 2 udløber først i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af skattekontrollovens kapitel 4 eller § 13 i tonnageskatteloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner. …” Det fremgår af artikel 15 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz (bekendtgørelse nr. 117 af 31. oktober 1974) i forhold til undgåelse af dobbeltbeskatning af skatter af indkomst og formue (herefter ”dobbeltbeskatningsoverenskomsten”): ”Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke finder anvendelse, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde, oppebåret af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet udføres i den anden kontraherende stat. Udføres arbejdet der, kan det derfor opnåede vederlag beskattes i denne anden stat. ...” Landsskatteretten har i afgørelse af 1. marts 2018, offentliggjort som SKM2018.122.LSR, fundet, at en fordring mellem en hovedanpartshaver og et selskab skulle forrentes, og at renten skulle fastsættes efter en konkret vurdering af den korrekte rentefod, der kunne opnås mellem uafhængige parter i henhold til lånets størrelse, den stillede sikkerhed og låntagers kreditværdighed. Rentesatsen kunne ikke uden videre fastsættes til nationalbankens diskonto + 4 %. Landsskatteretten har i afgørelsen henvist til SKM2009.28.ØLR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Gevinst på unoterede anparter i selskabet ved fraflytning Klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte den 21. august 2020 som følge af, at klageren fraflyttede til Schweiz. Klagerens anskaffelsessum for anparterne i selskabet udgjorde 50.000 kr. På tidspunktet for fraflytningen ejede klageren gennem sit 100 % ejerskab af selskabet 6.000 unoterede anparter i [virksomhed3] ApS til en værdi på 5.400.000 kr. Skattestyrelsen har opgjort selskabets aktiver til 6.773.504 kr. og selskabets passiver til 6.423.504 kr. på fraflytningstidspunktet. Skattestyrelsen har desuden anerkendt en ”rabat” for omsættelighedsbegrænsningen af anparterne i [virksomhed3] ApS på 33 % som følge af, at selskabet er minoritetsanpartshaver i [virksomhed3] ApS. Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at værdien af anparterne i [virksomhed3] ApS kan opgøres til 3.618.000 kr., idet nedslaget på 33 % for omsættelighedsbegrænsningen skal beregnes på anparterne i [virksomhed3] ApS. Selskabets egenkapital er som følge heraf negativ med 1.432.000 kr. på fraflytningstidspunktet, hvorfor klagerens tab på anparterne i selskabet kan opgøres til 50.000 kr., svarende til klagerens skattemæssige anskaffelsessum i selskabet på 50.000 kr. Landsskatteretten nedsætter på ovenstående baggrund Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens gevinst på unoterede anparter til et tab på unoterede anparter på 50.000 kr. Renteindtægter ved udlån til selskabet Klageren udlånte i alt 6.423.504 kr. til selskabet i indkomstårene 2018-2020, hvoraf i alt 5.050.000 kr. blev anvendt til selskabets køb af anparter i [virksomhed3] ApS, og i alt 1.373.504 kr. blev videreudlånt til [virksomhed3] ApS. Klageren og selskabet er omfattet af den kreds af interesseforbundne parter, der efter ligningslovens § 2, stk. 1, skal anvende priser og vilkår i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Der er ikke udarbejdet gældsbreve for udlånene mellem klageren og selskabet, men ifølge repræsentanten er lånene rente- og afdragsfrie anfordringslån, hvilket afspejler lånevilkårene for udlånene mellem selskabet og [virksomhed3] ApS. Selskabet har desuden ikke stillet sikkerhed for lånene optaget hos klageren. Selskabet har i indkomstårene 2017-2020 ikke haft en omsætning og har haft en negativ egenkapital i indkomstårene 2017 og 2019-2020. Klageren har udlånt 5.050.000 kr. til selskabets køb af unoterede anparter i [virksomhed3] ApS, der som udgangspunkt er mindre omsættelige end børsnoterede aktier. Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at udlånene på i alt 6.423.504 kr. i indkomstårene 2018-2020 ikke er ydet i overensstemmelse med armslængdeprincippet, men at udlånene alene er ydet rente- og afdragsfrit som følge af klageren og selskabets interessefællesskab. Landsskatteretten finder på ovenstående baggrund og under hensyntagen til, at Skattestyrelsen har foretaget en konkret vurdering, at der ikke er grundlag for at ændre Skattestyrelsens rentefiksering på henholdsvis 4,556 %, 4,511 % og 4,275 % samt den beregnede markedsrente på henholdsvis 3.568 kr., 110.786 kr. og 255.733 kr. for indkomstårene 2018-2020. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Lønindkomst fra [virksomhed1] A/S Klageren opsagde sin stilling hos [virksomhed1] A/S den 11. november 2019, hvorefter klageren blev fritstillet og fritaget for arbejdsforpligtelsen frem til ansættelsens ophør ved udgangen af november 2020. Klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte den 21. august 2020 som følge af, at klageren fraflyttede til Schweiz. [virksomhed1] A/S har indberettet løn til klageren for perioden 1. januar 2020 – 30. november 2020 med i alt 10.931.693 kr. Klageren har indberettet lønindkomst i rubrik 11 på i alt 8.316.009 kr., idet klageren har medtaget 2.615.684 kr. til beskatning i Schweiz, svarende til lønnen for september – november 2020. Landsskatteretten finder, at klagerens løn på 2.615.684 kr. for perioden september – november 2020 udgør løn i forbindelse med ophør af klagerens ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde udført i Danmark, og at lønindkomsten for det udførte arbejde har været undergivet dansk beskatning, hvorfor klageren har pligt til at svare indkomstskat af lønnen til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten finder, at Danmark har beskatningsretten uanset, at klageren har været bosiddende i Schweiz i de pågældende måneder som følge af, at lønnen i opsigelsesperioden har været oppebåret i Danmark, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15. Det kan ikke føre til et andet resultat, at betalingen af løn i opsigelsesperioden har været betinget af klagerens levende live. Landsskatteretten bemærker herved, at klageren ikke har godtgjort, at han ville have udført arbejde for [virksomhed1] A/S i Schweiz, såfremt [virksomhed1] A/S havde pålagt klageren at arbejde i opsigelsesperioden. Retten har herved henset til, at det har formodningen imod sig, at klageren som direktør ([...]) i [virksomhed1] A/S kunne arbejde i Schweiz på et tidspunkt, hvor han havde indgået en direktørkontrakt med et containerskibsselskab i Schweiz. Retten har endvidere henset til, at klageren i sin stilling som direktør i [virksomhed1] A/S alene har udført sit arbejde fra Danmark. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Formalitet Skattestyrelsen har fremsendt forslag til afgørelse den 18. april 2024 og truffet den påklagede afgørelse den 18. juli 2024 vedrørende klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2018-2020. Landsskatteretten finder, at klagerens udlån til selskabet i indkomstårene 2018 og 2019 udgør kontrollerede transaktioner omfattet af den forlængede ansættelsesfrist som følge af, at klageren har ejet hele selskabskapitalen i selskabet i de pågældende indkomstår. Skattestyrelsen har dermed fremsendt varsling om ændring af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2018 og 2019 rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Opsamlende konklusion På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten, at klagerens aktieindkomst for indkomståret 2020 nedsættes med 234.500 kr. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2018 og 2019.