Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0087128

Skønsmæssig momsforhøjelse ud fra bankindsætninger og fristoverskridelse for 2020

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
13. december 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelse af en enkeltmandsvirksomheds momstilsvar for 2020-2022 på grundlag af bankindsætninger med fakturatekster, da indehaveren trods talrige fristudsættelser ikke fremlagde regnskab eller bilag, samt nægtelse af købsmomsfradrag uden fakturaer. Indehaveren gjorde gældende, at der fandtes dokumentation for fradrag, at Skattestyrelsen havde forhastet sagen, og at Gældsstyrelsen uberettiget havde opkrævet A-skat og AM-bidrag fra tidligere selskaber. Landsskatteretten tiltrådte den materielle opgørelse, afviste købsmomsfradrag med henvisning til SKM2021.456.LSR og fandt, at indsigelsen om A-skat og AM-bidrag var udokumenteret. For 1. og 2. kvartal 2020 fandt retten dog, at tre-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, løb fra forslag nr. 1, da de senere forslag ikke udtrykkeligt annullerede det første, hvorfor forhøjelsen på 42.341 kr. bortfaldt. Afgørelsen blev i øvrigt stadfæstet, og forhøjelsen for 2020 nedsattes til 42.680 kr.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2013.675.LSR
  • SKM2021.456.LSR
  • SKM2021.692.LSR
  • SKM2024.387.ØLR

Fuldtekst

Journalnr. 24-0087128 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Forhøjelse af salgsmoms 2020 85.021 kr. Nedsættes Nedsættes til 42.680 kr. Forhøjelse af salgsmoms 2021 107.748 kr. Nedsættes Stadfæstelse Nedsættelse af købsmoms 2021 18.190 kr. Nedsættes Stadfæstelse Forhøjelse af salgsmoms i 2022 2.482 kr. Nedsættes Stadfæstelse Nedsættelse af købsmoms 2022 24.334 kr. Nedsættes Stadfæstelse Fejlagtigt indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag Nej Ja Stadfæstelse Faktiske oplysninger Virksomheden har fra den 10. juni 2021 været registreret som enkeltmandsvirksomhed med kvartalsvis afregning af moms under CVR-nr. [...1] og branchekode 829900 “Anden forretningsservice i.a.n.”. Skattestyrelsen har den 17. marts 2023 anmodet virksomhedens indehaver om at fremsende regnskab og bogføring for årene 2020-2022. Herudover har Skattestyrelsen anmodet om dokumentation for formue-bevægelser samt kontoudtog for indehaverens bankkonti. Skattestyrelsen har oplyst, at styrelsen i perioden fra den 25. april 2023 til den 12. december 2023 har modtaget i alt 12 anmodninger fra indehaveren om fristudsættelse for indsendelse af materiale af forskellige årsager. Indehaveren har ikke sendt materialet til Skattestyrelsen, som derfor har anmodet indehaverens bankforbindelser om at fremsende bankkontoudtog. Kontoudtogene har ifølge Skattestyrelsen vist, at der fra den 14. januar 2020 løbende har været indsætninger på indehaverens konti, som efter Skattestyrelsens opfattelse er skatte- og afgiftspligtige ud fra posteringsteksterne, som angiver bl.a. “fakt.”, “faktura” eller lignende betegnelser. De skatte- og afgiftspligtige indsætninger er opgjort til 425.107 kr. inkl. moms i 2020, 818.529 kr. inkl. moms i 2021 og 496.283 kr. inkl. moms i 2022. På baggrund af bevægelserne på bankkontiene har Skattestyrelsen opgjort overskud af personligt drevet virksomhed i årene 2020 – 2022 til henholdsvis 232.115 kr., 513.917 kr. og 283.546 kr., i alt 1.029.578 kr., som er opgjort således: Resultat 2020 Skattepligtig omsætning (80% af 425.107) 340.085 kr. Udgifter – udenlandske - 107.145 kr. Udgifter – danske - 825 kr. Resultat af virksomhed 232.115 kr. Resultat 2021 Skattepligtig omsætning (80% af 818.529) 654.824 kr. Udgifter – udenlandske - 81.273 kr. Udgifter – danske - 59.634 kr. Resultat af virksomhed 513.917 kr. Resultat 2022 Skattepligtig omsætning (80% af 496.283) 397.027 kr. Udgifter – udenlandske - 96.695 kr. Udgifter – danske - 16.786 kr. Resultat af virksomhed 283.546 kr. Skattestyrelsen modtog den 16. januar 2024 de sidste kontoudskrifter fra indehaverens bank, [finans1] A/S. Virksomheden havde angivet følgende moms og var af Skattestyrelsen blevet foreløbigt fastsat således: Periode Salgsmoms Købsmoms FF 2. kvartal 2021 0 0 (skøn) 3. kvartal 2021 14.666 2.970 4. kvartal 2021 41.292 15.220 1. kvartal 2022 9.592 3.221 2. kvartal 2022 36.465 4.901 3. kvartal 2022 0 0 12.000 4. kvartal 2022 0 0 19.000 I alt 102.015 26.312 31.000 Skattestyrelsen sendte den 29. januar 2024 forslag (nr. 1) til afgørelse om skat og moms med frist for at indsende bemærkninger senest den 14. februar 2024. Indehaveren indsendte bemærkninger, som Skattestyrelsen modtog den 13. februar 2024. Efter gennemgang af bemærkningerne udsendte Skattestyrelsen herefter den 11. marts 2024 et fornyet forslag (nr. 2) til afgørelse med frist for at indsende bemærkninger senest den 27. marts 2024. Indehaveren angav herefter nye momstal den 14. marts 2024 for de to sidste kvartaler i 2022. Skattestyrelsen har opgjort ændringerne af momstilsvaret på de enkelte afgiftsperioder således: Periode Salgsmoms jf. afgørelse Købsmoms Forslag nr. 1, ændring af salgsmoms 2022 1.kvartal 2020 24.119 kr. 2.kvartal 2020 18.222 kr. 3.kvartal 2020 21.297 kr. 4.kvartal 2020 21.383 kr. 1. kvartal 2021 20.543 kr. 2. kvartal 2021 52.118 kr. 3. kvartal 2021 31.277 kr. 2.970 kr. 4. kvartal 2021 3.809 kr. 15.220 kr. 1. kvartal 2022 4.000 kr. 3.221 kr. 4.000 kr. 2. kvartal 2022 2.244 kr. 4.901 kr. 2.244 kr. 3. kvartal 2022 3.111 kr. 6.197 kr. 12.494 kr. 4. kvartal 2022 -6.873 kr. 10.015 kr. 3.462 kr. Indehaverens oprindelige momstilsvar for perioderne i 2022 var foreløbigt fastsat/angivet til 77.057 kr., hvilket indehaveren efter modtagelse af forslag nr. 2 har rettet til 96.775 kr. Da indehaveren den 14. marts 2024 angav nye momstal for de sidste to kvartaler af 2022, sendte Skattestyrelsen den 30. maj 2024 endnu et fornyet forslag (nr. 3) til afgørelse. Den påklagede afgørelse er dateret den 27. juni 2024. Skattestyrelsen har opgjort ændringerne i de enkelte forslag og afgørelsen således: Tekst Forslag 1 Forslag 2 Forslag 3 Afgørelse Dato 29-01-2024 11-03-2024 30-05-2024 27-06-2024 Resultat virksomhed 2020 232.115 232.115 232.115 232.115 Resultat virksomhed 2021 513.917 513.917 513.917 513.917 Resultat virksomhed 2022 283.546 283.546 283.546 283.546 Fradrag for tab på aktier i 2021 -125.001 -125.001 -125.001 Forhøjelse salgsmoms 2020 85.021 85.021 85.021 85.021 Forhøjelse salgsmoms 2021 107.748 107.748 107.748 107.748 Nedsættelse købsmoms 2021 18.190 18.190 18.190 18.190 Forhøjelse salgsmoms 2022 22.200 22.200 2.482 2.482 Nedsættelse købsmoms 2022 8.122 8.122 24.334 24.334 Indehaveren har desuden bemærket, at der er foretaget opkrævninger af bl.a. A-skat og AM-bidrag fra tidligere selskaber, som ifølge indehaveren er opkrævet forkert og skal betales retur til indehaveren. Skatteankestyrelsen har ved klagebehandlingen anmodet indehaveren om at indsende yderligere dokumentationsmateriale. Indehaveren har under sagens behandling fremsendt en række redegørelser og opgørelser, men ikke egentlig bilagsdokumentation. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens salgsmoms for afgiftsperioderne i årene 2020 – 2022 med henholdsvis 85.021 kr., 107.748 kr. og 2.482 kr. samt nedsat virksomhedens købsmoms for afgiftsperioderne i årene 2021 og 2022 med henholdsvis 18.190 kr. og 24.334 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Vi har gennemgået grundlaget for din skat og moms i forbindelse med et projekt, som skal undersøge personer med lav eller ingen skattepligtig indkomst. Du har ikke oplyst resultat af virksomhed for indkomstårene 2020-2021. Du har ikke indberettet oplysningsskemaet for 2022, herunder også resultat af virksomhed. … Du har den 14. marts 2024 oplyst moms for 3. og 4. kvartal af 2022. Du har oplyst 21.383 kr. i salgsmoms og 6.197 kr. i købsmoms for 3. kvartal og 29.335 kr. i salgsmoms og 10.015 kr. i købsmoms for 4. kvartal. Vi har bedt dig sende regnskab og bogføring for din virksomhed for 2020-2022. Vi har også bedt om dokumentation for formuebevægelser og kontoudtog for dine bankkonti. Vi har bedt dig om at sende oplysningerne, fordi vi ikke kan se, at du har haft penge at leve for. Vi har i perioden 25. april 2023 til 12. december 2023 modtaget 12 anmodninger om udsættelse af fristen for at indsende materiale, af forskellige årsager. Du har ikke sendt materialet til os. Vi har derfor bedt dine banker om at sende dine kontoudtog efter reglerne i skattekontrollovens § 59, stk. 1 og momslovens § 75, stk. 3. Kontoudtogene viser, at der løbende har været indsætninger på dine konti. Vi sendte et forslag den 29. januar 2024 med frist for at indsende bemærkninger senest den 14. februar 2024. Vi modtog bemærkninger fra dig 13. februar 2024, som behandles i punkt 2. Vi sendte et fornyet forslag den 11. marts 2024 med frist for at indsende bemærkninger senest den 27. marts 2024. På baggrund af nye oplyste momstal i de sidste to kvartaler af 2022, sendte vi endnu et fornyet forslag den 30. maj 2024. … 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger … Moms: Du har været momsregistreret og drevet momspligtig virksomhed efter momslovens § 3, stk. 1 i perioden 10. juni 2021 til 31. december 2022. Vi mener, at du har drevet erhvervsmæssig virksomhed i perioden 1. januar 2020 til 9. juni 2021. Virksomhe-dens omsætning oversteg ifølge bankkontoudtogene 50.000 kr. i alle kvartaler i 2020 samt den uregistrerede periode af 2021. Derudover henviser de fleste af indsætningerne til fakturaer. Vi anser dig for at have drift af virksomhed før momsregistreringens start. Reglerne for momsregistrering står i momsloven § 47, stk. 1 og 6 samt § 48, stk. 1. Du har pligt til at opgøre og oplyse din moms for hver momsperiode. Det står i momslovens § 56, stk. 1 og § 57, stk. 1. Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af momsen. Det står i momslovens § 55. Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Du har pligt til at sende virksomhedens momsregnskab og bilag til os. Det står i momslovens § 74, stk. 1 og 4. Du har ikke sendt os et afstemt momsregnskab eller anden opgørelse over virksomhedens salgsmoms og købsmoms, som kan danne grundlag for opgørelsen og kontrollen heraf for perioden 10. juni 2021 til 31. december 2022. Vi fastsætter derfor virksomhedens moms ud fra et skøn. Det kan vi gøre efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt. Vi har med udgangspunkt i opgørelsen opgjort virksomhedens salgsmoms til: 85.021 kr. i 2020, 163.706 kr. i 2021 og 99.257 kr. i 2022. Salget af varer og ydelser, der leveres her til landet, er momspligtigt efter momslovens § 4, stk. 1. Momsgrundlaget er 80 % af de modtagne beløb. Det står i momslovens § 27, stk. 1. Det samlede modtagne beløb anses at indeholde moms, hvorfor salgsmomsen skal beregnes med 20 % af beløbet. Vi mener, at du har drevet momspligtig virksomhed uden at være momsregistreret, og vi forudsætter, at du har opkrævet moms af din omsætning. Virksomheden har derfor pligt til at indbetale momsen til os. Det står i momslovens § 52 a, stk. 6 og stk. 7. Registrerede virksomheder kan ved opgørelsen af momsen fradrage købsmoms af virksomhedens udgifter til indkøb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes i virksomheden. Det står i momslovens § 37, stk. 1. Virksomheden skal vise en faktura for at få fradrag for købsmomsen. Det står i den tidligere momsbekendt-gørelses § 82 vedrørende indkomstårene 2020-2021 og i den tidligere momsbekendtgørelses § 81 vedrørende indkomståret 2022. Landsskatteretten har i afgørelsen SKM2021.456.LSR nægtet fradrag for købsmoms, fordi der ikke er hjemmel i opkrævningslovens § 5, stk. 2 til at godkende et skønsmæssigt udokumenteret fradrag for købsmoms. Landsskatteretten har efterfølgende i en ny afgørelse SKM2021.692.LSR fundet, at bankkontoudskrifter, herunder posteringstekster, betalingsmodtagere og betalingernes interval, ikke i sig selv opfyldte kravet til dokumentation. Landsskatteretten nægtede derfor fradrag for købsmoms med den konsekvens, at der skete en forhøjelse af det af Skattestyrelsen skønsmæssigt ansatte momstilsvar ud fra bankkontoudskrifter. Der kan derfor ikke godkendes fradrag for købsmoms, idet der ikke er vist dokumentation for udgifterne. Vi skønner herefter ud fra de foreliggende oplysninger, at købsmomsen fastsættes til 0 kr. Vi opgør ændringer af virksomhedens salgs- og købsmoms således: Salgsmoms 2020 85.021 kr. Salgsmoms 2021 163.706 kr. Angivet salgsmoms -55.958 kr. Forhøjelse af salgsmoms 107.748 kr. Ikke godkendt købsmoms 2021 18.190 kr. Salgsmoms 2022 Beregnet salgsmoms 99.257 kr. Angivet salgsmoms -96.775 kr. Forhøjelse salgsmoms 2.482 kr. Ikke godkendt købsmoms 24.334 kr. Moms til betaling udgør 237.775 kr. (85.021 + 107.748 + 18.190 + 2.482 + 24.334). De samlede forhøjelser udgør herefter: Skat: 1.029.578 kr. Moms: 237.775 kr. … Betaling af A-skat og AM-bidrag fra tidligere selskaber I forhold til denne del, er der indsendt gældsoversigter mv. fra bl.a. Gældsstyrelsen. Den der er benævnt ”nyt system”, viser primært en række B-skatterater. Disse B-skatterater er fremkommet, siden din forskudsopgørelse for 2022-2024 står med et overskud af virksomhed på 100.000 kr. hvert år. Vi gør opmærksom på, at det er overskud af din enkeltmandsvirksomhed [klager], cvr-nr. [...1], som dette vedrører. Dette dokument vedrører dermed ikke dine selskaber. Den der er benævnt ”gammelt system” viser diverse gebyrer, renter og afgifter vedrørende din enkeltmandsvirksomhed. Dette dokument har heller ikke noget at gøre med dine selskaber. Til sidst er der de forskellige dokumenter vedrørende udlægsblad, pantefoged og gældsoversigter. Disse vedrører din personlige restskat for 2014-2017, som er opstået på grund af sagsid: [sag1], hvor der blev sendt afgørelse den 12. oktober 2018. I denne sag blev du yderligere beskattet af værdi af fri bil i alle år, samt din lønindtægt blev forhøjet i 2016. Disse ændringer til årsopgørelserne har udløst diverse restskatter, som er de rater, der fremgår af de indsendte gældsoversigter. Denne sag har ikke noget at gøre med vores sag, og den vedrører yderligere år, der er forældet. … 3. Vi ændrer din skat og moms, selvom fristen er udløbet 3.1. De faktiske forhold … Ligeledes gælder der en 3 års frist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, om varsling om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar, ikke kan ske senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Også her kan fristerne fraviges, såfremt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1 og stk. 2 er opfyldt. Den momsmæssige ændring for 2020 sker efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 og skatteforvalt-ningslovens § 32, stk. 2. Årsagen hertil er, at det som minimum må anses som værende groft uagtsomt, at du ikke har angivet og indbetalt den korrekte moms i denne periode til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen har modtaget kontoudskrifter den 16. januar 2024, hvorfor 6 månedsfristen i skatte-forvaltningslovens § 32, stk. 2 anses for opfyldt. Den momsmæssige ændring for indkomstårene 2021 og 2022 sker efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, inden for den ordinære frist….“ Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 10. oktober 2024 udtalt følgende: ”Til hans punkt 1 Vi har ikke adgang til det, en eventuel kurator har. Det er borgerens ansvar at dokumentere de fradrag, han mener han er berettiget til. Vi har flere gange bedt om dokumentation, som vi ikke har modtaget. Igen nævner han, at han kan dokumentere fradragene, men alligevel har han ikke indsendt dette mens sagen var i gang. Til hans punkt 2 Han giver udtryk for, at vi ikke giver ham lov til at indsende information/dokumentation, og at sagen virker forhastet fra vores side. Vi gør her opmærksom på, at vi i perioden 25. april 2023 til 12. december 2023 har modtaget 12 anmodninger om udsættelse af fristen for at indsende materiale. Vi har imødekommet størstedelen af disse anmodninger. Derudover er der sendt i alt tre forslag, hvor der også hver gang er lagt vægt på hvad vi skal bruge i hvert forslag, hvilket der også er lagt vægt på i den løbende kontakt imellem forslagene. Forslagene var sendt henholdsvis den 29. januar 2024, 11. marts 2024 og 30. maj 2024. På baggrund af de mange imødekommelser af udsættelse af fristen samt de tre forslag der er sendt, mener vi ikke at sagen har været forhastet fra vores side.” Virksomhedens opfattelse Virksomhedens indehaver har fremsat påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse er forkert. Til støtte for påstanden har indehaveren bl.a. anført: ”Jeg har udtrykkeligt overfor SKAT givet udtryk for velvillighed for at fremskaffe yderligere dokumentation og skrevet at det også findes. Men jeg har ikke vidst hvad de har haft brug og behov for og om det jeg har fremsendt har været nok og dækkende. Så min klage dækker over både: 1 ) Selve afgørelsen, idet der naturligvis findes dokumentation for de fradrag som jeg er berettiget til. Tabsfradraget stammer fra personligt tab fra en ApS konkurs hvor SKAT har været kreditor, så SKAT bør også være berettiget til at få alt information fra Kurator - de har formentligt allerede fået det. I den information fremgår alt om de beløb og tab. Derudover findes der også flere dokumenter, som kan bevise dette, som fx lånebeviser, bankoverførsler etc. 2 ) At SKAT ikke giver mig lov til at fremsende denne dokumentation og der ingen dialog er om behov, og at de bare blankt afviser det. Man får ikke 2 eller flere gange til at finde dokumentationen. Det vidner ikke om et SKAT der også er til for den enkelte borger og er hjælpsomme. SKATs eget slogan, siger selv: Skat er ikke enkelt. Det er derfor, vi er her. Og nej, det er ikke enkelt at vide hvad de har brug for, og derfor ville det have været gavnligt med hjælp og vejledning fremfor afvisning. Som en note til punkt 2, så virker det mærkværdigt og forhastet at SKATS afgørelse er lavet fredag før Juli måned starter som er ferieperiode for mange. Det har min mistanke om at man har haft for kort tid til at behandle sagen og bare har afvist sagen, fordi man skulle nå at gå på ferie. Den oplevelse sidder man tilbage med som borger og menneske, hvilket er skræmmende og umenneskeligt.” Virksomhedens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Indehaveren har den 31. oktober 2024 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”Til punkt 1: Jeg anfægter ikke at det ikke er borgernes ansvar at fremskaffe dokumentation. Det er jeg bekendt med. Jeg nævner blot at det nok gør det lettere at få fat i dokumentation fra Kurator når Skat har været involveret. Den anden ting er jeg har sendt dokumentation - som jo så ikke var nok for SKAT. Det er jo det hele min anke går på. I stedet for de siger det ikke er tilstrækkeligt, men vi har brug for noget andet og mere, så får jeg blot en afvisning og afgørelse. Jeg får slet ikke mulighed for at fremskaffe ydeligere dokumentation fra fx Kurator og andre - altså en nummer 2 omgang til at skaffe ny dokumentation. Til punkt 2: Jeg anfægter ikke at jeg ikke selv har fået tid. Jeg anfægter at Skats afgørelse virker forhastet, lige før en ferieperiode hvor man sidder med en klar fornemmelse af som borger, at den sag skal lukkes før ferien internt. Også derfor man måske - jvf. punkt 2 - ikke har givet tid og mulighed for at fremskaffe yderligere dokumentation.” Virksomhedens yderligere bemærkninger til sagen Indehaveren har den 24. januar 2025 fremsendt yderligere redegørelse og nye anbringender: ”Der er et stort uudnyttet tabsfradrag som skal modregnes i jeres opgørelse, idet dette ikke er blevet brugt endnu. Dette vedrører personligt økonomisk tab og udgift fra konkurser fra [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS og tilhørende holdingselskaber. Samlet beløb: Til bank - [finans1]: 1.429.017 kr Til køb af aktiver - privat lån: 560.000 kr. Indskud i de lukkede ApS: 125.001 kr. (opgjort af SKAT) Total beløb: 2.114.018 kr. … Skrevet til SKAT tidligere: Der er et stort uudnyttet tabsfradrag som skal modregnes i jeres opgørelse, idet dette ikke er blevet brugt endnu. Dette vedrører personligt økonomisk tab og udgift fra konkurser fra [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS og tilhørende holdingselskaber. Der er tab på følgende - se dokumentation: 1 ) Til bank [Grafik udeladt, Schultz redak.] 2 ) Personligt lån fra min svigerfar, [person1]. [Grafik udeladt, Schultz redak.] 3 ) Indskud i de lukkede ApS Dette har jeg ikke overblik over, da jeg ikke har adgang til de lukkede selskaber og papirer, men dette må kunne fremskaffes fra Erhvervsstyrelsen på hvor meget der i sin tid er indbetalt og dermed også tabt (selskabskapital blandt andet). 4 ) Der har været private indskud i de nu lukkede selskaber, men dette kan jeg ikke dokumentere selv, da jeg ikke længere - naturligvis - har adgang til regnskaber og konto fra den tid. SKAT må foranledige adgang til dette hos Kurator så det kan dokumenteres. … DERUDOVER GÆLDER FØLGENDE OGSÅ IFT. TILBAGEBETALING. Jeg kan konstatere at der er opkrævninger fra bl.a. A-skat og AM-bidrag fra tidligere selskaber, som jeg mener er opkrævet forkert og skal betales retur til mig. Dette er opkrævet og betalt til Gældsstyrelsen af 2 omgange som jeg har klaget over, og de henviser til at klagen/indsigelsen skal ske til SKAT. Jeg er uenig i jeg personligt skal betale for dette, da det må være selskabet og dets tilhørende skat der må være ansvarlig for betaling af dette, da selskabet var ApS. Jeg antager at det daværende ApS medarbejdere ikke er blevet påkrævet samme betaling efterfølgende fra Skat heller, og da jeg var udover at være ejer også var medarbejder/direktør, må jeg betragtes som ligestillet med dette, også lovgivningsmæssigt og skattemæssigt.” Indehaveren har den 17. februar 2025 fremsendt supplerende bemærkninger: ”Jeg fik svar fra Sø- og Handelsretten at de godt kunne udlevere nogle dokumenter. Men dem som Skattestyrelsen havde brug for, skulle Kurator udlevere, oplyste de. Jeg skrev derfor til [advokatfirma] - og endte også med at rykke dem for svar. Kurator var ikke længere ansat hos [advokatfirma] og de havde derfor sendt mail videre til Kurator som ikke havde reageret. Jeg skrev derfor også direkte til ham til hans nye mail og fik svar tilbage om at han ikke udleverer noget, da selskaberne er lukket. Se screenshot. Jeg skrev derfor til Sø- og Handelsretten igen og undrede mig over at de godt ville udlevere materiale, men han ikke ville det. Det har jeg ikke modtaget svar fra endnu, nok grundet vinterferie. Så derfor ville jeg gerne have forlænget tidsfrist for at høre dette svar fra Retten og om de mener Kurator kan nægte at udlevere dette. Derudover - da jeg ikke har stor tiltro til Kurators velvilje for samarbejde heller - vil jeg i mellemtiden også fremskaffe dokumentation for bankoverførsel af de beløb, som jeg søger om tabsfradrag for. Jeg vil antage at både [advokatfirma] og [finans1] vil bekræfte modtagelsen af beløb fra mig sammen med min egen bankdokumentation, da de ellers vil have noget af et problem ift. hvidvask må man antage. Jeg tænker yderligere 14 dage til at fremskaffe denne dokumentation + få svar fra Sø-og Handelsretten i mellemtiden, vil være nok tid.” Indehaveren har den 21. marts 2025 fremsendt supplerende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: ”Først og fremmest er jeg uenig og uforstående overfor forslaget. Grundlæggende har Skattestyrelsen godkendt tabsfradrag, hvis den rette dokumentation foreligger. De har jo også godkendt 125.001 kr. allerede. Derfor undrer det mig at der er andre årsager som nu kommer frem, til at i foreslår tabsfradrag ikke kan godkendes. Generelt er det svært at gennemskue og forstå jeres skriv og argumentation som menig mand. Som almindelig borger synes jeg ikke dette er tilfredsstillende for almen forståelse. Derudover har jeg følgende kommentarer. Som jeg kan forstå kan tabsfradrag først realiseres når konkursboet er afsluttet. Jeg har ikke haft viden om hvornår det er sket da Kurator aldrig har meddelt mig dette. Generelt har der altid være dårlig kommunkation fra Kurator, hvilket kan bekræftes fra flere advokater, da vi bla. også overvejede kuratorskift dengang. Jeg har aldrig modtaget nogen dokumentation, opgørelse, etc. fra Kurator. Tab og beløb har bl.a. derfor ikke været kendt i de år, hvorfor de ikke har været indberettet. Dialog med Skattestyrelsen har forløbet over en lang periode og her har der aldrig været nogen nævnelse om forældelsesfrist. Tab er ikke sket i holding selskaber som i fremstiller det. Det er ganske enkelt forkert. Holdingselskaber har ikke været “økonomisk aktive” kan man sige. De beløb som er tabt, er tabs “direkte” i de aktive selskaber. Dette har jeg også nævnt flere gange og SKAT har selv accepteret det jvf. den mail om lån fra min nu afdøde svigerfar, som i også er i besiddelse af. Dokumentation for økonomisk tab kan godt dokumenteres på anden vis, nu Kurator ikke vil oplyse. Som skrevet tidligere er modtager af det som jeg har tabt, en advokat og en bank, og derfor skal og vil de også bekræfte modtagelsen af disse penge, da de ellers vil have et problem ift. hvidvaskloven om modtagelse af penge.” Indehaveren har den 29. april 2025 deltaget i et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler. Af mødereferatet fremgår blandt andet følgende: ”Klageren oplyste, at han tidligere har fået en meddelelse fra Skattestyrelsen om, at Styrelsen har godkendt køb af aktiver og afregning til selskabets konto samt lån hos klagerens svigerfar. Jeg fremlagde Skattestyrelsens bilag ”Vi har godkendt din skat” for indkomstårene 2018 og 2019, dateret den 21. april 2023. Det fremgår ikke af bilaget, hvilke beløb, der er godkendt, ligesom det ikke fremgår, hvad der reelt er godkendt indkøbt af aktiver til selskabet. Dette skal dokumenteres nærmere på bilagsniveau. Klageren fik til opgave at fremfinde dokumentation for dette (Gældsbrev, køb af aktiver og afregning). Jeg fremlagde klagerens fremsendte opgørelse fra [finans1] A/S’ tilgodehavende hos [virksomhed1] ApS og [virksomhed3] ApS af 11. november 2020 for at høre, om dette udgjorde klagerens beløbsmæssige påstand. Det gør det ikke. Klageren oplyste, at han har fremsendt en anden opgørelse, som skal udgøre det for klagerens beløbsmæssige påstand. Han vil opgøre en beløbsmæssig påstand til Skatteankestyrelsen, ligesom han vil fremskaffe dokumentation for, hvad der skyldes for i [finans1] A/S. Jeg oplyste desuden klageren om, at han i sin personlige virksomhed har fået skattemæssigt fradrag for de udgifter, som Skattestyrelsen har anset for at være erhvervsmæssige. Han har derimod ikke fået fradrag for købsmoms heraf, da dette fordrer, at der fremlægges fakturaer. Der er således forskel på vurderingen skattemæssigt og momsmæssigt. Så hvis klageren ønsker yderligere momsfradrag, blev han anmodet om at finde fakturaer for sine fradragsberettigede udgifter, og fremsende dem til Skatteankestyrelsen. Klageren oplyste, at han egentlig også havde klaget over, at han skulle være trukket/modregnet nogle beløb fra Gældsstyrelsen vedrørende A-skat og AM-bidrag af sin løn i selskabet, men dette må efter klagerens opfattelse være selskabets problem, da klageren var ansat på lønmodtagervilkår. Han mener derfor, at Gældsstyrelsen uberettiget har trukket beløbet fra ham. Der er ifølge klageren tale om et beløb på ca. 500.000 kr. Klageren fik til opgave at dokumentere beløbet, idet det blev meddelt, at han jo havde bestemmende indflydelse på både indeholdelse og udbetaling fra selskabet. Jeg forklarede, at denne problemstilling ikke umiddelbart kunne indeholdes i de to sager vedrørende indkomst og moms for klageren, men evt. skulle afgøres separat. Hvorvidt problemstillingen kan indeholdes i den oprindelige klage, vides ikke, men punktet har været omtalt i sagen, jf. bl.a. afgørelsens side 4 og 5...” Indehaveren har den 23. juni 2025 fremsendt supplerende bemærkninger efter mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler: ”Hermed samlet opgørelse og dokumentation. Beløb til tabsfradrag. 560.000 kr. til bl.a. køb af aktiver i virksomhedsoverdragelse. 1.259.017,42 kr. til betaling til [finans1] for engagement (lån/kautionsforpligtelse) ifm. [virksomhed1] Aps og [virksomhed3] Aps. Total: 1.819.017,42 kr. Bekræftelse på betaling fra begge fremgår af dokumenter: “KøbAfAktiver” og “BankBekræftelse” og beløb fra dokumentet “Incassoopgørelse pr. 20-11-2020 til [person2] og [person3]”. Dokumentet "Incassoopgørelse til [person3]" beskriver blot hvad beløbet til banken omhandler, altså mit økonomiske engangement hos dem med de 2 lukkede virksomheder. Der er lånt 1.410.000 fra min svigerfamilie som fremgår af gældsbrev/familielån. Det er min svigermor som har underskrevet, da min svigerfar døede i November 2024. Dette beløb er fremkommet ved lån på 560.000 kr. (jvf. ovenstående) samt lån på 850.000 kr. til betaling af gæld til [finans1] (se dokument “Bankbekræftelse850000”) . De øvrige betalinger til banken er foretaget via løbende indbetalinger samt indfrielse og ophævelse af privat pension (se bekræftelse i dokument “PensionBank” og “PensionBank1” der bekræfter ophævelse/indfrielse af denne pension til betaling. —- Vedr. dette punkt: Sende dokumentation for modregning af A-skat og AM-bidrag for et beløb i omegnen af 500.000 kr., som Gældsstyrelsen har modregnet Samlede dokumenter for dette findes i forskellige filer som fremsendes - se også screenshot i “GSTfiloverblik”.” Indehaveren har den 15. august 2025 fremsendt supplerende bemærkninger: ”Det er med meget stor undren, Jeres forslag til afgørelse er modtaget 31/7-2025 og jeg vil derfor bede om en argumentation og beskrivelse på for hvorfor i har ændret vurdering og bestemmelse efter det fysiske møde jeg havde 29.april med [sagsbehandleren]. På dette møde, som foregik hos Skatteankestyrelsen, blev det gjort meget klart og tydeligt at jeg netop VILLE FÅ tabsfradrag, men at man lidt usikker på det præcise beløb, da der havde fremgået forskellige beløb fra bl.a. dokumenter fra banken. Derfor blev det aftalt at jeg skulle finde forskellig dokumentation og klarhed over beløb. Ligesom der også skulle udarbejdes gældsbrev - altså i bad selv om det og var klar over at det var under udarbejdelse nu ifm. med min svigerfars dødsfal. Det fremgik meget tydeligt på mødet, derfor kan jeres argument om at det er “for nyt” ikke bruges. Der står iøvrigt også i punkt 1.2 i gældsbrev at “Lånet udbetales til Låntager den 26. november 2020.” Læg mærke til datoen. Derudover kan jeg konstaterer på jeres breve i 31/7 at der er en anden underskriver/sagsbehandler fra Skatteankestyrelsen på. Måske er der noget information der er gået tabt i jeres kommunikation. Det virker på afgørelsen, som om mødets mundtlige udsagn og fremstilling fra jer om tabsfradrag, er “forsvundet” hvilket jeg stiller mig undrende overfor da det mundlige ord er ligeså godt som det skrevne ord, rent juridisk. Jeg vil gerne have argumentation og beskrivelse for jeres afgørelse og hvorfor i afviger fra den afgørelse med at give mig tabsfradrag som i fremlagde på et fysisk møde. Alternativt vil jeg gerne have i ombehandler sagen. Derudover hvis i stadig fastholder jeres afgørelse, vil jeg, som jeg talte med [sagsbehandleren] om, gerne søge retshjælp / advokatbistand til denne sag. Jeg kan derfor naturligvis ikke godkende jeres forslag til afgørelser jvf. Ovenstående.” Indehaveren har desuden fremsendt supplerende bemærkninger den 1. september 2025 og den 9. september 2025, hvori han har understreget, at indstillingen ikke kan tiltrædes. Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om Skattestyrelsen med rette har forhøjet virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt for afgiftsperioderne i årene 2020 – 2022 ud fra bevægelser på indehaverens bankkonti. Herudover skal Landsskatteretten tage stilling til, om Skattestyrelsen fejlagtigt har indeholdt A-skat og AM-bidrag, samt hvorvidt ændringerne af momstilsvaret for afgiftsperioderne i 2020 med rette er foretaget efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Retsgrundlaget Det fremgår af momslovens §§ 3, stk. 1, og 4, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 209 af 27. februar 2024): ”§ 3, stk. 1 Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. § 4, stk. 1 Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.” Af momslovens § 27, stk. 1, fremgår: ”Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb” Det fremgår af momslovens § 37, stk. 1: ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6 og 9.” Af momslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., og stk. 6, fremgår: ”Afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen… Stk. 6. Anmeldelse til registrering skal ske senest 8 dage inden påbegyndelse af registreringspligtig virksomhed. Virksomheden registreres med kvartalet som afgiftsperiode efter § 57, stk. 3. Hvis virksomhedens forventede samlede afgiftspligtige leverancer overstiger 55 mio. kr. årligt, registreres virksomheden dog med kalendermåneden som afgiftsperiode efter § 57, stk. 2. Hvis de forventede afgiftspligtige leverancer overstiger 55 mio. kr., skal virksomheden oplyse dette ved anmeldelsen til registrering. Ændringer i en virksomheds registreringsforhold skal meddeles til told- og skatteforvaltningen senest 8 dage efter ændringen.” Det fremgår af momslovens § 52a, stk. 6, 1. pkt., og stk. 7, 1. pkt.: ”Stk. 6. Afgiftspligtige personer, der ikke er registreret, og afgiftspligtige personer, der leverer ikke afgiftspligtige varer eller ydelser, må ikke på fakturaen anføre afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. Stk. 7. Afgiftspligtige personer, der i strid med stk. 6 på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift, skal indbetale afgiftsbeløbet til told- og skatteforvaltningen.” Af momslovens § 55, 1. pkt., fremgår: ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrollen med afgiftens berigtigelse.” Det fremgår af momslovens § 74, stk. 1 og stk. 4: ”Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af virksomhederne, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v., uanset om disse oplysninger opbevares på papir eller på edb-medier. Materialet nævnt i 1. pkt. omfatter også materiale nævnt i § 80 c. Told- og skatteforvaltningens adgang til kontrol efter 1. pkt. omfatter også adgang til kontrol på arbejdssteder uden for de lokaler, hvorfra virksomheden drives, samt i transportmidler, der anvendes erhvervsmæssigt. Kontrol som nævnt i 3. pkt. kan dog ikke gennemføres på en ejendom, der alene tjener til privatbolig eller fritidsbolig… Stk. 4. Materialet nævnt i stk. 1 skal efter anmodning udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen.” Det fremgår af (momsbekendtgørelsen) bekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015, § 82 for årene 2020 – 2021, og bekendtgørelse nr. 2246 af 30. november 2021, § 81 for 2022: ”Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, eller enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser m.v. fra Skatteforvaltningen eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer.” Af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., fremgår: ”Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, eller afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, ikke fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen fastsætte tilsvaret eller den afregningsperiode eller dag, som tilsvaret vedrører, skønsmæssigt.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Opgørelsen af virksomhedens salgsmoms og købsmoms 2020 – 2022 Skattestyrelsen har trods materialeindkaldelser, rykkerskrivelser og en række fristudsættelser til virksomheden ikke modtaget tilstrækkeligt dokumentationsmateriale fra virksomheden til brug for fastsættelse af momstilsvaret. Virksomhedens indehaver har ikke angivet momstilsvar for afgiftsperioderne i 2020 og har for afgiftsperioderne i 2021 og 2022 angivet for lavt tilsvar ud fra de foreliggende oplysninger om omsætning. Skattestyrelsen har dermed været berettiget til at fastsætte afgiftstilsvaret skønsmæssigt. Til brug for fastsættelsen af tilsvaret har Skattestyrelsen anvendt indehaverens bankkontoudskrifter, som Skattestyrelsen har modtaget fra indehaverens bankforbindelser. Bevægelserne på bankkontiene viser, at indehaveren har drevet uregistreret personlig virksomhed fra i hvert fald den 14. januar 2020, hvor der første gang er indsat et beløb på 6.621,88 kr. med teksten ”FAKTURA 231”, indtil virksomheden blev registreret startet den 10. juni 2021. Herefter har virksomheden været registreret, men indehaveren har ikke angivet moms svarende til Skattestyrelsens opgørelse af omsætning. Det fremgår af posteringsteksterne for langt hovedparten af de medregnede bankindsætninger, at der er tale om betaling af fakturaer. Indehaveren har ikke fremlagt bilagsdokumentation for hverken indtægter eller udgifter. Der kan herefter ikke indrømmes fradrag for købsmoms, jf. SKM2021.456.LSR. Opgørelsen af afgiftstilsvaret er foretaget på et forsigtigt grundlag, da der ikke er medregnet kontant omsætning. Landsskatteretten kan i det hele tiltræde Skattestyrelsens materielle opgørelse af virksomhedens resultat og det opgjorte afgiftstilsvar for perioderne i årene 2020 – 2022. Se dog yderligere vedrørende frister i 2020 nedenfor. Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen for dette punkt. A-skat og AM-bidrag Indehaveren har anført, at der skulle være foretaget opkrævninger for bl.a. A-skat og AM-bidrag fra tidligere selskaber, som ifølge indehaveren er opkrævet forkert og skal betales retur til indehaveren. De fremlagte dokumenter vedrørende udlægsblad, pantefoged og gældsoversigter vedrører umiddelbart indehaverens personlige restskatter for indkomstårene 2014-2017, som ifølge det oplyste fra Skattestyrelsen er opstået på grund af sagsid: [sag1], hvor der blev sendt afgørelse den 12. oktober 2018. I denne sag blev indehaveren efter det oplyste yderligere beskattet af værdi af fri bil i alle år, ligesom lønindtægten blev forhøjet i indkomståret 2016. Disse ændringer til årsopgørelserne har udløst diverse restskatter, som efter det oplyste er de rater, der fremgår af de indsendte gældsoversigter. Da indehaveren ikke har fremlagt dokumentation for, at de omhandlede beløb vedrører dennes indeholdte A-skat og AM-bidrag i nærværende sag, stadfæster Landsskatteretten afgørelsen for dette punkt. Frister Retsgrundlaget Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1: ”Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Tilsvarende kan varsel om ændring af godtgørelse af afgift ikke afsendes senere end 3 år efter, at kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende. Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.” Af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, 1. og 2. pkt., fremgår: ”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: … 3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag …. Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. ” Følgende fremgår af lov nr. 211 af 17. marts 2020 § 5 (lov om midlertidig udskydelse af betalingsfrister for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, B-skat og foreløbigt arbejdsmarkedsbidrag samt midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister og forlængelse af afgiftsperioder for moms m.v.): ”Fristen for angivelse af moms i henhold til momslovens § 57, stk. 2, udskydes for månederne marts 2020 til og med maj 2020 til den 25. i den anden måned efter afgiftsperiodens udløb, for juli 2020 udskydes fristen til den 9. september 2020, og for august 2020 udskydes fristen til den 2. oktober 2020”. Det fremgår af lov nr. 871 af 14. juni 2020, § 2, nr. 3 (lov om ændring af lov om midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister m.v. på skatteområdet i forbindelse med covid-19, kildeskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love): ”I § 5 indsættes efter »afgiftsperiodens udløb«: », for juli 2020 udskydes fristen til den 9. september 2020, og for august 2020 udskydes fristen til den 2. oktober 2020«. Det fremgår af lov nr. 248 af 23. februar 2021 § 1, nr. 2 (lov om ændring af lov om midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister m.v. på skatteområdet i forbindelse med covid-19, lov om rentefrie lån svarende til indberettet A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med covid-19 og lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19): ”I § 2 ændres »og for oktober 2020« til: »for oktober 2020«, og efter »den 17. maj 2021« indsættes: », og for maj 2021 er den sidste rettidige betalingsdag den 15. oktober 2021” Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har udsendt i alt 3 forslag til afgørelse for afgiftsperioderne i 2020 – 2022. Forslag nr. 1 er dateret den 29. januar 2024, forslag nr. 2 er dateret den 11. marts 2024, og forslag nr. 3 er dateret den 30. maj 2024. Virksomheden er registreret med kvartalsvis moms. Skattestyrelsens kundskabstidspunkt for ændringerne vedrørende 2020 anses at være den 16. januar 2024, hvor Skattestyrelsen modtog de sidste kontoudskrifter fra [finans1] A/S, hvorefter der ikke er indsendt yderligere materiale for afgiftsperioderne i 2020. Afgiftsperioderne i 2021 og 2022 Momstilsvaret for 1. kvartal 2021 skulle være angivet senest den 1. juni 2021, hvorefter fristen for at udsende forslag til ansættelsesændringer for denne og de efterfølgende perioder udløb den 1. juni 2024. Dermed er alle 3 forslag fra Skattestyrelsen foretaget indenfor de ordinære frister for 1. kvartal 2021 og efterfølgende perioder. Afgiftsperioderne i 2020 Det fremgår af lov nr. 211 af 17. marts 2020 § 5 og lov nr. 871 af 14. juni 2020, § 2, nr. 3, at angivelsesfristerne for 2020 er udskudt grundet Covid-19. For virksomheder, der afregner moms kvartalsvis, er angivelsesfristen for 1. og 3. kvartal 2020 udskudt, så de sammenlægges med det følgende kvartal, medmindre virksomheden angiver momstilsvaret senest til den oprindelige frist. Angivelsesfristerne for 2020 udgjorde dermed: Afregningsperiode Oprindelig frist Udskudt frist Ansættelsesfrist 1. kvartal 2020 1. juni 2020 1. september 2020 1. september 2023 3. kvartal 2020 1. december 2020 1. marts 2021 1. marts 2024 Dvs., at angivelse for 1. og 2. kvartal 2020 skulle foretages senest den 1. september 2020, mens angivelse for 3. og 4. kvartal 2020 skulle foretages senest den 1. marts 2021. Ansættelsesfristen udløb 3 år efter, dvs. henholdsvis den 1. september 2023 og den 1. marts 2024. Indehaveren har under sagens behandling hos Skattestyrelsen fremsendt yderligere bemærkninger efter modtagelse af forslagene, og indehaveren har den 14. marts 2024, efter modtagelse af forslag nr. 2 fra Skattestyrelsen, indberettet nye momsangivelser for de to sidste kvartaler af 2022, men ikke foretaget ændringer for perioderne i 2020 og 2021. Det følger af SKM2024.387.ØLR, at hvis forslag nr. 2 i sin helhed skal erstatte og dermed annullere forslag nr. 1, skal dette udtrykkeligt formuleres i forslag nr. 2 med henblik på at sikre, at ansættelsesfristen først løber fra tidspunktet for forslag nr. 2. Hvis derimod forslag nr. 2 er udtryk for en fortsættelse/korrektion af forslag nr. 1, som således ikke annulleres, vil ansættelsesfristen løbe fra tidspunktet for forslag nr. 1. Der henvises desuden til SKM2013.675.LSR og den juridiske vejledning, afsnit A.A.8.2.2.1.4. Skattestyrelsen har ikke annulleret forslag nr. 1 og/eller nr. 2, men har noteret, at indehaveren har sendt bemærkninger, fordi denne ikke er enig i forslaget. Skattestyrelsen har herefter gennemgået bemærkningerne og har udarbejdet nye forslag til virksomheden. Da Skattestyrelsen ikke har annulleret forslag nr. 1 og/eller 2, er det fristen i forslag nr. 1, som er gældende og dermed udgangspunktet for ansættelsen af 27. juni 2024. Varsling nr. 1 for 1. og 2. kvartal 2020 er foretaget efter udløbet af de ordinære frister, mens 3. og 4. kvartal 2020 samt efterfølgende perioder er varslet indenfor de ordinære frister. Ændringerne for 1. og 2. kvartal 2020 kan herefter kun foretages, såfremt virksomheden eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Indehaveren har ikke for perioderne i 2020 angivet momstilsvar, selv om indehaveren har drevet momspligtig virksomhed. Indehaveren har dermed drevet uregistreret virksomhed og har handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at angive momstilsvaret. Skattestyrelsen har dermed været berettiget til at fastsætte tilsvaret efter udløbet af de ordinære frister. Ansættelsesfristen på 6 måneder efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt., løber fra Skattestyrelsens kundskabstidspunkt den 16. januar 2024. Forslag nr. 1 af 29. januar 2024 er dermed udsendt inden for 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. Fristen på 3 måneder efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt., løber fra Skattestyrelsens udsendelse af forslag nr. 1 den 29. januar 2024. Da afgørelsen af 27. juni 2024 ikke er truffet inden for tre måneder fra fremsendelsen af varslet den 29. januar 2024, er ansættelsesændringen for 1. og 2. kvartal 2020 sket for sent med den konsekvens, at forhøjelsen af tilsvaret vedrørende 1. og 2. kvartal i 2020 med henholdsvis 24.119 kr. og 18.222 kr. bortfalder. Ansættelsesændringen for 3. og 4. kvartal 2020 samt perioderne i årene 2021 og 2022 er foretaget inden for de ordinære frister i skatteforvaltningslovens § 31, og Landsskatteretten stadfæster afgørelsen for disse perioder.

Skønsmæssig momsforhøjelse ud fra bankindsætninger og fristoverskridelse for 2020 (jnr. 24-0087128) · skattewiki.dk