Journalnr. 24-0087800
Fuld skattepligt fra 1. juli 2022 for polsk maskinarbejder
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 23. juni 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om en polsk maskinarbejder var fuldt skattepligtig til Danmark fra den 1. juli 2022 og dermed skattepligtig af lønindkomst på 73.712 kr. optjent i juli og august 2022, hvor han formelt var udlejet via en polsk virksomhed til et dansk selskab. Skattestyrelsen lagde vægt på, at klageren i sin ansøgning om skattekort havde oplyst at have bolig til rådighed i Danmark fra den 1. juli 2022, og at ansættelseskontrakten angav samme tiltrædelsesdato. Klageren gjorde gældende, at han først påbegyndte arbejdet den 1. september 2022, at han kun lejede et enkeltværelse, at hans ophold var kortvarige og afbrudte, og at hans livsinteresser lå i Polen, hvor han også havde betalt skat. Landsskatteretten fandt, at klageren havde bopæl og ophold i Danmark fra den 1. juli 2022 og dermed var fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, men at han var skattemæssigt hjemmehørende i Polen efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4. Da arbejdet var udført i Danmark for en dansk arbejdsgiver, havde Danmark beskatningsretten efter artikel 14, og Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 24-0087800 Skattestyrelsen har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark fra den 1. juli 2022 og forhøjet klagerens skattepligtige indkomst til Danmark med 73.712 kr. med lønindkomst optjent i perioden fra den 1. juli til den 31. august 2022. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Det fremgår af det Centrale Personregister, CPR, at klageren indrejste til Danmark fra Polen den 31. august 2022 på adressen [adresse1], og at klageren boede på adressen indtil den 31. december 2024. Klageren er registreret som fraflyttet fra Danmark til Polen den 31. december 2024. Det følger af vielsesattest af den 14. november 2022, at klageren den 17. september 2011 indgik ægteskab med [person1]. Af lejekontrakt underskrevet den 13. august 2022 fremgår, at klageren lejede et enkeltværelse med dertilhørende fælles entré, badeværelse, bryggers, køkken og spise- og opholdsstue, på adressen [adresse1], [by1]. Begyndelsestidspunktet for lejeforholdet fremgår ikke af lejekontrakten. Det fremgår af klagerens ansøgning om skattekort af den 27. juli 2022, at klageren i forbindelse med udførelse af sit arbejde boede til leje på adressen [adresse1], [by1]. Det fremgår yderligere, at klageren havde første arbejdsdag ved firmaet [virksomhed1] A/S den 1. juli 2022, at han forventede at arbejde 365 dage i Danmark, at han arbejder 37 timer om ugen, at han ikke var gift, at han ikke havde bolig i Polen, og at han ikke forventede overnatninger uden for Danmark i 2022 og 2023. Af klagerens ansættelseskontrakt med firmaet [virksomhed1] A/S, underskrevet den 3. juni 2022, fremgår klagerens adresse som [adresse1], [by1]. Videre fremgår det, at klageren tiltrådte som maskinarbejder hos firmaet den 1. juli 2022, og at kontrakten ikke er tidsbegrænset. Det fremgår af entreprenørkontrakten af den 28. januar 2022 mellem [virksomhed2] [person2] (principal) og [klager] (entreprenør), at klageren skulle levere maskinbearbejdningsydelser på virksomhedens adresse; [virksomhed1] A/S, [adresse2], [by2]. Kontrakten ophørte efter § 5, den 31. juli 2022. Af klagerens polske årsopgørelse for indkomståret 2022 fremgår, at klageren betalte skat i Polen og havde adresse på [adresse3]. Klageren har også fremlagt årsopgørelse for sit firma i indkomståret 2022. Af ”Certificate of Fiscal Residence” følger, at de polske skattemyndigheder anser klageren for værende fuldt skattepligtig til Polen, samt have bopæl på adressen [adresse3], fra den 1. januar 2022 og fremefter. Det fremgår af klagerens kontooversigt ved [finans1], at klageren fra den 1. februar 2022 til den 1. oktober 2022 løbende betalte polsk skat, og at hans samlede skattebetalinger i perioden udgjorde 12.204,00 polske zloty. Af notarakt af den 10. november 2012 fremgår, at klageren i fællesskab med [person1] mødte ved notar angående en salgsaftale. Det fremgår ikke, hvorvidt klageren herved blev ejer af en jordlod eller en bolig. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har anset klageren for fuld skattepligtig til Danmark fra den 1. juli 2022, og forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 73.712 kr. for lønindkomst optjent i perioden fra den 1. juli til den 31. august 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” Skattestyrelsens ændringer … 1.3 Skattestyrelsens bemærkninger Da [virksomhed1] A/S ikke har udbetalt løn til dig i perioden 01/07 – 31/08, men afregnet din ydelse med [virksomhed2] – [person2], vurderes det at [virksomhed1] A/S har anset dig for at være omfattet af reglerne omkring arbejdsudleje. For at kunne være omfattet af arbejdsudleje-reglerne, skal en person opfylde kriterierne for at være skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 2 stk. 1 nr. 3. Det er Skattestyrelsens vurdering, at du er fuld skattepligtig til Danmark fra d. 01/07-2022, i henhold til kildeskattelovens § 1 stk. 1. Ved vurdering af fuld skattepligt, i forhold til at have bolig til rådighed i Danmark, er det datoen for, hvornår man har boligen til rådighed, der er gældende, og ikke datoen for, hvornår man registrerer adressen som tilflyttet hos folkeregistret. Du har den 27/07-2022, i forbindelse med ansøgning om skattekort, oplyst at have bolig til rådighed på [adresse1], [by1] fra den 01/07-2022. Da du er fuld skattepligtig til Danmark fra den 01/07-2022, forhøjes din lønindkomst med 73.712 kr., i henhold til statsskattelovens § 4 litra c. Beløbet på 73.712 kr. svare til den indkomst du har erhvervet fra [virksomhed2] – [person2] i perioden 01/07-2022 – 31/08-2022. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 21. oktober 2024 udtalt følgende: ” Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Borger anføre i sin klage at han først er begyndt at arbejde for [virksomhed1] d. 01/09-2022, på trods af at der fremgård d. 01/07-2022 af borgers kontrakt. Det er muligt at borger først er begyndt at modtage løn fra [virksomhed1] i september 2022 og ikke i juli 2022. Det afgørende om man er fuld skattepligtig til Danmark eller ej, er i henhold til kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1 om man har bolig til rådighed i Danmark eller ej. Derudover er der opholdsbestemmelsen i kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 2 (det er dog bopoælsbestemmelsen jeg har statueret fuld skattepligt på baggrund af). Som fuld skattepligtig til Danmark kan man ikke være omfattet af reglerne om arbejdsudleje i henhold til kildeskattelovens § 2 stk. 1 nr. 3. Da [klager] d. 27/07-2022 (I forbindelse med ansøgning om skattekort) oplyser at have haft bolig til rådighed på [adresse1], [by1] siden 01/07-2022, vurderes det at dette rent faktisk er tilfældet. Borger skal som minimum redegøre for, hvor borger har overnattet under sit ophold i Danmark, hvor arbejdet ifølge borger er udført via [virksomhed2] – [person2]. For at der ikke skal statueres fuld skatteplig på grund af bolig, kræves det at borger har været indlogeret forskellige steder. Hvis borger har været inlogeret samme sted, skal der eventuelt statueres fuld skattepligt endnu tidligere end 01/07-2022. I henhold til vurdering af den fulde skattepligt, er det ikke relevant om borger har afregnet sin gage med [virksomhed1] A/S eller [virksomhed2] – [person2]. Det der er relevant er hvornår borger har haft bolig til rådighed i Danmark ….” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at hans løn for perioden 1. juli til 31. august 2022 ikke er skattepligt til Danmark. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” … Jeg skriver for at indgive en klage over afgørelse om min skat for året 2022. I De faktiske forhold skriver I, at: “jeg har fra 01/02 – 31/08 i 2022 været udlånt fra [virksomhed2] – [person2] til [virksomhed1] A/S. Fra 01/07 i 2022 har jeg ligeledes været ansat hos [virksomhed1] A/S”. Det er ikke helt rigtigt. Jeg er enig, at jeg har fået en kontrakt med dato 01.07.2022, men jeg har bedt arbejdsgiveren om at ændre datoen, fordi jeg stadigvæk har arbejdet for [virksomhed2]. For at få mit skattekort på plads før jeg har begyndt at arbejde hos [virksomhed1] A/S, har en rådgiver fortalt mig, at jeg skal sende en ansøgning om skattekort og han har hjælp med mig med den, fordi jeg ikke vidste hvordan man kan gøre det, jeg har ikke lagt mærke til at kontrakten var med den forkerte dato. Jeg begyndte at arbejde for min arbejdsgiver fra den 01.09.2022 og fra denne periode har jeg fået min første løn. Jeg udstedte en faktura og afgjorde skatten med skattekontoret i Polen. Jeg har vedlagt dokumentation, der understøtter min påstand. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ” … I forbindelse med brevet, som jeg har fået fra jer, vil jeg gerne informere om, at da jeg samarbejdede med firmaet [virksomhed2] – [person2], vidste jeg aldrig, hvor mit opholdssted ville være, når jeg skulle udføre mine ydelser. Derudover vidste jeg heller ikke, om jeg skulle vende tilbage til arbejde i Danmark efter hver rotationsperiode. Jeg modtog altid oplysningerne kort tid før hver afrejse (om jeg skal have et arbejde og hvor jeg skal bo). I en sådan situation kunne jeg ikke beslutte mig for en fast bopæl i Danmark, da jeg aldrig vidste, om jeg skulle have arbejde. Situationen ændrede sig, da jeg fik et jobtilbud fra firmaet [virksomhed1] A/S. Dog blev både jobstart og den faktiske faste bopæl i Danmark (bekræftet af dokumentet fra kommunen) fastsat til september. Jeg lukkede min polsk virksomhed den 31.08.2024, da jeg var sikker på, at jeg ville få fast arbejde i Danmark. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 16. december 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: ”… Jeg fastholder, at jeg ikke har etableret fuld skattepligt til Danmark i indkomståret 2022. Den situation, der er opstået, skyldes ikke forhold fra min side. Selvom visse administrative forhold, herunder dokumentation og midlertidig bolig, blev etableret tidligere, påbegyndte jeg først fysisk arbejde i Danmark den 1. september 2022. Mit arbejde i Danmark har udelukkende været kontraktbaseret og tidsbegrænset. På denne baggrund kan det ikke entydigt lægges til grund, at jeg har etableret fuld skattepligt til Danmark efter kildeskattelovens § 1. Mit ophold i Danmark har været midlertidigt, afbrudt og udelukkende arbejdsrelateret. Jeg anmoder derfor om, at min skattepligts status for indkomståret 2022 ændres til begrænset skattepligt. Til belysning af sagen kan følgende faktiske forhold fremhæves: Jeg blev tilmeldt det danske folkeregister. Denne registrering var udelukkende af administrativ karakter og skete i forbindelse med mit kontraktarbejde i Danmark. Jeg ansøgte om skattekort i juli 2022 alene med henblik på at kunne påbegynde kontraktarbejde senere samme år. Jeg påbegyndte fysisk arbejde på kontrakt i Danmark den 1. september 2022. Mit ophold i Danmark i 2022 var kortvarigt, afbrudt og udelukkende arbejdsrelateret. Da jeg har arbejdet på kontrakten opholdt mig kun i Danmark i følgende perioder: 01.09.2022 – 23.09.2022 03.10.2022 – 05.11.2022 13.11.2022 – 19.11.2022 Det samlede ophold i Danmark udgjorde mindre end 180 dage i 2022. Opholdene var ikke sammenhængende, og jeg rejste løbende tilbage til Polen mellem arbejdsperioderne. Efter dansk praksis kan fuld skattepligt ikke etableres, når opholdet er både kortvarigt og afbrudt. Jeg har ikke haft rådighed over en helårsbolig i Danmark. Jeg lejede alene et værelse i et hus med flere beboere. Lejekontrakten dokumenterer udtrykkeligt, at der alene er tale om leje af et enkelt værelse og ikke en selvstændig bolig eller helårsbolig. Lejemålet omfatter ikke eksklusiv råderet overen hel lejlighed eller et hus, men indgår i et fælles bofællesskab med flere beboere, som alle er ansat i samme virksomhed. Boligforholdene har karakter af midlertidig indkvartering for kontraktarbejdere og kan ikke anses som egnet til etablering af fast bopæl. En person, der har til hensigt at bosætte sig fast i Danmark, vil typisk søge en selvstændig bolig, der muliggør et normalt og stabilt privatliv, og ikke et delt hus udelukkende beboet af medarbejdere fra en virksomhed. Lejemålet havde således udelukkende til formål at muliggøre midlertidigt ophold i forbindelse med kontraktarbejde og kan efter dansk praksis ikke sidestilles med rådighed over fast bopæl. Mit livscentrum har i hele 2022 befundet sig i Polen: Min ægtefælle og mine børn bor fast i Polen. Jeg ejer fast ejendom i Polen. Jeg har ingen lån, kreditter eller længerevarende økonomiske forpligtelser i Danmark. Mine personlige, familiemæssige, sociale og økonomiske interesser er samlet set centreret i Polen. På denne baggrund opfylder jeg ikke betingelserne for fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, idet: jeg ikke havde fast bopæl i Danmark, jeg ikke opholdt mig i Danmark i en sammenhængende periode på mindst seks måneder, mit ophold var midlertidigt og udelukkende erhvervsmæssigt, og min væsentligste personlige og økonomiske tilknytning var til Polen. Ingen af betingelserne for fuld skattepligt er således opfyldt. Jeg anmoder derfor om, at min skattepligt for indkomståret 2022 ændres til begrænset skattepligt. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren er skattepligtig til Danmark af lønindkomst optjent i perioden 1. juli til 31. august 2022. Retsgrundlaget Følgende fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl her i landet, 2. personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende …” Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1 nr. 3, 1. pkt. ” Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer: … 3) Erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden (…) Følgende fremgår af kildeskattelovens § 7, stk. 1: ”For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende. Personen kan dog vælge at blive omfattet af en midlertidig ordning, der medfører, at der ikke indtræder skattepligt efter § 1, stk. 1, nr. 1, ved uafbrudt ophold her i landet over 3 måneder eller ved samlede ophold her i landet over 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder, hvis overskridelsen skyldes ophold her i landet i perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 30. juni 2020. Der kan udføres arbejde under opholdet her i landet i den angivne periode, uden at der indtræder skattepligt her til landet efter § 1, stk. 1, nr. 1. Tilvælges ordningen efter 3. pkt., er der fortsat pligt til at svare indkomstskat til staten af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold og honorarer, der kan henføres til den angivne periode, i det omfang personen opholder sig her i landet. Valget skal træffes senest den 1. maj 2021 og kan omgøres til og med den 30. juni 2022 …” Følgende fremgår af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. ” Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks: …” Følgende fremgår af artikel 4, stk. 1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark af 6. december 2001: ”Art. 4 Skattemæssigt hjemsted Stk. 1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat. Stk. 2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler: a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser); b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold; c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger; d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.” …” Følgende fremgår af kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst artikel 4, nr. 15. ”Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater vedkommende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted, hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser med udgangspunkt i den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden bolig i den anden stat og bibeholder den første bolig, kan det faktum, at vedkommende bibeholder den første bolig i de omgivelser, hvor vedkommende altid har boet, hvor vedkommende har arbejdet, og hvor vedkommende har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer bidrage til at vise, at vedkommende har bevaret centrum for sine livsinteresser i den første stat” Følgende fremgår af artikel 14, stk. 1 og 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark af 6. december 2001. ” Art. 14 Personligt arbejde i ansættelsesforhold Stk. 1. Medmindre bestemmelserne i artiklerne 15, 17 og 18 medfører andet, kan gage, løn og andre lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat. Stk. 2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, for personligt arbejde udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, hvis: a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i en 12-måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår, og b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i den førstnævnte stat, og c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat. …” Landsskatterettens begrundelse og resultat Det fremgår af klagerens lejekontrakt, underskrevet den 13. august 2022, at klageren fra en ikke angiven dato lejede et værelse på adressen [adresse1]. Der var tale om et enkeltværelse, med dertilhørende delefaciliteter såsom køkken og badeværelse. Samtidig fremgår det af klagerens ansøgning om skattekort, at klageren fra den 1. juli boede på adressen [adresse1], og at han havde første arbejdsdag ved selskabet [virksomhed1] A/S den 1. juli 2022. Videre fremgår det, at han arbejdede 37 timer om ugen. Samme adresse fremgår af klagerens ansættelseskontrakt, der blev underskrevet den 3. juni 2022, og af oplysninger i CPR fra den 31. august 2022. Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at klageren har haft en bolig til rådighed i Danmark fra den 1. juli 2022 i overensstemmelse med hans tilkendegivelse herom i ansøgning om skattekort samt tiltrædelsesdato efter hans ansættelseskontrakt. Der er ved vurderingen af, om klagerens bolig udgør en bopæl efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, lagt vægt på, at klagerens lejekontrakt er tidsubegrænset, og boligen står til klagerens rådighed til enhver tid. Der er ved vurderingen af tidspunktet for klagerens tilflytning til Danmark lagt vægt på angivelsen af adressen og datoen den 1. juli 2022 på ansøgningen om skattekort, og at klageren siden den 1. juli 2022 har arbejdet 37 timer om ugen i Danmark, hvilket understøtter, at klageren tog ophold på adressen inden lejekontraktens underskrivelse den 13. august 2022. Eftersom klageren opholdt sig i Danmark for at udføre arbejde, er klageren ligeledes skattepligtig efter opholdsbestemmelsen i kildeskattelovens § 7, stk. 1, da der ikke er tale om ferie eller lignende. Klageren har derfor været fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1, fra den 1. juli 2022. Det følger af Certificate of Fiscal Residence, at de polske skattemyndigheder har anset klageren for værende fuldt skattepligtig til Polen samt havende bolig i Polen. Eftersom klageren dermed har en bolig til rådighed i både Danmark og Polen, foreligger en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen. Klageren har fremført, at han har væsentlige personlige interesser i Polen, eftersom han er født og opvokset i Polen og har børn i Polen. Klageren har derudover dokumenteret at have indgået ægteskab i Polen. Klageren har også dokumenteret, at han har økonomiske interesser i Polen, eftersom han har virksomhed i landet. Retten anser det ikke for dokumenteret ved den fremlagte notarakt, at klageren ejer en bolig i Polen. Klageren har væsentlige økonomiske interesser i Danmark, idet han arbejder her i landet. Klagerens økonomiske interesser i Danmark er dog begrænset hertil, idet han ud fra det oplyste ingen aktiver ejer i Danmark. Klageren har ud fra det oplyste ingen personlige interesser i Danmark, ud over dem der måtte forekomme i forbindelse med hans arbejde. Retten finder efter en samlet vurdering, at klageren har haft midtpunkt for sine livsinteresser i Polen. Der er herved lagt særlig vægt på klagerens personlige tilknytning til Polen, og at klagerens økonomiske interesser ikke entydigt befinder sig i Danmark. Klageren har derfor været skattemæssigt hjemmehørende i Polen, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt Danmark som kildestat har beskatningsretten til vederlaget for klagerens personlige arbejde udført her i landet jf. art. 14 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen. Efter artikel 14, stk. 1, overgår beskatningsretten fra domicilstaten til kildestaten, såfremt det pågældende arbejde udføres i kildestaten og undtagelsen i stk. 2 ikke finder anvendelse. Det fremgår, at klageren udfører arbejde i Danmark, og at klagerens arbejdsgiver fra den 1. juli er det danske firma [virksomhed1] A/S. Artikel 14, stk. 2, finder herefter ikke anvendelse. Retten finder herefter, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark fra den 1. juli 2022 indtil den 31. august 2022, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Polen og at Danmark har beskatningsretten til klagerens vederlag for personligt arbejde udført i Danmark for selskabet [virksomhed1] A/S. Landsskatteretten stadfæster med denne begrundelse Skattestyrelsens afgørelse.