Journalnr. 24-0088192
Hæftelse for A-skat og AM-bidrag ikke forældet
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 13. november 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik et selskab, der i 2020 havde udbetalt løn på ca. 2,575 mio. kr. til næsten 200 medarbejdere uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skattestyrelsen pålagde selskabet hæftelse for 88.779 kr. i A-skat og 42.001 kr. i AM-bidrag for medarbejdere med udbetalinger under 5.000 kr. og indberettede den samlede løn til eIndkomst. Selskabet gjorde alene gældende, at kravet var forældet efter forældelseslovens § 3, idet Skattestyrelsen ved en tidligere momskontrol med forslag af 3. maj 2021 havde modtaget korrektioner til eIndkomst og dermed burde have haft kendskab til kravet. Landsskatteretten fandt, at de tidligere indberetninger alene vedrørte tre ledende medarbejdere for 2018-2019 og ikke gav anledning til kendskab til fordringen for 2020, hvorfor forældelsesfristen først løb fra den 10. november 2023, hvor selskabet fremsendte lønlisten. Afgørelsen blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2002.190.LSR
- UfR 1981.72
- UfR 2024.3785 H
Fuldtekst
Journalnr. 24-0088192 Skattestyrelsen har pålagt selskabet at betale 88.779 kr. i A-skat og 42.001 kr. i arbejdsmarkedsbidrag for indkomståret 2020. Skattestyrelsen har desuden til eIndkomst indberettet løn til selskabets ansatte på 2.575.036,63 kr. for indkomståret 2020. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Selskabet blev ifølge Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) stiftet den 20. september 2018. Selskabet er ejet 100 % af [person1]. Selskabets aktivitet er salg af mandskabstimer i forbindelse med bl.a. kundeservice og support via telefonen. Selskabets repræsentant har til Skatteankestyrelsen fremsendt et forslag til afgørelse for selskabet dateret den 3. maj 2021 vedrørende en momskontrol. Det fremgår heraf, at Skattestyrelsen har udført momskontrol i selskabet for perioden 20. september 2018 til 31. marts 2020. Under kontrollen blev der af flere omgange fremsendt nyt bogføringsmateriale. På baggrund heraf indstillede Skattestyrelsen til, at der skulle opgøres et nyt momstilsvar for selskabet i kontrolperioden. Derudover indstillede Skattestyrelsen til en regulering af selskabets kantinemoms i 2018 og 2019 samt enkelte ændringer i selskabets købsmoms som følge af bilagskontrol. I forslaget af 3. maj 2021 har Skattestyrelsen derudover skrevet følgende: ”Den 3. marts 2021 modtages forskelligt materiale fra revisor [person2], herunder en beskrivelse af den valgte forretningsmodel, korrektioner til eIndkomst vedrørende beskatning af medarbejdere samt yderligere momsændringer på 216.112 kr. som følge af kantinemoms m.v.” Skattestyrelsen har overfor Skatteankestyrelsen oplyst, at selskabets revisor ved en gennemgang af selskabets bogholderi havde opdaget en række udlæg/udgifter, som ikke var dokumenteret med underliggende bilag, eller som havde karakter af private udgifter. Det var disse udgifter, som selskabets revisor indberettede til eIndkomst som løn til de tre ledende medarbejdere. Den 7. marts 2023 bad Skattestyrelsen om diverse oplysninger fra selskabet, da styrelsen behandlede selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2020 og 2021 og selskabets moms for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2022. Selskabets ejer, revisor og advokat holdt den 2. november 2023 møde med Skattestyrelsen. Det fremgår af mødereferatet, at selskabet tidligere har forklaret Skattestyrelsen, at selskabet har en difference omkring udbetalt løn og indberettet løn. På mødet uddelte selskabets revisor en liste vedrørende den løn, som ikke har været indberettet. Det blev aftalt, at selskabet efterfølgende ville sende det bagvedliggende Excel-ark til listen, da listen på daværende tidspunkt ikke var færdig. Den 10. november 2023 fremsendte selskabet specifikationer af den opgjorte løndifference. Alle lønudbetalinger i indkomståret 2020 fremgik af listen, og selskabet havde afstemt alle udbetalinger med den indberettede løn og opgjort ud for hver medarbejder, hvor meget løn, som ikke var indberettet. Det fremgik, at selskabet havde udbetalt samlet 2.575.036,63 kr. i løn uden indeholdelse af A-skat og AM-bidrag til næsten 200 medarbejdere. Efterfølgende indhentede Skattestyrelsen forskellige kontoudskrifter for selskabet. Den 8. maj 2024 fremsendte Skattestyrelsen et forslag til afgørelse for selskabet. Skattestyrelsen valgte ikke at følge selskabets ønske om at lade selskabet betale skatten for alle lønudbetalinger uden indeholdelse af A-skat og AM-bidrag og derved holde medarbejderne fri for eventuelle skattekrav. Den 29. maj 2024 blev der holdt et møde mellem selskabets ejer, revisor og advokat og Skattestyrelsen, hvor Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev drøftet. Den 3. juli 2024 traf Skattestyrelsen den påklagede afgørelse. Skattestyrelsen har lagt selskabets liste modtaget den 10. november 2024 til grund for afgørelsen. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har pålagt selskabet at betale 88.779 kr. i A-skat og 42.001 kr. i arbejdsmarkedsbidrag for indkomståret 2020. Skattestyrelsen har desuden til eIndkomst indberettet løn til selskabets ansatte på 2.575.036,63 kr. for indkomståret 2020. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”(…) Løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag (…) Vores begrundelse og bemærkninger Vi træffer afgørelse om, at selskabet for indkomståret 2020 skal betale henholdsvis 88.779 kr. og 42.001 kr. i manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i henhold til kildeskattelovens § 46, stk. 1. Vi finder, at selskabet har forsømt sin pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ved at udbetale lønninger uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, hvorfor selskabet hæfter for kildeskatten i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Se opgørelsen på bilag 1. Beløbene opkræves efter opkrævningslovens § 5, stk. 1. Vi indberetter også selskabets lønudbetalinger på samlet 2.575.036,63 kr. til eIndkomst i henhold til skatteindberetningslovens § 1, stk. 1 og 2, samt indkomstregisterlovens § 2. Samtidig indberetter vi den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Selskabet har været arbejdsgiver og været indeholdelsespligtig af alle lønudbetalinger i hele kontrolperioden, og derfor er den udbetalte løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1, og § 49 A, stk. 1, samt af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Dette medfører, at selskabet er indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og derfor har pligt til at indberette løn til eIndkomst efter indkomstregisterloven §§ 2-3 og kildeskattelovens § 46. Selskabets bemærkning om, at de ikke har udbetalt ”sort løn”, men i stedet løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ændrer ikke på, at der er udbetalt lønninger uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Vores forståelse af termen ”sort løn” er netop udbetalt løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Vi har dog imødekommet selskabets anmodning om at ændre brugen af termen ”sort løn” i afgørelsen til i stedet udbetalt løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Vi har valgt ikke at imødekomme selskabets anmodninger om at lade selskabet hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for alle de udbetalte beløb. Se Den Juridiske Vejledning afsnit A.D.5.2.2. Skattestyrelsens opgørelse Ved opgørelsen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt yderligere løn, som der skal indberettes til eIndkomst, har vi taget udgangspunkt i det modtagne Excel-ark (november 2023) og det udbetalte beløb på 2.575.036,63 kr. Det er vores opfattelse, at dette beløb udgør bruttolønnen. Vi har henset til, at det er det faktisk udbetalte beløb, og at det er dette beløb, selskabet har fratrukket som driftsudgift. Vi har derfor ikke tillagt den tilbagekonterede bruttolønsopgørelse betydning. Selskabet bemærkning om, at udbetalte beløb altid er nettobeløb fra en arbejdsgiver, har vi ligeledes ikke tillagt betydning. Vi gør i den henseende opmærksom på, at selskabet netop har udbetalt beløb uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, hvorfor beløbene skal betragtes som værende bruttobeløb. Ved beregningen af A-skat har vi anvendt den af selskabets lønsystem oplyste trækprocent for den enkelte ansatte i henhold til kildeskattelovens § 48, stk. 1. For arbejdsmarkedsbidrag udgør trækprocenten 8 % i henhold til arbejdsmarkedsbidragslovens § 1. For ansatte, som i alt har modtaget under 5.000,00 kr., har vi i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1, gjort hæftelsen for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag gældende over for selskabet. For ansatte, som i alt har modtaget 5.000,00 kr. eller mere i løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, har vi alene indberettet de udbetalte lønninger uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, men selskabet hæfter ikke for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Vi gør i den forbindelse selskabet opmærksom på, at da I har udbetalt hele lønnen til jeres ansatte uden at tilbageholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, vil I have et regreskrav mod de ansatte, i de tilfælde hvor I hæfter for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Kravet svarer til den opkrævede A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ved selskabet. Hvis I ikke opkræver hæftelsesbeløbet hos jeres ansatte, har I betalt en privat udgift for jeres ansatte. I vil derfor skulle indberette beløbene som løn til medarbejderne i år, og I vil igen hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af de eftergivne beløb. For de ansatte, hvor vi har kunnet skelne hver enkelte lønudbetaling uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag fra indberettede lønudbetalinger, fremgår lønudbetalingerne uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag til den pågældende ansatte af bilag 2. Disse beløb vil vi indberette til eIndkomst. For de ansatte, hvor vi modsat ikke har kunnet skelne hver enkelte lønudbetaling uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag fra indberettede lønudbetalinger, har vi taget udgangspunkt i selskabets opgørelse af difference mellem indberettet løn og faktisk udbetalt løn. Differencen for hver ansat fremgår af bilag 3 som en enkelt transaktion. Dateringen herfor er udbetalingen af den sidste løn i indkomståret 2020 til den pågældende ansatte. Disse beløb vil vi ligeledes indberette til eIndkomst. For ansatte, hvor vi ikke har modtaget cpr-nummer, har vi i henhold til kildeskattelovens § 48, stk. 8, anvendt 55 % som trækprocent. Dette fremgår af bilag 4. Ovenstående medfører ingen ændringer af selskabets skattepligtige indkomst, idet selskabet allerede har fratrukket lønudbetalinger uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag som driftsudgifter. Forældelsesfrister Indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er omfattet af forældelsesloven, hvilket betyder, at der gælder en treårig forældelsesfrist efter lovens § 3, stk. 1. Da Skattestyrelsen som fordringshaver tidligst er blevet bekendt med tilgodehavendet ved modtagelse af Excel-arket den 10. november 2023, regnes den treårige forældelsesfrist fra denne dato. Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 2. Forældelsesfristen er derfor overholdt. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 18. oktober 2024 udtalt følgende: ”(…) Klagers påstand Klagen vedrører alene, at det er klagers opfattelse, at vores afgørelse af 3. juli 2024 er ugyldig på baggrund af forældelse efter forældelsesloven § 3. Klager begrunder påstanden med, at Skattestyrelsen i forbindelse med en tidligere momskontrol har modtaget korrektioner til eIndkomst vedrørende beskatning af medarbejdere, og at begyndelsestidspunktet for forældelse af kravet, det vil sige kundskabstidspunktet, derfor senest er den 3. maj 2021, hvor Skattestyrelsen sendte et forslag til afgørelse i forbindelse med den tidligere momskontrol. Vores bemærkninger til klagen Det er vores opfattelse, at de nye oplysninger i klagen, som består af et citeret afsnit fra et forslag til afgørelse vedrørende en tidligere momskontrol på selskabet, ikke kan medføre ugyldighed af vores afgørelse af 3. juli 2024, som følge af forældelse, da oplysningerne ikke er relevante for vores afgørelse af 3. juli 2024. I forbindelse med den tidligere momskontrol, gennemgik selskabets nye revisor [person2], som havde taget over efter revisor [person3], bogholderiet for indkomstårene 2018 og 2019. I den forbindelse opdagede den nye revisor en række udlæg/udgifter som ikke var dokumenteret med et underliggende bilag, eller som havde karakter af private udgifter. Disse udlæg/udgifter for indkomstårene 2018 og 2019 blev af selskabets revisor indberettet til eIndkomst som løn til tre ledende medarbejdere for indkomståret 2019. Fordelingen af udlæggene/udgifterne til indberetning som løn blev foretaget af selskabets ledelse. Den tidligere momskontrol ændrer således ikke vores kundskabstidspunkt da momskontrollen, og i den forbindelse de indsendte oplysninger, som dannede grundlag for indberetningen til eIndkomst, udelukkende vedrørte indkomstårene 2018 og 2019. Momskontrollen har derfor på intet tidspunkt givet anledning til, at Skattestyrelsen skulle have fået kendskab til, at selskabet for indkomståret 2020 har udbetalt løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag på i alt 2.575.036,63 kr. til næsten 200 medarbejdere. Vi har først fået konkrete oplysninger herom den 10. november 2023, hvor vi har modtaget et Excel-ark indeholdende alle selskabets lønudbetalinger. (…)” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af forældelse. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ”(…) Nærværende sag vedrører overordnet spørgsmålet om, hvorvidt det af Skattestyrelsen rejste krav mod selskabet er forældet, jf. forældelseslovens § 3, hvilket vil medføre, at Skattestyrelsens afgørelse dateret den 3. juli 2024 er ugyldig. (...) Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at det af Skattestyrelsen rejste krav mod [klager] ApS ved den af Skattestyrelsen trufne afgørelse dateret den 3. juli 2024 er forældet, jf. forældelseslovens § 3. Det retlige grundlag Følgende fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2: ”Stk. 1 Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelses- fristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.” Der henvises til SKM2002.190.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at et momskrav overfor en virksomhed var forældet. Landsskatteretten udtalte: ”Retten finder ikke, at told- og skatteregionen kan anses at have været i en undskyldelig uvidenhed om sit krav. Retten har herved lagt vægt på, at virksomheden har været momsregistreret for den omhandlende aktivitet og i den forbindelse løbende har indsendt momsangivelser. Retten skal i den forbindelse henvise til Højesterets dom offentliggjort i UfR 1981.72.” Højesteret har i U.2024.3785.H fastslået, at en myndigheds partshøring ikke afbryder forældelse, idet forældelse af skattekrav først afbrydes, når Skattestyrelsen træffer afgørelse i en sag. Den konkrete sag Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, jf. bilag 1, side 7, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmålet om forældelse skal afgøres efter forældelseslovens regler, og at kravet er omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist. Med henvisning til U.2024.3785.H lægger det helt fast, at forældelse af Skattestyrelsens krav mod selskabet først blev afbrudt den 3. juli 2024, hvor Skattestyrelsen traf afgørelse i sagen, jf. bilag 1. Spørgsmålet er herefter alene, hvornår begyndelsestidspunktet for forældelse af kravet skal regnes fra. Der er ikke grundlag for Skattestyrelsens synspunkt om, forældelsesfristens begyndelsestidspunkt var suspenderet frem til den 10. november 2023, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Det gøres derimod gældende, at Skattestyrelsens krav mod selskabet i nærværende sag er forældet, idet begyndelsestidspunktet for forældelse af kravet senest udgjorde tidspunktet for Skattestyrelsens forslag til afgørelse af den 3. maj 2021. Det fremgår således af sagens dokumenter, at Skattestyrelsen undersøgte lønforholdene i selskabet inden den 3. juli 2021. Skattestyrelsen foretog primo 2021 en kontrol af selskabets skatte- og momsansættelser for 2018 – 2020. Der henvises til Skattestyrelsens forslag til afgørelse af den 3. maj 2021, jf. bilag 2. På side 3 i forslaget til afgørelse fremgår følgende: ”Den 3. marts 2021 modtages forskelligt materiale fra revisor [person2], herunder en beskrivelse af den valgte forretningsmodel, korrektioner til eIndkomst vedrørende beskatning af medarbejdere samt yderligere momsændringer på 216.112 kr. som følge af kantinemoms m.v.” (min understregning) Der var de facto tale om en yderligere lønindberetning på ca. 1,1 mio. kr., hvorfor Skattestyrelsen på dette tidspunkt – primo 2021 – var fuldt ud opmærksom på, at [klager]ApS – ifølge Skattestyrelsens opfattelse – havde store udfordringer med at foretage korrekte lønindberetninger. (...)” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”(...) Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling i sagen, at Landsskatteretten skal tage stilling til, om Skattestyrelsen fik kendskab i henhold til forældelseslovens § 3 til selskabets manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for en række medarbejdere den 3. maj 2021 eller om Skattestyrelsen først fik kendskab til kravet den 10. november 2023. Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Af Skatteankestyrelsens indstilling fremgår, at kravet på betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ikke anses for forældet, og at Skattestyrelsens afgørelse af 3. juli 2024 således ikke er ugyldig som følge af forældelse. Skattestyrelsen er dermed også enig i Skatteankestyrelsens bemærkning i indstillingen om at Skattestyrelsen først den 10. november 2023 fik kendskab til, at selskabet for en stor andel af sine medarbejdere havde udbetalt løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Først på dette tidspunkt udleverede selskabet en liste over de medarbejdere, hvor selskabet ikke havde indeholdt tilstrækkelig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skattestyrelsen henviser i øvrigt til sine tidligere fremsendte udtalelse dateret den 18. oktober 2024 til Skatteankestyrelsen med overskriften ”Skattestyrelsen sender materiale”. (...)” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil: ”Jeg har modtaget Skatteankestyrelsens skrivelse af den 17. juni 2025, hvortil var vedlagt Skatteankestyrelsens forslag til afgørelses samt Skattestyrelsens udtalelse af den 16. juni 2025. Jeg kan oplyse, at min klient og jeg ikke er enige i forslaget til afgørelse. Vi ønsker sagen behandlet på et retsmøde ved Landsskatteretten.” Indlæg under retsmødet Selskabets repræsentant fastholdt påstanden om, at der var indtrådt forældelse, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, og at Skattestyrelsens afgørelse af 3. juli 2024 derfor var ugyldig. Repræsentanten gennemgik og uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om, at den påklagede afgørelse skal stadfæstes. Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om Skattestyrelsen fik kendskab i henhold til forældelseslovens § 3 til selskabets manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for en række medarbejdere den 3. maj 2021, eller om Skattestyrelsen først fik kendskab til kravet den 10. november 2023. Retsgrundlaget Følgende fremgår af forældelseslovens § 2 stk. 1, § 3, stk. 1 og 2, og § 23 stk. 1: ”§ 2, stk. 1 Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. (...) § 3 Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. (...) § 23, stk. 1 Ved forældelse mister fordringshaveren sin ret til at kræve opfyldelse.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har på baggrund af en liste udarbejdet af selskabet og fremsendt til Skattestyrelsen den 10. november 2023 pålagt selskabet at betale 88.779 kr. i A-skat og 42.001 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. Derudover har Skattestyrelsen til eIndkomst indberettet lønindkomst til selskabets ansatte på 2.575.036,63 kr. Skattestyrelsen har anset forældelsesfristen for at være suspenderet indtil den 10. november 2023. Selskabet mener, at forældelsesfristen løber fra den 3. maj 2021, hvor Skattestyrelsen har sendt et forslag til afgørelse til selskabet efter en momskontrol for perioden 20. september 2018 til 31. marts 2020. Landsskatteretten finder, at fordringen på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er omfattet af forældelsesfristen på 3 år fra den dag, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab til fordringen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen med de oplysninger, som forelå på tidspunktet for forslaget til afgørelse vedrørende moms den 3. maj 2021 og de af selskabet indberettede oplysninger, ikke burde have fået kendskab til fordringen på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det forhold, at der i forbindelse med forslaget til afgørelse af 3. maj 2021 blev indberettet yderligere løn for selskabets tre ledende medarbejdere som følge af manglende dokumentation for udlæg og udgifter af privat karakter, burde ikke have givet Skattestyrelsen kendskab til, at der var en fordring på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for selskabets mange medarbejdere i en senere periode. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen tidligst den 10. november 2023 fik kendskab til, at selskabet for en stor del af sine medarbejdere havde udbetalt løn uden indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det var på dette tidspunkt, at selskabet udleverede en liste over de medarbejdere, hvor selskabet ikke havde indeholdt tilstrækkelig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Landsskatteretten finder herefter, at kravet på betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ikke er forældet. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.