Journalnr. 24-0085655
Skønsmæssig ansættelse af serviceydelsesvirksomhed – omsætning stadfæstet, udgifter hjemvist
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 22. maj 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik en enkeltmandsvirksomhed inden for kombinerede serviceydelser, hvor Skattestyrelsen tilsidesatte regnskabet for indkomstårene 2021 og 2022 på grund af manglende kontokort og underliggende bilag og i stedet opgjorde omsætningen ud fra bankindsætninger på henholdsvis 536.938 kr. og 428.410 kr. inkl. moms samt skønnede erhvervsmæssige udgifter til 40 % af omsætningen, hvilket medførte forhøjelser af virksomhedsresultatet med 105.426 kr. og 125.722 kr. Klageren gjorde gældende, at han havde indsendt alt det materiale, han var blevet bedt om, at indkomsten reelt var lav, og fremlagde under klagesagen kontokort, udgiftsbilag og fakturaer for 2022. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen havde været berettiget til at tilsidesætte regnskabet, og at det senere fremlagte materiale heller ikke var tilstrækkeligt til at godtgøre en lavere omsætning end den, der kunne konstateres på bankkontoen, hvorfor omsætningsansættelsen blev stadfæstet. Den skønsmæssige opgørelse af fradragsberettigede udgifter blev derimod hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, da oplysningsgrundlaget var væsentligt ændret med de nye kontokort og udgiftsbilag.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2006.152.VLR
- SKM2008.905.HR
- SKM2011.208.HR
- SKM2021.21.ØLR
- SKM2021.273.BR
- SKM2021.587.BR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0085655 til afløsning af afgørelsen af 21. maj 2026 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2021 Omsætning ekskl. moms 429.550 kr. Nedsættelse Stadfæstelse Erhvervsmæssige udgifter 171.820 kr. Forhøjelse Hjemvisning Indkomståret 2022 Omsætning ekskl. moms 342.728 kr. Nedsættelse Stadfæstelse Erhvervsmæssige udgifter 137.091 Forhøjelse Hjemvisning Der har været afholdt møde mellem klageren og Skatteankestyrelsens sagsbehandler. Faktiske oplysninger Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), at klageren i indkomstårene 2021 og 2022 drev enkeltmandsvirksomheden ”[virksomhed1]” med CVR.nr. [...1] og branchekoden ”811000 Kombinerede serviceydelser”. Virksomheden blev oprettet den 1. april 2015 og ophørte den 30. november 2024. Klageren har for indkomstårene 2021 og 2022 oplyst overskud af virksomheden med henholdsvis 152.304 kr. og 79.915 kr. Skattestyrelsen har gennemgået klagerens skatteforhold i forbindelse med projekt for personer med lav eller ingen skattepligtig indkomst. Skattestyrelsen har anmodet klageren om at indsende regnskab samt underliggende bilag for indkomstårene 2021 og 2022. Klageren har den 2. april 2024 indsendt resultatopgørelser og årsregnskab for indkomstårene 2021 og 2022 samt dele af kontoudtog fra klagerens bank, [finans1]. Skattestyrelsen har efterfølgende den 18. april 2024 indhentet de resterende kontoudtog fra [finans1]. Det fremgår af virksomhedens årsregnskab, at virksomhedens resultat for indkomståret 2021 er opgjort til 132.374 kr., og at virksomhedens resultat er opgjort til 79.915 kr. for indkomståret 2022. Det fremgår af de indsendte årsregnskaber, at de erhvervsmæssige udgifter er opgjort til 291.757 kr. for indkomståret 2021 og til 257.602 kr. for indkomståret 2022. Udgifterne er opgjort således: 2021 2022 Vareforbrug 148.319 kr. 94.144 kr. Eksterne omkostninger 114.116 kr. 143.421 kr. Personaleomkostninger 6.082 kr. 4.166 kr. Af- og nedskrivning af materielle og immaterielle anlægsaktiver 23.240 kr. 15.871 kr. I alt 291.757 kr. 257.602 kr. Skattestyrelsen har på klagerens bankkonto i [finans1] med kontonr. [kontonr.1] konstateret indsætninger på henholdsvis 536.938 kr. i indkomståret 2021 og 428.410 kr. i indkomståret 2022. Der er konstateret flere indsætninger, hvor der f.eks. er anført ”Fak. 848”, ”faktura 857”, ”faktura 858” eller ”872” i indkomståret 2021, samt indsætninger med posteringsteksten som f.eks. ”Faktura 999”, ”1014”, ”faktura 1015” samt ”fakt. 1056” i indkomståret 2022. Der er endvidere konstateret indsætninger med posteringstekster, hvor der er anført diverse navne, adresser og ”MobilePay […]”i indkomstårene 2021 og 2022. Erhvervsmæssige udgifter På posteringsteksten fra kontoudtoget fremgår det, at der flere gange om måneden har været udgifter til forskellige byggemarkeder som eksempelvis [virksomhed2], [virksomhed3], [virksomhed4] og [virksomhed5]. Det fremgår også af kontoudtogene for 2021 og 2022, at der er månedlige udbetalinger til ”[...] [virksomhed6] A/S” på 793,75 kr. Herudover er der yderligere en udbetaling på 799,71 kr., to udbetalinger på 802,56 kr. samt to udbetalinger på 1.043,75 kr. Skattestyrelsen har skønnet erhvervsmæssige udgifter på 40 % af omsætningen ekskl. moms, svarende til 171.820 kr. for indkomståret 2021 og 137.091 kr. for indkomståret 2022. Renteudgifter Det fremgår af Skattestyrelsens oplysninger, at klageren har oplyst renteudgifter på 6.210 kr. for indkomståret 2022, og at Skattestyrelsen har modtaget indberetning af renteudgifter fra tredjemand på 6.001 kr. Det fremgår yderligere af indsendte resultatopgørelse, at klageren har anført, at der i indkomståret 2022 er renteudgifter på i alt 6.209 kr., hvoraf 210,13 kr. er anført som ikke fradragsberettigede renteudgifter. Klageren har indsendt yderligere materiale i forbindelse med Skatteankestyrelsens sagsbehandling. Klageren har indsendt kontokort for indkomstårene 2021 og 2022. Følgende fremgår bl.a. af kontokort for 2021: Salg af vare/ydelser med moms 429.773,27 kr. Vareforbrug -143.342,86 kr. Bank 69.840,18 kr. Følgende fremgår bl.a. af kontokort for 2022: Salg af vare/ydelser med moms 343.300,56 kr. Vareforbrug 87.024,61 kr. Bank 47.150,95 kr. Klageren har desuden indsendt en række bilag vedrørende udgifter afholdt af virksomheden for indkomstårene 2021 og 2022. Det fremgår at der har været afholdt udgift til forskellige byggemarkeder som f.eks. [virksomhed4], [virksomhed2], [virksomhed7] [virksomhed8] og [virksomhed3]. Der er yderligere afholdt udgifter til øvrige forhandlere som f.eks. [virksomhed9], [...] [virksomhed6] A/S og [virksomhed10] A/S – [...]. Der fremgår desuden udgifter til ”[virksomhed11]” vedr. domænenavnet ”[virksomhed1].dk”, og der er udgifter til ”google ads” og ”facebook kampanger/opslag”. Herudover fremgår flere øvrige bilag som f.eks. udgift til kursus vedrørende sprøjtning, udgifter til brændstof, garageleje, udgift til visitkort og udgift til revisor og advokatbistand mm. Klageren har yderligere indsendt virksomhedens fakturaer for indkomståret 2022. Det fremgår af disse, at der en samlet omsætning ekskl. moms på 380.104,83 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens skattemæssige resultat med 105.426 kr. for 2021 og med 125.722 kr. for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har ansat det skattemæssige resultat til 257.730 kr. for indkomståret 2021 og til 125.722 kr. for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Sagsfremstilling og begrundelse Resultat af virksomhed … 1.3. Vores begrundelse og bemærkninger Skat: Alle, der er skattepligtige til Danmark, skal over for Skatteforvaltningen årligt oplyse sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Det står i skattekontrollovens § 2, stk. 1, 1. punktum. Du skal som erhvervsdrivende udarbejde et skattemæssigt årsregnskab som grundlag for oplysningsskemaet. Du kan se reglen i skattekontrollovens § 6, stk. 1, nr. 1. Reglerne om, at du på opfordring skal sende dit regnskabsmateriale til os, står i skattekontrollovens § 53, stk. 1. Som udgangspunkt er al indkomst skattepligtig. Det gælder både engangsindtægter og løbende indtægter. Det er uden betydning, om indtægten stammer fra en aktiv indsats eller en uventet erhvervelse, fx en gevinst eller gave. Det står i statsskattelovens § 4, stk. 1. Du har oplyst resultat af virksomhed for indkomstårene 2021 og 2022 til henholdsvis 152.304 kr. og 79.915 kr. Du har sendt os et regnskab, som ikke opfylder kravene i bogføringsloven. Der er følgende mangler: Bogføringslovens § 9, stk. 1 stiller krav om, at alle transaktioner skal være dokumenteret ved bilag, så kontrolsporet sikres. Du har ikke fremsendt de adspurgte kontospecifikationer/kontokort og vi har ikke modtaget bilag vedrørende udgiftsposteringerne. Kontrolsporet er således ikke sikret som det er påkrævet jf. bogføringslovens § 9, stk. 1, hvorfor vi tilsidesætter regnskabet. Vi har tilsidesat virksomhedens regnskabsgrundlag, og vi kan derfor fastsætte din indkomst ud fra et skøn. Det står i skattekontrollovens § 74, jævnfør § 6, stk. 2. Vi har gennemgået indsætningerne på dine bankkonti for at undersøge, om du har haft indtægter, som vi ikke kender til, eller om du har modtaget arv, gave, gevinster med mere, som kan forklare, at du har haft penge at leve for. Vi har indtastet indsætningerne fra kontoudskrifterne for indkomstårene 2021 og 2022 i regneark. De anvendte kontoudskrifter er vedlagt som bilag 1 og 2. Vi har opgjort indsætningerne således: Indkomståret 2021 Indsætninger inkl. moms i [finans1] på konto: [kontonr.1]. Se vedlagte bilag 3. 536.938 kr. Indkomståret 2022 Indsætninger inkl. moms i [finans1] på konto: [kontonr.1]. Se vedlagte bilag 4. 428.410 kr. Indsætningerne ekskl. moms anses som skattepligtig omsætning, da der ikke foreligger oplysninger om, at indsætningerne er din indkomst uvedkommende. Vi anser indsætningerne som skatte- pligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a. Dette gør vi, da der på bankkontoudtogene fremgår tekster som ’Fakturanr. 844, ’Fak. 848’ og ’F.878’, som vi anser for forkortelser/synonymer for faktura. Ligeledes ses der henvisninger til adskillige andre fakturanumre samt overførsler med navn anført eller tekster som fx ’[adresse1]’. Der ses endvidere flere MobilePay indsætninger. Skattestyrelsen har vedrørende indkomståret 2021 modtaget oplysninger fra privatpersoner om udførte serviceydelser vedrørende cvr.nr. [...1] for i alt 14.082 kr. eksklusive moms. Ligeledes ses der vedrørende indkomståret 2022 modtaget oplysninger om udførte serviceydelser vedrørende cvr.nr. [...1] for i alt 13.633 kr. eksklusive moms. Det er således konstaterbart, at du har drevet erhvervsvirksomhed samt udstedt faktura med dit momsregistreringsnummer i forbindelse med udført arbejde. Alle indsætningerne anses for normale betalingstransaktioner for en virksomhed registreret inden for branchen ’Kombinerede serviceydelser’. Indsætningerne anses for værende betaling for ydelser eller varer, du har leveret, for de pågældende indbetalere. Der kan fx henvises til Østre Landsrets dom af 25. november 2020 (SKM2021.21.ØLR), Byrets dom af 6. maj 2021 (SKM2021.273.BR) og Byrets dom af 19. oktober 2021 (SKM2021.587.BR), hvoraf det fremgår, at det er dig der skal godtgøre / dokumentere, at indsætningerne / overførslerne til dine konti ikke er skattepligtige eller momspligtige. Erhvervsmæssige udgifter er fradragsberettigede ved opgørelsen af virksomhedens resultat. Det står i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Du har indsendt resultatopgørelser, hvor de erhvervsmæssige udgifter udgør henholdsvis 291.757 kr. i indkomståret 2021 og 257.602 kr. i indkomståret 2022. Du har opgjort udgifterne således: 2021 2022 Vareforbrug 148.319 kr. 94.144 kr. Eksterne omkostninger 114.116 kr. 143.421 kr. Personaleomkostninger 6.082 kr. 4.166 kr. Af- og nedskrivning af materielle og immaterielle anlægsaktiver 23.240 kr. 15.871 kr. I alt 291.757 kr. 257.602 kr. Du har ikke sendt os dokumentation for virksomhedens erhvervsmæssige udgifter. Vi har henholdsvis ved mail af den 25. maj 2024, henvendelse i e-boks den 27. juni 2024 og mail af den 15. juli 2024, bedt dig sende kontospecifikationer/kontokort til de indsendte resultatopgørelser. Vi har fortsat ikke modtaget de ønskede kontospecifikationer/kontokort og godkender derfor ikke årsregnskabets tal som dokumentation for virksomhedens erhvervsmæssige udgifter. Af den indsendte resultatopgørelse for indkomståret 2021 fremgår et resultat på 132.374 kr., dog fremgår det af årsopgørelsen, at du har oplyst resultat af virksomhed til 152.304 kr. I resultatopgørelsen har du opgjort renteudgifter til 6.620 kr. Heraf er 1.003 kr. oplyst at være ikke-fradragsberettigede. Du har på årsopgørelsen fratrukket 5.617 kr. Af den indsendte resultatopgørelse for indkomståret 2022 fremgår et resultat på 79.915 kr. efter fratrukket renteudgifter vedrørende virksomheden på 6.209 kr. Af årsopgørelsen for indkomståret 2022 har du oplyst resultat af virksomhed til 79.915 kr. samt fratrukket renteudgifter vedrørende virksomheden på 6.210 kr. Du har således fratrukket dine renteudgifter vedrørende virksomheden 2 gange. Vi har gennemgået dine bankkontoudtog, men kan ikke opgøre udgifter svarende til de erhvervsmæssige udgifter, som fremgår af de indsendte resultatopgørelser på henholdsvis 291.757 kr. i indkomståret 2021 og 257.602 kr. i indkomståret 2022. Vi kan ikke godkende fradrag for skattemæssige afskrivninger, da vi ikke har kunnet konstatere et opgjort afskrivningsgrundlag Du har ikke fremsendt de adspurgte kontospecifikationer/kontokort og vi har ikke modtaget bilag vedrørende udgiftsposteringerne. Kontrolsporet er således ikke sikret som det er påkrævet jf. bogføringslovens § 9, stk. 1, hvorfor vi har tilsidesat regnskabet. Vi har i stedet valgt, at skønne dine erhvervsmæssige udgifter ud fra foreliggende oplysninger om, at der er tale om en virksomhed inden for branchen ’Kombinerede serviceydelser’. Vi kan af dine kontoudtog se, at du har foretaget køb i byggemarkeder som ’[virksomhed2]’, ’[virksomhed3]’, ’[virksomhed4]’ og ’[virksomhed5]’. Vi kan desuden konstatere, at du har haft leasingudgifter og vi antager at der ligeledes har været udgifter til kørsel, kontorhold med mere. Vi skønner således dine erhvervsmæssige udgifter til 40 %. Skønnet er eksklusiv købsmoms. Vi opgør resultat af virksomhed således: Indkomstår 2021 2022 Indsætninger vedr. konto [kontonr.1] 536.938 428.410 Heraf udgør salgsmoms 20% -107.388 -85.682 Omsætning ekskl. moms 429.550 342.728 Erhvervsmæssige udgifter, skønnet 40% -171.820 -137.091 Overskud af virksomhed til beskatning 257.730 205.637 Overskud af virksomhed til beskatning i indkomståret 2021 udgør 257.730 kr. Allerede oplyst overskud af virksomhed 152.304 kr. Ændring af overskud af virksomhed 105.426 kr. Overskud af virksomhed til beskatning i indkomståret 2022 udgør 205.637 kr. Allerede oplyst overskud af virksomhed 79.915 kr. Ændring af overskud af virksomhed 125.722 kr. Overskuddet beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1. Ved opgørelsen af virksomhedens omsætning er der ikke taget hensyn til kontant omsætning, som ikke er indsat i banken. Vi anser under hensyntagen til, at udgifter i resultatopgørelsen ikke kan afstemmes til foretagne køb jf. bankkontoen, at der kan have været yderligere kontant omsætning, som ikke er med i vores opgørelse af virksomhedens omsætning. Denne yderligere kontante omsætning anses at dække dine udokumenterede driftsudgifter ud over de af Skattestyrelsen skønsmæssige godkendte driftsudgifter. Virksomhedsrenter I indkomståret 2022 ses du at have oplyst renteudgifter på 6.210 kr., ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, mens vi alene kan se, at du har haft indberettede renteudgifter på 6.001 kr. Vi kan med henvisning til din resultatopgørelse se, at du har medtaget ’ikke-fradragsberettigede renter’ med 210 kr. i din opgørelse. Vi ændrer derfor rentefradraget med (6.210 kr. – 6.001 kr.) -209 kr. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen Skattestyrelsen har den 8. oktober 2024 oplyst, at der ikke var nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 2. december 2025 udtalt: ”Skattestyrelsen har gennemgået de senest fremsendte supplerende bilag vedrørende ovenstående klagesag. Det er Skattestyrelsens vurdering, at de supplerende bilag ikke indeholder ny dokumentation, der giver anledning til at ændre den tidligere afgørelse. Skattestyrelsen fastholder derfor sin oprindelige indstilling i sagen.” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om nedsættelse af virksomhedens skattemæssige resultat for indkomstårene 2021 og 2022. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” Skattestyrelsen har valgt at kigge mit firmas regenskab. Jeg har modtaget en afgørelse fra Skattestyrelsen som jeg ikke vil godkende. Jeg har mailet alt det materiale jeg er blevet bedt om. Dokumenter fra 2021 og 2022 har jeg ikke fået besked om hvor og hvordan jeg kan aflevere, jeg har to store mapper fyldt med dokumenter. Skattestyrelsen hæver min skat og moms med 230.000 kr. er mig helt uforståligt når Skattestyrelsen kan se jeg har haft meget lav indtægt bla. i 2021 – 2022. Jeg forsøger at klare mig selv med små penge, det føler jeg at blive straffet for. Jeg er selvfølgeligt ved at lukke mit lille firma ned hurtigst muligt, hvor jeg sælger trailer bil mm. Alt hvad jeg sælger bliver indsat på skattekontoen med det fulde beløb. Jeg er i fast arbejde i Kommunen hvor jeg hjælper social udsatte fogdetruet mm, jeg ønsker ikke at komme på den anden side af mit arbejde, jeg har set nok af hvor det drive vores samfund hen. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har den 28. oktober 2024 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”… Jeg har igen modtaget opkrævninger fra skat. Jeg har d. 25/1.2024. indbetalt 125.549,99 kr. til gældst. Psrm fik. Jeg har d. 15/10.2024. indbetalt 93.984,42 kr. til gældst. dmi ocr. 219.534,41 kr. som jeg har hentet på lånnemarkedet for at betale hvad jeg skyldte. D.20/10.2024. får jeg atter en besked om at betale 111.266 kr. D.28/10.2024. Modtager jeg besked om at betale 35.082 kr. 146.348 kr. som yderligt skal betales det har skat skønnet. 365.882,41 kr. i alt ind til nu. Jeg ved det er en fejl men hvad skal jeg stille op, jeg ryster og har det meget skidt med det, familien er meget bange, jeg er meget ked af at blive behandlet sådan.. Jeg forstår ikke man skal betale for at have tjent for lidt, jeg har af samme grund ingen penge. Firmaet er sat på nul, og jeg er færdig. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 9. november 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens anmodning om oplysninger: ”… Jeg har kørt med en meget høj kassekredit i perioden, og desvære lånt penge i banken. Du er velkommen til at kontakte min bank og selvfølgeligt mig på (Telefonnummer udeladt). Jeg har Dinero regneprogram som du også er velkommen til at logge på, min forhenværende revisor som jeg opsagde er du også velkommen til at kontakte.. Er der noget jeg evt kan sende til dig, må du endelig sige til. …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling Klageren har den 8. januar 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”Jeg har ingen forståelse for at skat ikke har kontaktet min daværende revisor, [person1], da [person1] har indsendt min skat på daværende tidspunkt. Jeg har forsøgt at sende alt det materiale som jeg er blevet bed om af skat, jeg fik besked om jeg havde sendt forkert materiale, da jeg åbenlyst ikke forstod hvad jeg skulle sende, sendte jeg andet som heller ikke var korrekt, Jeg tilbød de kunne logge på mit Dineo regnskabs program. Jeg har ingen forståelse for at skat ikke indkaldte mig til møde, hvor jeg evt. kunne tage alt mit regnskab med. (…)” Klageren er fremkommet med følgende oplysninger i forbinde med møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler ”… [klager] oplyser, at han ikke det overskud som Skattestyrelsen har ansat. Han oplyser at han og hans hustru lever for små penge. [klager] oplyser videre at selvom der ikke var stor indtjening arbejdede han videre og havde tro på at det ville vende. [klager], giver udtryk for, at han ikke følte sig ikke hørt af Skattestyrelsen/Gældsstyrelsen og havde ønsket en mere lempelig tilbagebetalingsordning. [klager] giver udtryk for, at han ikke har den fulde forståelse for Skattestyrelsens afgørelse. [klager] henviser til at vedrørende indkomstårene 2021 og 2022 var der nogle uoverensstemmelser mellem hans revisor og det selskab, der stod for hans regnskabsprogram, idet der ikke var enighed om regnskabets resultat. [klager] valgte herefter at opsige sin revisor og indberette i overensstemmelse med regnskabsprogrammet. Jeg vejleder om hvad Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, herunder at der var manglende underliggende bilag til regnskabet, hvorfor det blev tilsidesat. [klager], oplyser, at han har de underliggende bilag et sted. [klager] oplyser, at han var i den opfattelse af, at han havde sendt alt relevant materiale, herunder underliggende bilag til Skattestyrelsen. … [klager], mener at han har en kopi af hans regnskabsprogram med underliggende bilag til regnskabet. Jeg aftaler med [klager], at han sender mig eventuelt materiale/bilag senest fredag den 30. januar 2026. …” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om der er grundlag for at tilsidesætte virksomhedens regnskab for indkomstårene 2021 og 2022 og forhøje det skattemæssige resultat. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Enhver skatteyder skal oplyse sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovs § 2, stk. 1. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 6, stk. 2, nr. 1, indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009 med efterfølgende ændringer). Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabs-pligtig eller ej, pligt til på begæring af told- og skatteforvaltningen til denne at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Det fremgår af skattekontrollovens § 53, stk. 1. Regnskabet skal bl.a. være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Efterkommes anmodningen om regnskabsmateriale ikke, eller hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 74, jf. §§ 53, stk. 3, og 6, stk. 3. Skønsmæssige ansættelser skal som udgangspunkt være underbyggede af konkrete opgørelser, jf. f.eks. Vestre Landsrets dom af 20. februar 2006, offentliggjort i SKM2006.152.VLR, hvor ansættelsen var baseret på en beregnet bruttoavance efter branchetal for tæppeforretninger. Kravene til den løbende bogføring og registrering fremgår af bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006). Kravene til den løbende bogføring og registrering fremgår ligeledes af dagældende bogføringslov (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) frem til 1. juli 2022 og gældende bogføringslov (lov nr. 700 af 24. maj 2022) fra 1. juli 2022 og frem. Af dagældende bogføringslovs §§ 7, stk. 3, og 9, stk. 1, fremgår følgende: ”Registreringerne skal, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger. (...) Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb.” Af bogføringslovens §§ 9, stk. 1-2, og 11, stk. 1, fremgår følgende: ”Virksomheder har pligt til at sikre kontrolsporet, ved at registreringer efter § 7, stk. 1, kan dokumenteres ved bilag og indeholder henvisninger hertil. Hver registrering skal indeholde oplysning om sin tidsmæssige placering i bogføringen. Bilag skal indeholde oplysninger, der er nødvendige for at identificere kontrolsporet herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb. Danner eksterne bilag grundlag for en registrering, skal der henvises hertil. (…) Virksomheder skal foretagne de afstemninger, der er nødvendige for at sikre, at der foreligger et opdateret grundlag for lovpligtige indberetninger eller angivelser om moms, skatter, afgifter og års- og delårsrapporter.” Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan er selvangivet, påhviler det, efter omstændighederne, skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM2008.905.HR. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette fremgår af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort i SKM2011.208HR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har været berettiget til at tilsidesætte virksomhedens regnskab og foretage en skønsmæssig ansættelse. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at det regnskab, der blev fremlagt for Skattestyrelsen, ikke i tilstrækkelig grad er understøttet af indtægts- og udgiftsbilag, hvorfor det ikke kan lægges til grund ved ansættelsen af klagerens skattepligtige indkomst. Der er under Skatteankestyrelsens behandling af sagen indsendt kontokort samt underliggende bilag for begge indkomstår. Landsskatteretten finder imidlertid, at også dette regnskabsmateriale er utilstrækkeligt. Der er lagt vægt på, at det fremgår af de indsendte kontoudtog, at der er en række indsætninger med reference til betaling af fakturaer, som ikke kan ikke afstemmes med klagerens regnskaber for virksomheden. Der er yderligere lagt vægt på, at der for indtægtssiden ikke er indsendt virksomhedens fakturer mv. for indkomståret 2021. For indkomståret 2022 kan det konstateres at omsætningen ekskl. moms udgør 380.104,83 kr. på baggrund af indsendt faktura. Landsskatteretten har dog lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger, der dokumenterer eller i tilstrækkeliggrad sandsynliggøre at omsætningen ekskl. moms udgør et lavere beløb, end de indtægter, der er kan konstateres på baggrund af de indsendte kontoudtog. Idet regnskaberne ikke kan danne grundlag for en korrekt skatteansættelse, kan der ved den skønsmæssige ansættelse tages udgangspunkt i de indhentede bankkontoudtog, kontokort samt udgiftsbilag. De posteringstekster, som fremgår af kontoudtogene, relaterer sig hovedsageligt til mobilepay eller fakturabetaling. Landsskatteretten lægger til grund, at disse indsætninger hidrører fra den skattepligtige omsætning. Det lægges således til grund, at der har været indsætninger på i alt 536.938 kr. i indkomståret 2021 og på i alt 428.410 kr. i indkomståret 2022. Ovennævnte indsætninger udgør herefter omsætning eksklusiv moms på henholdsvis 429.550 kr. i indkomståret 2021 og 342.728 kr. i indkomståret 2022. På baggrund af en skønsmæssig vurdering lægges det således til grund, at virksomheden har haft en omsætning eksklusiv moms på henholdsvis 429.550 kr. i indkomståret 2021 og 342.728 kr. i indkomståret 2022. Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse for dette punkt. Landsskatteretten finder, at der er grundlag for at hjemvise den skønsmæssige opgørelse af fradrags- berettigede udgifter til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, således at Skattestyrelsen som første instans får mulighed for at tage stilling til det for Landsskatteretten fremlagte materiale, som ikke forelå for Skattestyrelsen i 1. instans. Landsskatteretten har henset til omfanget af det fremlagte materiale og finder, at oplysningsgrundlaget ved Landsskatteretten er ændret i væsentlig grad. Landsskatteretten hjemviser på denne baggrund Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angår fastsættelsen af erhvervsmæssige udgifter for indkomstårene 2021 og 2022 til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.