Journalnr. 24-0080384
Pilot får delvis lempelse efter ligningslovens § 33 A og fradrag for tysk social sikring
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 12. januar 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik en svensk pilot ansat hos et dansk luftfartsselskab med tjenestebase i Tyskland, der anmodede om halv lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, for 2021, fradrag for tysk obligatorisk social sikring, skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse samt befordringsfradrag for 2020 og 2021. Skattestyrelsen godkendte kun lempelse fra 8. december 2021, idet møder afholdt hos arbejdsgiveren i Danmark blev anset for at afbryde udlandsopholdet, og nægtede fradrag for den del af sygeforsikringsbidraget, der lå ud over basisdækningen, samt skattefrihed for godtgørelserne på grund af manglende dokumentation. Klageren gjorde gældende, at møderne var nødvendigt arbejde med fysisk mødepligt, at alle bidrag til forsikringsselskabet var obligatoriske, og fremlagde diætsedler for rejsegodtgørelsen. Landsskatteretten fandt, at møderne udgjorde nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet, og godkendte lempelse for perioden 14. juni til 31. december 2021, anerkendte alle sygeforsikringsbidrag som obligatoriske (men fratrak refunderede beløb), godkendte skattefri rejsegodtgørelse fra 1. maj 2020 og for hele 2021, stadfæstede beskatningen af befordringsgodtgørelsen og afviste spørgsmålet om befordringsfradrag, da det ikke var behandlet i første instans.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2003.209.HR
- SKM2010.790.LSR
- SKM2010.94.LSR
- SKM2013.136.BR
- SKM2017.473.BR
- SKM2018.207.BR
- SKM2018.61.BR
- SKM2019.512.ØLR
- SKM2020.108.SR
- SKM2021.91.LSR
- SKM2023.310.BR
- TfS 1997.556
Fuldtekst
Journalnr. 24-0080384 2020 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Fradrag for bidrag til social sikring 46.493 kr. 61.409 kr. Delvist medhold Rejsegodtgørelse 0 kr. 9.955 kr. Medhold 1. maj – 31. december 2020 Befordringsgodtgørelse 0 kr. 1.335,40 kr. Stadfæstelse Befordringsfradrag Ikke behandlet Ikke behandlet Afvises 2021 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Udenlandsk indkomst omfattet af ligningslovens § 33 A, stk. 3 (halv lempelse) 67.601,54 kr. 1.139.951 kr. Delvist medhold Fradrag for bidrag til social sikring 36.239 kr. 52.675 kr. Delvist medhold Rejsegodtgørelse 0 kr. 8.707 kr. Medhold Befordringsgodtgørelse 0 kr. 2.193,40 kr. Stadfæstelse Befordringsfradrag Ikke behandlet Ikke behandlet Afvises Faktiske oplysninger Klageren var i perioden 1. januar 2020 til 14. maj 2021 fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Klageren var fra 15. maj 2021 til 31. december 2021 begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 2. Klageren er svensk statsborger. Ifølge Det Centrale Personregister, CPR, var klageren tilmeldt adressen [adresse1] i [by1] i perioden fra 1. oktober 2017 til 14. maj 2021. Fra 14. maj 2021 har klageren været udrejst til Tyskland. Klageren boede i indkomstårene 2020 og 2021 til leje i en lejlighed i [Tyskland1], på [adresse2]. Klageren købte den 11. april 2023 lejligheden. Klageren har været ansat som pilot pr. 19. februar 2019 hos [virksomhed1] A/S (nu [virksomhed2] A/S). Det fremgår af kontrakten, at klagerens ansættelsessted er [by2] og tjenestebase skiftende. Ifølge arbejdsplanen var tjenestebasen i de omhandlede år [Tyskland1]. Luftfartsselskabet [virksomhed1] A/S er hjemmehørende i Danmark, hvor ledelsen har hovedsæde. Klageren har den 12. december 2022 anmodet om genoptagelse. For indkomståret 2021 har Skattestyrelsen anset klageren for fuldt skattepligtigt til Danmark i perioden den 1. januar til den 14. maj 2021. Fra den 15. maj 2021 til den 31. december 2021, har Skattestyrelsen anset klageren for begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 2. Lempelse Klageren anmodede om lempelse efter LL § 33 A, for henholdsvis 368.053 kr. for indkomståret 2020 og 1.139.951 kr. for indkomståret 2021. Under sagsbehandlingen i Skattestyrelsen har klageren oplyst, at hans udrejsedato er den 21. marts 2021. Skattestyrelsen har godkendt lempelse for perioden 8. – 31. december 2021. Det fremgår af arbejdsplanen for 2021, at klageren har udført arbejde i [by1] i perioden 10. – 14. oktober, 31. oktober – 3. november, 21. – 22. november og 7. – 8. december. Dagene fremgår bl.a. med koderne ”DH” (deadhead) og ”MT” (meeting). Det fremgår af den påklagede afgørelse, at deadhead betyder, at klageren af sin arbejdsgiver bliver transporteret til en bestemt destination. Klageren har oplyst, at møderne blev afholdt fysisk i [by1], da klagerens leder, HR og andre personale fra [by1] deltog. Klageren har oplyst, at han har mødepligt. Det ene møde blev med kort varsel ekstraordinært afholdt via Microsoft Teams, da en af mødedeltagerne havde testet positivt for Corona. Skattestyrelsen har ikke anset møderne for nødvendigt arbejde og har dermed anset klagerens udlandsophold for at være afbrudt. Skattestyrelsen har for indkomstårene 2021 og 2022 opgjort klagerens ophold i Danmark til følgende dage: 2021 2. – 4. april 2021 14. – 19. april 2021 28. april – 3. maj 2021 12. – 17. maj 2021 29. – 31. maj 2021 9. – 14. juni 2021 23. – 28. juni 2021 20. – 26. juli 2021 3. – 9. august 2021 14. – 19. august 2021 25. september – 1. oktober 2021 10. oktober 2021 2022 9. – 10. marts 2022 10. – 11. april 2022 4. – 8. maj 2022 31. maj – 3. juni 2022 Klageren har gjort indsigelse mod Skattestyrelsens opgørelse af følgende dage og perioder med ophold i Danmark: 2021 2. – 4. april 2021 14. og 19. april 2021 3. maj 2021 12. – 17. maj 2021 29. – 31. maj 2021 9. – 14. juni 2021 27. – 28. juni 2021 20. – 26. juli 2021 14. – 16. august 2021 25. – 26. september 2021 10. oktober 2021 Klageren har oplyst at opholde sig i Danmark i følgende dage og perioder: 2021 15. – 18. april 2021 28. april – 2. maj 2021 23. – 26. juni 2021 22. – 26. juli 2021 3. – 9. august 2021 17. – 19. august 2021 27. september – 1. oktober 2021 2022 9. – 10. marts 2022 10. – 11. april 2022 4. – 8. maj 2022 31. maj – 3. juni 2022 Klagerens forklaringer og fremlagt dokumentation for ophold samt arbejds- og rejsemønster Klageren har på mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler, oplyst at han i Danmark har sine forældre og venner. Klageren har ikke en dansk kæreste eller børn. Klageren oplyste, at han rejser hjem for at kunne besøge venner og familie i flere sammenhængende dage. Klageren har kun korte ophold i Danmark, hvis det er i forbindelse med andet udenlandsophold, hvor klageren skal rejse ud af [by1]. Klageren oplyste, at han ved transport mellem Danmark og Tyskland, både kørte i bil eller fløj. I 2021 var der dog meget begrænsede muligheder for fly og afgange blev ofte aflyst. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for de dage og perioder, som han har gjort indsigelse mod i Skattestyrelsens opgørelse over ophold i Danmark. Fradrag for bidrag til obligatorisk social sikring Klageren har fremlagt lønsedler og en opgørelse, hvoraf fremgår hvor meget arbejdsgiveren har betalt i ”Social Security”. Der ses ikke en sammenhæng mellem klagerens opgørelse og klagerens lønsedler. Klageren har overfor Skattestyrelsen fremlagt en A1 blanket, en opgørelse over betalt social sikring til [forsikringsselskab1] AG (herefter ”[forsikringsselskab1]”) og lønsedler fra juli 2020 til december 2021. Skattestyrelsen har godkendt fradrag for obligatorisk social sikring på 46.496 kr. i 2020 og 36.239 kr. i 2021. Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for bidrag til ”Beiträge zur Privaten Krankenversicherung über der Basisabsicherung hinaus”, idet Skattestyrelsen har anset dette bidrag for ikke at være obligatorisk. Det fremgår af sagen, at klageren har betalt bidrag til social sikring i 2020 som følgende: Beiträge zur Basisabsicherung der Privaten Krankenversicherung 5.772,02 EUR Beiträge zur Privaten Pflegepflichtversicherung 465,18 EUR Erstattete Beiträge zur Basisabsicherung der Privaten Kranken- und/oder Pflegepflichtversicherung 0,00 EUR Beiträge zur Privaten Krankenversicherung über der Basisabsicherung hinaus 942,35 EUR Erstattete Beiträge zur Privaten Kranken- und/oder Pflegepflichtversicherung 0,00 EUR Klageren betaler bidrag til social sikring i 2021 som følgende: Beiträge zur Basisabsicherung der Privaten Krankenversicherung 5.705,13 EUR Beiträge zur Privaten Pflegepflichtversicherung 476,16 EUR Erstattete Beiträge zur Basisabsicherung der Privaten Kranken- und/oder Pflegepflichtversicherung 1.171,64 EUR Beiträge zur Privaten Krankenversicherung über der Basisabsicherung hinaus 837,28 EUR Erstattete Beiträge zur Privaten Kranken- und/oder Pflegepflichtversicherung 1.308,51 EUR Klageren har over for Skatteankestyrelsen fremlagt en udtalelse fra [finans1] GMBH, hvoraf fremgår, at klagerens valgte private ”Krankenversicherungsschutz” hos [forsikringsselskab1] er obligatoriske. Rejse- befordringsgodtgørelse Klageren har over for Skatteankestyrelsen fremlagt diætsedler (per diem statement) for 2020 og 2021. Klageren har opgjort rejsegodtgørelse til 9.955 kr. i 2020 og 8.707 kr. i 2021 og befordringsfradrag til 1.335 kr. i 2020 og 2.193 kr. i 2021. Klageren har ikke fremlagt materiale vedrørende befordringsgodtgørelse. Skattestyrelsen har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at såfremt diætsedlerne havde været fremlagt over for styrelsen, havde de godkende skattefri rejsegodtgørelse i 2020 og 2021 på henholdsvis 9.956 kr. og 8.708 kr. Skatteankestyrelsen er blevet oplyst af [virksomhed2] A/S, at piloter ansat hos selskabet er blevet godtgjort et skattetab vedrørende rejsegodtgørelse indtil 1. maj 2020, og at godtgørelser udbetalt efter denne dato opfylder betingelserne for skattefri udbetaling. Befordringsfradrag Befordringsfradrag ses ikke at være behandlet i den påklagede afgørelse. Det ses ikke af sagens oplysninger, at klageren i forbindelse med sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen har anmodet om befordringsfradrag. Skattestyrelsen har i udtalelse til klagen oplyst, at befordringsfradrag ikke er behandlet i 1. instans og er ikke omfattet af afgørelsen. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke anset klageren for berettiget til exemptionslempelse i henhold til ligningslovens § 33 A, stk. 1 og 3, for så vidt angår udenlandsk lønindkomst optjent som pilot hos luftfartsselskabet [virksomhed1] A/S, for indkomstårene 2020 og for 1. januar 2021 til den 7. december 2021. Skattestyrelsen har anset klageren for berettiget til exemptionslempelse for perioden den 8. december til den 31. december 2021. Skattestyrelsen har godkendt fradrag for bidrag til social sikring i 2020 på 46.493 kr. og i 2021 på 36.239 kr. Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for bidrag til ”Beiträge zur Privaten Krankenversicherung über der Basisabsicherung hinaus” idet Skattestyrelsens har anset dette for at være et privat bidrag. Skattestyrelsen har ikke anset klageren for at være berettiget til rejse- og befordringsgodtgørelse i 2020 og 2021. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” … 2. Skattepligt/ ligningsfrist … 2.3. Vores begrundelse og bemærkninger Det fremgår af kildeskattelovens § 1, at personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Du er således fuld skattepligtig til Danmark for hele indkomståret 2020. For indkomståret 2021 er du ifølge kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1 fuld skattepligtig til Danmark i perioden fra den 1. januar 2021 til den 14. maj 2021. Ved fraflytning af Danmark, undersøges det, om skattepligten ændres. Du har i forbindelse med fraflytning, frameldt en bil registreret i Danmark. Vi kan se at du for indkomståret 2021 ikke ejede ejendom i Danmark. Du har i forbindelse med din anmodning om genoptagelse, sendt dokumentation for bolig i Tyskland. Vi vurderer på baggrund af ovenstående, at din fulde skattepligt til Danmark er ophørt ved din fraflytning den 14. maj 2021. Eftersom du fortsat arbejder for en arbejdsgiver med fast driftssted i Danmark, vurderer vi, at du fra den 15. maj 2021 er begrænset skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 2 stk. 2. Vi opdeler derfor din skatteansættelse for 2021, hvor du i perioden fra den 1. januar 2021 til den 14. maj 2021, er fuld skattepligtig til Danmark, og du for perioden fra den 15. maj 2021 til den 31. december 2021 er begrænset skattepligtig med personfradrag til Danmark. Din rådgiver oplyser i brev af den 12. december 2022, at du anmoder om at benytte grænsegængerreglerne i indkomståret 2021 for perioden efter din fraflytning. Det fremgår af kildeskatteloven § 5 D, stk. 1, at den skattepligtige over for skatteforvaltningen skal tilkendegive om der skal beskattes efter grænsegængerreglerne senest den 30. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Fristen for at anmode om at anvende grænsegængerreglerne for indkomståret 2021 er således den 30. juli 2023. Anmodning om at anvende grænsegængerreglerne er modtaget den 12. december 2022. Anmodningen er således modtaget rettidigt, og vi kan derfor behandle din anmodning. Det fremgår af kildeskattelovens § 5 A, stk. 1, at grænsegængerreglerne kan benyttes af personer, der efter kildeskattelovens § 2, anses for hjemmehørende i udlandet, og hvis indkomst, der kan beskattes i Danmark, udgør mindst 75 procent af samtlige indtægter der efter dansk skattelovgivning udgøre den skattepligtige indkomst. Du har den 12. december 2022 indsendt dine lønsedler, lønoplysning samt indkomstopgørelse for 2020 og 2021. Du oplyser i brev af 27. juli 2023, at du ikke har andre indtægter der udgør din skattepligtige indkomst. Vi lægger således det af dig oplyste til grund at du for indkomstårene 2020 og 2021. På baggrund af ovenstående, vurderer vi, at du kan benytte grænsegængerreglerne for perioden 15. maj 2021 til den 31. december 2021 for indkomståret 2021. Vi gør opmærksom på, at selvom du kan benytte grænsegængerreglerne for en del af indkomståret 2021 hvor du er begrænset skattepligtig, er det fortsat under forudsætning af, at du er berettiget til den oplyste lempelse efter betingelserne i ligningslovens § 33 A, samt fradrag for betalt social sikring i udlandet førend skatteansættelsen ændres med lempelse. På baggrund af ovenstående anses du for udrejst den 15. maj 2021 med to skattepligtsperioder for indkomståret 2021. Din løn og førtidig udbetaling af feriemidler fordeles på baggrund af udbetalingsdatoer oplyst til os fra tredjemand. Renteudgifter, fagligt kontingent, arbejdsløshedsforsikring, samt tab af aktier fordeles skønsmæssigt på baggrund af, at beløbet er indberettet til os for hele året. … 3. Beskatningsretten … 3.3. Vores begrundelse og bemærkninger Den danske indkomstbeskatning bygger på globalindkomstprincippet efter statsskatteloven § 4. Fuldt skattepligtige personer er derfor skattepligtige til Danmark af al indkomst, hvad enten den kommer fra kilder her fra landet eller fra udlandet. Din rådgiver har i indsendte lønopgørelser kun oplyst indkomst til lempelse efter ligningslovens § 33A, men ikke hvor du har optjent indkomst til lempelse. Vi lægger således dine A1 blanketter til grund for vurdering af beskatningsretten. Efter artikel 15, stk. 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af den 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland kan løn optjent ombord på luftfartøj i international trafik beskattes i den kontraherende stat, hvor flyselskabets virkelige ledelse har sit sæde. På baggrund af ovenstående har Danmark beskatningsretten til din indkomst fra [virksomhed1] A/S. … 4. Indkomstopgørelse … 4.3. Vores begrundelse og bemærkninger I henhold til statsskattelovens § 4 (globalindkomstprincippet) er al indkomst, om den hidrører her fra landet eller ej, skattepligtig her til landet. Da du er skattepligtig til Danmark, skal hele din udenlandske indkomst medregnes i indkomstopgørelsen for den periode hvor du er fuld skattepligtigtig til Danmark. Vi har ved opgørelsen af din indkomst for indkomstårene 2020 og 2021 lagt de fremlagte lønsedler til grund. Af dine lønsedler fremgår det, at din arbejdsgiver har betalt social sikringsbidrag til dig. Dette begrunder vi med, at det af dine lønsedler fremgår som ’Social Security Refund’. Du oplyser i indsendte bemærkning, at din arbejdsgivers bidrag til social sikring er indkomsten uvedkommende, da fradraget i skatteansættelsen opgøres som den samlede årlige opkrævning fra [forsikringsselskab1] minus din arbejdsgivers lovpligtige andel. Bidraget betalt af din arbejdsgiver beskattes som almindelig skattepligtig indkomst efter person-skatteloven § 3. De af din arbejdsgiver betalte bidrag på henholdsvis 15.810,9 kr. og 24.845,70 kr. for indkomstårene 2020 og 2021 til social sikring, medtages således i opgørelsen af din samlede indkomst. Endvidere bemærker vi, at din arbejdsgiver [virksomhed1] A/S for indkomstårene 2020 og 2021 har oplyst henholdsvis 11.291 kr. og 10.902 kr. i skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Ifølge ligningslovens § 9 A, er satsen for skattefri rejsegodtgørelse i 2020 kr. 521 pr. 24 timer og i 2021 kr. 532 pr. 24 timer. Det er en betingelse for skattefri rejsegodtgørelse, at rejsen, der udbetales godtgørelse for, varer mindst 24 timer, og at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5. For at du kan anses for at være på rejse kræver det, at du på grund af afstanden mellem din sædvanlige bopæl og dit midlertidige arbejdssted, ikke har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl. Du kan også anses for at være på rejse, hvis din arbejdsgiver midlertidigt udsender dig til et andet arbejdssted end dit sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at du ikke har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl. Et arbejdssted kan højst anses for at være midlertidigt i de første 12 måneder. Det følger af SKM2021.91.LSR, at arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt på udbetalingstidspunktet. Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst. Byretten fastslog ligeledes i SKM2018.61.BR, at såfremt skatteyder ikke har løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol, er skatteyder ikke berettiget til skattefri rejse-godtgørelse. Vi har ikke modtaget dokumentation for, at de udbetalte skattefri befordrings- og rejsegodtgørelser overholder betingelserne som de fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2, om at bogføringsbilag skal indeholde følgende: Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer Rejsens erhvervsmæssige formål Rejsens start- og sluttidspunkt Rejsens mål med eventuelle delmål De anvendte satser Du oplyser i modtagne bemærkning af den 13. februar 2024, at du ikke er i stand til at dokumentere dine udbetalte skattefri diæter, og at dokumentationspligten tilfalder din arbejdsgiver. Byretten har i SKM2018.61.BR fastslået, at såfremt skatteyder ikke har løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol, er skatteyder ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse. Det følger af retspraksis, at det er modtageren af godtgørelsen, som har bevisbyrden for, at betingelserne for skattefri udbetaling er opfyldt, se SKM2013.136.BR. Det er således dig der skal dokumentere at dine modtagne godtgørelser overholder betingelserne for skattefrihed efter ligningslovens § 9 A. Vi bemærker dog, at vi fejlagtigt i vores forslag af den 2. februar 2024 har behandlet hele det af din arbejdsgiver oplyste beløb som rejsegodtgørelse. Din arbejdsgiver har indberettet et samlet beløb på henholdsvis 11.291 kr. og 10.902 kr., hvoraf befordringsgodtgørelse udgør henholdsvis 1.335,40 kr. og 2.193,40 kr. Vi har i vores materialeindkaldelse af den 9. juni 2023 anmodet om dokumentation for hele det modtagne beløb for begge indkomstår. Vi har ikke modtaget dokumentation vedrørende det modtagne skattefri befordringsgodtgørelse. Eftersom du oplyser, at du ikke har dokumentation for, at de modtagne rejsegodtgørelser på henholdsvis 11.291 kr. og 10.902 kr., opfylder betingelserne for skattefrihed efter ligningslovens § 9 A, samt at vi ikke har modtaget dokumentation vedrørende det heraf modtagne skattefri befordringsgodtgørelse, anses de samlede modtagne godtgørelser for skattepligtige. Samlet forhøjer vi din indkomst fra [virksomhed1] A/S for indkomståret 2020 med henholdsvis 27.102 kr. fra 811.217 kr. til 838.319 kr. og for indkomståret 2021 med 35.748 kr. fra 1.094.457 kr. til 1.130.205 kr. … 5. Lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3 … 5.3. Vores begrundelse og bemærkninger Din rådgiver har i forbindelse med anmodning om genoptagelse, i bemærkning modtaget den 12. december 2022, oplyst at din samlede indkomst på 864.045 kr. for indkomståret 2020 skal fordeles med henholdsvis 495.992 kr. til fuld dansk beskatning og 368.053 kr. til lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3. For indkomståret 2021 oplyser din rådgiver, at din samlede indkomst på 1.139.951 kr. beskattes efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, med fordeling af indkomsten med henholdsvis 631.686 kr. til beskatning i perioden for fuld skattepligt, og 508.265 kr. til beskatning i perioden for begrænset skattepligt, med benyttelse af grænsegængerreglerne. Efter ligningslovens § 33 A kan du få skattenedsættelse for løn optjent ved personligt arbejde i tjenesteforhold under ophold uden for riget i mindst 6 måneder. Opholdet må kun afbrydes af nødvendigt arbejde eller ferie og lignende her i riget (Danmark, Færøerne og Grønland) på højst 42 dage inden for enhver 6-månedersperiode. Lempelse efter ligningslovens § 33 A er en exemptionlempelse. Hvis beskatningsretten til lønnen er tillagt Danmark efter en dobbeltbeskatningsaftale, får du dog kun halv skattenedsættelse, hvis du er privatansat, og du i øvrigt opfylder betingelserne. Vi har den 9. juni 2023 anmodet dig om at indsende dokumentation for, at du opfylder betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A, herunder blandt andet logbog, kreditkorthævninger, kontoudtog samt kvitteringer for køb foretaget i udlandet. Det er vores vurdering, at logbøger kan bidrage til dokumentation for dit arbejde udført i udlandet, og at kvitteringer for køb foretaget i udlandet, kreditkorthævninger samt kontoudtog kan bidrage til dokumentation for dit ophold henholdsvis i udlandet og i Danmark. Du gør i indsendte bemærkning af den 13. februar 2024 opmærksom på, at yderligere materiale forventes fremsendt. Du anmoder ligeledes den 14. februar 2024 om yderligere frist til indsendelse af bemærkning og materiale til forslag af den 2. februar 2024, med begrundelse om, at du afventer materiale fra din arbejdsgiver. Vi har ikke modtaget yderligere bemærkninger efter din telefoniske henvendelse den 29. april 2024. Du har i forbindelse med indsendelse af materiale på baggrund af materialeindkaldelsen, oplyst hvornår dit udlandsophold starter. Af modtagne bemærkning den 27. juli 2023, oplyser du, at din udrejsedato er den 9. august 2020. Du oplyser at du er berettiget til lempelse for hele indkomståret 2021. Af modtagne bemærkning den 13. februar 2024 oplyser du, at en ny udrejsedato er den 21. marts 2021. Vi har derved undersøgt muligheden for, at en ny udlandsperiode kan påbegyndes den 21. marts 2021. Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.F.4.2.2.3., at personer som opfylder betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A, er lemplsesberettiget indtil betingelserne for lempelse ikke længere overholdes. Det er dig der har bevisbyrden for, at du opfylder betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A. Udlandsopholdets længde skal kunne dokumenteres over for skattemyndigheden, fx ved arbejdskontrakt, lønsedler, rejsebilag mv. Se Den juridiske vejledning afsnit C.F.4.2.1 om dokumentation. Ifølge byrettens dom af den 1. december 2016 vedrørende lempelse for indkomståret 2006, blev det fastlagt, at skatteyder skal fremlægge objektiv dokumentation for, at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A er opfyldt. Se hertil SKM2017.473.BR og senere stadfæstelse i SKM2019.512.ØLR. Det fremgår ligeledes af byrettens dom af den 8. februar 2018 vedrørende indkomståret 2012, at skatteyder har bevisbyrden for, at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A er opfyldt. Se hertil SKM2018.207.BR. Flypersonel, der under deres udlandsophold flyver til og fra danske, færøske og grønlandske destinationer, ikke opfylder kravet om ophold uden for riget, og bestemmelserne kan derfor ikke anvendes. Det danske luftrum er en del af riget, og arbejdet udføres derfor i Danmark, når flypersonel flyver gennem dansk luftrum på vej til og fra destinationer udenfor riget. Det arbejde, der udføres i dansk luftrum, anses for at være nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, og udlandsopholdet afbrydes derfor ikke, medmindre flyet lander på destinationer indenfor riget. Det gælder også for en enkelt landing. Dette fremgår af Den Juridiske Vejledning, afsnit C.F.4.2.2.2. Det fremgår af den juridiske vejledning afsnit C.F.4.2.2.4, at et ophold uden for riget på mindst 6 måneder kan afbrydes af nødvendigt arbejde her i riget, ferie eller lignende af en sammenlagt varighed på højst 42 dage, uden at retten til skattelempelse efter ligningslovens § 33 A mistes. Du har i din opgørelse for overholdelse af ligningslovens § 33 A, angivet de enkelte dage, hvor du mener at have opholdt dig i Danmark. Da en opgørelse udfyldt af dig ikke kan karakteriseres som objektiv dokumentation, skal denne underbygges af bilag/dokumentation, der har den fornødne objektive karakter. Vi har sammenholdt din egen opgørelse sammen med din arbejdskalender (roster), kvitteringer for køb i udlandet, samt flybilletter, som du har indsendt. Af modtagne bemærkning den 13. februar, oplyser du, at Skattestyrelsen ikke har taget højde for, at du i din bemærkning af den 27. juli 2023 oplyser, at indkomståret 2020, samt første halvdel af indkomståret 2021 ikke er så veldokumenteret som de efterfølgende år. Endvidere gør du opmærksom på, at hver søndag i Tyskland er Ruhetag, hvor størstedelen af landets butikker er lukkede og at vi ikke har medtaget dette ved opgørelse af opholdsdage i og uden for riget. Ligeledes oplyser du, at du har sandsynliggjort dit udlandsophold, og at der er langt imellem Skattestyrelsens og din opfattelse af, hvad der findes rimeligt. Det bemærkes, at der ved anvendelse af lempelsesreglen i ligningslovens § 33 A er en række meget konkrete betingelser, der skal være opfyldt, førend lempelsesreglen finder anvendelse. Der gælder et krav om, at det arbejdsbetingede udlandsophold skal være på mindst 6 måneders varighed. Videre må der inden for enhver 6-måneders periode højst være 42 dages ophold inden for det danske rige i forbindelse med ferie eller lignende. Disse to betingelser indebærer, at den, der anser sig for berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A, på anmodning skal kunne fremlægge objektiv dokumentation, der gør Skattestyrelsen i stand til at følge opholds- og arbejdsmønsteret på en sådan måde, at såvel 6-måneders- som 42-dages betingelsen kan konstateres overholdt. Overholdelse af 42-dages betingelsen er, som det fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, en betingelse om ophold nede på dagsniveau. Lovgrundlaget foreskriver således specifikt 42 dage, og således ikke cirka 42 dage. Dette er også bekræftet af Østre Landsret i TfS 1997, 556 ØLD (brudte døgn). Det fremgår ligeledes af dommen, SKM2023.310.BR, vedrørende indkomståret 2014, er overholdelse af 42-dages betingelsen ikke et administrativt skøn, men et konkret krav om bevisdokumentation for udlandsopholdet. Betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A indeholder meget konkrete bestemmelser om ophold i og uden for Danmark, og det er ikke muligt at dispensere fra bestemmelsen. Hvis man ikke – efter anmodning – kan dokumentere, at betingelserne er opfyldt, kan Skattestyrelsen ikke træffe afgørelse om lempelse af dansk skat efter ligningslovens § 33 A. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at dage og perioder, hvor du ikke har fremlagt dokumentation for, at du opholder dig uden for Danmark, medregnes som ophold i Danmark i relation til overholdelse af betingelserne i ligningslovens § 33 A. Vi begrunder dette med, at det fremgår af bestemmelsen, at udlandsopholdet afbrydes ved ferieophold og lignende i Danmark i mere end 42 dage pr. 6 måneder, samt at det fremgår af Cirkulære om ligningsloven nr. 72 af 17/04/1996 punkt 5.2, at ”Opholdets varighed skal kunne dokumenteres ved f.eks. arbejdskontrakt, folkeregisteroplysninger eller på anden efter skattemyndighedernes skøn betryggende måde.” Af Den juridiske vejledning afsnit C.F.4.2.2.3 fremgår det ligeledes, at ” Udlandsopholdets længde skal kunne dokumenteres over for skattemyndigheden, fx ved arbejdskontrakt, lønsedler, rejsebilag mv.” Det er vores vurdering, at dit arbejdsmønster og afstanden fra Danmark til arbejdspladsen muliggør ophold i Danmark selv ved meget få dages frihed mellem tjenestedage. Vi vurderer også, at det har været muligt for dig, at have været i Danmark på dage, hvor du ifølge din arbejdsplan har været på arbejde, når du er mødt meget sent på dagen efter fridage, og når du har fået fri meget tidligt på dagen før fridage. Der må derfor kræves fremlæggelse af dokumentation af objektiv karakter i princippet for alle dage, for hvilke det oplyses, at du har opholdt sig i udlandet, for at kunne konstatere at udlandsopholdet ikke afbrydes inden for 6 måneder. Hertil medregnes brudte døgn (rejsedage) som dage med ophold i Danmark. Se Den juridiske vejledning, afsnit C.F.4.2.2.4. Det fremgår af din roster, at du har udført arbejde i Danmark i nedenstående perioder: Perioden fra den 10. oktober 2021 til den 14. oktober 2021, hvor du ifølge din arbejdsplan har fløjet deadhead fra [Tyskland2] til [by1], til self study og meetings i [by1] og derefter deadhead til [Tyskland1]. Perioden fra den 31. oktober 2021 til den 3. november 2021, hvor du ifølge din arbejdsplan har fløjet deadhead fra [Tyskland1] til [by1] til meeting og self study i [by1] og derefter deadhead tilbage til [Tyskland1]. Perioden fra den 21. november 2021 til den 22. november 2021, hvor du ifølge din arbejdsplan har fløjet deadhead fra [Tyskland1] til [by1] til meeting i [by1] og derefter tilbage til [Tyskland1]. Perioden fra den 7. december 2021 til den 8. december 2021, hvor du ifølge din arbejdsplan har fløjet deadhead fra [Tyskland1] til [by1] til meeting i [by1] og derefter deadhead tilbage til [Tyskland1]. I bemærkning modtaget den 13. februar 2024, samt i telefonisk henvendelse af den 29. april 2024, gør du opmærksom på, at disse møder er nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med dit udlandsophold, og at der således ikke er tale om afbrydelse af dit udlandsophold. Du henviser i denne forbindelse til cirkulære nr. 72 af 17.4.1996, punkt 5.2.4, og oplyser samtidig, at ikke alle møder blev afholdt ved fysisk fremmøde, men som virtuelt møde over Teams i stedet. Du oplyser ligeledes i din bemærkning af den 13. februar 2024, at hvis møderne ikke var nødvendige for dit arbejde, ville de ikke fremgå af din arbejdsplan. Det fremgår af cirkulære nr. 72 af 17.4.1996, punkt 5.2.4, at der ved afgørelse af, om der er tale om nødvendigt arbejde, anlægges en streng vurdering. Vi gør opmærksom på, at nødvendigt arbejde i Danmark i direkte forbindelse med udlandsophold, skal forstås med, at arbejdet ikke kunne udføres andet steds end i Danmark. Eftersom at du selv oplyser, at møderne kunne afholdes virtuelt over Teams i stedet, indikerer dette, at møderne kunne afholdes hvor som helst, og er således ikke kun mulige at afholde inden for det danske rige. Vi anser på baggrund af ovenstående, at ophold i Danmark ved møder, der ikke kun kan afholdes inden for riget, for at afbryde dit udlandsophold. Du oplyser endvidere, at self study er en betegnelse for online kurser, uden geografisk tilknytning, og som udelukkende fremgår af dit skema til at sikre, at hviletidsbestemmelserne overholdes. Vi anser på baggrund af din egen forklaring, ikke self study som nødvendigt arbejde udført i Danmark, eftersom at self study kan foregå hvor som helst. Derudover oplyser du, at deadhead, som det fremgår af din arbejdsplan (roster), ikke skal anses for at være relevant, da dette ligeledes er dokumentation for at sikre overholdelse af gældende hviletidsbestemmelser, samt at det er rejser du selv har afholdt udgifter til, og som er foretaget i din fritid. Vi gør opmærksom på, at deadhead anses for at være en måde hvorpå din arbejdsgiver transporterer dig som lønmodtager til en bestemt destination. Eftersom at der ikke er tale om, at du flyver flyet, og derved arbejder, anses en deadhead til Danmark som en landing i Danmark, og derved ikke som arbejde udført i Danmark. Dit udlandsophold anses således afbrudt på baggrund af møder i Danmark og self study i Danmark, da disse ikke kan anses for nødvendigt arbejde der kun kan udføres i Danmark. Dit udlandsophold anses for afbrudt den 10. oktober 2021. Som nævnt ovenfor, har du i bemærkning af den 13. februar 2024 oplyst, at du har en ny udrejsedag den 21. marts 2021. Ved sammentælling ses det, at dit udlandsophold ved start den 21. marts 2021 overskrider betingelsen af minimum 42 dage den 25. juli 2021, hvor datoen for minimum 6 måneders varighed er den 20. september 2021, se bilag 1. Vi kan ved sammentællingen se, at det er muligt at påbegynde en ny periode den 8. december 2021, hvor der er indsendt tilstrækkelig med dokumentation for en periode af mindst 6 måneders ophold i udlandet, og hvor udlandsopholdet ikke afbrydes af arbejde udført i Danmark, se bilag 1. Vi har ved gennemgang af vores forslag af den 2. februar 2024 foreslået godkendelse af periode med start den 9. december. Et udlandsophold starter ved faktisk udrejse. Da du efter din arbejdsplan (roster) har flyvning fra [by1], Danmark til [Tyskland1], Tyskland den 8. december 2021, anser vi således den 8. december for mulig udrejsedato for ny periode. Vi godkender lempelse for den del af indkomsten der er optjent i indkomståret 2021 fra den 8. december til den 31. december svarende til 67.601,54 kr. Vi bemærker endvidere, at din rådgiver i modtagne indkomstopgørelser, medtager indkomst fra Lønmodtagernes feriemidler i den periode, hvor du, ifølge din rådgiver, er berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A. Ifølge Den juridiske vejledning afsnit C.C.2.5.3.2.1. beskattes din indkomst fra Lønmodtagernes feriemidler efter retserhvervelsesprincippet. Det fremgår af indberettede oplysninger fra Lønmodtagernes feriemidler, at du modtog 52.828 kr. og 45.494 kr. henholdsvis den 26. november 2020 og den 16. april 2021. Eftersom begge beløb er modtaget før den 8. december 2021, hvor en lempelsesperiode kan påbegyndes, godkendes ikke lempelse i indkomster modtaget af Lønmodtagernes feriemidler. … 6. Fradrag for obligatorisk social sikring … 6.3. Vores begrundelse og bemærkninger Ifølge Ligningsloven § 8 M stk. 2 kan du få fradrag for obligatorisk udenlandske sociale bidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidraget vedrører. Fradraget er dog betinget af, at du er omfattet af social sikringslovgivning i udlandet i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring. Ifølge Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.1.11 kræves det, at der som dokumentation fremlægges en A1-blanket, for at der kan gives fradrag for betalt obligatorisk udenlandsk social sikring. Det fremgår ligeledes, at bidrag til social sikringsordninger etableret gennem en kollektiv overenskomst eller andre øvrige frivillige ordninger om social sikring ikke er fradragsberettiget. Af indsendte dokument fra [forsikringsselskab1], ses en oversigt over hvilke ordninger du har betalt til. Du har betalt til ’Bieträge zur Basisabsicherung der Privaten Krankenversicherung’ og ’Beiträge zur Privaten Pflegepflichtversicherung’ som vi anser for at være basis forsikringer i henhold til social sikringslovgivning, og som heraf er fradragsberettiget efter ligningslovens § 8 M. Du har derudover betalt til ’Beiträge zur Privaten Krankenversicherung über der Basisabsicherung hinaus’, som vi anser for at være en yderligere forsikring der ligger ud over det obligatoriske. Eftersom denne ikke anses for at være obligatorisk i henhold til den udenlandske sociale sikringslovgivning, er denne ikke fradragsberettiget. Du har i indsendte bemærkning af den 13. februar 2024 erklæret dig uenig i dette, og oplyser at de fulde beløb betalt til [forsikringsselskab1] for begge indkomstår er fradragsberettiget. Du oplyser i den forbindelse, at pligten til at betale bidraget til henholdsvis Krankenkasse og Pleje-forsikring er fordelt imellem lønmodtager og arbejdsgiver, og at den af din arbejdsgiver betalte andel ikke er indkomst, men derimod et lovmæssigt bestemt bidrag til obligatorisk tysk syge- og alderdomsforsikring. [forsikringsselskab1] opkræver, ifølge din bemærkning, det fulde beløb hos dig som lønmodtager, hvoraf din arbejdsgiver betaler deres andel ved at udbetale dette på din lønseddel, og er derfor lønindkomsten uvedkommende. Det fremgår af Den juridiske vejledning C.A.4.1.11., at fradraget efter ligningslovens § 8 M, stk. 2 og 3 er betinget af, at den der ønsker at fradrage bidrag for social sikring i udlandet kan dokumentere at være omfattet af en udenlandsk social sikringslovgivning. Obligatoriske sociale bidrag omfatter derved lovpligtige bidrag som opkræves ved lønmodtageren selv til sociale sikringsordninger. Bidrag til ordninger som er etableret ved en kollektiv overenskomst eller ved øvrige frivillige ordninger for social sikring er ikke fradragsberettigede. Vi har ikke modtaget anden dokumentation end det allerede indsendte fra [forsikringsselskab1], hvoraf dine betalte bidrag fremgår. Bemærk, at grundet ovenstående, er beløb betalt til forsikring der ligger ud over basis forsikring ikke fradragsberettiget. Vi har ikke modtaget anden dokumentation for, at det af dine lønsedler modtagne ’Social security Refund’ er omfattet af den lovpligtige sociale sikring i Tyskland. Ej heller kan vi se, at det samlede betalte ’Social Security Own Part’ som fremgår af dine lønsedler, stemmer overens med det til [forsikringsselskab1] faktiske betalte lovpligtige beløb. Vi bemærker hertil, at vi i vores forslag af den 2. februar 2024, ved en fejl har oplyst at det betalte bidrag til [forsikringsselskab1] for indkomståret 2020 er 4.872,69 EUR, der omregnet til danske kroner svarer til 36.322,13 kr. Vi kan ved gennemgang se, at det korrekte beløb ifølge det modtagne dokument fra [forsikringsselskab1] er 6.237,20 EUR, svarende til 46.493,49 kr. For indkomståret 2021 har du ifølge [forsikringsselskab1] betalt 6.181,29 EUR i bidrag til obligatorisk social sikring. Derudover har du modtaget et tilbagebetalt bidrag ’erstattete Beiträge zur Privaten Kranken und/oder Pflegeplichtversicherung’ på i alt 1.308,51 EUR. Eftersom du har fået en del af din betaling tilbage, fratrækkes denne i opgørelsen af dit bidrag til obligatorisk social sikring, og dit samlede betalte bidrag for 2021 opgøres således til 4.872,78 EUR. Omregnet til danske kroner svarer det til 36.239,07 kr. Ved omregning fra EUR til danske kroner er dagskursen for årsgennemsnittet for 2021 ifølge Nationalbankens Statistikbank anvendt. På baggrund af ovenstående indrømmes fradrag for obligatorisk social sikring med henholdsvis 46.493 kr. og 36.239 kr. for indkomstårene 2020 og 2021. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 30. september 2024 udtalt følgende: ”… Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse Af modtagne klage fremgår det, at klagers skattepligtige indkomst er henholdsvis det som er indberettet af arbejdsgiver og af Lønmodtagernes feriemidler som 3. parts indberetninger. Klager har til Skatteankestyrelsen fremsendt diætsedler for indkomstårene 2021 og 2022 vedrørende skattefri rejsegodtgørelse. Vi kan ved gennemgang af disse diætsedler se, at betingelserne for skattefrihed efter ligningslovens § 9 A ses at være opfyldt. Skattestyrelsen havde således, såfremt diætsedlerne var modtaget under sagsbehandlingen, kunne godkende skattefri rejsegodtgørelse på henholdsvis 9.956,31 kr. og 8.708,84 kr. Af de til Skatteankestyrelsen fremsendte per diem statement, ses der ikke at fremgå oplysninger vedrørende de udbetalte skattefri bordringsgodtgørelser på henholdsvis 1.335,40 kr. og 2.193,40 kr. Skattestyrelsen fastholder på baggrund heraf ikke at kunne godkende udbetalte befordringsgodtgørelser på henholdsvis 1.335,40 kr. og 2.193,40 kr. som skattefri, og anser fortsat disse som skattepligtige. Klager henviser til, at såfremt de udbetalte godtgørelser ikke kan godkendes som skattefri, så ønsker han at der beregenes et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Hertil bemærker vi, at klager ikke har indsendt en opgørelse af befordringsfradraget med oplysning om afstand og antal ture. Vi har endvidere i vores afgørelse af den 12. juni 2024 ikke behandlet adgangen til befordringsfradrag. Fradrag for bidrag til social sikring Klager fremfører at være berettiget til fradrag for bidrag til social sikring på henholdsvis 97.476 kr. og 83.474 kr. Klager har til Skatteankestyrelsen fremsendt yderligere dokumentation for social sikring i form af en udtalelse fra [person1] fra [finans1] GmbH. Det fremgår af denne udtalelse, at klagers bidrag til sygeforsikring (krankenversicherung) er obligatoriske. Det fremgår ikke af brevet specifikt hvilke bidrag der er obligatoriske i Tyskland. Det er vores vurdering, at det indsendte brev fra [finans1] GmbH ikke ændrer på vores vurdering af de indbetalte bidrag. Brevet indeholder ikke specifikationer af, hvilke bidrag der er obligatoriske efter tysk lovgivning. Vi fastholder derfor vores begrundelse som fremgår af vores afgørelse af den 12. juni 2024. Vi fastholder ligeledes at bidraget betalt af klagers arbejdsgiver beskattes som almindelig skattepligtig indkomst efter personskatteloven § 3, som det fremgår af vores afgørelse af den 12. juni 2024. De af klagers arbejdsgiver betalte bidrag på henholdsvis 15.810,9 kr. og 24.845,70 kr. for indkomstårene 2020 og 2021 til social sikring skal således fortsat medtages i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Lempelse efter ligningslovens § 33 A Klager fremfører endvidere at være berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3 for perioden fra den 21. marts 2021 til den 31. december 2021 bortset fra 11 dages arbejdsbetinget ophold i Danmark, hvor arbejdet udført i Danmark var nødvendigt arbejde. Klager begrunder dette med at fysiske møder i Danmark var planlagt af arbejdsgiver, og at grundet Covid-19 blev et enkelt af disse møder afholdt virtuelt i stedet. Klager oplyser endvidere at ’self study’ som det fremgår af arbejdsplanen er obligatoriske computerbaseret undervisning, uden fastlagt tidsrum eller geografisk tilknytning. Klager oplyser således selv, at selvstudie kan foregå hvor og hvornår det skal være. Klager oplyser ikke at have udført ’self study’ inden for Danmarks grænser for henholdsvis den 30. oktober 2021 og den 25. november 2021 og at ’self study’ og at disse er udført på hans egen adresse i [Tyskland1]. Klager oplyser at han i udgangspunktet altid gennemfører dine ’self study’ fra sin hjemmeadresse i [Tyskland1]. Vi har ikke i forbindelse med kontrolsagen eller til klagen ved Skatteankestyrelsen modtaget dokumentation for hvor og hvornår kurserne er udført. Dette kunne eksempelvis være en kvittering for gennemført kursus, logning eller anden form for dokumentation for hvor ’self study’ udføres. Vi har ligeledes ikke modtaget dokumentation vedrørende deltagelse i møder i Danmark og om disse møder var nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet. Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.F.4.2.2.4 at ved afgørelse om arbejde er nødvendigt her i riget, skal dette ske efter en streng vurdering. Det fremgår af Tfs 1995, 243 LR at deltagelse i bestyrelsesmøder i Danmark ikke var nødvendigt arbejde, og det efter ligningslovens § 33 A måtte anses for at afbryde udlandsopholdet. Dette bekræftes i bindende svar af skatterådet SKM2020.108.SR, hvor spørgerens deltagelse i månedlige møder i Danmark ville afbryde muligheden for lempelse efter ligningslovens § 33 A. Vi har ikke modtaget dokumentation for, at klagers deltagelse i møder indkaldt af arbejdsgiver var nødvendigt arbejde i Danmark. Vi fastholder således, at arbejde udført i Danmark ved deltagelse af møder afbryder udlandsopholdet. Klager oplyser afslutningsvist, at han ikke finder det rimeligt at skulle dokumentere ophold hver eneste dag. Vi gør hertil opmærksom på, som det også fremgår af vores afgørelse af den 12. juni 2024, at lempelse efter ligningslovens § 33 A er under forudsætning af, at en række meget konkrete betingelser overholdes. Ifølge ligningslovens § 33 A gælder der krav om, at udlandsopholdet er på mindst 6 måneders varighed, at der maksimalt må være 42 dages ophold inden for Danmarks riges grænser i enhver 6 måneders periode af ferie eller lignende ophold. Det fremgår således af bestemmelsen, at 42 dages betingelsen er en betingelse på dagsniveau. Lovgrundlaget foreskriver således specifikt 42 dage, og således ikke cirka 42 dage. Dette er ligeledes bekræftet af Østre Landsret i TfS 1997, 556 ØLD (brudte døgn). Det fremgår ligeledes af dommen, SKM2023.310.BR, vedrørende indkomståret 2014, at overholdelse af 42-dages betingelsen ikke er et administrativt skøn, men et konkret krav om bevisdokumentation for udlandsopholdet. Det er således vores vurdering at anmodning om dokumentation for ophold i og uden for Danmark er rimelig. Vi bemærker endvidere, at det er klager selv der mener at være berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A ved anmodning om genoptagelse af skatteansættelse for indkomstårene 2020 og 2021. Det er således klager selv der har bevisbyrden for at dokumentere at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A er overholdt, se Den juridiske vejledning afsnit C.F.4.2.1 vedrørende dokumentation. Skattestyrelsen fastholder således at klager ikke er berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33A, stk. 3 i indkomsten optjent før den lempelsesberettiget periode påbegyndes ved udrejse den 8. december 2021. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen.” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, er opfyldt for perioden 21. marts 2021 til 31. december 2021 Klageren har også fremsat påstand om, at alle beløb indbetalt til [forsikringsselskab1] vedrørende social sikring i 2020 og 2021 er obligatoriske og dermed fradragsberettiget. Klageren har videre fremsat påstand om, at rejse- og befordringsgodtgørelser på henholdsvis 11.290 kr. i 2020 og 10.900 kr. i 2021 er skattefri. Endelig har klageren fremsat påstand om, at han er berettiget til befordringsfradrag i 2020 og 2021. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” Anbringender Jeg henviser til mine indsigelse til Skattestyrelsen, jf. Skattestyrelsens afgørelse. Herudover bemærker jeg følgende: Rejse- og befordringsfradrag: Jeg har i min tidligere besvarelse henvist til, at SKAT kan indhente dokumentation som understøtter mine skattefri-udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser fra min arbejdsgiver. Det har SKAT valgt ikke at gøre. Efter SKATs vægring af indhentning af dokumentation for skattefri-udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser fra min arbejdsgiver, har jeg selv indhentet dokumentation fra min arbejdsgiver, som jeg vedhæfter. Godtgørelserne er skattefrie, jf. ligningslovens § 9A om skattefrihed for satsgodtgørelse af udgifter til kost og ligningslovens §9B skattefrihed for befordringsgodtgørelse ved kørsel mellem arbejdssteder. Subsidiært kan merudgifter til kost fratrækkes i medfør af bestemmelsen i ligningslovens § 9A, stk. 7 om differencefradrag og befordringsfradrag kan beregnes i medfør af ligningslovens § 9C. Bidrag til tysk social sikring: Jeg har søgt om fradrag for udgifter i forbindelse med obligatoriske sociale sikringsbidrag i Tyskland. SKAT nægter at anerkende fradrag på fulde beløb af udgifter i forbindelse med obligatorisk sociale sikringsbidrag i Tyskland, med en begrundelse om, at SKAT opfatter ”Beiträge zur Privaten Krankenversicher- ung über der Basisabsicherung hinaus” som en ekstra tilvalgt forsikring, som kan fravælges efter lyst. SKAT har misforstået bestemmelsen i ligningslovens § 8M om fradrag for obligatoriske sociale sikringsbidrag omfattet af EU-forordningen. Alle bidrag er obligatoriske, men arbejdsgiveren og den ansatte vælger et pensionsinstitut for at opfylde loven vilkår om betaling af obligatoriske bidrag til Krankenkasse og Plejeforsikring. Her er [forsikringsselskab1] valgt. Arbejdsgiveren er ifølge lovgivningen pålagt at betale andel af bidraget til den valgte sygekasse. Dette bidrag er oplyst og refunderet på lønsedlerne, og dette bidrag modregnes i lønmodtagerens bidrag til [forsikringsselskab1]. Jeg har kontaktet forsikringsmægler [person1], som bekræfter min oplysning om, at den omtalte forsikring ikke kan fravælges og dermed indgår som obligatorisk minimumssats. Jeg vedhæfter dokumentation fra forsikringsmægler [person1]. [forsikringsselskab1] opkræver hele bidraget til Krankenkasse og Plejeforsikring hos lønmodtageren. Afregningen fra [forsikringsselskab1] er tidligere indsendt til SKAT. Jeg anmoder Skatteankestyrelsen om at rekvirer oplysningen hos SKAT. I henhold til tysk lovgivning er pligten til at betale bidrag til Krankenkasse og Plejeforsikring delt mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, i øvrigt i lighed med fx bidrag til ATP-ordningen i Danmark. Arbejdsgiverens andel af bidraget til Krankenkasse og Plejeforsikring er således ikke en lønkomponent, som Skattestyrelsen forudsætter, men derimod arbejdsgiverens lovmæssigt bestemte bidrag til obligatorisk tyske syge og alderdomsforsikring. Da bidraget til Krankenkasse og Plejeforsikring opkræves som et samlet beløb hos lønmodtageren, godtgør arbejdsgiveren derfor på lønsedlen - og uden skattetræk – lønmodtageren for betaling af arbejdsgiverens lovpligtige andel. Lønmodtagerbidraget til Krankenkasse og Plejeforsikringen hos [forsikringsselskab1] – og fradraget i skatteansættelsen i henhold til ligningslovens § 8M, stk. 4 - retter sig derfor mod lønmodtagerens andel af bidraget. Fradraget i skatteansættelsen opgøres som den samlede årlige opkrævning fra [forsikringsselskab1] minus arbejdsgiverens lovpligtige andel af bidraget. Jeg bemærker, at ved betaling af renteforsikring og arbejdsløshedsforsikring er fremgangsmåden den modsatte. For disse ordninger afregnes hele bidraget af arbejdsgiveren. Lønmodtagerens andel tilbageholdes af arbejdsgiveren efter bestemmelse om indeholdelsespligt, og lønmodtagerens andel af bidragene til pensionsforsikring og arbejdsløshedsforsikring fratrækkes derfor ved anvisning af lønnen. Lønmodtagerandel fratrækkes i skatteansættelsen i medfør af ligningslovens § 8M, stk. 4. Jeg henviser til opgørelsen i vedlagte bilag 2 og bilag 5, understøttet af samtlige lønsedler for indkomstårene 2020 og 2021 som jeg også vedlægger (filerne er passwordbeskyttet fra minarbejdsgiver, password er: [...] ). Nedslag i skatten: Jeg har søgt om lempelse af min skattesats i overensstemmelse med § 33 fra perioden 21/03-2021 frem til dags dato i forbindelse med mit udlandsarbejde som pilot i [virksomhed3] A/S. SKAT har i denne sag bedt om dokumentation for at jeg har opholdt mig inden for Danmarks grænser i 42 eller færre dage inden for 6 sammenhængende måneder, i overensstemmelse med § 33 for perioden 21/03-2021 frem til samme års udgang. Denne efterspørgsel har jeg efterkommet ved at fremsende dokumentation i form af bl.a. arbejdsskemaer (roster), min pilotlogbog samt kvitteringer som beviser mit udlandsophold. I disse arbejdsskemaer (roster) fremgår det bl.a. at jeg har deltaget i møder indenfor Danmarks grænser. ”Det fremgår af din roster, at du har udført arbejde i Danmark i nedenstående perioder: Perioden fra den 10. oktober 2021 til den 14. oktober 2021, hvor du ifølge din arbejdsplan har fløjet deadhead fra [Tyskland2] til [by1], til self study og meetings i [by1] og derefter deadhead til [Tyskland1]. Perioden fra den 31. oktober 2021 til den 3. november 2021, hvor du ifølge din arbejdsplan har fløjet deadhead fra [Tyskland1] til [by1] til meeting og self study i [by1] og derefter deadhead tilbage til [Tyskland1]. Perioden fra den 21. november 2021 til den 22. november 2021, hvor du ifølge din arbejdsplan har fløjet deadhead fra [Tyskland1] til [by1] til meeting i [by1] og derefter tilbage til [Tyskland1]. Perioden fra den 7. december 2021 til den 8. december 2021, hvor du ifølge din arbejdsplan har fløjet deadhead fra [Tyskland1] til [by1] til meeting i [by1] og derefter deadhead tilbage til [Tyskland1]. ” Disse møder har haft karakter af nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med mit udlandsophold som pilot, hvilket skat telefonisk har anerkendt. ”Vi gør opmærksom på, at nødvendigt arbejde i Danmark i direkte forbindelse med udlandsophold, skal forstås med, at arbejdet ikke kunne udføres andet steds end i Danmark. Eftersom at du selv oplyser, at møderne kunne afholdes virtuelt over Teams i stedet, indikerer dette, at møderne kunne afholdes hvor som helst, og er således ikke kun mulige at afholde inden for det danske rige. Vi anser på baggrund af ovenstående, at ophold i Danmark ved møder, der ikke kun kan afholdes inden for riget, for at afbryde dit udlandsophold” SKAT har således afgjort at samtlige møder afholdt i 2021 i Danmark bryder med opfyldelse af betingelserne for ligningslovens § 33, med begrundelsen at skat ikke vurderer at møderne kræver fysisk mødepligt, da et enkelt møde ekstraordinært er blevet afholdt virtuelt via Teams, grundet sen positiv corona-test fra deltager (i overensstemmelse med daværende forsamlingsforbud for fysiske møder). I det ovenstående beskrevne tilfælde har jeg, i lighed med foregående møder, rejst til Danmark med intention om at deltage i et fysisk møde, som min arbejdsgiver har indkaldt mig til. Desværre producerer en anden mødedeltager kort før mødestart en positiv corona-test, som forhindrer mødet i at blive gennemført fysisk. I dette ene tilfælde beslutter min arbejdsgiver ekstraordinært at afholde mødet virtuelt. På baggrund af dette enestående tilfælde, har SKAT således vurderet at samtlige af ”møderne kunne afholdes virtuelt over Teams i stedet, indikerer dette, at møderne kunne afholdes hvor som helst, og er således ikke kun mulige at afholde inden for det danske rige”. Jeg har kontaktet min arbejdsgiver, som bekræfter at der har været fysisk mødepligt ved samtlige møder og at det ville blive betragtet som arbejdsvægring, såfremt jeg ikke havde rejst til Danmark for at deltage fysisk. SKATs afgørelse er således forkert. SKAT mener ydermere at mit udlandsophold er blevet afbrudt ved ”self study” planlagt inden for Danmarks grænser. ”Du oplyser endvidere, at self study er en betegnelse for online kurser, uden geografisk tilknytning, og som udelukkende fremgår af dit skema til at sikre, at hviletidsbestemmelserne overholdes. Vi anser på baggrund af din egen forklaring, ikke self study som nødvendigt arbejde udført i Danmark, eftersom at self study kan foregå hvor som helst” ”Self study” er obligatorisk computerbaseret undervisningsmateriale for piloter for vedligeholdelse af certifikater, uden hverken et fastlagt tidsrum- eller en geografisk tilknytning. Disse ”self studies” kan laves når som helst, dog ikke senere end udløbsdato for relevant certifikat. Når min arbejdsgiver skriver en aktivitet i mit skema (roster), kræver IT-systemet grundet arbejdets natur en geografisk lokation. I de nævnte tilfælde har denne lokation været indenfor Danmarks grænser. Jeg har ikke gennemført de omtalte kurser inden for Danmarks grænser men derimod på min hjemmeadresse i [Tyskland1] hhv. d. 30. oktober 2021 samt 25. November 2021, hvor jeg som udgangspunkt altid gennemfører mine ”self study” kurser. SKAT har desuden fundet dele af min dokumentation for mit ophold i udlandet mangelfuld samt underkendt enkelte dage hvor dokumentation er bilagt, hvilket i deres optik har bragt mine tilbragte dage inden for Danmarks grænser over 42 indenfor 6 sammenhængende måneder. Jeg finder det ikke rimeligt, at hver eneste dag skal kunne dokumenteres med en kvittering for at underbygge min tilværelse i det land jeg er bosat, arbejder samt tilbringer størstedelen af min fritid. Jeg bestrider derfor denne vurdering og mener at jeg har mere end sandsynliggjort min udlandsophold. Dokumentation for mit udlandsophold er indsendt til SKAT. Jeg anmoder Skatteankestyrelsen om at rekvirer oplysningen hos SKAT. På baggrund af disse oplysninger, anmoder jeg om at min skattesats fra 21/03-2021 til udgangen af 2021 bliver reguleret i overensstemmelse med § 33 med undtagelse af 11 dage hvor møder er blevet afholdt inden for Danmarks grænser. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”… Vedrørende Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. Jeg indhenter dokumentation for udbetalt befordringsgodtgørelse fra min arbejdsgiver. Vedrørende Fradrag for bidrag til social sikring. Arbejdsgiver har pligt til at betale en andel af årets bidrag til Krankenkasse og Plejeforsikring. Arbejdsgivers andel udgør i mit tilfælde 2.258,70 kr. pr. mdr. Der er således ikke tale om en lønkomponent, men en arbejdsgiverforpligtelse til at betale bidrag til tysk syge- og plejeforsikring. Dette bidrag er dermed ikke skattepligtig indkomst. Jeg fratrækker udelukkende min egen andel af bidraget til Krankenkasse og Plejeforsikring samt min egen andel af Renteforsikring (Alderspension) fra min skattepligtige indkomst. Arbejdsgivers andel af bidrag til Krankenkasse og Renteforsikring er ikke skattepligtige lønkomponenter for lønmodtageren, og dette gælder, uanset om bidragene afregnes direkte eller til forsikringsselskabet eller om arbejdsgiveren refunderer lønmodtageren for udlæg af arbejdsgiverens bidrag til forsikringsselskabet. ” Klager har til Skatteankestyrelsen fremsendt yderligere dokumentation for social sikring i form af en udtalelse fra [person1] fra [finans1] GmbH. Det fremgår af denne udtalelse, at klagers bidrag til sygeforsikring (krankenversicherung) er obligatoriske. Det fremgår ikke af brevet speci- fikt hvilke bidrag der er obligatoriske i Tyskland.” Alle bidrag er obligatoriske, jf. udtalelse afgivet af [person1]. [person1] er ansat som mægler for firma samt ansatte for at tilbyde den laveste tilgængelig sats, da det er i alles interesse at minimere bidrag til obligatorisk social sikring i Tyskland. Jeg tilføjer følgende e-mailkorrespondance fra [person1], modtaget 5. August 2024: Hello [klager], I hereby confirm that you cannot change your private health insurance and that you cannot make any exclusions in your tariffs. The individual tariff modules cannot be changed to reduce the monthly premium. Best regards [person1] [person1] [finans1] GMBH Independent Insurance Broker Postaddress: [adresse3] Her understreger [person1] endnu engang, at ingen af mine socialsikringsbidrag kan fravælges. Altså må alle bidrag være obligatoriske og dermed fradragsberettigede. Vedrørende Lempelse efter ligningslovens § 33 A. Jeg er udelukkende bosat i Tyskland, jeg arbejder i Tyskland og jeg har min daglige gang i Tyskland. Der gælder ikke et vilkår om dokumentation for dagligt ophold udlandet. Opgaven er at sandsynliggøre ophold i udlandet. Jeg henviser til vedlagte kopi af Landsskatterettens afgørelse af 30/8 2022 vedrørende en pilot ansat hos [virksomhed1]. Landsskatteretten anfører i begrundelse for bedømmelsen af opholdsbestemmelsen følgende: ”Selvom det er usikkert, hvor klageren har befundet sig nogle dage, og selvom der tages højde for, at klageren kan være rejst via Danmark til Sverige, hvorved der opstår brudte døgn i Danmark ved rejse til og fra Sverige, finder Landsskatteretten det for godtgjort, at klageren under disse omstændigheder ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage indenfor enhver 6 måneders periode i perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2016. Der er lagt særlig vægt på, at det ud fra klagerens samlede forhold ikke findes sandsynligt, at klageren i arbejdsfri perioder vil opholde sig i Danmark, samt at det findes sandsynligt, at klageren har opholdt sig i Sverige såvel på dage, hvor der er sket hævninger på hævekort i Sverige, samt i mellemliggende dage.” Vedrørende self study: ”Klager oplyser endvidere at ’self study’ som det fremgår af arbejdsplanen er obligatoriske computerbaseret undervisning, uden fastlagt tidsrum eller geografisk tilknytning. Klager oplyser således selv, at selvstudie kan foregå hvor og hvornår det skal være. Klager oplyser ikke at have udført ’self study’ inden for Danmarks grænser for henholdsvis den 30. oktober 2021 og den 25. november 2021 og at ’self study’ og at disse er udført på hans egen adresse i [Tyskland1]. Klager oplyser at han i udgangspunktet altid gennemfører dine ’self study’ fra sin hjemmeadresse i [Tyskland1]. Vi har ikke i forbindelse med kontrolsagen eller til klagen ved Skatteankestyrelsen modtaget dokumentation for hvor og hvornår kurserne er udført. Dette kunne eksempelvis være en kvittering for gennemført kursus, logning eller anden form for dokumentation for hvor ’self study’ udføres.” Jeg vedhæfter efterspurgte kvitteringer for gennemførelse af kursus på nævnte dage: … Vedrørende møder afholdt i Danmark: ”Vi har ligeledes ikke modtaget dokumentation vedrørende deltagelse i møder i Danmark og om disse møder var nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet. Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.F.4.2.2.4 at ved afgørelse om arbejde er nødvendigt her i riget, skal dette ske efter en streng vurdering. Det fremgår af Tfs 1995, 243 LR at deltagelse i bestyrelsesmøder i Danmark ikke var nødvendigt arbejde, og det efter ligningslovens § 33 A måtte anses for at afbryde udlandsopholdet. Dette bekræftes i bindende svar af skatterådet SKM2020.108.SR, hvor spørgerens deltagelse i månedlige møder i Danmark ville afbryde mulig- heden for lempelse efter ligningslovens § 33 A. Vi har ikke modtaget dokumentation for, at kla- gers deltagelse i møder indkaldt af arbejdsgiver var nødvendigt arbejde i Danmark.” Jeg er udelukkende ansat som pilot i [virksomhed3] A/S (fhv. [virksomhed1] A/S), og har derfor aldrig deltaget i bestyrelsesmøder i firmaet, hverken indenfor eller udenfor Danmarks grænser. Møderne som jeg har deltaget i indenfor Danmarks grænser har været af natur ”nødvendigt arbejde i forbindelse med udlandsophold”. Her er bl.a. tale om konsolidering af operationelle problematikker som vi piloter oplever ude på linjen, med udgangspunkt i piloternes opfattelse af alt fra manualer til procedurer samt lønforhandlinger. Dette har jeg telefonisk redegjort overfor min sagsbehandler, som under disse samtaler har tilkendegivet at disse møder også efter hendes opfattelse var af natur ”nødvendigt arbejde i forbindelse med udlandsophold”, hvorfor jeg ikke har fremsendt yderligere dokumentation.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren har godtgjort, at han i perioden 21. marts 2021 til 31. december 2021 ikke har opholdt sig inden for det danske rige mere end 42 dage inden for enhver seksmåneders periode og dermed opfylder betingelserne for halv lempelse i skatten af udenlandsk lønindkomst optjent som pilot hos [virksomhed1] A/S efter ligningslovens § 33 A, stk. 3, jf. stk. 1. Sagen angår også, om klagerens arbejde udført i Danmark i forbindelse med deltagelse i møder har afbrudt hans udlandsophold og dermed adgang til lempelse efter ligningslovens § 33 A. Sagen angår herudover, om alle beløb indbetalt til [forsikringsselskab1] vedrørende social sikring i 2020 og 2021 er obligatoriske og dermed fradragsberettiget. Sagen angår videre, om rejse- og befordringsgodtgørelser på henholdsvis 11.290 kr. i 2020 og 10.900 kr. i 2021 er skattefri. Sagen angår endelig, om klageren er berettiget til befordringsfradrag i 2020 og 2021. Retsgrundlaget Lempelse Følgende fremgår af ligningslovens § 33 A, stk. 1 og 3: ”Har en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, under ophold uden for riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el.lign. af en sammenlagt varighed på højst 42 dage erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Nedsættelsen omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til arbejde her i landet. Ved opgørelsen af den nævnte 6-månedersperiode anses ophold om bord på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, jf. lov om beskatning af søfolk, for at være ophold uden for riget. Ophører skattepligten efter kildeskattelovens § 1 inden udløbet af 6-månedersperioden, finder reglerne i denne bestemmelse tilsvarende anvendelse på lønindkomst erhvervet i den periode, hvor skattepligten bestod, såfremt betingelserne i 1. pkt. i øvrigt er opfyldt. … Stk. 3. Har en dobbeltbeskatningsoverenskomst for en person, der ikke er udsendt af den danske stat eller en anden offentlig myndighed, tillagt Danmark beskatningsretten til indkomsten, nedsættes den samlede indkomstskat med halvdelen af det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Tilsvarende gælder for personer udsendt til udførelse af systemeksport for den danske stat eller anden dansk offentlig myndighed.” Af artikel 15, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Danmark og Tyskland fremgår: ”… Stk. 3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenestefor- hold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik eller om bord på en båd, der anvendes til transport af indre vandveje, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. …” I overensstemmelse med Højesterets dom, offentliggjort i SKM2003.209.HR, må et udlandsophold anses for afbrudt, såfremt klageren på en given dato har opholdt sig her i landet i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet 6-måneders periode. Der kan kun gives lempelse, såfremt den der anser sig berettiget til lempelse i henhold til ligningslovens § 33 A, i fornødent omfang kan dokumentere, at vedkommende ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet seksmåneders periode, jf. byrettens dom af 8. februar 2018, offentliggjort i SKM2018.207.BR og Østre Landsrets dom af 23. september 2019, offentliggjort i SKM2019.512.ØLR. Et udlandsophold efter bestemmelsen afbrydes ikke af nødvendigt arbejde i Danmark i direkte forbindelse med udlandsopholdet eller ferie og lignende. Af afsnit 5.2.4 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven fremgår bl.a. følgende om nødvendigt arbejde: ”Opholdsperioden uden for riget kan afbrydes af nødvendigt arbejde, ferie el.lign. af en sammenlagt varighed på højst 42 dage, uden at retten til nedslag fortabes. Ved opgørelsen af de 42 dage medregnes også brudte døgn. Ordene »ferie el.lign.« omfatter ethvert ophold inden for riget, uanset årsagen til dette, dog bortset fra de erhvervsmæssigt betingede ophold. Et ufrivilligt ophold inden for riget ud over 42 dage inden for et halvt år, f.eks. nødvendiggjort af sygdom, bevirker således, at retten til at påberåbe sig nedslag fortabes. At erhvervsmæssigt betingede ophold i Danmark afbryder opholdet i udlandet indebærer bl.a., at der som udgangspunkt ikke kan udføres lønmodtagerarbejde under ophold i Danmark. Dette gælder dog ikke, såfremt der udføres »nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet«. Som »nødvendigt arbejde« kan f.eks. nævnes afrapportering overfor bestyrelse, modtagelse af instrukser m.m. Der må ved afgørelsen af, hvad der anses for nødvendigt arbejde anlægges en streng vurdering. Med »direkte i forbindelse med arbejdsopholdet« stilles der krav om, at arbejdsopholdet i Danmark skal vedrøre hovedbeskæftigelsen i udlandet. Har en person f.eks. et bijob i udlandet, vil et arbejdsophold i Danmark i forbindelse hermed ikke stå i direkte forbindelse med udlandsopholdet, og opholdet i udlandet vil dermed være afbrudt. (…) Begrænsningen for så vidt angår erhvervsmæssigt betingede ophold medfører, at eksempelvis deltagelse i bestyrelsesmøder i Danmark afbryder opholdet.” Landsskatteretten fandt i afgørelse af 18. januar 2010, offentliggjort som SKM2010.94.LSR, at deltagelse i bestyrelsesmøder i Danmark og deltagelse i andre arrangementer i forbindelse med arbejdet som bestyrelsesmedlem ville afbryde et udlandsophold. I afgørelse af 8. september 2010, som er offentliggjort som SKM2010.790.LSR, fandt Landsskatteretten i den konkrete sag, at deltagelse i bestyrelsesmøder, aflæggelse af regnskaber, overdragelse af projekter solgt i udlandet, opdatering og information om nye projekter samt modtagelse af potentielle kunder fra udlandet anses for nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet, og at det var nødvendigt for klageren at udføre dette arbejde for at kunne varetage arbejdet i udlandet. Social sikring Følgende fremgår af ligningslovens § 8 M, stk. 2 og 4: Stk. 2. For personer omfattet af kildeskattelovens § 1 fragår obligatoriske udenlandske sociale bidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidraget vedrører, når den pågældende¨ 1) i henhold til en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke er hjemmehørende i fremmed stat, Grønland eller Færøerne og 2) er omfattet af social sikringslovgivning i fremmed stat i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet” Stk. 4. Personer, som er omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1 eller 3, og som i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familier, der flytter inden for Det Europæiske Fællesskab, er undergivet udenlandsk social sikringslovgivning, kan fradrage udenlandske obligatoriske sociale arbejdsgiverbidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidragene vedrører. Det er en betingelse for fradrag, at der i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring er indgået aftale om, at de udenlandske arbejdsgiverbidrag påhviler lønmodtageren. Følgende fremgår af ligningslovens § 33 F, stk. 1 og 2: Ved beregning af den maksimale nedsættelse af dansk skat, enten i henhold til reglerne i ligningslovens § 33 eller i henhold til bestemmelserne i en med fremmed stat, med Grønland eller Færøerne indgået overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, skal der ved opgørelsen af den indkomst, der oppebæres fra udlandet, fratrækkes de udgifter, der anses for at vedrøre sådan indkomst, jf. dog stk. 3. Stk. 2. Udgifter, der ikke kan henføres til enten den danske eller den udenlandske indkomst, skal fordeles efter forholdet mellem den danske og den udenlandske bruttoindkomst, jf. dog stk. 3 Rejse- og befordringsgodtgørelse Følgende fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4: ”Stk. 4. Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter mv. omfattet af § 9 A eller § 31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af § 9 B eller § 31, stk. 5. Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administrationen af godtgørelsesreglerne (…)” Følgende fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1: ”Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2.” Befordringsfradrag Af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1. nr. 1 fremgår: ”Landsskatteretten afgør, medmindre andet er bestemt af skatteministeren efter § 14, stk. 2, klager over: 1) Told- og skatteforvaltningens afgørelser, hvor klagen ikke afgøres af skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Lempelse Klageren har for at løfte sin bevisbyrde fremlagt arbejdsplaner for indkomståret 2021, oversigtskalender og kvitteringer. Klageren har ikke gjort indsigelse mod perioderne den 15. – 18. april 2021, den 28. april – 2. maj 2021, den 23. – 26. juni 2021, den 22. – 26. juli 2021, den 3. – 9. august 2021, den 17. – 19. august 2021, den 27. september – 1. oktober 2021, den 9. – 10. marts 2022, den 10. – 11. april 2022, den 4. – 8. maj 2022 og den 31. maj – 3. juni 2022. Klageren har gjort indsigelse mod perioderne 2. – 4. april 2021, 14. og 19. april 2021, 3. maj 2021, 12. – 17. maj 2021, 29. – 31. maj 2021, 9. – 14. juni 2021, 27. – 28. juni 2021, 20. – 26. juli 2021, 14. – 16. august 2021, 25. – 26. september 2021 og 10. oktober 2021. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for disse dage og perioder. Det fremgår af arbejdsplanen for 2021, at klageren har udført arbejde i [by1] i perioderne 10. – 14. oktober, 31. oktober – 3. november, 21. – 22. november og 7. – 8. december, hvor han har deltaget i møder. Klageren har oplyst, at møderne altid blev afholdt fysisk i [by1], da klagerens leder, HR og andre personale fra [by1] deltog. Klageren har oplyst, at han har mødepligt. På baggrund af arbejdsplanen for 2021 og klagerens forklaringer finder Landsskatteretten, at klageren i de omhandlende perioder har udført nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet. Udlandsopholdet anses derfor ikke for at være afbrudt efter ligningslovens § 33 A. På baggrund heraf finder Landsskatteretten, at klageren er berettiget til lempelse i medfør af ligningslovens § 33 A, stk. 3, jf. stk. 1, for løn optjent i perioden 14. juni 2021 til 31. december 2021. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed. Det overlades til Skattestyrelsen at foretage den talmæssige opgørelse. Social sikring Det fremgår af ligningslovens § 8 M, stk. 4, at det er en betingelse for fradrag, at der i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring er indgået aftale om, at de udenlandske arbejdsgiverbidrag påhviler lønmodtageren. Klageren har fremlagt lønsedler og en opgørelse, hvoraf fremgår hvor meget arbejdsgiveren har betalt i ”Social Security”. Der ses ikke en sammenhæng mellem klagerens opgørelse og klagerens lønsedler, ligesom der ikke er fremlagt dokumentation for at klageren selv betaler arbejdsgiverbidrag. Landsskatteretten finder derfor, at klageren ikke er berettiget til fradrag for arbejdsgiverbidrag i medfør af § 8 M, stk. 4. Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for bidrag til ”Beiträge zur Privaten Krankenversicherung über der Basisabsicherung hinaus” idet Skattestyrelsens har anset dette for at være et privat bidrag. Klageren har over for Skatteankestyrelsen fremlagt en udtalelse fra [finans1] GMBH, hvoraf fremgår, at klagerens valgte private ”Krankenversicherungsschutz” hos [forsikringsselskab1] er obligatoriske. Landsskatteretten finder, at udtalelsen dækker alle beløb til [forsikringsselskab1], der vedrører ”Krankenversicherungsschutz”, hvorefter alle beløb betalt til [forsikringsselskab1] vedrørende social sikring er obligatoriske. Klageren har i indkomståret 2020 betalt 7.179,55 euro (5.772,02 + 465,18 + 942,35) til obligatorisk social sikring. Klageren har i indkomståret 2021 betalt 7.018,57 euro (5.705,13 + 476,16 + 837,28) til obligatorisk social sikring. Klageren har fået tilbagebetalt 2.480,15 euro (1.171,64 + 1.308,51) i henholdsvis ”Erstattete Beiträge zur Basisabsicherung der Privaten Kranken- und/oder Pflegepflichtversicherung“ og "Erstattete Beiträge zur Privaten Kranken- und/oder Pflegepflichtversicherung“. Landsskatteretten godkender herefter fradrag for udenlandske obligatoriske sociale sikringsbidrag i Tyskland efter ligningslovens § 8 M, stk. 2, med 7.179,55 euro, omregnet til 53.517 kr. i indkomståret 2020, og med 4.538,42 euro, omregnet til 33.752 kr. i 2021, og finder, at klagerens fradrag skal fordeles i overensstemmelse med ligningslovens § 33 F, stk. 2. Skattestyrelsen anmodes om at foretage den talmæssige opgørelse. Rejse- og befordringsgodtgørelse Klageren har over for Skatteankestyrelsen fremlagt diætsedler (per diem statement) for 2020 og 2021 og har opgjort rejsegodtgørelse til 9.955 kr. i 2020 og 8.707 kr. i 2021. Klageren har ikke fremlagt materiale vedrørende skattefri befordringsgodtgørelse på 1.336 kr. for 2020 og 2.194 kr. for 2021. Skattestyrelsen har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at såfremt diætsedlerne havde været fremlagt over for styrelsen, havde de godkendt skattefri rejsegodtgørelse i 2020 og 2021 på henholdsvis 9.956 kr. og 8.708 kr. Landsskatteretten lægger til grund, at de skattefri rejsegodtgørelser udgør i 2020 og 2021 henholdsvis 9.956 kr. og 8.708 kr. Det fremgår af sagen, at klageren er blevet godtgjort et skattetab vedrørende rejsegodtgørelse indtil 1. maj 2020. Landsskatteretten finder derfor, at klageren alene er berettiget til skattefri rejsegodtgørelse for perioden 1. maj – 31. december 2020 og for hele 2021. Skattestyrelsen anmodes om at foretage den talmæssige opgørelse. Klageren har ikke fremlagt materiale vedrørende befordringsgodtgørelse på 1.336 kr. for 2020 og 2.194 kr. for 2021. Landsskatteretten finder derfor, at klageren ikke er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse i 2020 og 2021. Befordringsfradrag Landsskatteretten afgør klager over Told- og Skatteforvaltningens afgørelser. Det fremgår af sagens oplysninger, at spørgsmålet om befordringsfradrag i indkomstårene 2020 og 2021 ikke er behandlet i den påklagede afgørelse, ligesom det fremgår af sagen, at klageren i forbindelse med sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen ikke har anmodet om befordringsfradrag. Landsskatteretten har derfor ikke hjemmel til at træffe afgørelse herom.